Det norske Folks Historie/3/93

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

var det vel ogſaa at Erling ſkakke ſluttede ſig nærmere til Kongen, og benyttede Lejligheden til at vinde den Indflydelſe, hvoraf vi ſtrax efter finde ham i Beſiddelſe.

Haakons Flok lod ikke høre fra ſig førend den følgende Sommer (1158). Da kom den ned til Kongehelle fra Gautland, hvor den havde forſterket ſig betydeligt, thi dens Høvdinger, ſiger Sagaen, havde nu meget og vakkert Folk. Gregorius var juſt i Byen, holdt Thing med Bønderne i Egnen og Bymændene, og opfordrede dem til at ſtaa ham bi. Men hans Opfordring blev ikke modtagen med ſynderligt Bifald, og han ſkjønnede derfor, at de ikke vare at lide paa. Ilde tilmode herover forlod han Staden med tvende Skibe, og drog ind i Viken, for at møde Kong Inge, ſom han havde hørt ſkulde være kommen nordenfra med en betydelig Styrke. Men han havde kun tilbagelagt et kort Stykke Vej, da han til ſin ſtore Glæde mødte Simon Skaalp, og ſine Svogre Halldor Brynjulfsſøn og Gyrd Aamundesſøn, Kong Inges Foſtbroder, med ni Skibe. Han vendte ſtrax tilbage i Følge med dem, og roede op ad Elven mod Kongehelle, hvor alle Mand havde erkjendt Haakon for deres Konge. Haakon og hans Høvdinger holdt juſt Thing ſtrax nordenfor Byen, da de ſaa hine elleve Skibe nærme ſig. Sigurd af Rene fandt det ſaa dumdriſtigt, at han udbrød: „nu er Gregorius fejg, ſiden han med en ſaa liden Styrke drager os lige i Hænderne“. Men Gregorius angreb ikke ſtrax: han lagde til Land paa den anden Side af Elven, lige overfor Byen, og blev her liggende en Stund for at oppebie Kong Inge, ſom juſt ventedes. Haakons Mænd gjorde ſig imidlertid kampfærdige i Byen, og opſtillede ſig tilligemed Bymændene under Sigurds Anførſel paa Bryggerne. Foran disſe laa endeel Kjøbmandsſkibe, hvis Beſætning ogſaa gjorde ſig rede til at deeltage i Kampen, og til deres Anfører ſatte Haakon, eller rettere Sigurd, en vis Thorljot Skorpeſkalle, der ſiges at have været en Viking og Ransmand, hvoraf man faar et Begreb om, hvad Slags Folk det var, der i Gautland havde flokket ſig til Haakons Skare.

Da det varede Gregorius for længe, inden Inge kom, beſluttede han at vove et Angreb med den ubetydelige Styrke, han havde, ſandſynligviis fordi han nu havde overbeviiſt ſig om at Fienden meſtendeels beſtod af en ſammenløben Hob, der ved det førſte alvorlige Anfald vilde give tabt. Han bedrog ſig iſaafald heller ikke. Førſt roede han med ſine Skibe et Stykke op ad Elven, maaſkee bag om Gulløen, og lod dem ſiden drive ned med Strømmen mod Thorljot; efter en kort Kamp med Skudvaaben løb Thorljot og hans Folk overbord: nogle bleve dræbte, nogle kom i Land. Gregorius lagde nu lige til Bryggerne, lod ſkyde Landgangsbroer fra ſine Skibe lige under Fødderne paa Haakons Mænd, og gav ſtrax Befaling til at gaa op. Da blev hans Bannerfører dræbt; men paa hans Bud tog Islændingen Hall Audunsſøn[1], der var ombord hos ham, Banneret og bar det kjekt op paa Bryggerne; Gregorius gik ſelv lige bag efter ham og holdt ſit Skjold over hans Hoved. Saaſnart Haakons Mænd kjendte bane, vege de tilbage og aabnede deres Rækker til begge Sider. Da de fleſte af Gregorius’s Folk paa denne Maade temmelig uhindret vare