Det norske Folks Historie/3/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Arnor Jarlaſkald kvad ſine Draaper for Magnus og Harald, og begyndte med at omtale ſine tidligere Rejſer og Orknøernes Jarler, undlod han viſt ikke at hentyde til de blodige Krigsſcener, hvortil han der havde været Vidne, og det vilde endog ikke have været beſynderligt, om han, der af egen Erfaring havde ſeet de ſørgelige Følger af Fællesherredømme mellem to ærgjerrige og indbyrdes ſkinſyge Frænder, havde opmuntret Kongerne til Forligelighed, foreholdt dem hine Jarlers afſkrækkende Exempel, og i Særdeleshed advaret dem mod at lytte til Uroſtiftere, der ſøgte at ſætte Splid imellem dem, kun for derved ſelv at vinde Fordeel. Den Enighed, der i nogle Aar havde herſket mellem Jarlerne Ragnvald og Thorfinn, havde nemlig nu veget Pladſen for det blodigſte Fiendſkab, og hvorvel den egentlige Aarſag maa ſøges i Jarlernes egen Ærgjerrighed og den Skinſyge, de altid nærede mod hinanden, endog naar Forholdet mellem dem ſkulde ſynes at være venſkabeligt, er det dog temmelig viſt, at Kalf Arnesſøn, der efter ſin Flugt fra Norge tyede til Thorfinn Jarl, ogſaa har haft ſtor Deel i at oppuſte og fremſkynde Fiendſkabet imellem dem. Vi have ſeet, hvorledes Thorfinn, beſkjeftiget med ſine Foretagender i Skotland, ved Ragnvald Bruſesſøns Ankomſt i 1035 fandt ſig i at afſtaa denne de to Trediedele af Øerne, imod at Ragnvald forbandt ig til at underſtøtte ham paa hans Krigstog, og hvorledes de derefter i Forening gjorde flere heldige Erobringstog til Skotland, Syderøerne og Irland[1]. Saaledes gik det hen i 10 Aar[2]; der herſkede i det mindſte tilſyneladende Venſkab og Enighed mellem dem. Imidlertid kom Kalf Arnesſøn fra Norge, og fandt en venlig Modtagelſe hos Thorfinn, der var gift med hans Broderdatter Ingebjørg. Kalf tilbragte lange Tider i Veſterviking, idet han herjede paa Skotlands og Irlands Kyſter; han ſkal ogſaa en Tidlang have været Høvding for Thingmanna-Lidet i England. Men han betragtede dog Orknøerne ſom ſit egentlige Hjem, og opholdt ſig den længſte Tid i Galloway hos Thorfinn, omgiven af ſin talrige Krigerſkare[3]. Da Jarlen ogſaa ſelv havde mange Folk at underholde, faldt det ham vanſkeligt at beſtride Udgifterne til denne ſtore Mængde. Flere, og blandt dem upaatvivleligt Kalf, om end kun af den Aarſag at Ragnvald var Kong Magnus’s Ven og ivrige Tilhænger, foreſtillede ham derfor, at han ikke længer ſkulde lade Ragnvald ſidde inde med de to Trediedele af Orknøerne, ſaa mange Udgifter ſom han nu havde. Thorfinn lyttede gjerne til disſe Foreſtillinger, og ſendte Mænd ud til Orknøerne med den Anmodning til Ragnvald, at han ſkulde afſtaa til Thorfinn den Trediedeel af Øerne, ſom Einar Vrangmund i ſin Tid havde beſiddet. Da Ragnvald fik dette Budſkab, raadſlog han med ſine Venner derom, og afgav derpaa det Svar, at den Deel, hvorom der nu var Spørgsmaal, havde han faaet i Len af Kong Magnus, der betragtede den ſom ſin egen Arvedeel; at det ſaaledes maatte komme an paa Kong Magnus, hvo af dem der fremdeles ſkulde beſidde den, og at han ej vilde give Slip paa den, hvis Kongen afgjorde denne Sag til hans Fordeel. Da Sendemændene bragte Thorfinn dette Svar, og tilføjede at Ragnvald neppe med det Gode vilde give Slip paa hiin Deel, blev han meget vred, og ſagde at det var højſt ubilligt, naar Kong Magnus tilegnede ſig hans Broderarv, thi den Afſtaaelſe, hvorpaa Magnus beraabte in, var alene aftvungen ham og Bruſe, da de vare komne i Kong Olafs Vold. Han kaldte det meget utaknemmeligt af Ragnvald at negte ham denne hans Broderarv, uagtet han ſaa længe havde faaet ſidde i Fred for ham, men derfor, ſagde han, ſkulde han ogſaa nu med Vaabenmagt aftvinge ham, hvad han ikke godvilligt vilde afſtaa. Han ſendte Folk baade til Syderøerne og op i Skotland for at ſamle en Hær.

