Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/3/85

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Medens alle de nys skildrede Begivenheder foregik i Norge, og op toge Formynder-Regjeringens Medlemmer saaledes, at de en Tidlang ikke kunde skjenke Skatlandene nogen synderlig Opmerksomhed, havde en vigtig og følgerig Forandring fundet Sted paa Orknøerne. Ragnvald Jarl havde nemlig, to Aar efter at Paal Jarl var bleven bortført, maattet tage den femaarige Harald Maddadhssøn, Harald Jarls Dattersøn, til Medregent. De nærmere Omstændigheder derved fortælles saaledes. Den anden Vinter efter at Ragnvald havde erhvervet Herredømmet paa Øerne, var han til Julegjestebud paa sin Gaard Knarrarstad, inderst ved Skalpeid, ikke langt søndenfor Kirkevaag. Sjette Dag Juul (30te Decbr.) saa man et Skib komme søndenfra Pettlandsfjorden. Vejret var godt, og Jarlen stod med flere Mænd ude, for at betragte Skibet efter som det nærmede sig. Det lagde til Kysten og man talte ikke færre end 15 eller 16 Mænd, som stege i Land. I Spidsen for dem gik en Mand i en graa Kappe, med Haaret opstrøget under Huen, raget Hage, men langt Skjeg paa Siderne. Jarlens Mænd fandt denne Dragt noget underlig, men en af dem, Hirdpresten Rolf, sagde at han kjendte Manden, og at det var Biskop Johannes af Glasgow[1]. Strax gik Jarlen ham ærbødigt imøde, bød ham velkommen, lod ham tage Plads i sit eget Højsæde, og gjorde selv Opvartning som Skutelsvend. Han nævnte imidlertid ikke strax noget om, hvad hans egentlige Ærende var, men rejste den følgende Dag, efter at have holdt Messe om Morgenen, videre nordefter til Biskop Villjam paa Egilsø. Der forblev han et Par Dage for, som man seer, at sikre sig Villjams og andre formaaende Mænds Bistand, og begav sig derpaa, ledsaget af Villjam, Svein Asleivssøn og en Deel andre Stormænd, d. 10de Dag Juul (3de Jan. 1139) tilbage til Jarlen, for hvem han nu foredrog sit Anliggende. Han begyndte med at underrette ham om en Aftale, der skulde være sluttet mellem Svein Asleivssøn og Maddadh Jarl, at Harald. Maddadhs og Margretes Søn, skulde have Halvdelen af Øerne med Jarlsnavn, dog under Ragnvalds Formynderskab og saaledes at Ragnvald endog skulde raade, efter at Harald var bleven voxen, hvis han var af anden Mening, end han. Svein Asleivssøn bevidnede, at det forholdt sig saaledes; vi have allerede tidligere seet, hvorledes han havde fortalt en Historie om at Paal Jarl skulde have overdraget sine Rettigheder til Harald; usandsynligt er det heller ikke, at en saadan Aftale virkelig var truffen mellem Svein, Maddadh og Margrete under deres hemmelige Forhandlinger, men Svein havde dog i alle Fald ingen Ret til at disponere over Orknøernes Jarldømme; han havde desuden, som ovenfor viist, givet Ottar Jarl et lignende Løfte med Hensyn til Haralds Søn Erlend, og ingen af disse indbyrdes stridende Løfter kunde saaledes have stort at betyde. Ragnvald vovede dog ikke at afslaa de af saa mange mægtige Mænd understøttede Fordringer til Haralds Bedste, især da de fremsatte Betingelser vare bedre, end man maaskee efter Omstændighederne kunde have ventet. Der berammedes saaledes et Møde til først kommende Vaar, i Langefasten, paa Katanes, hvor Sagen nærmere skulde afgjøres, og hvor rimeligviis ej alene Ragnvald og Biskop Johannes saa vel som den unge Harald, men ogsaa dennes Forældre skulde indfinde sig. Da Ottar Jarl i Thorsaa, Margretes Morbroder og Erlend Haraldssøns Fosterfader, ved denne Lejlighed aldeles ikke nævnes, og det derhos ikke synes rimeligt, at et Møde, som det her omhandlede, der stred saaledes mod hans Plejesøns og tildeels hans egne Interesser, vilde have været afholdt i hans umiddelbare Nærhed, kan man allerede heraf skjønne, at han paa den Tid ej længer var i Live. Forliget kom istand paa de opstillede Vilkaar, og bekræftedes med Ed paa begge Sider. Den femaarige Harald Maddadhssøn blev overgiven til Ragnvalds Varetægt, fulgte med ham til Orknøerne, og fik Jarlsnavn. Da denne Titel ikke tildeeltes ham af Norges Konger, og Ragnvald selv ej var berettiget til at give ham den, maa man nødvendigviis antage, at han fik den af den skotske Konge for Katanes, og saaledes ved denne Lejlighed forlenedes med dette Landskab, en Omstændighed, der maaskee bedre end nogen anden tjener til at forklare Ragnvalds Villighed til at anerkjende ham som Medregent. Thi naar Ragnvald skulde herske paa hans Vegne, vilde han derved ogsaa middelbart blive Herre over Katanes, som hidtil ikke adlød ham. I det mindste finde vi saavel Ragnvald, som Harald, efter denne Tid optrædende som Herre til Katanes, og herved kan man ogsaa bedst forklare, hvorledes Kong David omtrent samtidigt eller i de nærmeste Aar derefter kunde sende et Brev til Ragnvald Jarl og Jarlen af Katanes (Navnet angives ikke) i Fællesskab, hvori han beder dem om at tage Munkene i Dornoch paa Katanes under deres Beskyttelse[2]. Det er saaledes aldeles vist, at Ottar Jarl var afgaaen ved Døden i Tiden mellem Paal Jarls Tilfangetagelse og Forliget paa Katanes, altsaa i 1137 eller 1138. Med Harald fulgte som hans egentlige Fosterfader og Opdrager Thorbjørn Klerk, Dattersøn af Frakark. Thorbjørn var en klog, kjek og driftig, men dertil slem og voldsom Mand. Han egtede Ingerid, en Syster af Svein Asleivssøn, og de vare en Tidlang ypperlige Venner. Harald Jarl voxede saaledes op og naaede Ynglings-Alderen under Ragnvald Jarls Formynderskab, medens denne herskede saavel over Øerne, som i hans Navn over Katanes. Der tales ikke udtrykkeligt om, hvilken Behandling Harald ned hos Ragnvald Jarl, men alt tyder hen paa, at denne viste ham den oprigtigste Velvilje og Tillid, hvilket ogsaa var at vænte af en Mand af saa ridderligt et Sind som Ragnvald. En lang Tid hengik nu i Fred og Ro, medens flere af Høvdingerne, fornemmelig den stridbare Svein Asleivssøn, en egte Viking, som man fordum saa dem i Hedendommens Dage, udenfor Øerne søgte de Æventyr, og den Lejlighed til at vinde Ære og Gods, som de ikke kunde finde i deres Hjem.

