Det norske Folks Historie/3/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Harald begav ſig om Høſten, og det, ſom det ſynes, temmelig tidligt, tilbage til Nidaros, hvor han nu ſandſynligviis med Kraft paaſkyndede Byens Udvidelſe og de Bygningsarbejder, ſom vi ovenfor have omtalt, og ſom vel allerede under hans førſte Vinter- og Vaar-Ophold der efter Magnus’s Død vare paabegyndte. I den Høſt, Vinter og Vaar, ſom Harald nu tilbragte i det Throndhjemſke, deels i Byen ſelv, deels ogſaa paa Rejſer i Herederne, forbitredes hans Dage ikke lidet ved Stridigheder med Bønderne og Lendermandspartiet, iſær med dets Hoved, Einar Thambarſkelve, der maaſkee nu ſaa meget vanſkeligere kunde finde ſig i Kongens Nærværelſe, ſom han i det Aar eller halvandet Aar, Harald havde været ſydpaa, viſtnok ſaa temmelig havde raadet ſig ſelv. Der ſiges, at Harald gik haardt frem mod Bønderne; men om dette nu har beſtaaet i at han gjorde Paaſtand paa højere Afgifter end der tilkom ham, eller han viſte en utilbørlig Strenghed og Griſkhed efter Gods ved Indkrævelſe af Bøder og Inddragning af forbrudt Ejendom, omtales ikke; kun fortælles der, ſom vi ovenfor have berørt, at Einar ved ſlige Lejligheder altid var paafærde ſom Bøndernes Forſvarer, og, da han var lovkyndig, fremſatte Indſigelſer paa deres Vegne, ja ſtundom endog ſagde Kongen reent ud, at Bønderne ej vilde taale nogen Ulovlighed af ham, eller finde ſig i at han brød Landets Ret imod dem. Derved lagde Einar ſig ſaaledes ud med Kongen, at han ikke længer troede ſig ſikker mod dennes Efterſtræbelſer, men omgav ſig med en betydelig Skare af Bevæbnede, ſaa vel hjemme paa ſin Gaard, ſom iſær naar han var i Byen ſamtidigt med Kongen, thi da plejede han at have ikke færre end 8 eller 9 Langſkibe, og henimod 600 Mand. Dette kunde Kongen igjen paa ſin Side ej betragte anderledes end ſom en Utilbørlighed og et Tegn paa Opſætſighed og Selvraadighed, iſær da Einar virkelig nu og da benyttede ſig af ſin væbnede Magt til at trodſe Lov og Ret. Saaledes hændte det engang, da Einar juſt kom til Bryggen med ſine Skibe og gik i Land med ſin lille Hær, medens Kongen ſtod i en Loftſvale, hvorfra han kunde ſee det hele Optog, at denne ſkal have givet ſin Ærgrelſe Luft i et Par Vers, omtrent af følgende Indhold: „her maa jeg ſee den overmodige Einar ſtige i Land med en Skare Huuskarle ſaa talrig, at mangen Jarl nøjer ſig med mindre: han tænker nok paa ſelv at beſtige Tronen, og ender neppe førend han fraraner mig mit Rige, hvis han imidlertid ikke faar Dreng tynde Mund at kysſe“. Einar opholdt ſig nogle faa Dage i Byen, og drev her ſin Trods ſaa vidt, at han paa et Møde, hvor Kongen ſelv var tilſtede, og hvor en overbeviiſt Tyv var ført frem til Afſtraffelſe, brød ind i Spidſen for ſine bevæbnede Mænd og befriede Tyven, alene af den Grund, at denne tidligere havde opholdt ſig hos ham og vundet hans Yndeſt[1].