Da Ragnvald fik dette at høre, ſammenkaldte han ſine Venner, og ſpurgte dem, hvad Hjelp de vilde yde ham, da han ej var tilſinds at afſtaa nogen af ſine Beſiddelſer uden at have prøvet Kræfter med Thorfinn. Meningerne vare deelte. Nogle fandt det rimeligt, at han ikke vilde afſtaa noget; andre fandt det lige ſaa rimeligt at Thorfinn nu en Stund vilde have den ſtørſte Deel af Riget, efter at Ragnvald ſaa længe havde haft den. De fandt det heller ikke raadeligt for Ragnvald at begynde Krig med Thorfinn, der kunde opſtille Krigere fra Katanes, meget af Skotland, Syderøerne, og en Trediedeel af Orknøerne, medens han ſelv alene kunde ſkaffe Folk fra de to Trediedele af Øerne. Etikette foreſlog derfor at man ſkulde ſee til at faa et Forlig iſtand, og at Ragnvald i det Øjemed ſkulde tilbyde Thorfinn Halvdelen af Øerne. Da Ragnvald ſaa, hvor uenige de vare, ſagde han at heller end ſtrax at ſlutte et ſaadant Forlig om at dele Riget, vilde han forlade det før en Tid, og ſøge Hjelp hos ſin Foſtbroder Kong Magnus. Denne Beſlutning udførte han ogſaa ſtrax, drog over til Norge, og begav ſig til Magnus, ſom da maa være kommen ganſke nylig fra Danmark (Høſten 1045). Ragnvald fortalte Magnus, hvorledes Sagerne ſtode mellem ham og Thorfinn. Magnus viſte Ragnvald al mulig Velvilje, bad ham at opholde ſig hos ham ſaa længe han vilde, og tilbød at give ham ſaa ſtort Len, at han deraf godt kunde underholde ſig ſelv og ſine Mænd. Men Ragnvald vilde intet høre om at opgive ſine Beſiddelſer: han bad kun om Hjelp til at forſvare dem mod Thorfinn. Magnus føjede ham heri, og gav ham en Deel Ledings-Tropper. Han gav ham ogſaa en Hilſen og Brev under ſit Indſegl til Kalf Arnesſøn, hvori han lovede denne Landsviſt i Norge, Tilbagegivelſen af alle hans Ejendomme, og ſit Venſkab oven i Kjøbet, øm han vilde underſtøtte Ragnvald mod Thorfinn. Ragnvalds Ophold i Norge var kun kort: ſaa ſnart Magnus havde opfyldt hans Bøn, ſejlede han atter veſter, landede ved Hjaltland, hvor han og ſamlede Folk til ſig, og begav ſig derfra til Orknøerne. Her ſtevnede han ligeledes ſine Venner til ſig, og med ſin ſaaledes forſterkede Hær ſtyrede han over mod Katanes, hvor Thorfinn imidlertid var kommen med de Skarer, han havde ſamlet i Skotland og Sydrøerne. Ragnvald Jarl lod ſig det vare magtpaaliggende, jo før jo heller at ſende Kongens Brev og Budſkab til Kalf Arnesſøn, og denne laante, ſom det ſyntes, villigt Øre dertil. Saa ſnart Thorfinn fik høre at Ragnvald var kommen til Øerne, og vilde gjeſte Katanes, ſejlede han ham ſtrax imøde med ſin Flaade. Denne beſtod af 60, men for det meſte ſmaa Skibe; Ragnvald havde derimod, da han ſtak ud i Petlandsfjorden, 30 ſtore Skibe. Jarlerne mødtes ved