Det norske Folks Historie/3/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Magnus’s Halvbroder Thore og hans Ven Reb rejſte ſaa iilſomt øſtover, at de indhentede Sven, førend han endnu havde forladt Danmark. De traf ham i Skaane ved Helge-Aa, ſom da endnu dannede Danmarks Øſtgrændſe[1]: han vilde juſt beſtige ſin Heſt, for at drage til Sverige, og der ganſke opgive Kongenavnet og ſine Fordringer paa Danmark. Han ſpurgte nysgjerrigt, hvad der var paa Færde med Nordmændene. Reb fortalte ham Magnus’s Død, og bragte ham det vigtige Budſkab, at Danmark nu var afſtaaet til ham, idet han tillige i Magnus’s Navn bad ham at tage ſig af Thore. Sven ſvarede rørt: „dette er en ſtor Tidende, og du, Thore, ſkal være velkommen hos mig og nyde ſtor Ære, thi ſaaledes vilde viſt ogſaa den ſalige Konge handle mod min Broder; men det ſværger jeg ved Gud, at ſaa længe jeg lever, vil jeg aldrig fly fra Danmark“. Han ſteg derpaa til Heſt, og vendte om igjen. Saa ſnart Skaaningerne fik at vide, at Magnus var død, ſamlede de ſig i Mængdeviis om Sven, ſom derfra ſatte over til Sjæland, hvor han ligeledes fik ſtort Tilløb, og blev tagen til Konge paa Iisøre-Thing ikke langt fra Roeskilde[2], hvilket herefter blev det fornemſte Hyldings-Thing ligeſom Viborg-Thing forhen: tilſtrækkeligt Tegn paa, at med Svens Ophøjelſe paa Tronen det national-danſke Parti, ſom havde ſin egentlige Kjerne paa Sjæland og i Skaane, nu havde faaet Overhaand, og at Sjæland nu var blevet Rigets Hoved-Landſkab, ligeſom Jylland var det under de ældre Danekonger af Sigurd Orm i Øjes Æt. Endnu ſamme Vinter underkaſtede ogſaa de øvrige Landſkaber ſig. Paa Viborg-Thing fik han atter Kongenavn af Thorkell Gøſa, og fra denne Vinter (1047—1048) kunne vi ſaaledes regne det Sprakaleggſke Kongedynaſtis Ophøjelſe paa Danmarks Trone, og Begyndelſen af det yngre Danevælde, der ikke længer havde nogen Fordring paa Norge, medens derimod Forholdet nu var omvendt, idet Harald, ſom Magnus’s Arving, herefter ogſaa betragtede ſig ſom Arving til hele det gamle Danevælde og derfor, ſom vi i det følgende ville ſee, førte en langvarig Krig med Kong Sven.

Da Harald betragtede ſig ſom de ældre Danekongers Arving, maatte han ſtrengt taget ogſaa anſee ſig berettiget til at gjøre Fordring paa England. Denne Fordring kunde han dog ej for det førſte forfølge, da Krigen med Sven og hans Virkſomhed indenlands gav ham nok at beſtille. Men han opgav den ingenlunde, hvilket hans ſidſte ſtore Tog til England nokſom viſer. Som et Tegn paa, at man i Norge betragtede en Krig mod England ſom allerede erklæret eller i det mindſte nær foreſtaaende, kan det maaſkee anſees, at to Høvdinger, Lodin og Erling, af hvilke viſtnok den førſte var en Søn, den anden en Sønneſøn af Erling Skjalgsſøn, i 1048 kom med en Flaade til det ſydøſtlige England, ſom de herjede forfærdeligt. Førſt landede de ved Sandwich og gjorde et umaadeligt Bytte i Guld og Sølv m. m.; ſiden hjemſøgte de Tenet, men der fik de en ſaa alvorlig Modtagelſe af Indbyggerne, at de maatte tage Flugten; de vendte ſig derpaa mod Esſex, hvor de røvede baade Menneſker og Kvæg, foruden Gods; endelig ſtyrede de over til Flandern, Samlingsſtedet for Englands Fiender, ſolgte her deres Bytte, og