Det norske Folks Historie/3/16

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

nogen Indblanding af andre. Han er den førſte af Norges Konger, der kom i Sammenſtød med gejſtlige Autoriteter. Dette er deels at tilſkrive den Omſtændighed, at den norſke Kirke førſt paa hans Tid kan ſiges at have faaet den Udvikling, at der kunde blive Spørgsmaal om nogen mere umiddelbar Indgriben fra vedkommende gejſtlige Autoriteters Side, deels ogſaa det ſæregne Forhold, hvori den unge norſke Kirke ſtod, idet den ved et paveligt Magtſprog var underlagt den hamburg-bremiſke Erkeſtol, ſkjønt den nærmeſt var grundet ved engelſke Misſionærer, og ſaaledes ej alene ved ſine Forbindelſer og Traditioner, men ogſaa ved Folkets Sympathier havde et langt ſterkere Drag til den engelſke Kirke. Hertil kommer ogſaa, at den bremiſke Kirke kun et Par Aar før Haralds Tronbeſtigelſe i Norge, havde i Erkebiſkop Adalbert (1045—1072) faaet en Forſtander, der i Myndighed og Lyſt til at udſtrække ſin Magt ſaa vidt ſom muligt ikke gav Harald noget efter, og var faſt beſtemt paa, indtil det yderſte at forfegte enhver Rettighed, hvoraf han troede at være i Beſiddelſe.

Det er allerede nævnt, hvorledes Olaf den hellige ved Hjelp af Grimkell nogenledes ordnede Kirkeforfatningen, og hvorledes denne, ſkjønt Englænder, eller hjemmehørende i England, dog paa Grund af bydende Omſtændigheder gik ſom Geſandt til Erkebiſkop Unwan, erkjendte hans Højhed, bad ham om at ville venligt modtage i ſin Provinds de af Olaf fra England og Nordmandie medbragte Gejſtlige, og udbad ſig flere Lærere fra Bremen til at ſtaa dem bi i Omvendelſesverket[1]. Det kan viſt heller ikke betvivles, at flere ere ankomne, men deres Virkſomhed har vel hovedſageligt indſkrænket ſig til Viken og Oplandene, der lige indtil Magnus den godes Tid ſtode i nærmere Forbindelſe med Danmark, hvilket aldeles tilhørte den bremiſke Kirke. Da vi ſiden finde Sigurd omtalt ſom Olafs egentlige Hofbiſkop, medens Grimkell næſten forſvinder, og ſiden kun dukker op igjen ved Olafs Flugt, da han, ſom det lader, ſluttede ſig til ham paa Oplandene, til hvilke han og vendte tilbage og hvor han tilbragte den førſte Tid under Knytlingevældet[2], maa man næſten formode at han ſelv har fungeret ſom Lydbiſkop for Oplandene lige fra 1015 til 1031, ja maaſkee endog til ſin Død, ſaa at han altſaa paa den Maade i Egenſkab af Lydbiſkop for Oplandene var tilſtede ved Modet paa Skjaldaraker[3]. Under Knytlingevældet fik, ſom vi have ſeet, ogſaa Throndhjem eller det Nordenfjeldſke en danſk, til den bremiſke Kirke hørende Biſkop i Haakon Jarls og Sven Alfivesſøns Hirdbiſkop, den mod St. Olaf ſaa fiendtligt ſtemte Sigurd, der vel endog, ſom man maa formode, og hvad der ovenfor er paapeget, havde det Hverv at indrette en Planteſkole for danſk-bremiſke Gejſtlige og ſig ſelv en faſt Reſidens i det af Kong Knut ſtiftede Kloſter paa Nidarholmen[4]. Sigurds Hengivenhed for den bremiſke Kirke ſees deraf, at han ſendte ſin egen Broder- eller Syſterſøn Æsmund til Bremen for der at oplæres[5]. Den bremiſke Kirkes Indflydelſe i Norge under Knytlingevældet viſer ſig ogſaa deri, at den før omtalte Rodulf, Kong Edward Confesſors Frænde, hvilken Olaf den hellige havde medbragt til Norge, omkring 1030 gjorde Erkebiſkop Libentius i Bremen ſin Opvartning[6]; det er derfor ej uſandſynligt, at han nærmeſt har haft ſin Virkſomhed i Viken, ſkjønt han i de gamle Biſperækker nævnes blandt de throndhjemſke Biſkopper, det vil ſine blandt Hirdbiſkopperne. Blandt disſe nævnes paa St. Olafs og Magnus den godes Tid ogſaa Aasgaut, Grimkells Frænde, og Jon, Aasgauts Frænde, tillige nær beſlægtet med Ketil Kalf paa Ringenes, et Slægtſkabsforhold, der ſandſynligviis ſtaar i Forbindelſe med Grimkells Ophold paa Oplandene, og ſom tildeels forklarer det intime Forhold mellem Grimkell og den med Ketil Kalf eller hans Søn beſvogrede Einar Thambarſkelve. Grimkell, en klog Mand, har aabenbart ſøgt at knytte ſine Frænder ved Giftermaal til de fornemme Familier i Norge, og disſe Forbindelſer have neppe været uden Vegt, da der var Spørgsmaal om at anerkjende Olaf ſom Helgen og kalde hans Søn Magnus tilbage til Norge. Fremdeles nævnes blandt de throndhjemſke en Ragnar, og en Ketil, hvis Herkomſt og øvrige Livsomſtændigheder ej angives, og ſom efter Navnene lige ſaa vel kunne have været danſke eller danſk-engelſke, ſom norſke[7]. Rodulf drog ſiden, ſom ovenfor nævnt, til Island, hvor han opholdt ſig i 29 Aar (1030—1049), og hvor han regnes for den 4de Biſkop paa Øen[8]; hans ſenere Udnævnelſe til Abbed i Abingdon og Død er allerede omtalt. En Biſkop, der udtrykkeligt ſiges at have opholdt ſig hos Magnus den gode, men da ikke endnu kan have opnaaet den biſkoppelige Værdighed[9], var Bernhard, kaldes den ſaxiſke, og ſom derfor maa antages at have hørt til den bremiſke Kirke. Dette antyder en nærmere Tilſlutning af Magnus til den bremiſke Kirke, hvilket ogſaa var en ligefrem Følge af hans Tiltrædelſe til Danmarks Trone, og hans Svogerſkab med de mægtige Hertuger i Saxland. Vi have ſeet, at Magnus, efter al Rimelighed i Slutningen af Aaret 1042, havde et Mode i Slesvig med Erkebiſkop Beſcelin Alebrand, ledſaget af et Par Biſkopper og Hertug Bernhard, hvis Søn Ordulf her trolovedes med Magnus’s Syſter Ulfhild. Man kan neppe antage andet, end at der paa dette Møde ſluttedes en Art af Konkordat mellem Magnus og den bremiſke Kirke, ej alene for Danmarks, men og for Norges Vedkommende, og den Yndeſt hos den bremiſke Gejſtlighed, hvori man øjenſynligt kan ſee at Magnus ſtod, har neppe bidraget lidet til at ſikre ham Magten i Danmark. Maaſkee han ogſaa fra dette Møde har medbragt den oven nævnte ſaxiſke Gejſtlige Bernhard.

Da den myndige og ſtatskloge Adalbert var bleven Erkebiſkop 1045, ſendte han ſtrax Geſandter til Kongerne Magnus og Anund, forat tilbyde dem ſit og bede om deres Venſkab. Han udſendte ogſaa Formaningsbreve til alle Biſkopper og Preſter i de nordiſke Lande, at de ſamvittighedsfuldt ſkulde varetage deres Kirkers Tarv, og uforfærdet arbejde paa Hedningernes Omvendelſe[10]. Det venſkabelige Forhold mellem den bremiſke Erkeſtol og den norſke Konge kunde dog ikke ſaagodt beſtaa, efterat Norge og Danmark vare adſkilte, og Sven Ulfsſøn og Harald ſtode fiendtlige overfor hinanden. Dog maatte dette for en ſtor Deel komme an paa, hvilket Forhold Sven ſelv indtog lige overfor den bremiſke Kirke. Saa længe Harald havde den alvorlige Henſigt, at vinde Danmarks Krone, og ſaa længe det ej var afgjort, at Sven vilde ſtaa paa en venſkabelig Fod med Erkeſtolen matte det være Harald magtpaaliggende at holde gode Miner med Erkebiſkoppen, hvis Indflydelſe i høj Grad vilde kunne fremme hans Interesſer i Danmark. En venſkabelig Forbindelſe mellem Sven og den bremiſke Gejſtlighed maatte derimod være Harald yderſt farlig, ej alene for Danmarks Vedkommende, men og formedelſt den Indflydelſe, Sven derigjennem kunde udøve paa Gemytterne i Norge, og da gjaldt det for Harald, ſaa meget ſom muligt at faa den norſke Kirke emanciperet fra det bremiſke Overherredømme, og faſtholde Forbindelſen med Englands Gejſtlighed, eller for ſaa vidt ogſaa den ſkulde være ham imod, med den nordmanniſke. I Førſtningen ſtod Sven ſig godt med Adalbert, der havde alt for megen Interesſe af at ſtaa paa en god Fod med ham til at han uden højeſte Nødvendighed ſkulde udſætte ſig for hans Uvenſkab. Adalberts Ærgjerrighed kunde ikke taale at verdslige Fyrſter, fornemmelig den mægtige Hertug Bernhard af Saxland, ſkulde have Beſiddelſer inden Stiftets Grændſer[11], og derved blev Bernhard, med ſine Sønner Ordulf og Herrmann, Adalberts ſvorne Fiender, medens denne igjen ſluttede ſig paa det nærmeſte til den frankiſke Kejſer Henrik, i hvis Interesſe det laa at knække de ſaxiſke Hertugers Magt. Det gik endog ſaa vidt, at Hertug Bernhard beſkyldte Adalbert for at være ſat ſom en Spejder til at forraade Landets Svagheder for Udlændinger og for Kejſeren, og ſvor højt og dyrt paa, at Erkebiſkoppen aldrig ſkulde faa ſidde i Fred, ſaalænge han ſelv eller hans Sønner levede. Naar Bernhard her talte om „Fremmede“, kunde han neppe mene nogen anden end Kong Sven Ulfsſøn, hvis Interesſer i mange Maader gjorde ham til Saxernes Fiende og knyttede ham til Kejſeren og Adalbert. Kejſeren ſelv var i Svogerſkab med Sven, for ſaavidt han havde været gift med hans Syſkendebarn Gunnhild, Knut den mægtiges Datter[12]; Bernhard var ej alene gjennem ſin Søn Ordulf beſvogret med det Sven fiendtlige norſke Kongehuus, men Ordulf havde derhos myrdet Svens Frænde Harald Jarl, og endelig var Sven atter traadt i den nærmeſte Forbindelſe med ſin gamle Stiftsfælle, Fyrſt Godſkalk i Vendland, Bernhards Arvefiende[13], hvem han endog ſenere gav ſin Datter Sigrid til Egte[14]. Alt dette maatte gjøre Adalbert, Sven, Godſkalk og Kejſeren til naturlige Forbundne, og Adalbert ſynes at have været Sjælen i de Underhandlinger, ſom plejedes mellem dem. Førſt ledſagede han dog Kejſeren paa hans Tog til Italien 1046—1047, hvor den ſchismatiſke Pave Gregor den 6te afſattes, og Klemens den 2den udnævntes i hans Sted, og kronede Kejſeren (25 Decbr.)[15]. Efter Hjemkomſten fra Italien indbød Adalbert Kejſeren til Bremen, tilſyneladende for at beſøge Lismona og holde en Sammenkomſt med Kong Sven,men egentlig for at udforſke Hertug Bernhard og hans Frænders Troſkab, hvilken ogſaa ſkal have viiſt ſig mislig nok[16]. Sven derimod viſte ſig ſærdeles ivrig for at vinde Kejſerens Venſkab; han adlød ſtrax dennes Opfordring om at komme ham til Hjelp med en Flaade mod Grev Balduin af Flandern, med hvilken Kejſeren paa denne Tid laa i Fejde, og ſkal endog have aflagt Kejſeren Troſkabs-Ed[17]. Hans Forhold til Adalbert maatte da ogſaa være det bedſte.

Men efter faa Aars Forløb indtraf Omſtændigheder, der i det mindſte for en Tid ſtillede Sven paa en ſpendt Fod med Gejſtligheden. Han havde nemlig et overordentligt Hang til Uſædelighed, holdt flere Friller, og førte allerede i længere Tid et ſaare forargeligt Levnet[18]; derforuden forſyndede han ſig ogſaa henſynsløſt imod de om Egteſkab i forbudne Led indførte Kirkelove. Allerede, ſom man maa formode, under ſit Ophold i Sverige egtede han Gyda, en Datter af hans Syſkendebarn Kong Anund. Men Gyda blev dræbt ved Gift af en af hans Friller, ved Navn Thora, fra hvilken han dog ikke ſkilte ſig. Siden, efter Kong Anunds Død 1049 eller 1050, egtede han dennes Enke Dronning Gunnhild, med hvilken han ſaaledes ſtod i et tredobbelt utilladeligt Paarørende-Forhold, efterſom hun ej alene var en Stifmoder af hans forrige Huſtru, men ogſaa Enke efter hans Fætter, og endelig, ſom Datter af Svein Jarl og Holmfrid, hans eget Syſkendebarn[19]. Hertil kunde Erkebiſkoppen ej lukke Øjnene, om han end nok ſaa gjerne vilde. Han ſendte Geſandter til Sven, bød ham at ſkille ſig fra Gunnhild, og truede ham i modſat Tilfælde med Exkommunikation. Men Sven blev ſaa vred herover, at han ſagde at han vilde ødelægge hele det hamburgſke Erkeſtift. Adalbert vedblev dog at gjøre ham Foreſtillinger; Svens egne Biſkopper. Viljam af Roeskilde og Egino af Dalby, ſøgte ligeledes at tale ham til Rette, men i lang Tid forgjeves: førſt da de gjennem Adalbert havde udvirket en pavelig Advarſels-Skrivelſe, gav Sven for ſaavidt efter, ſom han ſendte Gunnhild tilbage til Sverige. Men ſit anſtødelige Liv fortſatte han, maaſkee endog i højere Grad end forhen, og med Adalbert ſtod han fremdeles paa en ſpendt Fod. Muligt og, at Afhængighedsforholdet til Kejſeren i Længden ej behagede ham, og at han derfor følte ſig mindre gunſtigt ſtemt mod Adalbert, der havde fremſkyndet det. Den førſte Tid, i hvilken Sven ſtod paa en venſkabelig Fod med denne, kan man ſaaledes regne indtil 1050 eller 1051, da hans Giftermaal med Gunnhild gjorde dem uenige. I den ſamme Tid maa Harald derimod rimeligviis have betragtet Adalbert med mindre venlige Øjne; og ſom et Beviis derpaa kan man maaſkee anſee, at den før omtalte ſaxiſke Bernhard, uagtet han nærmeſt hørte til Adalberts Diøces, dog ſendtes af Harald lige til Paven, for af ham at modtage den biſkoppelige Indvielſe, maaſkee nærmeſt til Gulathingslagen, hvor vi ſenere gjenfinde ham. Adalbert tog dette meget unaadigt op, tvang Bernhard ved hans Hjemrejſe til at gjøre ſig en Afbigt, maaſkee ogſaa til at betale en Mulkt, men lod ham dog omſider drage bort i Fred, og ſkjenkede ham Gaver ved Afſkeden[20]. Man maa formode, at Bernhard ej blot af Tvang, men ogſaa af et virkelig oprigtigt Hjerte har erkjendt det utilbørlige i, at han, en fød Saxer og Medlem af den bremiſke Kirke, havde gaaet Adalbert, ſit rette Overhoved, forbi, og at han fra den Dag af har lovet ham ubrødelig Troſkab. Thi ikke længe efter ſin Hjemkomſt blev Bernhard, ſom det heder, uenig med Kong Harald, og drog derfor over til Island, hvor han tilbragte 19 eller 20 Aar[21], og hvorfra han ikke vendte tilbage til Norge førend nogen Tid efter Kong Haralds Død. Paa Island har han ſaaledes neppe undladt at virke ivrigt i den bremiſke Kirkes Interesſe, og det maa vel iſær tilſkrives ſaavel ham, ſom Biſkop Jon irſke, Adalberts intime Ven, der ſamtidigt med Bernhard opholdt ſig paa Island, at Isleif, Gisſur hvites Søn, om hvem mere nedenfor, indviedes af Erkebiſkop Adalbert ifølge Islændingernes Anmodning[22]. Omtrent ſamtidigt hermed bekræftede ogſaa Pave Viktor den II. alle de Rettigheder, Paven havde givet den hamburgſke Kirke, og udtrykkeligt den Ret for Erkebiſkopperne, at indvie Biſkopper til Sverige, Danmark, Norge, Island, Grenland og Skridfinnerne[23].

