Det norske Folks Historie/3/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Magnus’s Død blev ſtrax bekjendtgjort over hele Flaaden ved Ludreſtød. Dette var Tegnet for hans Halvbroder Thore og Rev til, ſaaledes ſom det var dem foreſkrevet, at ſkynde ſig bort ſaa haſtigt ſom muligt, for at opſøge Sven Ulfsſøn og frembære ham Magnus’s Ærende. De ſkulle imidlertid endnu i Skoven ſelv have været forfulgte af nogle Folk, Harald havde ſendt for at dræbe dem og ſaaledes hindre at det vigtige Budſkab naaede Sven i rette Tid; men de undgik Efterſtræbelſerne, og kom lykkeligt bort[1]. Harald lod ſtrax ſammenkalde alle de tilſtedeværende Nordmænd til et Thing, og tilkjendegav her ſin Henſigt, ikke at adlyde Magnus’s Beſtemmelſe med Henſyn til Danmark, da dette, ſom han ſagde, var hans Arv, lige ſaa vel ſom Norge, hvorfor han agtede at drage til Viborg, ſtevne Thing der, og lade ſig tage til Konge over hele Danmark. Naar de da, ſagde han, havde undertvunget dette Land, vilde Nordmændene ſiden i alle kommende Tider blive Danernes Overmænd. Da rejſte Einar Thambarſkelve ſig, og ſagde at det langt mere var hans Skyldighed at føre ſin Foſterſøn Magnus’s Liig til dets Grav, og bringe ham til hans Fader, den hellige Olaf, end at deeltage i Krig udenfor Landet med Harald, fordi denne attraaede andre Kongers Rige og Ejendom. Han vilde heller, ſagde han, følge Kong Magnus død, end nogen anden Konge levende. Og ſtrax lod han ſkride til de nødvendige Forberedelſer. Liget blev ſyſlet om paa det bedſte, og henſat under et dertil indrettet Telt i Løftingen paa Kongeſkibet; og alle Thrønderne i Hæren, eller rettere alle de, ſom havde hjemme nordenfor Stad[2], gjorde ſig færdige til at følge Liget hjem. Da hele Hæren ſaaledes adſkiltes, og Harald derfor ej havde Styrke nok til at udføre de ærgjerrige Planer, han havde udkaſtet, var der ikke andet tilbage ogſaa for ham, end at vende hjem igjen med de Folk, der vilde følge ham. Disſe vare, ſom det lader, iſær fra Viken og de ſydlige Dele af Landet. Til Viken ſtyrede nu ogſaa Harald ſelv, hvor han ſammenkaldte et Thing ved Sarpsborg, eller, ſom dette Thing nu for førſte Gang kaldes, Borgarthing, og lod Bønderne her tilſværge ſig Troſkabs-Ed ſom hele Norges Konge. Om det kun var Vikverjerne, ſom mødte her, eller om ogſaa Mænd fra Oplandene indfandt ſig, nævnes ikke, det førſte er dog det rimeligſte, da Harald under ſit ſidſte Ophold paa Oplandene var kommen paa en ſpendt Fod med en ſtor Deel af Indbyggerne. Fra Sarpsborg fortſatte han ſin Vej veſtefter langs Kyſten fra Fylke til Fylke, idet han overalt holdt Thing og lod ſig hylde. Det lader ikke til at han nogenſteds mødte Modſtand. Men det ligger i Sagens Natur, at Rejſen gik meget langſomt fra Haanden. Førend han naaede Throndhjem, var Einar allerede kommen med Thrøndehæren og Magnus’s Liig[3]. Da de landede ved Nidaros, gik alle Bymændene ned forat møde Magnus’s Liig, ſom med megen Højtidelighed blev biſat i Klemenskirken, hvor hans Faders Skriin opbevaredes, da den af Magnus paabegyndte St. Olafs-Kirke tilligemed Kongsgaarden endnu ikke var bleven færdig[4]. Mangen flink Mand, ſiges der, ſtod grædende over Magnus’s Grefte, og ſørgede længe over ham. Man var ogſaa meget bedrøvet over at han kun efterlod en Datter, og ingen Søn, der kunde arve ham. Man væntede ſig heller ikke ſynderligt godt af Haralds Herredømme. Dog tænkte, eller vovede ingen paa at gjøre ham det ſtridigt. Da han endelig kom til Nidaros, og efter gammel Skik lod ſtevne de 8 Thrøndelagsfylker til Ørething, fik han her, ſom andenſteds, Kongenavn, og erkjendtes derved for den rette og lovlige Enevoldskonge over hele Riget[5].

