Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/3/15

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Den Lethed, hvormed Harald Sigurdssøn kom i Besiddelse af Norge efter Magnus’s Død, maa deels tilskrives den Omstændighed, at han allerede i dennes levende Live var anerkjendt som Medregent, deels, og fornemmelig, at han nu, som det lader, virkelig var den eneste levende Ætling af Harald Haarfagre i lige nedstigende Linje paa Sverdsiden, saa at han efter de Tiders Anskuelser betragtedes som den rette Odelsmand til Riget, hvis Fordringer ikke engang hans bitreste Fiender vovede eller endog tænkte paa at underkjende. Men yndet var han ej. Man havde allerede lært hans Charakteer saa godt at kjende, at alle i ham væntede at faa en streng og myndig Herre. Heller ikke skuffedes de i denne Forvæntning. Haralds hele og temmelig lange Regjeringstid var, som man tydeligt kan see, optagen af en med Plan og Konsekvens, med Kraft og urokkelig Strenghed, tildeels ogsaa med Haardhed, udført Bestræbelse for at befæste Kongedømmet, undertrykke alle anarchiske Tendenser, og i det Hele taget at bringe den Ordning af de indre Forholde til Udvikling, som hans Broder St. Olaf havde grundet, men som under Magnus’s korte, deels under Lendermændenes Formynderskab førte, deels af de danske Anliggender optagne, Regjering ej havde kunnet nyde faa megen Opmerksomhed og Forsorg, som ønskeligt var. Hvad Harald i denne Henseende udrettede, er i vore Kongesagaer mere løseligt antydet, end ligefrem udtalt. Men hvad der fortælles, er allerede tilstrækkeligt til deraf at drage den Slutning, at han maa have været i Besiddelse af overlegne Talenter og have udviklet en alt besejrende Kraft. Vi erfare, at han ved sin Død efterlod sine Sønner et velordnet, blomstrende Rige og velbefæstet Kongedømme, og det uagtet de fleste Aar af hans Regjering havde været optaget af Krige, der ellers plejede at frembyde gunstige Lejligheder for det indenlandske Aristokrati til at udvide sin Magt ud over de tilbørlige Grændser. Vi erfare, at han ligeledes forstod at opretholde den norske Kirkes Frihed imod den myndige bremiske Erkebiskops ivrige Forsøg paa at gjøre sig den underdanig. Alt saadant kunde han ikke have udrettet, hvis han ej havde besiddet lige saa megen Energi og Handlekraft, som udmerkede Aandsgaver. Dette indeholdes ogsaa i den korte Skildring af hans Charakteer, som Sagaerne meddele saaledes: „han var herskelysten, og det saa meget mere, jo mere han befæstedes i Landet og Regjeringen; det gik tilsidst endog saa vidt, at det bekom de fleste ilde at tale imod ham eller at fremme andre Sager, end dem, han syntes om“. — — „Han var mægtig, tog sig ivrigt af Styrelsen indenlands, og overmaade forstandig, saa at alle ere enige om, at der ikke har været forstandigere Konge i Norden; derhos var han en udmerket Stridsmand, sterk og øvet i krigersk Idræt, og overhoved en Mand, der vidste at sætte sine Planer igjennem“[1]. Heller ikke mangler der i vore Sagaer paa Charakteertræk af ham, som indeholde Beviser og Exempler herpaa. Det ligger ogsaa i det Tilnavn, han allerede fik i sin Levetid[2], og, som det synes, strax efter sin Tronbestigelse, nemlig harðráði, eller „den haardt raadende“. Men Norge trængte visselig paa den Tid til en Konge, som ham, og Tilnavnet er saaledes i Historien et Hædersnavn for ham, om end hans Samtid dermed vilde udtale en Dadel.

