Det norske Folks Historie/3/10
Hvad Tid dette Forlig fandt Sted, angives ingensteds nøjagtigt, men man maa formode at det var om Sommeren 1046[1]. Der kunde ikke være Tale om, i dette Aar at foretage nogen ny Udrustning mod Sven, og denne sad derfor Vintren over i nogenledes uforstyrret Besiddelse af Danmark, for saa vidt ikke Danerne selv, hvad der dog er Grund til at antage, ved Uroligheder og Stemplinger gave haandgribelige Beviser paa, hvor lidet de syntes om alle de svenske, gotiske og vendiske Krigerskarer, hvoraf Sven var omgiven, og hvis Opførsel, i det mindste Vendernes, vistnok var saadan, at Nordmændenes Herredømme maatte ansees som et Himmerige i Sammenligning dermed[2]. Magnus og Harald tilbragte imidlertid Høsten med at drage om paa Vejtsler i Oplandene, men agtede at tilbringe Vintren i Nidaros, saa at det altsaa er at formode, at de paa disse Rejser langsomt og efterhaanden have draget nordefter. De havde hver sin særskilte Hird, og vare stundom sammen, stundom ogsaa hver for sig. Det viste sig snart, hvad og Enhver kunde vænte, at Venskabet mellem Kongerne stod paa svage Fødder. Deels var deres gjensidige Stilling saadan, at den nødvendigviis maatte foraarsage indbyrdes Mistænkelighed og Skinsyge, om der end ikke tidligere — hvad der dog her var Tilfældet — fandtes nogen saadan; deels var deres hele Væsen og Charakteer indbyrdes modstridende, og endelig var der nok af travle Øretudere, der gik fra den ene til den anden, og satte Ondt imellem dem. Bønderne merkede snart, at de i Harald havde faaet en langt strengere Herre, end de hidtil havde haft i Magnus. De fandt ham haard og uskaansom i Inddrivelsen af sine Rettigheder, især naar Magnus ej var tilstede. At de da anstillede Sammenligninger mellem begge Konger, var lige saa naturligt, som at disse Sammenligninger faldt ud til Magnus’s Fordeel, medens Harald derimod neppe betragtedes anderledes end som en til Riget uberettiget Æventyrer, der havde paatrængt sig dem og alene voldte dem Ulempe. Alt dette merkede Harald godt, og ærgrede sig derover. Han lagde dem for Had, der aabenbart viste deres Forkjærlighed før Magnus, og søgte paa flere Maader at skade dem. Men herved voxede Misfornøjelsen endnu mere, og Bønderne begyndte alvorligt at knurre over at Harald paa en utilbørlig Maade søgte at skaffe sig Indtægter, tillod sig Udsugelser, og gik Magnus’s Ret for nær. Da Einar Thambarskelve og flere af Magnus’s Venner hørte dette, fortalte de ham hvad Bønderne sagde, og raadede ham til at være paa sin Post, at ikke Harald skulde gjøre Indgreb i hans Rettigheder. Den redelige, ædeltænkende .Magnus svarede dog, at dette kun var et ondskabsfuldt Opspind af Haralds Fiender, og at han ej vilde tro at Harald vilde tiltage sig større Magt, end der tilkom ham med Rette. Men Einar sagde, at han alligevel havde Lyst til at see, hvorledes Sagen forholdt sig, og begav sig derfor hen til et Thing, Harald just havde sammenkaldt. Einar havde haft sit Natteherberge hos en mægtig Enke, ved Navn Ingebjørg, der nu skaffede ham et Følge af 60 vel bevæbnede Huuskarle, med hvilke han mødte frem paa Thinget. Selv var han fuldt bevæbnet og havde en guldbelagt Hjelm paa Hovedet. Kong Harald tog nu til Orde og gjorde store og haarde Fordringer til Bønderne. Da rejste sig en gammel Mand, ved Navn Trær, og sagde: „jeg har nu levet og været kaldt Bonde i nogle Kongers Tid; men jeg veed dog ikke andet, end at naar vi først have en Konge, der med fuld Ret er kommen til Riget, og har faaet Kongenavn paa Ørething efter Høvdingernes Raad og med hele Almuens Samtykke, men der siden kommer en anden Mand til Landet og forlanger Kongedømme og Kongenavn, saa er det ikke denne, men hiin, der har meest at sige over os, sine Thegner. Mit Raad er derfor, I Bønder, at vi afvænte Kong Magnus’s Bestemmelse angaaende trang Haralds Paalæg og Udsugelser, og lad os fremdeles i alle Dele, vise Kong Magnus Hæder“. Da han satte sig, stod Einar op, og takkede Toke og alle de forsamlede Bønder, for deres venskabelige Sindelag mod Kong Magnus. Men Harald udbrød forbitret: „højt bærer du nu Hjelmen. Einar, og altid viser du dig som min Modstander; lykkelig vilde den Dag være, naar din gyldne Hjelm kunde styrtes ned; ligesom du nu er et Hoved højere end andre, skulde du da blive et Hoved kortere“. Dermed hævedes Thinget, og Einar vendte tilbage til Magnus[3].
