Det norske Folks Historie/3/15

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den Lethed, hvormed Harald Sigurdsſøn kom i Beſiddelſe af Norge efter Magnus’s Død, maa deels tilſkrives den Omſtændighed, at han allerede i dennes levende Live var anerkjendt ſom Medregent, deels, og fornemmelig, at han nu, ſom det lader, virkelig var den eneſte levende Ætling af Harald Haarfagre i lige nedſtigende Linje paa Sverdſiden, ſaa at han efter de Tiders Anſkuelſer betragtedes ſom den rette Odelsmand til Riget, hvis Fordringer ikke engang hans bitreſte Fiender vovede eller endog tænkte paa at underkjende. Men yndet var han ej. Man havde allerede lært hans Charakteer ſaa godt at kjende, at alle i ham væntede at faa en ſtreng og myndig Herre. Heller ikke ſkuffedes de i denne Forvæntning. Haralds hele og temmelig lange Regjeringstid var, ſom man tydeligt kan ſee, optagen af en med Plan og Konſekvens, med Kraft og urokkelig Strenghed, tildeels ogſaa med Haardhed, udført Beſtræbelſe for at befæſte Kongedømmet, undertrykke alle anarchiſke Tendenſer, og i det Hele taget at bringe den Ordning af de indre Forholde til Udvikling, ſom hans Broder St. Olaf havde grundet, men ſom under Magnus’s korte, deels under Lendermændenes Formynderſkab førte, deels af de danſke Anliggender optagne, Regjering ej havde kunnet nyde faa megen Opmerkſomhed og Forſorg, ſom ønſkeligt var. Hvad Harald i denne Henſeende udrettede, er i vore Kongeſagaer mere løſeligt antydet, end ligefrem udtalt. Men hvad der fortælles, er allerede tilſtrækkeligt til deraf at drage den Slutning, at han maa have været i Beſiddelſe af overlegne Talenter og have udviklet en alt beſejrende Kraft. Vi erfare, at han ved ſin Død efterlod ſine Sønner et velordnet, blomſtrende Rige og velbefæſtet Kongedømme, og det uagtet de fleſte Aar af hans Regjering havde været optaget af Krige, der ellers plejede at frembyde gunſtige Lejligheder for det indenlandſke Ariſtokrati til at udvide ſin Magt ud over de tilbørlige Grændſer. Vi erfare, at han ligeledes forſtod at opretholde den norſke Kirkes Frihed imod den myndige bremiſke Erkebiſkops ivrige Forſøg paa at gjøre ſig den underdanig. Alt ſaadant kunde han ikke have udrettet, hvis han ej havde beſiddet lige ſaa megen Energi og Handlekraft, ſom udmerkede Aandsgaver. Dette indeholdes ogſaa i den korte Skildring af hans Charakteer, ſom Sagaerne meddele ſaaledes: „han var herſkelyſten, og det ſaa meget mere, jo mere han befæſtedes i Landet og Regjeringen; det gik tilſidſt endog ſaa vidt, at det bekom de fleſte ilde at tale imod ham eller at fremme andre Sager, end dem, han ſyntes om“. — — „Han var mægtig, tog ſig ivrigt af Styrelſen indenlands, og overmaade forſtandig, ſaa at alle ere enige om, at der ikke har været forſtandigere Konge i Norden; derhos var han en udmerket Stridsmand, ſterk og øvet i krigerſk Idræt, og overhoved en Mand, der vidſte at ſætte ſine Planer igjennem“[1]. Heller ikke mangler der i vore Sagaer paa Charakteertræk af ham, ſom indeholde Beviſer og Exempler herpaa. Det ligger ogſaa i det Tilnavn, han allerede fik i ſin Levetid[2], og, ſom det ſynes, ſtrax efter ſin Tronbeſtigelſe, nemlig harðráði, eller „den haardt raadende“. Men Norge trængte visſelig paa den Tid til en Konge, ſom ham, og Tilnavnet er ſaaledes i Hiſtorien et Hædersnavn for ham, om end hans Samtid dermed vilde udtale en Dadel.