Strax efter at Sven Ulfsſøn havde lagt ſig ud med Adalbert ogſaa længe han ſtod paa en ſpendt Fod med denne, ſee vi Harald derimod venſkabeligt at nærme ſig ham og hans Gejſtlige. Strax efter den ſvenſke Kong Anunds Død havde Adalbert udnævnt ſit Konvents Dekanus, den ovenfor nævnte Adalward, til Biſkop i Sverige, og ſendt ham til Kong Emund ſlemme, ledſaget af nogle flere Gejſtlige. Men hos Emund befandt ſig juſt hiin Æsmund, den danſke Biſkop Sigurds Frænde, der i ſin Tid havde været i Skole i Bremen, men var rømt derfra, og efter megen Omflakken havde faaet en Erkebiſkop i Polen til at give ham den biſkoppelige Vielſe, hvorefter han var dragen til Sverige, og havde her udgivet ſig for at være afſendt af Paven ſelv. For Æsmund var Adalward en ubehagelig Gjeſt, og han benyttede ſig af ſin Indflydelſe over den lettroende Konge vil hans Omgivelſer til at indbilde dem at Adalward og hans Ledſagere falſkeligen havde givet ſig ud for erkebiſkoppelige Geſandter, og at de derfor burde jages bort. Dette ſkede ogſaa, men Kongens Stifſøn eller Svigerſøn, Steenkil, tog ſig med Kjærlighed af dem, og ſendte dem over Tiveden hen til Enkedronningen, og Sven Ulfsſøns fraſkilte Huſtru, Gunnhild, der levede paa ſine Gaarde i Veſtergøtland, ſysſelſat med ſtille Velgjørenhed og andre fromme Handlinger. Gunnhild modtog Adalward og hans Følge med de ſtørſte Æresbeviisninger, ſom om de vare ſendte af Gud ſelv, og medgav dem ved Afrejſen ſtore Gaver til Erkebiſkoppen. Deres Vej gik ſandſynligviis, ſom det paa de Tider var ſædvanligt, førſt til Handelspladſen Ljodhuus (Lødøſe) ved Gautelven, og derfra over til Jylland og videre. Harald, der i denne Tid hyppigt opholdt ſig i Viken, og ſaaledes ſtrax kunde erfare deres Ankomſt til Lødøſe, indbød dem til ſig i Norge, rimeligviis i Kongehelle, modtog dem med ſtore Æresbeviisninger, og gav dem ved Afrejſen ſaa mange Penge, at Adalward derfor kunde løskjøbe 300 Fanger. Om Harald havde anden Henſigt med denne Indbydelſe, end at hædre Adalbert i hans Udſending, ſiges ikke; der fortælles kun, at Adalward under ſit Ophold i Norge fik Liget af en i ſin Tid (henved 997) af Erkebiſkop Libentius I exkommuniceret Viking, der i over 60 Aar havde henligget uforraadnet, til ſtrax at ſmuldre hen i Støv ved at give det Abſolution[24]. Omtrent paa denne Tid var det ogſaa at Adalbert ifølge Nordmændenes, det vil vel ſige Kong Haralds, udtrykkelige Begjæring indviede to Biſkopper, Thjodolf og Sigurd, til Norge[25]. Disſe varede eneſte norſke Biſkopper han nogenſinde viede. De vare begge beſtemte til Lydbiſkopper i Throndhjem, men om Thjodolf nævnes der intet mere; om Sigurd erfare vi, at han var en engelſk Munk fra Glaſtonbury: deſto merkeligere er det, at Harald desuagtet lod ham indvie af Adalbert, og deſto tydeligere vidner det om hans gode Forſtaaelſe med denne[26].

Men imidlertid var det allerede lykkets Adalbert ved Gaver og alle Slags Smigrerier, hvorpaa den talentfulde og fiint dannede Mand ſaa godt forſtod ſig, at formilde Sven, og gjenoprette det gamle Venſkab. Sagen var vel ikke ſaa vanſkelig, thi ſaavel Sven ſom Adalbert maatte fele, at de gjenſidigt trængte til hinanden. Adalbert begav ſig ſelv til Slesvig, hvor han, ſom Mag. Adam ſiger, lettelig forſonet med den overmodige Konge, i Gaver og Gejſtlighed ſøgte at lade den erkebiſkoppelige Magt vinde Priſen for de kongelige Rigdomme. Forliget beſegledes ved prægtige Gilder, ſom hver af dem ſkifteviis holdt i 8 Dage, og her afgjordes tillige mange kirkelige Anliggender. Da Adalbert var kommen hjem, fik han Kejſeren til at indbyde Sven til ſig, for at ogſaa de kunde fornye deres Venſkab og gjenſidigt bekræfte deres Forbund med Ed. Det ſkede ogſaa: Sven indfandt ſig hos Kejſeren i Merſeburg og tilbragte Paaſken hos ham; „og det er utroligt, ſiger Mag. Adam af Bremen, (1053) hvor meget vor (den bremiſke) Kirke vandt ved dette Forbund, og hvor ſtor Fremgang Misſionen til de nordlige Lande gjorde ved Svens Medvirkning[27]“. Den nærmeſte Følge af Svens Forlig med Adalbert var ſandſynligviis den Oprettelſe af flere nye Biſpedømmer i Danmark ſelv, der paa denne Tid omtales[28]. Men ogſaa Adalberts Planer og Udſigter bleve derved endmere højtflyvende, end førhen. Sven, ſom allerede under ſin Uenighed med Adalbert var kommen paa den Tanke, at faa oprettet en egen Erkeſtol for Danmark, følte ſig ſaa meget mere opfordret til at holde faſt derved, efter at Antallet af Biſpedømmerne var blevet ſaa meget ſtørre[29], og han ſmigrede ſig vel og med Tanken om, at en danſk Erkeſtol, hvilken i ſaa Fald det øvrige Norden vilde blive underlagt, ogſaa tillige vilde give Danmark en tilſvarende politiſk Overvegt. Adalbert viſte ſig villig til at gaa ind derpaa, naar derimod hans egen Erkeſtol ophøjedes til et Patriarchat. Denne Tanke blev hans Yndlingstanke, ſom han ivrigt efterhang. Han lagde til den Ende den meeſt ubegrændſede Gjeſtfrihed og Gavmildhed for Dagen, og ſøgte at udbrede en hidtil uſeet Glands over ſin Stad. Han vilde, ſiges der, at Bremen ſkulde glimre ſom et andet Rom, hvortil Folk fra alle Nationer, iſær de nordiſke, gjorde Pilegrimsrejſer[30]. Af ſit egentlige Biſpedømme tænkte han at faa oprettet ikke færre end 12 nye, deels i Saxland og Frisland, deels i Vendland. Disſe højtflyvende Planer forfulgte han gjennem hele ſit urolige Liv, endog efter at de politiſke Storme, der ryſtede Tydſkland efter Kejſer Henriks Død (5 Octbr 1056), ogſaa, ſom det nedenfor nærmere ſkal viſes, havde revet ham med ſig, og forreſten bragte ham til, i mangt og meget at efterhænge verdslig Glimmer og Magt til Skade for ſit gejſtlige Embede og ſin Erkeſtol.

Kong Harald kunde ikke med Ligegyldighed betragte det fortrolige Venſkab, ſom herſkede mellem Kong Sven og Erkebiſkoppen, lige ſaa lidet ſom han kunde være uvidende om de Planer, de lagde til at grundfæſte det bremiſke Hierarchi og til Norges kirkelige Afhængighed af Danmark. Selv var han, ſom vi i det følgende ville ſee, hvert, eller ſaa godt ſom hvert Aar paa Fejde i Danmark, og de ſaxiſke Fyrſter, Adalberts ſvorne Fiender, undlode neppe heller at give Harald behørig Underretning om ethvert af Svens og Erkebiſkoppens mistænkeligere Skridt. Den nærmeſte Virkning, dette maatte have paa Haralds Politik, var den, at han afbrød ſin Forbindelſe med Adalbert.

Haralds Statsklogſkab havde imidlertid allerede ſtrax efter hans Tronbeſtigelſe lært ham at treffe ſæregne Foranſtaltninger til fat modarbejde den danſke og bremiſke Indflydelſe. Viken havde hidtil været det Landſkab, hvis Sammenhold med det øvrige Norge var mindſt at lide paa, og hos hvilket der altid havde været ſporet et viſt Drag til Danmark, deels paa Grund af de ældre politiſke Forhold, rinder hvilke Viken udgjorde en Deel af Danevældet, deels ogſaa formedelſt Landets Beliggenhed og Handelsforbindelſer med Danmark[31]. Vel var dette Drag nu under og efter St. Olafs Tid blevet ſvagere, men desuagtet maatte der endnu, ſaa vel paa Grund af de nys nævnte Omſtændigheder, ſom af andre Aarſager, være meget Gjæringsſtof tilbage. Viken var det Landſkab, for hvilket en langvarig Krig med Danmark var ubelejligſt, deels fordi hine Handelsforbindelſer derved afbrødes, deels ogſaa fordi det var nærmeſt udſat for Angreb af danſke Krigsflaader. Hertil kom, at derlige ſiden Rigets Forening havde herſket en kjendelig Skinſyge hos Vikverjerne over Thrøndernes ſtørre politiſke Vegt, der nu i den ſidſte Tid var forøget ved St. Olafs Helligdom i Nidaros. Naar Sven og Adalbert vilde benytte ſig af dette Gjæringsſtof, ſom herſkede i Viken, kunde det befrygtes, at det vilde lykkes dem at drage dette rige og vigtige Landſkab aldeles over i den danſke Interesſe. Det var derfor nødvendigt at finde et Middel, hvorved Vikverjerne knyttedes faſtere til det øvrige Norge, eller i det mindſte til Kongehuſet, et Middel, hvorved deres kirkelige Interesſer forenedes med det nordenfjeldſke Norges, og ſaaledes den danſk-kirkelige Indflydelſe modarbejdedes, medens tillige deres Forfængelighed ſmigredes og deres ſæregne Landſkabs-Nationalitet tiltaltes. Et ſaadant Middel fandtes i Oprettelſen af en National-Helligdom i Viken, der var for denne, hvad St. Olafs Helligdom var for Thrøndelagen, og ſom tillige udbredte den ſamme Legitimitetens Glands, ſom hiin, over Kongehuſet ſelv. Den Helgen, ſom hertil udkrævedes, maatte ſaaledes vaade være en Vikværing, eller i det mindſte have lidt Martyrdøden i Viken, og tillige være beſlægtet med Kongen. En ſlig Helgen var ogſaa juſt nu, i det belejlige Øjeblik, tilſtede. Det var den bekjendte, forhen omtalte, St. Hallvard, Olaf den helliges og Harald Sigurdsſøns kjødelige Syſkendebarn paa mødrene Side. Hallvards Fader var den rige og anſeede Bonde Vebjørn paa Huſeby i Lider ved Dramsfjorden, hans Moder Thorny, en Datter af Gudbrand Kula, og Syſter af Aaſta, Olafs og Haralds Moder[32]. Om Hallvard fortælles det, at han allerede under Opvæxten i det fædrene Huus udmerkede ſig ved ſit ivrige Chriſtenſind, ſin Lydighed mod ſine Forældre, ſin Velvillighed, Redelighed og ſine rene Sæder. Da han havde naaet Ynglingsalderen, heder det aabne, begyndte han at hjelpe ſin Fader i hans Handelsforretninger, og lagde herved en ſaa ſamvittighedsfuld Redelighed for Dagen, at han, til Delingen af Fortjeneſten med ſin Broder, lod ſig gjøre to Vegtlodder, et ſtørre, hvormed han afvejede ſin Broders, et mindre, hvormed han vejede ſin egen Deel[33]. En Vaar, da han ſkulde rejſe hjemmefra paa Handelsforretninger i de nærmeſte Egne, og juſt vilde ſtige i ſin Baad, for at ro over Dramnsfjorden, kom en frugtſommelig Kone, ſkjelvende og bævende, og bad ham om at tage hende med, uden at tabe et Øjeblik. Han føjede hende, og lod hende ſætte ſig agter i Baaden. Da de vare komne et Stykke ud paa Vandet, ſaa de tre Mænd komme løbende ned til Stranden, ſtige i en Baad, og ro efter dem. Paa Hallvards Spørgsmaal, om hun kjendte dem, ſagde hun ja, og at det netop var dem, for hvilke hun flygtede, da de nemlig uretfærdigt beſkyldte hende for Tyveri. Da han ſpurgte, om hun turde underkaſte ſig Jærnbyrd for at beviſe ſin Uſkyldighed, erklærede hun ſig beredvillig dertil, naar man alene vilde ſkaane hendes Liv. Imidlertid kom Forfølgerne nærmere, raabte til Hallvard og bad ham udlevere hende; hun havde, ſagde de, begaaet Indbrudstyveri hos deres Broder, og det var en Skam for ham, en Yngling af ſaa anſeet Æt, at beſkytte en ſaa ond Kvinde. Hallvard bad dem nærmere at beſkrive, hvorledes Tyveriet var gaaet til. De ſagde at hun havde rykket Bøjlen, der holdt Bommen, ud af Dørpoſten. Hallvard foreſtillede dem Uſandſynligheden af denne Beſkyldning, da en ſvag Kvindes Kræfter ikke vilde forſlaa til et ſaadant Arbeide, ſom krævede en ſterk Mands hele Kraft; han bad dem under alle Omſtændigheder at lade hende faa Lejlighed til at frigjøre ſig fra Beſkyldningen, og tilbød ſig tillige at betale Boder for hende, naar de blot vilde ſkaane hende paa Grund af den Tilſtand, hvori hun befandt ſig, Men alt var forgjeves. En af dem tog ſin Bue, lagde Piil paa Strengen og ſkød den mod Hallvard, hvis Bryſt den gjennemborede. De dræbte nu ogſaa Kvinden, og begrove hende paa Stranden, men om Hallvards Hals bandt de en Steen, og ſænkede ham ned paa Fjorden. Men længe efter, fortæller Legenden, fandt man hans Legeme ſvømmende paa Vandet, ſkjønt Stenen endnu var faſt derved. Dette var ſaaledes et Mirakel, hvorved Hallvards Hellighed anſaaes beviiſt. Hans Drab henføres til Aaret 1043, hvilket pasſer“godt med Tidsregningen, og rimeligviis grunder ſig paa gamle, paalidelige Beretninger[34]. Men hvor længe det varede, indtil Miraklet ſkede med hans Liig, nævnes ej; der ſiges kun, at lang Tid hengik, og ſaaledes ſkulde man næſten formode, at denne Tale om Miraklet ej opſtod, førend efter Kong Haralds Tronbeſtigelſe, eller netop paa den Tid, da det faldt ham belejligſt. Der fortælles heller ikke det mindſte om, hvorledes hans Lig blev optaget, ſkriinlagt og erklæret helligt. At dette er foregaaet med Ceremonier, der lignede dem, ſom fandt Sted, da St. Olaf erklæredes for en Helgen af Thrønderne, navnligen ſaaledes, at Folket ſelv, uden at afvænte nogen pavelig Kanoniſationsbulle, dømte ham hellig, ſom det heder om Olaf, kan neppe betvivles; men hverken Sagaer eller Legender tale derom. Vi vide kun, at St. Hallvards Skriin omtales i Sagaerne, ſom om det har været opbevaret i Oslo fra den førſte Tid, denne Stad blev til, eller havde nogen Kirke, der kunde modtage det[35], og vi erfare ligeledes, at Kong Harald oprettede Kjøbſtaden Oslo, og ſad ofte der, deels, ſom der ſiges, fordi Tilførſelen dertil var let og Omegnen vel bebygget, deels ogſaa, fordi han der var nærmere ved Haanden for at pasſe paa Landet mod Danerne. Naar dette Kjøbſtads-Anlæg fandt Sted— ſiges ikke udtrykkeligt. Det omtales i Sagaerne ſtrax efter Begivenheder, der fandt Sted i 1051 eller 1052[36], men aldeles ikke ſaaledes, ſom om det var Sagafortællerens Mening, at henføre det netop til hiin Tid. Tvertimod nævnes det uden al nærmere Tidsbeſtemmelſe, og ſaaledes at man ſnarere ſkulde antage, at det ſkede i et af de foregaaende Aar. Da vi nu virkelig finde Oslo omtalt ſom Reſidens allerede i 1050[37], og hiin ovennævnte Nødvendighed for Harald, at have et faſt Tilhold i Viten, opſtod ſamtidigt med den danſke Krig, altſaa i Begyndelſen af hans Regjering, bliver det aller ſandſynligſt, at Anlægget af Oslo var et af Haralds førſte Regjeringlsforetagender, og at det ſaaledes nærmeſt er at henføre til 1048. Samtidigt, og i Forbindelſe hermed, maa man og ſætte den foregivne Opdagelſe af St. Hallvards Liig og Erkjendelſen af hans Hellighed. At St. Hallvards Skriin bragtes til Oslo, og fik ſit faſte Opbevaringsſted der, ikke ved Dramnsfjorden, hvor det dog nærmeſt hørte hjemme, vilde nemlig vanſkeligt kunne forklares, uden ved den Antagelſe, at Harald ſelv har forordnet det ſaaledes, for at give ſit nye Kjøbſtads-Anlæg ſtørre Anſeelſe, og befordre dets Opkomſt. Og at Harald foretrak at anlægge den nye Kjøbſtad i Oslo, og paa en vis Maade at gjøre den til Vikens Hovedſtad, fremfor at anlægge Byen ved Dramnsfjorden, eller at lade St. Hallvards Helligdom bringe til en af de allerede tilværende vikſke Byer, Tunsberg, Sarpsborg eller Kongehelle, finder maaſkee deels ſin Forklaring deri, at han har anſeet disſe ſidſt nævnte Byer altfor udſatte for Angreb af Danerne, til at han torde vove at lade Helligdommen opbevare der — vi ville i det Følgende ſee, at den ikke engang var ganſke ſikker i Oslo[38] —; deels deri, at det var ham magtpaaliggende, tillige at være nærmere ved Oplandene, fornemmelig Raumarike, hvor der herſkede megen Utilfredshed, ſaa at Kongen endog, ſom vi nedenfor ville erfare, fandt det nødvendigt at dæmpe en Opſtand der med væbnet Haand. Oslo-Egnen havde desuden, ſom en Følge af Stedets Beliggenhed, fra umindelige Tider været Havn, og følgelig vel ogſaa en Art af Handelsplads, for en ſtor Deel af Oplandene, fornemmelig Raumarike, hvortil den endog ſtundom, ſkjønt uegentligt, ſynes at have været regnet. Her maa Raumarikes, tildeels ogſaa Hedemarkens, fornemſte og mægtigſte Beboere have haft deres Skibsnauſt og Pakboder, ſaa at Stedet allerede tidligt havde Udſeendet af en By[39]. Strækningen ſelv, paa hvilken Byen anlagdes, og hvor Byggetomter udviſtes, nemlig mellem Tadvin- (Tøjen-) Bekken og Ekeberg, maa dog have været kongelig Ejendom, eller beſtaaet af Marker, tilhørende en Kongsgaard, der laa paa dette Sted, og hvor vel ofte de tidligere Konger ſtundom have holdt til: det omtales i det mindſte een Gang, at Kong Olaf den hellige opholdt ſig der[40]. Om det nu var denne Kongsgaards Navn, der gik roer paa den nye Bo, eller om Navnet Oslo var eget for det hele Hered, lader ſig ikke afgjøre: det ſidſte er dog det rimeligſte[41]. Man maa formode, at Harald har begyndt By-Anlægget med at opbygge en Kirke i Nærheden af Kongsgaarden, og ladet St. Hallvards Levninger bringe did. Denne Kirke var neppe den ſenere bekjendte St. Hallvardskirke eller Domkirken, der, ſom det ſynes, førſt opførtes i Begyndelſen af det 12te Aarhundrede, da faſte Biſpeſtole oprettedes; men derimod St. Mariæ Kirke ude paa Øren, tætved Kongsgaarden, hvilken Kirke ſtedſe, lige til Reformationen, var en kongelig Kirke, hvis Gejſtlighed udnævntes af Kongen ſelv, men hvis Oprettelſestid ingen Steds angives[42]. Vi ville ſtrax nedenfor ſee, hvorledes Harald lod opføre en Kongsgaard tilligemed St. Mariæ-Kirke i Nidaros, og hvorledes denne Kirke, der doterede-s rigt, aabenbart var beſtemt til at modtage St. Olafs Skriin, hvilket vel ogſaa en Tidlang opbevaredes der. Det laa øjenſynligt endnu ikke i Haralds Plan, at oprette virkelige, faſte Biſkopsſtole, med ſæregne, af Kongen uafhængige, Kathedralkirker. Biſkopperne vare paa hans Tid endnu fremdeles Hird- og Lyd-Biſkopper uden faſte Sæder[43], og om end Biſkopperne i Throndhjem og Viken fra hans Tid af havde deres fornemſte Ophold og egentlige Hovedſæde ved St. Olafs og St. Hallvards Helligdomme i Nidaros og Oslo, udøvede de dog deres Funktioner ved disſe kun ſom kongelige Gejſtlige, medens deres Embede forreſten beſtod i at rejſe om, ſtyrke Chriſtendommen og udrydde de Levninger af Hedenſkaben, ſom endnu fandtes. Under disſe Omſtændigheder er der den ſtørſte Sandſynlighed for, at St. Mariæ Kirke i Oslo lige ſaa vel ſom den førſte St. Mariæ Kirke i Nidaros ſkyldes Kong Harald, at de opførtes i ſamme Henſigt og omtrent ſamtidigt, og at han doterede dem begge rigeligen, hvilket kun fortælles udtrykkeligt om Kirken i Throndhjem. Dette beſtyrkes ogſaa ſærdeles meget deraf, at livlige Kirker indviedes til Jomfru Maria, til hvilken ogſaa den Kirke indviedes, ſom Væringerne i Conſtantinopel byggede paa den Tid, da Harald opholdt ſig der, hvis Navn hans ældſte Datter bar, og for hvilken Harald ſaaledes øjenſynligt maa have næret Forkjærlighed, enten fordi han nu virkelig havde valgt Jomfru Maria til ſin Skytshelgen — han var maaſkee fød paa hendes Himmelfartsdag den 15de Auguſt — eller, hvad der ligeledes er rimeligt, at han derved tænkte paa at hædre ſin fordums Elſkerinde Maria i Conſtantinopel[44].

