Det norske Folks Historie/3/12

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 147-161).

Vintren fra 1046 til 1047 var usædvanlig haard i hele Nord-Europa. Især indtraf en heftig Frost i Februar Maaned, som tillagde Havet mellem Norge og Danmark, saa at Ulvene løb over Isen mellem begge Lande^[1]. I den vestlige Deel af England faldt der saa megen Sne, at Træernes Grene knækkedes, og ikke engang de ældste Folk kunde erindre at have oplevet en saadan Kulde, der tillige ledsagedes af frygtelige Uvejr. Derved opstod Hungersnød og Sygdomme blandt Mennesker og Kvæg, endog Fugle og Fiske døde af Frost og Hunger^[2]. Denne Frost kom ellers belejligt saa vel før Thorfinn Jarl, som især for Sven Ulfssøn i Danmark, der med det første kunde vænte Angreb af Magnus, thi derved hindredes denne fra at foretage Udrustninger og tiltræde Toget saa tidligt, som han ellers vilde have kunnet, og Sven fik saaledes længere Frist end der ellers vilde været blevet ham til Deel. Denne Frist lader det til at han har benyttet saa godt han kunde, til at indlede Underhandlinger med England og søge Hjelp derfra, især da hans Yndest hos Danerne selv nu stod paa svage Fødder. Det er ovenfor berettet, hvorledes Magnus havde gjort Fordring paa England, men, efter hvad vore Sagaer fortælle, ved Edwards Forestillinger ladet sig bevæge til at opgive dem. Det er ligeledes omtalt, hvorledes Edward desuagtet ansaa sig nødsaget til at samle en betydelig Flaade i Sandwich, for at være rede til at modtage Magnus, om han skulde komme^[3]. Men imidlertid lader det til, at han saa vidt muligt har søgt at afholde sig fra nogen som helst Handling, der kunde udtydes som om han tog Parti med Sven, og som kunde fremkalde noget Angreb fra Norge. Dette, maa man formode, var ogsaa Aarsagen til, at Gunnhild, den dræbte Harald Jarls Hustru, der havde taget sin Tilflugt til England, blev fordreven derfra med sine to Sønner, Heming og Thorkell, i Aaret 1044, just da Magnus’s Herredømme over Danmark maatte ansees befæstet ved hans Sejr ved Helgenes. Hun begav sig til Brügge i Flandern, hvorfra hun først senere vendte tilbage til Danmark^[4]. Edward havde desuden just ingen særdeles Grund til at være venskabelig sindet mod Sven, thi ogsaa denne betragtede sig som berettiget til Englands Trone, og uagtet det neppe er sandt, hvad Sven selv siden fortalte Mag. Adam af Bremen, at Edward strax efter sin Tronbestigelse søgte at berolige ham ved at udnævne ham til sin Arving, saa vel som at Edward senere, da han efter Magnus’s Død beredte sig til at angribe England, fornyede dette Løfte og bød ham Skat^[5], saa viser det dog noksom, at Forstaaelsen mellem dem, trods den Omstændighed at Edward var gift med Svens Søskendebarn Eadgydha, Godwines Datter, ej kan have været synderlig god. Sit største Haab satte Sven, som det synes, til Godwine selv, der var at betragte som Englands egentlige Herre, hvis Hustru var Svens Faster, og hos hvem endog Svens Brødre, Bjørn og Aasbjørn, opholdt sig og nøde stor Anseelse. Men Folkestemningen i England var Danerne ugunstig, og saa vel Kongens som Folkets Tilbøjelighed traf saaledes her sammen i at overlade Sven til sig selv^[6]. Heri handlede man dog for saa vidt upolitisk, som det var at forudsee, at naar Magnus og Harald først havde overvældet Sven, vilde Raden ogsaa komme til England, thi om end Magnus var fredelig stemt, var derimod Harald saa meget mere krigslysten og ærgjerrig. Dette forstod Thorfinn Jarl vel, og da han let kunde indsee, at de norske Konger ikke vilde gjøre noget Tog til England, uden tillige at besøge Orknø og hevne Ragnvald Jarls Død, besluttede han snarest muligt at søge et Forlig bragt til Veje.

Endnu i Løbet af Vintren udbøde Magnus og Harald Leding fra Norge. Men det var ikke førend langt ud paa Sommeren, eller rettere henimod Høsten, at de fik Hæren og Flaaden samlet^[7]. Hertil bidrog vel ikke alene den langvarige Vinter, men ogsaa den daarlige Forstaaelse, som herskede mellem Kongerne. Derpaa havde man et Exempel under selve de Rejser, Kongerne foretoge forat paaskynde Udrustningerne. De havde været øster i Viken, hver med sit Skib og sin Hird, og sejlede nordefter. Harald var en Morgen bleven tidligere sejlfærdig end Magnus fra den Havn, hvori de laa, og kom derfor ogsaa tidligere til den for næste Nat bestemte Havn, hvor han strax lagde ind til Kongelejet. Da Magnus kom, saa han at Harald laa i det ham tilkommende Leje, og at han allerede havde tjeldet og slaaet Landtoug. Opbragt herover, befalede han sine Mænd, saa snart Sejlet var sluppet ned, at sætte sig til Aarerne, ro i fuld Fart mod Haralds Skib, og gribe til Vaaben for at tvinge Harald til at lægge af Vejen. Det skede, men saa snart Harald blev det var, bød han strax sine Mænd kappe Landtougene og flytte Skibet tilside, „thi nu“, sagde han, „er nok min Frænde Magnus vred“. Da Magnus havde indtaget sin Plads, og begge Skibe vare fortøjede, gik Harald, ledsaget af nogle faa Mænd, ombord paa Magnus’s Skib. Denne bød ham velkommen. Sø, jeg kunde nok tænke at vi vare komne til sidde Venner“, sagde Harald, „men nys saa det virkelig ud til noget af hvert; dog det er sandt som man siger, at Barn er bradt i Hu, og derfor vil jeg ikke tilregne det andet end eders Ungdom“. „Tilregn det heller min Æt“, svarede Magnus, „thi jeg mindes godt hvad jeg indrømmede eder, saa vel som hvad jeg forbeholdt mig; jeg for min Deel vil nøje holde alle de Løfter, jeg gav eder, og det samme fordrer jeg af eder med Hensyn til mig“. „Det er et gammelt Ordsprog, at den viseste viger“, sagde Harald, og gik ombord paa sit Skib. Kongernes Omgivelser ytrede sig forskjelligt om denne Begivenhed. Magnus’s Mænd meente at deres Herre havde fuldkommen Ret; Haralds Mænd paastode derimod at Aftalen om Kongelejet ikke gjaldt uden naar begge Konger paa een Gang kom ind i samme Havn, men at Meningen ej var den at Harald skulde vige Pladsen, naar han allerede laa der sør Magnus. Denne Forklaring var vistnok ogsaa den rette, og man roste Harald med god Føje for den Sindighed og fornuftige Eftergivenhed, han havde viist. Der manglede heller ikke paa ondskabsfulde Gemytter, der søgte at fremstille Magnus’s Ubesindighed som en planmæssig Stræben efter at krænke Harald og bryde det med ham sluttede Forlig. De daarlige Udsigter til Enighed mellem Kongerne, som disse og lignende Trætter aabnede under det forestaaende Tog, vakte alle forstandige og fædrelandskjærlige Mænds Bekymring^[8].

