Det norske Folks Historie/3/85

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens alle de nys ſkildrede Begivenheder foregik i Norge, og op toge Formynder-Regjeringens Medlemmer ſaaledes, at de en Tidlang ikke kunde ſkjenke Skatlandene nogen ſynderlig Opmerkſomhed, havde en vigtig og følgerig Forandring fundet Sted paa Orknøerne. Ragnvald Jarl havde nemlig, to Aar efter at Paal Jarl var bleven bortført, maattet tage den femaarige Harald Maddadhsſøn, Harald Jarls Datterſøn, til Medregent. De nærmere Omſtændigheder derved fortælles ſaaledes. Den anden Vinter efter at Ragnvald havde erhvervet Herredømmet paa Øerne, var han til Julegjeſtebud paa ſin Gaard Knarrarſtad, inderſt ved Skalpeid, ikke langt ſøndenfor Kirkevaag. Sjette Dag Juul (30te Decbr.) ſaa man et Skib komme ſøndenfra Pettlandsfjorden. Vejret var godt, og Jarlen ſtod med flere Mænd ude, for at betragte Skibet efter ſom det nærmede ſig. Det lagde til Kyſten og man talte ikke færre end 15 eller 16 Mænd, ſom ſtege i Land. I Spidſen for dem gik en Mand i en graa Kappe, med Haaret opſtrøget under Huen, raget Hage, men langt Skjeg paa Siderne. Jarlens Mænd fandt denne Dragt noget underlig, men en af dem, Hirdpreſten Rolf, ſagde at han kjendte Manden, og at det var Biſkop Johannes af Glasgow[1]. Strax gik Jarlen ham ærbødigt imøde, bød ham velkommen, lod ham tage Plads i ſit eget Højſæde, og gjorde ſelv Opvartning ſom Skutelſvend. Han nævnte imidlertid ikke ſtrax noget om, hvad hans egentlige Ærende var, men rejſte den følgende Dag, efter at have holdt Mesſe om Morgenen, videre nordefter til Biſkop Villjam paa Egilsø. Der forblev han et Par Dage for, ſom man ſeer, at ſikre ſig Villjams og andre formaaende Mænds Biſtand, og begav ſig derpaa, ledſaget af Villjam, Svein Asleivsſøn og en Deel andre Stormænd, d. 10de Dag Juul (3de Jan. 1139) tilbage til Jarlen, for hvem han nu foredrog ſit Anliggende. Han begyndte med at underrette ham om en Aftale, der ſkulde være ſluttet mellem Svein Asleivsſøn og Maddadh Jarl, at Harald. Maddadhs og Margretes Søn, ſkulde have Halvdelen af Øerne med Jarlsnavn, dog under Ragnvalds Formynderſkab og ſaaledes at Ragnvald endog ſkulde raade, efter at Harald var bleven voxen, hvis han var af anden Mening, end han. Svein Asleivsſøn bevidnede, at det forholdt ſig ſaaledes; vi have allerede tidligere ſeet, hvorledes han havde fortalt en Hiſtorie om at Paal Jarl ſkulde have overdraget ſine Rettigheder til Harald; uſandſynligt er det heller ikke, at en ſaadan Aftale virkelig var truffen mellem Svein, Maddadh og Margrete under deres hemmelige Forhandlinger, men Svein havde dog i alle Fald ingen Ret til at disponere over Orknøernes Jarldømme; han havde desuden, ſom ovenfor viiſt, givet Ottar Jarl et lignende Løfte med Henſyn til Haralds Søn Erlend, og ingen af disſe indbyrdes ſtridende Løfter kunde ſaaledes have ſtort at betyde. Ragnvald vovede dog ikke at afſlaa de af ſaa mange mægtige Mænd underſtøttede Fordringer til Haralds Bedſte, iſær da de fremſatte Betingelſer vare bedre, end man maaſkee efter Omſtændighederne kunde have ventet. Der berammedes ſaaledes et Møde til førſt kommende Vaar, i Langefaſten, paa Katanes, hvor Sagen nærmere ſkulde afgjøres, og hvor rimeligviis ej alene Ragnvald og Biſkop Johannes ſaa vel ſom den unge Harald, men ogſaa dennes Forældre ſkulde indfinde ſig. Da Ottar Jarl i Thorsaa, Margretes Morbroder og Erlend Haraldsſøns Foſterfader, ved denne Lejlighed aldeles ikke nævnes, og det derhos ikke ſynes rimeligt, at et Møde, ſom det her omhandlede, der ſtred ſaaledes mod hans Plejeſøns og tildeels hans egne Interesſer, vilde have været afholdt i hans umiddelbare Nærhed, kan man allerede heraf ſkjønne, at han paa den Tid ej længer var i Live. Forliget kom iſtand paa de opſtillede Vilkaar, og bekræftedes med Ed paa begge Sider. Den femaarige Harald Maddadhsſøn blev overgiven til Ragnvalds Varetægt, fulgte med ham til Orknøerne, og fik Jarlsnavn. Da denne Titel ikke tildeeltes ham af Norges Konger, og Ragnvald ſelv ej var berettiget til at give ham den, maa man nødvendigviis antage, at han fik den af den ſkotſke Konge for Katanes, og ſaaledes ved denne Lejlighed forlenedes med dette Landſkab, en Omſtændighed, der maaſkee bedre end nogen anden tjener til at forklare Ragnvalds Villighed til at anerkjende ham ſom Medregent. Thi naar Ragnvald ſkulde herſke paa hans Vegne, vilde han derved ogſaa middelbart blive Herre over Katanes, ſom hidtil ikke adlød ham. I det mindſte finde vi ſaavel Ragnvald, ſom Harald, efter denne Tid optrædende ſom Herre til Katanes, og herved kan man ogſaa bedſt forklare, hvorledes Kong David omtrent ſamtidigt eller i de nærmeſte Aar derefter kunde ſende et Brev til Ragnvald Jarl og Jarlen af Katanes (Navnet angives ikke) i Fællesſkab, hvori han beder dem om at tage Munkene i Dornoch paa Katanes under deres Beſkyttelſe[2]. Det er ſaaledes aldeles viſt, at Ottar Jarl var afgaaen ved Døden i Tiden mellem Paal Jarls Tilfangetagelſe og Forliget paa Katanes, altſaa i 1137 eller 1138. Med Harald fulgte ſom hans egentlige Foſterfader og Opdrager Thorbjørn Klerk, Datterſøn af Frakark. Thorbjørn var en klog, kjek og driftig, men dertil ſlem og voldſom Mand. Han egtede Ingerid, en Syſter af Svein Asleivsſøn, og de vare en Tidlang ypperlige Venner. Harald Jarl voxede ſaaledes op og naaede Ynglings-Alderen under Ragnvald Jarls Formynderſkab, medens denne herſkede ſaavel over Øerne, ſom i hans Navn over Katanes. Der tales ikke udtrykkeligt om, hvilken Behandling Harald ned hos Ragnvald Jarl, men alt tyder hen paa, at denne viſte ham den oprigtigſte Velvilje og Tillid, hvilket ogſaa var at vænte af en Mand af ſaa ridderligt et Sind ſom Ragnvald. En lang Tid hengik nu i Fred og Ro, medens flere af Høvdingerne, fornemmelig den ſtridbare Svein Asleivsſøn, en egte Viking, ſom man fordum ſaa dem i Hedendommens Dage, udenfor Øerne ſøgte de Æventyr, og den Lejlighed til at vinde Ære og Gods, ſom de ikke kunde finde i deres Hjem.