Oprettelſen af Kjøbſtaden Oslo med St. Hallvards Helligdom maa ſaaledes nærmeſt betragtes ſom en politiſk Foranſtaltning til at modarbejde den danſke Indflydelſe og knytte Vikens Beboere nærmere til den kongelige Familie, hvorved dog de politiſke Hovedhenſigter klogeligen dulgtes under den ydre Form af en religiøs Indſtiftelſe. Men Danerne følte dog nok ſnart de Virkninger heraf, ſom Hartild ſaa klogt havde beregnet, deels med Henſyn til den Indflydelſe, Nationalhelligdommen i Oslo udøvede paa Vikverjernes Gemytter, deels formedelſt den ſtørre Lethed, hvormed Harald nu, med Oslo ſom et belejligt Udgangspunkt og trygt Tilflugtsſted, hvert Aar kunde hjemſøge Danmark og herje dets Kyſter. Derfor var Oslo og St. Hallvards Helligdom, i det mindſte en Tid lang, Danerne en Torn i Øjnene. At Harald dog ved Siden af de politiſke Henſyn ogſaa har taget Oslos heldige Beliggenhed ſom Handelsplads for et ſtort Opland i Betragtning, ligger ej alene i Sagaernes oven anførte Ord, men maa og ligefrem forudſættes hos en ſaa forſtandig og ſtatsklog Herſker, ſom ham. At han ej har forregnet ſig i det Haab, han viſtnok nærede om Oslos fremtidige Opkomſt, derom vidner nokſom Chriſtianias nuværende Størrelſe, Velſtand og politiſke Betydning.

Ved den almindelige Anerkjendelſe af St. Hallvards Hellighed og hans højtidelige Biſættelſe i Oslo maa Harald ogſaa have faaet hans Feſtdag, den 15 Mai, vedtagen ſom en af den norſke Kirkes Højtider over det hele Land. I alle de ældre norſke Chriſtenretter, paa Gulathings-Chriſtenretten nær, findes Hallvardsmesſen opført blandt de ſaakaldte Sexøres-Dage, det vil ſige de, der ligeſom Søndagen havde foregaaende Noonhelligt, og paa hvilke Helligbrøde ſtraffedes med en Bod af 6 Ører. Kun i Gulathingets Chriſtenret er Hallvardsmesſen en af de ringere Feſtdage, uden Noonhelligt, og hvis Brud kun medførte tre Ørers Straf. Men St. Hallvard var ogſaa nærmeſt Vikens og Oplandenes Skytshelgen, og hans Slægtſkab med St. Olaf maatte tillige give ham en ſæregen Betydning i Thrøndelagen, medens Gulathingslagen allerede ſiden Olaf Trygvesſøns Tid havde ſin ſæregne Skytshelgen i St. Sunniva, hvis Levninger hvilede paa Sellø[45].

Omtrent ſamtidigt med Kirke- Kongsgaard- og Kjøbſtad-Anlægget i Oslo, begyndte Harald ogſaa paa lignende, betydelige Anlæg i Nidaros, hvor ligeledes, ſom ovenfor nævnt, en Mariekirke rejſte ſig paa hans Foranſtaltning. Dette ſynes dog ej at have ſkeet af politiſke Grunde, ſom i Oslo, men alene formedelſt Byens hurtige Tilvæxt; det heder udtrykkeligt, at Harald ſærdeles meget ophjalp Staden[46]. Vi have allerede ſeet, hvorledes Magnus den gode havde paabegyndt en ny Kongsgaard med tilhørende Kirke — den ſaakaldte Olafs-Kirke — ſtrax ovenfor Byen, ved den ſaakaldte Saurlid, hvor hans Faders Lig havde ſtaaet Natten førend Thorgils Hjalmesſøn begrov det[47]. Allerede til dette Anlæg maa Stadens Tilvæxt have været den nærmeſte Aarſag: den gamle Kongsgaard og Clemenskirken ere blevne ſaa omringede af private Huſe, at Kongen har fundet det ubekvemt, og derfor villet opføre en ny Kongsgaard og en ny Kirke, i beſtemt til at modtage hans Faders Skriin, paa den frie Plads ovenfor Byen, idet han overlod Clemenskirken til Benyttelſe ſom Sognekirke, hvad den ogſaa ſidenefter ſees at have været[48]. Magnus oplevede dog ikke at ſee disſe Bygninger færdige. Hans Lig blev derfor endnu biſat i Clemenskirken[49]. Men Harald lod Olafskirken fuldføre, og den var allerede færdig før Vaaren 1050[50]. Imidlertid maa Byens Tilvæxt have været ſaa rivende, at Harald hellerikke fandt det bekvemt at bo her, men beſluttede at bygge Kongsgaard og Kirke endnu længer oppe ved Elven, nær ved det Sted, hvor St. Olafs Lig førſt havde været jordet af Thorgils Hjalmesſøn, og paa den ſelvſamme Sandmel. Her opførte han nu ſin Marie-Kirke; den var ſtor, af Steen, og ſaa faſt bygget, at da Erkebiſkop Eyſtein noget over 120 Aar ſenere lod den nedbryde, for at faa den flyttet over til Elgeſeter, kunde man neppe faa Stenene fra hinanden[51]. Imellem Mariekirken og Elven lod han Kongsgaarden opføre, og denne blev nu Kongernes ſtadige Bolig, naar de opholdt ſig i Nidaros. Med den af Magnus paabegyndte, ufuldendte Kongsgaard toges der en anden Beſtemmelſe. Dens væſentligſte Deel ſynes at have varet en Steenhall, hvortil allerede Magnus havde lagt Grunden; denne omdannedes nu til Kirke og indviedes til St. Gregorius, ſaa at altſaa nu to Kirker ſtode ved Siden af hinanden i Saurlid, Olafskirken og Gregoriuskirken[52]. Hvor vidt ogſaa disſe overlodes Byen til Sognekirker, eller for det førſte kun betragtedes ſom kongelige Kapeller, ſiges ingenſteds. At i det mindſte Olafskirken ſenere var Sognekirke, er viſt; med Gregoriuskirken er det derimod tvivlſomt[53], og for det Tilfælde, at den kun var at anſee ſom et Kapell, maa de øvrige til Gaarden hørende Bygninger, hvis de nogenſinde fuldførtes, efter al Rimelighed have været brugte enten til Hirden ſelv eller til at huſe en Deel af de mange, der ellers plejede at befinde ſig ved Hoffet. Den Omſtændighed, at Harald forandrede Magnus’s Beſtemmelſe med Kongsgaarden i Saurlid, førend den endnu var færdig, viſer at han allerede ſtrax efter at have faaet Olafskirken fuldendt, maaſkee endog før, har beſtemt ſig til at bygge Mariekirken og den nye Kongsgaard oppe i Sandmelen, hvor der ſom vi tidligere have yttret, allerede ſynes at have ſtaaet et Trækapel over Olafs Gravſted tillige med en Bygning over Brønden[54]. Mariekirken maa ſaaledes være paabegyndt ſtrax for eller umiddelbart efter at Olafskirken var kommen iſtand og Clemenskirken overladt til Sognekirke. Saa længe Mariekirken var under Bygning, benyttedes Olafskirken efter ſin førſte Beſtemmelſe ſom kongelig Kirke, da det udtrykkeligt meldes at baade St. Olafs Skriin og Magnus den godes Liig opbevaredes der. Men da Mariekirken, hvis Opførelſe formedelſt dens Størrelſe og omhyggelige Bygningsmaade maa have medtaget flere Aar, var færdig og indviet, maa det antages ſom viſt at ſaavel Olafs Skriin, ſom Magnus’s Liig flyttedes didhen[55]. Det tillægges udtrykkelig, at Mariekirken doteredes med rige Præbender[56], og dette giver, ſom ovenfor antydet, Anledning til at tro at Harald ved en lignende gavmild Dotering til Mariekirken i Oslo har lagt Grunden til den Rigdom, hvoraf vi ſenere finde denne Kirke i Beſiddelſe[57].

