Det norske Folks Historie/3/17

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 217-230).

At Harald, der med saadan Strenghed og Bestemthed hævdede Kronens Rettigheder lige overfor de mægtige i Landet og den bremiske Erkebiskop, heller ikke undlod at gjøre sit Herredømme over Skatlandene gjeldende, er hvad man af ham maatte vænte. Hvilken Respekt han indgød den ellers saa herskesyge Thorfinn Jarl, sees bedst deraf, at denne, saasnart han erfoor Kong Magnus’s Død, sendte Mænd til Kong Harald med det Budskab, at han ønskede at være hans Ven; og da Harald dertil gav et venligt Svar, strax sejlede afsted med to Tyvesesser og over 120 Mand, for at gjøre Harald sin Opvartning. Han traf ham paa Hørdeland, hvor han just opholdt sig, fandt en venlig Modtagelse, og fik ved Afrejsen gode Gaver^[1]. Det staar ikke udtrykkeligt, at Thorfinn tilsvor Harald Troskabs-Ed, men det synes at ligge i Sagens Natur, og derhos at bekræftes af Mag. Adams før omtalte Udsagn, at Harald underkastede sig Orknøerne, saa vel som af de senere Begivenheder. Thorfinn vilde dog vel neppe have fundet det saa nødvendigt at søge Haralds Venskab, hvis han ikke havde anseet det raadeligst at sikkre sig fra den Kant, for desto mere ubehindret at være rede til at møde et Uvejr, der truede hans og hans Frænde Kong Macbeths Magt fra den af Macbeth fældede Kong Duncans Søn Mælkolm, der havde taget sin Tilflugt til sine Lensbesiddelser i Cumberland, og havde en mægtig Beskytter i sin Frænde, den før omtalte Sigurd Jarl af Huntingdon, Sven Ulfssøns Syskendebarn, der ogsaa blev Jarl i Northumberland, og saaledes var rede til, ved første Lejlighed at gjøre et Indfald i Skotland, hvad der ogsaa faa Aar derefter skede. Da Thorfinn Jarl forlod Norge, drog han ej tilbage til Orknø, men tiltraadte den nys omtalte Rejse til Rom, paa hvilken han efter Sagaens udtrykkelige Beretning besøgte Kong Sven i Danmark og Kejser Henrik i Saxland, og sandsynligviis ogsaa havde en Sammenkomst med Erkebiskop Adalbert, for at aftale det nødvendige om Oprettelsen af en fast Biskopsstol paa Orknø. Hans Besøg hos Sven saa strax efter at han havde hyldet Kong Harald kan derfor neppe have haft nogen anden Hensigt end den, at erhverve hans Anbefaling til Erkebiskoppen og Kejseren. Denne fik han vistnok ogsaa, siden det fortælles at Sven indbød ham til sig i Aalborg og gjorde et herligt Gjestebud for ham. Ogsaa Kejseren viste ham megen Opmerksomhed, skjenkede ham store Gaver, og skaffede ham, som det heder, mange Heste til hans Rejse sydefter. Paven, sandsynligviis Leo den 9de, gav ham, som der fortælles, Absolution for alle hans Synder, og har vel ogsaa bifaldt hans Ansøgning om Oprettelsen af en fast Biskopsstol paa Orknøerne. Da han kom hjem til sit Rige, aflagde han, ifølge Sagaens Fortælling, al Hærfærd, men lagde meest Vind paa Landets Styrelse og Lovgivningen, oprettede Biskopsstolen ved sin sædvanlige Residens, Birgsaa i Birgishered paa Vestkanten af Øen, og opførte her den prægtige Kristkirke^[2]. Fuldt saa rolig, som Sagaen synes at antage hans sidste Levetid for at have været, var den dog ej, som vi i det følgende ville see.

Om Færøerne tie vore Oldskrifter næsten ganske for disse Tiders Vedkommende. Vi erfare kun, at Leif Assurssøn, der havde faaet den hele Øgruppe til Len af Magnus den gode, døde i en høj Alder, saa vel som hans Svigermoder Thora, endnu under Magnus’s Regjering; at hans Hustru Thora Sigmundsdatter overlevede ham, og opholdt sig hos Sønnen Sigmund Leifssøn, der boede paa Suderø efter sin Fader, og var en meget anseet Mand^[3]. Det sandsynligste er derfor, at Sigmund, har faaet Forleninger efter sin Fader, og at han igjen er efterfulgt af sin Søn Hafgrim^[4]. Men saameget er vist, at Færøerne siden Thrond i Gøtas Død aldrig forsøgte paa at løsrive sig fra Norge. Hvorledes Øernes kirkelige Anliggender paa denne Tid forvaltedes, nævnes ingensteds. Egen Biskop fik de først senere, og der er størst Sandsynlighed for, at de imidlertid stundom besøgtes af den Lydbiskop, hvis Hverv det var at berejse Gulathingslagen.

Hvad Syderøerne angaar, da er det allerede ovenfor omtalt at Thorfinn Jarl havde underkastet sig dem, og at Kalf Arnessøn idetmindste til en Tid, var hans Statholder der. Det er for Resten, som det nedenfor skal vises, ikke usandsynligt, at hans Herredømme over disse Øer, især de sydligere hvoriblandt Man, rokkedes ved den før omtalte fordrevne skotske Kongesøn Mælkolms Broder Donald Bane, der, som det fortælles, da Macbeth — følgelig ogsaa Thorfinn — fik Overhaand i Skotland, flygtede til Øerne, og da vel nærmest til Man, der laa ligeoverfor Cumberland, hans Broders Besiddelse, og hvor vi i den senere Tid af Kong Haralds Regjering finde en egen Konge^[5].

