Det norske Folks Historie/3/86

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens Jarlerne Ragnvald og Harald opholdt ſig i Norge, kom en anſeet Lendermand, ved Navn Eindride unge[1], om Sommeren (1150) tilbage fra Conſtantinopel, hvor han længe havde ſtaaet i Kejſerens Tjeneſte blandt Væringerne. Han kunde fortælle mangt og meget derfra, og man havde ſtor Fornøjelſe af at ſpørge ham ud og høre Beſked om Forhold og Tildragelſer i Udlandet. Hvad han nu fornemmelig kunde berette, var, foruden endeel Sagn om Væringerne og deres Bedrifter, hvorom nedenfor, ſandſynligviis om det ſtore Korstog, ſom Kong Konrad III i Tydſkland og Ludvig VII i Frankrig, tilligemed mange andre Fyrſter og Herrer, opmuntrede dertil ved den hellige Bernhards henrivende Veltalenhed, nys havde foretaget (1147—1148). Navnlig dvælede han vel ved de mange merkelige Optrin, ſom fandt Sted ved den tydſke og den franſke Korshærs Gjennemmarſch i og forbi Conſtantinopel, hvortil han ſelv upaatvivlelig havde været et Øjevidne. Blandt dem, der ofte underholdt ſig med Eindride, og fornøjede ſig ved at høre hans Fortællinger, var Ragnvald Jarl. Ved en ſaadan Tale ytrede Eindride engang ſin Forundring over at Jarlen ikke ſelv gjorde et Tog til det hellige Land, men kun nøjede ſig med at høre Beretninger derfra. For en ſaa ypperlig og talentfuld Mand ſom Jarlen, ſagde han, pasſede juſt et ſaadant Tog; thi hvor han kom, vilde han nyde ſtor Anſeelſe blandt Konger og Fyrſter. Mange af de Tilſtedeværende ſandede Eindrides Ord, og opfordrede Jarlen til at gjøre Toget; blandt disſe var ogſaa Erling Ormsſøn, der ſagde at han ſelv vilde drage med, hvis Jarlen ſatte ſig i Spidſen. Denne gav omſider efter for alle disſe Overtalelſer, og da det blev bekjendt, at han og Erling havde taget Korſet, fulgte flere gjæve Mænd deres Exempel, navnlig Jon Petersſøn, Ragnvalds Svoger, Aslak Erlendsſøn, Guthorm Møl, og en vis Kol af Halland[2]. Som allerede ovenfor nævnt, ſynes det iſær at have været Medlemmer af Hørdakaare-Ætten, der forenede ſig om Tugt. Ragnvald Jarl beſtemte en Tid af to Aar til Forberedelſer, thi ſaa længe vilde han ſidde hjemme i ſit Rige. Jarlen ſkulde være den egentlige Anfører, men Eindride unge, paa Grund af ſin ſtørre Erfaring og Berejſthed, blive med ſom Vejviſer. Det aftaltes til Forebyggelſe af Misundelſe og Splid, at ingen af Deeltagerne, uden Jarlen ſelv, maatte have et ſtørre Skib end paa 30 Rum, eller et ſmykket Drageſkib; det Skib, hvorpaa Jarlen ſkulde drage i Korstog, ſkulde hans Svoger Jon Fot lade bygge for ham, og i alle Dele udſtyre det ſaa godt ſom muligt.

Om Høſten vendte Jarlen tilbage til Orknøerne. Kong Inge gav ham til Hjemrejſen to Langſkibe, af hvilke han ſtrax igjen forærede Harald Jarl det ene; de vare temmelig ſmaa, meeſt ſkikkede til Roning, men udmerket ſmukke og hurtige. Ogſaa af ſine Venner fik han ſtore Gaver. Jarlerne forlode Norge en Tirsdags Aften, og havde god Vind om Natten, men om Onsdagen kom der en heftig Storm, faa at de ſkiltes fra hinanden, og mod Aftenen, da Mørket faldt paa, ikke vidſte hvor de vare, for-end de med eet ſaa ſig omringede af Brændinger paa alle Kanter, og maatte faae ſin Frelſe ved at ſætte lige paa Land. Det var Hjaltlands Klippekyſt, de havde for ſig. Begge Skibene forliſte med meget Gods, men Folkene reddede ſig, og Jarlen ſelv viſte ſig ej alene raſk og uforfærdet, men endog faa munter, at han kvad Vers næſten ved hvert Ord, han talte. Hjaltlændingerne modtoge ham venligt og ytrede deres Glæde over at han var ſluppen ſaa godt fra den Livsfare, hvori han havde været. Han opholdt ſig temmelig længe paa Hjaltland, og begav ſig

førſt ſeenhøſtes ſyd til Orknøerne. Han gjorde nu et ſtort Julegjeſtebud, hvortil han indbød Biſkop Villjam og de fornemſte Mænd paa Øerne. Her bekjendtgjorde han ſin Beſlutning, at gjøre et Korstog til det hellige Land, og anmodede Biſkoppen om at være med, fordi han havde ſtuderet i Paris, og derfor kunde gjøre god Nytte ſom Tolk. Biſkoppen lovede det. Flere anſeede Mænd paa Orknøerne toge nu ogſaa Korſet.

