Det norske Folks Historie/3/89

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Under alle Uroligheder, ſom fandt Sted ſaavel i ſom udenfor Riget, men hvori dog Folket ſelv endnu ikke ſynderlig tog Deel, havde den norſke Kirke gjort langſomme, men ſikre Skridt til ſin fuldſtændige Organiſation paa en national Grundvold, uafhængig af anden fremmed Myndighed end Pavens egen, og til Udvidelſen af ſin Magt. Ligeſom det forhen var den bremiſke Erkebiſkops Højhed, hvilken den norſke Gejſtlighed røgte at unddrage ſig, arbejdede den nu paa at emancipere ſig fra Erkebiſkoppen i Lund, og det var, ſom man tydeligt nok kan ſee, fremdeles den hyppige Forbindelſe med England, og den engelſk-nordmanniſke Gejſtligheds Indflydelſe, der dannede en Modvegt mod det danſke og tydſke Kirkeherredømme, og gav den norſke Gejſtligheds Uafhængighedsaand en ydre Støtte. Det er ſaaledes allerede paapeget[1], hvorledes Stavangers, og ſandſynligviis Bergens Biſkopsſtol efter al Rimelighed ſtod i den nøjeſte Forbindelſe med Konventet, i Wincheſter. Vi finde ikke ſjelden Preſter i Norge nævnte, der enten udtrykkeligt ſiges at være engelſke af Fødſel, eller i det mindſte bære engelſke Navne[2]. Der ſtiftedes ogſaa flere Kloſtre, om hvilke det er aldeles viſt, at de allerførſt grundlagdes af engelſke Munke. St. Michaelskloſtret i Bergen, eller ſom det almindeligviis kaldes, Munkelivs-Kloſter, og dets Oprettelſe ved Kong Eyſtein Magnusſøns Foranſtaltning, er allerede omtalt[3]. Men det fik, ſom der nævnt, ej ſit førſte pavelige Beſkjermelſesbrev førend i Januar 1146, af Pave Eugenius den 3die, da han tog Abbed Orm og alle Brødrene, ſaa vel ſom deres Beſiddelſer, hvoraf fornemmelig Aum-Øerne med St. Clemens-Kirke, og St. Nikolai Kirke paa Herdlø, med tilhørende Øer i ſin Beſkyttelſe[4]. Dette Beſkjermelſesbrev er formodentlig erhvervet af den driftige Biſkop Sigurd i Bergen, der i ſamme Aar (10 Juli 1146) ogſaa ſtiftede det ældſte Ciſtercienſer-Kloſter i Norge, nemlig St. Mariæ-Kloſter, ſædvanligviis kaldet Lyſekloſter i Nærheden af Bergen. Biſkop Sigurd er allerede ovenfor omtalt, da han ſom Preſt var i Følge med Biſkop Magne, og Øje- og Ørevidne ved hans djerve Optræden mod Kong Sigurd Jorſalafarer. Han nævnes førſte Gang ſom Biſkop i Aaret 1139, da han var tilſtede paa et Kirkemøde i Lund[5]; i 1146 beſøgte han England — maaſkee han da endog havde været i Rom, og ſelv bragt Beſkyttelſesbrevet for Munkeliv-Kloſter med ſig — og kom da ogſaa til det nys (1132) ſtiftede Ciſtercienſerkloſter Fountains i Yorkſhire, blandt hvis Munke der var en Nordmand, ved Navn Runulf[6]. Ciſtercienſernes Regel, indſtiftet af den hellige Bernhard af Clairvaux, var endnu ny og i den ſtørſte Anſeelſe. Sigurd ſyntes ſaa godt om den, at han overtalte Abbed Henrik i Fountains til at afgive en Deel af Kloſtrets Munke, hvoriblandt hiin Runulf, for at de kunde grundlægge et lignende Kloſter i Norge; han ſkjenkede dertil ſin egen Ættegaard Snur„ og Reinulf blev den førſte Abbed. Da han havde faaet Kloſtret bragt i Orden, nedlagde han ſin Værdighed og vendte tilbage til Founiains, hvor han døde. Men ſom udgaaet fra Fountains, ſtod Kloſtret fremdeles i den nærmeſte Forbindelſe med dette, og, efter St. Bernhards udtrykkelige Foranſtaltning, for det førſte under dets Tilſyn. Stiftelſen af Lyſe-Kloſter har maaſkee givet Anledning til, at ogſaa Oslo Biſpedømme Aaret efter (1147) fik et Ciſtercienſer-Kloſter, nemlig St. Mariæ og St. Eadmunds Kloſter paa Hovedøen, der ligeledes grundlagdes af engelſke Munke, nemlig fra Kirkſtede Kloſter i Lincolnſhire[7]. Omtrent ſamtidige med disſe tvende Munkekloſtre, eller i alle Fald ikke ſtort yngre, vare de tvende Nonnekloſtre, St. Mariæ Kloſter eller det ſaakaldte Nonneſeter i Bergen, og Bakke Kloſter nær ved Nidaros. Deres Stiftelſestid kjendes ikke nøjagtigt, og af den Omſtændighed, at hiint nævnes allerede i Beretningen om Kong Magnus Sigurdsſøns Tilfangetagelſe ved Harald Gille 1135[8], ſkulde man tro at det allerede da var til; men viſt er det, at det i ſaa Fald neppe kunde være noget Ciſtercienſerkloſter, men maatte ſenere være reformeret dertil, da det er tydeligt nok, at Norge førſt efter Biſkop Sigurds Beſøg i England 1146 lærte Ciſtercienſer-Ordenen at kjende. Det ſandſynligſte bliver at antage dette Kloſter, ligeſom Lyſekloſter, grundet ved Biſkop Sigurds Foranſtaltning. Det nævnes ſom Kloſter udtrykkeligt ved 1181[9]. Hvad Bakke Kloſter angaar, da er det viſt, at det maa have været ſtiftet før 1157, efterſom en af Kongeſagaerne har opbevaret en liden Fortælling om et Beſøg, Skalden Einar Skulesſøn aflagde hos Abbedisſen paa Bakke, da han ſom Kong Eyſteins Stallare opholdt ſig ved dennes Hof i Nidaros, og hiint Aar var Eyſteins Dødsaar[10]. Da ellers dette Kloſter, et af de rigeſte og meeſt anſeede i Norge, viſt vilde have været nævnt ved en eller anden Anledning. om dets Tilværelſe ſkrev ſig fra en tidligere Periode end netop denne, hvor flere Ciſtercienſerkloſtre næſten ſamtidigt grundlagdes, bliver det ſandſynligt at antage det ſtiftet paa denne Tid, ligeſom og, i Mangel af nogen udtrykkelig Angivelſe af den Orden, hvortil det hørte, at det var et Ciſtercienſerinde-Kloſter. Og da det under disſe Omſtændigheder bliver ſandſynligt, at den hele Impuls til alle disſe CiſtercienſerKloſtres Oprettelſe udgik fra Biſkop Sigurd i Bergen, og at Kloſtrene ſelv indrettedes efter det af ham givne Mønſter, maa man ogſaa antage, at Medlemmerne i dem alle fra førſt af fornemmelig vare hentede fra England, ikke, ſom i Danmark og Sverige, umiddelbart fra St. Bernhards Kloſter i Clairvaux[11]. Hvor vidt Auguſtinerkloſtret ved Jonskirken i Bergen allerede oprettedes paa denne Tid, eller ſenere, er uviſt; de ſaakaldte Jonsvolde (nu Engen), der havde ſit Navn efter Kirken, nævnes allerede i 1153 ved Siden af Nonneſeter, og man kan“ ſaaledes lige ſaa lidt derfra ſlutte at hiint, ſom at dette allerede paa den Tid i Virkeligheden var til, medens det paa den anden Side ikke er i mindſte Maade uſandſynligt, at den egentlige Kirke kan have været opført, og have givet den omliggende Mark Navn, uden endnu at være ſat i Forbindelſe med noget Kloſterkonvent. Det er endog ſaa meget ſandſynligere, ſom man næſten alene deraf kan forklare ſig den Synderlighed, at Kloſtret i daglig Tale ſtedſe benævntes „Jonskirken“, aldrig „Jonskloſtret“, hvilket viſer at hiin Benævnelſe allerede var bleven faa tilvant, at den ſenere ej kunde afſkaffes[12]. Sandſynligviis ſtod Oprettelſen af dette Kloſter i Forbindelſe med den endelige Indretning af Bergens ſaa vel ſom af de øvrige Biſkopsſtole, da Chorsbrødre indførtes, hvorom mere nedenfor.

Hvor vidt de omtrent ſamtidigt paa Island oprettede Kloſtre fik ſin førſte Befolkning fra England, eller fra Norge, eller noget andet Land, derom er der lige ſaa lidet at finde, ſom om Ordenen, hvortil de egentlig hørte. Det ældſte Kloſter af Varighed, ſom oprettedes paa Island, var Thingeyre Kloſter ved Hunavatn paa Nordlandet, hvor allerede Biſkop Jon Agmundsſøn havde bygget en Kirke med Kloſterbolig, ifølge et Løfte, han kort efter ſin Ophøjelſe paa Biſkopsſtolen havde aflagt, hvis et Uaar, ſom da herſkede, vilde ophøre. Han lagde Indtægter dertil af de biſkoppelige Tiender, og foreſkrev, at Munkene ſkulde leve efter St. Benedikts Regel; dog oplevede han ikke ſelv at ſee Munke nedſætte lig der; han døde nemlig 112l, og Kloſtret kom ikke i Orden førend 1133[13]. Det Kloſter, ſom dernæſt indrettedes, var Kloſtret paa Tveraa i Eyjafjorden, Viga-Glums og Einar Ejulfsſøns gamle Ættegaard[14], der efter Kloſtrets Oprettelſe kaldtes Munke-Tveraa; det oprettedes 1155 af Biſkoppen i Hole, Bjørn Gislesſøn, Ketils Eftermand, ſom foreſkrev, at Munkene her ligeledes ſkulde iagttage St. Benedikts Regel[15]. Det er viſt, at Thingeyre og Tveraa Kloſtre borte til en og ſamme Orden, da en Abbed i det ene kunde gaa over til det andet[16], men da de oprettedes netop i Ciſtercienſer-Tiden, og Ciſtercienſer-Ordenen egentlig kun var en Underafdeling af Benediktiner-Ordenen, er det ikke uſandſynligt at de egentlig have tilhørt hiin.

