Det norske Folks Historie/3/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vintren fra 1046 til 1047 var uſædvanlig haard i hele Nord-Europa. Iſær indtraf en heftig Froſt i Februar Maaned, ſom tillagde Havet mellem Norge og Danmark, ſaa at Ulvene løb over Iſen mellem begge Lande[1]. I den veſtlige Deel af England faldt der ſaa megen Sne, at Træernes Grene knækkedes, og ikke engang de ældſte Folk kunde erindre at have oplevet en ſaadan Kulde, der tillige ledſagedes af frygtelige Uvejr. Derved opſtod Hungersnød og Sygdomme blandt Menneſker og Kvæg, endog Fugle og Fiſke døde af Froſt og Hunger[2]. Denne Froſt kom ellers belejligt ſaa vel før Thorfinn Jarl, ſom iſær for Sven Ulfsſøn i Danmark, der med det førſte kunde vænte Angreb af Magnus, thi derved hindredes denne fra at foretage Udruſtninger og tiltræde Toget ſaa tidligt, ſom han ellers vilde have kunnet, og Sven fik ſaaledes længere Friſt end der ellers vilde været blevet ham til Deel. Denne Friſt lader det til at han har benyttet ſaa godt han kunde, til at indlede Underhandlinger med England og ſøge Hjelp derfra, iſær da hans Yndeſt hos Danerne ſelv nu ſtod paa ſvage Fødder. Det er ovenfor berettet, hvorledes Magnus havde gjort Fordring paa England, men, efter hvad vore Sagaer fortælle, ved Edwards Foreſtillinger ladet ſig bevæge til at opgive dem. Det er ligeledes omtalt, hvorledes Edward desuagtet anſaa ſig nødſaget til at ſamle en betydelig Flaade i Sandwich, for at være rede til at modtage Magnus, om han ſkulde komme[3]. Men imidlertid lader det til, at han ſaa vidt muligt har ſøgt at afholde ſig fra nogen ſom helſt Handling, der kunde udtydes ſom om han tog Parti med Sven, og ſom kunde fremkalde noget Angreb fra Norge. Dette, maa man formode, var ogſaa Aarſagen til, at Gunnhild, den dræbte Harald Jarls Huſtru, der havde taget ſin Tilflugt til England, blev fordreven derfra med ſine to Sønner, Heming og Thorkell, i Aaret 1044, juſt da Magnus’s Herredømme over Danmark maatte anſees befæſtet ved hans Sejr ved Helgenes. Hun begav ſig til Brügge i Flandern, hvorfra hun førſt ſenere vendte tilbage til Danmark[4]. Edward havde desuden juſt ingen ſærdeles Grund til at være venſkabelig ſindet mod Sven, thi ogſaa denne betragtede ſig ſom berettiget til Englands Trone, og uagtet det neppe er ſandt, hvad Sven ſelv ſiden fortalte Mag. Adam af Bremen, at Edward ſtrax efter ſin Tronbeſtigelſe ſøgte at berolige ham ved at udnævne ham til ſin Arving, ſaa vel ſom at Edward ſenere, da han efter Magnus’s Død beredte ſig til at angribe England, fornyede dette Løfte og bød ham Skat[5], ſaa viſer det dog nokſom, at Forſtaaelſen mellem dem, trods den Omſtændighed at Edward var gift med Svens Søſkendebarn Eadgydha, Godwines Datter, ej kan have været ſynderlig god. Sit ſtørſte Haab ſatte Sven, ſom det ſynes, til Godwine ſelv, der var at betragte ſom Englands egentlige Herre, hvis Huſtru var Svens Faſter, og hos hvem endog Svens Brødre, Bjørn og Aasbjørn, opholdt ſig og nøde ſtor Anſeelſe. Men Folkeſtemningen i England var Danerne ugunſtig, og ſaa vel Kongens ſom Folkets Tilbøjelighed traf ſaaledes her ſammen i at overlade Sven til ſig ſelv[6]. Heri handlede man dog for ſaa vidt upolitiſk, ſom det var at forudſee, at naar Magnus og Harald førſt havde overvældet Sven, vilde Raden ogſaa komme til England, thi om end Magnus var fredelig ſtemt, var derimod Harald ſaa meget mere krigslyſten og ærgjerrig. Dette forſtod Thorfinn Jarl vel, og da han let kunde indſee, at de norſke Konger ikke vilde gjøre noget Tog til England, uden tillige at beſøge Orknø og hevne Ragnvald Jarls Død, beſluttede han ſnareſt muligt at ſøge et Forlig bragt til Veje.

Endnu i Løbet af Vintren udbøde Magnus og Harald Leding fra Norge. Men det var ikke førend langt ud paa Sommeren, eller rettere henimod Høſten, at de fik Hæren og Flaaden ſamlet[7]. Hertil bidrog vel ikke alene den langvarige Vinter, men ogſaa den daarlige Forſtaaelſe, ſom herſkede mellem Kongerne. Derpaa havde man et Exempel under ſelve de Rejſer, Kongerne foretoge forat paaſkynde Udruſtningerne. De havde været øſter i Viken, hver med ſit Skib og ſin Hird, og ſejlede nordefter. Harald var en Morgen bleven tidligere ſejlfærdig end Magnus fra den Havn, hvori de laa, og kom derfor ogſaa tidligere til den for næſte Nat beſtemte Havn, hvor han ſtrax lagde ind til Kongelejet. Da Magnus kom, ſaa han at Harald laa i det ham tilkommende Leje, og at han allerede havde tjeldet og ſlaaet Landtoug. Opbragt herover, befalede han ſine Mænd, ſaa ſnart Sejlet var ſluppet ned, at ſætte ſig til Aarerne, ro i fuld Fart mod Haralds Skib, og gribe til Vaaben for at tvinge Harald til at lægge af Vejen. Det ſkede, men ſaa ſnart Harald blev det var, bød han ſtrax ſine Mænd kappe Landtougene og flytte Skibet tilſide, „thi nu“, ſagde han, „er nok min Frænde Magnus vred“. Da Magnus havde indtaget ſin Plads, og begge Skibe vare fortøjede, gik Harald, ledſaget af nogle faa Mænd, ombord paa Magnus’s Skib. Denne bød ham velkommen. Sø, jeg kunde nok tænke at vi vare komne til ſidde Venner“, ſagde Harald, „men nys ſaa det virkelig ud til noget af hvert; dog det er ſandt ſom man ſiger, at Barn er bradt i Hu, og derfor vil jeg ikke tilregne det andet end eders Ungdom“. „Tilregn det heller min Æt“, ſvarede Magnus, „thi jeg mindes godt hvad jeg indrømmede eder, ſaa vel ſom hvad jeg forbeholdt mig; jeg for min Deel vil nøje holde alle de Løfter, jeg gav eder, og det ſamme fordrer jeg af eder med Henſyn til mig“. „Det er et gammelt Ordſprog, at den viſeſte viger“, ſagde Harald, og gik ombord paa ſit Skib. Kongernes Omgivelſer ytrede ſig forſkjelligt om denne Begivenhed. Magnus’s Mænd meente at deres Herre havde fuldkommen Ret; Haralds Mænd paaſtode derimod at Aftalen om Kongelejet ikke gjaldt uden naar begge Konger paa een Gang kom ind i ſamme Havn, men at Meningen ej var den at Harald ſkulde vige Pladſen, naar han allerede laa der ſør Magnus. Denne Forklaring var viſtnok ogſaa den rette, og man roſte Harald med god Føje for den Sindighed og fornuftige Eftergivenhed, han havde viiſt. Der manglede heller ikke paa ondſkabsfulde Gemytter, der ſøgte at fremſtille Magnus’s Ubeſindighed ſom en planmæsſig Stræben efter at krænke Harald og bryde det med ham ſluttede Forlig. De daarlige Udſigter til Enighed mellem Kongerne, ſom disſe og lignende Trætter aabnede under det foreſtaaende Tog, vakte alle forſtandige og fædrelandskjærlige Mænds Bekymring[8].