Men endnu, ſom man maa formode, førend Mariekirkerne vare færdige, var Harald kommen i aabenbart Fiendſkab med Adalbert. Den Indflydelſe, ſom denne opnaaede efter Kejſer Henrik den 3dies Død, førſt under Kejſerinde Agnes’s Regjering, ſiden efter at Erkebiſkop Anne af Kølln havde faaet den umyndige Kong Henrik den 4de i ſin Magt[58], men havde anſeet ſig nødſaget til at antage ſin Modſtander Adalbert til Medformynder, maatte forekomme Harald betænkelig, hvorhos det ogſaa maa tages i Betragtning, at den i Aaret 1062 afdøde ſaxiſke Hertug Bernhards Søn og Efterfølger Ordulf, St Olafs Svigerſøn, allerede længe havde ligget og fremdeles laa i heftig Fejde med Adalbert[59]. Den tilſyneladende Enighed mellem Adalbert og Anne varede, ſom bekjendt, ikke længe, og deres Uenighed viſte ſig ogſaa deri, at da der efter Pave Nikolaus den 2dens Død (1061) af to forſkjellige Partier var udvalgt tvende Paver, Honorius II og Alexander II, erklærede Anno ſig for hiin, medens derimod Kejſerinden, ſaa vel ſom Adalbert, tog dennes Parti[60]. Heraf maatte det være en naturlig Følge, at alle Adalberts Venner, hvoriblandt Kong Sven i Danmark, erklærede ſig for Alexander, medens derimod hans Fiender, navnlig Hertug Ordulf og Kong Harald, erklærede ſig for Honorius. Under disſe Omſtændigheder er det let at forſtaa, hvorledes Harald maaſkee endnu mere end forhen ſøgte at undgaa at have noget med Adalbert at beſtille, eller at lade ſine Biſkopper indvie af ham, men derimod ſendte dem enten lige til Rom eller til Frankrige, for at modtage Indvielſen. En af disſe var Aasgaut, hvilken Harald ſynes at have beſtemt til at rejſe om i Viken, og, naar han var i Ro, at forrette Tjeneſte ved Mariekirken i Oslo; i de gamle Biſperækker opføres han nemlig ſom den førſte Biſkop i Oslo[61]. Men da Aasgaut vendte tilbage fra Rom, hvor han havde modtaget Vielſen, og, ſom man maa formode, lagde Vejen over Tydſkland, lod Adalbert, der nu havde Magt nok dertil, ham gribe, og ſlap ham ikke løs, førend han havde ſvoret ham Troſkabs-Eed; derefter ſkjenkede han ham Gaver og lod ham rejſe videre[62]. Harald blev viſtnok overmaade opbragt herover, maaſkee han og ſendte Aasgaut bort, ſom tidligere Bernhard, dog nævnes herom intet, og var det end Tilfældet, faa er det dog viſt, at Aasgaut, ligeſom Bernhard, var kommen tilbage efter Haralds Død[63]. Hvor ſtort Fiendſkabet var, ſom herſkede mellem Harald og Adalbert, ſees bedſt af den bremiſke Gejſtlige Magiſter Adams overdrevne og aabenbart uſandfærdige Skildringer af Haralds Ondſkab og ſlette Færd. Han ſynes ret at have behaget ſig i at afmale Harald med mørke Farver. „Harald“, ſiger han, „overgik alle raſende Tyranner i Grumhed. Mange Kirker har han forſtyrret, mange Chriſtne ere af ham blevne henrettede, men, ſom ikke vidſte nøjere Beſked, ſkulde heraf næſten kunne tro, at Harald var en Hedning). Han var en mægtig og ſejrſæl Mand, der tidligere i Grækenland og Skythiens Egne havde kæmpet mangen Kamp mod Barbarerne, og da han kom hjem, hvilede han aldrig fra Krig, han var Nordens Lyn, alle de danſke Øers Svøbe. Han herjede alle de vendiſke Kyſter, han underkaſtede ſig Orknøerne, han udſtrakte ſit blodige Herredømme lige til Island[64]. Men ſkjønt han herſkede over mange Nationer, var han dog formedelſt ſin Graadighed og Grumhed forhadt af alle. Han betjente ſig endog af Trolddomskunſter, i det han i ſin Forblindelſe ej betænkte, at hans hellige Broder, der led Martyrdøden for Chriſtendommen, og hvis Fortjeneſter nokſom beviſes ved de Mirakler, der dagligen ſkee ved hans Hvileſted i Throndhjem, netop havde ſøgt at udrydde alt ſaadant Uvæſen i ſit Rige. Men uagtet hiin af Gud forladte Synder ſaa disſe Mirakler, lod han ſig deraf ikke i mindſte Maade anfegte, ja endog de Gaver og Skatte, ſom andægtige Troende havde ſkjenket til hans Broders Grav, rev han til ſig med graadig Haand, og uddeelte dem blandt fine Krigere[65]“. Vi have ſeet, hvor uſkaanſomt Mag. Adam bedømte Olaf Tryggvesſøn, hvilken han ogſaa beſkyldte for at benytte ſig af Troldmænd, uagtet Olaf dog, ſom vi vide, forfulgte dem til det yderſte[66]. End mindre kunne vi da undres over, at han bagvaſker Harald, der var i aabenbart Fiendſkab med Adalbert, iſær da hans Hjemmelsmand vel i mange Stykker her, ſom ellers, var Kong Sven i Danmark, og de bremiſke Gejſtlige desuden ſtadigt ærgrede ſig over det Indpas, de engelſke Gejſtlige fik i Norge, faa at endog en af Adams Scholiaſter udraaber: „vi kunne rigtignok ſige at vore have forrettet Arbejdet, men Englænderne fortrængt dem“[67]. Hvad den foregivne Plyndring af St. Olafs Helligdom angaar, da maa dog nok nogen Sandhed ligge til Grund derfor, om end Sagen er betydeligt overdreven, ſiden Mag. Adam, der maatte vide nøje Beſked om Adalberts kirkelige Foretagender, fortæller at denne ſendte et Geſandtſkab til Harald med et Advarſelsbrev, hvor han deels paatalte hiin Forgribelſe paa Gaverne til St. Olafs Helligdom, der ej maatte anvendes til Lægmænds Brug, deels klagede over at Harald havde ladet fine Biſkopper ordinere i England og Frankrige imod al lovlig Ret og med Forbigaaelſe af ham ſelv, den eneſte, af hvem Indvielſen ifølge Pavens egen udtrykkelige Anordning burde forrettes. Harald behøvede visſelig mange Penge ſaa vel til ſine beſtandige Krige med Danmark, ſom til fine Bygningsarbejder; ſin egen, fra Grækenland hjembragte Skat vilde han, ſom man ſeer[68], efter Delingen med Magnus nødig angribe; at han anvendte det Finansmiddel at ſlaa daarlig Mynt, er allerede omtalt[69], og uſandſynligt er det derfor ikke, at han ogſaa har grebet til den anden Udvej, at ſætte ſig i Beſiddelſe af en Deel af de Gaver, der efterhaanden vare opdyngede ved St. Olafs Skriin. Han havde ſaa meget bedre Paaſkud dertil, ſom han kunde ſige at Opførelſen af den ſtore, koſtbare Mariekirke ſkede til St. Olafs Hæder, og at han derfor var berettiget til at dække ſit Udlæg ved de til St. Olafs Skriin indkomne Gaver. Lejligheden var der, da Skrinet flyttedes fra Olafskirken til Mariekirken. Adalberts Geſandtſkab og Brev havde ingen anden Virkning paa Harald, end at opvække hans Vrede og bringe ham til at udtale med tydelige Ord, hvor lidet han brød ſig om Erkebiſkoppen og hans Formaninger. „Jeg veed ikke“, ſagde han, „hvem anden der er ret Erkebiſkop og Herſker her i Norge, end jeg ſelv, Kong Harald Sigurdsſøn“; han bad Geſandterne haanligt at pakke ſig bort, og gjorde, fortælles der, endnu meget andet, hvoraf man kunde ſpaa at Hovmod gaar for Fald. Adalbert klagede til Pave Alexander. Denne udfærdigede ſtrax et Brev, ſaa lydende: „Alexander o. ſ. v. ſender Harald, Nordmændenes Konge, ſin Hilſen og apoſtoliſke Velſignelſe. Da I endnu ere ferſke i Troen, og paa en vis Maade halte i den kirkelige Diſciplin, bør det os, hvem hele Kirkens Styrelſe er betroet, hyppigere at hjemſøge eder med guddommelige Paamindelſer. Men da den lange og møjſommelige Vej hindrer os ſelv fra at gjøre dette, ſaa viid at vi have overladt alt dette ganſke til vor Vikar, Adalbert, Erkebiſkop i Hamburg. Men denne ærværdige Erkebiſkop, vor Legat, har klaget i ſine Breve til os, at Biſkopperne i eders Provins enten ſlet ikke ere indviede, eller paa en ſkjendig Maade ere indviede i England eller Frankrige for Penge, tvertimod de Privilegier, der fra Rom ere givne ham og hans Kirke. Jeg paaminder eder derfor ifølge Apoſtlerne Peters og Pauls Fuldmagt, at I og eders Biſkopper viſe bemeldte ærværdige Erkebiſkop, vor Vikar og Udfører af vore Forretninger, den ſamme Underdanighed og Ærbødighed, ſom I ſkylde det apoſtoliſke Sæde ſelv“[70]. Hvad Harald ſvarede hertil, ſiges ingenſteds, men man kan være forvisſet om at han, ſom under ſit lange Ophold blandt Grækerne, i den Alder, da hans Chriſtendomskundſkab juſt ſkulde befæſtes, ej kan have været oplært til nogen Hengivenhed for Paven i Rom, og ſom desuden nu, efter hvad der ovenfor er viiſt, neppe engang erkjendte Alexander for retmæsſig Pave, ej bred ſig det ringeſte om hans Paamindelſer. Adalbert ſelv hvirvledes nu ogſaa, lige indtil Haralds Død, ſaaledes ind i Hof-Intriger og Dagens Politik, at han ikke kunde beſkjeftige ſig ſynderligt med kirkelige Anliggender, og derfor heller ikke kan have foretaget yderligere Skridt mod Harald, der altſaa fik frie Hænder. Det lykkedes ſaaledes ikke den bremiſke Erkeſtol at haandhæve ſit Supremati over Norge, ſaa længe Harald ſad paa Tronen.

Paa Island derimod ſynes Adalberts Beſtræbelſer, i det mindſte for en Tid, at have havt bedre Fremgang, ſaaledes ſom det allerede ovenfor foreløbigt er antydet. Vi have ogſaa tidligere omtalt flere af de Biſkopper, ſom fra Tid til anden beſøgte Island og opholdt ſig der, førend det fik faſte indenlandſke Biſkopper. Bernhard den bogviſe opholdt ſig der i fem Aar (1016—1021); ſiden nævnes en Olaf Grønlændingebiſkop, om hvem for Reſten intet vides, men ſom vel maa være den førſte Biſkop, der beſtemtes til Grønland[71]. Hans Ophold paa Island (ſandſynligviis omkring 1022) maa alene betragtes ſom midlertidigt, medens han væntede paa Lejlighed til Grønland, ligeſom Arnald ſenere. Efter ham nævnes Kot, der var paa Island faa Aar (omkring 1025—1028); han boede, i det mindſte en Stund, hos den bekjendte Hall i Haukadal, Are frodes Foſterfader og Hjemmelsmand i mange vigtige hiſtoriſke Materier; han var den førſte Biſkop, der begroves ved Skaalholt[72]. Efter Kot nævnes den oftere omtalte Rodulf, Edward Confesſors Frænde, der tom til Norge fra Nordmandie med Olaf den hellige, og opholdt ſig paa Island i 19 Aar, (1030—1049); han ſkal have boet deels paa Bø i Borgarfjorden — hvor han endog ſkal have indrettet et Kloſter[73], der dog ej kan have været af lang Varighed — deels paa Lund. Rodulf endte, ſom vi have ſeet, ſine Dage ſom Abbed i Abingdon i England 1052. Rodulf ſynes, ſkjønt Englænder, at have ſtaaet i venſkabelig Forbindelſe med den bremiſke Erkeſtol[74], og det var maaſkee efter hans Opfordring, da han forlod Landet, at Islændingerne ſaa vel ſom Grønlændingerne ſendte Geſandter til Adalbert, for at bede ham om at ſende dem Preſter. Adalbert ſendte da den allerede i længere Tid hos ham ſig opholdende og af ham meget yndede Johannes, irſk af Fødſel og allerede i Irland eller Skotland indviet til Biſkop, en eenfoldig og gudfrygtig Mand, ſom han kaldes[75]. Ved ſamme Lejlighed afſendte han ogſaa en anden Biſkop, der ligeſom han hed Adalbert, men det ſiges ikke udtrykkeligt, hvorhen; nogle have antaget at det var til Grønland 3). Søn opholdt ſig paa Island kun fire Aar (1049—1053), og maa ligeledes antages at have virket ivrigt i Adalberts Interesſe, hvori han vel ogſaa underſtøttedes af den før omtalte Bernhard den Saxer, der, ſom vi have ſeet, efter at have ſvoret Adalbert Troſkabsed og lagt ſig ud med Kong Harald, kom til Island omkring 105l, og opholdt ſig der 19—20 Aar[76]. Bernhard holdt ſig meeſt paa Nordkanten af Landet, da det heder, at han deels boede.paa Giljaa i Vatnsdal (hvor Thorvald Vidfarle og Biſkop Frederik, den førſte Biſkop, der beſøgte Island, ogſaa en Tid havde boet), deels paa Steinſtad i Skagafjorden[77]; han indviede mange Ting, ſom Kirker, Klokker, Broer og Brønde, ved hvilke der ſiden, ſom der paaſtaaes, ſkal have ſkeet Mirakler, der beviſte hans Hellighed. Men imidlertid var, ſom man ſeer, Ønſket om at have en indfød Biſkop blevet levende blandt Islændingerne. At baade Jon og Bernhard herved bleve tagne paa Raad med, ſiges ej udtrykkeligt, men maa antages ſom givet, og det er ſandſynligviis ogſaa for en ſtor Deel at tilſkrive dem, at Valget faldt paa Isleif, Gisſur hvites Søn. Meget bidrog vel ogſaa dertil Isleifs høje Byrd, den Omſtændighed, at hans Fader Gisſur var den blandt Islands Høvdinger, hvem man fornemmelig maa tillægge Æren for Chriſtendommens Indførelſe i Landet[78], og den almindelige Kjærlighed og Agtelſe, han nød for ſin Godgjørenhed, rene Vandel og ualmindelige Dannelſe: hans Fader havde nemlig endnu i hans Drengealder rejſt til Tydſkland med ham, og ſat ham i Kloſterſkolen i Hervorden i Saxland eller Veſtfalen, hvorfra han ej vendte tilbage, førend han havde modtaget fuldſtændig Preſte-Lærdom og Indvielſe[79]. Men da han dog vel neppe var den eneſte blandt Islands daværende Høvdingsſønner, ſom havde modtaget en ſaadan Dannelſe, tør man vel for en ſtor Deel tilſkrive hans Egenſkab ſom ſaxiſk Gejſtlig, at Jon og Bernhard, for ſaa vidt ſvinde udøvede nogen Indflydelſe paa Valget, ledede dette paa ham. Hidtil var dog Isleif endnu kun at betragte ſom verdslig Høvding,hos hvem den preſtelige Indvielſe var en Biſag; han boede paa Skaalholt efter ſin Fader Gisſur, og var gift[80]. Men nu, efter at han allerede havde naaet ſit 50de Aar[81], blev han, ſom det ſiges, valgt af hele Almuen paa Island til Biſkop, og anmodet om at drage udenlands. Isleif rejſte efter al Sandſynlighed tilſammen med ſin Forgænger Johannes, og efter hvad man maa formode lige til Bremen. Det var dog hans Henſigt, førſt at gjøre ſaa vel Kejſeren, ſom Paven ſin Opvartning; han begav ſig derfor til Kejſer Henrik III i Saxland og forærede ham en Iisbjørn fra Grønland, ſom han i den Henſigt havde medbragt, og ſom baade var og anſaaes for en ſtor Sjeldenhed. Kejſeren gav ham til Gjengjeld Lejde eller Anbefalingsbrev over hele ſit Rige, lige til Italien, hvor han beſøgte Pave Leo IX, og fik af ham Brev med tilbage til Adalbert, at denne ſkulde indvie ham Pintſedag, hvilket ogſaa ſkede, dog ej førend i 1055, da Isleif, ſom Mag. Adam fortæller, i nogen Tid opholdt ſig hos Adalbert for at lære, hvorledes han paa den meeſt heldbringende Maade kunde underviſe det nys omvendte Folk, og ned i denne Tid ſtore Æresbeviisninger. Ved Afrejſen medgav Adalbert ham Breve til Islændingerne og Grønlændingerne, foruden alt hvad han behøvede til at udføre det biſkoppelige Embede, og lovede at han ſelv med det førſte ſkulde tomme til dem, for at deres Glæde ſkulde fuldkommes[82]. Efter at have tilbragt den følgende Vinter i Norge, begav han ſig hjem til Island, hvor lign tog ſit Sæde paa ſin Fædrenegaard Skaalholt. Her oprettede han en Art af Skole eller Preſte-Seminarium, thi, ſom Are frode ſiger, da Høvdinger og gode Mænd ſaa, at Isleif var meget dueligere end de øvrige Gejſtlige, der kom til Landet, ſendte mange ham ſine Sønner til Oplærelſe og lode dem indvie til Preſter. Dog, ſiges det paa et andet Sted, havde Isleif meget at kæmpe med formedelſt Folkets Ulydighed, Vantro og Uſædelighed, der endog gik ſaa vidt, at Lovſigemanden ſelv var gift med Moder og Datter;nogle gave ſig paa Vikingetog eller toge ſig andre ſlette Ting til; derhos tom der andre Biſkopper, ſom i mange Stykker vare meget mildere end han, hvorfor de bleve venneſæle blandt alle de onde Mænd, ſaa at Adalbert omſider blev nødt til at ſende et Brev ud til Island, hvori han forbød alle og enhver at modtage nogen aandelig Tjeneſte af dem, og ſagde at de deels vare banſatte, deels havde begivet ſig til Landet uden hans Tilladelſe. Disſe Biſkopper vare ſandſynligviis en vis Henrik, der opholdt ſig paa Island to Aar efter Bernhard eller ſamtidigt med ham, og fem andre, der, ſom det ſiges, udgave ſig for at være Biſkopper, af hvilke to efter Navnene at dømme vare tydſke, de tre derimod udtrykkeligt ſiges at have været armeniſke, hvilket ogſaa deres Navne bekræfter: ſandſynligviis have de fundet Vejen til Island over Grækenland, Rusland og Norge[83]. Om Bernhard, der tilbragte mange Aar paa Øen ſamtidigt med Isleif, kan man neppe tro, at ogſaa han var ham til Hinder: ſnarere maa man formode, at han med hans Samtykke virkede ſom Hjelpebiſkop for Nordlandet. Isleif beklædte med Ære ſit Biſkops-Embede indtil ſin Død, 5te Juli 1080. Fra hans Tid og lige til vore Dage har Island havt faſte Biſkopper.

