Det norske Folks Historie/3/81

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Imidlertid var Sigurd Slembedjakn, efter nogle Maaneders Ophold i Vesten, kommen tilbage til Norge, og da han hørte, hvor daarligt det var gaaet Magnus den blinde, opgav han for Øjeblikket Haabet om at finde nogen Understøttelse i sit Fædreland, men sejlede udenskjærs langs Kysten sydover og ned til Danmark, hvor han drog igjennem Øresund og gav sig til at krydse i Østersøen, dog, som det synes uden nogen bestemt Plan, eller i anden Hensigt, end at skaffe sig Bytte paa Vikingeviis. Dertil var der god Anledning formedelst de uophørlige Fejder mellem de Danske og Venderne. Sigurd skal derhos have fremstillet sig for Kong Erik Gunnar„ udbedet sig Fred af ham, og gjort sig til Vens med mange danske Høvdinger. Paa hiint Krydstog finde vi ham først udenfor Kalmar, siden ved Ærø, hvor han gav sig i Kamp med nogle vendiske Snekker, og ryddede aatte af dem, ved hvilken Lejlighed mange af Venderne faldt, tog de, der toges til Fange, bleve hængte. Dernæst bestod han en lignende sejrrig Kamp med nogle andre vendiske Skibe enten under Møen, eller ved Møre, d. e. den sydligste Kyst af Smaaland[1]. Maaskee har han indladt sig i disse Kampe ikke saa meget for at gjøre Bytte, som for at tjene den danske Konge, og derved erhverve Krav paa hans Understøttelse[2]. Haabet herom maatte dog bortfalde ved Eriks uvæntede Drab, og dette er vel Aarsagen, hvorfor Sigurd nu atter forsøgte sin Lykke i Norge. Han styrede ind i den østre Arm af Gaut-Elven, hvor Olaf, Harald Kesjas Søn, laa med en Deel Skibe, sandsynligviis for at drage til Danmark og gjøre Fordring paa den ledige Trone[3]. Uagtet Olaf, forudsat at det havde sin Rigtighed med Sigurds foregivne Herkomst, var hans egen Systersøn, angreb dog Sigurd ham, erobrede tre Skibe af hans Flaade, og jog ham selv paa Flugten op i Landet. Dette Uheld var vel Aarsag til, at det endnu varede nogen Tid, inden Olaf viste sig i Danmark som Tronprætendent. Sigurd sejlede videre op ad Elven, og nordenom Hisingen ned til Kongehelle; men her var den utrættelige Thjostulf Aalessøn tilstede med en Deel Folk, og hindrede ham fra at gjøre Landgang. Efter at Thjostulfs og Sigurds Folk en Stund havde skudt paa hinanden gjensidigt fra Stranden og Skibene, hvorved flere faldt og mange saaredes[4], begav Sigurd sig bort, sejlede ud af Elven, og drog over til den nordvestlige Deel af Viken, hvor han røvede paa mange Steder. Han tog endelig sit Stade i Udhavnen Portyrja (Porter), hvorfra han lurede paa og overfaldt de Skive, der enten kom fra eller til Viken. Tunsbergsmændene, hvem dette Uvæsen især maatte være ubelejligt, udrustede, i Forening med Vatn-Orm Dagssøn og maaskee flere Lendermænd, en Deel Folk og Skive imod ham. Det lykkedes dem at komme saa uvæntet over ham, medens han med sine Folk var oppe i Land for at skifte Bytte, at de ganske fik ham indestængt, idet nogle omringede ham til Lands, andre, hvoriblandt Vatn-Orm, lagde sine Skibe tvers for Havnen. Men Sigurd skyndte sig ombord paa sit Skib, og roede saa dristigt ud mod Fienden, at Vatn-Orm, hvis Skib laa nærmest, enten i Forvirring eller af Frygt ryggede tilbage, og derved aabnede ham en Udvej, saa at han slap bort, dog kun med dette ene Skib, og efter at have mistet flere Folk, hvoriblandt en vis Finn Geit og Aaskell Smedssøn nævnes. For dette maatte Vatn-Orm siden