Da de to Aar vare omme, rejſte Ragnvald tidligt om Vaaren (1152) øſter til Norge for at ſee, hvorledes det gik med Lendermændenes Udruſtninger. I Bergen traf han allerede ſin Svoger Jon Fot og Erling Ormsſøn ſaa vel ſom Aslak, og Guthorm kom ſtrax efter. Da ankom ogſaa det Skib, Jon Fot havde ladet bygge til Jarlen; det var omhyggeligt arbejdet og herligt at ſee til; navnlig vare alle Forſtavnspladerne og Fløjene forgyldte. Eindride tom idelig til Byen om Sommeren, og ſagde hver Gang, at han i næſte Uge ſkulde være færdig, men ſaaledes gik det fra Uge til Uge; Jarlens Mænd knurrede over at de maatte vente ſaa længe, og flere meente at man ej burde bie længer paa ham, da hans Nærværelſe viſt ikke var ſaa uomgængelig nødvendig. Endelig meldte Eindride at han var færdig, og Jarlen gav da Befaling til at afſejle med førſte gunſtige Vind. Da de lagde ud fra Buen, blæſte det kun ſvagt, og Jarlens Skib, der behøvede ſterk Vind, gik derfor kun langſomt, ſaa at de andre Høvdinger firede paa Sejlene for ej at ſejle fra ham. Men da de kom ud om Øerne, tiltog Vinden, og da gik Jarlens Skib med ſterk Fart for fulde Sejl, medens man paa de andre Skibe maatte tage Red ind. De ſaa nu at to ſtore Skibe, kom ſejlende efter; disſe Skibe gik ſaa hurtigt, at de ej alene indhentede de øvrige, men endog ſejlede dem forbi. Det ene af dem var et prægtigt Drageſkib, med forgyldt Hoved og Halekrog, og prydet med Guld og glimrende Farver hele Vejen over Vandgangen. Jarlsmændene ſkjønnede ſtrax, at disſe Skibe tilhørte Eindride, og klagede over at han ikke havde holdt ſig Aftalen efterrettelig, ifølge hvilken ingen ſkulde have udſmykket Skib uden Jarlen. Jarlen ſvarede at det var tydeligt nok at ſee, at Eindride var alt for overmodig til at ville underordne ſig ham eller nogen anden, men meente at det torde være uviſt nok, om Lykken endnu vilde følge ham, eller om den allerede var kommen ham i Forkjøbet; ſelv vilde han i det mindſte ikke efterligne hans Fremfuſenhed. Snart fik man Anledning til at ſande Jarlens Ord, thi Eindride, der ſejlede ſaa overmodigt i Forvejen, forliſte med det prægtige Skib paa Hjaltlands Kyſt, ſaa at det aldeles ødelagdes med meget Gods. Han ſlap dog ſelv derfra med Livet, faa vel ſom med det mindre Skib. Jarlen og de øvrige ſejlede derimod forſigtigt frem i Samflode, og kom i god Behold til Orknøerne. Her beſluttede man, ſiden det nu allerede var ledet ſaa langt ud paa Aaret, at tilbringe Vintren. Nogle ſad der paa ſin egen Bekoſtning, andre hos Bønderne, atter andre hos Jarlen. Men der forefaldt mange Uroligheder, ſom det lettelig kunde ſkee, hvor ſaa mange forſkjellige, tildeels overmodige og tøjleløſe Folk vare ſamlede. Iſær opſtod der Trætte mellem Orknøingerne og Nordmændene om Kjøb og Elſkovs-Handeler, og Jarlen havde den ſtørſte Nød med at forlige dem og nogenledes holde den gode Forſtaaelſe vedlige. Eindride forblev paa Hjaltland om Vintren, men ſendte ſtrax Mænd til Norge for at beſtille ham et nyt Øſterfarer-Skib. En af hans Følge, Arne Sputelegg, en overmodig og voldſom Mand, ligeſom han ſelv, tog ſit Ophold paa Orknøerne, ſelv tiende. Han kjøbte Malt og Slagt paa Kredit af en af Svein Asleivsſøns Landbønder, men da denne ſkulde kræve Pengene, gjorde han Vanſkeligheder ved at betale; da han kom anden Gang, ſvarede han ham grovt, gav ham endog et Øxhammerſlag, og bad ham haanligt henvende ſig til Kæmpen Svein, ſom han ſaa ofte ſorte i Munden, om at ſkaffe ham Ret. Bonden henvendte ſig virkelig til Svein; denne vilde ej give noget beſtemt Løfte; men en Dag om Vaaren (1153), da han rejſte om for at opkræve Landſkyld, og kom til den Ø hvor Arne opholdt ſig, gik han ind i Huſet, hvor denne endnu laa i ſin Seng, fordrede i hans Mænds Nærværelſe, at han ſkulde betale Bonden, hvad han ſkyldte ham, og da Arne endnu gjorde Udflugter, ſagde han, at han ikke vilde vente længer, og ſatte Øxen i Hovedet paa ham, ſaa at den ſtod faſt lige til Øxehamren. Han løb derpaa, forfulgt af Arnes .Kammerater, ned til ſin Baad; nær var han bleven indhentet, men frelſte ſig ved at ſlaa den nærmeſte af ſine Forfølgere i Anſigtet og Øjnene med en levet Tang-Kvaſt, ſom han greb paa Strandbredden. Siden meldte han Jarlen hvad der var ſkeet, og bad denne mægle Forlig i Anledning af Drabet. Jarlen føjede ham ſtrax, fik Arnes Kammerater overtalte til at tage imod Boder, og betalte dem ſelv, ligeſom han ogſaa af ſit eget Gods udredede Boder for mangen Uſtyr, Nordmændene og Orknøingerne om Vintren havde begaaet. Tidligt om Vaaren ſammenkaldte han et Thing paa Roſsø, hvor alle Høvdinger kom ſammen. Her kundgjorde han nu offentligt ſin Beſtemmelſe, ſamme Aar at ville tiltræde et Jeruſalems-Tog. Regjeringen under ſin Fraværelſe overdrog han ſin Frænde og Medjarl Harald Maddadhsſøn, ſom da var henimod tyve Aar gammel, ſtor og ſterk, ikke ſmuk af Udvortes, men ſærdeles forſtandig, og efter alles Dom vel ſkikket til at være Hovding. Han bad ſine Venner at være ham lydige og ſtaa ham bi i alt, hvortil han behøvede deres Hjelp, indtil han ſelv kom tilbage igjen. Dette viſer, hvilket godt Forhold der nu var mellem Ragnvald og Harald, og hvilken ubetinget Tillid han havde til ham[3].