En anden Gang hændte det ſig, at Kongen blev opmerkſom paa en Kjøbmand, ved Navn Thorfinn, der for faa Aar ſiden havde været meget fattig, og ſaa godt ſom en Tigger, men nu gik prægtigt klædt, og drev en udbredt Handel, uden at nogen kunde ſkjønne, hvorledes han i den korte Tid havde kunnet ſamlet ſaa mange Penge. Han lod Thorfinn kalde til ſig, og ſpurgte ham, hvorledes det var gaaet til. Thorfinn vilde i Førſtningen ikke ud med Sproget, og ſkyldte paa ſin Lykke i Kjøbmandſkab. Omſider maatte han dog tilſtaa, at han havde fundet en Skat ved at grave oppe i Gaularaaſen[2], nemlig en heel Kiſte fuld af Penge og flere Koſtbarheder i Guld og Sølv. Da Kongen hørte dette, erklærede han at alt dette Gods, ſom jordgravet, efter Loven havde tilkommet ham, og at Thorfinn, fordi han ej ſtrax havde anmeldt Fundet og overladt det til Kronen, med Rette fortjente Døden, men at han dog ſkulde ſlippe med Livet og med Tabet af alt ſit Gods. Kongen erklærede dette virkelig for ſin Ejendom, endog de Varer og Penge, Thorfinn havde ſat i Handelsforetagender til fremmede Lande, og denne maatte priſe ſig lykkelig ved at Kongen lod ham beholde nogle faa Penge, med hvilke han forlod Landet. Men da Thorfinn opgrov Skatten, havde tilfældigviis en fattig Islænding, der nys var kommen hjemmefra og holdt Vagt paa Skibet om Natten, ſeet Thorfinn og hans Medhjelper gaa op for at grave; han havde fulgt efter dem og kommet over dem heel ubelejligt, juſt ſom de havde faaet Kiſten op, men han havde lovet at tie ſtille dermed, imod at Thorfinn ſtrax gav ham tre Mk., og forpligtede ſig til, ſenere hen at betale ham andre tre Mk., naar han krævede og behøvede dem. „Dette ſkede ogſaa nogen Tid efter, da Thorfinn var bleven en holden Mand; men han lod ſom om han ikke kjendte Islændingen, og denne gik ſaaledes Glip af, hvad han havde tilgode. Han var imidlertid ſaa heldig, at Einar Thambarſkelve tog ſig af ham og ſkaffede ham noget Gods at begynde en liden Handel med. Af Taknemmelighed beſluttede kun at fortælle Einar om Thorfinns Fund, og hvad han hiin Nat, da han overraſkede Skattegraverne, havde ſeet, nemlig at der paa Kiſte-Laaget ſtod ſkrevet med Runer, at Skatten havde tilhørt Haakon Jarl, Einars Svigerfader. Han havde dog enten glemt eller ikke fundet Lejlighed til at ſige det, førend nu, da Hiſtorien med Thorfinn blev bekjendt. Einar beklagede at han ej havde ſagt det for, da det ikke var en let Sag at faa Godſet, naar det engang var faldet i Kongens Hænder. Han gav dog Islændingen nogle Penge, idet han raadede ham til at rejſe hjem til Island og ikke komme til Norge, ſaa længe Harald var Konge. Selv begav han ſig kort efter til Buen, ſom ſædvanlig ledſaget af en Mængde Folk, ſtyrede lige til Kirken, hvor Kongen juſt var, og væntede her, indtil han kom ud. Einar gik ham i Mode, hilſede ham, og ſpurgte om det forholdt ſig ſaa, at han havde tilegnet ſig de Koſtbarheder, Thorfinn havde fundet. Kongen bekræftede det, fordi det, ſom han ſagde, var Lov i Landet, at jordfundet Gods tilhørte Kongen. „Viſtnok“, ſvarede Einar. „naar man ikke veed, hvo der har ejet det; men dette har tilhørt Haakon Jarl, og den hele Arv efter ham tilkommer min Huſtru Bergljot og min Sott Eindride“. Sviir Beviis paa ſin Fordrings Retmæsſighed angav han nu de Runer, der havde ſtaaet paa Kiſtelaaget, ſaa vel ſom en ſtor Ring og et tykt Guldhalsſmykke, Islændingen havde ſeet øverſt i Kiſten. „Og“, lagde han til, „hvis I ikke med det gode udleverer Pengene, da ville vi forſøge at tage dem med Magt: I faar da ſætte eder til Modværge, om I vil“. Til denne mildeſt talt upasſende Truſel ſvarede Kongen: „nu gaar det vel vidt med dit Overmod, Einar, thi du bærer dig ad, ſom du var den egentlige Konge i Landet, jeg blot af Navn“. Fredeligſindede Mænd og fælles Venner fik vel mæglet Forlig mellem dem, men Harald maatte dog udbetale Einar, hvad han fordrede. Under ſaadanne Omſtændigheder maatte Harald være undſkyldt, om han, for at kue Einars Overmod, greb til Forholdsregler, der ellers, og i ſig ſelv, ikke kunne retfærdiggjøres. Einar indtog nu en ſaa overordentlig Stilling i Staten, og hans Maade at optræde paa var ſaa ſtridende mod alt, hvad der kunde kaldes borgerlig Orden, at der maatte overordentlige Foranſtaltninger til, for at raade Bod derpaa[3].