Vi have ſeet, hvorledes allerede Sigurd Jorſalafarer, ſom der fortælles, lovede at oprette en egen Erkebiſkopsſtol i Norge, ſom en af de Betingelſer, hvorpaa han fik Spaanen af det hellige Kors. Dette viſer, at man i Almindelighed betragtede en Erkebiſkopsſtol ſom nødvendig for ethvert ſtørre Lands kirkelige Organiſation, uden at man engang behøver at tænke ſig Nationalfølelſen ſom den egentlige Drivfjeder. Men hos den norſke Gejſtlighed, der talte ſaa mange af Landets meeſt udmerkede Sønner i ſin Midte, og ſom derhos paavirkedes af ſine talrige engelſk-nordmanniſke Medbrødre, gjorde den ſig visſelig i høj Grad gjeldende, ligeſom ogſaa Kongerne øjenſynligt ſatte en vis Forfængelighed i at medvirke til, at Landet ikke ſavnede den Glands, der altid udgik fra et højeſte gejſtligt Overhoved. Det er derhos ikke ſaa uſandſynligt, at de eller deres Raadgivere netop i denne ſenere Tid, da de politiſke Forviklinger i Norden bleve ſtørre, og Forbindelſerne mellem de nordiſke Kongehuſe indbyrdes bleve hyppigere, fornemmelig have ønſket at ſee den Indflydelſe, ſom det danſke Hof gjennem den lundſke Erkebiſkops kirkelige Supremati over det øvrige Norden ogſaa ſunde udøve i politiſk Henſeende, tilintetgjort ved Nationalkirkens Emancipation fra det fremmede Vælde, og ved Oprettelſen af en egen Erkeſtol, hvor ſtor Indſkrænkning denne end, naar den beklædtes af en kraftig og nidkjær Mand, kunde gjøre i Kongevældet. Saaledes arbejdede-s der da, viſtnok lige ſiden Sigurd Jorſalafarers Dage, paa at afſondre Norge med Skatlandene ſamt Koloni-Stater fra det lundſke Erkebiſkopsdømme ſom en egen Provins, om end de nærmere Forhandlinger desangaaende ikke længer, eller maaſkee rettere ikke endnu kjendes. Vi vide kun, at Bremens Erkeſtol, trods den Forføjning af Pave Paſchalis II, der dekreterede Oprettelſen af et Erkeſæde i Lund for det egentlige Norden, og ſaaledes ſkillede dette fra den bremiſke Provins, fremdeles ſøgte at vedligeholde, eller rettere gjenvinde Højheden over de nordiſke Kirker, ja endog tildeels fik Medhold heri af den romerſke Marie, hvilket neppe kan have undladt at ſvække den lundſke Erkebiſkops Auktoritet i Norge og Sverige, og ſaaledes at lette Opnaaelſen af det Maal, hvorefter man ſtundede. Det var, ſom det ſynes, iſær den bremiſke Erkebiſkop Adalbero, ophøjet i Aaret 1123 til denne Værdighed, der lod ſig det være magtpaaliggende at ſkaffe Bremens Erkeſtol de tabte Rettigheder over Norden tilbage. Af Pave Calixtus II, der ſelv indviede ham, udvirkede han, at han paa et Concilium i Lateran erklæredes for Metropolit over alle de tre nordiſke Riger[17]. Calixtus’s Eftermand, Honorius II, ſkal have afgivet ſamme Erklæring. Siden gik Pave Innocents II endnu videre. Udvalgt til Pave i Aaret 1130, og anerkjendt af den ſtørſte Deel af den latinſke Chriſtenhed, maatte han dog forlade Italien, af Frygt for en Modpave, Anaklet II, der underſtøttedes af den forhen omtalte mægtige Hertug Roger 11 af Sicilien, og kronede ham til Konge[18]. Innocents begav ſig til Frankrige og ſiden til det veſtlige Tydſkland, hvor han i Lüttich 1131 kronede Kong Lothar, ſom til Gjengjeld lovede at ſtaa ham bi mod hans Modſtander. Derved bar han kommen i Taknemlighedsgjeld til Lothar. For Lothar, ſom tydſk Konge, og navnlig ſom ſaxiſk Fyrſte, maatte det, i Særdeleshed under de daværende Forhold, hvor han, ſom vi have ſeet, netop lagde an paa at erhverve Lenshøjhed over Danmark, tillige være magtpaaliggende at faa den forrige gejſtlige Overhøjhed gjenoplivet, og man kan derfor godt forſtaa, hvorledes han, ſom det udtrykkelig ſiges, anmodede Innocents om at foretage de fornødne Skridt hertil. At Innocents føjede ham, var naturligt, og han udſtedte ſaaledes efter Tilbagekomſten til Italien, paa een Dag (27 Mai 1133) ikke færre end fem Buller, der alle gik ud paa at give Adalbero den ſamme Magt over Norden, ſom hans ældre Forgængere havde udøvet. I den førſte af dem, til Adalbero ſelv, erklærede han, at da denne oftere havde klaget, ſaavel for ham, ſom for hans Formænd Calixtus og Honorius over, at Erkebiſkop Asſer i Lund og de øvrige danſke Biſkopper ikke viſte bane den tilbørlige Lydighed ſom Metropolit efter ældre Privilegier af Paverne, Gregor (IV), Sergius (II), Leo (IV), Benedikt (IX), Nikolaus (II), Hadrian (II), havde ſaavel hans Forgængere Calixtus og Honorius, ſom han ſelv formanet dem til at vende tilbage til Lydighed mod den hamburgſke Kirke, eller, om de troede at have nogen retmæsſig Grund til at unddrage ſig derfra, befalet dem i ſaa Fald, desangaaende at henvende ſig til det apoſtoliſke Sæde[19]. Men de havde ringeagtet de apoſtoliſke Befalinger, og hverken indfundet ſig eller havde ſendt Svar. Og for at ingen ſkulde drage Fordeel af ſin Trodſighed, underkaſtede han derfor med Kardinalernes Raad ſaavel den lundſke, ſom de øvrige danſke Biſkopper atter under den hamburgſke Erkebiſkops Højhed. Overeensſtemmende med de oven nævnte Pavers Privilegier, og ifølge Kong Lothars Bøn, bekræftede han ſaaledes Adalbero, og ved ham den hamburgſke Kirke, i Metropolitanhøjheden over Danmarks, Sveriges, Norges, Farrias, Grønlands, Helſinglands, Islands, Skridfinnelands, og Slavernes Kirker. Det er charakteriſtiſkt nok, at han her netop forbigaar Paſchalis II, der havde oprettet Erkebiſkopsdømmet i Lund. Det ſynes ogſaa, efter Pladſen at dømme, hvor han nævner Farria, ſom om han nu forſtaar det om Færøerne, hvor der imidlertid var oprettet en egen Biſkopsſtol, medens Navnet i hine ældre Tider betegnede Helgoland, ſom da en Stund havde ſin egen Biſkop. Den anden Bulle er udſtedt til den daværende danſke Kong Nikolas, hvilken han underretter om den nys nævnte Forføjning, og opfordrer ham til at paaſee, at Danmarks Biſkopper vende tilbage rinder deres retmæsſige Overhoved. Den tredie er henvendt lige til Erkebiſkop Asſer ſelv, der paa det indſtændigſte opfordres til Underkaſtelſe under den hamburgſke Erkebiſkop; den fjerde til en Konge, der ſandſynligviis er Sveriges, eller ogſaa er den maaſkee ſkreven i to ligelydende Kopier, den ene til Sveriges, den anden til Norges Konge. Den femte opfordrer Sveriges Biſkopper til at erkjende Adalbert for deres Metropolit. Til Norges Biſkopper findes ingen Bulle, men rimeligviis have vel ogſaa de modtaget en, ſiden Norge og dets Skat— ſamt Kolonilande udtrykkeligt nævnes i den førſte[20]. Det ſees ikke, at disſe Buller have haft nogen ſynderlig Virkning. Thi Asſer vedblev at indvie Biſkopper over Norden, i det mindſte paa Island, og derfor, ſom man maa formode, i alle Fald i Norge; og ved en Provincial-Synode, ſom hans Broderſøn og Eftermand, den myndige Æſkil, holdt i Lund Aaret efter ſin Ophøjelſe (1139), og det i Overvær af den pavelige Legat Theodignus, vare foruden 5 danſke Biſkopper ogſaa tvende norſke tilſtede, nemlig Sigurd af Bergen og Orm af Færøerne. At de norſke Biſkopper, der udnævntes i de førſte 15 Aar efter Erkebiſkop Asſers Død (1137), indviedes af Æſkil, kan heller ikke betvivles, ſkjønt man kun veed det med Vished om de islandſke Biſkopper, Bjørn Gilsſøn, der efter Ketils pludſelige Død (1146) indviedes til Biſkop i Hole[21], og Kløng Thorſteinsſøn, der udvalgtes til Biſkop i Skaalholt efter at Biſkop Magnus var omkommen ved en Ildebrand (1148), og Hall Teitsſøn, Isleifs Sønneſøn udvalgt til han Efterfølger, var død udenlands (1150), førend han havde kunnet modtage Indvielſen. Efterretningen om hans Død naaede ikke Island førend Aaret efter, og Kløng, ſom da udvalgtes til at beklæde den ledige Biſkopsſtol, kom ſaaledes ej til Danmark for at indvies, førend i Begyndelſen af Aaret 1152, hvorfor han, ſom det ſtrax nedenfor vil ſees, upaatvivlelig er den ſidſte Biſkop, baade fra Island og Norge, der indviedes af Erkebiſkoppen i Lund[22].

Hvad de ſamtidige Biſkopper i Norge angaar, da kjender man ikke ſtort mere til dem, end deres Navne. Vi have ovenfor ſeet, at en vis Ivar Ketilsſøn, med Tilnavn Skrauthanke eller Strauthanſke, Broder til Jon Kauda, Saada-Gyrds Svigerſøn, og, ſom man næſten ſkulde formode, islandſk af Fødſel, blev Biſkop i Nidaros i Harald Gilles Sønners førſte Regjeringstid. Men naar det ſkede, ſiges ikke nøjagtigt. Man erfarer kun at han endnu ikke var Biſkop i Aaret 1139, da han deeltog i Holmengraa-Slaget ſom Kong Magnus blindes tro Tilhænger, og frelſtes af ſin Broder, der var paa den modſatte Side[23]. Vi vide ogſaa af en Biſkopsfortegnelſe, at han var en Eftermand af hiin Simon, der i Sigurd Jorſalafarers Dage, var behjelpelig til at faa Tienden indført, og at hans Eftermand igjen døde 115l[24], Ivars Biſkopstid maa ſaaledes have været omkring 1142, men den har rimeligviis tillige været meget kort, ſiden en anden Biſkopsfortegnelſe ganſke udelader ham. I Bergen eller Sellø efterfulgtes den djerve Magne der, ſom vi have ſeet, endnu levede i Sigurd Jorſalafarers ſidſte Dage, af en vis Ottar, der ogſaa ſiges at have været en Islænding[25], og denne igjen af den oftere omtalte Sigurd, der gjorde ſig fortjent ved Oprettelſen af Kloſtre, og maa have hørt til en anſeet Æt i Landet ſelv, med Beſiddelſer i Staden Bergens Nærhed, ſiden det ſiges at Lyſe Gaard, hvor han oprettede Kloſtret, var hans egen Ættegaard. Som Biſkop nævnes han aller førſt ved hiin Provincial-Synode i Lund 1139; maaſkee indviedes han ved denne Lejlighed. Den i Aaret 1135 af Kong Harald Gille hængte Biſkop Reinalds Eftermand i Stavanger var Jon Byrgesſøn, der ogſaa ſynes at have været af en anſeet Æt i Landet ſelv, og om hvis Syſter Gudrun det udtrykkeligt ſiges, at hun meddeelte Sagaſkriveren Erik Oddsſøn paalidelige Beretninger om ſamtidige Begivenheder[26]. Om Biſkopperne i Oslo, Peter, ſom ovenfor er nævnt[27], og hans Eftermand Villjam, vides intet, uden at denne ſidſte døde i Aaret 1157, og at han ſaaledes rimeligviis har været den Biſkop, der i Aaret 1146, da Sigurd i Bergen oprettede Lyſekloſter, fulgte dennes Exempel, og oprettede Kloſtret paa Hovedøen.