Den Hær, som Kongerne omsider fik samlet, skal have været betydelig. Hvor Flaaden samledes, nævnes ikke; vi erfare kun at Kongerne sejlede sydefter langs Kysten, og at Ledingsskibene fra hvert Fylke paa sædvanlig Viis stødte til Hovedflaaden, eftersom den kom videre. I Havnen ved Selv, strax vestenfor Lindesnes, oppebiede man Ledingsskibene fra Viken. En Dag kom to Langskibe roende ind, og lagde sig.lige ved Kong Magnus’s Skib. Fra det nærmeste af hine gik en Mand, iført en hvid Hættekappe, over paa Kongens Skib og agter til Løftingen, hvor Kongen sad til Bords. Han hilsede Kongen, idet han brak et Stykke af en Brødleev og spiste det. Kongen hilste igjen, og rakte ham godmodigt sit Bæger, da han saa ham spise af Brødet. Den Fremmede tog imod Bægeret og sagde: „jeg faar vel Grid, siden vi nu ere Mad-Kammerater“? „Hvad heder dit da“, spurgte Kongen, idet han saa paa ham. „Mit Navn er Thorfinn“ svarede den Fremmede. „Er du maaskee Thorfinn Jarl“, spurgte Kongen. „Saaledes kalder man mig der vester“, sagde Jarlen; nu er jeg kommen hid med to Tyvesesser saa godt udrustede som det staar i min Magt, for at deeltage i dette Tog med eder, hvis I ville modtage Hjelp af min; imidlertid overgiver jeg mig ganske Gud og eder i Vold for de store Ting, hvori jeg har forgaaet mig mod eder“. Flere kom nu til og hørte deres Samtale. Kongen tog seent til Orde, og sagde: „Sandt er det, Thorfinn, at jeg var fast besluttet paa, naar vi mødtes, ej at lade dig komme levende derfra; dog staa Sagerne nu saaledes at det ej sømmer sig for mig at lade dig dræbe. Du skal derfor følge med mig, men noget Forlig vil jeg endnu ikke afsige førend jeg har bedre Tid“. Flaaden laa temmelig længe ved Selø, inden man fik Bør til at komme over til Jylland; imidlertid talte Kongen ofte og længe med Thorfinn, viste sig venlig mod ham og raadførte sig med ham. En Dag, da Jarlen efter Kongens Indbydelse sad og drak med ham i Løftingen paa hans Skib, og begge vare lystige, kom en stor og statelig Mand, iført en rød Kjortel, op i Løftingen og hilsede Kongen, der hilsede venligt igjen. Det var en af Kongens Hirdmænd, og han sagde, at han egentlig var kommen for at tale med Thorfinn Jarl. Paa Thorfinns Spørgsmaal, hvad hans Ærende var, sagde han at en af de Hirdmænd, Thorfinn havde ladet dræbe i Kirkevaag, var hans Broder, og at han nu vilde vide, hvad Jarlen vilde give ham i Broderbod. „Har du da ikke hørt“, sagde Jarlen, „at jeg ikke plejer at give Bod for de Mænd, jeg lader dræbe, fordi jeg ej lader nogen dræbe uden at jeg tror at have gyldig Grund dertil?“ „Det kommer ikke mig ved, hvad du gjør ved Andre“, svarede Hirdmanden, „naar du kun bøder den, hvis Eftermaal paaligger mig; ogsaa jeg mistede en Deel Gods, og leed selv en haanlig Medfart; min Sag er det nærmest at paatale den Overlast, min Broder og jeg have lidt, og jeg vil bane sømmelig Erstatning derfor: Kongen kan længe nok tilgive hvad der er skeet mod ham, dersom han maaskee ikke synes det har noget at betyde, at hans Hirdmænd ledes ud og slagtes som Sauder“. Jarlen svarede; „jeg seer nok at jeg kan prise mig lykkelig ved at jeg ikke er i din Vold; men er du ikke den Mand, jeg skjenkede Livet?“ „Jo vist nok“, svarede den anden; „det stod i din Magt at dræbe mig, som de øvrige-“. „Det er dog sandt“, sagde Jarlen, „at der hendes mange hvad de mindst skulde have tænkt; aldrig troede jeg at skulle undgjelde, fordi jeg havde viist mig altfor fredelig mod mine Fiender, men nu undgjelder jeg virkelig fordi jeg har skjenket dig Livet, thi havde jeg ladet dig dræbe som dine andre Kammerater, vilde du ikke i Dag have kunnet sverte mig for Kongen“. Ved disse Ord saa Kongen paa Thorfinn, blev blodrød i Ansigtet og sagde: „saa det dog er saaledes, Thorfinn, at du mener ikke at have dræbt mange nok af mine Hirdmænd, og det uden at bøde dem?“ Jarlen svarede ikke, men sprang op, gik ned al Løftingen, og over paa sit Skib. Om Aftenen var alt roligt. Morgenen efter kom der god Vind, og Skibene roede strax ud af Havnen. Kongen stevnede syd over Havet ad Jylland til med den samlede Flaade. Jarlen holdt sig allerede fra Morgenen af saa langt ud mod Havet, som muligt, og henimod Aftenen satte han vester ud, indtil han kom tilbage til Orknøerne. Saa daarligt et Udfald fik dette velmeente Forsøg af Thorfinn paa at bringe et Forlig i Stand, alene ved hiin Hirdmands ubelejlige Mellemkomst og Magnus’s uoverlagte Heftighed^[9].

