Det norske Folks Historie/3/82

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Naar man undtager de ſammenligningsviis faa Voldsgjerninger, Sigurd Slembedjakn under dette ſidſte ſkyndſomme Tog, øvede paa Kyſterne af Haalogaland, Naumdal og Nordmøre, havde det nordlige Norge, hvilket det nærmeſt tilkom Kong Sigurd og hans Mænd at forſvare, undgaaet alle Ulemper af den nærværende Fejde, og de ſelv havde ſiddet i Fred og Ro, medens derimod den ſydlige Deel, fornemmelig Viken, ſtedſe havde taget Stødet, ja endog udholdt et farligt Angreb af den danſke Konge med hans hele Magt, og Kong Inges Lendermænd havde maattet være paa Ferde, ſeent og tidligt, nord i Oslo ſom ſyd ved Elven, for at holde Fienden borte. Det ſamme kunde man vænte ſig fremdeles, ſaa længe Sigurd og Magnus fandt Tilhold i Danmark. Her havde juſt Olaf, Harald Keſja’s Søn, begyndte en blodig Krig om Tronen, paa hvilken han gjorde Fordring, og da det udtrykkeligt ſiges, at han dengang kom fra Norge, ligeſom vi have ſeet, at Sigurd Slembedjakn, da han i 1137 traf ham i Gaut-Elven, betragtede ham ſom en Fiende og fratog ham tvende Skibe, maa man næſten formode, at han har faaet nogen Underſtøttelſe af Lendermændene i Viken, der paa den Maade kun gjengjeldte, hvad der fra danſk Side var ſkeet mod Norge[1]. Men dette maatte igjen foraarſage, at den danſke Konge eller Høvdingerne i Jylland toge ſig deſto alvorligere af Sigurd og Magnus, og da der desuden i denne urolige Tid altid maatte være krigs- og æventyrlyſtne Folk nok at faa hvervet i Danmark, var et nyt og alvorligere Angreb derfra med det førſte at forudſee. Nordmændene kunde heller ikke være uvidende om, at Sigurd og Magnus virkelig med Danernes Hjelp gjorde betydelige Udruſtninger. Under disſe Omſtændigheder fandt Indbyggerne af Viken og Bergen det, ſom rimeligt var, heel utilbørligt, at Kong Sigurd og hans Venner ſad i god Ro nord i Nidaros, ſkjønt hans Faders Mordere pasſerede Throndhjemsleden, men overlode Landets Forſvar til Kong Inge og hans Mænd, der ſad øſter i Viken paa det farligſte Punkt. Inges Høvdinger udfærdigede derfor i hans Navn følgende Brev, der er merkeligt ej alene formedelſt ſit Indhold, men ogſaa fordi det er det ældſte hidtil bekjendte offentlige Aktſtykke til Norges Hiſtorie[2]. „Kong Inge, Søn af Kong Harald, ſender ſin Broder Kong Sigurd og hans Raadgivere, Saada-Gyrd, Agmund Svifte og Ottar Birting, alle Lendermænd, Hirdmænd, Huuskarle og hele Almuen, Rige og Fattige, Unge og Gamle, Guds og ſin Hilſen. Alle Mand er vitterlig den Vaande, hvori vi ere ſtedte, faa vel ſom vor Barndom, da du kun er fem, jeg kun tre Aar gammel, ſaa at vi intet kunne foretage uden ved Biſtand af vore Venner og gode Mænd. Nu tykkes det os, ſom om jeg og mine Venner ere den fælles Nød og Fare nærmere end du og dine, der ſidde i Ro og Mag. Gjør nu faa vel, at du faa ſnart og med ſaa mange Folk ſom muligt kommer hid til mig, paa det at vi kunne være ſamlede, hvad der ſaa indtreffer. Nu er den vor bedſte Ven, ſom gjør ſit til at vi ere ſaa enige og ſamholdende ſom muligt i alle Dele. Men derſom du unddrager dig, og fremdeles, ſom du før har gjort, ikke kommer efter min Budſending og trængende Anmodning, maa du være belavet paa, at jeg drager imod dig med en Krigsmagt, og da faar Gud ſkifte mellem os. Thi vi kunne ikke længer finde os i at vi ſkulle ſidde her.med ſaa ſtor Bekoſtning, ſom udfordres til Ufreden, medens du tager Halvdelen af alle Landſkylder og Indtægter i Norge. Lever i Guds Fred“.