Paa Færøerne, der nu ogſaa havde faaet en egen Biſkopsſtol i Kirkebø, ſkal ifølge Sagnet, den egennyttige og uretfærdige Biſkop Matthias have tilbragt de ſidſte 20 Aar af ſin lange Embedstid — han døde førſt 1157 eller 1158 paa Sygelejet, hvor Samvittighedsnag havde kaſtet ham[28]. Herved kan det maaſkee forklares, hvorledes det gik til, at der ved hiin Provincial-Synode i Lund 1139 nævnes en Biſkop Orm af Færøerne, ſom nærværende, uden at han dog omtales enten i Biſkopsfortegnelſerne, i Annalerne, eller i Folkeſagnet. Han har ſandſynligviis været udnævnt af Biſkop Sigurd til hans Medhjelper; maaſkee har han, naar alt kommer til alt, ikke engang været paa Færøerne[29]. Paa Grønland holdt Biſkop Arnald ud lige til 1150, da han, enten fordi han i ſin fremrykkede Alder længtes efter et blidere Opholdsſted, eller fordi han var bleven alt for forhadt ved ſin Myndighed, vendte tilbage til Norge, og en vis Jon Knut indviedes, ſandſynligviis af Erkebiſkop Æſkil, til hans Eftermand[30]. Om Biſkop Villjam paa Orknøerne og Modbiſkoppen Rodulf den yngre er der allerede ovenfor talt. Rodulf undlod ikke, ſom man ſeer, nu og da at forſøge paa at komme i Beſiddelſe af Biſkopsſtolen: der gives i det mindſte ſaavel et Brev fra Pave Calixtus den 2den til Norges Konger Sigurd (Jorſalafarer) og Eyſtein, hvori han opfordrer dem til at tage Rodulf i ſin Beſkyttelſe, og tillade ham at bo roligt i ſit Stift (1118), ſom et ſenere af Honorius II (1125) til Sigurd om at hjelpe Rodulf mod den, der havde trængt ſig ind i hans Plads[31], men at Rodulf desuagtet ikke fik Indpas, er viſt nok, ligeſom og St. Magnus’s Hellighed her upaatvivlelig maa være kommen Biſkop Villjam tilpas. Hvor vidt Villjam var indviet af Erkebiſkop Asſer, vides ej, men ſikkert nok er det, at Rodulf var indviet af Biſkoppen i York. Det laa derfor, ſom allerede ovenfor antydet, i Villjams egen Interesſe, at ſlutte ſig til den norſke Kirke, thi alene derved erhvervede han Ret til at unddrage ſig den Rodulf begunſtigende yorkſke Erkebiſkops Højhed, og da nu dertil, ſom vi have ſeet, de politiſke Forhold nødſagede Orknø-Jarlerne ſelv til at kappes om at erhverve de norſke Kongers Beſkyttelſe, og ſaaledes til at erkjende dem for ſine Overherrer, maatte derved ogſaa Øernes kirkelige Forbindelſe med Norge ſaa meget mere lettes. Det ſamme var Tilfældet med Syderøerne, hvor Kongeſønnen, Gudrød, ſom vi have ſeet, beſøgte Norge og hyldede Kong Inge i Aaret 1152. Ogſaa her maa ligeledes forſkjellige Biſkopper have ſtaaet imod hinanden, og derfor rimeligviis deels have ſluttet ſig til den yorkſke, deels til den norſke Kirke. De, der ſluttede ſig til Erkebiſkoppen af York, vare alle, ſom man kan ſkjønne, udvalgte af Munkene i Rusſin Kloſter, der, maaſkee allerede ved Stiftelſen, havde faaet den Ret at kunne udvælge Biſkopperne paa Man og Øerne[32]; vi erfare nemlig, at alle disſe Biſkopper vare Ciſtereienſermunke enten fra Furneſs i York, af hvilket Kloſter Rusſin egentlig kun var en Celle, eller fra de nordmanniſke Kloſtre Seez eller Savigny, fra hvilket Furneſs var anlagt, og under hvilket ſaavel dette ſom dets Celler eller Aflæggerkloſtre bleve lagte[33]. Vi have ſaaledes allerede ſeet, hvorledes hiin Vimund, Preſt paa Skid, men til ſamme Tid Munk i Savigny, og ſandſynligviis den ſamme, der ſiden fremſtod ſom Mælkolm Mac Heth, blev Biſkop paa Man og indviedes allerede for 1114; da han forlod Kloſtret, blev Johannes, Munk fra Øen, hans Eftermand[34], og ſiden efter Nikolaus, Munk fra Furneſs[35]. Sandſynligviis have de alle, da de valgtes, opholdt ſig i Rusſin, hvilket i det mindſte var Tilfældet med Vimund. De andre Biſkopper derimod, af hvilke flere nævnes i en Biſkopsrække, der ledſager den gamle Manſke Kongekrønike, ſøgte upaatvivlelig deres fornemſte Støtte deels fra Norge, — hvilket iſær maa have været Tilfældet med den før omtalte Nordmand —Ragnvald, der ſynes at have været ſamtidig med de ovenfor nævnte, ſaavelſom med Gudrød Olafsſøn, — deels ogſaa, ſom det lader, fra Irland[36].

Denne Tid, eller Midten af det 12te Aarhundrede, var ſaaledes heel belejlig til Paabegyndelſen eller maaſkee rettere Gjenoptagelſen af Forhandlingerne om Oprettelſen af en ſærſkilt norſk Erkebiſkopsſtol med Henſyn til denne Erkebiſkopsſtols tilkommende Magt og Omraade. Norge ſelv var i blomſtrende Forfatning og anſeet af Nabofolkene; dets Højhed over Skatlandene var befæſtet og anerkjendt. Islands og Grønlands Biſkopsſtole, iſær den ſidſte, ſtode i den nærmeſte Forbindelſe med Moderlandets. Hvorledes, eller af hvem nu hine Forhandlinger bleve optagne og drevne, vides ikke og vil neppe blive opklaret, førend de pavelige Archivers hiſtoriſke Skatte blive fuldkommen tilgængelige. Men viſt er det, at der allerede en god Stund før 1150 maa være indledet Underhandlinger derom, da det erfares, at den for omtalte Ivar Ketilsſøns Eftermand paa Nidaros’s Biſkopsſtol, Reidar, virkelig opnaaede at blive indviet til Erkebiſkop. Dette ſkede, medens han, ſom det heder, var i Sydlandene, maaſkee for at drive paa Sagen. Han døde, tillægges der, paa Hjemrejſen, og kom ſaaledes ikke til ſin Stol[37]. Vi vide andenſteds fra, at hans Død indtraf i 1151[38], og ſandſynligviis medens han opholdt ſig i Paris, ſom Auguſtiner-Munk i St. Victors Kloſter[39]. Men Stødet var nu engang givet, og det laa desuden, ſom det ſynes, i Pave Eugen den 3dies Plan at befæſte ſin Indflydelſe over Europas yderſte Egne ved Oprettelſen af nye Biſkops- og Erkebiſkopsdømmer; vi erfare ſaaledes at han i Aaret 1150 eller 1151, ſendte en Kardinal, Johannes Paparo, til Irland, for der at oprette 4 Erkebiſkopsdømmer, hvoriblandt et for Øſtmændene i Dublin, ſaa vel ſom for i Almindelighed at rette paa Indbyggernes Chriſtendom og Moralitet[40]. Efter al Sandſynlighed var det vel at anſee deels ſom en Gjennemførelſe af hiin almindelige Plan, deels ſom en Følge af, hvad Reidar under ſit Ophold i Udlandet havde forberedt at Pave Eugenius i Aaret 1152 ſendte en Kardinal-Legat til Norge, den førſte, der nogenſinde kom til Landet, i ſamme Ærende, ſom hiin, nemlig for at ordne Kirkeforholdene, drage Omſorg for Folkets Forbedring og fornemmelig for at oprette et eget Erkeſæde for Norge med dets tilliggende og nærmeſt forbundne Lande. Valget til denne Sendelſe kunde ikke være heldigere truffet; det faldt nemlig paa Englænderen Nikolas Brekſpear, Kardinal-Biſkop af Albano, ſandſynligviis iſær af den Grund, at han ſom Englænder antoges mere fortrolig med Nordens Sprog, Skikke og Sæder, end nogen anden af Pavens Omgivelſer; men desforuden var han veltalende, talentfuld, kundſkabsrig og ſtatsklog; han forſtod ypperligt at vinde alle dem, med hvem han kom i Berørelſe, og med det gode at ſætte ſin Vilje igjennem. Han var af ringe Herkomſt, men havde ved ſine ſtore Talenter ſvunget ſig op til Kirkens højeſte Værdigheder, og naaede omſider Pavetronen[41]. Han forlod, ſom det ſynes, Italien i Februar 1152[42], lagde Vejen over ſit Fædreland England[43], og kom den 20de Juli til Norge[44] med et ſtort Følge af Gejſtlige. Han var, fortælles der, vred paa Sigurd og Eyſtein, og de maatte gaa til Forlig med ham, men derimod ſtod han altid paa den bedſte Fod med Inge, og kaldte ham ſin Søn[45]. Hine Kongers, iſær Sigurds, Liv var heller ikke af den Beſkaffenhed, at det kunde behage en Mand, der kom i det udtrykkelige Erende, at forbedre Folkets Moralitet, medens derimod den ſvagelige, blide Inge neppe kunde give nogen Forargelſe i dette Henſeende. Da denne Sag var bragt i Orden, ſandſynligviis i Nidaros, hvortil han ſtrax efter ſin Ankomſt ſynes at have begivet ſig, opfyldte han, ſom der ſtaar, Kongernes Begjæring, at indvie Biſkoppen af Stavanger, Jon Byrgesſøn, til Erkebiſkop i Throndhjem, og gav ham Pallium, idet han forordnede, at der herefter ſkulde være en Erkebiſkopsſtol ved Chriſtkirken i Nidaros, hvor den hellige Kong Olaf hviler, i Stedet for at der hidtil kun havde været Lydbiſkopper i Norge. Kongernes Begjæring gik vel nærmeſt kun paa Valget af den nye Erkebiſkop, thi Erkeſtolens Oprettelſe var i og for ſig en allerede beſluttet og aftalt Sag, hvilket aller bedſt ſees deraf, at han medbragte Pallium til den vordende Erkebiſkop, ligeſom hans Kollega, Kardinal Johan, havde medbragt fire Pallier for Erkebiſkopperne paa Irland. Kardinal Nikolas medbragte ogſaa Pallium for den tilkommende Erkebiſkop i Sverige, og det var kun ſæregne Omſtændigheder, der hindrede ham fra ſtrax ved ſin Nærværelſe i Landet at faa Erkeſtolen oprettet, ſom det nedenfor vil ſees. Erkebiſkop Jons Indvielſe foregik, ſom det i ſig ſelv var naturligt, og ſom man af flere Antydninger har Grund til at ſlutte, med ſtor Højtidelighed, og i alle tre Kongers Nærværelſe, i Nidaros. Blandt andet forherlige-des ved denne Lejlighed St. Olafs Minde derved at Skalden Einar Skulesſøn i Chriſtkirken for Erkebiſkoppen, Kardinalen og de trende Konger højtideligt fremſagde et Kvad, kaldet Geiſle eller Straalen, ſom han efter Kong Eyſteins Anmodning havde digtet til St. Olafs Ære, og hvori han opregnede hans Jertegn, fornemmelig dem, hvorom Eindride unge ved ſin førſte Hjemkomſt fra Conſtantinopel havde bragt Efterretning. De fromme Tilhørere troede endog at bemerke at den hellige Konge ſelv tilkjendegav ſit Velbehag over Æreskvadet ved at lade en yndig Duft udbrede ſig i Kirken[46]. Kvadet er endnu til, og har altid været regnet blandt vor ældre Digtekunſts ypperſte Frembringelſer[47]. Den glimrende Forſamling i Nidaros beſtod, ſom man erfarer, foruden af de allerede nævnte Herrer ogſaa af Landets øvrige Biſkopper, og tolv af de forſtandigſte Mænd fra ethvert af Landets Biſkopsdømmer[48], indkaldte og udvalgte for at overlægge med Kardinalen om de Forandringer og nye Indretninger, der ſkulde indføres, og for at vedtage dem paa deres Landsmænds Vegne, efterſom flere af dem var af den Natur, at deres Vedtagelſe ej beroede paa Gejſtlighedens Samtykke alene[49]. Med andre Ord, her voldtes et formeligt Kirke- og Rigs-Møde, for at ordne de kirkelige Anliggender. Foruden den nye Erkeſtol oprettede Cardinal Nikolas ogſaa en ny Biſkopsſtol i Norge, nemlig paa Hamar, for den ſtørſte Deel af Oplandene. Denne vel befolkede og blomſtrende Deel af Landet kunde ogſaa højlig trænge til en Biſkopsſtol for ſig ſelv, iſær da den, ſom der er Grund til at tro, hidtil havde lydt under Throndhjems Biſkop[50], hvis Diſtrikt ſaaledes var alt for ſtort, og hvis Reſidens var alt for langt bortfjernet til at han ſkulde kunne tage ſig af hine ſydligere Landſkabers Tarv med ſaa megen Kraft og Omhyggelighed, ſom deres ſtore Folketal og fremragende Plads blandt Landets øvrige Dele fordrede. Hamar valgtes til det biſkoppelige Sæde, maaſkee fordi der allerede paa dette for Indenrigshandelen ſaa heldigt beliggende Sted ved Mjøſen, i den tætteſt befolkede Deel af Hedemarken, havde dannet ſig en Art af By, Flekke eller Handelsplads; maaſkee og fordi Hamar var den belejligſte Gaard for Anlægget af et Biſkopsſæde, ſom Kongerne have kunnet afſee af Krongodſet — man kan nemlig ikke tvivle paa at den oprindelig har været Kongsgaard. Viſt er det, at der endnu inden Aarhundredets Udgang ſtod en blomſtrende Stad der, ſom enten havde rejſt ſig fra nyt af omkring Biſkopsſædet, eller i det mindſte ved dette havde faaet ſin egentlige Opkomſt[51]. Til den førſte Biſkop i Hamar indſattes den fra Grønland tilbagevendte Arnold, der ſaaledes endnu ikke var for gammel til at overtage det biſkoppelige Embedes Syſler, og ſom derfor ikke af Alderdomsſvaghed alene kan have forladt Grønland[52]. Den ſmukke Domkirke i Hamar, hvoraf der nu kun findes faa Ruiner, men hvis Bygningsſtil umiskjendelig er den, der endnu paa enkelte Steder herſkede i Midten af det 12te Aarhundrede, er rimeligviis i det mindſte paabegyndt af ham.