Ligesom Olaf den hellige, saaledes søgte ogsaa Harald at vinde Islændingerne. Han gjorde alt, hvad der stod i hans Magt, for at erhverve deres Hengivenhed, og paa alle Maader at drage dem til sig. Ej alene smigrede han dem enkeltviis, gav dem store Gaver, og viste dem megen Udmerkelse, naar de besøgte ham, hvoriblandt endog Isleifs egen Søn Gissur^[6], ophøjede endog flere, f. Ex. Ulf Uspakssøn, til stor Magt og Værdighed; men da der 1056 indtraf saa stort et Uaar, at man, som det heder, spiste alt hvad Tanden kunde fæste sig paa, og mange døde af Sult^[7], sendte Harald fire Skibe, ladede med Mad, til Island, med den Forskrift, at Skippundet ej skulde sælges dyrere end et Hundrede i Vaadmaal eller omtrent 3 Merker Sølv. Derhos sendte han endnu en Klokke til den Kirke, hvortil Olaf den hellige havde sendt Tømmeret og den ene Klokke, og som blev opført paa Thingvolden^[8]. Derfor, siges der ogsaa, har ingen Høvding været saa yndet paa Island, som han. At det virkelig var Haralds Hensigt hermed, at tilvende sig Herredømmet over Island, er indlysende saa vel af hvad man forresten kjender til hans Herskelyst, som af den Lighed, hans Fremgangsmaade havde med St. Olafs, hvis Bestræbelser for at blive Islands Herre ej vare nogen Hemmelighed. Noget Saadant fremgaar tillige af Mag. Adams ovenfor gjengivne Udsagn, at Harald udstrakte sit Rige lige til Island, thi vel er dette i sig selv en Usandhed eller Overdrivelse, men enkelte Rygter maa dog have ligget til Grund derfor, der i det mindste vidnede om et særdeles venskabeligt Forhold mellem Harald og Islændingerne. I Sagaerne tilskrives dog den Opmerksomhed, Harald viste Islændingerne, fornemmelig den Omstændighed, at Islændingerne forevigede hans Bedrifter i Kvad, som de digtede til hans og hans Sønners Ære. Vel kan og dette have bidraget noget dertil, da Harald baade var forfængelig, og dertil selv en fortrinlig Skald: men han var dog altfor slu og statsklog, til at man kan antage, at ingen anden Bevæggrund end denne skulde have bragt ham til at efterligne, hvad St. Olaf gjorde for at bringe Landets Høvdinger til at erkjende hans Højhed. Sagaerne tilføje selv, at mange af hans Bedrifter ej ere nedskrevne, og man kan derfor nok antage, at ogsaa hans Bestræbelser for at underkaste sig Island ikke nøjagtigt ere blevne optegnede, saa meget mere som dette Tidsrum overhoved er fattigt paa Optegnelser om Begivenheder paa Island. For en Deel har dog dette ogsaa sin Grund deri, at Tidsrummet selv var fattigt paa Begivenheder, i det mindste i Sammenligning med det foregaaende, kort før og efter Christendommens Indførelse. Thi det var virkelig, som om Folket nu trængte til Hvile efter de forrige Tiders Tummel og Uro, som om de mægtige Ætter, efter at have udtømt deres Kræfter i indbyrdes Kamp nu følte sig udmattede, og som om der, under den nu grundigt befæstede Christendoms Indvirkning, ovenpaa de forrige Tiders Vildhed og overspændte Kraft-Ytring indtraadte en forholdsviis stille og fredelig Periode^[9], der ej havde merkelige Begivenheder at opvise, men som ikke des mindre maa ansees for at have været Islands lykkeligste Tid. Denne Tids Herlighed har Mag. Adam af Bremen skildret, maaskee i noget vel glimrende Farver, men dog saaledes, at man ikke et Øjeblik kan tvivle om Skildringens Sandhed i det Væsentlige, eller om at han her har fulgt vel underrettede Mænds, maaskee endog indfødte Islændingers Beretninger^[10]. „Islændingerne“, siger han, „føre et reent Liv, i Eenfoldighed, da de ikke eftertragte mere end Naturen giver, saa at de kunne sige gladeligen med Apostelen: naar vi have Føde og Klæder, skulle vi dermed lade os nøje^[11]. Thi deres Bjerge ere dem i Stedet for Byer, og deres Kilder for Nydelser^[12]. Dette Folk kalder jeg i Sandhed lyksaligt, da ingen misunder dets Fattigdom, og aller lyksaligst deri, at de nu alle have antaget Christendommen. Der er meget at berømme i deres Sæder, især deres Kjærlighed, der bevirker, at alt hos dem er fælles, saa vel for Fremmede som for Indsødte. Deres Biskop lyde de som en Konge: paa hans Vink vogter det hele Folk; hvad han bestemmer efter Guds Vilje, efter Skriften, eller efter andre Folks Sædvaner, det ansee de som en Lov“^[13]. Her er det især merkeligt, hvad Mag. Adam ytrer om Biskoppens — paa hans Tid endnu Isleifs — store Magt og Anseelse. At det virkelig i det Væsentlige forholder sig saaledes, derpaa faar man ej alene en Bestyrkelse i hvad der af Islændingerne selv fortælles om deres første Biskopper, fornemmelig om Isleifs Søn og Efterfølger Gissur, om hvem der ytres at han med Rette kunde kaldes baade Konge og Biskop over Landet, saa længe han levede, og hvem det lykkedes at faa indført Tiende-Ydelsen, endnu førend man i Norge havde vovet et saadant Forsøg; men det maa tildeels endog ansees som en naturlig Følge af den Ærefrygt, hvormed man i Norge og paa Island endnu betragtede den saakaldte „Tign“ eller fyrstelige Værdighed, hvilken ogsaa Biskopperne efter de Tiders Begreber besad^[14].