Den Hær, ſom Kongerne omſider fik ſamlet, ſkal have været betydelig. Hvor Flaaden ſamledes, nævnes ikke; vi erfare kun at Kongerne ſejlede ſydefter langs Kyſten, og at Ledingsſkibene fra hvert Fylke paa ſædvanlig Viis ſtødte til Hovedflaaden, efterſom den kom videre. I Havnen ved Selv, ſtrax veſtenfor Lindesnes, oppebiede man Ledingsſkibene fra Viken. En Dag kom to Langſkibe roende ind, og lagde ſig.lige ved Kong Magnus’s Skib. Fra det nærmeſte af hine gik en Mand, iført en hvid Hættekappe, over paa Kongens Skib og agter til Løftingen, hvor Kongen ſad til Bords. Han hilſede Kongen, idet han brak et Stykke af en Brødleev og ſpiſte det. Kongen hilſte igjen, og rakte ham godmodigt ſit Bæger, da han ſaa ham ſpiſe af Brødet. Den Fremmede tog imod Bægeret og ſagde: „jeg faar vel Grid, ſiden vi nu ere Mad-Kammerater“? „Hvad heder dit da“, ſpurgte Kongen, idet han ſaa paa ham. „Mit Navn er Thorfinn“ ſvarede den Fremmede. „Er du maaſkee Thorfinn Jarl“, ſpurgte Kongen. „Saaledes kalder man mig der veſter“, ſagde Jarlen; nu er jeg kommen hid med to Tyveſesſer ſaa godt udruſtede ſom det ſtaar i min Magt, for at deeltage i dette Tog med eder, hvis I ville modtage Hjelp af min; imidlertid overgiver jeg mig ganſke Gud og eder i Vold for de ſtore Ting, hvori jeg har forgaaet mig mod eder“. Flere kom nu til og hørte deres Samtale. Kongen tog ſeent til Orde, og ſagde: „Sandt er det, Thorfinn, at jeg var faſt beſluttet paa, naar vi mødtes, ej at lade dig komme levende derfra; dog ſtaa Sagerne nu ſaaledes at det ej ſømmer ſig for mig at lade dig dræbe. Du ſkal derfor følge med mig, men noget Forlig vil jeg endnu ikke afſige førend jeg har bedre Tid“. Flaaden laa temmelig længe ved Selø, inden man fik Bør til at komme over til Jylland; imidlertid talte Kongen ofte og længe med Thorfinn, viſte ſig venlig mod ham og raadførte ſig med ham. En Dag, da Jarlen efter Kongens Indbydelſe ſad og drak med ham i Løftingen paa hans Skib, og begge vare lyſtige, kom en ſtor og ſtatelig Mand, iført en rød Kjortel, op i Løftingen og hilſede Kongen, der hilſede venligt igjen. Det var en af Kongens Hirdmænd, og han ſagde, at han egentlig var kommen for at tale med Thorfinn Jarl. Paa Thorfinns Spørgsmaal, hvad hans Ærende var, ſagde han at en af de Hirdmænd, Thorfinn havde ladet dræbe i Kirkevaag, var hans Broder, og at han nu vilde vide, hvad Jarlen vilde give ham i Broderbod. „Har du da ikke hørt“, ſagde Jarlen, „at jeg ikke plejer at give Bod for de Mænd, jeg lader dræbe, fordi jeg ej lader nogen dræbe uden at jeg tror at have gyldig Grund dertil?“ „Det kommer ikke mig ved, hvad du gjør ved Andre“, ſvarede Hirdmanden, „naar du kun bøder den, hvis Eftermaal paaligger mig; ogſaa jeg miſtede en Deel Gods, og leed ſelv en haanlig Medfart; min Sag er det nærmeſt at paatale den Overlaſt, min Broder og jeg have lidt, og jeg vil bane ſømmelig Erſtatning derfor: Kongen kan længe nok tilgive hvad der er ſkeet mod ham, derſom han maaſkee ikke ſynes det har noget at betyde, at hans Hirdmænd ledes ud og ſlagtes ſom Sauder“. Jarlen ſvarede; „jeg ſeer nok at jeg kan priſe mig lykkelig ved at jeg ikke er i din Vold; men er du ikke den Mand, jeg ſkjenkede Livet?“ „Jo viſt nok“, ſvarede den anden; „det ſtod i din Magt at dræbe mig, ſom de øvrige-“. „Det er dog ſandt“, ſagde Jarlen, „at der hendes mange hvad de mindſt ſkulde have tænkt; aldrig troede jeg at ſkulle undgjelde, fordi jeg havde viiſt mig altfor fredelig mod mine Fiender, men nu undgjelder jeg virkelig fordi jeg har ſkjenket dig Livet, thi havde jeg ladet dig dræbe ſom dine andre Kammerater, vilde du ikke i Dag have kunnet ſverte mig for Kongen“. Ved disſe Ord ſaa Kongen paa Thorfinn, blev blodrød i Anſigtet og ſagde: „ſaa det dog er ſaaledes, Thorfinn, at du mener ikke at have dræbt mange nok af mine Hirdmænd, og det uden at bøde dem?“ Jarlen ſvarede ikke, men ſprang op, gik ned al Løftingen, og over paa ſit Skib. Om Aftenen var alt roligt. Morgenen efter kom der god Vind, og Skibene roede ſtrax ud af Havnen. Kongen ſtevnede ſyd over Havet ad Jylland til med den ſamlede Flaade. Jarlen holdt ſig allerede fra Morgenen af ſaa langt ud mod Havet, ſom muligt, og henimod Aftenen ſatte han veſter ud, indtil han kom tilbage til Orknøerne. Saa daarligt et Udfald fik dette velmeente Forſøg af Thorfinn paa at bringe et Forlig i Stand, alene ved hiin Hirdmands ubelejlige Mellemkomſt og Magnus’s uoverlagte Heftighed[9].

