Det norske Folks Historie/3/22

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Finn Arnesſøn ſelv var, merkeligt nok, den førſte blandt Haralds Lendermænd, der forlod ham i Vrede, og ſaaledes handlede tvertimod de Grundſætninger, han havde opſtillet i ſin Tale for Haakon Ivarsſøn. Efter det Løfte, Kongen havde givet ham, blev hans Broder Kalfs Fredløshed ophævet, og Finn ſendte ſtrax Bud til Orknøerne for at bringe ham denne glædelige Tidende. Kalf kom ogſaa ſtrax, og begav ſig førſt til Finn, ſom ſkaffede ham foreløbig Grid eller Lejde; ſiden havde han en Sammenkomſt med Kongen, ſom han ikke havde ſeet, ſiden de ſtode fiendtligt overfor hinanden ved Stikleſtad. De ſluttede her et formeligt Forlig paa de mellem Kongen og Finn forhen aftalte Betingelſer, og Finn forbandt ſig ligeledes, ſom forhen under Magnus den gode, til at udføre alt, hvad Kongen paalagde ham til hans Magts Ffremme. Derpaa tiltraadte han alle ſine forrige Ejendomme og Vejtſler. Sommeren efter (1051) ledſagede han, ſom de øvrige Lendermænd, Harald paa et af de regelmæsſige Herjetog til Danmark. Denne Gang hjemſøgtes fornemmelig Fyn, men man forefandt der en betydelig Styrke af Indbyggerne, ſom vare rede til at give Nordmændene en varm Modtagelſe. Ikke deſto mindre gav Kongen Befaling til at gjøre Landgang, og foreſkrev hvorledes og i hvad Orden dette ſkulde ſkee. Til Befalingsmand over den Skare, ſom førſt ſkulde gaa op, ſatte han Kalf Arnesſøn, betydede ham, hvor han ſkulde ſtevne hen, og forſikrede, at han ſelv ſtrax ſkulde komme efter med de øvrige Tropper, for at ſtaa ham bi, om det behøvedes. Kalf adlød Befalingen, men blev ſtrax modtagen af en langt talrigere Fiendehær. Han angreb den modigt, og der blev en hidſig Kamp, men den var kun kortvarig, da Fienden aldeles overmandede Kalfs ubetydelige Skare, ſom derfor maatte flygte tillige til Skibene. Danerne forfulgte den, og dræbte mange af Nordmændene, blandt dem ogſaa Kalf ſelv. Nu førſt gik Harald i Land med ſine Mænd. De vare ikke komne langt, førend de fandt ſine faldne Landsmænds Liig. Kalfs Liig blev baaret ned til Skibene, men Kongen fortſatte ſit Tog op i Landet, herjede det, og dræbte mange Folk, uden, ſom det ſynes, at ſtode paa nogen ſtørre Fiendehær, end at han let kunde adſplitte den[1]. Derfor holdt ogſaa Finn Arnesſøn ſig overbeviiſt om, at Kongen med Flid havde maget det ſaa, at hans Broder Kalf miſtede Livet, ved førſt at ſende ham i Land mod en ſtor Overmagt, og derpaa at lade ham ganſke i Stikken. Finn beklagede ſig højligen over det falſke Spil, Kongen havde drevet med ham, ved at benytte ham ſom Redſkab til at lokke Kalf fra hans ſikre Opholdsſted hos Thorfinn Jarl, og enkelte, ſom ſandede dette, forundrede ſig kun over Finns Forblindelſe, efterſom Mangen havde givet Beviſer paa Hevngjerrighed i Tilfælde, hvor der var langt mindre at tage Hevn over, end hvad Kalf havde gjort. Kongen lod Folk tale herom hvad de vilde, og indlod ſig hverken paa at benegte eller bekræfte det. Dug kunde man tydeligt merke paa ham, at han ej var utilfreds dermed: ja der kunde neppe længer være Tvivl om, at det var ſkeet ved hans Foranſtaltning, da han, i et uheldigt Øjeblik, eller i den glade Bevidſthed om at han endelig havde faaet ſine farligſte Modſtandere ryddede afvejen, kvad et Vers, hvori han roſte ſig af at have voldet tretten Mænds Død, idet han tillige paa en vis Maade undſkyldte ſig med at han nødſagedes til Drab, og klagede over Folks Ondſkab. Hvilke disſe tretten Offere vare, om han regner dem lige fra ſin førſte Optræden paa Krigs- og Høvdingebanen, eller om det virkelig var faa mange norſke Stormænd, han havde ladet tage af Dage, nævnes ej; det førſte er imidlertid det rimeligſte. Men viſt er det, at idetmindſte hans Omgivelſer anſaa det afgjort at han blandt hine tretten regnede Einar, Eindride og Kalf: ſandſynligviis have de vel neppe endog kunnet faa Tallet udfyldt, uden ved at regne Kalf med[2]. Finn Arnesſøns Forbitrelſe gik ſaa vidt, at han forlod Norge, og begav ſig til Kong Sven, der modtog ham med aabne Arme. Efter lange, hemmelige Samtaler mellem dem kom det endelig dertil, at Finn, tilſideſættende Fædreland og Troſkabsed for privat Hevnlyſt, gik Kong Sven til Haande og blev hans Mand, hvorimod Sven gav ham Jarlsnavn, og overdrog ham Halland at beſtyre og forſvare mod ſine egne Landsmænd. Finn var dog nok ikke den eneſte, der paa denne Tid gjorde ſig ſkyldig i ſaadant Landsforræderi. Om Urolighederne efter Einars Drab end vare bilagte, ſynes de dog at have fremkaldt flere ſlige Frafald, iſær efter at Finn, der ſelv mæglede Forliget, havde givet det førſte Exempel. „Paa denne Tid“, heder det nemlig i en Saga, „vare Lendermændene i Norge ſaa overmodige og opſætſige, at ſaa ſnart de i et eller andet vare misfornøjede med Kongens Handlemaade, løb de af Landet ſyd til Danmark, til Kong Sven, ſom da gjorde dem til ſtore Mænd i ſit Rige, og gav dem Guld, Koſtbarheder og Hædersgaver, hvilket Skalden Thjodolf bevidner, idet han ſiger: „en vakker Skare har ſveget ſin Troſkab, forladt ſin ædle Herre og gaaet over til Sven: denne for brave Mænd uværdige Ferd vil længe mindes“[3].

  1. Her anføres et Vers af Mener, omtrent af følgende Indhold: „Fyrſten farvede den blanke Egg rød paa Emne, og Ilden fortærede Folks Huſe; Fynboernes Antal blev forringet“.
  2. Harald Haardraades Saga, Cap. 70. Snorre Cap. 54.
  3. Morkinſkinna fol. 10. a ſamt Flatøbogen, (Fornm. Sögur IV. 282 Var. 3), og Fagrſkinna, Cap. 190. Ágrip, Cap. 35, der ellers omtaler Finn alene ſom „en mægtig Mand paa Ranarike, med hvis Broderdatter Harald var gift“, fortæller at han drog til Danmark med ſyv Langſkibe.