Det norske Folks Historie/3/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Harald tilbragte, ſom vi allerede bade nævnt, den førſte Vinter efter Magnus’s Død i Nidaros. Samme Vinter havde Sven ladet ſig tage til Konge, førſt paa Iisøre-Thing og ſiden paa Viborg Thing, <ref follow="p250">ſandſynligviis Høſten; da det heder at Harald efter Einars Død forlod Throndhjem, hvor Folkeſtemningen var ham ugunſtig, og, ſom det ſynes, ikke det Aar vendte tilbage, maa hans Rejſe ſættes i Forbindelſe med et af de ſædvanlige Tog til Danmark; den foregik derfor ved Sommerens Begyndelſe, og til den Tid i Aaret 1050 maa altſaa Einars Drab henføres. Hvad der her ved førſte Øjekaſt kunde vække Betænkeligheder, er den Omſtændighed at Snorre i Cap. 49—52 indſkyder den hele Beretning om Haakon Ivarsſøns Giftermaal og Flugt til Danmark m. m. Men dette henhører aabenbart, hvilket ogſaa udtrykkeligt ſiges i Morkinſkinna, til en langt ſenere Tid, nemlig efter Nisaa-Slaget, og er kun enten reent ud ved en Fejltagelſe indſkudt her, eller for at omtale Begivenhederne paa eet Sted. Thi her optræder Ragnhild, Magnus den godes Datter, og Aasmund, Svens Broderſøn, ſom voxne; men da Magnus ſelv var fød 1024, og Ragnhild ſaaledes neppe kan være fød tidligere end 1010, ſnarere noget ſenere, ſom 1042, var hun ej voxen førend omkring 1058, og da det udtrykkeligt heder at Sven havde opfoſtret Aasmund, og denne ſaaledes var et Barn, da han efter ſin Fader Bjørns Død kom til Sven, kan heller ikke han have været voxen og en vældig Kriger, ſom han beſkrives, førend efter 1060. Det er ogſaa paafaldende, at Orm Jarl, der endnu i Cap. 49 omtales ſom levende, i Cap. 52 nævnes ſom død. Mere herom nedenfor, hvor Haakon Ivarsſøns Begivenheder omhandles, og hvor det tillige vil blive viiſt, at Snorre her ſtaar langt tilbage for Morkinſkinna i Paalidelighed. Man maa aabenbart i chronologiſk Henſeende ſlaa en Streg over Cap. 49—52, (Harald Haardraades Saga Cap. 67, 68) og betragte Cap. 53 (Harald Haardraades Saga Cap. 69) ſom om det fulgte umiddelbart efter Cap. 48 (Harald Haardraades Saga Cap. 65). Herefter følger nu den oven omtalte lange Periode, fra hvilken ingen beſtemte Optegnelſer haves; endelig, (hos Snorre Cap. 60, Harald Haardraades Saga Cap. 71), nævnes et Tog, Harald foretog ind i Limfjorden Aaret før Nisaa-Slaget, altſaa 1061. I dette Cap. omtales ogſaa Anlægget af Oslo, men, ſom vi allerede ovenfor have viiſt, uden nogen beſtemt Tidsangivelſe; det eneſte, man med Henſyn til Tiden kan ſlutte ſig til af Udtrykkene, er at Oslos Anlæg ſkede før hiin lange Mellemtid, thi efter at det er ſagt, at han anlagde Oslo, og ſad der ofte m. m., heder det: „det var en Sommer at Harald ſejlede afſted“ o. ſ. v. (nemlig til Jylland og Limfjorden); altſaa er det klart nok at denne Sommer var en ganſke anden og ſenere, end den da Oslo blev anlagt. Nisaa-Slaget med dets Forberedelſer omtales Cap. 6l-69 (—Harald Haardraades Saga Cap. 76—84). To Vintre efter, altſaa 1064 mod Vaaren eller førſt i Sommeren ſluttedes Freden med Danmark og Norge ifølge det udtrykkelige Udſagn hos Snorre Cap. 76, Harald Haardraades Saga Cap. 91 ſamt Annalerne. Morkinſkinna og

hvor Thorkil Gøſa gav ham Kongenavn. Enthuſiasmen og Glæden over den gjenvundne Uafhængighed var da meget ſtort Danmark, og man troede enten at Harald ſlet ikke vilde komme til Danmark, eller at det, om han kom, vilde være en let Sag at jage ham bort. Thi om Vintren, førend der endnu kunde tænkes paa Udruſtninger, var Spot over Harald og Nordmændene det almindelige Løſen i Danmark. Allermeeſt udmerkede ſig heri Thorkil Gøſas Døtre, der blandt andre Spotterier ogſaa ſkare Ankere af Oſt, og ſagde at de vare ſterke nok til at holde de Skibe,