Dog, om der end i denne forholdsviis rolige Tid, der kunde kaldes Biskopsvældets Tid, og som vedvarede indtil de frygtelige politiske Storme, der gik forud for og medførte den islandske Uafhængigheds Ophør, forefaldt lidet, som var værd at optegne^[15], saa ofrede derimod Islændingerne saa meget mere deres Tid og Evner paa at samle og opbevare Beretningerne om de forrige Tiders brogede Begivenheder, og om de Tildragelser, der havde skeet og fremdeles skede i Moderlandet Norge. Fra denne Tid af var det at Islændingerne, jo mindre de selv grebe ind i Historien og saa at sige gjorde Historie, desto ivrigere lagde Vind paa at skrive Historie, det vil sige at samle, ordne og opbevare de faa vel i Landet selv som i Norge herskende og efterhaanden opstaaende historiske Sagn, at forevige dem i Kvad, og tillige at bevare de ældre Skaldes vigtigste Arbejder. Det synes næsten som om Nordmændene nu, selv alt for ivrigt optagne med at ordne deres kirkelige, politiske og sociale Anliggender, og senere hen med indenlandske Krige vil bestige Partistridigheder, til at kunne beskjeftige sig med Begivenhedernes Foregivelse i Sang og Skrift, fra Harald Haardraades Tid af ved en stiltiende Overeenskomst overlode alt saadant til Islændingerne, der fra deres afsides Ø roligere kunde betragte Begivenhederne og opfatte dem fra et mere upartisk Standpunkt, end det i Norge selv var muligt. Thi efter Haralds Tid optræder ikke længer nogen norsk Skald. Alle de kongelige Hofskalde, hvis Vers anføres til Bekræftelse af Sagaernes Udsagn, vare Islændinger^[16], og de norske Kongesagaer selv, skjønt øjensynligt gjengivende Traditioner, der allerede ved den mundtlige Overleverelse i Norge have faaet deres bestemte Form^[17], ere dog, som man tydeligt kan see, aller først optegnede af Islændinger. Det var dog ikke førend henved et Par Menneskealdre efter Haralds Tid, at virkelig Sagaskrivning begyndte^[18]; i hans Dage lagde man endnu kun Vind paa den mundtlige Overleverelse, og især paa Skaldekunsten, der da fornemmelig kunde siges at være i sin Blomstren. Dette er maaskee væsentligt at tilskrive hans egen personlige Indflydelse; thi han var selv en af sin Tids ypperste Skalde, ansaaes for den kyndigste og sikreste Bedømmer af alle poetiske Præstationer, og interesserede sig saa lidenskabeligt for Skaldekunsten, at han, naar det gjaldt at hædre eller belønne en Digter, glemte sin sædvanlige Paaholdenhed og Sparsomhed, og uddeelte Gaver med ødsel Haand, medens han tillige i Omgang med aandfulde Skalde viste sig saa jevn og utvungen, at man endog maa tilstaa, at han stundom bortgav alt for meget af sin kongelige Værdighed, idet han tillod og deeltog i temmelig raa og upassende Spøg^[19]. Hvor meget Islændingerne allerede paa Haralds Tid lagde Vind paa at samle, ordne og opbevare de historiske Traditioner, ej alene om ældre, men ogsaa om samtidige Begivenheder, og hvor ivrigt deres Skalde ej alene selv digtede Kvad, men ogsaa lærte udenad saa mange andre, ældre og yngre Kvad, som de kunde overkomme, derom vidne især følgende, i Sagaerne meddeelte, og, som det synes, aldeles paalidelige Beretninger, om Thorstein frode og Stuf Skald.