vendte derpaa hjem igjen[3]. Men Harald maa have misbilliget dette Tog, og frygtet for at Kong Edward eller rettere Godwine og hans Sønner ſkulde hevne det ved at tage Parti med Sven Ulfsſøn, og underſtøtte denne. Thi han ſendte et Geſandtſkab til Edward, og tilbød Fred og Venſkab, hvilket Edward modtog. Strax efter kom der ogſaa et Geſandtſkab fra Sven, for at bede øm Hjelp, og Godwine var ſtrax rede til at foreſlaa paa et Witena-Møde, at man i det mindſte ſkulde ſende ham 50 Skibe. Men Leofric, Myrkernes Jarl, Godwines Modſtander, erklærede ſig paa det beſtemteſte derimod, og underſtøttedes af hele den øvrige Mængde, ſom rigtignok her mere ſynes at have ladet ſig lede af ſit blinde Had mod Danerne, end af Henſyn til hvad der var fordeelagtigt for Landet ſelv, thi hvis det førſt lykkedes Harald at overvælde Sven og erobre Danmark, vilde Raden visſelig dernæſt komme til England. Saaledes fik Sven ingen Hjelp fra dette Rige[4]. Familietviſtigheder fjernede ham kort efter ogſaa fra Godwine og dennes Sønner. Godwines Søn, Sven Jarl, havde krænket Abbedisſe Eadgifu af Leominſter, han blev derfor erklæret utlæg, og hans Jarldømme blev bortgivet til hans Broder Harald og Jarlen Bjørn Ulfsſøn, Kong Svens Broder, der, ſom vi have ſeet, med ſin Broder Aasbjørn opholdt ſig i England. Sven var i Landflygtighed i tre Aar. I denne Tid beſøgte han ogſaa Sven Ulfsſøn i Danmark, neppe i anden Henſigt, end for at bede ham om Hjelp; men Sven Ulfsſøn havde nok med ſig ſelv, og Sven Godwinesſøn kunde ſaaledes ingen Hjelp faa hos ham; de ſkiltes endog fra hinanden i Uvenſkab, hvilket man kan ſee, ſaavel af de følgende Begivenheder, ſom af den udtrykkelige Angivelſe-hos de engelſke Annaliſter, „at Sven Godwinesſøn lagde ſig ud med Danerne“. Hvor han tilbragte den øvrige Tid, nævnes ej, men det ſandſynligſte er, at han var dragen til Norge til den med hans Æt beſvogrede Aaslak Erlingsſøn paa Søle, og at det maaſkee var efter Svens Tilſkyndelſe, at de nys omtalte Høvdinger, Lodin og Erling, gjorde hiint Tog til England. Den allerſidſte Tid har Sven ſandſynligviis tilbragt i Flandern. I 1049 kom han tilbage til England med en Flaade af 8 Skibe, for, ſom han foregav, at underhandle om at hans Fredløshed maatte blive hævet og hans Beſiddelſer ham tilbagegivne. Baade Harald og Bjørn vægrede ſig vel ved at afſtaa nogen af deres Beſiddelſer, men Bjørn erklærede ſig derimod villig til at følge med ham til Kongen og ſkaffe ham Fred og Landsviſt tilbage. I dette Øjemed begav Bjørn ſig, uden at ane det mindſte ondt, og kun ledſaget af nogle faa Mænd, til Boſanham i Susſex, hvor Svens Skibe laa. Men her blev han paa Svens Befaling greben af dennes Sømænd, bragt ombord og ſkjendigt myrdet. Man maa formode at dette var Hovedhenſigten med Svens Beſøg i England, og at han derved ene havde til Henſigt at hevne ſig paa Sven Ulfsſøn, thi den nærmeſte Følge af Drabet var for ham ſelv kun at han atter erklæredes fredløs, og maatte flygte tilbage til Brügge. Danevældet var imidlertid ſaa forhadt, at denne Nidingsdaad var langt fra at være upopulær. Folket var for længe ſiden ked af det overmodige danſke Thinglid, og end mere af den trykkende Danegeld, der maatte udredes til dets Beſolding. Drabet