Ud paa Sommeren (1153) tiltraadte Ragnvald endelig Toget. Han havde længe maattet vente paa Eindride unge; indtil denne fik ſit nye Skib fra Norge. Flaaden udgjorde i alt femten ſtore Skibe. Hvis man, ſom ſædvanligt, kan regne en Beſætning af mindſt 120 Mand paa hvert Skib, giver dette et Antal af 1800 i det ringeſte, men ſiden det udtrykkeligt ſiges at Skibene vare ſtore, have vel de fleſte af dem rummet langt flere Folk, og man kan ſaaledes viſtnok med et rundt Tal regne Folkeantallet til mon: ingen betydelig Styrke, men dog nok til at Ragnvald i Spidſen for den kunde optræde med ſtørre Anſeelſe end nogen Privatmand. Som Skibsbefalingsmænd nævnes, foruden Ragnvald ſelv, følgende: Erling Ormsſøn, Biſkop Villjam, Aslak Erlendsſøn, Guthorm Møl, Koll, Magnus Haavardsſøn, en Søn af Haavard Gunnesſøn, Jarlerne Haakons og Magnus’s Ven og Frænde, Svein Roaldsſøn fra Katanes, Jarlens Skutelſvend, Eindride unge, o. fl. Blandt merkelige Mænd, ſom vare med, nævnes Skaldene Arnmod og Odd, begge fra Hjaltland[4], og Sigmund Angel, Jarlens Stifſøn. Toget gik langs Skotlands og Englands Kyſter, og derfra over til Frankrige, hvor de lagde ind til den befæſtede Søhavn „Verbon“ eller „Nervoen“[5]. Her havde der nylig herſket en Jarl eller Lensherre, ſom i vore Sagaer kaldes Geirbjørn eller Germanus, og ſom havde efterladt ſig en ung og ſmuk Datter ved Navn Ermengard; hun var nu ſin Faders eneſte Arving, og beſtyrede hans Len med ſine Venners og Frænders Hjelp. De raadede hende til at gjøre et prægtigt Gilde for Ragnvald Jarl, og indbyde ham til ſig med ſaa mange Mænd, han ſelv vilde. Ragnvald modtog taknemmeligt Indbydelſen, og indfandt ſig til Gildet med et Udvalg af ſine ypperſte Mænd. Modtagelſen og Bevertningen var ypperlig, men det ſynes ſom om Ermengard ikke i Førſtningen ſelv var tilſtede; dette ſkede førſt en af de paafølgende Dage, da hun kom ind i Hallen, ledſaget af mange Damer, prægtigt klædt, med Guldlad om Panden, ſit gule og ſilkebløde Haar hængende ned paa unge Pigers Viis, og med et Guldbæger i Haanden, hvori hun ſkjenkede Viin til Jarlen, og tildrak ham Velkomſtſkaalen, medens hendes Piger dandſede for dem. Jarlen tog hendes Haand tilligemed Bægeret, fik hende til at ſidde hos ſig, og kvad et Vers til hendes Ære. Han forblev temmelig længe der, og det fortælles, at Indbyggerne af Staden ytrede Ønſket om at han vilde egte Ermengard og nedſætte ſig hos dem, hvortil Jarlen ſkal have ſvaret, at han førſt vilde fuldføre ſit Tog: ſiden efter vilde han maaſkee komme tilbage og nærmere beſtemme ſig. Ogſaa Ermengard ønſkede, at han førſt ſkulde beſøge det hellige Land[6]. De droge derfor videre, pasſerede Thrasnes — ſaaledes kaldte vore Forfædre ſandſynligviis den nordveſtligſte Spidſe af Frankrige[7] — under megen Gammen og Lyſtighed, og kom den Rom December til Gallicien. Her var det deres Henſigt at tilbringe Julen, men det gik dem, ſom tidligere Sigurd Jorſalafarer og hans Mænd paa ſamme Sted, at der opſtod Vanſkeligheder ved Spørgsmaalet om deres Forſyning, da Landet var ſaa lidet frugtbart, og Forraadene ſaa ubetydelige[8]. Indbyggerne tilbede imidlertid at ſætte dem Torv, ſom det kaldtes, eller fremſkaffe de Levnetsmidler, de trængte til at kjøbe, lige indtil Faſten, paa den Betingelſe, ſom vel ej blev udtrykkeligt udtalt, men dog tydeligt nok betegnet og forſtaaet, at de Fremmede ſkulde hjelpe dem til at ſkille dem af med en udenlandſk Høvding, ved Navn Godfred[9], der var i Beſiddelſe af Stadens Kaſtel, og benyttede ſig heraf til at undertrykke og udſuge dem paa alle mulige Maader. Det Bytte, der gjordes i Kaſtellet, ſkulde tilhøre Nordmændene. Da Ragnvald forelagde ſine Mænd dette Vilkaar, erklærede de fleſte ſig tilfreds dermed, i Haab om det rige Bytte, og ſaaledes gav man da Indbyggerne Tilſagn derom. Da Julen kom, ſammenkaldte Jarlen ſine Mænd og ſagde, at man nu ikke længer tiende udſætte med Opfyldelſen af Loftet, iſær da det var tydeligt at ſee, at Indbyggerne begyndte at blive mindre ivrige i at ſkaffe Levnetsmidler til Veje. Han bad de tilſtedeværende