Det norske Folks Historie/3/93
var det vel ogsaa at Erling skakke sluttede sig nærmere til Kongen, og benyttede Lejligheden til at vinde den Indflydelse, hvoraf vi strax efter finde ham i Besiddelse.
Haakons Flok lod ikke høre fra sig førend den følgende Sommer (1158). Da kom den ned til Kongehelle fra Gautland, hvor den havde forsterket sig betydeligt, thi dens Høvdinger, siger Sagaen, havde nu meget og vakkert Folk. Gregorius var just i Byen, holdt Thing med Bønderne i Egnen og Bymændene, og opfordrede dem til at staa ham bi. Men hans Opfordring blev ikke modtagen med synderligt Bifald, og han skjønnede derfor, at de ikke vare at lide paa. Ilde tilmode herover forlod han Staden med tvende Skibe, og drog ind i Viken, for at møde Kong Inge, som han havde hørt skulde være kommen nordenfra med en betydelig Styrke. Men han havde kun tilbagelagt et kort Stykke Vej, da han til sin store Glæde mødte Simon Skaalp, og sine Svogre Halldor Brynjulfssøn og Gyrd Aamundessøn, Kong Inges Fostbroder, med ni Skibe. Han vendte strax tilbage i Følge med dem, og roede op ad Elven mod Kongehelle, hvor alle Mand havde erkjendt Haakon for deres Konge. Haakon og hans Høvdinger holdt just Thing strax nordenfor Byen, da de saa hine elleve Skibe nærme sig. Sigurd af Rene fandt det saa dumdristigt, at han udbrød: „nu er Gregorius fejg, siden han med en saa liden Styrke drager os lige i Hænderne“. Men Gregorius angreb ikke strax: han lagde til Land paa den anden Side af Elven, lige overfor Byen, og blev her liggende en Stund for at oppebie Kong Inge, som just ventedes. Haakons Mænd gjorde sig imidlertid kampfærdige i Byen, og opstillede sig tilligemed Bymændene under Sigurds Anførsel paa Bryggerne. Foran disse laa endeel Kjøbmandsskibe, hvis Besætning ogsaa gjorde sig rede til at deeltage i Kampen, og til deres Anfører satte Haakon, eller rettere Sigurd, en vis Thorljot Skorpeskalle, der siges at have været en Viking og Ransmand, hvoraf man faar et Begreb om, hvad Slags Folk det var, der i Gautland havde flokket sig til Haakons Skare.
Da det varede Gregorius for længe, inden Inge kom, besluttede han at vove et Angreb med den ubetydelige Styrke, han havde, sandsynligviis fordi han nu havde overbeviist sig om at Fienden mestendeels bestod af en sammenløben Hob, der ved det første alvorlige Anfald vilde give tabt. Han bedrog sig isaafald heller ikke. Først roede han med sine Skibe et Stykke op ad Elven, maaskee bag om Gulløen, og lod dem siden drive ned med Strømmen mod Thorljot; efter en kort Kamp med Skudvaaben løb Thorljot og hans Folk overbord: nogle bleve dræbte, nogle kom i Land. Gregorius lagde nu lige til Bryggerne, lod skyde Landgangsbroer fra sine Skibe lige under Fødderne paa Haakons Mænd, og gav strax Befaling til at gaa op. Da blev hans Bannerfører dræbt; men paa hans Bud tog Islændingen Hall Audunssøn[1], der var ombord hos ham, Banneret og bar det kjekt op paa Bryggerne; Gregorius gik selv lige bag efter ham og holdt sit Skjold over hans Hoved. Saasnart Haakons Mænd kjendte bane, vege de tilbage og aabnede deres Rækker til begge Sider. Da de fleste af Gregorius’s Folk paa denne Maade temmelig uhindret vare komne op, søgte Gregorius frem, og Haakons Mænd