Ogſaa over Orknøerne, Norges Skatland, ſøgte Adalbert at virkeliggjøre det kirkelige Supremati, ſom ved tidligere Pavebuller var hjemlet den hamburg-bremiſke Erkeſtol. Men paa Orknøerne var Chriſtendommen indført ved irſk-ſkotſke Misſionærer (Paper) ældre end det norſke Herredømme, og den irſke eller ſkotſke Kirkes Fordringer maatte her komme i Strid ſaavel med den engelſkes, ſom med den bremiſkes. Iſær gjorde Erkebiſkoppen af York Paaſtand paa Overhøjheden over Skotland med de nærliggende Øer, hvoriblandt ogſaa Orknøerne udtrykkeligt nævnes. Dette Supremati maatte være Thorfinn Jarl, hvis Magt, ſom vi nedenfor ville ſee, netop truedes fra Northumberland, lige ſaa modbydeligt, ſom det bremiſke maatte være for Harald i Norge. Naar vi nu læſe hos Mag. Adam af Bremen, at Orknøingerne ſendte Bud til Adalbert for at udbede ſig Lærere af ham[84], og vi tillige af vore egne Sagaer erfare, at Thorfinn Jarl i de førſte Aar af Haralds Regjeringstid, eller omkring 1048, 1049 eller 1050[85], gjorde en Rejſe til Rom, for at faa Abſolution af Paven, paa hvilken Rejſe han beſøgte ſaa vel Kong Sven i Aalborg, ſom Kejſer Henrik i Saxland, og efter ſin Hjemkomſt lod bygge en Chriſtkirke og oprette en Biſkopsſtol ved ſin Reſidens Birgsaa paa Roſsø: ſaa ligger den Slutning temmelig nær, at Thorfinn ſelv har været den, der overbragte Adalbert ſine Underſaatters Ønſker. Denne Slutning bliver til Vished, naar vi hermed ſammenholde, hvad Mag. Adam paa et andet Sted fortæller, nemlig at Adalbert, uagtet Orknøerne forhen ſtode tinder Englands eller Skotlands Biſkopper, dog „paa Pavens Bud“ indviede en vis Thorolf, om hvis Herkomſt og Fædreneland forreſten intet vides, til Biſkop i hiint ſelvſamme Birgsaa, hvor Thorfinn havde ſtiftet Biſpeſtolen[86]. Thorolf blev, ſom det lader, ſenere hen fortrengt af en Rodulf, der var indviet af Erkebiſkoppen i York[87]; der er ellers al Sandſynlighed for, at han er den ſamme Thorolf, der nævnes ſom Aasgauts nærmeſte Efterfølger i Oslo[88]. Men hverken Thorolf eller Rodulf regnes i Biſkopsfortegnelſerne eller af den ſenere orknøiſke Gejſtlighed blandt Biſkoppernes Tal[89]. Deres Indvielſe til Orknøernes Biſkopsſtol maa derfor have været betragtet ſom mangelagtig. Aarſagen hertil er maaſkee iſær den, at den orknøiſke Kirke ſenere betragtedes ſom en Deel af den norſke, og derfor hverken erkjendte den bremiſke eller den yorkſke Erkebiſkops Højhed, hvortil ogſaa kom, at den førſte Biſkop paa Orknø, der betragtedes ſom retmæsſigt indviet, levede ſaa længe, at Oprettelſen af en uafhængig norſk Erkeſtol indtraf under hans Embedstid[90].

