Det norske Folks Historie/3/11

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 138-147).

Da Arnor Jarlaskald kvad sine Draaper for Magnus og Harald, og begyndte med at omtale sine tidligere Rejser og Orknøernes Jarler, undlod han vist ikke at hentyde til de blodige Krigsscener, hvortil han der havde været Vidne, og det vilde endog ikke have været besynderligt, om han, der af egen Erfaring havde seet de sørgelige Følger af Fællesherredømme mellem to ærgjerrige og indbyrdes skinsyge Frænder, havde opmuntret Kongerne til Forligelighed, foreholdt dem hine Jarlers afskrækkende Exempel, og i Særdeleshed advaret dem mod at lytte til Urostiftere, der søgte at sætte Splid imellem dem, kun for derved selv at vinde Fordeel. Den Enighed, der i nogle Aar havde hersket mellem Jarlerne Ragnvald og Thorfinn, havde nemlig nu veget Pladsen for det blodigste Fiendskab, og hvorvel den egentlige Aarsag maa søges i Jarlernes egen Ærgjerrighed og den Skinsyge, de altid nærede mod hinanden, endog naar Forholdet mellem dem skulde synes at være venskabeligt, er det dog temmelig vist, at Kalf Arnessøn, der efter sin Flugt fra Norge tyede til Thorfinn Jarl, ogsaa har haft stor Deel i at oppuste og fremskynde Fiendskabet imellem dem. Vi have seet, hvorledes Thorfinn, beskjeftiget med sine Foretagender i Skotland, ved Ragnvald Brusessøns Ankomst i 1035 fandt sig i at afstaa denne de to Trediedele af Øerne, imod at Ragnvald forbandt ig til at understøtte ham paa hans Krigstog, og hvorledes de derefter i Forening gjorde flere heldige Erobringstog til Skotland, Syderøerne og Irland^[1]. Saaledes gik det hen i 10 Aar^[2]; der herskede i det mindste tilsyneladende Venskab og Enighed mellem dem. Imidlertid kom Kalf Arnessøn fra Norge, og fandt en venlig Modtagelse hos Thorfinn, der var gift med hans Broderdatter Ingebjørg. Kalf tilbragte lange Tider i Vesterviking, idet han herjede paa Skotlands og Irlands Kyster; han skal ogsaa en Tidlang have været Høvding for Thingmanna-Lidet i England. Men han betragtede dog Orknøerne som sit egentlige Hjem, og opholdt sig den længste Tid i Galloway hos Thorfinn, omgiven af sin talrige Krigerskare^[3]. Da Jarlen ogsaa selv havde mange Folk at underholde, faldt det ham vanskeligt at bestride Udgifterne til denne store Mængde. Flere, og blandt dem upaatvivleligt Kalf, om end kun af den Aarsag at Ragnvald var Kong Magnus’s Ven og ivrige Tilhænger, forestillede ham derfor, at han ikke længer skulde lade Ragnvald sidde inde med de to Trediedele af Orknøerne, saa mange Udgifter som han nu havde. Thorfinn lyttede gjerne til disse Forestillinger, og sendte Mænd ud til Orknøerne med den Anmodning til Ragnvald, at han skulde afstaa til Thorfinn den Trediedeel af Øerne, som Einar Vrangmund i sin Tid havde besiddet. Da Ragnvald fik dette Budskab, raadslog han med sine Venner derom, og afgav derpaa det Svar, at den Deel, hvorom der nu var Spørgsmaal, havde han faaet i Len af Kong Magnus, der betragtede den som sin egen Arvedeel; at det saaledes maatte komme an paa Kong Magnus, hvo af dem der fremdeles skulde besidde den, og at han ej vilde give Slip paa den, hvis Kongen afgjorde denne Sag til hans Fordeel. Da Sendemændene bragte Thorfinn dette Svar, og tilføjede at Ragnvald neppe med det Gode vilde give Slip paa hiin Deel, blev han meget vred, og sagde at det var højst ubilligt, naar Kong Magnus tilegnede sig hans Broderarv, thi den Afstaaelse, hvorpaa Magnus beraabte in, var alene aftvungen ham og Bruse, da de vare komne i Kong Olafs Vold. Han kaldte det meget utaknemmeligt af Ragnvald at negte ham denne hans Broderarv, uagtet han saa længe havde faaet sidde i Fred for ham, men derfor, sagde han, skulde han ogsaa nu med Vaabenmagt aftvinge ham, hvad han ikke godvilligt vilde afstaa. Han sendte Folk baade til Syderøerne og op i Skotland for at samle en Hær.

