Det norske Folks Historie/3/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

At Harald, der med ſaadan Strenghed og Beſtemthed hævdede Kronens Rettigheder lige overfor de mægtige i Landet og den bremiſke Erkebiſkop, heller ikke undlod at gjøre ſit Herredømme over Skatlandene gjeldende, er hvad man af ham maatte vænte. Hvilken Reſpekt han indgød den ellers ſaa herſkeſyge Thorfinn Jarl, ſees bedſt deraf, at denne, ſaaſnart han erfoor Kong Magnus’s Død, ſendte Mænd til Kong Harald med det Budſkab, at han ønſkede at være hans Ven; og da Harald dertil gav et venligt Svar, ſtrax ſejlede afſted med to Tyveſesſer og over 120 Mand, for at gjøre Harald ſin Opvartning. Han traf ham paa Hørdeland, hvor han juſt opholdt ſig, fandt en venlig Modtagelſe, og fik ved Afrejſen gode Gaver[1]. Det ſtaar ikke udtrykkeligt, at Thorfinn tilſvor Harald Troſkabs-Ed, men det ſynes at ligge i Sagens Natur, og derhos at bekræftes af Mag. Adams før omtalte Udſagn, at Harald underkaſtede ſig Orknøerne, ſaa vel ſom af de ſenere Begivenheder. Thorfinn vilde dog vel neppe have fundet det ſaa nødvendigt at ſøge Haralds Venſkab, hvis han ikke havde anſeet det raadeligſt at ſikkre ſig fra den Kant, for deſto mere ubehindret at være rede til at møde et Uvejr, der truede hans og hans Frænde Kong Macbeths Magt fra den af Macbeth fældede Kong Duncans Søn Mælkolm, der havde taget ſin Tilflugt til ſine Lensbeſiddelſer i Cumberland, og havde en mægtig Beſkytter i ſin Frænde, den før omtalte Sigurd Jarl af Huntingdon, Sven Ulfsſøns Syſkendebarn, der ogſaa blev Jarl i Northumberland, og ſaaledes var rede til, ved førſte Lejlighed at gjøre et Indfald i Skotland, hvad der ogſaa faa Aar derefter ſkede. Da Thorfinn Jarl forlod Norge, drog han ej tilbage til Orknø, men tiltraadte den nys omtalte Rejſe til Rom, paa hvilken han efter Sagaens udtrykkelige Beretning beſøgte Kong Sven i Danmark og Kejſer Henrik i Saxland, og ſandſynligviis ogſaa havde en Sammenkomſt med Erkebiſkop Adalbert, for at aftale det nødvendige om Oprettelſen af en faſt Biſkopsſtol paa Orknø. Hans Beſøg hos Sven ſaa ſtrax efter at han havde hyldet Kong Harald kan derfor neppe have haft nogen anden Henſigt end den, at erhverve hans Anbefaling til Erkebiſkoppen og Kejſeren. Denne fik han viſtnok ogſaa, ſiden det fortælles at Sven indbød ham til ſig i Aalborg og gjorde et herligt Gjeſtebud for ham. Ogſaa Kejſeren viſte ham megen Opmerkſomhed, ſkjenkede ham ſtore Gaver, og ſkaffede ham, ſom det heder, mange Heſte til hans Rejſe ſydefter. Paven, ſandſynligviis Leo den 9de, gav ham, ſom der fortælles, Abſolution for alle hans Synder, og har vel ogſaa bifaldt hans Anſøgning om Oprettelſen af en faſt Biſkopsſtol paa Orknøerne. Da han kom hjem til ſit Rige, aflagde han, ifølge Sagaens Fortælling, al Hærfærd, men lagde meeſt Vind paa Landets Styrelſe og Lovgivningen, oprettede Biſkopsſtolen ved ſin ſædvanlige Reſidens, Birgsaa i Birgishered paa Veſtkanten af Øen, og opførte her den prægtige Kriſtkirke[2]. Fuldt ſaa rolig, ſom Sagaen ſynes at antage hans ſidſte Levetid for at have været, var den dog ej, ſom vi i det følgende ville ſee.

Om Færøerne tie vore Oldſkrifter næſten ganſke for disſe Tiders Vedkommende. Vi erfare kun, at Leif Asſursſøn, der havde faaet den hele Øgruppe til Len af Magnus den gode, døde i en høj Alder, ſaa vel ſom hans Svigermoder Thora, endnu under Magnus’s Regjering; at hans Huſtru Thora Sigmundsdatter overlevede ham, og opholdt ſig hos Sønnen Sigmund Leifsſøn, der boede paa Suderø efter ſin Fader, og var en meget anſeet Mand[3]. Det ſandſynligſte er derfor, at Sigmund, har faaet Forleninger efter ſin Fader, og at han igjen er efterfulgt af ſin Søn Hafgrim[4]. Men ſaameget er viſt, at Færøerne ſiden Thrond i Gøtas Død aldrig forſøgte paa at løsrive ſig fra Norge. Hvorledes Øernes kirkelige Anliggender paa denne Tid forvaltedes, nævnes ingenſteds. Egen Biſkop fik de førſt ſenere, og der er ſtørſt Sandſynlighed for, at de imidlertid ſtundom beſøgtes af den Lydbiſkop, hvis Hverv det var at berejſe Gulathingslagen.

Hvad Syderøerne angaar, da er det allerede ovenfor omtalt at Thorfinn Jarl havde underkaſtet ſig dem, og at Kalf Arnesſøn idetmindſte til en Tid, var hans Statholder der. Det er for Reſten, ſom det nedenfor ſkal viſes, ikke uſandſynligt, at hans Herredømme over disſe Øer, iſær de ſydligere hvoriblandt Man, rokkedes ved den før omtalte fordrevne ſkotſke Kongeſøn Mælkolms Broder Donald Bane, der, ſom det fortælles, da Macbeth — følgelig ogſaa Thorfinn — fik Overhaand i Skotland, flygtede til Øerne, og da vel nærmeſt til Man, der laa ligeoverfor Cumberland, hans Broders Beſiddelſe, og hvor vi i den ſenere Tid af Kong Haralds Regjering finde en egen Konge[5].