med Harald vilde forſøge paa at vinde Danmark[1]. Ogſaa i Norge lader det til, at man ikke for det førſte gjorde Regning paa Krig, thi da Vintren leed og Vaaren begyndte, gjorde Handelsmændene tidligt deres Skibe rede til at drage i Kjøbferd, da der nemlig, ſom det heder, i den ſidſte Tid kun havde været liden eller ingen Skibsfart fra Norge, formedelſt den Ufred, der havde herſket mellem Norge og Danmark. Og da Harald om Vaaren merkede, at hans Stalbroder og Hirdmand Halldor Snorresſøn led af Hjemvee, gav han ham ej alene Tilladelſe til at drage til Island, men ſkjenkede ham ogſaa, ved at høre at han intet ejede uden ſine Klæder, et heelt Skib og Ladning. Der var imidlertid ſaa mange Skibe, der ſkulde afgaa i Forhold til Antallet af de Rejſende, at Halldor ikke kunde faa nogen Bemanding paa ſit Skib, og allerede tænkte paa at lade det blive tilbage, da Kongen hjalp ham af hans Forlegenhed ved at lade et Møde ſammenkalde, paa hvilket han ſelv med en højſt betænkelig Mine forkyndte, at der var kommet Efterretning om at Kong Sven havde angrebet Viken, hvorfor han herved nedlagde Forbud mod at noget ſom helſt Skib ſkulde forlade Landet, førend han havde udtaget deraf hvad Mandſkab og Proviant han behøvede; fra dette Forbud ſkulde alene Halldor Snorresſøns Knarr være undtagen. Følgen heraf var, at Halldor blev formelig overløben af Folk, der ønſkede at indſkibe ſig hos ham, ſaa at han næſten fik en ſtørre Beſætning, end han behøvede. Da Aftalen var ſluttet, lod han Kongen det vide, og denne ſammenkaldte nu et nyt Møde, hvor han meldte, at Efterretningen om Svens Angreb paa Viken havde viiſt ſig ugrundet, og at det ſtod enhver frit for at afſejle, naar og hvorhen han fandt for godt. Desuagtet udſkrev Harald denne ſelvſamme Vaar Leding, for at bekrige Sven, og det ikke af nogle faa Fylker, Men halv Almenning af det hele Rige. Han maa altſaa have været temmelig vis paa, at ſpille Meſter i de nordiſke Farvande, og at kunne hindre Sven fra at tilføje Norges Handel nogen Skade[2]. Haralds Tog gjaldt fornemmelig Jylland. Han lagde ind i Godnarfjorden eller Randersfjorden[3]. Thorkil Gøſas Gaard var ikke langt derfra, og det var at vænte at Harald vilde lade ham undgjelde fordi han havde givet Sven Kongenavn, og fordi hans overmodige Døtre havde ſpottet Nordmændene. Selv var han ej tilſtede, og havde ſandſynligviis begivet ſig til Sven, men hans Døtre vare hjemme. En af Udkigsmændene ſkyndte ſig derfor ſtrax, da man havde faaet Øje paa Haralds Flaade, at melde dem dette, men de vilde endnu ikke tro det, og ſvarede ſpodſk, at de ikke vidſte nogen Beſked om Haralds Rejſer. Førſt da Flaaden løb ind i Fjorden, fik de Øjnene op, og da Udkigsmanden ſagde: „I Gøſedøtre paaſtode at Harald ikke torde komme til Danmark, men hvad tro I nu:’“ kunde de ikke ſvare andet end: „ja, det var igaar“. Det var for ſildigt at flygte, thi Harald gjorde ſtrax Landgang, for at angribe Thorkil; „han er“, ſagde han til ſine Mænd, „en af vore ſtørſte Uvenner, og dertil en af de rigeſte Mænd her i Landet; vi ville gjøre ſtørre Bytte paa denne ene Gaard, end ellers vidt og bredt i Jylland, og det er ikke mere end billigt, at han faar føle at Nordmændene ere komne, og at hans Døtre kunne overbeviſe ſig om, hvor vidt vore Ankere ere af Oſt, eller af et faſtere Storm. Han henkaſtede ogſaa et Halvvers til Thjodolf Skald: „medens Kvinden kjeler for ſin Mand, lade vi vore Skibe ligge for Anker i Godnarfjord“. Thjodolf udfyldte ſtrax Verſet med disſe Ord: „Men næſte Sommer ſkal den kolde Jernklo holde Snekken faſt længer mod Syd, det ſpaar jeg ſikkert“. Thorkils Gaard omringedes, og Harald lod ſætte Ild paa den. Da bade Thorkils Døtre om at ſlippe ud, og Harald ſvarede, at uagtet det havde været tilpas til dem at brænde inde, vilde han dog helſt de ſkulde prøve, hvor vidt norſke Bøjler kunde ſlutte om danſke Legge. Gøſedøtrene bleve derfor førte bundne ned til Skibene, medens Gaarden fortæredes af Luerne, og i den norſke Hær ſang man triumferende en Viſe om, hvorledes de danſke Møer, der til Kongens Ærgrelſe havde ſkaaret Ankere af Oſt, nu kunde ſee mangen Jærnkrog holde hans Skibe faſt. Da Thorkil Gøſa erfoor ſine Døtres Fangenſkab, ſkyndte han ſig til Harald, bad ham om Naade for dem, og tilbød at betale Løſepenge. Harald ſvarede, at det