paa den danſke Høvding, en af Thingmannalidets Høvdinger[5], kunde derfor ej være Englænderne uvelkomment. Og den ſtatskloge Godwine, ſom meget vel indſaa, at hans Magt vilde vinde i ſamme Grad ſom Kongens aftog, naar hiin paalidelige Livvagt afſkedigedes, og ſom desuden heller ikke havde til Henſigt, ganſke at forſtode ſin Søn Sven, fandt nu bedſt ſin Regning ved at optræde ſom Danernes Modſtander. Ved Hjelp af Biſkoppen i Worceſter fik han Sven forligt med Kongen og tilbagekaldt til Fædrelandet. Og ſtrax efter blev virkelig baade Thinglidet ophævet, Danegeldet afſkaffet, og Bjørns Broder, Aasbjørn Jarl, med alle Sine forjagen fra England[6]; kun Sigurd Jarl i Huntingdon, Aasbjørns Fætter og en af Kongens troeſte Tilhængere, var for mægtig til at kunne rokkes. Aasbjørn begav ſig til Danmark. J Følge med ham var ogſaa den dræbte Bjørns unge Søn Aasmund, ſom Kong Sven ſelv tog til Opfoſtring[7]. Af denne forandrede Politik fulgte ligefrem, at Godwine og hans Sønner kom i et fiendtligt Forhold til Kong Sven. Ogſaa Kong Edward kunde ikke andet end betragte Godwine og hans Sønners Magt med Misnøje, og det ſpendte Forhold, der allerede længe i Virkeligheden, ſkjønt hemmeligt, herſkede mellem Kong Edward og Godwine, gik nu over til aabenbart Fiendſkab. Edward havde henlevet ſin meſte Tid i Nordmandie, og ganſke antaget nordmanniſk Nationalitet. De angliſke Skikke og Sæder vare ham modbydelige. Han ønſkede helſt at omgive ſig med Nordmanner, og i Særdeleshed med nordmanniſke Gejſtlige, da den ſvagere Afhængighed af den romerſke Stol, hvori den engelſke Kirke befandt ſig i Sammenligning med de franſke Kirker, ſaarede hans religiøſe Følelſe, hvorimod han troede at kunne faa bragt den i ſtørre Afhængighed af Paveſtolen ved at beſætte de vigtigere Kirke-Embeder med Nordmanner. Allerede ſtrax efter ſin Tronbeſtigelſe havde han udnævnt en af ſine gamle nordmanniſke Venner, Munken Robert fra Jumieges, til Biſkop i London; da Erkeſtolen i Canterbury blev ledig 1048, befordrede han ham til denne. Til Biſkop i London udnævntes førſt Spearhafoc. Abbed i Abingdon, men den nye Erkebiſkop fordrev ham, og indviede i hans Sted den kongelige Kapellan Villjam, ligeledes en Nordmanner. Spearhafoc kunde ikke engang faa ſit Abbedi tilbage, thi her havde Kongen udnævnt til Abbed ſin Frænde Rodulf, den ſamme, vi tidligere have omtalt, der var fulgt med Olaf den hellige fra Rouen til Norge ſom Biſkop, og ſenere havde tilbragt 19 Aar paa Island[8]. Nordmanniſke Herrer forlenedes med engelſke Borge. Efter at Danerne havde forladt England, traadte altſaa Nordmannerne ganſke i deres Sted, ja de begunſtigedes endnu mere; de opførte ſig langt overmodigere, og bleve i ſamme Forhold forhadte[9]. Kongens Syſter egtede Grev Euſtath af Boulogne, og denne ſaa vel ſom hans Følge opførte lig under deres Ophold i England med henſynsløs Voldſomhed. Paa Tilbagevejen rede de bevæbnede ind i Dovre, en af de Steder, hvormed Godwine var forlenet, og toge ſig her med Vold de Boliger, ſom behagede dem. Da en af dem ſaarede en Huusbonde, der vovede at viſe ham tilbage, l-leve de øvrige Borgere ſaa forbitrede, at de dræbte ham. Til Gjengjeld ſtormede Euſtath i Spidſen for fine Mænd ind i den ſaarede Bondes