Det norske Folks Historie/3/83

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter Sigurd Slembedjakns og Magnus blindes Fald nød Riget en Tidlang Fred og No. medens Rigsſtyrelſen var i de mægtigſte Lendermænds Hænder. Disſe Lendermænd, der, ſom det ſynes, mere paa Grund af deres Magt og Anſeelſe, end ved formeligt Valg, dannede et Slags Rigs- eller Formynder-Raad, vare førſt og fremſt de tvende kongelige Foſterfædre Gyrd Baardsſøn eller Saada-Gyrd i det Throndhjemſke og Aamunde Gyrdsſøn i Viken; derefter Ottar Birting og Agmund Svifte i Throndhjem, Agmund Dreng, ældſte Søn af Kyrpinga-Orm paa Stødle, i Gulathingslagen, og Thjoſtulf Aalesſøn i Viken. De nævnes udtrykkeligt ſom Kongernes egentlige Raad[1]. Aamunde og Thjoſtulf havde iſær gjort ſig fortjente ved deres utrættelige og heldige Beſtræbelſer til Landets Forſvar i den urolige Tid; men de ſynes alle at have været ypperlige, fædrelandskjærlige Mænd, hvem Fred og Enighed mellem Kongerne indbyrdes, og Overholdelſe af Lov og Ret indenlands, alvorlig laa paa Hjertet[2]. Derfor traf de nu ogſaa den viſe Foranſtaltning, at begge de unge Konger under hele deres Mindreaarighed kun havde een Hird[3], og ſandſynligviis for det meſte vare tilſammen. Om ogſaa Formynderne ſtedſe fulgte dem paa deres Rejſer rundt om i Landet, ſiges ikke; rimelig viis have kun Foſterfædrene ſtedſe ledſaget dem, men de øvrige opholdt ſig, hver i ſin Hjemſtavn, for der at have Tilſyn. Denne Tid ſynes at have været en ſærdeles lykkelig Tid for Norge, hvor Folket følte ſig tilfreds, og den indre Velſtand og Rørelſe betydeligt tiltog. Derpaa havde man de bedſte Tegn i nye Kjøbſtæders Opkomſt. Byanlægget i Stavanger ſkriver ſig rimeligviis fra denne Tid[4]; paa Veø eller Vedø i Raumsdalen rejſte det ligeledes en Kjøbſtad; Kaupang eller Luſakaupang i indre Sogn, Skidan eller Skien i Grønafylke omtales, men ſom allerede beſtaaende, noget over 40 Aar ſenere, og deres Oprindelſe ſkriver ſig vel derfor ogſaa fra denne Tid[5]; det ſamme kan, ſom vi ſnart ville ſee, ſiges om Kjøbſtaden Hamar paa Oplandene, om den end nærmeſt ſkylder det nye Biſkopsſæde paa dette Sted ſin Opkomſt.

Men et Forbud paa Omſkiftning i de rolige og fredelige Forhold, ſom nu herſkede, fik man i det 6te Aar efter Harald Gilles Død og Brødrenes Ophøjelſe paa Tronen (1142), da en tredie Broder, den ovenfor nævnte Eyſtein, kom fra Skotland og fremſtod med Fordring paa Deel i Regjeringen. Han var bleven hentet af tre anſeede Mænd, Arne Sturla, Thorleif Brynjulfsſøn og Kolbein Ruga, om hvilke man for øvrigt intet veed, med Undtagelſe af at den ſidſte var en ung, anſeet Orknøying, der var gift med en Datterdatters Datter af Jarlen Paal Thorfinnsſøn, og ſom paa den ham tilhørende lille Ø Vige havde ladet opføre et Steen-Kaſtel, hvoraf der indtil de ſidſte Tider ſaaes Spor, og ſom endnu bærer hans Navn[6]. De fulgte Eyſtein, heder det, til Landet, og droge ſtrax nord i Throndhjem med ham, hvor Thrønderne modtoge ham godt, og ſtrax, i Gagndagene (25—27 Mai 1142) toge ham til Konge paa Ørething, ſaaledes at han ſkulde have Trediedelen af Herredømmet tilligemed ſine Brødre Sigurd og Inge. Der blev, ſiges der udtrykkeligt, ingen Skirsler (d. e. Beviſer ved Jærnbyrd eller paa anden lignende Maade) fordrede eller førte for hans Herkomſt, da man troede, hvad hans Fader Harald havde ſagt desangaaende[7]. Dette viſer tydeligt, at Harald allerede i levende Live havde talt om ham, og at hine Mænd ſaaledes ej alene havde fuldkommen Vished om, at han var til og hvor han ſkulde ſøges, men at de endog maa være dragne afſted i den beſtemte Henſigt at bringe ham til Norge. Men deres Grunde hertil angives ej. Blot og bar Pietet for Kongeſtammen og Ønſket om at forhjelpe ethvert Medlem deraf til dets Rettigheder ſynes ej at kunne have været Drivefjedren; ſnarere kunde man formode at Kong Harald i ſin Tid kan have ytret et Ønſke om at ogſaa denne Søn maatte komme til Norge og faa Andeel i Regjeringen; dog ſynes heller ikke denne Grund at kunne være tilſtrækkelig til at fremkalde et ſaa betænkeligt Skridt. Man maa ſaaledes formode, enten at Thrønderne, der viſte ſig ſaa beredvillige til at antage ham, have været misfornøjede med at Kongerne nu, ſom man maa antage efter Foreningen af deres Hird, holdt ſig meeſt i den ſydlige Deel af Landet, og at de derfor ønſkede endnu en Konge, ſom hyppigere kunde opholde ſig hos dem, eller og at hine tre Mænd ved hiint Skridt alene have tænkt paa at befordre deres egen Magt og Anſeelſe. Eyſteins Moder Beathach fulgte ham til Norge[8]. Der blev ſtrax ſendt Bud til de tvende øvrige Konger, der opholdt ſig øſter i Landet, for at melde dem den vigtige Begivenhed, og erholde deres Samtykke. Dette