Ligeſom Olaf den hellige, ſaaledes ſøgte ogſaa Harald at vinde Islændingerne. Han gjorde alt, hvad der ſtod i hans Magt, for at erhverve deres Hengivenhed, og paa alle Maader at drage dem til ſig. Ej alene ſmigrede han dem enkeltviis, gav dem ſtore Gaver, og viſte dem megen Udmerkelſe, naar de beſøgte ham, hvoriblandt endog Isleifs egen Søn Gisſur[6], ophøjede endog flere, f. Ex. Ulf Uſpaksſøn, til ſtor Magt og Værdighed; men da der 1056 indtraf ſaa ſtort et Uaar, at man, ſom det heder, ſpiſte alt hvad Tanden kunde fæſte ſig paa, og mange døde af Sult[7], ſendte Harald fire Skibe, ladede med Mad, til Island, med den Forſkrift, at Skippundet ej ſkulde ſælges dyrere end et Hundrede i Vaadmaal eller omtrent 3 Merker Sølv. Derhos ſendte han endnu en Klokke til den Kirke, hvortil Olaf den hellige havde ſendt Tømmeret og den ene Klokke, og ſom blev opført paa Thingvolden[8]. Derfor, ſiges der ogſaa, har ingen Høvding været ſaa yndet paa Island, ſom han. At det virkelig var Haralds Henſigt hermed, at tilvende ſig Herredømmet over Island, er indlyſende ſaa vel af hvad man forreſten kjender til hans Herſkelyſt, ſom af den Lighed, hans Fremgangsmaade havde med St. Olafs, hvis Beſtræbelſer for at blive Islands Herre ej vare nogen Hemmelighed. Noget Saadant fremgaar tillige af Mag. Adams ovenfor gjengivne Udſagn, at Harald udſtrakte ſit Rige lige til Island, thi vel er dette i ſig ſelv en Uſandhed eller Overdrivelſe, men enkelte Rygter maa dog have ligget til Grund derfor, der i det mindſte vidnede om et ſærdeles venſkabeligt Forhold mellem Harald og Islændingerne. I Sagaerne tilſkrives dog den Opmerkſomhed, Harald viſte Islændingerne, fornemmelig den Omſtændighed, at Islændingerne forevigede hans Bedrifter i Kvad, ſom de digtede til hans og hans Sønners Ære. Vel kan og dette have bidraget noget dertil, da Harald baade var forfængelig, og dertil ſelv en fortrinlig Skald: men han var dog altfor ſlu og ſtatsklog, til at man kan antage, at ingen anden Bevæggrund end denne ſkulde have bragt ham til at efterligne, hvad St. Olaf gjorde for at bringe Landets Høvdinger til at erkjende hans Højhed. Sagaerne tilføje ſelv, at mange af hans Bedrifter ej ere nedſkrevne, og man kan derfor nok antage, at ogſaa hans Beſtræbelſer for at underkaſte ſig Island ikke nøjagtigt ere blevne optegnede, ſaa meget mere ſom dette Tidsrum overhoved er fattigt paa Optegnelſer om Begivenheder paa Island. For en Deel har dog dette ogſaa ſin Grund deri, at Tidsrummet ſelv var fattigt paa Begivenheder, i det mindſte i Sammenligning med det foregaaende, kort før og efter Chriſtendommens Indførelſe. Thi det var virkelig, ſom om Folket nu trængte til Hvile efter de forrige Tiders Tummel og Uro, ſom om de mægtige Ætter, efter at have udtømt deres Kræfter i indbyrdes Kamp nu følte ſig udmattede, og ſom om der, under den nu grundigt befæſtede Chriſtendoms Indvirkning, ovenpaa de forrige Tiders Vildhed og overſpændte Kraft-Ytring indtraadte en forholdsviis ſtille og fredelig Periode[9], der ej havde merkelige Begivenheder at opviſe, men ſom ikke des mindre maa anſees for at have været Islands lykkeligſte Tid. Denne Tids Herlighed har Mag. Adam af Bremen ſkildret, maaſkee i noget vel glimrende Farver, men dog ſaaledes, at man ikke et Øjeblik kan tvivle om Skildringens Sandhed i det Væſentlige, eller om at han her har fulgt vel underrettede Mænds, maaſkee endog indfødte Islændingers Beretninger[10]. „Islændingerne“, ſiger han, „føre et reent Liv, i Eenfoldighed, da de ikke eftertragte mere end Naturen giver, ſaa at de kunne ſige gladeligen med Apoſtelen: naar vi have Føde og Klæder, ſkulle vi dermed lade os nøje[11]. Thi deres Bjerge ere dem i Stedet for Byer, og deres Kilder for Nydelſer[12]. Dette Folk kalder jeg i Sandhed lykſaligt, da ingen misunder dets Fattigdom, og aller lykſaligſt deri, at de nu alle have antaget Chriſtendommen. Der er meget at berømme i deres Sæder, iſær deres Kjærlighed, der bevirker, at alt hos dem er fælles, ſaa vel for Fremmede ſom for Indſødte. Deres Biſkop lyde de ſom en Konge: paa hans Vink vogter det hele Folk; hvad han beſtemmer efter Guds Vilje, efter Skriften, eller efter andre Folks Sædvaner, det anſee de ſom en Lov“[13]. Her er det iſær merkeligt, hvad Mag. Adam ytrer om Biſkoppens — paa hans Tid endnu Isleifs — ſtore Magt og Anſeelſe. At det virkelig i det Væſentlige forholder ſig ſaaledes, derpaa faar man ej alene en Beſtyrkelſe i hvad der af Islændingerne ſelv fortælles om deres førſte Biſkopper, fornemmelig om Isleifs Søn og Efterfølger Gisſur, om hvem der ytres at han med Rette kunde kaldes baade Konge og Biſkop over Landet, ſaa længe han levede, og hvem det lykkedes at faa indført Tiende-Ydelſen, endnu førend man i Norge havde vovet et ſaadant Forſøg; men det maa tildeels endog anſees ſom en naturlig Følge af den Ærefrygt, hvormed man i Norge og paa Island endnu betragtede den ſaakaldte „Tign“ eller fyrſtelige Værdighed, hvilken ogſaa Biſkopperne efter de Tiders Begreber beſad[14].

