Det norske Folks Historie/3/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Imidlertid vendte Magnus tilbage til Norge, og tilbragte Vintren der uden, ſom det lader, at have nogen Formodning om, at Harald med Vaabenmagt agtede at gjøre ſine Rettigheder gjeldende[1]. Men allerede meget tidligt, ſom det ſynes, den paafølgende Vaar, kom Sven og Harald med deres Flaade til Danmark. Her var dog nu meget anderledes, end da Sven gjorde ſit førſte Forſøg paa at vinde Kongedømmet. Indbyggerne havde lært Magnus bedre at kjende, de paaſkjønnede hans Fortjeneſter af Landets Frelſe, fandt ſig vel tinder hans Herredømme, og ønſkede vel heller ikke nogen Gjentagelſe af de haarde Straffe, ſom deres tidligere Frafald havde fremkaldt[2]. Saaledes fandt Sven ingen venlig Modtagelſe, og en frygtelig Straffedom overgik derfor det ulykkelige Folk. Haralds Skald og Lovtaler Valgard taler udførligt herom. „Kamplyſtne Fyrſte“, ſiger han om Harald, „du ſejlede ud fra Svithjod[3]; dine Skibe fløj raſkt forbi det flade Skaane, og de danſke Kvinder bleve forfærdede. Du herjede hele Sjæland; du, Fyrſte, forſtod at jage dine Fiender bort; mandſterk ſatte du ſiden over til Fyn, og gav ogſaa der Hjelmene nok at beſtille“. Altſaa bleve baade Sjæland og Fyn grumt herjede. Hvor haardt f. Ex. Roskildes Omegn blev behandlet, ſees af følgende Vers: „den klare Ild brandt i Byen ſøndenfor Roskilde; den tapre Fyrſte lod Ilden ødelægge Huſene; en heel Deel af Landets Mænd laa døde, andre bleve bortførte bundne ſom Fanger, og de jamrende Huusfolk flygtede til Skovene“. Der tales ogſaa om, hvorledes Kvinder bleve bortførte i Fangenſkab. „Der ſaa man“, ſiger Valgard, bedrøvelige Adſkillelſer. De overlevende Daner flygtede bort, men de fagre Piger bleve fangne. Lænkens ſterke Laas ſluttede om deres Legemer, og mange Kvinder bleve paa den Maade drevne foran eder ned til Skibene, medens Fodboltene ſaarede deres fine Hud[4]“. Her have vi et Øjevidnes, eller ſaa godt ſom Øjevidnes, Beſkrivelſe af Maaden, hvorpaa i det mindſte Harald foor frem i Sjæland og Fyn. Der kan altſaa ikke være mindſte Tvivl øm, at der virkelig herjedes ſaa gruſomt, ſom det her ſiges. Men da det dog er næſten ubegribeligt, at Sven ſkulde være upolitiſk nok til at ville gjøre ſig ſaa forhadt af Danerne, ſom en ſlig Fremfærd nødvendigviis maatte gjøre ham, og det i Sjæland, hvor han egentlig ſkulde have ſine fleſte Tilhængere[5], maa man antage at hele denne grumme Herjen har været udført af Harald og hans byttelyſtne Krigere paa egen Haand, uden at Sven var i Stand til at hindre det, og at dette endog kan have været den førſte Aarſag til at der opſtod Kulde mellem ham og Harald. Dog er det heller ikke uſandſynligt at Sven gav Harald frie Hænder i Sjæland og Fyn, fordi han ſelv imidlertid deels var beſkjeftiget med at underkaſte ſig Smaaøerne[6], deels var over hos ſine Venner, Venderne, for ligeledes derfra at ſkaffe ſig Hjelpetropper, ſom han ogſaa fik. Men atter at bringe Vendernes grumme Hedningeſværme over Danmark var neppe et mindre upolitiſk Skridt end Haralds henſynsløſe Herjen, og det ſeer derfor næſten ud ſom om Sven betragtede dette Tog ſom ſit ſidſte fortvivlede Forſøg paa at ſtode Magnus fra Tronen, og at han havde beſluttet at ſætte alt paa Spil[7].