Da Kongerne kom til Danmark, fordeelte de Skibene mellem ſig, og drog hver paa ſin Kant for at opſøge Sven, afſtraffe dem, der havde taget Parti med ham, og atter bringe Landet til Lydighed. Vi kjende dog kun lidet til deres Krigsforetagender, der meeſt ſynes at have indſkrænket ſig til Farter langs Kyſterne og hyppige Landgange ſamt mindre Trefninger; end mindre Beſked vide vi om, hvad Danerne imidlertid foretoge ſig; vi vide kun, at de nu gjorde fælles Sag med Magnus, og forenede ſig mod Sven, ſom de overvandt i et Slag den 9de Auguſt, uden at man dog kan ſee, hvor vidt Magnus ſelv deeltog i dette Slag, eller ikke[10]. Det rimeligſte er dog, at Danerne allerede havde afgjort dette paa egen Haand, førend Magnus og Harald kom, ſiden baade vore Sagaer og Saxo ere enige om, at Sven ikke torde oppebie Magnus, men flygtede for ham til Skaane[11]. Imidlertid lader det dog, ſom om han ikke den hele Tid forblev der, men af og til, deels til Vands, deels til Lands, og ofte uden endog at give ſig tilkjende, vovede ſig i Nærheden af Kongernes Hær, deels for at holde Øje med deres Bevægelſer, deels ogſaa for at tilføje dem hvad Skade han kunde ved ſmaa uformodede Overfald. Saaledes fortælles der, at en Godvejrsdag, da Magnus og Harald tilſammen laa med deres Skibe ved en ſkovbevoxet Kyſt, hvor der foran Skoven var en jevn Slette, kom en herligt udruſtet Rytter frem af Skoven, lod ſin Heſt gjøre mange kunſtige Vendinger, og viſte ſin Rytterfærdighed til de norſke Krigeres ſtørſte Beundring; da han en Stund havde ladet dem ſee disſe Kunſter, reed han lige hen imod dem og raabte højt: „Jeg er Niding mod Kong Magnus, men det ſamme er Kong Harald mod mig„ og der er overmaade ſtor Forſkjel mellem begge disſe Konger“. Derpaa vendte han om og reed ind i Skoven igjen, hvor han forſvandt bag Træerne. Det var Sven; Kong Magnus kjendte ham, og ſagde: „Sven Ulfsſøn er en herlig Mand, havde han ſaa ſandt Folk, ſom han ſelv er uforfærdet og djerv, vilde han oftere ſejre“[12]. En anden Gang, fortælles der, var Sven i en Sø-Trefning næſten bleven overſejlet, og kunde alene redde ſit Liv ved at løbe over paa den norſke Høvding Orm Eilifsſøns Skib. Han bad Orm om at ſkjenke ham Liv og Frihed, hvilket Sem ogſaa paa eget Anſvar tilſtod ham. Da Magnus ſiden fik det at vide, og ſpurgte Orm, hvorledes han torde underſtaa ſig at gjøre noget ſaadant paa egen Haand, ſvarede Orm, at han derved for en ſtor Deel havde Kongens eget Vel for Øje. Kongen ſpurgte videre, om det da ikke var faldt ham ind at han derved vilde udſætte ſig for Kongens Vrede. „Det faldt mig rigtig nok ikke ind“, ſvarede Orm. Men i Stedet for at ſtraffe Orm eller viſe ham nogen Unaade, ſagde Magnus at han havde opført ſig ſom en brav Mand, og ophøjede ham endog ſiden til Jarl[13]. Hvis dette ellers forholder ſig rigtigt, vilde det være uforklarligt, med mindre man antager, at Magnus allerede temmelig tidligt under denne ſidſte Krig havde begyndt at ønſke en Udſoning med Sven, og nærede den Henſigt, han ſiden udførte, at udnævne ham til ſin Eftermand i Danmark. Dette er i og for ſig meget naturligt, naar man overvejer hvorledes hans Liv i den ſidſte Tid var forbitret ved det ſpendte Forhold, hvori han ſtod til Harald, hvilken, ſom man iſær af det følgende tydeligt kan ſee, nu var ham og hans nærmeſte Raadgivere langt mere forhadt end Sven; og det vilde end bedre kunne forklares, hvis han, ſom vore Sagaer fortælle, har haft en Anelſe om ſin nær foreſtaaende Død. De fortælle nemlig, at da Magnus og Harald engang paa ei Strejftog havde været heldige nok til at fange Svens ivrigſte og mægtigſte Tilhænger, Thrugils Birnesſøn, der ſagdes at raade for Tredieparten af hele Danmark, tilligemed mange andre Folk, tog Kongen ſin Moder, Alfhild, der var med ham paa Toget, til Side, og bad hende træde frem og i de fleſtes Paahør at bede ham om Naade for den fornemſte af Fangerne. Hun forundrede ſig derover, iſær da han nys forhen havde været meget vred paa hende, ja endog brugt haarde og uſømmelige Ord, fordi hun paa egen Haand havde vovet at ſætte den ved et tidligere Strejftog fangne Thorkell Gøſa paa fri Fod. Men han ſagde, at han nu ej alene ønſkede at give hende Oprejsning, fordi han den Gang talte ſaa haardt til hende, men at han og paa denne Maade vilde berede hende en venlig Modtagelſe og Hjelp efter hans Død, da han anſaa det for heel uviſt om han endnu havde mange Levedage tilbage, og ſtolede ikke ſynderligt paa at Harald vilde viſe hende nogen Velvilje. Det tilføjes ogſaa, at baade Thorkell Gøſa og Thrugils Birnesſøn bade hende paa det indſtændigſte at henvende ſig til dem, om hun ſiden ſkulde blive ſtedt i Nød og ſavnede anden Hjelp[14]. Det lader ſaaledes til, og bekræftes af hvad Magnus paa ſin Dødsſæng forordnede, at han i Forvæntningen om ſin nær foreſtaaende Død ej alene ſøgte at berolige ſit Sind ved at viſe Mildhed mod Sven og hans Tilhængere, men at han endog derved ſøgte at berede ſin Møder og ſine nærmeſte Paarørende det Tilflugtsſted i Danmark, der vilde blive hende negtet i Norge; ligeſom vel og hans nærmeſte Omgivelſer, Mænd ſom Einar Thambarſkelve, Orm Jarl, og andre, der ſamtlige hørte til det mægtige, og Harald fiendſke, norſke Magnat-Parti, ved alle Lejligheder raadede ham til Skridt, der ſigtede til at vanſkeliggjøre Harald Erhvervelſen af Danmark efter hans Død, ej alene fordi de undte Harald en ſaadan Modgang, men og fordi de derved ſaa meget bedre ſikrede deres eget Vælde lige over for Kongens. Thi i uhindret Beſiddelſe af baade Danmark og Norge vilde denne kunne faa Overtaget over dem, medens han derimod, kun Herre over det ene Rige, og dertil, hvad der var at forudſee, i ſtadig Kamp med Sven, ſnarere vilde blive afhængig af dem.

