Det norske Folks Historie/3/81

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Imidlertid var Sigurd Slembedjakn, efter nogle Maaneders Ophold i Veſten, kommen tilbage til Norge, og da han hørte, hvor daarligt det var gaaet Magnus den blinde, opgav han for Øjeblikket Haabet om at finde nogen Underſtøttelſe i ſit Fædreland, men ſejlede udenſkjærs langs Kyſten ſydover og ned til Danmark, hvor han drog igjennem Øreſund og gav ſig til at krydſe i Øſterſøen, dog, ſom det ſynes uden nogen beſtemt Plan, eller i anden Henſigt, end at ſkaffe ſig Bytte paa Vikingeviis. Dertil var der god Anledning formedelſt de uophørlige Fejder mellem de Danſke og Venderne. Sigurd ſkal derhos have fremſtillet ſig for Kong Erik Gunnar„ udbedet ſig Fred af ham, og gjort ſig til Vens med mange danſke Høvdinger. Paa hiint Krydstog finde vi ham førſt udenfor Kalmar, ſiden ved Ærø, hvor han gav ſig i Kamp med nogle vendiſke Snekker, og ryddede aatte af dem, ved hvilken Lejlighed mange af Venderne faldt, tog de, der toges til Fange, bleve hængte. Dernæſt beſtod han en lignende ſejrrig Kamp med nogle andre vendiſke Skibe enten under Møen, eller ved Møre, d. e. den ſydligſte Kyſt af Smaaland[1]. Maaſkee har han indladt ſig i disſe Kampe ikke ſaa meget for at gjøre Bytte, ſom for at tjene den danſke Konge, og derved erhverve Krav paa hans Underſtøttelſe[2]. Haabet herom maatte dog bortfalde ved Eriks uvæntede Drab, og dette er vel Aarſagen, hvorfor Sigurd nu atter forſøgte ſin Lykke i Norge. Han ſtyrede ind i den øſtre Arm af Gaut-Elven, hvor Olaf, Harald Keſjas Søn, laa med en Deel Skibe, ſandſynligviis for at drage til Danmark og gjøre Fordring paa den ledige Trone[3]. Uagtet Olaf, forudſat at det havde ſin Rigtighed med Sigurds foregivne Herkomſt, var hans egen Syſterſøn, angreb dog Sigurd ham, erobrede tre Skibe af hans Flaade, og jog ham ſelv paa Flugten op i Landet. Dette Uheld var vel Aarſag til, at det endnu varede nogen Tid, inden Olaf viſte ſig i Danmark ſom Tronprætendent. Sigurd ſejlede videre op ad Elven, og nordenom Hiſingen ned til Kongehelle; men her var den utrættelige Thjoſtulf Aalesſøn tilſtede med en Deel Folk, og hindrede ham fra at gjøre Landgang. Efter at Thjoſtulfs og Sigurds Folk en Stund havde ſkudt paa hinanden gjenſidigt fra Stranden og Skibene, hvorved flere faldt og mange ſaaredes[4], begav Sigurd ſig bort, ſejlede ud af Elven, og drog over til den nordveſtlige Deel af Viken, hvor han røvede paa mange Steder. Han tog endelig ſit Stade i Udhavnen Portyrja (Porter), hvorfra han lurede paa og overfaldt de Skive, der enten kom fra eller til Viken. Tunsbergsmændene, hvem dette Uvæſen iſær maatte være ubelejligt, udruſtede, i Forening med Vatn-Orm Dagsſøn og maaſkee flere Lendermænd, en Deel Folk og Skive imod ham. Det lykkedes dem at komme ſaa uvæntet over ham, medens han med ſine Folk var oppe i Land for at ſkifte Bytte, at de ganſke fik ham indeſtængt, idet nogle omringede ham til Lands, andre, hvoriblandt Vatn-Orm, lagde ſine Skibe tvers for Havnen. Men Sigurd ſkyndte ſig ombord paa ſit Skib, og roede ſaa driſtigt ud mod Fienden, at Vatn-Orm, hvis Skib laa nærmeſt, enten i Forvirring eller af Frygt ryggede tilbage, og derved aabnede ham en Udvej, ſaa at han ſlap bort, dog kun med dette ene Skib, og efter at have miſtet flere Folk, hvoriblandt en vis Finn Geit og Aaskell Smedsſøn nævnes. For dette maatte Vatn-Orm ſiden