blev heller ikke negtet — Formynderne have vel nemlig for enhver Priis villet undgaa indvortes Krig — og ſaaledes blev det da beſtemt at Eyſtein fik en Trediedeel eller rettere en Fjerdedeel af Riget. Thi ved denne Lejlighed blev ogſaa Harald Gilles Søn, den ſygelige Magnus, tagen til Konge, ſom det udtrykkeligt heder, over den fjerde Deel af Riget. Da Magnus opfoſtredes af den gamle mægtige Kyrpinga-Orm paa Stødle, den kongelige Formynder Agmund Drengs Fader, ſynes det temmelig klart, at man ved hans Ophøjelſe har villet indſkrænke Eyſteins Deel i Riget eller Herredømmet til den mindſt mulige. Thi det forſtaar ſig af ſig ſelv, at hans Ophøjelſe ingen Forandring kunde gjøre i Formynderregjeringens Virkſomhed i og for ſig ſelv, da han, ſom en Myndling af Kyrpinga-Orm, Agmund Drengs Fader, nærmeſt maatte ſtaa under dennes Opſigt. Uagtet Norge ſaaledes havde .fire Konger paa een Gang[9], var der kun tvende Hoffer, da alene Eyſtein, ſom allerede voxen og myndig, havde en Hird for ſig ſelv, de øvrige Brødre derimod, i det mindſte Inge og Sigurd, havde Hird tilſammen; hvad Magnus angaar, da var han vel for ſvag og daarlig til at kunne forlade Foſterfaderens Huus, og levede derhos ogſaa kun en ganſke kort Stund.[10]

Noget efter Harald Gilles Død — det ſiges ikke med Beſtemthed, naar — egtede Enkedronning Ingerid den mægtige Ottar Birting, ſom derved blev dragen ganſke over i Stifſønnen, Kong Inges Interesſer, hvilket ogſaa Kong Sigurd, da han voxede til, heller ikke undlod at bebrejde ham[11]. Ottar havde dengang allerede en Søn, ved Navn Alf Røde[12].

Man ſkulde næſten formode, at Kong Inge, efter Moderens Giftermaal med Ottar Birting, ikke længer forblev hos ſin højſt fortjente Foſterfader, Aamunde Gyrdsſøn, men kom under Ottar Birtings umiddelbare Opſigt. Thi i det mindſte hører man fra denne Tid ikke længer Tale om Aamunde Gyrdsſøn og den anden vikverſke Formynder, Thjoſtulf Aalesſøn. Det ſandſynligſte er, at Aamunde og Thjoſtulf døde omtrent paa den Tid, da Ottar egtede Dronning Ingerid; det er i det mindſte ſaa godt ſom viſt, at de begge vare døde før 1147[13]. Thjoſtulf, der ifølge Sigurd Slembedjakns ovenfor anførte Yttring ſynes, ligeſom Ottar Birting, at have været en Mand af ringe Herkomſt, der ved ſine egne Fortjeneſter, ſvingede ſig op, var enten børnløs, eller efterlod i alle Fald ingen Søn, der ſpillede nogen fremragende Rolle. Aamunde Gyrdsſøn havde Sønnen Gyrd, Kong Inges Foſtbroder og tro Tilhænger. Ottar Birtings Egteſkab med Enkedronningen og Herredømme over den unge Konge blev for Reſten ikke langvarigt. En Vinter, da Hoffet opholdt ſig i Nidaros[14], og han en Aften ſkulde gaa til Kirke, for at høre Aftenſang, blev han aldeles uformodet overfalden bagfra og dræbt af en Mand, der ſtod paa Luur efter ham i Nærheden af Kirken. Overfaldet kom ſaa uventet, at Ottar endog, ved at høre Hvinet af Hugget, kun ſkal have holdt Armen og Kappen for, i den Tanke at det var en Sneebold, ſom en Gadedreng kaſtede efter ham. Hans Søn Alf Rode kom juſt ind paa Kirkegaarden, da han ſaa ſin Fader falde, og Morderen ſkynde ſig bort øſter om Kirken. Han løb ſtrax efter ham, indhentede ham ved Sanghuushjørnet, og dræbte ham øjeblikkelig. For denne raſke Udførelſe af Hevnen fik han megen Berømmelſe, men det er et ſtort Spørgsmaal, om han ikke derved gjorde det vanſkeligere at komme paa det rene med, hvo der egentlig var Anſtifteren af Drabet. Ottars Frænder og Venner gave, neppe med urette, Kong Sigurd Skylden. Han var nemlig, ſom vi have ſeet, meget misfornøjet med, at den mægtige Ottar havde ſluttet ſig ſaa nøje til Kong Inge. Sigurd var desuden nu allerede meget udviklet for ſin Alder, og havde, efter ſom han voxede op, givet flere Beviſer paa et overmodigt og uvyrdent Sind. Kong Eyſtein, der paa ſamme Tid opholdt ſig inde i Throndhjem, ſamlede ſtrax ved Efterretningen om Ottars Drab Folk til ſig, og begav ſig ud til Byen, omgiven af en talrig Skare Bønder, der alle vare meget hidſige efter at hevne det ſkjendige Drab paa Ophavsmanden. Kong Sigurd afbødede den truende Fare ved Tilbud om at beviſe ſin Uſkyldighed ved Jærnbyrd. Tilbudet blev ogſaa modtaget, ſandſynligviis ved Medvirkning af Kong Eyſtein, hvem Ottars Drab neppe kunde være ſaa ſynderlig uvelkomment, og ſom maaſkee endog ſatte ſig i Spidſen for Bønderne alene i den Henſigt at formilde deres Iver[15]. Der blev ſluttet Forlig, og en Dag beſtemt til Beviſets Aflæggelſe. Men da Forliget førſt var kommet iſtand, og Bønderne ſandſynligviis havde adſpredt ſig, forlod Kong Sigurd Byen, og rejſte ſyd i Landet, uden enten forinden eller ſenere at aflægge Beviſet. Den Mistanke, der hvilede paa ham, var ſaaledes visſelig grundet[16].

