Det norske Folks Historie/3/88

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Paa Orknøerne var der og rinder Ragnvald Jarls Fraværelſe foregaaet vigtige Begivenheder, hvorom Ragnvald allerede ved Ankomſten til Norge fik Efterretning. Aldrig ſaa ſnart havde han om Sommeren 1153 forladt Orknøerne, førend den norſke Konge Eyſtein, der rimeligviis ærgrede ſig over at Jarlerne havde ſluttet ſig til Kong Inge, ſejlede afſted til Orknøerne med endeel Skibe, for at tvinge Harald Jarl til at underkaſte ſig ham. Han landede ved Rinansø, og da han her fik høre at Harald var dragen over til Katanes, opſøgte han ham der, og kom uventet over ham ved Thorsaa. Harald havde kun en eneſte Tyve— eller Tredive-Sesſe med 80 Mand, og kunde ſaaledes ikke tænke paa at ſætte ſig til Modværge, da tre af Eyſteins Skibe omringede ham. Eyſtein lod Harald gribe og fore ombord paa ſit Skib. Han ſlap ikke derfra, førend han havde betalt en Løſepenge af tre Merker Guld, taget ſit Jarlsdømme til Len af Kong Eyſtein, og ſvoret ham Troſkabs-Ed. Eyſtein fortſatte ſiden Vejen langs Skotlands og Englands Kyſt, under idelige Plyndringer. Tiden var belejlig nok dertil, da den trettenaarige Mælkolm, der faa Maaneder forud var bleven Konge efter ſin Farfader Kong David, eller rettere de, ſom i hans Mindreaarighed ſorte Regjeringen, havde nok at beſtille med at dæmpe en Opſtand, ſom den fangne Kronprætendent Mælkolm Mur Heths Søn Donald, underſtøttet af Morfaderen Sumarlide, havde begyndt[1], og i England vedvarede endnu den blodige Fejde mellem Kong Stephan og Kejſerinde Mathilde. Eyſtein landede ved Aberdeen, dræbte en Mængde Folk og plyndrede Byen; ſiden hjemſøgte han paa ſamme Maade Hartlepool, hvor han kæmpede mod nogle Rytterſkarer, ſlog dem paa Flugten og plyndrede nogle Skibe, dernæſt herjede han vidt og bredt paa Northumberlands Kyſt, brændte Whitby, og beſtod et Par Fegtninger ved to Steder, ſom Einar Skulesſøn, der har beſunget dette Tog, kalder Skorpeſker og Pilevik, ſandſynligviis i Nærheden af Scarborough og Filey-Bay. Ligeledes opbrændte han Flekken Langton, ſom efter den Tid ikke ſkal være kommen ſynderligt paa Fode. Det fortælles at han ſkal have foregivet, at han paa denne Maade vilde tage Hevn for Kong Harald Haardraades Drab. Men det var i ſaa Fald beſynderligt at denne Hevn ſkulde gaa ud over Englands daværende Herrer, hvis Forfædre netop ved at overvinde og fælde Harald Godwinesſøn allerede paa en vis Maade havde hevnet den norſke Konge. Den rette Bevæggrund var viſtnok kun at erhverve Bytte, ſiden Eyſtein nu engang befandt ſig paa disſe Kanter, hvor han fra fordums Dage var godt kjendt, og ſiden den almindelige Forvirring ſkaffede ham ſaa god Lejlighed til at forſøge ſin Lykke. Ved hans Hjemkomſt til Norge ſamme Høſt blev ogſaa, ſiges der udtrykkeligt, denne hans Ferd heel forſkjelligt bedømt: det vil ſige, at mange misbilligede den[2].