Da Kongerne kom til Danmark, fordeelte de Skibene mellem sig, og drog hver paa sin Kant for at opsøge Sven, afstraffe dem, der havde taget Parti med ham, og atter bringe Landet til Lydighed. Vi kjende dog kun lidet til deres Krigsforetagender, der meest synes at have indskrænket sig til Farter langs Kysterne og hyppige Landgange samt mindre Trefninger; end mindre Besked vide vi om, hvad Danerne imidlertid foretoge sig; vi vide kun, at de nu gjorde fælles Sag med Magnus, og forenede sig mod Sven, som de overvandt i et Slag den 9de August, uden at man dog kan see, hvor vidt Magnus selv deeltog i dette Slag, eller ikke^[10]. Det rimeligste er dog, at Danerne allerede havde afgjort dette paa egen Haand, førend Magnus og Harald kom, siden baade vore Sagaer og Saxo ere enige om, at Sven ikke torde oppebie Magnus, men flygtede for ham til Skaane^[11]. Imidlertid lader det dog, som om han ikke den hele Tid forblev der, men af og til, deels til Vands, deels til Lands, og ofte uden endog at give sig tilkjende, vovede sig i Nærheden af Kongernes Hær, deels for at holde Øje med deres Bevægelser, deels ogsaa for at tilføje dem hvad Skade han kunde ved smaa uformodede Overfald. Saaledes fortælles der, at en Godvejrsdag, da Magnus og Harald tilsammen laa med deres Skibe ved en skovbevoxet Kyst, hvor der foran Skoven var en jevn Slette, kom en herligt udrustet Rytter frem af Skoven, lod sin Hest gjøre mange kunstige Vendinger, og viste sin Rytterfærdighed til de norske Krigeres største Beundring; da han en Stund havde ladet dem see disse Kunster, reed han lige hen imod dem og raabte højt: „Jeg er Niding mod Kong Magnus, men det samme er Kong Harald mod mig„ og der er overmaade stor Forskjel mellem begge disse Konger“. Derpaa vendte han om og reed ind i Skoven igjen, hvor han forsvandt bag Træerne. Det var Sven; Kong Magnus kjendte ham, og sagde: „Sven Ulfssøn er en herlig Mand, havde han saa sandt Folk, som han selv er uforfærdet og djerv, vilde han oftere sejre“^[12]. En anden Gang, fortælles der, var Sven i en Sø-Trefning næsten bleven oversejlet, og kunde alene redde sit Liv ved at løbe over paa den norske Høvding Orm Eilifssøns Skib. Han bad Orm om at skjenke ham Liv og Frihed, hvilket Sem ogsaa paa eget Ansvar tilstod ham. Da Magnus siden fik det at vide, og spurgte Orm, hvorledes han torde understaa sig at gjøre noget saadant paa egen Haand, svarede Orm, at han derved for en stor Deel havde Kongens eget Vel for Øje. Kongen spurgte videre, om det da ikke var faldt ham ind at han derved vilde udsætte sig for Kongens Vrede. „Det faldt mig rigtig nok ikke ind“, svarede Orm. Men i Stedet for at straffe Orm eller vise ham nogen Unaade, sagde Magnus at han havde opført sig som en brav Mand, og ophøjede ham endog siden til Jarl^[13]. Hvis dette ellers forholder sig rigtigt, vilde det være uforklarligt, med mindre man antager, at Magnus allerede temmelig tidligt under denne sidste Krig havde begyndt at ønske en Udsoning med Sven, og nærede den Hensigt, han siden udførte, at udnævne ham til sin Eftermand i Danmark. Dette er i og for sig meget naturligt, naar man overvejer hvorledes hans Liv i den sidste Tid var forbitret ved det spendte Forhold, hvori han stod til Harald, hvilken, som man især af det følgende tydeligt kan see, nu var ham og hans nærmeste Raadgivere langt mere forhadt end Sven; og det vilde end bedre kunne forklares, hvis han, som vore Sagaer fortælle, har haft en Anelse om sin nær forestaaende Død. De fortælle nemlig, at da Magnus og Harald engang paa ei Strejftog havde været heldige nok til at fange Svens ivrigste og mægtigste Tilhænger, Thrugils Birnessøn, der sagdes at raade for Tredieparten af hele Danmark, tilligemed mange andre Folk, tog Kongen sin Moder, Alfhild, der var med ham paa Toget, til Side, og bad hende træde frem og i de flestes Paahør at bede ham om Naade for den fornemste af Fangerne. Hun forundrede sig derover, især da han nys forhen havde været meget vred paa hende, ja endog brugt haarde og usømmelige Ord, fordi hun paa egen Haand havde vovet at sætte den ved et tidligere Strejftog fangne Thorkell Gøsa paa fri Fod. Men han sagde, at han nu ej alene ønskede at give hende Oprejsning, fordi han den Gang talte saa haardt til hende, men at han og paa denne Maade vilde berede hende en venlig Modtagelse og Hjelp efter hans Død, da han ansaa det for heel uvist om han endnu havde mange Levedage tilbage, og stolede ikke synderligt paa at Harald vilde vise hende nogen Velvilje. Det tilføjes ogsaa, at baade Thorkell Gøsa og Thrugils Birnessøn bade hende paa det indstændigste at henvende sig til dem, om hun siden skulde blive stedt i Nød og savnede anden Hjelp^[14]. Det lader saaledes til, og bekræftes af hvad Magnus paa sin Dødssæng forordnede, at han i Forvæntningen om sin nær forestaaende Død ej alene søgte at berolige sit Sind ved at vise Mildhed mod Sven og hans Tilhængere, men at han endog derved søgte at berede sin Møder og sine nærmeste Paarørende det Tilflugtssted i Danmark, der vilde blive hende negtet i Norge; ligesom vel og hans nærmeste Omgivelser, Mænd som Einar Thambarskelve, Orm Jarl, og andre, der samtlige hørte til det mægtige, og Harald fiendske, norske Magnat-Parti, ved alle Lejligheder raadede ham til Skridt, der sigtede til at vanskeliggjøre Harald Erhvervelsen af Danmark efter hans Død, ej alene fordi de undte Harald en saadan Modgang, men og fordi de derved saa meget bedre sikrede deres eget Vælde lige over for Kongens. Thi i uhindret Besiddelse af baade Danmark og Norge vilde denne kunne faa Overtaget over dem, medens han derimod, kun Herre over det ene Rige, og dertil, hvad der var at forudsee, i stadig Kamp med Sven, snarere vilde blive afhængig af dem.

