Det norske Folks Historie/3/94

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter denne herlige Sejr drog Inge og Gregorius nord i Viken, og opholdt ſig der om Vintren, rimeligviis i Oslo, ſom under deres Ophold der hjemſøgtes af en Ildebrand, medens Erling og Høvdingerne fra det nordenfjeldſke droge hjem hver til ſit. Blandt disſe vare Sønnerne af Ivar paa Eilden (paa Naumdalseidet); da de paa Hjemrejſen kom til Bergen, dræbte de en Nikolas Skegg, der havde været Gjaldkere og rimeligviis var en Tilhænger af Haakon. Denne begav ſig, ligeſom forrige Gang, over Land til Throndhjem, hvor han ankom lidt før Juul (1159), og tilbragte Julen og Vintren i Nidaros, medens Sigurd ſtundom var hjemme paa Reyr: hans Frænde Gregorius havde nemlig udvirket hos Kong Inge, at han ſkulde faa beholde ſine Ejendomme; dog var det vel og en Betingelſe, ſom han rigtignok ej overholdt, at han ſkulde helde ſig i Ro, og forlade Haakon. En Aften i Begyndelſen af Julen opkom der Slagsmaal i Hirdſtuen mellem Haakons Mænd indbyrdes, ſaa at 8 faldt og mange ſaaredes. Strax efter Nytaar drog Alf Rode, Ottar Birtings Søn, der merkeligt nok borte til Haakons Parti, ind til Eilden med 80 Mand, kom ganſke uventet en Aften, da Huſes Beboere vare drukne, og ſatte Ild paa Gaarden. De gik ud og kæmpede, men begge Brødrene faldt med mange andre; ialt ſkulle de have været 30. Samme Vinter døde Andres Simonsſøn, Haakons Foſterbroder, i Nidaros, og hans Død blev meget beklaget. Erling ſkakke og de øvrige af Kong Inges Mænd, der vare i Bergen, talte nok nu og da om at de vilde drage nordover for at tage Haakon fat, men det blev ikke af. Gregorius lod dem hilſe fra Kongehelle, at hvis han ſad ſaa nær, ſom Erling, vilde han ikke ſidde ſaa rolig i Bergen, medens Haakon lod Kong Inges Venner og Lagsmænd dræbe i Throndhjem. Men der blev dog intet foretaget fra Erlings Side. Om Vaaren drog Inge og Gregorius ſelv til Bergen, rimeligviis for derfra at drage videre. Men da Haakon og Sigurd fik høre, at de havde forladt Viken, ſkyndte de ſig tilbage derhen. Til Bergen eller Gulathings lagen vovede de, ſom man ſeer, ikke at komme, da Inge her havde ſine fleſte Tilhængere.

Kort efter Kong Inges Ankomſt til Bergen indtraf en Begivenhed, ſom viſte, hvor ſterk den Skinſyge var, ſom ſtedſe ulmede mellem Gregorius og Erling, og hvor rede ſaavel deres Tilhængere, ſom de ſelv, vare til, paa førſte givne Anledning at bryde løs mod hinanden i aabenbar Kamp: en Stemning, der upaatvivlelig vilde have fremkaldt endnu alvorligere Scener, hvis ikke Omſtændighederne havde føjet ſig ſaa heldigt for Erling, at hans Medbejler kom af Vejen, netop ſom det var ham belejligſt. En af Halldor Brynjulfsſøns Huuskarle havde ladet ſig aarelade. Nede.paa Bryggerne mødte han en anden Huuskarl, der tjente Bjørn Bukk, Erling ſkakkes Syſterſøn. Denne ſpurgte, hvorfor