Kort efter denne Tildragelse vendte det sig, at Magnus og Harald vare paa een Gang til Veitsle hos en Mand ved Navn Aaslak. Her havde Kongen med sig sin Halvbroder paa mødrene Side, ved Navn Thore[4]. Pladsene vare ordnede saaledes, at Magnus selv og nogle af hans Mænd sadde paa Tverpallen i den indre Ende af Salen, Harald og hans Mænd paa den ene Langbænk, og Thore paa den anden, lige over for Harald[5]. Efter den sædvanlige Skik skulde de altsaa drikke hinanden til. Men dette fandt Harald at være under sin Værdighed, og kunde derfor ikke afholde sig fra, naar Thore talte, at henkaste dette Smædevers:
Ti du kun, Thore,
Thegn er du daarlig,
Hvinn-Gest hed,
hørte jeg, Fader din.
Thore tog sig meget nær heraf, men da han var stilfærdig og ikke havde let for at finde Ord, kunde han ikke give Harald hans Spydigheder tilbage, og gik derfor i Stilhed og ærgrede sig. Magnus merkede det, og spurgte om Aarsagen. Thore nævnte den. Magnus sagde: „jeg skal give dig et Raad; naar han næste Gang kommer med Smædeverset, saa kvæd igjen:
Aldrig han dog gjorde
Gard om Hesterumpen,
som Sigurd Syr,
det var din Fader![6]
Saa tænker jeg nok, han ikke videre vover at spotte dig“. Da man kom til Bords, var Harald strax ude med sit men Thore forsømte sig ej, og gav ham det Vers igjen, som Magnus havde lært ham. Derover blev Harald saa rasende at han drog sit Sverd og vilde hugge til Thore, men Magnus løb til og hindrede det. Dog lod Magnus Thore herefter sidde ved sin Side, da der alene kom galt ud af at lade ham sidde lige over for Harald.
Der blev siden efter ved samme Gjestebud ogsaa talt om, hvad der havde været forhandlet paa hiint Thing, hvor Einar Thambarskelve var traadt op imod Harald.. Man krævede de tilstedeværende til Vidne paa, hvad Betingelser Magnus havde opstillet, og hvor vidt Harald havde overskredet sine Rettigheder. Da vidnede Aaslak, Verten selv, til Fordeel for Harald. Magnus blev saa ærgerlig herover, at han ej kunde bare sig for at indbryde: „hvis jeg kunde raade, skulde det gaa dem ilde, der bære Løgnvidne mod mig“. Derpaa hævedes Gildet. Der forefaldt ogsaa andre Ubehageligheder imellem dem eller deres Tilhængere af lignende Slags, og det mislige Forhold mellem Kongerne maa have været almindelig bekjendt, da de kom til Throndhjem, for der at tage Vinterophold[7].