Da det især gjaldt for Harald, ikke at lade det mægtige Aristokrati voxe Kongemagten over Hovedet, havde han i dettes Medlemmer sine naturlige og ivrige Modstandere. Det bestod fornemmelig af de gamle anseede Lendermands-Slægter, og fremmerst for dem alle stod Magnus’s forrige Hovedraadgiver Einar Thambarskelve, for hvem det allerede maatte være ubehageligt nok at tabe den Indflydelse, han havde haft under Magnus, end sige at see sin hele Stands politiske Betydning indskrænket. Det var derfor i en rigtig Forudforvæntning af hvad der vilde paafølge, at han allerede i Magnus’s Levetid havde modsat sig Haralds Ophøjelse paa Tronen, uagtet det ellers maatte synes at have været i Aristokratiets Interesse, at der paa engang herskede tvende Konger. Man maa dog paa den anden Side beundre ham og hans øvrige Parti-Fællers Lojalitet og Hengivenhed for Kongestammen, idet de, da Magnus var død i en ung Alder, og Udsigten til hans Æts Forplantelse tabt for stedse, ingen Hindringer lagde i Vejen for Haralds Tronbestigelse, trods de øjensynlige Farer, som deraf vilde opstaa for deres Vælde; og Harald havde Aarsag til at prise sig lykkelig, at han var den eneste af sin Æt, saa at de kun havde Valget imellem at antage ham, eller at støde Haarfagre-Ætten fra Tronen. Men Ætten havde rigtignok vundet ny Glands og Legitimitet ved St. Olafs Martyrdom og Hellighed, og Harald udøvede en dobbelt Magt over Opinionen, baade som Harald Haarfagres Ætling og som St. Olafs Broder. De øvrige mægtige Mænd i Norge, som særskilt nævnes, vare fornemmelig den forhen omtalte Jarl, Orm Eilifssøn paa Oplandene, og hans Slægtning, den unge, smukke og fremfor alle sine Jevnaldrende anseede Haakon Ivarssøn, hvis Fader, den forhen omtalte, nu afdøde, Ivar hvile, var en Dattersøn af Haakon Jarl, og allerede under Olaf den hellige havde været Lendermand, indtil han, som vi have seet, fulgte de andre Stormænds Exempel, og drog til Kong Knut, i hvis Tjeneste han dræbte Ulf Jarl[3]. Paa Hedemarken nævnes den oven omtalte Guthorm, Søn af Ketil Kalf paa Ringenes og Gunnhild, Kong Haralds egen Syster. Nær beslægtet med ham var Thore paa Steig, den meest formaaende Mand i Gudbrandsdalen. I den sydvestlige Deel af Landet havde endnu Erling Skjalgssøns Sønner meest at sige: den fornemste af dem var Aaslak, der, som vi have seet, var gift med en Daner af Jarlen Svein Haakonssøn. Lodin og Erling, sandsynligviis hans Broder og Brodersøn, ere forhen omtalte[4]. I Sogn maa man antage, at Efterkommerne af den fra Egil Skallagrimssøns Historie bekjendte Brynjulf paa Aurland maa have været den mægtigste Æt. Paa Haralds Tid repræsenteredes den af Brynjulf Helgessøn, hvis Farmoder Rannveig var en Sønnedatter af Brynjulf Bjørnssøn. I den nordvestlige Deel af Landet var Arnmødlinge-Ættens Medlemmer, Eystein Orre paa Giske og Finn Arnessøn paa Austraat paa Yrje, de mægtigste. Paa Haalogaland synes i denne Tid Haarek Eyvindssøns Sønner at have faaet Overhaand over Aasmund Grankellssøn, thi Haareks Søn, Einar Fluga paa Thjøtta, nævnes som Haralds Lendermand og forlenet med Finnefærden allerede i den tidligere Halvdeel af Haralds Regjeringstid[5]. Og alle disse mægtige Mænd vare nær beslægtede og besvogrede med hinanden indbyrdes. Orm Jarl og Haakon Ivarssøn, der begge nedstammede i tredie Led fra Haakon Jarl, vare