Norge havde ſaaledes nu, foruden Erkebiſkoppen i Nidaros, fire Lydbiſkopper, i Bergen, Oslo, Stavanger og Hamar. Og ved Beſtemmelſen af den nye erkebiſkoppelige Provinſes Grænſer og Udſtrækning kom det nu Norge til Gode, at Skatlandenes Afhængighed i de ſidſte Tider var bleven ligeſom fornyet eller tydeligere udtalt, thi under Nidaros’s Provins eller Erkebiſkopsdømme henlagdes nu, foruden de tre Biſkopsſtole paa Island og Grønland, der paa Grund af deres Beliggenhed og Landets Forhold til Norge ej kunde henlægges andenſteds, ogſaa den allerede forhen af Bergen afhængige Biſkopsſtol paa Færøerne, Biſkopsſtolen paa Orknøerne, hvis Jarler for ſaa kort Tid ſiden havde hyldet Kong Inge ſom hans Vaſaller, og Biſkopsſtolen i Syderøerne og Man, hvis Tronfølger Gudrød maaſkee endog paa den ſelvſamme Tid opholdt ſig ved Kong Inges Hof, erkjendende ham for ſin Overherre[53]. Erkebiſkoppen i Nidaros havde ſaaledes i alt ti Lydbiſkopper, hvoraf fire i Landet ſelv, de ſex paa Veſterhavets Øer, fra det irſke Hav til Iishavet nordenfor Island, og fra Norges Kyſt til Baffinsbugten ved Grønland. Over hele denne Provins fik han den øverſte gejſtlige Magt næſt Paven ſelv, uden at ſtilles under nogen Mellem-Auktoritet, og den lundſke Erkebiſkops Myndighed over disſe Landſkaber ophævedes altſaa ganſke. Man kunde forundre ſig over, at den myndige Erkebiſkop Æſkil ikke proteſterede herimod og reſerverede ſig ſin Ret, hvis man ikke vidſte, at han netop paa denne Tid var fraværende paa et Beſøg hos St. Bernhard i Clairvaux[54]. Kardinalen forbedrede ogſaa i mange Stykker, ſvinder ſiges, Nordmændenes Sæder (d. e. Kirkeſkikke), og Sagaerne vidne, at ingen Mand er kommen til Norge, der nød en ſaadan Højagtelſe af alle, eller kunde udrette ſaameget hos Almuen, ſom han. Dette, ſaa vel ſom Tilnavnet „den gode“, hvormed han ſiden ſædvanligviis benævntes i Norge, viſer, hvilke ſtore Talenter han havde til at indynde ſig hos Folket, og hvor heldigt det Valg var, ſom til denne Sendelſe netop traf ham. Forreſten nævnes der intet omſtændeligt om, hvilke de Forbedringer eller Forandringer vare, ſom han indførte. Vore Sagaer omtalte kun een, nemlig at han til Forebyggelſe af Slagsmaal og Uordener fik vedtaget, at ingen under en vis Straf maatte bære Vaaben i Kjøbſtæderne, undtagen de tolv Mænd, der fulgte Kongen[55]. Denne Beſtemmelſe, der ej findes indtagen i de ſkrevne Bylove, kan ene have gjeldt den dybeſte Fredstid, thi i de ſtrax følgende Aar, under de idelige Tronſtridigheder mellem Kongerne, ville vi ej finde den iagttagen. Ønſkeligt vilde det have været, om den beſtandig var bleven overholdt, thi at den, ſom enkelte have paaſtaaet, ſkulde kunne udøve nogen ſkadelig eller ſlappende Virkning paa Folkets Kraft og Kjekhed, er vanſkeligt at indſee. Der var Anledning nok til Øvelſe i Vaabenferd, om ikke Medborgere kæmpede med hinanden i Stæderne. Af ſtørre Vigtighed var dog en anden Vedtægt, han fik indført, men hvorom Sagaerne intet melde, nemlig den aarlige Betaling af Rumaſkat eller Pederspenge. Vi have allerede ſeet, hvorledes denne Skat forlængſt var indført i de fleſte øvrige katholſke Lande i Europa; i Danmark indførtes den af Knut den mægtige, men i Norge og Sverige ydedes den endnu ikke, førend Kardinal Nikolas ved ſin Indflydelſe fik den vedtagen[56]. Med Henſyn til Gaver eller Bortſkjenkelſe af Gods fik han og den vigtige og for Gejſtligheden fordeelagtige Beſtemmelſe vedtagen, at enhver Mand eller Kvinde ſkulde have Ret til, uden den lovlige Arvings Samtykke at bortſkjenke den tiende Deel af arvet og den fjerde Deel af ſelverhvervet Løsøre eller Jordegods til hellige Stiftelſer eller Sjælebod, aldeles ſom Hovedtiende, og at en gift Kone ligeledes ſkulde kunne give en tiende Deel af ſin Medgift og den fjerde Deel af Tridjungsauken, eller den Trediedeel, der tilkom en Huſtru af det Gods, ſom erhvervedes af hende og Manden i Fællesſkab efter Giftermaalet[57]. Beſtemmelſen medførte for ſaa vidt et Gode, ſom der nu var ſat en beſtemt Grændſe for, hvor meget der kunde bortſkjenkes til gejſtlige Stiftelſer uden Arvingernes Samtykke, om end denne Grændſe ſattes noget rumt. For ſaa vidt man kan ſlutte fra hvad der berettes om Sigurd Ullſtrengs Bortſkjenkelſe af alt ſit Odels-Gods til Holms Kloſter, var der tidligere ingen Grændſe i ſaa Henſeende[58], og Kardinalen foretrak viſelig en lempelig Indſkrænkning i Kirkens Ret til at erhverve Skjenkelſer for en ubegrændſet Frihed, der vilde lede til ſaa mange.Misbrug, at enten Gejſtligheden derved vilde lægges for Had, eller et fuldkomment Forbud mod enhver ſaadan Gave ſeent eller tidligt fremkaldes. — At Kardinalen her, ligeſom ſiden efter i Sverige, indſkærpede Forbudet mod Gejſtlighedens Giftermaal, ſkjønt uden at det lykkedes ham at drive det igjennem, maa anſees at falde af ſig ſelv.

Efter tilendebragt Hverv i Norge, formodentlig i Løbet af September eller Oktober Maaned (1152), forlod Kardinalen Landet under gjenſidige Venſkabsbeviſer mellem ham og Folket. Han fik ſtore Vennegaver, og ſelv lovede han at han ſtedſe ſkulde være Nordmændenes Ven[59], hvilket Løfte han og trolig holdt. Vore ældre Skrifter hædre ham med Tilnavnet „den Gode“[60], hvilket viſtnok allerede ſtrax efter hans Afrejſe blev ham til Deel. Fra Norge drog han efter Beſtemmelſen til Sverige, for ogſaa der at oprette en Erkeſtol og indføre nyttige Reformer, ligeſom i Norge. Han ſkal til den Ende have ladet et Mode, indrettet formodentlig paa ſamme Maade ſom det norſke, ſammenkalde i Linkøping[61], men han kunde dog ikke faa ſit Hoved-Erende udrettet, thi Sviarne og Gauterne kunde hverken enes om, hvo der ſkulde ophøies til den nye erkebiſkoppelige Værdighed, eller om den vordende Erkeſtols Sæde. Nikolas indſkrænkede lig derfor til at indføre Rumaſkatten og tilvejebringe et Forbud mod at bære Vaaben i Byerne, ligeſom i Norge: han indſkærpede ligeledes Forbudet mod Gejſtliges Giftermaal, og udgav et Statut, ſom det heder, om Kirkens Frihed. Men for Palliet, ſom han havde medbragt for dermed at beklæde den nye Erkebiſkop, fik han ingen Brug, og han medtog det ved Afrejſen. Denne havde han tænkt at foretage til Søs, ligeſom han var kommen; men formedelſt den ſildige Aarstid og det ſtormende Vejrforetrak han at lægge den over Danmark, hvor piinligt det end maatte være for ham at komme ſammen med Erkebiſkop Æſkil, der imidlertid var vendt tilbage fra Frankrige, og ſom tog det meget ilde op, at han havde berøvet ham hans Myndighed over Norge. Men Nikolaus formildede ham ved at tilbyde ham Primatet eller Overhøjheden over den tilkommende Erkebiſkop i Sverige, ſaaledes at denne ſkulde indvies og modtage Pallium af ham, ſamt overhoved ſtaa i et viſt Afhængighedsforhold af den lundſke Erkeſtol: en Beſtemmelſe hvorved dennes Rang betydeligt forhøjedes. Æſkil modtog Tilbudet med Glæde, og udbad ſig hans Beſøg. Kardinalen nedlagde nu det medbragte ſvenſke Pallium hos ham, for at han ſiden, naar Sviar og Gauter endelig bleve enige om at udvælge en Erkebiſkop, kunde overdrage det til denne. Paa alt dette lovede han ved Tilbagekomſten til Rom at erhverve pavelig Bekræftelſe, og denne ogſaa erhvervedes faa meget lettere, ſom han ſelv kort efter beſteg Paveſtolen. Fra denne Tid af kaldte derfor Lunds Erkebiſkop ſig i ſin Titel „Sveriges Primas“, og dette Primatforhold vedvarede lige til Reformationen. Kardinalen ſøgte ogſaa, ſkjønt forgjæves, ved velmeente Foreſtillinger at bringe en af de daværende danſke Konger, Sven Eriksſøn, fra at paaføre Sverige Krig, hvilket han juſt nu havde i Sinde. Sven viſte ham den ſtørſte Høflighed, og fulgte ham lige til ſit Riges Grændſer, men opgav ikke ſit Forſæt[62]. Endnu, ſom det ſynes, førend han kom tilbage til Rom[63], døde Pave Eugenius (28de Juli 1153), og Anaſtaſius IV valgtes til hans Eftermand; men denne levede ikke længer end til 3die December 1154, og da valgtes Kardinal Nikolas til Pave under Navnet Hadrianus IV. Han holdt ſit Løfte, at viſe ſig ſom Nordmændenes Ven, thi det bevidnedes af alle de Nordmænd, der i den Tid, han beklædte Paveſtolen (1154—1159), kom til Rom, at naar de ønſkede Audiens ham, fik de ſtrax og aller førſt Adgang, hvor vigtige Anliggender han end havde at afhandle med Andre[64]. Han ſkal ogſaa have forfattet en Beretning om ſin Rejſe[65], ſom, hvis man nu kjendte den, upaatvivlelig vilde kaſte overordentligt Lys paa Forholdene i Norden, og fornemmelig i Norge, paa den Tid. Det er ej uſandſynligt, at den endnu er til, og ved et heldigt Tilfælde kan komme for en Dag. Et Tegn paa hans Interesſe for Norge er det og, at han, endnu førend han ophøjedes paa Paveſtolen, og da Pave Anaſtaſius maaſkee allerede laa paa Dødslejet, udvirkede hos ham en Bekræftelſesbulle paa Oprettelſen af den throndhjemſke Erkeſtol, og denne Bulle er den førſte af alle dem, han efter ſin Tilbagekomſt til Rom undertegnede ſom Vidne. Bullen er dateret den 28de November 1154, altſaa kun faa Dage for Anaſtaſius’s Død, og derfor viſtnok førſt afſendt til Norge ved Hadrians Foranſtaltning[66]. I denne Bulle, der er henvendt til Erkebiſkop Jon og hans retmæsſige Efterfølgere, heder det, at Pave Eugenius, for at følge ſine Forgængeres Exempel, der ſnart i egen Perſon, ſnart ved Legater, ſøgte at forbedre, hvad der trængte til Forbedring, og forordne, hvad der burde forordnes, i den hele Verden, ſaaledes ogſaa var iøvrigt betænkt paa at gjøre de nødvendige Forbedringer i Norge, og der at udbrede Troens Ord; men da han ſelv ved ſine mangehaande Forretninger til den almindelige Kirkes Fremme var hindret fra at begive ſig derhen, havde han ſendt ſin Legat, Kardinal-Nikolas, og denne, ankommen til hint Land, havde efter det ham paalagte Hverv aagret med det betroede Pund, og.ſom en tro og forſtandig Tjener ſøgt at bringe mangedobbelt Udbytte deraf tilbage. Blandt andet, ſom han der havde udrettet til Guds Navns Forherligelſe og til Ære for ſin Sendelſe, var ogſaa dette, at han overdrog Erkebiſkop Jon Pallium, og, for at Norges Provins ikke ſkulde mangle en Metropolitans Embede, forordnet Throndhjems Stad til denne Provinſes beſtandige Metropol, ſamt underlagt den for ſtedſe Biſkopsdømmerne i Oslo, Hamar, Bergen, Stavanger, Orknøerne, Færøerne[67], Syderøerne, Island og Grønland. Denne Forføjning bekræftedes nu herved uryggeligt; det beſtemtes at Throndhjems Stad for Eftertiden ſtedſe ſkulde være hine Steders Metropol, at deres Biſkopper ſtedſe ſkulde indvies af Throndhjems Erkebiſkop, og at denne alene havde at henvende ſig til Paven ſelv om Indvielſe[68]. Det ham overdragne Pallium ſkulde forøvrigt alene benyttes ved Mesſen paa Juledag, Helligtrekongersdag, Skjærthorsdag, Paaſkedag, Himmelfartsdag, Pintſedag, St. Marine Dage, Peters og Paals Dag, St. Hansdag. St. Johannes Evangeliſts Dag, Allehelgensdag, ved Indvielſer af Kirker, Biſkopper, Abbeder og Preſter, Kirkemesſedagen, Trefoldighedsdag, St. Olafs Dage, og hans egen Indvielſesdag. Bullen ſlutter med faderlige Raad og Formaninger. Saaledes var da Oprettelſen af Norges Erkebiſkopsdømme højtideligt bekræftet.

