Det norske Folks Historie/3/23

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om Harald ſtrax efter Toget til Fyn 105l vendte tilbage til det Throndhjemſke, eller om han endnu tilbragte een eller to Vintre i Viken, ſiges ingenſteds med Beſtemthed, da det er med Aaret 1052 at den før omtalte dunklere Periode af Haralds Regjeringstid begynder, fra hvilken Sagaerne ingen beſtemte hiſtoriſke Optegnelſer meddele. Det vilde ikke været i ſig ſelv ſaa underligt, om han i den førſte Tid efter Einar Thambarſkelves Drab holdt ſig borte fra Throndhjem; men da Finn Arnesſøn havde bragt et fuldſtændigt Forlig til Veje, hvilket allerede ſkede i Løbet af 1051, var der dog ikke egentlig nogen Grund for ham til længere at frygte Thrønderne, og for den Sags Skyld kunde han ſaaledes gjerne have tilbragt Vintren 1050—1051 i Throndhjem, og ſaa meget mere den følgende Vinter. Den i enkelte Sagabearbejdelſer meddeelte Fortælling om det uvenſkabelige Forhold, der opſtod mellem Halldor Snorresſøn og Kongen, og om deres Adſkillelſe, indeholder vel enkelte Antydninger i den her omhandlede Henſeende, men ikke ſaaledes, at Spørgsmaalet derved ganſke bliver opklaret. Fortællingen om Halldor Snorresſøn er ellers i andre Henſeender ſærdeles oplyſende, ſaa vel med Henſyn til Livet ved Haralds Hird, ſom til at viſe, hvor eftergivende Harald med al ſin Strenghed og Myndighed dog kunde være mod ſine gamle Krigskamerater, og hvilken overmodig Opførſel disſe torde tillade ſig mod ham. Fortællingen ſelv bærer, enkelte chronologiſke Uſikkerheder fraregnede, ganſke Sandhedens Præg, og vi meddele derfor det væſentligſte deraf.

Halldor var, ſom det allerede ovenfor er nævnt, om Vaaren 1048 dragen over til Island paa det ham af Kongen ſkjenkede, og ved Kongens Hjelp bemandede Skib, for at beſøge ſine Frænder. Der forblev han den næſte Vinter, og vendte ikke tilbage førend Sommeren derefter (1049), hvor han da ſandſynligviis traf Harald ſtrax efter hans Tilbagekomſt fra Toget til Slesvig og Forfølgelſen ved Lesø. Men Halldor, heder det, begyndte nu at viſe Kongen mindre Opmerkſomhed end for, idet han ofte udeblev, naar han ſkulde følge ham, og ſtundom ſværmede ude om Nætterne, i Stedet for at ſove i Kongens Herberge. Kongen lagde Merke til Halldors Forſømmelighed, og det viſte ſig ſnart, at han derfor havde et mindre godt Øje til ham, end hidtil. Det traf ſig engang, da Hornet gik rundt, at Halldor, hvis Sidemand var en gammel og af Kongen meget yndet Hirdmand ved Navn Thore Englandsfarer[1], leverede denne Hornet, efter ærligt at have drukket mere end Halvdelen deraf; men Thore, der var gammel og ſvag, kunde ikke drikke ſaa hurtigt, og Kongen troede derfor at Halldor utilbørligt havde ſkulket. Han ſagde derfor til Halldor: „ſeent lærer man dog ſine Folk at kjende, hvo ſkulde have troet at du ved Drikken gjør Kneb med en Olding, men løber ſeent om Natten efter ſlette Fruentimmer i Stedet for at ledſage din Konge?“ Halldor værdigedes ikke engang at ſvare paa denne Tiltale, men var ikke deſto mindre meget opbragt derover. Hans anden Sidekamerat, ved Navn Baard fra Oplandene, en brav og veltænkende ung Mand, fandt dette ſlemt, og ſkyndte ſig tidligt den følgende Morgen at oplyſe Kongen om hans Fejltagelſe. Han fortalte ham Sagens rette Sammenhæng, at Halldor havde drukket ærligt og redeligt, og lagde til, at det heller ikke forholdt ſig ſaaledes at han løb efter ſlette Fruentimmer, ſkjønt hans Venner nok kunde ønſke, at han holdt ſig mere til Kongen. Harald ſagde da, at han og Halldor nok ſkulde blive forligte om denne Sag, naar de næſte Gang kom ſammen, og da Baard nu ogſaa beroligede Halldor, blev der ikke ytret videre derom, men Forſtaaelſen mellem Halldor og Kongen var dog intet mindre end god. Da