Harald Jarls Fader Maddadh var imidlertid død, og ſom Jarl i Athole fulgte ikke Harald ham, men derimod Mælkolm, en Søn af Kong Duncan, Mælkolm Ceanmors og Ingebjørg Jarlemoders Søn[3]. Dette, ſom rimeligviis ſkede efter Foranſtaltning af Duncan, Jarl af Fife, hvilken Kong David beſkikkede til Formynder for ſin mindreaarige Sønneſøn Mælkolm, kunde umuligt være efter Harald Jarls Ønſke[4], men maatte bringe ham paa en ſpendt Fod med det ſkotſke Hof, uagtet han ſelv, maaſkee ved Ragnvald Jarls Foranſtaltning, var gift med Duncans Syſter Affreka[5]. Hans Moder Margrete, der ſaaledes ikke længer havde noget blivende Sted i Athole, kom tilbage til Orknøerne, hvor hiin førte et meget uanſtændigt Liv, og havde nogle Børn med Gunne, Svein Asleivsſøns Broder, hvilken Harald derfor gjorde utlæg, ſaa at hans Broder Svein, der tog Jarlen dette meget ilde op, maatte ſende ham i Sikkerhed til en af ſine Venner paa Øen Ljodhuus i Syderøerne[6]. Harald fik end mere Aarſag til at vredes, da hans Fætter Erlend, Harald Jarls Søn, der ſiden Ottar Jarls Død, ſom ovenfor nævnt, deels havde opholdt ſig paa Syderøerne, deels ligget paa Krigstog, anholdt hos Kong Mælkolm ſaa vel om Jarlsnavn, ſom om Forlening med Katanes, ligeſom hans Fader havde haft det, og fik virkelig Halvdelen af Katanes med Jarletitel. Thi denne Halvpart blev ſaaledes fratagen Harald, der hidtil havde det hele. Dette maatte være Harald ſaa meget mere ubelejligt, ſom Erlend derved fik Mod til at gaa videre i ſine Fordringer, i det han ogſaa gjorde Paaſtand paa Arveret til Orknøerne. Han begav ſig til ſine Venner paa Katanes, ſamlede her Folk om m, og drog over til Orknøerne, hvor han opfordrede Indbyggerne til at modtage ham ſom deres Jarl. Harald ſamlede ogſaa en talrig Skare for at jage Erlend bort, og det vilde være kommet til aabenbar Fejde, hvis deres fælles Frænder ikke havde lagt ſig imellem og forſøgt paa at mægle Fred. Erlend vilde dog ikke lade ſig nøje med mindre end Halvdelen af Øerne, medens Harald derimod intet vilde afſtaa. Endelig gik han dog ind paa at overlade til Erlend den Deel, der egentlig tilhørte Ragnvald, ſom ſaaledes maatte lide, fordi han ej var tilſtede og ſelv kunde varetage ſin Tarv. Der ſluttedes Vaabenſtilſtand paa et Aar, i hvilken Tid Erlend ſkulde drage over til Norge for at anholde hos Kong Eyſtein[7] om Samtykke til en ſaadan Deling, og Forlening med Ragnvalds Part. Han rejſte over endnu ſamme Heſt, efterladende ſin Foſterfader Anakol, en højbyrdig og dygtig Mand fra Syderøerne, med en Deel af ſine Folk. Han tilbragte Vintren i Norge, medens Harald derimod drog over til Katanes for at tilbringe Vintren i Vik. Det var nu et Uheld for Harald, at han ved Gamle Olafsſøns Forviisning var kommen paa en ſpendt Fod med den mægtige Svein Asleivsſøn, thi denne, der juſt opholdt ſig i ſin Borg Lambaborg ved Freswick, viſte ſtrax ſit Uvenſkab ved at angribe og plyndre et af Haralds Skibe, der kom forbi med Skatten fra Hjaltland[8]; ogſaa paa Orknøerne tilføjede han Harald Jarls Venner betydelig Skade[9], og drog endelig ſyd til den ſkotſke Konges Hof i Aberdeen[10], hvor han efter al Rimelighed oplagde Raad og Planer mod Harald. Der fortælles nemlig, at han fik udtrykkeligt Tilſagn om at beholde ſine Beſiddelſer