komne op, ſøgte Gregorius frem, og Haakons Mænd trak ſig tilbage, førſt langſommere, ſiden i fuldt Løb lige op i Byen. Gregorius forfulgte dem, og drev dem, ſom det heder, to Gange op fra Byen, idet han dræbte en Mængde af dem. De maa ſaaledes i Forvirringen atter være komne til Byen ad en Omvej, uafladeligt forfulgte af Gregorius’s Mænd. Alle vare enige om, at ingen Ferd kunde være berømmeligere end den, ſom Gregor nu havde udført, thi Haakon havde over 4800 Mand, Gregor ikke i alt 480[2]. Gregorius roſte Hall Audunsſøn for hans Tapperhed. „Jeg vil ikke negte“, ſagde han, at I Islændinger maaſkee ſtaa noget tilbage i Kampfærdighed under formelige Slag, da I ikke ere faa vante dertil ſom vi Nordmænd, men jeg har ikke fundet nogen vaabendjervere end dig“. Kort efter kom Kong Inge, og lod nu holde en ſtreng Dem over dem, der havde taget Haakons Parti. Nogle lagdes i Boder, andre fik deres Gaarde opbrændte, atter andre jagedes ud af Landet. Haakon ſelv flygtede tilbage til Gautland, og Inge tog ſit Vinterophold i Viken, maaſkee i den Tro, at al Fare fra Haakons Flok nu var forbi[3].

Men om Vaaren erfaredes det, at Haakon ud paa Vintren var dragen Landvejen til Throndhjem, hvor han var ankommen før Paaſke (1159) og at Thrønderne, der fremdeles vare Sigurd Munds Æt hengivne, havde taget ham til Konge for en Trediedeel af Riget, ſom hans retmæsſige Fædrenearv. Gregorius vilde at man ſtrax ſkulde drage op til Throndhjem for at kvæle dette nye Forſøg i Fødſelen, men der var ſaa mange, ſom fraraadede det, at det ikke blev af. Imidlertid fik Haakon udruſtet en Flaade af ikke færre end 30 Skibe, med hvilke han ud paa Vaaren drog fra Throndhjem, og ſydefter langs Kyſten. Blandt de Mænd, der ſluttede ſig til ham, vare mange anſeede Lendermænd, navnlig den for omtalte Eindride Jonsſøn, Jon Mørnevs Søn, og Nikolas Skjaldvarsſøn eller Sigurdsſøn[4]. Aatte af Skibene vare bemandede med de Vikverjer, ſom vare i hans Flok, og ſom alle ſynes at have været Ransmænd og Rømningsmænd af ſamme Slags ſom Thorljot Skorpeſkalle, thi de droge i Forvejen, under idelig Herjen paa Nordmøres og Søndmøres Kyſter, til ſtor Forfærdelſe for Indbyggerne, der hidtil ikke have været vante til, at der under Tronfejderne mellem Kongerne indbyrdes blev herjet i Landdiſtrikterne. Men fra denne Tid af begyndte Tronſtridighederne, ſom hidtil ikke havde faldet Bønderne til ſynderlig Byrde, mere og mere at antage en blodigere og vildeſte Charakteer, og at gribe mere forſtyrrende ind i Folkelivet; og dette ſkyldtes, ſom vi og i det følgende ville erfare, fornemmelig Vikverjerne, iſær de ſaakaldte Elvegrimer, eller Beboerne af Grændſe-Egnene ved Gaut-Elven. De fleſte Grændſeboer vare i Middelalderens krigerſke Tider vildere og lovløſere end Folk i Almindelighed, deels paa Grund af den Lethed, hvormed de til enhver Tid kunde unddrage ſig Straf ved at flygte over Grændſen til det ene eller til det andet Land, deels fordi Grændſefejder vare ſaa ſædvanlige, og Indbyggerne ved Grændſerne ſaaledes fra Barnsbeen vante ſig til vilde Krigsſcener, Drab og Herjen. Men ved Gaut-Elven grændſede ikke færre end tre Riger ſammen, hvilket endnu mere begunſtigede Lovløsheden og Vildheden, ikke at tale om, at