han var ſaa bleg. Den anden nævnede Aarſagen. Bjørn Bukks Huuskarl drillede ham for hans Bleghed, og ſagde at han teede ſig ynkeligt; den anden gjengjeldte Beſkyldningen; det ene Ord tog det andet, indtil de droge Sverdet, og begyndte at ſlaaes. Det blev meldt Halldor Brynjulfsſøn, ſom ſad ved Drikkelag i nærmeſte Gaard, at hans Huuskarl var bleven ſaaret paa Bryggerne. Han gik ſtrax hen med endeel Folk, for at komme ham til Hjelp; her fandt han ham omgiven af flere af Bjørn Bukks Huuskarle, der imidlertid vare komne til, og da det tyktes ham ubilligt at mange lagde ſig om een, lod han Bjørns Huuskarle gribe og banke. Nu blev der meldt Bjørn Bukk, at hans Huuskarle fik Prygl af Vikverjerne nede paa Bryggerne. Strax ilede han til, for at hjelpe og hevne ſine Mænd, og der flød allerede Blod, da Gregorius fik Bud om, at hans Svoger Halldor trængte til Hjelp, og at hans Huuskarle vare blevne nedhuggede ude paa Gaden. Gregorius og hans Følge kaſtede Brynjerne over ſig, ſkyndte ſig ned, og toge ſtrax ivrigt Deel i Kampen. Men nu fik ogſaa Erling ſkakke høre, at hans Syſterſøn Bjørn var i fuld Kamp med Gregorius og Halldor nede paa Bryggerne, og højligen trængte til Hjelp. Han begav ſig derhen med en talrig Skare, bad ſine Mænd ſlaaes tappert og ſagde at det var en ſtor Skam, ſom de aldrig vilde kunne faa aftvættet, om en Vikværing ſkulde ſpille Meſter over dem her i deres egen Frændebygd[1]. Der kæmpedes nu paa begge Sider med ſaadan Heftighed, at Kong Inge, der fik høre, hvad der var paa Ferde, og ſtrax ilede til for at adſkille dem ingen Vej kunde komme. Gregorius raabte ligefrem til ham: „Gaa bort, Herre, I udretter ſaa alligevel intet, og det vilde være den ſtørſte Ulykke, om I kom til Skade, thi ingen kan vide, hvad Vaadeshandling En i ſin Hidſighed kan begaa!“ Kongen maatte vende tilbage, og Kampen fortſattes, indtil ni Mand vare faldne, fire havde faaet Baneſaar, hvoraf de ſiden døde, og en Mængde vare ſaarede. Da ſagtnedes Striden lidt, og Gregorius gik med ſin Flok op til Nikolaskirken[2]. Erlings Flok fulgte efter, og raabte til dem. Da kom Kong Inge, og fik endelig Striden ſtandſet. Der kom vel et Forlig iſtand, og efter begge Parters Ønſke beſtemte han Vilkaarene; men vi have allerede ſeet ſaa mange Exempler paa, hvorledes Slagsmaal og Blodsudgydelſer, langt ubetydeligere end dette, trods ſluttede Forlig plejede at fremkalde langvarige og blodige Fejder, til at vi ej ſkulde være forvisſede om, at dette Slagsmaal vilde have haft lignende Følger, derſom ikke Omſtændighederne ſtrax efter havde ført Gregorius og hans Tilhængere fra Erling og hans Parti, for aldrig mere at bringe dem ſammen. Efterretningen om Haakons og Sigurds Ankomſt til Viken kaldte nemlig Inge og Gregorius ſtrax tilbage derhen, medens derimod Erling, ſom det ſynes, forblev i Bergen eller paa ſin Ættegaard[3].