De danſke Hiſtorieſkrivere fortælle en Tildragelſe, der maaſkee indeholder Nøglen til denne ſygelige Stemning hos Kongen i hans kraftigſte Ynglingsalder, da han efter Naturens Orden ſkulde have mange Leveaar i Vænte. Da han var i Sjæland, og juſt tænkte paa tildrage over til Skaane efter Sven, havde han, berette de, det Uheld, at hans Heſt i Nærheden af Landsbyen Alſted blev ſky for en opſpringende Hare, og ſtyrtede med ham, ſaa at han ſtødte Hovedet mod en Træſtubbe og døde[15]. Der ſiges dog ej, hvor ſnart Døden indtraf efter hiint Fald, og da det nu maa anſees temmelig viſt, at Magnus ikke døde paa Sjæland, men derimod ombord paa ſit Skib ved Sønderjyllands Kyſt, er det ſandſynligt, at hiin havde dette Uheld temmelig ſnart efter ſin Ankomſt til Danmark, hvor hans førſte Skridt ved Efterretningen om Svens Flugt til Skaane maatte være det, at begive ſig til Sjæland, for der at iagttage ham eller forfølge ham videre, og at Stødet i Førſtningen ikke har været ſaa ſmerteligt eller anſeet for ſaa farligt, men at det ſiden forværredes i den Grad, at han følte ſin Livskraft ſvinde hen, og betragtede Døden ſom nær foreſtaaende.

Ud paa Høſten, da Toget maatte betragtes ſom endt og Danmark beroliget, begave ſaa vel Magnus ſom Harald ſig tilbage med Flaaden til Sønderjylland, hvor de bleve liggende temmelig længe, maaſkee fordi Magnus’s Saar nu begyndte at forværres. En Nat drømte han at hans Fader Olaf kom og forelagde ham det Valg, enten ſtrax at følge med ham, eller leve længe og blive den mægtigſte af alle Konger, men begaa en Synd, ſom han vanſkelig eller aldrig kunde faa bødet. „Vælg du for mig, Fader“, forekom det ham, ſom om han ſelv ſvarede, og dertil ſyntes han at Olaf ſagde: „Saa følg da nu med mig“. Ogſaa dette viſer nokſom, hvilke .Tanker der beſkjeftigede ham. Faa Dage efter vaagnede Magnus en Morgen tidligt i Feberhede, og drog et dybt Suk. Einar Thambarſkelve, der var oppe i Løftingen hos ham, hørte det og ſpurgte, om han var ſyg. „Ikke meget endnu, kjære Foſterfader“, ſvarede Magnus. „Det vilde være os en ſtor Sorg, ſom vi aldrig kunde forvinde, om vi ſkulde miſte dig“, ſagde Einar bekymret. Magnus bad Einar rede hans Sæng nede i Forrummet ude ved Kanten, fordi det der, ſom han troede, var bekvemmere og ſvalere. Men aldrig ſaa ſnart var han kommen did, førend han forlangte at bringes tilbage igjen, hvor han før laa. Da ſkjønnede Einar, at hans Sygdom var alvorlig og ſagde: „tal nu, Herre, for dine Venner, om hvad der ligger dig meeſt paa Hjerte, og giv os gode Raad, thi det kan nok være, at vor Samtale nu ikke bliver lang“. „Ja, kjære Ven“, ſvarede Kongen, „jeg frygter ogſaa for at denne Sygdom ſnart vil gjøre Ende paa vort Samliv“. Nei kom ogſaa Harald til, og ſpurgte om han var ſyg. „Ja visſelig er jeg ſyg, Frænde“, ſagde Magnus, „og jeg har den Bøn til eder, at I ſeer mine Venner til Bedſte“. „Det er ikke mere end min Skyldighed for eders Skyld“, ſagde Harald, „men der er nogle iblandt dem, ſom tykkes ſig ſelv et evigt nok, og ſom overſee mig“. „Der kommer“, ſagde Einar, „ikke noget ud af at tale om ſaadant; hvad Harald nu end lover, ſaa har han dog nok allerede forud beſtemt, hvad han vil gjøre“. „Er det da ikke baade rimeligt, og derhos min Pligt, at jeg er mine Venners ment„ ſpurgte Harald. Men Einar værdigede ham ikke et Ord, og ſagde til Magnus: „tal I, Herre, om hvad der er mere magtpaaliggende, hvorledes det ſkal gaa med Rigerne“. „Jeg raader dig, Frænde“, ſagde Magnus til Harald, „at du vender tilbage til Norge, din Ættejord, og forſvarer den, thi ſaaledes var det aftalt mellem Hardeknut og mig, at Danevældet ikke ſkulde gaa til min Æt, om det blev mit Rige, lige ſaa lidet ſom Norge ſkulde gaa til hans Æt, om han fik det; derfor ſkal Sven nu have Danmark“[16]. „Da tykkes det mig dog“, ſagde Harald, „at jeg, i Tilfælde af at du dør, har lige ſaa megen Ret til Danmark ſom til Norge“. „Jeg ſeer nok“, ſagde Magnus, „at mine Ord ville kun gjelde lidet“. „Hvor meget“, ſpurgte nu Harald, „har I tilbage af al den Mængde Guld, jeg bragte til Landet, og hvoraf I fik Halvparten?