Da Ragnvald fik dette at høre, sammenkaldte han sine Venner, og spurgte dem, hvad Hjelp de vilde yde ham, da han ej var tilsinds at afstaa nogen af sine Besiddelser uden at have prøvet Kræfter med Thorfinn. Meningerne vare deelte. Nogle fandt det rimeligt, at han ikke vilde afstaa noget; andre fandt det lige saa rimeligt at Thorfinn nu en Stund vilde have den største Deel af Riget, efter at Ragnvald saa længe havde haft den. De fandt det heller ikke raadeligt for Ragnvald at begynde Krig med Thorfinn, der kunde opstille Krigere fra Katanes, meget af Skotland, Syderøerne, og en Trediedeel af Orknøerne, medens han selv alene kunde skaffe Folk fra de to Trediedele af Øerne. Etikette foreslog derfor at man skulde see til at faa et Forlig istand, og at Ragnvald i det Øjemed skulde tilbyde Thorfinn Halvdelen af Øerne. Da Ragnvald saa, hvor uenige de vare, sagde han at heller end strax at slutte et saadant Forlig om at dele Riget, vilde han forlade det før en Tid, og søge Hjelp hos sin Fostbroder Kong Magnus. Denne Beslutning udførte han ogsaa strax, drog over til Norge, og begav sig til Magnus, som da maa være kommen ganske nylig fra Danmark (Høsten 1045). Ragnvald fortalte Magnus, hvorledes Sagerne stode mellem ham og Thorfinn. Magnus viste Ragnvald al mulig Velvilje, bad ham at opholde sig hos ham saa længe han vilde, og tilbød at give ham saa stort Len, at han deraf godt kunde underholde sig selv og sine Mænd. Men Ragnvald vilde intet høre om at opgive sine Besiddelser: han bad kun om Hjelp til at forsvare dem mod Thorfinn. Magnus føjede ham heri, og gav ham en Deel Ledings-Tropper. Han gav ham ogsaa en Hilsen og Brev under sit Indsegl til Kalf Arnessøn, hvori han lovede denne Landsvist i Norge, Tilbagegivelsen af alle hans Ejendomme, og sit Venskab oven i Kjøbet, øm han vilde understøtte Ragnvald mod Thorfinn. Ragnvalds Ophold i Norge var kun kort: saa snart Magnus havde opfyldt hans Bøn, sejlede han atter vester, landede ved Hjaltland, hvor han og samlede Folk til sig, og begav sig derfra til Orknøerne. Her stevnede han ligeledes sine Venner til sig, og med sin saaledes forsterkede Hær styrede han over mod Katanes, hvor Thorfinn imidlertid var kommen med de Skarer, han havde samlet i Skotland og Sydrøerne. Ragnvald Jarl lod sig det vare magtpaaliggende, jo før jo heller at sende Kongens Brev og Budskab til Kalf Arnessøn, og denne laante, som det syntes, villigt Øre dertil. Saa snart Thorfinn fik høre at Ragnvald var kommen til Øerne, og vilde gjeste Katanes, sejlede han ham strax imøde med sin Flaade. Denne bestod af 60, men for det meste smaa Skibe; Ragnvald havde derimod, da han stak ud i Petlandsfjorden, 30 store Skibe. Jarlerne mødtes ved Raudabjarg, sandsynligviis det nuværende Oldhead, sydligst paa Ragnvaldsø^[4]. Fra begge Sider angreb man hinanden med den største Heftighed, og Striden blev haard og blodig. Kalf Arnessøn havde vel været i Følge med Thorfinn, og havde ikke færre end sex store Skibe at raade over, men Virkningen af Kongens Tilbud viste sig nu, idet han med disse Skibe, der vilde kunne have gjort Thorfinn den største Nytte, holdt sig afsides som en uvirksom Tilskuer. Da Kampen havde raset en Stund, begyndte Mandfaldet at vende sig paa Thorfinns Side, især fordi Ragnvalds Skibe vare saa meget højere end hans. Det ene efter det andet af Thorfinns smaa Skibe blev ryddet, saa at de fiendtlige Skibe omsider paa begge Sider omgave hans eget, der vel var stort og godt udrustet, men dog havde vanskeligt ved at forsvare sig mod saa stor Overmagt. Mange af Besætningen faldt eller