var højt uvittigt at ſpotte Høvdinger ſaaledes ſent hans Døtre havde gjort, og at det ej var mere end billigt at de nu følte hans Magt; men endnu ſtørre Vegt lagde han dog paa det Fiendſkab, Thorkil havde viiſt ham ved at give Sven Kongenavn. Thorkil ſagde at han vilde finde ſig i enhver Betingelſe, Harald maatte foreſkrive, naar han kun fik ſine Døtre tilbage. „Da jeg“, ſvarede Harald, „ikke holder det for kongeligt at ſtraffe dine Døtre paa Livet for deres Spot mod mig, hvor vel de end havde fortjent det, og da du derhos overlader alt til mig, vil jeg benaade dem, men mod ſtore Løſepenge, ſom du ſkal udrede; i ſaa Henſeende ſparer jeg dig ikke“. Thorkil erklærede ſig tilfreds dermed, og udløſte ſaaledes ſine Døtre med en overvættes ſtor Pengeſum[4]. Dette var vel mere Haralds Øjemed med hans uridderlige Færd mod de danſke Piger, end at lade dem undgjelde for, hvad de i et uoverlagt Øjeblik havde ſagt[5]. Harald laa længe ved Jyllands Kyſt, og herjede vidt og bredt, dog fornemmelig, ſom det ſynes, paa begge Sider af Guden-Aa i den bedſt befolkede Deel af Nørre-Jylland, og hvor nærmeſte Vej gik til Viborg, ſaavel ſom tvers over Helgenes-Halvøen til Aaros. Denne Stad blev hjemſøgt, om ej af Harald ſelv, ſaa dog af hans omſtrejfende Krigere, og dens Kirke blev opbrændt[6]. Harald leverede Danerne et Slag ved et Sted, hvilket i et opbevaret Vers derom, af en vis Grane Skald, der ſynes at have været Haralds Samtidige og maaſkee et Øjevidne, kaldes Thjolarnes, og ſandſynligviis er et Nes ved Thjele-Langſø i Søndre Lyngehered, lidet øſtenfor Viborg. „Kongen“, ſiger Grane, „gav her Ørne-Ungerne danſkt Blod at drikke, og han anrettede et ſtort Nederlag ved Thjolarnes. Vidt og bredt ſparkede Ørnens Yngel over de Faldnes Kroppe, og Ulven aad Jydernes Kjød, gid det maatte bekomme ham vel[7].“ Harald vandt et uhyre Bytte, og Danerne, ſiger Skalden Bolverk, vare ilde ſtedte, da de ſaa Nordmændenes Skejder ligge ladede ved deres Kyſt; men, tillægge Sagaerne paa den anden Side, det lykkedes dog ikke Harald den Sommer at fæſte Fod i Danmark (1048). Han vendte tilbage til Norge om Høſten, og tilbragte, ſom man maa formode, Vintren i Viken, for at være ſaa meget nærmere ved Haanden næſte Aar, naar Krigen atter ſkulde begynde[8]. Og denne ſamme Høſt var det ſandſynligviis, at han, ſom vi ovenfor have viiſt, anlagde Kjøbſtaden Oslo, og fik St. Hallvards Helligdom anerkjendt, deels for at have et faſt Tilhold i Viken, hvorfra han med Lethed kunde angribe Danmark og holde Øje med Svens Bevægelſer, paa ſamme Tid ſom han ogſaa var de urolige Oplændinger nærmere, deels for at give Viken baade i religiøs og politiſk Henſeende et Sammenholds- og Tilknytnings- Punkt, hvorved den droges bort fra den danſk— bremiſke Interesſe[9]. Sven Ulfsſøn tilbragte, ligeſom Harald, Vintren i Ro, men for at ſpare Landet for flere Plyndringer og afgjøre Sagen paa een Gang, ſendte han med ſine Høvdingers Raad Geſandter til Harald, for at udæſke ham til et Hovedſlag i Gøta-Elven, hvor begge Riger mødtes. Geſandterne hilſede Harald fra Sven og alle Danehøvdingerne, og vade ham indfinde ſig paa det beſtemte Sted med ſin Hær; Sven ſkulde ligeledes komme med ſin, og da kunde de enten kæmpe med hinanden til det yderſte, eller ogſaa ſlutte Fred. Harald erklærede dette for et hæderligt Tilbud af Sven og Danerne, og lovede ganſke viſt at komme; han haabede nok, lagde han til, at Danerne ſkulde mindes dette Mode. Paa begge Sider fik man nu travlt med Udruſtninger til den foreſtaaende, afgjørende Kamp.

Da Tiden kom, indfandt Harald ſig i Gøta-Elven med ſin Flaade. Men Sven lod ſig ikke ſee, og Harald fik at høre, at han endnu laa ved Sjæland med ſine Skibe. Harald ſagde da haanligt:

Logit hefir baldr at baldri

og Thjodolf Skald tog ſtrax Ordet, i det han udfyldte Reſten af Verſet ſaaledes:

brynþings fetilstinga
– linns–, sá er land á sunnan
– láðbrjótr–, fyrir ráða;
sá mun Njörðr hinn nerðri
– norðr– glymhriðar borða
– gramr! ertu flestum fremri–
fastmálari hála[10].