Da Magnus fik Efterretningen om den Uſtyr, Harald og Sven gjorde i Danmark, udbød han ſtrax Leding, og fik en ſtor Hær ſamlet. Hvor han om Vintren havde opholdt ſig i Norge, nævnes ikke, men man ſkulde næſten formode at det har været i den ſydlige Deel, hvor han havde lettere for at holde Øje med, hvad der foregik i Danmark. Rigtignok ſkildredes Haralds Uklogſkab, Styrke og Rigdom i de meeſt glimrende Farver. Det hed at han var ſtørre og ſterkere end alle andre, at han vidſte at finde Udvej i alle Vanſkeligheder, at han ſejrede i enhver Kamp og mod hvilken ſom helſt Modſtander, og at han var ſaa rig paa Guld at ingen vidſte, hvor mange tuſende Marker det var[8]. Magnus lod ſig dog ikke heraf ſtrække, men ſtyrede ned til Danmark, hvor han førſt opſøgte Sven. Men herpaa havde, ſom det ſynes, Harald kun væntet, for ſtrax at begive ſig til Norge, og benytte ſig af Magnus’s Fraværelſe til at fremſtaa ſom Tronprætendent og, om muligt, ſkaffe ſig et Parti. Derved brød han dog allerede det Forbund, han havde ſluttet med Sven, idet han forlod ham, juſt da det gjaldt med forenede Kræfter at gjøre Magnus Modſtand. For at beſmykke ſin Ferd ſkal han have indbildt ſine Omgivelſer, at Sven tragtede ham efter Livet. Han lod nemlig, ſom det fortælles, en Aften lægge en Træſtubbe i ſin Sæng ombord paa Skibet, og brede et Teppe over, ſom om det var ham ſelv, der laa der, idet han tillige ej utydeligt gav at forſtaa, at han væntede Svig af Sven, fordi han i en Samtale, han tidligere havde haft med ham, ej havde viiſt ſig ſaa villig til at kæmpe mod Magnus, ſom Sven ønſkede. Om Natten kom der og en Mand ganſke ſagte roende hen til Haralds Skib, gik i ſtørſte Stilhed ombord, og agter til Loftingen, hvor Sængen ſtod, løftede paa Teltet, der var over den, hug med en Øxe ſaa haardt i Træſtubben, at Øxen ſtod faſt, og ſkyndte ſig derpaa tilbage, førend endnu nogen i Belgmørket havde kunnet kjende ham. Dagen efter krævede Harald alle ſine Mænd til Vidne paa Svens Forræderi, idet han viſte dem Træſtubben med den faſtſiddende Øxe, og man troede ham i det mindſte den Gang, uagtet Sven ſiden, da han erfoor Beſkyldningen, højtideligt fralagde ſig ethvert ſaadant Forſøg, og forſikrede, at det Hele kun var et Opſpind af Harald ſelv[9]. Harald ſkyndte ſig nu, ſaa hurtigt han kunde op til Viken og indad Folden og Oslofjorden. Hans Sejlads beſkrives ſom meget prægtig, da hans Skibe baade vare ſtore og meget ſtadſelige. I lang Afſtand kunde man ſee de forgyldte Dragehoveder og Møie, naar Solen ſkinnede paa dem. „Da du“, ſiger Valgard i et Vers herom, „ſtyrede med dine Skibe fra Sønden, var det at ſee til ind i Dragens opſperrede Gab, ſom om der brandt Ild. Skejden med ſin røde Stavn ſkinnede af det reneſte Guld, og Dragen kløvede Bølgen i ſin piilſnare Fart“[10]. Haralds Henſigt var at ſøge ſine Venner og Frænder paa Oplandene, og ſaaledes iſær paa Ringerike, for at bede dem om Underſtøttelſe. Han har derfor efter al Sandſynlighed lagt ind i Dramnsfjorden, og derfra taget Landevejen til Ringerike. Men da Harald kom op til ſin Odel, hvor hans Fader havde været ſaa mægtig, og opfordrede Bønderne til at give ham Kongenavn, hvad hans Byrd berettigede ham til, vovede ingen at efterkomme hans Begjæring. Sine frygtede for at lægge ſig ud med Magnus, ved