Det norske Folks Historie/3/94

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter denne herlige Sejr drog Inge og Gregorius nord i Viken, og opholdt sig der om Vintren, rimeligviis i Oslo, som under deres Ophold der hjemsøgtes af en Ildebrand, medens Erling og Høvdingerne fra det nordenfjeldske droge hjem hver til sit. Blandt disse vare Sønnerne af Ivar paa Eilden (paa Naumdalseidet); da de paa Hjemrejsen kom til Bergen, dræbte de en Nikolas Skegg, der havde været Gjaldkere og rimeligviis var en Tilhænger af Haakon. Denne begav sig, ligesom forrige Gang, over Land til Throndhjem, hvor han ankom lidt før Juul (1159), og tilbragte Julen og Vintren i Nidaros, medens Sigurd stundom var hjemme paa Reyr: hans Frænde Gregorius havde nemlig udvirket hos Kong Inge, at han skulde faa beholde sine Ejendomme; dog var det vel og en Betingelse, som han rigtignok ej overholdt, at han skulde helde sig i Ro, og forlade Haakon. En Aften i Begyndelsen af Julen opkom der Slagsmaal i Hirdstuen mellem Haakons Mænd indbyrdes, saa at 8 faldt og mange saaredes. Strax efter Nytaar drog Alf Rode, Ottar Birtings Søn, der merkeligt nok borte til Haakons Parti, ind til Eilden med 80 Mand, kom ganske uventet en Aften, da Huses Beboere vare drukne, og satte Ild paa Gaarden. De gik ud og kæmpede, men begge Brødrene faldt med mange andre; ialt skulle de have været 30. Samme Vinter døde Andres Simonssøn, Haakons Fosterbroder, i Nidaros, og hans Død blev meget beklaget. Erling skakke og de øvrige af Kong Inges Mænd, der vare i Bergen, talte nok nu og da om at de vilde drage nordover for at tage Haakon fat, men det blev ikke af. Gregorius lod dem hilse fra Kongehelle, at hvis han sad saa nær, som Erling, vilde han ikke sidde saa rolig i Bergen, medens Haakon lod Kong Inges Venner og Lagsmænd dræbe i Throndhjem. Men der blev dog intet foretaget fra Erlings Side. Om Vaaren drog Inge og Gregorius selv til Bergen, rimeligviis for derfra at drage videre. Men da Haakon og Sigurd fik høre, at de havde forladt Viken, skyndte de sig tilbage derhen. Til Bergen eller Gulathings lagen vovede de, som man seer, ikke at komme, da Inge her havde sine fleste Tilhængere.

Kort efter Kong Inges Ankomst til Bergen indtraf en Begivenhed, som viste, hvor sterk den Skinsyge var, som stedse ulmede mellem Gregorius og Erling, og hvor rede saavel deres Tilhængere, som de selv, vare til, paa første givne Anledning at bryde løs mod hinanden i aabenbar Kamp: en Stemning, der upaatvivlelig vilde have fremkaldt endnu alvorligere Scener, hvis ikke Omstændighederne havde føjet sig saa heldigt for Erling, at hans Medbejler kom af Vejen, netop som det var ham belejligst. En af Halldor Brynjulfssøns Huuskarle havde ladet sig aarelade. Nede.paa Bryggerne mødte han en anden Huuskarl, der tjente Bjørn Bukk, Erling skakkes Systersøn. Denne spurgte, hvorfor han var saa bleg. Den anden nævnede Aarsagen. Bjørn Bukks Huuskarl drillede ham for hans Bleghed, og sagde at han teede sig ynkeligt; den anden gjengjeldte Beskyldningen; det ene Ord tog det andet, indtil de droge Sverdet, og begyndte at slaaes. Det blev meldt Halldor Brynjulfssøn, som sad ved Drikkelag i nærmeste Gaard, at hans Huuskarl var bleven saaret paa Bryggerne. Han gik strax hen med endeel Folk, for at komme ham til Hjelp; her fandt han ham omgiven af flere af Bjørn Bukks Huuskarle, der imidlertid vare komne til, og da det tyktes ham ubilligt at mange lagde sig om een, lod han Bjørns Huuskarle gribe og banke. Nu blev der meldt Bjørn Bukk, at hans Huuskarle fik Prygl af Vikverjerne nede paa Bryggerne. Strax ilede han til, for at hjelpe og hevne sine Mænd, og der flød allerede Blod, da Gregorius fik Bud om, at hans Svoger Halldor trængte til Hjelp, og at hans Huuskarle vare blevne nedhuggede ude paa Gaden. Gregorius og hans Følge kastede Brynjerne over sig, skyndte sig ned, og toge strax ivrigt Deel i Kampen. Men nu fik ogsaa Erling skakke høre, at hans Systersøn Bjørn var i fuld Kamp med Gregorius og Halldor nede paa Bryggerne, og højligen trængte til Hjelp. Han begav sig derhen med en talrig Skare, bad sine Mænd slaaes tappert og sagde at det var en stor Skam, som de aldrig vilde kunne faa aftvættet, om en Vikværing skulde spille Mester over dem her i deres egen Frændebygd[1]. Der kæmpedes nu paa begge Sider med saadan Heftighed, at Kong Inge, der fik høre, hvad der var paa Ferde, og strax ilede til for at adskille dem ingen Vej kunde komme. Gregorius raabte ligefrem til ham: „Gaa bort, Herre, I udretter saa alligevel intet, og det vilde være den største Ulykke, om I kom til Skade, thi ingen kan vide, hvad Vaadeshandling En i sin Hidsighed kan begaa!