Det norske Folks Historie/3/82

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Naar man undtager de sammenligningsviis faa Voldsgjerninger, Sigurd Slembedjakn under dette sidste skyndsomme Tog, øvede paa Kysterne af Haalogaland, Naumdal og Nordmøre, havde det nordlige Norge, hvilket det nærmest tilkom Kong Sigurd og hans Mænd at forsvare, undgaaet alle Ulemper af den nærværende Fejde, og de selv havde siddet i Fred og Ro, medens derimod den sydlige Deel, fornemmelig Viken, stedse havde taget Stødet, ja endog udholdt et farligt Angreb af den danske Konge med hans hele Magt, og Kong Inges Lendermænd havde maattet være paa Ferde, seent og tidligt, nord i Oslo som syd ved Elven, for at holde Fienden borte. Det samme kunde man vænte sig fremdeles, saa længe Sigurd og Magnus fandt Tilhold i Danmark. Her havde just Olaf, Harald Kesja’s Søn, begyndte en blodig Krig om Tronen, paa hvilken han gjorde Fordring, og da det udtrykkeligt siges, at han dengang kom fra Norge, ligesom vi have seet, at Sigurd Slembedjakn, da han i 1137 traf ham i Gaut-Elven, betragtede ham som en Fiende og fratog ham tvende Skibe, maa man næsten formode, at han har faaet nogen Understøttelse af Lendermændene i Viken, der paa den Maade kun gjengjeldte, hvad der fra dansk Side var skeet mod Norge[1]. Men dette maatte igjen foraarsage, at den danske Konge eller Høvdingerne i Jylland toge sig desto alvorligere af Sigurd og Magnus, og da der desuden i denne urolige Tid altid maatte være krigs- og æventyrlystne Folk nok at faa hvervet i Danmark, var et nyt og alvorligere Angreb derfra med det første at forudsee. Nordmændene kunde heller ikke være uvidende om, at Sigurd og Magnus virkelig med Danernes Hjelp gjorde betydelige Udrustninger. Under disse Omstændigheder fandt Indbyggerne af Viken og Bergen det, som rimeligt var, heel utilbørligt, at Kong Sigurd og hans Venner sad i god Ro nord i Nidaros, skjønt hans Faders Mordere passerede Throndhjemsleden, men overlode Landets Forsvar til Kong Inge og hans Mænd, der sad øster i Viken paa det farligste Punkt. Inges Høvdinger udfærdigede derfor i hans Navn følgende Brev, der er merkeligt ej alene formedelst sit Indhold, men ogsaa fordi det er det ældste hidtil bekjendte offentlige Aktstykke til Norges Historie[2]. „Kong Inge, Søn af Kong Harald, sender sin Broder Kong Sigurd og hans Raadgivere, Saada-Gyrd, Agmund Svifte og Ottar Birting, alle Lendermænd, Hirdmænd, Huuskarle og hele Almuen, Rige og Fattige, Unge og Gamle, Guds og sin Hilsen. Alle Mand er vitterlig den Vaande, hvori vi ere stedte, faa vel som vor Barndom, da du kun er fem, jeg kun tre Aar gammel, saa at vi intet kunne foretage uden ved Bistand af vore Venner og gode Mænd. Nu tykkes det os, som om jeg og mine Venner ere den fælles Nød og Fare nærmere end du og dine, der sidde i Ro og Mag. Gjør nu faa vel, at du faa snart og med saa mange Folk som muligt kommer hid til mig, paa det at vi kunne være samlede, hvad der saa indtreffer. Nu er den vor bedste Ven, som gjør sit til at vi ere saa enige og samholdende som muligt i alle Dele. Men dersom du unddrager dig, og fremdeles, som du før har gjort, ikke kommer efter min Budsending og trængende Anmodning, maa du være belavet paa, at jeg drager imod dig med en Krigsmagt, og da faar Gud skifte mellem os. Thi vi kunne ikke længer finde os i at vi skulle sidde her.med saa stor Bekostning, som udfordres til Ufreden, medens du tager Halvdelen af alle Landskylder og Indtægter i Norge. Lever i Guds Fred“.