trak sig tilbage, først langsommere, siden i fuldt Løb lige op i Byen. Gregorius forfulgte dem, og drev dem, som det heder, to Gange op fra Byen, idet han dræbte en Mængde af dem. De maa saaledes i Forvirringen atter være komne til Byen ad en Omvej, uafladeligt forfulgte af Gregorius’s Mænd. Alle vare enige om, at ingen Ferd kunde være berømmeligere end den, som Gregor nu havde udført, thi Haakon havde over 4800 Mand, Gregor ikke i alt 480[2]. Gregorius roste Hall Audunssøn for hans Tapperhed. „Jeg vil ikke negte“, sagde han, at I Islændinger maaskee staa noget tilbage i Kampfærdighed under formelige Slag, da I ikke ere faa vante dertil som vi Nordmænd, men jeg har ikke fundet nogen vaabendjervere end dig“. Kort efter kom Kong Inge, og lod nu holde en streng Dem over dem, der havde taget Haakons Parti. Nogle lagdes i Boder, andre fik deres Gaarde opbrændte, atter andre jagedes ud af Landet. Haakon selv flygtede tilbage til Gautland, og Inge tog sit Vinterophold i Viken, maaskee i den Tro, at al Fare fra Haakons Flok nu var forbi[3].
Men om Vaaren erfaredes det, at Haakon ud paa Vintren var dragen Landvejen til Throndhjem, hvor han var ankommen før Paaske (1159) og at Thrønderne, der fremdeles vare Sigurd Munds Æt hengivne, havde taget ham til Konge for en Trediedeel af Riget, som hans retmæssige Fædrenearv. Gregorius vilde at man strax skulde drage op til Throndhjem for at kvæle dette nye Forsøg i Fødselen, men der var saa mange, som fraraadede det, at det ikke blev af. Imidlertid fik Haakon udrustet en Flaade af ikke færre end 30 Skibe, med hvilke han ud paa Vaaren drog fra Throndhjem, og sydefter langs Kysten. Blandt de Mænd, der sluttede sig til ham, vare mange anseede Lendermænd, navnlig den for omtalte Eindride Jonssøn, Jon Mørnevs Søn, og Nikolas Skjaldvarssøn eller Sigurdssøn[4]. Aatte af Skibene vare bemandede med de Vikverjer, som vare i hans Flok, og som alle synes at have været Ransmænd og Rømningsmænd af samme Slags som Thorljot Skorpeskalle, thi de droge i Forvejen, under idelig Herjen paa Nordmøres og Søndmøres Kyster, til stor Forfærdelse for Indbyggerne, der hidtil ikke have været vante til, at der under Tronfejderne mellem Kongerne indbyrdes blev herjet i Landdistrikterne. Men fra denne Tid af begyndte Tronstridighederne, som hidtil ikke havde faldet Bønderne til synderlig Byrde, mere og mere at antage en blodigere og vildeste Charakteer, og at gribe mere forstyrrende ind i Folkelivet; og dette skyldtes, som vi og i det følgende ville erfare, fornemmelig Vikverjerne, især de saakaldte Elvegrimer, eller Beboerne af Grændse-Egnene ved Gaut-Elven. De fleste Grændseboer vare i Middelalderens krigerske Tider vildere og lovløsere end Folk i Almindelighed, deels paa Grund af den Lethed, hvormed de til enhver Tid kunde unddrage sig Straf ved at flygte over Grændsen til det ene eller til det andet Land, deels fordi Grændsefejder vare saa sædvanlige, og Indbyggerne ved Grændserne saaledes fra Barnsbeen vante sig til vilde Krigsscener, Drab og Herjen. Men ved Gaut-Elven grændsede ikke færre end tre Riger sammen, hvilket endnu mere begunstigede Lovløsheden og Vildheden, ikke at tale om, at Gaut-Elvens ydre Dele fra umindelige Tider