Sveins førſte Tog gjaldt Ølve Roſta og Frakark, hvilke han endnu ſkyldte Hevn for ſin Faders Drab. Han bad Ragnvald Jarl om Hjelp; denne meente vel at en gammel udlevet Kvinde, ſom Frakark, ikke nu længer kunde være farlig, lige ſaa lidet ſom Ølve, men da Svein desuagtet blev ved ſin Bøn, ſkaffede han ham tvende vel udruſtede Skibe. Svein tog Vejen ikke lige til Sutherland, hvor Frakark og Ølve boede i Hjalmundal (Helmsdale), men derimod lige ſyd over Murrayfjorden til Suhm (Doveran i Banf), hvorfra han ſiden drog ind ad Morayfjorden til Ochiell og videre op til Athyle. Maddadh Jarl, der altſaa maa have begunſtiget hans Plan, gav ham Vejviſere, ſom over uvejſomme Fjelde og Skove førte ham lige ned til Hjalmundal. Her kom han ſaaledes ganſke uformodet, da Ølve og Frakark ej væntede ſig noget Angreb fra den Kant, men derimod lod holde Øje med de Skibe, der kom lige fra Orknøerne. Ølve ſaa ham førſt, da han med ſine Mænd kom ned ad Fjeldliden bagenfor Huſene. Strax ilede han ham imøde med 60 Mand, ſom han havde hos ſig, men blev ſnart overmandet og dreven tilbage til Gaarden. Det lykkedes ham ſelv at undkomme til Fjelds; men Svein og hans Mænd trængte ind paa Gaarden, plyndrede den, og brændte den op tilligemed Frakark og alle de øvrige, ſom fandtes derinde. Ølve Roſta kom ſiden til Syderøerne, og man havde fra den Tid ingen Ulempe af ham mere paa Orknøerne. Sandſynligviis fandt hans urolige Sind Beſkjeftigelſe nok i de Uroligheder, ſom paa denne Tid ſandt Sted i Syderøerne, og hvori ogſaa Svein Asleivsſøn deeltog. Sveins forrige Beſkytter, Holdbode paa Tyrviſt, til hvem han havde taget ſin Tilflugt, da han flygtede for Paal Jarls Vrede, var bleven angreben og jagen fra ſin Gaard af en væliſk Høvding[3]. Han ſendte Bud til den nu navnkundige og mægtige Svein om Hjelp. Svein, der juſt opholdt ſig paa ſin Gaard i Dungalsbø, hvor Ragnvald havde udnævnt ham til Sysſelmand, drog ſtrax over til Orknøerne, for at anmode Ragnvald om Underſtøttelſe til Toget. Ragnvald gav ham, ſom forhen, tvende fuldt udruſtede Skibe, men advarede ham dog mod at ſtole alt for meget paa Syderøingernes Troſkab. Svein ilede til Syderøerne, men fandt ikke Holdbode førend i Man, hvorhen han havde taget ſin Tilflugt. Ogſaa her havde hiin væliſke Høvding anrettet ſtore Ødelæggelſer og navnligen dræbt en rig og anſeet Mand, ved Navn Andreas, hvis Enke Ingerid Thorkellsdatter[4] ſad efter med meget Gods og ſtore Landejendomme. Svein, ſom ſelv var Enkemand[5], friede efter Holdbodes Raad til hende, og fik Tilſagn om hendes Haand paa det Vilkaar, at han ſkulde hevne hendes Mands Drab. Dette lovede han ſaa meget heller ſom han netop var kommen i det Ærende at bekrige Vælerne. I Forening med Holdbode herjede han Kyſterne af Wales, de brændte og plyndrede hvor de kom frem, og gjorde ſtore Ødelæggelſer. Men paa Høvdingen ſelv fik de ikke fat. Han ſatte ſig faſt paa Øen Lunde, rimeligviis en af de ſmaa Øer udenfor Kyſten af Wales, paa hvilken der ſynes at have været et Kaſtell; dette belejrede Svein og Holdbode en Tidlang, men kunde ikke indtage det, og vendte tilbage til Man. Svein egtede nu Ingerid, overtog Beſtyrelſen af hendes Ejendomme, og agtede, ſom det lader til, at forblive paa Man. Men da Vaaren kom, og han opfordrede Holdbode til at udruſte ſig, for at de tilſammen kunde gjøre et nyt Forſøg mod deres fælles Fiende, gjorde Holdbode Vanſkeligheder, og undſkyldte ſig med at hans Mænd vare beſkjeftigede paa Handelsrejſer og ved andre Syſler. Svein maatte drage ud paa egen Haand, og da han ej havde Styrke nok til at angribe den væliſke Høvding, maatte han indſkrænke ſig til at gjøre et Vikingetog i Farvandet mellem Irland og England, hvor han blandt andet plyndrede et Fartøj, ſom tilhørte Munkene i Kloſtret paa Scilly-Øerne[6], og tillige herjede paa Irlands Kyſt. Da han om Heſten kom tilbage til Man, fik han ſnart høre, at Holdbode ikke var at lide paa. Han lod ſom om han ej gav Agt derpaa, men holdt dog omhyggelig Vagt mod ethvert Overfald. En Nat kom virkelig Holdbode med endeel Folk, for at overrumple og indebrænde Svein; men han var paa ſin Poſt, mødte ham udenfor Gaarden, fik Naboerne kaldet til Hjelp, og drev ham med ſtort Folketab tilbage. Det viſte ſig nu, at Holdbode underhaanden havde forliget ſig med den væliſke Høvding, og forbundet ſig med ham om at fælde Svein, thi han tog endog ſin Tilflugt til ham i hans Kaſtell paa Lundø. Svein tabte imidlertid Lyſten til at bo paa Man, hvor hans Liv var ſaa uſikkert, ſolgte den følgende Vinter alle ſine, eller rettere ſin Huſtrues, Ejendomme, og begav ſig førſt til Ljodhuus (Lewis), derfra tilbage til Orknøerne, og hjem til ſin Gaard paa Gaareksø. Dog indfandt han ſig ikke hos —Ragnvald Jarl og hilſede paa ham, ſom hiin tidligere havde plejet, naar han kom hjem fra Krigstog. Han var nemlig misfornøjet med, at den unge Harald Jarls Foſterfader, Thorbjørn Klerk, under hans Fraværelſe, og, ſom det lod til, med Jarlens Samtykke, havde ladet to af de Mænd dræbe, der havde været Svein behjelpelige med at indebrænde hans Mormoder Frakark. Denne rimelige Grund til Sveins Misnøje angav ogſaa Thorbjørn for Jarlen, da denne undrede ſig over hvad der fejlede Svein, ſiden han ikke lod ſig ſee, og ſaa ſtor var Sveins Magt og Anſeelſe, at Jarlen ſelv begav ſig til ham i Gaareksø, for at ſtifte Forlig mellem ham og Thorbjørn, da han, ſom han ſagde, ikke for nogen Priis vilde at de ſkulde være uenige[7]. Forliget bragtes ogſaa denne Gang let iſtand, da de ſelv kom Jarlens Beſtræbelſer imøde.