Gaard, og ſlog ham ihjel; derpaa vendte de ſig mod de øvrige Bymænd, der ſatte ſig til Modværge: paa Bymændenes Side faldt over 20, paa Franſkmændenes 19; Euſtath maatte omſider frelſe lig ved Flugten, og ilede ſtrax tilbage til Kongen, for hvem han fremſtillede Sagen ſaaledes ſom om Uretten ganſke var paa Bymændenes Side. Edward, der altfor gjerne laante Øre hertil, befalede nu Godwine ſelv at ſtraffe Dover-Mændene. Dette var for meget for Godwine. Han og hans Sønner ſamlede en Hær, droge mod Glouceſter, hvor Kongen var, og fordrede at han ſkulde udlevere dem Euſtath og hans Mænd bundne. Kongen kaldte paa ſin Side ſine troe Tilhængere, Jarlerne Leofric og Sigurd, til ſig med deres Stridskræfter, og det vilde være kommet til Slag mellem Kongens og Godwines Hær, hvis ikke forſtandige Mænd havde meglet Stilſtand. Det blev aftalt, at Godwine ſkulde indfinde ſig med fine Sønner paa et Witena-Møde i London og der forebringe ſin Sag. Godwine og hans Sønner kom, men Kongen havde imidlertid ſamlet ſaa mange af ſine Tilhængere om lig„ at en Mængde af Haralds Mænd tabte Modet, og gik over til Edward. Godwine kunde ſaaledes intet udrette: Sven blev ſtrax erklæret utlæg paa ny, og Godwine og Harald indſtevnede til at forſvare ſig. Godwine forlangte Giſler for ſin Sikkerhed, og da dette negtedes ham, forlod han Landet med ſin Huſtru og fine tre Sønner, Toſtig, Sven og Gyrd, og drog over til Flandern. Hans ældſte Søn Harald derimod drog med ſin yngre Broder Leofwine til Briſtol, og derfra til Irland, hvor han tilbragte Vintren hos Kongen i Dublin, Sigtrygg Silkeſkeggs Efterfølger, der i de irſke Annaler kaldes Eachmargach, i de angliſke Jehmarc, og i vore Sagaer Margad[10]. Denne, der allerede omtales i Knut den mægtiges ſidſte Aar ſom en af de Konger, der underkaſtede ſig ham, var en Søn af Kong Ragnvald Ivarsſøn i Waterford, hvilken Sigtrygg Silkeſkegg dræbte 1035; men endnu i ſamme Aar forlod Sigtrygg ſit Rige, og efterfulgtes af Margad, om hvem man ſaaledes maa antage at han har fordrevet ham. Saa vidt man kan ſkjønne, gik Sigurd, ſom hans Fader, ind i Icolmkills Kloſter, hvor han døde 1042[11], og efter i 8 Aar at have været fortrængt fra Tronen af en Ivar Haraldsſøn, herſkede Margad fra 1046 i Rolighed[12]. Paa denne Tid ſkede der hyppige Herjetog fra Irland til de britiſke Kyſter[13]. Heri deeltoge endog de norſke Høvdinger Finn Arnesſøn, Guthorm paa Ringenes og Haakon Ivarsſøn[14]. Iſær holdt Guthorm ved denne Bedrift; han kom i ſtor Yndeſt hos Margad, og havde Fredland hos ham i Dublin om Vintren. Han tilbragte juſt Vintren 1051—1052 hos Margad, og var ſaaledes her tilſammen med Harald Godwinesſøn. Om Sommeren efter fulgtes de alle ad øſtover; Harald for at begive ſig til ſin Fader, Guthorm og Margad for at herje[15]. Guthorm og Margad vandt et ſtort Bytte, iſær i Sølv, men da de ſiden i Angelsey-Sund ſkulde dele det, kom de i ſaadan Uenighed derom, at Margad udæſkede Guthorm til Kamp. Guthorm, der alene havde fem Skibe, medens Margad havde 16, lovede Dagen for Slaget — det var netop St. Olafs Aften — at han ſkulde give St. Olaf Tiendedelen af alt Byttet, hvis han vilde forunde ham Sejren; og det lykkedes ham virkelig, i det blodige Slag Dagen efter, at fælde