Da dette Brev kom til Nidaros, blev der stevnet Thing, hvor de oven nævnte Lendermænd og Høvdinger indfandt sig tilligemed den unge Konge. Peter Sauda-Ulfssøn bar ham paa Thinget, hvorfor han siden fik Tilnavnet „Burdarsvein“. Brevet blev oplæst, hvorefter Ottar Birting rejste sig, og tog saaledes til Orde: „Det sømmer sig bedst for Kong Sigurd, til Svar paa din Broder Kong Inges Brev, at ønske ham Guds Tak for hans gode Hilsen, og for al den Møje og Anstrengelse, han og hans Venner her i Riget underkaste sig i et Anliggende, der lige meget angaar eder begge. Et og andet Udtryk i Kong Inges Brev til Kong Sigurd synes vel noget skarpt, men han har mangt og meget, der taler til hans Undskyldning. Nu vil jeg kundgjøre min Mening, og høre, hvor vidt Kong Sigurd og de øvrige Høvdinger ere enige deri, nemlig at du, Kong Sigurd, gjør dig færdig med alt det Folk, der vil følge dig, til at værge dit Land, og farer saa mandsterk som muligt, og saa snart som du kan, ned til Kong Inge; styrker hinanden da gjensidigt i alt, hvad der tjener eder til Gavn, og Gud styrke eder begge. Nu ville vi høre dine Ord, Kong Sigurd P Den femaarige Konge, som sad paa Peter Burdarsveins Arm, sagde nok saa rask: „Viid, alle mine Mænd, at hvis jeg skal raade, vil jeg saa snart som muligt drage ned til min Broder, Kong Inge“. Siden talte ogsaa de øvrige, en efter den anden, og sluttede alle med samme Opfordring, som den, Ottar Birting havde fremsat. Det blev da besluttet, at tage denne til Følge, og da den nødvendige Styrke var samlet, drog Kong Sigurd med den syd til Viken, og forenede sig med sin Broder[3].

Ud paa Høsten, henimod Vinternat (14 Oktober), kom Sigurd Slembedjakn og Magnus blinde fra Danmark til Viken, med en Flaade af ikke færre end 30 Skibe, hvoraf 18 danske, fornemmelig fra Jylland[4]. Da Befalingsmændene over den kongelige Hær, der sandsynligviis laa enten ved Oslo eller Tunsberg, erfarede dette, droge de Fienderne imøde, og mødte dem noget sydøstenfor Hvaløerne i Langøsund ved Holmengraa, strax søndenfor Indløbet til Dynekilen[5], Søndagen den 12te November[6]. De unge Konger, der som sædvanligt selv vare med, og i Sagaberetningerne stedse omtales som de virkelige Anførere, havde tyve Skibe, alle store. Her begyndte nu et stort Slag, men allerede strax efter det første Angreb toge Jyderne Flugten med deres l8 Skibe, og vendte tilbage til Danmark. Derved blev Overmagten aldeles paa de unge Kongers Side, og Sigurds og Magnus’s 12 Skibe begyndte at ryddes, det ene efter det andet. Kampen synes især at have været heftig paa Magnus’s Skib, hvor han, blind og lemlæstet som han var, laa i sin Sæng, uden selv at kunne foretage det mindste til sit Forsvar. Men han var omgiven af tro og opofrende Venner. Da Skibet allerede paa det nærmeste var ryddet, tog Reidar Grjotgardssøn, der længe havde fulgt ham og været hans Hirdmand, ham i sine Arme og vilde love over med ham paa et andet Skib. Da blev Reidar truffen mellem Skuldrene af et Kastespyd, som gik tvers igjennem ham, og, som man sagde, tillige dræbte Magnus. Han faldt baglængs ned paa Dækket, og Magnus ovenpaa ham, og alle talte om, hvor vel og hæderligt han havde fulgt sin Herre og Fyrste. „Vel den“, tilføjer den gamle Sagaskriver, „hvem saadan Roos bliver til Deel!“[7]. Magnus’s sidste Ord, da han fik det dræbende Stil„ var: „Dette kommer syv Aar for seent!