Sveins første Tog gjaldt Ølve Rosta og Frakark, hvilke han endnu skyldte Hevn for sin Faders Drab. Han bad Ragnvald Jarl om Hjelp; denne meente vel at en gammel udlevet Kvinde, som Frakark, ikke nu længer kunde være farlig, lige saa lidet som Ølve, men da Svein desuagtet blev ved sin Bøn, skaffede han ham tvende vel udrustede Skibe. Svein tog Vejen ikke lige til Sutherland, hvor Frakark og Ølve boede i Hjalmundal (Helmsdale), men derimod lige syd over Murrayfjorden til Suhm (Doveran i Banf), hvorfra han siden drog ind ad Morayfjorden til Ochiell og videre op til Athyle. Maddadh Jarl, der altsaa maa have begunstiget hans Plan, gav ham Vejvisere, som over uvejsomme Fjelde og Skove førte ham lige ned til Hjalmundal. Her kom han saaledes ganske uformodet, da Ølve og Frakark ej væntede sig noget Angreb fra den Kant, men derimod lod holde Øje med de Skibe, der kom lige fra Orknøerne. Ølve saa ham først, da han med sine Mænd kom ned ad Fjeldliden bagenfor Husene. Strax ilede han ham imøde med 60 Mand, som han havde hos sig, men blev snart overmandet og dreven tilbage til Gaarden. Det lykkedes ham selv at undkomme til Fjelds; men Svein og hans Mænd trængte ind paa Gaarden, plyndrede den, og brændte den op tilligemed Frakark og alle de øvrige, som fandtes derinde. Ølve Rosta kom siden til Syderøerne, og man havde fra den Tid ingen Ulempe af ham mere paa Orknøerne. Sandsynligviis fandt hans urolige Sind Beskjeftigelse nok i de Uroligheder, som paa denne Tid sandt Sted i Syderøerne, og hvori ogsaa Svein Asleivssøn deeltog. Sveins forrige Beskytter, Holdbode paa Tyrvist, til hvem han havde taget sin Tilflugt, da han flygtede for Paal Jarls Vrede, var bleven angreben og jagen fra sin Gaard af en vælisk Høvding[3]. Han sendte Bud til den nu navnkundige og mægtige Svein om Hjelp. Svein, der just opholdt sig paa sin Gaard i Dungalsbø, hvor Ragnvald havde udnævnt ham til Sysselmand, drog strax over til Orknøerne, for at anmode Ragnvald om Understøttelse til Toget. Ragnvald gav ham, som forhen, tvende fuldt udrustede Skibe, men advarede ham dog mod at stole alt for meget paa Syderøingernes Troskab. Svein ilede til Syderøerne, men fandt ikke Holdbode førend i Man, hvorhen han havde taget sin Tilflugt. Ogsaa her havde hiin væliske Høvding anrettet store Ødelæggelser og navnligen dræbt en rig og anseet Mand, ved Navn Andreas, hvis Enke Ingerid Thorkellsdatter[4] sad efter med meget Gods og store Landejendomme. Svein, som selv var Enkemand[5], friede efter Holdbodes Raad til hende, og fik Tilsagn om hendes Haand paa det Vilkaar, at han skulde hevne hendes Mands Drab. Dette lovede han saa meget heller som han netop var kommen i det Ærende at bekrige Vælerne. I Forening med Holdbode herjede han Kysterne af Wales, de brændte og plyndrede hvor de kom frem, og gjorde store Ødelæggelser. Men paa Høvdingen selv fik de ikke fat. Han satte sig fast paa Øen Lunde, rimeligviis en af de smaa Øer udenfor Kysten af Wales, paa hvilken der synes at have været et Kastell; dette belejrede Svein og Holdbode en Tidlang, men kunde ikke indtage det, og vendte tilbage til Man. Svein egtede nu Ingerid, overtog Bestyrelsen af hendes Ejendomme, og agtede, som det lader til, at forblive paa Man. Men da Vaaren kom, og han opfordrede Holdbode til at udruste sig, for at de tilsammen kunde gjøre et nyt Forsøg mod deres fælles Fiende, gjorde Holdbode Vanskeligheder, og undskyldte sig med at hans Mænd vare beskjeftigede paa Handelsrejser og ved andre Sysler. Svein maatte drage ud paa egen Haand, og da han ej havde Styrke nok til at angribe den væliske Høvding, maatte han indskrænke sig til at gjøre et Vikingetog i Farvandet mellem Irland og England, hvor han blandt andet plyndrede et Fartøj, som tilhørte Munkene i Klostret paa Scilly-Øerne[6], og tillige herjede paa Irlands Kyst. Da han om Hesten kom tilbage til Man, fik han snart høre, at Holdbode ikke var at lide paa. Han lod som om han ej gav Agt derpaa, men holdt dog omhyggelig Vagt mod ethvert Overfald. En Nat kom virkelig Holdbode med endeel Folk, for at overrumple og indebrænde Svein; men han var paa sin Post, mødte ham udenfor Gaarden, fik Naboerne kaldet til Hjelp, og drev ham med stort Folketab tilbage. Det viste sig nu, at Holdbode underhaanden havde forliget sig med den væliske Høvding, og forbundet sig med ham om at fælde Svein, thi han tog endog sin Tilflugt til ham i hans Kastell paa Lundø. Svein tabte imidlertid Lysten til at bo paa Man, hvor hans Liv var saa usikkert, solgte den følgende Vinter alle sine, eller rettere sin Hustrues, Ejendomme, og begav sig først til Ljodhuus (Lewis), derfra tilbage til Orknøerne, og hjem til sin Gaard paa Gaareksø. Dog indfandt han sig ikke hos —Ragnvald Jarl og hilsede paa ham, som hiin tidligere havde plejet, naar han kom hjem fra Krigstog. Han var nemlig misfornøjet med, at den unge Harald Jarls Fosterfader, Thorbjørn Klerk, under hans Fraværelse, og, som det lod til, med Jarlens Samtykke, havde ladet to af de Mænd dræbe, der havde været Svein behjelpelige med at indebrænde hans Mormoder Frakark. Denne rimelige Grund til Sveins Misnøje angav ogsaa Thorbjørn for Jarlen, da denne undrede sig over hvad der fejlede Svein, siden han ikke lod sig see, og saa stor var Sveins Magt og Anseelse, at Jarlen selv begav sig til ham i Gaareksø, for at stifte Forlig mellem ham og Thorbjørn, da han, som han sagde, ikke for nogen Priis vilde at de skulde være uenige[7]. Forliget bragtes ogsaa denne Gang let istand, da de selv kom Jarlens Bestræbelser imøde.