havde været Tilhold for Vikinger og Ransmænd, der saa at sige ikke havde noget egentligt Fædreland, men bestode af Udskud fra alle tre Riger. Vi have allerede ved Beretningen om Sveinke Steinarssøn seet, hvilket Uvæsen der plejede at finde Sted i hine Egne, naar ikke dygtige Befalingsmænd med kraftig Haand søgte at hemme det. Vikverjerne i Haakons Flok vare øjensynligt de, som han havde samlet i Gautland, ivrige nok til at plyndre og rane, men upaalidelige i ordentlige Slag. Jon Hallkellssøn, der synes at have været hjemme paa Blindheim[5] hos sin Fader Hallkell, samlede en Deel Bønder, for at standse og tugte dem, og han tog et af deres Skibe, tilhørende en vis Kolbein Ode (den Rasende), der blev dræbt med hver eneste Sjæl af Besætningen; han opsøgte derpaa og angreb de øvrige syv Skibe, men var uheldig, især, som det synes, fordi hans Fader Hallkell, der havde lovet at bringe ham Forsterkning,udeblev[6]. Mange gode Bønder faldt, og Jon selv blev saaret. Kong Haakon og hans Mænd droge imidlertid sydefter, og agtede sig til Bergen. Men da de kom til Stjorvelta, en Havn i Leden lidt nordenfor Bergen, fik de høre, at Kong Inge og Gregorius for faa Dage liden allerede vare ankomne did, og vovede derfor ikke at styre derind,men droge videre i det ydre Løb. Her traf de tre Skibe af Kong Inges Følge, der vare forsinkede paa Rejsen østover; Befalingsmændene vare Gyrd Agmundssøn, Inges Fostbroder og Gregors Svoger, den lovkyndige Gyrd Gunnhildssøn, og en vis Haavard Klining. Gyrd Aamundssøn og Haavard Klining bleve dræbte, og Gyrd Gunnhildssøn maatte som Fange følge med til Viken, hvorhen Haakon nu begav sig, og sejlede op ad Elven til Kongehelle.
Ved Efterretningen herom forlod Kong Inge Bergen, og sejlede øster efter dem, ledsaget af Gregorius, Erling skakke, og mange andre Lendermænd. Han lagde op i den nordre Arm af Elven, og sendte Spejdere op for at faa Nys om Haakons Flaade; imidlertid laa han stille og oppebiede dem ude ved Hisingen. Spejderne kom tilbage med den Besked, al de havde seet Haakons hele Flaade, at den laa ved Pælene, der beskyttede Løbet op til Kongehelle, med Bagstavnene bundne fast i dem. De havde lagt to store Østerfarerskibe yderst paa hver Side, og paa hver af dem havde de i Forstavnen indrettet bøje Huun-Kasteller[7]. Inge lod nu hele Mandskabet blæse sammen til Huusthing for at raadslaa om hvad der var at gjøre. Han henvendte sig især til Gregorius Dagssøn, Erling skakke, og de øvrige Lendermænd og Skibsbefalingsmænd Gregorius tog først Ordet, og raadede til strax at angribe. Tidligere, sagde han, havde Haakon maattet vige for dem, skjønt han havde havt større Folkestyrke; saa meget mere maatte de nu haabe et godt Udfald af Kampen, som de denne Gang havde langt større Krigsmagt. For de mange, som havde gjeve Frænders Drab at hevne, var dette desuden en velkommen Leilighed til at faa Hevn, efterat Haakon og hans Skare saa længe havde flyet undaf for dem. Et modigt Angreb vilde derfor vistnok være efter de flestes Sind, og der var al Udsigt til at det vilde krones med Held. Selv vilde han, som sædvanligt, lægge til paa det farligste og vanskeligste Sted. Gregors Tale blev optagen med stort Bifald, og alle erklærede