“ Kongen maatte vende tilbage, og Kampen fortsattes, indtil ni Mand vare faldne, fire havde faaet Banesaar, hvoraf de siden døde, og en Mængde vare saarede. Da sagtnedes Striden lidt, og Gregorius gik med sin Flok op til Nikolaskirken[2]. Erlings Flok fulgte efter, og raabte til dem. Da kom Kong Inge, og fik endelig Striden standset. Der kom vel et Forlig istand, og efter begge Parters Ønske bestemte han Vilkaarene; men vi have allerede seet saa mange Exempler paa, hvorledes Slagsmaal og Blodsudgydelser, langt ubetydeligere end dette, trods sluttede Forlig plejede at fremkalde langvarige og blodige Fejder, til at vi ej skulde være forvissede om, at dette Slagsmaal vilde have haft lignende Følger, dersom ikke Omstændighederne strax efter havde ført Gregorius og hans Tilhængere fra Erling og hans Parti, for aldrig mere at bringe dem sammen. Efterretningen om Haakons og Sigurds Ankomst til Viken kaldte nemlig Inge og Gregorius strax tilbage derhen, medens derimod Erling, som det synes, forblev i Bergen eller paa sin Ættegaard[3].

Da Inge og Gregorius kom til Viken, rømte Haakon og hans Folk som sædvanligt bort, først til Sverige, men siden, rimeligviis paa Skibe, som de fik fat paa i Gaut-Elven, til Danmark. Inge forfulgte dem lige til Sjæland, hvor flere af dem gik i Land og skjulte sig i de nærmeste Skove. Han sendte Bud til Biskop Absalon i Roeskilde med Anmodning om at lade dem gribe, men Absalon, som fandt dette inhumant, gjorde intet derved[4], og Inge vendte tilbage til Oslo, medens Gregorius, som forhen, tog sin Post i Kongehelle, før at være paa Ferde, om Flygtningerne atter skulde komme. I Begyndelsen af Vintren spurgte han til dem; de vare nu komne tilbage og voldt atter til i Grændse-Egnene, denne Gang oppe i Saurbygden, i den nordøstlige Deel af Fylket. Strax begav han sig did for at overrumple dem, og kom en Nat ganske uventet til det Sted hvor de vare[5]. Der var tvende Gaarde, en større og en mindre, begge besatte af Haakons Folk. I den Tanke, at Haakon og Sigurd vare paa den større Gaard, omringede Gregorius denne, og satte Ild paa den. Men de vare paa den mindre, og saaledes udenfor den overhængende Fare. De ilede dog ved Synet af Ilden hen for at komme deres Mænd til Hjelp, og saaledes opstod der en Fegtning, hvorved Munan, en Søn af Aale Uskeyn, Kong Sigurd Munds Halvbroder, faldt. Flere af dem, der vare inde i den brændende Gaard, kom ud, men bleve for største Delen dræbte. Blandt dem var en Viking, ved Navn Aasbjørn Jalda; vel undgik han at blive dræbt af Gregorius’s Mænd, men da han haardt saaret mødte en Bonde, og bød ham mange Penge, hvis han vilde lade ham undslippe, svarede Bonden, at han heller vilde tage Hevn for alle de Gange, han forhen havde voldt ham Rædsel, og hug ham ihjel. Atter et Exempel paa, af hvad Slags Folk Haakons og Sigurds Skare bestod. Selv undkom de, efter at have lidt stort Folketab. Men aldrig saa snart var Gregorius vendt tilbage til Kongehelle, førend de atter viste M, og toge den føleligste Hevn, idet de med deres vilde Røverskare stormede ved Nattetid lige til Vetteland, Halldor Brynjulfssøns Ættegaard, og satte Ild paa den. Halldor og hans Huuskarle gik ud, men bleve alle dræbte, 20 i Tallet; Halldors Hustru Sigrid, Gregors Syster, fik vel beholde Livet, men maatte tren kolde Vinternat gaa i sin blotte Natserk til Skoven; hendes og Gregorius’s femaarige Søn, der efter Faderens Død opfostredes der, toge Voldsmændene med sig. Da Gregorius fik Efterretning herom, blev han meget ilde tilmode, og spurgte