“ „Se her paa begge Skibsbord“, ſagde Magnus; „de ere beſatte med gode og herlige Drenge; dem har jeg givet Guldet, og til Gjengjeld faaet deres Aaſt og Huldſkab, thi een god Drengs Hjelp og Tapperhed er bedre end meget Gods“. Da Harald havde faaet dette Svar, gik han bort. Einar ſpurgte, om han ej vilde betænke ſin Broder Thore og ſørge for ham, da det ikke var at vænte at Harald vilde viſe ham nogen Velvilje, godt og vel om han vilde lade ham beholde Livet. Der blev nu ſendt Bud efter Thore, ſom kom tilligemed en Ven, ved Navn Reb. Kongen bad dem forlade Skibene og gaa op i Skoven, hvor de ſkulde holde ſig ſkjulte indtil Ludrene tilkjendegave hans Død; da ſkulde de ſkynde ſig til Kong Sven, hilſe ham fra Kong Magnus, at han udnævnte ham til ſin Efterfølger i Danmark, og hede ham tage ſig af hans Broder, ſom han paa ſin Dødsſæng anbefalede til hans Beſkyttelſe. Thore, der neppe tiende tale for Sorg, adlød Befalingen, og begav ſig med Rev op i Skoven. Imidlertid uddeelte Kongen Mindegaver til ſine Mænd. Islændingen Thorſtein Sidu-Hallsſøn, Kongens Hirdmand[17], var nylig kommen fra Rom, og gik, ſom de øvrige, hen for at ſige ham det ſidſte Farvel. Da havde Kongen ikke ſtort tilbage af de Gaver, han uddeelte, og Thorſtein ſagde, at han heller ikke attraaede anden Gave end Kongens Navn, hvilket han bad om Tilladelſe til at give ſin Søn. „Du har gjort dig ſaa vel fortjent af mig“, ſagde Kongen, „at jeg af Hjertet under dig mit Navn, ſkjønt der visſelig gives dem, der ville anſee det for en alt for ſtor Driſtighed af Folk under Fyrſteſtanden at bære det, hvor ringe en Konge jeg end ſelv har været; men da du beder derom med ſaa megen Kjærlighed, giver jeg dig det herved, dog aner jeg, at der med dette Navn vil følge Sorg ſaa vel ſom Hæder“[18]. Derpaa erklærede Kongen atter højtideligt, at han gav Harald hele Norges Rige, og Sven hele Danevældet. Net kom Preſterne, og gave ham den ſidſte Olje. Da denne Forretning var forbi, ſpurgte han ſin Skoſvend, om han havde erindret ham med nogen Gave. Da Skoſvenden ſagde nej, rakte Kongen ham en ſmuk Kniv med tilhørende Belte. Men i det ſamme kom Dødskampen over ham, og Tjeneren blev ſaa betagen herved, at han faldt i Afmagt. Da han kom til ſig ſelv igjen, var Kongen død, og Klenodierne forſvundne. Han fandt dem aldrig igjen[19].

Det var den 25de Oktober, tre Dage før Simons og Judæ Mesſe[20]. Magnus havde da været tolv og et halvt Aar Konge i Norge, og fem Aar Konge i Danmark. Men i hans tre førſte Regjeringsaar, indtil Forliget i Brennøerne 1038, maa han anſees for at have været umyndig; han fyldte nemlig ikke ſit 15de Aar førend om Vaaren 1039. I hans Umyndighedstid var Kalf Arnesſøn den egentlige Herſker i Landet, indtil han ſtyrtedes og drog i Landflygtighed; da var Einar Thambarſkelve den meeſt formaaende, ſkjønt Magnus, ſom vi have ſeet, trods ſin Ungdom ingenlunde var den, der blindt hen lod ſig lede af ſine Omgivelſer. Han elſkede Einar højt, følte ſig ham forbunden ſom den, hvem han fornemmeligen havde Kongemagten at takke, ærede ham ſom ſin Foſterfader, lyttede til hans forſtandige Raad, og ſøgte, ſaa vidt muligt, at rette ſig efter ham, men det var kun af Kjærlighed og Taknemmelighed, ikke af Frygt for hans Magt, og naar Magnus for Alvor var paaſtaaelig, ſom ſ. Ex. ved Svens Udnævnelſe til Jarl, nyttede det ikke Einar at komme med Indvendinger. Magnus beſad mange Egenſkaber, der gjorde ham ſkikket til at beherſke ſtore Riger og vinde ſine Undergivnes Yndeſt; han var i højeſte Grad tapper, ædelmodig, gavmild, godhjertet, men ogſaa dertil forſtandig, og, hvor det gjaldt, ſtreng. Da hans førſte ungdommelige Fremfuſenhed var bleven formildet, og hans overſpendte Ideer om hvad han ſkyldte ſin Faders Minde vare blevne nedſtemte ved den kraftige Folke-Mening, der fandt ſit Organ i Sighvat Skalds Berſøglis-Viſer, beholdt han ej mere af den forrige Strenghed tilbage, end der var nødvendigt for ham til med Kraft at haandhæve ſine Rettigheder. Og at han i den korte Tid han herſkede, udviklede ſtore Regent-Dyder, derom vidner ſaa vel Nordmænds ſom Daners eenſtemmige Vidnesbyrd, og Tilnavnet „den gode“, hvilket begge Folk i deres Erkjendtlighed gave ham. Et ſaadant Vidnesbyrd har iſær meget at betyde, naar det gjentages af den danſke Forfatter Saxo, der ellers ikke er Nordmændene gunſtig, og hvis Nationalſtolthed ellers maatte formodes at ville indtage ham mod den norſke Konge, der beherſkede Danmark, og krigede mod Stamfaderen til den Kongeæt, ſom raadede for Danmark paa Saxos Tid. Men Danmark havde ogſaa Magnus meget at takke, thi uden ham var det maaſkee uigjenkaldeligt blevet Vendernes Bytte[21].