sig rede til at angribe. De roede derfor med alle Skibene op i Elven, indtil de kom hinanden i Sigte. Da drejede Kong Inge ind under Gulløen, og gav Skibsstyrerne Befaling, at gjøre sig rede til Angrebet. Han æskede atter deres Mening om, hvorledes dette paa bedste Maade kunde skee; man maatte blive enig om en bestemt Plan, for siden at kunne handle i Samdrægtighed. Især henvendte han sig til Erling skakke, der f med Rette havde Ord for at være den krigskyndigste Mand i Hæren, ligesom han tillige var en af de sindigste og klogeste. Erling ytrede nu, vistnok temmelig uventet, at den fattede Beslutning var ganske imod hans Sind, da det under disse Omstændigheder forekom ham dumdristigt at vove et Angreb. Man maatte i saa Fald, sagde han, ro op ad den stride Elvstrøm; derved vilde tvende af de tre Mænd, som vare i hvert Halvrum, blive ganske optagne, den ene med at ro, den anden med at beskytte ham; alene den tredie vilde kunne stride, og paa den Maade blev det kun en Trediedeel af hele Hæren, der kunde benyttes til Kampen. Han bad derfor, at man vilde udsætte Angrebet og give ham Frist til Betænkning; inden tre Dage, sagde han, skulde han have fundet et godt Raad til at komme i Kamp med dem under gunstigere Forhold. Denne Udsættelse mishagede mange, som meente, at Haakons Mænd derved alene vilde faa Lejlighed til, ligesom før, at løbe paa Land, og undslippe. „Nu,“ sagde de, „have de liden Styrke, og deres Skjebne er i vor Haand“. Gregorius sagde ikke stort, men lod sin dog forlyde med, at Erling fraraadede Angrebet mere fordi han nu engang vilde modsætte sig ethvert Raad, Gregorius havde givet, end fordi han skjønnede sig bedre herpaa end alle andre. Kong Inge valgte en Middelvej. Han erklærede, at han nok vilde følge Erlings Raad med Hensyn til Maaden, hvorpaa Angrebet skulde skee, men at han ej vilde opsætte Angrebet selv, da alle de øvrige stundede saa meget derefter, Erling foreslog da, at alle Skuder og lettere Skibe i Flaaden skulde ro ned om Gulløen og op ad det smalere og grundere Løb bagenom denne, saaat de kom ovenfor de fiendtlige Skibe, mod hvilke de derpaa skulde styre ned, for at prøve, om de kunde løse dem fra Pælene; de store Skibe, som ej kunde komme igjennem hiint Løb, skulde derimod ro lige op imod dem, og da, sagde han, vilde det vise sig, om de, der nu vare saa hidsige, vilde være kjekkere til at angribe end han. Der gik et Nes frem, som hindrede s Haakons Mænd fra at see Inges hele Flaade. Da de faa hine Skibe 7 ro ned ad Elven, troede de, at Inge ej dristede sig til at binde an med dem, men søgte at undfly. De kappede derfor strax Tougene, hvormed de laa fast ved Pælene, grebe til Aarene og roede afsted for at forfølge dem. Strømmen bragte dem snart forbi Nesset, hvor Inges Hovedstyrke laa skille paa Hising-Siden, og da Inges Folk saa den komme, istemte de sterkt Hærskrig med stort Bulder og Vaabenbrag. Haakons Mænd drejede om af imod Nord ind mod Landet i en Bugt, hvor der ej var nogen Strøm, lagde sig her i Slagorden, bragte Landtoug i Land, vendte Forstavnene udad, og bandt Skibene sammen. De store Østfarere lagde de udenfor de andre Skibe paa hver Fløi, og fæstede dem til Langskibene. Midt i Flaaden laa Haakons