De danske Historieskrivere fortælle en Tildragelse, der maaskee indeholder Nøglen til denne sygelige Stemning hos Kongen i hans kraftigste Ynglingsalder, da han efter Naturens Orden skulde have mange Leveaar i Vænte. Da han var i Sjæland, og just tænkte paa tildrage over til Skaane efter Sven, havde han, berette de, det Uheld, at hans Hest i Nærheden af Landsbyen Alsted blev sky for en opspringende Hare, og styrtede med ham, saa at han stødte Hovedet mod en Træstubbe og døde^[15]. Der siges dog ej, hvor snart Døden indtraf efter hiint Fald, og da det nu maa ansees temmelig vist, at Magnus ikke døde paa Sjæland, men derimod ombord paa sit Skib ved Sønderjyllands Kyst, er det sandsynligt, at hiin havde dette Uheld temmelig snart efter sin Ankomst til Danmark, hvor hans første Skridt ved Efterretningen om Svens Flugt til Skaane maatte være det, at begive sig til Sjæland, for der at iagttage ham eller forfølge ham videre, og at Stødet i Førstningen ikke har været saa smerteligt eller anseet for saa farligt, men at det siden forværredes i den Grad, at han følte sin Livskraft svinde hen, og betragtede Døden som nær forestaaende.

Ud paa Høsten, da Toget maatte betragtes som endt og Danmark beroliget, begave saa vel Magnus som Harald sig tilbage med Flaaden til Sønderjylland, hvor de bleve liggende temmelig længe, maaskee fordi Magnus’s Saar nu begyndte at forværres. En Nat drømte han at hans Fader Olaf kom og forelagde ham det Valg, enten strax at følge med ham, eller leve længe og blive den mægtigste af alle Konger, men begaa en Synd, som han vanskelig eller aldrig kunde faa bødet. „Vælg du for mig, Fader“, forekom det ham, som om han selv svarede, og dertil syntes han at Olaf sagde: „Saa følg da nu med mig“. Ogsaa dette viser noksom, hvilke .Tanker der beskjeftigede ham. Faa Dage efter vaagnede Magnus en Morgen tidligt i Feberhede, og drog et dybt Suk. Einar Thambarskelve, der var oppe i Løftingen hos ham, hørte det og spurgte, om han var syg. „Ikke meget endnu, kjære Fosterfader“, svarede Magnus. „Det vilde være os en stor Sorg, som vi aldrig kunde forvinde, om vi skulde miste dig“, sagde Einar bekymret. Magnus bad Einar rede hans Sæng nede i Forrummet ude ved Kanten, fordi det der, som han troede, var bekvemmere og svalere. Men aldrig saa snart var han kommen did, førend han forlangte at bringes tilbage igjen, hvor han før laa. Da skjønnede Einar, at hans Sygdom var alvorlig og sagde: „tal nu, Herre, for dine Venner, om hvad der ligger dig meest paa Hjerte, og giv os gode Raad, thi det kan nok være, at vor Samtale nu ikke bliver lang“. „Ja, kjære Ven“, svarede Kongen, „jeg frygter ogsaa for at denne Sygdom snart vil gjøre Ende paa vort Samliv“. Nei kom ogsaa Harald til, og spurgte om han var syg. „Ja visselig er jeg syg, Frænde“, sagde Magnus, „og jeg har den Bøn til eder, at I seer mine Venner til Bedste“. „Det er ikke mere end min Skyldighed for eders Skyld“, sagde Harald, „men der er nogle iblandt dem, som tykkes sig selv et evigt nok, og som oversee mig“. „Der kommer“, sagde Einar, „ikke noget ud af at tale om saadant; hvad Harald nu end lover, saa har han dog nok allerede forud bestemt, hvad han vil gjøre“. „Er det da ikke baade rimeligt, og derhos min Pligt, at jeg er mine Venners ment„ spurgte Harald. Men Einar værdigede ham ikke et Ord, og sagde til Magnus: „tal I, Herre, om hvad der er mere magtpaaliggende, hvorledes det skal gaa med Rigerne“. „Jeg raader dig, Frænde“, sagde Magnus til Harald, „at du vender tilbage til Norge, din Ættejord, og forsvarer den, thi saaledes var det aftalt mellem Hardeknut og mig, at Danevældet ikke skulde gaa til min Æt, om det blev mit Rige, lige saa lidet som Norge skulde gaa til hans Æt, om han fik det; derfor skal Sven nu have Danmark“^[16]. „Da tykkes det mig dog“, sagde Harald, „at jeg, i Tilfælde af at du dør, har lige saa megen Ret til Danmark som til Norge“. „Jeg seer nok“, sagde Magnus, „at mine Ord ville kun gjelde lidet“. „Hvor meget“, spurgte nu Harald, „har I tilbage af al den Mængde Guld, jeg bragte til Landet, og hvoraf I fik Halvparten?