Det norske Folks Historie/3/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk


10. Magnus og Harald paa Oplandene. Muligt Forhold mellem Kongerne.

Hvad Tid dette Forlig fandt Sted, angives ingenſteds nøjagtigt, men man maa formode at det var om Sommeren 1046[1]. Der kunde ikke være Tale om, i dette Aar at foretage nogen ny Udruſtning mod Sven, og denne ſad derfor Vintren over i nogenledes uforſtyrret Beſiddelſe af Danmark, for ſaa vidt ikke Danerne ſelv, hvad der dog er Grund til at antage, ved Uroligheder og Stemplinger gave haandgribelige Beviſer paa, hvor lidet de ſyntes om alle de ſvenſke, gotiſke og vendiſke Krigerſkarer, hvoraf Sven var omgiven, og hvis Opførſel, i det mindſte Vendernes, viſtnok var ſaadan, at Nordmændenes Herredømme maatte anſees ſom et Himmerige i Sammenligning dermed[2]. Magnus og Harald tilbragte imidlertid Høſten med at drage om paa Vejtſler i Oplandene, men agtede at tilbringe Vintren i Nidaros, ſaa at det altſaa er at formode, at de paa disſe Rejſer langſomt og efterhaanden have draget nordefter. De havde hver ſin ſærſkilte Hird, og vare ſtundom ſammen, ſtundom ogſaa hver for ſig. Det viſte ſig ſnart, hvad og Enhver kunde vænte, at Venſkabet mellem Kongerne ſtod paa ſvage Fødder. Deels var deres gjenſidige Stilling ſaadan, at den nødvendigviis maatte foraarſage indbyrdes Mistænkelighed og Skinſyge, om der end ikke tidligere — hvad der dog her var Tilfældet — fandtes nogen ſaadan; deels var deres hele Væſen og Charakteer indbyrdes modſtridende, og endelig var der nok af travle Øretudere, der gik fra den ene til den anden, og ſatte Ondt imellem dem. Bønderne merkede ſnart, at de i Harald havde faaet en langt ſtrengere Herre, end de hidtil havde haft i Magnus. De fandt ham haard og uſkaanſom i Inddrivelſen af ſine Rettigheder, iſær naar Magnus ej var tilſtede. At de da anſtillede Sammenligninger mellem begge Konger, var lige ſaa naturligt, ſom at disſe Sammenligninger faldt ud til Magnus’s Fordeel, medens Harald derimod neppe betragtedes anderledes end ſom en til Riget uberettiget Æventyrer, der havde paatrængt ſig dem og alene voldte dem Ulempe. Alt dette merkede Harald godt, og ærgrede ſig derover. Han lagde dem for Had, der aabenbart viſte deres Forkjærlighed før Magnus, og ſøgte paa flere Maader at ſkade dem. Men herved voxede Misfornøjelſen endnu mere, og Bønderne begyndte alvorligt at knurre over at Harald paa en utilbørlig Maade ſøgte at ſkaffe ſig Indtægter, tillod ſig Udſugelſer, og gik Magnus’s Ret for nær. Da Einar Thambarſkelve og flere af Magnus’s Venner hørte dette, fortalte de ham hvad Bønderne ſagde, og raadede ham til at være paa ſin Poſt, at ikke Harald ſkulde gjøre Indgreb i hans Rettigheder. Den redelige, ædeltænkende .Magnus ſvarede dog, at dette kun var et ondſkabsfuldt Opſpind af Haralds Fiender, og at han ej vilde tro at Harald vilde tiltage ſig ſtørre Magt, end der tilkom ham med Rette. Men Einar ſagde, at han alligevel havde Lyſt til at ſee, hvorledes Sagen forholdt ſig, og begav ſig derfor hen til et Thing, Harald juſt havde ſammenkaldt. Einar havde haft ſit Natteherberge hos en mægtig Enke, ved Navn Ingebjørg, der nu ſkaffede ham et Følge af 60 vel bevæbnede Huuskarle, med hvilke han mødte frem paa Thinget. Selv var han fuldt bevæbnet og havde en guldbelagt Hjelm paa Hovedet. Kong Harald tog nu til Orde og gjorde ſtore og haarde Fordringer til Bønderne. Da rejſte ſig en gammel Mand, ved Navn Trær, og ſagde: „jeg har nu levet og været kaldt Bonde i nogle Kongers Tid; men jeg veed dog ikke andet, end at naar vi førſt have en Konge, der med fuld Ret er kommen til Riget, og har faaet Kongenavn paa Ørething efter Høvdingernes Raad og med hele Almuens Samtykke, men der ſiden kommer en anden Mand til Landet og forlanger Kongedømme og Kongenavn, ſaa er det ikke denne, men hiin, der har meeſt at ſige over os, ſine Thegner. Mit Raad er derfor, I Bønder, at vi afvænte Kong Magnus’s Beſtemmelſe angaaende trang Haralds Paalæg og Udſugelſer, og lad os fremdeles i alle Dele, viſe Kong Magnus Hæder“. Da han ſatte ſig, ſtod Einar op, og takkede Toke og alle de forſamlede Bønder, for deres venſkabelige Sindelag mod Kong Magnus. Men Harald udbrød forbitret: „højt bærer du nu Hjelmen. Einar, og altid viſer du dig ſom min Modſtander; lykkelig vilde den Dag være, naar din gyldne Hjelm kunde ſtyrtes ned; ligeſom du nu er et Hoved højere end andre, ſkulde du da blive et Hoved kortere“. Dermed hævedes Thinget, og Einar vendte tilbage til Magnus[3].

