Det norske Folks Historie/3/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Einars Drab vakte ſaadan Uvilje, ej alene blandt de Bønder, han havde havt med ſig, men ogſaa blandt Bymændene, at de flokkede ſig ſammen og truede med Ufred, medens Bergljot ſendte Bud til Haakon Ivarsſøn paa Oplandene, Einars nærmeſte Frænde og mægtigſte Eftermaalsmand, for at melde det ſkede, og egge ham til Hevn. Kongen vovede ikke engang ſelv at vende tilbage for at formilde Bønderne, men ſtevnede lige ud til Ørlandet, for at bede Finn Arnesſøn paa Auſtraat om Biſtand, da han deels havde megen Indflydelſe hos Bønderne, deels var en god Ven af Haakon Ivarsſøn, med hvem han tidligere havde været ſammen i Veſterviking. Finn, ſom nu ſtod paa en meget venſkabelig Fod med Harald, ſiden der var blevet dobbelt Svogerſkab imellem dem, og ſom vel desuden ikke ugjerne ſaa den mægtige Einars, Arnmødlingernes gamle Medbejlers, Fald, tog godt imod Kongen, og denne ſagde ham nu, i hvilken Nød han befandt ſig. Finn plejede altid at være djerv og ubetænkſom i ſin Tale. Han ſvarede derfor: „jeg har ikke ſeet nogen ſaa daarlig til at ſtille ung, ſom dig: førſt gjør du hvad Ondt det ſkal være, og ſiden er du ſaa ræd, at du ikke veed, hvor du ſkal gjøre af dig“. Kongen lo og ſagde: „mit Ærende til dig, Svoger, er at faa dig til at rejſe ind til Byen, og ſnakke Bønderne til Rette; lykkes ikke det, vilde jeg du ſkulde rejſe til Oplandene, og tale godt for Haakon Ivarsſøn, ſaa at han ej gjør Opſtand imod mig“. „Hvad vil du da“, ſagde Finn, „love mig til Belønning, om jeg paatager mig denne Rejſe, der er ſaa farlig, ſiden baade Thrønderne og Oplændingerne nu ere ſaa fiendtligt ſtemte mod dig, at ingen af dine Mænd kan tænke paa at komme did, uden for ſaa vidt han perſonligt ſkulde ſtaa ſig bedre med dem, og nyde godt deraf“H’“ „Rejs du kun, Svoger“, ſagde Kongen, „og udret dette Ærende, hvilket jeg veed du kan, om ellers nogen kan det:nemlig at ſkaffe mig denne Fare fra Halſen; og forlang ſaa af os, hvad du vil“. Finn ſvarede: „ſaa hold da ogſaa dit Ord: hvad jeg forlanger, det kan jeg lige faa gjerne ſige ſtrax, nemlig at min Broder Kalf atter faar Grid og Landsviſt i Norge ſaa vel ſom alle de Ejendomme og Værdigheder, han havde, førend han forlod Landet“.[1] Kongen lovede og haandfæſtede det højtideligt i Vidners Nærværelſe. „Men“, ſagde Finn, „hvad ſkal jeg da byde Haakon Ivarsſøn, for at faa ham overtalt til Forlig, thi han har nu meeſt at ſige blandt Oplændingerne og Thrønderne:’“ „Hør førſt“, ſagde Kongen, „hvad han fordrer, og føg ſaa at ramme mit Tarv ſom du bedſt veed og kan; negt ham tilſidſt intet uden Kongedømmet alene“.