høre ilde, og man kvad Spottevers derom[5]. Sigurd ſejlede ſkyndſomſt over til Jylland. Ved denne Lejlighed omkom den ovenfor omtalte Kolbein Thorljotsſøn, der ſad i Baaden, ſom ſlæbede efter Skibet, og kantrede ved den ſterke Fart. Sigurd ſelv led Skibbrud paa Jyllands Kyſt, men blev reddet, og tilbragte Vintren (1137—1138) i Aalborg. Sigurd opſøgte nu Magnus den blinde, der ligeledes tilbragte Vintren i Danmark[6], og udruſtede i Forening med ham ſyv Skibe, med hvilke de den følgende Sommer (1138) begave ſig nordover Havet til Agder, og landede en Aften ganſke uvæntet ved Liſter. Der var den tapre Bentein Kolbeinsſøn, en af Kong Inges Hirdmænd. Sigurd og hans Mænd gik op i Tusmørket, omringede Huſet, og vilde ſætte Ild paa det, men det lykkedes Bentein at komme ud, fuldt ruſtet og bevæbnet, og at ſlippe ind i en Udhuusbygning med lav Der, indenfor hvilken han tog Plads med draget Sverd, Skjoldet foran ſig og Hjelm paa Hovedet. Sigurd ſpurgte ſine Folk, hvo af dem vilde viſe ſin Tapperhed ved at gaa ind til Bentein. Ingen havde Lyſt dertil. Bentein borte hans Ord, og ſagde: „den, ſom kommer ind, ſkal finde Vaaben for ſig“. Da Sigurd ſaa, at ingen gjorde Mine til at gaa ind, tog han en Kappe, han havde paa, ſatte Foden paa den og ſled et Stykke af, viklede det om den venſtre Haand, tog et draget Sverd i den anden, og foor uden Hat eller Hjelm, i den bare Skjorte, med Lynets Fart ind i Huſet, forbi Bentein, der hug efter ham men uden at treffe. Sigurd vendte ſig ſtrax imod ham og de ſkiftede ikke mange hugg, førend han gav ham Baneſaar. Da han kom ud til ſine Mænd med Benteins Hoved i Haanden, maatte man i Sandhed beundre hans Raſkhed og Dygtighed. De plyndrede derpaa Gaarden, bragte Byttet til Skibene, og droge videre. Da Inges Mænd, og navnlig Benteins Brødre Sigurd og Gyrd, hørte dette, droge de ud imod dem med en Deel Skibe, indhentede dem, ſandſynligviis udenfor Ryfylke eller Hørdaland, og adſplittede fuldkommen deres lille Flaade. Et Skib, der ſtyredes af Haakon Paalsſøn Pungelta, en Datterſøn af Aslak Erlingsſøn paa Søle, blev erobret, han ſelv med ſine Mænd jagen i Land, og al deres Oppakning borttagen. Sigurd Stork, Søn af Eindride fra Gauldalen, Erik Hæl, hans Broder, og en vis Andreas Grimsſøn Kelduſkit[7] flygtede ind i de nærmeſte Fjorde. Sigurd ſelv, Magnus blinde og Thorleif Skjappa ſejlede med de øvrige tre Skibe udenſkjærs lige til Haalogaland. Der tilbragte Magnus Vintren hos ſin gamle Foſterfader, Vidkunn Jonsſøn i Bjarkø[8], men Sigurd hug Stavnene af ſit Skib, borede Huller i det, og ſænkede det ned inderſt i Øgsfjorden paa Hindøen, hvorefter han, med tyve Mænd, tog ſit Vinterophold i en Hule inderſt i Gljufrefjorden ved Tjeldeſund[9]. De hængte noget for Aabningen, ſaa at den ej kunde ſees fra Stranden. Hans Kamerat Thorleif Skjappa ſaa vel ſom Bonden Einar Agmundsſøn paa den nærliggende Gaard Sand[10] forſynede dem med Levnetsmidler. Sigurd beſøgte ogſaa nogle Finner inde i Fjordene, og lod dem bygge ham tvende Skuder, hver til tolv Rorskarle, uden Søm, men ſammenbundne med Dyreſener, og med Vidjer i Stedet for Knæer. De gik ſaa hurtigt paa Vandet, at intet Skib kunde indhente dem. Sigurd opholdt ſig hos Finnerne i deres Gamme, ſaa længe Skuderne vare i Arbejde, og Finnerne, der havde anſkaffet ſig Øl, gjorde et Gilde for ham, hvor det gik nok ſaa lyſtigt til, ſom han ſelv ſiden forſikrede[11]. Med