Da det iſær gjaldt for Harald, ikke at lade det mægtige Ariſtokrati voxe Kongemagten over Hovedet, havde han i dettes Medlemmer ſine naturlige og ivrige Modſtandere. Det beſtod fornemmelig af de gamle anſeede Lendermands-Slægter, og fremmerſt for dem alle ſtod Magnus’s forrige Hovedraadgiver Einar Thambarſkelve, for hvem det allerede maatte være ubehageligt nok at tabe den Indflydelſe, han havde haft under Magnus, end ſige at ſee ſin hele Stands politiſke Betydning indſkrænket. Det var derfor i en rigtig Forudforvæntning af hvad der vilde paafølge, at han allerede i Magnus’s Levetid havde modſat ſig Haralds Ophøjelſe paa Tronen, uagtet det ellers maatte ſynes at have været i Ariſtokratiets Interesſe, at der paa engang herſkede tvende Konger. Man maa dog paa den anden Side beundre ham og hans øvrige Parti-Fællers Lojalitet og Hengivenhed for Kongeſtammen, idet de, da Magnus var død i en ung Alder, og Udſigten til hans Æts Forplantelſe tabt for ſtedſe, ingen Hindringer lagde i Vejen for Haralds Tronbeſtigelſe, trods de øjenſynlige Farer, ſom deraf vilde opſtaa for deres Vælde; og Harald havde Aarſag til at priſe ſig lykkelig, at han var den eneſte af ſin Æt, ſaa at de kun havde Valget imellem at antage ham, eller at ſtøde Haarfagre-Ætten fra Tronen. Men Ætten havde rigtignok vundet ny Glands og Legitimitet ved St. Olafs Martyrdom og Hellighed, og Harald udøvede en dobbelt Magt over Opinionen, baade ſom Harald Haarfagres Ætling og ſom St. Olafs Broder. De øvrige mægtige Mænd i Norge, ſom ſærſkilt nævnes, vare fornemmelig den forhen omtalte Jarl, Orm Eilifsſøn paa Oplandene, og hans Slægtning, den unge, ſmukke og fremfor alle ſine Jevnaldrende anſeede Haakon Ivarsſøn, hvis Fader, den forhen omtalte, nu afdøde, Ivar hvile, var en Datterſøn af Haakon Jarl, og allerede under Olaf den hellige havde været Lendermand, indtil han, ſom vi have ſeet, fulgte de andre Stormænds Exempel, og drog til Kong Knut, i hvis Tjeneſte han dræbte Ulf Jarl[3]. Paa Hedemarken nævnes den oven omtalte Guthorm, Søn af Ketil Kalf paa Ringenes og Gunnhild, Kong Haralds egen Syſter. Nær beſlægtet med ham var Thore paa Steig, den meeſt formaaende Mand i Gudbrandsdalen. I den ſydveſtlige Deel af Landet havde endnu Erling Skjalgsſøns Sønner meeſt at ſige: den fornemſte af dem var Aaslak, der, ſom vi have ſeet, var gift med en Daner af Jarlen Svein Haakonsſøn. Lodin og Erling, ſandſynligviis hans Broder og Broderſøn, ere forhen omtalte[4]. I Sogn maa man antage, at Efterkommerne af den fra Egil Skallagrimsſøns Hiſtorie bekjendte Brynjulf paa Aurland maa have været den mægtigſte Æt. Paa Haralds Tid repræſenteredes den af Brynjulf Helgesſøn, hvis Farmoder Rannveig var en Sønnedatter af Brynjulf Bjørnsſøn. I den nordveſtlige Deel af Landet var Arnmødlinge-Ættens Medlemmer, Eyſtein Orre paa Giſke og Finn Arnesſøn paa Auſtraat paa Yrje, de mægtigſte. Paa Haalogaland ſynes i denne Tid Haarek Eyvindsſøns Sønner at have faaet Overhaand over Aasmund Grankellsſøn, thi Haareks Søn, Einar Fluga paa Thjøtta, nævnes ſom Haralds Lendermand og forlenet med Finnefærden allerede i den tidligere Halvdeel af Haralds Regjeringstid[5]. Og alle disſe mægtige Mænd vare nær beſlægtede og beſvogrede med hinanden indbyrdes. Orm Jarl og Haakon Ivarsſøn, der begge nedſtammede i tredie Led fra Haakon