„Du har Ret, Skald“, ſagde Harald, „at Sven ej har holdt Ord, og det kan vel hænde, at Danerne finde det mageligere at drive Sviin til Skovs, end at ſtride med os; men ſiden de ikke ere komne efter Aftale, ſkulle vi hjemſøge dem i deres eget Rige, og behandle dem ſom før, eller endnu værre. Harald lod nu den Deel af ſine Ledingsfolk, der hørte hjemme nordenfjelds, drage hjem, men beholdt hos ſig dem, der vare fra de ſydligere og nærmere Danmark beliggende Egne, ſaavel ſom ſine Lenstropper, eller Hirden og Lendermændene. Med denne Styrke ſejlede han over til Vendſysſel i Jylland, og herjede førſt her, ſiden i Thy. Bygderne brændtes og alle de Folk, man fik fat paa, bleve gjorte til Fanger, dog undkom de fleſte. Nordmændene gjorde ſaa ſtort Herverk, ſtaar der i en Saga, at det forrige Angreb var kun ſom en Skygge i Sammenligning dermed. De fortſatte derpaa Toget ſydefter langs Veſt— Kyſten, og herjede med Ild og Sverd, hvor de kom. De fleſte af Indbyggerne ſendte deres Kvinder og Løsøre til Heidaby[11], hvor de troede dem i Sikkerhed. Men heri forregnede de ſig. I Heidaby var det rigeſte Bytte at vænte, thi foruden de Rigdomme, ſom man nu havde bragt derhen for at de ej ſkulde falde i Nordmændenes Hænder, var Staden ſelv, ſom Danmarks førſte Handelsſtad og indtil de ſidſte Tider Kongens fornemſte Reſidens, i ſig ſelv meget blomſtrende og rig paa alſkens Herligheder; i den opbevaredes ogſaa en ſtor Deel af de kongelige Skatte. Det var vel et temmelig dumdriſtigt Foretagende for Harald at angribe den fra Veſtkyſten af Jylland, hvor han nu befandt ſig med ſine Skibe. Men Udſigten til Bytte overvandt alle Betænkeligheder, og uden at ændſe nogen Fare ſejlede han derfor opad Eideren eller Heveren, og ſtormede tvers igjennem Landet lige til Byen. Jo dumdriſtigere Angrebet var, deſto mere uvæntet var det dog ogſaa, og det lader til, at Staden ikke engang forſvaredes, men aldeles overrumpledes ved det førſte Anfald. Her anrettede nu Haralds Mænd en forfærdeligt Ødelæggelſe. Alt hvad der fandtes af Gods og Rigdomme, blev plyndret paa en eneſte Nat og derforuden gjorde man en Mængde Fanger, iſær de fornemme Fruer og Jomfruer, der her havde ſøgt Sikkerhed. „Om Danerne nok ſaa meget vægre ſig ved at erkjende mig ſom deres Konge, ſaa ere de dog ikke i Stand til at forſvare deres Kvinder og Ejendomme mod at falde i Nordmændenes Hænder“, ſagde Harald. Da Byen var plyndret, ſatte de Ild paa den, og lagde den aldeles i Aſke. De norſke Krigere jublede over dette Herverk. „Hele Heidaby“, ſaaledes ſang de imellem ſig, Men opbrændt i Vrede fra Ende til Ende, og det, mener jeg, maa i Sandhed kaldes en tapper Bedrift; jeg tænker nok at vi ſkulle gjøre Sven Fortred; i Nat ſtod jeg paa Borgens Fløj, og faa hvorledes Luen ſlog højt mod Sky op af Huſene“. Hvorledes derimod de tænkte herom, der enten holdt med Sven, eller i det mindſte ikke vare ſaa erklærede Tilhængere af Harald, at de bifaldt alle hans Gjerninger, viſer et Vers af Islændingen Thorleik fagre[12], der juſt var kommen til Norge, da Harald nys var afſejlet, og ſom paa denne Tid digtede en Flokk om Sven Ulfsſøn. „Den, der ikke veed det før“, ſiger han, „behøver kun at ſpørge Fyrſtens Ledſagere, for at faa vide, hvorledes den hevngjerrige Konge bar hjemſøgt Heidaby; uden nogen Nødvendighed ſejlede Harald aarle en Morgen til denne Stad, hvilket han bedſt burde have undladt[13]“.