eget Skib, med Sigurds paa den ene, Nikolas Skjaldvarssøn paa den anden Side. Ved Siden af Nikolas laa Eindride Jonssøn. De mindre Skibe laa yderst. Alle Skibene vare næsten fuldladte af Vaaben og Steen. Sigurd af Reyr holdt følgende Opmuntringstale til Mandskabet: „Endelig er da det Øjeblik kommet, som vi i Sommer saa længe have ventet paa, at vi skulde møde Kong Inge selv i Strid. Længe have vi ogsaa forberedt os derpaa, og mange iblandt os have pralet af, at de ikke vilde fly eller frygte før Kong Inge og Gregorius. Det var nu godt, om disse mindedes deres Ord. Vi andre, som have været noget tandsaare i vor Strid med dem, kunne rigtignok ikke tale saa tillidsfuldt om den Sag, thi det er gaaet, som hver Mand har hørt, at vi have heel ofte seiret Skamsferd for dem. Alligevel er det nu nødvendigt, at vi kæmpe saa mandeligt, og staa faa faste som muligt, thi det er vor eneste Udvej til Sejr. Have vi end noget færre Folk end de, saa er det dog Lykken, der raader for Sejren, og det er vort bedste Haab i denne Sag, at Gud veed, at vi have Retten paa vor Side. Inge har allerede nedhugget sine to Brødre, og ingen er uvidende om, hvad Faderbøder han har tiltænkt Kong Haakon, nemlig at hugge ham ned som hans øvrige Frænder: det vil vise sig i denne Dag. Haakon fordrede fra først af ikke mere end den Trediedeel af Norge, som hans Fader havde haft; men allerede det blev negtet ham; og dog er Haakon efter min Mening bedre berettiget til ogsaa at tage Arv efter sin Farbroder, Kong Eystein, end Inge, eller Simon Gram, eller andre af dem, der toge Eystein af Dage. Det maatte forekomme mange, at Mænd, der havde faa store Synder paa sin Samvittighed, som Inge, og tænkte paa sin Sjæls Frelse, ikke vilde vove for Gud, at tiltage sig-Kongenavn; jeg forundrer mig over, at Gud taaler slig overdreven Djervhed af ham, og det er derfor vist Guds Vilje at vi skulle faa ham styrtet. Lader os derfor stride djerveligen i Haab om at Gud vil forunde os Sejr, og falde vi, da vil Gud nok med mangfoldig Salighed erstatte os hisset, at han her tillader onde Mænd at gange over os. Farer frem med Rolighed og forfærdes ej, om det kommer til Slag: enhver passe vel paa sig og sine Sidemænd, men Gud paa os alle!“ Der hørtes gode Bifaldsraab til denne Tale, og alle lovede paa det bedste at holde sig kjekt. Kong Haakon gik nu ombord paa en af de store Østerfarer-Knerrer, hvor der blev sat en Skjoldborg om ham; men hans Merke forblev paa Langskibet som før.
Da Inge og hans Mænd saa, at Kong Haakons Flaade var slagfærdig, og Erlings fra først af udkastede Plan nu ikke længer kunde følges, sendte de en Løbeskude afsted for at kalde de andre Skibe tilbage; imidlertid oppebiede Kongen dem med den øvrige Flaade, og ordnede Mandskabet til Angreb. Høvdingerne talte for Hæren, og foreskrev saavel hvor ethvert Skib skulde ligge, som hvor enhver skulde angribe. Gregorius fraraadede paa det indstændigste, at Kongen selv lagde til Strid. Alt, sagde han, var i Behold naar kun Kongen var det, men hvor let kunde ikke endog et tilfældigt Skud træffe ham, især fra Huunkastellerne, hvor man forholdsviis uden Fare kunde kaste Stene og Skudvaaben ned? Fienden havde, meente han, ikke større Styrke end