Vi have allerede i de ovenfor meddeelte Beretninger om Begivenheder ved Magnus’s Hof ſeet Prøver paa hans Godmodighed og Nedladenhed. Denne viſte ſig i Særdeleshed, da den forhen[22] omtalte Hjemføding Reidar var kommen fra Island med ſin Broder Thord, og mod hans Ønſke, af uimodſtaaelig Nysgjerrighed efter at ſee Kongen, fulgte ham til et Huus-Thing. Da Thord, der var Hirdmand, havde gjort Kongen ſin Opvartning, og i Samtalens Løb nævnt, at hans Broder var med, lod Kongen ham kalde; Reidar kom, og da Kongen ſpurgte, hvad hans Ærende var, ſagde han: „fornemmelig det, at ſee dig, Konge“. Da Magnus ſagde: „det Ønſke har du altſaa nu faaet opfyldt“, ſvarede Reidar, at han endnu ikke havde ſeet ham til Gavns, ſaa længe han ſad. Kongen føjede ham førſt i at rejſe ſig, ſiden efter tog han endog paa hans Bøn Kappen af, og lod ham betragte ſig ſaa meget han vilde; Reidar gik imidlertid rundt om ham, idet han mumlede: „herligt, herligt“, og da Kongen ſiden ſpurgte ham, om han virkelig intet havde at udſætte paa hans Skabning, meente Reidar nej; dog da Kongen trængte ind paa ham, maatte han tilſtaa at hans ene Øje ſad lidt højere end det andet; en Bemerkning, hvis Sandhed Magnus erkjendte, men hvilken, ſom han ſagde, ingen anden hidtil havde gjort, end Kong Harald. Derfor maatte Reidar ogſaa paa lignende Maade ſtille ſig op for Kongen og lade ſig betragte af ham: han ſpurgte Kongen, hvorledes han fandt hans Skabning, og Magnus tilſtod uforbeholdent, at han ikke havde ſeet noget hæsligere. Siden tilbød Kongen ham Vinterophold hos ſig med Thord, tog ſig, ſom vi have ſeet, af ham, da han havde dræbt Haralds Hirdmand, og gav ham endog, før hans Afrejſe, til Belønning for hans Kvad en Holm udenfor Norge, dog, ſom det ſynes, meeſt for at høre hvad Reidar vilde ſige dertil, ſiden han dog ſtrax efter indløſte den med Penge. Reidar havde ogſaa ſtrax den ſtorartede Tanke at ville benytte Holmen til at forene Island med Norge ved Broer, ſikkert til ſtor Morſkab for alle de Tilſtedeværende[23].

Det er ſaaledes viſt en bogſtavelig Sandhed, naar det i vore Sagaer heder, at Magnus’s Død vakte almindelig Sorg hos hele Folket. Allerede hans Ydre var tiltrækkende, hvilket den trohjertige Reidar ej var ene om at erkjende. Han var velvoxen, af middelmaadig Højde, havde et regelmæsſigt, lyſt Anſigt, og lyſebruunt Haar. Den raſke, ungdommelige Konge var i Ordets egentlige Forſtand Folkets Yndling; han var veltalende, ſnarraadig, tapper i Strid og ſejrſæl; alt dette, forenet med hans Gavmildhed, maatte visſelig gjøre ham ſaa venneſæl, at, ſom der ſtaar, baade Venner og Uvenner roſte ham[24]. Han var, ſiger den bremiſke Mag. Adam, Danerne kjær formedelſt ſin Retfærdighed og Tapperhed, men frygtelig for Venderne[25]; Mag. Adams Scholiaſt kalder ham en from Yngling af rene Sæder, hvem Gud ogſaa derfor ſkjenkede Sejr over alle[26]. Man kan og ſige at hans Faders Aand omſvævede ham ſom en ledende og beſkyttende Genius. Thi baade han ſelv og Folket havde ſtedſe for Øje, at han var St. Olafs Søn; denne Bevidſthed maatte forlene ham en egen Tryghed og Selvtillid, medens den paa den anden Side maatte gjøre ham ſtrengere mod ſig ſelv; i Folkets Øjne maatte Faderens Hellighed omſtraale Sønnen med en ſæregen Glands[27].

Magnus efterlod ingen Sønner, kun en Datter, ved Navn Ragnhild. Han var ikke engang gift. Hvo Ragnhilds Moder var, nævnes ikke, og der tales ikke engang om nogen Kjærlighedsforſtaaelſe, han ſkulde have haft, undtagen med den ſmukke Margrete, en Datter af Lendermanden Thrond paa Stokke i Viken; men Margrete gjengjeldte ikke Kongens Kjærlighed, og han overlod hende ædelmodigt til ſin Frænde og Sysſelmand, den unge og ſmukke Sigurd, der boede i Nærheden og tidligere havde gjort hendes Bekjendtſkab. Der fortælles endog at St. Olaf ſelv ſkulde have aabenbaret ſig, for at bringe in Søn til at opgive al Tanke om hende[28]. Saa meget man ellers kunde have ønſket, at St. Olafs Æt gjennem Magnus havde forplantet ſig i lige nedſtigende Linje, ſaa heldigt var det nu, ſom Sagerne ſtode, at han ingen Søn efterlod, thi derved ſparedes Norge endnu en Stund for Borgerkrige, hvilke ellers uundgaaligt vilde .have fundet Sted, naar denne Søn voxede til, og Harald desuagtet fordrede Riget eller en Deel deraf.

  1. Íslenzkir annalar v. 1047. (Udg. S. 44). Her anføres udtrykkeligt Sæmund frode ſom Hjemmelsmand. Flere have villet forklare dette Udſagn, ſom om alene Farvandet mellem Halland, der dengang tilhørte Danmark, og Hiſingen i Norge var tillagt, men en ſaadan Froſt vilde ej have haft ſaa meget at betyde; det charakteriſtiſke og ſjeldne er unegteligt, at hele Havet, enten mellem Skagen og Agder, eller mellem Skagen og Viken, var tilfrosſet.