finde paa et godt Raad, og Erling Ormsſøn foreſlog, at enhver af Nordmændene ſkulde gaa til Skoven, hente trende Knipper Ved, og dynge dem op omkring Kaſtellet, indtil dette overalt var omgivet af Vedhobe; paa disſe ſkulde man ſtikke Ild, og ved den ſterke Hede vilde da rimeligviis Kalken i Muren give ſig, ſaa at denne paa mange Steder vilde ſtyrte ned. Man fulgte Erlings Raad, uden at der ytres noget om at Beſætningen i Kaſtellet enten har formaaet, eller forſøgt paa at hindre det. Men Biſkoppen tillod ikke, at man begyndte noget Angreb i Jule-Helligdagene, og denne Friſt benyttede den kloge Godfred til at ſnige ſig forklædt ſom en Betler ud af Borgen og ind i Nordmændenes Lejr for at erfare deres Planer og forſøge, om han ved Liſt eller Beſtikkelſe kunde frelſe ſig, thi han forudſaa, at Kaſtellet ikke vilde kunne ſtaa ſig mod Ilden[10]. Godfred merkede ſnart, at der langt fra herſkede nogen ret Enighed mellem Nordmændene, men at de vare deelte i to Partier, af hvilke det ene holdt med Jarlen, det andet med den ærgjerrige og egennyttige Eindride unge, ſom allerede ved Udrejſen nokſom havde viiſt, hvor lidet han agtede at erkjende Jarlen ſom ſin Overmand. Den liſtige Godfred ſkjønnede godt, at han, og ikke den ridderlige Jarl, var Manden, til hvem han havde at henvende ſig. Han gav ſig derfor i Tale med ham, navngav ſig i Førſtningen ej„ men ſagde kun, at han hemmelig var udſendt af Godfred for at tilbyde Eindride dennes ſtørſte Koſtbarheder, naar han vilde begunſtige hans Flugt, hvis Borgen, ſom det var at befrygte, blev ſtormet. Eindride laante dette Forſlag villigt Øre, og aftalte i al Hemmelighed det fornødne: ſandſynligviis aabenbarede Godfred ham nu, hvo han var. Tiende Tag Juul (3 Jan. 1154) gav Ragnvald Befaling til Angreb; ſelv ſtillede han ſig med Orknøingerne paa den ſydlige Side, Erling og Aslak paa den veſtlige, Jon og Guthorm paa den øſtlige, og Eindride paa den nordlige. Baalene bleve antændte, idet man derhos beſkød Borgen ſaa heftigt med Pile, at Forſvarerne ikke kunde holde ſig ſtadigt paa Murene. De heldte ſmeltet Beg og brændende Svovl ned, uden derved at tilføje Nordmændene nogen Skade. Det gik ſom Erling havde forudſagt, at Kaſtelsmuren paa flere Steder ſtyrtede ned. Da lod Jarlen ſlaa Vand paa Ilden, og da alt var afkølet, ſtormede Nordmændene ind gjennem Aabningerne i Muren, i det Jarlen ſelv, og hans Stifſøn Sigmund Angel, opmuntrede hinanden indbindes og de øvrige ved lyſtige Vers. Sigmund lagde en overordentlig Tapperhed for Dagen; ſkjønt han endnu neppe var voxen, gik han dog ſom ofteſt i Spidſen foran Jarlen, og var en af de førſte til at ſtorme ind i Borgen. For Reſten gjorde dennes Beſætning liden Modſtand. Mange bleve dræbte; de øvrige overgave ſig til Jarlen paa Naade og Unaade. Nordmændene fik meget Bytte, men ingen egentlige Koſtbarheder, ligeſom de heller ikke fandt Høvdingen ſelv. Der var megen Dale om, hvorledes han monne være undkommen, og man havde ſterk Mistanke til Eindride, at han havde hjulpet ham bort, ſaa meget mere ſom der havde blæſt Søndenvind og Røgen havde lagt ſig paa Nordſiden, hvor Eindride ſtod. At Mistanken ikke var ugrundet, have vi allerede i det foregaaende ſeet, og ſnart fik Ragnvald og hans Mænd Syn for Sagen derom[11].

Toget fortſattes forbi Spaniens eller rettere Portugals Kyſt, hvor faa Aar i Forvejen (1147) en lignende Korstogsflaade fra Tydſkland, Flandern og England, maaſkee ogſaa fra Norge, havde hjulpet Kong Alfons at erobre Lisſabon. Ragnvald herjede vidt og vredt i det ſaakaldte hedenſke, d. e. mohammedanſke Spanien. Udenfor Spaniens Sydveſtkyſt fik de haardt Vejr, ſaa at de maatte ligge tre Dage for Anker, og nær havde lidt Skibbrud. Derpaa ſejlede de gjennem Njervaſund eller Gibraltar-Strædet, og her bedagede Vejret ſig. Men da de vel være komne gjennem Strædet, ſkilte Eindride unge ſig fra dem med 6 Skibe, og tog Vejen til Marſeille. Herom blev der talt mangt og meget, og det hed, ſom ſandt var, at Eindride nu ſelv nokſom havde oplyſt, hvorledes det var gaaet til med Godfreds Bortkomſt[12].