at give nogen Kongenavn, ſaa længe han levede. Hans Brødre, Halfdan og Guthorm, ſynes ej længer at have været i Live, og om de end levede, vare de ſtilfærdige og ſagtmodige Mænd, der neppe havde Lyſt til at ſætte deres Liv og Ejendom i Vove for Haralds Skyld[11]. De eller deres Arvinger have vel desuden anſeet ham ſom en beſværlig Prætendent til en Deel af Familiegodſet, ſom de under hans lange Fraværelſe havde deelt mellem ſig efter den gamle, i de ſvenſke Love udtrykkelig udtalte, men viſt ogſaa i Norge efterfulgte Regel, at den Mand, der ſidder i Grækenland, ikke tager nogen i Hjemmet faldende Arv[12]. Tilbageviiſt fra —Ringerike begav Harald ſig op til Gudbrandsdalen, for at forſøge om det her vilde gaa ham bedre. Her var han ogſaa virkelig heldigere, efterſom hans mægtige og indflydelſesrige Frænde, den femtenaarige Thore paa Steig, der allerede da ſynes at have tiltraadt Gaarden efter ſin Fader, tog hans Parti, og ſaaledes gav den førſte Prøve paa det urolige Sind, der ſiden i hans høje Alderdom voldte hans Død[13]. Harald ſammenkaldte et Thing, og paa dette gav Thore ham Kongenavn. Til Belønning forærede Harald ham en Maſurbolle med Sølvrand og forgyldt Laag, fyldt med brændt Sølv; dertil to Guldringe, hver af Marks Vegt, og en Klippe af bruunt Purpur, fodret med hvidt Pelsverk. Han lovede ham derhos ſtor Forfremmelſe, hvis det lykkedes ham at blive Herre over Riget. Paa denne Maade ſkaffede Harald ſig Kongenavn og nogle Tilhængere, med hvilke han nu drog om paa Oplandene, idet han kaldtes Konge af Bønderne[14].

    fordrev Magnus fra Danmark. Dette ſidſte er nu en af hans ſædvanlige Unøjagtigheder i Fortællingen øm Magnus’s og Svens Konflikter; men hvad der ellers ſiges om „Tuph“ kan lige fuldt vare rigtigt. Langebek (Scr. rer. Dan. III. S. 282, Tab.) tror at „Tuph“ er fejlſkrevet for, „Ulf“, og at denne Ulf er Søn af Ragnvald Jarl i Aldegjeborg; men Ulf omtales ellers ingenſteds paa denne Tid, hvorimod det i ſig ſelv er højſt ſandſynligt, at Kone blev Jarl efter ſin Fader Valgaut, og levede 1045. Vel ſtaar der i Legenden om ham, at han faldt i Stikleſtadſlaget, men derom nævnes intet Ord i den hiſtoriſke Saga; der tales ej engang øm at han var med i hiint Slag. Derimod ſtaar der udtrykkeligt, endog i den legendariſke Olafsſaga, Cap. 55, at Tove tog Riget efter ſin Fader og blev en ſaare berømmelig Mand, hvilket tyder paa at han ſkulde have levet temmelig længe.

  1. At Magnus vendte tilbage til Norge, ſiges udtrykkeligt i den yngre Bearbejdelſe af Harald Haardraades Saga, Cap. 18, ſaa vel ſom hos Snorre, Cap. 20 og Knytl. S. C. 22. Det bekræftes ogſaa i det her anførte Vers af Thjodolf, hvor der ſiges at Magnus kom nordenfra, Harald ſøndenfra. At han tilbragte Vintren der, og ikke begyndte Udruſtningen førend næſte Vaar, kan ſluttes deraf, at han førſt kom hjem om Høſten, og at det maa have været umuligt for Harald og Sven, endnu ſamme Høſt at ſaa deres Udruſtninger tilendebragte. Jvfr. ogſaa, hvad der nedenfor berettes om Ragnvald Bruſesſøns tvende Rejſer til Norge i Slutningen af 1045. Det er ikke uſandſynligt, at Harald har brugt denne Mellemtid til at hente ſin Huſtru Elliſif, der neppe kan have fulgt med ham til Sverige, da han førſt drog derhen paa eet Skib, for nærmere at underſøge Forholdene.