  2. Chron. Sax. og Florents af Worceſter ved 1046, 1047. Mon. hist. Br. I. S. 436, 602.
  3. Se ovenfor S. 9.
  4. Florents af Worceſter, ved 1044, l. c. jvfr. Cod. D. af Chron. Sax.
  5. Mag. Adam., II. 74, III. 11.
  6. Chron. Sax. Cod. D. Mon. hist. Br. I. S. 437.
  7. Dette ſees deraf, at Morkinſkinna og Fagrſkinna Cap. 176 lade den Uenighed om Kongelejet, hvorom der ſtrax herefter meldes, foregaa om Høſten efter Kongernes Forlig. Vel lade rigtignok disſe to Sagabearbejdelſer — iſær ſiger Morkinſkinna det udtrykkeligt — Magnus og Harald tilbringe to Vintre ſammen efter Forliget, men de modſige ſig begge deri, at de ikke nævne mere end een Vinter, ſom Sven tilbragte i Danmark, efter at Harald havde ſkilt ſig fra ham. Dette ſtemmer dog med de øvrige Sagaer ſaa vel ſom med de fremmede Kilder, der godtgjøre at Magnus døde 1017. De modſige ſig ogſaa deri, at de lade Kongerne udbyde Leding „een Vinter efter Ragnvald Bruſesſøns Fald“, altſaa netop Vintren 1046—1047. Aarſagen, hvorfor de paa hiint Sted nævne to Vintre, er maaſkee kun den lange Tid, ſom hengik mellem Kongernes Forlig og Togets Begyndelſe. Af den Omſtændighed, at der ved Fortællingen om Magnus’s Hidſighed angaaende Kongelejet udtrykkeligt ſiges baade i Morkinſkinna og Fagrſkinna, at Kongerne kom øſtenfra Viken, og, ſom man kan ſee, hver kun med eet Skib, er det tydeligt at ſkjønne, at de perſonligt havde rejſt om for at paaſkynde Udruſtningerne, hvorved ogſaa nogen Tid maa være medgaaet. Hrokkinſkinna (Harald Haardraades Saga Cap. 31) ſaa vel ſom Snorre (Cap. 27) nævne her intet om Viken, men de berette dog Begivenheden ſom foregaaen før Togets Tiltrædelſe og efter at Udbudet havde fundet Sted. Viljam af Malmsburys Angivelſe af 9de Auguſt ſom den Dag, da Sven blev fordreven fra Danmark, antyder nogenledes Tiden for Toget. Knytlingaſaga Cap. 22 ſiger med tydelige Ord at Magnus og Harald begyndte Toget om Sommeren (det maa have været langt ud paa Sommeren) Aaret efter at Forliget mellem dem var ſluttet.
  8. Harald Haardraades Saga Cap. 31, Snorre Cap. 27, Fagrſk. Cap. 176.
  9. Orkn. Saga S. 78—84.
  10. Viljam af Malmsbury, l. c. Om dette Slag heder det her, at det var uhyre ſtort, og at Danerne aldrig havde ſeet enten en forfærdeligere Kamp eller glædeligere Varſel; at de for Slaget gjorde det hellige Løfte, for Fremtiden at højtideligholde Slagdagen med Faſte og Almisſe, og at denne Dag var St. Laurentii-Aften den 9de Auguſt. Hvad der her ſiges, bærer ſterke Merker paa, at Forfatteren eller hans Autoritet har, hvad Slagets Storhed og Vigtighed angaar, forvexlet det ſidſte Slag med Slaget paa Lyrſkovshede. Men da Slaget paa Lyrſkovshede ſtod den 28de September, kan Forvexlingen heller ikke ſtrække ſig videre, og vi maa derfor antage at der virkelig har ſtaaet et Slag den 9de Auguſt, men ſom Danerne maa have vundet paa egen Haand, og hvilket af den Grund ikke omtales i vore Sagaer, efterſom nemlig Magnus ſelv ej tog Deel deri. Imidlertid maa Magnus ganſke kort Tid efter, og inden han endnu fik Efterretningen derom, vare kommen til Danmark, da han ellers neppe havde behøvet at begive ſig derhen.
  11. Saxo, S. 545: „Sveno, desperatis jam rebus, in Scaniam profectus, Sueciam revisere properabat“. Dog maa det merkes, at Saxo gjør Svens hele Krig med Magnus til et eneſte Felttog.
  12. Harald Haardraades Saga Cap. 34.
  13. Dette findes kun i Morkinſkinna (fol. 4 verso), ſamt i Flatøbogen. Det fortælles her efter Forliget mellem Kongerne, og hvorvel rigtignok Morkinſkinna ogſaa omtaler andre Tildragelſer, der i Hrokkinſkinna omtales før Forliget, efter dette, f. Ex. om Thorkell Dyrdil, Thorſtein Sidu-Hallsſøn o. fl., ſaa ſynes det dog, ſom om denne Begivenhed med Orm, hvis den havde fundet Sted i Slaget ved Aaros eller Helgenes, nødvendigviis der maatte have været omtalt. Beſkrivelſen over disſe Slag tilſteder heller ikke Muligheden af at en ſaadan Begivenhed der kunde foregaa. Man maa ſaaledes henføre dette Sammenſtød mellem Orm og Sven til Toget i 1047, ſaa meget mere ſom det neppe er rimeligt, at Magnus tidligere vilde have fundet ſig i Svens Frigivelſe, end ſige belønnet den. Det er derimod urigtigt, naar Morkinſkinna lader Sammenſtødet ſkee i et Slag mellem Kongen og Sven; thi den, ſaa vel ſom de øvrige Sagaer, lader netop intet ſaadant Slag foregaa. Det er desuden rimeligſt, at en ſaadan Begivenhed, ſom denne, kunde ſkee ved en Lejlighed, hvor Orm ſejlede alene, og Sven paa et enkelt Skib inkognito krydſede omkring den norſke Flaade, ſaaledes ſom ovenfor anført; at han er bleven gjenkjendt og løsſluppen af Orm, og at denne, kjendende Kongens daværende Sindelag, ej betænkte ſig paa at frigive ham. Hvad der ellers kunde gjøre Fortællingen mistænkelig, er at den udelades af Snorre og Hrokkinſkinna, der ſnarere ſynes at antage at Orm tidligere var bleven Jarl (ſe ovenfor S. 3, jvfr. Harald Haardraades Saga Cap. 56, Snorre Cap. 40), og tillige, at en lignende Begivenhed med Sven ſiden fortælles efter Nisaa-Slaget, hvor Haakon Ivarsſøn Jarl frigiver ham (Harald Haardraades Saga Cap. 70.. Snorre, Cap. 66). Imidlertid kan man dog heller ikke ſige at Fortællingen om Orm er uſandſynlig, derhos pasſer den godt til alt det øvrige. For Reſten ere de Ord, Morkinſkinna lægger ham i Munden, meget dunkle; vi anføre derfor Stedet til Enhvers Fortolkning: þat var brátt sagt Magnúsi konungi sem glíklegt var, ok spurði konung Orm hví hänum yrði þat fyrir. Hann svaraar: herra, þat var annat happit mest, þat fyrst at hliapa (læs hjalpa) þér við ef þess þyrfti, ok þetta því næst. Om Orm Jarl og hans Slægtſkabsforhold, ſe ovf, I. 2. S. 63.
