Det norske Folks Historie/3/91
Gregorius Dagssøn ledsagede ikke Inge til Throndhjem, men rejste derimod hjem til sin Ættegaard Bratsberg paa Havund, hvor han tilbragte den øvrige Deel af Sommeren og Høsten, og sandsynligviis ogsaa tænkte at tilbringe Julen. Men Kong Eystein, der visselig havde al Grund til at være forbitret paa vant og betragte ham som sin afsagte Fiende, især siden hans sidste Opfordring til Kong Inge om at angribe ham i Florevaag, besluttede at benytte Lejligheden til at overfalde ham og derved saavel tilfredsstille sin egen Hevnlyst, som berøve Kong Inge hans fornemste Støtte. Da Vintren var begyndt og Frosten havde indfundet sig, lod han fra Oslo, hvor han da opholdt sig, sine Skibe slæbe over Isen et Par Miles Vej, indtil han kom til aabent Vand; derfra sejlede han ud ad Fjorden og drog ind til Havund, i det Haab at komme aldeles uventet over Gregorius. Denne fik dog saa betimeligt Nys om den truende Fare, at han med 90 Mand kunde undkomme op til Thelemarken; men Eystein opbrændte hans Gaard og nedhug hans Buskab. Gregorius drog fra Thelemarken over Fjeldet ned til Hardanger, og begav sig derfra til Erling skakkes Gaard Stødle i Etne.[1] Han traf ikke Erling selv, da han var dragen til Bergen, men hans Hustru, Kongedatteren Christine, med hvem han for ikke mange Maaneder siden havde holdt Bryllup,[2] var hjemme. Hun modtog Gregorius paa det venligste, og tilbød ham alt, hvad Huset og Gaarden formaaede til hans Hjelp. Han laante et Langskib, der tilhørte Erling, og fik alt, hvad han for Resten behøvede. Han takkede hende særdeles meget for den gode Modtagelse, og sagde at hun havde handlet som det anstod en Kongedatter, og som han havde ventet sig af hende. Paa dette Skib drog han til Bergen, hvor han traf Erling, som ytrede sin fuldkomne Tilfredshed med, hvad Christine havde gjort. Det er umiskjendeligt af Maaden, hvorpaa alt dette fortælles i Sagaerne, især af Gregorius’s Roos over Christines Storsindethed, at han neppe havde ventet sig en saa god Modtagelse og klækkelig Hjelp, som han virkelig fik, men som han dog maaskee ej havde faaet, hvis Erling selv havde været hjemme, medens denne derimod ikke kunde andet end holde gode Miner til, hvad hans højbyrdige Hustru havde gjort paa egen Haand for at vise sig som Kongedatter. Erling havde ikke engang deeltaget i Kampen mod Sigurd, hvilket man tydeligt kan slutte deraf, at hans Navn ved denne Lejlighed slet ikke er nævnt: det kunde vel forklares derved at han, nylig hjemkommen fra sin langvarige Udenlandsreise og tillige som nygift, havde mangt og meget at ordne og varetage; men en saa højtstaaende og i de politiske Begivenheder ellers saa ivrigt deeltagende Høvding som han vilde dog neppe ved en slig Lejlighed have holdt sig tilbage, hvis han ikke af en eller anden Grund var utilfreds. Grunden er let at opdage: Skinsyge over Gregorius’s Magt og Indflydelse, og Misfornøjelse over at denne, ikke han selv, nu udfyldte hans afdøde Broder Agmund Drengs Plads hos Kongen. Fælles Interesser nødte dog begge disse ærgjerrige Medbejlere om Magten til nogenledes at holde sammen, men et Spørgsmaal er det, om denne gode Forstaaelse vilde have vedvaret længe, hvis Gregorius ej, som vi ville see, ved en tidlig Død var bleven bortrykket og saaledes ikke længer stod Erlings Ærgjerrighed i Vejen.
Fra Bergen fortsatte Gregorius sin Rejse til Throndhjem, hvor han kom lidt før Juul. Kong Inge blev særdeles glad ved at see ham velbeholden hos sig igjen, og tilbød ham saa meget af sit eget Gods, som han vilde have, i Erstatning for det store Tab, han havde lidt. Om Vintren hændte det slu— at nogle ypperlige Naust, som Kong Eystein Magnussøn havde ladet opføre i Nidaros, bleve et Rov for Luerne tilligemed endeel Skibe, der tilhørte Kong Inge. Ilden var paasat, og, som man nok med Rette antog, efter Foranstaltning af Kong Eystein og Philip Gyrdssøn, Kong Sigurds Fostbroder. Denne Nidingsdaad vakte almindelig Harme, og det synes som om det nu faldt af sig selv, at Inge den følgende Vaar (1156) samlede saa mange Folk, han kunde, for at drage mod Eystein. Denne rustede sig ogsaa paa sin Kant, og om Sommeren droge de hinanden imøde, Inge fra Throndhjem, og Eystein fra Viken. De mødtes ved Seløerne strax vestenfor Lindesnes; paa et hængende Haar vare de komne i Kamp med hinanden, men da Inge var langt mandsterkere, bekvemmede dog Eystein sig til at indgaa Forlig, paa de Betingelser, at han skulde udrede 45 Merket Guld (300 Merker Sølv), hvoraf 30 til Kong Inge, i Bod for Ildspaasættelsen paa Naustene og Skibene, og 15 til Gregorius, i Bod for Ødelæggelsen paa Bratsberg.[3] Philip Gyrdssøn og de øvrige, der vare deelagtige i Ildspaasættelsen, skulde være utlæge. Den eneste Indrømmelse fra Kong Inges Side var, at ogsaa de Mænd skulde være utlæge, som havde dræbt Kong Sigurd, thi dette Verk blev meget dadlet, og Eystein bebrejdede Inge, at han havde Drabsmændene i sin Tjeneste. Der var endog flere, som gave Inge Skylden for Drabet, men Einar Skulessøn, hvis Ord her have dobbelt Vegt, da han stod i Eysteins Tjeneste, frikjender i et Vers, som endnu er opbevaret, Kong Inge ganske fra denne Beskyldning i et Par andre Vers, som han i den Anledning kvad, nævner han Gregorius som den, der først lod bære Kongens Merke frem, og ytrer tillige, at var kun Kong Eystein kommen to Dage før til Bergen, vilde Sigurd ikke saa bradt have ladet sit Liv[4]. Eystein var for øvrigt meget ilde tilfreds med Forliget, og sagde at det var ham aftvunget. Han begav sig til Throndhjem, medens derimod Inge drog øster til Viken. Efter Sammenkomsten ved Seløerne plejede man siden at kalde denne Sommer Selø-Sommeren.
- ↑ I Fagrskinna Cap. 260 staar der kun, at Gregorius drog med 90 Mand til Oplandene, og derfra til Throndhjem. Dette kunde let forstaaes som om han tog Vejen gjennem Gudbrandsdalen og over Dovre; men Udtrykket er kun unøjagtigt; Thelemarken regnedes ogsaa til Oplandene.
- ↑ Han var nemlig endnu om Vaaren samme Aar kommen hjem fra Jerusalemsrejsen.
- ↑ Disse 45 Merker Guld udgjør i vore Penge over 3000 Spdlr., men Pengeværdien var i hiin Tid næsten den tidobbelte.
- ↑ Disse Vers anføres i Morkinskinna fol. 37 d. samt i Fagrskinna, Cap 260. Saxo, l. c. fremstiller den hele Kamp som om den oprindeligt kun var et Slagsmaal mellem Hirdmændene i Anledning af Sigurd Skrudhyrnas Drab, og nævner ikke Kong Inge.