Kort for eller kort efter Magnus, ſom det ſynes, døde ogſaa hans og hans Faders mangeaarige Ven Sighvat Skald. Han nævnes allerſidſt i Aaret 1043, da han deeltog med Magnus i Toget til Danmark, og hjalp til at frelſe Rafn Rutfirding for Kongens Vrede. Der fortælles om ham, at han vilde lempe en Arve-Draape, han havde digtet om Kong Olaf, efter Sigurd Favnesbanes Hiſtorie, da han, maaſkee paa Tilbagevejen fra hiint Tog, lagde ind til Selja. Det traf ſig juſt at en Bonde paa Faſtlandet i Nærheden blev farligt ſyg; hans Kone ſkal have drømt at Olaf aabenbarede ſig for hende og lovede at frelſe hendes Mand fra Sygdommen, derſom hun vilde ro over til Sighvat, og bede ham forandre Draapen ſaaledes at den ej lempedes efter Sigurd Favnesbanes Saga, men efter Fortællingen om Chriſti Opſtandelſe. Dette ſkal ogſaa være ſkeet, og Sighvats Kvad, der endnu i de følgende Aarhundreder ſynes at have været kjendt og meget yndet, blev indrettet ſaaledes ſom Kong Olaf ſkal have foreſkrevet[6]. Kort efter blev Sighvat ſelv ſyg; under Sygdommen troede ogſaa han at ſee Kong Olaf, der nævnte en beſtemt Dag, naar han ſkulde komme til bane. Sighvat væntede Dagen med Længſel, og ſkal, da den kom og han endnu ikke følte Døden nærme ſig, i et Vers, det ſidſte han nogenſinde digtede, have udtrykt ſin Sorg over ej at faa ſin Længſel ſtillet. Men da han havde fremſat Verſet, døde han, og ſaaledes, ſiger Sagaen, holdt Olaf dog ſit Løfte. Sighvats Liig ſkal være bragt til Nidaros, og begravet ved Chriſtkirken: hvis dette ej er en fejlagtig Angivelſe i Stedet for „Klemenskirken“, kan der ved „Chriſtkirken“ enten kun være meent det Kapell, der var opført paa det Sted, hvor Olafs Liig havde ligget begravet, og hvor Chriſtkirken ſiden blev bygget, eller ogſaa maa Sighvats Liig, ligeſom Magnus’s, ſenere være flyttet did med Olafs eget[7].

Om Alfhild, Magnus’s Moder, fortælles der, at hun ſtrax efter hans Død, betagen af Sorg, lod ſig bringe i Land, og begav ſig til Thor Mi Gøta, der efter det Løfte, han gav hende, da hun befriede ham fra Fangenſkabet, modtog hende med aabne Arme og viſte hende den ſtørſte Venlighed. Men jo længer det led hen mod Julen, deſto ſorgfuldere blev hun, og da Thorkell bad hende være ved godt Mod og ſagde at han og hans gjerne vilde gjøre alt, hvad der ſtod i deres Magt, for at opmuntre hende, ſvarede hun at hun ikke kunde undlade at tænke paa den forrige Juul, iſær hvis hun ſkulde tilbringe denne Juul hos andre end fyrſtelige.Folk. Thorkell fandt dette rimeligt, og foreſlog hende at drage til Sven Ulfsſøn, ſom imidlertid var kommen til Danmark, og ſom viſt vilde modtage hende godt. Dette Forſlag behagede hende; Thorkell ſkaffede hende Følge til Sven, og denne ſkuffede heller ikke hendes Tillid. Hun forblev en Tidlang hos ham, og forærede ham til Gjengjeld for hans Venlighed et prægtigt guldprydet og med Ædelſtene beſat Fad. Dog heller ikke her havde hun Ro paa ſig, og hiin beſluttede at rejſe hjem til England. Hvorledes hun der for de Rigdomme, hendes Mand og Søn havde givet hende, ſkal have kjøbt trende Gaarde, hvorved hun ernærede ſig og ſit Følge, indtil hun omſider ſkjenkede ſine Ejendomme til Malmsbury Kloſter og tilbragte hele ſin øvrige Tid i dette, er allerede tidligere omtalt[8].

