Det norske Folks Historie/3/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Magnus erfarede dette, beſluttede han efter alle ſine Høvdingers Raad at vende tilbage ſaa iilſomt han kunde, for førſt og fremſt at forſvare ſit Ætte-Rige, uagtet Sven derved fik frie Hænder i Danmark. Ankommen til Viken, fik han nærmere høre hvad Harald havde taget ſig for, og at Harald ſøgte ned imod ham med ſin Flok. Imidlertid fandt begges Frænder og Venner at det vilde baade være forargeligt og ſkadeligt, om Farbroder og Broderſøn ſkulde fore Krig med hinanden om Riget. De ſøgte derfor at megle Fred, og Hallkell[1], en Hreder af Aaſta, Olaf den helliges og Haralds Moder, afſendtes fra Magnus’s Parti, og ſom man maa formode, med hans Vidende og Samtykke, til .Harald, for at aabne Underhandlinger og foreſlaa et Mode, hvor begge Frænder perſonligt kunde komme ſammen og fredeligt afgjøre deres Mellemværende. Harald modtog Forſlaget, og der berammedes et Møde paa Gaarden Aker eller Skjaldar-Aker ved Mjøſen[2], hvor Magnus i et prægtigt Gilde ſkulde beverte Harald og 60 af hans Mænd. Her indfandt ogſaa Harald ſig til beſtemt Tid. I Magnus-’s Følge ſkal, foruden Einar Thambarſkelve og mange andre Høvdinger, ogſaa Biſkop Grimkell have været[3], hvilken ſaaledes her for ſidſte Gang nævnes, dog er det heel uviſt, hvorvidt dette har ſin Rigtighed. Om de egentlige Forhandlinger ved dette Møde fortælle vore gamle Skrifter ikke ſtort. Der nævnes kun i al Korthed, at Høvdingerne fuldt og faſt havde beſtemt, ej at taale to Konger paa een Gang, uden at disſe bare paa det nøjeſte forbundne med hinanden, og at de derfor vilde dræbe den, der ikke vilde indgaa Forbundet[4]: en Truſel, der tydeligt nok rettedes mod Harald, efterſom Magnus ved at indbyde til Mødet havde lagt ſit fredelige Sindelag for Dagen. Det viſer ſig ogſaa, at der underhandledes paa den allerede forhen af Einar Thambarſkelve fremſatte Grundbetingelſe, at Harald, imod at faa Deel i Regjeringen ved Siden af Magnus, ſkulde dele ſine Rigdomme med ham. Ligeledes ſynes det Ceremoniel at verre forud aftalt, ſom nu fandt Sted ved den højtidelige Afſlutning af Forliget. Der var, ſiges der, et fagert Gilde. Paa den førſte Dag af Gildet, da man havde ſpiiſt og Bordene vare borttagne, gik Magnus ud af Stuen, og vendte ſtrax efter tilbage, ledſaget af flere Mænd, der bare ſtore Byrder. Han gik nu langsmed den Pall paa hvilken Haralds Mænd ſad, ſtandſede ved hver iſær, og gav ham en eller anden Gave, enten et Sverd, eller et Skjold, en Kjortel eller en Ring o. ſ. v.; jo fornemmere enhver var, deſto koſtbarere Gave fik han. Endelig kom Magnus til ſin Frænde Harald, og rakte frem to ſmukke Nor-Tene, idet han ſagde: „hvilken af disſe Tene vil du modtage, Frænde?“ Da Harald ſvarede: „den ſom er mig nærmeſt“, ſagde Kong Magnus: „med denne Rør-Sprote give vi eder Halvdelen af Noregsveldet med alle Skulder og Skatter og al den Ejendom, ſom dertil ligger, paa det Vilkaar, at du overalt ſkal være lige ſaa vel berettiget Konge ſom jeg, men at jeg dog, naar vi begge ere ſammen, ſkal være den fornemſte, hvad Hilſen, Opvartning og Sæde angaar. Ere tre Fyrſter ſammen, ſkal jeg ſidde i Midten, ligeſom jeg og ſkal indtage Kongelejet i Havnene og benytte Kongebryggen; dertil ſkulle I verre forpligtet til at ſtyrke og underſtøtte vort Herredømme, fordi vi have gjort eder til den Mand i Norge, ſom jeg troede at ingen ſkulde blive, ſaa længe vort Hoved er oven Jorden“. Derpaa ſtod Harald op og takkede Magnus for den ham forundte Hæder og Ophøjelſe, hvorefter begge ſatte ſig til Drikkelag, og vare meget lyſtige. Morgenen