“ „Se her paa begge Skibsbord“, sagde Magnus; „de ere besatte med gode og herlige Drenge; dem har jeg givet Guldet, og til Gjengjeld faaet deres Aast og Huldskab, thi een god Drengs Hjelp og Tapperhed er bedre end meget Gods“. Da Harald havde faaet dette Svar, gik han bort. Einar spurgte, om han ej vilde betænke sin Broder Thore og sørge for ham, da det ikke var at vænte at Harald vilde vise ham nogen Velvilje, godt og vel om han vilde lade ham beholde Livet. Der blev nu sendt Bud efter Thore, som kom tilligemed en Ven, ved Navn Reb. Kongen bad dem forlade Skibene og gaa op i Skoven, hvor de skulde holde sig skjulte indtil Ludrene tilkjendegave hans Død; da skulde de skynde sig til Kong Sven, hilse ham fra Kong Magnus, at han udnævnte ham til sin Efterfølger i Danmark, og hede ham tage sig af hans Broder, som han paa sin Dødssæng anbefalede til hans Beskyttelse. Thore, der neppe tiende tale for Sorg, adlød Befalingen, og begav sig med Rev op i Skoven. Imidlertid uddeelte Kongen Mindegaver til sine Mænd. Islændingen Thorstein Sidu-Hallssøn, Kongens Hirdmand^[17], var nylig kommen fra Rom, og gik, som de øvrige, hen for at sige ham det sidste Farvel. Da havde Kongen ikke stort tilbage af de Gaver, han uddeelte, og Thorstein sagde, at han heller ikke attraaede anden Gave end Kongens Navn, hvilket han bad om Tilladelse til at give sin Søn. „Du har gjort dig saa vel fortjent af mig“, sagde Kongen, „at jeg af Hjertet under dig mit Navn, skjønt der visselig gives dem, der ville ansee det for en alt for stor Dristighed af Folk under Fyrstestanden at bære det, hvor ringe en Konge jeg end selv har været; men da du beder derom med saa megen Kjærlighed, giver jeg dig det herved, dog aner jeg, at der med dette Navn vil følge Sorg saa vel som Hæder“^[18]. Derpaa erklærede Kongen atter højtideligt, at han gav Harald hele Norges Rige, og Sven hele Danevældet. Net kom Presterne, og gave ham den sidste Olje. Da denne Forretning var forbi, spurgte han sin Skosvend, om han havde erindret ham med nogen Gave. Da Skosvenden sagde nej, rakte Kongen ham en smuk Kniv med tilhørende Belte. Men i det samme kom Dødskampen over ham, og Tjeneren blev saa betagen herved, at han faldt i Afmagt. Da han kom til sig selv igjen, var Kongen død, og Klenodierne forsvundne. Han fandt dem aldrig igjen^[19].

Det var den 25de Oktober, tre Dage før Simons og Judæ Messe^[20]. Magnus havde da været tolv og et halvt Aar Konge i Norge, og fem Aar Konge i Danmark. Men i hans tre første Regjeringsaar, indtil Forliget i Brennøerne 1038, maa han ansees for at have været umyndig; han fyldte nemlig ikke sit 15de Aar førend om Vaaren 1039. I hans Umyndighedstid var Kalf Arnessøn den egentlige Hersker i Landet, indtil han styrtedes og drog i Landflygtighed; da var Einar Thambarskelve den meest formaaende, skjønt Magnus, som vi have seet, trods sin Ungdom ingenlunde var den, der blindt hen lod sig lede af sine Omgivelser. Han elskede Einar højt, følte sig ham forbunden som den, hvem han fornemmeligen havde Kongemagten at takke, ærede ham som sin Fosterfader, lyttede til hans forstandige Raad, og søgte, saa vidt muligt, at rette sig efter ham, men det var kun af Kjærlighed og Taknemmelighed, ikke af Frygt for hans Magt, og naar Magnus for Alvor var paastaaelig, som s. Ex. ved Svens Udnævnelse til Jarl, nyttede det ikke Einar at komme med Indvendinger. Magnus besad mange Egenskaber, der gjorde ham skikket til at beherske store Riger og vinde sine Undergivnes Yndest; han var i højeste Grad tapper, ædelmodig, gavmild, godhjertet, men ogsaa dertil forstandig, og, hvor det gjaldt, streng. Da hans første ungdommelige Fremfusenhed var bleven formildet, og hans overspendte Ideer om hvad han skyldte sin Faders Minde vare blevne nedstemte ved den kraftige Folke-Mening, der fandt sit Organ i Sighvat Skalds Bersøglis-Viser, beholdt han ej mere af den forrige Strenghed tilbage, end der var nødvendigt for ham til med Kraft at haandhæve sine Rettigheder. Og at han i den korte Tid han herskede, udviklede store Regent-Dyder, derom vidner saa vel Nordmænds som Daners eenstemmige Vidnesbyrd, og Tilnavnet „den gode“, hvilket begge Folk i deres Erkjendtlighed gave ham. Et saadant Vidnesbyrd har især meget at betyde, naar det gjentages af den danske Forfatter Saxo, der ellers ikke er Nordmændene gunstig, og hvis Nationalstolthed ellers maatte formodes at ville indtage ham mod den norske Konge, der beherskede Danmark, og krigede mod Stamfaderen til den Kongeæt, som raadede for Danmark paa Saxos Tid. Men Danmark havde ogsaa Magnus meget at takke, thi uden ham var det maaskee uigjenkaldeligt blevet Vendernes Bytte^[21].