Der fortælles og om et andet Thing, som det heder, paa Oplandene, eller snarere i det Throndhjemske, hvor Magnus, og ikke Harald, var tilstede, og hvor Kongen takkede Bønderne for den Venlighed og Kjærlighed de viste ham, og fornyede det Løfte, han tidligere havde givet, at ville tilgive alle dem, der havde været hans Faders Fiender. Da opstod, siges der, den rige og anseede Thrond, en Frænde af Kalf Arnessøn, lovede ham i alle veltænkende Mænds Navn Hengivenhed, nævnte om at han selv ej havde været i Landet, da Kong Olaf blev dræbt, og bad tilsidst Kongen gjøre ham den Ære at bytte Vaaben og Klæder med ham, — et Bytte hvorved Kongen, som man let kan begribe, var den bindende, og hvorved Thrond alene paa en fiin Maade vilde give Kongen en kostbar Gave, medens han paa samme Tid hædrede ham ved at sætte saa stor Priis paa at kunne bære hans Vaaben og Klæder. Da Kongen havde tilstaaet ham dette, indbød han ham til sig, bevertede ham paa det herligste, og skjenkede ham ved Afskeden endnu flere Gaver. Men herover, fortælles der, blev Harald saa optændt af Skinsyge, at han sendte Mænd, forklædte i Munkedragt, hen til Thronds Gaard, hvor de mishandlede hans Folk, og trængte ind i Værelserne for at plyndre, alt efter Haralds Befaling. Men mod Forventning bleve de grebne og gjenkjendte af Thrond og hans Sott Sigurd, der imidlertid havde faaet Hjelp af Bygdens Folk. Thrond beholdt Formanden for Udsendingerne, ved Navn Sven den gridske eller russiske[8], hos sig som Fange; de øvrige lod han ikke slippe førend Enhver havde faaet en god Dragt Prygl. Saa vel Magnus, som Harald, fik dette snart at høre, og Magnus syntes lige saagodt derom, som Harald ærgrede sig derover. Af Frygt for at Harald skulde øve Fiendtligheder mod Thrond, ilede Magnus, ledsaget af et sterkt Følge, hen til hans Gaard. Thrond og hans Mænd, der ved Synet af den væbnede Skare troede at det var Harald, som nærmede sig, lod i Hast Bud gaa om til sine Naboer, og fik en betydelig Skare samlet, rede til at modtage Angriberne. Magnus beundrede hans Raskhed, og lod ham underrette om hans Fejltagelse. Da kastede han og hans Mænd strax Vaabnene fra sig, gik Kongen imøde, og hilste ham med den største Glæde. Der blev nu et nyt Gilde for Kongen paa Gaarden, men her underrettede denne Thrond om, at Harald stræbte ham efter Livet, og foreslog ham derfor indtil videre at opholde sig hos ham selv, hvor han kunde være sikrere. Thrond modtog Tilbudet og fulgte med Kongen, først paa Oplandene, siden til Throndhjem. Harald gjorde vel i Løbet af Vintren nogle Forsøg paa at faa ham fat, men forgjeves, og saaledes led det ud til Vaaren: da skaffede Magnus ham hemmelig ombord paa et Skib, der gik til Grønland. Saa hadefuld var Harald paa ham, at han forfulgte ham og angreb ham strax udenfor Nidarholmen, men Magnus, som befrygtede noget saadant, kom til, og hindrede saaledes Harald fra at udføre sin Hevn. Thrond kom lykkeligt til Grønland, hvor han opholdt sig en Tidlang[9].