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 38. Det er kun Snorre, der (Cap. 28) nøjagtigt angiver Stedet, hvor Magnus døde, nemlig Landsbyen Sudathorp. Dette maa være Sudathorp, nu Søderup, et Stykke indenfor Aabenraa-Fjorden, og i Nærheden af Urnehoved-Thingſted: i ſaa Fald maa Flaaden have ligget i hiin Fjord. Dette ſtrider vel i og for ſig ikke i mindſte Maade mod Sandſynligheden, men Snorres Angivelſe er dog mistænkelig, fordi han, uagtet han her øjenſynlig har benyttet de ældre, vidtløftigere Kongeſagaer, dog, ſom man maa formode, paa egen Haand, og for at tillempe Fortællingen paa hiin Angivelſe, udelader alt, ſom tyder paa at Magnus døde ombord paa Flaaden, — hvad der dog endog formedelſt Mag. Adams Beretning maa være utvivlſomt — og udtrykker ſig ſom om han laa ſyg i Land, i Sudathorp. Da man nu veed, at Sven Ulfsſøn døde i Sudathorp, (ſe Knytlingaſaga Cap. 23, Saxo, S. 566. Ælnoth, hos Langebek ſe III. 337) og at Sven ogſaa kaldte ſig Magnus, friſtes man til at antage at Snorre her paa en os mindre forklarlig Maade har forvexlet Magnus med Sven, eller ved at læſe om Svens Død i Sudathorp er kommen paa den Tanke, at ogſaa Magnus døde der.
  2. Fagrſkinna Cap. 180 ſiger udtrykkeligt „alle de, ſom vare (havde hjemme) nordenfor Stad“. De øvrige vidtløftige Kongeſagaer have: „alle Thrønderne og mange andre Nordmænd“. (Harald Haardraades Saga Cap. 40). Hos Snorre (Cap. 39) ſtaar der urigtigt: „alle Thrønder og alle Nordmænd“.
  3. De vidtløftigere Kongeſagaer (Harald Haardraades Saga Cap. 41) meddele her en legendariſk Fortælling om, hvorledes Einar og Thrønderne paa Vejen forbi Samsø lagde ind i den Havn, hvor Magnus oftere plejede at ligge, hvorledes en blind og fattig Mand paa Den, der ſædvanligviis havde plejet at faa Almisſe af Magnus, nu ogſaa bad Einar derom, at denne til hans ſtore Sorg fortalte ham Kongens Død, men gav ham tillige, for at han end ikke efter Magnus’s Død ſkulde have henvendt ſig forgjeves til ham, en ſtor Mængde Levnetsmidler, hvoraf hvert Skib udredede ſin Andeel, og den, ſom Erindringstegn efter Kongen, en liden Guld-Fingerring, hvorover hiin blev ſaa glad at han græd, og derved kom til at berøre Øjet med Ringen, hvilket ſtrax, ſom det fortælles, havde den underbare Virkning, at han fik ſit Syn tilbage. Om vi end ikke lære andet af denne Fortælling, erfare vi dog, hvor meget Magnus var elſket og afholdt, ſaavelſom at man paa hiin Tid, da Fortællingen blev nedſkreven, nærede den beſtemte Overbeviisning, at Magnus var død i det ſydlige Jylland, ſiden hans Liig paa Vejen bragtes forbi Samsø.
  4. Beretningerne herom ere noget forſkjellige. Fagrſkinna Cap. 180 ſiger at Magnus’s Liig begroves i Chriſtkirken udenfor Choret. Omtrent det ſamme maa og have ſtaaet i Morkinſkinna, der her mangler et Blad; thi Flatøbogen, der er en Afſkrift af den, kun med enkelte Tilſætninger, ſiger at Liget nedlagdes „i Chriſtkirken udenfor Choret“; men, tillægger den, nu (d. e, ved 1380) er det indenfor Choret, foran Erkebiſkopens Rum. Snorre derimod (Cap. 29) nævner Klemenskirken, tilføjende: „der bevaredes da St. Olafs Skriin“; det ſamme gjentages af Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke (Harald Haardraades Saga Cap. 41). Nu er det tydeligt nok, at Magnus’s Liig paa den Tid,da den i Morkinſkinna bevarede Text allerførſt ſammenſattes (omkring Midten af 12te Aarhundrede), og ſenere, laa i Chriſtkirken. Men da Chriſtkirken ikke exiſterede paa den Tid, da Magnus døde, er det ligeledes tydeligt, at Fagrſkinnas (og endog Flatøbogens) Tilgivelſe, ſkjønt ældre end Snorres, ej er nøjagtig; thi enten maa der ved „Chriſtkirken“ her forſtaaes „Kapellet over Olafs Gravſted, hvor Chriſtkirken ſiden opførtes“, eller Sagaſkriveren har kun haft Ligets ſidſte og blivende Hvileſted, den