  2. Se ovenfor S. 37. Jvfr. ogſaa Viljam af Malmsbury, III. 259, der udtrykkeligt ſiger, at Danerne yndede Magnus’s Herredømme.
  3. Heraf ſees ſaaledes, at Harald kom fra Sverige, ikke fra Norge, ſom Thjodrek ſiger.
  4. Harald Haardraades Saga, Cap. 17, Snorre, Cap. 19, Fagrſk., Cap. 114.
  5. Sjæland tilligemed de mindre Øer og Skaane dannede aabenbart Kjernen af hvad man kunde kalde den gotiſke eller reendanſke Deel af Danmark. Fra disſe Landſkaber havde og de fleſte Jomsvikinger deres Oprindelſe: i Sjæland holdt Harald Gormsſøn ſig, da han havde lagt ſig ud med det herſkende Parti, her blev han begraven; paa Iisøre-Thing ved Roskilde blev Sven Ulfsſøn ogſaa førſt hyldet efter Magnus’s Død. Men i det nordiſke Danevældes Tid og lige til Magnus’s Død var øjenſynligt Jylland Hovedlandet, Viborg Thing Hovedthinget, og Heidaby Hovedreſidenſen.
  6. Der ſtaar udtrykkeligt i Fagrſkinna, Cap. 168, ſaa vel ſom i Morkinſkinna og Flatøbogen, at Sven drog med Hærſkibe omkring i „Smaalandene“ i Danmark, da han og Harald havde ſkilt ſig ad. Men Adſkillelſen maa have fundet Sted ſtrax ved Ankomſten til Danmark. I de oven anførte Vers taler ogſaa Valgard til Harald ſom om han var den eneſte Anfører, og nævner ikke Sven.
  7. Viljam af Malmsbury, III. 259, fortæller udtrykkeligt, at Sven, overvunden og fordreven af Magnus, fik Hjelp af den ſvenſke Konge, og med en af Sviar, Vender og Goter ſammenſkrabet Hær ſøgte at underkaſte ſig Riget igjen, men fandt megen Modſtand af Danerne, ſom holdt med Magnus. Hans Ord ere: Ejectus Swanus regem Suevorum (d. e. her „Sviarnes“) adiit, ejusque auxilio, quum Suevos et. Windelicos (Venderne) et Gothos corrasisset, rediit ut regnum reformaret, sed, conspirantibus Danis, prioris fortunæ calamitatem expertus est. Den Omſtændighed, at Sven ved denne Lejlighed havde Vender med ſig, tjener ogſaa til Beſtyrkelſe paa, at han tidligere paa Lyrſkovshede kæmpede i deres Rækker. Ellers hviler der et ſtort Mørke over alt, hvad der under Svens og Magnus’s ſidſte Krig foregik i Danmark. Thi vore egne Sagabearbejdere have glemt at omtale det, da Begivenhederne i Norge nu næſten aldeles optage deres Opmerkſomhed; Saxo og Mag. Adam viſe ſig fejl underrettede, da de ikke forſtaa Forholdet mellem Magnus, Sven og Harald: det er ſaaledes ene hos Viljam af Malmsbury og af enkelte i Sagaerne tilfældigviis givne Antydninger, at vi nogenledes erfare Begivenhedernes Gang.