Kort efter denne Tildragelſe vendte det ſig, at Magnus og Harald vare paa een Gang til Veitſle hos en Mand ved Navn Aaslak. Her havde Kongen med ſig ſin Halvbroder paa mødrene Side, ved Navn Thore[4]. Pladſene vare ordnede ſaaledes, at Magnus ſelv og nogle af hans Mænd ſadde paa Tverpallen i den indre Ende af Salen, Harald og hans Mænd paa den ene Langbænk, og Thore paa den anden, lige over for Harald[5]. Efter den ſædvanlige Skik ſkulde de altſaa drikke hinanden til. Men dette fandt Harald at være under ſin Værdighed, og kunde derfor ikke afholde ſig fra, naar Thore talte, at henkaſte dette Smædevers:

Ti du kun, Thore,
Thegn er du daarlig,
Hvinn-Geſt hed,
hørte jeg, Fader din.

Thore tog ſig meget nær heraf, men da han var ſtilfærdig og ikke havde let for at finde Ord, kunde han ikke give Harald hans Spydigheder tilbage, og gik derfor i Stilhed og ærgrede ſig. Magnus merkede det, og ſpurgte om Aarſagen. Thore nævnte den. Magnus ſagde: „jeg ſkal give dig et Raad; naar han næſte Gang kommer med Smædeverſet, ſaa kvæd igjen:

Aldrig han dog gjorde
Gard om Heſterumpen,
ſom Sigurd Syr,
det var din Fader![6]

Saa tænker jeg nok, han ikke videre vover at ſpotte dig“. Da man kom til Bords, var Harald ſtrax ude med ſit men Thore forſømte ſig ej, og gav ham det Vers igjen, ſom Magnus havde lært ham. Derover blev Harald ſaa raſende at han drog ſit Sverd og vilde hugge til Thore, men Magnus løb til og hindrede det. Dog lod Magnus Thore herefter ſidde ved ſin Side, da der alene kom galt ud af at lade ham ſidde lige over for Harald.