Raudabjarg, ſandſynligviis det nuværende Oldhead, ſydligſt paa Ragnvaldsø[4]. Fra begge Sider angreb man hinanden med den ſtørſte Heftighed, og Striden blev haard og blodig. Kalf Arnesſøn havde vel været i Følge med Thorfinn, og havde ikke færre end ſex ſtore Skibe at raade over, men Virkningen af Kongens Tilbud viſte ſig nu, idet han med disſe Skibe, der vilde kunne have gjort Thorfinn den ſtørſte Nytte, holdt ſig afſides ſom en uvirkſom Tilſkuer. Da Kampen havde raſet en Stund, begyndte Mandfaldet at vende ſig paa Thorfinns Side, iſær fordi Ragnvalds Skibe vare ſaa meget højere end hans. Det ene efter det andet af Thorfinns ſmaa Skibe blev ryddet, ſaa at de fiendtlige Skibe omſider paa begge Sider omgave hans eget, der vel var ſtort og godt udruſtet, men dog havde vanſkeligt ved at forſvare ſig mod ſaa ſtor Overmagt. Mange af Beſætningen faldt eller ſaaredes, og Ragnvald vilde allerede til at entre, da Thorfinn, ſom faa at dette vilde blive hans Undergang, lod Tengſlerne hugge og roede til Land. Det var dog ikke hans Henſigt at unddrage ſig fra Kampen, men alene at fornye Beſætningen med friſke Krigere, og bringe de dræbte og ſaarede i Land. Blandt dem, ſom Thorfinn ved denne Lejlighed lod gaa i Land, var ogſaa Arnor Jarlaſkald, ſom paa den Tid opholdt ſig hos Jarlen og ſtod i ſtor Yndeſt hos ham. Det lader ikke til at han var ſaaret, men det ſynes kun at have været Omhyggelighed for ham, og Frygt for at en faa udmerket Skald ſkulde blive dræbt, der bragte Thorfinn til at lade ham forlade Skibet. Arnor ytrede ogſaa ſelv i et Vers, ſom han ved denne Lejlighed kvad, at han juſt ikke havde nogen Lyſt til at ſtride mod Ragnvald, og at Jarlernes Strid var ſaare beklagelig for deres fælles Venner. Denne Stemning var maaſkee temmelig almindelig blandt begge Jarlers Krigere. Da Thorfinn havde bemandet ſit Skib paa ny, begav han ſig hen til Kalk, bad ham ej længer unddrage ham ſin Hjelp, og foreſtillede ham det mislige i at ſtole paa Magnus’s Tilbud. „Du kunde jo“, ſagde han, „ikke engang beholde Kongens Yndeſt, da man ſkulde tro at du ſtod højt anſkreven hos ham, end ſige nu, efter at han bar jaget dig i Landflygtighed. Desuden, hvis Ragnvald overvinder os, og ſaaledes han og Magnus ganſke faa Herredømmet her veſtenfor Havet, vil du ej længer have noget ſikkert Tilhold her, medens du derimod, hvis jeg ſejrer, ikke ſkal mangle noget af, hvad der ſtaar i min Magt at give. Holde vi faſt ſammen, da kan ingen faa Bugt med os her veſter. Du vil da vel heller ikke have den Skam, at ligge ſtille ſom en Kat i en Roſe, medens jeg lige for dine Øjne ſtrider for vor begges Frihed. Derhos ere vi ſaa nøje beſvogrede, at det anſtaar enhver af os bedſt at hjelpe den anden