saaledes i det nærmeste Slægtskab med Bergljot, Einar Thambarskelves Hustru. Eindride, Einars Søn, var gift med Sigrid, Syster af Guthorm paa Ringenes[6]. Finn Arnessøn paa Austraat var gift med Thorbjørg, en Datter af Halfdan, Sigurd Syrs Søn og saaledes en Broderdatter saa vel af Kongen selv, som af Guthorms Moder Gunnhild. Thorberg Arnessøn, Eystein Orres Fader havde, som allerede omtalt, været gift med en Datter af Erling Skjalgssøn, Syster af Aaslak paa Søle. En anden Syster var gift med Arne Arnessøn, hvis Søn Jon maaskee allerede paa denne Tid var gift med Rannveig, en Datter af Sigurd i Bjarkø, Thore Hunds Søn og Arving[7]. Thore paa Steig var, som allerede ovenfor nævnt, en Søn af Isrid Gudbrandsdatter, og saaledes en Fætter, baade af Kongen og af Gunnhild paa Ringenes. Ogsaa med Nabofyrsterne vare disse Ætter nær besvogrede. Aaslak paa Sole var ved sin Hustru, Svein Jarls Datter, en Svoger af den svenske Konge, der var gift med hendes Syster Gunnhild[8]. Aastrid, et Syskendebarn af Einar Flugas Fader Harald, var, som ovenfor nævnt, gift med den der omtalte mægtige Mand i Sverige, ved Navn Ragnvald den gamle, og efter hans Død med Kong Emund slemme, medens tillige hendes og Ragnvalds Søn Steenkil, Jarl i Svithjod, egtede Emunds Datter af farne Egteskab. Ogsaa en Broder af Einar, ved Navn Finn, synes at have haft mægtige Forbindelser i Sverige, ja endog at have været bosat der[9]. Ligeledes lader det til, at den sognske eller aurlandske Æt stod i nærmere Forbindelse med Sven Ulfssøn, thi Brynjulfs Syskendebarn, Rannveig Thordsdatter, havde med Sven Datteren Ingerid, og var ligeledes, som det synes, Moder til hans Sott Knut, siden bekjendt som Kong Knut den hellige[10].

Naar man betragter, hvilke Ætter det var, som repræsenteredes ved de her opregnede Navne, vil man finde, at det for det meste var de samme, hvis Hoveder under Olaf den helliges Regjering havde modsat sig hans Bestræbelser for Rigets Konsolidation, og ikke havde taget i Betænkning,heller at søge Danekongens Beskyttelse og Bistand, end at underkaste sig Olaf. Nogen rigtig Patriotisme i den Forstand, hvori vi nu tage Ordet, maa man heller ikke endnu vænte at finde paa Haralds Tid. Det var endnu de samme personlige og lokale Interesser, der havde stillet hine Familiehoveder fiendtligt over for Olaf den hellige, som nu bragte deres Ætlinger til at danne en Opposition mod Harald, og, som det vil vise sig, at søge udenlandske Forbindelser. Dog skede det neppe saa uforbeholdent, eller i saadan Udstrækning, som paa Olaf den helliges Tider, da den Fædrelandskjærlighed, der omfattede det hele Rige som en fælles Eenhed, endnu ikke kjendtes, og kun Bygde- eller i det højeste Fylkes-Patriotisme optog denne Plads. I Haralds Tid havde dog i det mindste den yngre Slægt levet sig ind i Bevidstheden om, at Norge nu udgjorde og burde udgjøre en politisk Eenhed, hvis Bevaring og Forsvar mod udenlandske Magter maatte ligne enhver Nordmand, fra hvilken Egn af Landet han end var, lige meget paa Hjerte Kun naar denne Bevidsthed kom i Strid med den særskilte Steds- og Slægts-Interesse, var det ikke altid let at holde Stand. I Ætterne maa Traditionen om fordums Magt og Uafhængighed endnu have været altfor levende, til at deres Medlemmer uden Knurren skulde kunne finde sig i den strenge Orden, som