Imidlertid ſatte Harald ſaa vel Einars, ſom andre mægtige Mænds Fædrelandskjærlighed og Lojalitet paa en farlig Prøve, ſom heller ikke alle beſtode, men hvoraf Einar udgik reen, og derved lagde for Dagen, at om han end var ſtolt og ſelvraadig, ſaa gik dog hans Fædreland ham for alt, medens deri ſamme Stolthed, der forbød ham at give efter for Kongen, tillige gjorde ham det umuligt at begaa nogen lav eller ſvigefuld Handling. Harald havde opſnappet et Par danſke Mænd, der, ſom det ſiges, havde Kong Svens Indſegl; han beholdt dem en Stund ganſke hemmeligt hos ſig i Forvaring, og tilbød dem ſiden Liv og Frihed, imod at de ſkulde udgive ſet for at være udſendte af Kong Sven, i det Ærende, ved Løfter og Beſtikkelſer at lokke Norges mægtigſte Mænd til at love ham deres Biſtand, om han kom til Norge med en Krigshær. Fangerne vare dertil villige, og Harald ſendte dem afſted, forſynede ej alene med en heel Deel Penge til de foregivne Beſtikkelſer, men ogſaa med Breve, ſkrevne i Svens Navn og under hans Segl. Denne Liſt var ſaa meget bedre anlagt, ſom Sven oftere havde truet med at hjemſøge Norge, ligeſom og denne Fremgangsmaade allerede med Held var prøvet af Knut den mægtige; det er endog, ſom vi ovenfor have ytret, højſt ſandſynligt, at Sven ſelv allerede havde forſøgt noget lignende, og at dette nærmeſt har bragt Harald paa den Tanke at anvende denne Liſt til at ſætte ſine Landsmænd paa Prøve. Ja, da det ej ſiges, naar og hvorledes Harald havde faaet hine danſke Mænd i ſin Vold, ligger endog den Formodning temmelig nær, at de virkelig fra førſt af vare udſendte af Sven i dette Ærende, men at Harald havde opſnappet dem, og nu liſtigt benyttede dem ſelv og deres medbragte Indſegl, Penge og Breve paa den oven omhandlede Maade: deſto vanſkeligere var det at gjennemſkue Liſten. Udſendingerne indfandt ſig hos mange mægtige Mænd, og, ſiges der, Prøven beſtode-s ikke lige godt af alle. Dog da de kom til Einar, ſagde ham deres Ærinde, og viſte ham Pengene og Brevet fra Kong Sven, ſvarede han: „Alle og enhver veed, at Kong Harald ikke er min Ven, medens derimod Kong Sven ofte taler venſkabeligt om mig, og jeg ſelv gjerne ønſkede at være hans Ven. Men kommer han til Norge med en Krigshær mod Kong Harald, og herjer i hans Rige, da vil jeg gjøre ham al den Modſtand, jeg kan, og hjelpe Kong Harald med al den Styrke, jeg bar at byde over, til at forſvare ſit Rige“. Anderledes ſvarede Thore paa Steig, der dog ſelv havde været een af de førſte til at erklære ſig for Harald. „Sven handler altid“, ſagde han, „venſkabeligt imod mig, og det ſeer ud til at dette endnu ikke ophører“. Han modtog de tilbudne Penge og forvarede dem. Udſendingerne kom blandt andre ogſaa til en rig og i ſin Kreds afholdt Bonde, ved Navn Høgne Langbjørnsſøn. Denne viſte ſig ſom en Hædersmand. Da de kom frem med Pengene og Brevene, ſagde han: „jeg troede ikke at Kong Sven vidſte noget om mig, der kun er en ringe Bonde; men mit Svar lyder ſaa, at hvis han kommer med Hærſkjold til Norge, ſkal ingen Bondeſøn være ham ſkade-ligere end jeg“. — Da Udſendingerne kom tilbage til Kong Harald, maatte de omſtændeligen berette ham om, hvad Svar de paa ethvert Sted havde faaet. Iſær ſpurgte han nøje om, hvad Einar, Kæmpen paa Gimſe, ſom han kaldte ham, havde ſvaret. Da han hørte hans Svar, ſagde han: mer var ogſaa at vænte af ham, at han vilde ſvare ſom en Hædersmand, ſkjønt juſt ikke af Kjærlighed til mig!