Gaut-Elvens ydre Dele fra umindelige Tider havde været Tilhold for Vikinger og Ransmænd, der ſaa at ſige ikke havde noget egentligt Fædreland, men beſtode af Udſkud fra alle tre Riger. Vi have allerede ved Beretningen om Sveinke Steinarsſøn ſeet, hvilket Uvæſen der plejede at finde Sted i hine Egne, naar ikke dygtige Befalingsmænd med kraftig Haand ſøgte at hemme det. Vikverjerne i Haakons Flok vare øjenſynligt de, ſom han havde ſamlet i Gautland, ivrige nok til at plyndre og rane, men upaalidelige i ordentlige Slag. Jon Hallkellsſøn, der ſynes at have været hjemme paa Blindheim[5] hos ſin Fader Hallkell, ſamlede en Deel Bønder, for at ſtandſe og tugte dem, og han tog et af deres Skibe, tilhørende en vis Kolbein Ode (den Raſende), der blev dræbt med hver eneſte Sjæl af Beſætningen; han opſøgte derpaa og angreb de øvrige ſyv Skibe, men var uheldig, iſær, ſom det ſynes, fordi hans Fader Hallkell, der havde lovet at bringe ham Forſterkning,udeblev[6]. Mange gode Bønder faldt, og Jon ſelv blev ſaaret. Kong Haakon og hans Mænd droge imidlertid ſydefter, og agtede ſig til Bergen. Men da de kom til Stjorvelta, en Havn i Leden lidt nordenfor Bergen, fik de høre, at Kong Inge og Gregorius for faa Dage liden allerede vare ankomne did, og vovede derfor ikke at ſtyre derind,men droge videre i det ydre Løb. Her traf de tre Skibe af Kong Inges Følge, der vare forſinkede paa Rejſen øſtover; Befalingsmændene vare Gyrd Agmundsſøn, Inges Foſtbroder og Gregors Svoger, den lovkyndige Gyrd Gunnhildsſøn, og en vis Haavard Klining. Gyrd Aamundsſøn og Haavard Klining bleve dræbte, og Gyrd Gunnhildsſøn maatte ſom Fange følge med til Viken, hvorhen Haakon nu begav ſig, og ſejlede op ad Elven til Kongehelle.

Ved Efterretningen herom forlod Kong Inge Bergen, og ſejlede øſter efter dem, ledſaget af Gregorius, Erling ſkakke, og mange andre Lendermænd. Han lagde op i den nordre Arm af Elven, og ſendte Spejdere op for at faa Nys om Haakons Flaade; imidlertid laa han ſtille og oppebiede dem ude ved Hiſingen. Spejderne kom tilbage med den Beſked, al de havde ſeet Haakons hele Flaade, at den laa ved Pælene, der beſkyttede Løbet op til Kongehelle, med Bagſtavnene bundne faſt i dem. De havde lagt to ſtore Øſterfarerſkibe yderſt paa hver Side, og paa hver af dem havde de i Forſtavnen indrettet bøje Huun-Kaſteller[7]. Inge lod nu hele Mandſkabet blæſe ſammen til Huusthing for at raadſlaa om hvad der var at gjøre. Han henvendte ſig iſær til Gregorius Dagsſøn, Erling ſkakke, og de øvrige Lendermænd og Skibsbefalingsmænd Gregorius tog førſt Ordet, og raadede til ſtrax at angribe. Tidligere, ſagde han, havde Haakon maattet vige for dem, ſkjønt han havde havt ſtørre Folkeſtyrke; ſaa meget mere maatte de nu haabe et godt Udfald af Kampen, ſom de denne Gang havde langt ſtørre Krigsmagt. For de mange, ſom havde gjeve Frænders Drab at hevne, var dette desuden en velkommen Leilighed til at faa Hevn, efterat Haakon og hans Skare ſaa længe havde flyet undaf for dem. Et modigt Angreb vilde derfor viſtnok være efter de fleſtes Sind, og der var al Udſigt til at det vilde krones med Held. Selv vilde han, ſom ſædvanligt, lægge til paa det farligſte og vanſkeligſte Sted. Gregors Tale blev optagen med ſtort