Det norske Folks Historie/3/90

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den Uenighed mellem de tre kongelige Brødre, til hvilken der allerede længe, iſær efter de ældre Raadgiveres Død ſporedes alt for umiskjendelige Sem, og mod hvis ſkadelige Virkninger man havde ſøgt at ſikre Kirken ved at ſkaffe Domkapitlerne de nysnævnte Indrømmelſer fra Kongemagtens Side, kom ſnart til aabenbart Udbrud. Førſt havde man, ſom det ſædvanligt plejede at ſkee, gjenſidigt forfulgt hinandens Tilhængere, men det varede ikke længe, førend Kongerne ſelv ſtode fiendtligt over for hinanden. Svin den førſte Begyndelſe til den hele Række af Fiendtligheder kan man egentlig regne Ottar Birtings Drab, thi uagtet der ej udtrykkeligt fortælles noget om, at dette blev hevnet af Kong Inge eller hans Mænd, maatte det dog ſtille ham i et yderſt ſpendt Forhold til Kong Sigurd, og man kan neppe tvivle paa, at en eller anden Gjengjeldelſe fra hans Side fandt Sted. Da alle tre Konger ikke ſamtidigt kunde fejde mod hinanden, men enten kun to ad Gangen, eller ſaaledes at de tvende holdt ſammen mod den tredie, ordnede Forholdet ſig af ſig ſelv paa den Maade, at Sigurd og Inge, mellem hvilke Fiendſkabet var ſtørſt, ogſaa aller førſt kom i aabenbar Strid, medens derimod den kloge Eyſtein ſnart holdt med den ene, ſnart med den anden, efterſom det var ham fordeelagtigſt, ja endog en Tidlang, ſom det ſynes, aldeles ikke blandede ſig i Brødrenes Tviſtigheder, men derimod kun varetog ſine egne Anliggender, og ventede paa det belejlige Øjeblik til at ſkride ind. Vi have ſaaledes ſeet Eyſtein optræde, i det mindſte tilſyneladende, ſom den, der paatalede Ottar Birtings Drab mod Sigurd; men han forfulgte ikke Sagen til det yderſte, og af den Omſtændighed, at Kardinal Nikolaus var misfornøjet med ham og Sigurd, medens han derimod erklærede ſig tilfreds med Inge, ſkulde man næſten formode, at hine allerede da havde nærmet ſig hinanden og begyndt at lægge Raad op mod denne. Det Forlig, der ſluttedes mellem dem og Kardinalen, maatte,tillige være et Forlig mellem alle tre Konger indbyrdes, thi han har neppe meddeelt dem ſin Tilgivelſe uden at have modtaget deres Løfte om at holde Fred og Enighed, og det er ikke engang tænkeligt, at de alle tilſammen kunde have overværet Modet og Feſtlighederne i Nidaros, uden efter at et ſaadant Forlig førſt var kommet iſtand. Hvad Sigurd og Inge toge ſig for, ſtrax efter Kardinalens Afrejſe, nævnes ingenſteds; ſandſynligviis er Inge dragen til Bergen eller Gulathingslagen, hvor han i Agmund Drengs Tid meeſt ſynes at have opholdt ſig, medens Sigurd forblev i Throndhjem. Eyſtein derimod drog til Viken, hvor han, rimeligviis ved ſin Gjerrighed og ſine Udſugelſer, kom i Uenighed med Indbyggerne paa Hiſingen og i Rimeland[1], hvilke endog grebe til Vaaben. Men han overvandt dem ved et Sted, kaldet Leikberg[2], og herjede derpaa faa eftertrykkeligt paa Hiſingen, at Oprørerne ganſke faldt til Fode, betalte ſtore Summer i Bøder, og ſtillede Giſler til Pant paa deres fremtidige Troſkab (1153). Strax efter, maaſkee ved Efterretningen om at Ragnvald Jarl omſider havde tiltraadt ſit Korstog og forladt Orknøerne, gjorde Eyſtein det allerede ovenfor beſkrevne Tog, paa hvilket han ej alene tvang Harald Jarl til at aflægge ſig Lenshylding, men ogſaa herjede langs Skotlands og Englands Kyſter. Kort efter at han var kommen hjem, rejſte der ſig atter Uenighed mellem ham og Sigurd, fordi denne, ſom