efter lod Magnus blæſe til Things, og forkyndte nu for hele den forſamlede Skare, hvilken Gave han havde ſkjenket ſin Frænde Harald. Det Kongenavn, Harald hidtil havde ført, og ſom ej havde været anerkjendt af Magnus og Høvdingerne, blev nu paa dette Thing i Magnus’s Nærværelſe paa ny givet ham af Thore paa Steig[5]. Da de tre Gildesdage vare forbi, indbød Harald Magnus til et lignende Gilde hos ſig, ligeledes med 60 Mand. Her gik det meget prægtigt til, og begge Kongerne vare lyſtige og glade. Raden var nu kommen til Harald, at opfylde ſin Forpligtelſe. Den førſte Gildesdag gav Harald Magnus“s Mænd Gaver paa ſamme Maade, ſom Magnus forhen havde givet hans Mænd: Vaaben, Klæder og andre koſtelige Sager, blandt dem mangt et ſjeldent Stykke. Da alle havde faaet Gaver, paa Magnus nær, lod Harald ſætte to Stole frem, en for ſig, en for Magnus. Da de begge havde taget Plads, lod han brede et Klæde ud paa den Halm, der ſom ſædvanligt bedækkede Gulvet; derpaa lod han mange og ſtore Taſker bringe ind og lægge paa Klædet. Idet Taſkerne paa hans Befaling aabnedes, ſagde han til Magnus: „Forleden Tag overdrog I os en betydelig Magt, ſom I tidligere havde vundet fra eders og vore Uvenner, og toge os i Fællesſkab med eder: det var vel gjort, i Betragtning af hvor megen Anſtrengelſe det maa have koſtet eder, at vinde dette Rige. Ro have vi paa vor Side været udenlands, og vovet os i mange og ſtore Farer, førend vi fik alt det Guld ſamlet, ſom I nu ſkal faa at ſee, og ſom vi ville dele ligt med eder, ligeſom I har deelt Kongemagten med os. Jeg veed at vort Sindelag er forſkjelligt, og at du er meget gavmildere end jeg, derfor anſeer jeg det bedſt at dele disſe Penge mellem os een Gang for alle, ſaa at enhver ſiden kan gjøre med ſit hvad han lyſter“. Derefter lod Harald Guldet helde ud paa Klædet, og nøjagtigt udveje den ene Deel til Magnus, den anden til ſig. Alle Tilſtedeværende forbauſedes over at ſee ſaa meget Guld ſamlet paa eet Sted her i Norden; men, ſiges der, dette var ogſaa egentlig den græſke Kejſers Skat, thi alle ſige at hos ham er der Huſe fulde af det røde Guld. Delingen ſkede under megen Lyſtighed paa begge Sider. Blandt andet kom der op et Guldſtøb ſaa ſtort ſom et Menneſkehoved. Harald tog det op og ſagde til Magnus: „hvad Guld har du at ſætte op mod dette Knaphoved:’“ Magnus ſvarede: „vi have haft ſaa megen Ufred at vi have udgivet alt det Guld og næſten alt det Sølv, ſom vi toge i Landſkyld eller havde i vort Gjemme, og der er ikke mere Guld tilbage end denne Ring, jeg bærer her paa Armen“. Han tog Ringen af og rakte Harald den. Harald ſaa paa den og ſagde: „dette er visſelig lidet Guld, Frænde, for en Konge over to Kongeriger, iſær da en og anden endog tvivler paa, hvor vidt denne Ring tilhører eder eller ej“. Magnus ſvarede noget ſtødt: „hvis jeg ikke ejer denne Ring med Rette, da veed jeg ikke, hvad der med Rette tilhører mig, thi denne Ring gav min Fader mig ved vor ſidſte Afſked“. „I har viſt Ret i det, Herre“, ſvarede Harald leende, at Kong Olaf gav eder Ringen; men denne ſamme Ring tog han fra min Fader for en ringe Sag, og ikke var det godt for Smaakongerne i Landet, da din Fader var paa det mægtigſte“. Dermed endte denne Samtale, der vel førtes i Spøg, men hvor Harald dog tydeligt nok gav at forſtaa, hvilket Sindelag han nærede mod Magnus. Naar han ellers talte om at Smaakongerne ikke havde det godt under Olaf, da ſagde han kun hvad der tjente til Olafs Roos, og havde han været Konge i Stedet før Olaf, eller havde der været Smaakonger, da han ſelv blev Konge, vilde de ikke været bedre farne under ham.