Efter nogen Tids Forløb[8] fik Svein høre at Holdbode var vendt tilbage.til Syderøerne, og besluttede strax at opsøge og angribe ham, for at fuldføre sin Hevn. Jarlen hjalp ham med fem Skibe, af hvilke Thorbjørn Klerk, der ogsaa var med, styrede det ene. Holdbode flygtede, men de herjede, brændte og plyndrede hans Besiddelser saa eftertrykkeligt, at han aldrig tidere kom tilbage. Svein vilde nu have tilbragt Vintren i Syderøerne, men Thorbjørn fik drevet igjennem, at man drog hjem. Da man skred til at dele Byttet paa Sveins Gaard i Duncansby, fordrede denne, som den egentlige Høvding paa Toget, en større Part end de øvrige; Thorbjørn derimod paastod at han lige saa meget havde været Høvding, og fordrede lige Deling. Men Svein havde Overmagten, og Thorbjørn maatte føje sig efter hans Vilje. Han begav sig til Ragnvald Jarl og beklagede sig over Svein. Jarlen gav ham Medhold, men forbød ham dog at oppe nogen Kiv med Svein herom, da det kun vilde lede til større Uroligheder; derimod tilbød han ham, af sit eget Gods at lægge til, hvad der uretteligt var forholdt ham af Byttet. Thorbjørn takkede og modtog Tilbudet, men sagde dog, at han vilde tilføje Svein en eller anden Beskæmmelse, og dette udførte han ogsaa, idet han forskød sin Hustru Ingegerd, Sveins Syster, og sendte hende over til ham til Katanes. Derved opstod der fuldkomment Fiendskab mellem dem, og Thorbjørn undlod ikke, naar han kunde, at ophidse Jarlen imod Svein. Der manglede heller ikke Anledning til at finde Sag med ham. Under sin Fraværelse paa det sidste Syderø-Tog havde Svein sat en af sine Tilhængere, ved Navn Margad Grimssøn, til at have Opsyn med hans Gaard paa Duncansby og bestyre Syslen. Margad havde opført sig voldsomt og overmodigt, og derved skaffet sig en Mængde Fiender, som for det meste søgte og fandt Beskyttelse hos den anseede Høvding Roald i Vik (Wick), hvis Søn Svein stod i stor Yndest hos Ragnvald, og var hans Skutelsvend. Heraf opstod der et dødeligt Fiendskab mellem Roald og Margad, der tilsidst gik saa vidt, at denne, endog efter Sveins Tilbagekomst, gjorde sig et Ærende til Vik, overfaldt Roald, og dræbte ham. Han søgte siden Beskyttelse hos Svein, der ogsaa tog sig troligt af ham, og indsluttede sig med ham i det sterke, ved Søen beliggende Kastell Lambaborg i Thrasvik (nu Freswick), hvor han indrettede sig paa at kunne udholde en langvarig Belejring, idet han med sin Besætning, der bestod af 60 Mand, skaffede sig det nødvendige Forraad af Levnetsmidler ved uden videre at plyndre Gaardene i Omegnen. Til dette Uvæsen kunde Ragnvald Jarl ikke lukke Øjnene, desuden ophidsedes han mod Svein saavel af den dræbte Roalds Søn, som af Thorbjørn Klerk og de øvrige Høvdinger, der troede sig forurettede ved Delingen af det syderøiske Bytte. Han drog med en betydelig Styrke, og ledsaget af hine Høvdinger, over til Katanes, hvor han omringede Borgen. Svein traadte frem paa Muren og spurgte Jarlen, hvad hans Ærende var. Jarlen fordrede Margad udleveret. Paa Sveins Spørgsmaal, om han i saa Fald vilde skjenke Margad Livet, svarede Jarlen at han intet bestemt Løfte vilde give, og Svein erklærede da, at han for sit Vedkommende vistnok intet heller ønskede, end at være vel forligt med Jarlen, men dog ej nennede at udlevere sin Ven og Tilhænger i hans dødelige Fienders Vold. Thorbjørn Klerk udlod sig om, hvor frekt det var af Svein at tale om sit venskabelige Sindelag mod Jarlen, strax efter at han havde herjet i hans Besiddelser. Svein bad Thorbjørn tie stille i en Sag som ikke vedkom ham„ og ytrede den Frygt, der og siden gik i Opfyldelse, at han i sin Tid vilde lønne Jarlen ilde for hans Venskab. Ragnvald sagde at de ej skulde mundhugges, og lod nu Borgen indslutte saa længe, at Besætningen begyndte at lide Mangel paa Proviant. Svein, som paa den ene Side ikke vilde udlevere Margad til den visse Død, men paa den anden Side heller ikke ønskede at saa mange brave Mænd skulde lide Hungersnød for hans og Margads Skyld, besluttede hemmeligt med denne at forlade Borgen, skjønt Besætningen erklærede at den var beredt til at forsvare sig til det yderste med ham. Om Natten lod han sig selv og Margad ved Snorer hejse ned i Søen, der gik lige ind under Borgmuren, derpaa svømmede de langs Kysten, indtil de kom forbi nogle Klipper, hvor de ubemærket kunde komme i Land. Herfra begave de sig til Sutherland, og videre til Moray og Doveran. Her fandt de et Fragtskib fra Orknø, paa hvilke de droge sydefter langs Skotlands Kyst indtil Øen May ved Indløbet til Forth-Fjorden, hvor de laa børfaste en Uge. Paa Øen stod et Augustinerkloster, for hvis Abbed[9] Svein og hans Mænd angave sig som Gesandter fra Ragnvald Jarl til den skotske Konge. Munkene, som betvivlede Sandheden af dette Udsagn og mistænkte de Fremmede for at være Sørøvere, sendte Bud ind til Landet efter Folkehjelp; men da hine merkede dette, skyndte de sig ombord, plyndrede en heel Deel Gods fra Klostret, og sejlede ind i Fjorden, hvor Svein begav sig til Edinburgh og opsøgte Kong David, hvem han uden Forbehold berettede alt hvad der var skeet, og hvad der havde bragt ham did. David, som gjerne ønskede at faa den kjekke, dygtige og indflydelsesrige Mand i sin Tjeneste, tog vel imod ham, erstattede Klostret paa May den Skade, han havde tilføjet det, tilbød ham at lade hans Hustru hente fra Orknø, og lovede ham al ønskelig Udmerkelse, dersom han vilde tage Tjeneste hos ham. Men Svein, som synes at have haft oprigtig Hengivenhed for Ragnvald Jarl, bad kun om at Margad maatte forblive hos Kongen, men at han for øvrigt vilde anvende sin Indflydelse til at forlige ham med Jarlen. Kong David blev noget stødt herover, men da Svein forsikrede, at han i højeste Maade satte Priis paa hans Venskab, skjønt han ej kunde bekvemme sig til at modtage hans velmeente Tilbud, lovede han ham at opfylde hans Bøn, og sendte Gesandter til Ragnvald med Gaver, og den Anmodning, at han vilde slutte Forlig med Svein[10]. Jarlen havde imidlertid, som Svein forudsaa, skjenket Besætningen i Borgen Livet, da den strax efter hans Flugt overgav sig, og han fandt det højst uridderligt at ville lade dem undgjelde for hvad Svein og Margad havde gjort. Thorbjørn var dragen med en Deel Folk til Søs over Morayfjorden for at opsøge Svein, og da han ej fandt ham, havde han benyttet Lejligheden til at overfalde og dræbe en skotsk Jarl[11], som for nogen Tid siden havde dræbt hans Fader, hvorefter han var vendt tilbage til Orknøerne. De skotske Gesandter fandt en venlig Modtagelse hos Ragnvald Jarl, som laante deres Ærende villigt Øre, og tilsagde Svein sin Tilgivelse. Denne indfandt sig nu selv, Jarlen skjenkede ham Fred og fuldkomment Venskab, og han vendte tilbage til sine Gaarde. En Tidlang herskede der nu Ro og Fred paa Øerne[12].