Harald ønskede overholdt, og fra sit Standpunkt betragtede flere vel endog hans Bestræbelser i denne Retning som fordærvelige før Riget, og troede at handle i Fædrelandets Interesse ved at gjøre ham Modstand. Men han var dem overlegen i Klogskab og Kraft. Han regnede det heller ikke saa nøje med, hvilke Midler han anvendte, naar han alene kunde drive sine Hensigter igjennem. Først og fremst lod han sig det, som man seer, være magtpaaliggende at vinde de mægtige Arnmødlinger og saaledes skille dem fra de øvrige Lendermands Parti. Uagtet han var nær besvogret med Finn Arnessøn, synes det dog, som om dette Svogerskab ej har været tilstrækkeligt til at stifte Venskab mellem dem; snarere kan man antage, at det har givet Anledning til Arve-Uenigheder og spendt Forhold[11]. Derhos var Finn i den nøjeste Venskabsforbindelse med Guthorm paa Ringenes og Haakon Ivarssøn, hvilke ganske maa antages at have tilhørt Einar Thambarskelves Parti; Finn var en god Ven og havde været Krigskamerat af Haakon og Guthorm; dertil kom at hans Datter Ingebjørg var gift med Thorfinn Jarl, og at hans Broder Kalf endnu opholdt sig som landflygtig der vester: ingen af dem havde Aarsag til at være venligt stemt mod Harald. Denne søgte nu at komme i nærmere Svogerskab med ham og de øvrige Arnmødlinger ved at egte Eystein Orres Syster Thora, allerede den næste Vinter efter Magnus’s Død (1048—49). Hvorledes dette Giftermaal indlededes og kom istand, nævnes ikke; thi Haralds Dronning Ellisiv levede endnu, og Harald var ikke skilt fra hende[12]. Det skulde saaledes synes som om Thora alene havde været hans Frille; men dertil kaldes hun altfor ofte „Dronning“, og det er desuden heller ikke tænkeligt, at hendes stolte Frænder skulde have fundet sig i at hun indtog en saa lidet hæderlig Stilling. Man maa altsaa dog antage, at Harald har holdt formeligt Bryllup med hende, ligesom forhen med Ellisiv, og at han samtidigt har haft to lige berettigede Hustruer. Men det maa ogsaa ansees vist, at han i en lang Række af Aar ikke levede med Ellisiv, om hvilken man ej engang veed med Vished, hvorvidt hun strax fulgte ham til Norge eller i nogen Tid blev tilbage i Rusland, og i alle Fald tog han hende først til sig igjen i sine sidste Regjeringsaar, medens Thora imidlertid stedse var anseet for den egentlige Dronning[13]. Ved Giftermaalet med Thora vandt Kongen virkelig, i det mindste for en Tid, Arnmødlingerne i Landet, thi det heder udtrykkeligt kort Tid efter, at Eystein Orre, paa denne Tid omtrent 34 Aar gammel[14], altid var en af Haralds ypperste Tilhængere, og man tør vel ogsaa tilskrive dette Venskab, at Einar Fluga, Eystein Orres og Thoras Syskendebarn, traadte i Kongens Kjendte, skjønt det rigtignok ellers heder, at deres Venskab ikke altid var lige godt[15]. Erlingssønnerne paa Søle, Eysteins og Thoras Morbrødre, synes ogsaa at have sluttet sig til Harald, i det mindste omtales de ej som hans Modstandere: saa meget har altsaa dette højst statskloge Giftermaal udrettet. Kun Einar Thambarskelve, og maaskee de oplandske Høvdinger, holdt sig fremdeles paa en spendt Fod med ham. Einar var den, der havde meest at sige over Bønderne i hele Thrøndelagen, han svarede i deres Navn, naar Kongens Mænd sagsøgte dem; selv kyndig og forfaren i Landsens Lov og Ret, var han altid færdig med Lov-Indsigelser