at Lendermændene nok alene kunde vove Slaget med dem, især hvor man havde saa meget og vakkert Folk, som nu. Han selv skulde gjerne lægge sit Skib ved det største i den fiendtlige Flaade, og haabede at gjøre det af med en kort Strid, som for, hvor der dog havde været større Folkemon at overvinde. Alle bifaldt, at Kongen ej skulde deeltage i Striden; ogsaa Erling fandt dette rigtigt. „Thi,“ sagde han, „jeg tror at kunne skjønne af deres Forberedelser, at vi maa see os meget vel for, hvis vi ikke ville lide stort Mandtab; og bedst er det at binde om hele Lemmer. Tidligere idag var der mange, som modsatte sig mit Forslag, og ytrede at jeg nok var bange for at stride. Net lader det til at have bragt os stor Fordeel, siden Fienderne have forladt Pælene, og vil jeg derfor nu heller ikke længer fraraade at lægge til Kamp imod dem, thi jeg indseer, hvad alle vide, hvor paatrængende nødvendigt det er at forjage denne Ugjerningsflok, der har faret over hele Landet med Ran og Rov, og see til at Folk derefter atter kunne bebo Landet i Fred, og tjene en eneste Konge, der er saa god og retfærdig som Kong Inge. Han har længe nok taalt sine Frænders Overmod og Uretfærdighed, men været et Bryst for hele Almuen, og bragt sig selv i mangfoldig Fare for at skaffe Landet Fred.“ Erling talede længe og snildt, saavel som flere Høvdinger, og alle sluttede med at egge til Angreb. De ventede kun, indtil hele Flaaden var samlet. Inge føjede sine Venner i at holde sig udenfor Slaget, og blev liggende tilbage ved Øen med sit Skib Bøkesuden.
Da Alt var færdigt til Angreb, satte Inges Skibe sig i Bevægelse tvers over Elven, og paa begge Sider istemtes Hærskrig. Inges Skibe kunde ikke bindes sammen, eller holde sig i sluttet Række, da de roede tvers for Strømmen, som især satte de store Skibe nedefter. Erling skakke lagde til Kong Haakons Skib, saaledes at Stavnen stak ind mellem dette og Sigurds: der begyndte strax Kampen. Gregorius’s Skib drev derimod paa Grund og heldede meget, saa at det i Førstningen ikke kunde komme med i Angrebet. Da Haakons Mænd saa dette, lagde de til og angrebe det, fornemmelig Ivar, en Søn af Haakon Mage. Løftingerne paa begge Skibe svingede mod hinanden. Ivar krøgede en Stavnljaa omkring Gregorius, hvor han var smalest, og søgte at drage ham til sig. Gregorius tumlede ud mod Skibsrelingen, Ljaaen drog sig op efter Siden; nær var han bleven dragen overbord, men saaret blev han ikke sønderligt, da han havde en Spangebrynje. Ivar raabte til ham og sagde at han havde et tykt Hylster. Gregorius svarede, at det kunde nok behøves, og det var ikke for tykt, saaledes som Ivar gik frem. Det var ikke langt fra, at Gregorius og hans Mænd havde seet sig nødte til at løbe overbord, da Aslak Jonssøn fik kastet et Anker i deres Skib og halet det fra Grunden. Da lagde Gregorius til Ivars Skib, og havde en langvarig Kamp med ham. Overmagten var paa Gregorius’s Side nu, da hans Skib var større og havde talrigere Besætning. Mange af“—Ivars Folk faldt; nogle løb overbord, og han selv blev saa haardt saaret, at han var ude af Stand til at stride. Da hans Skib var ryddet, lod Gregorius ham bringe i Land og sørge for, at han undkom. Siden den Tid vare de Venner.