Dog, om der end i denne forholdsviis rolige Tid, der kunde kaldes Biſkopsvældets Tid, og ſom vedvarede indtil de frygtelige politiſke Storme, der gik forud for og medførte den islandſke Uafhængigheds Ophør, forefaldt lidet, ſom var værd at optegne[15], ſaa ofrede derimod Islændingerne ſaa meget mere deres Tid og Evner paa at ſamle og opbevare Beretningerne om de forrige Tiders brogede Begivenheder, og om de Tildragelſer, der havde ſkeet og fremdeles ſkede i Moderlandet Norge. Fra denne Tid af var det at Islændingerne, jo mindre de ſelv grebe ind i Hiſtorien og ſaa at ſige gjorde Hiſtorie, deſto ivrigere lagde Vind paa at ſkrive Hiſtorie, det vil ſige at ſamle, ordne og opbevare de faa vel i Landet ſelv ſom i Norge herſkende og efterhaanden opſtaaende hiſtoriſke Sagn, at forevige dem i Kvad, og tillige at bevare de ældre Skaldes vigtigſte Arbejder. Det ſynes næſten ſom om Nordmændene nu, ſelv alt for ivrigt optagne med at ordne deres kirkelige, politiſke og ſociale Anliggender, og ſenere hen med indenlandſke Krige vil beſtige Partiſtridigheder, til at kunne beſkjeftige ſig med Begivenhedernes Foregivelſe i Sang og Skrift, fra Harald Haardraades Tid af ved en ſtiltiende Overeenskomſt overlode alt ſaadant til Islændingerne, der fra deres afſides Ø roligere kunde betragte Begivenhederne og opfatte dem fra et mere upartiſk Standpunkt, end det i Norge ſelv var muligt. Thi efter Haralds Tid optræder ikke længer nogen norſk Skald. Alle de kongelige Hofſkalde, hvis Vers anføres til Bekræftelſe af Sagaernes Udſagn, vare Islændinger[16], og de norſke Kongeſagaer ſelv, ſkjønt øjenſynligt gjengivende Traditioner, der allerede ved den mundtlige Overleverelſe i Norge have faaet deres beſtemte Form[17], ere dog, ſom man tydeligt kan ſee, aller førſt optegnede af Islændinger. Det var dog ikke førend henved et Par Menneſkealdre efter Haralds Tid, at virkelig Sagaſkrivning begyndte[18]; i hans Dage lagde man endnu kun Vind paa den mundtlige Overleverelſe, og iſær paa Skaldekunſten, der da fornemmelig kunde ſiges at være i ſin Blomſtren. Dette er maaſkee væſentligt at tilſkrive hans egen perſonlige Indflydelſe; thi han var ſelv en af ſin Tids ypperſte Skalde, anſaaes for den kyndigſte og ſikreſte Bedømmer af alle poetiſke Præſtationer, og interesſerede ſig ſaa lidenſkabeligt for Skaldekunſten, at han, naar det gjaldt at hædre eller belønne en Digter, glemte ſin ſædvanlige Paaholdenhed og Sparſomhed, og uddeelte Gaver med ødſel Haand, medens han tillige i Omgang med aandfulde Skalde viſte ſig ſaa jevn og utvungen, at man endog maa tilſtaa, at han ſtundom bortgav alt for meget af ſin kongelige Værdighed, idet han tillod og deeltog i temmelig raa og upasſende Spøg[19]. Hvor meget Islændingerne allerede paa Haralds Tid lagde Vind paa at ſamle, ordne og opbevare de hiſtoriſke Traditioner, ej alene om ældre, men ogſaa om ſamtidige Begivenheder, og hvor ivrigt deres Skalde ej alene ſelv digtede Kvad, men ogſaa lærte udenad ſaa mange andre, ældre og yngre Kvad, ſom de kunde overkomme, derom vidne iſær følgende, i Sagaerne meddeelte, og, ſom det ſynes, aldeles paalidelige Beretninger, om Thorſtein frode og Stuf Skald.