mod Fiender, til hvem vi ikke ſtaa i noget ſaadant Forhold“. Disſe Foreſtillinger og Opeggelſer kunde Kalf ikke modſtaa. Han bød ſine Mænd ſtrax at lægge ud til Strid med Ragnvald. Det var paa høj Tid, thi Thorfinns øvrige Skibe vare nær ved at tage Flugten. Thorfinn lagde ſit Skib frem mod Ragnvalds eget, medens Kalf angreb de mindre af Ragnvalds Skibe. Her havde Kalf nu den ſamme Fordeel over disſe, ſom de forhen havde haft mod Thorfinns Smaaſkibe, nemlig at være højere. Han fik derfor ſnart ryddet dem. Raden kom nu til et Skib, bemandet med Ledingstropper fra Norge, men da disſe ſaa, hvorledes de nærmeſte Skibe vare blevne ryddede, tabte de Modet, hug Tengſlerne løs, og flygtede. Dec var ſaaledes kun faa Skibe tilbage hos Ragnvald, ſom imidlertid havde udholdt en heftig og temmelig ulige Kamp med Thorfinn. Og da Kalf nu lagde til paa den anden Side, vovede han ej at fortſætte Kampen længer, men lod Tengſlerne hugge og tog Flugten. Det var allerede langt ud paa Dagen, og Merket faldt paa. Ragnvald benyttede ſig heraf til at undkomme, og tog Vejen lige til Norge. Thorfinn derimod begyndte Morgenen efter at drage omkring til alle Øerne for at opſøge Flygtningerne, af hvilke nogle bleve dræbte, andre fik Grid. Thorfinn underlagde ſig derpaa alle Øerne, hvis Indbyggere maatte gaa ham til Haande, om de end for hen havde ſvoret Ragnvald Troſkabsed. For Sikkerheds Skyld tog han for det førſte ſit Sæde i Orknø med en talrig Skare af Krigere, til hvis Underhold han lod hente betydelige Forraad fra Katanes, men ſendte Kalf ſom et Slags Statholder til Sydrøerne, for at pasſe paa disſe. Ragnvald havde imidlertid begivet ſig lige til Kong Magnus, der nu, ſom for, tog venligt imod ham og tilbød ham Ophold hos ſig.

Ragnvald forblev ogſaa hos ham indtil noget ud paa Vintren, da Froſten allerede var begyndt, og Fjordene tillagte[5]. Da ſagde han, at han endnu en Gang vilde forſøge ſin Lykke mod Thorfinn. Kongen foreſtillede ham det mislige i at gjøre et ſaadant Tog ved Vintertid, og bad ham heller vænte indtil Vaaren kom og Iſen gik op, men lovede for øvrigt at Folk og Skibe ſkulde ſtaa til hans Tjeneſte. Ragnvald meente derimod, at det juſt nu var den belejlige Tid til at angribe Thorfinn, da han allermindſt var belavet derpaa; han vilde desuden ikke tidere opofre Kongens Krigere til Unytte, og haabede mere af et driſtigt Overfald med et eneſte, vel bemandet Skib, end af en formelig Krig med en ſtørre Flaade. Jo færre Skibe han havde, deſto mere uforvarende kunde han nemlig komme over Thorfinn, og deſto lettere kunde han undſlippe, om Planen mislykkedes. Magnus ſagde at han kunde gjort ſom han ſyntes, og bad ham fremdeles komme tilbage til ham, naar han vilde.