saaredes, og Ragnvald vilde allerede til at entre, da Thorfinn, som faa at dette vilde blive hans Undergang, lod Tengslerne hugge og roede til Land. Det var dog ikke hans Hensigt at unddrage sig fra Kampen, men alene at fornye Besætningen med friske Krigere, og bringe de dræbte og saarede i Land. Blandt dem, som Thorfinn ved denne Lejlighed lod gaa i Land, var ogsaa Arnor Jarlaskald, som paa den Tid opholdt sig hos Jarlen og stod i stor Yndest hos ham. Det lader ikke til at han var saaret, men det synes kun at have været Omhyggelighed for ham, og Frygt for at en faa udmerket Skald skulde blive dræbt, der bragte Thorfinn til at lade ham forlade Skibet. Arnor ytrede ogsaa selv i et Vers, som han ved denne Lejlighed kvad, at han just ikke havde nogen Lyst til at stride mod Ragnvald, og at Jarlernes Strid var saare beklagelig for deres fælles Venner. Denne Stemning var maaskee temmelig almindelig blandt begge Jarlers Krigere. Da Thorfinn havde bemandet sit Skib paa ny, begav han sig hen til Kalk, bad ham ej længer unddrage ham sin Hjelp, og forestillede ham det mislige i at stole paa Magnus’s Tilbud. „Du kunde jo“, sagde han, „ikke engang beholde Kongens Yndest, da man skulde tro at du stod højt anskreven hos ham, end sige nu, efter at han bar jaget dig i Landflygtighed. Desuden, hvis Ragnvald overvinder os, og saaledes han og Magnus ganske faa Herredømmet her vestenfor Havet, vil du ej længer have noget sikkert Tilhold her, medens du derimod, hvis jeg sejrer, ikke skal mangle noget af, hvad der staar i min Magt at give. Holde vi fast sammen, da kan ingen faa Bugt med os her vester. Du vil da vel heller ikke have den Skam, at ligge stille som en Kat i en Rose, medens jeg lige for dine Øjne strider for vor begges Frihed. Derhos ere vi saa nøje besvogrede, at det anstaar enhver af os bedst at hjelpe den anden mod Fiender, til hvem vi ikke staa i noget saadant Forhold“. Disse Forestillinger og Opeggelser kunde Kalf ikke modstaa. Han bød sine Mænd strax at lægge ud til Strid med Ragnvald. Det var paa høj Tid, thi Thorfinns øvrige Skibe vare nær ved at tage Flugten. Thorfinn lagde sit Skib frem mod Ragnvalds eget, medens Kalf angreb de mindre af Ragnvalds Skibe. Her havde Kalf nu den samme Fordeel over disse, som de forhen havde haft mod Thorfinns Smaaskibe, nemlig at være højere. Han fik derfor snart ryddet dem. Raden kom nu til et Skib, bemandet med Ledingstropper fra Norge, men da disse saa, hvorledes de nærmeste Skibe vare blevne ryddede, tabte de Modet, hug Tengslerne løs, og flygtede. Dec var saaledes kun faa Skibe tilbage hos Ragnvald, som imidlertid havde udholdt en heftig og temmelig ulige Kamp med Thorfinn. Og da Kalf nu lagde til paa den anden Side, vovede han ej at fortsætte Kampen længer, men lod Tengslerne hugge og tog Flugten. Det var allerede langt ud paa Dagen, og Merket faldt paa. Ragnvald benyttede sig heraf til at undkomme, og tog Vejen lige til Norge. Thorfinn derimod begyndte Morgenen efter at drage omkring til alle Øerne for at opsøge Flygtningerne, af hvilke nogle bleve dræbte, andre fik Grid. Thorfinn underlagde sig derpaa alle Øerne, hvis Indbyggere maatte gaa ham til Haande, om de end for hen havde svoret Ragnvald Troskabsed. For Sikkerheds Skyld tog han for det første sit Sæde i Orknø med en talrig Skare af Krigere, til hvis Underhold han lod hente betydelige Forraad fra Katanes, men sendte Kalf som et Slags Statholder til Sydrøerne, for at passe paa disse. Ragnvald havde imidlertid begivet sig lige til Kong Magnus, der nu, som for, tog venligt imod ham og tilbød ham Ophold hos sig.