  8. Harald Haardraades Saga, Cap. 18, Snorre, Cap. 20.
  9. Harald Haardraades Saga, Cap. 19, Snorre, Cap. 22, jfr. Morkinſkinna og Flatøbogen. De ſidſte fortælle Begivenheden ſaaledes, at et Par Pile traf Haralds Sæng; man ſeer altſaa at der har været forſkjellige Beretninger derom. Alle de nævnte Sagabearbejdelſer ere enige om at lade Haralds Tilbøjelighed til at ſkille ſig fra Sven opkomme ved et hemmeligt Tilbud om Forlig og Deling af Norge, ſom Magnus havde ſendt ham. Men at dette er urigtigt, ſees deraf, at endog Morkinſkinna desuagtet lader Harald paa egen Haand antage Kongenavn paa Oplandene, og Magnus ile imod ham for at ſtride med ham, hvorefter der anden Gang, og nu aabenbart den rette Gang, fortælles om Meglingsforſøg og Forligstilbud. Hrokkinſkinna og Snorre lade ogſaa Harald og Sven komme i en Ordvexling umiddelbart for hiint foregivne Attentat paa Haralds Liv. Sven og Harald, fortælles der, ſad en Aften ved Drikken, og den førſte ſpurgte Harald, hvad han anſaa for det ypperſte af ſine Klenodier. Harald nævnte ſit Banner, Landøde, der ſkaffede den Sejr, foran hvem det blev baaret. Det tror jeg ikke, ſkal da Sven have ſagt, førend du tre Gange har kæmpet med din Frænde Kong Magnus og ſejret over ham. Harald ſkal have ſvaret i Vrede, at Sven ej behøvede at minde ham om hans Frændſkab med Magnus: det var ikke derfor, at han drog imod denne i aabenbar Kamp, at han jo heller ønſkede at møde ham paa en lempeligere Maade. Dertil ſkal Sven, idet han ſkiftede Farve, have ſagt, at man nok nok tidere havde ſeet Prøver paa at Harald ikke holdt andet af ſluttede Aftaler, end hvad der var ham ſelv til Nytte; til Gjengjeld ſkal Harald have bebrejdet Sven, at han ſelv ikke havde holdt ſit Løfte til Magnus, og dermed ſkiltes de. At denne, eller en lignende, Samtale kan have været holdt, er i og for ſig ikke uſandſynligt (hvorvel man ſnareſt maa antage, at Harald og Sven under Krigen i Danmark ej vare ſammen, men opererede hver paa ſin Kant» men man behøver ej at ſøge Aarſagen i nogen hemmelig Paavirkning af Harald fra Magnus’s Side; Haralds Stræben efter at drive ſin egen Sag i Norge og overlade Sven alene at udfegte Kampen med Magnus maatte være nok til at vække Svens Misnøje og fremkalde den Beſkyldning, at Harald ikke ſkjøttede om at opfylde andet af hvad han havde lovet, end hvad der var ham ſelv til Gavn. Samtalen nævnes heller ikke i Morkinſkinna og Flatøbogen; Fagrſkinna udelader ſaa vel Samtalen, ſom Haralds Liſt, men ſiger kun at Harald og Sven deelte Flaaden mellem ſig. Delingen har dog viſt ſnarere fundet Sted fra førſt af.
  10. Harald Haardraades Saga Cap. m, Fagrſkinna Cap. 167.
  11. Den blotte Omſtændighed, at Harald, ſkjønt den yngſte af Brødrene, gjorde Fordring paa Kongenavn og ſaaledes optraadte ſom Familiens Hoved, viſer at hans Brødre maa være døde. Se ovf. I. S. 843. Merkeligt er det dog, at hans Syſterdatter Sigrid var eller blev gift med Eindride, Einar Thambarſkelves Søn, og hans Broderdatter Thorbjørg med Finn Arnesſøn, begge
  12. Se ældre Veſtgøtalag, Erfdabalk XII.
  13. Thore var en Søn af Thord, der 1925 blev gift med Olaf den helliges og Haralds Moſter, Isrid Gudbrandsdatter, ſe ovf. I. 2. S. 6—59. Om hans Død, ſe nedenfor, Magnus Barfods Hiſtorie.
  14. Harald Haardraades Saga, Cap. 20, Snorre Cap. 24, Fagrſk. Cap. 168.