Da dette Brev kom til Nidaros, blev der ſtevnet Thing, hvor de oven nævnte Lendermænd og Høvdinger indfandt ſig tilligemed den unge Konge. Peter Sauda-Ulfsſøn bar ham paa Thinget, hvorfor han ſiden fik Tilnavnet „Burdarſvein“. Brevet blev oplæſt, hvorefter Ottar Birting rejſte ſig, og tog ſaaledes til Orde: „Det ſømmer ſig bedſt for Kong Sigurd, til Svar paa din Broder Kong Inges Brev, at ønſke ham Guds Tak for hans gode Hilſen, og for al den Møje og Anſtrengelſe, han og hans Venner her i Riget underkaſte ſig i et Anliggende, der lige meget angaar eder begge. Et og andet Udtryk i Kong Inges Brev til Kong Sigurd ſynes vel noget ſkarpt, men han har mangt og meget, der taler til hans Undſkyldning. Nu vil jeg kundgjøre min Mening, og høre, hvor vidt Kong Sigurd og de øvrige Høvdinger ere enige deri, nemlig at du, Kong Sigurd, gjør dig færdig med alt det Folk, der vil følge dig, til at værge dit Land, og farer ſaa mandſterk ſom muligt, og ſaa ſnart ſom du kan, ned til Kong Inge; ſtyrker hinanden da gjenſidigt i alt, hvad der tjener eder til Gavn, og Gud ſtyrke eder begge. Nu ville vi høre dine Ord, Kong Sigurd P Den femaarige Konge, ſom ſad paa Peter Burdarſveins Arm, ſagde nok ſaa raſk: „Viid, alle mine Mænd, at hvis jeg ſkal raade, vil jeg ſaa ſnart ſom muligt drage ned til min Broder, Kong Inge“. Siden talte ogſaa de øvrige, en efter den anden, og ſluttede alle med ſamme Opfordring, ſom den, Ottar Birting havde fremſat. Det blev da beſluttet, at tage denne til Følge, og da den nødvendige Styrke var ſamlet, drog Kong Sigurd med den ſyd til Viken, og forenede ſig med ſin Broder[3].

Ud paa Høſten, henimod Vinternat (14 Oktober), kom Sigurd Slembedjakn og Magnus blinde fra Danmark til Viken, med en Flaade af ikke færre end 30 Skibe, hvoraf 18 danſke, fornemmelig fra Jylland[4]. Da Befalingsmændene over den kongelige Hær, der ſandſynligviis laa enten ved Oslo eller Tunsberg, erfarede dette, droge de Fienderne imøde, og mødte dem noget ſydøſtenfor Hvaløerne i Langøſund ved Holmengraa, ſtrax ſøndenfor Indløbet til Dynekilen[5], Søndagen den 12te November[6]. De unge Konger, der ſom ſædvanligt ſelv vare med, og i Sagaberetningerne ſtedſe omtales ſom de virkelige Anførere, havde tyve Skibe, alle ſtore. Her begyndte nu et ſtort Slag, men allerede ſtrax efter det førſte Angreb toge Jyderne Flugten med deres l8 Skibe, og vendte tilbage til Danmark. Derved blev Overmagten aldeles paa de unge Kongers Side, og Sigurds og Magnus’s 12 Skibe begyndte at ryddes, det ene efter det andet. Kampen ſynes iſær at have været heftig paa Magnus’s Skib, hvor han, blind og lemlæſtet ſom han var, laa i ſin Sæng, uden ſelv at kunne foretage det mindſte til ſit Forſvar. Men han var omgiven af tro og opofrende Venner. Da Skibet allerede paa det nærmeſte var ryddet, tog Reidar Grjotgardsſøn, der længe havde fulgt ham og været hans Hirdmand, ham i ſine Arme og vilde love over med ham paa et andet Skib. Da blev Reidar truffen mellem Skuldrene af et Kaſteſpyd, ſom gik tvers igjennem ham, og, ſom man ſagde, tillige dræbte Magnus. Han faldt baglængs ned paa Dækket, og Magnus ovenpaa ham, og alle talte om, hvor vel og hæderligt han havde fulgt ſin Herre og Fyrſte. „Vel den“, tilføjer den gamle Sagaſkriver, „hvem ſaadan Roos bliver til Deel!