disſe Skuder drog Sigurd den følgende Vaar (1139), fremdeles medbringende den blinde Magnus, ſydefter langs Kyſten, idet han paa Vikingeviis røvede .og plyndrede for Fode, hvor han traf Kongernes Mænd og Tilhængere. Allerede i Vaagen dræbte hans Mænd Preſten Svein og hans to Sønner. Derpaa landede de ved Vik, fangede Kong Sigurds Lendermand ved Navn Viljam Skinnare, tilligemed en vis Thoralde Keft, og dræbte dem begge. Ved Byrda (Børø) mødte de en Mand ved Navn Styrkaar Glæſerova, der kom ſøndenfra Nidaros; ham dræbte de. En anden Mand ved Navn Svinagrim var uheldig nok til at møde dem ved Valsnes; af ham lod Sigurd hugge den højre Haand. I Throndhjemsleden fangede Sigurd Hedin Hardmage og Kalf Kringlevje, og lod den førſte fare, men dræbte den anden. Da man fik Nys om alt dette ved den unge Kong Sigurds Hof itide i Throndhjem, ſendte hans Foſterfader Saada-Gyrd ſin Svigerſøn Jon Kauda og Preſten Jon Smyril afſted paa det hurtigſejlende Skib „Renen“, for at opſøge og fælde Voldsmændene; men de kom tilbage med Stamme og uforrettet Sag, foregivende at de ej havde kunnet finde dem; de fleſte paaſtode dog at de havde ſeet dem, men ej vovet at angribe dem. Under idelige Plyndringer langs Kyſten fortſatte Sigurd ſin Vej ned til Hørdaland, og lagde ind til Herdlø, hvor en rig og anſeet Mand, Einar, Søn af Laxe-Paal, boede. Han var juſt inde i Hamarsfjorden paa Gangdage-Thing[12]. Sigurd og hans Mænd toge alt det Gods, de kunde finde paa Gaarden, og et Einar tilhørende Langſkib paa Rum, ſom laa der. De vilde ogſaa bortføre eller dræbe hans fireaarige Søn, ſom de fandt liggende hos en af hans Arbejdsmænd. Men denne indbildte dem at Drengen var hans egen, ikke Einars Søn, og de lode ham derfor i Fred. Siden, da Einar kom hjem og fik dette at vide, var han Arbejdsmanden ſaa taknemmelig for Sønnens Frelſe, at han ſkjenkede ham Gods eller Penge til en Værdi af to Ører Guld, og lovede at han fra den Tid af ſtedſe ſkulde være hans Ven. Sigurd drog fremdeles videre, lige til Viken. Der traf han øſter i Kvilde Finn Sauda-Ulfsſøn, Lendermanden Peter Sauda-Ulfsſøns Broder, beſkjeftiget med at opkræve Kong Inges Landſkyld, og lod ham hænge. Derpaa vendte han med Magnus og ſit øvrige Følge tilbage til Danmark[13].

  1. Begge Læſemaader, Mön og Mæri, findes; den ſidſte i Morkinſkinna.
  2. Her er Morkinſkinna fulgt, ſom den omſtændeligſte, og fordi den ſaa hyppigt citerer Vers af Ivar Ingemundsſøns Digte.
  3. Som Olafs Medanfører nævne Sagaerne her en Thore Hvinantorda, der rimeligviis maa have været en danſk eller ſvenſk Høvding. At dette maa have været ſenere end Kong Eriks Drab, og at: Olaf maa have haft Nys derom ſkjønnes deraf, at Drabet allerede ſkede den 18de September; medens Sigurd, førend han ſtred med Olaf, allerede havde tilbragt nogen Tid i Danmark; men til Danmark kom han førſt efter at han i Norge havde faaet Efterretning om Magnus’s Uheld, og Magnus havde igjen ikke forladt Oplandene efter Slaget ved Minne, førend ud paa Sommeren, altſaa neppe ſør Juni Maaned. Opholdet hos Karl Jarl og dennes Tog til Norge medtog vel mindſt en Maaneds Tid, altſaa indtil Juli; Erik Emunes Tog foregik neppe tidligere end Auguſt; og lidt efter denne Tid, altſaa ſidſt i Auguſt, maa da Sigurd være kommen veſtenfra Norge. Hans Ophold i Danmark og Krydstog i Øſterſøen medtog vel mindſt en tre Ugers Tid, eller til de ſidſte Dage af September.