  1. Se ovf. I. 2. S. 628, 629.
  2. Se ovf. I. 2. S. 764, 823.
  3. Se ovf. S. 126.
  4. Se ovf. I. 2. S. 823. Sigurd var ſenere i Sverige, ſe Mag. Adam.
  5. Mag. Adam af Bremen, III. 14.
  6. Mag. Adam, II. 62. Aaret angives ej nøjagtigt; der omtales i ſamme Cap. at Biſkop Thurgøt af Skara døde i Bremen, og at juſt Biſperne Odinkar den yngre fra Danmark, Sigfrid fra Sverige og Rodulf fra Norge, vare tilſtede. Libentius var Erkebiſkop fra 1029—1032. Da Rodulfs Nærværelſe i Bremen maa have fundet Sted, førend han drog til Island, hvor han opholdt ſig i 19 Aar, og da vi tillige erfare at han i 1050 kom til England, maa disſe 19 Aar falde mellem 1030 og 1050; ſandſynligviis 1030—1049. Det maa ſaaledes nærmeſt have været i 1030, at Rodulf var i Bremen.
  7. I de gamle Biſkopsfortegnelſer nævnes ſom Lydbiſkopper i Throndhjem: Sigurd, Grimkell, Jon, Rodulf, Ragnar, Ketil, Aasgaut, Sigurd, Sigurd Munk. (Norſk Tidsſkr. V. S. 41, 43). Da den førſte af disſe Sigurder øjenſynligt er Sven Alfivesſøns Hofbiſkop, ſynes det ogſaa, ſom om de, der nævnes mellem Grimkell og ham, alle ſkulde have levet under Olaf den hellige. Men i Olaf Tryggvesſøns Saga (Fornm. Sögur III. S. 172) heder det efter Odd Munks, ſom det ſynes paa gode Kilder grundede, Beretning, at Sigurd var den førſte Biſkop i Throndhjem, Grimkell den anden, Aasgaut, Grimkells Syſterſøn (i Orig. har der vel kun ſtaaet nepos, der bruges til at udtrykke „Frænde“), den tredie, og Jon den fjerde: det ſiges at Jon og Ketil Kalf begge vare Syſterſønner (Frænder) af Aasgaut. Da nu tillige Mag. Adam (IV. 33) kalder Jon eller Sigurd den førſte, Grimkell den anden, og Sigurd, Æsmunds Morbroder, den tredie, er det klart, at Biſkopsfortegnelſen her ej er ſtreng chronologiſk, men kun i Masſe opregner de flere Lydbiſkopper, der ſamtidigt virkede under St. Olaf.
  8. Are Frode (Islendingabok Cap. s) nævner ſom Biſkopper mellem Frederik (ſe ovf. I. 2. S. 279) og Rodulf Biſkopperne Bernhard den bogviſe 5 Aar, Kol faa Aar. Hungrvaka Cap. 3 ſætter derimod efter Frederik førſt Jon irſke, ſiden Bernhard den bogviſe, og ſaa Rodulf, derimod lader den Kol førſt komme til Island paa Isleifs Tid (Cap. 2.) Dette er aabenbart urigtigt. Thi Jon irſke, om hvilken den ſelv ſiger at han ſiden kom til Vendland og blev dræbt der, er øjenſynligt den ſamme fem Mag. Adams „Johannes in Scotia ordinatus“, „Johannes Scotorum episcopus“ og „Johannes Scotus“, hvilken Erkebiſkop Adalbert ſendte til Island, og ſidenefter til Meklenburg i Vendland, hvor han myrdedes 1066 paa den i Hungrvaka omtalte Maade, at førſt Hænder og Fødder, ſiden Hovedet, blev hugne af ham. Det er allerede ovenfor viiſt, at Irerne i hiin Tid oftere kaldes „Skoter“, da nu tillige Are frode (l. c.) ſætter Jon irſke „faa Aar“ efter Rodulf, medens det ovenfor er viiſt (I. 2. S. 599, 695) at Bernhard den bogviſe efter al Rimelighed opholdt ſig; paa Island mellem 1016 og 1021, er det klart, at den af Adalbert udſendte Jon ej kunde være foran Bernhard. Are frode har altſaa Ret, hvad man og af hans Ælde og Nøjagtighed kunde vænte. Kot har ſandſynligviis opholdt ſig paa Island i den ſidſte Tid af Olaf den helliges Regjering, og er vel udſendt fra Norge under Forhandlingerne 1024 og 1025, maaſkee endog med Thorarin Nevjulſsſøn. Han døde paa Island og var den førſte Biſkop, der begroves ved Skaalholt; dette har maaſkee forledet Hungrvakas Forfatter til at tro at han kom til Island efter at Biſpeſtolen paa Skaalholt var oprettet. Mere om alt dette nedenfor.
  9. Han blev nemlig førſt indviet til Biſkop under Harald Haardraade, ſe nedenfor S. 188.
  10. Mag. Adam, III. 12.
  11. Mag. Adam, II. 5. III. 92.
  12. Se ovenfor I. 2. S. 683. Henrik var bleven gift med hende 1036; hun døde 1038, efterladende en Datter, Beatrix, ſiden Abbedisſe i Quedlingburg.
  13. Om Godſkalk, ſe ovenfor S. 30. Hans Fader Uto var dræbt af en Saxer, (Mag. Adam II. 64) og Godſkalk gjorde ſiden et Indfald i Saxland „for at hevne ſin Fader“ (Saxo, S. 544).
  14. Omkring 1056, ſe Mag. Adam, III. 18. 50.
  15. Mag. Adam, III. 7. 8. Ifølge Mag. Adam ſkal Kejſeren have villet gjøre Adalbert til Pave, men denne ſkal have „ſat ſin Kollega Klemens i ſit Sted“.
  16. Mag. Adam fortæller at Bernhards egen Broder, Grev Thietmar, efterſtræbede Kejſeren, ſom frelſtes af Erkebiſkoppen.
  17. Florents af Worceſter, Mon. hist. Br. S. 602. Han udtrykker ſig ſaaledes: eâ vice fidelitatem imperatori juravit; om dette ellers ſkal forklares ſom om det var en formelig Lens-Ed, er uviſt; at det var en ſaadan, er imidlertid ſlet ikke uſandſynligt.
  18. Om Svens Uſædelighed vidne de ældre Skribenter næſten eenſtemmigt, iſær Saxo, og Mag. Adam, III. 20, jvfr. Schol. 73. Se og Knytlingaſaga, Cap. 23.
  19. Der har været meget tviſtet om, hvilken af de tvende, Gunnhild og Gyda, var Svens førſte Huſtru, hvilken af dem han ſkilte ſig ved, og hvilken af dem der blev dræbt. Saxo (S. 557, 559.) nævner nemlig udtrykkeligt Gyda ſom den ſvenſke Konges Datter, og ſom den, fra hvem han ſkilte ſig. Dette er dog aabenbart urigtigt. For det førſte ſiger Mag. Adam, at det var Svens „consobrina“, om hvis Forſkydelſe der var Spørgsmaal, og i Cap. 14, at hans fraſkilte Huſtru, Dronning Gunnhild, henlevede ſine ſenere Dage paa ſine Gaarde i Sverige. Vel læſe enkelte Codices her „Gude“, andre tilføje “vel Giuthe“, ſandſynligviis fordi de have ſkrevet efter ældre Haandſkrifter, der her kun havde Begyndelſesbogſtavet G; men den bedſte Codex, den wienſke, nævner alene „Gunnhild“ hvorhos det maa merkes at Schol. 67 paa dette Sted udtrykkeligt ſiger „at Gunnhild, Anunds Enke, var forſkjellig fra den af Thora myrdede Gyda“, og Schol. 73, at Gyda blev forgiven af Thora; at dennes Søn med Sven, ved Navn Magnus (Knytlingaſaga Cap. 23 kalder ham Knut) døde ſom Dreng paa Rejſen til Rom, hvorhen Faderen havde ſendt ham for at krones til Konge, og at Thora ej fødte ham flere Sønner. Allerede dette ſynes at maatte afgjøre Sagen, og viſe, at Saxo har ſlaaet Gunnhild og Gyda ſammen. Thi ikke Gyda, men alene Gunnhild var Svens consobrina, og alene Egteſkabet med hende var noget for Gejſtligheden at gjøre faa ſtore Ophævelſer over, paa Grund af det tredobbelte Blodſkamsforhold. Derhos kan man ikke overſee at det i det hos Wolter (Chron. Brem. hos Meibom II. 39, jvfr. Schiphover, Chron. Oldenb. ſammeſteds S. 152), i Anledning af Svens forbudne Egteſkab meddeelte Brev til ham fra Adalbert, hvis Egthed ej ligefrem tør benegtes, udtrykkeligt heder at han var gift med ſin „Moder“, d. e. Svigermoder. Det er ogſaa i ſig ſelv det rimeligſte at Sven førſt har egtet Gyda,Anunds Datter, under ſit Ophold i Sverige; den Omſtændighed, at hans og Thoras Søn Knut tillige kaldtes Magnus, ſynes at viſe at denne var fød allerede ſør 1042, og at Sven da, for at indynde ſig hos Magnus, opkaldte ham efter denne; er ſaaledes Svens Forbindelſe med Thora ældre end 1042, da er det og ſandſynligt, at hans Giftermaal med Gyda og Thoras Skinſyge tilhører denne Tid. Gunnhild kan Sven derimod ej have egtet førend efter at Kong Anund var død; ſandſynligviis var ogſaa hans Søn Magnus’s Død da indtruffen, og han har forladt
  20. Mag. Adam, III. 70, IV. 33. Her ſiges det ikke udtrykkeligt, i hvilket Diar Bernhard blev ordineret. Men da han paa det ſidſte Sted omtales ſom endnu levende i Norge, da Mag. Adam ſkrev, altſaa ved 1075, ſees det, at han ikke er nogen anden end den for omtalte Bernhard den ſaxiſke, der tilbragte 19 eller 20 Kar paa Island, og ſiden, under Olaf Kyrre, blev Biſkop paa Sellø i Norge, (d. e. for Gulathingslagen) hvorom nedenfor. Nu have vi ſeet, at Rodulf opholdt ſig paa Island omtrent fra 1030 til 1049; efter ham kom (ifølge Are frode) Jon den irſke, kun faa Aar, hvorpaa han rejſte til Bremen og af Adalbert udnævntes til Biſkop i Meklenburg. Bernhards Ophold paa Island falder ſaaledes mellem 1051 og 1070, og hans Virkſomhed i Selja rimeligviis mellem 1070 og 1090. Dette ſtemmer ogſaa godt dermed, at Thora, anſeende Magnus’s Død for Guds Straf over deres utilladelige Samliv og hendes Ondſkab. Det bor dog her ikke overſees, at Snorre, Cap. 4l, ſaa vel ſom Harald Haardraades Saga Cap. 56 omtale Sven ſom gift med Gunnhild, hvor Begivenheder fra klaret 1050 nævnes; dette beviſer dog i det højeſte kun, at Anund, ſom ovenfor antaget, var død i dette eller det foregaaende klar. Det er for øvrigt ſaare rimeligt, at Svens Giftermaal med Gunnhild ſtaar i Forbindelſe med Grændſetraktaten mellem ham og Emund ſlemme, og Erhvervelſen af Bleking. hans Eftermand Magne omtales endnu i 1125. Bernhards Ordination maa altſaa henføres til Aar 1050 eller 51. Vel nævnes han paa de to oven anførte Steder ſammen med Aasgaut, den førſte Biſkop i Oslo, men uden at det derfor er nødvendigt at antage deres Ordination for ſamtidig. Desuden omtaler Schol. 69 (til III. 16) Aasgaut ganſke for ſig ſelv. Egentlig er det kun paa dette Sted, og med Henſyn til Aasgaut, at Troſkabseden udtrykkelig omtales, men da det dog ſiges at ſaavel Bernhard og flere andre, ſom Aasgaut, maatte give Adalbert Satisfaktion, men ſidenefter behandledes venligt af ham og bortſendtes med Gaver, er det tydeligt nok, at Adalbert oftere har gjentaget denne Fremfærd. I det følgende (S. 207, 208,) vil det ogſaa blive viiſt, at Aasgaut virkelig tilhører en ſenere Tid.
  21. Hungrvaka, Cap. 3.
  22. Hungrvaka Cap. 2 fortæller at Isleif blev valgt af hele Almuen, da han ſelv var 50 Aar gammel, og Island kun lidet længre havde været chriſtent: her angives ikke Tiden nøjagtigt, men da det tillige fortælles, at han paa ſin Udenlandsrejſe for at indvies førſt ſøgte Kejſeren, og ſiden Pave Leo den 9de († 19de April 1054), ſamt derefter blev indviet Pintſedag 1056, ſamme Aar i hvilket der herſkede Dyrtid ej alene paa Island (Landnaama, viðbœtir I. jvfr. íslenzkir annalar), men ogſaa andenſteds i Europa (ſe Annalista Saxo, Ekkihard og de nysnævnte ísl. annálar, hvor Uaaret udtrykkeligt kaldes „úöld í kristni“, ved dette Aar, jevnfør for Sverige Vedkommende Mag. Adam III. 15) og da det endelig heder at Isleif tilbragte Vintren derefter i Norge, falder ſaaledes Isleifs Ophold udenlands mellem 1054 og 1057. Det vil nedenfor blive viiſt, at Isleifs Indvielſe retteſt henføres til 1055.
  23. Bulle af d. 29 Octbr. 1055, meddeelt hos Staphorſt (Hist. eccl. Hamburg. I. S. 410).
  24. Se Mag. Adam, III. 15. Schol. 68, og IV. 23. Schol. 131. At Adalwards førſte Sendelſe til Sverige og Beſøg i Norge forefaldt efter Svens Skilsmisſe, ſees af det oven anførte; at den ligeledes fandt Sted for 1056, ſees af hvad Mag. Adam fortæller ſtrax efter (III. 15), nemlig, at da Kong Emund ſiden miſtede ſin Søn, og et frygteligt Uaar indtraf, troede Sviarne heri at ſee Guds Straf fordi de havde forſaget deres Biſkop, og ſendte Bud til Adalbert om at maatte faa ham tilbage, hvorover Adalbert blev glad og ſtrax ſendte ham afſted. Dette Uaar er nemlig aabenbart det nysomtalte almindelige nordeuropæiſke Uaar i 1056. Det afgiver, ſom ovenfor antydet, et vigtigt chronologiſk Moment til at beſtemme Kong Emunds Død, thi Mag. Adam fortæller ſtrax efter, at Adalward kom til Gautland og chriſtnede Vermeland; at; at medens dette ſkede (eodem tempore) døde Kong Emund, altſaa vel endnu i 1056 At Adalwards Beſøg hos Harald forreſten er at henføre til hans førſte Rejſe i Sverige, ej til hans ſenere Reſidens der, ſynes at ligge i Sagens Natur og Beſkaffenheden af hans Rejſe. Det var nærmeſt et Gjeſtevenſkab, Harald vilde viſe ham, og ſandſynligviis har vel endog Fortællingen om Gunnhilds Liberalitet anſporet ham til at viſe en lignende. De 300 Fanger, ſom omtales, henlede ogſaa Tankerne paa det allerede forhen (I. 1. S. 784.) berørte nordiſke Trællemarked paa Brennøerne, forbi hvilke Søvejen udad Gaut-Elven gaar, og hvilke det ſaaledes er højſt rimeligt, at Adalward har beſøgt da han paa Udſejlingen pasſerede dem.
  25. Mag. Adam kalder disſe to Biſkopper paa førſte Sted (III. 70) „Tholf“ og „Seward“, paa andet (IV. 33) „Thoolf“ og „Sigward“. At „Tholf“ eller „Thoolf“ er en Sammendragning af Thjodolf, ſynes rimeligt; næſten paa ſamme Maade ſammendrages hváðarr til hvárr, Sviðar til Svíar. Thjodolf er ſaaledes viſt den ſamme Thiadulfus episcopus, hvis Dødsdag i det lüneburgſke Nekrologium (Wedekinds Noten III. 9. S. 30) er henført til 22de April, men Aaret er uviſt. Der har ellers herſket forſkjellige Meninger om Aaret, i hvilke disſe Biſkopper bleve ordinerede. Man har været meeſt tilbøjelig til at nævne et Aar efter 1061, i hvilket Alexander II blev Pave, fordi Mag. Adam (III. 16) omtaler at denne Pave tilſkrev Harald og fordrede Lydighed af ham. Det er ſandſynligviis ogſaa af denne Grund, at man har henført Biſkoppen af Ribe, Wals, Død og den paafølgende Deling af Biſpedømmet deels til 1060 (ſom Staphorſt, I. 416), deels til 1065, ſom Suhm (IV. 321) og Langebek (Scr. III. 248). Men det er tydeligt nok, at Mag. Adam paa hiint Sted kun omtaler Alexanders Brev ligeſom i Forbigaaende, og for at meddele paa eet Sted hvad der vedkommer Harald, medens den egentlige Hovedbegivenhed (res magnæ gestæ) kun er Haralds førſte foregivne Forbrydelſer mod Kirken, ſaaſom det derefter (Cap. 17) heder, at efterat dette var ſkeet (his gestis) forligede Sven ſig med Erkebiſkoppen og holdt et Møde med Kejſeren, i Saxland, hvilket Møde aabenbart er den af Hermann den lamme (Pertz. VII. 132) omtalte Sammenkomſt mellem Sven og Kejſeren i Merſeburg ved Paaſketid 1053. Tilſtrækkelig Tidsbeſtemmelſe ſynes virkelig at indeholdes i Slutningen af Cap. 23, ſammenholdt med Cap. 24, 70. Førſt ſtaar der (Cap. 23) at Islændingerne, Grønlændingerne og Orknøingerne udbade ſig Biſkopper af ham; derpaa (Cap. 24) at Biſkop Wal døde „i hine Dage“, at Biſpedømmet blev deelt, og at „da tillige“ (tunc etiam) Erkebiſkoppen ſendte Biſkopper til Sverige, Norge og Havets Der, hvorom der, ſom der ſiges, nedenfor tales nærmere. Denne Henviisning gjelder III. 70, hvor alle de af Adalbert indviede Biſkopper nævnes. Af disſe vare kun Tholf og Sigurd de, der indviedes til Norge; blandt de til Island afſendte nævnes kun den før omtalte Jon irſke og Isleif (1055); blandt de ſvenſke Biſkopper nævnes Adalward (1052), blandt de orknøiſke Thorolf. Det vil nedenfor viſes, at de ſaakaldte Geſandtſkaber fra Island, Grønland og Orknøerne, hvorom her tales, nærmeſt ere at henføre til Aarene 1048, 49 eller 50. Nu ſynes det dog tydeligt nok, at ſaavel male Død, ſom Delingen af Biſpedømmet, efter Adams Mening falder omtrent mellem hine Geſandtſkaber og Isleifs Indvielſe,ja, da det ſiden heder, at Sven paa Grund af Chriſtendommens Udvidelſe i ſit Rige,hvorved man nærmeſt maa tænke paa Oprettelſen af de 4 Biſpedømmer, tænkte paa at faa oprettet en egen Erkeſtol for Danmark, og at Adalbert ej vilde gaa ind herpaa, uden at faa ſin egen Erkeſtol ophøjet til et Patriarchat, om hvilket der underhandledes indtil Pave Leos Død (April 1054), ſynes det, ſom om hiin Deling og Adalberts Beſtræbelſer for at blive Patriarch endog faldt i 1053 eller 1054. Da nu omtrent ſamtidigt med eller kun lidt ſenere end Biſpedømmets Deling ogſaa de ſvenſke, norſke og til Havets Øer beſtemte Biſkoppers Afſendelſe og Indvielſe omtales, og vi vide, at i det mindſte Jon irſke ſendtes ved 1050 og at Adalward indviedes ved 1052, ligeſom og Biſkop Thorolfs Indvielſe til Orknø nærmeſt var en Følge af og neppe indtraf længe efter Thorfinn Jarls Nærværelſe i 1048 eller 49, hvorom nedenfor, ſaa følger heraf ligefrem, at Thjodolf og Sigurd maa være indviede paa denne Tid eller omkring 1051.