Da Gildet var til Ende, aflagde tolv af de fornemſte Mænd paa begge Sider Ed til Bekræftelſe af Forliget[6], hvorefter Kongerne ſkiltes venſkabeligt ad, og droge hver til ſit. Saaledes var da Kongedømmet i Norge før førſte Gang deelt mellem to Konger. Dog var derfor ikke Riget ſelv deelt, Kongerne havde ikke hver ſin ſærſkilte Part at herſke over, men begge regjerede i Fællesſkab, og for ſaa vidt en Deling fandt Sted, da vedkom den, ſom man af det følgende vil ſee, kun de kongelige Indtægter af Kongsgaardene og Bøndernes Præſtationer. Heller ikke gjaldt Overeenskomſten Danmark anderledes, end at Harald ſkulde hjelpe Magnus at forſvare det, ſaa vel ſom Norge; men Fællesſkab i Regjering vedkom kun det ſidſte Rige[7]. I det hele taget kunde man næſten ſige at Magnus havde vundet ved Overeenskomſten, idet han derved ej alene fik berøvet ſin Medbejler Sven en mægtig Bundsforvandt, men ogſaa ſelv fik en klog og krigserfaren Medhjelper ved ſin Side, medens tillige hans udtømte Skatkammer fyldtes ved den af Harald modtagne Skat, øm hvis Størrelſe man kan gjøre ſig en nogenlunde anſkuelig Foreſtilling, naar man veed, at Haralds Deel, da den 20 Aar efter, neppe ſynderligen forøget, faldt i den engelſke Konges Beſiddelſe, var ſaa vegtig, at der maatte tolv unge, ſterke Karle til at bære den[8]. Ved Hjelp af disſe Penge og underſtøttet af Harald, kunde Magnus nu, naar Tiden kom, med fordoblet Kraft og Iver ruſte ſig mod Sven, der vel roſte ſig af at have fordrevet Magnus fra Danmark[9], men desuagtet neppe uden Ængſtelſe imødeſaa det Angreb af Magnus og Harald i Forening, ſom han maatte vide at næſte Sommer vilde bringe ham. „Gavmilde Fyrſte“, ſiger Bolverk Skald i ſit Kvad til Kong Harald, „det grønne Land blev dit med Rette, da du mødte Magnus, og bød ham Guld. Forliget ſluttedes fredeligen mellem eder to Frænder, men Sven havde nu Krigstummel at vænte“[10].

    Haralds bitreſte Fiender. Dette tyder hen paa at Harald var i mislig Forſtaaelſe med ſine nærmeſte Frænder.

  1. Hallkell nævnes alene i Knytlingaſaga Cap. 22, uviſt med hvad Hjemmel. Viſt er det at hans Navn ej forekommer ved andre Lejligheder, uagtet det — dog ſynes ſom om en ſaa nær Frænde af Olaf maatte have varet omtalt, hvis han ellers havde været til.
