Det norske Folks Historie/3/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den ſtørſte Deel af Haralds Regjeringstid var optagen af hans Krig med Sven Ulfsſøn i Danmark. Vi have allerede nævnt, at han aldeles ikke erkjendte den Overdragelſe af Danmark til Sven, ſom Magnus den gode paa ſin Dødsſeng havde udtalt. Han betragtede ſig ſelv ſom Magnus’s retmæsſige Efterfølger i Danmark, og Sven kun ſom en Uſurpator, hvilken han havde fuldkommen Ret til, om muligt, at ſtode fra Tronen. Derfor bekrigede han ham, og det med en ſtor Udholdenhed. Men Krigen førtes ogſaa paa en Maade, ſom gjorde det muligt at holde længe ud med den. Den beſtod nemlig alene deri, at Harald om Vaaren udbød Leding, ſejlede om Sommeren til Danmark med de Folk, der adløde Udbudet, herjede Danmarks Kyſter, og kæmpede med Sven, for ſaa vidt han mødte ham[1]. Men der blev aldrig gjort noget Vinterfelttog, og intet Landſkab blev beſat eller erobret. Det var visſelig Haralds Henſigt, at ſætte ſig i Beſiddelſe af Landet, men dertil ſynes hans Stridskræfter ej at have forſlaaet, da han ingenſteds fik Medhold hos den danſke Befolkning, hvilken, om den end ikke holdt ſaameget af Sven, dog i det mindſte frygtede Harald, og foreſtillede ſig ham grummere og haardere, end han i Virkeligheden var[2]. Krigen fik derfor kun Udſeende af regelmæsſigt gjentagne Vikingetog, anſtillede deels for at vinde Bytte, deels for at tilføje Sven ſaa megen Skade ſom muligt, om det end ikke lykkedes at forjage ham. Hver Vinter tilbragte Harald hjemme i Norge. Ledings-fylket, der hver Sommer blev opbudt, fandt ſig vel nogenledes erſtattet for alt dette Bryderi ved det erhvervede Bytte, og paa enkelte Undtagelſer nær har vel ogſaa det Antal Ledingsſkibe, ſom fremmødte, være ſaare lidet, iſær da Harald var langt fra at ſtaa ſig godt med Bønderne, allermindſt i det vel befolkede Thrøndelagen, hvor Einar Thambarſkelve havde ſaa meget at ſige[3]. Hvad der ſynes at viſe, at Harald dog paa en vis Maade havde Overtaget over Sven, er den Omſtændighed, at denne, ſaa vidt vides, aldrig gjengjeldte Haralds Herjetog ved lignende Angreb paa Norge[4], uagtet han ej ſjelden truede dermed og at han oftere blev ſlagen. Men faſt Fod kunde Harald ikke faa i Danmark.

Ved Siden af denne Krig udenfor Landet havde Harald ogſaa i Norge ſelv, iſær i Førſtningen af ſin Regjeringstid, at arbejde mod den ovenfor ſkildrede Oppoſition af det mægtige Lendermands-Parti, der var ham ſaa meget farligere, ſom der er temmelig visſe Tegn til, at Sven Ulfsſøn ikke lod denne Lejlighed til at ſvække Haralds Magt ubenyttet, men ved hemmelige Udſendinger og alle Slags Løfter ſøgte, ſom Gamle-Knut forhen, at puſte til Oppoſitionen og drage de Misfornøjede ind i ſin Interesſe[5]. Disſe Beſtræbelſer, ſaa vel ſom Haralds Modbeſtræbelſer og hans mere end ellers ſpendte Forhold til de mægtige i Folket ſporer man iſær under to Perioder af Haralds Regjering, nemlig de fire eller fem førſte Aar, og de fire eller fem ſidſte. I Mellemtiden ſynes det at have været forholdsviis ſtille. Disſe Perioder falde tildeels ſammen med de Tider, hvori han fornemmelig ſtod paa en ſpendt Fod med Erkebiſkop Adalbert, og denne derimod var venſkabeligt forbunden med Sven Ulfsſøn. Det er ogſaa disſe to Perioder, hvorfra vi have omſtændeligere Beretninger angaaende Haralds Foretagender hjemme og ude. Om Mellemtiden fortælles der intet, med Undtagelſe af flere i politiſk Henſeende uvigtige Hendelſer, ſom enkelte Islændinger oplevede ved Haralds Hof og ſom rimeligviis ere at henføre hid. Om Haralds Krigsforetagender, fra hele denne Tid vides ikke andet, end det ovenfor anførte, at han hver Sommer par paa Tog til Danmark, foruden et Par Oplysninger, ſom danſke og andre fremmede Forfattere give. Dette ſynes at vidne om, at hiin Mellemtid, der dog indbefattede hele ti Aar, var forholdsviis fattig paa Begivenheder[6].