Efter nogen Tids Forløb[8] fik Svein høre at Holdbode var vendt tilbage.til Syderøerne, og beſluttede ſtrax at opſøge og angribe ham, for at fuldføre ſin Hevn. Jarlen hjalp ham med fem Skibe, af hvilke Thorbjørn Klerk, der ogſaa var med, ſtyrede det ene. Holdbode flygtede, men de herjede, brændte og plyndrede hans Beſiddelſer ſaa eftertrykkeligt, at han aldrig tidere kom tilbage. Svein vilde nu have tilbragt Vintren i Syderøerne, men Thorbjørn fik drevet igjennem, at man drog hjem. Da man ſkred til at dele Byttet paa Sveins Gaard i Duncansby, fordrede denne, ſom den egentlige Høvding paa Toget, en ſtørre Part end de øvrige; Thorbjørn derimod paaſtod at han lige ſaa meget havde været Høvding, og fordrede lige Deling. Men Svein havde Overmagten, og Thorbjørn maatte føje ſig efter hans Vilje. Han begav ſig til Ragnvald Jarl og beklagede ſig over Svein. Jarlen gav ham Medhold, men forbød ham dog at oppe nogen Kiv med Svein herom, da det kun vilde lede til ſtørre Uroligheder; derimod tilbød han ham, af ſit eget Gods at lægge til, hvad der uretteligt var forholdt ham af Byttet. Thorbjørn takkede og modtog Tilbudet, men ſagde dog, at han vilde tilføje Svein en eller anden Beſkæmmelſe, og dette udførte han ogſaa, idet han forſkød ſin Huſtru Ingegerd, Sveins Syſter, og ſendte hende over til ham til Katanes. Derved opſtod der fuldkomment Fiendſkab mellem dem, og Thorbjørn undlod ikke, naar han kunde, at ophidſe Jarlen imod Svein. Der manglede heller ikke Anledning til at finde Sag med ham. Under ſin Fraværelſe paa det ſidſte Syderø-Tog havde Svein ſat en af ſine Tilhængere, ved Navn Margad Grimsſøn, til at have Opſyn med hans Gaard paa Duncansby og beſtyre Syſlen. Margad havde opført ſig voldſomt og overmodigt, og derved ſkaffet ſig en Mængde Fiender, ſom for det meſte ſøgte og fandt Beſkyttelſe hos den anſeede Høvding Roald i Vik (Wick), hvis Søn Svein ſtod i ſtor Yndeſt hos Ragnvald, og var hans Skutelſvend. Heraf opſtod der et dødeligt Fiendſkab mellem Roald og Margad, der tilſidſt gik ſaa vidt, at denne, endog efter Sveins Tilbagekomſt, gjorde ſig et Ærende til Vik, overfaldt Roald, og dræbte ham. Han ſøgte ſiden Beſkyttelſe hos Svein, der ogſaa tog ſig troligt af ham, og indſluttede ſig med ham i det ſterke, ved Søen beliggende Kaſtell Lambaborg i Thrasvik (nu Freswick), hvor han indrettede ſig paa at kunne udholde en langvarig Belejring, idet han med ſin Beſætning, der beſtod af 60 Mand, ſkaffede ſig det nødvendige Forraad af Levnetsmidler ved uden videre at plyndre Gaardene i Omegnen. Til dette Uvæſen kunde Ragnvald Jarl ikke lukke Øjnene, desuden ophidſedes han mod Svein ſaavel af den dræbte Roalds Søn, ſom af Thorbjørn Klerk og de øvrige Høvdinger, der troede ſig forurettede ved Delingen af det ſyderøiſke Bytte. Han drog med en betydelig Styrke, og ledſaget af hine Høvdinger, over til Katanes, hvor han omringede Borgen. Svein traadte frem paa Muren og ſpurgte Jarlen, hvad hans Ærende var. Jarlen fordrede Margad udleveret. Paa Sveins Spørgsmaal, om han i ſaa Fald vilde ſkjenke Margad Livet, ſvarede Jarlen at han intet beſtemt Løfte vilde give, og Svein erklærede da, at han for ſit Vedkommende viſtnok intet heller ønſkede, end at være vel forligt med Jarlen, men dog ej nennede at udlevere ſin Ven og Tilhænger i hans dødelige Fienders Vold. Thorbjørn Klerk udlod ſig om, hvor frekt det var af Svein at tale om ſit venſkabelige Sindelag mod Jarlen, ſtrax efter at han havde herjet i hans Beſiddelſer. Svein bad Thorbjørn tie ſtille i en Sag ſom ikke vedkom ham„ og ytrede den Frygt, der og ſiden gik i Opfyldelſe, at han i ſin Tid vilde lønne Jarlen ilde for hans Venſkab. Ragnvald ſagde at de ej ſkulde mundhugges, og lod nu Borgen indſlutte ſaa længe, at Beſætningen begyndte at lide Mangel paa Proviant. Svein, ſom paa den ene Side ikke vilde udlevere Margad til den visſe Død, men paa den anden Side heller ikke ønſkede at ſaa mange brave Mænd ſkulde lide Hungersnød for hans og Margads Skyld, beſluttede hemmeligt med denne at forlade Borgen, ſkjønt Beſætningen erklærede at den var beredt til at forſvare ſig til det yderſte med ham. Om Natten lod han ſig ſelv og Margad ved Snorer hejſe ned i Søen, der gik lige ind under Borgmuren, derpaa ſvømmede de langs Kyſten, indtil de kom forbi nogle Klipper, hvor de ubemærket kunde komme i Land. Herfra begave de ſig til Sutherland, og videre til Moray og Doveran. Her fandt de et Fragtſkib fra Orknø, paa hvilke de droge ſydefter langs Skotlands Kyſt indtil Øen May ved Indløbet til Forth-Fjorden, hvor de laa børfaſte en Uge. Paa Øen ſtod et Auguſtinerkloſter, for hvis Abbed[9] Svein og hans Mænd angave ſig ſom Geſandter fra Ragnvald Jarl til den ſkotſke Konge. Munkene, ſom betvivlede Sandheden af dette Udſagn og mistænkte de Fremmede for at være Sørøvere, ſendte Bud ind til Landet efter Folkehjelp; men da hine merkede dette, ſkyndte de ſig ombord, plyndrede en heel Deel Gods fra Kloſtret, og ſejlede ind i Fjorden, hvor Svein begav ſig til Edinburgh og opſøgte Kong David, hvem han uden Forbehold berettede alt hvad der var ſkeet, og hvad der havde bragt ham did. David, ſom gjerne ønſkede at faa den kjekke, dygtige og indflydelſesrige Mand i ſin Tjeneſte, tog vel imod ham, erſtattede Kloſtret paa May den Skade, han havde tilføjet det, tilbød ham at lade hans Huſtru hente fra Orknø, og lovede ham al ønſkelig Udmerkelſe, derſom han vilde tage Tjeneſte hos ham. Men Svein, ſom ſynes at have haft oprigtig Hengivenhed for Ragnvald Jarl, bad kun om at Margad maatte forblive hos Kongen, men at han for øvrigt vilde anvende ſin Indflydelſe til at forlige ham med Jarlen. Kong David blev noget ſtødt herover, men da Svein forſikrede, at han i højeſte Maade ſatte Priis paa hans Venſkab, ſkjønt han ej kunde bekvemme ſig til at modtage hans velmeente Tilbud, lovede han ham at opfylde hans Bøn, og ſendte Geſandter til Ragnvald med Gaver, og den Anmodning, at han vilde ſlutte Forlig med Svein[10]. Jarlen havde imidlertid, ſom Svein forudſaa, ſkjenket Beſætningen i Borgen Livet, da den ſtrax efter hans Flugt overgav ſig, og han fandt det højſt uridderligt at ville lade dem undgjelde for hvad Svein og Margad havde gjort. Thorbjørn var dragen med en Deel Folk til Søs over Morayfjorden for at opſøge Svein, og da han ej fandt ham, havde han benyttet Lejligheden til at overfalde og dræbe en ſkotſk Jarl[11], ſom for nogen Tid ſiden havde dræbt hans Fader, hvorefter han var vendt tilbage til Orknøerne. De ſkotſke Geſandter fandt en venlig Modtagelſe hos Ragnvald Jarl, ſom laante deres Ærende villigt Øre, og tilſagde Svein ſin Tilgivelſe. Denne indfandt ſig nu ſelv, Jarlen ſkjenkede ham Fred og fuldkomment Venſkab, og han vendte tilbage til ſine Gaarde. En Tidlang herſkede der nu Ro og Fred paa Øerne[12].