Da Inge og Gregorius kom til Viken, rømte Haakon og hans Folk ſom ſædvanligt bort, førſt til Sverige, men ſiden, rimeligviis paa Skibe, ſom de fik fat paa i Gaut-Elven, til Danmark. Inge forfulgte dem lige til Sjæland, hvor flere af dem gik i Land og ſkjulte ſig i de nærmeſte Skove. Han ſendte Bud til Biſkop Abſalon i Roeskilde med Anmodning om at lade dem gribe, men Abſalon, ſom fandt dette inhumant, gjorde intet derved[4], og Inge vendte tilbage til Oslo, medens Gregorius, ſom forhen, tog ſin Poſt i Kongehelle, før at være paa Ferde, om Flygtningerne atter ſkulde komme. I Begyndelſen af Vintren ſpurgte han til dem; de vare nu komne tilbage og voldt atter til i Grændſe-Egnene, denne Gang oppe i Saurbygden, i den nordøſtlige Deel af Fylket. Strax begav han ſig did for at overrumple dem, og kom en Nat ganſke uventet til det Sted hvor de vare[5]. Der var tvende Gaarde, en ſtørre og en mindre, begge beſatte af Haakons Folk. I den Tanke, at Haakon og Sigurd vare paa den ſtørre Gaard, omringede Gregorius denne, og ſatte Ild paa den. Men de vare paa den mindre, og ſaaledes udenfor den overhængende Fare. De ilede dog ved Synet af Ilden hen for at komme deres Mænd til Hjelp, og ſaaledes opſtod der en Fegtning, hvorved Munan, en Søn af Aale Uſkeyn, Kong Sigurd Munds Halvbroder, faldt. Flere af dem, der vare inde i den brændende Gaard, kom ud, men bleve for ſtørſte Delen dræbte. Blandt dem var en Viking, ved Navn Aasbjørn Jalda; vel undgik han at blive dræbt af Gregorius’s Mænd, men da han haardt ſaaret mødte en Bonde, og bød ham mange Penge, hvis han vilde lade ham undſlippe, ſvarede Bonden, at han heller vilde tage Hevn for alle de Gange, han forhen havde voldt ham Rædſel, og hug ham ihjel. Atter et Exempel paa, af hvad Slags Folk Haakons og Sigurds Skare beſtod. Selv undkom de, efter at have lidt ſtort Folketab. Men aldrig ſaa ſnart var Gregorius vendt tilbage til Kongehelle, førend de atter viſte M, og toge den føleligſte Hevn, idet de med deres vilde Røverſkare ſtormede ved Nattetid lige til Vetteland, Halldor Brynjulfsſøns Ættegaard, og ſatte Ild paa den. Halldor og hans Huuskarle gik ud, men bleve alle dræbte, 20 i Tallet; Halldors Huſtru Sigrid, Gregors Syſter, fik vel beholde Livet, men maatte tren kolde Vinternat gaa i ſin blotte Natſerk til Skoven; hendes og Gregorius’s femaarige Søn, der efter Faderens Død opfoſtredes der, toge Voldsmændene med ſig. Da Gregorius fik Efterretning herom, blev han meget ilde tilmode, og ſpurgte nøje ud, hvor de vare, for ſtrax at kunne tugte dem. Da han havde faaet de nødvendige Oplysninger, brød han henimod Julens Ende op fra Kongehelle med en ſtor Skare og kom Trettendedagen (6 Jan. 1161) til Fors, hvor han blev om Natten, og hørte Otteſang om Morgenen, og lod Evangeliet læſe for ſig. Endnu ſamme Dag (Løverdag den 27 Januar) fik han Øje paa Haakons Flok, der nu var paa den anden Side af Bevje-Aaen[6]. Det forekom ham og hans Mænd, ſom om Fienden kun var halvt ſaa mandſterk ſom de. Aaen, ſom ſkilte dem ad, var iislagt, men Iſen var falſk, thi fra Fjorden gik der Flod op under den, og desuden havde Haakons Mænd hugget Vaaker i den og moket Sne over, faa at man ej kunde ſee dem. Da Gregorius kom til Aaen, faa han ſtrax, at Iſen ikke var at lide paa, og foreſlog derfor, at de