Under Opholdet i Throndhjem forefaldt der stundom alvorlige Optrin mellem Kongerne og deres Mænd. Det gik saa vidt, at en af Magnus’s Hirdmænd dræbte en af Haralds, og derover opstod der en saa stor Uenighed mellem Kongerne selv, at man maatte faa et formeligt Møde istand, hvor de selv kunde afgjøre Sagen imellem sig. Det kom vel til Forlig; men paa dette selvsamme Mode blev der begaaet et nyt Drab, om end kun af Vande, idet en stor og kæmpesterk Islænding i Kongens Følge, ved Navn Reidar, der betragtedes som en Tosse og derfor altid var udsat for alle Slags Forhaanelser, medens han derimod kun var kejtet i sit Væsen,i og hans i sig selv gode Evner endnu ikke ret vare udviklede, blev saa haardt besat af Haralds Hirdmænd, der vilde have Løjer med ham, at han i sin Hidsighed greb en af dem, løftede ham højt op og slog ham med Hovedet mod Jorden, faa at Hjerneskallen brast. Magnus vovede ikke at beholde ham i Nidaros, men sendte ham til en Lendermand paa Oplandene (Orke- eller Gauldalen?), hvor han kunde være i Sikkerhed for Harald. Denne fordrede Boder for den dræbte Hirdmand, og da Magnus negtede at betale nogen Bod, eftersom Hirdmanden selv var Skyld i sin Død, begav Harald sig med 60Mand lige op til den Gaard paa Oplandene, hvor Reidar var sendt hen. Her fordrede han ham udleveret, men Lendermanden havde lukket ham inde i et Udhuus, og sagde at han ikke var der. Dette nyttede dog intet, thi da den underlige Reidar hørte at Harald var kommen, dundrede og stormede han saaledes paa Døren, at Lendermanden maatte slippe ham ud, hvorefter han styrtede lige hen til Kongen, anraabte ham om Tilgivelse, tilbød ham sin Tjeneste, og bad ham ikke forsmaa en Gave, nemlig et Sviin af Sølv, som han selv havde forarbejdet i den sidste Tid, for at prøve om det forholdt sig saaledes, som Kong Magnus engang havde sagt, at han af Naturen havde Anlæg til slig Kunstfærdighed. Harald modtog Gaven, beundrede det virkelig smukke Arbejde, og tøvede Reidar sin Tilgivelse; men da han nærmere betragtede Svinet, opdagede han at det forestillede en So med Yvere, og at det altsaa var gjort til hans Forhaanelse, idet det indeholdt en Hentydning til hans Faders, Sigurd Syrs, Tilnavn[10]. Forbitret kastede Harald Svinet bort, og raabte: „alle Trold tage dig, staar op og dræber ham!“ Men Reidar greb Svinet med de Ord: „jeg faar da selv beholde det, siden du kun vil lønne mig ilde for det“, ilede ud af Salen og bort fra Gaarden. Harald og hans Mænd løb ud efter ham, men hindredes af Lendermanden, deres Vert, fra at forfølge ham. Reidar tog Vejen lige ud til Kong Magnus, fortalte ham hvad der var skeet, og viste ham Svinet, hvis smukke Arbejde ogsaa han beundrede, men ytrede tillige sin Ængstelse for, hvorledes det til sidst vilde gaa ham, udsat, som han var for Haralds Forfølgelser. Imidlertid tog han sig fremdeles af ham og skaffede ham helligt tilbage til Island, saa at han undgik Haralds Hevn. Men at Harald ærgrede sig derover, og at dette end mere bidrog til at fjerne Kongerne fra hinanden, kan man være forvisset om[11].
Under Kongernes Ophold i Nidaros fik de et Besøg af den berømte islandske Skald Arnor, en Søn af den tidligere omtalte Skald Thord Kolbeinssøn[12]. Arnor havde længere Tid opholdt sig hos Thorfinn Jarl paa Orknø, og digtet et Kvad om ham, hvorfor han sædvanligviis kaldes Arnor Jarlaskald. Han havde ogsaa digtet et Kvad om hver af Kongerne, og væntede kun paa Tilladelse til at fremsige det. En Dag, da han var nede ved Bryggen, beskjeftiget med at tjære sit Skib, kom der Bud fra Kongerne, at de ønskede at høre hans Kvad. Han gik strax, uden engang at vaske Tjæren af sig, dog, som man kan see, ene af Stolthed, da det ellers ikke var Skik at fremstille sig ved Hoffet uden i sin bedste Stads. Da han kom til Stuedøren, sagde han til Vagten: „giv Rum for Kongernes Skald!