Jarl, vare ſaaledes i det nærmeſte Slægtſkab med Bergljot, Einar Thambarſkelves Huſtru. Eindride, Einars Søn, var gift med Sigrid, Syſter af Guthorm paa Ringenes[6]. Finn Arnesſøn paa Auſtraat var gift med Thorbjørg, en Datter af Halfdan, Sigurd Syrs Søn og ſaaledes en Broderdatter ſaa vel af Kongen ſelv, ſom af Guthorms Moder Gunnhild. Thorberg Arnesſøn, Eyſtein Orres Fader havde, ſom allerede omtalt, været gift med en Datter af Erling Skjalgsſøn, Syſter af Aaslak paa Søle. En anden Syſter var gift med Arne Arnesſøn, hvis Søn Jon maaſkee allerede paa denne Tid var gift med Rannveig, en Datter af Sigurd i Bjarkø, Thore Hunds Søn og Arving[7]. Thore paa Steig var, ſom allerede ovenfor nævnt, en Søn af Isrid Gudbrandsdatter, og ſaaledes en Fætter, baade af Kongen og af Gunnhild paa Ringenes. Ogſaa med Nabofyrſterne vare disſe Ætter nær beſvogrede. Aaslak paa Sole var ved ſin Huſtru, Svein Jarls Datter, en Svoger af den ſvenſke Konge, der var gift med hendes Syſter Gunnhild[8]. Aaſtrid, et Syſkendebarn af Einar Flugas Fader Harald, var, ſom ovenfor nævnt, gift med den der omtalte mægtige Mand i Sverige, ved Navn Ragnvald den gamle, og efter hans Død med Kong Emund ſlemme, medens tillige hendes og Ragnvalds Søn Steenkil, Jarl i Svithjod, egtede Emunds Datter af farne Egteſkab. Ogſaa en Broder af Einar, ved Navn Finn, ſynes at have haft mægtige Forbindelſer i Sverige, ja endog at have været boſat der[9]. Ligeledes lader det til, at den ſognſke eller aurlandſke Æt ſtod i nærmere Forbindelſe med Sven Ulfsſøn, thi Brynjulfs Syſkendebarn, Rannveig Thordsdatter, havde med Sven Datteren Ingerid, og var ligeledes, ſom det ſynes, Moder til hans Sott Knut, ſiden bekjendt ſom Kong Knut den hellige[10].

Naar man betragter, hvilke Ætter det var, ſom repræſenteredes ved de her opregnede Navne, vil man finde, at det for det meſte var de ſamme, hvis Hoveder under Olaf den helliges Regjering havde modſat ſig hans Beſtræbelſer for Rigets Konſolidation, og ikke havde taget i Betænkning,heller at ſøge Danekongens Beſkyttelſe og Biſtand, end at underkaſte ſig Olaf. Nogen rigtig Patriotisme i den Forſtand, hvori vi nu tage Ordet, maa man heller ikke endnu vænte at finde paa Haralds Tid. Det var endnu de ſamme perſonlige og lokale Interesſer, der havde ſtillet hine Familiehoveder fiendtligt over for Olaf den hellige, ſom nu bragte deres Ætlinger til at danne en Oppoſition mod Harald, og, ſom det vil viſe ſig, at ſøge udenlandſke Forbindelſer. Dog ſkede det neppe ſaa uforbeholdent, eller i ſaadan Udſtrækning, ſom paa Olaf den helliges Tider, da den Fædrelandskjærlighed, der omfattede det hele Rige ſom en fælles Eenhed, endnu ikke kjendtes, og kun Bygde- eller i det højeſte Fylkes-Patriotisme optog denne Plads. I Haralds Tid havde dog i det mindſte den yngre Slægt levet ſig ind i Bevidſtheden om, at Norge nu udgjorde og burde udgjøre en politiſk Eenhed, hvis Bevaring og Forſvar mod udenlandſke Magter maatte ligne enhver Nordmand, fra hvilken Egn af Landet han end var, lige meget paa Hjerte Kun naar denne Bevidſthed kom i Strid med den ſærſkilte Steds- og Slægts-Interesſe, var det ikke altid let at holde Stand. I Ætterne maa Traditionen om fordums Magt og Uafhængighed endnu have været altfor levende, til at deres Medlemmer uden Knurren ſkulde kunne finde ſig i den ſtrenge