Paa denne Tid lod Kong Inge, efter Agmund Drengs og hans Broder Erlings Raad, Ragnvald Jarl med mange Æresbeviisninger indbyde til ſig, for at ſikre ſig denne mægtige Mands Venſkab og Hengivenhed, iſær for det Tilfælde, at der ſkulde opſtaa nogen alvorlig Uenighed mellem ham og hans Brødre. Ragnvald, der ſelv var beſlægtet med Kyrpinga-Orms Sønner, og ſom derhos længedes meget efter at gjenſee Frænder og Venner, modtog ſtrax Indbydelſen, gjorde ſig rejſefærdig, og drog den følgende Vaar (1150) over til Norge. Harald Jarl, der nu var i ſit 17de Aar, fulgte efter eget Ønſke med ham, for at ſee ſig om og fornøje ſig. De rejſte, merkeligt nok, ikke paa egne Skibe, men toge ſig Fragt paa Kjøbmandsſkibe, dog med et glimrende Følge, hvori imidlertid Svein Asleivsſøn ej ſynes at have været. De kom til Bergen, hvor Inge paa denne Tid var, fandt den bedſte Modtagelſe, og opholdt ſig der længe om Sommeren. Det ſtaar ikke udtrykkeligt nævnt, at Ragnvald og Harald aflagde Inge Troſkabsed eller at den ſidſte fik Jarlsnavn af ham, men man kan ikke deſto mindre anſee det ſom ſikkert, at dette ſkede, thi det faldt ſaagodt ſom af ſig ſelv, og i modſat Fald vilde i det mindſte Harald ſtrengt taget ikke kunne have været berettiget til Jarldømmet paa Øerne. Det maa vel endog anſees ſom Hovedhenſigten, hvorfor Ragnvald var indbuden og Jarlerne vare komne[13].

Det vækker ved førſte Øjekaſt Forundring, at Svein Asleivsſøn og viſtnok mange andre Høvdinger paa Orknøerne og Syderøerne, i denne Tid, da Chriſtendommen dog forlængſt var indført, kunde foretage ſlige Tog paa egen Haand, ſom de nys nævnte fuldſtændige Vikingetog, ligeſom i Hedendommens Dage, til Englands. Skotlands og Irlands Kyſter. Men Omſtændighederne vare netop nu ſærdeles gunſtige og opfordrende dertil. Efter den engelſke Konge Henrik den 1ſtes Død 1135, opſtod der en langvarig Kamp om Kronen mellem hans Syſterſøn Stephan af Boulogne, der valgtes af de Hefte engelſke Baroner, og hans Datter, Enkekejſerinde Mathilde, hvilken den afdøde Konge havde ſøgt at ſikre Tronfølgen, og ſom nu var gift med Godfred af Anjou. Denne Krig førtes, med faa Afbrydelſer, gjennem hele Stephans Regjeringstid (indtil Novbr. 1153) under uafladelige, ſtørre eller mindre Fejder, hvori ogſaa Kong David af Skotland, Kejſerinde Mathildes Morbroder, deeltog. Navnlig er her at merke det ſtore Tog, ſom Kong David og hans Broderſøn Villjam, Søn af Kong Duncan i Aaret 1138 foretog ind i det nordlige England, i Spidſen for hver ſin Hær-Afdeling, ſammenſatte af alleſlags Folk, Skoter, Folk fra Galloway, Kumbrer, Northumbrer. Angler, misfornøjede Nordmanner, ja endog Tydſkere; det er mere end ſandſynligt, at der blandt disſe forſkjelligartede Masſer ogſaa fandtes æventyrlyſtne Nordmænd fra Orknøerne, fornemmelig i den Afdeling der befaledes af Villjam, Ingebjørg Jarlemoders Sønneſøn. Villjam ſejrede ved Clitheroe i Lancaſhire[14], men David tabte ſiden Hovedſlaget ved Northallerton (22 Aug. 1138), uden at hans Magt dog derved ſvækkedes ſynderligt, men tvertimod fremdeles var ſaa ærefrygtbydende, at Stephan anſaa det raadeligſt at ſlutte en Fred med ham i Durham, hvorved han afſtod Størſtedelen af Northumberland til hans Søn, Henrik. Ved hiint ſtore Slag var det, ſom vi ovenfor have berettet[15], den titulære Biſkop Rodulf af Orknøerne, der paa den gamle Erkebiſkop Thorſteins Vegne opmuntrede den engelſke Hær og indviede dens Standart, der har givet Slaget Navn. En enkelt Annaliſt vil endog vide, at den danſke Konge Erik Lam, paaſtaaende at han var mere arveberettiget til England end Kong Stephan, i Aaret 1138 gjorde et Tog derhen med en ſtor Flaade og herjede Kyſterne, men at Kong Stephan, der ikke vovede at binde an mod Danerne, faa længe de vare ſamlede, ventede indtil de havde adſpredt ſig for at ſøge Bytte, og derpaa anfaldt og lettelig overvandt flere af deres Hobe enkeltviis, ſaa at de øvrige med uforrettet Sag maatte vende hjem[16]. Anledning til at herje og gjøre Bytte i England var altſaa forhaanden, og det ſaa rigeligt ſom enhver Viking kunde ønſke ſig: man behøvede kun tilſyneladende at tage Parti med den ene eller den anden af de ſtridende Parter.