Der blev ſiden efter ved ſamme Gjeſtebud ogſaa talt om, hvad der havde været forhandlet paa hiint Thing, hvor Einar Thambarſkelve var traadt op imod Harald.. Man krævede de tilſtedeværende til Vidne paa, hvad Betingelſer Magnus havde opſtillet, og hvor vidt Harald havde overſkredet ſine Rettigheder. Da vidnede Aaslak, Verten ſelv, til Fordeel for Harald. Magnus blev ſaa ærgerlig herover, at han ej kunde bare ſig for at indbryde: „hvis jeg kunde raade, ſkulde det gaa dem ilde, der bære Løgnvidne mod mig“. Derpaa hævedes Gildet. Der forefaldt ogſaa andre Ubehageligheder imellem dem eller deres Tilhængere af lignende Slags, og det mislige Forhold mellem Kongerne maa have været almindelig bekjendt, da de kom til Throndhjem, for der at tage Vinterophold[7].

Der fortælles og om et andet Thing, ſom det heder, paa Oplandene, eller ſnarere i det Throndhjemſke, hvor Magnus, og ikke Harald, var tilſtede, og hvor Kongen takkede Bønderne for den Venlighed og Kjærlighed de viſte ham, og fornyede det Løfte, han tidligere havde givet, at ville tilgive alle dem, der havde været hans Faders Fiender. Da opſtod, ſiges der, den rige og anſeede Thrond, en Frænde af Kalf Arnesſøn, lovede ham i alle veltænkende Mænds Navn Hengivenhed, nævnte om at han ſelv ej havde været i Landet, da Kong Olaf blev dræbt, og bad tilſidſt Kongen gjøre ham den Ære at bytte Vaaben og Klæder med ham, — et Bytte hvorved Kongen, ſom man let kan begribe, var den bindende, og hvorved Thrond alene paa en fiin Maade vilde give Kongen en koſtbar Gave, medens han paa ſamme Tid hædrede ham ved at ſætte ſaa ſtor Priis paa at kunne bære hans Vaaben og Klæder. Da Kongen havde tilſtaaet ham dette, indbød han ham til ſig, bevertede ham paa det herligſte, og ſkjenkede ham ved Afſkeden endnu flere Gaver. Men herover, fortælles der, blev Harald ſaa optændt af Skinſyge, at han ſendte Mænd, forklædte i Munkedragt, hen til Thronds Gaard, hvor de mishandlede hans Folk, og trængte ind i Værelſerne for at plyndre, alt efter Haralds Befaling. Men mod Forventning bleve de grebne og gjenkjendte af Thrond og hans Sott Sigurd, der imidlertid havde faaet Hjelp af Bygdens Folk. Thrond beholdt Formanden for Udſendingerne, ved Navn Sven den gridſke eller rusſiſke[8], hos ſig ſom Fange; de øvrige lod han ikke ſlippe førend Enhver havde faaet en god Dragt Prygl. Saa vel Magnus, ſom Harald, fik dette ſnart at høre, og Magnus ſyntes lige ſaagodt derom, ſom Harald ærgrede ſig derover. Af Frygt for at Harald ſkulde øve Fiendtligheder mod Thrond, ilede Magnus, ledſaget af et ſterkt Følge, hen til hans Gaard. Thrond og hans Mænd, der ved Synet af den væbnede Skare troede at det var Harald, ſom nærmede ſig, lod i Haſt Bud gaa om til ſine Naboer, og fik en betydelig Skare ſamlet, rede til at modtage Angriberne. Magnus beundrede hans Raſkhed, og lod ham underrette om hans Fejltagelſe. Da kaſtede han og hans Mænd ſtrax Vaabnene fra ſig, gik Kongen imøde, og hilſte ham med den ſtørſte Glæde. Der blev nu et nyt Gilde for Kongen paa Gaarden, men her underrettede denne Thrond om, at Harald ſtræbte ham efter Livet, og foreſlog ham derfor indtil videre at opholde ſig hos ham ſelv, hvor han kunde være ſikrere. Thrond modtog Tilbudet og fulgte med Kongen, førſt paa Oplandene, ſiden til Throndhjem. Harald gjorde vel i Løbet af Vintren nogle Forſøg paa at faa ham fat, men forgjeves, og ſaaledes led det ud til Vaaren: da ſkaffede Magnus ham hemmelig ombord paa et Skib, der gik til Grønland. Saa hadefuld var Harald paa ham, at han forfulgte ham og angreb ham ſtrax udenfor Nidarholmen, men Magnus, ſom befrygtede noget ſaadant, kom til, og hindrede ſaaledes Harald fra at udføre ſin Hevn. Thrond kom lykkeligt til Grønland, hvor han opholdt ſig en Tidlang[9].