høre ilde, og man kvad Spottevers derom[5]. Sigurd sejlede skyndsomst over til Jylland. Ved denne Lejlighed omkom den ovenfor omtalte Kolbein Thorljotssøn, der sad i Baaden, som slæbede efter Skibet, og kantrede ved den sterke Fart. Sigurd selv led Skibbrud paa Jyllands Kyst, men blev reddet, og tilbragte Vintren (1137—1138) i Aalborg. Sigurd opsøgte nu Magnus den blinde, der ligeledes tilbragte Vintren i Danmark[6], og udrustede i Forening med ham syv Skibe, med hvilke de den følgende Sommer (1138) begave sig nordover Havet til Agder, og landede en Aften ganske uvæntet ved Lister. Der var den tapre Bentein Kolbeinssøn, en af Kong Inges Hirdmænd. Sigurd og hans Mænd gik op i Tusmørket, omringede Huset, og vilde sætte Ild paa det, men det lykkedes Bentein at komme ud, fuldt rustet og bevæbnet, og at slippe ind i en Udhuusbygning med lav Der, indenfor hvilken han tog Plads med draget Sverd, Skjoldet foran sig og Hjelm paa Hovedet. Sigurd spurgte sine Folk, hvo af dem vilde vise sin Tapperhed ved at gaa ind til Bentein. Ingen havde Lyst dertil. Bentein borte hans Ord, og sagde: „den, som kommer ind, skal finde Vaaben for sig“. Da Sigurd saa, at ingen gjorde Mine til at gaa ind, tog han en Kappe, han havde paa, satte Foden paa den og sled et Stykke af, viklede det om den venstre Haand, tog et draget Sverd i den anden, og foor uden Hat eller Hjelm, i den bare Skjorte, med Lynets Fart ind i Huset, forbi Bentein, der hug efter ham men uden at treffe. Sigurd vendte sig strax imod ham og de skiftede ikke mange hugg, førend han gav ham Banesaar. Da han kom ud til sine Mænd med Benteins Hoved i Haanden, maatte man i Sandhed beundre hans Raskhed og Dygtighed. De plyndrede derpaa Gaarden, bragte Byttet til Skibene, og droge videre. Da Inges Mænd, og navnlig Benteins Brødre Sigurd og Gyrd, hørte dette, droge de ud imod dem med en Deel Skibe, indhentede dem, sandsynligviis udenfor Ryfylke eller Hørdaland, og adsplittede fuldkommen deres lille Flaade. Et Skib, der styredes af Haakon Paalssøn Pungelta, en Dattersøn af Aslak Erlingssøn paa Søle, blev erobret, han selv med sine Mænd jagen i Land, og al deres Oppakning borttagen. Sigurd Stork, Søn af Eindride fra Gauldalen, Erik Hæl, hans Broder, og en vis Andreas Grimssøn Kelduskit[7] flygtede ind i de nærmeste Fjorde. Sigurd selv, Magnus blinde og Thorleif Skjappa sejlede med de øvrige tre Skibe udenskjærs lige til Haalogaland. Der tilbragte Magnus Vintren hos sin gamle Fosterfader, Vidkunn Jonssøn i Bjarkø[8], men Sigurd hug Stavnene af sit Skib, borede Huller i det, og sænkede det ned inderst i Øgsfjorden paa Hindøen, hvorefter han, med tyve Mænd, tog sit Vinterophold i en Hule inderst i Gljufrefjorden ved Tjeldesund[9]. De hængte noget for Aabningen, saa at den ej kunde sees fra Stranden. Hans Kamerat Thorleif Skjappa saa vel som Bonden Einar Agmundssøn paa den nærliggende Gaard Sand[10] forsynede dem med Levnetsmidler. Sigurd besøgte ogsaa nogle Finner inde i Fjordene, og lod dem bygge ham tvende Skuder, hver til tolv Rorskarle, uden Søm, men sammenbundne med Dyresener, og med Vidjer i Stedet for Knæer. De gik saa hurtigt paa Vandet, at intet Skib kunde indhente dem. Sigurd opholdt sig hos Finnerne i deres Gamme, saa længe Skuderne vare i Arbejde, og Finnerne, der havde anskaffet sig Øl, gjorde et Gilde for ham, hvor det gik nok saa lystigt til, som han selv siden forsikrede[11]. Med