Efter denne Ødelæggelſe tiltraadte Harald Tilbagetoget, og ſejlede nordefter med ſin Flaade, der beſtod af 60 Skibe, de fleſte ſtore, og alle belæsſede med Bytte. Han havde imidlertid alt for meget undervurderet Sven og hans Stridskræfter. Det ſynes ſom om Aarſagen, hvorfor Sven ikke indfandt ſig i Gøta-Elven, alene var den, at han ej i Betids var bleven færdig med ſine Udruſtninger, thi den lamme Thorleik fagre bevidner, at Sven havde udruſtet en Flaade af ikke færre end 720 Skibe, hvoraf mange vare prægtigt ſmykkede med Guld og Farver, og at han virkelig var paa Vejen til Gøta-Elven med dem[14], uagtet han for øvrigt ikke lagde ſynderlig Vegt paa at overholde Aftaler af ſaa uſædvanligt Slags, ſom denne. Sandſynligviis har Sven endog indfundet ſig i Gøtaelven kort efter at Harald havde forladt den, og har, ved Efterretningen om at Harald var ſejlet veſtover, ligeledes taget Vejen til Jylland, hvor vi kort efter finde ham i eller ved Limfjorden. Her ſtimlede en Mængde Flygtninger til ham fra Veſtkyſten, der alle beklagede deres Nød og fortalte om de frygtelige Ødelæggelſer, Harald og hans Mænd anrettede[15]. Men Sven, der havde ſine Skibe paa Øſtkyſten, og ſandſynligviis fik Efterretningen om Haralds Voldsgjerninger ikke førend det var for ſeent at forſøge paa nogen Fart nordenom Skagen for at hindre dem, kunde intet gjøre derved, og ſejlede for det førſte ind i det indre af Limfjorden, hvor kun et kort Ejd adſkilte ham fra Veſterhavet, for herfra at iagttage Harald, naar han kom tilbage[16]. Da Harald kom forbi Thy, holdt han ganſke nær ved Kyſten. Sven begav ſig ned til Stranden, raabte ud til ham, og opfordrede ham til at komme i Land med ſine Mænd for at ſtride med Danerne. „I ſkulle“, ſagde han, „ej længer behøve at ſkamme os ud ſom dem, der ej vove at møde eder, fordi vi udebleve fra det beſtemte Stevne; ſiden Nordmændene alligevel anſee ſig for bedre end Danerne i alle Stykker, bør de nu viſe deres Kjekhed ved at gaa i Land og ſlaas med dem, og hvor lidet de end monne agte Danekongen, vil det dog være en ſtørre Tapperhedsprøve og langt hæderligere, at ſtride imod ham i ſluttet Fylking, end at tage Knibe eller Kid og anden ubeſkyttet Ejendom, ſaaledes ſom I altid have gjort her i Danmark. Kong Harald ſvarede: „det er nokſom bekjendt, at vi have kæmpet med andre end Bondekarle og Uslinger. Vi indfandt os til den aftalte Stevne, ſaaledes ſom det anſtod en .Konge,J derimod brød den Aftale, ſom I ſelv havde fremkaldt, og det efter at en ſtor Hær var udruſtet; det var langt fra handlet ſom det anſtaar en Høvding, alene at ſyſle med liſtige Anſlag og derved paadrage ſig mangen Mands Dadel. Hvad vi nu have gjort mod Danerne, nemlig de Strejftog, vi have foretaget rundt om i deres Bygder, er ikke mere end tilpas for deres Svig; desuden er jeg temmelig ens paa, at derſom Danerne vare komne os ſaa nær, at vore Vaaben havde naaet ſammen, ſkulde vi nok have maget det ſaa at de ikke let glemte den Leeg. Nu derimod var det os ſaa meget belejligere at beſtemme deres Skjebne efter vort Sum, ſom de hverken forſvarede ſit Gods eller ſine Kvinder, af hvilke I kunne ſee mange her fangne og ſorgfulde. At gaa i Land og ſtride mod hele Danehæren med ikke ſtørre Styrke, end vi have, derpaa vil jeg ikke indlade mig; til Søs derimod ſkulle vi, hvis I ønſke det, ſtride mod eder, om Danerne end ere dobbelt ſaa mange“[17]. Efter denne Ordvexling, hvorved Harald begrundede og forſvarede ſin Ferd, fortſatte han Sejladſen langs Kyſten og videre mod Nordøſt hen ad Skagen til. Svend derimod ſkyndte ſig tilbage ud af Limfjorden med ſin Flaade, idet han ogſaa rimeligviis ſendte Folk paa Udkig langs Nordſtranden for at holde Øje med Haralds Flaade, og melde ham, naar den havde pasſeret Skagen[18].