Skotland ſelv var ligeledes Scenen for voldſomme indvortes Fejder. Deſcendenterne af den gamle Moral)—Æt, der for hundrede Aar tilbage havde været ſaa mægtig, gjorde endnu fra Tid til anden Fordring paa Tronen. Vi have allerede ſeet, hvorledes Angus Mac Heth, Datterſøn af Kong Lulach, og Jarl af Moray, i Kong Davids tidligere Dage gjorde Opſtand, men faldt i et Slag 1130, hvori ſandſynligviis ogſaa Sigurd Slembedjakn deeltog. Kort efter fremſtod en Biſkop, ved Navn Vimund, den ſelvſamme, der i ſin Tid havde været indviet til Biſkop paa Man og Øerne[17], udgav ſig — maaſkee med Rette-for at være Angus Jarls Søn, kaldte ſig nu Mælkolm Mac Heth, og gjorde Fordring i det mindſte paa Moray, maaſkee endog paa den ſkotſke Kongetrone. Han fandt Biſtand hos den mægtige Sumarlide i Argyll, der endog gav ham ſin Datter til Egte, og han herjede nu en Tidlang Skotlands Kyſter paa det voldſomſte, indtil det omſider lykkedes David at faa ham tagen til Fange, hvorefter han ſatte ham i Fængſel paa Roxburgh Slot (1134). Men hans Sønner toge deres Tilflugt til Sumarlide, der, ſom vi i det følgende ville ſee, efter Kong Davids Død underſtøttede dem eftertrykkeligt, ſaaledes at Vimunds eller Mælkolms Tilfangetagelſe egentlig ikke ſkaffede David ſynderlig Fred fra denne Kant. Vi ville ligeledes erfare, hvorledes ogſaa Harald Jarl paa Orknøerne ſiden efter ſluttede ſig til dette Parti[18].

Paa Veſtkyſten af England herſkede ogſaa Fejder, ſaa vel mellem Briterne i Wales og de nordmanniſke Grændſejarler, ſom mellem de britiſke Fyrſter indbyrdes. Iſær fortjener en Fejde at omtales, der i Aaret 1142 udbrød mellem Brødrene Omen Gwynedd i Monmouth, og hans Broder Cadwallader. Denne ſidſte flygtede til Irland, lejede, ſom der fortælles, en heel Mængde irſke og ſkotſke Tropper under en vis Ottar, og Thorkells ſamt Herjulfs Sønner, kom med dem tilbage til Wales, og begyndte at herje; hans Broder ſkyndte ſig ham imøde, for al hindre hans videre Fremtrængen; men da begge Hære endelig ſtode lige overfor hinanden, kom det til Fred og Forlig mellem Brødrene, hvorover Irerne bleve ſaa opbragte, at de bemægtigede lig Cadwallader, og holdt ham fangen, indtil han betalte dem den Sold, han var dem ſkyldig, med en heel Deel Kvæg, Fanger og andet Bytte. Da Owen hørte at Cadwallader var kommen paa fri Fod, angreb han Irerne, dræbte en ſtor Deel af dem, og fratog dem Byttet[19]. At disſe ſaakaldte Irer og Skoter vare Nordmænd fra Dublin og Syderøerne, ſees ſaavel af deres Navne, ſom af den Omſtændighed, at de irſke Annaler udtrykkelig fortælle, at Ottar, en Sønneſøn af Ottar, og hjemmehørende paa Syderøerne, i Aaret 1142 erhvervede Herredømmet over Dublin, ſaa vel ſom at Ragnvald Thorkellsſøn, Jarl i Dublin, — aabenbart den nys nævnte „Thorkells Søn“ — blev 1146 tilligemed flere Høvdinger og 200 Mand dræbt af Indbyggerne i Oſtmeath[20]. Den Slutning ligger nu temmelig nær, al enten Cadwallader ſelv er hiin Høvding fra Bretland, med hvilken Holdbode og Svein Asleivsſøn fejdede, eller i det mindſte at den Uſtyr, hiin Høvding begik paa Man og i Syderøerne, og ſom Svein Asleifsſøn ſøgte at hevne, netop ſtod i Forbindelſe med de nys nævnte Uroligheder, ſaa vel i Dublin ſom i Wales.

Begivenhederne paa Irland ſelv frembøde for øvrigt ikke mindre bekvemme Anledninger for Orknøernes og Syderøernes urolige Høvdinger til at mætte deres Krigslyſt og vinde Bytte. Lige fra Magnus Barfods Fald hører man ikke om andet end hin blodige Stridigheder, deels mellem de irſke Konger indbyrdes, deels mellem disſe og Nordmændene, fornemmelig i Dublin, deels ogſaa mellem de forſkjellige norſke Kolonier ſelv. Muirkertach, der ſtrax efter Nordmændenes Bortrejſe ſynes at have bemægtiget ſig Dublin, foruroligedes ſtedſe af ſin Medbejler, Donald O’Lochlan, og følte ſig, ſom vi have ſeet, ikke engang faſtere paa Tronen, eller i Beſiddelſe af ſin Erobring, end at han eller hans Høvdinger i Aaret 1114 virkelig, af Frygt for et Angreb af den norſke Konge, bekvemmede ſig til at udbetale dennes Geſandt, Ivar af Fljod, en betydelig Sum Penge[21], medens tillige Muirkertach ſelv for en Tid nedlaade Regjeringen, og hans Broder Diarmid gjorde flg til Herre i Munſter. Muirkertach antog vel det følgende Aar atter Regjeringen, og fangede ſin Broder, men forligede ſig med ham, overdrog ham ſelv Regjeringen, og gik i Kloſter. Diarmid døde dog allerede i 1118, Muirkertach i 1119, vil hans gamle Fiende Donald O’Lochlan 1121; og nu begyndte en Periode af de vildeſte Fejder og Uroligheder, i det flere af Smaafyrſterne ſøgte at tilvende ſig Overherredømmet, Den virkſomſte og mægtigſte af disſe var Tirdelvach O’Connor, Konge i Connaugth, hvilken ogſaa tilſidſt gik af med Sejren. Han bekrigede allerede, ſom det fortælles, i Aaret 1118 Nordmændene i Dublin, befriede en af de irſke Smaakonger, ſom de havde taget til Fange, og tvang dem, ſaa vel ſom Indbyggerne i Leinſter, til at ſtille ham Giſler[22]. Dette viſer, at Nordmændene i Dublin imidlertid atter havde gjenvundet deres