Da dette var aftalt, rejſte Harald ſyd til Møre, hvor han ſamlede en betydelig Styrke og ſiden, ſom man maa antage, drog videre til Viken. Finn Arnesſøn derimod drog ind til Byen, ledſaget af 80 Huuskarle. Han ſammenkaldte ſtrax et Thing i Byen ſelv, og viſte Bymændene og Bønderne i en lang og forſtandig Tale, hvor ufornuftigt det var at hade deres Konge og begynde Ufred imod ham. Han bad dem heller at vælge alt andet; han erindrede dem om alt hvad de havde maattet døje, ſiden de havde ſat ſig op mod Kong Olaf den hellige. „De begangne Drab“, ſagde han, „vil Kongen bøde efter de bedſte og forſtandigſte Mænds Kjendelſe“. Finn udrettede ſaa meget ved disſe Foreſtillinger, at alle lovede, intet videre at foretage i denne Sag, førend de Mænd, ſom Bergljot havde ſendt til Haakon Ivarsſøn, vare komne tilbage med Beſked om hvad han vilde gjøre. Finn rejſte derpaa, fremdeles ledſaget af ſine Huuskarle, over Orkedalen, Opdal og Dovrefjeld ned til Oplandene, og tog førſt ind til Orm Jarl, der var gift med hans Datter Sigrid. Efter Raadſlagning med ham indbød han Haakon Ivarsſøn til en Samtale, hvorfor denne heller ikke undſlog ſig. Finn fremførte nu det Ærende, Kongen havde givet ham, og Haakon lagde ikke Dølgsmaal paa, at han baade anſaa det for ſin Pligt at hevne ſin Frænde Eindride, og dertil havde faaet Bud fra Throndhjem om, at han her vilde faa Folk nok til at kunne begynde en Opſtand mod Kongen. Men Finn foreſtillede ham, hvor uklogt han handlede i at ſtille ſig i Spidſen for en Oprørsflok i Stedet for at modtage ſaa ſtor Hæder, ſom han ſelv kunde forlange, af ſin Konge, hvilken han desuden havde ſvoret Troſkabs-Ed. „Enten“, ſagde Finn, „bliver du ſlagen, og da er det ſikkert nok at du har forbrudt Liv og Gods, eller du ſejrer, og da vil du blive kaldet Drottinsſviger, og vorde foragtet og afſkyet af enhver brav Mand“. Ogſaa Orm Jarl ſandede, hvad Finn havde ſagt, og raadede Haakon til at modtage Forligstilbudet. Haakon betænkte ſig en Stund, men lovede tilſidſt at modtage Forlig paa den Betingelſe, at Kongen ſkulde give ham Magnus den godes Datter Ragnhild til Egte med ſaa ſtor Medgift, ſom det pasſede ſig for hende, og hun ſelv ſyntes. Dette lovede Finn paa Kongens Vegne, og Forliget blev ſaaledes faſt og højtideligt ſluttet. Men da Ragnhild endnu kun var et Barn, blev, ſom man af det Følgende kan ſee, Giftermaalet ſelv udſat, indtil hun maatte have naaet den tilbørlige Alder[2].

Finn vendte nu med vel forrettet Sag tilbage til Throndhjem. Da de misfornøjede Bønder her kun havde væntet paa, at Haakon Ivarsſøn vilde ſtille ſig i Spidſen for dem, og ikke havde nogen Anfører at ſætte i hans Sted, lode de al Tanke din Opſtand fare, og Urolighederne bleve ſaaledes ved Finns kloge Underhandlinger aldeles dæmpede[3]. Harald ſad nu fuldkommen ſikkert paa Kongetronen, og hvor meget hans Magt nu var ſtegen, viſte ſig deraf, at de Høvdinger, der herefter kom i Uenighed med ham, ikke, ſom Einar, vovede at forblive i Landet, men begave ſig til Danmark eller Sverige.

  1. Tegn paa Skinſyge mellem Einar og Kalf Arnesſøn ere tidligere anførte (I. 2. S. 846, jvfr. 854). [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte originalen nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  2. Dette ſiges, ſom det ovenfor (S. 233) er bemerket, ikke udtrykkeligt, tvertimod omtale Hrokkinſkinna og Snorre Forhandlingerne mellem Harald og Haakon angaaende Jarleværdigheden ſom om de ſkulde have fundet Sted ſtrax efter Forliget, og før Kalfs Død; men det er allerede tilſtrækkeligt viiſt, at de førſt ſenere kunne have fundet Sted, da Ragnhild i 1050 endnu kun var et Barn. Vel heder det i Hrokkinſkinna og hos Snorre, at Finn Arnesſøn ogſaa var tilſtede da Haakon anholdt om Ragnhilds Haand, men dette kan ej være muligt, da Finn paa den Tid var i Danmark, ligeſom heller ikke hans Nærværelſe ved Samtalen var nødvendig.
  3. Harald Haardraades Saga 3. Cap. 64, 65. Snorre Cap. 46—48.