paa Bøndernes Vegne, naar Søgsmaalet var uretfærdigt, ligemeget enten Kongen var tilstede eller ej. Dette mishagede Kongen meget, men han vovede dog ikke at fratage ham hans Veitsler. Men — som man maa formode — lige saa meget forat opstille en Modvegt mod ham, som for at belønne prøvet Troskab, gjorde han sin gamle Krigskamerat fra Myklegaard og trofast hengivne Ven, Islændingen Ulf Uspakssøn, til Lendermand og gav ham Forleninger i det Throndhjemske, der maa have været betydeligt større end Einars[16]; han gav ham nemlig ej alene den vanlige tolv Merkers Veitsle, men desforuden et halft Fylke i Throndhjem. Tillige gjorde han ham til sin Stallare, og gav ham endelig Dronning Thoras og Eystein Orres Syster, Jorunn Thorbergsdatter, til Egte. Ulf beskrives som en forstandig, veltalende og energisk Mand, og, hvad Harald især satte Priis paa, ja endog ved hans Grav bevidnede til hans Ros, af urokkelig Troskab[17]. Det kan saaledes ej være Tvivl om, at Einar i Ulf, der desuden som Stallare var forpligtet til at tale i Kongens Navn paa Thingene, havde sin fornemste Modstander, og at de ofte have været i Ordstrid. Ogsaa den anden ætstore Islænding, der havde været med Harald i Myklegaard, Halldor Snorressøn, var i nogen Tid i stor Anseelse og tilsyneladende Yndest hos Harald; men det havde allerede, som ovenfor nævnt, været en alvorlig Trælle mellem dem under Krigen paa Sicilien, og vi ville nedenfor see, at Venskabet mellem dem, om det kan fortjene delte Navn, og om det ikke snarere bestod deri at Harald holdt gode Miner med ham for hans Frænders, de mægtige Bjarkøingers Skyld, kun var af kort Varighed.

Paa den Strenghed, hvormed Harald inddrev eller lod inddrive sine Rettigheder, indeholde vore Sagaer flere Exempler, og det er mere af saadanne Smaatræk, og af hvad der ellers fortælles om hans Uvenskab med Einar, at man kan danne sig en Forestilling om den Iver og Kraft, hvormed han søgte at styrke Kongemagten, end af nogen udtrykkelig og omstændelig Fremstilling af hans politiske Virksomhed indenlands, hvilken ganske savnes i Sagaerne. Ikke alle de overordentlige Paalæg og strenge Bestemmelser, som Sven Alfivesøn havde indført, vare endnu, som vi have seet, ophævede[18], og Harald søgte umiskjendeligt at bibeholde deraf hvad han kunde. Saaledes tilegnede han sig blandt andet fremdeles Retten til jordgravet Gods, hvilket, som vi nedenfor ville erfare, foranledigede et alvorligt Sammenstød med Einar, og bidrog meget til al forøge Uvenskaben mellem dem begge. Hvorvidt Kongens Fordringer til Bønderne i Almindelighed gik, siges ej, men at de gik meget vidt, sees deraf, at Einar oftere ligefrem beskyldte Kongen for at bryde Loven mod Bønderne, og truede ham med, at de ej vilde taale det[19]. Maaskee dog Kongen i dette Tilfælde havde den strenge Ret for sig, men at han virkelig just ikke altid paa den hæderligste Maade segle at forøge sine Indtægter, sees deraf, at han, endog i sine aller første Regjeringsaar — sandsynligviis for at bestride de kostbare Udrustninger mod Danmark, — anvendte den i Middelalderen sædvanlige Finants-Operation, at lade slaa slet Mynt, hvoraf kun Halvdelen var Sølv, den øvrige Halvdeel Kobber: denne Mynt kaldtes derfor ogsaa Haraldsslaatten[20]. Hidtil synes Norge saa godt som slet ikke at have haft et eget Myntvæsen, thi med