Vi have allerede i de ovenfor meddeelte Beretninger om Begivenheder ved Magnus’s Hof seet Prøver paa hans Godmodighed og Nedladenhed. Denne viste sig i Særdeleshed, da den forhen^[22] omtalte Hjemføding Reidar var kommen fra Island med sin Broder Thord, og mod hans Ønske, af uimodstaaelig Nysgjerrighed efter at see Kongen, fulgte ham til et Huus-Thing. Da Thord, der var Hirdmand, havde gjort Kongen sin Opvartning, og i Samtalens Løb nævnt, at hans Broder var med, lod Kongen ham kalde; Reidar kom, og da Kongen spurgte, hvad hans Ærende var, sagde han: „fornemmelig det, at see dig, Konge“. Da Magnus sagde: „det Ønske har du altsaa nu faaet opfyldt“, svarede Reidar, at han endnu ikke havde seet ham til Gavns, saa længe han sad. Kongen føjede ham først i at rejse sig, siden efter tog han endog paa hans Bøn Kappen af, og lod ham betragte sig saa meget han vilde; Reidar gik imidlertid rundt om ham, idet han mumlede: „herligt, herligt“, og da Kongen siden spurgte ham, om han virkelig intet havde at udsætte paa hans Skabning, meente Reidar nej; dog da Kongen trængte ind paa ham, maatte han tilstaa at hans ene Øje sad lidt højere end det andet; en Bemerkning, hvis Sandhed Magnus erkjendte, men hvilken, som han sagde, ingen anden hidtil havde gjort, end Kong Harald. Derfor maatte Reidar ogsaa paa lignende Maade stille sig op for Kongen og lade sig betragte af ham: han spurgte Kongen, hvorledes han fandt hans Skabning, og Magnus tilstod uforbeholdent, at han ikke havde seet noget hæsligere. Siden tilbød Kongen ham Vinterophold hos sig med Thord, tog sig, som vi have seet, af ham, da han havde dræbt Haralds Hirdmand, og gav ham endog, før hans Afrejse, til Belønning for hans Kvad en Holm udenfor Norge, dog, som det synes, meest for at høre hvad Reidar vilde sige dertil, siden han dog strax efter indløste den med Penge. Reidar havde ogsaa strax den storartede Tanke at ville benytte Holmen til at forene Island med Norge ved Broer, sikkert til stor Morskab for alle de Tilstedeværende^[23].

Det er saaledes vist en bogstavelig Sandhed, naar det i vore Sagaer heder, at Magnus’s Død vakte almindelig Sorg hos hele Folket. Allerede hans Ydre var tiltrækkende, hvilket den trohjertige Reidar ej var ene om at erkjende. Han var velvoxen, af middelmaadig Højde, havde et regelmæssigt, lyst Ansigt, og lysebruunt Haar. Den raske, ungdommelige Konge var i Ordets egentlige Forstand Folkets Yndling; han var veltalende, snarraadig, tapper i Strid og sejrsæl; alt dette, forenet med hans Gavmildhed, maatte visselig gjøre ham saa vennesæl, at, som der staar, baade Venner og Uvenner roste ham^[24]. Han var, siger den bremiske Mag. Adam, Danerne kjær formedelst sin Retfærdighed og Tapperhed, men frygtelig for Venderne^[25]; Mag. Adams Scholiast kalder ham en from Yngling af rene Sæder, hvem Gud ogsaa derfor skjenkede Sejr over alle^[26]. Man kan og sige at hans Faders Aand omsvævede ham som en ledende og beskyttende Genius. Thi baade han selv og Folket havde stedse for Øje, at han var St. Olafs Søn; denne Bevidsthed maatte forlene ham en egen Tryghed og Selvtillid, medens den paa den anden Side maatte gjøre ham strengere mod sig selv; i Folkets Øjne maatte Faderens Hellighed omstraale Sønnen med en særegen Glands^[27].

Magnus efterlod ingen Sønner, kun en Datter, ved Navn Ragnhild. Han var ikke engang gift. Hvo Ragnhilds Moder var, nævnes ikke, og der tales ikke engang om nogen Kjærlighedsforstaaelse, han skulde have haft, undtagen med den smukke Margrete, en Datter af Lendermanden Thrond paa Stokke i Viken; men Margrete gjengjeldte ikke Kongens Kjærlighed, og han overlod hende ædelmodigt til sin Frænde og Sysselmand, den unge og smukke Sigurd, der boede i Nærheden og tidligere havde gjort hendes Bekjendtskab. Der fortælles endog at St. Olaf selv skulde have aabenbaret sig, for at bringe in Søn til at opgive al Tanke om hende^[28]. Saa meget man ellers kunde have ønsket, at St. Olafs Æt gjennem Magnus havde forplantet sig i lige nedstigende Linje, saa heldigt var det nu, som Sagerne stode, at han ingen Søn efterlod, thi derved sparedes Norge endnu en Stund for Borgerkrige, hvilke ellers uundgaaligt vilde .have fundet Sted, naar denne Søn voxede til, og Harald desuagtet fordrede Riget eller en Deel deraf.

1. Íslenzkir annalar v. 1047. (Udg. S. 44). Her anføres udtrykkeligt Sæmund frode som Hjemmelsmand. Flere have villet forklare dette Udsagn, som om alene Farvandet mellem Halland, der dengang tilhørte Danmark, og Hisingen i Norge var tillagt, men en saadan Frost vilde ej have haft saa meget at betyde; det charakteristiske og sjeldne er unegteligt, at hele Havet, enten mellem Skagen og Agder, eller mellem Skagen og Viken, var tilfrosset.