“ Om Thore ſagde han, at paa vant kunde man aldrig blive klog, hvad hans egentlige Mening var. Om Høgne ſagde han derimod: „der ſidder et Lendermands-Evne“. Kort efter drog Kongen om paa Vejtſler og lod, ſom det fortælles, de Mænd, der ved denne Prøve var befundne forræderſk ſindede, undgjelde derfor, deels paa Livet, deels ved Pengeſtraffe. Kongen tænkte at komme uforvarende over Steigar-Thore, men en af hans Venner, der befandt ſig i Kongens Følge, ſendte ham underhaanden Bud derom, og lod ham tillige vide, at Kongen ej var ham god, ſaa vel ſom hvad Straf der var overgaaet de andre, der havde modtaget Stikpenge. Thore ſkyndte ſig ſtrax at drage Kongen imøde, lod ſom om ingenting var, indbød ham til Gjeſtebud hos ſig og ſagde derpaa: „for kort Tid ſiden var der nogle danſke Mænd hos mig med venſkabelige Breve og Penge fra Kong Sven; jeg modtog Pengene, fordi jeg fandt det retteſt, at I fik, hvad udenlandſke Høvdinger vilde anvende til at ſvige Landet fra eder; her er det!“ Med disſe Ord tog han en diger Pengepung frem, og gav Kongen den. „Men nu“, ſagde han, maa jeg ſkynde mig hjem, fordi det treffer ſig faa uheldigt, at mine Bygdefolk ere komne op at ſlaas, og jeg maa ſee til at forlige dem; „imidlertid vilde jeg dog ikke undlade at gjøre eder min Opvartning allerede i Kveld“. Dermed gav han Heſten af Sporerne, og reed bort. Da Kongen kom til Gildet, var der ikke mange Gjeſter tilſtede, og Thore ſelv lod ſig ikke ſee. „Nu har Thore overliſtet os“, ſagde Kongen; „ham kan man aldrig gjennemſkue, og heller ikke faar jeg noget Tag i ham denne Gang; men det aner mig dog, at hans Falſkhed og Underfundighed tilſidſt berede ham en daarlig Ende“. Kongen beſøgte ogſaa Høgne Langbjørnsſøn, tog Vejtſle hos ham, og bevidnede ham ſin ſærdeles Tilfredshed med det gode Sindelag, han havde lagt for Dagen i Svaret til de danſke Udſendinger. Han tilbød ſig endog at ville ophøje ham til Lændermand. Men Høgne betakkede ſig for denne Ære. „Al anden Venſkab“ ſagde han, „ſom I, Herre, viſer mig, ſkal jeg modtage med Takke, og i alle Dele ſøge eders Hæder, men Lendermands-Navn vil jeg ikke have, da jeg nok veed, hvorledes det da vilde gaa: naar Lendermænd kom ſammen, vilde det hede: Høgne ſkal ſidde yderſt, fordi han kun er af Bondeæt og ſaaledes den ringeſte af Lendermændene: Titelen vilde ſaaledes ej vorde mig til beviser, men kun til Spot. Langt ſtørre Ære har jeg af at hede Bonde, men at man, naar Bønderne komme ſammen, ſkal ſige at Høgne er den ypperſte af dem. Eders Venſkab kan jeg ligefuldt nyde, og til Gjengjeld viſe eder Venſkab og Hæder, om jeg end vedbliver at hede Bonde, ſom før“. Kongen ſagde at dette var ſtorſindet og forſtandigt ialt, og de ſkiltes ad med megen Kjærlighed[4].