Julen kom[2], blev der, ſom en ſædvanlig Jule-Moro, beſtemt Straffe (Vite), beſtaaende i at tømme et eller flere Horn (Viteshorn), for alle Slags Smaaforſeelſer, ſom at komme for ſilde op, eller til Kirken, o. a. d. Det hørte til, at de, der ſkulde tømme ſlige Horn, ej ſad i deres ſædvanlige Rum paa Bænken, men derimod nede paa Gulvet, i Halmen, hvormed dette var belagt. En Morgen havde Kjerteſvendene, for ret at have Morſkab, beſtukket Klokkeren til at ringe til Otteſang tidligere end ſædvanligt, ſaa at en Mængde kom for ſeent og følgelig dømtes til at tømme Viteshornet, blandt dem ogſaa Halldor. Han ſyntes imidlertid ikke om denne Spøg, og blev ſiddende i ſit Riim, medens de andre ſatte ſig paa Gulvet. Alligevel bragte man ham Viteshornet, men han vilde ikke drikke. Dette blev meldt Kongen, ſom ſagde: „det kan ikke være ſandt, og i alle Fald vil han da vel modtage Hornet, naar jeg ſelv bringer ham det“. Kongen tog virkelig Hornet, og gik hen til Halldor dermed. Halldor rejſte ſig op for Kongen, men da denne bad ham at drikke, vægrede han ſig derved, og meente at han ej var pligtig dertil, da man kun havde anvendt Kneb, for at faa ham og andre fældede. „Du faar dog drikke Vitet lige ſaa vel ſom de øvrige“, ſagde Kongen. „Det kan maaſkee nok lykkes dig, Konge“, ſagde Halldor, „at tvinge mig til drikke dette Vite, men ikke vilde Sigurd Syr kunne have tvunget Snorre Gode til noget, han ej vilde“. Med disſe Ord tog han Hornet og drak deraf, men Kongen blev meget vred, og gik til ſit Rum. Da Nytaarsdagen kom, ſkulde Solden udbetales Hirdmændene; men de fik den kun betalt i hiin daarlige Mynt, ſom ovenfor er omtalt, der mere beſtod af Kobber end af Sølv, og ſpotviis kaldtes Haraldsſlaatten. Da Halldor havde modtaget Pengene, lagde han dem paa Skjødet af ſin Kappe, ſom han holdt op med den ene Haand, betragtede dem, og ſlog ſaa nedenunder med den anden ſaa at de faldt ned i Halmen. „Det var ilde gjort“, ſagde Baard, ſom ſaa det, „thi Kongen anſeer det viſt for en Fornærmelſe, naar man vrager hans Penge“. Men Halldor meente at det ikke havde nogen Fare. Da Julen var forbi, begyndte Kongen at lade ſine Skive udruſte for at drage ſydefter, og foretage det ſædvanlige Sommertog til Danmark. Halldor gjorde dog ingen Miner til at følge med, ikke engang da Kongen allerede var næſten rejſefærdig. Paa Baards Spørgsmaal, hvad dette ſkulde betyde, ſagde han at det var hans Henſigt at blive tilbage, ſiden han godt kunde ſee, at Kongen ikke yndede ham. „Han vil dog viſt, at du ſkal følge med“, ſagde Baard, gik ſiden hen til Kongen, og fortalte at Halldor ej gjorde ſig rede til Rejſen, hvilket, ſom han ſagde, var ſtor Skade, da man vanſkelig fik nogen, der kunde ildfulde hans Sted i Stavnen. „Sig ham“, ſagde Kongen, „at jeg haaber han nok bliver med, og at den Misforſtaaelſe, der nu en Stund har fundet Sted mellem os, ej har noget at betyde“. Baard ſagde ham dette, og at Kongen ſlet ikke vilde undvære hans Tjeneſte. Halldor lod ſig omſider overtale til at følge med, og indtog ſin ſædvanlige Plads ſom Kongens Stavnbo. Paa Farten ſydefter traf det ſig en Gang, at Halldor pludſelig befalede den, der ſtod ved Roret, at dreje af. Kongen derimod bød ham, at holde ſamme Kurs ſom før. Halldor ſagde atter: „drej af!“ Kongen gjentog ligeledes ſin Befaling. „Men I ſtyrer jo lige paa Skjeret“, raabte Halldor. Dog det var for ſeent, thi Skibet ſtødte ſaa haardt mod et Skjer, at hele Underdelen gik af, og det maatte flyttes til Land ved Hjelp af andre Skibe, for at gjøres ved. Imidlertid blev der ſlaaet Telte op, ſaa længe man var nødt til at opholde ſig der. Morgenen efter vaagnede Baard ved, at Halldor pakkede ind. Paa Baards Spørgsmaal, hvor han agtede ſig hen, ſvarede han: „paa et Fragtſkib her i Nærheden, ſaa at vi nu komme til at drage hver vor Vej, da jeg ikke ønſker at Kongen oftere ſkal forſpilde ſine Skibe eller andre Koſtbarheder, alene for at krænke mig“. Baard bad ham dog at vie lidt, til han havde talt med Kongen. Da Kongen ſaa Baard komme, ſagde han: „du er tidlig paa Færde idag!