det heder, havde ladet dræbe en af Kong Eyſteins. Hirdmænd, en vis Harald vikverſke, der ejede Huus i Bergen, ſamt Preſten Jon Bjarnesſøn, der ligeledes ſynes at have hørt til Eyſteins Hird. Aarſagen hertil angives ej; vi erfare kun heraf, at Sigurd paa den Tid (Sommeren 1154) opholdt ſig en Stund i Bergen, et Tegn paa, at Agmund Dreng da var død, og at Gregorius Dagsſøns Vælde var begyndt, hvilket ogſaa nokſom viſer ſig af det følgende. Men det var ikke belejligt for Eyſtein og Sigurd, der, ſom mindre anſeede end Inge, havde fleeſt Interesſer fælles, at være længe i Uenighed med hinanden. Der aabnedes Underhandlinger mellem dem, — rimeligviis førſt fra Eyſteins Side —; og de aftalte et Forligsmøde paa Oplandene den førſt kommende Vinter. Dette viſer, at Sigurd da maa være vendt tilbage igjen til Throndhjem, ſiden Mødet ſkulde ſkee paa Oplandene, midtvejs mellem Throndhjem og Viken, hvor Eyſtein fremdeles opholdt ſig. Ved dette Møde kom nu ej alene et Forlig iſtand mellem dem, men de havde ogſaa meget langvarige, hemmelige Samtaler, af hvis Reſultater man kun fik ſaa meget med Vished at vide, at alle tre Brødre ſkulde ſamles i Bergen den følgende Sommer. Men det hed og, at de ſkulde have aftalt aldeles at berøve Kong Inge hans Magt, og alene at tilſtaa ham to eller tre Gaarde med faa meget Gods at han kunde holde 30 Mand om ſig, da han nemlig, ſom det hed, ikke havde Helſe til at være Konge. Dette kom Kong Inge og Gregorius for Øre. De droge til Bergen, for at komme de andre i Forkjøbet, og ſamlede mange Folk omkring ſig. Der ſiges for Reſten ikke, hvor de ſtrax forud opholdt ſig; kun heder det, at de kom nordenfra[3]. Gregorius havde alene for ſin Part to Langſkibe og over 90 Huuskarle, hvis Fortæring han alene ſørgede for; han holdt dem, ſiges der, hedre end andre Lendermænd holdt ſine Huuskarle, da han aldrig drak i nogen Skytningsſtue, uden at lade dem drikke med. Kort efter kom Sigurd, ligeledes nordenfra, men med meget færre Folk: han maa ſaaledes have været uvidende enten om Inges og Gregors Ferd, eller om deres Forberedelſer til at afværge den truende Fare. Da Sigurd var kommen, lod Kong Inge ſtrax blæſe til Things ude paa Holmen. Her mødte begge Konger og en talrig Mængde. I Følge med Inge var Gregorius, med forgyldt Hjelm paa Hovedet, og ledſaget af ſine Huuskarle, der ligeledes alle vare hjelmede. Kong Inge ſtod op, ſagde hvad han havde hørt om de Raad, hans Brødre ſkulde have lagt op imod ham, og bad Folket ſtaa ham bi. Den forſamlede Mængde tilkjendegav ham ſin Hengivenhed, og tilſagde ham Hjelp. Da rejſte Sigurd ſig, og ſagde, at hvad Kong Inge havde ytret om hans og Kong Eyſteins Planer, var aldeles ugrundet, og alene et Opſpind af Gregorius. Men han haabede, ſagde han, at det ej ſkulde vare længe, for-end de mødtes ſaaledes, at han nok ſkulde faa den forgyldte Hjelm til at rulle i Støvet: i alle Fald ſkulde de ikke længe leve begge ſamtidigt. Gregorius ſvarede: „jeg tror ikke, Kong Sigurd, at du behøver at længes ſaa meget efter et Møde, hvor det kommer til Strid mellem os: jeg er dertil beredt, naar du vil.“