“[7]. Magnus’s ſidſte Ord, da han fik det dræbende Stil„ var: „Dette kommer ſyv Aar for ſeent!“ Blandt de mange, der faldt paa Magnus’s Skib, var ogſaa hiin Ivar Kolbeinsſøn, der ved Overfaldet paa Harald Gille gav ham det førſte Saar[8]. Overhoved ſkede der et ſtort Blodbad, thi Kong Inges Mænd lode ingen undſlippe, ſom de kunde naa. Alene paa en Holme, ſandſynligviis ſelve Holmengraa, dræbte de 60 Mand. En af dem, der befandt ſig ombord paa Magnus’s Skib, var Ivar Skrauthanke, en Broder af den ovenfor nævnte Jon Kauda, Saada-Gyrds Svigerſøn[9]. Han havde været Magnus’s ſtadige Følgeſvend, medens hans Broder derimod var paa Kong Sigurds Parti. Det lykkedes ham nu ſelv tredie at komme over i ſin Broders Skib, og denne tog dem ſtrax i ſin Beſkyttelſe; men aldrig ſaa ſnart bleve Kongernes Krigsmænd dette var, førend de ſtormede ind paa Jon med dragne Sverd, og vilde have dem udleverede. Jon ſatte ſig til Modværge, og det var nær kommet til formelig Kamp; men Striden blev dog bilagt ſaaledes, at Ivar og en af de to andre, ved Navn Arnbjørn, fik beholde Livet, imod at Jon forbandt ſig til at udbetale Løſepenge, der dog ſiden bleve ham eftergivne. Den tredie derimod, ved Navn Ivar Dynta, en udmerket ſmuk Mand, ſtod ikke til at frelſe, thi han havde været tilſtede ved Bentein Kolbeinsſøns Drab, og dennes Brødre vilde ikke paa nogen Maade modtage Løſepenge for ham[10]. Han blev ført op paa Land og halshuggen. Hans heldigere Medfange og Navne Ivar, der ſenere blev Biſkop i Nidaros, ſagde ſiden, at aldrig havde noget ryſtet ham mere, end da Ivar Dynta førtes op for at aflives, og ſagde ham det ſidſte Farvel[11].

Sigurd Slembedjakn kæmpede længe med den ſtørſte Tapperhed paa ſit Skib, men det fyldtes mere og mere med Fiender, og efter at han en Stund ganſke alene havde forſvaret ſig mod de fremſtormende Skarer, ſtyrtede han ſig overbord, for at forſøge paa at undkomme ved Svømning. Dette var vanſkeligt nok, da Kong Inges Mænd roede om i Smaabaade, og dræbte enhver, ſom de fandt ſvømmende. Men Sigurd beſad en overordentlig Færdighed i Svømning, ſom i alle andre Legemsøvelſer, og han førte, ſtedſe belavet paa et ſaadant Tilfælde, Fyrtøj hos ſig, hvis Kunſt var ſikret mod Varde ved at være indlagt i en Valnødſkal, omgiven med Vox. Sigurd holdt Skjoldet over ſig, ſaa at enhver, ſom ſaa det, og ikke vidſte nærmere Beſked, maatte tro at det kun var et af de mange Skjolde, der tilligemed Vaaben, Klæder og døde Mand flød mellem Skibene. Under Vandet afførte han ſig førſt ſin Brynje og ſiden efter ſaa vel Kjortlen ſom andre Klædningsſtykker, da han