Thorſtein, en ung og raſk, men fattig Islænding, kom en Sommer til Harald og bad om hans Biſtand. Kongen ſpurgte ham, hvad han forſtod ſig paa: Thorſtein ſagde at han kunde en Deel Sagaer. Da Kongen hørte dette, lovede han ham Ophold paa den Betingelſe, at han ſkulde fortælle Sagaer til Tidsfordriv, naar ſom helſt han opfordredes dertil. Thorſtein forpligtede ſig dertil, og fortalte nu Saga efter Saga den hele Sommer og Høſt, hvorved han blev ſaa afholdt af Hirdmændene, at de ſkjenkede ham Klæder, medens Kongen gav ham gode Vaaben. Saaledes leed det hen mod Juul; da begyndte Thorſtein at ſee noget nedſlagen ud. Kongen ſpurgte ham om Aarſagen: han ſtod Skylden paa Tungſindighed eller ſlet Lune. „Nej“, ſagde Kongen, „det er ikke den rette Aarſag, men jeg kan godt gjette den, og det er, at dit Forraad paa Sagaer nu begynder at ſlippe; du har i hele Vinter altid fortalt, naar ſom helſt du opfordredes, og nu finder du det ubehageligt, at dit Forraad ſkal være udtømt netop naar Julen kommer“. „Du har gjettet rigtigt, Konge“ ſvarede Thorſtein, „og jeg har kun een Saga tilbage, men ſom jeg ikke tør fortælle her, da det er Sagaen om dine egne Bedrifter udenlands“. „Det er imidlertid den Saga, jeg har ſtørſt Lyſt til at høre“, ſagde Kongen, veg derfor ſkal du juſt fortælle den i Julen. I de førſte Dage, ſom nu ere for Haanden, behøver du ej at fortælle noget, da alle have travlt med Forberedelſerne til Feſten, men om Juledagen ſkal du begynde paa denne Saga, og jeg ſkal mage det ſaaledes, at den holder hele Julen ud, thi i den Tid er der ſaa megen Drik og Lyſtighed, at Folk ikke ſidde længe og høre paa Fortællingen; ſaa længe du fortæller, ſkal jeg ikke lade mig merke med, om jeg ſynes du gjør det godt eller ej“. Det gik efter Kongens Beſtemmelſe. Om Juledagen begyndte Thorſtein paa Sagaen, og efter at han havde fortalt en Stund, bad Kongen ham holde op for den Dag. Blandt Tilhørerne, ſom ej vidſte noget om Kongens og Thorſteins Aftale, var der megen Tale om, hvor dumdriſtigt det var af denne Islænding at fortælle Kongens Saga i hans eget Paahør, og man undredes over, hvorledes Kongen vilde optage det. Nogle fandt at han ſkilte ſig vel derved, andre vare mindre tilfreds med hans Fortælling. Thorſtein fortſatte den de følgende Dage; Kongen overholdt ſtrengt, at man hørte opmerkſomt til, og pasſede det efter Løfte ſaaledes, at Sagaen var ude juſt ſom den egentlige Juul var til Ende, eller Trettendedagen. Samme Aften ſpurgte Kongen Thorſtein, om han ej var nysgjerrig efter at vide, hvad han ſelv ſyntes om Sagaen. „Nej jeg er ræd derfor“, ſvarede Thorſtein. „Jeg er kun ræd for Overdrivelſer“, ſagde Harald, „og kan berolige dig med, at jeg finder Sagaen meget godt fortalt, og ingenſteds afvigende fra Sandheden; men ſiig mig nu, af hvem du har lært den“. „Det var“, ſagde Thorſtein, „min Sædvane hjemme paa min Fædreneø, hver Sommer at drage til Althinget, og paa hvert Thing lærte jeg da et Stykke af Halldor Snorresſøn.“ „Ja, naar ſaa er“, ſagde Harald, „er det intet Under at du kan den godt; dette ſkal nu komme dig tilgode, faa at du altid ſkal være velkommen her hos mig, naar du vil“. Thorſtein blev nu den øvrige Deel af Vintren hos Kongen, og da Vaaren kom, gav han ham gode Varer at drage i Kjøbferd med, faa at han fra den Tid blev en velholden Mand. At denne Thorſtein havde et faa ſtort Saga-Forraad inde, at han kunde fortælle Dag efter Dag den hele Høſt og en ſtor Deel af Vintren, viſer at Sagabearbejdelſen, om end ikke den ſkriftlige, allerede paa denne Tid var kommen til ſtor Udvikling paa Island; thi en ſaadan Masſe af Sagaer vilde neppe kunne erindres eller fortælles paa en tilfredsſtillende Maade, uden at hver enkelt af dem havde faaet en beſtemt afrundet Form. Vi lære heraf ogſaa, hvor ivrigt man var om ſig efter at faa Stof til Sagaer fra dem, der ſelv havde været Deeltagere i og Øjevidner til Begivenhederne, ſaaledes ſom i nærværende Tilfælde Halldor Snorresſøn, og hvorledes endog mægtige og fornemme Mænd, ſom han, ikke anſaa det under deres Værdighed at fortælle hvad de havde oplevet. Da Halldor, ſom det nedenfor vil viſes, efter ſin Hjemkomſt til Island ſtod i et ſpendt Forhold til Harald, er dette en Borgen mere for Paalideligheden af Thorſteins Beretning. Noget af denne er vel bibeholdt i den, ſom nu findes i Sagaerne, men at den dog ogſaa desværre har lidt ſtore Forvanſkninger af ſenere uheldigere Kritikere, er allerede ovenfor viiſt[20].