Under Opholdet i Throndhjem forefaldt der ſtundom alvorlige Optrin mellem Kongerne og deres Mænd. Det gik ſaa vidt, at en af Magnus’s Hirdmænd dræbte en af Haralds, og derover opſtod der en ſaa ſtor Uenighed mellem Kongerne ſelv, at man maatte faa et formeligt Møde iſtand, hvor de ſelv kunde afgjøre Sagen imellem ſig. Det kom vel til Forlig; men paa dette ſelvſamme Mode blev der begaaet et nyt Drab, om end kun af Vande, idet en ſtor og kæmpeſterk Islænding i Kongens Følge, ved Navn Reidar, der betragtedes ſom en Tosſe og derfor altid var udſat for alle Slags Forhaanelſer, medens han derimod kun var kejtet i ſit Væſen,i og hans i ſig ſelv gode Evner endnu ikke ret vare udviklede, blev ſaa haardt beſat af Haralds Hirdmænd, der vilde have Løjer med ham, at han i ſin Hidſighed greb en af dem, løftede ham højt op og ſlog ham med Hovedet mod Jorden, faa at Hjerneſkallen braſt. Magnus vovede ikke at beholde ham i Nidaros, men ſendte ham til en Lendermand paa Oplandene (Orke- eller Gauldalen?), hvor han kunde være i Sikkerhed for Harald. Denne fordrede Boder for den dræbte Hirdmand, og da Magnus negtede at betale nogen Bod, efterſom Hirdmanden ſelv var Skyld i ſin Død, begav Harald ſig med 60Mand lige op til den Gaard paa Oplandene, hvor Reidar var ſendt hen. Her fordrede han ham udleveret, men Lendermanden havde lukket ham inde i et Udhuus, og ſagde at han ikke var der. Dette nyttede dog intet, thi da den underlige Reidar hørte at Harald var kommen, dundrede og ſtormede han ſaaledes paa Døren, at Lendermanden maatte ſlippe ham ud, hvorefter han ſtyrtede lige hen til Kongen, anraabte ham om Tilgivelſe, tilbød ham ſin Tjeneſte, og bad ham ikke forſmaa en Gave, nemlig et Sviin af Sølv, ſom han ſelv havde forarbejdet i den ſidſte Tid, for at prøve om det forholdt ſig ſaaledes, ſom Kong Magnus engang havde ſagt, at han af Naturen havde Anlæg til ſlig Kunſtfærdighed. Harald modtog Gaven, beundrede det virkelig ſmukke Arbejde, og tøvede Reidar ſin Tilgivelſe; men da han nærmere betragtede Svinet, opdagede han at det foreſtillede en So med Yvere, og at det altſaa var gjort til hans Forhaanelſe, idet det indeholdt en Hentydning til hans Faders, Sigurd Syrs, Tilnavn[10]. Forbitret kaſtede Harald Svinet bort, og raabte: „alle Trold tage dig, ſtaar op og dræber ham!“ Men Reidar greb Svinet med de Ord: „jeg faar da ſelv beholde det, ſiden du kun vil lønne mig ilde for det“, ilede ud af Salen og bort fra Gaarden. Harald og hans Mænd løb ud efter ham, men hindredes af Lendermanden, deres Vert, fra at forfølge ham. Reidar tog Vejen lige ud til Kong Magnus, fortalte ham hvad der var ſkeet, og viſte ham Svinet, hvis ſmukke Arbejde ogſaa han beundrede, men ytrede tillige ſin Ængſtelſe for, hvorledes det til ſidſt vilde gaa ham, udſat, ſom han var for Haralds Forfølgelſer. Imidlertid tog han ſig fremdeles af ham og ſkaffede ham helligt tilbage til Island, ſaa at han undgik Haralds Hevn. Men at Harald ærgrede ſig derover, og at dette end mere bidrog til at fjerne Kongerne fra hinanden, kan man være forvisſet om[11].