Paa denne Tid lod Kong Inge, efter Agmund Drengs og hans Broder Erlings Raad, Ragnvald Jarl med mange Æresbeviisninger indbyde til sig, for at sikre sig denne mægtige Mands Venskab og Hengivenhed, især for det Tilfælde, at der skulde opstaa nogen alvorlig Uenighed mellem ham og hans Brødre. Ragnvald, der selv var beslægtet med Kyrpinga-Orms Sønner, og som derhos længedes meget efter at gjensee Frænder og Venner, modtog strax Indbydelsen, gjorde sig rejsefærdig, og drog den følgende Vaar (1150) over til Norge. Harald Jarl, der nu var i sit 17de Aar, fulgte efter eget Ønske med ham, for at see sig om og fornøje sig. De rejste, merkeligt nok, ikke paa egne Skibe, men toge sig Fragt paa Kjøbmandsskibe, dog med et glimrende Følge, hvori imidlertid Svein Asleivssøn ej synes at have været. De kom til Bergen, hvor Inge paa denne Tid var, fandt den bedste Modtagelse, og opholdt sig der længe om Sommeren. Det staar ikke udtrykkeligt nævnt, at Ragnvald og Harald aflagde Inge Troskabsed eller at den sidste fik Jarlsnavn af ham, men man kan ikke desto mindre ansee det som sikkert, at dette skede, thi det faldt saagodt som af sig selv, og i modsat Fald vilde i det mindste Harald strengt taget ikke kunne have været berettiget til Jarldømmet paa Øerne. Det maa vel endog ansees som Hovedhensigten, hvorfor Ragnvald var indbuden og Jarlerne vare komne[13].

Det vækker ved første Øjekast Forundring, at Svein Asleivssøn og vistnok mange andre Høvdinger paa Orknøerne og Syderøerne, i denne Tid, da Christendommen dog forlængst var indført, kunde foretage slige Tog paa egen Haand, som de nys nævnte fuldstændige Vikingetog, ligesom i Hedendommens Dage, til Englands. Skotlands og Irlands Kyster. Men Omstændighederne vare netop nu særdeles gunstige og opfordrende dertil. Efter den engelske Konge Henrik den 1stes Død 1135, opstod der en langvarig Kamp om Kronen mellem hans Systersøn Stephan af Boulogne, der valgtes af de Hefte engelske Baroner, og hans Datter, Enkekejserinde Mathilde, hvilken den afdøde Konge havde søgt at sikre Tronfølgen, og som nu var gift med Godfred af Anjou. Denne Krig førtes, med faa Afbrydelser, gjennem hele Stephans Regjeringstid (indtil Novbr. 1153) under uafladelige, større eller mindre Fejder, hvori ogsaa Kong David af Skotland, Kejserinde Mathildes Morbroder, deeltog. Navnlig er her at merke det store Tog, som Kong David og hans Brodersøn Villjam, Søn af Kong Duncan i Aaret 1138 foretog ind i det nordlige England, i Spidsen for hver sin Hær-Afdeling, sammensatte af alleslags Folk, Skoter, Folk fra Galloway, Kumbrer, Northumbrer. Angler, misfornøjede Nordmanner, ja endog Tydskere; det er mere end sandsynligt, at der blandt disse forskjelligartede Masser ogsaa fandtes æventyrlystne Nordmænd fra Orknøerne, fornemmelig i den Afdeling der befaledes af Villjam, Ingebjørg Jarlemoders Sønnesøn. Villjam sejrede ved Clitheroe i Lancashire[14], men David tabte siden Hovedslaget ved Northallerton (22 Aug. 1138), uden at hans Magt dog derved svækkedes synderligt, men tvertimod fremdeles var saa ærefrygtbydende, at Stephan ansaa det raadeligst at slutte en Fred med ham i Durham, hvorved han afstod Størstedelen af Northumberland til hans Søn, Henrik. Ved hiint store Slag var det, som vi ovenfor have berettet[15], den titulære Biskop Rodulf af Orknøerne, der paa den gamle Erkebiskop Thorsteins Vegne opmuntrede den engelske Hær og indviede dens Standart, der har givet Slaget Navn. En enkelt Annalist vil endog vide, at den danske Konge Erik Lam, paastaaende at han var mere arveberettiget til England end Kong Stephan, i Aaret 1138 gjorde et Tog derhen med en stor Flaade og herjede Kysterne, men at Kong Stephan, der ikke vovede at binde an mod Danerne, faa længe de vare samlede, ventede indtil de havde adspredt sig for at søge Bytte, og derpaa anfaldt og lettelig overvandt flere af deres Hobe enkeltviis, saa at de øvrige med uforrettet Sag maatte vende hjem[16]. Anledning til at herje og gjøre Bytte i England var altsaa forhaanden, og det saa rigeligt som enhver Viking kunde ønske sig: man behøvede kun tilsyneladende at tage Parti med den ene eller den anden af de stridende Parter.