Stuf Skald var en Søn af Thord Kat, der igjen var en Søn af den ſmukke Gudrun Uſviversdatter, Bolle Thorleiksſøns Huſtru, i hendes tidligere Egteſkab med Thord, Skalden Glum Geiresſøns Søn[21]. Han havde ſaaledes godt at ſlægte paa med Henſyn til Skaldſkab, og var ſelv forſtandig og en udmerket Skald, men han var blind. Han gjorde under Haralds Regjering en Rejſe til Norge, og tingede ſig i Koſt hos en god Bonde paa Oplandene. Under hans Ophold der hendte det ſig at Kongen paa en Forbi-Rejſe tog ind der paa Gaarden, og da han ikke vilde gjøre noget Bryderi, bad han Bonden ſkjøtte ſin Dont, ſom ellers, og ikke gjøre ſig nogen Umag med at underholde ham. Bonden gjorde ſom Kongen bad, og denne, der var i godt Lune og gjerne vilde have nogen Morſkab, betragtede imidlertid de Mænd, der vare inde i Stuen. Hans Opmerkſomhed faldt iſær paa den høje og velvoxne Stuf, der ſad paa den ydre Kant af Bænken. Han kaldte ham til ſig, og ſpurgte, hvad han hed. „Jeg heder Stuf“, ſvarede denne. „Et urimeligt Navn“, ſagde Kongen[22]; „men hvad heder din Fader?“ — „Min Fader hed Kat“ ſvarede Stuf. „Dette Navn ſvarer til det andet“, ſagde Kongen, „hvem er den Kat?“ — „Ja gjet kun, Konge“, ſvarede Stuf, og braſt i Latter. „Hvorfor leer du“, ſpurgte Kongen. „Gjet kun“, ſvarede Stuf atter. „Det er juſt ikke ſaa let en Sag at gjette hvad du kan have bag Øret“, ſagde Kongen, „men jeg faar prøve; førſt gjetter jeg nu, at du er en Islænding; dernæſt at du lo ved at tænke paa Svinet, ſom min Fader kaldtes i Tilnavn“[23]. „Du gjetter rigtigt, Herre“, ſvarede Stuf. „Sæt dig længer ind paa Bænken og lad os tales nærmere ved“, ſagde Kongen; Stuf gjorde ſaa, og Kongen merkede ſnart at han var en meget forſtandig Mand, og havde ſtor Fornøjelſe af at ſamtale med ham. Nu kom Bonden ind i Stuen og ytrede ſin Bekymring for at Kongen maaſkee kedede ſig. „Nej langtfra“, ſagde Kongen, „din Vintergjeſt underholder mig meget godt, og han ſkal ſidde ligeoverfor mig og drikke med mig i Kveld“. Dette ſkede. Kongen talte endnu mere med Stuf, og fandt ſaadan Behag i ham, at han ved Sengetid bad ham følge med i det Kammer, hvor han ſelv ſkulde ſove. Da Kongen var kommen til Sengs, kvad Stuf en Flokk[24] for ham; Kongen bad ham derefter kvæde andre Kvad, og ſaaledes fortſatte nu Stuf til langt ud paa Natten, idet Kongen af lutter Fornøjelſe ved at høre Kvadene ej kunde falde i Søvn. Endelig ſpurgte Kongen ham om han havde holdt Regning med, hvor mange Kvad han havde kvædet. „Nej jeg troede at I ſelv talte efter“, ſvarede Stuf. „Det har jeg ogſaa gjort“, ſagde Kongen, „og det er i alt 30 Flokker; men kan du da ingen Draaper?“ „Jo“, ſvarede Stuf, „jeg kan ikke færre Draaper end Flokker, og dog er der ogſaa af disſe flere tilbage, ſom jeg endnu ikke har kvædet“. „Du kan da en overordentlig Mængde Kvad“, ſagde Kongen; „men hvem vil du da underholde med dine Draaper, ſiden du kun har ladet mig høre Flokkerne?“ „Dig ſelv, Konge“, ſvarede Stuf, „naar vi næſte Gang mødes“. „Hvorfor da heller end nu“, ſpurgte Kongen. „Fordi jeg ønſkede med Henſyn til min Underholdning, ſom med alt andet, der vedkommer mig, at I ſkulde ſynes bedre derom, jo mere I blev kjendt dermed“, var Stufs Svar. De lagde ſig nu til at ſove, men Morgenen efter, da Kongen ſkulde rejſe videre, bad Stuf ham at opfylde en Bøn, han vilde gjøre ham. „Hvad er det“, ſiger Kongen. „Ja lov mig det, førend jeg ſiger det“, ſagde Stuf. „Sligt er juſt ikke min Sædvane“, ſvarede Kongen, „men til Løn for din behagelige Underholdning ſkal jeg vove det“. „Henſigten med min Rejſe hid“, ſagde da Stuf, „er at hente noget Dannefæ øſter i Viken, og dertil vilde jeg gjerne udbede mig eders Brev og Indſegl“. Kongen lovede ham det. Da rykkede Stuf ud med endnu en Bøn, og fremdeles paa den Betingelſe at Kongen ſkulde ſige Ja paa Forhaand. „Du er en underlig Mand“, ſagde Kongen, „og ingen har hidtil talt med mig paa denne Maade, dog ſkal jeg endnu vove paa at opfylde din Begjæring“. „Den er“, ſagde Stuf. „at jeg maa faa Tilladelſe til at digte et Kvad om eder“. „Er du noget beſlægtet med Skalde“, ſpurgte Kongen. „Glum Geiresſøn var min Farfaders Fader“, ſvarede Stuf. „Digter du ſaa godt ſom han“, ſagde Kongen, „da er du god Skald nok“. Stuf meente, at han ej ſtod tilbage for ham, og Kongen ſagde: „det er heller ikke urimeligt at du forſtaar dig paa at digte, ſaamange Kvad ſom du kan, derfor giver jeg dig min Tilladelſe til at digte om mig“. „Vil du endnu opfylde en Bøn, jeg beder dig om“, ſpurgte Stuf. „Hvad er det da“, ſpurgte Kongen. Stuf vilde atter have Kongens Samtykke forud. „Nej“, ſagde Kongen, „det har nu ſkeet længe nok, og gaar ikke mere an; ſig mig førſt din Bøn“. Stuf ſagde at han gjerne vilde blive Kongens Hirdmand. „Det var vel, at jeg ikke forud ſamtykkede heri“, ſagde Kongen, „thi dertil maa jeg høre mine Hirdmænds Raad; henvend dig til mig desangaaende nord i Nidaros“. Derved blev det. Stof rejſte efter Beſtemmelſen øſter til Viken, og fik, underſtøttet af Kongens Budſkab og Jertejner, uden Hinder den Arv, han ſkulde have. Siden opſøgte han Kongen nord i Throndhjem, og blev godt modtagen af ham. Han fik nu ſin tredie Bøn opfyldt, thi med Hirdmændenes Samtykke blev han optagen i deres Tal, og opholdt ſig en Stund hos Kongen. Stuf overlevede ham og digtede efter hans Død en ſaakaldet Arveøls-Draape om ham, der kaldtes Stufsdraapa eller Stufa[25]. Af den anføres flere Vers i Sagaerne til Bekræftelſe paa, hvad der fortælles; vi have allerede haft Lejlighed til at paaberaabe enkelte af dem, og det ſiges udtrykkeligt at han ſelv hørte Kong Harald fortælle om de Begivenheder, han beſang[26].