Margad med alle hans Mænd. Loftet blev ſamvittighedsfuldt holdt, og Byttet var ſaa ſtort, at Guthorm af den lovede Tiendedeel lod gjøre et Sølvkrucifix ſaa højt ſom han ſelv eller hans Stavnbo, og ſkjenkede det til Olafs Helligdom i Nidaros, hvor det opbevaredes lige indtil Reformationen[16]. Harald ſejlede med 9 Skibe ind i Briſtolbugten, herjede i Somerſet, Devonſhire og Cornwall, og drog derfra øſtefter indtil Portland, hvor han mødte ſin Fader, der imidlertid var kommen fra Brügge, og havde fundet Indbyggerne i hele den ſydøſtlige Deel af Landet rede til at gribe til Vaaben for ham. De ſejlede ſiden opad Temſen til London, hvor Kongen laa med en ſtor Hær og Flaade. Men hverken Londons Borgere eller Edwards egne Stridsmænd havde nogen Lyſt til at kæmpe mod deres Landsmænd for Udlændingers Skyld, og Kongen fandt det raadeligſt at aabne Freds-Underhandlinger ved Hjelp af Sigurd, Biſkop af Wincheſter. Der blev foreløbigt ſluttet Stilſtand, med Giſler paa begge Sider. Dette var et Tegn for de nordmanniſke Gejſtlige, Robert førſt og fremſt, til at flygte ſaa hurtigt de kunde, for at undgaa Folkets Raſeri. De fleſte ilede til Frankrige. Godwine retfærdiggjorde ſig og ſine Sønner for de Beſkyldninger, deres Fiender havde fremført imod dem, og de indſattes i alle deres Værdigheder, med Undtagelſe af Sven, der, dreven af Samvittighedsnag, havde foretaget en Pilegrimsrejſe til Jeruſalem, hvorfra han ej vendte tilbage[17]. Men fra nu af vare ogſaa Godwine og hans Sønner mægtigere i England end nogenſinde; og det er ikke langt fra Sandheden, naar Mag. Adam, efter Sven Ulfsſøns Fortælling, ſiger „at de beherſkede England ſaaledes, at Edward alene maatte lade ſig nøje med Livet og den tomme Kongetitel“[18]. Da Godwine pludſelig døde (1053), fik Harald hans Jarldømme Wesſex efter ham, og arvede tildeels ogſaa hans Magt.

Det maa betragtes ſom et ſæreget Held for Kong Harald i Norge og det nys befæſtede Dynaſti, at nu ogſaa den ſvenſke Green af den gamle Ragnarſke Stamme uddøde, og efterfulgtes af en anden Æt, hvis Legitimitet hverken var bedre end Haralds eller Sven Ulfsſøns. Hvor højt Uppſalakongerne af det Ragnarſke Dynaſti vare anſeede fremfor de andre Konger i Norden, have vi allerede ovenfor ſeet, hvor Olaf Skotkonung ſiger at hans Forfædre havde været Overkonger over alle andre Konger i Norden, og hvor Arnold blinde kalder Uppſala-Ætten den fornemſte i Norden, fordi den nedſtammede fra Guderne ſelv[19]. Det fortælles ogſaa, at naar de tre Konger i Norden holdt Møde paa Danaholmen — her ſigtes vel til de ovenfor omtalte[20], i det 10de Aarhundrede brugelige Møder, thi ſiden hindrede Krige og Fiendtligheder dem fra at holdes, ſaa længe den gamle Uppſala-Æt var til — da holdt Danekongen Uppſalakongens Bidſel og Norges Konge hans Stigbøjle[21]. Kan dette end ikke tages i bogſtavelig Forſtand, hvilket ellers ingenlunde er ſaa urimeligt, ſom mange have troet, ſaa tilkjendegiver det dog ganſke viſt den almindelige, ogſaa udenfor Sverige herſkende, Foreſtilling om Uppſala-Kongens Ypperlighed. Kong Anund døde, uden at efterlade Børn, i 1049 eller 1050, og efterfulgtes af ſin ældre, uegte fødde, Broder Emund, der i de gamle Kongerækker er brændemerket med Tilnavnet „den