  26. Se herom Viljam af Malmsbury, de ant. Glastoniens eccl. hos Gale, S. 823, hvor der ſtaar at Sigfrid, norſk Biſkop og Munk i Glaſtonbury, døde den 5te April. Der ſtaar ikke naar han døde, men da det tilføjes, at han „ſendte“ Kloſtret 4 Kapper, hvilket neppe kan være at forſtaa om nogen anden Gave end en paa hans Dødsſeng, maa det antages at han døde i Norge og ſaaledes var Munk i Glaſtonbury førend han kom derhen. Dette viſer hans Identitet med den i Biſperækkerne ſom Biſkop efter Sigurd danſke nævnte „Sigurd Munk“.
  27. Mag. Adam, III. 17. Hermannus Contr. (Pertz. VII. 132).
  28. Dette er de forhen berørte, ved Wals Død oprettede, Biſpedømmer, nemlig Ribe, Aaros, Viborg og Vendſysſel. Mag. Adam IV. 2. jvfr. III. 24.
  29. Se herom det ovenfor anførte. Det ſiges ikke udtrykkeligt, men det ligger ſaa at ſige i Sagens Natur, og kan næſten ſluttes deraf at Pave Leo nævnes ſom den, under hvem Forhandlingerne herom tildeels førtes. I III. 32 ſiger Mag. Adam ogſaa udtrykkeligt, at Sven havde indledet Sagen om Erkeſtolen med Paven, og at den næſten var kommen iſtand, men at alene Adalberts Samtykke manglede, og at denne gjorde Patriarchatets Oprettelſe til en Betingelſe derfor.
  30. Mag. Adam, III. 23. jvfr. III. 70, hvoraf ſees, at denne Stræben ikke udelukkende indſkrænkede ſig til Tiden før 1055, hvilket ellers af III. 23 kunde ſynes.
  31. Se ovf. I. 1. og I. 2., hvor der tales om Skiringsſal-Kaupangen og ſenere Tunsbergs Handelsforbindelſer med Danmark og Saxland.
  32. Saaledes angives Slægtſkabsforholdet i Legenden om St. Hallvard efter den utrechtſke Kodex (Langebek Script. III. 604, ſaa vel ſom efter Breviarium Nidrosiense, ſammeſteds S. 607, og i Eimunds Thaatt i Flatøbogen (Fornmanna Sögur V. 267). I det Brudſtykke af den paa norſk forfattede Beretning om St. Hallvard, der meddeles af Langebek (Script. III. 603) ſtaar der at Thorny af nogle ſiges at vare en Datter, af andre en Datterdatter af Gudbrand Kula. Hun kaldes Ulfhild i den legendariſke Olafsſaga, ſe ovf. I. 2. S. 664.
  33. Den utrechtſke Kodex indſkyder her en Fortælling, omtrent ſaalydende: „Da Hallvard engang i Handelsforretninger beſøgte „Gotlandia“ (her bliver det uviſt, om det er Øen Gotland eller Gulland, ſom er meent, eller Gautland, der af fremmede, paa Latin ſkrivende, Forfattere ogſaa kaldtes Gotlandia) kom en af Landets Indbyggere, en rig Mand, ved Navn Botvid, ned til Havnen, og da han fik de fremmede at ſee, gik han hen til dem og ſpurgte dem, hvad de hed. Enhver navngav ſig, efter ſom Raden kom til ham, ſaaledes ogſaa Hallvard. Da Botvid hørte, hvo han var, ſagde han: dine Anſigtstræk ere merkelige og af et ædlere Prag end alle de andres: jeg ſeer godt, at du er beſtemt til noget underbart i Fremtiden, og derfor indbyder jeg dig med alle dine Staldbrødre til Gjeſtebud hos mig. Hallvard modtog Indbydelſen taknemmeligt; Botvid bevertede dem paa det ypperligſte og gav dem ſtore Gaver. Da de ſkulde afſejle, gav han Hallvard alt hvad han behøvede, og lod ham ſejle bort i Fred: ſaaledes kom den hellige Mand med alle ſine i god Behold hjem til ſit Fædreland“. Denne Beretning vilde vel neppe være bleven optagen i Legenden, med mindre man lagde megen Vegt paa den af Botvid udtalte Spaadom din Hallvards fremtidige Berømmelſe. Der maa ſaaledes have været noget merkeligt ved denne ſamme Botvid og den Tanke ligger derfor temmelig nær, at Legendeforfatteren ved ham har meent den bekjendte ſødermannlandſke Helgen, St. Botvid, om hvis Levetid man hidtil har været uenig, idet nogle henføre den til anden Halvdeel af det 11te, andre til det 12te Aarhundrede. Der er dog intet i den hele Fortælling om St. Botvid, ſaadan ſom den læſes i Fants Scriptores rer. Svec. II. S 377 fgg., der ſtrider imod at antage, at han kan have levet ſom en rig og anſeet ung Mand paa 25 Aar omkring 1040, til hvilken Tid omtrent St. Hallvards Øſterſø-Rejſe maa henføres, og at han længe derefter er bleven dræbt, omtrent 60 Aar gammel, ved 1075, hvilket paa det nærmeſte ſtemmer med Mesſenius’s Antagelſe, der henfører hans Død til 1076. Sødermanland og Øſtergøtland kunde af Legendeforfatteren let forvexles, ligeſom i det mindſte Mag. Adam ej ſynes at have været paa det rene med deres gjenſidige Grændſer. Uſandſynligt er det heller ikke, for ſaa vidt Øen Gotland menes med Gotlandia, at St. Botvid, under et Ophold paa denne D, hvortil han ifølge Legendens udtrykkelige Vidnesbyrd kort før ſin Død tænkte paa at gjøre en Rejſe, os ſom han vel derfor meget ofte plejede at beſøge, kunde have truffet St. Hallvard, og har indbudt ham til ſig. At han i Legenden kaldes „Indbygger af Landet“, kan ej regnes ſaa nøje.
  34. Det er i de islandſke Annaler, hvor St. Hallvards Pasſion henføres til 1043. Var han da f. Ex. 23 Aar gammel, maatte han være fød 1020, hvilket pasſer godt med at hans Fætter Kong Harald var født 1015.
  35. Det førſte Sted i Sagaerne, hvor St. Hallvards Helligdom omtales, er, hvor Kong Sigurd Jorſalafares Begravelſe 1130 omtales; men allerede Mag. Adam taler om St. Hallvard og hans Helligdom ſaaledes (III. 53): „Martyren „Alfwardus“, der længe ſkjult levede blandt Nordmændene, førende en hellig Vandel, kunde ej ſkjules. Medens han beſkyttede ſin Fiende, blev han dræbt af ſine Venner (Mag. Adam maa altſaa have haft en forſkjellig Relation). Ved hans Hvile-ſted ſkeer der ſtore Mirakler ved Folks Helbredelſe“. Dette Hvileſted er neppe noget andet end Oslo.
  36. Harald Haardraades Saga i Hryggjarſtykke og Hrokkinſkinna omtaler Kjøbſtads-Anlægget Cap. 70, efter førſt at have talt om Einar Thambarſkelves Drab, hvilket i Annalerne, visſelig efter god og ældgammel Hjemmel, henføres til 1050, derpaa Haakon Ivarsſøns Rejſe fra Landet, hvilken, ſom det nedenfor ſkal viſes, ej hører herhen, og endelig Kalf Arnesſøns Tilbagekomſt til Norge og Fald, hvilket ſidſte ſynes at have fundet Sted 1051. Derpaa heder det at Harald lod Oslo Kjøbſtad rejſe, men, ſom ovenfor nævnt, ikke ſaaledes, at man med Beſtemthed kan paaſtaa, at Sagaſkriveren vil have det henført til denne Tid. Oslo omtales derefter ikke førend ſtrax efter Nisaa-Slaget 1062 (Cap. 83, 85). Snorre Man. 60) omtaler ligeledes Anlægget af Oslo efter at have fortalt Einars Drab, Kalfs Hjemkomſt og Fald og Guthorm Ketilsſøns Kamp med Kong Margad, hvilken, ſom ovenfor viiſt, fandt Sted 1052.
  37. Morkinſkinna, i Fortællingen om Halldor Snorresſøn, ſe Varianten i Fornmanna Sögur VI. 247.
  38. Nemlig, da den danſke Konge Erik Emuine brændte Oslo i 1137, og det var nødvendigt at flotte St. Hallvards Helligdom op paa Raumarike, ſe Snorre, Harald Gilles Sønners Saga Cap. 3. Da blev Hallvardskirken brændt, hvilket viſer, at den var en Torn i Øjnene paa Danerne.
  39. Dette ſees allerbedſt af Egils Saga S. 469 (ſe ovf. I. 1. S. 738, 742), hvor der tales om at Thorſtein fra Raumarike ſejlede med Egil Skallagrimsſøn op ad Oslofjorden for at komme til hiins Gaard, og at Egil, da han drog i Viking til Guttorm, ſendte ſit Handelsſkib ind til Oslo eller i Oslofjorden, øjenſynligt for at det der kunde være under Thorſteins Varetægt. Sagaens Ord i Cap. 65 ere ſaa merkelige, at de fortjene at anføres fuldſtændigt. „Egil og Thorſtein“, ſtaar der, „kom til Norge øſter i Viken, og ſtyrede med Skibet ind i Oslofjorden — der havde Thorſtein ſtore Gaarde oppe paa Landet — og fremdeles lige ind paa Raumarike; da Thorſtein kom i Land der, gjorde han Fordring paa ſin Fædrenearv“ m. v. Her ſynes det aabenbart, ſom om Sagaſkriveren har regnet Raumarike lige ned til Oslofjorden; da man nu veed, at dette i alle Fald ſenere hen ej var Tilfældet, antydes kun herved Oslos og det ſydlige Raumarikes nøje Forbindelſe, og man kan ſaaledes være vis paa, at Thorſteins og de øvrige mægtige Raumarikingers Nauſt netop have ſtaaet her. Deres Plads har ſandſynligviis varet ved Oslo-Elvens Udløb, hvor der var bedſt Lejlighed til Havn. At Pakboder fandtes der, ſynes at fremgaa af Egils Saga S. 534. Op ad Oslo-Elvens Dalføre gik ogſaa den tidligere Hovedvej til Raumarike. Denne nøje Sammenhæng mellem Oslo og Raumarike, ſom heller ikke er ſtort over en Miil fjernet fra Røken„ bar vel og givet Anledning til at Raumarike ſiden lagdes til Oslo Biſpedømme.
  40. Se den legendariſke St. Olafsſaga Cap. 29, ſe ovf. I. 2. S. 612. Det er heraf tydeligt, at Olafs Vej fra Ringerike til Raumarike gik over Oslo. Alt den Grund, hvorpaa Oslo blev anlagt, tilhørte Kongen, ligger i Sagens Natur, thi ellers vilde han ej have kunnet bortgive den. Som de yderſte Grændſer (takmörk) for Oslo — det vil ſige for den Staden tilhørende, om juſt ej bebyggede Grund, hvilken man ſaaledes maa antage at Harald allerede har anviiſt — nævnes i Byloven af 1276 Tøjenbekken paa den ene, og Ekeberg paa den anden Side. (Norges gamle Love II. 265).
  41. Det er urigtigt, naar enkelte have villet udlede Navnet „Oslo“ af óss (Elvemunding) og det foregivne Navn „Loen“ paa Oslo-Elven. Elven har aldrig haft dette Navn, og en Sammenſætning ſom denne, er aldeles uhørt, ligeſom ogſaa Stadens Navn lige ſaa ofte i ældre Skrifter ſtaves „Aslo“ ſom „Oslo“, og i Diplomer, affattede paa Latin, ſaa godt ſom udelukkende „Asloia“. Om óss kan der ſaaledes ikke være Spørgsmaal, men vel om áss (Aas, Bjergaas), hvilket Ord, anvendt i en ſaadan Sammenfatning, lige ſaa let ved en ſkjødesløs Udtale kunde forkortes til as eller os, ſom det dermed i ydre Form overeensſtemmende áss (hedenſk Gud), der endnu, ſom bekjendt, i enkelte Navnſammenſætninger udtales „As“, f. Ex. „Asbjørn“, „Aslak“; i andre „Os“ f. Ex. „Osmund“. Ásló eller Oslo ſkulde ſaaledes egentlig ſkrives Ásló (man finder det og hos Fremmede ſkrevet Anslo (og a. d.), og det er ſammenſat af áss (Aas) og (lav Forſtrand Under en Højde, hvoraf ogſaa Navnet Lóar, dat. Lóm, nu „Lom“ i Gudbrandsdalen) Men deels denne Sammenſætning, der ſynes at betegne den hele frugtbare Strand eller Bygd rundt om det inderſte af Fjorden, deels den analoge Benævnelſe Folló eg. Foldló det er „den flade Kyſtſtrækning ved Folden“ (ſom dette Landſkab berørte ved Veſtby), der med Vished vides at være Navnet paa et heelt Hered, gjør det høiſt ſandſynligt, at „Oslo“ har været det oprindelige Navn paa hele det nuværende Akersſogn, eller, ſom det i dele Middelalderen kaldtes, „Oslohered“. „Aker“ er kun Navnet paa den ſtore Gaard, hvor Akers Fylkeskirke laa, og hvis Enemerker ogſaa indbefattede Akershagen og Akersnes, d. e. den Plads, hvor nu Chriſtiania og Fæſtningen Akershuus ligge. Hvilket Navn, under denne Forudſætning,Kongsgaarden havde, paa hvis Grund Oslo blev anlagt, er nu forlængſt glemt, men Kjøbſtaden har vel førſt kun været kaldet kaupangr í Osló, ligeſom man ſagde kaupangr í Þróndheimi, indtil Landſkabets Navn tillige blev Byens Navn. Deſto urimeligere var det i 1624 at forandre Navnet Oslo, da Byen flyttedes over til Akershagen, thi den vedblev lige fuldt at være „Kjøbſtaden i Oslo“.
  42. Aller førſt omtales Mariækirken i Oslo under Kong Sverre, ved 1196, ſe Sverres Saga Cap. 134, men uden at den i mindſte Maade antydes ſom nys anlagt.
  43. Dette er Mag. Adams udtrykkelige, og ſikkert paa gode Kilder grundede Udſagn i 1075 (IV 33): „Blandt Nordmendene og Sviarne er der formedelſt Chriſtendommens nylige Indſørelſe endnu ingen beſtemt afgrændſede Biſpedømmer, men Biſperne vælges af Kongen eller Folket, og opbygge i Fællesſkab Kirken, idet de gjennemrejſe Landet, og ſøge at faa ſaa mange ſom muligt vundne for Chriſtendommen; de ſtyre dem ogſaa uden indbyrdes Skinſyge, ſaa længe de leve“.
  44. Om Maria og hendes mulige Opkaldelſe, ſe ovf. S. 113. Om Kirken i Conſtantinopel, ſe ovf. S. 89, Noten. Den leg. Olafsſaga Cap. 105. Her fortjener det og at tages i Betragtning, at en for øvrigt uſandſynlig og fabelagtig Fortælling om en vis Margrete, hvilken Harald frelſte for en Orm, der var krøbet ind i hende, lader ham paalægge hende, netop paa Mariæ Himmelfartsdag at aflægge et højtideligt Løfte til Jomfru Maria for ſin Helbredelſe. Se Harald Haardraades Saga Cap. 97. Merkeligt er det dog ogſaa, at St. Olafs førſte Bygningsarbejder i Sarpsborg vare Opførelſen af en Kongsgaard og en Mariekirke, ſe ovf. I. 2. S. 542.
  45. Ældre Froſtathingslov II 24. Ældre Vikſke Chriſtenret Cap. 14. Ældre Eidſivathings Chriſtenret Cap. 9. Ældre Gulathingslov Cap. 18, jvfr. 17 og 16.
  46. Fagrſkinna Cap. 189, ligeſaa Flatøbogen, ſe Fornm. Sögur IV, S. 257 Note 3.
  47. Se ovenfor S I. 2. S. 814, jvfr. nærværende B. S. 163. Saurlid, om hvilken Snorre ſiger at det da var ovenfor Byen, men paa hans Tid midt i Byen, er maaſkee omtrent hvor den nu ſaakaldte Hagerup-Almenning findes.
  48. Clemenskirken nævnes oftere ſom en af Byens Sognekirker i det 13de 14de og 15de Aarhundrede, ſe iſær Brev af 11te Juni 1311, Dipl. Norv. II. No. 242, af 1252, Dipl. Norv. II. 9, og af 14 Marts 1280, Dipl. Norv. III. 16.
  49. See herom ovenfor S. 165.
  50. Der ſtaar nemlig, hvad ogſaa allerede ovenfor er bemerket, ſaavel hos Snorre (Cap. 45) ſom i Hrokkinſkinna (Har. Haardraades Saga Cap. 63), at Einar Thambarſkelves og hans Søn Eindrides Liig bleve begravede i Olafskirken ved Siden af Kong Magnus Olafsſøns Leje. Da nu ſaavel Flatø-Annalerne, ſom Tidsregningen for øvrigt (ſe nedenfor) godtgjør at Einars Drab maa have fundet Sted om Vaaren 1050, er det altſaa klart, at Kirken maa have været færdig allerſeneſt i 1050, ſiden ogſaa Magnus’s og, ſom man maa formode, St. Olafs eget Liig vare flyttede did, førend Einar og Eindride begroves der.
  51. Harald Haardraades Saga Cap. 55, Snorre, Cap. 39.
  52. Da det her nøje kommer an paa Udtrykkene, meddeles Snorres Beretning om det hele Arbejde. „Magnus k. Ólafssunr lét gera Ólafskirkju í kaupangi, í þeim stað hafði nattsett verit lik Ólafs konungs: þat var þá fyrir ofan bœinn. Hann lét þar ok reisa konungsgarð, kirkjan varð eigi alger áðr konungrinn andaðisk; lét Haraldr konungr fylla þat er askorti. Þar í garðinum lét hann ok efna at gera sér steinhöll, og varð hon eigi fullkomin áðr hann lézk. Haraldr konungr lét reisa af grundvelli Maríukirkju uppi á melnum, nær því er heilagr domr konungsins lá í jörðu hinn fyrsta vetr eftir fall hans; þat var mikit musteri ok gert sterklega at liminu, svá at varla fékk brotit þá er Eysteinn erkibyskup lét ofan taka. Heilagr dómr Ólafs konungs var varðveittr í Óiafskirkju meðan Maríukirkja var í gerð. Haraldr konungr lét húsa konungsgarð ofan frá Maríukirkju við ána þar sem nú er; en þar sem hann hafði látit höllina gera, þa lét hann þat hús vigja til Gregóríus-kirkju“. Hermed ſtemmer ogſaa egentlig, eller oprindelig, Texten i Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke, i Udgaven deraf i Fornm. Sögur er den, ſom ſaa ofte, forvanſket ved Fejlſkrift eller Udeladelſer. Navnlig er dette Tilfældet med Stykket „ok varð hon eigi fullkomin aðr hann lézk; Haraldr konungr lét reisa … hvor Afſkriveren har ſprunget fra lézk til lét, udeladende det mellemliggende, ſaa at her læſes: „áðr hann lét reisa Maríukirkju“, hvilket gjør en betydelig Forſkjel.
  53. Se ovenfor S. 186.