Faa Dage efter blev en af Gregorius’s Huuskarle dræbt ude paa Gaden af en Huuskarl i Sigurds Tjeneſte. Allerede da vilde Gregorius an-I gribe Sigurd, men undlod det dog paa Kong Inges og mange andres Foreſtillinger. Men endnu ſamme eller en følgende Aften, Fredagen den 10de Juni,[4] da Dronning Ingerid gik fra Aftenſang, blev en af Kong Inges Hirdmænd, ved Navn Sigurd Skrudbyrna, en Veteran, der havde tjent mange Konger og var ſærdeles afholdt, dræbt ſaa godt ſom for hendes Fødder af trende blandt Sigurds Hirdmænd, og, ſom man almindelig antog, efter hans Tilſkyndelſe. Ingerid ilede ſtrax, højſt opbragt, til ſin Søn Kong Inge, fortalte ham Drabet og ſagde at han alt for længe vilde være en liden og daarlig Konge, hvis han ikke foretog ſig noget, naar hans Hirdmænd ſlagtedes ſom Sviin, den ene efter den anden. Inge blev vred over denne Bebrejdelſe; men under Ordvexlingen mellem ham og hans Moder derom, tone Gregorius ind, iført Hjelm og Brynje, og bad ham ikke vredes, da hun kun ſagde, hvad ſandt var. „Nu,“ ſagde han, „er jeg kommen hid for at ſtaa dig vi, derſom du vil anfalde Kong Sigurd; her nede i Gaarden har jeg over hundrede af mine Mænd, alle fuldt bevæbnede og rede til, med mig at angribe dem fra den Kant, hvor de andre finde det farligſt.“ De fleſte Tilſtedeværende fraraadede et ſaadant Angreb, og ſagde at .Kong Sigurd viſtnok vilde udrede Bøder for ſin Forſeelſe. Da Gregorius hørte disſe Betænkeligheder, ſagde han til Kongen: „De plukke den ene fra dig efter den anden; førſt dræbte de min Huuskarl for lidt ſiden, og i dette Øieblik din Hirdmand; næſte Gang kommer Raden til mig eller hvilken ſom helſt anden Lendermand, de finde ſig meeſt tjente ved at rydde af Vejen,ſaa længe de ſee, at du lægger Hænderne i Skjødet; og naar da dine Venner ere dræbte, gaar det endelig ud over dig ſelv, hvem de da afſætte fra Kongedømmet. Hvad nu end dine øvrige Lendermænd beſlutte ſig til, ſaa vil ikke jeg roligt vente, til jeg bliver ſlagtet ſom et Naut, og endnu i denne Nat ſkulle Kong Sigurd og jeg ſnakkes ved herom, hvorledes end Udfaldet bliver. Det maa jeg dog ſige, at vel er du ilde ſtedt for din Vanhelſes Skyld, men liden Vilje har du ogſaa til at opretholde dine Venner. Jeg er ganſke færdig til at gaa lige herfra mod Sigurd: mit Merke vajer allerede ude i Gaarden.“ Dette virkede. Inge ſtod op, forlangte ſine Vaaben, bad alle dem, der vilde følge ham, at bevæbne ſig, og ſagde at det nu ikke længer nyttede at fraraade ham Angrebet: længe nok havde han viiſt ſig overbærende, men nu ſkulde Staalet afgjøre Sagen. Kong Sigurd, der ſad og drak i Sigrid Sætas Gaard, bevæbnede ſig vel, men troede dog ikke at der vilde ſkee noget alvorligt. Tvertimod blev han nu angreben fra fire Kanter. Kong Inge gik imod Gaarden ovenfra Smedeboderne, hans Stiffader, Arne Kongsmaag, ude fra Sandbro, Aslak Erlendsſøn, den nys hjemkomne Korsfarer,[5] fra ſin Gaard, og Gregorius, efter Løfte, fra Gaden, hvor Angrebet var forbundet med ſtørſt Fare.[6] Kong Sigurd og hans Mænd ſøgte op i Loftet eller det øvre Stokverk, og ſkøde ud fra Loftsgluggerne; de brøde Ovnene ned og brugte Stenene, hvoraf de vare opmurede, til at kaſte ned paa Fienden. Men Gregorius og hans kjekke Huuskarle endſede ingen Fare; de hug Porten op, kom ind i Gaardsrummet, og begyndte at hugge ſig ind i Huſet. Der i Porten faldt den ovenfor omtalte Einar, Laxe-Paals Søn; ved denne Lejlighed blev ogſaa en af Sigurd Skrudhyrnas Drabsmænd, ved Navn Hallvard Gunnarsſøn, truffen af en Piil eller et Spyd oppe i Loftet, og, heder det, ikke en eneſte beklagede hans Død. De fleſte af Sigurds Mænd tabte nu Modet, forlode ham og bade om Grid. Kong Sigurd gik frem paa en Loftsſvale og gjorde Miner til at ville tale, men man kjendte ham paa hans forgyldte Skjold, og vilde