ſlemme“, maaſkee iſær fordi han ſørgede daarligt for Chriſtendommens Fremgang. Den vigtigſte Begivenhed, der fandt Sted under hans Regjering, er at der ved ſex udnævnte Mænd fra begge Riger ſattes Grændſeſkjel mellem Danmark og Sverige. Da Bleking ved denne Grændſeforretning nævnes ſom tilhørende Danmark, medens derimod Helge-Aa endnu ved Magnus’s Død 1047 dannede Danmarks øſtlige Grændſe[22], ſynes det viſt, at Sven paa en eller anden Maade maa have tvunget Emund til at afſtaa dette Landſkab, men hvorledes, nævnes ingenſteds. Det lader til at Emund i ſin Alderdom, maaſkee allerede ſom Konge, har egtet Aaſtrid, Enke efter Ragnvald, en mægtig Mand i Sverige, og Broderdatter af Eivind Skaldaſpilder i Norge. Aaſtrids og Ragnvalds Søn, ved Navn Steenkil, ſynes at have haft meeſt at ſige og maaſkee at have været den egentlige Herſker under Emunds kortvarige Regjering. Han ophøjedes til Jarl, og egtede Kongens Datter af førſte Egteſkab[23]. Ved ſin Forekommenhed og Hjelpſomhed mod Biſkop Adalward, hvilken Erkebiſkop Adalbert i Bremen havde udnævnt til Biſkop i Sverige og ſendt derhen med flere Preſter, — hvorom mere nedenfor — vandt han ogſaa den mægtige bremiſke Gejſtligheds Yndeſt[24]. Da nu Kongens eneſte Søn, Anund, var omkommen paa et Tog mod Kvænerne[25], ſtod der ikke længer nogen mellem ham og Tronen, hvilken han ogſaa beſteg efter Emunds Død (ved 1050), fornemmelig underſtøttet af de allerede ivrigt chriſtne Veſtgøter, hvilke han derfor yndede fremfor ſine øvrige Underſaatter[26]. Med Emund uddøde ſaaledes den gamle Ragnarſke Æt, og ingen af de tre nordiſke Herſkerſtammer havde nu noget forud for de øvrige i Anſeelſe. Ja, ſkulde en af dem nu i den almindelige Opinion betragtes ſom om den beſad en højere Grad af Legitimitet, maatte det være den norſke, deels fordi den nu var den ældſte, deels, og fornemmelig, fordi St. Olafs Helgenglands omſvævede den.

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 38, Snorre Cap. Bo„ Flatøbogen; kun her, ſaa vel ſom i Fagrſkinna Cap. 183, tales der udtrykkeligt om Helge-Aa, og Viborg-Thing, og at Thorkell Gøſa gav Sven Kongenavn (jvfr. ovenfor S. 19). At Helge-Aa paa den Tid dannede Danmarks Øſtgrændſe, med andre Ord, at Bleking da endnu hørte til Sverige, er allerede tidligere omtalt (I. 2. S. 132) og vil nedenfor nærmere blive viiſt S. 173.
  2. Iisøre-Thing nævnes udtrykkeligt ſom det, der fra nu af blev Danekongernes Hoved-Udnævnelſes-Thing, hos Sven Aagesſøn Cap. 5. Jvfr. ogſaa Saxo S. 569, 615, hvor Harald Heins og Nikolaus’s virkelige, Erik Emunes paatænkte Kongehylding paa Iisøre-Thing omtales. Det er ogſaa tydeligt, at Sjæland, hvilket allerede Harald Gormsſøn i ſine ſidſte Dage, da han havde lagt ſig ud med det nordiſke Høvdingeparti, havde valgt til ſit fornemſte Opholdsſted og hvor han blev begraven, end mere maatte blive Hovedlandſkabet, efter at Sven var kommen paa Tronen. Jylland, med Viborg Hovedthing og Heidaby ſom Hovedreſidens, repræſenterer den Sigurdſke Æt, i hvis ſidſte Medlems, Hardeknuts, Sted Magnus den gode traadte. Sjæland derimod, med Iisøre Hovedthing, Roeskilde og Ringſted ſom Hovedreſidenſer, repræſenterer den Sprakaleggſke Æt og hvad man kunde kalde den middeldanſke Tidsalder.