  2. Skjaldar-Aker nævnes alene i Morkinſkinna og Flatøbogen. Fagrſkinna, der dog forreſten ſynes at have fulgt en Text, der næſten Ord til andet ſtemmer med Morkinſkinna, nævner alene „Akr“, hvorved man ſnareſt kunde tænke paa Aker ved Oslo eller Chriſtiania, iſær da Hryggjarſtykke, Hrokkinſkinna og Snorre omtale Stedet fem beliggende ved Søkyſten, da det heder at Magnus „lod tjelde oppe paa Landet“. Men da disſe ſidſte aabenbart fremſtille den hele Sammenhæng og Maaden, hvorpaa Magnus og Harald traf ſammen, urigtigt; og da derhos Thjodrek Munk (Cap. 17) udtrykkeligt ſiger at Mødet holdtes in Uplönd ad stagnum (d. e. Mjøſen), maa man nødvendigviis tænke paa et Sted ved Mjøſen, hvilket og vilde være omtrent halvvejs mellem Gudbrandsdalen, hvor Harald maa have holdt ſig, og Oslo, hvor Magnus maa være landet. Ogſaa ved Mjøſen kunde der være Tale om „at tjelde paa Land“; og man kunde vel tænke ſig „Skjaldar-Aker“ at være den ældre, ſjeldnere Form for det ſenere og kortere „Aker“, d. e. den ſtore Gaard Aker i Vang, ganſke tæt ved Mjøſen.
  3. Det er kun Thjodrek, l. c., ſom ſiger dette. Hans Angivelſe er mistænkelig, da Grimkell for øvrigt ikke omtales under Magnus’s hele Regjering, efter at han var med at ſkaffe Olafs Hellighed Anerkjendelſe, og der er ſtor Grund til at antage, at han ej befandt ſig i Norge, men at han derimod efter endt Misſion var vendt tilbage til England, og at han maaſkee var den ſamme Grimcytel, der 1038 blev Biſkop i Susſex, og ſiden, ſom det heder, med Guld tilkjøbte ſig Øſtangels Biſpeſtol ved Siden af den forrige, men blev fordreven herfra, idet han dog beholdt Susſex til ſin Død 1047. Villelmus Malmsbury de pontific. Angl., hos Savile, S. 238, 357, og Cotton: de episc. Norwicens. i Whartons Anglia sacra I. 406, jvfr. Florents af Worceſter, Appendix, Mon. hist. Per. I. S. 618, 617,Chron. Sax. ved oven nævnte Aar.
  4. Thjodrek, l. c.
  5. Dette nævnes viſtnok ikke uden i de Sagaer, der ej lade Thore give Harald Kongenavn oppe i Gudbrandsdalen, ſaa at der altſaa ikke egentlig er Tale om nogen Fornyelſe af Kongetitlen. Imidlertid ligger det i Sagens Natur, at Magnus ej kunde erkjende den foregaaende inſurrektionelle Kongetitel, Harald havde faaet, ſaa at denne maatte gives ham paa ny, og formeligen, i Magnus’s Nærværelſe. Den letteſte Maade at forklare ſig, hvorfor enkelte Sagaer lade Thore give Kongenavn her, er derfor den, at en ſaadan Gjentagelſe virkelig fandt Sted, og at de, da de ej melde noget om Haralds Beſøg i Gudbrandsdalen, alene kunne omtale den ſidſte Konge-Udraabelſe, hvortil de nu og henføre, hvad der ſkede ved den førſte, nemlig at Harald gav Thore hine betydelige Foræringer og Løfter. Disſe Foræringer og Løfter faa nemlig førſt deres rette Betydning, naar man betragter dem ſom Belønning, fordi Thore vovede, aabenbart at tage Haralds Parti.
  6. Dette ſiges kun i Fagrſkinna Cap. 174, ſaa vel ſom Morkinſkinna og Flatøbogen.
  7. Dette ſiges udtrykkeligt hos Thjodrek Munk, Cap. 27.
  8. Schol. 84 til Mag. Adam III. 51.
  9. „Ved Hjelp af Kong Anund og Jarlen Tove“, ſiger Mag. Adam III. 11, „fordrev Sven Magnus fra Danmark“. Paa denne Maade har altſaa Sven, da han fortalte Mag. Adam om alt dette, forklaret Magnus’s Tilbagetog fra Danmark.
