Det norske Folks Historie/3/92

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Et Par Aars Tid gik nu hen under en Tilſtand,der hverken kunde kaldes Fred eller Krig. Vel førte Kongerne ikke Flaader og Hære imod hinanden, men de udvexlede bitre Budſendinger, forfulgte gjenſidigt hinandens Tilhængere og dræbte dem, hvor de kunde komme til, ligeſom Eyſtein heller ikke udredede den beſtemte Pengeſum. Begge bebrejdede de hinanden indbyrdes, at de ikke holdt det ſluttede Forlig. Det lykkedes Kong Inge og Gregorius at vinde mange af Eyſteins Tilhængere, og lokke dem over paa deres Side; blandt disſe nævnes Hallkell Hauks tvende Sønner, Simon Skaalp og Jon, medens Hallkell ſelv derimod forblev paa Eyſteins Parti; fremdeles Halldor Brynjulfsſøn paa Vetteland, der maaſkee ved denne Lejlighed egtede Gregorius’s Syſter Sigrid, Baard Brynjulfsſøn, kaldet Standhale, efter hvem den mægtige Standhale-Æt har ſit Navn, og mange andre Lendermænd. Eyſtein forſøgte rimeligviis det ſamme med Inges Venner, men i ſaa Fald uden Held. Vi ville endog ſee hvorledes de faa Tilhængere, han endnu havde tilbage, fremdeles faldt fra, ſaa at han inden føje Tid ſtod næſten ene tilbage. Dette kan man ikke ganſke tilſkrive Paavirkning fra Modpartiet. Det er tydeligt at Eyſteins egen utidige Paaholdenhed og Gjerrighed bragte de fleſte til at ſvigte ham i Nødens Stund.

Omſider, i Aaret 1157, var Uenigheden kommen ſaa vidt, at aabenbar Krig ikke længer kunde undgaaes. Begge Konger ſamlede Folk og Skibe, Inge paa Øſtlandet, Eyſtein nordenfjelds. Inge fik 80 Skibe, Eyſtein kun 45, men vel bemandede, og blandt dem den ſtore Drage, ſom Kong Eyſtein Magnusſøn havde ladet bygge. Begge Flaader nærmede ſig hinanden i den ſøndre Bergens-Led. Inge laa med ſine Skibet Moſterhavn, medens Eyſtein laa i Grøningeſund, ved Bukken. Eyſtein ſendte tvende af ſine Mænd, Aslak Jonsſøn den unge, og Arne Sturla, paa et Skib til Inge, formodentlig for at aabne Underhandlinger; men da.Inges Mænd kjendte dem, angrebe de dem ſtrax, toge Skibet med alt hvad derpaa var, og dræbte mange af Beſætningen. Aslak og Arne undkom til Land med nogle faa Folk, vendte tilbage til Kong Eyſtein, og ſagde, hvad Behandling de havde trindt. Da holdt Kong Eyſtein Huusthing, ſagde, hvor ufredeligt Inge gik frem, og bad ſtue Krigere ſtaa ham troligt bi. „Vi have“, ſagde han, „ſaa meget og godt Folk, at jeg ikke vil ſlugte, hvis I ville ſtaa mig bi efter Evne“. Men intet opmuntrende Bifaldsraab medtog hans Tale. Hallkell Huuk ſagde endog, ſaa at mange kunde høre det: „dine Guldkiſter kunne jo ſtaa dig bi, og værge dit Land!“ Om Natten roede mange hemmelig bort, nogle til Kong Inge, og erklærede ſig for ham, andre til Bergen, eller ind i Fjordene. Da det blev lyſt om Morgenen, ſaa Kong Eyſtein, at hans Flaade var ſvunden ind til ti Skibe. Det var ſaaledes ej at tænke paa, at forblive der længer, men han maatte ſee til at komme bort, ſaa ſnart ſom muligt. Han maatte lade flere Skibe blive tilbage, hvoriblandt den ſtore Drage, der var for tung at ro, dog lod han førſt hugge mange Huller i den, for at Fienden ej ſkulde gjøre ſig den nyttig. Ligeledes bleve Øltønderne hugne iſtykker, og al Proviant ødelagt, ſom de ikke kunde tage med. Eyſtein ſelv gik ombord hos Eindride Jonsſøn, Svir af den lovkyndige Jon Mørnev i Thrøndelagen; de toge Vejen ind i Sognefjorden, og derfra til Lands over Fjeldet ned til Oplandene og Viken. Inge tog de forladte Skibe i Beſiddelſe og ſejlede tilbage til Viken, den ſamme Vej, han var kommen. Eyſtein befandt ſig etſteds i Nærheden af Fors i Ranafylke, da hans Mænd ſaa Inges hele Flaade komme ſejlende. Da de tilſammen ikke udgjorde et ſtørre Antal end henved utro„ vovede de ikke at oppebie Inges Overmagt, men toge Flugten ad Skoven til, og adſpredte ſig til alle Kanter, ſaaledes at kun en eneſte Mand blev hos Kongen, der var for fed og tungvindt til at kunne følge de andre[1]. Fra Inges Flaade var man bleven Eyſteins Flok var, og havde ſeet den adſprede ſig. Man kunde ſaaledes ſkjønne, at han maatte være etſteds i Nærheden med et ubetydeligt Antal Folk, og lagde til Land, for at opſøge ham. Simon Skaalp fandt ham. Han havde ſkjult ſig bag en Buſk, men gik ſelv den fiendtlige Flok tittede, ſandſynligviis fordi han kjendte Simon og haabede at denne for gammelt Venſkabs Skyld vilde tage ham i Beſkyttelſe. Simon hilſede ham med de Ord: „hil dig Lavard (Herre)!“ jeg veed ej, om ikke du heller nu tykkes at være min Lavard“, ſvarede Eyſtein. „Det kommer nu an paa“, ſagde Simon. Kongen bad ham om at lade ham ſlippe bort. „Det ſømmer ſig bedſt for dig“, ſagde han, „ſaa godt ſom det længe har været mellem Men Simon ſvarede at ſaadant ikke var at tænke paa. Da bad Eyſtein om at maatte lyde Mesſe, førend han dræbtes, og denne Bøn blev ham tilſtaaet. Efter enkeltes Sigende ſkulde Simon ſtrax, da Eyſtein var greben, have ſendt Bud til Kong Inge for at høre hans nærmere Befaling, men Inge ſkulde have ſvaret, at Eyſtein ikke maatte komme for hans Øjne[2]. Da Mesſen var til Ende, lagde Eyſtein ſig næſegruus ned, ſtrakte Armene ud og bad at man vilde hugge ham i Kors mellem Skuldrene, for at man kunde ſee, om han ikke kunde taale Jærn, hvilket Kong Inges Tilhængere havde ſagt. Simon bad den, der ſkulde hugge ham, at gjøre det ſnart af, „thi alt for længe“, ſagde han, „har denne Konge krøbet om her i Lyngen“. Befalingen blev udført, og man maatte erkjende, at Eyſtein viſte den ſtørſte Standhaftighed (21de Auguſt 1157). Hans Lig blev bragt til Fors og ſtod den førſte Nat under Bakken ſøndenfor Kirken, ſiden blev det begravet i Kirken midt paa Kirkegulvet, og et Teppe bredet over. Simon Skaalps haarde og forhaſtede Fremfærd blev almindeligt misbilliget, og Eyſteins Død beklaget af mange. Dette gav rimeligviis mere end hans Fortjeneſter i levende Live, der ej vare ſynderlig ſtore, Anledning til at der opkom Sagn om hans Hellighed. Paa det Sted, hvor han henrettedes, og hans Blod kom paa Jorden, fremvældede, ſom der fortælles, en Kilde, og ligeledes en under Bakken, hvor hans Lig havde ſtaaet om Natten: af begge Kilders Vand troede mange at ſpore Helbredelſer for legemligt Meen, og endnu den Dag i Dag kaldes den førſt nævnte Kilde „St. Øſtens Kilde“ eller „hellig Korſes Kilde“, ligeſom heller ikke Troen paa dens helbredende Kraft aldeles er ophørt, da der ſtundom endnu ofres ſmaa Gaver til den. Vikverjerne paaſtode ogſaa at der ſkede mange Jertegn ved Eyſteins Grav, indtil hans Fiender vanhelligede den ved at øſe Hunde-Sod derover. Almindeligt anerkjendt blev dog hans Hellighed neppe, og viſt er det at den heller ikke var fortjent, og at Landet ikke tabte ſtort ved hans Død[3]. Eyſtein efterlod, ſom det ſynes, kun en eneſte Søn, hvilken han dog ikke havde med ſin Dronning, Ragna Nikolasdatter, men med et andet Fruentimmer[4]; han blev fød enten kort for, eller ſtrax efter hans Død, og opkaldtes efter ham. Vi ville i det Følgende erfare, hvorledes han ſenere optraadte ſom Kronprætendent.