heller ſkulde gaa over Broen længer oppe. Men Bønderne i hans Flok lode haant herom; de ſkjønnede ikke, ſagde de, hvad det ſkulde betyde, at han ej torde vove ſig over Iſen, ikke flere Fiender end de havde for ſig. Iſen var ſterk nok: det havde ingen Fare. „Nu vel“, ſagde Gregorius, „jeg er juſt ikke den, ſom man behøver at ſætte Staal i til Angreb, og det gjøres heller ikke nu fornødent; følger I kun ordentligt med, og bliver ikke ſtaaende paa Land, naar jeg gaar ud paa Iſen, ſiden I endelig vil at jeg ſkal vove mig i denne Fare; jeg gjør det højſt nødigt, men jeg kan ikke taale eders Bebrejdelſer“. Han bød nu at bære Merket frem, og gik ud paa Iſen med ſin Flok. Det viſte ſig ſnart, at han havde Ret; Iſen braſt under ham, og han ſank i, ſkjønt ikke dybt. Han bad ſine Folk tage ſig i Vare, men da Bønderne ſaa, hvor daarlig Iſen var, ſkyndte de ſig paa Land igjen, og kun henved 20 Mand bleve tilbage hos ham. Medens de befandt ſig i denne mislige Stilling, ſkøde Haakons Mænd paa dem fra den anden Side, og en Piil traf Gregorius i Struben, ſaa at han fik ſin Død deraf. Ei af hans Mænd bleve ligeledes dræbte. Dette ubetimelige og uventede Endeligt fik Gregorius, den ypperſte af Norges Lendermænd paa den Tid, og den Mand, der egentlig ſtyrede i Kong Inges Navn og opretholdt hans Magt i de uroligſte og farefuldeſte Aar af hans Regjering. Der tales ikke om, at hans Mænd fortſatte Kampen efter hans Fald, eller ſøgte at hevne ham. Sandſynligviis have de nøjet ſig med at frelſe hans Lig, og derpaa trukket ſig tilbage. Hans Lig blev fort til hans Ættegaard Bratsberg, og begravet ved Gimsø Kloſter, hvor hans Syſter Baugeid var Abbedisſe[7].

  1. Dette var altſaa Erlings Hjertens Mening, ſom nu kom frem.
  2. Denne laa omtrent midt i Byen.
  3. Haakon Herdebreds Saga Cap. 13. Snorre Cap. 12.
  4. Saxo S. 791.
  5. Sagaen nævner her „Saurbœir“, hvilket egentlig kun er et Fællesnavn for hele Sørbygdens Hered, men ſandſynligviis menes her ſærſkilt Gaarden Sørbø i Krokſtad Sogn. Det er tydeligt nok, at Flygtningerne have landet yderſt i Halland, eller i Nærheden af det nuværende Gøteborg, og at de have taget Vejen nordefter paa Øſtſiden af Elven, indtil de have naaet Grændſe-Egnen paa højre Side af denne.
  6. Da neppe nogen anden Elv end denne, nu kaldet Bæveraaen, der gaar forbi Oddevall, kan være meent, uagtet Hrokkinſkinna har „Geiſaa“, Hryggjarſtykke „Heſjaa“, maa Gregorius, ſiden han, uden at møde Fienden, kom til Sorø nær ved Kviſtrum, der ligger et Par Miles Vej nordligere end Vevjaa, være dragen til Søs langs Kyſten og ind ad Gudmaren, medens Haakons Flok er dragen til Lands ſydefter ad de øvre Skovſtrækninger, indtil den kom over Bevje-Aaen, hvis hele Dalføre mellem Grændſen og Fjorden er meget kort, ſaa at de her ikke kunde undgaa at berøre Fjorden. Ellers ſkulde man ſnarere antage, at Gregorius havde mødt Fienden paa et Sted ſøndenfor: Fare eller Kviſtrum. Forudſat, at vor Antagelſe er rigtig, ſtod Kampen ſaaledes ganſke der, hvor nu Staden Oddevall ligger, lige ved Udløbet, ſiden det heder at det gik Flod fra Fjorden op i Elven. For øvrigt har Holmbergs Gisning meget for ſig, at her ej ſkal læſes „Fors“, men „Forſøle“, nu Forshella ſtrax ſøndenfor Oddevall.
  7. Inge Haraldſøns Saga Cap. 14, 15. Snorre Cap. 13, 14.