ſenere opførte Chriſtkirke, for Øje, og ſaaledes af Skjødesløshed undladt at omtale, hvor det opbevaredes, indtil Chriſtkirken byggedes. Da nu Snorre og de øvrige udtrykkelig nævne Klemenskirken, og Snorre visſelig havde Lejlighed nok til at erfare den om disſe Sager i Throndhjem ſelv herſkende Tradition, kan man ikke antage andet, end at hans Angivelſe maa være rigtig. Den pasſer desuden ganſke med hvad vi erfare om de forſkjellige Kirkebygninger i Nidaros og om de Steder, hvor Olafs Liig opbevaredes. At dette under Sven Alfivesſøns Tid bevaredes af Grimkell i Kapellet, er ovenfor paapeget ſom meeſt ſandſynligt. Men da Magnus blev Konge, var der ej længer nogen Grund forhaanden til ikke at bevare det i Klemenskirken, og hid er det ſaaledes da visſelig blevet flyttet. Vi erfare imidlertid, at Magnus paabegyndte Opførelſen af en Olafs-Kirke med tilhørende Kongsgaard lidt ovenfor Byen, i Saurlid. Henſigten hermed var aabenbart den, at Olafskirken nu ſkulde træde i Klemenskirkens Sted ſom kongelig Kirke, medens denne overlodes Byen til Sognekirke. Vi erfare ogſaa, at Olafs Liig virkelig, under Harald Sigurdsſøn, flyttedes til Olafskirken. Der ſtaar nemlig (Harald Haardraades Saga Cap. 55) udtrykkeligt, at Olafs Skriin opbevaredes i Olafskirken, medens Mariekirken var under Arbejde; og dette ſigter, ſom det nedenfor (S. 204—206) nærmere ſkal viſes, til den Omſtændighed, at Mariekirken allerede maa have været paabegyndt ſom det vordende Opbevaringsſted for Olafs Skriin, enten umiddelbart efter at Olafskirken var bleven færdig, eller endog noget før. I Olafskirken blev det ſaaledes kun i forholdsviis kort Tid, da Harald allerede havde opgivet den Plan, at have Kongsgaard og kongelig Kirke i Saurlid: han opførte Kongsgaarden øverſt ved Maren, og Mariekirken i dens Nærhed. Ligeſom det nu aabenbart var hans Henſigt at lade Olafs Liig opbevare i Mariekirken,ſaaledes blev det derfor viſt ogſaa flyttet derhen; men ſtrax efter opførte Olaf Kyrre Chriſtkirken, den egentlige biſkoppelige Kirke, hvor Olafs virkelige Gravſted og Kapellet ſtod; os her blev nu det endelige Opbevaringsſted for Skrinet. Nu er det klart nok, at man har anſeet det nødvendigt at Faderens og Sønnens Liig fulgtes ad, (Einar ſagde ſelv, at han „vilde bringe Magnus til hans Fader“) og at Magnus’s Levninger ſaaledes ere blevne flyttede med Olafs. Dette ſaa vel ſom hvad der ovenfor er ytret angaaende Flytningen af Olafs Liig, beſtyrkes paa det meeſt iøjnefaldende af Sagaernes Udſagn i Harald Haardraades Saga Cap. 63, Snorre Cap. 49) at Einar og hans Søn Eindride begroves „i Olafskirken ved Magnus’s Leje“. Hvad Flatøbogen melder om Gravſtedet, at det forhen var udenfor Choret, men ſenere indenfor, foran Erkebiſkopens Rum, ſigter viſtnok til Kirkens Ombygning og Udvidelſe i Slutningen af det 12te Aarhundrede.
  5. Harald Haardraades Saga Cap. 41, 42. Snorre Cap. 29. Fagrſkinna Cap. 181.
  6. Det ſtaar her at Sighvat indrettede (stælti) ſin Draapa efter uppreistardrápa. Hvis dette ej — hvad man næſten ſkulde tro — er en Skriv- eller Læſefejl iſtedetfor uppreistarsögu, maa man antage at hermed menes Hallfred Vandrædaſkalds ovenfor (II. 2. S. 369) omtalte uppreistardrápa.
  7. Olaf den helliges Saga i Fornm. S. V. S. 210, 211, jvfr. Flatøbogen. Om Sighvats foregivne Begravelſe ved Chriſtkirken gjelder maaſkee det ſamme ſom ovenfor nævnt ved Magnus’s.
  8. Se ovenfor II. 2. S. 664—666, jvfr. Villjam af Malmsbury, de pontif. Angl. lib. V., hos Gale S. 368, 369. Det maa bemerkes, at paa nysanførte Sted, S. 665, L. 18 fra neden i Noten, er det urigtige Tillæg „men lader hende dø hos Thorkell Gøſa i Jylland“ ved Uagtſomhed blevet ſtaaende, i Stedet for at udſlettes, eller forandres til „men forudſætter, ſom det ſynes, at hun tilbragte Reſten af ſine Dage i Danmark“.