Det norske Folks Historie/3/87

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ved ſin Hjemkomſt til Norge fandt Erling Ormsſøn, der efter det Saar, han havde faaet paa Dromunden, ſiden efter ſædvanligviis kaldtes Erling ſkakke, ſin Broder Agmund Dreng død, ſom det ſynes uden Arvinger, hvorfor Erling nu blev Ættens Hoved og tiltraadte dens Hovedgaard Stødle. Hans Anſeelſe forøgedes end mere derved, at han, ved Kong Inges egen Medvirkning, egtede Kong Sigurd Jorſalafarers Dronning Malmfrids Datter Chriſtina (1155). Erling ſaa her mere paa de politiſke Fordele ved Giftermaalet, end paa Brudens moralſke Vandel, thi Chriſtina var, ſom ovenfor omtalt[1], et udſvævende Fruentimmer, der allerede, ſom det hed, havde haft en Søn med Kong Sigurd Mund, og ligeledes ſenere under ſit Giftermaal med Erling opførte ſig højſt forargeligt. Der var rigtignok intet andet at vente af den Opdragelſe, hun havde faaet ved et Hof, hvor Dronning Ingerid var den fornemſte Dame. Allerede Aaret efter Giftermaalet fødte Chriſtina Erling en Søn, Magnus, der ſiden efter formedelſt ſin høje Byrd og Faderens ſtore Magt, blev Norges Konge. Det lykkedes dog ikke Erling, ſom han maaſkee havde ventet, ſtrax at erhverve den ſamme Indflydelſe hos Kong Inge, ſom hans afdøde Broder Agmund. I dennes Sted ſom Kongens fornemſte Raadgiver og højre Haand, eller rettere ſom den egentlige Regent i hans Navn, traadte nemlig Gregorius Dagsſøn fra Viken, Dag Eilifsſøns og Ragnhild Skoftedatters Søn, en af Norges ypperligſte og talentfuldeſte Mænd. Om Anledningen til, at han ſluttede ſig til Kong Inge, fortælles følgende Hiſtorie, hvis Paalidelighed dog neppe er hævet over enhver Tvivl. Hans Moder Ragnhilds Syſter Gyda boede, heder det, nord i Landet ikke langt fra hiin Geirſtein, hvis Datter var Kong Sigurds Frille, og ſom derfor, tryg ved hans Beſkyttelſe, tillod ſig tilligemed ſine Sønner Hjarande og Hiſing mange voldſomme og uretfærdige Handlinger. Geirſtein fandt for godt at bejle til Gyda, ſom gav ham Afſlag, og derfor blev han ſaa opbragt paa hende, at han ved enhver Anledning ſøgte at tilføje hende Skade. Saaledes lod han blandt andet ſit Kvæg gaa i hendes Agre, og ſvarede grovt, naar hun gjorde Foreſtillinger derimod. Hun klagede bitterligt over, at hun nød ſaa lidet godt af ſine anſeede Frænders Magt. Dette tog hendes Frænde og Foſterfader Gyrd til ſig, og lovede at hevne hendes Skade, hvad end Kong Sigurd vilde ſige; en Dag, da Geirſteins Kvæg ſom ſædvanligt gik i hendes Agre, greb hiin vred et Spyd, og vilde ſelv ile derhen, men Gyrd mødte hende, tog Spydet, og jog Køerne tilbage over Broen, ſom laa over en Bæk, der dannede Grændſen mellem hendes og Geirſteins Ejendomme. Her paa Broen mødte han Geirſtein ſelv, der ligeledes var bevæbnet, og ſtak efter ham, idet han beklagede at Folk af ſmaa Ætter nu vovede at ſætte Næſen i Vejret og maale ſig med ſine Overmænd. Gyrd ſlog hans Spyd til Side, og gjennemborede ham med ſit Spyd, ſaa at han ſtyrtede død ned. Derpaa vendte han tilbage til Gyda. Hun takkede ham for hans raſke Daad, men vovede dog ikke at beholde bane hos ſig, af Frygt for Geirſteins Sønner, og ſendte ham til ſin Syſter Ragnhild, med Hilſen om at hun ſkulde faa ſin