disse Skuder drog Sigurd den følgende Vaar (1139), fremdeles medbringende den blinde Magnus, sydefter langs Kysten, idet han paa Vikingeviis røvede .og plyndrede for Fode, hvor han traf Kongernes Mænd og Tilhængere. Allerede i Vaagen dræbte hans Mænd Presten Svein og hans to Sønner. Derpaa landede de ved Vik, fangede Kong Sigurds Lendermand ved Navn Viljam Skinnare, tilligemed en vis Thoralde Keft, og dræbte dem begge. Ved Byrda (Børø) mødte de en Mand ved Navn Styrkaar Glæserova, der kom søndenfra Nidaros; ham dræbte de. En anden Mand ved Navn Svinagrim var uheldig nok til at møde dem ved Valsnes; af ham lod Sigurd hugge den højre Haand. I Throndhjemsleden fangede Sigurd Hedin Hardmage og Kalf Kringlevje, og lod den første fare, men dræbte den anden. Da man fik Nys om alt dette ved den unge Kong Sigurds Hof itide i Throndhjem, sendte hans Fosterfader Saada-Gyrd sin Svigersøn Jon Kauda og Presten Jon Smyril afsted paa det hurtigsejlende Skib „Renen“, for at opsøge og fælde Voldsmændene; men de kom tilbage med Stamme og uforrettet Sag, foregivende at de ej havde kunnet finde dem; de fleste paastode dog at de havde seet dem, men ej vovet at angribe dem. Under idelige Plyndringer langs Kysten fortsatte Sigurd sin Vej ned til Hørdaland, og lagde ind til Herdlø, hvor en rig og anseet Mand, Einar, Søn af Laxe-Paal, boede. Han var just inde i Hamarsfjorden paa Gangdage-Thing[12]. Sigurd og hans Mænd toge alt det Gods, de kunde finde paa Gaarden, og et Einar tilhørende Langskib paa Rum, som laa der. De vilde ogsaa bortføre eller dræbe hans fireaarige Søn, som de fandt liggende hos en af hans Arbejdsmænd. Men denne indbildte dem at Drengen var hans egen, ikke Einars Søn, og de lode ham derfor i Fred. Siden, da Einar kom hjem og fik dette at vide, var han Arbejdsmanden saa taknemmelig for Sønnens Frelse, at han skjenkede ham Gods eller Penge til en Værdi af to Ører Guld, og lovede at han fra den Tid af stedse skulde være hans Ven. Sigurd drog fremdeles videre, lige til Viken. Der traf han øster i Kvilde Finn Sauda-Ulfssøn, Lendermanden Peter Sauda-Ulfssøns Broder, beskjeftiget med at opkræve Kong Inges Landskyld, og lod ham hænge. Derpaa vendte han med Magnus og sit øvrige Følge tilbage til Danmark[13].

  1. Begge Læsemaader, Mön og Mæri, findes; den sidste i Morkinskinna.
  2. Her er Morkinskinna fulgt, som den omstændeligste, og fordi den saa hyppigt citerer Vers af Ivar Ingemundssøns Digte.
  3. Som Olafs Medanfører nævne Sagaerne her en Thore Hvinantorda, der rimeligviis maa have været en dansk eller svensk Høvding. At dette maa have været senere end Kong Eriks Drab, og at: Olaf maa have haft Nys derom skjønnes deraf, at Drabet allerede skede den 18de September; medens Sigurd, førend han stred med Olaf, allerede havde tilbragt nogen Tid i Danmark; men til Danmark kom han først efter at han i Norge havde faaet Efterretning om Magnus’s Uheld, og Magnus havde igjen ikke forladt Oplandene efter Slaget ved Minne, førend ud paa Sommeren, altsaa neppe sør Juni Maaned. Opholdet hos Karl Jarl og dennes Tog til Norge medtog vel mindst en Maaneds Tid, altsaa indtil Juli; Erik Emunes Tog foregik neppe tidligere end August; og lidt efter denne Tid, altsaa sidst i August, maa da Sigurd være kommen vestenfra Norge. Hans Ophold i Danmark og Krydstog i Østersøen medtog vel mindst en tre Ugers Tid, eller til de sidste Dage af September.