Ragnvald udruſtede nu ſit Skib, og beſatte det med de meeſt udſøgte Folk. Flere af dem vare Kongens Hirdmænd. Med en gunſtig Vind ſejlede han fra Norge, kom til Hjaltland, og hørte der at Thorfinn, aldeles ſom han havde formodet, ingen Ufred væntede og derfor havde ſendt mange af ſine Mænd fra ſig. Han opholdt ſig, fuldkommen tryg, paa Rosſø, ſandſynligviis ved Birgsaa paa Veſtſiden, kun omgiven af et ringe Antal Folk[6]. Ragnvald fik ſnart at vide, hvor han var, og kom ſaa uforvarende over ham, at han allerede havde beſat Dørene til Huſet førend nogen af dem, der vare indenfor, merkede det. Det var ved Nattetid. De fleſte ſov, men Jarlen ſad endnu ved Drikkebordet. Ragnvald var haard nok til at ſætte Ild paa Huſet. Thorfinn og hans Mænd grebe ſtrax til Vaaben, men kunde intet udrette, fordi alle Udgange vare beſatte. Imidlertid begyndte Ilden at gribe om ſig. Thorfinn lod Ragnvald anmode om at tilſtede alle dem Udgang, ſom han vilde ſkjenke Livet; dette forundte Ragnvald alle Kvinder og Ufrie, men hvad Thorfinns Hirdmænd angik, vilde de, ſom han ſagde, neppe være ham bedre levende, end døde. Men medens nu de, ſom Ragnvald vilde ſkaane, bleve bragte ud, ſaa Thorfinn ſit Snit til at faa en Brædeveg under Huſet brudt løs: her løb han ud, med ſin Huſtru Ingebjørg i Armen, og i Belgmørket og den tykke Røg bleve Ragnvalds Mænd ham ikke var, ſaa at han heldigt kom ned til Stranden, og der fik fat paa en Baad, hvori han, endnu ſamme Nat roede ganſke alene over til Katanes. Ragnvald brændte hele Gaarden op med alle de Mænd, ſom vare derinde, og hverken han ſelv eller nogen af hans Folk havde mindſte Anelſe om at Thorfinn var undſluppen. Denne ſøgte ogſaa fremdeles at holde ham i Uvidenhed derom, for ſiden deſto lettere at kunne overrumple ham, og holdt ſig til den Ende ſkjult hos ſine Venner paa Katanes. Ragnvald rejſte imidlertid rundt om til alle Øerne, ſom han underlagde ſig, og ſendte endog Bud over til Katanes, at han gjorde Fordring paa det Rige, ſom Thorfinn her havde haſt. Ingen modſagde ham, og ſaaledes ſvævede han fremdeles i den Tro, at Thorfinn var indebrændt.

Da Ragnvald havde tilendebragt ſin Hyldingsrejſe, opſlog han ſin Bolig i Kirkevaag[7], for her at tilbringe Vintren. Hid lod han derfor og det nødvendige Vinterforraad bringe ſammen, og der behøvedes meget, da han havde mange Folk hos ſig og levede paa en ſtor Fod. Lidt før Juul rejſte han ſelv med et betydeligt Følge til Lille-Papø (Papey-Stronsey) efter Malt til Juleølet. En Aften under hans Ophold her, ſad han og hans Mænd længe ved Ilden for at varme ſig. Fyrbøderen ytrede, at der begyndte at blive Mangel paa Ved til at holde Baalene vedlige. Jarlen bilde ſvare: „vi ere ogſaa varme nok, naar disſe Baal ere nedbrændte“; men han kom til at forſnakke ſig og ſagde: „vi ere ogſaa gamle nok“. » Han merkede ſtrax Fejlen og ſagde: „nu kommer det mig i Hu hvad min Foſterfader Kong Olaf ſagde paa Stikleſtad, da jeg gjorde ham opmerkſom paa at han forſnakkede ſig, nemlig at naar der hendtes mig det ſamme, ſkulde jeg berede mig paa min nær foreſtaaende Død: hvo veed, kanſkee min Frænde Thorfinn er endnu i Live“[8]. I det ſamme hørte de at Gaarden var omringet af Folk. Det var virkelig Thorfinn, der nu kom for at gjengjelde Ragnvald det forrige Overfald og lade ham friſte den ſamme Skjebne, ſom var ham ſelv tiltænkt. Thorfinns Mænd ſatte ſtrax Ild paa Huſene, og opſtablede ſtore Dynger udenfor Døren. Han tillod imidlertid alle dem, der ikke hørte til Jarlens Følge, at gaa ud. Da de fleſte af disſe vare komne ud, ſaa man en Mand komme frem i Døren, han var kun iført Liinklæder, udgav ſig for en Djakn[9], og bad Thorfinn og de Omſtaaende række ham Haanden og hjelpe ham over Dyngen. Men i det ſamme ſtøttede han ſig med begge Hænder paa Dyngen, og gav ſig ſaadan en Fart, at han hoppede over baade Dyngen og Mandkredſen, kom ned langt bagenfor denne, og forſvandt i Mørket. „Det var Jarlen“, raabte Thorfinn, „ingen beſidder ſaadan Legemsfærdighed uden han; efter ham, ſaa hurtigt I kunne!