Uafhængighed. Siden, efter den unge Høvding Thorfinn Thorkellsſøns pludſelige Død (1124)[23], gjorde Tirdelvach et Tog til Dublin, bemægtigede lig Staden, og fatte ſin egen Søn Connor[24] til dens Konge. Denne Afhængighed var dog ikke langvarig, thi allerede i 1127 blev Connor fordreven af Nordmændene i Dublin og Indbyggerne i Leinſter; Tirdelvach ſøgte det følgende Aar at hevne denne Opſtand ved at herje Kyſterne af Leinſter lige til Dublin, men denne Stad ſynes dog ikke at være falden i hans Vold. Der omtales et blodigt Slag, ſom i Aaret 1133 ſtod mellem en irſk Underkonge og Nordmændene i Dublin, der ved denne Lejlighed, tabte en af deres Høvdinger, Ragnvald Paalsſøn[25]; ſamme Aar plyndrede en anden Nordmand, Sigtrygg, Byen Ardbrechan[26]; men i 1134, fortælles der, blev „Mac Ottar“, d. e. „en Søn af Ottar“, (hans egentlige Navn er ubekjendt), Øernes (Syderøernes) Fyrſte, valgt til Konge over Nordmændene i Dublin. Denne „Ottarsſøn“, der ikke omtales i den Manſke Krønike, hvilken for det meſte kun holder ſig til Begivenheder paa Øen ſelv, men ſom maa have været en Fader til den oven nævnte Ottar, der 1142 blev Dublins Herre, ſynes neppe at kunne have været Søn af nogen anden end den omkring 1138 afdøde Ottar Jarl i Thorsaa, Frakarks Broder, hvis Frænder, ſom vi have ſeet[27], og derfor vel ogſaa han ſelv, havde megen Indflydelſe paa Syderøerne, og kunde, naar det gjaldt, ſkaffe ſig Folk og Skibe derfra. Det lader til, at den ſyderøiſke Høvdings Ankomſt betydeligt har forøget de dublinſke Nordmænds Magt og ſat dem iſtand til at udvide deres Foretagender; thi i 1137 underſtøttede de Kongen af Leinſter og Connor O’Brian, Kongen af Munſter, med 200 Skibe paa et Tog, de foretoge mod Nordmændenes egne Landsmænd i Waterford, hvilke, angrebne af en ſaa betydelig Magt, ogſaa bleve overvundne og maatte ſtille Giſler. Krigen mellem begge de norſke Kolonier maa have været langvarig, thi ogſaa i 1140, heder det, overvandt Nordmændene i Dublin deres Landsmænd fra Waterford i et Slag, rimeligviis et Søſlag. I det følgende Aar gjorde Connor Mac Donald, Herre til Øſt-Munſter, et Tog til Dublin og erkjendtes af Nordmændene for deres Konge, men ſtrax i efter erfares det, ſom allerede tidligere nævnt, at Ottar fra Øerne, Søn af hiin „Ottarsſøn“, blev Herre i Dublin, og underſtøttede Cadwallader af Wales. Man kunde næſten friſtes til at tro, at Nordmændene ſelv frivillig have indkaldt Connor og erkjendt ham for deres Konge, for i ham at have en Støtte mod den mægtige Tirdelvach, medens Ottar derimod var deres egentlige Herre. Men efter at de i 1146 havde lidt det oven omtalte Nederlag, hvor Ragnvald Thorkellsſøn, Jarlen i Dublin, faldt med flere Høvdinger, har formodentlig deres Vælde igjen aftaget, da vi finde, at de i 1150 atter underkaſtede ſig Tirdelvach. En Følge af, at Tirdelvach gjorde ſig til Herre til Dublin og ſaaledes optraadte ſom de ſyderøiſke Høvdingers Fiende, var det da vel, at da han i Aaret 1154 bekrigede en af ſine farligſte Fiender, Muirkertach O’Lochlan, Konge i Ulſter, fik denne, rigtignok mod Betaling, Underſtøttelſe af en Flaade fra Syderøerne, Man, Cantire og det veſtlige Skotland, og leverede Tirdelvach et blodigt Søſlag. I dette blev imidlertid denne Sejrherre, hvilket dog neppe vilde have kunnet ſkee, hvis han ikke ogſaa paa ſin Side, ſom man maa formode, havde haft norſke Hjelpetropper: dette ſiges dog ej udtrykkeligt[28].

Da vi ſaaledes erfare, at Nordmændene fra Syderøerne, og navnlig flere Medlemmer af en Æt, vi næſten med Sikkerhed gjenkjende ſom den halv troeſte, halv ſkotſke, hvortil Frakark og Ottar Jarl hørte, toge en virkſom Deel i de Krigsforetagender, ſom mellem 1140 og 1150 fandt Sted paa Irland, ja endog for en Tid tilegnede ſig Herredømmet i Dublin, kan man næſten anſee det ſom viſt, at ſaavel den af Svein Asleivsſøn fordrevne Ølve Roſta, ſom Harald Jarls Søn Erlend, om hvem det fortælles at han efter ſin Foſterfader Ottar Jarls Død tilbragte ſin meſte Tid i Syderøerne, eller paa Vikingetog[29], netop have været med, og vel endog ſpillet en betydelig Rolle ved alle disſe Begivenheder[30]. Vi erfare derhos, at de norſke Høvdinger paa Irland, paa Øerne og i Skotland — hvorved man ogſaa maa tænke paa Orknøerne — virkelig plejede at tage Tjeneſte hos irſke, væliſke eller andre Fyrſter i hine Egne mod en beſtemt Betaling. Alt dette giver os fuldkommen Nøglen til, hvorledes det ſaa ofte kan hede om Svein Asleivsſøn og andre urolige Høvdinger, at de laa paa Vikingetog, ja hvorledes det næſten endog forudſættes, at dette endnu, ſom i Hedendommens Dage, var deres regelmæsſige Sysſel en Tid af Aaret. Navnlig er det at formode, at Svein Asleivsſøn, der laa i Familiefejde med Frakarks Æt, der ſelv havde ſaa mange Forbindelſer paa Man og Syderøerne, og ſom, hvad vi i det følgende ville ſee, endte ſine Dage paa et Tog til Dublin, paa ſin Side har taget lige ſaa virkſom Deel i alt dette, og maaſkee underſtøttet Tirdelvach eller andre Fiender af Høvdingerne i Dublin.