Da Harald i Einars ædle Svar til de foregivne danſke Udſendinger troede at ſee Tegn paa et venſkabeligere Sindelag, end han hidtil havde lagt for Dagen imod ham, vilde han ogſaa paa ſin Side komme ham i Mode, og indbød ham derfor til at Gilde i Nidaros. Han havde upaatvivlelig Haab om, ved denne Lejlighed at faa den Uenighed, der ſaalænge havde herſket mellem dem, ganſke bilagt. Einar kom, og fandt en venlig Modtagelſe; Kongen anviſte ham endog Hæderspladſen ved ſin egen Side. Efter Aftensmaaltidet, da Bordene vare borttagne, ſatte Kongen, Einar og mange andre af deres fælles Venner ſig i en Kreds paa Gulvet i Halmen, medens Hornene gik rundt og alle vare lyſtige. Kongen og Einar fik Puder at læne ſig til, for ret at have det mageligt, og nu begyndte de at fortælle hinanden allehaande underholdende Hiſtorier; blandt andet fortalte Kongen om ſine Bedrifter udenlands. Men Einar, ſom nu var en gammel Mand, og derhos viſtnok var træt af Rejſen og Dagens Lyſtighed, ej at tale om den Virkning, Drikken maatte udøve paa ham, ſaa vel ſom paa de øvrige, kunde i ſit magelige Sæde ikke holde ſig fra at blive ſøvnig, og borte mindre opmerkſomt efter. Kongen merkede det og tog det ilde op, ſom om nemlig Einar lod haant om Fortællingen, og ikke ſatte tilbørlig Priis paa det forſonlige Sind, Kongen havde lagt for Dagen ved ſelv at gjøre det førſte Skridt til Forlig og Venſkab. Tilſidſt ſank Einar ſovende tilſnige mod Puden. Da hviſkede Kongen til en af de tilſtedeværende, der ogſaa var noget beſlægtet med ham, og hed Grjotgard: „tag en Viſk Halm, knug den ſammen, og ſtik i Haanden paa Einar; ryk ſaa haardt i ham og ſiig: vil du gaa til Sængs, Einar!“ Grjotgard gjorde ſom Kongen ſagde, og idet han rykkede i Einar, kom denne i Forvirringen til at lade en Lyd gaa. Kongen ſprang op og gik ud; men Einar blev overmaade vred over den Spot man havde tilladt ſig imod ham. Imidlertid gik han dog den Aften til Sængs. Men allerede Morgenen efter var han paa Ferde med en Skare bevæbnede Mænd, gik lige hen til det Loft eller Kammer i andet Stokverk, hvor Grjotgard ſov, lod Døren bryde op, og lod ham ſelv gribe og dræbe. Kongen blev meget forbitret over ſin Frændes Drab, og den Sammenkomſt, ſom han i ſaa venſkabelige Henſigter havde foranſtaltet, endtes ſaaledes, deels ved hans egen Uforſigtighed og ukloge Spøg, deels ved Einars Heftighed, med fuldkomment Uvenſkab. Imidlertid lagde begges Venner ſig ſtrax imellem, og dreve det dertil, at der aftaltes et Forligsmøde mellem dem. Einar begav ſig derfor atter ud til Byen, tilligemed ſin Huſtru Bergljot, ſin Søn Eindride, og et ſtort Følge af Venner og Tilhængere, for det meſte Bønder fra Omegnen. Han tog ſig Herberge nede i Byen, og gik derfra, ledſaget af Eindride og Bønderne, op til Kongsgaarden, medens Bergljot blev tilbage i Herberget. Men Harald var nok imidlertid bleven enig med ſig ſelv om, at der aldrig kunde vorde noget trygt og paalideligt Venſkab mellem Einar og ham, og at han ikke kunde ſidde ſikkert paa Tronen, ſaa længe Einar levede. Han havde derfor beſluttet at benytte den gode Lejlighed, dette Møde tilbød, til at faa ham tagen af Dage, uden, ſom det lader til, at gjøre lig nogen“Samvittighed over en ſaadan Lumſkhed og Troløshed, eller endog at tage den Fare i.Betragtning, for hvilken han udſatte ſig med Henſyn til Einars talrige og mægtige Frænder og Tilhængere. Under ſit lange Ophold i Conſtantinopel havde han vel ogſaa ſeet alt for mange af ſlige Volds- og Lumſkheds-Handlinger, foranſtaltede af Kejſeren ſelv eller hans Haandlangere, maaſkee endog ſelv hjulpet med at udføre dem, til at hans Samvittighed nu ſkulde være faa øm i dette Stykke. Han indrettede det liſtigt ſaaledes, at Samtalen ſkulde foregaa i den ſaakaldte Maalſtue i den nye, maaſkee endnu ikke engang ret færdigbyggede, Kongsgaard[5] nede ved Elven, hvor han havde ſit Skib liggende ſejlfærdigt, og ſaaledes ſtrax kunde komme bort, om der var nogen Fare. I denne Maalſtue begav han ſig ind med nogle faa Folk, og lod den øvrige Hird ſtaa udenfor i Gaarden; men for at Einar ikke ſkulde ſee at der var nogen inde hos ham, lod han Fjelen næſten drage heelt for Ljoren, ſaa at der kun var en ſmal Aabning. Da Einar kom til Kongsgaarden med ſit Følge, ſagde han til ſin Søn Eindride: „bliv du ude i Forſtuen med vore Folk, ſaa har jeg ingen Fare at frygte“. Eindride tog derfor Plads udenfor Stuedøren. Einar gik ind, og udbrød forundret: „det er jo mørkt i Kongens Maalſtue!