Søn Gregorius til at tage ham i Beſkyttelſe. Ragnhild gjorde ſaa, og bad ſtrax Gregorius om at tage ſig af Manden. Gregorius gjorde i Førſtningen Vanſkeligheder paa Grund af den ſtore Fare ved at udſætte ſig for Kong Sigurds Vrede. Men da hun bebrejdede ham hans Modløshed, ſpurgte, om han da altid vilde være en ubetydelig og daadløs Mand, og foreſtillede ham, at hvis han tænkte paa at vorde en Høvding, maatte dog een Gang være den førſte, kunde han ikke andet end erkjende Rigtigheden af hendes Ord, og lovede at beſkytte Gyrd, hvis hans 60 Huuskarle, der vare paa Gaarden, vilde aflægge Ed paa at ſtaa ham bi til det yderſte. Dette ſkede. Geirſteins Sønner vilde imidlertid førſt opbrænde Guders Gaard, til Hevn for deres Fader, men Kong Sigurd tillod det ikke, da han førſt ønſkede at man med det Gode ſkulde ſee til at faa Boder og tilvejebringe Forlig. De bade ham da om Underſtøttelſe til at angribe og fælde Gregorius, men heller ikke herpaa vilde han indlade ſig, førend han havde forſøgt mindelig Afgjørelſe. Han ſendte derfor en forſtandig og brav Mand, ved Navn Lodin, til Gregorius, for at ſpørge ham, hvad Bod han vilde byde for Geirſteins Drab. Gregorius ſvarede at Geirſtein laa paa ſine egne Gjerninger, og med denne Beſked maatte Lodin vende tilbage. Kongen ſendte nu en vis Raud med 30 Mand, for at forelægge Gregorius det ſamme Spørgsmaal, men denne Gang med Barſkhed og Truſler. Gregorius var dog ikke den, ſom lod ſig ſkræmme heraf, men ſvarede Rand, at hvad Lodin ikke havde faaet ham til med det Gode, vilde han, Rand, endnu mindre kunne udrette med det Onde. Rand maatte ſaaledes pakke ſig bort med uforrettet Sag. Men da han var kommen til nærmeſte Skov, lod han Halvdelen af ſin Skare drage Tiggerklæder ovenpaa deres Ruſtninger, gjorde ſelv ligeſaa, bød de øvrige at vente i Skoven, indtil han kom tilbage, og begav ſig med hine i Tiggerforklædningen til Gregorius Gaard, hvor de ſatte ſig paa Bænkene i hans Drikkeſtue, oppebiende Aftenen, naar han kom ind, for da at overfalde ham. Gregorius kom med ſit Følge, men gjenkjendte dem ſtrax, lod dem tage og binde, og Morgenen efter jage ud i Skoven til deres Kamerater. Siden ſammenkaldte han Thing, og kundgjorde her, hvor ſvigagtigt man havde efterſtræbt hans Liv. Bønderne dømte Raud og hele hans Skare fra Livet, og de bleve hængte[2]. Da Kong Sigurd og Geirſteins Sønner fik dette at vide, bleve de heel opbragte, og denne Gang negtede han dem ikke længer Underſtøttelſe til at angribe ham. De droge øſter i Viken, og overfaldt ham i Tunsberg om Julen, i den Tanke at han da var mindſt belavet paa Ufred; men han havde dog faaet Nys om deres Forehavende, flg modtog dem med en ſaa overlegen Styrke, at de med Skamme maatte flygte, og atter vendte tilbage til Kongen. Siden efter fik de ſpurgt, at Gregorius ſkulde til et Gilde hos ſin Svoger — hans Navn angives ikke[3] —; de ſkyndte ſig at komme ham i Forkjøbet, dræbte Mændene paa Gaarden, og gjorde ſig ſelv tilgode med Gjeſtebudskoſten, alt ſammen uden at Gregorius fik det at vide. Men da han kom ſejlende ind til Gaarden, der laa nær ved Vandet, merkede han Uraad ved at ſee ſaa mange Folk forſamlede, lagde ind til et Nes længer ude, og lokkede derved Fienden