“ Blandt de mange, der faldt paa Magnus’s Skib, var ogsaa hiin Ivar Kolbeinssøn, der ved Overfaldet paa Harald Gille gav ham det første Saar[8]. Overhoved skede der et stort Blodbad, thi Kong Inges Mænd lode ingen undslippe, som de kunde naa. Alene paa en Holme, sandsynligviis selve Holmengraa, dræbte de 60 Mand. En af dem, der befandt sig ombord paa Magnus’s Skib, var Ivar Skrauthanke, en Broder af den ovenfor nævnte Jon Kauda, Saada-Gyrds Svigersøn[9]. Han havde været Magnus’s stadige Følgesvend, medens hans Broder derimod var paa Kong Sigurds Parti. Det lykkedes ham nu selv tredie at komme over i sin Broders Skib, og denne tog dem strax i sin Beskyttelse; men aldrig saa snart bleve Kongernes Krigsmænd dette var, førend de stormede ind paa Jon med dragne Sverd, og vilde have dem udleverede. Jon satte sig til Modværge, og det var nær kommet til formelig Kamp; men Striden blev dog bilagt saaledes, at Ivar og en af de to andre, ved Navn Arnbjørn, fik beholde Livet, imod at Jon forbandt sig til at udbetale Løsepenge, der dog siden bleve ham eftergivne. Den tredie derimod, ved Navn Ivar Dynta, en udmerket smuk Mand, stod ikke til at frelse, thi han havde været tilstede ved Bentein Kolbeinssøns Drab, og dennes Brødre vilde ikke paa nogen Maade modtage Løsepenge for ham[10]. Han blev ført op paa Land og halshuggen. Hans heldigere Medfange og Navne Ivar, der senere blev Biskop i Nidaros, sagde siden, at aldrig havde noget rystet ham mere, end da Ivar Dynta førtes op for at aflives, og sagde ham det sidste Farvel[11].

Sigurd Slembedjakn kæmpede længe med den største Tapperhed paa sit Skib, men det fyldtes mere og mere med Fiender, og efter at han en Stund ganske alene havde forsvaret sig mod de fremstormende Skarer, styrtede han sig overbord, for at forsøge paa at undkomme ved Svømning. Dette var vanskeligt nok, da Kong Inges Mænd roede om i Smaabaade, og dræbte enhver, som de fandt svømmende. Men Sigurd besad en overordentlig Færdighed i Svømning, som i alle andre Legemsøvelser, og han førte, stedse belavet paa et saadant Tilfælde, Fyrtøj hos sig, hvis Kunst var sikret mod Varde ved at være indlagt i en Valnødskal, omgiven med Vox. Sigurd holdt Skjoldet over sig, saa at enhver, som saa det, og ikke vidste nærmere Besked, maatte tro at det kun var et af de mange Skjolde, der tilligemed Vaaben, Klæder og døde Mand flød mellem Skibene. Under Vandet afførte han sig først sin Brynje og siden efter saa vel Kjortlen som andre Klædningsstykker, da han frugtede for at blive gjenkjendt derpaa, naar han dukkede op for at drage Aande. Han holdt sig nede paa Dybet, saa længe han formaaede, for at hans Efterstræbere skulde tro ham druknet, og da han tilsidst atter maatte op til Overfladen, klamrede han sig en Tidlang fast ved Roret paa et af Skibene, indtil Kulden stivnede hans Lemmer og nødte ham til at slippe Taget[12]. Da traf det sig, at nogle Mænd fra et Skib, der styredes af Thrond Gjaldkere, en af Inges Høvdinger, droge en Mand op, som svømmede, og vilde dræbe ham. Han tilbød sig at vise dem, hvor Sigurd var, hvis de vilde skjenke ham Livet. De gik ind derpaa, og han bad dem nu lægge nøje Merke til et rødt Skjold blandt dem, der fløde omkring; under det var Sigurd. De fik snart Øje paa det, styrede derhen, fandt ham ganske rigtigt derunder, grebe ham og bragte ham ombord i Thronds Skib. Man erkjendte, at man aldrig havde faaet fat paa ham, hvis han ej var bleven røbet. Thrond lod strax Thjostulf, Aamunde og Gyrd underrette om Fangsten, og bragte ham i Land. Da det blev forkyndt, at han var bleven greben, udbrød hele Hæren i Glædesraab. Ved at høre det, sagde han: „Mangen slet Karl vil i Dag glæde flg ved mit Hoved!“ Thjostulf Aalessøn gik til ham, hvor han sad, og strøg en guldbræmmet Silkehue, han bar, af hans Hoved, med de Ord: „hvor torde du, Trællesøn, være saa fræk at kalde dig Kong Magnus’s Søn?