Undtagelse af den allerede tidligere omtalte tvivlsomme Mynt fra Haakon den godes Tid[21], en anden fra Olaf Tryggvessøns eller Olaf den helliges Regjeringstid, har man ingen fundet, der med Sikkerhed er at tilskrive norske Konger, førend man kommer til Magnus den gode og Harald Haardraade, hine norske Mynter ere utvivlsomme, skjønt ogsaa de ere meget sjeldne. Den forefundne Mynt af Harald er forøvrigt af godt Gehalt, og skriver lig maaskee fra en senere Tidsperiode af hans Regjering, men merkeligt er det i faa Fald, at han skulde begynde den med at slaa daarlig Mynt[22]. Hvor strengt Kongens Enerettighed til Handel med Finnerne overholdtes, kan man skjønne deraf, at Einar Fluga selv for Kongen roste sig af, at han havde angrebet et islandskt Skib og dræbt Besætningen, alene paa den blotte Mistanke, at den havde handlet med Finnerne. Kongen bebrejdede ham vel at han havde dræbt sagesløse Mænd, men da Einar fortalte ham, at der virkelig fandtes en heel Deel Finne-Varer ombord, blev han strax beroliget, og det synes som om han meente, at Einar havde handlet aldeles ret[23].

15. Kirkelige Anliggender. Haralds Forhold til den bremiske Erkestol. Anlægget af Kjøbstaden Oslo, og Oprettelsen af St. Hallvards Helligdom.

Ogsaa i de kirkelige Anliggender lagde Harald tydelig for Dagen, at han selv vilde udøve den højeste Myndighed i sit Rige, og ikke taale

  1. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 57, 54, Snorre Cap. 43, 36, Fagrskinna Cap. 188. Der tilføjes, at kun de færreste af hans Bedrifter ere omtalte, i Sagaerne, deels fordi Sagaskriveren ej har kunnet erfare dem, deels fordi han ej vilde optegne uhjemlede Beretninger.
  2. ↑ Dette synes at kunne sluttes af de samtidige Optegnelser i Chron. Sax. hvor han ved en Misforstaaelse kaldes hárfager.
  3. ↑ Se ovenfor I. 2. S. 737.
  4. ↑ At det er disse, som omtales i Chron. Sax. ved 1047 eller 1048 under Navnene Loðen og Yrling, er ovenfor viist.
  5. ↑ Einar Fluga omtales aller først i Sneglu-Halles Historie, Harald Haardraades Saga Cap. 104. Naar disse Begivenheder indtraf, siges ej udtrykkeligt, men der staar dog omtalt i Flatøbogen, hvorledes Harald, efter at Sneglu-Halle var kommen tilbage til Island, og, som det synes, havde tilbragt flere Aar der, erfoor hans Død. Denne maa altsaa være indtruffen før 1066, og Halles første Ophold i Norge kan saaledes neppe sættes senere end 1056. Paa denne Tid var saaledes Einar allerede i Besiddelse af det finmarkske Len.
  6. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 56, Snorre Cap. 40.
  7. ↑ Olaf den helliges Saga Cap. 256. Fagrskinna Cap. 215. Jons og Rannveigs Søn Vidkunn omtales allerede som voxen i 1094 (Magnus Barfods Saga Cap. 6), som Lendermand 1098 (sammesteds Cap. 73); hans Fader er altsaa rimeligviis død i denne Mellemtid; aller sidst nævnes han i 1138 (Inge Haraldssøns Saga Cap 6). Vidkunn er altsaa rimeligviis fød henimod 1066, og Jon, hans Fader, omkring 1030; dennes Giftermaal med Rannveig maa følgelig falde omkring 1060, maaskee endog sør, for det Tilfælde, at Vidkunns Broder Sigurd Hund, hvad man næsten maa antage, var ældste Søn. Jons Hustru Rannveig var en Datter af Sigurd Thoressøn og Aude, Snorre Godes Datter og den forhen (I. 2 S. 954) omtalte islandske Kæmpe Vegg-Bardes fraskilte Hustru, se Heidarvigasaga Cap. 7.