2. Chron. Sax. og Florents af Worcester ved 1046, 1047. Mon. hist. Br. I. S. 436, 602.
3. Se ovenfor S. 9.
4. Florents af Worcester, ved 1044, l. c. jvfr. Cod. D. af Chron. Sax.
5. Mag. Adam., II. 74, III. 11.
6. Chron. Sax. Cod. D. Mon. hist. Br. I. S. 437.
7. Dette sees deraf, at Morkinskinna og Fagrskinna Cap. 176 lade den Uenighed om Kongelejet, hvorom der strax herefter meldes, foregaa om Høsten efter Kongernes Forlig. Vel lade rigtignok disse to Sagabearbejdelser — især siger Morkinskinna det udtrykkeligt — Magnus og Harald tilbringe to Vintre sammen efter Forliget, men de modsige sig begge deri, at de ikke nævne mere end een Vinter, som Sven tilbragte i Danmark, efter at Harald havde skilt sig fra ham. Dette stemmer dog med de øvrige Sagaer saa vel som med de fremmede Kilder, der godtgjøre at Magnus døde 1017. De modsige sig ogsaa deri, at de lade Kongerne udbyde Leding „een Vinter efter Ragnvald Brusessøns Fald“, altsaa netop Vintren 1046—1047. Aarsagen, hvorfor de paa hiint Sted nævne to Vintre, er maaskee kun den lange Tid, som hengik mellem Kongernes Forlig og Togets Begyndelse. Af den Omstændighed, at der ved Fortællingen om Magnus’s Hidsighed angaaende Kongelejet udtrykkeligt siges baade i Morkinskinna og Fagrskinna, at Kongerne kom østenfra Viken, og, som man kan see, hver kun med eet Skib, er det tydeligt at skjønne, at de personligt havde rejst om for at paaskynde Udrustningerne, hvorved ogsaa nogen Tid maa være medgaaet. Hrokkinskinna (Harald Haardraades Saga Cap. 31) saa vel som Snorre (Cap. 27) nævne her intet om Viken, men de berette dog Begivenheden som foregaaen før Togets Tiltrædelse og efter at Udbudet havde fundet Sted. Viljam af Malmsburys Angivelse af 9de August som den Dag, da Sven blev fordreven fra Danmark, antyder nogenledes Tiden for Toget. Knytlingasaga Cap. 22 siger med tydelige Ord at Magnus og Harald begyndte Toget om Sommeren (det maa have været langt ud paa Sommeren) Aaret efter at Forliget mellem dem var sluttet.
8. Harald Haardraades Saga Cap. 31, Snorre Cap. 27, Fagrsk. Cap. 176.
9. Orkn. Saga S. 78—84.
10. Viljam af Malmsbury, l. c. Om dette Slag heder det her, at det var uhyre stort, og at Danerne aldrig havde seet enten en forfærdeligere Kamp eller glædeligere Varsel; at de for Slaget gjorde det hellige Løfte, for Fremtiden at højtideligholde Slagdagen med Faste og Almisse, og at denne Dag var St. Laurentii-Aften den 9de August. Hvad der her siges, bærer sterke Merker paa, at Forfatteren eller hans Autoritet har, hvad Slagets Storhed og Vigtighed angaar, forvexlet det sidste Slag med Slaget paa Lyrskovshede. Men da Slaget paa Lyrskovshede stod den 28de September, kan Forvexlingen heller ikke strække sig videre, og vi maa derfor antage at der virkelig har staaet et Slag den 9de August, men som Danerne maa have vundet paa egen Haand, og hvilket af den Grund ikke omtales i vore Sagaer, eftersom nemlig Magnus selv ej tog Deel deri. Imidlertid maa Magnus ganske kort Tid efter, og inden han endnu fik Efterretningen derom, vare kommen til Danmark, da han ellers neppe havde behøvet at begive sig derhen.
11. Saxo, S. 545: „Sveno, desperatis jam rebus, in Scaniam profectus, Sueciam revisere properabat“. Dog maa det merkes, at Saxo gjør Svens hele Krig med Magnus til et eneste Felttog.
12. Harald Haardraades Saga Cap. 34.
13. Dette findes kun i Morkinskinna (fol. 4 verso), samt i Flatøbogen. Det fortælles her efter Forliget mellem Kongerne, og hvorvel rigtignok Morkinskinna ogsaa omtaler andre Tildragelser, der i Hrokkinskinna omtales før Forliget, efter dette, f. Ex. om Thorkell Dyrdil, Thorstein Sidu-Hallssøn o. fl., saa synes det dog, som om denne Begivenhed med Orm, hvis den havde fundet Sted i Slaget ved Aaros eller Helgenes, nødvendigviis der maatte have været omtalt. Beskrivelsen over disse Slag tilsteder heller ikke Muligheden af at en saadan Begivenhed der kunde foregaa. Man maa saaledes henføre dette Sammenstød mellem Orm og Sven til Toget i 1047, saa meget mere som det neppe er rimeligt, at Magnus tidligere vilde have fundet sig i Svens Frigivelse, end sige belønnet den. Det er derimod urigtigt, naar Morkinskinna lader Sammenstødet skee i et Slag mellem Kongen og Sven; thi den, saa vel som de øvrige Sagaer, lader netop intet saadant Slag foregaa. Det er desuden rimeligst, at en saadan Begivenhed, som denne, kunde skee ved en Lejlighed, hvor Orm sejlede alene, og Sven paa et enkelt Skib inkognito krydsede omkring den norske Flaade, saaledes som ovenfor anført; at han er bleven gjenkjendt og løssluppen af Orm, og at denne, kjendende Kongens daværende Sindelag, ej betænkte sig paa at frigive ham. Hvad der ellers kunde gjøre Fortællingen mistænkelig, er at den udelades af Snorre og Hrokkinskinna, der snarere synes at antage at Orm tidligere var bleven Jarl (se ovenfor S. 3, jvfr. Harald Haardraades Saga Cap. 56, Snorre Cap. 40), og tillige, at en lignende Begivenhed med Sven siden fortælles efter Nisaa-Slaget, hvor Haakon Ivarssøn Jarl frigiver ham (Harald Haardraades Saga Cap. 70.. Snorre, Cap. 66). Imidlertid kan man dog heller ikke sige at Fortællingen om Orm er usandsynlig, derhos passer den godt til alt det øvrige. For Resten ere de Ord, Morkinskinna lægger ham i Munden, meget dunkle; vi anføre derfor Stedet til Enhvers Fortolkning: þat var brátt sagt Magnúsi konungi sem glíklegt var, ok spurði konung Orm hví hänum yrði þat fyrir. Hann svaraar: herra, þat var annat happit mest, þat fyrst at hliapa (læs hjalpa) þér við ef þess þyrfti, ok þetta því næst. Om Orm Jarl og hans Slægtskabsforhold, se ovf, I. 2. S. 63.