“ Han svarede: „ikke kan du sammenligne min Fader med din, eller med en Træl, thi din Fader var lidet værd i Forhold til min“. Thjostulf og de øvrige kongelige Raadgivere vilde ellers helst have ladet ham dræbe strax, men de, som især tørstede efter Hevn, fornemmelig Benteins Brødre, saa vel som Peter Burdarsvein, der havde sin Broder Finns Drab at hevne, fordrede at han skulde pines til Døde, og fik sat deres Vilje igjennem. Høvdingerne og Mængden vilde dog ikke være Vidne dertil, men gik bort. Peter bandt selv hans Arme sammen saa haardt, at Snoren skar sig ind i Kjødet. „Du binder fast ni, Peter“, sagde Sigurd. „Det har du selv lært mig“, sagde hiin, „da du dræbte min Broder øster i Kvilde“. De brøde nu hans Arme og Been itu med Slag af Øxehamre, skede Klæderne af ham, og piskede ham med Lædersvøber, indtil Huden var gaaet af ham, som om han var flaaet[13]. Derpaa knuste de hans Rygrad med en Stok, slæbte ham til et Træ og hængte ham. Under alle disse Piinsler viste han den utroligste Standhaftighed. Et Øjevidne[14] har berettet, at Piinslerne ikke lode til at gjøre større Indtryk paa ham, end paa en Stok eller Steen. Det ansees ellers, heder det, for Beviis paa den største Kjekhed og Standhaftighed, naar man under saadanne Piinsler taug stille, eller kun krympede sig lidt; men Sigurd talte, og det saa roligt og ligegyldigt, som om han sad ved Ølbænken med sine Venner; hans Røst var hverken højere eller lavere eller mere skjelvende, end sædvanligt. Han svarede kun ellers faa af dem, der talte til ham; men han sang en Psalter under Piinslerne; stundom faldt han vel i Afmagt, men naar han kom til sig selv igjen, begyndte han hvor han slap, og bad for sine Fiender. Og da han var død, vare alle, baade Venner og Uvenner, enige om, at ingen Mand havde været dygtigere i alle Maader end Sigurd, saa vidt de kjendte til, men at han kun ikke havde haft Lykken med sig. Dette var et sandt Ord, thi havde Sigurd sejret, vilde han vel, efter Tingenes almindelige Gang, have staaet i Historiens Aarbøger som den, der havde Retten paa sin Side. Men han var uheldig, og stempledes derfor som en Bedrager. Imidlertid spores der umiskjendeligt hos Sagaskriveren en vis Sympathi for ham, der vel maaskee kun er opstaaet af Beundring over hans Standhaftighed og Dødsforagt, men dog ogsaa kan have en dybere Grund. Den danske Historieskriver Saxo siger ligefrem: „lykkelige vilde i Sandhed Religionens Tjenere være, om de gik Døden imøde med det Sind, hvormed denne Krigsmand saa den under Øjnene. Det kan gjerne være, at han var rænkefuld, at han forstyrrede sit Fædrelands Fred, og paaførte sine Medborgere Krig, men hans Kjekhed burde dog, selv af hans Fiender, være bleven lønnet med Tilgivelse. Men de hevngjerrige Mænd tænkte mere paa at gjengjelde dem selv tilføjede Fornærmelser, end at hædre Tapperhedsprøver hos andre“[15].

Ej engang Sigurds døde Legeme fik være i Fred. Man hug Hovedet af det, kastede saa vel Krop som Hoved op i en Steenrøse, og dyngede siden Stene derover. Presten ved nærmeste Kirke[16], som ellers var en Tilhænger af de regjerende Konger, forbarmede sig over Liget, og lod det siden begrave ved sin Kirke, men da Kongerne, eller rettere deres Høvdinger, fik det at vide, bleve de ham vrede, paalagde ham en Pengebod, og lode Liget bringe tilbage til Steenrosen. Senere blev det dog hentet af hans Venner fra Danmark, fort over til Aalborg, og begravet ved Mariekirken i denne Stad. Magnus den blindes Lig lod Thjostulf Aalessøn føre til Oslo og begrave i Hallvardskirken, ved Siden af hans Fader Kong Sigurd. De fleste af hans faldne Mænd begroves paa Stedet[17].