Thorstein, en ung og rask, men fattig Islænding, kom en Sommer til Harald og bad om hans Bistand. Kongen spurgte ham, hvad han forstod sig paa: Thorstein sagde at han kunde en Deel Sagaer. Da Kongen hørte dette, lovede han ham Ophold paa den Betingelse, at han skulde fortælle Sagaer til Tidsfordriv, naar som helst han opfordredes dertil. Thorstein forpligtede sig dertil, og fortalte nu Saga efter Saga den hele Sommer og Høst, hvorved han blev saa afholdt af Hirdmændene, at de skjenkede ham Klæder, medens Kongen gav ham gode Vaaben. Saaledes leed det hen mod Juul; da begyndte Thorstein at see noget nedslagen ud. Kongen spurgte ham om Aarsagen: han stod Skylden paa Tungsindighed eller slet Lune. „Nej“, sagde Kongen, „det er ikke den rette Aarsag, men jeg kan godt gjette den, og det er, at dit Forraad paa Sagaer nu begynder at slippe; du har i hele Vinter altid fortalt, naar som helst du opfordredes, og nu finder du det ubehageligt, at dit Forraad skal være udtømt netop naar Julen kommer“. „Du har gjettet rigtigt, Konge“ svarede Thorstein, „og jeg har kun een Saga tilbage, men som jeg ikke tør fortælle her, da det er Sagaen om dine egne Bedrifter udenlands“. „Det er imidlertid den Saga, jeg har størst Lyst til at høre“, sagde Kongen, veg derfor skal du just fortælle den i Julen. I de første Dage, som nu ere for Haanden, behøver du ej at fortælle noget, da alle have travlt med Forberedelserne til Festen, men om Juledagen skal du begynde paa denne Saga, og jeg skal mage det saaledes, at den holder hele Julen ud, thi i den Tid er der saa megen Drik og Lystighed, at Folk ikke sidde længe og høre paa Fortællingen; saa længe du fortæller, skal jeg ikke lade mig merke med, om jeg synes du gjør det godt eller ej“. Det gik efter Kongens Bestemmelse. Om Juledagen begyndte Thorstein paa Sagaen, og efter at han havde fortalt en Stund, bad Kongen ham holde op for den Dag. Blandt Tilhørerne, som ej vidste noget om Kongens og Thorsteins Aftale, var der megen Tale om, hvor dumdristigt det var af denne Islænding at fortælle Kongens Saga i hans eget Paahør, og man undredes over, hvorledes Kongen vilde optage det. Nogle fandt at han skilte sig vel derved, andre vare mindre tilfreds med hans Fortælling. Thorstein fortsatte den de følgende Dage; Kongen overholdt strengt, at man hørte opmerksomt til, og passede det efter Løfte saaledes, at Sagaen var ude just som den egentlige Juul var til Ende, eller Trettendedagen. Samme Aften spurgte Kongen Thorstein, om han ej var nysgjerrig efter at vide, hvad han selv syntes om Sagaen. „Nej jeg er ræd derfor“, svarede Thorstein. „Jeg er kun ræd for Overdrivelser“, sagde Harald, „og kan berolige dig med, at jeg finder Sagaen meget godt fortalt, og ingensteds afvigende fra Sandheden; men siig mig nu, af hvem du har lært den“. „Det var“, sagde Thorstein, „min Sædvane hjemme paa min Fædreneø, hver Sommer at drage til Althinget, og paa hvert Thing lærte jeg da et Stykke af Halldor Snorressøn.“ „Ja, naar saa er“, sagde Harald, „er det intet Under at du kan den godt; dette skal nu komme dig tilgode, faa at du altid skal være velkommen her hos mig, naar du vil“. Thorstein blev nu den øvrige Deel af Vintren hos Kongen, og da Vaaren kom, gav han ham gode Varer at drage i Kjøbferd med, faa at han fra den Tid blev en velholden Mand. At denne Thorstein havde et faa stort Saga-Forraad inde, at han kunde fortælle Dag efter Dag den hele Høst og en stor Deel af Vintren, viser at Sagabearbejdelsen, om end ikke den skriftlige, allerede paa denne Tid var kommen til stor Udvikling paa Island; thi en saadan Masse af Sagaer vilde neppe kunne erindres eller fortælles paa en tilfredsstillende Maade, uden at hver enkelt af dem havde faaet en bestemt afrundet Form. Vi lære heraf ogsaa, hvor ivrigt man var om sig efter at faa Stof til Sagaer fra dem, der selv havde været Deeltagere i og Øjevidner til Begivenhederne, saaledes som i nærværende Tilfælde Halldor Snorressøn, og hvorledes endog mægtige og fornemme Mænd, som han, ikke ansaa det under deres Værdighed at fortælle hvad de havde oplevet. Da Halldor, som det nedenfor vil vises, efter sin Hjemkomst til Island stod i et spendt Forhold til Harald, er dette en Borgen mere for Paalideligheden af Thorsteins Beretning. Noget af denne er vel bibeholdt i den, som nu findes i Sagaerne, men at den dog ogsaa desværre har lidt store Forvanskninger af senere uheldigere Kritikere, er allerede ovenfor viist^[20].

