Det norske Folks Historie/3/91

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Gregorius Dagsſøn ledſagede ikke Inge til Throndhjem, men rejſte derimod hjem til ſin Ættegaard Bratsberg paa Havund, hvor han tilbragte den øvrige Deel af Sommeren og Høſten, og ſandſynligviis ogſaa tænkte at tilbringe Julen. Men Kong Eyſtein, der visſelig havde al Grund til at være forbitret paa vant og betragte ham ſom ſin afſagte Fiende, iſær ſiden hans ſidſte Opfordring til Kong Inge om at angribe ham i Florevaag, beſluttede at benytte Lejligheden til at overfalde ham og derved ſaavel tilfredsſtille ſin egen Hevnlyſt, ſom berøve Kong Inge hans fornemſte Støtte. Da Vintren var begyndt og Froſten havde indfundet ſig, lod han fra Oslo, hvor han da opholdt ſig, ſine Skibe ſlæbe over Iſen et Par Miles Vej, indtil han kom til aabent Vand; derfra ſejlede han ud ad Fjorden og drog ind til Havund, i det Haab at komme aldeles uventet over Gregorius. Denne fik dog ſaa betimeligt Nys om den truende Fare, at han med 90 Mand kunde undkomme op til Thelemarken; men Eyſtein opbrændte hans Gaard og nedhug hans Buſkab. Gregorius drog fra Thelemarken over Fjeldet ned til Hardanger, og begav ſig derfra til Erling ſkakkes Gaard Stødle i Etne.[1] Han traf ikke Erling ſelv, da han var dragen til Bergen, men hans Huſtru, Kongedatteren Chriſtine, med hvem han for ikke mange Maaneder ſiden havde holdt Bryllup,[2] var hjemme. Hun modtog Gregorius paa det venligſte, og tilbød ham alt, hvad Huſet og Gaarden formaaede til hans Hjelp. Han laante et Langſkib, der tilhørte Erling, og fik alt, hvad han for Reſten behøvede. Han takkede hende ſærdeles meget for den gode Modtagelſe, og ſagde at hun havde handlet ſom det anſtod en Kongedatter, og ſom han havde ventet ſig af hende. Paa dette Skib drog han til Bergen, hvor han traf Erling, ſom ytrede ſin fuldkomne Tilfredshed med, hvad Chriſtine havde gjort. Det er umiskjendeligt af Maaden, hvorpaa alt dette fortælles i Sagaerne, iſær af Gregorius’s Roos over Chriſtines Storſindethed, at han neppe havde ventet ſig en ſaa god Modtagelſe og klækkelig Hjelp, ſom han virkelig fik, men ſom han dog maaſkee ej havde faaet, hvis Erling ſelv havde været hjemme, medens denne derimod ikke kunde andet end holde gode Miner til, hvad hans højbyrdige Huſtru havde gjort paa egen Haand for at viſe ſig ſom Kongedatter. Erling havde ikke engang deeltaget i Kampen mod Sigurd, hvilket man tydeligt kan ſlutte deraf, at hans Navn ved denne Lejlighed ſlet ikke er nævnt: det kunde vel forklares derved at han, nylig hjemkommen fra ſin langvarige Udenlandsreiſe og tillige ſom nygift, havde mangt og meget at ordne og varetage; men en ſaa højtſtaaende og i de politiſke Begivenheder ellers ſaa ivrigt deeltagende Høvding ſom han vilde dog neppe ved en ſlig Lejlighed have holdt ſig tilbage, hvis han ikke af en eller anden Grund var utilfreds. Grunden er let at opdage: Skinſyge over Gregorius’s Magt og Indflydelſe, og Misfornøjelſe over at denne, ikke han ſelv, nu udfyldte hans afdøde Broder Agmund Drengs Plads hos Kongen. Fælles Interesſer nødte dog begge disſe ærgjerrige Medbejlere om Magten til nogenledes at holde ſammen, men et Spørgsmaal er det, om denne gode Forſtaaelſe vilde have vedvaret længe, hvis Gregorius ej, ſom vi ville ſee, ved en tidlig Død var bleven bortrykket og ſaaledes ikke længer ſtod Erlings Ærgjerrighed i Vejen.