paa Katanes, endog hvis han kom i aabenbart Fiendſkab med Harald[11]. Der ſtod imidlertid endnu ſaa meget mellem ham og Erlend fra tidligere Dage, navnlig Frakarks Indebrænding, at han ikke ligefrem kunde tage hans Parti, førend det var kommet til et formeligt og ordentligt Forlig mellem dem. For at bringe dette til Veje ſørgede Erlends Foſterfader Anakol, der alt for godt indſaa, hvor vigtigt det var for hans Foſterſøn at have Svein paa ſin Side. Da Anakol, ſom tilfældigviis befandt ſig paa Dyrnes, ſaa Svein komme ſejlende tilbage fra Skotland, ſendte han Bud til ham, og indved ham til et Møde paa Sandø. Svein kom, Anakol opbød alt for at vinde ham[12], og Svein modtog gjerne hans Tilbud, at anvende al ſin Indflydelſe hos Erlend Jarl, for at de kunde blive forligte. De droge derfor tilſammen til Hofsnes paa Strjonsø[13], for her at oppebie Erlend, der juſt paa denne Tid, ſom det lader, ventedes fra Norge. De havde heller ikke ligget der mange Dage, førend Erlend kom. Han havde den Beſked fra Kong Eyſtein, at han, merkeligt nok, netop ſkulde have Haralds, ikke Ragnvalds Deel, med andre Ord altſaa, at Harald aldeles ſkulde opgive ſit Herredømme i Øerne. De nærmere Omſtændigheder ved denne Afgjørelſe, der neppe havde ſin Aarſag i nogen Hengivenhed for Ragnvald fra Eyſteins Side, men ſnarere i Frygt for hans mægtige Frænder, angives ikke Anakol og Sveins Svoger Thorfinn[14], der boede paa Strjonsø, ſøgte nu ſtrax at bringe det omtalte Forlig iſtand, men Erlend havde ſaa meget imod Svein, ſaa vel for Frakarks Drab, ſom iſær fordi han ej havde holdt det Løfte, han i ſin Tid havde givet Ottar Jarl om at tage ſig af ham, at han længe ikke vilde høre noget om Forlig med ham, uagtet Svein tilbød ſig at underſtøtte ham i Raad og Daad, og Anakol ſaa vel ſom Thorfinn gjorde ſig den ſtørſte Flid for at formilde ham. Tilſidſt truede de med at ville gjøre Følge med Svein, hvis denne formedelſt Erlends Egenſindighed blev nødt til at forlade Øerne. Da gav Erlend efter, og Forliget ſluttedes (1154). Det viſte ſig ſnart, hvad Fordeel det var for Erlend at bade faaet ham paa ſin Side. Svein foreſlog, at man i ſtrax ſkulde opſøge Harald Jarl, førend han endnu havde faaet Nys om Erlends Tilbagekomſt eller deres Forlig, for derved deſto lettere at tvinge ham til at afſtaa Herredømmet. Som ſagt ſaa gjort, de fandt Harald, der laa med nogle faa Skibe udenfor Knarrarſtad[15], og overraſkede ham ſaa fuldſtændigt, at han og de fleſte af hans Folk maatte løbe fra Skibene over Hals og Hoved, og ſøge Sikkerhed i et Kaſtell, ſom var opført paa Gaarden. Erlend og Svein gave ſig ſtrax til at angribe Kaſtellet, men Harald forſvarede ſig kjekt, indtil Natten gjorde Ende paa Kampen. Morgenen efter kom de nærmeſte Bønder og fælles Venner til, for at megle Fred. Herpaa vilde Erlend og Svein nødig indlade ſig, da det var let at ſee, at Harald ikke vilde kunne udholde nogen langvarig Belejring. Omſider tilſtode de dog Harald fri Udgang, men paa den haarde Betingelſe, at han ſkulde afſtaa ſin Deel af Øerne til Erlend, og edeligt love, aldrig tiere at gjøre Fordring derpaa[16]. Harald, ſom ikke øjnede nogen anden Frelſe, aflagde Eden, og de bedſte Mænd i Øerne krævedes til Vidne derpaa; men det var, ſom vi ville