Stuf Skald var en Søn af Thord Kat, der igjen var en Søn af den smukke Gudrun Usviversdatter, Bolle Thorleikssøns Hustru, i hendes tidligere Egteskab med Thord, Skalden Glum Geiressøns Søn^[21]. Han havde saaledes godt at slægte paa med Hensyn til Skaldskab, og var selv forstandig og en udmerket Skald, men han var blind. Han gjorde under Haralds Regjering en Rejse til Norge, og tingede sig i Kost hos en god Bonde paa Oplandene. Under hans Ophold der hendte det sig at Kongen paa en Forbi-Rejse tog ind der paa Gaarden, og da han ikke vilde gjøre noget Bryderi, bad han Bonden skjøtte sin Dont, som ellers, og ikke gjøre sig nogen Umag med at underholde ham. Bonden gjorde som Kongen bad, og denne, der var i godt Lune og gjerne vilde have nogen Morskab, betragtede imidlertid de Mænd, der vare inde i Stuen. Hans Opmerksomhed faldt især paa den høje og velvoxne Stuf, der sad paa den ydre Kant af Bænken. Han kaldte ham til sig, og spurgte, hvad han hed. „Jeg heder Stuf“, svarede denne. „Et urimeligt Navn“, sagde Kongen^[22]; „men hvad heder din Fader?“ — „Min Fader hed Kat“ svarede Stuf. „Dette Navn svarer til det andet“, sagde Kongen, „hvem er den Kat?“ — „Ja gjet kun, Konge“, svarede Stuf, og brast i Latter. „Hvorfor leer du“, spurgte Kongen. „Gjet kun“, svarede Stuf atter. „Det er just ikke saa let en Sag at gjette hvad du kan have bag Øret“, sagde Kongen, „men jeg faar prøve; først gjetter jeg nu, at du er en Islænding; dernæst at du lo ved at tænke paa Svinet, som min Fader kaldtes i Tilnavn“^[23]. „Du gjetter rigtigt, Herre“, svarede Stuf. „Sæt dig længer ind paa Bænken og lad os tales nærmere ved“, sagde Kongen; Stuf gjorde saa, og Kongen merkede snart at han var en meget forstandig Mand, og havde stor Fornøjelse af at samtale med ham. Nu kom Bonden ind i Stuen og ytrede sin Bekymring for at Kongen maaskee kedede sig. „Nej langtfra“, sagde Kongen, „din Vintergjest underholder mig meget godt, og han skal sidde ligeoverfor mig og drikke med mig i Kveld“. Dette skede. Kongen talte endnu mere med Stuf, og fandt saadan Behag i ham, at han ved Sengetid bad ham følge med i det Kammer, hvor han selv skulde sove. Da Kongen var kommen til Sengs, kvad Stuf en Flokk^[24] for ham; Kongen bad ham derefter kvæde andre Kvad, og saaledes fortsatte nu Stuf til langt ud paa Natten, idet Kongen af lutter Fornøjelse ved at høre Kvadene ej kunde falde i Søvn. Endelig spurgte Kongen ham om han havde holdt Regning med, hvor mange Kvad han havde kvædet. „Nej jeg troede at I selv talte efter“, svarede Stuf. „Det har jeg ogsaa gjort“, sagde Kongen, „og det er i alt 30 Flokker; men kan du da ingen Draaper?“ „Jo“, svarede Stuf, „jeg kan ikke færre Draaper end Flokker, og dog er der ogsaa af disse flere tilbage, som jeg endnu ikke har kvædet“. „Du kan da en overordentlig Mængde Kvad“, sagde Kongen; „men hvem vil du da underholde med dine Draaper, siden du kun har ladet mig høre Flokkerne?“ „Dig selv, Konge“, svarede Stuf, „naar vi næste Gang mødes“. „Hvorfor da heller end nu“, spurgte Kongen. „Fordi jeg ønskede med Hensyn til min Underholdning, som med alt andet, der vedkommer mig, at I skulde synes bedre derom, jo mere I blev kjendt dermed“, var Stufs Svar. De lagde sig nu til at sove, men Morgenen efter, da Kongen skulde rejse videre, bad Stuf ham at opfylde en Bøn, han vilde gjøre ham. „Hvad er det“, siger Kongen. „Ja lov mig det, førend jeg siger det“, sagde Stuf. „Sligt er just ikke min Sædvane“, svarede Kongen, „men til Løn for din behagelige Underholdning skal jeg vove det“. „Hensigten med min Rejse hid“, sagde da Stuf, „er at hente noget Dannefæ øster i Viken, og dertil vilde jeg gjerne udbede mig eders Brev og Indsegl“. Kongen lovede ham det. Da rykkede Stuf ud med endnu en Bøn, og fremdeles paa den Betingelse at Kongen skulde sige Ja paa Forhaand. „Du er en underlig Mand“, sagde Kongen, „og ingen har hidtil talt med mig paa denne Maade, dog skal jeg endnu vove paa at opfylde din Begjæring“. „Den er“, sagde Stuf. „at jeg maa faa Tilladelse til at digte et Kvad om eder“. „Er du noget beslægtet med Skalde“, spurgte Kongen. „Glum Geiressøn var min Farfaders Fader“, svarede Stuf. „Digter du saa godt som han“, sagde Kongen, „da er du god Skald nok“. Stuf meente, at han ej stod tilbage for ham, og Kongen sagde: „det er heller ikke urimeligt at du forstaar dig paa at digte, saamange Kvad som du kan, derfor giver jeg dig min Tilladelse til at digte om mig“. „Vil du endnu opfylde en Bøn, jeg beder dig om“, spurgte Stuf. „Hvad er det da“, spurgte Kongen. Stuf vilde atter have Kongens Samtykke forud. „Nej“, sagde Kongen, „det har nu skeet længe nok, og gaar ikke mere an; sig mig først din Bøn“. Stuf sagde at han gjerne vilde blive Kongens Hirdmand. „Det var vel, at jeg ikke forud samtykkede heri“, sagde Kongen, „thi dertil maa jeg høre mine Hirdmænds Raad; henvend dig til mig desangaaende nord i Nidaros“. Derved blev det. Stof rejste efter Bestemmelsen øster til Viken, og fik, understøttet af Kongens Budskab og Jertejner, uden Hinder den Arv, han skulde have. Siden opsøgte han Kongen nord i Throndhjem, og blev godt modtagen af ham. Han fik nu sin tredie Bøn opfyldt, thi med Hirdmændenes Samtykke blev han optagen i deres Tal, og opholdt sig en Stund hos Kongen. Stuf overlevede ham og digtede efter hans Død en saakaldet Arveøls-Draape om ham, der kaldtes Stufsdraapa eller Stufa^[25]. Af den anføres flere Vers i Sagaerne til Bekræftelse paa, hvad der fortælles; vi have allerede haft Lejlighed til at paaberaabe enkelte af dem, og det siges udtrykkeligt at han selv hørte Kong Harald fortælle om de Begivenheder, han besang^[26].