Under Kongernes Ophold i Nidaros fik de et Beſøg af den berømte islandſke Skald Arnor, en Søn af den tidligere omtalte Skald Thord Kolbeinsſøn[12]. Arnor havde længere Tid opholdt ſig hos Thorfinn Jarl paa Orknø, og digtet et Kvad om ham, hvorfor han ſædvanligviis kaldes Arnor Jarlaſkald. Han havde ogſaa digtet et Kvad om hver af Kongerne, og væntede kun paa Tilladelſe til at fremſige det. En Dag, da han var nede ved Bryggen, beſkjeftiget med at tjære ſit Skib, kom der Bud fra Kongerne, at de ønſkede at høre hans Kvad. Han gik ſtrax, uden engang at vaſke Tjæren af ſig, dog, ſom man kan ſee, ene af Stolthed, da det ellers ikke var Skik at fremſtille ſig ved Hoffet uden i ſin bedſte Stads. Da han kom til Stuedøren, ſagde han til Vagten: „giv Rum for Kongernes Skald!“ og traadte frem for Kongerne med den Hilſen: heilir alvaldar báðir! (Hil eder, Herſkere begge !). Harald ſpurgte, hvem af dem han førſt vilde kvæde for. „Den yngſte“, ſvarede Arnor. „Hvorfor det“, ſpurgte Harald. „Fordi man ſiger at unge Folk ere mere hidſige“, ſvarede Arnor klogt; thi enhver af dem betragtede det ſom en Æresſag at faa ſit Kvad førſt fremſat, men mod Arnors Svar kunde Harald ikke have noget at indvende. Han begyndte nu ſit Kvad til Magnus, hvilket efter det paa den Tid mindre brugelige, velklingende og højtidelige Verſemaal, ſædvanligviis kaldet Hrynhenda[13], og udmerker ſig ej alene fra Verſemaalets, men og fra de poetiſke Tankers Side. Det betragtedes allerede af Samtid og den nærmeſte Eftertid ſom et af de ſmukkeſte og prægtigſte Kvad, den gamle Skaldeliteratur kunde opviſe. Mange Vers anføres deraf hiſt og her i Magnus’s Saga til Bekræftelſe paa Fortællingens Rigtighed, men desværre beſidde vi det ikke fuldſtændigt. Det begyndte med at omtale Orknø-Jarlerne, Skaldens Ophold hos dem, og hans egne Hændelſer; derefter gik det over til Magnus ſelv, ophøjede ham over andre Konger, og berømmede hans Bedrifter. Skalden havde i Harald en ſtreng og nøjeregnende Dommer, ikke alene fordi alt for ſtor Ros over Magnus maatte være Harald ubehagelig at høre, men fordi Harald ſelv var en af ſin Samtids ſtørſte Skalde og den ypperſte Autoritet i alt hvad der angik Skaldekunſt. Harald, ſom viſtnok ikke var i det bedſte Lune, fordi Arnor førſt kvad om Magnus, fandt Indledningen for lang, Da Arnor havde dvælet en Stund ved Orknø-Jarlerne og ſine egne Hændelſer, uden endnu at være kommen til Magnus ſelv, ſagde Harald: „hvi ſidde I og høre paa dette Kvad, der kun handler om hans egne Rejſer og Jarlerne der veſter?