  8. ↑ Se ovenfor I. 2, S. 486.
  9. ↑ Vi finde nemlig (se Slægtregistret i Fagrskinna Cap. 145), at den svenske Konge Karl Sverkessøns Moder var Dronning Ulfhild, en Datter af Haakon, Søn af Finn Haarekssøn fra Thjøtta. Hun var ogsaa, som det, trods Slægtregistrets Ord, maa antages, aller først gift med den svenske Konge Inge Hallsteinssøn. Da man nu tillige finder omtalt, at Olaf den hellige ved sin Flugt til Sverige 1028 ledsagedes af Finn Haarekssøn (se ovenfor I. 2, S. 762), medens dennes Tilbagekomst ej nævnes, maa man næsten tro at Finn formedelst dette Venskab med Olai ej har vovet eller skjøttet om at komme tilbage til Norge, og er bleven i Sverige, rimeligviis hos sin Frænde eller Besvogrede Ragnvald den gamle. Det er allerede ovenfor (S. 762) omtalt, hvorledes Navnet paa Haakon Finnssøns Datter, Ulfhild, minder om en Opkaldelse efter St. Olafs Datter og nærmere Forbindelse med det norske Kongehuus. Maaskee ogsaa at Kong Ring og Dag Ringssøn havde noget hermed at bestille, og at Steenkils Slægt nærmest har hørt hjemme i Vatsbu i Vestergøtland.
  10. ↑ Jvfr. ovenfor I. 1. S. 578, 594. I Egils Saga Cap. 40 staar der at Thord Brynjulfssøns Datter Rannveig havde to Sønner, Thord og Helge, af hvilke Thord havde Datteren Rannveig, Moder til Ingerid, Olaf Kyrres Hustru, og Brynjulf Sønnen Serk i Sogn, der i Magnus Barfods Saga Cap. 23 omtales blandt Norges mægtigste Lendermænd, hvilket noksom viser, at ogsaa hans Fader Brynjulf var en af de fornemste Lendermænd i Sogn. Men saa vel i Olaf Kyrres Saga Cap. 5, som i Fagrskinna Cap. 217, og Knytl. Saga Cap. 23 siges det udtrykkeligt, at Olaf Kyrres Hustru Ingerid var en Datter af Sven Ulfssøn. Altsaa maa Rannveig have været en af Svens mange Hustruer eller Medhustruer. Men besynderligt nok er det, at Fagrskinna Cap. 214 saa vel som Snorre Cap. 403, sige at Hallkatla, en Datter af Svein Brynjulfssøn, Broder til Serk i Sogn, tillige var en Datter af Ingerid, en Syster af Danekongen „Knut rike“, med andre Ord, at Svein var gift med Ingerid, Knut rikes Syster. Da ingen Syster af Knut den mægtige kunde leve paa Svein Brynjulfssøns Tid (Cap. 1100), maa „Knut den rike“ her være „Knut den hellige“. Men var Ingerid hans Syster, maa hun og, som det synes, have været Sven Ulfssøns Datter. Man maa altsaa forestille sig Sagens Sammenhæng paa den Maade, at Rannveig har været saavel Knuts, som Ingerids Moder, at Ingerid efter Olaf Kyrres Død har taget til sine Frænder i Sogn, og at hun der har egtet sin Fætter Svein, med hvem hun har haft Datteren Hallkatla.
  11. ↑ Nemlig i Anledning af Sigurd Syrs Arv, som vist Halfdans og Gunnhilds Børn havde taget i Besiddelse, se ovf. S. 125.
  12. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 49, Snorre Cap. 33.