Blandt andre Islændinger, der digtede Kvad om Harald, hvilke ligeledes hyppigt paaberaabes, vare den oftere omtalte Thjodolf Arnorssøn fra Nordlandet, Haralds egentlige Hirdskald, og hans Broder Bølverk^[27]. Thjodolf, der synes at være kommen til Norge allerede under Magnus den gode og at have opholdt sig hos Harald i hele hans Regjeringstid, — vi finde nemlig Vers anførte af ham saavel om Magnus’s Krig i Danmark, som om Begivenheder fra ethvert Tidspunkt i Haralds Regjeringstid, — var af ringe Herkomst, men en ypperlig Skald, og var i stor Yndest hos Kongen. Hans Hovedkvad om Harald kaldes efter sin Inddeling i sex Stevjemaal eller Afdelinger Sexstelja^[28], og Vers af den citeres hyppigt, fordi han mere end de fleste andre Skalde havde været Øjevidne til Begivenhederne. Ogsaa af Bølverks Kvad citeres flere Vers. For den senere Deel af Haralds Regjeringstid maa ogsaa den forhen^[29] omtalte Stein Herdisessøn eller Hallarstein nævnes; han deeltog i Nisaa-Slaget 1062, hvilket han derfor beskriver som Øjevidne, og levede ogsaa under Haralds Søn og Efterfølger Olaf Kyrre, om hvem han lige saavel som om Harald selv digtede Kvad. Den ypperlige Arnor Jarlaskald, Thord Kolbeinssøns Søn, er allerede ovenfor nævnt. Andre mindre bekjendte Skalde, der ligeledes digtede Kvad om Harald, hvoraf Vers anføres, og som vi allerede ovenfor lejlighedsviis have omtalt, vare Illuge Bryndøleskald, Valgard fra Vold, Thorarin Skeggessøn. Ogsaa andre Skalde omtales, der digtede Kvad om Harald, men hvis Vers ikke citeres. Alle vare de Islændinger, saa at det er tydeligt nok, at Skaldekunsten fra nu af tilhørte dem som en synderlig Ting, og udelukkende dyrkedes af dem, ligesom vi ogsaa af de nævnte Skaldes Familieforhold have seet, at den for en stor Deel gik i Arv i Ætterne^[30].

De fleste af disse Skalde vare tillige, som Stuf, Kongens Hirdmænd. Dette var ogsaa Tilfældet med mange, ja vel endog de fleste af de anseede Islændinger, der besøgte Harald, og gjorde ham deres Opvartning. Og da det er højst sandsynligt, at under Haralds lange Regjering Fleerheden af de islandske Høvdinger i det mindste eengang besøgte ham og fandt en venlig Modtagelse ved hans Hof, kan man vel ogsaa antage, at Fleerheden af dem vare hans Hirdmænd^[31]. Men Hirdmandsværdigheden var paa den Tid ingen tom Titel. Den medførte, som vi allerede tidligere have viist, et bestemt Afhængigheds- eller Vasall-Forhold for Hirdmanden til Hirdens Herre, og et Brud paa denne Troskabspligt betragtedes som Nidingsverk^[32]. Vel ligger det i Sagens Natur, at nogen streng Overholdelse af denne Afhængighed ikke kunde tænkes i et saa langt bortliggende Land som Island, men at Harald ikke desto mindre gjennem sine Hirdmænd maa have udøvet nogen Indflydelse paa Islands Anliggender, kan ej betvivles. Hertil er det maaskee ogsaa, at Mag. Adam tildeels sigter med de ovenfor anførte Udtryk^[33].

Om Grønland og dets Forhold til Norge paa Harald Haardraades Tid tales der næsten slet ikke. Vi erfare kun, at Farten derpaa fremdeles skede umiddelbart fra Norge, ikke fra det langt nærmere beliggende Island, hvilket viser, at dets Forbindelse maa have været sterkere med hiint, end med dette. Det er ovenfor nævnt, hvorledes Mag. Adam af Bremen udtrykkeligt nævner Grønlændingerne blandt de Nordboer, der sendte Gesandter til Adalbert for at udbede sig Lærere af ham, og at Adalbert med Isleif sendte Breve til Grønland, medens det derimod er uvist, hvor vidt han ogsaa opfyldte hiin Bøn om at sende Lærere. At der imidlertid kun var liden Forbindelse mellem Grønland og den bremiske Erkestol, seer man udtrykkeligt af Mag. Adams Skildring af Grønland og Grønlændingerne paa denne Tid. „Til denne Ø“, siger han, „kan man sejle fra Norges Kyst i 5 til 7 Dage lige som til Island, Menneskerne blive der af det salte Hav blaagrønne, hvoraf Landets Navn^[34]. De leve paa samme Viis som Islændingerne, undtagen at de ere grusommere, og forurolige de Søfarende med røverske Anfald. Ogsaa til dem beder det at Christendommen nylig skal være udbredt“^[35]. Det sidste Tillæg er især besynderligt, efter at der har været Tale om hine Gesandter fra Grønland, og Adalberts Brev til dets Indbyggere.