I Forbindelſe med disſe Begivenheder, og de Uroligheder, ſom fandt Sted paa og omkring Øen Man, ſtaar det viſtnok, at den gamle Kong Olaf Bitlings ældſte Søn, Gudrød, i Aaret 1152 drog over til Kong Inge, blev vel modtagen, aflagde ham ſin Lenshylding og opholdt ſig nogen Tid ved hans Hof[31]. Saa ſtor var altſaa nu Kong Inges Magt og Anſeelſe over alle Skatlandene, hvis Herrer ellers ſtræbede nok efter Uafhængighed, at ſaavel Syderøernes Konger, ſom Orknøernes Jarler villigen erkjendte hans Højhed, uagtet han ikke nogenſinde ved ſin Vaabenmagt havde indjaget dem Skræk. Hertil har imidlertid vel ogſaa den Omſtændighed væſentligt bidraget, at England og Skotland nu vare ſaaledes optagne ved ſine egne Anliggender, at der ingen ſynderlig Hjelp derfra var at vente mod Medbejlere om Herredømmet, men man var alene henviiſt paa Moderlandet ſelv, naar det gjaldt at erholde Biſtand, og havde paa den anden Side alt at frygte af dets Kongers Vrede. Ligeſom det for Ragnvald og Harald Jarl gjaldt at ſikre ſig mod Erlend Haraldſøns eller andre Prætendenters Fordringer, ſaaledes truedes Kong Olaf Bitling af ſin for lang Tid ſiden af Kong Lagmand mishandlede Broder Haralds trende Sønner, der havde været opdragne i Dublin. Gudrød havde maaſkee endog faaet Nys om at Haralds Sønner forberedede et Tog til Man, og dette har i ſaa Fald fremſkyndet hans Rejſe til Norge, for at ſikre ſig Kong Inges Gunſt. Thi endnu ſamme Aar, ſom han var afrejſt, ſamlede Haralds Sønner en betydelig Skare, iſær af Folk, ſom Kong Olaf tidligere havde jaget i Landflygtighed, kom til Man og fordrede Halvdelen af Riget. Kongen, ſom ej ſynes at have været forberedt paa deres Ankomſt, og derfor ej kunde møde dem med væbnet Haand, ſvarede at han ſkulde overtænke Sagen, og anmodede dem om at indfinde ſig til et Thing ved Søhavnen Ramsø førſt kommende 29de Juni, hvor Sagen ſkulde blive forhandlet, og hvor de ſkulde faa endelig Beſked. Maaſkee beſtemte han en ſaa lang Termin, fordi han haabede, at hans Søn Gudrød imidlertid ſkulde komme med Hjelp fra Norge. Men hans Broderſønner oplagde imidlertid, maaſkee af ſamme Grund, Raad om at tage ham af Dage. Da Thingdagen kom, indfandt de ſig efter Aftale. Kongen tog med ſine Mænd Plads paa den ene Side, de andre ligeoverfor med Undtagelſe af den mellemſte af Brødrene, Ragnvald, der ſkulde udføre Drabet, og derfor ſtillede ſig til Siden, idet han gav ſig i Tale med en af Høvdingerne. Kongen kaldte ham til ſig: han vendte ſig imod ham, ligeſom for at hilſe ham, men bævede i det ſamme Øxen, og ſkilte med et Hug Kongens Hoved fra Kroppen (1153). Det ſynes ſom om alle de Tilſtedeværende bleve ſaaledes ſlagne med Skræk herover, at de ikke vovede at foretage det mindſte for at hevne Kongens Drab, men ſtrax underkaſtede ſig Brødrene, thi disſe, heder det, deelte nu Landet mellem ſig, og gjorde endog kort efter et Tog til Galloway forat erobre dette Landſkab[32]. Men Galloway-Folkene forſvarede deres Kyſt ſaa godt, at Angriberne maatte vende tilbage med uforrettet Sag, og det gavnede dem lidet, at de ſiden gave deres Harme Luft ved at dræbe eller forjage alle de Folk fra Galloway, der fandtes paa Man. Kort efter kom Gudrød fra Norge med fem Skibe, og anløb førſt Orknøerne; ved Efterretningen herom bleve alle Høvdingerne paa Man ſærdeles glade, forſamlede ſig til et Møde, og udvalgte ham eenſtemmigt til deres Konge. Da nu Gudrød ankom til Man, vandt han, ſom det lader, en let Sejr over Brødrene, eller traf dem maaſke allerede overvundne og fangne, thi han fik dem alle tre i ſin Vold, og lod den ene dræbe, og de to andre blinde. Gudrød herſkede ſiden, ſkjønt under mange Uroligheder, i over i 33 Aar. Vi ville i det Følgende erfare, hvor ſlet han lønnede Kong Inge for hans venlige Modtagelſe og Biſtand.

    til Norge og hyldede Inge. Der ſiges rigtignok tidligere,i 1102, ugentlig 1103) hvor Olafs Tronbeſtigelſe omtales, at han regjerede i 40 Aar, men at denne Angivelſe ligeledes er fejlagtig, ſees deraf at Krønikeſkriveren ſiden efter udtrykkelig lader ham dræbes ſamme Aar ſom Kong Davids og St. Bernhards Død, altſaa 1153. Det eneſte Hurum, hvorom der kunde være Spørgsmaal, er Aaret for Gudrøds Tilbagekomſt, thi hans Død ſættes ſiden til 1187, d. 10de Novbr., medens derimod hans Tronbeſtigelſe, hvor denne omtales, henføres til 1144 (hvortil man og ſkal lægge ti), og hans Regjeringstid angives til 33 Aar. Muligt, at han virkelig ikke kom tilbage førend i 1154, og at „proxima autumno“, der omtales i 1155, ſkal forſtaaes om dette Aar. — Det maa for øvrigt merkes, at i det Aftryk af den Manſke Krønike, der er leveret i Langebeks Scriptores, 3die Deel, mangler det meſte af, hvad deri Hdſkr. opføres under 1143 (d. e. 1153).

  1. I Orknøyingaſaga S. 230., hvor dette fortælles, kaldes han Jon, Biſkop af Atjøkle (Athole), men da der paa denne Tid kun var en eneſte Biſkop i Skotland af Navnet Johannes, nemlig Johannes af Glasgow (1121—1147), maa det være denne, der brugtes ſom Underhandler. Johannes var en fortrolig Ven af Kong David, og havde allerede tidligere, nemlig i 1125, været brugt af ham ſom Geſandt ved Pavehoffet. Se Stubbs, Acta pontifif. Eborr. hos Twysden, S. 1719, jvfr. Simeon af Durham og Johannes af Herham ſammeſteds, S. 245, 276. Da Jarlen i Athole var, ſom vi have ſeet, en nær beſlægtet Frænde af Kongen, bliver det ſaaledes let at forſtaa, hvorledes ogſaa Maddadh og Margrete kunde bruge Biſkoppen ſom Underhandler, og derved forklares ogſaa deſto bedre den ſtore Ærbødighed, Ragnvald viſte ham. Rimeligviis havde han ogſaa Fuldmagt af Kongen til at tilbyde Ragnvald Forleningen med Katanes paa Haralds Vegne.
  2. Registrum de Dunfermline, 23. Tiden angives ej nøjagtigt, men maa, ſom det ſynes, nærmeſt henføres til de Uroligheder, ſom Svein Asleivsſøn vakte, ſe nedenfor. Dornoch, der ſiden blev Sædet for Biſkopperne i Katanes, ligger netop paa den ſaakaldte Ekkjalsbakke, ved Udløbet af Floden Ochiell eller Ekkjal; altſaa paa et Sted, ſom iſær var udſat ved de hyppige Fejder, ſom fandt Sted i hine Egne. Sandſynligviis er det endog Byen eller Havnen Dornoch, ſom vore Forfædre betegne med „Ekkjalsbakke“.
  3. Hans Navn angives ej, men at det enten maa have været Cadwallader, der i 1142 ſtred mod ſin Broder Owen Gwynedd, eller en af hans Høvdinger, ſynes rimeligt, ſom det i det følgende vil ſees.
  4. Det er ikke uſandſynligt, at hun, ſiden hun var ſaa anſeet, var en Syſter af de „Thorkellsſønner“, der omtales i de væliſke Annaler ved 1142 ſamt af Ragnvald Thorkellsſøn, Jarl i Dublin, der omtales 1146 (ſe nedenfor).
  5. Han havde for været gift med en Ragnhild Agmundsdatter eller Ingemundsdatter, og havde med hende haft en Søn Olaf, ſe Orknøyinga Saga S. 328.
  6. Dette Kloſter, allerede omtalt i Olaf Tryggvesſøns Hiſtorie (ſe ovenfor l S. 229), var egentlig en Celle eller et Filialkloſter under Taviſtok Benediktinerkloſter.
  7. Orknøyinga Saga 232—242. Disſe Begivenheder, der medtoge henved 3 Aar, ſynes, naar man tager Henſyn til hvad der i det følgende fortælles efter den Manſke Krønike, at maatte henføres til 1142—1144.