Bifald, og alle erklærede ſig rede til at angribe. De roede derfor med alle Skibene op i Elven, indtil de kom hinanden i Sigte. Da drejede Kong Inge ind under Gulløen, og gav Skibsſtyrerne Befaling, at gjøre ſig rede til Angrebet. Han æſkede atter deres Mening om, hvorledes dette paa bedſte Maade kunde ſkee; man maatte blive enig om en beſtemt Plan, for ſiden at kunne handle i Samdrægtighed. Iſær henvendte han ſig til Erling ſkakke, der f med Rette havde Ord for at være den krigskyndigſte Mand i Hæren, ligeſom han tillige var en af de ſindigſte og klogeſte. Erling ytrede nu, viſtnok temmelig uventet, at den fattede Beſlutning var ganſke imod hans Sind, da det under disſe Omſtændigheder forekom ham dumdriſtigt at vove et Angreb. Man maatte i ſaa Fald, ſagde han, ro op ad den ſtride Elvſtrøm; derved vilde tvende af de tre Mænd, ſom vare i hvert Halvrum, blive ganſke optagne, den ene med at ro, den anden med at beſkytte ham; alene den tredie vilde kunne ſtride, og paa den Maade blev det kun en Trediedeel af hele Hæren, der kunde benyttes til Kampen. Han bad derfor, at man vilde udſætte Angrebet og give ham Friſt til Betænkning; inden tre Dage, ſagde han, ſkulde han have fundet et godt Raad til at komme i Kamp med dem under gunſtigere Forhold. Denne Udſættelſe mishagede mange, ſom meente, at Haakons Mænd derved alene vilde faa Lejlighed til, ligeſom før, at løbe paa Land, og undſlippe. „Nu,“ ſagde de, „have de liden Styrke, og deres Skjebne er i vor Haand“. Gregorius ſagde ikke ſtort, men lod ſin dog forlyde med, at Erling fraraadede Angrebet mere fordi han nu engang vilde modſætte ſig ethvert Raad, Gregorius havde givet, end fordi han ſkjønnede ſig bedre herpaa end alle andre. Kong Inge valgte en Middelvej. Han erklærede, at han nok vilde følge Erlings Raad med Henſyn til Maaden, hvorpaa Angrebet ſkulde ſkee, men at han ej vilde opſætte Angrebet ſelv, da alle de øvrige ſtundede ſaa meget derefter, Erling foreſlog da, at alle Skuder og lettere Skibe i Flaaden ſkulde ro ned om Gulløen og op ad det ſmalere og grundere Løb bagenom denne, ſaaat de kom ovenfor de fiendtlige Skibe, mod hvilke de derpaa ſkulde ſtyre ned, for at prøve, om de kunde løſe dem fra Pælene; de ſtore Skibe, ſom ej kunde komme igjennem hiint Løb, ſkulde derimod ro lige op imod dem, og da, ſagde han, vilde det viſe ſig, om de, der nu vare ſaa hidſige, vilde være kjekkere til at angribe end han. Der gik et Nes frem, ſom hindrede s Haakons Mænd fra at ſee Inges hele Flaade. Da de faa hine Skibe 7 ro ned ad Elven, troede de, at Inge ej driſtede ſig til at binde an med dem, men ſøgte at undfly. De kappede derfor ſtrax Tougene, hvormed de laa faſt ved Pælene, grebe til Aarene og roede afſted for at forfølge dem. Strømmen bragte dem ſnart forbi Nesſet, hvor Inges Hovedſtyrke laa ſkille paa Hiſing-Siden, og da Inges Folk ſaa den komme, iſtemte de ſterkt Hærſkrig med ſtort Bulder og Vaabenbrag. Haakons Mænd drejede om af imod Nord ind mod Landet i en Bugt, hvor der ej var nogen Strøm, lagde ſig her i Slagorden, bragte Landtoug i Land, vendte Forſtavnene udad, og bandt Skibene ſammen. De ſtore Øſtfarere lagde de udenfor de andre Skibe paa hver Fløi, og fæſtede dem til Langſkibene. Midt i