Orden, ſom Harald ønſkede overholdt, og fra ſit Standpunkt betragtede flere vel endog hans Beſtræbelſer i denne Retning ſom fordærvelige før Riget, og troede at handle i Fædrelandets Interesſe ved at gjøre ham Modſtand. Men han var dem overlegen i Klogſkab og Kraft. Han regnede det heller ikke ſaa nøje med, hvilke Midler han anvendte, naar han alene kunde drive ſine Henſigter igjennem. Førſt og fremſt lod han ſig det, ſom man ſeer, være magtpaaliggende at vinde de mægtige Arnmødlinger og ſaaledes ſkille dem fra de øvrige Lendermands Parti. Uagtet han var nær beſvogret med Finn Arnesſøn, ſynes det dog, ſom om dette Svogerſkab ej har været tilſtrækkeligt til at ſtifte Venſkab mellem dem; ſnarere kan man antage, at det har givet Anledning til Arve-Uenigheder og ſpendt Forhold[11]. Derhos var Finn i den nøjeſte Venſkabsforbindelſe med Guthorm paa Ringenes og Haakon Ivarsſøn, hvilke ganſke maa antages at have tilhørt Einar Thambarſkelves Parti; Finn var en god Ven og havde været Krigskamerat af Haakon og Guthorm; dertil kom at hans Datter Ingebjørg var gift med Thorfinn Jarl, og at hans Broder Kalf endnu opholdt ſig ſom landflygtig der veſter: ingen af dem havde Aarſag til at være venligt ſtemt mod Harald. Denne ſøgte nu at komme i nærmere Svogerſkab med ham og de øvrige Arnmødlinger ved at egte Eyſtein Orres Syſter Thora, allerede den næſte Vinter efter Magnus’s Død (1048—49). Hvorledes dette Giftermaal indlededes og kom iſtand, nævnes ikke; thi Haralds Dronning Elliſiv levede endnu, og Harald var ikke ſkilt fra hende[12]. Det ſkulde ſaaledes ſynes ſom om Thora alene havde været hans Frille; men dertil kaldes hun altfor ofte „Dronning“, og det er desuden heller ikke tænkeligt, at hendes ſtolte Frænder ſkulde have fundet ſig i at hun indtog en ſaa lidet hæderlig Stilling. Man maa altſaa dog antage, at Harald har holdt formeligt Bryllup med hende, ligeſom forhen med Elliſiv, og at han ſamtidigt har haft to lige berettigede Huſtruer. Men det maa ogſaa anſees viſt, at han i en lang Række af Aar ikke levede med Elliſiv, om hvilken man ej engang veed med Vished, hvorvidt hun ſtrax fulgte ham til Norge eller i nogen Tid blev tilbage i Rusland, og i alle Fald tog han hende førſt til ſig igjen i ſine ſidſte Regjeringsaar, medens Thora imidlertid ſtedſe var anſeet for den egentlige Dronning[13]. Ved Giftermaalet med Thora vandt Kongen virkelig, i det mindſte for en Tid, Arnmødlingerne i Landet, thi det heder udtrykkeligt kort Tid efter, at Eyſtein Orre, paa denne Tid omtrent 34 Aar gammel[14], altid var en af Haralds ypperſte Tilhængere, og man tør vel ogſaa tilſkrive dette Venſkab, at Einar Fluga, Eyſtein Orres og Thoras Syſkendebarn, traadte i Kongens Kjendte, ſkjønt det rigtignok ellers heder, at deres Venſkab ikke altid var lige godt[15]. Erlingsſønnerne paa Søle, Eyſteins og Thoras Morbrødre, ſynes ogſaa at have ſluttet ſig til Harald, i det mindſte omtales de ej ſom hans Modſtandere: ſaa meget har altſaa dette højſt ſtatskloge Giftermaal udrettet. Kun Einar Thambarſkelve, og maaſkee de oplandſke Høvdinger, holdt ſig fremdeles paa en ſpendt Fod med ham. Einar var den, der havde meeſt at ſige over Bønderne i hele Thrøndelagen, han ſvarede i deres Navn, naar Kongens Mænd ſagſøgte dem; ſelv kyndig og forfaren i Landſens Lov og Ret, var han altid