“ Thorfinns Mænd fordeelte ſig nu i Flokke rundt om Øen for at oplede ham. Ragnvald havde gjemt ſig i en Steenurd nede ved Stranden, og de vilde neppe have fundet ham, hvis han ej var bleven røbet ved ſin Skjødehund[10], ſom var fulgt med ham. Thorkell Foſtre[11], der med ſin Flok ledte paa den Kant, hørte Hunden gjø, gik efter Lyden, fandt Jarlen, og tog ham til Fange. Den gjenſidige Forbitrelſe var for ſtor til at der kunde være Tale om at ſkjenke ham Livet. Ragnvald vilde heller ikke have viiſt nogen Naade mod Thorfinn eller Thorkell, om han nu havde haft dem i ſin Magt. Han vidſte ſaaledes, at der ingen Naade var at vænte for ham, og var desuden, ſom vi have ſeet, allerede belavet paa at ſkulle dø. Thorkell befalede en af ſine Mænd at dræbe ham, men denne vægrede ſig, den næſte lige ſaa, og derpaa de øvrige, den ene efter den anden, uagtet Thorkell til Befalingen føjede Løfte om Belønning. Tilſidſt maatte Thorkell ſelv udføre Drabet, thi han vidſte, heder det, at en af de to, han eller Ragnvald, maatte falde for den andens Haand. Da Drabet var ſkeet, kom Thorfinn Jarl til, og ytrede ingen Misfornøjelſe derover; tvert imod lod han ogſaa hele Ragnvalds Følge dræbe. Den følgende Morgen drog han med ſine Mænd paa Ragnvalds Fartøj til Kirkevaag. Han lod det lade med Malt, ſatte de ſamme Skjolde ved Stavnene, ſom Ragnvald havde haft, og lod ikke flere Folk viſe ſig, end dem der havde fulgt Ragnvald. Da han kom til Kirkevaag, troede derfor alle Ragnvalds tilbageblevne Mænd, at det var deres Herre, ſom kom, og gik ubevæbnede ned til Stranden for at tage imod ham. De bleve derfor let overmandede og tagne til Fange af Thorfinns Krigere. De vare i Alt Bo, hvoraf de fleſte Kong Magnus’s Hirdmænd og Venner, men dette hindrede ikke Thorfinn fra at lade dem alle ſammen dræbe, paa een Hirdmand nær, ſom han med Flid ſkaanede, for at han kunde drage hjem og fortælle Kongen, hvad der var ſkeet. Ragnvalds Lig blev bragt til Store Papø (Papey Weſtrey) og der begravet, ſandſynligviis ved det der værende Kapel, der var indviet til Helgeninden St. Triduana (af vore Forfædre kaldet Trollhæna), om hvis Undergjerninger der gaves mange Sagn[12]. Hans Død vakte ſtor Sorg blandt hele Almuen paa Orknø, thi han havde vundet Alles Hjerter ved ſine udmerkede Egenſkaber. Af alt, hvad der fortælles om ham, ſynes man og at maatte ſlutte, at han har været en Mand af et veltænkende og trofaſt Sindelag, hvilket han iſær lagde for Dagen ved ſin opofrende Troſkab mod Kong Olaf og ſin Omhu for hans Broder Harald; hermed forenede han ogſaa Tapperhed og Krigsfærdighed, erhvervet fornemmelig under hans femaarige Ophold i Rusland. I Striden mod Thorfinn viſte han ſig vel efter vore Begreber haard og gruſom, idet han forſøgte at brænde ham inde med hele hans Følge, men det var nu engang Skik og Brug i den Tid, hvor der førtes en Kamp paa Liv og Død, og Thorfinn viſte ſig paa ſin Side endnu langt grummere. Ragnvald kan ved ſin Død ej have været meget over 35 Aar gammel.