“ Art kan nok behøves“ ſagde Baard, „thi Halldor bereder ſig til at rejſe bort, ſaaſom han finder — hvad der og er ſandt, — at du har handlet uvenſkabeligt imod ham; han agter ſig nu tilbage til ſit Skib i Throndhjem, og derfra ud til Island; men da ſkilles I ikke ad, ſom det ſig hør og bør, og min Mening er, at du vanſkelig faar nogen ſaa paalidelig Mand ſom han“. Kongen ytrede ogſaa at han gjerne vilde forliges med ham, og at han ikke vilde lægge den ſidſte Uenighed videre paa Hjerte. Baard gik derpaa tilbage til Halldor, og ſagde ham Kongens forſonlige Ord. Men Halldor ſvarede kun: „hvorfor ſkulde jeg tjene ham længere, naar jeg ikke engang faar min Sold uforfalſket?“ „Tal ikke herom“, ſagde Baard, du kan nok finde dig i hvad Lendermænds Sønner tage imod uden at knurre; ſidſt bar du dig heller ikke anſtændigt ad, idet du kaſtede Pengene ned i Halmen og ſpildte dem: du kan jo dog vel begribe at Kongen anſeer dette ſom gjort for at haane ham“. „Jeg tror dog ikke“, ſagde Halldor, „at jeg en eneſte Gang har viiſt ſaa ſtor Uefterrettelighed i at følge Kongen, ſom han i Udbetaling af Solden“. „Deri har du viſtnok Ret“, ſagde Baard; „bi lidt endnu, og lad mig tale med Kongen derom“. Baard gik virkelig atter til Kongen, og bad ham lade Halldor faa ſin Sold i gode Penge, hvilket han i Sandhed var værd. Æren ſynes du da ikke“, ſpurgte Kongen, „at det er noget djervt af dig at bede om anden Sold for Halldor, end den ſom Lendermænds Sønner modtage, efter den haanlige Maade hvorpaa han foor frem ved ſidſte Udtælling?“ Sag heller, Herre“, ſagde Baard, „i Betragtning, hvad der er langt mere værd, nemlig hans Bravhed og eders lange Venſkab, ſaa vel ſom eders egen Ædelmodighed: I kjender jo desuden Halldors Sindsbeſkaffenhed og Strenghed, og det tjener dig ſelv til Ære, at viſe ham Hæder!“ „Du taler ſom en brav Mand“, ſagde Kongen, „lad ham faa Pengene!“ Baard fik dem udbetalte, og bragte Halldor dem: det var 12 Mk. Selv. Men Halldor var dog endnu ikke tilfreds hermed. Han vilde ikke længer være paa Kongens Skib, og hvis denne fremdeles ønſkede at beholde ham hos ſig, maatte han, ſagde Halldor, ſkaffe ham et eget Skib at ſtyre, og det til Ejendom. Baard forebragte Kongen ogſaa denne Anmodning, idet han foreſtillede ham, at han viſt vilde være tjent med en ſaa paalidelig Skibsſtyrer ſom Halldor. Kongen fandt dette heller ikke ſaa urimeligt, og lovede at gjøre ved Sagen, hvad han kunde. Han lod ſtrax en af ſine Skibsſtyrere, ved Navn Svein af Lyrgja[3], en Lendermand, kalde til ſig, og ſagde til ham, at da han var af ſaa høj Æt, og dertil meget forſtandig, ønſkede han helſt at have ham paa ſit eget Skib, for at nyde godt af hans viſe Raad; til det Skib, han hidtil havde ført, kunde en anden Styrer udnævnes. Svein udtrykte ſin Forundring over denne pludſelige Trang, Kongen viſte til at raadſpørge ham, hvilket han hidtil aldrig havde plejet, og bad om at faa vide, hvo der ſkulde afløſe ham i Befalingen over Skibet. Kongen nævnte Halldor. Svein ſagde: „jeg havde dog aldrig tænkt, at du vilde tage Befalingen fra mig og give den til en Islænding“. „Hans Æt“, ſvarede Kongen, „er ikke værre paa Island, end din her i Norge, og desuden er det jo ikke ſaa længe ſiden, at de, ſom nu bebo Island, vare virkelige Nordmænd[4]“. Det blev ved Haralds Beſtemmelſe. Svein maatte overlade Skibet til Halldor, og ſiden fortſattes Rejſen til Viken, hvor Kongen lagde ind til Oslo[5], og tog Vejtſler.