Skotland selv var ligeledes Scenen for voldsomme indvortes Fejder. Descendenterne af den gamle Moral)—Æt, der for hundrede Aar tilbage havde været saa mægtig, gjorde endnu fra Tid til anden Fordring paa Tronen. Vi have allerede seet, hvorledes Angus Mac Heth, Dattersøn af Kong Lulach, og Jarl af Moray, i Kong Davids tidligere Dage gjorde Opstand, men faldt i et Slag 1130, hvori sandsynligviis ogsaa Sigurd Slembedjakn deeltog. Kort efter fremstod en Biskop, ved Navn Vimund, den selvsamme, der i sin Tid havde været indviet til Biskop paa Man og Øerne[17], udgav sig — maaskee med Rette-for at være Angus Jarls Søn, kaldte sig nu Mælkolm Mac Heth, og gjorde Fordring i det mindste paa Moray, maaskee endog paa den skotske Kongetrone. Han fandt Bistand hos den mægtige Sumarlide i Argyll, der endog gav ham sin Datter til Egte, og han herjede nu en Tidlang Skotlands Kyster paa det voldsomste, indtil det omsider lykkedes David at faa ham tagen til Fange, hvorefter han satte ham i Fængsel paa Roxburgh Slot (1134). Men hans Sønner toge deres Tilflugt til Sumarlide, der, som vi i det følgende ville see, efter Kong Davids Død understøttede dem eftertrykkeligt, saaledes at Vimunds eller Mælkolms Tilfangetagelse egentlig ikke skaffede David synderlig Fred fra denne Kant. Vi ville ligeledes erfare, hvorledes ogsaa Harald Jarl paa Orknøerne siden efter sluttede sig til dette Parti[18].

Paa Vestkysten af England herskede ogsaa Fejder, saa vel mellem Briterne i Wales og de nordmanniske Grændsejarler, som mellem de britiske Fyrster indbyrdes. Især fortjener en Fejde at omtales, der i Aaret 1142 udbrød mellem Brødrene Omen Gwynedd i Monmouth, og hans Broder Cadwallader. Denne sidste flygtede til Irland, lejede, som der fortælles, en heel Mængde irske og skotske Tropper under en vis Ottar, og Thorkells samt Herjulfs Sønner, kom med dem tilbage til Wales, og begyndte at herje; hans Broder skyndte sig ham imøde, for al hindre hans videre Fremtrængen; men da begge Hære endelig stode lige overfor hinanden, kom det til Fred og Forlig mellem Brødrene, hvorover Irerne bleve saa opbragte, at de bemægtigede lig Cadwallader, og holdt ham fangen, indtil han betalte dem den Sold, han var dem skyldig, med en heel Deel Kvæg, Fanger og andet Bytte. Da Owen hørte at Cadwallader var kommen paa fri Fod, angreb han Irerne, dræbte en stor Deel af dem, og fratog dem Byttet[19]. At disse saakaldte Irer og Skoter vare Nordmænd fra Dublin og Syderøerne, sees saavel af deres Navne, som af den Omstændighed, at de irske Annaler udtrykkelig fortælle, at Ottar, en Sønnesøn af Ottar, og hjemmehørende paa Syderøerne, i Aaret 1142 erhvervede Herredømmet over Dublin, saa vel som at Ragnvald Thorkellssøn, Jarl i Dublin, — aabenbart den nys nævnte „Thorkells Søn“ — blev 1146 tilligemed flere Høvdinger og 200 Mand dræbt af Indbyggerne i Ostmeath[20]. Den Slutning ligger nu temmelig nær, al enten Cadwallader selv er hiin Høvding fra Bretland, med hvilken Holdbode og Svein Asleivssøn fejdede, eller i det mindste at den Ustyr, hiin Høvding begik paa Man og i Syderøerne, og som Svein Asleifssøn søgte at hevne, netop stod i Forbindelse med de nys nævnte Uroligheder, saa vel i Dublin som i Wales.

Begivenhederne paa Irland selv frembøde for øvrigt ikke mindre bekvemme Anledninger for Orknøernes og Syderøernes urolige Høvdinger til at mætte deres Krigslyst og vinde Bytte. Lige fra Magnus Barfods Fald hører man ikke om andet end hin blodige Stridigheder, deels mellem de irske Konger indbyrdes, deels mellem disse og Nordmændene, fornemmelig i Dublin, deels ogsaa mellem de forskjellige norske Kolonier selv. Muirkertach, der strax efter Nordmændenes Bortrejse synes at have bemægtiget sig Dublin, foruroligedes stedse af sin Medbejler, Donald O’Lochlan, og følte sig, som vi have seet, ikke engang fastere paa Tronen, eller i Besiddelse af sin Erobring, end at han eller hans Høvdinger i Aaret 1114 virkelig, af Frygt for et Angreb af den norske Konge, bekvemmede sig til at udbetale dennes Gesandt, Ivar af Fljod, en betydelig Sum Penge[21], medens tillige Muirkertach selv for en Tid nedlaade Regjeringen, og hans Broder Diarmid gjorde flg til Herre i Munster. Muirkertach antog vel det følgende Aar atter Regjeringen, og fangede sin Broder, men forligede sig med ham, overdrog ham selv Regjeringen, og gik i Kloster. Diarmid døde dog allerede i 1118, Muirkertach i 1119, vil hans gamle Fiende Donald O’Lochlan 1121; og nu begyndte en Periode af de vildeste Fejder og Uroligheder, i det flere af Smaafyrsterne søgte at tilvende sig Overherredømmet, Den virksomste og mægtigste af disse var Tirdelvach O’Connor, Konge i Connaugth, hvilken ogsaa tilsidst gik af med Sejren. Han bekrigede allerede, som det fortælles, i Aaret 1118 Nordmændene i Dublin, befriede en af de irske Smaakonger, som de havde taget til Fange, og tvang dem, saa vel som Indbyggerne i Leinster, til at stille ham Gisler[22]. Dette viser, at Nordmændene i Dublin imidlertid atter havde gjenvundet deres Uafhængighed. Siden, efter den unge Høvding Thorfinn Thorkellssøns pludselige Død (1124)[23], gjorde Tirdelvach et Tog til Dublin, bemægtigede lig Staden, og fatte sin egen Søn Connor[24] til dens Konge. Denne Afhængighed var dog ikke langvarig, thi allerede i 1127 blev Connor fordreven af Nordmændene i Dublin og Indbyggerne i Leinster; Tirdelvach søgte det følgende Aar at hevne denne Opstand ved at herje Kysterne af Leinster lige til Dublin, men denne Stad synes dog ikke at være falden i hans Vold. Der omtales et blodigt Slag, som i Aaret 1133 stod mellem en irsk Underkonge og Nordmændene i Dublin, der ved denne Lejlighed, tabte en af deres Høvdinger, Ragnvald Paalssøn[25]; samme Aar plyndrede en anden Nordmand, Sigtrygg, Byen Ardbrechan[26]; men i 1134, fortælles der, blev „Mac Ottar“, d. e. „en Søn af