nøje ud, hvor de vare, for strax at kunne tugte dem. Da han havde faaet de nødvendige Oplysninger, brød han henimod Julens Ende op fra Kongehelle med en stor Skare og kom Trettendedagen (6 Jan. 1161) til Fors, hvor han blev om Natten, og hørte Ottesang om Morgenen, og lod Evangeliet læse for sig. Endnu samme Dag (Løverdag den 27 Januar) fik han Øje paa Haakons Flok, der nu var paa den anden Side af Bevje-Aaen[6]. Det forekom ham og hans Mænd, som om Fienden kun var halvt saa mandsterk som de. Aaen, som skilte dem ad, var iislagt, men Isen var falsk, thi fra Fjorden gik der Flod op under den, og desuden havde Haakons Mænd hugget Vaaker i den og moket Sne over, faa at man ej kunde see dem. Da Gregorius kom til Aaen, faa han strax, at Isen ikke var at lide paa, og foreslog derfor, at de heller skulde gaa over Broen længer oppe. Men Bønderne i hans Flok lode haant herom; de skjønnede ikke, sagde de, hvad det skulde betyde, at han ej torde vove sig over Isen, ikke flere Fiender end de havde for sig. Isen var sterk nok: det havde ingen Fare. „Nu vel“, sagde Gregorius, „jeg er just ikke den, som man behøver at sætte Staal i til Angreb, og det gjøres heller ikke nu fornødent; følger I kun ordentligt med, og bliver ikke staaende paa Land, naar jeg gaar ud paa Isen, siden I endelig vil at jeg skal vove mig i denne Fare; jeg gjør det højst nødigt, men jeg kan ikke taale eders Bebrejdelser“. Han bød nu at bære Merket frem, og gik ud paa Isen med sin Flok. Det viste sig snart, at han havde Ret; Isen brast under ham, og han sank i, skjønt ikke dybt. Han bad sine Folk tage sig i Vare, men da Bønderne saa, hvor daarlig Isen var, skyndte de sig paa Land igjen, og kun henved 20 Mand bleve tilbage hos ham. Medens de befandt sig i denne mislige Stilling, skøde Haakons Mænd paa dem fra den anden Side, og en Piil traf Gregorius i Struben, saa at han fik sin Død deraf. Ei af hans Mænd bleve ligeledes dræbte. Dette ubetimelige og uventede Endeligt fik Gregorius, den ypperste af Norges Lendermænd paa den Tid, og den Mand, der egentlig styrede i Kong Inges Navn og opretholdt hans Magt i de uroligste og farefuldeste Aar af hans Regjering. Der tales ikke om, at hans Mænd fortsatte Kampen efter hans Fald, eller søgte at hevne ham. Sandsynligviis have de nøjet sig med at frelse hans Lig, og derpaa trukket sig tilbage. Hans Lig blev fort til hans Ættegaard Bratsberg, og begravet ved Gimsø Kloster, hvor hans Syster Baugeid var Abbedisse[7].

  1. Dette var altsaa Erlings Hjertens Mening, som nu kom frem.
  2. Denne laa omtrent midt i Byen.
  3. Haakon Herdebreds Saga Cap. 13. Snorre Cap. 12.
  4. Saxo S. 791.
  5. Sagaen nævner her „Saurbœir“, hvilket egentlig kun er et Fællesnavn for hele Sørbygdens Hered, men sandsynligviis menes her særskilt Gaarden Sørbø i Krokstad Sogn. Det er tydeligt nok, at Flygtningerne have landet yderst i Halland, eller i Nærheden af det nuværende Gøteborg, og at de have taget Vejen nordefter paa Østsiden af Elven, indtil de have naaet Grændse-Egnen paa højre Side af denne.
  6. Da neppe nogen anden Elv end denne, nu kaldet Bæveraaen, der gaar forbi Oddevall, kan være meent, uagtet Hrokkinskinna har „Geisaa“, Hryggjarstykke „Hesjaa“, maa Gregorius, siden han, uden at møde Fienden, kom til Sorø nær ved Kvistrum, der ligger et Par Miles Vej nordligere end Vevjaa, være dragen til Søs langs Kysten og ind ad Gudmaren, medens Haakons Flok er dragen til Lands sydefter ad de øvre Skovstrækninger, indtil den kom over Bevje-Aaen, hvis hele Dalføre mellem Grændsen og Fjorden er meget kort, saa at de her ikke kunde undgaa at berøre Fjorden. Ellers skulde man snarere antage, at Gregorius havde mødt Fienden paa et Sted søndenfor: Fare eller Kvistrum. Forudsat, at vor Antagelse er rigtig, stod Kampen saaledes ganske der, hvor nu Staden Oddevall ligger, lige ved Udløbet, siden det heder at det gik Flod fra Fjorden op i Elven. For øvrigt har Holmbergs Gisning meget for sig, at her ej skal læses „Fors“, men „Forsøle“, nu Forshella strax søndenfor Oddevall.
  7. Inge Haraldsøns Saga Cap. 14, 15. Snorre Cap. 13, 14.