Blandt andre Islændinger, der digtede Kvad om Harald, hvilke ligeledes hyppigt paaberaabes, vare den oftere omtalte Thjodolf Arnorsſøn fra Nordlandet, Haralds egentlige Hirdſkald, og hans Broder Bølverk[27]. Thjodolf, der ſynes at være kommen til Norge allerede under Magnus den gode og at have opholdt ſig hos Harald i hele hans Regjeringstid, — vi finde nemlig Vers anførte af ham ſaavel om Magnus’s Krig i Danmark, ſom om Begivenheder fra ethvert Tidspunkt i Haralds Regjeringstid, — var af ringe Herkomſt, men en ypperlig Skald, og var i ſtor Yndeſt hos Kongen. Hans Hovedkvad om Harald kaldes efter ſin Inddeling i ſex Stevjemaal eller Afdelinger Sexstelja[28], og Vers af den citeres hyppigt, fordi han mere end de fleſte andre Skalde havde været Øjevidne til Begivenhederne. Ogſaa af Bølverks Kvad citeres flere Vers. For den ſenere Deel af Haralds Regjeringstid maa ogſaa den forhen[29] omtalte Stein Herdiſesſøn eller Hallarſtein nævnes; han deeltog i Nisaa-Slaget 1062, hvilket han derfor beſkriver ſom Øjevidne, og levede ogſaa under Haralds Søn og Efterfølger Olaf Kyrre, om hvem han lige ſaavel ſom om Harald ſelv digtede Kvad. Den ypperlige Arnor Jarlaſkald, Thord Kolbeinsſøns Søn, er allerede ovenfor nævnt. Andre mindre bekjendte Skalde, der ligeledes digtede Kvad om Harald, hvoraf Vers anføres, og ſom vi allerede ovenfor lejlighedsviis have omtalt, vare Illuge Bryndøleſkald, Valgard fra Vold, Thorarin Skeggesſøn. Ogſaa andre Skalde omtales, der digtede Kvad om Harald, men hvis Vers ikke citeres. Alle vare de Islændinger, ſaa at det er tydeligt nok, at Skaldekunſten fra nu af tilhørte dem ſom en ſynderlig Ting, og udelukkende dyrkedes af dem, ligeſom vi ogſaa af de nævnte Skaldes Familieforhold have ſeet, at den for en ſtor Deel gik i Arv i Ætterne[30].

De fleſte af disſe Skalde vare tillige, ſom Stuf, Kongens Hirdmænd. Dette var ogſaa Tilfældet med mange, ja vel endog de fleſte af de anſeede Islændinger, der beſøgte Harald, og gjorde ham deres Opvartning. Og da det er højſt ſandſynligt, at under Haralds lange Regjering Fleerheden af de islandſke Høvdinger i det mindſte eengang beſøgte ham og fandt en venlig Modtagelſe ved hans Hof, kan man vel ogſaa antage, at Fleerheden af dem vare hans Hirdmænd[31]. Men Hirdmandsværdigheden var paa den Tid ingen tom Titel. Den medførte, ſom vi allerede tidligere have viiſt, et beſtemt Afhængigheds- eller Vaſall-Forhold for Hirdmanden til Hirdens Herre, og et Brud paa denne Troſkabspligt betragtedes ſom Nidingsverk[32]. Vel ligger det i Sagens Natur, at nogen ſtreng Overholdelſe af denne Afhængighed ikke kunde tænkes i et ſaa langt bortliggende Land ſom Island, men at Harald ikke deſto mindre gjennem ſine Hirdmænd maa have udøvet nogen Indflydelſe paa Islands Anliggender, kan ej betvivles. Hertil er det maaſkee ogſaa, at Mag. Adam tildeels ſigter med de ovenfor anførte Udtryk[33].

Om Grønland og dets Forhold til Norge paa Harald Haardraades Tid tales der næſten ſlet ikke. Vi erfare kun, at Farten derpaa fremdeles ſkede umiddelbart fra Norge, ikke fra det langt nærmere beliggende Island, hvilket viſer, at dets Forbindelſe maa have været ſterkere med hiint, end med dette. Det er ovenfor nævnt, hvorledes Mag. Adam af Bremen udtrykkeligt nævner Grønlændingerne blandt de Nordboer, der ſendte Geſandter til Adalbert for at udbede ſig Lærere af ham, og at Adalbert med Isleif ſendte Breve til Grønland, medens det derimod er uviſt, hvor vidt han ogſaa opfyldte hiin Bøn om at ſende Lærere. At der imidlertid kun var liden Forbindelſe mellem Grønland og den bremiſke Erkeſtol, ſeer man udtrykkeligt af Mag. Adams Skildring af Grønland og Grønlændingerne paa denne Tid. „Til denne Ø“, ſiger han, „kan man ſejle fra Norges Kyſt i 5 til 7 Dage lige ſom til Island, Menneſkerne blive der af det ſalte Hav blaagrønne, hvoraf Landets Navn[34]. De leve paa ſamme Viis ſom Islændingerne, undtagen at de ere gruſommere, og forurolige de Søfarende med røverſke Anfald. Ogſaa til dem beder det at Chriſtendommen nylig ſkal være udbredt“[35]. Det ſidſte Tillæg er iſær beſynderligt, efter at der har været Tale om hine Geſandter fra Grønland, og Adalberts Brev til dets Indbyggere.

