Det norske Folks Historie/3/88

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Paa Orknøerne var der og rinder Ragnvald Jarls Fraværelse foregaaet vigtige Begivenheder, hvorom Ragnvald allerede ved Ankomsten til Norge fik Efterretning. Aldrig saa snart havde han om Sommeren 1153 forladt Orknøerne, førend den norske Konge Eystein, der rimeligviis ærgrede sig over at Jarlerne havde sluttet sig til Kong Inge, sejlede afsted til Orknøerne med endeel Skibe, for at tvinge Harald Jarl til at underkaste sig ham. Han landede ved Rinansø, og da han her fik høre at Harald var dragen over til Katanes, opsøgte han ham der, og kom uventet over ham ved Thorsaa. Harald havde kun en eneste Tyve— eller Tredive-Sesse med 80 Mand, og kunde saaledes ikke tænke paa at sætte sig til Modværge, da tre af Eysteins Skibe omringede ham. Eystein lod Harald gribe og fore ombord paa sit Skib. Han slap ikke derfra, førend han havde betalt en Løsepenge af tre Merker Guld, taget sit Jarlsdømme til Len af Kong Eystein, og svoret ham Troskabs-Ed. Eystein fortsatte siden Vejen langs Skotlands og Englands Kyst, under idelige Plyndringer. Tiden var belejlig nok dertil, da den trettenaarige Mælkolm, der faa Maaneder forud var bleven Konge efter sin Farfader Kong David, eller rettere de, som i hans Mindreaarighed sorte Regjeringen, havde nok at bestille med at dæmpe en Opstand, som den fangne Kronprætendent Mælkolm Mur Heths Søn Donald, understøttet af Morfaderen Sumarlide, havde begyndt[1], og i England vedvarede endnu den blodige Fejde mellem Kong Stephan og Kejserinde Mathilde. Eystein landede ved Aberdeen, dræbte en Mængde Folk og plyndrede Byen; siden hjemsøgte han paa samme Maade Hartlepool, hvor han kæmpede mod nogle Rytterskarer, slog dem paa Flugten og plyndrede nogle Skibe, dernæst herjede han vidt og bredt paa Northumberlands Kyst, brændte Whitby, og bestod et Par Fegtninger ved to Steder, som Einar Skulessøn, der har besunget dette Tog, kalder Skorpesker og Pilevik, sandsynligviis i Nærheden af Scarborough og Filey-Bay. Ligeledes opbrændte han Flekken Langton, som efter den Tid ikke skal være kommen synderligt paa Fode. Det fortælles at han skal have foregivet, at han paa denne Maade vilde tage Hevn for Kong Harald Haardraades Drab. Men det var i saa Fald besynderligt at denne Hevn skulde gaa ud over Englands daværende Herrer, hvis Forfædre netop ved at overvinde og fælde Harald Godwinessøn allerede paa en vis Maade havde hevnet den norske Konge. Den rette Bevæggrund var vistnok kun at erhverve Bytte, siden Eystein nu engang befandt sig paa disse Kanter, hvor han fra fordums Dage var godt kjendt, og siden den almindelige Forvirring skaffede ham saa god Lejlighed til at forsøge sin Lykke. Ved hans Hjemkomst til Norge samme Høst blev ogsaa, siges der udtrykkeligt, denne hans Ferd heel forskjelligt bedømt: det vil sige, at mange misbilligede den[2].