ſee, ingenlunde hans Henſigt at holde hvad han ſaaledes nødtvungen havde ſvoret (29de Sept. 1154). For Øjeblikket maatte han nu drage over til Katanes, og nøje ſig med den Halvpart deraf, ſom han endnu havde tilbage. At han, ſaa vidt muligt, inddrog Sveins Beſiddelſer paa Katanes, trods Kong Mælkolms Løfte til Svein, og navnlig bemægtigede ſig Lambaborg, falder af ſig ſelv[17]. Han beſøgte ogſaa, heder det, ſine Venner i Skotland, hvilke ikke kunne have været andre, end den mægtige Sumarlide af Argyll, og dennes Datterſøn Donald, den fangne Mælkolm Mac Heths Søn, der nu laa i aabenbar Krig med Kong Mælkolm. At ogſaa Harald ſlutiede ſig til dem og ſøgte Underſtøttelſe hos dem, er viſt, da vi erfare, at han forſtod ſin Huſtru Affreka, Duncan Jarls Datter, for at egte Hvarflad, en Datter af Mælkolm. Mac Heth; kun lader det ſig ikke med Beſtemthed ſige, om dette ſkede, efter at den ſkotſke Konge havde frataget ham Halvdelen af Katanes, og af Forbitrelſe herover, eller om denne Behandling fra det ſkotſke Hofs Side var en Følge af at han havde forſkudt Duncans Datter og egtet Hvarflad[18]. Erlend og Svein ſammenkaldte imidlertid et Thing i Kirkevaag, hvor Bønder fra alle Øerne indfandt ſig. Her bekjendtgjorde Erlend, at Kong Eyſtein havde givet ham Haralds Deel at beſtyre, og fremlagde til Bekræftelſe derpaa Kong Eyſteins Brev og Segl. Ved Sveins og dennes mægtige Venners Underſtøttelſe bragte Erlend det til, at Bønderne anerkjendte ham ſom deres Jarl, dog blev det udtrykkeligt beſtemt, at naar Ragnvald kom tilbage, ſkulde Erlend uvægerligen overlade ham den ham tilkommende Deel; men hermed ſkulde Ragnvald ogſaa lade ſig nøje, og hvis han fordrede mere, ſkulde Bønderne modſætte ſig det, og forſvare Erlend i Beſiddelſen af hans Part[19].

Erlend var ſaaledes for det førſte bleven Eneherre paa Øerne. Harald var imidlertid ej den, ſom lod ham nyde Herredømmet i Ro, og Svein bad Erlend derfor paa det indſtændigſte at være paa ſin Poſt mod Overfald. Det varede ikke længer end til Julen, da Svein havde forladt Erlend for at holde Gjeſtebud hjemme paa Gaareksø, og heftige Storme ſyntes at gjøre enhver Sejlads over Pettlandsfjorden umulig, førend Harald ſatte afſted med 4 Skibe og 100 Mand, og ſtyrede over til Orknøerne. Han laa i to Dage ved Grimsø, landede derpaa i Havnevaag paa Sydſiden af Roſsø, og drog derfra tvers over Øen, for at komme ned paa Nordſiden til Fjord, hvor Erlend juſt holdt til. Han tilbragte Juledagene paa Gaarden Orkahaug, og kom ikke førend 13de Dag Juul (6te Januar 1155) til Fjord. Beſynderligt nok, kom han alligevel uventet[20]. Erlend havde været i Drikkelag oppe paa Gaarden, men var heldigviis juſt vendt tilbage til ſit Skib, ſaa at Haralds Mænd ej fik ham fat, derimod dræbte de to Mænd af hans Følge, og fangede fire, hvoriblandt Arnfinn, en Broder af Anakol. Med disſe Fanger vendte Harald tilbage til Thorsaa paa Katanes, men ſendte Arnfinn til Lambaborg, maaſkee fordi han her troede ham i ſtørre Sikkerhed. Det lykkedes imidlertid Anakol noget ſenere (2den Febr.) at faa en af Borgens Befalingsmænd i ſin Magt, og imod denne blev Arnfinn da udleveret. Erlend og Svein tilbragte imidlertid en ſtor Deel af Vintren ombord paa deres Skibe, af Frygt for Overfald. Paa denne Tid