Med de tilbageblevne 9 Skibe ſtyrede Jarlen mod Øſt temmelig nær Afrikas Kyſt. Da de vare komne paa Højden af Sardinien, indtraf der Blikſtille med ſterk Taage, ſaa at de kun langſomt kunde komme frem og ej ret vidſte hvor de vare. En Morgen lettedes Taagen noget; da opdagede man i det fjerne to ſtore Gjenſtande, ſom man i Førſtningen tog for Øer, men da den ene af dem kort derefter ingenſteds var at ſee, ſagde Jarlen, hvad der ogſaa ſtrax efter bekræftede ſig, at det var tvende Skibe af det ſtore Slags, der brugtes i disſe Farvande, og ſædvanligviis kaldtes Dromunder[13]. Han lod derpaa Biſkoppen og de øvrige Skibsbefalingsmænd ſammenkalde, for at høre deres Raad, om man ſkulde angribe den tilbageblevne Dromund eller ikke. Biſkoppen fraraadede det, fordi, ſom han ſagde, dette Slags Skibe vare ſaa bordhøje at man fra et Langſkibs Dæk kun med Nød vilde kunne faa haget ſig faſt i deres øverſte Kant med en langſkaftet Øxe, medens Beſætningen imidlertid kunde øſe ſmeltet Beg og Svovel ned over Angribernes Hoveder. Men Erling meente, at Dromundens ſtørre Højde netop var til Fordeel for Angriberne, thi naar de lagde ſig klods ind paa den, vilde alle de Vaaben, ſom ſkrides eller kaſtedes derfra, for det meſte falde udenfor Langſkibene. Man kunde i alle Fald vove et Forſøg; mislykkedes det, kunde man jo lægge bort igjen, thi Dromunden var for tung og langſom til at kunne forfølge de norſke Langſkibe. „Dette“, ſagde Jarlen, „er talt ſom det anſtaar en Mand, og efter mit Ønſke; nu vil jeg give Befaling til at enhver ruſter og hærder ſig til Kampen paa det bedſte, ſiden lægge vi til, og viſer det ſig da, at det er chriſtne Kjøbmænd, kunne vi jo ſlutte Fred med dem, men er det Hedninger (Mohammedanere), ſom jeg antager, vil den almægtige Gud nok forunde os Sejr. Af det Bytte, vi faa, ville vi love at ſkjenke den 50de Deel til Fattige“. Derefter gav Jarlen Befaling til Angreb, og beſtemte, hvorledes enhver ſkulde lægge til. Da de paa Dromunden ſaa Nordmændene nærme ſig, toge de koſtbare Stoffer frem, og viiſte Nordmændene dem med Raab og haanlige Miner, ſom om de, trygge ved deres ſtore Skib, endog vilde opegge dem til Kamp. Ragnvald lagde ſit Skib agter ved Styrbord, Erling agter ved Bagbord, Jon og Aslak paa hver ſin Side forud, og de øvrige midtſkibs paa begge Sider. Dromunden var ſaa ſtor, at alle ni norſke Skibe fik Plads omkring den. Den var ſaa høj, at Nordmændene ej kunde naa Beſætningen med deres Vaaben, medens denne øſte ſmeltet Beg og Svovel over Nordmændene; men det gik ogſaa, ſom Erling havde ſagt, at Vaabnene fra Dromunden meſtendeels faldt udenfor Langſkibene. Da der imidlertid paa denne Maade ikke kunde udrettes noget, lagde Biſkoppen fra med tre Skibe i Bueſkuds-Vidde; derfra lod han Bueſkytterne underholde en ſtadig Pileregn paa Dromunden, hvis Beſætning derfor paa denne Kant fik nok at gjøre med at dække ſig, og ej gav Agt paa, hvad de Nordmænd foretoge ſig, der laa lige nedenunder. Her lod Ragnvald imidlertid ſine Mænd tage Ører og hugge ſig ind i Siden paa Dromunden, hvor der var mindſt Jærnbeſlag. Paa de øvrige Skibe fulgte man hans Exempel. Audun rode, Stavnbo paa Erlings Skib, var driſtig nok til at lade ſig løfte op paa Stokken af et uhyre Anker, der hang ned fra Dromunden, medens Kloen var haget faſt i Skibsbordet oventil. Han fik flere op til ſig, ſaa mange Stokken kunde rumme, og de bearbejdede nu Dromundens Side med deres Øxer ſaa ivrigt, at de inden føje Tid havde faaet en Aabning, ſtor nok til at man godt kunde gaa ind gjennem den. Folkene paa Jarlens Skib havde ligeledes ſkaffet ſig en Aabning paa deres Side, men længere nede. Man ſkred derfor til at entre. Erling og hans Mænd kom ind i de øvre, Jarlen og hans Mænd i de nedre Ruin, og der begyndte en blodig Kamp. Beſætningen paa Dromunden beſtod af Saracener, dog var der og mange Blaamænd eller Negre, ſandſynligviis de andres Trælle. Erling fik, idet han ſprang op, et ſvært Saar paa Halſen ved Skuldrene, hvoraf han ſiden kom til at bære Hovedet noget paa ſkakke. Da Ragnvald og Erling endelig kom ſammen, vege Saracenerne forud i Skibet, men Jarlsmændene ſtormede op ſkareviis, og fik aldeles Overhaand. Blandt Fienderne bemerkede man en Mand, ſom var højere og ſmukkere end de øvrige, og lod til at være deres Høvding. Ragnvald bød at man, om muligt, ej ſkulde ſaare eller dræbe ham, men alene tage ham til Fange. Dette lykkedes ogſaa, og han blev med fire andre bragt ombord paa Biſkoppens Skib. Men alle de øvrige Saracener bleve dræbte. Om Berettigelſen hertil, ſaa vel ſom til Angrebet paa Dromunden overhoved, ſynes der ej engang at have været Spørgsmaal. Men ſom Korsfarere betragtede Ragnvald og hans Mænd ſig, ſom om de vare i aabenbar Krig med alle Saracener, og paa ſamme Maade behandlede ogſaa Saracenerne de Chriſtne. Dromunden blev plyndret, og man fandt meget Gods ſaa vel ſom mange Koſtbarheder. Da det meeſt anſtrengende Arbejde var forbi, ſatte man ſig ned før at hvile ud. Jarlen kvad ſtrax et Par Vers, hvori han lykønſkede ſig og ſine Mænd til Sejren efter den blodige Kamp, og ytrede Haab om, at denne Stordaad vilde ſpørges lige til