Flaaden laa Haakons eget Skib, med Sigurds paa den ene, Nikolas Skjaldvarsſøn paa den anden Side. Ved Siden af Nikolas laa Eindride Jonsſøn. De mindre Skibe laa yderſt. Alle Skibene vare næſten fuldladte af Vaaben og Steen. Sigurd af Reyr holdt følgende Opmuntringstale til Mandſkabet: „Endelig er da det Øjeblik kommet, ſom vi i Sommer ſaa længe have ventet paa, at vi ſkulde møde Kong Inge ſelv i Strid. Længe have vi ogſaa forberedt os derpaa, og mange iblandt os have pralet af, at de ikke vilde fly eller frygte før Kong Inge og Gregorius. Det var nu godt, om disſe mindedes deres Ord. Vi andre, ſom have været noget tandſaare i vor Strid med dem, kunne rigtignok ikke tale ſaa tillidsfuldt om den Sag, thi det er gaaet, ſom hver Mand har hørt, at vi have heel ofte ſeiret Skamsferd for dem. Alligevel er det nu nødvendigt, at vi kæmpe ſaa mandeligt, og ſtaa faa faſte ſom muligt, thi det er vor eneſte Udvej til Sejr. Have vi end noget færre Folk end de, ſaa er det dog Lykken, der raader for Sejren, og det er vort bedſte Haab i denne Sag, at Gud veed, at vi have Retten paa vor Side. Inge har allerede nedhugget ſine to Brødre, og ingen er uvidende om, hvad Faderbøder han har tiltænkt Kong Haakon, nemlig at hugge ham ned ſom hans øvrige Frænder: det vil viſe ſig i denne Dag. Haakon fordrede fra førſt af ikke mere end den Trediedeel af Norge, ſom hans Fader havde haft; men allerede det blev negtet ham; og dog er Haakon efter min Mening bedre berettiget til ogſaa at tage Arv efter ſin Farbroder, Kong Eyſtein, end Inge, eller Simon Gram, eller andre af dem, der toge Eyſtein af Dage. Det maatte forekomme mange, at Mænd, der havde faa ſtore Synder paa ſin Samvittighed, ſom Inge, og tænkte paa ſin Sjæls Frelſe, ikke vilde vove for Gud, at tiltage ſig-Kongenavn; jeg forundrer mig over, at Gud taaler ſlig overdreven Djervhed af ham, og det er derfor viſt Guds Vilje at vi ſkulle faa ham ſtyrtet. Lader os derfor ſtride djerveligen i Haab om at Gud vil forunde os Sejr, og falde vi, da vil Gud nok med mangfoldig Salighed erſtatte os hisſet, at han her tillader onde Mænd at gange over os. Farer frem med Rolighed og forfærdes ej, om det kommer til Slag: enhver pasſe vel paa ſig og ſine Sidemænd, men Gud paa os alle!“ Der hørtes gode Bifaldsraab til denne Tale, og alle lovede paa det bedſte at holde ſig kjekt. Kong Haakon gik nu ombord paa en af de ſtore Øſterfarer-Knerrer, hvor der blev ſat en Skjoldborg om ham; men hans Merke forblev paa Langſkibet ſom før.

Da Inge og hans Mænd ſaa, at Kong Haakons Flaade var ſlagfærdig, og Erlings fra førſt af udkaſtede Plan nu ikke længer kunde følges, ſendte de en Løbeſkude afſted for at kalde de andre Skibe tilbage; imidlertid oppebiede Kongen dem med den øvrige Flaade, og ordnede Mandſkabet til Angreb. Høvdingerne talte for Hæren, og foreſkrev ſaavel hvor ethvert Skib ſkulde ligge, ſom hvor enhver ſkulde angribe. Gregorius fraraadede paa det indſtændigſte, at Kongen ſelv lagde til Strid. Alt, ſagde han, var i Behold naar kun Kongen var det, men hvor let kunde ikke endog et tilfældigt Skud træffe ham, iſær fra Huunkaſtellerne, hvor man forholdsviis uden Fare kunde kaſte Stene og Skudvaaben ned? Fienden havde, meente han, ikke ſtørre