Ottar Birtings Sted, ſom Kong Inges Opdrager eller Hovedformynder, traadte nu den før omtalte Agmund Dreng[17] paa Stødle, Kyrpinga-Orms ældſte Søn. Hans Fader, Kong Magnus’s Foſterfader, var paa denne Tid ſandſynligviis død, thi han maa allerede ved Magnus’s Ophøjelſe paa Tronen have været en meget gammel Mand. Han havde, ſom ovenfor nævnt[18], været to Gange gift, begge Gange med Døtre af de fornemſte Slægter. Hans førſte Huſtru var nemlig Ragnhild, en Datter af Skule Toſtigsſøn paa Rein; hans anden, der ligeledes hed Ragnhild, var Sveinke Steinarsſøns Datter. Agmund Dreng var fød i hans førſte Egteſkab. En Søn af hans andet Egteſkab var Erling, der paa denne Tid endnu var ung og lidet anſeet i Sammenligning med Agmund, men ſiden opnaaede deſto ſtørre Magt og Anſeelſe. Fra den Tid, da Inge var kommen under Agmund Drengs Varetægt, ſynes Bergen eller i det mindſte Gulathingslagen en Tidlang at have været ſaavel hans, ſom Moderen, Dronning Ingerids, fornemſte Opholdsſted[19]. Der tales ikke om at hun havde Børn i ſit Egteſkab med Ottar Birting; men derimod havde hun efter hans Død, letfærdig, ſom hun fra Ungdommen havde været, en Søn med en vis Ivar Sneis[20], der fik Navnet Orm, øjenſynligt efter Agmund Drengs Fader Kyrpinga-Orm, der maaſkee juſt da nylig var død, eller i hvis Huus hun maaſkee har født Sønnen til Verden: under alle Omſtændigheder et talende Tegn paa, at ſaavel hun, ſom Kong Inge da ſtode under Agmund Drengs Beſkyttelſe. Siden egtede hun Arne paa Stodreim i Nordfjord, ſom derfor kaldtes Arne Kongsmaag[21]. Han var rimeligviis en mægtig Lendermand, i alle Fald optræder han ſenere ſom ſaadan; og da han ligeledes viſer ſig ſom en ivrig Tilhænger, ej alene af ſin Stifſøn Kong Inge, men ogſaa efter dennes Død af Stødle-Ættens daværende Hoved, Erling Ormsſøn, maa man næſten antage, at Agmund Dreng ſelv har bragt hans Giftermaal med Dronning Ingerid iſtand, eller i alle Fald virket betydeligt dertil, for derved at ſkaffe ſig en Støtte mere mod det vikværſke Parti blandt Kong Inges Tilhængere, der neppe undlod at betragte hans Indflydelſe men en vis Skinſyge. I ſit Egteſkab med Arne havde Dronning Ingerid tre Sønner, Inge, Nikolas og Philip i Herdla, af hvilke de to ſidſte, iſær Nikolas, ſenere ſpillede en betydelig Rolle[22]. Hun havde med Arne ogſaa en Datter, ved Navn Margrete, der ſiden efter blev gift med Bjørn Bukk, en Søn af Agmund Drengs Heelſyſter Aaſa i dennes Egteſkab med en vis Nikolas, der ſandſynligviis ogſaa var Lendermand.