  8. Der ſtaar i Orknøyinga Saga, at Forliget mellem Svein og Thorbjørn overholdtes længe ſiden efter. Da nu den nye Uenighed mellem ham og Thorbjørn indtraf ſtrax efter det Tog, ſom her ſkal omtales, og da det tillige af Orknøyinga Saga ſynes ſom om Ragnvalds Rejſe til Norge ſkede umiddelbart efter at Svein var blevet forligt med ham, maa det vel henføres til Tiden omkring 1149.
  9. Han hed, ifølge Orknøyinga Saga, Baldvin. Han omtales for øvrigt, ſaavidt vides, ingenſteds i de ældre ſkotſke Kildeſkrifter.
  10. Det er ej uſandſynligt, at disſe Geſandter eller maaſkee ogſaa Svein ſelv ved ſin Tilbagekomſt kan have medbragt det oven omtalte Brev fra David til Jarlerne Ragnvald og Harald.
  11. Denne Jarl ſkal ifølge Orknøyinga Saga have hedet Valthjof, men ſkotſke Oldſkrifter omtale ham ikke.
  12. Orknøyinga Saga, S. 244—258.
  13. Orknøyinga Saga S. 258. At Jarlernes Ankomſt til Norge ſkede i 1150, vil i det følgende blive viiſt.
  14. Se Johan af Hexham, hos Twysden, S. 261.
  15. Se ovenfor S. 622.
  16. Denne Begivenhed omtales vel ikke i engelſke eller danſke Oldſkrifter men alene i den flamſke Auctarium Anselmi Gemblacensis S. 200, ſamt paa det derefter udſkrevne Sted hos Alberich, ved 1138, (Leibnitz Udg. II. 282). Men man tør ikke derfor benegte Fortællingens Troværdighed, iſær da den har Sandſynligheden for ſig. Lige ſaa vel kunde Erik Lam i 1138, ſom Kong Eyſtein i 1153 finde paa at herje det af Borgerkrig ſønderrevne England.
  17. Se ovenfor S. 623.
  18. Beretningerne om denne Opſtand, der maa have været langt vigtigere og mere indgribende, end det af den ubetydelige Opmerkſomhed, de ældre Hiſtorieſkrivere ſkjenke den, ſkulde ſynes, og hvori navnlig Jarlerne paa Orknøerne maa antages at have taget Deel, omtales kun lejlighedsviis og ligeſom i Forbigaaende, af Fordun, VIII. 2. hvor han taler om den Opſtand, Mælkolm Mac Heths Sønner, underſtøttede af Sumarlide, gjorde mod Kong Mælkolm IV ſtrax efter dennes Tronbeſtigelſe 1153. Han ſiger vel her, at Mælkolm „udgav ſig for en Søn af Angus“, men han kalder ham dog ſtedſe kun Mælkolm Mac Heth (jvfr. VIII. 59.) nævner ikke Vimund med et Ord, men ſiger kun tilfældigviis etſteds, (V. 51.) at en „Pseudo-episcopus“ og forhenværende Munk udgav ſig for en Søn af Angus af Moray, og gjorde Opſtand. Orknøyingaſaga, ſom omtaler hans Datters Giftermaal med Harald Jarl, kalder ham kun (S. 404) Mælkolm Jarl af Moray“, derimod omtales Vimund under Navnet Vermund i Chron. Norm. hos Duchêne, S. 986., ſom Biſkop paa Man og forhenværende Munk i Savigny Kloſter, men, heder det, han blev forjagen og blindet „paa Grund af ſin Gruſomhed“; der tales intet om hans Opſtand. Det ſamme fortælles af Matth. Paris, hos Watts, S. 60, ved 1151. Chron. de Melrose, ved 1134, ſaa vel ſom Roger Hoveden, tale kun om „Mælkolm Mac Heth“. Hans Identitet med Mælkolm Mac Heth bevidnes derimod af Villjam af Newbridge, I. 23, 24, hvorom mere nedenfor.
  19. Se de væliſke Annaler. Cadwallader ſkal ogſaa tidligere have faaet Hjelp fra Syderøerne (forudſat at man paa den Maade kan forklare Ordet „Hedninger“), ſe Lelands Itinerarium.
  20. De fire Meſtres Annaler, ſe nedenfor S. 825.
  21. Se ovenfor S. 649.
  22. De fire Meſtres Annaler.
  23. Dette omtales kun i Ulſter-Annalerne.
  24. Denne Connor O’Brian, Tirdelvachs Søn, maa ikke forvexles med den i det følgende nævnte Connor O’Brian, Diarmids Søn, hans Frænde.
  25. De fire Meſtres Annaler. Ragnvald kaldes her „Maormor“, hvilket ej kan betegne andet end „Jarl“. Men i de Manſke Annaler eller vore Sagaer omtales han ej.
  26. Ulſter-Annalerne, ved 1133.
  27. Se ovenfor S 740. Kong Olaf Bitling ſelv hørte til Svogerſkabet, for ſaa vidt han var gift med en Datter af Haakon Jarl og Helga Moddansdatter.
  28. De fire Meſtres Annaler.
  29. Orknøyinga Saga, S. 326.
  30. Vi ville i det følgende ſee, hvorledes der ved 1154 omtales en mægtig Mand paa Man, ved Navn Thorfinn Ottarsſøn. At han hørte til ſamme Ottar-Familie, ſynes ſikkert, maaſkee var han derhos beſlægtet med de ovenfor omtalte, ſaakaldte Thorkellsſønner; i det mindſte have vi ovenfor ſeet Høvdingen Thorfinn Thorkellsſøn omtale.
  31. Dette henføres ſædvanligviis til 1142, fordi det i Haandſkriftet af den Manſke Krønike omtales derunder. Men dette Haandſkrift er, ſom allerede ovenfor paapeget, meget ſkjødesløſt i Aarstals-Angivelſer, og at der her virkelig ſkal læſes 1152, er indlyſende. Thi under det foregivne Aar 1142 omtales Gudrøds Rejſe til Norge, og derefter i lamme Aar (eodem anno) Haralds Sønners Ankomſt til Man. Uden nogen Angivelſe af nyt Aar fortælles nu de nærmere Omſtændigheder ved Kong Olafs Drab, men derpaa opſtilles Aaret 1143, og hertil henføres St. Bernhards Død i Clairvaux, Kong Davids Død og Mælkolms Tronbeſtigelſe, og endelig, med udtrykkelig Tilføjelſe af „ſamme Aar“ (ipso anno) Kong Olafs Drab d. 29de Juni, ſamt endelig, om Høſten (proximo autumno) Gudrøds Tilbagekomſt fra Norge. Da nu, ſom bekjendt, St. Bernhard og Kong David døde i 1153; da det ej er rimeligt, at enten Gudrød ſkulde have opholdt ſig i 11 Aar (1142—1153) ved Kong Inges Hof, eller at Haralds Sønner ſkulde have underhandlet i 11 Aar med Olaf; og da det endelig ikke er mindre ſandſynligt, at 1142 er ſkrevet fejlagtigt for 1152, end 1143 for 1153 (hvilket ſom man ſeer, er aabenbart), ſaa bliver følgelig 1152 at opføre ſom det Aar, da Gudrød rejſte
  32. Olaf var nemlig beſvogret med Herrerne af Galloway, ſe ovenfor.