Om Viinland, eller Kolonien i Nordamerika, tales der siden 1008 intet i vore Sagaer, og det er kun den af os tidligere anførte Beretning hos Mag. Adam, der angiver at have hørt den af Sven Ulfssøn selv, som lader os slutte, at Landet maaskee endnu paa denne Tid stundom har været besøgt^[36]. Men dette maa i saa Fald have været fra Grønland. Fra Norge skede det vist aldrig.

1. Dette kunde ikke skee for 1049, eftersom Thorfinn neppe før ved Vintrens Begyndelse 1047 fik Bud om Magnus den godes Død, derpaa sendte Bud til Harald, og oppebiede hans Svar, saa at han, om han strax efter var rejst ud, maatte have tiltraadt Rejsen ved Vintertide. Der er endog al Sandsynlighed for, at han ikke tiltraadte Rejsen førend i 1048 eller 1049, og at han var i Rom ved Paasketid 1050, da Paven just holdt en Synode (Herm. Contr.), siden det heder at han traf Paven og fik Absolution af ham; thi da Klemens II. var død i Oktober 1047, og hans Eftermand Damasus II kun var Pave i 22 Dage (fra 17 Juli til 8 August 1048), synes det, som om den Pave, Thorstein traf, maa have været Leo IX, der først tiltraadte Pavedømmet i 1019; hertil kommer, at Marianus Scotus for Aaret 1050 udtrykkelig har de merkelige Ord: „Skotlands Konge Macbeth uddeelte Penge til de Fattige i Rom ved at udstrø dem“ (seminando). Dette tyder paa at Macbeth selv var i Rom, og i saa Fald er intet rimeligere end at han og hans Frænde samt Allierede Thorfinn vare der tilsammen; og hvis Macbeth sendte Pengene ved en anden, er heller intet rimeligere end at Thorfinn var Overbringeren.
2. Se Orknøinga Saga S. 84 86.
3. Færeyingasaga, sidste Capitel.
4. At Forleningen med, eller den kongelige Syssel paa Færøerne holdt sig paa en Maade arvelig eller gik fra Mand til Mand i Leifs Æt, synes ogsaa at kunne sluttes deraf at Færeyingasaga nævner Medlemmer af denne, der paa dens Affattelsestid vare Sysselmænd paa Færøerne.
5. Se nedenfor, hvor der handles om Haralds Tog til England.
6. Se Morkinskinna fol. 17 a. Her siges det at Harald skal have ytret om Gissur, at man kunde gjøre tre Slags Mænd af ham, Vikingehøvding, Konge, og Biskop, og at han i enhver af disse tre Stillinger vilde være udmerket; dog vilde han kun komme til at indtage den sidste, og heri indlægge sig megen Berømmelse. Ogsaa i Hungrvaka Cap. 5 slaar der, at-Harald skal have sagt at Gissur var skikket til at bære hvilket som helst „Tignar“-Navn.
7. Se Tillægget til Landnaama af Skardsaa-Bogen. Der fortælles her, at Isleif foreslog og fik vedtaget paa Althinget, at der i 3 Aar skulde fastes hver 12te Dag Juul, „thi saaledes bar man sig ad i Hervorden i Saxland, da han gik i Skole der“. Hidtil, siges der, havde der været saa megen Sne at man maatte gaa til Althinget (altsaa Midsommers), men strax efter at Loftet var aflagt, forbedredes Vejret, og Sommeren blev god, og Vintren derefter saa mild, at der ej kom Thele i Jorden.
8. Harald Haardraades Saga Cap. 51, Snorre Cap. 36. Det er Flatøbogen, som istedetfor et Hundrede i Vaadmaal nævner 3Mark Sølv; dette slaar nogenlunde til, thi da 6 Alen regnedes = 1 Øre, blev et Hundrede (120 Alen) = 20 Ører; 3 Mk. er 24 Ører. Denne Priis er imidlertid, sammenlignet med de nuværende, saa overhaands stor, at man næsten skulde formode at en Fejl her har indsneget sig. Prisen for et Skippund Bygmeel overstiger nemlig for nærværende Tid ikke 11 Spdlr. Nu var maaskee hine Tiders Skippund noget større end vore, de indbefattede nemlig 346 Pd., medens et Skippund nu indeholder 320; Forskjellen er imidlertid ikke saa stor, at den, om end Dyrtiden tages i Betragtning, skulde kunne gjøre en Priis af 20 til 24 Sølvspecier for et Pund Bygmeel i en Tidsalder, da man ellers fik saa godt som det tidobbelte af hvad der nu faaes for een og samme Pengesum, paa nogen Maade rimelig.
9. Se herom ogsaa ovenfor I. 2. S. 455, 861.
10. Mag. Adam IV. 35.
11. Pauli 1ste Brev til Timoth. 6—8. At Mag. Adam her har taget Munden noget vel fuld, fremgaar ved Sammenligning med Hungrvakas nys anførte Ytringer om de Vanskeligheder, hvormed Isleif havde at kæmpe.
12. Ved Kilderne, der træde i Stedet for andre Nydelser (pro deliciis), forstaaes vel de varme Kilder, der brugtes til Bad.