Harald Jarls Fader Maddadh var imidlertid død, og som Jarl i Athole fulgte ikke Harald ham, men derimod Mælkolm, en Søn af Kong Duncan, Mælkolm Ceanmors og Ingebjørg Jarlemoders Søn[3]. Dette, som rimeligviis skede efter Foranstaltning af Duncan, Jarl af Fife, hvilken Kong David beskikkede til Formynder for sin mindreaarige Sønnesøn Mælkolm, kunde umuligt være efter Harald Jarls Ønske[4], men maatte bringe ham paa en spendt Fod med det skotske Hof, uagtet han selv, maaskee ved Ragnvald Jarls Foranstaltning, var gift med Duncans Syster Affreka[5]. Hans Moder Margrete, der saaledes ikke længer havde noget blivende Sted i Athole, kom tilbage til Orknøerne, hvor hiin førte et meget uanstændigt Liv, og havde nogle Børn med Gunne, Svein Asleivssøns Broder, hvilken Harald derfor gjorde utlæg, saa at hans Broder Svein, der tog Jarlen dette meget ilde op, maatte sende ham i Sikkerhed til en af sine Venner paa Øen Ljodhuus i Syderøerne[6]. Harald fik end mere Aarsag til at vredes, da hans Fætter Erlend, Harald Jarls Søn, der siden Ottar Jarls Død, som ovenfor nævnt, deels havde opholdt sig paa Syderøerne, deels ligget paa Krigstog, anholdt hos Kong Mælkolm saa vel om Jarlsnavn, som om Forlening med Katanes, ligesom hans Fader havde haft det, og fik virkelig Halvdelen af Katanes med Jarletitel. Thi denne Halvpart blev saaledes fratagen Harald, der hidtil havde det hele. Dette maatte være Harald saa meget mere ubelejligt, som Erlend derved fik Mod til at gaa videre i sine Fordringer, i det han ogsaa gjorde Paastand paa Arveret til Orknøerne. Han begav sig til sine Venner paa Katanes, samlede her Folk om m, og drog over til Orknøerne, hvor han opfordrede Indbyggerne til at modtage ham som deres Jarl. Harald samlede ogsaa en talrig Skare for at jage Erlend bort, og det vilde være kommet til aabenbar Fejde, hvis deres fælles Frænder ikke havde lagt sig imellem og forsøgt paa at mægle Fred. Erlend vilde dog ikke lade sig nøje med mindre end Halvdelen af Øerne, medens Harald derimod intet vilde afstaa. Endelig gik han dog ind paa at overlade til Erlend den Deel, der egentlig tilhørte Ragnvald, som saaledes maatte lide, fordi han ej var tilstede og selv kunde varetage sin Tarv. Der sluttedes Vaabenstilstand paa et Aar, i hvilken Tid Erlend skulde drage over til Norge for at anholde hos Kong Eystein[7] om Samtykke til en saadan Deling, og Forlening med Ragnvalds Part. Han rejste over endnu samme Hest, efterladende sin Fosterfader Anakol, en højbyrdig og dygtig Mand fra Syderøerne, med en Deel af sine Folk. Han tilbragte Vintren i Norge, medens Harald derimod drog over til Katanes for at tilbringe Vintren i Vik. Det var nu et Uheld for Harald, at han ved Gamle Olafssøns Forviisning var kommen paa en spendt Fod med den mægtige Svein Asleivssøn, thi denne, der just opholdt sig i sin Borg Lambaborg ved Freswick, viste strax sit Uvenskab ved at angribe og plyndre et af Haralds Skibe, der kom forbi med Skatten fra Hjaltland[8]; ogsaa paa Orknøerne tilføjede han Harald Jarls Venner betydelig Skade[9], og drog endelig syd til den skotske Konges Hof i Aberdeen[10], hvor han efter al Rimelighed oplagde Raad og Planer mod Harald. Der fortælles nemlig, at han fik udtrykkeligt Tilsagn om at beholde sine Besiddelser paa Katanes, endog hvis han kom i aabenbart Fiendskab med Harald[11]. Der stod imidlertid endnu saa meget mellem ham og Erlend fra tidligere Dage, navnlig Frakarks Indebrænding, at han ikke ligefrem kunde tage hans Parti, førend det var kommet til et formeligt og ordentligt Forlig mellem dem. For at bringe dette til Veje sørgede Erlends Fosterfader Anakol, der alt for godt indsaa, hvor vigtigt det var for hans Fostersøn at have Svein paa sin Side. Da Anakol, som tilfældigviis befandt sig paa Dyrnes, saa Svein komme sejlende tilbage fra Skotland, sendte han Bud til ham, og indved ham til et Møde paa Sandø. Svein kom, Anakol opbød alt for at vinde ham[12], og Svein modtog gjerne hans Tilbud, at anvende al sin Indflydelse hos Erlend Jarl, for at de kunde blive forligte. De droge derfor tilsammen til Hofsnes paa Strjonsø[13], for her at oppebie Erlend, der just paa