14. Harald Haardraades Saga Cap. 32, 33 (ogsaa Morkinskinna).
15. Saxo, S. 545, Sven Aagessøn, hos Langebek I. S. 56. Denne, der er ældre end Saxo, fremstiller Sagen sandsynligst. Han siger kun, at Magnus, da han efter at have overvundet Sven tænkte paa at forfølge ham til Skaane (in Scaniam persequi moliretur), omkom ved et pludseligt Ulykkestilfælde i Sjæland, idet nemlig hans Hest blev sky og styrtede, og han selv blev stødt mod et Træ (in Sialandia, casu inopinato, equi sternacis præcipitio arbori illisus interiit). Her siges intet om at Ulykken skede, idet han selv forfulgte Sven, hvilket ogsaa er saa meget mindre rimeligt, som slig Forfølgelse i hine Dage sjelden skede til Hest. Der staar heller ikke udtrykkeligt, at han døde i Sjæland, men kun at han fik Stødet der. Saxo fortæller derimod — man skulde næsten tro at han havde kjendt og misforstaaet Sven Aagessøns Ord, — at Magnus fik Stødet idet han forfulgte Sven. (Quem Magnus concitato animi impetu subsecutus, quum oppidum Alexstadiam præterirret, deturbato per occursum leporis equo, trunco, cujus præacuti forte stipites eminebant, adactus exstinguitur). Saxo gjør, som sagt, alle Magnus’s Felttog til eet, og derfor kan han maaskee her endog havde hast det Strejftog for Sin som Magnus i 1044, strax efter Aaros-Slaget, gjorde over Sjæland, se ovf. S. 34. At Magnus døde ved Jylland, bevidnes baade i Morkinskinna, Flatøbogen, Hrokkinskinna (Harald Haardraades Saga Cap. 35), Fagrskinna Cap. 178, 179, Knytlinga Saga Cap. 22, Snorre Cap. 28; at han døde paa sit Skib i Flaaden, bevidne de tre først nævnte saa vel som Mag. Adam (III. 11), der siger at han, fornyende Krigen, døde „paa Skibene“ (denuo bellum instaurans, obiit in navibus), hvilken sidste Angivelse, som umiddelbart udgaaen fra Sven selv, der her ej kunde have nogen Grund til at lægge Dølgsmaal paa Sandheden, er af betydelig Vegt. Mag. Adams Ord ere optagne i Esrom-Annalerne (Langebek I. 237), hvilket igjen i Ryklosters Annaler (Langebek I. 160) er forvansket til at Magnus i Øresund, hvor han var kommen med en utallig Flaade, faldt i Havet og druknede ved at skulle gaa fra et Skib til et andet. Eller og skulde man næsten tro, at Annalisten, der tidligere har ladet Olaf Tryggvessøn, som ifølge Mag. Adam drukner i Øresund, dræbes i „Mesund“, her har forvexlet Olaf med Magnus (hvis for øvrigt ej mesund paa hiint Sted er læst som oresund). Alene Ágrip (Cap. 34) lader Magnus dø i Sjæland, men paa dettes Upaalidelighed have vi allerede oftere seet Prøver.
16. Dette Punkt omtales slet ikke, hvor Forliget tidligere nævnes. Hvis det ej med Uret er lagt Magnus i Munden, hvilket er det sandsynligste, maa det forklares som om det alene gjaldt fjerne Slægtninger eller Sidelinjer, ikke de Sønner, Kongerne muligviis kunde faa.
17. Om Thorstein, og hans Unaade hos Kongen og paafølgende Tilgivelse, se ovenfor, S. 37.
18. Thorstein havde virkelig en Søn, som hed Magnus, Landn. IV. 19. Naar Kongen ytrede at Enkelte kunde finde Betænkeligheder ved Opkaldelsen, sigtede han vistnok nærmest til den Glands, der hvilede over Karl den Store, efter hvem han selv var bleven opkaldt. Og hvad der lægges ham i Munden om den Sorg, der kunde være forbunden med Navnet, sigter til, eller har maaskee været anvendt paa den Omstændighed, at Biskopen Magnus Einarssøn i Skaalholt, en Sønnesøn af Magnus Thorsteinssøn, og opkaldt efter ham, samt derved middelbart efter Kongen, omkom ved Ildebrand 1148, se Hungrvaka Cap. 15.
19. Harald Haardraades Saga Cap. 35—37. Snorre (Cap. 28) og Fagrskinna Cap. 178 indeholde ingen af de ovenfor anførte nærmere Fortællinger om hvad der foregik ved Magnus’s Dødsleje.
20. Harald Haardraades Saga Cap. 38. Forskjellige gamle Nekrologier. Ogsaa Cod. C. af Chron. Sax. henfører Magnus’s Død til 1047.
21. Se ovenfor S. 37.
22. Se ovenfor S. 135, 136.
23. Harald Haardraades Saga Cap. 26—29.
24. Harald Haardraades Saga Cap. 40.
25. Mag. Adam, II. 75.
26. Schol. 57 til Mag. Adam.
27. Fra denne Forestilling hidrøre vel flere af de legendariske Beretninger, hvori Magnus spiller Hovedrollen. Til disse maa man, skjønt Olaf ikke der omtales, eller har noget at bestille, ogsaa regne en, der udtrykker hans Omgivelsers Forvæntninger om Harald, nemlig at man, da Magnus laa paa det yderste, og Harald havde taget Sæde ved hans Sæng, saa en gylden Fisk fare ud af hans Mund og ind i Haralds, men her at antage et mørkt Udseende, hvilket Magnus selv, da man fortalte ham det, skulde have hentydet om at Haralds Raad vilde blive „mørkere eller koldere“, end hans. (Harald Haardraades Saga Cap. 37, Flatøbogen).
28. Magnus den godes Saga Cap. 51.