  54. Olafskirken nævnes oftere i ſenere Diplomer ſom Sognekirke, navnlig er dette Tilfældet i det oven citerede Dipl. af 14 Marts 1280; Gregoriuskirken omtales vel ogſaa oftere, men kun i Teſtamenter blandt andre Kirker, deels Sognekirker deels ogſaa Kloſter- og Hoſpitals-Kirker, ſaa at det ej kan ſees, til hvilken Kategori den hører. Sandſynligſt bliver det, at den hørte blandt de ſaakaldte Høgendekirkers Tal. (Om disſe ſe ovf. I. 2. S. 634). De Teſtamenter, hvor den nævnes, findes i Dipl. Norv. II. 94. 365, Langes Kloſterhiſtorie S. 771.
  55. Anden Betydning kan umuligt de oven anførte Ord „Olafs Liig bevaredes i Olafskirken, ſaa længe Mariekirken var under Opførelſe“ have. Og den beſtyrkes af det udtrykkelige Udſagn om at Magnus“s Liig laa i Olafskirken, da Einar begroves. En enkelt Kodex (Hrokkinſkinna) har det endog tydeligere, ved at læſe „eigi gerð for í gerð“ altſaa „medens Mariekirken endnu ej var færdig“. Naar man kun ſtadigt har for Øje, at Mariekirkens Paabegyndelſe og Beſtemmelſe allerede maa have været beſluttet da Olafskirken blev færdig, ja maaſkee for, vil man netop finde den Antydning af noget midlertidigt, der ligger i hine Ord, i ſin Orden, uden at man behøver at tage ſin Tilflugt til nogen Gisning om at Olafsſkrinet allerede var flyttet op i Trækapellet, men formedelſt Tummelen ved Bygningsarbejderne paa Mariekirken midlertidigt flyttedes til Olafskirken. Beſtemmelſen var at bringe Olafs Liig ſnareſt muligt i Mariekirken; men indtil den blev færdig, bevaredes det i Olafskirken, da det ej længer kunde forblive i Clemenskirken, ſom oplades til Sognekirke. Den hele Tid, det laa i Olafskirken, var altſaa kun ſaa længe Mariekirken ſtod under Bygning. Da Olaf Kyrre ſiden havde bygget Chriſtkirken, flyttedes, ſom det udtrykkeligt heder, Olafs Liig did.
  56. Fagrſkinna Cap. 189, jvfr. Flatøbogen (Fornm. Sögur VI. 267 Note 3); Morkinſkinna har her en Lakune.
  57. Den var, ſom bekjendt, en af de rigeſte Kirker i Norge, og Kollegiatkirke, dens Provſt eller Konventforſtander var fra 1314 Rigets Kantſler.
  58. Dette ſkede, ſom bekjendt, ved Pintſetid 1062, ſe Lambert af Hersfeld ved dette Aar.
  59. Se herom iſær Mag. Adam, III. 42, 43, 44, 48.
  60. Honorius II., forhen Cadalous, Biſkop af Parma, blev førſt udvalgt, ſom det heder af Kong Henrik ſelv, det vil ſige hans Moder, Kejſerinden, og den ſtørſte Deel af den romerſke Gejſtlighed paa et Mode i Sum; omtrent paa ſamme Tid derimod fik Hildebrand, ſiden bekjendt ſom Gregor VII., Anshelm af Milano, Biſkop af Lucca, udvalgt paa et andet Møde; han kaldte ſig Alexander II, og blev, ſandſynligviis iſær ved Hildebrands mægtige Underſtøttelſe, anſeet for den rette Pave. Anno havde i Førſtningen ſelv hjulpet til at afſætte Honorius, ſom dog ſtedſe beholdt et Parti for ſig. (Lambert af Hersfeld, Pertz, VII. 167, 168). Se Pfiſter, Geſch. der Teutſchen II. 205.
  61. Se Norſk Tidsſkrift, V. 41, 43.
  62. Mag. Adam, III. 70, IV. 33, Schol. 69.
  63. Han omtales nemlig af Mag. Adam, ſom endnu levende, IV. 33.
  64. Dette ſidſte er ikke bogſtavelig ſandt, da Harald aldrig egentlig underlagde ſig Island, om han end maaſkee ved at ſmigre Islændingerne har forſøgt derpaa; hvorledes det vor forſtaaes, vil nedenfor blide viiſt. Med Orknøernes Undertvingelſe har det for ſaa vidt ſin Rigtighed, ſom Thorfinn Jarl ſandſynligviis hyldede Harald, og Harald ſelv ſenere,iſær ved ſin Ankomſt til Øerne 1066, opførte ſig ſom Landſkabets Herre. At Harald derhos paa et eller flere af fine mange Herjetog til Danmark, hvoraf kun de færreſte ſærſkilt omtales i Sagaerne, har hjemſøgt Vendland, ligeſom Magnus forhen, er meget ſandſynligt.
  65. Mag. Adam, III. 16.
  66. Se ovenfor I. 2. S. 292.
  67. Schol. 142 til Mag. Adam, IV. 33.
  68. Han havde den nemlig endnu ſaa godt ſom ubeſkaaren med til England 1066, ſe Schol. 84 til Mag. Adam, III. 51.
  69. Se ovenfor S. 183.
  70. Brevet meddeles fuldſtændigt, ſandſynligviis efter Afſkrift i det bremiſke Archiv, i Schol. 70 til Mag. Adam, III. 16, hvor Indholdet korteligt omtales. Brevet nævner dog intet om den foregivne Udplyndring af St. Olafs Skat, maaſkee fordi et ſaadant Tilgreb fra Haralds Side dog nogenledes kunde beſmykkes. I hvilket Aar Brevet er udſtedt, lader ſig vanſkeligt beſtemme. Man har kun de fem Aar fra 1061, da Alexander valgtes, til 1066, da Harald faldt, at vælge imellem. Snarere ſkulde man henføre det til den ſildigere, end til den tidligere Deel af denne Periode.
  71. Olaf Grønlændingebiſkop omtales mellem Bernhard og Kot i den Fortegnelſe over Biſkopper paa Island, der meddeles i Skardsaabogens Tillæg til Landn., Isl. Sögur I. 331. Han omtales hverken af Are frode eller andenſteds. Men da Bernhard, efter hvad der ovenfor er antaget, ſandſynligviis allerede forlod Island 102l, og Kot neppe kom førend ved 1l)25, er det ej uſandſynligt, at Notitſen kan være rigtig. Det er ovenfor (S. 186) antydet, at Kol maaſkee kan være kommen til Island med Thorarin Nevjulfsſøn, da denne rejſte derhen i Kong Olafs Ærende, for at aabne Underhandlinger med Islændingerne. Muligt at ogſaa Olaf paa lignende Maade fulgte med Thorarin allerede da han i 1018 ſkulde bringe Rørek til Grønland, men i dets Sted kom til Island.
  72. Se Are frode, Cap. 8, Tillægget til Landn. og Hungrvaka Cap. 3, hvis Afvigelſer fra hine ovenfor ere omtalte. Om Hall i Haukadal, ſe ovenfor I. 2. S. 347, hvoraf det ſees, at han var fød 996. Da han nu ifølge Are frode Cap. 9 ſatte Bo i Haukadal 30 Aar gammel, altſaa 1026, kan Kot ikke for denne Tid være kommen til ham, men det falder netop rimeligt, at Kot opholdt ſig paa Landet i de følgende 3 eller 4 Aar til 1030, da Rodulf rimeligviis ved Efterretningen om hans Død er kommen. Det heder i Vigaglumsſaga Cap. 28, at Vigaglum, der døde 3 Aar efter at Chriſtendommen kom til Island (1003) ſkulde være bleven biſkoppet d. e. konfirmeret af Biſkop Kol, men dette kan neppe forholde ſig rigtigt.
  73. Dette ſiges kun i Tillægget til Landn., ſamt i denne ſelv I. 16, hvor det heder at han efterlod 3 Munke i Bø.
  74. Om ham, af Are frode Cap. 8 kaldet Jon irſke, ſe ovenfor, jvfr. Mag. Adam, III. 70, jvfr. III. 20—50. Det kan her for ſtørre Tydeligheds Skyld merkes, at Mag. Adam ſelv (IV. 10) kalder „Hibernia“ Skoternes Land, der nu kaldes Irland, ligeſom ogſaa den bekjendte Chroniſt Marianus Scotus var en Irlænder.
  75. Mag. Adam, III. 70. Det er ſandſynligviis heraf, man har faaet ud, at Adalbert ſendtes til Grønland; der ſiges nemlig at han ſendte Thorolf til Orknøerne, ſamt „did“ (illuc) ſaa vel Jon irſke ſom Adalbert. Da nu Jon irſke ſendtes til Island, kan illuc ej gaa paa Orknøerne, men kun i Almindelighed betegne Norden eller maaſkee nærmere „Havets Øer“ (III. 24), hvilke ogſaa nævnes i Schol. 142, ſom Egne, hvortil Biſperne Meinhard og Albert, viſtnok den ſamme Adalbert, bleve ſendte. Og da der nu ſaa vel III. 237 ſom III. 70 tales om Geſandtſkaber fra Island, Grønland og Orknø for at udbede ſig Lærere, har man vel antaget, at ligeſom Thorolf ſendtes til Orknø og Jon til Island, maa Adalbert være ſendt til Grønland. Det er neppe paa anden Autoritet, at Mesſenius (Scondia ill. I. 86) og efter ham Staphorſt (I. 410) antager at Adalbert eller Albert ſendtes til Grønland.
  76. Se ovf. S. 186.
  77. e Hungrvaka Cap. 3, Tillægget til Landnaama af Skardsaa-Bogen, jvfr. Landnaama III. 7. Om Thorvald Vidfarle ſe ovenfor I. 2. S. 279, 280.
  78. Det var Gisſur hvite og hans Svigerſøn Hjalte Skeggesſøn, der iſær havde Fortjeneſten af at faa Chriſtendommen indført i Landet, ſe ovf. I. 2. S. 349 flg. Gisſur var, ſom det her i Slægttavlen No. 19 er viiſt, nær beſlægtet ſaavel med Olaf Tryggvesſøns Moder Aaſtrid, ſom med St. Olafs og Harald Haardraades Moder Aaſta.
  79. Hungrvaka Cap. 1; her ſtaar „hánum (Ísleifi) fylgði Gissurr útan, ok seldi hann til læringar abbadísi einni í borg þeirri er Herfurða heitir“. Dette Sted, Herfurda, have de fleſte forklaret med Erfurt, ſkjønt Erfurt paa hiin Tid kaldtes Erphesford, og desuden ikke ligger i Saxland, men i Thüringen, ligeſom man heller ikke veed noget om at der ſaa tidligt, ſom da Isleif ſattes til at ſtudere, fandtes nogen berømt Skole i Erfurt, end mindre nogen Stiftelſe, der foreſtodes af en Abbedisſe. Dette var derimod Tilfældet i Hervorden, hvor en ſaadan Stiftelſe allerede omtales fra Slutningen af 8de Aarhundrede; i Hervorden var der temmelig tidligt en lærd Skole i Forbindelſe med Münſterkirken, og Hervorden maatte tillige være Nordboerne mere bekjendt end Erfurt, da det laa lige i Strøget af den ſædvanlige Pilegrimsvej til Rom. Se nærmere herom Mooyer i Weſtfäliſche Provinzialblätter 1 B. 4. H., jvfr. Peterſen i Nordiſk Tidsſkr. for Oldkyndighed I. B. S. 444.
  80. Nemlig med Dalla, hvis Fader Thorvald var en Søn af Aasgeir i Videdal, og ſaaledes en Broder af Refna, der egtede Kjartan Olafsſøn.
  81. Isleif maa ſaaledes være fød omkring 1003, og altſaa maa han vel have været Gisſurs yngſte Barn eller et af hans yngſte Børn, ſiden Gisſurs Datter Vilborg allerede før 999 kunde være gift med Hjalte Skeggesſøn.
  82. Hungrvaka Cap. 2. Are frodes Islendingabok Cap. 9, Mag. Adam III. 70, IV. 35. — Der er flere Omſtændigheder ved Beretningen om Isleifs Udenlandsrejſe og Indvielſe, der trange til en nærmere Belysning. Førſt er det den tilſyneladende Modſigelſe mellem Mag. Adam og Hungrvaka, idet hiin ikke omtaler Isleifs Beſøg hos Paven, men derimod, ſom det ſynes, lader ham komme umiddelbart fra Island til Adalbert, opholde ſig hos ham en Stund, og derpaa vende tilbage igjen. Heller ikke Are frode omtaler udtrykkeligt Isleifs Beſøg hos Paven, men ſiger kun — og det urigtigt — at Leo (hvilken han ydermere urigtigt kalder den 7de i Stedet for den 9de) var Pave, da Isleif indviedes. Men da Hungrvakas udtrykkelige Udſagn, at Isleif beſøgte ſaa vel Kejſeren ſom Paven, og at denne medgav ham et Brev til Adalbert, er alt for ſpecielt og ſynes alt for meget grundet paa nøjagtige Oplysninger til at man vel kan betvivle det, maa man forklare Mag. Adams Udſagn ſaaledes, at denne kun har dvælet ved Isleifs Ophold hos Adalbert, uden at finde det nødvendigt at omtale hans under alle Omſtændigheder kortvarige Beſøg hos Paven; og Ares Udſagn forklares vel igjen bedſt ſom om det mindre nøjagtigt kun nævnte Hovedſagen af hans Rejſe — Indvielſen — i Stedet for at nævne Udrejſen ſelv. Da nu Leo IX, ſom ovenfor viiſt, døde allerede i April 1054, og Isleif neppe har forladt Island om Vintren, kan hans Udrejſe ikke vel henføres til dette Aar. Derimod kunde den ſnarere henføres til de ſidſte Dage af Marts 1053. Hvis Isleif da i de førſte Dage af April er kommen til Bremen, eller maaſkee til Danmark, har han ſandſynligviis ſluttet ſig til Sven Ulfsſøn, da denne ved Paaſketid dette Aar (11te April) beſøgte Kejſeren i Merſeburg; hvo veed endog, om det ej er ved ham, at Sven Ulfsſøn har overſendt til Paven den Papegøje, hvorom Wibert taler i ſin Levnetsbeſkrivelſe over Leo IX. II. 3. Isleif er vel kommen til Leo førend denne af Nordmannerne blev fangen og indeſtængt i Benevent, hvilket ſkede ved St. Hans-Tider ſamme Aar (Herm. contractus ved d. A., Pertz VII. S. 132); til Adalbert maa han være kommen tilbage omtrent ved Midſommerstider, og har da opholdt ſig hos ham i eet eller to Aar, indtil han modtog Indvielſen. Men om dette ſkede 1055 eller 1056, er Spørgsmaalet. I Tillægget til Landnamsbogen ſiges, at den førſte Vinter, Isleif efter ſin Tilbagekomſt tilbragte paa Island, var der megen Dødelighed formedelſt den Sult, det med hans Indvielſe ſamtidige Uaar havde frembragt. At Isleif virkelig var paa Island Vintren efter Uaaret, ſees af hvad der udtrykkeligt fortælles om hans Forſlag om Julefaſten. (Se nedf. S. 220). Da vi nu tillige have ſeet, at Uaaret indtraf i 1056, bliver altſaa den førſte Vinter derefter 1056—1057. Men nu læſe vi hos Are frode, at Isleif ikke rejſte til Island den næſte Vinter efter at han blev indviet, men at han tilbragte den i Norge. Dette bliver følgelig Vintren 1055—1056; Isleifs Indvielſe falder følgelig ved Pints 1055, og Skardsaabogens Udſagn om at Uaaret var ſamtidigt med hans Indvielſe, bliver kun at anſee ſom mindre nøjagtigt, eller ſom om man derved kun har villet betegne, at Uaaret indtraf førend Isleif endnu var kommen hjem. Hertil kommer end videre, at de forſkjellige Haandſkrifter af Hungrvaka vakle mellem Tallet 21 og 25 i Angivelſen af, hvor mange Vintre den om Sommeren 1080 afdøde Isleif var Biſkop, øjenſynligt fordi nogle regne de fulde Vintre efter Indvielſen, hvorved Vintren 1055—1056 bliver den førſte, 1079—1080 den 25de; andre derimod, hvoriblandt itide, kun de Vintre, han fungerede ſom Biſkop paa Island, hvorved 1056—57 bliver den førſte, 1080 den 24de. Heller ikke er det ſandſynligt, at Isleif ſkulde have tilbragt ſaa lang Tid ſom halvtredie Aar (1053—56) hos Adalbert. Men hvad der iſær ſynes at gjøre Udſlaget, er Hungrvakas Udſagn, at den Pintſedag, paa hvilken Isleif ordineredes, var fire Nætter før St. Columbæ Mesſe. Denne er nemlig den 9de Juni, og regnes af vore Forfædre at begynde Natten mellem 8de og 9de, og fjerde Nat før denne er Natten mellem 4de og 5te Juni; Indvielſesdagen bliver ſaaledes den 4de Juni, og paa denne Dag falder juſt Pintſedagen 1055, medens derimod Pintſedag 1056 falder paa 26de Mai, 13 Nætter tidligere, og ſom derhos er St. Auguſtin af Canterburys Dag, efter hvilken den i ſaa Fald vilde være bleven benævnt. Man tør vel ſaaledes antage for viſt, at Isleif indviedes 4de Juni 1055.
  83. Se Islendingabok Cap. 8, Hungrvaka Cap. 3. Henrik maa ſaaledes have opholdt ſig paa Island mellem 1071 og 1073, hvis han ellers ikke var ſamtidig med Bernhard. De fem ſidſt omtalte Biſkopper vare Arnulf og Godſkalk, hvis Navn vidne om deres tydſke Herkomſt; Peter, Abraham og Stefan, hvis Navne, fornemmelig Abrahams, virkelig ſynes at viſe at Are frodes Benævnelſe „ermskir“ betegner „armeniſke“ eller i det mindſte monofyſitiſke fra Orienten.
  84. Dette ſtaar baade i III. 23 og III. 70, og næſten med ſamme Ord: inter quos (aquilonis populos) extremi venerant Islani, Gronlani et Orchadum legati, petentes ut prædicatorcs illuc dirigeret, quod et fecit.
  85. Se herom ſtrax nedenfor S. 218.
  86. Mag. Adam IV. 34, jvfr. III. 70. Paa førſtnævnte Sted ſiges der, at Thorolf indviedes in civitatem Blasconam, hvilket, ſammenholdt med Orkn. Saga S. 84, tydelig viſer ſig at vare en enten ved falſk Lydopfatning eller Afſkriverfejl opſtaaet Fordrejelſe af „Birgsanam“ d. e. Birgsá eller Staðr í Birgisheraði, det nuværende Birsa paa Nordveſtkanten af Roſsø, hvor der endnu findes Ruiner af den gamle Kirke eller Thorfinns Chriſtkirke. At han virkelig havde til Henſigt at oprette en faſt Biſkopsſtol her, ſees endog af Benævnelſen „Chriſtkirken“, der ikke anvendes uden om de biſkoppelige Kathedralkirker.
  87. Se herom Stubbs Acta Pontif. Eborac. hos Twysden, S. 1709. I de bartholinſke Annaler hos Langebek, Scr. rer. Dan. I. 338, henføres Rodulfs Indvielſe, uviſt med hvad Hjemmel, til 1085. En tidligere ſaakaldet Biſkop af Orknø var Henrik, Kong Knut den mægtiges Kapellan og Skatmeſter, der ſiden blev Biſkop i Lund, og der drak ſig ihjel (Mag. Adam. IV. 8).
  88. Se Norſk Tidsſkrift V. 33, 44.
  89. Dette ſees ſaa vel af Biſperækken i Norſk Tidsſkrift V. 42, 41, ſom af Orkn. Saga S. 136, Annalerne ved 1168, og iſær af Indſkriften paa Blypladen i Biſkop Viljams Grav, hvor han kaldes primus episcopus.
  90. Maaſkee ogſaa den Omſtændighed, at Orknø førſt paa Viljams Tid fik ſin egen Nationalhelgen i St. Magnus, og at Biſpeſtolen da flyttedes til Kirkevaag.