frugtede for at blive gjenkjendt derpaa, naar han dukkede op for at drage Aande. Han holdt ſig nede paa Dybet, ſaa længe han formaaede, for at hans Efterſtræbere ſkulde tro ham druknet, og da han tilſidſt atter maatte op til Overfladen, klamrede han ſig en Tidlang faſt ved Roret paa et af Skibene, indtil Kulden ſtivnede hans Lemmer og nødte ham til at ſlippe Taget[12]. Da traf det ſig, at nogle Mænd fra et Skib, der ſtyredes af Thrond Gjaldkere, en af Inges Høvdinger, droge en Mand op, ſom ſvømmede, og vilde dræbe ham. Han tilbød ſig at viſe dem, hvor Sigurd var, hvis de vilde ſkjenke ham Livet. De gik ind derpaa, og han bad dem nu lægge nøje Merke til et rødt Skjold blandt dem, der fløde omkring; under det var Sigurd. De fik ſnart Øje paa det, ſtyrede derhen, fandt ham ganſke rigtigt derunder, grebe ham og bragte ham ombord i Thronds Skib. Man erkjendte, at man aldrig havde faaet fat paa ham, hvis han ej var bleven røbet. Thrond lod ſtrax Thjoſtulf, Aamunde og Gyrd underrette om Fangſten, og bragte ham i Land. Da det blev forkyndt, at han var bleven greben, udbrød hele Hæren i Glædesraab. Ved at høre det, ſagde han: „Mangen ſlet Karl vil i Dag glæde flg ved mit Hoved!“ Thjoſtulf Aalesſøn gik til ham, hvor han ſad, og ſtrøg en guldbræmmet Silkehue, han bar, af hans Hoved, med de Ord: „hvor torde du, Trælleſøn, være ſaa fræk at kalde dig Kong Magnus’s Søn?“ Han ſvarede: „ikke kan du ſammenligne min Fader med din, eller med en Træl, thi din Fader var lidet værd i Forhold til min“. Thjoſtulf og de øvrige kongelige Raadgivere vilde ellers helſt have ladet ham dræbe ſtrax, men de, ſom iſær tørſtede efter Hevn, fornemmelig Benteins Brødre, ſaa vel ſom Peter Burdarſvein, der havde ſin Broder Finns Drab at hevne, fordrede at han ſkulde pines til Døde, og fik ſat deres Vilje igjennem. Høvdingerne og Mængden vilde dog ikke være Vidne dertil, men gik bort. Peter bandt ſelv hans Arme ſammen ſaa haardt, at Snoren ſkar ſig ind i Kjødet. „Du binder faſt ni, Peter“, ſagde Sigurd. „Det har du ſelv lært mig“, ſagde hiin, „da du dræbte min Broder øſter i Kvilde“. De brøde nu hans Arme og Been itu med Slag af Øxehamre, ſkede Klæderne af ham, og piſkede ham med Læderſvøber, indtil Huden var gaaet af ham, ſom om han var flaaet[13]. Derpaa knuſte de hans Rygrad med en Stok, ſlæbte ham til et Træ og hængte ham. Under alle disſe Piinſler viſte han den utroligſte Standhaftighed. Et Øjevidne[14] har berettet, at Piinſlerne ikke lode til at gjøre ſtørre Indtryk paa ham, end paa en Stok eller Steen. Det anſees ellers, heder det, for Beviis paa den ſtørſte Kjekhed og Standhaftighed, naar man under ſaadanne Piinſler taug ſtille, eller kun krympede ſig lidt; men Sigurd talte, og det ſaa roligt og ligegyldigt, ſom om han ſad ved Ølbænken med ſine Venner; hans Røſt var hverken højere eller lavere eller mere ſkjelvende, end ſædvanligt. Han ſvarede kun ellers faa af dem, der talte til ham; men han ſang en