“ Magnus ſvarede: „lad os bie lidt endnu, Frænde; jeg tænker nok at I ej ville finde mig alt for lidet rooſt, inden Kvædet ender“. Da kom Skalden til det Vers, hvori han bad Magnus at høre opmerkſomt til, og hvor han blandt andet Smigreri ſiger at alle andre Fyrſter ſtaa langt tilbage for Magnus, og ønſker at han fremdeles, lige til Himlen revner, ſkal have ſtørre Held og Fremgang end de. Da kunde Harald ikke bare ſig for at udbryde: „roos denne Konge ſaa meget du lyſter, men luft ikke derfor andre!“ Arnor vedblev, beſkrev hvor herligt Viſunden bar Magnus i Løftingen under det ſneehvide Telt, hvorledes prægtige Skibe ſkinnede over Havet, ſom om det var fjerne Varder eller Solen ſelv, og hvorledes Magnus forreſt i de Kæmpendes Rækker, hverken ſkyede Ild eller Sverd. Akter udbrød Harald: „denne Mand ſmører ſaa tykt paa, at jeg ikke veed, hvor det vil ende“. Det endte ogſaa ſaaledes, at Magnus’s Ferd over Havet ſammenlignedes med Engleſkarers Tog, og at Folket ſagdes at elſke ham højeſt af Alt, næſt Gud ſelv. Da Draapen var til Ende, begyndte Arnor ſtrax at fremſige Kvadet til Harald, der kaldtes Blaagagla-Draapa[14], og ſiges at have været et godt Kvæde. Da han havde endt det, æſkede man Haralds Dom om, hvilket der var det bedſte. „Det er tydeligt nok at ſee“, ſvarede han, „hvor ſtor Forſkjel der er mellem begge disſe Kvad, thi mit vil ſnart blive glemt, medens derimod denne Draape, der er forfattet om Kong Magnus, vil blive kvædet ſaa længe Norden er beboet“. Imidlertid gav Harald dog Skalden et guldbeſlaget Spyd, og Magnus gav ham ſer det førſte en Guldring. Denne Guldring ſatte Arnor paa Spydfalen, og ſkred langs henad Salsgulvet til Døren med hævet Spyd, idet han ſagde: „højt ſkulle begge Kongegaver bæres!“ „Næſte Gang du kommer til Norge, du langordede“, ſagde Harald, „maa du bringe mig et andet Kvad“. „Hvis jeg overlever dig, ſkal jeg digte en Arveølsdraape om dig“, ſvarede Arnor. Dette Løfte holdt han ogſaa, og af denne Draape anføres mange —Vers i Sagaerne, til Bekræftelſe paa hvad der fortælles om Haralds ſenere Bedrifter. Kongens Spaadom gik og for ſaa vidt i Opfyldelſe, ſom Blaagagledraapen nu ikke længer kjendes, medens den ſtørſte Deel af Hrynhenda er opbevaret. Magnus forærede ſiden Arnor en heel Knarr med fuld Farm, og viſte ham det ſtørſte Venſkab[15]. Ogſaa denne Begivenhed, ſaa ubetydelig den i ſig ſelv er, viſer dog, hvilken Skinſyge der herſkede mellem Kongerne, iſær paa Haralds Side.