Thorfinn underkaſtede ſig nu alle Øerne, og ingen vovede at gjøre ham Modſtand. Kong Magnus fik vel tidligt den næſte Vaar Budſkab om Ragnvalds Drab, der gik ham haardt til Hjerte, og ſom han lovede at ville hevne, ſaa ſnart han fik Tid dertil; men for Øjeblikket var han faa beſkjeftiget med ſine Udruſtninger mod Sven Ulfsſøn og Harald, der herjede i Danmark, at han ej kunde enſe de orknøiſke Anliggender. Den følgende Høſt og Vinter optoge Forhandlingerne med Harald ham; i al denne Tid havde Thorfinn ſaaledes frie Hænder, og herſkede uafhængigt[13].

  1. Se forrige Bind, S. 857, 858.
  2. I Orkn. Saga, S. 52, omtales førſt Vaaren efter Ragnvalds Ankomſt, derpaa (S. 54) den følgende Vinter, og endelig fremdeles 8 Vintre, altſaa tilſammen 10 Vintre, hvori de vare enige, og laa ude i Leding, ſnart forenede, ſnart hver for ſig.
  3. Kalf forlod, ſom det ovenfor er viiſt (I. 2. S. 947) Norge i 1039. Han ſøgte rimeligviis, hvad der og udtrykkeligt ſiges, for det førſte til Thorfinn, men derfor er det ej nødvendigt at antage at han ſtrax tog faſt Ophold hos ham. Dette kan, efter hvad der ovenfor nærmere viſes, ikke have været førend henimod 1045, da hine 10 Har vare omme. Vel ſtaar der i Orkn. Saga (S. 84), førſt efter Ragnvalds Død eller rettere efter Magnus-’s Død 1047, omtalt, at Kalf var lange Stunder hos Thorfinn, ſtundom i Veſterviking paa Skotland og Island, ſamt en Tidlang Høvding for Thingmannalidet. Men dette behøver dog ikke ſtrengt taget at henføres til Tiden efter 1047; det gaar neppe engang an, da de ſex Aar, der hengik fra 1047 til Kalfs Død 1053, ikke er lang Tid nok til at alt det, der her opregnes, deri ſkulde kunde indpasſes. Derhos ſiger Harald Haardraades Saga Cap. 69 udtrykkeligt, at Kalf havde været i Veſterviking, ſiden han flygtede fra Norge, og at han kun ſom ofteſt om Vintrene opholdt ſig hos Thorfinn. Kalf nævnes ingenſteds i de engelſke Annaler ſom Høvding for Thingmannalidet. Men blandt de under mange kongelige Breve fra 1042 til 1045 undertegnede Navne forekommer en „Carl minister“: ſkulde dette maaſkee verre en Fordrejelſe af Kalfs Navn? I ſaa Fald havde vi en Angivelſe af Tiden, i hvilken han var Thingmannalid-Høvding; og det pasſer ſærdeles godt, at Navnet juſt ophører at viſe ſig efter 1045. At Thorfinn opholdt ſig deels i Galloway, deels paa Katanes, er ovenfor nævnt (I. 2. S. 857). Da Skotland, Irland og England nævnes ſom Scenen for Kalfs Bedrifter, er det øjenſynligt, at han har opholdt ſig etſteds midt imellem disſe Landes Kyſter, og en ſaadan Beliggenhed indtager netop Galloway. Herfra har vel ogſaa Thorfinn ſendt ſin Opfordring „ud til Orknø“; og man kan med dette for Øje godt forſtaa, hvorledes Thorfinn, efter at have foretaget ſine Udruſtninger, dog ikke var kommen længere end til Petlandsfjorden, da Ragnvald efter ſin Tilbagekomſt fra Norge ſøgte imod ham, ſaaledes ſom det nedenfor viſes.