færdig med Lov-Indſigelſer paa Bøndernes Vegne, naar Søgsmaalet var uretfærdigt, ligemeget enten Kongen var tilſtede eller ej. Dette mishagede Kongen meget, men han vovede dog ikke at fratage ham hans Veitſler. Men — ſom man maa formode — lige ſaa meget forat opſtille en Modvegt mod ham, ſom for at belønne prøvet Troſkab, gjorde han ſin gamle Krigskamerat fra Myklegaard og trofaſt hengivne Ven, Islændingen Ulf Uſpaksſøn, til Lendermand og gav ham Forleninger i det Throndhjemſke, der maa have været betydeligt ſtørre end Einars[16]; han gav ham nemlig ej alene den vanlige tolv Merkers Veitſle, men desforuden et halft Fylke i Throndhjem. Tillige gjorde han ham til ſin Stallare, og gav ham endelig Dronning Thoras og Eyſtein Orres Syſter, Jorunn Thorbergsdatter, til Egte. Ulf beſkrives ſom en forſtandig, veltalende og energiſk Mand, og, hvad Harald iſær ſatte Priis paa, ja endog ved hans Grav bevidnede til hans Ros, af urokkelig Troſkab[17]. Det kan ſaaledes ej være Tvivl om, at Einar i Ulf, der desuden ſom Stallare var forpligtet til at tale i Kongens Navn paa Thingene, havde ſin fornemſte Modſtander, og at de ofte have været i Ordſtrid. Ogſaa den anden ætſtore Islænding, der havde været med Harald i Myklegaard, Halldor Snorresſøn, var i nogen Tid i ſtor Anſeelſe og tilſyneladende Yndeſt hos Harald; men det havde allerede, ſom ovenfor nævnt, været en alvorlig Trælle mellem dem under Krigen paa Sicilien, og vi ville nedenfor ſee, at Venſkabet mellem dem, om det kan fortjene delte Navn, og om det ikke ſnarere beſtod deri at Harald holdt gode Miner med ham for hans Frænders, de mægtige Bjarkøingers Skyld, kun var af kort Varighed.

Paa den Strenghed, hvormed Harald inddrev eller lod inddrive ſine Rettigheder, indeholde vore Sagaer flere Exempler, og det er mere af ſaadanne Smaatræk, og af hvad der ellers fortælles om hans Uvenſkab med Einar, at man kan danne ſig en Foreſtilling om den Iver og Kraft, hvormed han ſøgte at ſtyrke Kongemagten, end af nogen udtrykkelig og omſtændelig Fremſtilling af hans politiſke Virkſomhed indenlands, hvilken ganſke ſavnes i Sagaerne. Ikke alle de overordentlige Paalæg og ſtrenge Beſtemmelſer, ſom Sven Alfiveſøn havde indført, vare endnu, ſom vi have ſeet, ophævede[18], og Harald ſøgte umiskjendeligt at bibeholde deraf hvad han kunde. Saaledes tilegnede han ſig blandt andet fremdeles Retten til jordgravet Gods, hvilket, ſom vi nedenfor ville erfare, foranledigede et alvorligt Sammenſtød med Einar, og bidrog meget til al forøge Uvenſkaben mellem dem begge. Hvorvidt Kongens Fordringer til Bønderne i Almindelighed gik, ſiges ej, men at de gik meget vidt, ſees deraf, at Einar oftere ligefrem beſkyldte Kongen for at bryde Loven mod Bønderne, og truede ham med, at de ej vilde taale det[19]. Maaſkee dog Kongen i dette Tilfælde havde den ſtrenge Ret for ſig, men at han virkelig juſt ikke altid paa den hæderligſte Maade ſegle at forøge ſine Indtægter, ſees deraf, at han, endog i ſine aller førſte Regjeringsaar — ſandſynligviis for at beſtride de koſtbare Udruſtninger mod Danmark, — anvendte den i Middelalderen ſædvanlige Finants-Operation, at lade ſlaa ſlet Mynt, hvoraf kun Halvdelen var Sølv, den øvrige Halvdeel Kobber: denne Mynt kaldtes derfor ogſaa Haraldsſlaatten[20]. Hidtil ſynes Norge ſaa godt ſom ſlet ikke at have haft