Verbon og Ermengards Hof. Der taltes nu om, hvilke Bedrifter enhver enkelt under Kampen havde udført eller ſeet udføre, og iſær om, hvo der førſt havde entret Dromunden. Man fandt det, ſiges der i Sagaen, utilbørligt, om de ſiden efter ikke alle fortalte Begivenheden paa een og ſamme Maade, og man enedes derfor om at lade Jarlen ſelv beſtemme, hvem den Ære førſt at have entret Dromunden, tilkom. Han kvad et Vers, hvori han nævnte Audun røde. Da Dromunden, ſom de troede, var fuldſtændigt ryddet, ſtak de Ild paa den. Ved Synet deraf blev den fangne Høvding heel urolig og ſkiftede Farve, men vilde ingen Forklaring give, da man ſpurgte, hvad der fejlede ham; hverken Bønner eller Truſler kunde bringe ham til at ſvare et eneſte Ord, eller give noget Tegn. Da Skibet ſtod i lys Lue, ſaa de, at ligeſom en brændende Strøm randt ud og ned i Søen, hvilket iſær ſyntes at gaa Høvdingen til Hjerte. Nordmændene ſluttede heraf at de ikke maatte have ſøgt godt nok efter hvert Rum i Skibet, og at hiin brændende Strøm var enten Guld eller Sølv, ſom Ilden havde ſmeltet[14]. Strax efter Slaget ſtyrede Ragnvald, merkeligt nok, lige til en af Afrikas Kyſtſtæder[15], hvor han ſluttede en ſyv Dages Grid eller Stilſtand med Indbyggerne, for at ſælge Byttet og gjøre endeel nødvendige Indkjøb. Ved denne Lejlighed falbød man ogſaa Høvdingen, men ingen vilde kjøbe ham. Jarlen frigav ham derfor og lod ham uhindret drage bort ſelv femte. Den følgende Morgen kom han tilbage med et betydeligt Følge, og fortalte nu Nordmændene at han var en ſaraceniſk Fyrſte, og at han var afſejlet fra denne ſelvſamme Havn med Dromunden, der havde tilhørt ham med dens hele Ladning. Han beklagede meget at de havde brændt den, og iſær at ſaa mange Rigdomme ſkulde være forſpildte uden at komme nogen tilgode. „Nu“, ſagde han, „har jeg eder noget nær i min Magt, men jeg vil viſe mig erkjendtlig fordi I lode mig beholde Livet og behandlede mig efter Omſtændighederne godt; imidlertid ønſkede jeg helſt at vi aldrig ſaaes oftere, og lever derfor vel!“ Med disſe Ord red han op i Landet. Ragnvald lettede Anker, og ſejlede til Kreta, hvor de en Tidlang bleve liggende for Uvejr. Endelig fik de god Vind, og ſtyrede til det hellige Land, hvor de en Fredag Morgen ankom til Akre, og gik i Land med megen Pragt. Uheldigviis udbrød der ſmitſom Sygdom iblandt dem, hvoraf mange døde, blandt disſe Skalden Thorbjørn Svarte. Denne Sygdom har maaſkee hindret Ragnvald fra at udføre nogen Krigsforetagender, thi der tales kun om at han beſøgte de hellige Steder i Landet, og at de alle droge til Jordan og badede ſig i den, ved hvilken Lejlighed Ragnvald og Sigmund ſvømmede over til den anden Side, og efter Skik og Brug knyttede ſtore Knuder paa Kviſterne af Krattet ved Flodbredden, for, ſom det ſpotviis hed, at de hjemmeſiddende kunde løſe dem (10de Auguſt 1154). Der var maaſkee ogſaa juſt nu heller ikke ſynderligt for en Korsfarer, der ej havde ſtørre Styrke end Ragnvald, at beſtille, thi netop i dette Aar erobrede den mægtige Nureddin Staden Damaſk, og ſluttede derpaa en to Aars Fred eller Stilſtand med de Chriſtne.

Endnu ſamme Sommer forlod Ragnvald og hans Ledſagere Jorſaleland, før at drage til Conſtantinopel. De kom om Høſten til en Stad, ſom i Sagaerne kaldes Imbolum[16], hvor de opholdt ſig en Tidlang. Her ſavnede man en Aften Jon Fot, og fandt ham om Morgenen liggende dræbt ved Stadsmuren, uden at kunne opdage, hvo der var hans Banemand[17]. De lode ham hæderligt begrave ved en af Kirkerne. Da de ſiden kom til Engelsnes, laa de atter ſtille i nogle Dage for at oppebie føjelig Vind, for at kunne ſejle nordefter til Myklegaard i et lige ſaa prægtigt Optog, ſom Kong Sigurd Jorſalafarer fordum. Ragnvald og hans øvrige Staldbrødre ſkulle have fundet en venlig Modtagelſe hos Kejſer Manuel og Væringerne; de opholdt ſig der langt ud paa Vintren, og Kejſeren ſkal have anmodet dem om at tage Tjeneſte hos ham. Men ogſaa Eindride unge var der, og det i ſtor Anſeelſe hos Kejſeren; og han ſkal have brugt ſin Indflydelſe til at lægge til værſte for ſine Landsmænd. Dette maa have gjort deres Ophold der mindre behageligt, og man kan ikke undres over at de ſaavel paa Grund heraf, ſom formedelſt hans ſvigagtige Ferd i Spanien fattede et Had til ham, der ſiden, ſom vi ville ſee, endog bragte ham Døden. Ud paa Vintren, altſaa førſt i 1155, forlode de Conſtantinopel, hvor de, ligeſom Sigurd Jorſalafarer, lode fine Skibe, i det mindſte de fleſte, blive tilbage. De toge Vejen over det da ſaakaldte Bulgarien til Durazzo, og ſatte derfra over til Apulien, hvorfra Jarlen, Biſkoppen, og de fornemſte Mænd i Ferden droge til Heſt til Rom. Fra Rom droge de den ſædvanlige Vej nordefter til Danmark, og derfra til Norge. Der blev ſaaledes intet af, at Jarlen paa Tilbagevejen, ſom han havde ytret, beſøgte den ſmukke Ermengard i Verbon. Deres Landsmænd bleve meget glade ved deres Tilbagekomſt, og de høſtede ſtor Berømmelſe for Toget, ſaa at Deeltagerne heri, ſom det heder, anſaaes forat være ypperligere Mænd end for. Eindride unge blev viſeligt tilbage i Conſtantinopel, og kom ikke hjem førend et Par Aar ſenere[18].