denne Tid, som det lader, ventedes fra Norge. De havde heller ikke ligget der mange Dage, førend Erlend kom. Han havde den Besked fra Kong Eystein, at han, merkeligt nok, netop skulde have Haralds, ikke Ragnvalds Deel, med andre Ord altsaa, at Harald aldeles skulde opgive sit Herredømme i Øerne. De nærmere Omstændigheder ved denne Afgjørelse, der neppe havde sin Aarsag i nogen Hengivenhed for Ragnvald fra Eysteins Side, men snarere i Frygt for hans mægtige Frænder, angives ikke Anakol og Sveins Svoger Thorfinn[14], der boede paa Strjonsø, søgte nu strax at bringe det omtalte Forlig istand, men Erlend havde saa meget imod Svein, saa vel for Frakarks Drab, som især fordi han ej havde holdt det Løfte, han i sin Tid havde givet Ottar Jarl om at tage sig af ham, at han længe ikke vilde høre noget om Forlig med ham, uagtet Svein tilbød sig at understøtte ham i Raad og Daad, og Anakol saa vel som Thorfinn gjorde sig den største Flid for at formilde ham. Tilsidst truede de med at ville gjøre Følge med Svein, hvis denne formedelst Erlends Egensindighed blev nødt til at forlade Øerne. Da gav Erlend efter, og Forliget sluttedes (1154). Det viste sig snart, hvad Fordeel det var for Erlend at bade faaet ham paa sin Side. Svein foreslog, at man i strax skulde opsøge Harald Jarl, førend han endnu havde faaet Nys om Erlends Tilbagekomst eller deres Forlig, for derved desto lettere at tvinge ham til at afstaa Herredømmet. Som sagt saa gjort, de fandt Harald, der laa med nogle faa Skibe udenfor Knarrarstad[15], og overraskede ham saa fuldstændigt, at han og de fleste af hans Folk maatte løbe fra Skibene over Hals og Hoved, og søge Sikkerhed i et Kastell, som var opført paa Gaarden. Erlend og Svein gave sig strax til at angribe Kastellet, men Harald forsvarede sig kjekt, indtil Natten gjorde Ende paa Kampen. Morgenen efter kom de nærmeste Bønder og fælles Venner til, for at megle Fred. Herpaa vilde Erlend og Svein nødig indlade sig, da det var let at see, at Harald ikke vilde kunne udholde nogen langvarig Belejring. Omsider tilstode de dog Harald fri Udgang, men paa den haarde Betingelse, at han skulde afstaa sin Deel af Øerne til Erlend, og edeligt love, aldrig tiere at gjøre Fordring derpaa[16]. Harald, som ikke øjnede nogen anden Frelse, aflagde Eden, og de bedste Mænd i Øerne krævedes til Vidne derpaa; men det var, som vi ville see, ingenlunde hans Hensigt at holde hvad han saaledes nødtvungen havde svoret (29de Sept. 1154). For Øjeblikket maatte han nu drage over til Katanes, og nøje sig med den Halvpart deraf, som han endnu havde tilbage. At han, saa vidt muligt, inddrog Sveins Besiddelser paa Katanes, trods Kong Mælkolms Løfte til Svein, og navnlig bemægtigede sig Lambaborg, falder af sig selv[17]. Han besøgte ogsaa, heder det, sine Venner i Skotland, hvilke ikke kunne have været andre, end den mægtige Sumarlide af Argyll, og dennes Dattersøn Donald, den fangne Mælkolm Mac Heths Søn, der nu laa i aabenbar Krig med Kong Mælkolm. At ogsaa Harald slutiede sig til dem og søgte Understøttelse hos dem, er vist, da vi erfare, at han forstod sin Hustru Affreka, Duncan Jarls Datter, for at egte Hvarflad, en Datter af Mælkolm. Mac Heth; kun lader det sig ikke med Bestemthed sige, om dette skede, efter at den skotske Konge havde frataget ham Halvdelen af Katanes, og af Forbitrelse herover, eller om denne Behandling fra det skotske Hofs Side var en Følge af at han havde forskudt Duncans Datter og egtet Hvarflad[18]. Erlend og Svein sammenkaldte imidlertid et Thing i Kirkevaag, hvor Bønder fra alle Øerne indfandt sig. Her bekjendtgjorde Erlend, at Kong Eystein havde givet ham Haralds Deel at bestyre, og fremlagde til Bekræftelse derpaa Kong Eysteins Brev og Segl. Ved Sveins og dennes mægtige Venners Understøttelse bragte Erlend det til, at Bønderne anerkjendte ham som deres Jarl, dog blev det udtrykkeligt bestemt, at naar Ragnvald kom tilbage, skulde Erlend uvægerligen overlade ham den ham tilkommende Deel; men hermed skulde Ragnvald ogsaa lade sig nøje, og hvis han fordrede mere, skulde Bønderne modsætte sig det, og forsvare Erlend i Besiddelsen af hans Part[19].