  3. Chron. Sax. ved 1018 (vel at merke, det ældſte Haandſkrift). Hvorfra denne Flaade kom, ſiges ej i Chron. Sax., men Henrik af Huntingdon (Mon. hist. Br. I. S. 759) ſiger, dog øjenſynligt kun fordi han antager det ſaaledes, at den var fra Danmark. Men Forholdene vare ikke paa denne Tid ſaadanne, at en Flaade ſkulde kunne tænkes udløben fra Danmark, for at herje i England, og ikke engang Navnene (Lodin og Erling, i angl. Form Loðene, Yrling) ere danſke. Mag ſaaledes Flaaden anſees ſom udgaaen fra Norge, kan man, i Betragtning af dens Størrelſe, alene gjette paa Landets allermægtigſte Mænd ſom dens Anførere. Da det nu udtrykkeligt ſiges i Olaf den helliges Saga Cap. 43, Snorre Cap. 21, at en af Erling Skjalgsſøns Sønner hed Suhm, og da det ligeledes er rimeligt, at flere af hans Sønneſønner maa have hedet Erling efter ham ſelv, kan det ej betvivles, at hiin Flaade udgik fra Sale. At dog ogſaa Sven Godwinesſøn kan have haft Deel heri, er rimeligt, ſaaledes ſom det ſtrax nedenfor ſkal viſes.
  4. Se Florents af Worceſter, Mon. hist. Br. I. S. 602, jvfr. ovf. S. 147, 148.
  5. At han hørte til Thingmannalidet, ſiges i Morkinſkinna, fol. 14. a.
  6. Chron. Sax. ved 1049—1051, jvfr. Ingulf, hos Savile, S. 897. Mag. Adam, III. 13.
  7. Dette ſiges udtrykkeligt i Morkinſkinna, fol. 14. a. ſamt i Flatøbogen. Egentlig ſiges det ogſaa hos Snorre (Cap. 51) ſamt i Hryggjarſtykke etc. (Harald Haardraades Saga Cap. 68), da Aasmund her kaldes Svens Foſterſøn, men han udgives tillige urigtigt for hans Syſterſøn.
  8. Chron. Sax. ved 1050. Hist. Coenob. Abbandunensis i Whartons Anglia sacra, I. 167; her kaldes Rodulf „episcopus Norvegiæ“. Mag. Adam, II. 55, 62. Jvfr. ovenfor I. 2. S. 599.
  9. Se herom iſær Viljam af Malmsbury, II. 200, Hardys udg. S. 342, 343.
  10. At Eachmargach er det ſamme ſom Margad, ſees deels deraf, at hiin irſke Form ſelv altid i Original-Annalerne ſkrives i to Ord, hvorved Margach, der aldeles udtales ſom „Margadh“, kommer for ſig ſelv, deels af Chronologiens Coincidens. Om „Jehmarc“, ſe ovenfor I. 2. S. 673.
  11. Se Tighernach og de 4 Meſtres Annaler ved disſe Aar. Hvor Sigurds Død omtales 1042, nævnes han tilligemed endeel andre, der alle ſynes at have været Munke.
  12. Tighernach nævner Ivars Tronbeſtigelſe efter Eachmargach 1038, omtaler „Ivar Haralds Søn ved 1045, og ſiger endelig i 1046, at Eachmargach vendte tilbage til Dublin efter „Harald“, hvilket maa være Skrivfejl for „Mac Harald“, Haralds Søn, ſiden de 4 Meſtres Annaler ved ſamme Aar udtrykkeligt ſige at „Haralds Søn“ blev fordreven og „Ragnvalds Søn“ kom efter ham.
  13. Se Chron. Sax. ved 1050.
  14. Harald Haardraades Saga Cap. 46. Snorre Cap. 46. Morkinſkinna nævner her urigtigt Ketil af Ringenes i Stedet for Sønnen Guthorm, thi Ketil maa paa denne Tid have været død, ſiden Guthorm ellers ſtedſe nævnes ſom Gaardens Beſidder. At ellers Kalf Arnesſøn, der opholdt ſig i hine Farvande, ogſaa var med, er ej uſandſynligt.