et eget Myntvæſen, thi med Undtagelſe af den allerede tidligere omtalte tvivlſomme Mynt fra Haakon den godes Tid[21], en anden fra Olaf Tryggvesſøns eller Olaf den helliges Regjeringstid, har man ingen fundet, der med Sikkerhed er at tilſkrive norſke Konger, førend man kommer til Magnus den gode og Harald Haardraade, hine norſke Mynter ere utvivlſomme, ſkjønt ogſaa de ere meget ſjeldne. Den forefundne Mynt af Harald er forøvrigt af godt Gehalt, og ſkriver lig maaſkee fra en ſenere Tidsperiode af hans Regjering, men merkeligt er det i faa Fald, at han ſkulde begynde den med at ſlaa daarlig Mynt[22]. Hvor ſtrengt Kongens Enerettighed til Handel med Finnerne overholdtes, kan man ſkjønne deraf, at Einar Fluga ſelv for Kongen roſte ſig af, at han havde angrebet et islandſkt Skib og dræbt Beſætningen, alene paa den blotte Mistanke, at den havde handlet med Finnerne. Kongen bebrejdede ham vel at han havde dræbt ſagesløſe Mænd, men da Einar fortalte ham, at der virkelig fandtes en heel Deel Finne-Varer ombord, blev han ſtrax beroliget, og det ſynes ſom om han meente, at Einar havde handlet aldeles ret[23].

15. Kirkelige Anliggender. Haralds Forhold til den bremiſke Erkeſtol. Anlægget af Kjøbſtaden Oslo, og Oprettelſen af St. Hallvards Helligdom.

Ogſaa i de kirkelige Anliggender lagde Harald tydelig for Dagen, at han ſelv vilde udøve den højeſte Myndighed i ſit Rige, og ikke taale

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 57, 54, Snorre Cap. 43, 36, Fagrſkinna Cap. 188. Der tilføjes, at kun de færreſte af hans Bedrifter ere omtalte, i Sagaerne, deels fordi Sagaſkriveren ej har kunnet erfare dem, deels fordi han ej vilde optegne uhjemlede Beretninger.
  2. Dette ſynes at kunne ſluttes af de ſamtidige Optegnelſer i Chron. Sax. hvor han ved en Misforſtaaelſe kaldes hárfager.
  3. Se ovenfor I. 2. S. 737.
  4. At det er disſe, ſom omtales i Chron. Sax. ved 1047 eller 1048 under Navnene Loðen og Yrling, er ovenfor viiſt.
  5. Einar Fluga omtales aller førſt i Sneglu-Halles Hiſtorie, Harald Haardraades Saga Cap. 104. Naar disſe Begivenheder indtraf, ſiges ej udtrykkeligt, men der ſtaar dog omtalt i Flatøbogen, hvorledes Harald, efter at Sneglu-Halle var kommen tilbage til Island, og, ſom det ſynes, havde tilbragt flere Aar der, erfoor hans Død. Denne maa altſaa være indtruffen før 1066, og Halles førſte Ophold i Norge kan ſaaledes neppe ſættes ſenere end 1056. Paa denne Tid var ſaaledes Einar allerede i Beſiddelſe af det finmarkſke Len.
  6. Harald Haardraades Saga Cap. 56, Snorre Cap. 40.
  7. Olaf den helliges Saga Cap. 256. Fagrſkinna Cap. 215. Jons og Rannveigs Søn Vidkunn omtales allerede ſom voxen i 1094 (Magnus Barfods Saga Cap. 6), ſom Lendermand 1098 (ſammeſteds Cap. 73); hans Fader er altſaa rimeligviis død i denne Mellemtid; aller ſidſt nævnes han i 1138 (Inge Haraldsſøns Saga Cap 6). Vidkunn er altſaa rimeligviis fød henimod 1066, og Jon, hans Fader, omkring 1030; dennes Giftermaal med Rannveig maa følgelig falde omkring 1060, maaſkee endog ſør, for det Tilfælde, at Vidkunns Broder Sigurd Hund, hvad man næſten maa antage, var ældſte Søn. Jons Huſtru Rannveig var en Datter af Sigurd Thoresſøn og Aude, Snorre Godes Datter og den forhen (I. 2 S. 954) omtalte islandſke Kæmpe Vegg-Bardes fraſkilte Huſtru, ſe Heidarvigaſaga Cap. 7.