“ og traadte frem for Kongerne med den Hilsen: heilir alvaldar báðir! (Hil eder, Herskere begge !). Harald spurgte, hvem af dem han først vilde kvæde for. „Den yngste“, svarede Arnor. „Hvorfor det“, spurgte Harald. „Fordi man siger at unge Folk ere mere hidsige“, svarede Arnor klogt; thi enhver af dem betragtede det som en Æressag at faa sit Kvad først fremsat, men mod Arnors Svar kunde Harald ikke have noget at indvende. Han begyndte nu sit Kvad til Magnus, hvilket efter det paa den Tid mindre brugelige, velklingende og højtidelige Versemaal, sædvanligviis kaldet Hrynhenda[13], og udmerker sig ej alene fra Versemaalets, men og fra de poetiske Tankers Side. Det betragtedes allerede af Samtid og den nærmeste Eftertid som et af de smukkeste og prægtigste Kvad, den gamle Skaldeliteratur kunde opvise. Mange Vers anføres deraf hist og her i Magnus’s Saga til Bekræftelse paa Fortællingens Rigtighed, men desværre besidde vi det ikke fuldstændigt. Det begyndte med at omtale Orknø-Jarlerne, Skaldens Ophold hos dem, og hans egne Hændelser; derefter gik det over til Magnus selv, ophøjede ham over andre Konger, og berømmede hans Bedrifter. Skalden havde i Harald en streng og nøjeregnende Dommer, ikke alene fordi alt for stor Ros over Magnus maatte være Harald ubehagelig at høre, men fordi Harald selv var en af sin Samtids største Skalde og den ypperste Autoritet i alt hvad der angik Skaldekunst. Harald, som vistnok ikke var i det bedste Lune, fordi Arnor først kvad om Magnus, fandt Indledningen for lang, Da Arnor havde dvælet en Stund ved Orknø-Jarlerne og sine egne Hændelser, uden endnu at være kommen til Magnus selv, sagde Harald: „hvi sidde I og høre paa dette Kvad, der kun handler om hans egne Rejser og Jarlerne der vester?“ Magnus svarede: „lad os bie lidt endnu, Frænde; jeg tænker nok at I ej ville finde mig alt for lidet roost, inden Kvædet ender“. Da kom Skalden til det Vers, hvori han bad Magnus at høre opmerksomt til, og hvor han blandt andet Smigreri siger at alle andre Fyrster staa langt tilbage for Magnus, og ønsker at han fremdeles, lige til Himlen revner, skal have større Held og Fremgang end de. Da kunde Harald ikke bare sig for at udbryde: „roos denne Konge saa meget du lyster, men luft ikke derfor andre!“ Arnor vedblev, beskrev hvor herligt Visunden bar Magnus i Løftingen under det sneehvide Telt, hvorledes prægtige Skibe skinnede over Havet, som om det var fjerne Varder eller Solen selv, og hvorledes Magnus forrest i de Kæmpendes Rækker, hverken skyede Ild eller Sverd. Akter udbrød Harald: „denne Mand smører saa tykt paa, at jeg ikke veed, hvor det vil ende“. Det endte ogsaa saaledes, at Magnus’s Ferd over Havet sammenlignedes med Engleskarers Tog, og at Folket sagdes at elske ham højest af Alt, næst Gud selv. Da Draapen var til Ende, begyndte Arnor strax at fremsige Kvadet til Harald, der kaldtes Blaagagla-Draapa[14], og siges at have været et godt Kvæde. Da han havde endt det, æskede man Haralds Dom om, hvilket der var det bedste. „Det er tydeligt nok at see“, svarede han, „hvor stor Forskjel der er mellem begge disse Kvad, thi mit vil snart blive glemt, medens derimod denne Draape, der er forfattet om Kong Magnus, vil blive kvædet saa længe Norden er beboet“. Imidlertid gav Harald dog Skalden et guldbeslaget Spyd, og Magnus gav ham ser det første en Guldring. Denne Guldring satte Arnor paa Spydfalen, og skred langs henad Salsgulvet til Døren med hævet Spyd, idet han sagde: „højt skulle begge Kongegaver bæres!“ „Næste Gang du kommer til Norge, du langordede“, sagde Harald, „maa du bringe mig et andet Kvad“. „Hvis jeg overlever dig, skal jeg digte en Arveølsdraape om dig“, svarede Arnor. Dette Løfte holdt han ogsaa, og af denne Draape anføres mange —Vers i Sagaerne, til Bekræftelse paa hvad der fortælles om Haralds senere Bedrifter. Kongens Spaadom gik og for saa vidt i Opfyldelse, som Blaagagledraapen nu ikke længer kjendes, medens den største Deel af Hrynhenda er opbevaret. Magnus forærede siden Arnor en heel Knarr med fuld Farm, og viste ham det største Venskab[15]. Ogsaa denne Begivenhed, saa ubetydelig den i sig selv er, viser dog, hvilken Skinsyge der herskede mellem Kongerne, især paa Haralds Side.