Ragnvald forblev ogsaa hos ham indtil noget ud paa Vintren, da Frosten allerede var begyndt, og Fjordene tillagte^[5]. Da sagde han, at han endnu en Gang vilde forsøge sin Lykke mod Thorfinn. Kongen forestillede ham det mislige i at gjøre et saadant Tog ved Vintertid, og bad ham heller vænte indtil Vaaren kom og Isen gik op, men lovede for øvrigt at Folk og Skibe skulde staa til hans Tjeneste. Ragnvald meente derimod, at det just nu var den belejlige Tid til at angribe Thorfinn, da han allermindst var belavet derpaa; han vilde desuden ikke tidere opofre Kongens Krigere til Unytte, og haabede mere af et dristigt Overfald med et eneste, vel bemandet Skib, end af en formelig Krig med en større Flaade. Jo færre Skibe han havde, desto mere uforvarende kunde han nemlig komme over Thorfinn, og desto lettere kunde han undslippe, om Planen mislykkedes. Magnus sagde at han kunde gjort som han syntes, og bad ham fremdeles komme tilbage til ham, naar han vilde.

Ragnvald udrustede nu sit Skib, og besatte det med de meest udsøgte Folk. Flere af dem vare Kongens Hirdmænd. Med en gunstig Vind sejlede han fra Norge, kom til Hjaltland, og hørte der at Thorfinn, aldeles som han havde formodet, ingen Ufred væntede og derfor havde sendt mange af sine Mænd fra sig. Han opholdt sig, fuldkommen tryg, paa Rossø, sandsynligviis ved Birgsaa paa Vestsiden, kun omgiven af et ringe Antal Folk^[6]. Ragnvald fik snart at vide, hvor han var, og kom saa uforvarende over ham, at han allerede havde besat Dørene til Huset førend nogen af dem, der vare indenfor, merkede det. Det var ved Nattetid. De fleste sov, men Jarlen sad endnu ved Drikkebordet. Ragnvald var haard nok til at sætte Ild paa Huset. Thorfinn og hans Mænd grebe strax til Vaaben, men kunde intet udrette, fordi alle Udgange vare besatte. Imidlertid begyndte Ilden at gribe om sig. Thorfinn lod Ragnvald anmode om at tilstede alle dem Udgang, som han vilde skjenke Livet; dette forundte Ragnvald alle Kvinder og Ufrie, men hvad Thorfinns Hirdmænd angik, vilde de, som han sagde, neppe være ham bedre levende, end døde. Men medens nu de, som Ragnvald vilde skaane, bleve bragte ud, saa Thorfinn sit Snit til at faa en Brædeveg under Huset brudt løs: her løb han ud, med sin Hustru Ingebjørg i Armen, og i Belgmørket og den tykke Røg bleve Ragnvalds Mænd ham ikke var, saa at han heldigt kom ned til Stranden, og der fik fat paa en Baad, hvori han, endnu samme Nat roede ganske alene over til Katanes. Ragnvald brændte hele Gaarden op med alle de Mænd, som vare derinde, og hverken han selv eller nogen af hans Folk havde mindste Anelse om at Thorfinn var undsluppen. Denne søgte ogsaa fremdeles at holde ham i Uvidenhed derom, for siden desto lettere at kunne overrumple ham, og holdt sig til den Ende skjult hos sine Venner paa Katanes. Ragnvald rejste imidlertid rundt om til alle Øerne, som han underlagde sig, og sendte endog Bud over til Katanes, at han gjorde Fordring paa det Rige, som Thorfinn her havde hast. Ingen modsagde ham, og saaledes svævede han fremdeles i den Tro, at Thorfinn var indebrændt.