Men da Harald var kommen forbi Skagen, og vilde ſejle videre nordefter, fik han Modvind, ſaa at hans Skibe dreve ſydefter, og maatte lægge ind under Lesø, hvor de tilbragte Natten[19]. Aldrig ſaa ſnart fik Sven dette at vide, førend han ſtrax brød op med ſin ſtore Flaade, for at komme uforvarende over Nordmændene. Lejligheden var ſaa meget gunſtigere, ſom der om Natten faldt en ſterk Taage, der gjorde det umuligt for Nordmændene at ſee hvad man foretog ſig ved Kyſten. Den følgende Morgen var det ſtille. Da Solen ſtod op og adſplittede Taagen, ſaa de i det Fjerne noget ſkinne ligeſom Baal. Man viſte Kongen det, og han befalede ſtrax at tage Tjeldingerne ned og ro afſted ſaa hurtigt ſom muligt. „Danehæren“, ſagde han, „er kommen over os, og Taagen har ſkilt ſig ad der hvor den er; det ſom ſkinner, er deres forgyldte Dragehoveder, der ſtraale i Morgenſolen“. Haralds Befaling blev punktligt adlydt, men Nordmændenes Skibe, der baade vare meget opſvulmede af Vand og ſterkt ladede, ſkede ikke ſaadan Fart ſom Danernes, der ikke i ſaa lang Tid havde været i Vandet Danerne halede derfor ſterkt ind paa dem. Harald ſaa, at dette vilde løbe galt afſted, hvis han ej fandt paa et Raad. Hans egen Drage ſejlede agterſt i hele Flaaden, fordi den var tungeſt at ro, men den havde ogſaa den koſtbareſte Ladning. Han befalede nu at man ſkulde kaſte alſkens Træfang, ſom Ræer,Stænger o. ſ. v., overbord, efter at have fæſtet herlige Tøjer, Klædningsſtykker og andre koſtbare Sager dertil. Alt dette drev nu i det ſtille Vejr med Strømmen ned mod de danſke Skibe, og de, der befandt ſig ombord paa de forreſte af disſe, kunde ikke modſtaa Friſtelſen, men ſtyrede hen til de paa Havet drivende Koſtbarheder, lagde bi og gave ſig til at fiſke dem op. Derved ſinkedes Forfølgelſen, indtil Sven kom til med ſit Skib, og ſkammede ſine Mænd ud, at de opholdt ſig ved ſaadant Fjas, medens de derimod lode Harald undkomme med deres Huſtruer og Døtre. Da gave Danerne ſig igjen til at ro ſkarpt, og det varede ikke længe førend de atter halede ind paa Nordmændene. Harald befalede nu ſine Mænd at lette deres Skibe ved al ſtyrte allehaande tunge Levnetsmidler, ſom Malt, Hvede, Fleſk og Øl i Havet; det hjalp lidt, men Danerne nærmede ſig dog fremdeles. Da greb Harald, ſom ſidſte Udvej, til et Middel, der vel var temmelig haardt, men dog har været dadlet mere, end det egentlig fortjener. Han lod alle Vig-Gyrdler, eller løſe Skandſeklædninger, — ſaadanne ſorte man altid med paa Krigsſkibe for at bruge dem i Slag[20] — kaſte i Søen, fæſtede til tomme Tønder og mindre Kar af ſamme Slags, hvorved de kom til at danne ſmaa Flaader, og kunde være tunge Byrder uden at ſynke; ovenpaa dem lod han ſætte endeel af de danſke Kvinder og andre Fanger, hvilke ſaaledes vel overlodes til Bølgernes Spil, men vare temmelig ſikrede mod at ſynke, indtil de danſke Skibe kunde komme dem til Hjelp. Dette, hvorpaa Harald regnede, ſkede ogſaa. Sven ſelv, ſkjønt yderſt ærgerlig over at ſee Fangſten ſlippe ſig af Hænde, befalede ſine Folk at frelſe ſine Landsmænd, Huſtruer og Børn, og hermed gik ſaa lang Tid hen, at Nordmændene vandt et altfor ſtort Forſpring til at kunne indhentes. Sven vendte derfor tilbage til Lesø. Her traf han dog ſyv Ledingsſkibe, der vare blevne tilbage, uviſt af hvad Grund. De tilhørte Bønder fra Viken, der bade om Naade, og tilbede Løſepenge. Der herſkede imidlertid ſaa ſtor Forbitrelſe i Svens Hær over Haralds Fremferd, at mange opfordrede Kongen til at lade dem dræbe, ſaaſom alle Nordmænd burde undgjelde for, hvad Harald havde gjort. Men Sven ſagde: „det ſynes uhæderligt nok, at være uſejrſæl i Strid, endſige dertil at ſvige dem, der frivilligt overgive ſig til min Naade; ſiden vi nu gik Glip af den ſtore Sejr, ſkulle vi ogſaa ſkjenke disſe Folk Livet uden Mishandling“. Han lod dem altſaa drage bort i Fred. Denne vakre Handling ſtaar visſelig i en ſkarp Modſætning til den Haardhed og Uridderlighed, Harald ſtrax forhen havde lagt for Dagen; men man maa heller ikke glemme, at de af Sven frigivne Bønder vare fra Viken, og at han vel ikke endnu var uden Haab om at kunne vinde dette Landſkabs Indbyggere for de danſke Interesſer[21].

    Flatøbogen henføre derimod Fredsſlutningen til 3die Diar derefter, altſaa Vaaren 1065; da det dog overalt angives, at Haralds ſidſte Fejde med Haakon Ivarsſøn og Sveriges Konge foregik Vintren efter Fredsſlutningen, ligeſom det udtrykkeligt ſiges af Snorre Cap. 76, Harald Haardraades Saga Cap. 91, at Harald efter Freden endnu i tre Halvaar, altſaa andet Halvaar 1064 og hele 1065, var i Fejde med Oplændingerne, hvorhos Annalerne henføre Haralds Fejde med Haakon og Steenkil til 1064, maa man vel ogſaa her nærmeſt holde ſig til Snorres Tidsregning, hvorvel Sagen er temmelig tvivlſom. Vintren 1065—66 tilbragte Harald i alle Fald i Viken (Snorre Cap. 82), og Toget til England, paa hvilket han faldt, tiltraadte han ej førend i Auguſt 1066, ſom det nedenfor ſkal viſes.