“ Men i det ſamme anfaldt Kongens Mænd ham, baade med Hug og Skik. Einar ſprang lige mod Kongen hvor han ſad, og hug til ham, men tilbede ham ingen Skade, da han for Sikkerheds Skyld havde taget to Brynjer paa. Da Einar nu fik Saar paa Saar, raabte han: „hvaſt bide nu Kongens Hunde!“ Eindride hørte det, og løb ind med draget Sverd, men blev ſtrax dræbt ved ſin Faders Side[6]. I det ſamme flokkede Kongens Hirdmænd ſig ſammen om Stuedøren, medens Einars Ledſagere, nok eggede hinanden indbyrdes til at hevne deres Høvding, men uden dog at gjøre noget Angreb, da de ſavnede en Anfører. Net kom Kongen ud, lod ſit Merke rejſe, og befalede ſine Mænd at forme Fylking. Men havde Bønderne ikke vovet at angribe Kongen før, da vovede de det end mindre nu, og Harald kom uden Vanſkelighed med hele Skaren ned til ſit Skib, der allerede laa ſejlfærdigt, og roede ſaa hurtigt ſom muligt ud af Elven. Imidlertid havde Bergljot erfaret ſin Mands og Søns Drab og ilede ſtrax op til Kongsgaarden for at opmuntre Bønderne til Kamp. Men da hun kom derop, ſaa hun allerede Kongen ro ud efter Aaen, og ſagde: „nu ſavne vi min Frænde Haakon Ivarsſøn, thi ſtod han her paa Bakken, vilde ikke Einars Banemand kunne ro ud ad Aaen“. Derpaa lod hun ſyſle om de dræbtes Liig, og foranſtaltede deres højtidelige Begravelſe. De jordedes i Olafskirken, ved Siden af Kong Magnus den gode[7]. Med Einar faldt den ſidſte Veteran af det Ariſtokrati, der havde indſuget ſine politiſke Grundſætninger under Fleerherredømmets og Selvraadighedens Tid, og derfor ikke kunde finde ſig i de Baand, ſom en mere ordnet Statsforfatning og en kraftigere Styrelſe nødvendigviis maatte paalægge dels Medlemmer. Med disſe Grundſætninger, hvilke hans ſtore, og for en Underſaat utilbørlige Magt ogſaa formaaede at ſætte igjennem, pasſede han ikke for den nye Tingenes Orden, og maatte ſeent eller tidligt falde ſom et Offer for den, hvis den ikke ſelv ſkulde vorde tilintetgjort. Hans Død var for ſaa vidt nødvendig, og heldig for Landets fremtidige Udvikling. Men derfor kan man lige fuldt beklage at det maatte ſaa være, og misbillige den om Byzantinerhoffets Rænker mindende, med Foreſtillingen om norſk Ærlighed ſaa lidet ſtemmende Maade, hvorpaa han blev tagen af Dage. Thi Einars Fejl tilhørte alene den Tidsalder og de Forhold, hvori han var opdragen, og udſprang desuden kun

af misforſtaaede og overdrevne Begreber om det Frihedsſind, der ſømmede en egte Stormand: hans Fædrelandskjærlighed og ridderlige Sindelag vare derimod grundede i hans egen Charakteer, og fandtes neppe hos mange af hans Landsmænd i ſaa høj Grad, ſom hos ham. Vi ville ogſaa i det Følgende ſee Exempler paa ſelvraadige og opſætſige Lendermænd, men ikke finde nogen, der i dette Stokke handlede ſaaledes af Overbeviisning, og uden egoiſtiſke, upatriotiſke Henſigter, ſom Einar. Og hvad man end kan have at udſætte paa Einar, maa man aldrig glemme, at det var ham, ſom i Nødens Stund da Norges Selvſtændighed var paa Vej til at ødelægges for ſtedſe, kaldte den igjen til Live, og grundlagde den for kommende Slægter ved at ſætte Anerkjendelſen af St Olafs Helligdom igjennem, afryſte det danſke Aag, og kalde Magnus den gode tilbage. Einar fortjener derfor ſtedſe at nævnes i Norges Aarbøger ſom Fædrelandets Befrier, og denne Roos opvejer alt, hvad der kan ſiges til hans Dadel.