    ſig af at have fordrevet Magnus fra Danmark. Thi ifølge Snorre og Hrokkinſkinna var Magnus dragen fra Danmark førend Sven kom. Men Fagrſkinna og Morkinſkinna lade netop Sven blive tilbage i Danmark, medens Magnus ſkyndſomt rejſer hjem — Den ovenfor nævnte Thorgils Snorresſøn ſynes at have været den Mand af dette Navn, der omtales i Sturlungaſaga II. 9, 19, efter Midten af det 12te Aarhundrede; han var en Søn af den 1170 afdøde Lovſigemand Snorre Hunbogesſøn, der i 6te Led nedſtammede fra Olaf Paa.

  1. Morkinſkinna ſiger umiddelbart efter at Forliget omtales: „da det leed med Vintren og Sommeren efter“; altſaa kunde man heraf maaſkee ſlutte, at dens Bearbejder ſætter Forliget til Tiden ſtrax før Vintren.
  2. Danernes Stemplinger mod Sven ſynes udtrykkeligt at være omtalte i det allerede ovenfor (S. 122) anførte Sted hos Viljam af Malmsbury.
  3. Harald Haardraades Saga Cap. 22.
  4. Denne Thore var en Søn af Magnus’s Moder Alfhild med hendes tidligere Mand eller Elſker, ſe ovenfor I. 2. S. 665. Navnet Hvinn-Geſt, (d. e. den tyvagtige Gjeſt“), der i Haralds Vers tillægges hans Fader, kan neppe betragtes ſom dennes rette Ravn, men kun ſom et Øgenavn, han enten virkelig har, eller ſom Harald ſelv ved denne Lejlighed opfandt. Man bliver ſaaledes ikke heraf klog paa, hvo hans Fader var.
  5. Om Tverpallen etc. ſe ovenfor I. 1. S. 797, I. 2. S. 640. Det ſees ſaaledes at Harald har ſiddet i det nordre eller fornemmere Andvege, Thore derimod, ſom Kong Magnus’s Broder, i det ſøndre eller ringere Andvege.
  6. Her ſigter Kong Magnus til den Sigurd Syr tillagte Smaahedsaand og Karrighed, idet han viſtnok efter hvad man fortalte ved Hoffet, beſkylder ham for at have været ſaa forſonlig med den fra Heſtene faldende Gjødſel, at han opſamlede den i Poſer, bundne til Heſtenes Bag, eller, ſom det i Viſen omſkrives, gjerdede om Heſterumpen.
  7. Harald Haardraades Saga Cap. 23.
  8. Denne Sven ſiges at have ledſaget Harald fra Rusland, og at have faaet en Forlening af ham: han var altſaa ganſke afhængig af ham, og et viljeløſt Redſkab i hans Hænder. Naar det her heder, at Sven og hans Mænd forklædte ſig ſom Munke, og det ſiden ſiges, at Thrond i Førſtningen ogſaa virkelig antog dem for Munke, der bad om Almisſe til hellige Steder, maa man nærmeſt tænke paa det af Knut den mægtige grundede Kloſter paa Nidarholmen, hvor der maaſkee endnu vare nogle faa Munke tilbage (jvfr. ovenfor I. 2. S. 823), men ſom i ſaa Fald ſikkert friſtede en ſaare kummerlig Tilværelſe, og efter al Sandſynlighed kun ernærede ſig ved nu og da at drage om og ſammentigge Almisſer, ſaaledes ſom det i den oven meddeelte Fortælling antydes. Det er deels denne Omtale af Munkene, deels Thronds Slægtſkab med Kalf, deels Gjentagelſen af Amneſtien, der egentlig kun gjaldt Thrønderne, ſom gjør det rimeligt at henføre Begivenheden til Throndhjem.
  9. Harald Haardraades Saga Cap. 21. Efter Flatøbogen og Morkinſkinna meddeles Fortællingen i „Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker“ II. S. 612, flg.
  10. Det er tidligere nævnt, at sýr betyder „Sø“, og at Sigurd fik dette Tilnavn for den Travhed, hvormed han dyrkede Jorden og ſørgede for Gaardens Drift.
  11. Harald Haardraades Saga Cap. 26—29. Se om Reidar videre nedenfor.
  12. Om Thord, ſe ovenfor I. 2. S. 845.
  13. Af at hrynja ɔ: give en ſterk, fuldtonende Klang.
  14. Egentlig: Blaagæsſenes Draape, d. e. Ravne Draapen; ſandſynligviis fordi der i Indledningen har ſtaaet noget om Ravne (blágögl).
  15. Harald Haardraades Saga, Cap. 24.