  1. Han nævnes ikke tidligere, uagtet han ſiden ſpillede en ſaa betydelig Rolle i Norges Hiſtorie. Han ſynes at have hørt hjemme i Nærheden af Bergen.
  2. Her menes ſandſynligviis Hadeland. For øvrigt er det ikke ſikkert, om man ej i Stedet for „Guthorm Møl, Koll af Halland“ ſkal læſe „Guthorm Mykjekoll af Halland“, ſe Orknøyinga Saga S. 276, Varianten.
  3. Orknøyinga Saga S. 158—276. At Ragnvalds Jarls Afrejſe fandt Sted i 1153, og hans Beſøg i Norge følgelig i 1150, er tydeligt af følgende. Harald Jarl ſiges i Aaret 1136 at være tre Vintre gammel (Orknøyinga Saga S. 220, jvfr. ovenfor S. 751):, det heder ſiden (S. 418), at han var fem Vintre gammel, da han fik Jarlsnavn, altſaa 1138, at han var 20 Vintre Jarl ſamtidigt med Ragnvald, altſaa til 1158, og at han efter dennes Drab, var 48 Aar Jarl, altſaa til 1206, ſamt at han døde i Kong Inge Baardsſøns andet Regjeringsaar. Dette Aar løb fra Sommeren 1205—1206, og at Harald virkelig døde i 1206, ſees ſaa vel af de islandſke Annaler, ſom af Kongeſagaerne og af Chron. de Melrose. Haralds Fødſelsaar er ſaaledes 1133, Sommeren eller Høſten, og naar han var nær ved 20 Aar, da Ragnvald overdrog ham Regjeringen før ſin Udfart, maa dette ſaaledes have ſkeet i 1153. Da det imidlertid tidligere (S. 258) heder, at Harald var 19 Aar gammel, da han, tre Aar før Ragnvalds Udfart, fulgte med ham til Norge, kunde en og anden maaſkee antage denne Angivelſe for rigtigere end hiin, og ſaaledes henføre Beſøget i Norge til 1152, og følgelig Afrejſen til 1155. At dette dog ikke forholder ſig ſaa, men at hiin Angivelſe er fejlagtig, og rimeligviis alene grunder ſig paa en Skrivfejl (xix, eller xviv, f. xvj.), er aabenbart. Betegne vi det Aar, han og Ragnvald droge til Norge, med A, det følgende med B, og ſaa fremdeles, falder Ragnvalds andet Beſøg til Norge, efter at to Vintre (A—B og B—C) vare omme, i Aaret C; derpaa tilbragtes endnu en Vinter paa Orknø, og Afrejſen ſkede i D. Den næſte Vinter (D—E) tilbragtes, ſom det vil ſees, i Spanien; i Aaret E kom han til Palæſtina; St. Laurents-Dag (10 Aug.) var han ved Jordan, kom om Høſten til Conſtantinopel, tilbragte Vintren (E—F) der, vendte førſt i Aaret F tilbage til Norge, og kom endelig lidt før Juul hjem til Orknø. Det ſiges udtrykkeligt, at Eindride unge kom tilbage til Norge „nogle Vintre“ ſenere end Ragnvald, og han ſluttede ſig til Kong Eyſtein (Sigurd nævnes ej), og efter Eyſteins Død til Haakon Herdebred. Da nu, ſom det vil ſees, Eyſtein blev dræbt i Auguſt 1157, og Eindride altſaa før denne Tid maa være kommen hjem, kan man ej regne hine Vintre færre end i det mindſte to; og Aaret F, hvori Ragnvald kom hjem, bliver følgelig i det aller ſeneſte 1155. Man kunde ſnarere, end at henſkyde det til 1155, friſtes til at ſætte det endnu tidligere, hvis ikke Angivelſen,at Harald i Aaret D, da Afrejſen ſkede, var nær ved ſit 20de Aar, ſtred derimod. Ogſaa andre Angivelſer gjøre det nødvendigt at antage D for 1153, og F for 1155. Samme Aar, Ragnvald var rejſt, altſaa i D, gjorde Kong Eyſtein ſit Tog til Skotland; derpaa, heder det, fik hans Frænde Erlend Jarlsnavn af Kong Mælkolm, hvis Tronbeſtigelſe, ſaa vel ſom hans Faders Død, kort i Forvejen løſeligt angives ſom ſkeet „paa den Tid“; dernæſt fortælles om en Vinter (D—E), en følgende Vinter (E—F) og endelig om Sommeren F, hvor Ragnvald kommer tilbage. Da nu Mælkolm ej blev Konge førend i Mai 1153, kan Erlend heller ikke tidligere have faaet Jarlsnavn af ham. Senere kan det heller ikke have ſkeet, da i ſaa Fald Aaret F ligeledes vilde falde ſenere end 1155, hvilket, ſom ovenfor viiſt, ej gaar an. Følgelig bliver Aaret D, eller Udfarts-Aaret, 1153, og herefter maa de øvrige Aar-Angivelſer rettes. Viſtnok henføre Annalerne Ragnvalds Udrejſe og Kong Eyſteins Tog til 1151, men dette ſtrider aabenbart mod Orknøyinga Sagas udtrykkelige Ord; og navnlig maatte Erlend da have faaet Jarlsnavn af Kong David, ej af Mælkolm.