  10. Haralds Saga Cap. 90, Snorre Cap. 21, Fagrſkinna Cap. 174, Morkinſkinna og Flatøbogen. Her bliver det nu belejligſt at kaſte et Blik paa Snorres, ſaa vel ſom Hryggjarſtykkes og Hrokkinſkinnas Fremſtilling af den hele Række af Begivenheder, fra det Øjeblik af, da Harald kom til Svithjod fra Rusland. De lade, ſom oven nævnt, Harald ſtrax ſlutte Forbund med Sven og herje i Sjæland o. ſ. v. (Harald Haardraades Saga Cap. 17, Snorre Cap. 18, 19). Derpaa lade de Magnus udbyde Leding og drage ſydefter mod hiin. (Harald Haardraades Saga Cap. l8, Snorre Cap. 20), men førend han møder Harald, lade de hans Mænd faa Betænkeligheder, og ham ſelv hemmeligt, ved Hjelp af danſke Mænd byde Harald Forlig (Harald Haardraades Saga Cap. l8, Snorre Cap. 21); hvorefter da Bruddet mellem Harald og Sven finder Sted ved den ovenfor omtalte Liſt af Harald i Harald Haardraades Saga Cap. 19, Snorre Cap. 22). Harald drager da hurtigt nordefter til Magnus, hvor denne laa med ſin Hær, altſaa vel et Sted i Viken, og aftaler et foreløbigt Forlig med ham. Til Beſtyrkelſe anføres et Vers af Thjodolf, der dog ikke ſiger andet end at Harald hurtigt ſejlede fra Danmark, og at Magnus ſiden bød ham det halve Rige, ſamt at der blev et glædeligt Møde mellem Frænderne; dette pasſer lige ſaa godt eller bedre paa den ovenfor fulgte Fremſtilling. Lige ſaa henføres hertil hiint ovenfor meddeelte Vers af Valgard om Haralds Sejllads. Nu beſkrives da det formelige Forlig, og Gildet m. m. (Harald Haardraades Saga Cap. 20, Snorre Cap. 23, 24). Da Harald her kommer ſøndenfra, Magnus nordenfra, kan der, ſom det lettelig vil ſees, ej engang blive Tale om noget Tog af Harald gjennem Gudbrandsdalen, og om nogen foreløbig Udnævnelſe tilfange. Derfor nævnes ogſaa Thore og Kongeudnævnelſen, ſamt de Gaver, Harald gav denne, førſt ved Forligsmødet mellem Harald og Magnus. Her tilføjer Snorre ſaa vel ſom Hryggjarſtykke: „Thorgils Snorresſøn, en forſtandig Mand, ſiger at han ſaa det Alterklæde, der blev gjort af Kappen, og Gudrid. Datter af Guthorm, Steigar-Thores Søn, ſagde, at hendes Fader Guthorm havde ejet Bollen, og at hun ſaa den“. Hrokkinſkinna ſiger det ſamme, men nævner kun Odd Helgesſøn i Stedet for Thorgils Snorresſøn, og Gudrun i Stedet for Gudrid. Anderledes ſiges dette dog i Fagrſkinna Cap. 174, ſaa vel ſom i Morkinſkinna og Flatøbogen: „Saaledes fortæller Thorgils Snorresſøn, en forſtandig Mand, og ſiger at han har hørt dette af Gudrid, Datter af Guthorm, Steigar-Thores Søn, han (Thorgils) ſagde og at han ſelv havde ſeet Maſurbollen og Kappen, ſom Harald havde givet Thore, og ſom da var ſkaaren til et Alterklæde“. Dette tilføjes ikke ſtrax paa det Sted, hvor Haralds Gave til Magnus omtales, men derimod ved Slutningen af den hele Beretning om disſe Transaktioner. Det indeholder ſaaledes et Øjevidnes Hjemmel for denne Beretning, medens derimod juſt den Omſtændighed, at det findes ved Slutningen, gjør det rimeligt at Snorre eller Hrokkinſkinnas Nedſkriver kunne have kommet paa den Tanke, at ogſaa Gaven ſelv var at henføre til Forligsgildet. Til Tillægget, ſaaledes ſom det findes i Fagrſkinna og Morkinſkinna, falder langt naturligere, og derfor ogſaa hele den Beretning, der bekræftes derved, faar ſtørſt Sandſynligheds Præg, medens den anden temmelig tydelig viſer ſig tillempet efter en uheldig Kritik, kan ej negtes. Dertil kommer og, at alene Fagrſkinnas og Morkinſkinnas Fremſtilling gjør det begribeligt, hvorledes Sven kunde roſe