bejlede en mægtig Høvding, ved Navn Erlend unge[21], der ſynes at have hørt hjemme paa Hjaltland, til Haralds Moder Margrete. Harald gav ham Afſlag, men Erlend flygtede bort med hende til Borgen paa Mosø, hvor han beredede ſig paa at forſvare ſig til det yderſte. Harald drog derhen og begyndte at belejre Borgen, men uden ſynderlig Fremgang, og da Erlend lovede ham al den Biſtand, han formaaede at yde, hvis han vilde ſkjenke ham Margretes Haand, og derhos foreſtillede ham, hvor magtpaaliggende det nu maatte være ham at ſkaffe ſig ſaa mange formaaende Venner ſom muligt, beſluttede han klogeligt at ſlutte Forlig og Venſkab med ham. Erlend fik Margrete til Egte, og blev nu en af Haralds troeſte Tilhængere[22]. Den følgende Sommer (1155) droge de over til Norge, rimeligviis for at ſøge Biſtand hos Kong Inge, men der tales ikke om at han fik nogen, og det er heller ikke ſandſynligt, thi Inge var da, ſom det nedenfor vil ſees, ſaa optagen af Fejder indenlands, at han neppe kunde beſkjeftige ſig med Haralds Anliggender. Erlend og Svein troede lig ogſaa ſaa trygge, at de endog gjorde et Herjetog til Skotlands og Englands Kyſter, hvorved de nær vare blevne tagne til Fange af en anſeet Kjøbmand i Berwick, hvis Skib de havde røvet. Kong Mælkolm havde allerede ſendt Folk afſted med Penge for at løskjøbe dem, da de frelſtes ved Sveins Aarvaagenhed. De kom førſt ſeent om Høſten tilbage til Orknøerne[23].

Endelig kom Ragnvald Jarl. Han havde opholdt ſig om Sommeren paa Hørdaland, ſandſynligviis hos Erling ſkakke, uden, ſom det lader, at have ſtødt ſammen med Harald Jarl, eller at have blandet lig i de Uroligheder, ſom da fandt Sted, og hvori heller ikke Erling ſkakke ſynes at have deeltaget, ſom det ſiden vil erfares. Ragnvald havde allerede hørt mangt og meget om hvad der var foregaaet paa Øerne, og vitterlig beklaget det[24]. Men han kunde dog ikke komme afſted førend langt ud paa Aaret, og maatte, da han ingen Skibe havde, rejſe over paa et Kjøbmandsſkib, der tilhørte en Islænding. Imidlertid lovede hans Venner, i Vintrens Løb at lade et eller flere Langſkibe bygge til ham, og ſende dem over næſte Sommer. Han landede førſt ved Torfnes i Skotland, og kom førſt lidt før Juul tilbage til Orknøerne. For ſaa vidt Erlend, hvad der ej er utroligt, havde Lyſt til at forholde ham hans Parti-Herredømmet, maatte han nu undertrykke denne Lyſt, da Bønderne udtrykkeligt fordrede Forliget overholdt. Der indlededes Underhandlinger mellem begge Jarlerne, og paa et Møde i Kirkevaag, den 23de December, enedes de om, at hver af dem ſkulde have Halvparten af Øerne, og at de indbyrdes ſkulde forſvare hinanden mod Harald, eller hvilken ſom helſt anden, der gjorde Fordring paa Jarldømmet. Saaledes havde da Ragnvald faaet Erlend i Stedet for Harald til Medregent, en Forandring der neppe behagede ham, og det maa ſikkert have koſtet ham megen Overvindelſe, at bekvemme ſig til et Forlig, hvorved Haralds, der næſten kunde kaldes hans Foſterſøns, Rettigheder ganſke opofredes. Men han havde intet andet Valg, naar han ikke ſelv vilde opgive ſine Fordringer. At han fremdeles havde Forkjærlighed for Harald, og benyttede den førſte Lejlighed, der tilbød ſig, for igjen at forvinde ſig med ham, vil i det følgende blive viiſt[25].