Imidlertid betyde Kong Inge bemerket fra sit Skib, at Gregorius var kommen paa Grund, og befalede strax sine Folk at tage til Aarerne for at komme ham til Hjelp. „Det var det daarligste Raad“, sagde han, „at vi skulde ligge her tilbage, medens vore Venner fare til Kamp, thi vi have det største og bedst besatte Skib i hele Flaaden. Nu seer jeg, at Gregorius, den Mand, jeg skylder aller meest, trænger til Hjelp; lader os derfor lægge til Kamp som haardest! Det er og rigtigst, at jeg er med i Slaget, thi bliver Sejren vor, vil jeg tilegne mig den, og om jeg end vidste forud, at vore Mænd vilde lide Nederlag, da var dog min eneste rette Plads paa det Sted, hvor vore Mænd kæmpe; thi jeg kan ingen Vej komme, hvis jeg mister dem, der længe have været Brystværn og Styrere for mig og mit Rige.“ Med disse Ord lod han sit Merke rejse, og de roede over Elven. Da var Striden paa det skarpeste, og Skibene laa saa tæt sammen, at Kongen ikke engang fik Rum til at gjøre Anfald. Han lod da lægge til under et af Østerfarerskibene, men her regnede der saaledes Spyd, Paalstave og Stene ned paa dem, at de ikke kunde blive der. Da blev man paa de nærmeste Skibe af hans Flaade var, at han var kommen, og gjorde Plads for ham, saa at han kunde lægge til Eindride Jonssøns Skib. Kong Haakons Mænd begyndte nu at forlade de mindre Skibe og søge sin Frelse, deels paa Knerrerne, deels paa Land. Erling og hans Mænd havde imidlertid ogsaa haft en haard Dyst at bestaa. Fra Forrummet af sit Skib befalede han sine Stavnboer at gaa op paa Kong Haakons. De sagde at dette ej var nogen let Sag, da jernbeslagne Bjelker spærrede Adgangen. Net gik Erling selv frem i Forstavnen, og bragte det i kort Tid dertil, at de entrede Kongeskibet og ryddede det. Da begyndte hele Haakons Hær at flygte. Mange løb overbord, og mange faldt, men den største Mængde kom dog i Land. Nikolas Skjaldvarssøn blev tagen til Fange, da hans Skib ryddedes, men gik Kong Inge til Haande, og blev siden hos ham saalænge Kongen levede. Eindride Jonssøn løb, da hans eget Skib ryddedes, over paa Kong Inges Skib og bad om Grid. Denne vilde Kongen give ham, men en Søn af hiin Haavard Klining, der var bleven dræbt af Haakons Mænd udenfor Bergen, løb til og hugg ham Banehug. Dette blev meget dadlet, men Drabsmanden undskyldte sig med at det især var Eindride, som havde voldt hans Faders Drab. Eindrides Død beklagedes meget, især i Thrøndelagen. Disse vare dog de eneste Høvdinger, som faldt paa Haakons Side. Selv flygtede han op i Landet. Paa Inges Side vare kun faa faldne, men mange saarede.[8]
- ↑ Han var en Søn af en Audun Hallssøn„ der synes at have været en anseet Mand paa Island.
- ↑ Der staar: „40 Hundreder“ (altsaa 40 Gange 120) og „fire Hundreder.“ (4 Gange 120).
- ↑ Haakon Herdebreds Saga Cap. 3.
- ↑ Han var, som allerede omtalt, en Søn af Sigurd Ranessøn.
- ↑ Blindheim ligger nemlig, som ovenfor nævnt, paa Søndmøre, hvor hine Ransmænd netop herjede. Se ovenfor S. 808.
- ↑ Udeblivelsen var vistnok skeet med velberaad Hu, da den gamle Hallkell, fem vi have seet, bar Kappen faa temmeligt paa begge Skuldre. Dette er ellers den sidste Gang, han nævnes.
- ↑ Huunkasteller kaldtes lette Taarne eller Forhøjninger af Haan eller Planker, opførte paa Skibene, for derfra at beskyde Fienden. Se Kongespejlet, Cap. 37.
- ↑ Haakon Herdebr. Saga, Cap. 5—11; ogsaa her citeres Vers af Einar Skulessøn, der digtede, som der siges, en Flokk om Gregor, kaldet Østerfarer-Viserne. Hans Venskab for Kong Eystein hindrede ham saaledes ej fra at forherlige Gregor.