  14. Harald Haardraades Saga Cap. 32, 33 (ogſaa Morkinſkinna).
  15. Saxo, S. 545, Sven Aagesſøn, hos Langebek I. S. 56. Denne, der er ældre end Saxo, fremſtiller Sagen ſandſynligſt. Han ſiger kun, at Magnus, da han efter at have overvundet Sven tænkte paa at forfølge ham til Skaane (in Scaniam persequi moliretur), omkom ved et pludſeligt Ulykkestilfælde i Sjæland, idet nemlig hans Heſt blev ſky og ſtyrtede, og han ſelv blev ſtødt mod et Træ (in Sialandia, casu inopinato, equi sternacis præcipitio arbori illisus interiit). Her ſiges intet om at Ulykken ſkede, idet han ſelv forfulgte Sven, hvilket ogſaa er ſaa meget mindre rimeligt, ſom ſlig Forfølgelſe i hine Dage ſjelden ſkede til Heſt. Der ſtaar heller ikke udtrykkeligt, at han døde i Sjæland, men kun at han fik Stødet der. Saxo fortæller derimod — man ſkulde næſten tro at han havde kjendt og misforſtaaet Sven Aagesſøns Ord, — at Magnus fik Stødet idet han forfulgte Sven. (Quem Magnus concitato animi impetu subsecutus, quum oppidum Alexstadiam præterirret, deturbato per occursum leporis equo, trunco, cujus præacuti forte stipites eminebant, adactus exstinguitur). Saxo gjør, ſom ſagt, alle Magnus’s Felttog til eet, og derfor kan han maaſkee her endog havde haſt det Strejftog for Sin ſom Magnus i 1044, ſtrax efter Aaros-Slaget, gjorde over Sjæland, ſe ovf. S. 34. At Magnus døde ved Jylland, bevidnes baade i Morkinſkinna, Flatøbogen, Hrokkinſkinna (Harald Haardraades Saga Cap. 35), Fagrſkinna Cap. 178, 179, Knytlinga Saga Cap. 22, Snorre Cap. 28; at han døde paa ſit Skib i Flaaden, bevidne de tre førſt nævnte ſaa vel ſom Mag. Adam (III. 11), der ſiger at han, fornyende Krigen, døde „paa Skibene“ (denuo bellum instaurans, obiit in navibus), hvilken ſidſte Angivelſe, ſom umiddelbart udgaaen fra Sven ſelv, der her ej kunde have nogen Grund til at lægge Dølgsmaal paa Sandheden, er af betydelig Vegt. Mag. Adams Ord ere optagne i Esrom-Annalerne (Langebek I. 237), hvilket igjen i Rykloſters Annaler (Langebek I. 160) er forvanſket til at Magnus i Øreſund, hvor han var kommen med en utallig Flaade, faldt i Havet og druknede ved at ſkulle gaa fra et Skib til et andet. Eller og ſkulde man næſten tro, at Annaliſten, der tidligere har ladet Olaf Tryggvesſøn, ſom ifølge Mag. Adam drukner i Øreſund, dræbes i „Meſund“, her har forvexlet Olaf med Magnus (hvis for øvrigt ej mesund paa hiint Sted er læſt ſom oresund). Alene Ágrip (Cap. 34) lader Magnus dø i Sjæland, men paa dettes Upaalidelighed have vi allerede oftere ſeet Prøver.
  16. Dette Punkt omtales ſlet ikke, hvor Forliget tidligere nævnes. Hvis det ej med Uret er lagt Magnus i Munden, hvilket er det ſandſynligſte, maa det forklares ſom om det alene gjaldt fjerne Slægtninger eller Sidelinjer, ikke de Sønner, Kongerne muligviis kunde faa.
  17. Om Thorſtein, og hans Unaade hos Kongen og paafølgende Tilgivelſe, ſe ovenfor, S. 37.
  18. Thorſtein havde virkelig en Søn, ſom hed Magnus, Landn. IV. 19. Naar Kongen ytrede at Enkelte kunde finde Betænkeligheder ved Opkaldelſen, ſigtede han viſtnok nærmeſt til den Glands, der hvilede over Karl den Store, efter hvem han ſelv var bleven opkaldt. Og hvad der lægges ham i Munden om den Sorg, der kunde være forbunden med Navnet, ſigter til, eller har maaſkee været anvendt paa den Omſtændighed, at Biſkopen Magnus Einarsſøn i Skaalholt, en Sønneſøn af Magnus Thorſteinsſøn, og opkaldt efter ham, ſamt derved middelbart efter Kongen, omkom ved Ildebrand 1148, ſe Hungrvaka Cap. 15.
  19. Harald Haardraades Saga Cap. 35—37. Snorre (Cap. 28) og Fagrſkinna Cap. 178 indeholde ingen af de ovenfor anførte nærmere Fortællinger om hvad der foregik ved Magnus’s Dødsleje.
  20. Harald Haardraades Saga Cap. 38. Forſkjellige gamle Nekrologier. Ogſaa Cod. C. af Chron. Sax. henfører Magnus’s Død til 1047.
  21. Se ovenfor S. 37.
  22. Se ovenfor S. 135, 136.
  23. Harald Haardraades Saga Cap. 26—29.
  24. Harald Haardraades Saga Cap. 40.
  25. Mag. Adam, II. 75.
  26. Schol. 57 til Mag. Adam.
  27. Fra denne Foreſtilling hidrøre vel flere af de legendariſke Beretninger, hvori Magnus ſpiller Hovedrollen. Til disſe maa man, ſkjønt Olaf ikke der omtales, eller har noget at beſtille, ogſaa regne en, der udtrykker hans Omgivelſers Forvæntninger om Harald, nemlig at man, da Magnus laa paa det yderſte, og Harald havde taget Sæde ved hans Sæng, ſaa en gylden Fiſk fare ud af hans Mund og ind i Haralds, men her at antage et mørkt Udſeende, hvilket Magnus ſelv, da man fortalte ham det, ſkulde have hentydet om at Haralds Raad vilde blive „mørkere eller koldere“, end hans. (Harald Haardraades Saga Cap. 37, Flatøbogen).
  28. Magnus den godes Saga Cap. 51.