  8. Se ovenfor I. 2, S. 486.
  9. Vi finde nemlig (ſe Slægtregiſtret i Fagrſkinna Cap. 145), at den ſvenſke Konge Karl Sverkesſøns Moder var Dronning Ulfhild, en Datter af Haakon, Søn af Finn Haareksſøn fra Thjøtta. Hun var ogſaa, ſom det, trods Slægtregiſtrets Ord, maa antages, aller førſt gift med den ſvenſke Konge Inge Hallſteinsſøn. Da man nu tillige finder omtalt, at Olaf den hellige ved ſin Flugt til Sverige 1028 ledſagedes af Finn Haareksſøn (ſe ovenfor I. 2, S. 762), medens dennes Tilbagekomſt ej nævnes, maa man næſten tro at Finn formedelſt dette Venſkab med Olai ej har vovet eller ſkjøttet om at komme tilbage til Norge, og er bleven i Sverige, rimeligviis hos ſin Frænde eller Beſvogrede Ragnvald den gamle. Det er allerede ovenfor (S. 762) omtalt, hvorledes Navnet paa Haakon Finnsſøns Datter, Ulfhild, minder om en Opkaldelſe efter St. Olafs Datter og nærmere Forbindelſe med det norſke Kongehuus. Maaſkee ogſaa at Kong Ring og Dag Ringsſøn havde noget hermed at beſtille, og at Steenkils Slægt nærmeſt har hørt hjemme i Vatsbu i Veſtergøtland.
  10. Jvfr. ovenfor I. 1. S. 578, 594. I Egils Saga Cap. 40 ſtaar der at Thord Brynjulfsſøns Datter Rannveig havde to Sønner, Thord og Helge, af hvilke Thord havde Datteren Rannveig, Moder til Ingerid, Olaf Kyrres Huſtru, og Brynjulf Sønnen Serk i Sogn, der i Magnus Barfods Saga Cap. 23 omtales blandt Norges mægtigſte Lendermænd, hvilket nokſom viſer, at ogſaa hans Fader Brynjulf var en af de fornemſte Lendermænd i Sogn. Men ſaa vel i Olaf Kyrres Saga Cap. 5, ſom i Fagrſkinna Cap. 217, og Knytl. Saga Cap. 23 ſiges det udtrykkeligt, at Olaf Kyrres Huſtru Ingerid var en Datter af Sven Ulfsſøn. Altſaa maa Rannveig have været en af Svens mange Huſtruer eller Medhuſtruer. Men beſynderligt nok er det, at Fagrſkinna Cap. 214 ſaa vel ſom Snorre Cap. 403, ſige at Hallkatla, en Datter af Svein Brynjulfsſøn, Broder til Serk i Sogn, tillige var en Datter af Ingerid, en Syſter af Danekongen „Knut rike“, med andre Ord, at Svein var gift med Ingerid, Knut rikes Syſter. Da ingen Syſter af Knut den mægtige kunde leve paa Svein Brynjulfsſøns Tid (Cap. 1100), maa „Knut den rike“ her være „Knut den hellige“. Men var Ingerid hans Syſter, maa hun og, ſom det ſynes, have været Sven Ulfsſøns Datter. Man maa altſaa foreſtille ſig Sagens Sammenhæng paa den Maade, at Rannveig har været ſaavel Knuts, ſom Ingerids Moder, at Ingerid efter Olaf Kyrres Død har taget til ſine Frænder i Sogn, og at hun der har egtet ſin Fætter Svein, med hvem hun har haft Datteren Hallkatla.