Men for at Norges Kirke kunne faa ſin fuldſtændige Organiſation i Lighed med hvad der ellers fandt Sted i den chriſtelig-katholſke Verden, udfordredes ogſaa at der ved Kathedralkirkerne, i det mindſte dem i Landet ſelv, oprettedes Domkapitler eller Kollegier af Gejſtlige, de ſaakaldte Canonici, Kanniker, eller Chorsbrødre, der dannede Biſkoppens Raad, deeltoge med ham i Kirkegodſets Forbedring og beſad Retten til, ved indtreffende Vakancer at udvælge Biſkoppens Eftermand, ſaa vel ſom i Mellemtiden at beſtyre Biſkops-Embedet. Den egentlige Begyndelſe til en ſaadan Indretning var, at St Auguſtin i Hippo (ved 420) bevægede Preſterne ved ſin Kathedralkirke til at flytte ſammen med ham i fælles Bolig under kloſterlig Tugt, og med Opgivelſe af perſonlig Ejendom. Dette efterlignedes ved de fleſte øvrige Kirker, hvortil der hørte et ſtørre Perſonale, og Indretningen fik ſin egentlige Organiſation ved Biſkop Chrodegand af Metz (Midten af 8de Aarhundrede), der for at raade Bod paa de Gejſtliges anſtødelige Levnet fik indſtiftet de ſaakaldte regulære Chorsbrødres Orden, hvorved de underkaſtedes en Regel, der paa det nærmeſte ſtemmede med Benediktinernes, kun med de Modifikationer, deres ſæregne Embedsſyſler ſom Sekulargejſtlige medførte. Denne Indretning bekræftedes paa et Kirkemøde i Achen 816, og blev paabuden over hele det frankiſke Rige[69]. Men ligeſom Kloſtrene ſelv udartede, efterſom de tiltoge i Rigdom og Anſeelſe, ſaaledes fjernede ogſaa hine Kannike-Kollegier ſig efterhaanden mere og mere fra den oprindelige Plan for deres Organiſation; de erhvervede omſider, ſom Domkapitler, hine oven anførte, betydelige Rettigheder, frigjorde ſig fra Kloſterreglen og Forbudet mod at erhverve privat Ejendom, og bleve derhos eneberettigede til Præbenderne d. e. deels indbringende Præſtekald, der knyttedes til Kathedralkirken og beſtyredes ved Vikarier, deels ſærſkilte Donationer af Jordegods, der i Tidens Løb ſkjenkedes til Domkirken, og lagdes til beſtemte Altere og Kapeller, der oprettedes og indviedes i denne. Da der dog fremdeles fandtes flere Kollegier, der overholdt den ſtrengere Regel, opkom der paa den Maade to Arter af Canonici; de regulære eller ſtrengere, og ſekulære, der førte hiint mere verdslige Liv. Stundom fandtes der ved een og ſamme Kirke Kannike-Kollegier af begge Slags, af hvilke da, ſom let kan forſtaaes, de ſekulære vare de mægtigſte og fornemſte, medens dog begge Kollegier ſtode under Biſkoppens Overbeſtyrelſe[70]. De regulære Kannikers Regel er det, ſom efter den oprindelige Stifter af Indretningen bærer St. Auguſtins Navn, uagtet von ſelv ingen ſaadan Regel efterlod. Den ſtemmede dog, fornemmelig efter Biſkop Chrodegands Organiſation, paa det nærmeſte med Benediktinernes, og vi have ſeet, hvorledes endog virkelige Benediktiner-Konventer, eller Kannike-Kollegier, organiſerede efter St. Benedikts Regel, oprettedes ved enkelte Kathedralkirker, f. Ex. ved Wincheſters, hvor ej alene St. Benedikts Regel blev indført ved det allerede beſtaaende Kannike-Kollegium, men dette endog ſelv, da de Hefte Kanniker fandt den ſtrengere Regel utaalelig og derfor droge bort, gjordes fuldtalligt ved virkelige Benediktiner-Munke fra Glaſtonbury og Abingdon[71]. Fra disſe Kloſtre, eller maaſkee ogſaa fra Wincheſter ſelv, vare, ſom man maa antage, og ſom det ligeledes ovenfor er antydet, de fleſte engelſke Gejſtlige, der i det 11te og Begyndelſen af det 12te Aarhundrede kom til Norge, eller i det mindſte til den veſtligſte Deel, Gulathingslagen, og ſom her dannede det oprindelige Perſonale i Sellø og Munkelivs Kloſtre, fra hvis Midte de førſte Biſkopper i Bergen og Stavanger maa antages at være udgangne. Disſe Biſkopper have ſaaledes viſtnok i ſlige Benediktiner-Munke enten umiddelbart fra England, eller fra de nys nævnte Kloſtre, haft Omgivelſer eller Hjelpere og Raadgivere, der allerede tildeels bare Charakteren af Kannike-Kollegier, ſkjønt de dog ikke egentlig vare organiſerede ſom ſaadanne; og da flere Kloſtre oprettedes, og navnlig Munkeliv om ikke for, ſaa dog paa Pave Eugens Tid, fik ſin egen Abbed[72], medens Bergen og Stavanger nu vare blevne Biſkoppernes faſte Reſidenſer, føltes ogſaa Nødvendigheden af ſærſkilte, fuldſtændigt ordnede Kannike-Kollegier ved Biſkopsſtolene ſelv. Hvorvidt Holms støtter ved Nidaros i Førſtningen omtrent har ſtaaet i ſamme Forhold til Biſkopsſtolen i denne Stad, ſom Sellø eller Munkeliv til Bergens, er vanſkeligt at ſige; uſandſynligt er det ej. I Viken fandtes derimod lige indtil Oprettelſen af Hovedø Kloſter, ingen ſaadan gejſtlig Stiftelſe, hvoraf Biſkoppen kunde tage ſine Hjelpere eller Raadgivere, men han maa dertil have benyttet Munke eller Gejſtlige, hentede umiddelbart fra Udlandet ſelv.

Denne Mangel i Biſkopsſtolens fuldſtændige Udſtyr blev nu efter Erkeſædets Oprettelſe afhjulpen, idet der ved hver Biſkopsſtol ſtiftedes faſte Domkapitler eller Chorsbrødre-Kollegier. Ogſaa disſe Inſtitutioner oprettedes enten ved Kardinal Nikolaus’s umiddelbare Foranſtaltning, da han endnu opholdt ſig i Norge, eller han gav Stødet dertil, ſaa at han ſiden ſom Pave Hadrian kunde meddele dem ſin Bekræftelſe. Det er nemlig viſt at Hadrian, enten i Nidaros alene, eller, ſom det maaſkee ſnarere ſkal forſtaaes, for den hele norſke Provins, oprettede tre Archidiakonater, og beſtemte at der alene ſkulde ordineres een Dekanus[73]. Da en Archidiakonus (Erkedegn) ſaa vel ſom en Dekanus (Kapitelforſtander) forudſætter Tilværelſen af et Kapitel, bliver det følgelig klart, at Domkapitlerne have været Gjenſtand for hans Omſorg, kun ſavne vi nærmere Underretning om, i hvilken Udſtrækning det har ſkeet, og hvilke Rettigheder Chorsbrødrene have faaet. Alt, hvad man ellers veed derom, indeholdes i et politiſk Stridsſkrift mod Gejſtligheden fra Aarhundredets Slutning, hvoraf vi anføre følgende. „Fordum herſkede her i Landet den Sædvane, at Kongerne gave enhver Kirke paa egen Haand til den, de fandt for godt. Saa og med Henſyn til Biſkopper og Abbeder; de valgte hvem de behagede, og ſatte dem til hvilke Biſkopsdømmer de vilde, uden nogen Indblanding af Gejſtligheden. I den Tid var der ved de fleſte Biſkopsſtole ingen Skare af lærde Mænd eller Chorsbrødre til at forføje derom, og derfor ordnede Kongerne den Sag, ſom de vilde. Denne Sædvane var den herſkende lige fra Chriſtendommens Ophav; ſaaledes forholdtes der i St. Olafs Tid, og lige indtil Eyſteins, Sigurds og Inge Haraldsſønners Dage. Men ſiden Pallium kom til Norge efter de nys nævnte Kongers Foranſtaltning, og en Erkebiſkopsſtol var oprettet i Landet, bleve ogſaa Præbender ſtiftede ved Biſkopsſtolene og beſatte med Chorsbrødre. Man anholdt nu hos Kongerne om den Indrømmelſe, at de vilde lade forholde med Kirken og Valgene, ſom det meeſt ſtemmede med hvad der maatte findes i hellige Skrifter; man anholdt derom i Særdeleshed fordi der var tre Konger paa een Gang, og det ſaaledes let kunde hænde, at Uenighed opſtod imellem dem, ſaaledes ſom det ogſaa viſte m; forſtandige Mænd befrygtede nemlig i ſaa Fald, at naar en Biſkopsſtol blev ledig, kunde det, hvis Kongerne ej vare enige indbyrdes, let indtreffe at hver af dem valgte ſin Klerk dertil, ſaa at der paa den Maade fremſtod tre Kandidater, hver med ſin kongelige Beſkytter i Ryggen. Noget lignende indtraf ogſaa i Bergen, da Biſkop Sigurd døde, thi da valgte Kong Eyſtein ſin Kapellan Paal til Biſkop, men Kong Inge drev ham bort og valgte derimod Nikolas Petersſøn i Sogn. Ny kan det vel være, at Kongerne have givet ſit Samtykke (om Chorsbrødrenes Valgrettighed) for det Tilfælde at de ikke kunde blive enige, naar der var flere Konger paa een Gang; men et Beviis paa, at de ikke gave Slip paa nogen Deel af deres Magt for det Tilfælde at de vare enige, er dette, at da Kong Inge levede ene tilbage efter ſine Brødres Fald, og Erkebiſkop Jon var død i Nidaros, valgte han ſin Kapellan og Fehirde Eyſtein til Erkebiſkopsſtolen uden at ſpørge nogen af de lærde Mænd, ſom dengang vare i Nidaros, ja ikke engang Chorsbrødrene mere end de andre; da var det og, at han drev Paal fra Biſkopsſtolen i Bergen, og ſatte Nikolas Petersſøn i Steden“[74]. Kan man nu end ikke ubetinget ſtole paa, at denne Fremſtilling af Chorsbrødrenes Rettigheder, der øjenſynligt gaar ud paa at gjøre dem ſaa ubetydelige lige over for Kronen ſom muligt, er aldeles paalidelig, ſaa ſee vi dog heraf, at der fandtes Chorsbrødre, der tillige gjorde Paaſtand paa Valgret, i Aarene 1156 og 1157, da de Begivenheder, hvortil der her ſigtes, fandt Sted. Og ſaaledes bliver det da aldeles ſikkert, at Domkapitlernes Oprettelſe i Norge ſtod i umiddelbar Forbindelſe med Indſtiftelſen af Erkeſædet, at Kannikernes Antal, Pligter og Rettigheder maaſkee allerede have været foreløbigt beſtemte og Kongernes Samtykke dertil givet under Kardinal Nikolas’s Nærværelſe, men at Kapitlernes Organiſation nærmere er bleven beſtemt ved en af ham efter Ophøjelſen paa Paveſtolen udſtedt Bulle, ſom nu ikke længer er til[75].

