Det norske Folks Historie/3/84

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Saa nøje forbundne med hinanden vare altſaa fremdeles Lendermands-Ætterne i Landet. Da Kongerne optraadte ſelvſtændigt, eller i det mindſte hver for ſig — thi Kong Inge kan vel ikke nogenſinde i egentlig Forſtand kaldes ſelvſtændig — ſluttede hine Ætters Medlemmer ſin til den ene eller den anden af Kongerne, efter ſom Familieforhold, lokale Interesſer, eller andre perſonlige Omſtændigheder medførte. Størſt Tilhæng havde dog Kong Inge, deels fordi han var egtefød, og derfor betragtedes ſom højbyrdigere end Brødrene, deels fordi han, ſom det udtrykkeligt ſiges, lod Lendermændene meeſt raade med ſig, og derfor blev meeſt yndet af dem[1]. Heraf ſkulde man formode at Eyſtein og Sigurd, hvad ogſaa deres ringere Herkomſt gjorde rimeligt, ſøgte ſin Støtte blandt de lavere Klasſer, og at derved allerede i deres Tid Spiren vaktes til den Kamp til det Yderſte mellem Lendermands-Ariſtokratiet og den ringere Deel af Folket, ſom raſede ved Aarhundredets Slutning. Man finder ligeledes, at det iſær var Ætterne i Gulathings-Lagen og Viken, der ſluttede ſig om Inge, medens derimod Ætterne i Thrøndelagen mere ſynes at have holdt ſig til Sigurd, maaſkee fra førſt af alene fordi han var opdragen der. Det viſer ſig ogſaa i det følgende, at Lendermands-Ariſtokratiet fornemmelig havde ſin Støtte i Gulathingslagens og Vikens Ætter, medens Thrønderne derimod for det meſte holdt ſig til det andet Parti. Kong Inge beſkrives ſom overmaade ſmuk af Anſigt, med tyndt, krøllet, guult Haar, men han var, ſom allerede nævnt, en Krøbling, med en Knude eller Pukkel baade paa Ryggen og paa Bryſtet, og med en visſen Fod, ſaa at han vanſkeligt kunde gaa alene. Han var blid og venlig mod ſine Venner, gavmild paa Gods, og ſærdeles yndet af Almuen[2].

Sigurd, hans Broder, blev tidlig høj og ſterk; han havde lyſebruunt Haar, og et ret ſmukt Anſigt, med Undtagelſe af Munden, der var hæslig, hvorfor man ogſaa ſom ofteſt kaldte ham Sigurd Mund. Hans Udvortes var i det hele taget mandigt og kraftigt; han var ſærdeles veltalende og munter i Omgang. Men derhos var han voldſom, uvyrden, uſtadig, lidenſkabelig og vanſkelig at ſtille til Rette. Han var, ſaa vidt vides, ikke gift, men havde allerede tidlig flere uegte Børn. Den ældſte var Haakon, hvilken den ſmukke Tjeneſtepige Thora fødte ham i hans 15de Aar (1147), ſom nys er omtalt. Det hed ogſaa, at han var Fader til en Søn ved Navn Harald, ſom Kong Sigurd Jorſalafarers og Dronning Malmfrids Datter Chriſtina, et overmaade letfærdigt Fruentimmer, fødte til Verden[3]. Hans øvrige Botn ville i det følgende blive omtalte. Han havde en Yndlings-Frille, Datter af en rig, men vrang og ſlem Mand i det nordenfjeldſke, ved Navn Geirſtein; ſaa vel denne, ſom hans Sønner, Hjarende og Hiſing, begik uſtraffet mange Voldſomheder og Uretfærdigheder, trygge ved Kong Sigurds Beſkyttelſe[4]. Hans Moder, Thora, Guthorm Graabardes Datter, der ſiden blev gift med en vis Aale Uſkeyn, med hvem hun havde Sønnen Munan[5], var ogſaa, ſom allerede nævnt, en haard og grum Kvinde, og hendes to Brødre, Einar og Andreas, ſynes ikke at have givet hende ſtort efter[6]. Det er ſaaledes temmelig viſt, at hverken Kong Sigurds Perſonlighed eller hans Omgivelſer vare ſkikkede til at gjøre ham yndet af Folket.

Den tredje Broder, Eyſtein, var ſorthaaret, mørk af Anſigtfarve, for, noget over Middelhøjde, klog og forſtandig, men overhaands pengekjær og gjerrig, hvorved han ſkaffede ſig mange Uvenner. Der tales ikke det mindſte om at han havde ſaadanne Vanſkeligheder med Sproget, ſom hans Fader Harald Gille, uagtet ogſaa han førſt kom ſom voxen veſtenfra; ja vi erfare endog, at han ſom nys berettet, lod Skalden Einar Skulesſøn, ſom han gjorde meget af, ja endog udnævnte til ſin Stallare, kvæde Viſer for ſig, og forſtod dem[7]. Man maa derfor næſten formode, at han har lært Sproget paa Syderøerne, eller har været opdragen i en norſk Familie. Han egtede Ragna, Datter af en Nikolas Maaſe, om hvem for øvrigt intet vides, men ſom rimeligviis var en anſeet Lendermand.

  1. Orkneyingaſaga S. 258.
  2. Inge Haraldsſøns Saga, Cap. 21, Snorre Cap. 22, Ágrip Cap. 52.
  3. Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 26, Snorre Cap. 35, Fagrſkinna Cap. 277. Denne ſiger ligefrem at Harald var Sigurds Søn, de øvrige kun, „at man ſagde ſaa“. At Harald maa være fød før 1155, følger deraf at Sigurd blev dræbt i Juni dette Diar, og allerede i det følgende Kar fødte Chriſtina Magnus Erlingsſøn i ſit Egteſkab med Erling ſkakke. Da det nu tillige erfares, at Erling ej kom hjem fra ſit Korstog før 1155, og da han ej kan have egtet Chriſtina førend efter Hjemkomſten, maa hun have haft hiin Søn endnu ſom ugift. Fagrſkinna udtrykker ſig derfor neppe rigtigt, naar den paa det oven anførte Sted omtaler Harald ſom et Barn, med mindre hans Drab ſkede tidligere end det i Sagaen omtales.
  4. Morkinſkinna, fol. 36 a. Ágrip, Cap. 52.
  5. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 14, Snorre Cap. 13.
  6. Der anføres nemlig ſaavel hos Snorre (Inges Saga Cap. 25) ſom i Tillægget til Olaf den helliges Saga Cap. 261 en Legende om, hvorledes St. Olaf helbredede en Preſt, hvilken Thoras Brødre grumt havde mishandlet fordi de troede at han ſtod i Kjærlighedsforſtaaelſe med deres anden Syſter. Legenden anføres ogſaa i den legendariſke St. Olafs Saga, Cap. 109, men uden nogen Navnangivelſe. Her findes ogſaa den Afvigelſe, at de ſiges at have hørt hjemme i Viken, medens den anden Beretning ſiger at de vare mægtige Mænd paa Oplandene, ja nævner endog Randsfjorden og Steder, beliggende ved den. Af denne Grund maa den foretrækkes, ligeſom der heller ikke ſynes at være noget at indvende mod Troværdigheden af dens egentlig hiſtoriſke Deel.
  7. Se ovenfor S. 806, jvfr. Morkinſkinna fol. 36. a.