Ogſaa Kong Sigurds Formyndere, Agmund Svift og Saada-Gyrd, maa omtrent paa denne Tid have afgaaet ved Døden; maaſkee endog tidligere end Ottar Birtings Drab. Thi fra denne Tid i det mindſte ſynes begge Brødrene, Sigurd og Inge, at have haft hver ſin Hird, og levet afſondret fra hinanden. Sagaerne berette nemlig udtrykkeligt, at Enigheden mellem begge Brødrene ikke vedvarede længer, end de gamle, prøvede Formyndere levede; efter deres Død ſkilte de ſig fra hinanden og toge hver ſin Hird[23]. Saada-Gyrd maa desuden paa den Tid have været en meget gammel Mand, ſiden han allerede i 1135 kunde have en Søn, der var Lendermand i Viken, nemlig hiin Sigurd, der opførte ſig ſaa uhæderligt ved Vendernes Angreb paa Kongehelle, og, ſom der ſiges, ikke længe overlevede denne Skam[24]. Gyrds anden Søn Philip maa derimod have været meget yngre, ſiden han kaldes Kong Sigurds Foſtbroder. Til at bevirke en ſaadan Skilsmisſe mellem Kongerne, ſom den her omhandlede, og dertil endog et ſpendt Forhold, maatte en Begivenhed, ſom Ottar Birtings Drab, allerede være mere end tilſtrækkelig. Allerede i ſit 15de Aar, (1147) finde vi ſaaledes Kong Sigurd dragende om paa Veitſler i Viken med ſin egen Hird. Ved denne Lejlighed gav han et altfor tydeligt Beviis paa en Lidenſkabelighed, der var langt over hans Alder, men ſom rimeligviis var næret ved daarlige Omgivelſer og for en Deel havde ſin Grund i hans uſædvanligt tidlige legemlige Udvikling. Ved at komme gjennem en Gaard, hvor en anſeet Mand ved Navn Simon Thorbergsſøn boede, hørte han inde i et af Huſene en Kvinde ſynge ſaa fagert, at han fik en uimodſtaaelig Lyſt til at lære Sangerſken nærmere at kjende. Han red nærmere, tittede ind i Huſet, og ſaa en Pige ſidde ved en Kvern og male, ledſagende Arbejdet med den dejligſte Sang. Strax lod han ſine Mænd gjøre Holdt, bød dem at vente ſig ſaa længe, og gik ind til Pigen, der kun var en ringe Tjeneſtepige paa Gaarden, og derfor neppe engang vovede at negte den unge kongelige Elſker nogen Gunſt, om hans Beſøg end, hvad der er lidet troligt, ej var hende kjærkomment. Han begav ſig ſiden ud igjen til ſine Mænd, og red videre; men Simon og hans Huſtru Gunnhild toge ſig med Omhyggelighed af Thora — ſaaledes hed Pigen, — ſom nogen Tid efter fødte en Dreng til Verden, der blev kaldet Haakon, og anſaaes for at i være Kong Sigurds Søn; en Tro, ſom det heller ikke lader til, at enten han ſelv eller hans Mænd have modſagt. Haakon opfoſtredes dog fremdeles paa Simons Gaard tilſammen med hans Sønner, Agmund og Andreas[25]. Af Lændermands-Ætterne i Norge var for øvrigt fremdeles neppe nogen mere anſeet end Arnmødlinge-Ætten, ſkjønt dens Medlemmer i den lige nedſtigende Mandslinje, paa denne Tid kun vare faa, og, ſom det lader, blandede ſig kun lidet eller ſlet ikke i Dagens politiſke Spørgsmaal. Giſke-Grenen repræſenteredes af Skofte Agnmundsſøns eneſte overlevende Søn, Paal Skoftesſøn, om hvem man kun veed, at han havde en ypperlig Huſtru ved Navn Ragnhild, der ved et Beſøg i Bergen, ſom udtrykkeligt omtales, og ſandſynligviis ſtedſe, naar hun var paa længere Rejſer, ſejlede med megen Stads paa ſit eget Langſkib. Da hun efter hiint Beſøg forlod Bergen, ſtod Kong Eyſtein, der juſt opholdt ſig i Byen, ſelv paa Bryggen, og lod Skalden Einar Skulesſøn, ſom da var i hans Tjeneſte, hente for paa ſtaaende Fod at kvæde et Vers om hendes prægtige Ferd[26]. Heraf kan man danne ſig den bedſte Foreſtilling om, paa hvilken ſtor Fod Paal Skoftesſøn levede. Han og Ragnhild havde en Søn, ved Navn Nikolas Kuvung, der ſiden blev Lendermand og Herre til Giſke[27].

Hovedet for Bjarkø-Grenen af Arnmødlinge-Ætten, Vidkunn Jonsſøn, der endnu levede i 1139, maa vel være død kort efter; hans Søn, Erling Vidkunnsſøn, der døde i 1183, og da efterlod en attenaarig Søn[28], arvede hans Beſiddelſer og Magt. Men paa Kvindeſiden vare, ſom vi have ſeet, de fleſte fornemme Lendermands-Ætter i Landet beſlægtede med Arnmødlingerne. Paal Skoftesſøns ene Syſter Thora var Moder til Guthorm Aasulfsſøn paa Rein, der nu var Hovedet for Skule Toſtigsſøns højt anſeede Æt[29]. Hans anden Syſter Ragnhild var, ſom tidligere nævnt, gift med Dag Eilifsſøn, og havde med ham Sønnen Gregorius, der i Kong Inges ſenere Aar blev Rigets meeſt formaaende Mand. Muligt, at ogſaa den før omtalte Lendermand Vatn-Orm, Gregorius’s ældre Broder, var hendes Søn; ſandſynligere er det dog, at han er fød i et tidligere Egteſkab. Nærſyſkendebarn af Paal Skoftesſøn var Sauda-Ulf, en Datterſøn af Irunn Thorbergsdatter i hendes Egteſkab med Ulf Stallare; Sauda-Ulfs Søn var den ovenfor nævnte throndhjemſke Lendermand Peter, der, fordi han bar den femaarige Kong Sigurd paa Thinget, kaldtes Peter Burdarſvein. Ulf Stallares Sønneſøn, ligeledes Nærſyſkendebarn af Paal Skoftesſøn, var Erlend Jonsſøn, med Tilnavnet Himalde paa Raasvold i Børgſen[30], hvis Søn, den ſenere ſaa berømte Erkebiſkop Eyſtein, viſtnok allerede før 1150 var indtraadt i den gejſtlige Stand, da han ſør 1157 var Kong Inges Kapellan, og i dette Aar af ham udnævntes til Erkebiſkop[31].