Styrke end at Lendermændene nok alene kunde vove Slaget med dem, iſær hvor man havde ſaa meget og vakkert Folk, ſom nu. Han ſelv ſkulde gjerne lægge ſit Skib ved det ſtørſte i den fiendtlige Flaade, og haabede at gjøre det af med en kort Strid, ſom for, hvor der dog havde været ſtørre Folkemon at overvinde. Alle bifaldt, at Kongen ej ſkulde deeltage i Striden; ogſaa Erling fandt dette rigtigt. „Thi,“ ſagde han, „jeg tror at kunne ſkjønne af deres Forberedelſer, at vi maa ſee os meget vel for, hvis vi ikke ville lide ſtort Mandtab; og bedſt er det at binde om hele Lemmer. Tidligere idag var der mange, ſom modſatte ſig mit Forſlag, og ytrede at jeg nok var bange for at ſtride. Net lader det til at have bragt os ſtor Fordeel, ſiden Fienderne have forladt Pælene, og vil jeg derfor nu heller ikke længer fraraade at lægge til Kamp imod dem, thi jeg indſeer, hvad alle vide, hvor paatrængende nødvendigt det er at forjage denne Ugjerningsflok, der har faret over hele Landet med Ran og Rov, og ſee til at Folk derefter atter kunne bebo Landet i Fred, og tjene en eneſte Konge, der er ſaa god og retfærdig ſom Kong Inge. Han har længe nok taalt ſine Frænders Overmod og Uretfærdighed, men været et Bryſt for hele Almuen, og bragt ſig ſelv i mangfoldig Fare for at ſkaffe Landet Fred.“ Erling talede længe og ſnildt, ſaavel ſom flere Høvdinger, og alle ſluttede med at egge til Angreb. De ventede kun, indtil hele Flaaden var ſamlet. Inge føjede ſine Venner i at holde ſig udenfor Slaget, og blev liggende tilbage ved Øen med ſit Skib Bøkeſuden.

Da Alt var færdigt til Angreb, ſatte Inges Skibe ſig i Bevægelſe tvers over Elven, og paa begge Sider iſtemtes Hærſkrig. Inges Skibe kunde ikke bindes ſammen, eller holde ſig i ſluttet Række, da de roede tvers for Strømmen, ſom iſær ſatte de ſtore Skibe nedefter. Erling ſkakke lagde til Kong Haakons Skib, ſaaledes at Stavnen ſtak ind mellem dette og Sigurds: der begyndte ſtrax Kampen. Gregorius’s Skib drev derimod paa Grund og heldede meget, ſaa at det i Førſtningen ikke kunde komme med i Angrebet. Da Haakons Mænd ſaa dette, lagde de til og angrebe det, fornemmelig Ivar, en Søn af Haakon Mage. Løftingerne paa begge Skibe ſvingede mod hinanden. Ivar krøgede en Stavnljaa omkring Gregorius, hvor han var ſmaleſt, og ſøgte at drage ham til ſig. Gregorius tumlede ud mod Skibsrelingen, Ljaaen drog ſig op efter Siden; nær var han bleven dragen overbord, men ſaaret blev han ikke ſønderligt, da han havde en Spangebrynje. Ivar raabte til ham og ſagde at han havde et tykt Hylſter. Gregorius ſvarede, at det kunde nok behøves, og det var ikke for tykt, ſaaledes ſom Ivar gik frem. Det var ikke langt fra, at Gregorius og hans Mænd havde ſeet ſig nødte til at løbe overbord, da Aslak Jonsſøn fik kaſtet et Anker i deres Skib og halet det fra Grunden. Da lagde Gregorius til Ivars Skib, og havde en langvarig Kamp med ham. Overmagten var paa Gregorius’s Side nu, da hans Skib var ſtørre og havde talrigere Beſætning. Mange af“—Ivars Folk faldt; nogle løb overbord, og han ſelv blev ſaa haardt ſaaret, at han var ude af Stand til at ſtride. Da hans Skib var ryddet, lod Gregorius ham bringe i Land og ſørge for, at han undkom. Siden den Tid vare de Venner.