Hvad nu for øvrigt deres Valgrettighed angaar, da ſeer man endog af det nys anførte, ſom dog er ſkrevet i Kronens Interesſe, at en ſaadan virkelig har været dem tilſtaaet, men at der ſiden kun opſtod Strid om den Udſtrækning, hvori Tilſtaaelſen var given. Og et temmelig tydeligt Tegn paa, at Chorsbrødrene i Nidaros ikke, ſom man af Stridsſkriftets Ord ſkulde ſlutte, taalmodig fandt ſig i at Kongen uden videre udnævnte Eyſtein til Erkebiſkop, er det, at ſkjønt denne Udnævnelſe fandt Sted i 1157, i hvilket Aar Erkebiſkop Jon døde, blev Eyſtein dog ikke indviet førend i 1159 eller 1160, og regnede ikke engang ſelv ſin Tiltrædelſe fra et tidligere Aar[76]. Der maa ſaaledes have fundet Underhandlinger Sted, hvorom vore ældre Skrifter intet melde, inden Eyſteins Valg blev befundet gyldigt; og at Chorsbrødrene, eller de, der vare af anden Mening end Kongen, egentlig bleve de ſejrende, ſeer man deraf, at Eyſtein ſelv, ved ej at regne ſine Embedsaar fra den kongelige Udnævnelſe, derved middelbart underkjender dennes Gyldighed.

Overhoved maa man vel antage, at Erkebiſkop Jon, der døde allerede i 1157, og ſandſynligviis ved ſin Ophøjelſe paa Erkeſtolen var en meget gammel Mand, ikke bar kunnet udrette ſynderligt til at bringe de nye Indretninger i Gang, eller ret at grundlægge Erkeſtolens Magt, men at dette har været forbeholdt hans Efterfølger Eyſtein, paa hvis Statsklogſkab, Driftighed og Myndighed vi i det følgende ville ſee flere Beviſer, og ſom ved ſin Udnævnelſe ſynes at have været en Mand i ſine bedſte Aar, ligeſom han og hørte til en af de fornemſte Ætter i Thrøndelagen, og var beſlægtet med Kongehuſet ſelv. Vi erfare desuden, ſom det vil ſees at han netop beſkjeftigede ſig med Planer til at udvide Perſonalet ved Erkeſædet, for ſaa vidt han ſatte Domkapitlet i Forbindelſe med et Konvent af regulære Auguſtinere, ikke at tale om hans Bygnings-Planer til Kirkens Udvidelſe og Forſkjønnelſe. Vi erfare ligeledes, at ogſaa hiin Paal, ſom Kong Inge drev fra Bergens Biſkopsſtol, dog tilſidſt kom i Beſiddelſe af Embedet, ſom han beklædte meget længe, lige til Aarhundredets ſidſte Tiaar, og i denne Tid havde den Glæde at ſee Chriſtkirken færdigbygget og St. Sunnivas Skriin flyttet derhen fra Sellø, hvorved Biſkopsſtolens endelige Flytning førſt kan ſiges at være iſtandbragt (1170). Men det er dog ikke derfor ſagt, at hans Medbejler Nikolas[77] maatte vige Pladſen for ham. Det er endog ſandſynligt, at Biſkopsſtolen førſt ved Nikolas’s Død paany er bleven ledig, ſiden denne opføres i Biſkopsfortegnelſerne.

Om Chorsbrødrenes Antal ved enhver Kirke vides intet med Sikkerhed. Ved Metropolitankirken i Nidaros ſkal der i dens Velmagtsdage have været 24, hvilket Antal dog ſynes noget højt anſlaaet, da der neppe nævnes flere end 15. I Spidſen for dem ſtod der kun een Archidiakonus eller Erkedegn[78]. I Bergen var der tolv Chorsbrødre med en Archidiakonus[79]; tolv Chorsbrødre, hver med ſit Alter, ſynes ogſaa at have været det normale for de øvrige Kathedralkirker[80]. Ved Kirkevaag Biſkopsſtol paa Orknøerne var der ligeledes en Archidiakonus med flere Chorsbrødre: men Erkedegnen reſiderede ſædvanligviis paa Hjaltland, for der at holde kirkelig Opſigt. Ved Provinſens øvrige Biſkopsſtole var der ingen Chorsbrødre. Paa Island valgtes Biſkopperne endnu en Tidlang af Folket, eller rettere af Høvdingerne; Biſkoppen i Grønland og tildeels paa Syderøerne valgtes og udnævntes nu i Norge, af Kapitlet i Nidaros, og Biſkoppen paa Færøerne i Regelen af Kapitlet i Bergen, dog ſtundom ogſaa af Kapitlet i Nidaros.

At alle disſe Domkapitler organiſeredes efter Auguſtins Regel, er baade i og for ſig rimeligt, ſom det ſædvanlige, og det erfares desuden deraf, at flere af dem ſiden, ſom det nedenfor vil ſees, ſenere ſattes i Forbindelſe med regulære Auguſtiner-Konventer.