til at forlade Gaarden og drage ham imøde; Gregorius undveg dem, ſkyndte ſig med ſine Folk op paa Gaarden for dem, og forſvarede ſig nu, dækket ved Huſebygningerne, ſaa godt, at Angriberne ganſke bleve ſlagne, efter at begge Brødrene vare faldne for hans egen Haand. Men han fandt det nu ogſaa raadeligſt at begive ſig til Kong Inge og give ſig i hans Beſkyttelſe. Der opſtod nu, heder det, ſaadant Venſkab mellem ham og Inge, at han fra den Tid blev Kongens fornemſte Støtte. Forſaavidt man gotiſke kan ſtole paa denne Beretning[4], og disſe Begivenheder ſaaledes virkelig have fundet Sted, maa de rimeligviis henføres til Tiden medens Agmund Dreng endnu levede, ſaaledes at Gregorius endnu inden dennes Død var bleven Kongens erklærede Yndling, og derfor ſtrax var rede til at træde i hans Sted. Thi hvis ikke Erling ſkakke, ſom viſtnok betragtede ſig nærmeſt hertil, allerede ved ſin Hjemkomſt havde fundet ham i ſaa fuldſtændig Beſiddelſe af Magten, at det ikke engang kunde nytte at forſøge paa at fortrænge ham, vilde han neppe havde fundet ſig i at han eller nogen anden gik ham i Vejen, ſaa meget mere ſom vi af det følgende tydeligt kunne ſee, at Erling ligefrem lagde an paa at erhverve den højeſte Magt, og det uden ſynderlige Betænkeligheder med Henſyn til de Midler, han anvendte, ligeſom det ogſaa er umiskjendeligt, at der herſkede en ikke ringe Grad af Skinſyge mellem ham og Gregorius, og mellem deres Tilhængere indbyrdes, om end fælles Interesſer bød dem at holde ſammen, ſaalænge Kong Inges Parti endnu ikke bar blevet det eneherſkende. Erling ſynes endog i den førſte Tid efter ſin Hjemkomſt ganſke at have holdt ſig udenfor de politiſke Begivenheder Gregorius beſad, ſom der ſiges, ſelv ſtore Rigdomme, og ſparede hverken ſig giv eller ſit Gods i Kongens Tjeneſte: denne tilſtod ham desuden af ſine Ejendomme ſaa meget, han vilde have. Han bar en i enhver Henſeende udmerket Mand, forſtandig, driftig og modig, og det hed blandt Folket, at ypperligere Lendermand, end han, havde der ikke været i Mands Minde[5]. Ogſaa den danſke Forfatter Saxo bevidner, at han var dygtig i Raad og Daad, og at Kong Inges Haab og Trøſt fornemmelig hvilede paa ham[6].

  1. Se herom ovenfor S. 812.
  2. Ogſaa de, ſom vare blevne tilbage i Skoven, maa ſaaledes ſenere være grebne og bundne; thi ellers vilde de viſtnok have flygtet, og ikke oppebiet Straffen. Men dette Sted, ſom ſaa mange andre i denne Fortælling, er heel beſynderligt, og bidrager til at gjøre den mistænkelig.
  3. Det kan ikke have været Gyrd Aamundesſøn, der var gift med Gregorius’s Syſter Gyrid, thi han blev førſt dræbt 1159, heller ikke hans anden Svoger Haldor Brynjulfsſøn, dræbt 1160, endnu mindre feires det at have kunnet være Thrønderen Kaare Saxesſøn, gift med hans 3die Syſter Borghild.
  4. Den findes alene i Morkinſkinna, fol. 36 a. b.; ſamt Begyndelſen af den aller ſidſt i Ágrip. Hvad der iſær gjør den mistænkelig, er den Omſtændighed, at Gyda, der ſom Ragnhilds Syſter maa have været en Datter af Skofte paa Giſke, intet andet Steds omtales, og det heller ikke ſynes rimeligt, at hun ej fornemmelig ſkulde have bedet ſin mægtige Broder Paal om Hjelp.
  5. Inge Haraldsſøns Saga Cap, 21.
  6. Saxo S. 192.