Da Ragnvald havde tilendebragt sin Hyldingsrejse, opslog han sin Bolig i Kirkevaag^[7], for her at tilbringe Vintren. Hid lod han derfor og det nødvendige Vinterforraad bringe sammen, og der behøvedes meget, da han havde mange Folk hos sig og levede paa en stor Fod. Lidt før Juul rejste han selv med et betydeligt Følge til Lille-Papø (Papey-Stronsey) efter Malt til Juleølet. En Aften under hans Ophold her, sad han og hans Mænd længe ved Ilden for at varme sig. Fyrbøderen ytrede, at der begyndte at blive Mangel paa Ved til at holde Baalene vedlige. Jarlen bilde svare: „vi ere ogsaa varme nok, naar disse Baal ere nedbrændte“; men han kom til at forsnakke sig og sagde: „vi ere ogsaa gamle nok“. » Han merkede strax Fejlen og sagde: „nu kommer det mig i Hu hvad min Fosterfader Kong Olaf sagde paa Stiklestad, da jeg gjorde ham opmerksom paa at han forsnakkede sig, nemlig at naar der hendtes mig det samme, skulde jeg berede mig paa min nær forestaaende Død: hvo veed, kanskee min Frænde Thorfinn er endnu i Live“^[8]. I det samme hørte de at Gaarden var omringet af Folk. Det var virkelig Thorfinn, der nu kom for at gjengjelde Ragnvald det forrige Overfald og lade ham friste den samme Skjebne, som var ham selv tiltænkt. Thorfinns Mænd satte strax Ild paa Husene, og opstablede store Dynger udenfor Døren. Han tillod imidlertid alle dem, der ikke hørte til Jarlens Følge, at gaa ud. Da de fleste af disse vare komne ud, saa man en Mand komme frem i Døren, han var kun iført Liinklæder, udgav sig for en Djakn^[9], og bad Thorfinn og de Omstaaende række ham Haanden og hjelpe ham over Dyngen. Men i det samme støttede han sig med begge Hænder paa Dyngen, og gav sig saadan en Fart, at han hoppede over baade Dyngen og Mandkredsen, kom ned langt bagenfor denne, og forsvandt i Mørket. „Det var Jarlen“, raabte Thorfinn, „ingen besidder saadan Legemsfærdighed uden han; efter ham, saa hurtigt I kunne!“ Thorfinns Mænd fordeelte sig nu i Flokke rundt om Øen for at oplede ham. Ragnvald havde gjemt sig i en Steenurd nede ved Stranden, og de vilde neppe have fundet ham, hvis han ej var bleven røbet ved sin Skjødehund^[10], som var fulgt med ham. Thorkell Fostre^[11], der med sin Flok ledte paa den Kant, hørte Hunden gjø, gik efter Lyden, fandt Jarlen, og tog ham til Fange. Den gjensidige Forbitrelse var for stor til at der kunde være Tale om at skjenke ham Livet. Ragnvald vilde heller ikke have viist nogen Naade mod Thorfinn eller Thorkell, om han nu havde haft dem i sin Magt. Han vidste saaledes, at der ingen Naade var at vænte for ham, og var desuden, som vi have seet, allerede belavet paa at skulle dø. Thorkell befalede en af sine Mænd at dræbe ham, men denne vægrede sig, den næste lige saa, og derpaa de øvrige, den ene efter den anden, uagtet Thorkell til Befalingen føjede Løfte om Belønning. Tilsidst maatte Thorkell selv udføre Drabet, thi