  11. Nemlig i Anledning af Sigurd Syrs Arv, ſom viſt Halfdans og Gunnhilds Børn havde taget i Beſiddelſe, ſe ovf. S. 125.
  12. Harald Haardraades Saga Cap. 49, Snorre Cap. 33.
  13. Thora omtales ſom Dronning, og ledſagende Kongen lige fra Giftermaalstiden af og indtil efter Nisaa-Slaget i 1062; derimod ſiges der udtrykkeligt, at da Harald i 1066 drog til England, blev Thora tilbage, medens Elliſiv tilligemed hendes og hans Døtre, Maria og Ingegerd, fulgte ham. Net erfare vi ſenere, at Ingegerd blev gift med den danſke Konge Olaf Hunger, der regjerede fra 1086 til 1095, Olaf Kyrres Saga Cap. 5, og ſiden efter med den ſvenſke Kong Philip Hallſteensſøn, der herſkede omtrent fra 1114 til 1118 (ſe Hervararſaga, Samt) Da hun nu vel neppe var ſtort ældre end 50 klar ved dette ſidſte Giftermaal, maa hun være fød i det tidligſte ved 1063 eller 1064, altſaa i Haralds ſidſte Regjeringstid, og følgelig været et Barn, da hun kom til England. Maria derimod var den Gang voxen, ſiden det udtrykkeligt ſiges (Harald Haardraades Saga Cap. 117), at Harald havde bortlovet hende til Eyſtein Orre; hun var altſaa fød i Begyndelſen af hans Regjering, eller ved 1046; ja det paa den Tid i Norge uvante Navn Maria gjør det endog ſandſynligt, at hun er fød i Rusland, og der har faaet ſit Navn, enten af Harald ſelv (ſe ovf. S. 113) efter den græſke Maria, der maaſkee endnu ſtod ham i friſkt Minde, eller, efter hans Bortrejſe, af ſine rusſiſke Frænder. Altſaa faa vi en lang Mellemtid (1048—1062) hvori Harald ikke har levet ſammen med Elliſiv, og han tog hende ſaaledes førſt til ſig efter 1062,den ſidſte Lejlighed, hvor Thora nævnes ſammen med ham. Nærmeſt ligger det her for Haanden at antage, at Elliſiv og Maria ikke engang have været i Norge under Haralds førſte Regjeringsaar.
  14. Eyſtein Orre var 12 Aar gammel i 1026, altſaa fød 1014, ſe ovf, I. 2. S. 707.
  15. Harald Haardraades Saga Cap. 204.
  16. Harald Haardraades Saga Cap. 54. Snorre Cap. 38, Fagrſkinna Cap. 188, 215. Ulfs Søn, heder det, var Jon ſterke paa Raasvold, ſandſynligviis Raasvold i Børgſen, ikke langt fra Huſebø og Gimſe, hvor Einar Thambarſkelve boede. Ogſaa af dette Naboſkab kunde det maaſkee ſluttes, at Harald i Ulf opſtillede en Modvegt mod Einar.
  17. Se Harald Haardraades Saga Cap. 113. Snorre Cap. 82. Fagrſkinna Cap. 200.
  18. Se ovf. I. 2. S. 852, 853.
  19. Harald Haardraades Saga Cap. 57. Snorre Cap. 43.
  20. Harald Haardraades Saga Cap. 43.
  21. Se ovf. I. 1. S. 799.
  22. Mynten fra Olaf Tryggvesſøn eller Olaf den hellige er beſkreven i Holmboes „Das älteſte Münzweſen Norwegens“ S. 35, og ſammeſteds afbildet Fremſiden viſer Kongens Bryſtbillede, med Omſkrift Onlaf rex Nor.; Bagſiden det fra Knut den ſtores Mynter bekjendte Kors, med Bogſtaverne CRVX i Hjørnerne og Omſkriften GodwineM-ono, hvilket nokſom viſer at en engelſk Myntmeſter er brugt. Magnus den godes Mynt, ligeledes beſkreven og afbildet ſammeſteds, viſer paa Fremſiden Kongens kronede Bryſtbillede med Omſkrift: Magnus rex N., paa Bagſiden en Bygning, med Omſkrift Jv. le. me. fecit. Haralds Mynt (ſammeſteds S. 37) viſer paa Fremſiden tre ſammenlagte Skjolde, med Omſkrift „„Harald rex No.“, paa Bagſiden et Dobbeltkors med 6 Kugler, og Omſkrift Vlf on Nidarne(s), her nævnes endnu Nidarnes, Navnet paa Stedet, hvor Byen Nidaros blev anlagt, i Stedet for dette.
  23. Harald Haardraades Saga Cap. 104, jvfr. Morkinſkinna.