  1. Se ovenfor, S. 609, 610, 616.
  2. Saaledes hed f. Ex. den Preſt i Alvidra, ſom tog ſig af Haavard, Ragnvald Jarls Staldbroder, Richard, aabenbart et engelſk Navn (ſe nedenfor S. 689); den Preſt, hvilken Kong Sigurds Morbrødre lode mishandle, hvorom Legenden fortæller (ſe ovenfor S. 812), hed ogſaa Richard og ſiges udtrykkeligt at være engelſk af Fødſel. Biſkop Reinald af Stavanger var ligeledes, ſom vi have ſeet, engelſk, og hvad den Arnald angaar, der blev Biſkop i Grønland, ſynes hans Navn i det mindſte ikke at være norſkt, man maa næſten formode, at han var af engelſk eller nordmanniſk Herkomſt.
  3. Se ovenfor S. 607 flg.
  4. Se Munkelivs Kloſters Brevbog, S. 14. Aum-Øerne ligge ikke langt fra Hvittingsøerne.
  5. Se Huitfeldt, Danmarks Hiſt. I. S. 103.
  6. Se iſær Fundatio Lysensis monasterii hos Langebek, Scr. R. Dan. IV. 406—409. Her angives ogſaa Dagen, naar Kloſtret ſtiftedes; jvfr. Notitſen i Monasterium Anglicanum, III. S. 249. af Hugo af Kirkſtall; at Sigurd ſtrax under ſit Ophold i England fik Sagen ordnet, og havde Munkene med ſig tilbage til Norge, ſynes at fremgaa af Udtrykkene i Beretningen om Kloſtrets Stiftelſe; og det vinder desuden Sandſynlighed netop paa Grund af den Omſtændighed, at Pave Eugenius’s Villie til Munkeliv-Kloſter er dateret i Januar ſamme Aar. Thi da Sigurd ſelv rimeligvis ſtod i den nærmeſte Forbindelſe med Munkeliv-Konventet, maaſkee endog, efter hvad der ovenfor er antydet om Forbindelſen mellem Munkeliv, Sellø og Bergens Biſkopsſtol, ſelv var et Medlem deraf, ſaa meget mere, ſom han i en Biſkopsrække endnu opføres blandt Biſkopperne i Seilet, bliver det aller rimeligſt at antage, at han perſonligt bar udvirket hiin Bulle for Kloſtret, og ſaaledes været i Rom ved Nytaarstid 1146, hvilket fuldkommen pasſer med Tiden for hans antagne Ophold i England. Muligt kunde det vel og være, at han allerede paa Henrejſen til Rom beſøgte England, ſaa Fountains Kloſter, og gjorde de fornødne Anſtalter til Lyſekloſters Oprettelſe; jvfr. Langes Kloſterhiſtorie S. 545 flg. At Abbed „Ranulphus’s“ Navn paa Norſk maa lyde „Rúnúlfr“, beſtyrkes ved mange Exempler.
  7. Se Langes Kloſterhiſtorie, S. 622 flg.
  8. Se ovenfor S. 736. Det maa her atter gjentages, at Sagaerne oftere angive en Begivenheds Lokaliteter efter Gjenſtande, ſom førſt bleve til i Mellemtiden mellem Begivenheden ſelv og Sagaens Nedſkrivelſestid.
  9. Sverres Saga Cap. 49.
  10. Se Morkinſkinna, fol. 32 a. Fornmanna Sögur 7de B. S. 355. Vi ville i det følgende ſe, at Eyſtein opholdt ſig i Nidaros eller Throndhjem en god Deel af Tiden mellem Sommeren 1155 og hans Død om Sommeren 1157; i denne Tid kan det ſaaledes være oprettet, men rimeligere er det dog, at det ſkede tidligere. Det ſandſynligſte er viſtnok at henføre Stiftelſen til Kardinal Nikolaus’s Nærværelſe og Erkeſtolens Oprettelſe 1152, ſe nedenfor.
  11. Alvaſtrakloſter i Sverige, det førſte Ciſtercienſerkloſter, blev, ſom det heder, oprettet ved Dronning Ulfhilds Foranſtaltning 1143.
  12. Se herom iſær Langes Kloſterhiſtorie, S. 507 flg.
  13. Finn Jonsſøns islandſke Kirkehiſtorie, 4de B. S. 28 flg. Annalerne henføre Oprettelſen af Thingeyre Kloſter udtrykkeligt til 1133.
  14. Se ovenfor I. 2. S. 180 o. fl. St.
  15. Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie, 4de B. S. 41 flg.
  16. F. Ex. Abbed Berg, der efter at have været Abbed i Tveraa forflyttedes ſom Abbed til Thingeyre, ſe Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie, 4de B. S. 33, 45.
  17. At Calixtus har givet ſaadanne Erklæringer ſees af Innocents den 2dens udtrykkelige Ord i hans Bulle, hvorom nedenfor.
  18. Dette var hiin Roger af Sicilien, der er ovenfor omtalt S. 577, og ſom hidtil ſædvanligen har været antaget for den, der af Sigurd Jorſalafarer i Aaret 1110 fik Kongenavn, medens det, ſom ovenfor (S. 579—581) viiſt, upaatvivlelig var Rogers Fætter Hertug Roger Burſa af Apulien, hvem Sigurd gav denne Titel, hvorimod det ſandſynligviis netop var denne Omſtændighed, der ſiden gav Roger II Anledning til at fordre Kongenavn.
  19. Af de her nævnte Buller kan visſelig Gregors, der i det 9de Aarhundrede nævner Grønland og Helſingeland, der førſt chriſtnedes i det 11te, betragtes ſom underſtukken efter eller paa Adalberts Tid omkring 1060.
  20. Bullerne anføres paa flere Steder, hos Staphorſt, Hist. Hamb. Eccl. Diplomatatica I. S. 532 flg. i Lappenbergs Urkundenbuch, I. 133 flg. Liliegrens Diplomatarium I. 146 flg. o. ſ. v. Det er forøvrigt ikke uſandſynligt, at Norge og Island have erklæret ſig for Anaklet, ſiden det i Hungrvaka Cap. 15 udtrykkeligt heder at Biſkop Magnus i Skaalholt indviedes af Erkebiſkop Magnus i Anaklets Dage, uden at Innocents II nævnes.
  21. Hungrvaka Cap. XIX.
  22. Hungrvaka, Cap. XVII. Jvfr. Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie, I. S. 280.
  23. Se ovenfor S. 704. At Jon var Islænding, ſiges ikke udtrykkeligt, men hvor han omtales i Beſkrivelſen over Holmengraa-Slaget, handles der ſærſkilt om de Islændinger, ſom deeltoge i dette.
  24. Se Biſkopsfortegnelſerne i Norſk Tidsſkrift, V, 42, ſammenlignet med de islandſke Annaler.
  25. Dette ſiges i den ældſte af de tvende Biſkopsfortegnelſer.
  26. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 11; Snorre Cap. 10. At Jon, der ſiden blev Norges førſte Erkebiſkop, tidligere var Biſkop i Stavanger, ſiges ikke i Sagaerne, men kun i Annalerne, ved 1152.
  27. Se ovenfor S. 615.
  28. Antiqvariſk Tidsſkrift 1849—1851, S. 153.
  29. Hvo veed, om han ikke, muligens er den ſamme Orm, der i Aaret 1146 var Abbed i Munkelivs Kloſter, og tillige den ſamme, der ſiden blev Biſkop i Hamar.
  30. Se iſær Annalerne. Jon Knut omtales forreſten ogſaa i Sturlungaſaga III. 4. Han døde 1187. Se Grønlands hiſtoriſke Mindesmærker II. 672, 760, III. 6, 44.
  31. Monasticon Anglicanum, VIII. 1187.
  32. Diplomatarium Norveg. I. No. 28.
  33. Se Pave Eugens Bulle af 1148 i Martenes Thesaurus I. S. 404.
  34. Matth. Paris, ed. Watts S. 60. Chron. Nordm. hos Duchêne S 986.
  35. Kong Olafs tvende Breve, Monasticon Anglicanum VIII. 1187. I et af visſe Breve, ſandſynligviis fra Tiden omkring 1135, anmoder Olaf Erkebiſkop Thurſtan i York om at indvie den fra Furneſs til Øernes Biſkop udvalgte Munk Nikolaus. Det ſees altſaa heraf, at Olaf i det mindſte da holdt ſig til Erkeſtolen i York.
  36. To af Ragnvalds Efterfølgere, Chriſtinus og Nicolaus, begge fra Argyll, bleve nemlig ved deres Død begravne i Benchor paa Irland, hvilket ſynes at viſe, at de tilhørte dette Kloſter. Mellem dem var Michael, fra Øen Man ſelv, der døde 1203 og begroves i Fountains; han hørte ſaaledes heller ikke til Rusſin, Furneſs eller Savigny. Biſkopsfortegnelſen holder ſig ellers ikke udelukkende til een Klasſe af Biſkopper; den udelader ſaaledes de tre førſte, der vare udvalgte af Munkene i Rusſin, men omtaler derimod ſiden andre Biſkopper, valgte derfra.
  37. Biſkopsrækken i Norſk Tidsſkrift, V. S. 42, 44.
  38. De islandſke Annaler.
  39. Det kan nemlig neppe være nogen anden end denne Reidar (Hreiðarr), der i Du Breul’s Théâtre des antiqq. de Paris, 1612, S. 434 omtales ſom indført i St. Victors Kapitelsbog under Navnet Henrik, Erkebiſkop i Norge, og ſom den, der rimeligviis havde bragt Kloſtret et Stykke af St. Olafs Skjorte.
  40. Matth. Paris II. ed. Watts, S. 60. De fire Meſtres Annaler. Johan af Hexham, hos Twysden, S. 279 og flg. Uagtet Sendelſen paa de fleſte Steder henføres til 1151, ja hos Johan af Hexham endog til 1152, er det dog tydeligt, at han maa være afſendt førſt i 1151, eller maaſkee endog ſidſt i 1150, ſiden han allerede 4de April 1151 undertegner en Bulle i Ferentinum ved Rom, og hans Navn ſiden findes paa de fleſte Buller mellem April 1151 og April 1153, hvilken Tid han ſaaledes tilbragte i Italien alene. De Erkeſtole, han oprettede paa Irland, vare Armagh, Dublin, Caſhel og Tuam. Egentlig kan man ikke ſige at han oprettede Armaghs Erkeſtol, der allerede havde beſtaaet i mange Aarhundreder. Men man har dog anvendt den Benævnelſe, fordi han aller førſt bragte Erkebiſkoppen Pallium, og maaſkee Erkebiſkops-Titel, da han forhen kun kaldtes „St. Patricks Efterfølger“. Han ordnede ogſaa Forholdene ſaaledes, at Erkebiſkoppen af Armagh blev Øens Primas, med Ret til at indvie de øvrige Erkebiſkopper og Biſkopper. Forhen havde Biſkopperne i Øſtmændenes Stæder ſtaaet under Erkebiſkoppen af Canterbury; nu blev Dublin ſelv deres Metropol. Den førſte Erkebiſkop i Dublin var Gregorius, Biſkop fra 1121. For øvrigt havde de to andre Øſtmænds-Stæder, Waterford og Limerick,førſt nylig faaet egne Biſkopper, Waterford i 1096, og Limerick, ſom det ſynes, noget ſenere: dette var vel den nærmeſte Grund til at Dublin ophøjedes til Erkeſæde. De fleſte af Biſkopperne i disſe Stæder vare virkelige Øſtmænd, ſaaledes nævnes i Dublin Duncan O’Haingly (Englaſøn?) død 1084, og hans Efterfølger og Frænde Samuel O’Haingly, Munk fra St. Albans, død 1121; i Waterford Toſte, indviet 1136, i Limerick Herjulf eller Harald, død 1151 og efterfulgt af en Thorgils.
  41. En Skildring af hans Charakteer og tidligere Livsbane findes hos Viljam af Newbury, II. 6.
  42. Fra denne Tid af ophører han nemlig at undertegne de pavelige Buller i Pave Eugenius’s Funktionstid, og han begynder ikke igjen førend under Eugens Eftermand Anaſtaſius IV kort før dennes Død 1154.
  43. Dette bevidner Saxo, S. 697.
  44. At Nikolas ankom netop paa denne Dag, ſees af Legenden om det af St. Olaf udførte Jertegn, der meddeles hos Snorre i Inge Haraldsſøns Saga Cap. 24, ſaa vel ſom i den hiſtoriſke Olaf den helliges Saga Cap. 260, hvor det heder at det ſkede to Uger før Olafsmesſe øvre, ſelvſamme Dag, ſom Kardinal Nikolas landede i Norge. Olafsmesſe øvre er 3die Auguſt, og 14 Dage før denne Dag er den 20de Juli. Sandſynligviis landede Nikolas i Bergen, men er ſiden dragen til Throndhjem.
  45. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 22. Snorre Cap. 23.
  46. Morkinſkinna, fol. 36 a.; dette Sted er ogſaa aftrykt i Fornmanna Sögur, VII. Her ſiges det udtrykkeligt, at Einar fremſagde Digtet i ſelve Chriſtkirken i Nidaros. At han tillige fremſagde den ſaavel i alle tre Kongers, ſom i Kardinalens og Erkebiſkop Jons Paahør, viſer ſig af Digtet ſelv, hvor han i 8de Vers anmoder dem alle tre ved Navn om at lytte til hans Kvad, og i 9de ligeledes opfordrer Jon dertil, idet han kalder ham „Overmand over hele de Lærdes Mængde“, hvilket betegner ham ſom Erkebiſkop. Det var ſaaledes efter hans Ophøjelſe til Erkebiſkop, at Kvadet blev fremſagt. Men da det nu derhos i det følgende vil viſe ſig, hvad der allerede er klart paaviiſt af S. Thorlacius i hans Afhandling om Einar Skulesſøn i 3die B. af Folioudg. af Snorre, S. 489, at de tre Konger ikke vare famlede efter 1152, ſaaſom vi allerede i Begyndelſen af 1153 finde Eyſtein ſydligſt i Viken, i den ſenere Deel af Maren ſom vi allerede have ſeet, paa Toget til Skotland og England, og klaret derefter i Uvenſkab, førſt med Sigurd, ſiden med Inge: bliver der følgelig ingen Lejlighed, hvor Kongerne kunne have været fredeligt tilſammen i Nidaros, og i Fællesſkab hørt paa Kvadet, uden i 1152 om Sommeren eller Høſten. Og det er da aabenbart, at de netop ere komne til Throndhjem for at overvære Højtideligheden ved Erkeſtolens Oprettelſe, og at Einar har benyttet deres Nærværelſe her, for i deres og Erkebiſkoppens Paahør at fremſige Kvadet til Feſtens Forherligelſe. At Kardinalen ſelv var tilſtede, maa anſees utvivlſomt, thi hiint 9de Vers, hvor Einar tiltaler Kongerne, ſlutter ſaaledes: „yðart bið ek magnit styrka — mærð þá er miklu varðar — máttig höfuðáttar“ d. e. bogſtaveligt: „mægtig over Hoved-Egnen (höfuðátt d. e. den fornemſte Himmelegn, det fornemſte Verdenshjørne) jeg beder eders Anſeelſe at ſtyrke dette Kvad, der er af ſtor Betydning“. Naar man veed at Himmelegnene i Latin netop betegnes ved „cardines mundii“, antager man ogſaa retteſt „máttig höfudáttar“ for en poetiſk Omſkrivning af „Kardinal“; dette bliver den rimeligſte Forklaring, hvorimod enhver anden Overſættelſe, navnlig med „Landets Høvdinger“ ikke alene bliver tvungen, men ogſaa forudſætter den Uſandſynlighed, at Digteren ſkulde have tiltalt dem før Erkebiſkoppen, medens det derimod var i ſin Orden, at han tiltalte Kardinalen før ham, og umiddelbart efter Kongerne ſelv. Han ſiger ogſaa udtrykkeligt i V. 10, at han aldrig har fundet nogen mere glimrende Forſamling i eet Huus.