Med den mægtige Reins-Æt, og ſaaledes middelbart og med Arnmødlinge-Ætten, var en anden ſøndmørſk Lendermands-Æt, der paa denne Tid ſpillede en langt mere fremragende Rolle end Arnmødlinge-Ætten, og tildeels ſynes at have fordunklet den, nær beſlægtet. Dette var den efter Ættegaarden ſaakaldte Blindheims-Æt[32], eller Jon Smjorbaltes Efterkommere. Hans Søn Hallkell Huuk have vi allerede omtalt ſom den, der bragte Harald Gille til Norge. Den Forpligtelſe; hvori Harald derved kom til ham, har vel bidraget til end mere at forhøje hans Anſeelſe. Hallkells Syſter Eldrid var gift med Guthorm paa Rein, ligeſom han igjen ſelv var gift med Guthorms Syſter Sigrid. Hans Sønner, Simon Skaalp og Jon, hvilke i det følgende hyppigt ville blive omtalte, bleve, ſandſynligviis omkring 1155, gifte hver med ſin Datter af Kong Harald Gille, nemlig Simon Skaalp med Maria, og Jon med Margrete: et tydeligt Tegn paa den høje Stilling, Familien nu indtog[33]. Vi ville i det følgende ſee, hvorledes denne Æt i politiſk Henſeende viſte ſig mere urolig, og lagde mindre Faſthed og indbyrdes Enighed for Dagen, end de fleſte.øvrige. Hallkell Huuk havde ſelv gjort Begyndelſen ved at bringe Harald Gille til Landet, og derved bevirke aldeles nye politiſke Forviklinger. Under de ſenere Stridigheder mellem forſkjellige Tronprætendenter ville vi ſtundom finde Ættens Medlemmer fordeelte paa begge de ſtridende Partier.

Guthorm paa Rein ſynes at have levet meget længe. Han var tre Gange gift, og havde mange Børn, ved hvis Giftermaal hans Æt forbandtes med endnu flere andre mægtige Ætter. Eldrid Jonsdatter, ſom nys er nævnt, var hans førſte Kone; en af deres Døtre var hiin Ingerid, der, ſom ovenfor nævnt, egtede Guthorm Auſtmannsſøn i Jemteland. Anden Gang var han gift med en Bergljot, og havde med hende Sønnen Aasulf, der dog, uagtet han, efter Navnet at dømme, var beſtemt til at arve Ættens Beſiddelſer og Magt, ikke ſenere omtales, og derfor maa være død meget ung. Tredje Gang egtede Guthorm Sigrid, der paa mødrene Side nedſtammede fra Aurland-Ætten i Sogn, efterſom hun var en Datterdatter af Svein Brynjulfsſøn, og ſaaledes Nærſyſkendebarn til den forhen omtalte Lendermand Jon Petersſøn i Sogn. Hendes og Guthorms Søn var Baard, der ſiden blev Ættens Hoved, og ſpillede en betydelig Rolle under Kong Sverre.

Hvorledes Arnmødlinge-Ætten ligeledes gjennem Finn Jarls Datter Ingebjørg Jarle-Moder var beſlægtet med Orknø— Jarlerne, er oftere nævnt, ſaa vel ſom, hvorledes Kyrpinga-Orm ſelv var en Datterſøn af Finn Arnesſøns anden Datter Sigrid, ſaa at ogſaa Stødle-Ætten i det mindſte paa denne Maade var nær forbunden med Arnmødlinge-Ætten, om den ikke allerede, hvad der er højſt ſandſynligſt, ved tidligere Giftermaal ſtod i Forbindelſe med den. Hvor vidt Stødle-Ætten var beſlægtet med den i Nærheden hjemmehørende Søle-Æt, eller Erling Skjalgsſøns Efterkommere, paa Jæderen, ſiges ingenſteds, men at det forholdt ſig ſaa, er højſt ſandſynligt, og antydes endog tildeels af Navnet „Erling“ i Stødle-Ætten, ligeſom det vel endog maa anſees rimeligſt, at Stødle-Ætten, ej mindre end Sole-Ætten, nedſtammede fra Hørda-Kaare. For Reſten ſynes det ſom om Søle-Ætten i lige nedſtigende Linje uddøde med den ovenfor nævnte Svein Knutsſøn, eller Rimhildsſøn. Derimod omtales nogle Datterſønner af Aslak Erlingsſøn paa Søle, nemlig den forhen nævnte Haakon Pungelta, en af Sigurd Slembedjakns Tilhængere, og hans Fætter Haakon Mage, der var Lendermand og Tilhænger af Kong Sigurds Søn Haakon, og, ſom er merkelig derved, at den Mand, der aller førſt nedſkrev alle disſe Begivenheder, Erik Oddsſøn, fornemmelig fulgte hans Beretninger[34]. Hiin Aslak Erlingsſøn maa have været en Søn af den Erling, der i 11148 bekrigede England. En anden Green af Hørda-Kaares Æt, nemlig Kale Sæbjørnsſøns paa Agder, var nys, ſom vi have ſeet, kommen til den ſtørſte Anſeelſe ved Ragnvald Jarls, Kales Sønneſøns, Ophøjelſe paa Orknøernes Jarleſæde. Om ham heder det udtrykkeligt, at han var Agmund Drengs og Erling Ormsſøns Frænde. At der herved ikke ſigtes alene til den Omſtændighed, at Ragnvald, ſom Søn af den orknøiſke Jarledatter Gunnhild, nedſtammede fra Armnødlinge-Ætten, ſees deraf, at allerede Kol, Ragnvalds Fader, kalder Kyrpinga-Orm ſin Frænde[35]. Med denne Green af Hørda-Kaares Æt var igjen den mægtige ſognſke Æt forbunden ved Lendermanden Jon Petersſøns Giftermaal med Ragnvalds Syſter Ingerid, ſom ovenfor omtalt.