Om Viinland, eller Kolonien i Nordamerika, tales der ſiden 1008 intet i vore Sagaer, og det er kun den af os tidligere anførte Beretning hos Mag. Adam, der angiver at have hørt den af Sven Ulfsſøn ſelv, ſom lader os ſlutte, at Landet maaſkee endnu paa denne Tid ſtundom har været beſøgt[36]. Men dette maa i ſaa Fald have været fra Grønland. Fra Norge ſkede det viſt aldrig.

  1. Dette kunde ikke ſkee for 1049, efterſom Thorfinn neppe før ved Vintrens Begyndelſe 1047 fik Bud om Magnus den godes Død, derpaa ſendte Bud til Harald, og oppebiede hans Svar, ſaa at han, om han ſtrax efter var rejſt ud, maatte have tiltraadt Rejſen ved Vintertide. Der er endog al Sandſynlighed for, at han ikke tiltraadte Rejſen førend i 1048 eller 1049, og at han var i Rom ved Paaſketid 1050, da Paven juſt holdt en Synode (Herm. Contr.), ſiden det heder at han traf Paven og fik Abſolution af ham; thi da Klemens II. var død i Oktober 1047, og hans Eftermand Damaſus II kun var Pave i 22 Dage (fra 17 Juli til 8 Auguſt 1048), ſynes det, ſom om den Pave, Thorſtein traf, maa have været Leo IX, der førſt tiltraadte Pavedømmet i 1019; hertil kommer, at Marianus Scotus for Aaret 1050 udtrykkelig har de merkelige Ord: „Skotlands Konge Macbeth uddeelte Penge til de Fattige i Rom ved at udſtrø dem“ (seminando). Dette tyder paa at Macbeth ſelv var i Rom, og i ſaa Fald er intet rimeligere end at han og hans Frænde ſamt Allierede Thorfinn vare der tilſammen; og hvis Macbeth ſendte Pengene ved en anden, er heller intet rimeligere end at Thorfinn var Overbringeren.
  2. Se Orknøinga Saga S. 84 86.
  3. Færeyingaſaga, ſidſte Capitel.
  4. At Forleningen med, eller den kongelige Sysſel paa Færøerne holdt ſig paa en Maade arvelig eller gik fra Mand til Mand i Leifs Æt, ſynes ogſaa at kunne ſluttes deraf at Færeyingaſaga nævner Medlemmer af denne, der paa dens Affattelſestid vare Sysſelmænd paa Færøerne.
  5. Se nedenfor, hvor der handles om Haralds Tog til England.
  6. Se Morkinſkinna fol. 17 a. Her ſiges det at Harald ſkal have ytret om Gisſur, at man kunde gjøre tre Slags Mænd af ham, Vikingehøvding, Konge, og Biſkop, og at han i enhver af disſe tre Stillinger vilde være udmerket; dog vilde han kun komme til at indtage den ſidſte, og heri indlægge ſig megen Berømmelſe. Ogſaa i Hungrvaka Cap. 5 ſlaar der, at-Harald ſkal have ſagt at Gisſur var ſkikket til at bære hvilket ſom helſt „Tignar“-Navn.
  7. Se Tillægget til Landnaama af Skardsaa-Bogen. Der fortælles her, at Isleif foreſlog og fik vedtaget paa Althinget, at der i 3 Aar ſkulde faſtes hver 12te Dag Juul, „thi ſaaledes bar man ſig ad i Hervorden i Saxland, da han gik i Skole der“. Hidtil, ſiges der, havde der været ſaa megen Sne at man maatte gaa til Althinget (altſaa Midſommers), men ſtrax efter at Loftet var aflagt, forbedredes Vejret, og Sommeren blev god, og Vintren derefter ſaa mild, at der ej kom Thele i Jorden.
  8. Harald Haardraades Saga Cap. 51, Snorre Cap. 36. Det er Flatøbogen, ſom iſtedetfor et Hundrede i Vaadmaal nævner 3Mark Sølv; dette ſlaar nogenlunde til, thi da 6 Alen regnedes = 1 Øre, blev et Hundrede (120 Alen) = 20 Ører; 3 Mk. er 24 Ører. Denne Priis er imidlertid, ſammenlignet med de nuværende, ſaa overhaands ſtor, at man næſten ſkulde formode at en Fejl her har indſneget ſig. Priſen for et Skippund Bygmeel overſtiger nemlig for nærværende Tid ikke 11 Spdlr. Nu var maaſkee hine Tiders Skippund noget ſtørre end vore, de indbefattede nemlig 346 Pd., medens et Skippund nu indeholder 320; Forſkjellen er imidlertid ikke ſaa ſtor, at den, om end Dyrtiden tages i Betragtning, ſkulde kunne gjøre en Priis af 20 til 24 Sølvſpecier for et Pund Bygmeel i en Tidsalder, da man ellers fik ſaa godt ſom det tidobbelte af hvad der nu faaes for een og ſamme Pengeſum, paa nogen Maade rimelig.
  9. Se herom ogſaa ovenfor I. 2. S. 455, 861.
  10. Mag. Adam IV. 35.
  11. Pauli 1ſte Brev til Timoth. 6—8. At Mag. Adam her har taget Munden noget vel fuld, fremgaar ved Sammenligning med Hungrvakas nys anførte Ytringer om de Vanſkeligheder, hvormed Isleif havde at kæmpe.
  12. Ved Kilderne, der træde i Stedet for andre Nydelſer (pro deliciis), forſtaaes vel de varme Kilder, der brugtes til Bad.