Erlend var saaledes for det første bleven Eneherre paa Øerne. Harald var imidlertid ej den, som lod ham nyde Herredømmet i Ro, og Svein bad Erlend derfor paa det indstændigste at være paa sin Post mod Overfald. Det varede ikke længer end til Julen, da Svein havde forladt Erlend for at holde Gjestebud hjemme paa Gaareksø, og heftige Storme syntes at gjøre enhver Sejlads over Pettlandsfjorden umulig, førend Harald satte afsted med 4 Skibe og 100 Mand, og styrede over til Orknøerne. Han laa i to Dage ved Grimsø, landede derpaa i Havnevaag paa Sydsiden af Rossø, og drog derfra tvers over Øen, for at komme ned paa Nordsiden til Fjord, hvor Erlend just holdt til. Han tilbragte Juledagene paa Gaarden Orkahaug, og kom ikke førend 13de Dag Juul (6te Januar 1155) til Fjord. Besynderligt nok, kom han alligevel uventet[20]. Erlend havde været i Drikkelag oppe paa Gaarden, men var heldigviis just vendt tilbage til sit Skib, saa at Haralds Mænd ej fik ham fat, derimod dræbte de to Mænd af hans Følge, og fangede fire, hvoriblandt Arnfinn, en Broder af Anakol. Med disse Fanger vendte Harald tilbage til Thorsaa paa Katanes, men sendte Arnfinn til Lambaborg, maaskee fordi han her troede ham i større Sikkerhed. Det lykkedes imidlertid Anakol noget senere (2den Febr.) at faa en af Borgens Befalingsmænd i sin Magt, og imod denne blev Arnfinn da udleveret. Erlend og Svein tilbragte imidlertid en stor Deel af Vintren ombord paa deres Skibe, af Frygt for Overfald. Paa denne Tid bejlede en mægtig Høvding, ved Navn Erlend unge[21], der synes at have hørt hjemme paa Hjaltland, til Haralds Moder Margrete. Harald gav ham Afslag, men Erlend flygtede bort med hende til Borgen paa Mosø, hvor han beredede sig paa at forsvare sig til det yderste. Harald drog derhen og begyndte at belejre Borgen, men uden synderlig Fremgang, og da Erlend lovede ham al den Bistand, han formaaede at yde, hvis han vilde skjenke ham Margretes Haand, og derhos forestillede ham, hvor magtpaaliggende det nu maatte være ham at skaffe sig saa mange formaaende Venner som muligt, besluttede han klogeligt at slutte Forlig og Venskab med ham. Erlend fik Margrete til Egte, og blev nu en af Haralds troeste Tilhængere[22]. Den følgende Sommer (1155) droge de over til Norge, rimeligviis for at søge Bistand hos Kong Inge, men der tales ikke om at han fik nogen, og det er heller ikke sandsynligt, thi Inge var da, som det nedenfor vil sees, saa optagen af Fejder indenlands, at han neppe kunde beskjeftige sig med Haralds Anliggender. Erlend og Svein troede lig ogsaa saa trygge, at de endog gjorde et Herjetog til Skotlands og Englands Kyster, hvorved de nær vare blevne tagne til Fange af en anseet Kjøbmand i Berwick, hvis Skib de havde røvet. Kong Mælkolm havde allerede sendt Folk afsted med Penge for at løskjøbe dem, da de frelstes ved Sveins Aarvaagenhed. De kom først seent om Høsten tilbage til Orknøerne[23].