Magnus, der i vore Sagaer sædvanligviis kaldes „Magnus blinde“, “ var, da han faldt, kun 24 Aar gammel, og havde henslæbt de fem sidste af disse som en blind, elendig Krøbling. Han synes i det hele taget kun at have nydt liden Yndest i Landet, og de faa Tilhængere, han havde, synes meest at have holdt sig til ham for hans Faders Skyld. Han viste sig ogsaa, at slutte efter alt, hvad Sagaerne meddele derom, i sine Velmagtsdage fra en højst uelskværdig Side, og lagde en Charakteer og Aandsretning for Dagen, der maatte bekymre enhver veltænkende Mand. Hans Lyst til, endnu i sin Elendigheds-Tilstand, at nyde Magten, som han indbildte sig, og fore Kongenavn, medens han dog kun var en Dukke i sin talentfulde Forsvarers Haand, vilde vel kun have vakt Latter og Ynk, hvis ikke de mange Onder, han derved bragte over Landet, havde vakt almindelig Harme.

Magnus efterlod ingen Børn. Sigurd havde i sin Forbindelse med den skotske Audhild, Frakarks Systerdatter, en Datter ved Navn Ingegerd, der siden blev gift med den fornemste Orknøying Haakon Klo, og i dette Egteskab havde flere Sønner[18]. Datter Ingegerd, og havde med hende Sønnerne Haavard, Sigurd, Harald og Erik; Sturlunga Saga nævner „Erik Haakonssøn fra Orknøerne, Dattersøn af Sigurd Slembe“. Da nu Ingegerd, som gift paa Orknøerne, maa have været Sigurds og Audhilds Datter, men Haakon Klo dog ikke kunde være gift med Moder og Datter efter hinanden, maa nødvendigviis noget antages bortfaldet eller udeglemt i hiin Text, der bør rettes saaledes: þá fylgði hánum Auðhildr, dóttir Þorleifar Moddansdóttur; Ingigerðr hét þeirra dóttir, er síðan átti Hákon klo.</ref>

    været fra Island. Fagrskinna har, aabenbart ved en Læsefejl, Jóns Bergþórssunar istedetfor Jóns broður síns.

  1. Olaf Haraldssøn fremkom, saa vidt man efter de nøjagtigste Undersøgelser kan slutte, med sine Arvefordringeri 1138, men begyndte Krig 1139. Sandsynligviis var, som oven antydet, hans Uheld i Elven mod Sigurd Slembedjakn Aarsag til, at han ej kunde begynde den før, da han vel paany maatte skaffe sig Folk og Skibe.
  2. Det anføres, næsten ordlydende, saavel i Morkinskinna, som i Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og hos Snorre.
  3. Inges Saga Cap. 10, Snorre Cap. 8. 9; Morkinskinna fol. 34 b. Fagrskinna Cap. 258.
  4. At Sigurd fik denne Understøttelse fra Jylland, er baade i og for sig rimeligt, og siges desuden udtrykkeligt i Ivar Ingemundssøns Vers, der anføres i Morkinskinna: „Flyede Jyder med 18 Skibe, de som Sigurd søndenfra fulgte“.
  5. Langesund nævnes udtrykkeligt i det Vers af Kong Inges Draapa, som citeres i Morkinskinna fol. 34 b. Der staar: „Ulvenes Yngel glædede sig saare ved Modet med Ørnen i det vide Langø-Sund“. Langø-Sund er Sundet enten mellem begge Langøerne strax udenfor Strømstad, mellem Indløbet til denne og Dyne-Kilen) eller mellem Søndre Langa og den strax vestenfor beliggende Holmengraa, eller endelig mellem Langøerne og Fastlandet. Hvis man tidligere havde agtet paa denne Angivelse, der rigtignok kun findes i Morkinskinna, vilde man aldrig have faldet paa at søge Holmengraa, efter hvilken Slaget sædvanligviis benævnes, ved Hesnes paa Agder.
  6. Om Aaret og Dagen kan der her ej herske nogen Tvivl, og dette Sted er derfor af særdeles Vigtighed, i chronologisk Henseende. Der staar nemlig udtrykkeligt, at Slaget forefaldt Søndagen efter Mortensmesse, der tillige var den næste Dag efter denne Festdag, som da indtraf paa en Løverdag. Dette er, mellem Aarene 1133 og 1144, kun Tilfældet i 1139.
  7. Morkinskinna fol. 34 b. Ordene gjentages siden af Snorre og i de øvrige vidtløftigere Kongesagaer.
  8. De øvrige, som nævnes, vare Lodin Saupprud af Linestad (i Stange paa Hedemarken), Bruse Thormodssøn, Sigurds Stavnbo, en Harald Fæge, og to Islændinger, Presten Sigurd Bergthorssøn, Brodersøn af Havlide Maarssøn, og Klemet, Søn af Are Einarssøn.