  13. En Scholiaſt, maaſkee Adam ſelv (Schol. 150) tilføjer her: Hos dem er ingen anden Konge end Banen alene; „et peccare nefas, aut pretium mori“ (et Citat efter Horats, Odernes 4de Bog, carm. 24. v. 24). Der tilføjes og i Schol. 151: „Civitas ibi maxima Scaldholz“, hvor ſaaledes Skaalholt for førſte Gang nævnes ſom Biſkopsſæde.
  14. I Hungrvaka Cap. 2 ſtaar der udtrykkeligt i Anledning af Biſkop Rom Begravelſe ved Skaalholt Rede„ at denne var den førſte paa Island, der prydedes med en „tiginn“ Mands Grefte.
  15. Man behøver kun at gjennemgaa de førſte Bøger af Sturlungaſaga, ſammenholdt med Annalerne, for at ſee, hvor ſtille det nu i lang Tid var paa Island mod forhen. Ikke at der jo endnu ſtundom forefaldt enkelte Fejder, ledſagede af Drab og Fredløshedsſtraffe o. a. d., men de var kun faa og ubetydelige i Sammenligning med dem, der ryſtede Island i det 10de Aarhundrede, og ſom gave Stoffet til de egentlige Familie-Sagaer. Længſt ſynes de alvorligere Ættefejder at have holdt ſig paa Nordlandet, eller omkring Eyjafjorden, hvor Gudmund den mægtiges Søn Eyjulf havde meſt at ſige efter hans Død, og ved ſit Overmod opvakte mange Fiender mod ſig.
  16. De ville blive nærmere omtalte og opregnede længere nede Side 228.
  17. Et merkeligt Vidnesbyrd herom findes endog hos Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 69, hvor han, ſkjønt Islænding, dog øjenſynligt fordi han fandt det ſaaledes ſkrevet for ſig, ſiger om Fortællingen om Sven Ulfsſøns Taknemmelighed mod ſin Frelſer, Karl i Halland: „dette blev bekjendt og vide omtalt: det kom ogſaa nord hid til Norge“. Dette Tillæg har aabenbart været optaget uforandret fra den førſte mundtlige Beretning, og er gaaet fra Haandſkrift til Haandſkrift.
  18. Nemlig, ſom Snorre udtrykkeligt ſiger i ſin Fortale, over 240 Aar efter Islands Bebyggelſe (870+240=1110).
  19. Exempler ſaa vel herpaa, ſom paa Haralds Gavmildhed mod ſine Skalde, afgiver iſær Sneglu-Halles Hiſtorie, hvorom nedenfor.
  20. Harald Haardraades Saga Cap. 99, Morkinſkinna, fol. 12. Navnet, Thorſtein Frode, forekommer kun i et eneſte Haandſkrift. Muligt at Thorſtein Frode er den, der paaberaabes af Snorre i Olaf den helliges Saga Cap. 97, ſe ovf. I. B. S. 471.
  21. Om Glum Geiresſøn, Harald Graafelds Skald, ſe I. 2. S. 6; om Gudrun, ſ. I, 2. S. 337 flg. Da Gudrun var en Syſter af Uſpak Uſviversſøn, var Stufs Fader Thord Kat følgelig en Fætter af Ulf Stallare, Uſpaks Søn.
  22. Stúfr“ betyder „Stub“, „Stump“.
  23. Nemlig „sýr“, Sigurds, Haralds Faders, Tilnavn, ſe ovf. I. 2. S. 496, Note.
  24. D. e. Kvad af kortere Udſtrækning, ſom tidligere viiſt.
  25. Harald Haardraades Saga Cap. 110, Morkinſkinna fol. 17.
  26. Harald Haardraades Saga Cap. 11.
  27. At Bølverk var Thjodolfs Broder, ſiges kun i Fagrſkinna Cap. 148 og 174.
  28. Se ovf. I. 2. S. 235.
  29. Harald Haardraades Saga Cap. 1.
  30. Exempel herpaa er ej alene Stuf, Ætling af Glum Geiresſøn, men ogſaa Arnor, Thord Kolbeinsſøns Søn, ligeſom den Omſtændighed at Thjodolf og Bolverk vare Brødre, ogſaa beſtyrker det.
  31. Blandt Haralds Hirdmænd paa Island nævnes ſaaledes lejlighedsviis Bolle Bollesſøn, eller Bolle den prude, uagtet der ingenſteds omtales, naar han blev Kongen haandgangen. Sandſynligviis var dette ogſaa Tilfældet med Brand den gavmilde, om hvis Beſøg hos Harald vi nedenfor komme til at tale. Halldor Snorresſøn var Hirdmand, ligeſaa Sneglu-Halle, ſandſynligviis ogſaa den i Ljosvetninga Saga Cap. 29 omtalte Skegge.
  32. Det er ovenfor (I. 2. S. 686) viiſt, hvorledes Olaf den hellige, da han ſøgte at underkaſte ſig Island og Færøerne, førſt og fremſt henvendte ſig til ſine Hirdmænd. Endog til Halldor Snorresſøn henvendte Harald ſig i et Privat-Anliggende, efter at være bleven ueens med ham, ſe nedenfor.
  33. Merkeligt er det, at i Ljosvetn. Saga Cap. 29 kalder Harald Haardraade, ſom det nedenfor nærmere vil ſees, islandſke Mænd ſine Thegner.
  34. Dette er (ſe ovf. I. 2. S. 361) aldeles urigtigt; men maaſkee der har foreſvævet Mag. Adam nogle dunkle Beretninger om Eſkimoernes Hudfarve.
  35. Mag. Adam IV. 36.
  36. Mag. Adam IV. 38, jvfr. ovenfor I. 2. S. 462.