- ↑ Morkinskinna siger umiddelbart efter at Forliget omtales: „da det leed med Vintren og Sommeren efter“; altsaa kunde man heraf maaskee slutte, at dens Bearbejder sætter Forliget til Tiden strax før Vintren.
- ↑ Danernes Stemplinger mod Sven synes udtrykkeligt at være omtalte i det allerede ovenfor (S. 122) anførte Sted hos Viljam af Malmsbury.
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 22.
- ↑ Denne Thore var en Søn af Magnus’s Moder Alfhild med hendes tidligere Mand eller Elsker, se ovenfor I. 2. S. 665. Navnet Hvinn-Gest, (d. e. den tyvagtige Gjest“), der i Haralds Vers tillægges hans Fader, kan neppe betragtes som dennes rette Ravn, men kun som et Øgenavn, han enten virkelig har, eller som Harald selv ved denne Lejlighed opfandt. Man bliver saaledes ikke heraf klog paa, hvo hans Fader var.
- ↑ Om Tverpallen etc. se ovenfor I. 1. S. 797, I. 2. S. 640. Det sees saaledes at Harald har siddet i det nordre eller fornemmere Andvege, Thore derimod, som Kong Magnus’s Broder, i det søndre eller ringere Andvege.
- ↑ Her sigter Kong Magnus til den Sigurd Syr tillagte Smaahedsaand og Karrighed, idet han vistnok efter hvad man fortalte ved Hoffet, beskylder ham for at have været saa forsonlig med den fra Hestene faldende Gjødsel, at han opsamlede den i Poser, bundne til Hestenes Bag, eller, som det i Visen omskrives, gjerdede om Hesterumpen.
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 23.
- ↑ Denne Sven siges at have ledsaget Harald fra Rusland, og at have faaet en Forlening af ham: han var altsaa ganske afhængig af ham, og et viljeløst Redskab i hans Hænder. Naar det her heder, at Sven og hans Mænd forklædte sig som Munke, og det siden siges, at Thrond i Førstningen ogsaa virkelig antog dem for Munke, der bad om Almisse til hellige Steder, maa man nærmest tænke paa det af Knut den mægtige grundede Kloster paa Nidarholmen, hvor der maaskee endnu vare nogle faa Munke tilbage (jvfr. ovenfor I. 2. S. 823), men som i saa Fald sikkert fristede en saare kummerlig Tilværelse, og efter al Sandsynlighed kun ernærede sig ved nu og da at drage om og sammentigge Almisser, saaledes som det i den oven meddeelte Fortælling antydes. Det er deels denne Omtale af Munkene, deels Thronds Slægtskab med Kalf, deels Gjentagelsen af Amnestien, der egentlig kun gjaldt Thrønderne, som gjør det rimeligt at henføre Begivenheden til Throndhjem.
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 21. Efter Flatøbogen og Morkinskinna meddeles Fortællingen i „Grønlands historiske Mindesmerker“ II. S. 612, flg.
- ↑ Det er tidligere nævnt, at sýr betyder „Sø“, og at Sigurd fik dette Tilnavn for den Travhed, hvormed han dyrkede Jorden og sørgede for Gaardens Drift.
- ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 26—29. Se om Reidar videre nedenfor.
- ↑ Om Thord, se ovenfor I. 2. S. 845.
- ↑ Af at hrynja ɔ: give en sterk, fuldtonende Klang.
- ↑ Egentlig: Blaagæssenes Draape, d. e. Ravne Draapen; sandsynligviis fordi der i Indledningen har staaet noget om Ravne (blágögl).
- ↑ Harald Haardraades Saga, Cap. 24.
sig af at have fordrevet Magnus fra Danmark. Thi ifølge Snorre og Hrokkinskinna var Magnus dragen fra Danmark førend Sven kom. Men Fagrskinna og Morkinskinna lade netop Sven blive tilbage i Danmark, medens Magnus skyndsomt rejser hjem — Den ovenfor nævnte Thorgils Snorressøn synes at have været den Mand af dette Navn, der omtales i Sturlungasaga II. 9, 19, efter Midten af det 12te Aarhundrede; han var en Søn af den 1170 afdøde Lovsigemand Snorre Hunbogessøn, der i 6te Led nedstammede fra Olaf Paa.