  9. Ivar og Jon vare begge Sønner af en Kalf vrange, der synes at have
  10. Arnbjørn, med Tilnavn Ambe, var ogsaa en Islænding. Om Ivar Dynta heder det, at han var indthrøndsk paa mødrene Side, hvilket vel middelbart tilkjendegiver at han var en Islænding paa fædrene.
  11. Dette Udsagn af Biskop Ivar meddeeltes Erik Oddssøn, der aller først optegnede disse Begivenheder, af Gudrid, en Syster af Erkebiskoppen Jon Byrgessøn; hun havde selv hørt Biskop Ivar sige det.
  12. Saaledes Saxo, S. 787, 788, som dog vistnok fejler, naar han siger at Sigurd virkelig flere Gange blev røbet, og for at vildlede sine Efterfølgere, der allerede havde faaet Øje paa ham, foretog hine Afklædninger under Vandet. Men ved slige Lejligheder opstaa altid forskjellige Beretninger, af hvilke den ene kan være ligesaa rigtig som den anden. For Resten kunde ingen uden Sigurd selv give Besked om, hvad han gjorde rinder Vandet: da det nu ikke er sandsynligt, at han under de daværende Omstændigheder skulde have gjort Regnskab derfor, maa Hjemmelsmanden for Saxos Beretning have gjettet sig til det meste. Den Beretning, Sagaerne meddele, nemlig Erik Oddssøns, skriver sig, som det udtrykkeligt siges, især fra Inges Hirdmand, Hall Thorgeirssøn.
  13. Her seer det ud, som om de yngre Kongesagaer, Snorres iberegnet, ved en Misforstaaelse have gjort Plageaandernes Fremgangsmaade endnu grummere og blodigere, end den egentlig var. Morkinskinna, som ovenfor er fulgt, siger nemlig: síðan klufu þeir svörð ok flógo hann ur klæðum sínum, ok hýddu hann med svarðsvipum o. s. v. D. e. siden kløvede de Svord (Skind med Haar paa), ɔ: skare de Læder i Remme, flengede Klæderne af ham, og hyede (hudstrøge) ham med Svordsvøber (d. e. Svøber indrettede af hine Remme) o. s. v. De vidtløftigere Sagaer forstaa derimod „klufu þeir svörð“ som om det skulde betyde „de kløvede eller flængede hans Hovedhud op“, og tilføje endog „í höfði“ d. e. „i Hovedet“; deraf faa de ud, hvad de og tilføje, at man først vilde slaa ham levende, men maatte opgive det, da han strax begyndte at bløde for sterkt.
  14. Den nys nævnte Hall Thorgeirssøn. Ogsaa Ivar Ingemundssøn bevidner i sit Vers, der som sædvanligt citeres i Morkinskinna, at Sigurd sang smutter under Piinslerne. Det samme fortæller Saxo.
  15. Saxo, S. 789.
  16. Denne Kirke maa, forudsat at de fleste Kirker, som før Reformationen fandtes i denne Deel af Norge, paa hiin Tid allerede vare opførte — hvad der i Henseende til Landskabets Beliggenhed og sterke Befolkning er højst sandsynligt — have været Skedjehofs (Skee) Kirke i Nærheden af det nuværende Strømstad. Men der boede Lendermanden Halldor Brynjulfssøn i Nærheden paa Vetteland, og kunde ikke længe være uvidende om, hvad Presten foretog sig.
  17. Inge Haraldssøns Saga Cap. 3, Snorre Cap. 12. Morkinskinna, fol. 35. b. Der tilføjes, at Provst Ketil til Mariekirken i Aalborg selv fortalte Erik Oddssøn, at Sigurd Slembedjakn laa begraven der.
  18. Orknøyinga Saga S. 142, jvfr. Fagrskinna Cap. 215, og Sturlungasaga II. 39. (1ste Deel S. 108). Herved kan Orknøyinga Sagas Text paa nys antydede Sted berigtiges. Der staar, og det, som man maa antage, endog i Flatøbogens Text: þá fylgði hánum (nemlig Sigurd Slembe) Auðhildr, dóttir þorleifar Moddasdóttur, er síðan átti Hákon kló. Men i Fagrskinna staar der udtrykkeligt, at Haakon Klo var gift med Sigurds