Imidlertid betyde Kong Inge bemerket fra ſit Skib, at Gregorius var kommen paa Grund, og befalede ſtrax ſine Folk at tage til Aarerne for at komme ham til Hjelp. „Det var det daarligſte Raad“, ſagde han, „at vi ſkulde ligge her tilbage, medens vore Venner fare til Kamp, thi vi have det ſtørſte og bedſt beſatte Skib i hele Flaaden. Nu ſeer jeg, at Gregorius, den Mand, jeg ſkylder aller meeſt, trænger til Hjelp; lader os derfor lægge til Kamp ſom haardeſt! Det er og rigtigſt, at jeg er med i Slaget, thi bliver Sejren vor, vil jeg tilegne mig den, og om jeg end vidſte forud, at vore Mænd vilde lide Nederlag, da var dog min eneſte rette Plads paa det Sted, hvor vore Mænd kæmpe; thi jeg kan ingen Vej komme, hvis jeg miſter dem, der længe have været Bryſtværn og Styrere for mig og mit Rige.“ Med disſe Ord lod han ſit Merke rejſe, og de roede over Elven. Da var Striden paa det ſkarpeſte, og Skibene laa ſaa tæt ſammen, at Kongen ikke engang fik Rum til at gjøre Anfald. Han lod da lægge til under et af Øſterfarerſkibene, men her regnede der ſaaledes Spyd, Paalſtave og Stene ned paa dem, at de ikke kunde blive der. Da blev man paa de nærmeſte Skibe af hans Flaade var, at han var kommen, og gjorde Plads for ham, ſaa at han kunde lægge til Eindride Jonsſøns Skib. Kong Haakons Mænd begyndte nu at forlade de mindre Skibe og ſøge ſin Frelſe, deels paa Knerrerne, deels paa Land. Erling og hans Mænd havde imidlertid ogſaa haft en haard Dyſt at beſtaa. Fra Forrummet af ſit Skib befalede han ſine Stavnboer at gaa op paa Kong Haakons. De ſagde at dette ej var nogen let Sag, da jernbeſlagne Bjelker ſpærrede Adgangen. Net gik Erling ſelv frem i Forſtavnen, og bragte det i kort Tid dertil, at de entrede Kongeſkibet og ryddede det. Da begyndte hele Haakons Hær at flygte. Mange løb overbord, og mange faldt, men den ſtørſte Mængde kom dog i Land. Nikolas Skjaldvarsſøn blev tagen til Fange, da hans Skib ryddedes, men gik Kong Inge til Haande, og blev ſiden hos ham ſaalænge Kongen levede. Eindride Jonsſøn løb, da hans eget Skib ryddedes, over paa Kong Inges Skib og bad om Grid. Denne vilde Kongen give ham, men en Søn af hiin Haavard Klining, der var bleven dræbt af Haakons Mænd udenfor Bergen, løb til og hugg ham Banehug. Dette blev meget dadlet, men Drabsmanden undſkyldte ſig med at det iſær var Eindride, ſom havde voldt hans Faders Drab. Eindrides Død beklagedes meget, iſær i Thrøndelagen. Disſe vare dog de eneſte Høvdinger, ſom faldt paa Haakons Side. Selv flygtede han op i Landet. Paa Inges Side vare kun faa faldne, men mange ſaarede.[8]

  1. Han var en Søn af en Audun Hallsſøn„ der ſynes at have været en anſeet Mand paa Island.
  2. Der ſtaar: „40 Hundreder“ (altſaa 40 Gange 120) og „fire Hundreder.“ (4 Gange 120).
  3. Haakon Herdebreds Saga Cap. 3.
  4. Han var, ſom allerede omtalt, en Søn af Sigurd Ranesſøn.
  5. Blindheim ligger nemlig, ſom ovenfor nævnt, paa Søndmøre, hvor hine Ransmænd netop herjede. Se ovenfor S. 808.
  6. Udeblivelſen var viſtnok ſkeet med velberaad Hu, da den gamle Hallkell, fem vi have ſeet, bar Kappen faa temmeligt paa begge Skuldre. Dette er ellers den ſidſte Gang, han nævnes.
  7. Huunkaſteller kaldtes lette Taarne eller Forhøjninger af Haan eller Planker, opførte paa Skibene, for derfra at beſkyde Fienden. Se Kongeſpejlet, Cap. 37.
  8. Haakon Herdebr. Saga, Cap. 5—11; ogſaa her citeres Vers af Einar Skulesſøn, der digtede, ſom der ſiges, en Flokk om Gregor, kaldet Øſterfarer-Viſerne. Hans Venſkab for Kong Eyſtein hindrede ham ſaaledes ej fra at forherlige Gregor.