  1. Se Fordun, VIII. 20 (I. S. 448), jfr. Chron. de Melrose, ved 1156.
  2. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 20. Orknøyinga Saga S. 324. Her angives Enkelthederne lidt forſkjelligt fra Kongeſagaens Beretning. Denne lader Eyſtein kun have tre Smaaſkuder, og Harald derimod en Trediveſesſe med 80 Mand, medens Orknøyinga Saga giver Eyſtein „en ſtor Hær“ og Harald en Tyveſesſe. Ogſaa Skalden Einar Skulesſøn ſiger i ſit Vers herom, der anføres i Kongeſagaen, at Harald havde 80 Mænd og at Eyſtein tog ham med tre Skuder; men da det ikke ſynes rimeligt, at Eyſtein ej ſkulde have medbragt andre og flere Skibe paa et Tog ſom dette, maa man formode at han ej har brugt alle ſine Skibe til Overfaldet.
  3. Denne Mælkolm er hiin M. comes de Ethoel, ſom nævnes i et Brev af 1164, og ovenfor (S. 338 Note 2) urigtigt er antagen for at være Forgængeren Maddadh, ſom derimod under Navnet Madach comes forekommer i et andet, ældre Brev i liber de Scona, udſtedt af Kong Alexander l. (S. 2. 3.) At Mælkolm var Søn af Duncan, og af Kongeætten, beviſes af et Diplom i Registr. de Dunfermline. Naar Maddadh døde, opgives ej nøjagtigt. Orkneyingaſaga ſiger kun efter at have omtalt Kong Eyſteins Tog (S. 324): „da (altſaa i 1153) var Maddadh Jarl død“. Da Maddadhs Huſtru Margrete efter hans Dyd havde flere Vern med Gunne Olafsſøn, og denne blev forviiſt i det mindſte ikke ſenere end 1153, kan man vel neppe heller ſætte Maddadhs Død ſenere end 1150.
  4. At Duncan af Fife beſkikkedes til Mælkolms Formynder, fortælles af Fordun V. 44 (I. S. 294).
  5. At Harald var gift med Duncans Syſter, men forſkød hende og ſiden egtede Mælkolm Mac Heths Datter, ſiges udtrykkeligt hos Roger Hoveden (Savile S. 767). Begge Huſtruer navngives i Orknøyingaſaga, Afreka, med hvem han havde fire Børn og ſaaledes i nogle Diar maa have været gift, S. 396; hendes Faders Ravn anføres ej, men det er ingen Tvivl om at hiin var Duncans Datter; den anden, ved Navn Hvarflad, S. 404; her ſtaar der udtrykkeligt, at hun var Datter af Mælkolm, Jarlen af Moray, d. e. Mælkolm Mac Heth.
  6. Denne Ven hed Ljotulf; han havde en Søn ved Navn Fugl, ſom var i Haralds Følge, og derfor ikke i nogen god Forſtaaelſe med Svein.
  7. At det var Eyſtein, til hvem han henvendte ſig, vil i det følgende ſees. Det ſkulde næſten ſynes ſom om Kong Inge eller hans Raadgivere nu aldeles ikke have bekymret ſig om Orknøerne, men overladt til Eyſtein at treffe Beſtemmelſer med dem efter Behag.
  8. Orknøyingaſaga, S. 328, 329.
  9. Han tog ſaaledes et Skib fra Fugl Ljotulfsſøn udenfor Skalpeid, og 12 Ører Guld fra en af Harald Jarls Huuskarle.
  10. Orknøyingaſaga S. 330. Det heder her i et Haandſkrift, at Kong Mælkolm da var 9 Aar gammel, i et andet at han var 20, i et tredie, at han var 19. Hans rette Alder i 1154 var 13 eller 14 Aar, ſiden han ifølge Chron. de Melrose var 12 Aar ved ſin Tronbeſtigelſe. Sagaen fejler ogſaa i at gjøre ham til en Søn, ikke Sønneſøn, af Kong David.