  15. At alt dette ſkede i 1052, og at alle tre virkelig fulgtes ad, ſees af følgende. Saa vel Tighernach, ſom de 4 Meſtre ſige at Eachmargach i 1052 drog „over Havet“ og efterfulgtes af Mælnambo; dette er ſaaledes Togets Aar, og Margads Døds-Aar; ogſaa hos Snorre (Cap. 56, 57) omtales Guthorms Kamp ved disſe Tider. Det heder her udtrykkeligt, at denne Kamp ſtod Olafs Mesſedag, den 29de Juli; Toget er altſaa udgaaet ſidſt i Juni eller førſt i Juli. I Chron. Sax. ſiges at Godwine ſejlede fra Brügge en Dag før St. Hans Aften (22 Juni); derpaa varede det, ſom der ſynes, længere Tid førend han mødte Harald; og til London kom de ej førend førſt i September; det er derfor tydeligt, at Harald har afſejlet paa ſamme Tid ſom Margad og Guthorm; og da nu ogſaa disſe agtede ſig til Wales, er der neppe nogen Tvivl om at alle tre fulgtes ad ſaa længe ſom muligt.
  16. Snorre, l. c. Olaf den helliges Saga Cap. 249. Den legendariſke Olafs Saga Cap. 104. At Snorre netop ſætter denne Fortælling ind paa dette Sted, vidner fordeelagtigt om Sikkerheden af hans Tidsregning i denne Periode, da man ej kan antage at han har haft irſke Annaler at rette ſig efter.
  17. Om alt dette, ſe Chron. Sax. fra 1046—1052.
  18. Mag. Adam II. 13.
  19. Se ovenfor I. 2, S. 552, 567.
  20. Se ovenfor I. 1. S. 748.
  21. Gl. Veſtgøtalov, Konungebolk, S. 67. Ved førſte Øjekaſt ſynes det ſom om denne Notits gjaldt Grændſemødet, men ved nærmere Betragtning ſeer man at det er en almindelig Bemerkning. I Veſtgøtalagen nævnes for Reſten urigtigt Sven Tjugeſkegg i Stedet for Sven Ulfsſøn.
  22. Se ovenfor S. 166.
  23. I Hervarar Saga Cap. 20 nævnes Ragnvald den gamle, Steenkils Fader, ſom gift med Aaſtrid Njaalsdatter; her ſiges ogſaa at han var Jarl i Svithjod, og gift med en Datter af Kong Emund. Mag. Adam af Bremen ſiger (II. 14) at Steenkil enten var hans nepos eller Stifſøn; i Cap. 14 kalder han ham nepos. Sandſynligviis har han hørt ham kaldet Kongens mágr. Da han nu, ſom man temmelig tydeligt kan ſkjønne, ej var nogen egentlig Frænde (nepos) af Emund, maa man antage at han var hans Svigerſøn og dertil maaſkee Stifſøn. Steenkils Fader Ragnvald gamle har uden nogen Hjemmel, ja endog trods Sagaernes udtrykkelige Udſagn, været antagen for den ſamme ſom Ragnvald Jarl i Skara.
  24. Se Mag. Adam, III. 14 og nedenfor S. 192.
  25. Mag. Adam, III. 15, IV. 19 (Schol. 119).
  26. Kongerækken i Veſtg. Loven S. 299. Det omtales ingenſteds nøjagtigt, naar Anund og Emund døde. Mag. Adam omtaler Anunds Død ſtrax efter at han (III. 13) i Korthed har talt om de nys ſkildrede Begivenheder i England 1049 -1052, men da den egentlige Hovedbegivenhed, hvorved han her dvæler, er Bjørns Drab 1049, medens han kun i Forbigaaende omtaler det følgende, og derpaa i Cap. 14 ſiger, „da dette var ſkeet der, døde Kong Jakob“, ſynes det, ſom om han, det ſikre, ſamtidige Vidne, henfører Anunds Død til 1049 eller 1050, hvilket ogſaa godt ſtemmer dermed, at de i Anledning af hans ſenere Giftermaal med Anunds Enke opſtaaede Stridigheder med Erkebiſkop Adalbert bilagdes førſt i 1053: — og i mindre end 3 Aar kunne dog disſe Stridigheder ej have varet. I den hos Lindenborg meddeelte Hist. Archiep. Bremensium er Anunds Død, aabenbart kun gisningsviis, henført til 1051. Emunds Død henfører Mag. Adam, III. 15 til Tiden under eller nærmeſt efter Uaaret 1056 (ſe nedf.); hans rette Dødsaar er derfor ſandſynligviis 1056.