En Dag, da Kongen ſad og drak med ſine Mænd, hvoriblandt ogſaa Halldor, kom dennes Svende ind, ganſke vaade, og meldte at Svein af Lyrgja med ſine Folk havde taget Skibet tilbage og jaget dem ud i Vandet. Halldor ſtod ſtrax op, gik hen til Kongen, og ſpurgte ham om det ikke var Meningen at han ſkulde beholde Skibet, ſom Kongen havde givet ham. „Jo visſelig“, ſvarede Kongen, og befalede ſtrax ſine Hirdmænd at tage ſex Skibe og hjelpe Halldor til at faa ſit Skib tilbage. De adløde, ſatte med Halldor efter Svein, og indhentede ham: Svein ſkyndte ſig fra Skibet og op paa Land ſaa hurtigt han kunde, Halldor tog atter ved ſit Skib, og bragte det tilbage til Oslo. Sommeren tilbragtes ſandſynligviis med et Tog til Danmark, uagtet der intet meldes derom. Det heder kun, at da Sommeren var til Ende, vendte Kongen tilbage til Throndhjem med ſine Mænd, og overvintrede i Nidaros. Svein af Lyrgja tilbragte Vintren paa ſine Gaarde, og ſendte Bud til Kong Harald, at han ganſke overlod det til ham at afgjøre den Trætte, hvori han nu befandt ſig med Halldor om Skibet, men at han dog helſt ønſkede at afkjøbe Halldor dette, hvis Kongen intet havde derimod. Da Kongen ſaa, at Svein overlod alt ſammen til ham, bilde han ogſaa helſt mage det ſaaledes at begge Parter ſkulde finde ſig tilfreds, og derfor tilbød han ſig ſelv at afkjøbe Halldor Skibet til ſømmelig Priis, for ſiden at give Svein det tilbage. Halldor modtog Tilbudet, og fik hele Kjøbeſummen ſtrax udbetalt, paa 72 Mark Guld (4 Merker Sølv) nær, ſom ſtod tilbage, og ſom Halldor heller ikke krævede ſynderlig ivrigt, ſaalænge Vintren varede. Men da Vaaren kom, ſagde han til Kongen at han denne Sommer agtede ſig hjem til Island, og at han derfor behøvede ſit Tilgodehavende. Kongen negtede ham ikke Rejſetilladelſe, men gjorde Vanſkeligheder ved Udbetalingen. Halldor krævede oftere, men fik kun ærgerlige Svar. Imidlertid gjorde Halldor ſit Skib ſejlfærdigt, og lod det lægge ud ved Bratøren[6], lige ved Elvens Munding. Da alt var rede og det tegnede ſig til god Vind, gik Halldor en Aften ſilde i ſin Baad med endeel af ſine Mænd, alle bevæbnede, roede ind til Bryggen, vendte Bagſtavnen mod Land og ſatte een Mand til at holde Baaden faſt, medens han lod nogle andre ſidde ved Aarerne; med de øvrige gik han op i Byen og lige til det Kammer, hvor Kongen og Dronningen ſov. De vaagnede begge af den Larm, ſom de indtrædende foraarſagede, og Kongen ſpurgte, hvo det var, ſom vovede at bryde ind til ham ved Nattetid. „Det er Halldor“, lod Svaret, „ſom vil have ſine Penge, da der nu er god Vind, og han ſkal til at ſejle“. „Jeg kan ikke ſkaffe Pengene her paa Stedet“, ſvarede Kongen; „bi til imorgen, ſaa ſkal du faa dem“. „Nej“, ſvarede Halldor, „jeg vil have dem ſtrax, og vil denne Gang ikke gaa bort med uforrettet Sag, thi jeg kjender dit Sindelag og veed at du ikke ſynes om den Maade, hvorpaa jeg kræver mine Penge, hvor føjelig du end anſtiller dig. Fra denne Tid af tror jeg dig kun lidet, og da det er uviſt, om vi oftere treffes under ſaa heldige Omſtændigheder for mig, ſom denne Gang, vil jeg ogſaa nu benytte mig deraf. Jeg ſeer at Dronningen har en ikke ſaa liden Guldring paa Armen: lad mig faa den“. „Saa faa vi ſee efter en Vegt, for at veje den“, ſagde Kongen. „Det behøves ikke“, ſvarede Halldor; „jeg tager den for mit Tilgodehavende, og du kommer ingen Vej med dine Kneb: giv mig den ſtrax“. Da ſagde Dronningen: „lad ham dog faa Ringen, ſom han forlanger: ſeer du da ikke, at han ſtaar over dig med Drabstanker?