Pſalter under Piinſlerne; ſtundom faldt han vel i Afmagt, men naar han kom til ſig ſelv igjen, begyndte han hvor han ſlap, og bad for ſine Fiender. Og da han var død, vare alle, baade Venner og Uvenner, enige om, at ingen Mand havde været dygtigere i alle Maader end Sigurd, ſaa vidt de kjendte til, men at han kun ikke havde haft Lykken med ſig. Dette var et ſandt Ord, thi havde Sigurd ſejret, vilde han vel, efter Tingenes almindelige Gang, have ſtaaet i Hiſtoriens Aarbøger ſom den, der havde Retten paa ſin Side. Men han var uheldig, og ſtempledes derfor ſom en Bedrager. Imidlertid ſpores der umiskjendeligt hos Sagaſkriveren en vis Sympathi for ham, der vel maaſkee kun er opſtaaet af Beundring over hans Standhaftighed og Dødsforagt, men dog ogſaa kan have en dybere Grund. Den danſke Hiſtorieſkriver Saxo ſiger ligefrem: „lykkelige vilde i Sandhed Religionens Tjenere være, om de gik Døden imøde med det Sind, hvormed denne Krigsmand ſaa den under Øjnene. Det kan gjerne være, at han var rænkefuld, at han forſtyrrede ſit Fædrelands Fred, og paaførte ſine Medborgere Krig, men hans Kjekhed burde dog, ſelv af hans Fiender, være bleven lønnet med Tilgivelſe. Men de hevngjerrige Mænd tænkte mere paa at gjengjelde dem ſelv tilføjede Fornærmelſer, end at hædre Tapperhedsprøver hos andre“[15].

Ej engang Sigurds døde Legeme fik være i Fred. Man hug Hovedet af det, kaſtede ſaa vel Krop ſom Hoved op i en Steenrøſe, og dyngede ſiden Stene derover. Preſten ved nærmeſte Kirke[16], ſom ellers var en Tilhænger af de regjerende Konger, forbarmede ſig over Liget, og lod det ſiden begrave ved ſin Kirke, men da Kongerne, eller rettere deres Høvdinger, fik det at vide, bleve de ham vrede, paalagde ham en Pengebod, og lode Liget bringe tilbage til Steenroſen. Senere blev det dog hentet af hans Venner fra Danmark, fort over til Aalborg, og begravet ved Mariekirken i denne Stad. Magnus den blindes Lig lod Thjoſtulf Aalesſøn føre til Oslo og begrave i Hallvardskirken, ved Siden af hans Fader Kong Sigurd. De fleſte af hans faldne Mænd begroves paa Stedet[17].

Magnus, der i vore Sagaer ſædvanligviis kaldes „Magnus blinde“, “ var, da han faldt, kun 24 Aar gammel, og havde henſlæbt de fem ſidſte af disſe ſom en blind, elendig Krøbling. Han ſynes i det hele taget kun at have nydt liden Yndeſt i Landet, og de faa Tilhængere, han havde, ſynes meeſt at have holdt ſig til ham for hans Faders Skyld. Han viſte ſig ogſaa, at ſlutte efter alt, hvad Sagaerne meddele derom, i ſine Velmagtsdage fra en højſt uelſkværdig Side, og lagde en Charakteer og Aandsretning for Dagen, der maatte bekymre enhver veltænkende Mand. Hans Lyſt til, endnu i ſin Elendigheds-Tilſtand, at nyde Magten, ſom han indbildte ſig, og fore Kongenavn, medens han dog kun var en Dukke i ſin talentfulde Forſvarers Haand, vilde vel kun have vakt Latter og Ynk, hvis ikke de mange Onder, han derved bragte over Landet, havde vakt almindelig Harme.