  1. Harald herjede hver Sommer, den ene efter den anden, i Danmark, ſtaar der udtrykkeligt i Fagrſkinna Cap. 183, Snorre Cap. 33, Harald Haardraades Saga Cap. 49.
  2. Man foreſtillede ſig ham vel omtrent ſaaledes ſom Mag. Adam ſkildrede ham, ſe ovf. S. 208.
  3. Et Par Gange omtales udtrykkeligt at Harald udbød halv Leding, men det var ogſaa, naar han gjorde overordentlige Anſtrengelſer. Stundom tales igjen om at han medbragte faa Stridskræfter, ſaaledes ſom det nedenfor i Fortællingens Løb vil ſees.
  4. Sven truede oftere med at hjemſøge Norge (Snorre Cap. 34), men der blev intet af hans Truſel.
  5. Man kan ſlutte det deels deraf, at norſke Magnater, ſom Finn Arnesſøn og Haakon Ivarsſøn, virkelig tyede til Sven, deels deraf at Harald ſelv benyttede ſig af foregivne danſke Udſendinger til at prøve ſine Underſaatters Troſkab. Se herom nedenfor.
  6. Da Tidsregningen for Begivenhederne under Haralds Regjering af de nyere Hiſtorieforſkere har været forſkjelligt angiven, og heller ikke er uden flere Vanſkeligheder, ville vi her foreløbigt opſtille de Hovedpunkter, vi anſee ſom titte, og efter hvilke vi ſaaledes med Henſyn til Tidsangivelſerne ville rette os, idet ni derhos anføre de Grunde, der have ledet os. Førſt og fremſt maa det her merkes, at den ældſte af Sagabearbejdelſerne, hvis Text indeholdes i Morkinſkinna og Flatøbogen, er for en ſtor Deel aldeles uden Tidsregning, da Begivenhederne efter de to eller tre førſte Aar anføres uordentligt om hinanden, og Beretningerne derom alene kunne benyttes løsrevne fra det øvrige, til Udfyldning og Berigtigelſe af de mindre nøjagtige Beretninger hos Snorre og i Hrokkinſkinna. I disſe derimod, navnligen hos Snorre, er Tidsregningen i det hele taget ſaa rimelig, og ſaa ſtemmende med de Oplysninger, ſikre udenlandſke Kilder give os, at man maa føle ſig overbeviiſt om dens Paalidelighed, og ej kan afholde ſig fra den Formodning, at den, ſom førſt opſtillede den, maa have haft Kilder, ſom vi nu ſavne. Til denne Tidsregning ſlutter ſig ogſaa de islandſke Annalers. Det følger ſaaledes heraf, at det er denne Tidsregning, vi ligeledes lægge til Grunden. Kun er det at merke, at ogſaa dennes Tidsangivelſer ſlippe for den oven nævnte Mellemtid.
     Hoved-Udgangspunkterne for denne Tidsregning er Kong Magnus’s Død i Oktober 1047, og Nisaa-Slaget. Dette ſidſte angives hos Snorre (Cap. 76) at have fundet Sted efter at 15 Vintre vare henrundne ſiden Magnus den godes Død, altſaa i Aaret tom; Fagrſkinna Cap. 195 (der ellers ſlutter ſig til Morkinſkinna) henfører det til Haralds 16de Regjeringsaar; men da han blev Konge allerede i 1046, bliver ſaaledes hans 16de Regjeringsaar ligeledes tom. Det ſamme klar for Nisaa-Slaget angives og i Annalerne, og følgelig maa dette anſees ſom viſt. Den førſte Vinter efter Magnus’s Død (1047—48) tilbragte Harald i Throndhjem (Harald Haardraades Saga Cap. 42). Om Sommeren (1048) gjorde Harald Toget til Godnarfjord i Jylland, medens Halldor Snorresſøn var hjemme paa Island (Snorre Cap. at, Harald Haardraades Saga Cap. 47, 48, jvfr. Cap. 42). Vintren derefter (1048—49) tilbragte Harald i Norge, det ſiges ikke hvor (Snorre Cap. 33, Harald Haardraades Saga Cap. 49); men da Oslo i det derpaa følgende klar omtales, er det højſt rimeligt, at han juſt hiin Vinter har opholdt ſig der, og begyndt By-Anlægget. Sommeren