Endelig kom Ragnvald Jarl. Han havde opholdt sig om Sommeren paa Hørdaland, sandsynligviis hos Erling skakke, uden, som det lader, at have stødt sammen med Harald Jarl, eller at have blandet lig i de Uroligheder, som da fandt Sted, og hvori heller ikke Erling skakke synes at have deeltaget, som det siden vil erfares. Ragnvald havde allerede hørt mangt og meget om hvad der var foregaaet paa Øerne, og vitterlig beklaget det[24]. Men han kunde dog ikke komme afsted førend langt ud paa Aaret, og maatte, da han ingen Skibe havde, rejse over paa et Kjøbmandsskib, der tilhørte en Islænding. Imidlertid lovede hans Venner, i Vintrens Løb at lade et eller flere Langskibe bygge til ham, og sende dem over næste Sommer. Han landede først ved Torfnes i Skotland, og kom først lidt før Juul tilbage til Orknøerne. For saa vidt Erlend, hvad der ej er utroligt, havde Lyst til at forholde ham hans Parti-Herredømmet, maatte han nu undertrykke denne Lyst, da Bønderne udtrykkeligt fordrede Forliget overholdt. Der indlededes Underhandlinger mellem begge Jarlerne, og paa et Møde i Kirkevaag, den 23de December, enedes de om, at hver af dem skulde have Halvparten af Øerne, og at de indbyrdes skulde forsvare hinanden mod Harald, eller hvilken som helst anden, der gjorde Fordring paa Jarldømmet. Saaledes havde da Ragnvald faaet Erlend i Stedet for Harald til Medregent, en Forandring der neppe behagede ham, og det maa sikkert have kostet ham megen Overvindelse, at bekvemme sig til et Forlig, hvorved Haralds, der næsten kunde kaldes hans Fostersøns, Rettigheder ganske opofredes. Men han havde intet andet Valg, naar han ikke selv vilde opgive sine Fordringer. At han fremdeles havde Forkjærlighed for Harald, og benyttede den første Lejlighed, der tilbød sig, for igjen at forvinde sig med ham, vil i det følgende blive viist[25].

  1. Se Fordun, VIII. 20 (I. S. 448), jfr. Chron. de Melrose, ved 1156.
  2. Inge Haraldssøns Saga Cap. 20. Orknøyinga Saga S. 324. Her angives Enkelthederne lidt forskjelligt fra Kongesagaens Beretning. Denne lader Eystein kun have tre Smaaskuder, og Harald derimod en Tredivesesse med 80 Mand, medens Orknøyinga Saga giver Eystein „en stor Hær“ og Harald en Tyvesesse. Ogsaa Skalden Einar Skulessøn siger i sit Vers herom, der anføres i Kongesagaen, at Harald havde 80 Mænd og at Eystein tog ham med tre Skuder; men da det ikke synes rimeligt, at Eystein ej skulde have medbragt andre og flere Skibe paa et Tog som dette, maa man formode at han ej har brugt alle sine Skibe til Overfaldet.
  3. Denne Mælkolm er hiin M. comes de Ethoel, som nævnes i et Brev af 1164, og ovenfor (S. 338 Note 2) urigtigt er antagen for at være Forgængeren Maddadh, som derimod under Navnet Madach comes forekommer i et andet, ældre Brev i liber de Scona, udstedt af Kong Alexander l. (S. 2. 3.) At Mælkolm var Søn af Duncan, og af Kongeætten, bevises af et Diplom i Registr. de Dunfermline. Naar Maddadh døde, opgives ej nøjagtigt. Orkneyingasaga siger kun efter at have omtalt Kong Eysteins Tog (S. 324): „da (altsaa i 1153) var Maddadh Jarl død“. Da Maddadhs Hustru Margrete efter hans Dyd havde flere Vern med Gunne Olafssøn, og denne blev forviist i det mindste ikke senere end 1153, kan man vel neppe heller sætte Maddadhs Død senere end 1150.
  4. At Duncan af Fife beskikkedes til Mælkolms Formynder, fortælles af Fordun V. 44 (I. S. 294).
  5. At Harald var gift med Duncans Syster, men forskød hende og siden egtede Mælkolm Mac Heths Datter, siges udtrykkeligt hos Roger Hoveden (Savile S. 767). Begge Hustruer navngives i Orknøyingasaga, Afreka, med hvem han havde fire Børn og saaledes i nogle Diar maa have været gift, S. 396; hendes Faders Ravn anføres ej, men det er ingen Tvivl om at hiin var Duncans Datter; den anden, ved Navn Hvarflad, S. 404; her staar der udtrykkeligt, at hun var Datter af Mælkolm, Jarlen af Moray, d. e. Mælkolm Mac Heth.
  6. Denne Ven hed Ljotulf; han havde en Søn ved Navn Fugl, som var i Haralds Følge, og derfor ikke i nogen god Forstaaelse med Svein.