  4. Blandt de faldne nævnes en vis Ulfhedin Sarulfssøn, Sigurds Stavnbo, der siges at være en nordlandsk Mand, hvilket man sædvanligviis forklarer ved, at han var fra Nordlandet paa Island. Det maa eller merkes, at Fagrskinna ej nævner Thjostulf som Kongehelles Forsvarer, men derimod lader Thore Hvinantorda drage sig tilbage did, og forfølges af Sigurd. Ogsaa Udgaven af Kongesagaerne (Fornm. Sögur VII. 213) har „þórir“; men dette er øjensynligt en Skriv- eller Læsefejl for „þjóstulfr“.
  5. Nemlig: <poem> {antikva|vard eigi vel við styrju Vatn-Ormr í Portyrju;}} /poem> d. e. Vatn-Orm skilte sig ikke godt fra Kampen i Porten Inges Saga Cap. 5, Morkinskinna fol. 34 a. Saxo sigter til denne Begivenhed S. 820, hvor han taler om „Havnen Portyrja, bekjendt ved Sigurds udmerkede Sejr“. Egentlig kan man dog ikke sige at han seirede.
  6. Paa hvilket Sted i Danmark Magnus tilbragte Vintren, siges ikke, men man maa næsten formode, at dette ogsaa var etsteds i Jylland, maaskee i Aalborg, hvor han og Sigurd, som det i det følgende viser m, havde sit fornemste Tilhold.
  7. De fire her nævnte Mænd, Haakon Pungelta, Sigurd, Erik og Andreas ere aabenbart nævnte i Egenskab af Skibsbefalingsmænd, saaledes at de maa antages at have styret hver sit Skib, og ikke blot for sin egen Person, men med Skib og Mandskab at have taget Flugten til forskjellige Kanter. Deres fire Skibe, lagte til de tre, hvormed Sigurd drog til Haalogaland, udgjør netop syv, der var det hele Antal, hvormed Sigurd sejlede fra Danmark. Navnene paa hine Skibsstyrere angives ellers noget forskjelligt. Ovenfor er Morkinskinna fulgt. Hryggjarstykke, Hrokkinskinna og Snorre nævne „Sigurd Slok, Søn af Eindride i Gauldal, Erik Hæl, Andreas Kelduskit, Søn af Grim fra Vistord (eller Ord), d. e. Orten i Raumsdalen. Haakon Pungelta var en Systersøn af Haakon Mage, der meddeelte Erik Oddssøn Efterretninger herom, se nedenfor.
  8. Vidkunn Jonssøn maa, hvis han var fød omtrent 1066 (se ovenfor S. 178) paa denne Tid have været 72 Aar gammel.
  9. Gljufrefjorden maa være en af Smaafjordene ved Tjeldesund, hvis Navn ikke anføres paa Karterne.
  10. Det er Gaarden Sand paa Tjeldøen.
  11. Nemlig i et Vers, som i Sagaerne ere opbevaret.
  12. Altsaa i de sidste Dage af Mai, da Himmelfartsdag 1139 indtraf 1ste Juni, og Gangdagene de 3 nærmeste foregaaende Dage. Thinget i Hamarssjorden stod rimeligviis paa Thingstedet Bergnestangen.
  13. Alt dette fortælles, vidtløftigst og med hyppige Citater af Ivar Ingemundssøns Vers, i Morkinskinna, fol. 34 a., kortere i Inge Haraldsøns Saga Cap. 8, Snorre Cap. 7; aller kortest i Fagrskinna Cap. 257.