Ottar“, (hans egentlige Navn er ubekjendt), Øernes (Syderøernes) Fyrste, valgt til Konge over Nordmændene i Dublin. Denne „Ottarssøn“, der ikke omtales i den Manske Krønike, hvilken for det meste kun holder sig til Begivenheder paa Øen selv, men som maa have været en Fader til den oven nævnte Ottar, der 1142 blev Dublins Herre, synes neppe at kunne have været Søn af nogen anden end den omkring 1138 afdøde Ottar Jarl i Thorsaa, Frakarks Broder, hvis Frænder, som vi have seet[27], og derfor vel ogsaa han selv, havde megen Indflydelse paa Syderøerne, og kunde, naar det gjaldt, skaffe sig Folk og Skibe derfra. Det lader til, at den syderøiske Høvdings Ankomst betydeligt har forøget de dublinske Nordmænds Magt og sat dem istand til at udvide deres Foretagender; thi i 1137 understøttede de Kongen af Leinster og Connor O’Brian, Kongen af Munster, med 200 Skibe paa et Tog, de foretoge mod Nordmændenes egne Landsmænd i Waterford, hvilke, angrebne af en saa betydelig Magt, ogsaa bleve overvundne og maatte stille Gisler. Krigen mellem begge de norske Kolonier maa have været langvarig, thi ogsaa i 1140, heder det, overvandt Nordmændene i Dublin deres Landsmænd fra Waterford i et Slag, rimeligviis et Søslag. I det følgende Aar gjorde Connor Mac Donald, Herre til Øst-Munster, et Tog til Dublin og erkjendtes af Nordmændene for deres Konge, men strax i efter erfares det, som allerede tidligere nævnt, at Ottar fra Øerne, Søn af hiin „Ottarssøn“, blev Herre i Dublin, og understøttede Cadwallader af Wales. Man kunde næsten fristes til at tro, at Nordmændene selv frivillig have indkaldt Connor og erkjendt ham for deres Konge, for i ham at have en Støtte mod den mægtige Tirdelvach, medens Ottar derimod var deres egentlige Herre. Men efter at de i 1146 havde lidt det oven omtalte Nederlag, hvor Ragnvald Thorkellssøn, Jarlen i Dublin, faldt med flere Høvdinger, har formodentlig deres Vælde igjen aftaget, da vi finde, at de i 1150 atter underkastede sig Tirdelvach. En Følge af, at Tirdelvach gjorde sig til Herre til Dublin og saaledes optraadte som de syderøiske Høvdingers Fiende, var det da vel, at da han i Aaret 1154 bekrigede en af sine farligste Fiender, Muirkertach O’Lochlan, Konge i Ulster, fik denne, rigtignok mod Betaling, Understøttelse af en Flaade fra Syderøerne, Man, Cantire og det vestlige Skotland, og leverede Tirdelvach et blodigt Søslag. I dette blev imidlertid denne Sejrherre, hvilket dog neppe vilde have kunnet skee, hvis han ikke ogsaa paa sin Side, som man maa formode, havde haft norske Hjelpetropper: dette siges dog ej udtrykkeligt[28].

Da vi saaledes erfare, at Nordmændene fra Syderøerne, og navnlig flere Medlemmer af en Æt, vi næsten med Sikkerhed gjenkjende som den halv troeste, halv skotske, hvortil Frakark og Ottar Jarl hørte, toge en virksom Deel i de Krigsforetagender, som mellem 1140 og 1150 fandt Sted paa Irland, ja endog for en Tid tilegnede sig Herredømmet i Dublin, kan man næsten ansee det som vist, at saavel den af Svein Asleivssøn fordrevne Ølve Rosta, som Harald Jarls Søn Erlend, om hvem det fortælles at han efter sin Fosterfader Ottar Jarls Død tilbragte sin meste Tid i Syderøerne, eller paa Vikingetog[29], netop have været med, og vel endog spillet en betydelig Rolle ved alle disse Begivenheder[30]. Vi erfare derhos, at de norske Høvdinger paa Irland, paa Øerne og i Skotland — hvorved man ogsaa maa tænke paa Orknøerne — virkelig plejede at tage Tjeneste hos irske, væliske eller andre Fyrster i hine Egne mod en bestemt Betaling. Alt dette giver os fuldkommen Nøglen til, hvorledes det saa ofte kan hede om Svein Asleivssøn og andre urolige Høvdinger, at de laa paa Vikingetog, ja hvorledes det næsten endog forudsættes, at dette endnu, som i Hedendommens Dage, var deres regelmæssige Syssel en Tid af Aaret. Navnlig er det at formode, at Svein Asleivssøn, der laa i Familiefejde med Frakarks Æt, der selv havde saa mange Forbindelser paa Man og Syderøerne, og som, hvad vi i det følgende ville see, endte sine Dage paa et Tog til Dublin, paa sin Side har taget lige saa virksom Deel i alt dette, og maaskee understøttet Tirdelvach eller andre Fiender af Høvdingerne i Dublin.

I Forbindelse med disse Begivenheder, og de Uroligheder, som fandt Sted paa og omkring Øen Man, staar det vistnok, at den gamle Kong Olaf Bitlings ældste Søn, Gudrød, i Aaret 1152 drog over til Kong Inge, blev vel modtagen, aflagde ham sin Lenshylding og opholdt sig nogen Tid ved hans Hof[31]. Saa stor var altsaa nu Kong Inges Magt og Anseelse over alle Skatlandene, hvis Herrer ellers stræbede nok efter Uafhængighed, at saavel Syderøernes Konger, som Orknøernes Jarler villigen erkjendte hans Højhed, uagtet han ikke nogensinde ved sin Vaabenmagt havde indjaget dem Skræk. Hertil har imidlertid vel ogsaa den Omstændighed væsentligt bidraget, at England og Skotland nu vare saaledes optagne ved sine egne Anliggender, at der ingen synderlig Hjelp derfra var at vente mod Medbejlere om Herredømmet, men man var alene henviist paa Moderlandet selv, naar det gjaldt at erholde Bistand, og havde paa den anden Side alt at frygte af dets Kongers Vrede. Ligesom det for Ragnvald og Harald Jarl gjaldt at sikre sig mod Erlend Haraldsøns eller andre Prætendenters Fordringer, saaledes truedes Kong Olaf Bitling af sin for lang Tid siden af Kong Lagmand mishandlede Broder Haralds trende Sønner, der havde været opdragne i Dublin. Gudrød havde maaskee endog faaet Nys om at Haralds Sønner forberedede et Tog til Man, og dette har i saa Fald fremskyndet hans Rejse til Norge, for at sikre sig Kong Inges Gunst. Thi endnu samme Aar, som han var afrejst, samlede Haralds Sønner en betydelig Skare, især af Folk, som Kong Olaf tidligere havde jaget i Landflygtighed, kom til Man og fordrede Halvdelen af Riget. Kongen, som ej synes at have været forberedt