Det er ligeledes ovenfor omhandlet, hvorledes hiin anſeede Lendermand, Egil Aaskellsſøn fra Aurland, der deltog i Steigar-Thores uheldige Oprør, og ſandſynligviis var hans Svigerſøn, tillige ſynes at have været en Frænde af Søle-Ætten. En Søn af Egil, ved Navn Aaskell, levede endnu, ſom det ſynes i 1161[36]. At Steigar-Thores Æt og Søle-Ætten, faa vel ſom Stødle-Ætten, vare nær forbundne, ſynes man næſten at maatte ſlutte af den Omſtændighed, at Lendermanden Aslak Erlendsſøn paa Hernøerne udenfor Bergen, der udtrykkelig ſiges at være en Datterſøn af Thore, ikke alene bærer et af Ætte-Navnene i Hørda-Kaares Slægt, men ogſaa deeltog med Ragnvald Jarl i hans Tog til Orknøerne, og, ſom vi i det følgende ville erfare, ſenere i hans Korstog, ved hvilke Lejligheder det iſær ſynes at have været nærmere eller fjernere Frænder af Hørdakaare-Ætten, ſom ſtode Ragnvald bi. For Reſten tyder den Omſtændighed, at Aslak var Lendermand, ſaa vel ſom at Kong Eyſtein Magnusſøn var gift med hans Morbroder Guthorms Datter, hen paa, at Steigar-Thores Æt nu atter var kommen til Værdighed og Anſeelſe. Guthorm var endnu, ſom det udtrykkeligt berettes, i Beſiddelſe af den prægtige Maſurbolle, Kong Harald Haardraade havde ſkjenket ham, da han aller førſt gav ham Kongenavn[37].

En anden med Kongehuſet nær beſlægtet Æt, var den mægtige Steige-Æt fra Engeløen paa Haalogaland. Vi have allerede ſeet, hvorledes Sigurd Ranesſøn paa Steig havde udmerket ſig under Magnus Barfod, var bleven gift med hans Halvſyſter Skjaldvar, og havde faaet Finnefærden i Forlening, den han endog beholdt efter hiin ſtore og farlige Proces med Kong Sigurd Jorſalafarer, der omſider tog ham til Naade. Sigurds og Skjaldvars Søn, der rimeligviis ogſaa efter Faderens Død beholdt Finnefærden, var den mægtige og meget afholdte Nikolas Skjaldvarsſøn, ſom han ofteſt kaldtes efter ſin højbyrdige Moder. Det er allerede ovenfor nævnt, at Skjaldvar var en Datter af Brynjulf Ulvalde den yngre paa Vetteland i dennes Egteſkab eller Forbindelſe med Magnus Barfods Moder Thora. Saaledes vare disſe to mægtige Ætter, den ſteigſke paa Haalogaland, og den vettelandſke i Ranrike, paa det nøjeſte forbundne med hinanden. Ved ſit ſenere Giftermaal med Jarlen Paal Thorfinnsſøns Datter Thora, kom Brynjulf ogſaa i Forbindelſe med den orknøiſke Jarle-Æt. En Søn af dette Egteſkab var Lendermanden Halldor Brynjulfsſøn, der levede paa den Tid, hvorom der her handles, og var gift med Sigrid, Dag Eilifsſøns Datter. En anden Datter af Dag, Gyrid, blev, ſom det ſynes, omkring 1150 gift med Kong Inges Foſtbroder Gyrd Agmundsſøn.

  1. Disſe Mænd kaldes oftere Kongernes Raadgivere, men aller tydeligſt i Inge Haraldsſøns Saga Cap. 21, Morkinſkinna fol. 36 a., Ágrip Cap. 52.
  2. I Ágrip l. c. ſtaar der udtrykkeligt„ at de havde „med ſine Raad drengeligen ſtyrt Riget med Kongerne efter Landſens Love“.
  3. Dette ſiges udtrykkeligt paa de nys anførte Steder.
  4. Den nævnes, ſom ovenfor (S. 617) anført, aller førſt omkring 1175.
  5. Veø eller Vedø, ſom Navnet ogſaa ſkrives, nævnes ſom beſtaaende Kjøbſtad allerede i Haakon Herdebreds Saga Cap. 26, 27, Aaret efter Kong Inges Død. Kaupang i Sogn, ſandſynligviis paa Grund af ſin Ubetydelighed kaldet Luſakaupang, nævnes aller førſt i Sverres Saga Cap. 39, omkring 1183. Skidan nævnes i Sverres Saga Cap. 91, ved 1184.
  6. Se Orkneyingaſaga Cap. 256, jvfr. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 171. Levningerne af Kaſtellet paa Øen Vige (nu Weir) kaldes af Indbyggerne endnu the Castle af Coppi Row; „Coppi“ er en Fordrejelſe af „Kolbein“, ligeſom man ſiger Coppinsey i Stedet for Kolbeinsey; Row er en Forkortning af „Ruga“. Men for øvrigt har det ſenere Sagn gjort ham til en mythiſk Perſonlighed, en vældig Jette.
  7. Fagrſkinna Cap. 259, Morkinſkinna, fol. 35. b.
  8. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 14, Snorre Cap. 13. Navnet ſkrives i Sagaerne Bjadök.