  1. Harald Haardraades Saga Cap. 57, Snorre Cap. 44, 45.
  2. Hvis det forholder ſig rigtigt, ſom Sagaen angiver, at Skatten fandtes oppe i Gaularaaſen eller Byaaſen, maa det Skib, hvorpaa Islændingen holdt Vagt og hvorfra han kunde ſee Thorfinn grave, ikke have ligget i det ſædvanlige Skibsleje i ſelve Nidelven, men derimod i Ilsviken, ved Foden af Graakallen. Muligt er det dog, at Sagaen fejler, og at Gravningen foregik etſteds paa Bakland-Siden, nærmere Lade.
  3. Harald Haardraades Saga Cap. 58, 59.
  4. Harald Haardraades Saga Cap. 60—62. De her berettede Begivenheder fortælles ogſaa i Sagaen paa det tamme Sted og i ſamme Følge, uden at det dog med Vee-hed lader ſig afgjøre, hvor vidt de alle fandt Sted under Haralds Ophold i og ved Nidaros fra hans Tilbagekomſt din Heſten 1049 indtil hans Afrejſe om Vaaren 1050. Tid var der visſelig dertil, tyk ſandſynligviis ankom han til Throndhjem i September og rejſte ikke bort førend i April eller Mai, og i disſe B eller 9 Maaneder kunde mangt og meget foregaa. Men af Fortællingens hele Gang, navnligen af Skildringen af Kongens og Einars tiltagende Uvenſkab, ſynes det dog rimeligſt at disſe Begivenheder ſtrække ſig ud over et længere Tidsrum. Einars og Haralds Konflikter paa Thingene have ſaaledes ſandſynligviis allerede fundet Sted deels før Magnus’s Død, ſaaledes ſom vi ovenfor (S. 132) have ſeet under Kongernes fælles Ophold paa Oplandene, deels tinder Haralds førſte Vinterophold i Nidaros 1047—48; muligt ogſaa, at Trætten angaaende den fundne Skat er at henføre hertil. Det vilde i ſaa Fald bidrage meget til at beſtyrke den ovenfor fremſatte og antagne Formodning, at Harald opholdt ſig Vintren 1048—49 i Viken, nemlig for ſaa vidt ſom hans Uenighed med Einar gjorde ham Opholdet i Nidaros utaaleligt, maaſkee endog uſikkert. Det falder da og langt rimeligere at antage, at Harald under dette Ophold i Viken har udſendt de danſke Mænd, for imidlertid at ſætte Einar og andre Thrønder og Oplændinger paa prøve: at det lojale Svar, Einar gav, har givet Harald Lyſt eller Mod til, atter at overvintre i Throndhjem, og at han paa Vejen derhen til Lands gjennem Gudbrandsdalen og over Dovre har gjeſtet Snore paa Steig i Fron. Thi hvorvel det nok altid lader ſig tænke, at han engang om Vintren 1019 eller Vaaren 1050 har gjort en Skynderejſe fra Nidaros til Gudbrandsdalen, bliver det dog langt fra ſaa ſandſynligt, ſom at dette er ſkeet paa en Forbifart. Ved den her angivne Fordeling af Begivenhederne vinder ſaaledes unegteligen alt en ſtørre Sandſynlighed, indre Sammenhæng og gjenſidig Begrundelſe, end ſom det berettes i Sagaen.
  5. At Maalſtuen var i den nye Gaard, ſiges udtrykkeligt. Hrokkinſkinna lægger endog til: „Maalſtuen var dengang der, hvor Hallen nu er“. Harald Haardraades Saga Cap. 63.
  6. Ifølge Morkinſkinna hed Eindrides Banemand Arne.
  7. Harald Haardraades Saga Cap. 63, Snorre Cap. 45.