  4. Blandt de faldne nævnes en vis Ulfhedin Sarulfsſøn, Sigurds Stavnbo, der ſiges at være en nordlandſk Mand, hvilket man ſædvanligviis forklarer ved, at han var fra Nordlandet paa Island. Det maa eller merkes, at Fagrſkinna ej nævner Thjoſtulf ſom Kongehelles Forſvarer, men derimod lader Thore Hvinantorda drage ſig tilbage did, og forfølges af Sigurd. Ogſaa Udgaven af Kongeſagaerne (Fornm. Sögur VII. 213) har „þórir“; men dette er øjenſynligt en Skriv- eller Læſefejl for „þjóstulfr“.
  5. Nemlig: <poem> {antikva|vard eigi vel við styrju Vatn-Ormr í Portyrju;}} /poem> d. e. Vatn-Orm ſkilte ſig ikke godt fra Kampen i Porten Inges Saga Cap. 5, Morkinſkinna fol. 34 a. Saxo ſigter til denne Begivenhed S. 820, hvor han taler om „Havnen Portyrja, bekjendt ved Sigurds udmerkede Sejr“. Egentlig kan man dog ikke ſige at han ſeirede.
  6. Paa hvilket Sted i Danmark Magnus tilbragte Vintren, ſiges ikke, men man maa næſten formode, at dette ogſaa var etſteds i Jylland, maaſkee i Aalborg, hvor han og Sigurd, ſom det i det følgende viſer m, havde ſit fornemſte Tilhold.
  7. De fire her nævnte Mænd, Haakon Pungelta, Sigurd, Erik og Andreas ere aabenbart nævnte i Egenſkab af Skibsbefalingsmænd, ſaaledes at de maa antages at have ſtyret hver ſit Skib, og ikke blot for ſin egen Perſon, men med Skib og Mandſkab at have taget Flugten til forſkjellige Kanter. Deres fire Skibe, lagte til de tre, hvormed Sigurd drog til Haalogaland, udgjør netop ſyv, der var det hele Antal, hvormed Sigurd ſejlede fra Danmark. Navnene paa hine Skibsſtyrere angives ellers noget forſkjelligt. Ovenfor er Morkinſkinna fulgt. Hryggjarſtykke, Hrokkinſkinna og Snorre nævne „Sigurd Slok, Søn af Eindride i Gauldal, Erik Hæl, Andreas Kelduſkit, Søn af Grim fra Viſtord (eller Ord), d. e. Orten i Raumsdalen. Haakon Pungelta var en Syſterſøn af Haakon Mage, der meddeelte Erik Oddsſøn Efterretninger herom, ſe nedenfor.
  8. Vidkunn Jonsſøn maa, hvis han var fød omtrent 1066 (ſe ovenfor S. 178) paa denne Tid have været 72 Aar gammel.
  9. Gljufrefjorden maa være en af Smaafjordene ved Tjeldeſund, hvis Navn ikke anføres paa Karterne.
  10. Det er Gaarden Sand paa Tjeldøen.
  11. Nemlig i et Vers, ſom i Sagaerne ere opbevaret.
  12. Altſaa i de ſidſte Dage af Mai, da Himmelfartsdag 1139 indtraf 1ſte Juni, og Gangdagene de 3 nærmeſte foregaaende Dage. Thinget i Hamarsſjorden ſtod rimeligviis paa Thingſtedet Bergnestangen.
  13. Alt dette fortælles, vidtløftigſt og med hyppige Citater af Ivar Ingemundsſøns Vers, i Morkinſkinna, fol. 34 a., kortere i Inge Haraldſøns Saga Cap. 8, Snorre Cap. 7; aller korteſt i Fagrſkinna Cap. 257.