  4. Der fortælles temmelig meget om dem, og Vers anføres af dem i Orknøyingaſaga S. 266, ogſaa anføres ſiden flere af deres Vers, ſom de digtede paa Toget.
  5. Dette Navn er viſtnok fordrejet i Sagaerne, og Stedets Beliggenhed kan derfor ej paaviſes. Men det maa have været etſteds paa Frankriges Nordkyſt.
  6. Dette ſiges udtrykkeligt i Ragnvalds Vers, Orknøyingaſaga S. 280, 282.
  7. Hvis Ermengards Hjem ikke, ſom man ſnareſt ſkulde antage, er at ſøge i Bretagne, men længer mod Øſt, f. Ex. i Picardie, kunde Thrasnes ogſaa være Spidſen Hague paa den nordmanniſke Halvø. I Orknøyingaſaga ſtaar „austr“ i Stedet for „vestrfyrir Þrasnes.
  8. Se ovenfor S. 512.
  9. I Sagaerne kaldes han Guðifreyr, d. e. Godefroi, Godfred.
  10. Det er vanſkeligt nok at forklare, hvorfor Godfred ikke, naar han ſaa alligevel mistvivlede om at kunne forſvare Kaſtellet, og alene tænkte paa at redde ſit Liv og ſine Skatte, ikke ſtrax flygtede bort, da han førſt var ſluppen ud; men dette er ikke den eneſte Beſynderlighed i denne Fortælling, ſom vi her kun lige frem gjengive.
  11. Orknøyingaſaga S. 284—294.
  12. Orknøyingaſaga S. 296—298.
  13. Dette var Nordmændenes, Anglernes og andre germaniſke Folks Udtale af Navnet „Dromones“, ſom et viſt Slags i Middelhavet brugelige Skibe kaldtes. For øvrigt ſvarer ikke Sagaens Beſkrivelſe af Dromunden ſom et kolosſalt og uhaandteerligt Fartøj, der, ſom det udtrykkeligt ſiges, ej var i Stand til at forfølge Langſkibene — til det Begreb, der ſaa vel ligger i Navnet „Dromones“ (af δρόμος d. e. Løb) ſom udtrykkeligt udbredes i de ældre Forklaringer af dette Navn. Men i Tidens Løb var, ſom man ſeer, Benævnelſen virkelig gaaet over til at anvendes om meget ſvære Skibe; ſaaledes beſkriver Matthæus Paris, Rodulf Coggeshale, og fl. en Dromund, hvilken Richard Løvehjerte erobrede ved Cypern 1191, ſom overmaade ſtor, (navis permaxima, quam Dromundam appellant) og indeholdende en Beſætning af 1500 Mand. (Matthæus Paris, Watts’ udg. S. 115). Dens Erobring ved Kong Richard Løvehjertes Folk beſkrives ikke ſaa uligt den ovenfor omtalte Dromunds. Ogſaa den ſynes at have været temmelig ubehjelpelig formedelſt ſin Størrelſe. Richard lod Dykkere bore Huller i den.
  14. Dette klinger visſelig noget utroligt, men at Nordmændene dog maa have ſeet en Masſe flyde ned i Søen, om det nu juſt ikke var Guld eller Sølv, kan man neppe betvivle, da Beretningen om den hele Begivenhed aabenbart hidrører fra alt for troværdige Mænd, og er nedſkreven for kort efter Begivenheden ſelv, til ej i alt væſentligt at være ſandfærdig. Navnlig maatte det Saar, Erling fik, og hvoraf han bar Merke ſaa længe han levede, i ſig ſelv indeholde et ſtadigt Vidnesbyrd om Kampen. Man erfarer jo desuden, at Nordmændene formelig enedes om en beſtemt Maade at fortælle Begivenheden paa.
  15. Maaſkee Tunis eller en Stad i Nærheden. Thi det heder, at man derfra ſejlede „ſyd til Kreta“, og længer mod Øſt tilhørte Kyſten desuden den ſiciliſke Erobrer Kong Roger II.
  16. Hvor denne Stad ſkal ſøges, er uviſt. Nogle have gjettet paa Den Imbrus, under den Forudſætning, at det Nes, hvortil de ſiden kom, og ſom deels ſkrives Ægisnes, deels Engilsnes, er Cherſones; men da det ſnarere er Cap St. Angelo eller Malea, ſydøſtligt paa Peloponnes, maatte man heller ſøge Imbolum etſteds i det ſydveſtlige Lilleaſien eller paa Kreta.
  17. Orknøyinga Saga S. 316. Denne meddeler tillige en ret løjerlig Fortælling om hvorledes Erling en Aften, da han var beruſet, faldt ned af den ſmale Brygge der førte ud til Skibet, og ſank i et Leerpyt, ſaa at alle Klæder maatte drages af ham. Allt dette viſer, at Nordmændene her maa have fort et ſærdeles ſvirende Liv.
  18. Orknøyinga Saga S. 320 Inge Haraldsſøns Saga Cap. 17. Her ſiges det udtrykkeligt at Ragnvald lod ſine Skibe blive tilbage i Conſtantinopel, og der tales ikke om nogen Tilbagerejſe over Rom. I Orknøyinga Saga, heder det derimod, at Ragnvald, Villjam og de fornemſte Høvdinger førſt „gik af ſine Skibe“ ved Apulien. Sandſynligviis have dog disſe Skibe kun været lejede, og Stedet maa viſt forſtaaes ſaaledes, ſom om Ragnvald og Høvdingerne lode enkelte Skibe blive efter i Conſtantinopel, medens Mængden af deres Folk paa de øvrige drog tilbage ad ſamme Vej, de vare komne.