  9. At alle fire vare Konger paa een Gang, i det mindſte for en kort Tid, og at Magnus ſaaledes blev tagen til Konge ved ſamme Lejlighed, ſom Eyſtein fik Kongenavn, ſees af Einar Skulesſøns Vers, anført i Sagaerne paa nys citerede Sted. I dette Vers omtaler han alle fire Brødre ſamtidigt. Eyſtein, ſiger han, giver Folket Rigdom, Sigurd forøger Skjoldgnyet, Inge lader Vaaben ſynge, Magnus ſtifter Fred mellem Mændene; ypperligere fire Brødre end disſe gives ikke paa Jorden.“
  10. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 21. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktige hva denne fotnoten henviser til.]
  11. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 15, Snorre, Cap. 14. Da Ottar i Farer 1139 omtales ſom Sigurds Formynder i Throndhjem ved Modtagelſen af Kong Inges Brev, kan han da neppe endnu være bleven gift med Ingerid. Dette ſkede ſaaledes vel nærmeſt omkring 1142.
  12. At Alf ikke, ſom nogle have paaſtaaet var Ottars og Ingerids Søn, ſees tydeligt nok deraf at han i ſaa Fald vilde have været alt for lang til at hevne ſin Fader, da denne blev dræbt. Forreſten er det ſandſynligt at Alf var uegte fød, ſiden det ſenere udtrykkeligt heder om ham, at han efter Hevnen „tyktes langt ſtørre Mand end før“.
  13. Vi ville nemlig i det følgende ſe, at i det mindſte i klaret 1149, da Ragnvald Jarl blev indbuden til at komme til Norge, var Agmund Dreng Kong Inges fornemſte Raadgiver eller Formynder, og der tales ikke om Aamunde eller Thjoſtulf, hvilke dog, om de havde levet da, vel ogſaa havde haft Magten og nødvendigviis maatte have været nævnte. Man kan viſtnok, ſom det ſtrax nedenfor vil viſes, nævne 1147, ſom Tiden, inden hvilken de maa være døde, thi allerede da havde Kong Sigurd ſin egen Hird, og denne Deling af Hirden fandt ej Sted, førend i det mindſte de fleſte af Formynderne vare døde. Men allerede af den Maade, hvorpaa Sigurds ſelvſtændige Optræden efter Ottars Drab omtales, ſkulde det ſynes, ſom om han da levede for ſig ſelv uden at have nogen Formynder hos ſig.
  14. Egentlig omtales i Sagaerne kun Sigurd, og det ſandſynligſte er, at denne allerede da havde en Hird for ſig ſelv. Men da Ottar vel heller ikke havde opholdt ſig i Nidaros ved Vintertide, uden at have ſin Huſtru, Dronning Ingerid, og hendes Søn, Kong Inge, med, kunde man vel ogſaa antage at hele Hoffet var tilſtede, og at Inge alene af den Grund ikke nævnes, at han endnu var umyndig, medens Sigurd derimod var ældre og videre fremme for ſin Alder.
  15. Vi finde nemlig ſiden Eyſtein ſtadigt ſom Sigurds Tilhænger mod Inge.
  16. Inge Haraldsſøns Saga, Cap. 15, Snorre Cap. 14. 15. Ottars Drab henføres vel ſandſynligſt til omkring 1146.
  17. Dette fremgaar øjenſynligt af det nys paaberaabte Udſagn i Orknøyinga Saga S. 258; Agmund Dreng tilligemed Broderen Erling omtales ſom de, der havde meeſt at ſige hos Kong Inge; da det imidlertid i Kongeſagaerne heder, at Erling var lidet anſeet ſaa længe Agmund levede, det vil ſige i Sammenligning med ham, fremtræder Agmund følgelig ſom den egentlige Regent.
  18. Se ovenfor S. 456, 457. At Orm maa have været en meget gammel Mand omkring 1142, ſkjønnes deraf, at han kunde have været gift med en Datter af Skule Toſtigsſøn, der allerede var voxen i det mindſte i 1060, og hvis Datter neppe kan være bleven ſenere gift, end i 1090. Agmund Dreng var ſaaledes rimeligviis fød omkring 1095. Ogſaa Sveinke Steinarsſøns Datter kunde, for Faderens Alders Skyld, være fød omkring 1070 og gift 1090, men hun maa dog have været yngre, thi Erling, der ſelv ej blev gift førend i 1155, kan neppe have været fød før 1125.
  19. Saaledes i Orknøyingaſaga l. c., ved 1150, 1151.
  20. Denne Ivar Sneis omtales ellers ikke andenſteds; i Morkinſkinna kaldes han Ivar Sveinsſøn, hvilket vel kun er en Skrivfejl. Af Tilnavnet ſkulde man friſtes til at gjette paa, at han har været en Sønneſøn af hiin Lendermand Sigurd Sneis, Ragnvald Jarls Frænde, ſom faldt i Slaget ved Anglesey 1098. Maaſkee han var en Søn af den ovenfor omtalte Salmund, Sigurds Søn.
  21. At Stodreim er det ſamme ſom det i Diplomerne oftere under Formen Stofrheim forekommende Herreſæde i Nordfjord, nu Storeim, er beviiſt af Munthe i Saml. til det norſke Folks og Sprogs Hiſtorie I. 271. Man ſeer ogſaa tydeligt, at Arne med Familie hørte hjemme i Gulathingslagen.