efter (1049) kom Halldor tilbage (Harald Haardraades Saga Cap. 42), og Julen tilbragtes i Throndhjem man. 43, 44). Men efter at det i Cap. 49 (hos Snorre Cap. 33) har varet nævnt, at Harald tilbragte Vintren 1048—49 i Norge, heder det, at han næſte Vaar paany drog i Leding til Danmark og ſaaledes Sommer efter Sommer; i Cap. 50 (Snorre Cap. 34) beder det ligeledes at Kong Sven ſad ſtille om Vintrene, men laa lide i Leding om Somrene, og truede at fare til Norge; derpaa ſiges der at Sven om Vintren udæſkede Harald til Kamp i Elven, hvorefter da Slaget den følgende Sommer beſkrives, Angrebet paa Heidaby, Flugten ved Lesø o. ſ. v. (Harald Haardraades Saga Cap. 50—53, Snorre Cap. 34, 35). Morkinſkinna tog Flatøbogen) nævner endog to Sommere mellem Haralds førſte Tog og det, hvorpaa Flugten ved Lesø forefaldt. Her kunde der altſaa ved førſte Øjekaſt være Tvivl om, til hvilket Aar dette Søtog er at henføre. Men da Ytringerne om Haralds og Svens aarlige Søtog aabenbart kun ere indſkudte ſom en almindelig Bemerkning, der gjelder den hele Krigstid, og da Afvigelſen mellem Morkinſkinna og Hrokkinſkinna ſamt Snorre netop viſer, at man ej var paa det Rene med Sagen og at de meddeelte Beſkrivelſer over hine Mellemtog kun angive Sommertogenes almindelige Charakteer, uden at holde ſig til noget enkelt, er det utvivlſomt, at „Vintren“ paa ſidſte Sted nøje ſlutter ſig til det ſamme Udtryk i Cap. 49, og at altſaa Vintren 1048—49 hermed er meent; dette bliver og ſaa meget ſandſynligere, ſom det er viſt, at Harald opholdt ſig Vintren 1049—50 i Throndhjem, hvorhen det maatte være vanſkeligt for Sven at faa Bud, medens han derimod efter al Rimelighed opholdt ſig Vintren 1048—49 i Oslo, ſom nys omtalt. Hiint Søtog henføres derfor retteſt til 1049. Hvad der end videre beſtyrker dette, er at Mag. Adam (11, 12, 13) omtaler den under det her omſpurgte Søtog forefaldne Ødelæggelſe af Slesvig ſom ſamtidig (simul eo tempore) med de oven omhandlede Uroligheder i England og navnlig Bjørn Ulfsſøns Død i 1049, hvilken, ſom vi ovenfor have viiſt, her er den Hovedbegivenhed, der beſtemmer Chronologien. Vintren (1049—50) tilbragte Harald, ſom oven anført, i Throndhjem, og lod Einar dræbe. Vaaren efter (1050) drog han med Halldor til Oslo, og tog Vejtſler i Viken (Harald Haardraades Saga Cap. 44, 45); ligeſom det og forſtaar ſig, at han maa have gjort et Tog til Danmark; hvor vidt han derimod mod Slutningen af Sommeren vendte tilbage til Throndhjem, og tilbragte Vintren der, ſom det ſammeſteds ſiges, bliver mere tvivlſomt. Til 1050 eller 1051 henføre Annalerne Einar Thambarſkelves Drab, og at dette virkelig forefaldt ved 1050, indlyſer af hvad Snorre derefter anfører, thi førſt omtaler han Underhandlingerne mellem Finn Arnesſøn og Haakon Ivarsſøn, der vel omtrent kunne have medtaget nogle Maaneder (Cap. 46—48), derpaa (Cap. 53) Kalf Arnesſøns Hjemkomſt, fremdeles (Cap. 54) hans Død den paafølgende Sommer, og Finns Rejſe til Danmark (Cap. 55); derefter (Cap. 56) Guthorm Ketilsſøns Vinterophold hos Kong Margad i Dublin, og endelig Man. 57) Slaget ved Angelsey mellem ham og Margad den paafølgende Sommer. Da nu dette Slag, ſom ovenfor (S. 171) viiſt, ſkede 1052, og Guthorms Vinterophold i Dublin ſaaledes bliver 1051, maa følgelig Kalfs Drab henføres til Sommeren 1051, og hans Hjemkomſt til Aaret forud,