  13. ↑ Thora omtales som Dronning, og ledsagende Kongen lige fra Giftermaalstiden af og indtil efter Nisaa-Slaget i 1062; derimod siges der udtrykkeligt, at da Harald i 1066 drog til England, blev Thora tilbage, medens Ellisiv tilligemed hendes og hans Døtre, Maria og Ingegerd, fulgte ham. Net erfare vi senere, at Ingegerd blev gift med den danske Konge Olaf Hunger, der regjerede fra 1086 til 1095, Olaf Kyrres Saga Cap. 5, og siden efter med den svenske Kong Philip Hallsteenssøn, der herskede omtrent fra 1114 til 1118 (se Hervararsaga, Samt) Da hun nu vel neppe var stort ældre end 50 klar ved dette sidste Giftermaal, maa hun være fød i det tidligste ved 1063 eller 1064, altsaa i Haralds sidste Regjeringstid, og følgelig været et Barn, da hun kom til England. Maria derimod var den Gang voxen, siden det udtrykkeligt siges (Harald Haardraades Saga Cap. 117), at Harald havde bortlovet hende til Eystein Orre; hun var altsaa fød i Begyndelsen af hans Regjering, eller ved 1046; ja det paa den Tid i Norge uvante Navn Maria gjør det endog sandsynligt, at hun er fød i Rusland, og der har faaet sit Navn, enten af Harald selv (se ovf. S. 113) efter den græske Maria, der maaskee endnu stod ham i friskt Minde, eller, efter hans Bortrejse, af sine russiske Frænder. Altsaa faa vi en lang Mellemtid (1048—1062) hvori Harald ikke har levet sammen med Ellisiv, og han tog hende saaledes først til sig efter 1062,den sidste Lejlighed, hvor Thora nævnes sammen med ham. Nærmest ligger det her for Haanden at antage, at Ellisiv og Maria ikke engang have været i Norge under Haralds første Regjeringsaar.
  14. ↑ Eystein Orre var 12 Aar gammel i 1026, altsaa fød 1014, se ovf, I. 2. S. 707.
  15. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 204.
  16. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 54. Snorre Cap. 38, Fagrskinna Cap. 188, 215. Ulfs Søn, heder det, var Jon sterke paa Raasvold, sandsynligviis Raasvold i Børgsen, ikke langt fra Husebø og Gimse, hvor Einar Thambarskelve boede. Ogsaa af dette Naboskab kunde det maaskee sluttes, at Harald i Ulf opstillede en Modvegt mod Einar.
  17. ↑ Se Harald Haardraades Saga Cap. 113. Snorre Cap. 82. Fagrskinna Cap. 200.
  18. ↑ Se ovf. I. 2. S. 852, 853.
  19. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 57. Snorre Cap. 43.
  20. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 43.
  21. ↑ Se ovf. I. 1. S. 799.
  22. ↑ Mynten fra Olaf Tryggvessøn eller Olaf den hellige er beskreven i Holmboes „Das älteste Münzwesen Norwegens“ S. 35, og sammesteds afbildet Fremsiden viser Kongens Brystbillede, med Omskrift Onlaf rex Nor.; Bagsiden det fra Knut den stores Mynter bekjendte Kors, med Bogstaverne CRVX i Hjørnerne og Omskriften GodwineM-ono, hvilket noksom viser at en engelsk Myntmester er brugt. Magnus den godes Mynt, ligeledes beskreven og afbildet sammesteds, viser paa Fremsiden Kongens kronede Brystbillede med Omskrift: Magnus rex N., paa Bagsiden en Bygning, med Omskrift Jv. le. me. fecit. Haralds Mynt (sammesteds S. 37) viser paa Fremsiden tre sammenlagte Skjolde, med Omskrift „„Harald rex No.“, paa Bagsiden et Dobbeltkors med 6 Kugler, og Omskrift Vlf on Nidarne(s), her nævnes endnu Nidarnes, Navnet paa Stedet, hvor Byen Nidaros blev anlagt, i Stedet for dette.
  23. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 104, jvfr. Morkinskinna.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/15&oldid=83426»