ikke høre ham. En heftig Pileregn fordrev ham derfra, og da han nu ſaa ſig forladt af ſine Folk, medens Angriberne allerede næſten havde banet ſig Indgang i Huſet, beſluttede han at vove ſin ud og opſøge Kong Inge, før at overgive ſig paa Naade og Unaade til ham. En Hirdmand, ved Navn Thord Huusfreyja, hjemmehørende i Viken, ledſagede ham. Sigurd raabte, at han kom for at hede Kong Inge om Grid, men han var omringet, ſtiles der,[7] af Mænd, ſom tørſtede efter Hevn for deres vanærede Huſtruer, og ſaavel han ſom Thord bleve ſtrax nedhugne. Thord faldt med megen Berømmelſe. Da vare mange ſaavel af Sigurds ſom af Inges Mænd faldne, men kun fire.af Gregorius’s Flok. Der blev og kæmpet, iſær med Skudvaaben, imellem begge Kongers Tilhængere nede paa Bryggerne og ude paa Skibene. Men Inges og Gregorius’s Sejr var fuldſtændig. To eller tre Dage ſenere kom Eyſtein øſtenfra Viken med 30 Skibe, medbringende Kong Sigurds Søn, den ſyvaarige Haakon. Han vovede ſig ikke ſtrax ind til Byen, men lagde ſig i Florevaag ved Aſkøen. Flere ſøgte nu at ſtifte Forlig mellem Brødrene, og gik fra den ene af dem til den anden. Men Gregorius vilde derimod at man ſtrax ſkulde angribe Eyſtein: bedre Leilighed dertil, meente han, vilde neppe tilbyde ſig, da man nu havde Folk nok; Kongen ſelv behøvede ikke engang at være med. Heraf blev dog intet, da de fleſte fraraadede det, og Kongerne droge, nogenledes forligte, ſom det hed, men uden at have haft nogen perſonlig Sammenkomſt, hver ſin Vej, Eyſtein tilbage til Viken, og Inge til Throndhjem.[8]

Kong Sigurd var, da han faldt, kun 21 Aar gammel. Hans Død kan neppe have vakt ſynderlig Beklagelſe; dertil havde hans Charakteer været for uelſkværdig, og hans Virkſomhed ſom Regent for fattig paa ſande Fortjeneſter. Ikke engang hans egne Hirdmænd ſynes at have næret nogen ſynderlig Hengivenhed for ham, thi ved den ſidſte Kamp faldt de fleſte ſnart fra, eller, hvad der omtrent kommer ud paa det ſamme, overgave ſig til Angriberne paa Naade og Unaade. Hans Lig blev, ligeſom Faderens, begravet ved den lille Chriſtkirke ude paa Holmen. Hans Sønner, der alle overlevede ham, ere forhen omtalte, paa den merkeligſte nær, Sverre, hvorom der i det Følgende vil blive Tale.

  1. De kaldes i Sagaerne Remir, Renir, Reinir; der bør viſtnok læſes Remir og dette forklares ved Indbyggerne i Rimelands (nu Romelands) Sogn ſtrax nordenfor Kongehelle.
  2. Leikberg, der nævnes i Einar Skulesſøns Vers derom, Inge Haraldsſøns Saga Cap. 19, har man antaget for Lexby paa Hiſingen. Det ſynes dog ſnarere at maatte ſøges i Romelands Sogn.
  3. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 24 Snorre Cap. 27. Rimeligviis have baade Sigurd og Inge opholdt ſig i Thrøndelagen.
  4. Uge- og Maanedsdagen (Fredag, 14 Dage før St. Hans), angives udtrykkeligt i Sagaerne, til god Støtte for Tidsregningen, da Angivelſen kun pasſer paa 1155, hvilket Aar ogſaa af andre Beregninger viſer ſig ſom det rette.
  5. Om Aslak, ſe ovenf. S. 810. Hans Deeltagelſe i Kampen mod Sigurd viſer altſaa, at Korsfarerne vare komne hjem før denne Tid.
  6. Af denne Beſkrivelſe over den Kant, fra hvilken hver af de fire Hovedangribere anfaldt Gaarden, ſees der at denne maa have ligget omtrent midt i Byen. Smedeboderne laa i den øvre Gade, altſaa mod Øſt, Sandbroen i Nord. Gregorius’s Angreb ſkede fra Hovedgaden, eller veſtenfra.
  7. Nemlig af Saxo S. 790.
  8. Inge Har. Saga, Cap. 24, 25. Fagrſkinna, Cap. 260.