paa deres Ankomst, og derfor ej kunde møde dem med væbnet Haand, svarede at han skulde overtænke Sagen, og anmodede dem om at indfinde sig til et Thing ved Søhavnen Ramsø først kommende 29de Juni, hvor Sagen skulde blive forhandlet, og hvor de skulde faa endelig Besked. Maaskee bestemte han en saa lang Termin, fordi han haabede, at hans Søn Gudrød imidlertid skulde komme med Hjelp fra Norge. Men hans Brodersønner oplagde imidlertid, maaskee af samme Grund, Raad om at tage ham af Dage. Da Thingdagen kom, indfandt de sig efter Aftale. Kongen tog med sine Mænd Plads paa den ene Side, de andre ligeoverfor med Undtagelse af den mellemste af Brødrene, Ragnvald, der skulde udføre Drabet, og derfor stillede sig til Siden, idet han gav sig i Tale med en af Høvdingerne. Kongen kaldte ham til sig: han vendte sig imod ham, ligesom for at hilse ham, men bævede i det samme Øxen, og skilte med et Hug Kongens Hoved fra Kroppen (1153). Det synes som om alle de Tilstedeværende bleve saaledes slagne med Skræk herover, at de ikke vovede at foretage det mindste for at hevne Kongens Drab, men strax underkastede sig Brødrene, thi disse, heder det, deelte nu Landet mellem sig, og gjorde endog kort efter et Tog til Galloway forat erobre dette Landskab[32]. Men Galloway-Folkene forsvarede deres Kyst saa godt, at Angriberne maatte vende tilbage med uforrettet Sag, og det gavnede dem lidet, at de siden gave deres Harme Luft ved at dræbe eller forjage alle de Folk fra Galloway, der fandtes paa Man. Kort efter kom Gudrød fra Norge med fem Skibe, og anløb først Orknøerne; ved Efterretningen herom bleve alle Høvdingerne paa Man særdeles glade, forsamlede sig til et Møde, og udvalgte ham eenstemmigt til deres Konge. Da nu Gudrød ankom til Man, vandt han, som det lader, en let Sejr over Brødrene, eller traf dem maaske allerede overvundne og fangne, thi han fik dem alle tre i sin Vold, og lod den ene dræbe, og de to andre blinde. Gudrød herskede siden, skjønt under mange Uroligheder, i over i 33 Aar. Vi ville i det Følgende erfare, hvor slet han lønnede Kong Inge for hans venlige Modtagelse og Bistand.

    til Norge og hyldede Inge. Der siges rigtignok tidligere,i 1102, ugentlig 1103) hvor Olafs Tronbestigelse omtales, at han regjerede i 40 Aar, men at denne Angivelse ligeledes er fejlagtig, sees deraf at Krønikeskriveren siden efter udtrykkelig lader ham dræbes samme Aar som Kong Davids og St. Bernhards Død, altsaa 1153. Det eneste Hurum, hvorom der kunde være Spørgsmaal, er Aaret for Gudrøds Tilbagekomst, thi hans Død sættes siden til 1187, d. 10de Novbr., medens derimod hans Tronbestigelse, hvor denne omtales, henføres til 1144 (hvortil man og skal lægge ti), og hans Regjeringstid angives til 33 Aar. Muligt, at han virkelig ikke kom tilbage førend i 1154, og at „proxima autumno“, der omtales i 1155, skal forstaaes om dette Aar. — Det maa for øvrigt merkes, at i det Aftryk af den Manske Krønike, der er leveret i Langebeks Scriptores, 3die Deel, mangler det meste af, hvad deri Hdskr. opføres under 1143 (d. e. 1153).

  1. ↑ I Orknøyingasaga S. 230., hvor dette fortælles, kaldes han Jon, Biskop af Atjøkle (Athole), men da der paa denne Tid kun var en eneste Biskop i Skotland af Navnet Johannes, nemlig Johannes af Glasgow (1121—1147), maa det være denne, der brugtes som Underhandler. Johannes var en fortrolig Ven af Kong David, og havde allerede tidligere, nemlig i 1125, været brugt af ham som Gesandt ved Pavehoffet. Se Stubbs, Acta pontifif. Eborr. hos Twysden, S. 1719, jvfr. Simeon af Durham og Johannes af Herham sammesteds, S. 245, 276. Da Jarlen i Athole var, som vi have seet, en nær beslægtet Frænde af Kongen, bliver det saaledes let at forstaa, hvorledes ogsaa Maddadh og Margrete kunde bruge Biskoppen som Underhandler, og derved forklares ogsaa desto bedre den store Ærbødighed, Ragnvald viste ham. Rimeligviis havde han ogsaa Fuldmagt af Kongen til at tilbyde Ragnvald Forleningen med Katanes paa Haralds Vegne.
  2. ↑ Registrum de Dunfermline, 23. Tiden angives ej nøjagtigt, men maa, som det synes, nærmest henføres til de Uroligheder, som Svein Asleivssøn vakte, se nedenfor. Dornoch, der siden blev Sædet for Biskopperne i Katanes, ligger netop paa den saakaldte Ekkjalsbakke, ved Udløbet af Floden Ochiell eller Ekkjal; altsaa paa et Sted, som især var udsat ved de hyppige Fejder, som fandt Sted i hine Egne. Sandsynligviis er det endog Byen eller Havnen Dornoch, som vore Forfædre betegne med „Ekkjalsbakke“.
  3. ↑ Hans Navn angives ej, men at det enten maa have været Cadwallader, der i 1142 stred mod sin Broder Owen Gwynedd, eller en af hans Høvdinger, synes rimeligt, som det i det følgende vil sees.
  4. ↑ Det er ikke usandsynligt, at hun, siden hun var saa anseet, var en Syster af de „Thorkellssønner“, der omtales i de væliske Annaler ved 1142 samt af Ragnvald Thorkellssøn, Jarl i Dublin, der omtales 1146 (se nedenfor).
  5. ↑ Han havde for været gift med en Ragnhild Agmundsdatter eller Ingemundsdatter, og havde med hende haft en Søn Olaf, se Orknøyinga Saga S. 328.
  6. ↑ Dette Kloster, allerede omtalt i Olaf Tryggvessøns Historie (se ovenfor l S. 229), var egentlig en Celle eller et Filialkloster under Tavistok Benediktinerkloster.
  7. ↑ Orknøyinga Saga 232—242. Disse Begivenheder, der medtoge henved 3 Aar, synes, naar man tager Hensyn til hvad der i det følgende fortælles efter den Manske Krønike, at maatte henføres til 1142—1144.
  8. ↑ Der staar i Orknøyinga Saga, at Forliget mellem Svein og Thorbjørn overholdtes længe siden efter. Da nu den nye Uenighed mellem ham og Thorbjørn indtraf strax efter det Tog, som her skal omtales, og da det tillige af Orknøyinga Saga synes som om Ragnvalds Rejse til Norge skede umiddelbart efter at Svein var blevet forligt med ham, maa det vel henføres til Tiden omkring 1149.