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 48, Snorre Cap. 32, Fagrſkinna Cap. 182.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 42. Her findes forreſten den ſtore Fejl, at der tales ene Halldors Fader Snorre, ſom om han endnu levede, og ſom om Harald beſøgte ham, uagtet Snorre Gode allerede var død 1031.
  3. Godnar-Fjord vil ikke ſige andet end „Gudenaa-Fjord“, ved hvilken, ſom bekjendt, Randers er beliggende.
  4. Harald Haardraades Saga Cap. 47, 48, Snorre Cap. 31, 32, Fagrſkinna Cap. 188, og fornemmelig Morkinſkinna fol. 8. b. og fol. 9.
  5. At imidlertid Haralds Folk gottede ſig over deres Ydmygelſe, ſees nokſom af Grane Skalds Vers, der her anføres: „den overmodige, guldſmykkede Kvinde lod ikke Øjnene være tørre, idet hun gik gjennem den tykke Horn-Skov (ſandſynligviis Hjørn-Kjær i Tvede Sogn nær ved Randersfjordens Udløb); Filernes Drottin (Harald) forfulgte de flygtende til Stranden, og Dottas Fader (Thorkil, — vi lære ſaaledes at en af hans Døttre hed Dotta —) maatte i al Haſt punge ud“.
  6. Mag. Adam III. 13. Vel nævnes ikke her nøjagtigt, paa hvilket Tog dette ſkede; der ſtaar kun: „et tunc Arhusin ecclesia incensa ac Sliaswig deprædata est“. Men da der, ſom ovenfor er viiſt, kun kan vare Tale om 1048 eller 1049, og Harald, ſom det nedenfor vil ſees, i 1049 ikke herjede Jyllands Øſtkyſt, medens han i 1048 netop var i Aaros’s Naboſkab, maa Begivenheden henføres dertil.
  7. Thjolarnes og Slaget derved omtales kun i Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke; heller ikke anføres Granes Vers andenſteds. Da ſaa vel Hjørnkjer, ſom Thjele, ligger paa den veſtlige og nordlige Side af Fjorden, maa ogſaa Thorkil Gøſas Gaard have ligget etſteds derimellem, og Harald har ſandſynligviis gjort Landgang veſtenfor den lille Karholm mellem Tvede og Holbek.
  8. Se ovf. S. 233.
  9. Se ovf. S. 196 flg.
  10. Dette Vers, ſom ej lader ſig gjengive i Overſættelſe uden at andre Ord, end de charakteriſtiſke „logit“ o. ſ. v. lægges Harald i Munden, og ſom jeg derfor har maattet anføre i Oldſproget, lyder, overſat uden Henſyn til hvad der er af Harald, og hvad der er af Thjodolf, ſaaledes: „Gavmilde Konge (linns láðdbrjótr)! den Brynjethings-Herre, d. v. ſ. Hærſtyrer (brynþings baldr), ſom har Landet ſøndenfor at raade over, (Sven) har lejet for den ſverdprydede Herre (fetilstinga baldri), d. v. ſ. Harald; den ſtridbare Fyrſte nordenfra (glymhríðar borða Njörðr hinn nerðri) er dog langt mere ordholden (hála fastmálari); du er ypperligere (fremri) end de fleſte i Norden“. Tages imidlertid Haralds Linje for ſig ſelv, giver den ogſaa Mening, nemlig „løjet har Fyrſten for Fyrſten“ (baldr bruges nemlig her i Betydningen „Fyrſte“) og det var et ſaa meget ſtørre Kunſtſtykke af Thjodolf, at anvende disſe Ord, der maaſkee ej vare henkaſtede for at fortſættes, til et ordentligt Vers.
  11. At Toget gik langs Veſtkyſten, ſees af mange Omſtændigheder. Førſt heder det at Harald fra Elven ſejlede ſydefter til Jylland (man betragtede altid Jylland ſom liggende ſøndenfor det norſk-ſvenſke Faſtland) og ſøndenfor (eller ſyd til) Skagen, derpaa ſyd om Thy; da nu Thy er den ſydveſiligſte Deel af det Stykke Land, der ligger nordenfor Limfjorden, er det.tydeligt, at Harald har taget Vejen omkring Skagen, og langs med hele den ſaakaldte Nordſtrand eller Kyſten førſt af Vendſysſel, ſiden af Thy. Det ſees ogſaa af hvad der nedenfor vil blive berettet, nemlig at Sven, da Harald paa Tilbagevejen fra Slesvig kom forbi Thy, udæſkede ham til Kamp paa Land, ſkjønt Sven havde hele ſin Flaade hos ſig, øjenſynligt fordi denne, der var kommen øſtenfra, laa i Limfjorden og ſaaledes her ej kunde benyttes, hvorimod vi erfare, at da Harald var kommen forbi Skagen, og Nordveſtenvind havde drevet ham under Lesø, var Sven ſtrax ude med Flaaden for at opſnappe ham. Dette forklarer ogſaa, hvorfor de Danſke troede deres Kvinder og Skatte ſikre i Slesvig, der laa paa Øſtkyſten, medens Harald herjede paa Veſtkyſten. At Thorleik fagre i det nedenfor berørte Vers lader Harald „ſejle“ til Slesvig, gjør intet til Sagen, da han ſom fraværende kan have udtrykt ſig mindre nøjagtigt, hvorhos Harald ogſaa virkelig maa have ſejlet ſaa langt opad Heveren, ſom muligt.