  1. Saxo, S. 790.
  2. Denne Beretning, ſtaar der i Kongeſagaerne, lod Kong Sverre nedſkrive, det vil vel ſige, indføre i de Sagabearbejdelſer, ſom optegnedes under hans Opſigt( Som Søn af Sigurd Mund og Modſtander af det Parti, hvortil Inge havde hørt, laa det i hans Interesſe at gjøre dennes Minde ſaa forhadt ſom muligt, og Beretningen er derfor maaſkee endog aller førſt bragt i Omløb af ham. Samtiden ſkød alene Skylden paa Simon Skaalp, hvilket nokſom kan ſees af følgende Brudſtykke af et Vers, ſom Einar Skulesſøn kvad derom, og ſom Sagaerne anføre: „Den til Mord vante, meget onde Simon Skaalp, der ſveg Kongen, vil ſeent faa Hjelp (d. e. Sjælehjelp) fore ſlige Raad“.
  3. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 29. Snorre Cap. 32. Fagrſkinna, Cap. 262. Holmbergs Bohuslen I. S. 59, III. S. 49, 50. Eyſteins Dødsdag anføres i Kalendarierne; det er for Reſten allerede ovenfor, S. 663, omtalt, at et Par af dem nævne 29 Auguſt ſom hans, og 21 Auguſt ſom Eyſtein Magnusſøns Dødsdag. Stedet, hvor Eyſtein blev dræbt, var rimeligviis længere ude mod Kyſten, ſiden man derfra kunde ſee Inges Flaade nærme ſig, men dog ikke længer fra Fors Kirke, end at hans Lig endnu ſamme Dag kunde bringes did. — Ved dette Sted ophører det ældſte Haandſkrift af de vidtløftigere Kongeſagaer, kaldet Morkinſkinna, hvorom mere nedenfor. Sandſynligviis naaede det lige til 1177, ſom de øvrige, men de ſidſte Blade ere bortrevne.
  4. Det kan ſluttes af hans hele Fremtræden, og, at der ſtaar om ham (Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 37. Snorre Cap. 36) at han „kaldtes“ Eyſteins Søn. Forreſten kaldes han egtefød hos Hoveden, Saviles Samling S. 600.