Magnus efterlod ingen Børn. Sigurd havde i ſin Forbindelſe med den ſkotſke Audhild, Frakarks Syſterdatter, en Datter ved Navn Ingegerd, der ſiden blev gift med den fornemſte Orknøying Haakon Klo, og i dette Egteſkab havde flere Sønner[18]. Datter Ingegerd, og havde med hende Sønnerne Haavard, Sigurd, Harald og Erik; Sturlunga Saga nævner „Erik Haakonsſøn fra Orknøerne, Datterſøn af Sigurd Slembe“. Da nu Ingegerd, ſom gift paa Orknøerne, maa have været Sigurds og Audhilds Datter, men Haakon Klo dog ikke kunde være gift med Moder og Datter efter hinanden, maa nødvendigviis noget antages bortfaldet eller udeglemt i hiin Text, der bør rettes ſaaledes: þá fylgði hánum Auðhildr, dóttir Þorleifar Moddansdóttur; Ingigerðr hét þeirra dóttir, er síðan átti Hákon klo.</ref>

    været fra Island. Fagrſkinna har, aabenbart ved en Læſefejl, Jóns Bergþórssunar iſtedetfor Jóns broður síns.

  1. Olaf Haraldsſøn fremkom, ſaa vidt man efter de nøjagtigſte Underſøgelſer kan ſlutte, med ſine Arvefordringeri 1138, men begyndte Krig 1139. Sandſynligviis var, ſom oven antydet, hans Uheld i Elven mod Sigurd Slembedjakn Aarſag til, at han ej kunde begynde den før, da han vel paany maatte ſkaffe ſig Folk og Skibe.
  2. Det anføres, næſten ordlydende, ſaavel i Morkinſkinna, ſom i Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og hos Snorre.
  3. Inges Saga Cap. 10, Snorre Cap. 8. 9; Morkinſkinna fol. 34 b. Fagrſkinna Cap. 258.
  4. At Sigurd fik denne Underſtøttelſe fra Jylland, er baade i og for ſig rimeligt, og ſiges desuden udtrykkeligt i Ivar Ingemundsſøns Vers, der anføres i Morkinſkinna: „Flyede Jyder med 18 Skibe, de ſom Sigurd ſøndenfra fulgte“.
  5. Langeſund nævnes udtrykkeligt i det Vers af Kong Inges Draapa, ſom citeres i Morkinſkinna fol. 34 b. Der ſtaar: „Ulvenes Yngel glædede ſig ſaare ved Modet med Ørnen i det vide Langø-Sund“. Langø-Sund er Sundet enten mellem begge Langøerne ſtrax udenfor Strømſtad, mellem Indløbet til denne og Dyne-Kilen) eller mellem Søndre Langa og den ſtrax veſtenfor beliggende Holmengraa, eller endelig mellem Langøerne og Faſtlandet. Hvis man tidligere havde agtet paa denne Angivelſe, der rigtignok kun findes i Morkinſkinna, vilde man aldrig have faldet paa at ſøge Holmengraa, efter hvilken Slaget ſædvanligviis benævnes, ved Hesnes paa Agder.
  6. Om Aaret og Dagen kan der her ej herſke nogen Tvivl, og dette Sted er derfor af ſærdeles Vigtighed, i chronologiſk Henſeende. Der ſtaar nemlig udtrykkeligt, at Slaget forefaldt Søndagen efter Mortensmesſe, der tillige var den næſte Dag efter denne Feſtdag, ſom da indtraf paa en Løverdag. Dette er, mellem Aarene 1133 og 1144, kun Tilfældet i 1139.
  7. Morkinſkinna fol. 34 b. Ordene gjentages ſiden af Snorre og i de øvrige vidtløftigere Kongeſagaer.
  8. De øvrige, ſom nævnes, vare Lodin Saupprud af Lineſtad (i Stange paa Hedemarken), Bruſe Thormodsſøn, Sigurds Stavnbo, en Harald Fæge, og to Islændinger, Preſten Sigurd Bergthorsſøn, Broderſøn af Havlide Maarsſøn, og Klemet, Søn af Are Einarsſøn.
  9. Ivar og Jon vare begge Sønner af en Kalf vrange, der ſynes at have
  10. Arnbjørn, med Tilnavn Ambe, var ogſaa en Islænding. Om Ivar Dynta heder det, at han var indthrøndſk paa mødrene Side, hvilket vel middelbart tilkjendegiver at han var en Islænding paa fædrene.