  47. Det er trykt i det nys nævnte 3die Bind af Snorres Kongeſagaer S. 461 flg; ſaa vel ſom i Fornmanna Sögur 5te B. S. 349.
  48. Dette vil ſees af det ſtrax efter følgende, hvor der tales om Einar Skulesſøns Kvad. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  49. Om denne Raadſlagning med Biſkopperne og tolv af de forſtandigſte Mænd fra hvert Biſkopsdømme tales der egentlig kun i Intimationen til Bekræftelſen af 4224 paa Kardinal Nikolas’s Beſtemmelſe om Gaver, indført i Norges gamle Love I. 447. Men da det paa den ene Side er klart, at disſe tolv Mænd fra hver Biſkopsſtol (dengang fire, altſaa 48 Mænd), ikke kunde være ſammenkaldte alene for denne Beſtemmelſes Skyld, hvorhos der paa den anden Side ogſaa vedtoges andre Beſtemmelſer, der lige ſaa meget grebe ind i den verdslige Ret, og hvortil Folkets Samtykke ikke mindre udfordredes, er det tydeligt nok, at de 48 Mænd fra førſt af have været ſammenkaldte ſom et Konvent for i Forening med Biſkopperne at raadſlaa med Kardinalen, og med Fuldmagt fra det øvrige Folk til at vedtage de Forandringer og nye Lovsbeſtemmelſer, der maatte findes pasſende. I Froſtathingsloven III. 17 findes det ogſaa, hvorvel noget uklart, antydet, at de forſtandige Mænd, der med Kardinalen og Erkebiſkoppen vedtoge Beſtemmelſen om Gaver, havde det Hverv, i Almindelighed at overlægge om Forbedringer i Lovgivningen (hyggja at réttarbótum).
  50. Dette er allerede ovenfor antydet, S. 614, Anm. Biſkopperne i Oslo kaldtes tidligere ſtedſe „Biſkopper i Viken“, hvilket udelukkede Oplandene, og den tilſyneladende vilkaarlige Fordeling af Oplandenes Hereder mellem begge Biſkopsſtole, Hamar og Oslo, kan alene forklares af den Maade, hvorpaa Oplandene vare deelte mellem Eyſtein 1 og Sigurd Jorſalafarer paa den Tid, da Oslo eller Vikens Biſkopsſtol oprettedes; det ſynes derfor temmelig klart, at hvad der da tilhørte Eyſtein, ogſaa fremdeles lod under Throndhjems Biſkopsſtol.
  51. Se ovenfor S. 800. Hamar omtales aller førſt i Sagaerne ſom Kjøbſtad i Aaret 1177. Men at der allerede ved Biſkopsſtolens Oprettelſe var en Art af Kjøbſtad (kaupangr) paa Hamar, ſynes at maatte kunne ſluttes deraf, at Hamars Biſkopsſtol i Pave Anaſtaſius’s Bulle af 1154, ſom nedenfor nærmere omtales, og hvis Terminologi viſtnok er den, Kardinal Nikolas ſelv anvendte, efter hvad han hørte i Norge, kaldes episcopatus Hamarcopiensis d. e. Biſkopsſtolen i Hamar-Kaupang (Hamar-Kjøbſtad).
  52. De islandſke Annaler. Merkeligt nok omtale Sagaerne ikke med et Ord Oprettelſen af Hamars Biſkopsſtol.
  53. Vi have ovenfor (S. 827) ſeet, hvorledes Gudrød netop i Aaret 1152, og neppe ſenere end Midten af Auguſt, hvor alle disſe Forhandlinger forefaldt, havde begivet ſig til Norge.
  54. Suhms Hiſt. af Danmark VI. S. 140—152, og de der anførte Citater.
  55. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 22. Snorre Cap. 23. At ſamme Beſtemmelſe ogſaa vedtoges for Sverige, ſees nedenfor.
  56. Se herom ovenfor, I. 2. 637, 638. Beſtemmelſen om Rumaſkat findes, ſom her nævnt, aller førſt indført i den ældre Froſtathings-Chriſtenret, II. 20; men af Pave Anaſtaſius’s Brev til Kong Sverke i Sverige, hvorom nedenfor, ſees det desuden udtrykkeligt, at Nikolas fik Rumaſkatten vedtagen i Sverige.
  57. Beſtemmelſen er deels indført i den ældre Froſtathings-Chriſtenret III. 17, deels i den ovennævnte Retterbod af 1224, hvor den ſtadfæſtes. Om Tridjungsauken og dette Ords Betydning, ſe ældre Froſtathingslov, XI. 8.
  58. Se herom ovenfor S. 504, 625.
  59. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 22, Snorre Cap. 23.
  60. Saaledes paa det foranførte Sted (III. 17) af den ældre Froſtathingslov, ſaa vel ſom i Fagrſkinna Cap. 260.
  61. Dette angives af flere, navnlig Lagerbring, II. S. 115, men, ſom det ſynes, overalt kun efter Johannes Magnus’s, ſom ſædvanligt, upaalidelige Fortælling. Sagen er dog i og for ſig ſelv ſandſynlig, iſær naar man ſeer hen til Kardinalen-s Fremgangsmaade i Norge. Om Nikolas’s Foretagender i Sverige gives der ingen andre beſtemte Udſagn, end deels hvad Saxo fortæller, S. 697, 698, deels de Antydninger, ſom indeholdes i Pave Anaſtaſius’s Skrivelſe til Kong Sverke af 28de Novbr. 1154, efter Nikolaus’s Tilbagekomſt. Der indſkærpes Overholdelſen af hans Forſkrifter og Statuter „om Kirkernes Frihed, om (Preſternes) Egteſkab, om ikke at bære Vaaben og andre til Folkets Vel ſigtende Beſtemmelſer“. Der ſiges og (ſe Manrique Ann. Ciſt. S. 46) at han ſkal have givet Nordmændene og Sviarne en Katechismus, hvis Indhold ſiden fulgtes, ſaa længe Katholicismen varede. Forholder det ſig virkelig ſaa, kan denne Katechismus neppe have beſtaaet i andet end en kort Opſtilling af de fornemſte Troeslærdomme, og i ſaa Fald er det aabenbart den, der aller førſt findes forudſkikket den ved Midten af 13de Aarhundrede i Norge for Island udarbejdede ſaakaldte Haakonarbok (Norges gamle Love I. S. 261 Cap. 7) og ſom ſiden er uforandret gjengiven ved Begyndelſen af den nyere norſke Landslovs Chriſtenret (Norges gamle Love II. S. 22 jvfr. 192, 306). Hiin Skrivelſe af Anaſtaſius ſaa vel ſom en anden af ſamme Dag til de ſvenſke Biſkopper, ere aftrykte i Liljegrens Dipl. Svec. I. 561, 679, men urigtigt henførte til 1153 (ſe Jaffé, Regesta Pontificum Romanorum, S. 658).
  62. Saxo l. c.
  63. Han kan neppe være kommen tilbage førend langt hen i 1154, kort før Anaſtaſius’s Død, da man, ſom det nedenfor omtales, ej finder hans Underſkrift førend i Anaſtaſius’s Oprettelſesbulle af Throndhjems Erkeſtol, rimeligviis af ſamme Datum (28 Novbr.) ſom Brevene til Sverke og de ſvenſke Biſkopper, hvor Nikolas omtales ſom om han førſt nylig ſkulde være ankommen.
  64. Inge Haraldsſøns Saga, l. c.
  65. Manrique, Annales Cisterc. I. S.
  66. Den er aftrykt, ſaavel i Thorkelins Diplomatarium, II. S. 3, ſom i Norges gamle Love, S. 439, men kun efter Arne Magnusſøns Afſkrift af et, øjenſynlig unøjagtigt, Transſkript fra Aaret 1429. Dog kunne Fejlene berigtiges efter den aldeles ordlydende Bekræftelſe eller rettere Gjentagelſe deraf, ſom Pave Innocents IV udſtedte 23 Febr. 1253, og ſom maaſkee endnu haves i Original (aftrykt hos Thorkelin II. S. 41 i Dipl. Norv. III. No. 3). — Hvad Dateringen angaar, da er der i Afſkriften et aabent Rum foran „Decembris“, ſom altſaa kan udfyldes med hvilken ſom helſt Dag fra XIX kal. (14 Novbr.), indtil III. non. (3die Decbr.}}, da Anaſtaſius døde. Men da Brevene til Kong Sverke og de ſvenſke Biſkopper ere daterede IV kal. (28 Novbr.) og det, med Henſyn til den ved deri pavelige Kurie herſkende Praxis, er ſandſynligt, at alle tre Skrivelſer, der nu ſkulde afgaa til Norden, og tildeels i det ſamme Anliggende, ogſaa ere daterede ſamme Sag, bør i Oprettelſesbullen det aabenſtaaende Rum viſtnok udfyldes ſaaledes ſom ovf., og 28 Novbr. følgelig anſees for den rette Udſtedelſesdag. Man finder heller ingen ſenere Skrivelſer fra Anaſtaſius, der rimeligviis i de følgende Dage var for ſvag til at beſatte ſig med Forretninger.
  67. Færøerne nævnes ej, men de ere øjenſynligt kun overſprungne i Afſkriften, hvilket allerede kan ſees deraf, at der ſtaar: insulas Orcades, insulas Suthraie,insulas Islandensium & Grenelandiæ episcopatus, hvilket ikke giver nogen Mening, da „episcopatus“, ſom Fleertal, maatte gaa baade paa „Islandensium“ og Grenelandie; mellem „insulas“ og „Islandensium“ er ſaaledes øjenſynligt noget udfaldet, hvilket ej kan være andet end „Fareyæ“. I Bullen af 1253 heder ogſaa Stedet: „insulas Orcades, insulas Fareie, Siterhaie et Hasdensem (læs Islandensium) et Grenelandiæ „episcopatus“. Der var heller ingen Grund til at udelade Færøerne i Bullen af 1154.
  68. Altſaa ikke ſom i Sverige, under den lundſke, eller nogen anden Erkebiſkops, Primat. Dette ſkyldtes maaſkee alene det Tilfælde, at de ſvenſke ikke kunde blive ſaa betids enige, at han kunde faa deres Erkeſæde oprettet, førend han drog til Danmark, eller førend det ſtormende Vejr indtraf, der gjorde ham det betænkeligt, at rejſe umiddelbart over til England. Thi hvis han ej havde fundet det nødvendigt at gjøre Erkebiſkop Æſkil blid igjen, vilde han vel neppe have nedlagt det ſvenſke Pallium hos ham.
  69. Se Pave Anaſtaſius’s Bulle af 1154 i Norges gamle Love, l. c., ſaa vel ſom i Thorkelins Diplomatarium.
  70. Hermant, histoire des conciles II. 373, 374, jvfr. Langes norſke Kloſterhiſtorie S. 57.
  71. Se herom ovenfor S. 615, fornemmelig Note 4.
  72. Det er højſt ſandſynligt, at den i Pave Eugens Beſkjermelſesbulle nævnte Abbed Orm virkelig er den førſte Abbed, og at der tidligere, ſaavel i Munkeliv ſom Grue, kun vare Priorer under Biſkoppens Overbeſtyrelſe.
  73. Dipl. Norv. I. 1. Da det, ſom nedenfor vil ſees, er viſt, at der aldrig fandtes mere end een Erkedegn i Nidaros, maa man ſnareſt forſtaa hine tre Archidiakonater om det throndhjemſke, bergenſke og orknø-hjaltlandſke. Dette pasſer godt med Forholdene, thi ſaa vidt vides, fandtes der ingen Erkedegn i Stavanger, Hamar eller Oslo.
  74. Anecdoton, Spalte 18.
  75. Thi i den oven citerede Bulle er det Pave Coeleſtin ſelv, der omtaler Pave Hadrian ſom Stifter af hine tre Archidiakonater. Det vilde have været en Skjødesløshedsfejl, der neppe kunde begaaes ved den pavelige Kurie, at omtale en Indſtiftelſe, der ſkede ved en Kardinal under en anden Pave, ſom foretagen ved Kardinalen, efter at denne ſelv blev Pave; thi Æren for Inſtitutionen tilkom da egentlig ikke ham.
  76. Se Indſkriften ved det af ham i Domkirkens nordre Fløj indviede Alter, Schøning, Throndhjems Domkirke, S. 192: „altare hoc dedicatum est ab Augustino archiepiscopo, anno primo episcopatus eius … annc ab incarnatione domini millesimo centesimo sexagesimo; sexto kal. Decembris“. Den 26 Novbr. 1160 faldt ſaaledes i hans førſte Aar. Annalerne regne hans Indvielſe deels i 1159, deels i 1160, Sagaen derimod i 1161.
  77. Denne Nikolas Petersſøn fra Sogn var viſt en Broder af Jon Petersſøn kaldet Jon Fot, hvorom ovenfor, og ſaaledes Sønneſøn af Serk fra Sogn. Han hørte upaatvivlelig til en fornem Æt, og i den Tid var der vel endnu ikke ſaamange fornemme Mænd i eet Landſkab af Navnet Peter.
  78. Se Schønings „Throndhjems Domkirke“ S. 230.
  79. Diplom af 1309, aftrykt i „Bergens Kalvſkind“ S. 101, jvfr. dette ſelv S. 29—31, hvoraf man ſeer at der og vare tolv Altere.
  80. Hvis man, ſom det af Bergens Exempel bliver rimeligt, kan ſlutte fra Antallet af Kirkens Altere til Chorsbrødrenes normale Antal, faar man ogſaa 12 for Oslo, da Kathedralkirken her lige til c. 1310 havde 12 Altere, rimeligviis, ſom i Bergen, 6 paa hver Side. Dette ſynes ogſaa at være det Antal, ſom har pasſet bedſt for de øvrige Domkirker.