  9. ↑ Han hed, ifølge Orknøyinga Saga, Baldvin. Han omtales for øvrigt, saavidt vides, ingensteds i de ældre skotske Kildeskrifter.
  10. ↑ Det er ej usandsynligt, at disse Gesandter eller maaskee ogsaa Svein selv ved sin Tilbagekomst kan have medbragt det oven omtalte Brev fra David til Jarlerne Ragnvald og Harald.
  11. ↑ Denne Jarl skal ifølge Orknøyinga Saga have hedet Valthjof, men skotske Oldskrifter omtale ham ikke.
  12. ↑ Orknøyinga Saga, S. 244—258.
  13. ↑ Orknøyinga Saga S. 258. At Jarlernes Ankomst til Norge skede i 1150, vil i det følgende blive viist.
  14. ↑ Se Johan af Hexham, hos Twysden, S. 261.
  15. ↑ Se ovenfor S. 622.
  16. ↑ Denne Begivenhed omtales vel ikke i engelske eller danske Oldskrifter men alene i den flamske Auctarium Anselmi Gemblacensis S. 200, samt paa det derefter udskrevne Sted hos Alberich, ved 1138, (Leibnitz Udg. II. 282). Men man tør ikke derfor benegte Fortællingens Troværdighed, især da den har Sandsynligheden for sig. Lige saa vel kunde Erik Lam i 1138, som Kong Eystein i 1153 finde paa at herje det af Borgerkrig sønderrevne England.
  17. ↑ Se ovenfor S. 623.
  18. ↑ Beretningerne om denne Opstand, der maa have været langt vigtigere og mere indgribende, end det af den ubetydelige Opmerksomhed, de ældre Historieskrivere skjenke den, skulde synes, og hvori navnlig Jarlerne paa Orknøerne maa antages at have taget Deel, omtales kun lejlighedsviis og ligesom i Forbigaaende, af Fordun, VIII. 2. hvor han taler om den Opstand, Mælkolm Mac Heths Sønner, understøttede af Sumarlide, gjorde mod Kong Mælkolm IV strax efter dennes Tronbestigelse 1153. Han siger vel her, at Mælkolm „udgav sig for en Søn af Angus“, men han kalder ham dog stedse kun Mælkolm Mac Heth (jvfr. VIII. 59.) nævner ikke Vimund med et Ord, men siger kun tilfældigviis etsteds, (V. 51.) at en „Pseudo-episcopus“ og forhenværende Munk udgav sig for en Søn af Angus af Moray, og gjorde Opstand. Orknøyingasaga, som omtaler hans Datters Giftermaal med Harald Jarl, kalder ham kun (S. 404) Mælkolm Jarl af Moray“, derimod omtales Vimund under Navnet Vermund i Chron. Norm. hos Duchêne, S. 986., som Biskop paa Man og forhenværende Munk i Savigny Kloster, men, heder det, han blev forjagen og blindet „paa Grund af sin Grusomhed“; der tales intet om hans Opstand. Det samme fortælles af Matth. Paris, hos Watts, S. 60, ved 1151. Chron. de Melrose, ved 1134, saa vel som Roger Hoveden, tale kun om „Mælkolm Mac Heth“. Hans Identitet med Mælkolm Mac Heth bevidnes derimod af Villjam af Newbridge, I. 23, 24, hvorom mere nedenfor.
  19. ↑ Se de væliske Annaler. Cadwallader skal ogsaa tidligere have faaet Hjelp fra Syderøerne (forudsat at man paa den Maade kan forklare Ordet „Hedninger“), se Lelands Itinerarium.
  20. ↑ De fire Mestres Annaler, se nedenfor S. 825.
  21. ↑ Se ovenfor S. 649.
  22. ↑ De fire Mestres Annaler.
  23. ↑ Dette omtales kun i Ulster-Annalerne.
  24. ↑ Denne Connor O’Brian, Tirdelvachs Søn, maa ikke forvexles med den i det følgende nævnte Connor O’Brian, Diarmids Søn, hans Frænde.
  25. ↑ De fire Mestres Annaler. Ragnvald kaldes her „Maormor“, hvilket ej kan betegne andet end „Jarl“. Men i de Manske Annaler eller vore Sagaer omtales han ej.
  26. ↑ Ulster-Annalerne, ved 1133.
  27. ↑ Se ovenfor S 740. Kong Olaf Bitling selv hørte til Svogerskabet, for saa vidt han var gift med en Datter af Haakon Jarl og Helga Moddansdatter.
  28. ↑ De fire Mestres Annaler.
  29. ↑ Orknøyinga Saga, S. 326.
  30. ↑ Vi ville i det følgende see, hvorledes der ved 1154 omtales en mægtig Mand paa Man, ved Navn Thorfinn Ottarssøn. At han hørte til samme Ottar-Familie, synes sikkert, maaskee var han derhos beslægtet med de ovenfor omtalte, saakaldte Thorkellssønner; i det mindste have vi ovenfor seet Høvdingen Thorfinn Thorkellssøn omtale.
  31. ↑ Dette henføres sædvanligviis til 1142, fordi det i Haandskriftet af den Manske Krønike omtales derunder. Men dette Haandskrift er, som allerede ovenfor paapeget, meget skjødesløst i Aarstals-Angivelser, og at der her virkelig skal læses 1152, er indlysende. Thi under det foregivne Aar 1142 omtales Gudrøds Rejse til Norge, og derefter i lamme Aar (eodem anno) Haralds Sønners Ankomst til Man. Uden nogen Angivelse af nyt Aar fortælles nu de nærmere Omstændigheder ved Kong Olafs Drab, men derpaa opstilles Aaret 1143, og hertil henføres St. Bernhards Død i Clairvaux, Kong Davids Død og Mælkolms Tronbestigelse, og endelig, med udtrykkelig Tilføjelse af „samme Aar“ (ipso anno) Kong Olafs Drab d. 29de Juni, samt endelig, om Høsten (proximo autumno) Gudrøds Tilbagekomst fra Norge. Da nu, som bekjendt, St. Bernhard og Kong David døde i 1153; da det ej er rimeligt, at enten Gudrød skulde have opholdt sig i 11 Aar (1142—1153) ved Kong Inges Hof, eller at Haralds Sønner skulde have underhandlet i 11 Aar med Olaf; og da det endelig ikke er mindre sandsynligt, at 1142 er skrevet fejlagtigt for 1152, end 1143 for 1153 (hvilket som man seer, er aabenbart), saa bliver følgelig 1152 at opføre som det Aar, da Gudrød rejste
  32. ↑ Olaf var nemlig besvogret med Herrerne af Galloway, se ovenfor.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/85&oldid=84478»