han vidste, heder det, at en af de to, han eller Ragnvald, maatte falde for den andens Haand. Da Drabet var skeet, kom Thorfinn Jarl til, og ytrede ingen Misfornøjelse derover; tvert imod lod han ogsaa hele Ragnvalds Følge dræbe. Den følgende Morgen drog han med sine Mænd paa Ragnvalds Fartøj til Kirkevaag. Han lod det lade med Malt, satte de samme Skjolde ved Stavnene, som Ragnvald havde haft, og lod ikke flere Folk vise sig, end dem der havde fulgt Ragnvald. Da han kom til Kirkevaag, troede derfor alle Ragnvalds tilbageblevne Mænd, at det var deres Herre, som kom, og gik ubevæbnede ned til Stranden for at tage imod ham. De bleve derfor let overmandede og tagne til Fange af Thorfinns Krigere. De vare i Alt Bo, hvoraf de fleste Kong Magnus’s Hirdmænd og Venner, men dette hindrede ikke Thorfinn fra at lade dem alle sammen dræbe, paa een Hirdmand nær, som han med Flid skaanede, for at han kunde drage hjem og fortælle Kongen, hvad der var skeet. Ragnvalds Lig blev bragt til Store Papø (Papey Westrey) og der begravet, sandsynligviis ved det der værende Kapel, der var indviet til Helgeninden St. Triduana (af vore Forfædre kaldet Trollhæna), om hvis Undergjerninger der gaves mange Sagn^[12]. Hans Død vakte stor Sorg blandt hele Almuen paa Orknø, thi han havde vundet Alles Hjerter ved sine udmerkede Egenskaber. Af alt, hvad der fortælles om ham, synes man og at maatte slutte, at han har været en Mand af et veltænkende og trofast Sindelag, hvilket han især lagde for Dagen ved sin opofrende Troskab mod Kong Olaf og sin Omhu for hans Broder Harald; hermed forenede han ogsaa Tapperhed og Krigsfærdighed, erhvervet fornemmelig under hans femaarige Ophold i Rusland. I Striden mod Thorfinn viste han sig vel efter vore Begreber haard og grusom, idet han forsøgte at brænde ham inde med hele hans Følge, men det var nu engang Skik og Brug i den Tid, hvor der førtes en Kamp paa Liv og Død, og Thorfinn viste sig paa sin Side endnu langt grummere. Ragnvald kan ved sin Død ej have været meget over 35 Aar gammel.

Thorfinn underkastede sig nu alle Øerne, og ingen vovede at gjøre ham Modstand. Kong Magnus fik vel tidligt den næste Vaar Budskab om Ragnvalds Drab, der gik ham haardt til Hjerte, og som han lovede at ville hevne, saa snart han fik Tid dertil; men for Øjeblikket var han faa beskjeftiget med sine Udrustninger mod Sven Ulfssøn og Harald, der herjede i Danmark, at han ej kunde ense de orknøiske Anliggender. Den følgende Høst og Vinter optoge Forhandlingerne med Harald ham; i al denne Tid havde Thorfinn saaledes frie Hænder, og herskede uafhængigt^[13].

1. Se forrige Bind, S. 857, 858.
2. I Orkn. Saga, S. 52, omtales først Vaaren efter Ragnvalds Ankomst, derpaa (S. 54) den følgende Vinter, og endelig fremdeles 8 Vintre, altsaa tilsammen 10 Vintre, hvori de vare enige, og laa ude i Leding, snart forenede, snart hver for sig.