  11. Dette viſer aabenbart, at Mælkolm, eller det ſkotſke Hof, var ugunſtigt ſtemt mod Harald.
  12. Anakol indledede Underhandlingerne med at anmode Svein om at give Fugl Ljotulfsſøn Erſtatning for det røvede Skib, men gik ſiden ind paa at dette ganſke ſkulde overlades til Sveins egen Afgjørelſe.
  13. Stedet kaldes nu Huip eller Huipneſs, paa Stronsey.
  14. Thorfinn var gift med Ingegerd, Sveins Syſter, ſom Thorbjørn Klerk havde forſkudt.
  15. I Orknøyingaſaga nævnes ſaa vel her (S. 334), ſom ſenere (S. 338) Kjarekſtad. d. e. Cairſton eller Stromneſs; men da der tillige fortælles, at en af Haralds Mænd blev ſaa forſkrækket, at han i halv Vildelſe flygtede til Kirkevaag, og ikke vidſte af at han havde Skjoldet paa Ryggen, førend han ſad faſt med det i Døren, maa man ſlutte, at Kjarekſtad ved en Fejltagelſe er nævnt i Stedet for Knarrarſtad, thi fra Stromneſs til Kirkevaag er der næſten to norſke Mile, en Vej, ingen kunde tilbagelægge i eet væk, medens Knarrarſtad, der netop oftere nævnes ſom Jarlens Gaard, laa paa Sydſiden af Skalpeid, kun ganſke kort fra Kirkevaag.
  16. Orknøyingaſaga S. 334.
  17. At Harald bemægtigede ſig Lambaborg ſees deraf, at vi kort efter finde et Par af hans Tilhængere ſom dets Befalingsmænd, ſe Orkneyingaſaga S. 338, 340.
  18. At Mælkolm Mac Heths Datter, d. e. Hvarflad, ophidſede ham mod det ſkotſke Hof, og at dette ikke gjerne ſaa hans Forbindelſe med hende, ſees tydeligt af det oven anførte Sted hos Fordun.
  19. Orknøyingaſaga S. 338.
  20. Fjord, nu Frith, ligger ved Aurridefjorden, ſom forhen er omtalt, med den lille Ø Daminsø, hvor der var et Kaſtell. I eller ved dette Kaſtell blev Erlend, ſom det ſenere vil viſe ſig, dræbt; ſandſynligviis har han oftere haft Tilhold der, og ſaaledes ogſaa hiin Juul, da Harald overfaldt ham.
  21. Om denne Erlend unge eller junge tales der førend ved denne Lejlighed ikke et Ord. Det er dette, forenet med den Omſtændighed, at han ſatte ſig faſt paa Mosøborgen, ſom gjør det ſandſynligt, at han egentlig havde hjemme paa Hjaltland. Paa Mosøborgen, eller Borgen paa Mouſa, der endnu ſtaar der, havde allerede Bjørn Hauld i Aaret 900 ſøgt Tilflugt med Thora Hladhaand, ſe ovenfor I. 1. S. 579.
  22. Orknøyinga Saga S. 326—342.
  23. Orknøyinga Saga S. 340—346. Enkelthederne ved denne Beretning ere ret interesſante, og viſe i hvilken Yndeſt Svein maa have ſtaaet hos Kong Mælkolm.
  24. Orknøyinga Saga S. 320. Her anføres en Viſe, ſom Ragnvald kvad i den Anledning. Han beklager at der oplægges ſvigagtige Raad, og ytrer at han nu maa bære ſig ſindigt og forſigtigt ad.
  25. Orknøyinga Saga S. 34ti. De ovenfor anførte Dagsangivelſer findes alle i Orknøyinga Saga, og hvad Aarstallene angaar, henviſe vi til S. 832, 833 Note.