  7. At det var Eystein, til hvem han henvendte sig, vil i det følgende sees. Det skulde næsten synes som om Kong Inge eller hans Raadgivere nu aldeles ikke have bekymret sig om Orknøerne, men overladt til Eystein at treffe Bestemmelser med dem efter Behag.
  8. Orknøyingasaga, S. 328, 329.
  9. Han tog saaledes et Skib fra Fugl Ljotulfssøn udenfor Skalpeid, og 12 Ører Guld fra en af Harald Jarls Huuskarle.
  10. Orknøyingasaga S. 330. Det heder her i et Haandskrift, at Kong Mælkolm da var 9 Aar gammel, i et andet at han var 20, i et tredie, at han var 19. Hans rette Alder i 1154 var 13 eller 14 Aar, siden han ifølge Chron. de Melrose var 12 Aar ved sin Tronbestigelse. Sagaen fejler ogsaa i at gjøre ham til en Søn, ikke Sønnesøn, af Kong David.
  11. Dette viser aabenbart, at Mælkolm, eller det skotske Hof, var ugunstigt stemt mod Harald.
  12. Anakol indledede Underhandlingerne med at anmode Svein om at give Fugl Ljotulfssøn Erstatning for det røvede Skib, men gik siden ind paa at dette ganske skulde overlades til Sveins egen Afgjørelse.
  13. Stedet kaldes nu Huip eller Huipness, paa Stronsey.
  14. Thorfinn var gift med Ingegerd, Sveins Syster, som Thorbjørn Klerk havde forskudt.
  15. I Orknøyingasaga nævnes saa vel her (S. 334), som senere (S. 338) Kjarekstad. d. e. Cairston eller Stromness; men da der tillige fortælles, at en af Haralds Mænd blev saa forskrækket, at han i halv Vildelse flygtede til Kirkevaag, og ikke vidste af at han havde Skjoldet paa Ryggen, førend han sad fast med det i Døren, maa man slutte, at Kjarekstad ved en Fejltagelse er nævnt i Stedet for Knarrarstad, thi fra Stromness til Kirkevaag er der næsten to norske Mile, en Vej, ingen kunde tilbagelægge i eet væk, medens Knarrarstad, der netop oftere nævnes som Jarlens Gaard, laa paa Sydsiden af Skalpeid, kun ganske kort fra Kirkevaag.
  16. Orknøyingasaga S. 334.
  17. At Harald bemægtigede sig Lambaborg sees deraf, at vi kort efter finde et Par af hans Tilhængere som dets Befalingsmænd, se Orkneyingasaga S. 338, 340.
  18. At Mælkolm Mac Heths Datter, d. e. Hvarflad, ophidsede ham mod det skotske Hof, og at dette ikke gjerne saa hans Forbindelse med hende, sees tydeligt af det oven anførte Sted hos Fordun.
  19. Orknøyingasaga S. 338.
  20. Fjord, nu Frith, ligger ved Aurridefjorden, som forhen er omtalt, med den lille Ø Daminsø, hvor der var et Kastell. I eller ved dette Kastell blev Erlend, som det senere vil vise sig, dræbt; sandsynligviis har han oftere haft Tilhold der, og saaledes ogsaa hiin Juul, da Harald overfaldt ham.
  21. Om denne Erlend unge eller junge tales der førend ved denne Lejlighed ikke et Ord. Det er dette, forenet med den Omstændighed, at han satte sig fast paa Mosøborgen, som gjør det sandsynligt, at han egentlig havde hjemme paa Hjaltland. Paa Mosøborgen, eller Borgen paa Mousa, der endnu staar der, havde allerede Bjørn Hauld i Aaret 900 søgt Tilflugt med Thora Hladhaand, se ovenfor I. 1. S. 579.
  22. Orknøyinga Saga S. 326—342.
  23. Orknøyinga Saga S. 340—346. Enkelthederne ved denne Beretning ere ret interessante, og vise i hvilken Yndest Svein maa have staaet hos Kong Mælkolm.
  24. Orknøyinga Saga S. 320. Her anføres en Vise, som Ragnvald kvad i den Anledning. Han beklager at der oplægges svigagtige Raad, og ytrer at han nu maa bære sig sindigt og forsigtigt ad.
  25. Orknøyinga Saga S. 34ti. De ovenfor anførte Dagsangivelser findes alle i Orknøyinga Saga, og hvad Aarstallene angaar, henvise vi til S. 832, 833 Note.