  12. Thorleik fagre og hans Flokk er ovenfor omtalt, S. 24.
  13. Hvorledes ogſaa Mag. Adam (III. 12) omtaler denne Handling er ovenfor nævnt.
  14. De Vers af Thorleiks Flokk, hvori dette indeholdes, anføres kun i Fagrſkinna Cap. 183. „Den herlige Danekonge“, ſtaar der, „har højbrynjede Skibe udenfor Kyſten, og ſtyrer ſøndenfra ſer Hundreder (d. e. 720 Fartøjer) til Mødet med Hørdernes Herre. Ulfs ædle Søn, den ſtridbare Kampe, ſtyrer de fagre Skibe til Elven“. For øvrigt tales der i Flokken om de „guldmundede“ og „fagert malede“ Skibe, ligeſom der ſidenefter ogſaa i den proſaiſke Beretning tales om de guldſtraalende Dragehoveder paa Svens Skibe.
  15. Dette ſiges udtrykkeligt i Morkinſkinna fol. 9. a.; lidit stökk undan alt þat sem komask mátti á fund Sveins konungs ok bera upp kveinstafi fyrir hann, segja skaða sinn ok hörmung“.
  16. At dette er gaaet ſaaledes til, følger af det nys forhen paapegede. Sven kunde ikke være marſcheret til Lands fra Jyllands Øſtkyſt til Rullen af Thy med hele Danehæren; han maa derfor have haſt ſin Flaade i Nærheden. Sandſynligviis har dette dog ikke været aller inderſt i Limfjorden, hvorfra Tilbagevejen vilde have været for lang, men derimod længere ude, ſnareſt ved Ejdet mellem Balbjerg og Vuuſt.
  17. Af de Ord, ſom her lægges Harald i Munden, og ſom ſikkert ogſaa have varet udtalte, i der mindſte hvad Indholdet angaar — dette beſtyrkes i alle Fald ved et Vers af Thorleik fagres Flokk, hvori det udtrykkeligt ſiges at Sven udæſkede Harald til Kamp paa Land, men at Harald foretrak at ſtride til Søs — ſees det, at man fra norſk Side har betragtet Svens Udeblivelſe fra Stevnemødet i Gaut-Elven ſom ſvigagtig, det vil ſige for planmæsſigt at lokke Harald i Fælden, da det var at forudſee, ſaa vel at han vilde hevne ſig ved at herje Danmarks Kyſter, ſom at han vilde blive nødſaget til at ſende en ſtor Deel af Ledingsſkibene hjem, hvorefter da Sven med ſin hele Flaade kunde lægge ſig i Vejen for ham og afſkære ham Tilbagetoget. I ſaa Fald var det vel betænkt af Harald, at ſøge ned langs Jyllands Veſtſide, hvor Sven ei vel kunde naa ham. Det bliver dog altid meget tvivlſomt, om Nordmændene heri havde Ret. Thorleik fagres ovenfor anførte Udſagn ſynes at maatte have Fortrinet.
  18. At dette gik ſaaledes til, ſees deraf at Sven ſtrax var paafærde med ſin Flaade, da Harald blev dreven ned under Lesø.
  19. Morkinſkinna, og følgelig Flatøbogen, ſamt Fagrſkinna, fortælle dette ſaaledes, at Harald, da han var ſejlet videre mod Nord, drejede øſtefter lige til Limfjorden, iſær fordi Vinden drev ham i den Kurs, og at han overnattede ved Samsø, hvor det ogſaa var, at Sven ſøgte at overrumple ham. Men man behøver kun at kaſte et Blik paa Kartet og iagttage deri lange Afſtand mellem Limfjorden og Samsø, for at overbeviſe ſig om at denne Angivelſe er feilagtig. At Harald, ved at komme forbi Skagen, af Nordenvind og Strømmen — der nævnes udtrykkeligt at denne gik ſydefter — kan være dreven henad Hals til, er rimeligt nok, men alene om Lesø kan der være Tale ſom den Ø, ved hvilken han overnattede. De citerede Skaldevers give her ingen Oplysning, da de kun i Almindelighed tale om „Jyllands-Havet“.
  20. De beſtode, ſom man af flere Steder, hvor de omtales, kan ſee, af ſammenføjede Planker, og hver af dem ſynes at have dannet et Kvadrat af omtrent 2 til 3 Alen i Længde og Bredde. Faſtgjorte til tomme Tønder maatte de altſaa danne gode Flaader, og det maatte være vanſkeligt for dem at ſynke, endog under ſvære Byrder.
  21. Harald Haardraades Saga Cap. 50—52, Snorre Cap. 34—35, Fagrſkinna, Cap. 184—187. Morkinſkinna fol. 9. b. Plyndringen af Heidaby eller Slesvig omtales ogſaa tilligemed den tidligere Herjen af Aaros, af Mag. Adam, III. 13, og henføres af ham, ſom ovenfor omtalt, temmelig tydeligt til 1049.