13. En Scholiast, maaskee Adam selv (Schol. 150) tilføjer her: Hos dem er ingen anden Konge end Banen alene; „et peccare nefas, aut pretium mori“ (et Citat efter Horats, Odernes 4de Bog, carm. 24. v. 24). Der tilføjes og i Schol. 151: „Civitas ibi maxima Scaldholz“, hvor saaledes Skaalholt for første Gang nævnes som Biskopssæde.
14. I Hungrvaka Cap. 2 staar der udtrykkeligt i Anledning af Biskop Rom Begravelse ved Skaalholt Rede„ at denne var den første paa Island, der prydedes med en „tiginn“ Mands Grefte.
15. Man behøver kun at gjennemgaa de første Bøger af Sturlungasaga, sammenholdt med Annalerne, for at see, hvor stille det nu i lang Tid var paa Island mod forhen. Ikke at der jo endnu stundom forefaldt enkelte Fejder, ledsagede af Drab og Fredløshedsstraffe o. a. d., men de var kun faa og ubetydelige i Sammenligning med dem, der rystede Island i det 10de Aarhundrede, og som gave Stoffet til de egentlige Familie-Sagaer. Længst synes de alvorligere Ættefejder at have holdt sig paa Nordlandet, eller omkring Eyjafjorden, hvor Gudmund den mægtiges Søn Eyjulf havde mest at sige efter hans Død, og ved sit Overmod opvakte mange Fiender mod sig.
16. De ville blive nærmere omtalte og opregnede længere nede Side 228.
17. Et merkeligt Vidnesbyrd herom findes endog hos Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 69, hvor han, skjønt Islænding, dog øjensynligt fordi han fandt det saaledes skrevet for sig, siger om Fortællingen om Sven Ulfssøns Taknemmelighed mod sin Frelser, Karl i Halland: „dette blev bekjendt og vide omtalt: det kom ogsaa nord hid til Norge“. Dette Tillæg har aabenbart været optaget uforandret fra den første mundtlige Beretning, og er gaaet fra Haandskrift til Haandskrift.
18. Nemlig, som Snorre udtrykkeligt siger i sin Fortale, over 240 Aar efter Islands Bebyggelse (870+240=1110).
19. Exempler saa vel herpaa, som paa Haralds Gavmildhed mod sine Skalde, afgiver især Sneglu-Halles Historie, hvorom nedenfor.
20. Harald Haardraades Saga Cap. 99, Morkinskinna, fol. 12. Navnet, Thorstein Frode, forekommer kun i et eneste Haandskrift. Muligt at Thorstein Frode er den, der paaberaabes af Snorre i Olaf den helliges Saga Cap. 97, se ovf. I. B. S. 471.
21. Om Glum Geiressøn, Harald Graafelds Skald, se I. 2. S. 6; om Gudrun, s. I, 2. S. 337 flg. Da Gudrun var en Syster af Uspak Usviverssøn, var Stufs Fader Thord Kat følgelig en Fætter af Ulf Stallare, Uspaks Søn.
22. „Stúfr“ betyder „Stub“, „Stump“.
23. Nemlig „sýr“, Sigurds, Haralds Faders, Tilnavn, se ovf. I. 2. S. 496, Note.
24. D. e. Kvad af kortere Udstrækning, som tidligere viist.
25. Harald Haardraades Saga Cap. 110, Morkinskinna fol. 17.
26. Harald Haardraades Saga Cap. 11.
27. At Bølverk var Thjodolfs Broder, siges kun i Fagrskinna Cap. 148 og 174.
28. Se ovf. I. 2. S. 235.
29. Harald Haardraades Saga Cap. 1.
30. Exempel herpaa er ej alene Stuf, Ætling af Glum Geiressøn, men ogsaa Arnor, Thord Kolbeinssøns Søn, ligesom den Omstændighed at Thjodolf og Bolverk vare Brødre, ogsaa bestyrker det.
31. Blandt Haralds Hirdmænd paa Island nævnes saaledes lejlighedsviis Bolle Bollessøn, eller Bolle den prude, uagtet der ingensteds omtales, naar han blev Kongen haandgangen. Sandsynligviis var dette ogsaa Tilfældet med Brand den gavmilde, om hvis Besøg hos Harald vi nedenfor komme til at tale. Halldor Snorressøn var Hirdmand, ligesaa Sneglu-Halle, sandsynligviis ogsaa den i Ljosvetninga Saga Cap. 29 omtalte Skegge.
32. Det er ovenfor (I. 2. S. 686) viist, hvorledes Olaf den hellige, da han søgte at underkaste sig Island og Færøerne, først og fremst henvendte sig til sine Hirdmænd. Endog til Halldor Snorressøn henvendte Harald sig i et Privat-Anliggende, efter at være bleven ueens med ham, se nedenfor.
33. Merkeligt er det, at i Ljosvetn. Saga Cap. 29 kalder Harald Haardraade, som det nedenfor nærmere vil sees, islandske Mænd sine Thegner.
34. Dette er (se ovf. I. 2. S. 361) aldeles urigtigt; men maaskee der har foresvævet Mag. Adam nogle dunkle Beretninger om Eskimoernes Hudfarve.
35. Mag. Adam IV. 36.
36. Mag. Adam IV. 38, jvfr. ovenfor I. 2. S. 462.