Fra Bergen fortſatte Gregorius ſin Rejſe til Throndhjem, hvor han kom lidt før Juul. Kong Inge blev ſærdeles glad ved at ſee ham velbeholden hos ſig igjen, og tilbød ham ſaa meget af ſit eget Gods, ſom han vilde have, i Erſtatning for det ſtore Tab, han havde lidt. Om Vintren hændte det ſlu— at nogle ypperlige Nauſt, ſom Kong Eyſtein Magnusſøn havde ladet opføre i Nidaros, bleve et Rov for Luerne tilligemed endeel Skibe, der tilhørte Kong Inge. Ilden var paaſat, og, ſom man nok med Rette antog, efter Foranſtaltning af Kong Eyſtein og Philip Gyrdsſøn, Kong Sigurds Foſtbroder. Denne Nidingsdaad vakte almindelig Harme, og det ſynes ſom om det nu faldt af ſig ſelv, at Inge den følgende Vaar (1156) ſamlede ſaa mange Folk, han kunde, for at drage mod Eyſtein. Denne ruſtede ſig ogſaa paa ſin Kant, og om Sommeren droge de hinanden imøde, Inge fra Throndhjem, og Eyſtein fra Viken. De mødtes ved Seløerne ſtrax veſtenfor Lindesnes; paa et hængende Haar vare de komne i Kamp med hinanden, men da Inge var langt mandſterkere, bekvemmede dog Eyſtein ſig til at indgaa Forlig, paa de Betingelſer, at han ſkulde udrede 45 Merket Guld (300 Merker Sølv), hvoraf 30 til Kong Inge, i Bod for Ildspaaſættelſen paa Nauſtene og Skibene, og 15 til Gregorius, i Bod for Ødelæggelſen paa Bratsberg.[3] Philip Gyrdsſøn og de øvrige, der vare deelagtige i Ildspaaſættelſen, ſkulde være utlæge. Den eneſte Indrømmelſe fra Kong Inges Side var, at ogſaa de Mænd ſkulde være utlæge, ſom havde dræbt Kong Sigurd, thi dette Verk blev meget dadlet, og Eyſtein bebrejdede Inge, at han havde Drabsmændene i ſin Tjeneſte. Der var endog flere, ſom gave Inge Skylden for Drabet, men Einar Skulesſøn, hvis Ord her have dobbelt Vegt, da han ſtod i Eyſteins Tjeneſte, frikjender i et Vers, ſom endnu er opbevaret, Kong Inge ganſke fra denne Beſkyldning i et Par andre Vers, ſom han i den Anledning kvad, nævner han Gregorius ſom den, der førſt lod bære Kongens Merke frem, og ytrer tillige, at var kun Kong Eyſtein kommen to Dage før til Bergen, vilde Sigurd ikke ſaa bradt have ladet ſit Liv[4]. Eyſtein var for øvrigt meget ilde tilfreds med Forliget, og ſagde at det var ham aftvunget. Han begav ſig til Throndhjem, medens derimod Inge drog øſter til Viken. Efter Sammenkomſten ved Seløerne plejede man ſiden at kalde denne Sommer Selø-Sommeren.

  1. I Fagrſkinna Cap. 260 ſtaar der kun, at Gregorius drog med 90 Mand til Oplandene, og derfra til Throndhjem. Dette kunde let forſtaaes ſom om han tog Vejen gjennem Gudbrandsdalen og over Dovre; men Udtrykket er kun unøjagtigt; Thelemarken regnedes ogſaa til Oplandene.
  2. Han var nemlig endnu om Vaaren ſamme Aar kommen hjem fra Jeruſalemsrejsen.
  3. Disſe 45 Merker Guld udgjør i vore Penge over 3000 Spdlr., men Pengeværdien var i hiin Tid næſten den tidobbelte.
  4. Disſe Vers anføres i Morkinſkinna fol. 37 d. ſamt i Fagrſkinna, Cap 260. Saxo, l. c. fremſtiller den hele Kamp ſom om den oprindeligt kun var et Slagsmaal mellem Hirdmændene i Anledning af Sigurd Skrudhyrnas Drab, og nævner ikke Kong Inge.