3. Kalf forlod, som det ovenfor er viist (I. 2. S. 947) Norge i 1039. Han søgte rimeligviis, hvad der og udtrykkeligt siges, for det første til Thorfinn, men derfor er det ej nødvendigt at antage at han strax tog fast Ophold hos ham. Dette kan, efter hvad der ovenfor nærmere vises, ikke have været førend henimod 1045, da hine 10 Har vare omme. Vel staar der i Orkn. Saga (S. 84), først efter Ragnvalds Død eller rettere efter Magnus-’s Død 1047, omtalt, at Kalf var lange Stunder hos Thorfinn, stundom i Vesterviking paa Skotland og Island, samt en Tidlang Høvding for Thingmannalidet. Men dette behøver dog ikke strengt taget at henføres til Tiden efter 1047; det gaar neppe engang an, da de sex Aar, der hengik fra 1047 til Kalfs Død 1053, ikke er lang Tid nok til at alt det, der her opregnes, deri skulde kunde indpasses. Derhos siger Harald Haardraades Saga Cap. 69 udtrykkeligt, at Kalf havde været i Vesterviking, siden han flygtede fra Norge, og at han kun som oftest om Vintrene opholdt sig hos Thorfinn. Kalf nævnes ingensteds i de engelske Annaler som Høvding for Thingmannalidet. Men blandt de under mange kongelige Breve fra 1042 til 1045 undertegnede Navne forekommer en „Carl minister“: skulde dette maaskee verre en Fordrejelse af Kalfs Navn? I saa Fald havde vi en Angivelse af Tiden, i hvilken han var Thingmannalid-Høvding; og det passer særdeles godt, at Navnet just ophører at vise sig efter 1045. At Thorfinn opholdt sig deels i Galloway, deels paa Katanes, er ovenfor nævnt (I. 2. S. 857). Da Skotland, Irland og England nævnes som Scenen for Kalfs Bedrifter, er det øjensynligt, at han har opholdt sig etsteds midt imellem disse Landes Kyster, og en saadan Beliggenhed indtager netop Galloway. Herfra har vel ogsaa Thorfinn sendt sin Opfordring „ud til Orknø“; og man kan med dette for Øje godt forstaa, hvorledes Thorfinn, efter at have foretaget sine Udrustninger, dog ikke var kommen længere end til Petlandsfjorden, da Ragnvald efter sin Tilbagekomst fra Norge søgte imod ham, saaledes som det nedenfor vises.
4. Raudabjarg (Rødbjergene) have nogle antaget for Dunnet Head i Katanes ved Indløbet til Thursobugten. Men det maa være at søge paa Orknø-Siden, eftersom det udtrykkeligt siges at Thorfinn kom mod Ragnvald, just som denne kom til Pettlandsfjorden, og at Thorfinn, strax efter Slaget, lod søge efter Flygtningerne omkring paa alle Øer. Man kunde maaske ogsaa tænke paa Sydspidsen af Waas eller Vaagaland, men herfra var det dog vanskeligere for Ragnvald i Nattens Mørke at komme over til Norge og udenom Thorfinns Flaade.
5. Denne Omstændighed, at Fjordene omtales som frosne, foruden den Hurtighed, hvormed Ragnvald kommer over til Magnus, og tilbage til Orknø to Gange i een Høst, bestyrker, hvad der ovenfor er antaget, at Magnus tilbragte denne Vinter (1045—1040) i Viken.
6. Da Rossø nævnes her i Orkn. Saga S. 72, og vi senere erfare at Birgsaa var Thorfinns egentlige Residens, er det ogsaa sandsynligt, ak det var der, hvor han ved den ovenfor nævnte Lejlighed holdt til; snarest skulde man dog ellers formode, at Hrossey her staar ved en Skrivfejl for Háey eller Rögnvaldsey, da der fra disse Øer netop lod sig „ro over til Nes“.
7. Dette er det første Sted, eller et af de første Steder, hvor Kirkevaag ( Kirkevall) nævnes. By var det imidlertid da neppe endnu blevet, men man maa antage at det nys havde faaet sit Ravn efter den sandsynligviis af Ragnvald selv til Erindring om hans Fosterfader byggede St. Olafs Kirke, Byens ældste, nu sløjfede, Sognekirke.
8. Det Udsagn, hvortil Ragnvald her sigtede, se første Bind, S. 798.
9. Djakn d. e. Diaconus. Altsaa var der Gejstlige tilstede. Heraf synes man at maatte slutte, at der endnu paa Øen har boet irske Gejstlige, af vore Forfædre kaldte Paper, efter hvilke denne Ø, saa vel som store Pave eller Papey-Westrey, har faaet Navn.
10. Skikkjurakki, som den i Sagaen kaldes, d. e. egentlig en Smaahund til at bære under Kappen. Maaskee bar Ragnvald den med sig.
11. Om Thorkell Fostre, se forrige B. S. 650 flg.
12. Kapellet, eller Ruinerne deraf, kaldes nu St. Tredwalls Kapel. Navnet Triduana er i Skotland forvansket til Tredwall. Om Trollhæna, se Orkn. Saga S. 414.
13. Orkn. Saga, S. 58—80. Harald Haardraades Saga Cap. 43.