  11. Dette Udſagn af Biſkop Ivar meddeeltes Erik Oddsſøn, der aller førſt optegnede disſe Begivenheder, af Gudrid, en Syſter af Erkebiſkoppen Jon Byrgesſøn; hun havde ſelv hørt Biſkop Ivar ſige det.
  12. Saaledes Saxo, S. 787, 788, ſom dog viſtnok fejler, naar han ſiger at Sigurd virkelig flere Gange blev røbet, og for at vildlede ſine Efterfølgere, der allerede havde faaet Øje paa ham, foretog hine Afklædninger under Vandet. Men ved ſlige Lejligheder opſtaa altid forſkjellige Beretninger, af hvilke den ene kan være ligeſaa rigtig ſom den anden. For Reſten kunde ingen uden Sigurd ſelv give Beſked om, hvad han gjorde rinder Vandet: da det nu ikke er ſandſynligt, at han under de daværende Omſtændigheder ſkulde have gjort Regnſkab derfor, maa Hjemmelsmanden for Saxos Beretning have gjettet ſig til det meſte. Den Beretning, Sagaerne meddele, nemlig Erik Oddsſøns, ſkriver ſig, ſom det udtrykkeligt ſiges, iſær fra Inges Hirdmand, Hall Thorgeirsſøn.
  13. Her ſeer det ud, ſom om de yngre Kongeſagaer, Snorres iberegnet, ved en Misforſtaaelſe have gjort Plageaandernes Fremgangsmaade endnu grummere og blodigere, end den egentlig var. Morkinſkinna, ſom ovenfor er fulgt, ſiger nemlig: síðan klufu þeir svörð ok flógo hann ur klæðum sínum, ok hýddu hann med svarðsvipum o. ſ. v. D. e. ſiden kløvede de Svord (Skind med Haar paa), ɔ: ſkare de Læder i Remme, flengede Klæderne af ham, og hyede (hudſtrøge) ham med Svordſvøber (d. e. Svøber indrettede af hine Remme) o. ſ. v. De vidtløftigere Sagaer forſtaa derimod „klufu þeir svörð“ ſom om det ſkulde betyde „de kløvede eller flængede hans Hovedhud op“, og tilføje endog „í höfði“ d. e. „i Hovedet“; deraf faa de ud, hvad de og tilføje, at man førſt vilde ſlaa ham levende, men maatte opgive det, da han ſtrax begyndte at bløde for ſterkt.
  14. Den nys nævnte Hall Thorgeirsſøn. Ogſaa Ivar Ingemundsſøn bevidner i ſit Vers, der ſom ſædvanligt citeres i Morkinſkinna, at Sigurd ſang smutter under Piinſlerne. Det ſamme fortæller Saxo.
  15. Saxo, S. 789.
  16. Denne Kirke maa, forudſat at de fleſte Kirker, ſom før Reformationen fandtes i denne Deel af Norge, paa hiin Tid allerede vare opførte — hvad der i Henſeende til Landſkabets Beliggenhed og ſterke Befolkning er højſt ſandſynligt — have været Skedjehofs (Skee) Kirke i Nærheden af det nuværende Strømſtad. Men der boede Lendermanden Halldor Brynjulfsſøn i Nærheden paa Vetteland, og kunde ikke længe være uvidende om, hvad Preſten foretog ſig.
  17. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 3, Snorre Cap. 12. Morkinſkinna, fol. 35. b. Der tilføjes, at Provſt Ketil til Mariekirken i Aalborg ſelv fortalte Erik Oddsſøn, at Sigurd Slembedjakn laa begraven der.
  18. Orknøyinga Saga S. 142, jvfr. Fagrſkinna Cap. 215, og Sturlungaſaga II. 39. (1ſte Deel S. 108). Herved kan Orknøyinga Sagas Text paa nys antydede Sted berigtiges. Der ſtaar, og det, ſom man maa antage, endog i Flatøbogens Text: þá fylgði hánum (nemlig Sigurd Slembe) Auðhildr, dóttir þorleifar Moddasdóttur, er síðan átti Hákon kló. Men i Fagrſkinna ſtaar der udtrykkeligt, at Haakon Klo var gift med Sigurds