  4. Raudabjarg (Rødbjergene) have nogle antaget for Dunnet Head i Katanes ved Indløbet til Thurſobugten. Men det maa være at ſøge paa Orknø-Siden, efterſom det udtrykkeligt ſiges at Thorfinn kom mod Ragnvald, juſt ſom denne kom til Pettlandsfjorden, og at Thorfinn, ſtrax efter Slaget, lod ſøge efter Flygtningerne omkring paa alle Øer. Man kunde maaſke ogſaa tænke paa Sydſpidſen af Waas eller Vaagaland, men herfra var det dog vanſkeligere for Ragnvald i Nattens Mørke at komme over til Norge og udenom Thorfinns Flaade.
  5. Denne Omſtændighed, at Fjordene omtales ſom frosne, foruden den Hurtighed, hvormed Ragnvald kommer over til Magnus, og tilbage til Orknø to Gange i een Høſt, beſtyrker, hvad der ovenfor er antaget, at Magnus tilbragte denne Vinter (1045—1040) i Viken.
  6. Da Rosſø nævnes her i Orkn. Saga S. 72, og vi ſenere erfare at Birgsaa var Thorfinns egentlige Reſidens, er det ogſaa ſandſynligt, ak det var der, hvor han ved den ovenfor nævnte Lejlighed holdt til; ſnareſt ſkulde man dog ellers formode, at Hrossey her ſtaar ved en Skrivfejl for Háey eller Rögnvaldsey, da der fra disſe Øer netop lod ſig „ro over til Nes“.
  7. Dette er det førſte Sted, eller et af de førſte Steder, hvor Kirkevaag ( Kirkevall) nævnes. By var det imidlertid da neppe endnu blevet, men man maa antage at det nys havde faaet ſit Ravn efter den ſandſynligviis af Ragnvald ſelv til Erindring om hans Foſterfader byggede St. Olafs Kirke, Byens ældſte, nu ſløjfede, Sognekirke.
  8. Det Udſagn, hvortil Ragnvald her ſigtede, ſe førſte Bind, S. 798.
  9. Djakn d. e. Diaconus. Altſaa var der Gejſtlige tilſtede. Heraf ſynes man at maatte ſlutte, at der endnu paa Øen har boet irſke Gejſtlige, af vore Forfædre kaldte Paper, efter hvilke denne Ø, ſaa vel ſom ſtore Pave eller Papey-Weſtrey, har faaet Navn.
  10. Skikkjurakki, ſom den i Sagaen kaldes, d. e. egentlig en Smaahund til at bære under Kappen. Maaſkee bar Ragnvald den med ſig.
  11. Om Thorkell Foſtre, ſe forrige B. S. 650 flg.
  12. Kapellet, eller Ruinerne deraf, kaldes nu St. Tredwalls Kapel. Navnet Triduana er i Skotland forvanſket til Tredwall. Om Trollhæna, ſe Orkn. Saga S. 414.
  13. Orkn. Saga, S. 58—80. Harald Haardraades Saga Cap. 43.