  22. Nikolas blev, ſom bekjendt, ſiden Biſkop i Oslo, og var Kong Sverres farligſte Modſtander.
  23. Se Sagaerne, hvor dette omtales, (Inge Haraldsſøns Saga Cap. 21, Fagrſkinna Cap. 259.) I Ágrip Cap. 52 ſeer det ud ſom om Adſkillelſen ikke fandt Sted, førend ogſaa Agmund Dreng var død (1154). Men da det af det foregaaende er øjenſynligt, at Agmund har overlevet de andre Formyndere, og det desuden ikke er rimeligt, at de alle døde paa een Gang, ligeſom vi i alle Fald ſe, at Sigurd allerede i 1147, længe før Agmunds Død, havde ſin egen Hird, er det klart, at Sagaernes Ord ikke kunne tages ſaa nøje, men at de alene ſkulle antyde Forſkjellen mellem den Enighed, ſom fandt Sted mellem Brødrene, da alle Formynderne endnu levede, og det ſpendte Forhold, ſom ſenere opſtod.
  24. Se ovenfor S. 67. Det ſiges udtrykkeligt i Sagaerne, at Sigurd var Broder til Philip.
  25. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 18. At dette ſkede 1147, uagtet Sigurd da neppe endnu havde fyldt ſit 15de Aar, ſees deraf at Sønnen, Haakon Herdebred, ved ſin Ophøjelſe paa Tronen i 1157 ſiges at have været 10 Aar gammel. Men et Spørgsmaal bliver det vel altid, om han virkelig var Kong Sigurds Søn.
  26. Dette fortælles alene i Morkinſkinna, fol. 36. a. I det Vers, Einar Skulesſøn kvad om hende, heder det for Reſten, at hun ſtyrede mod „Utſteinsſund“. Heraf ſynes det, ſom om hun, efter at have beſøgt Bergen, rejſte videre ſydefter, til Utſtein i Ryfylke.
  27. Nikolas Kuvung nævnes aller førſt ſom Lendermand omkring 1170, og ſidſte Gang i Aaret 1184; hans Søn, Paal Flida, omtales ſom Barn i 1181. Nikolas er ſaaledes rimeligviis ſød omkring 1140.
  28. Se Sverres Saga Cap. 74.
  29. Guthorm Aasulfsſøn paa Rein er allerede ovenfor (S. 780) omtalt ſom en af de Lendermænd i det Throndhjemſke, der efter Harald Gilles Død underſtøttede hans Søn Sigurd, og fik ham ophøjet paa Tronen. Ved denne Lejlighed omtales ogſaa hans Broder, Ottar Balle.
  30. Om dette Slægtſkab ſe nærmere ovenfor S. 453, ſaa vel ſom Slægttavlerne; jvfr. ogſaa Fagrſkinna Cap. 215, Harald Haardraades Saga Cap. 55, Snorre Cap. 38. I Texten i Fornm. Sögur er ellers her ved en Fejl Peter Burdarſvein overſprungen.
  31. Se det ſaakaldte Anekdoton, Sp. 18.
  32. Saaledes benævnes den i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 161, med Tillæg, at den var den gjeveſte eller en af de gjeveſte paa Søndmøre. Her findes ellers, ſom ovenfor (I. 1. S. 339) nævnt, to Gaarde af dette Navn, en paa Vigerøen, og en anden paa Oxenøen indenfor Borgund; efter hvilken af disſe Ætten benævnes, er vanſkeligt at ſige; da det imidlertid er rimeligt, at ſidſt nævnte Gaard er den ſamme, ſom den, der omtales paa oven anførte Sted i Egil Skallagrimsſøns Hiſtorie, og denne nævnes i Forbindelſe med Øen Had eller Hareidlandet, ſkulde man ſnareſt tro, at Blindheim paa Oxenøen var Ættens Hovedgaard. Det er endog heel ſandſynligt, at Hallkell Huuk nedſtammede i lige Linie fra hiin Fridgeir, Arinbjørn Herſes Syſterſøn, i hvis Sted Egil Skallagrimsſøn kæmpede med Berſerken Ljot den blege.
  33. Harald Gilles Saga Cap. 21, Snorre Cap. 22. Simon Skaalps og Marias Søn, Nikolas, nævnes allerede i 1101. De maa ſaaledes være blevne gifte før denne Tid. Maaſkee Jon, der ſynes at have været yngre end Simon, blev gift ſenere. For Reſten ſiges det kun udtrykkeligt om Jon, at han var en Søn af Sigrid Aasulfsdatter. Man ſkulde derfor næſten formode, at Simons Moder var en anden.
  34. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 12, Snorre Cap. 13. Morkinſkinna fol. 33 b.
  35. Se ovenfor S. 690, jvfr. Orkneyingaſaga S. 162.
  36. Ved dette klar omtales nemlig i Haakon Herdebreds Saga Cap. 24, Snorre, Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 4, en Aaskell, der, ligeſom Egil, ſkrives af Aurland eller Forland. Saa vel denne Steds-Angivelſe ſom Navnet Aaskell tyder umiskjendeligt paa nært Slægtſkab.
  37. Harald Haardraades Saga Cap. 20, Snorre Cap. 24, Fagrſkinna Cap. 174. Jfr. ovenfor S. 30, 31; Thorgils Snorresſøn nævnes her ſom den, der ſelv havde talt med Guthorm Thoresſøns Datter Gudrid, og ſeet Bollen faa vel ſom den Kappe, Harald ſkjenkede hans Fader. Thorgils levede, ſom paa hiint Sted viiſt, omkring 1170.