“ Hun tog ſtrax Ringen af, og gav Halldor den; Halldor takkede dem begge, bad dem leve vel, og gik ned til ſin Baad ſaa hurtigt, han og hans Mænd formaaede, derpaa roede de af alle Kræfter ud til Skibet, lettede Anker og hejſede Sejl. Men allerede idet de ſejlede ud, borte de Ludrene blæſe i Byen, og ſtrax efter ſaa de tre Langſkibe komme ud af Elven, og ſætte efter dem. Men Vinden var god, og Halldors Skib havde allerede faaet ſaa ſtort Forſpring, at Langſkibene ej kunde indhente det, men efter en forgjæves Jagt vendte tilbage igjen. Halldor kom lykkeligt til Island, hvor han tog ſin Bolig paa Hjardarholt, Olaf Paas gamle Herreſæde. Nogle Aar derefter ſendte Kong Harald Bud til Halldor, med Anmodning om at komme til ham igjen: han lovede ham den ſtørſte Udmerkelſe, og at ingen Mand ſkulde kommet højere Stilling end han. Men Halldor ſvarede: „jeg rejſer aldrig til Kong Harald, og det er bedſt at alt forbliver mellem os ſom hidtil; jeg kjender ham nok, og veed, at det Løfte, han giver mig, kun betyder at han vil hænge mig i den højeſte Galge, hvis han faar mig fat“. Mange Aar ſenere, da Harald begyndte at blive noget ældre, ſendte han Bud til Halldor med Anmodning om at ſkaffe ham nogle Ræveſkind til Sængeteppe, fordi han trængte til at holde ſig varm. Halldor ſkal herved førſt have udbrudt: „nu ældes den gamle Hane:“ dog ſkaffede han ham dette. Det er allerede ovenfor omtalt, hvorledes Halldor, der blev en meget gammel Mand, plejede at fornøje ſine Landsmænd paa Althingene, vel ogſaa ved andre Lejligheder, med at fortælle om de Bedrifter, Kong Harald og han havde udført i Syden, og hvorledes Thorſtein frode ſammenſatte ſin Saga derefter. At Uvenſkabet mellem Kongen og Halldor ikke afholdt denne fra at give ham den Roos, han fortjente, medens han paa den anden Side heller ikke gjorde ſig ſkyldig i Overdrivelſer, ſynes man at maatte ſlutte deraf, at Kongen erklærede ſig tilfreds med Thorſteins Beretning[7].

  1. Han kaldtes ſaaledes, ſiges der, fordi han i ſine yngre Dage havde været en ſtor Kjøbmand og længe ligget paa Fart til fremmede Lande, navnlig England, ligeſom han og havde ført Kongen mange herlige Sager hjem.
  2. Af Sagaens Udtryk ſkulde man nærmeſt ſlutte at det var Julen ſtrax efter den Sommer, Halldor var kommen tilbage fra Island. Vel kunde man ogſaa formode at den i Sagaen med faa Ord omtalte Forſømmelighed, Halldor udviſte, har omfattet et længere Tidsrum, men dog maa man, naar man ſeer hen til de øvrige Omſtændigheder, antage Sagaens Tidsangivelſe for rigtig, ſe nedf. S. 264.
  3. Denne Svein ſynes, efter det Naboſkab at dømme, der lader til at have fundet Sted mellem bane Gaarde og Nidaros, at have været en Thrønder. Den Formodning ligger derfor nær, at han var en Søn af Orm Lyrgja (ſe ovf. I. 2. S. 260) og Gudrun Lundeſol, hvis man ellers blot kunde antage „Lyrgja“ for et Stedsnavn, eller paaviſe et ſaadant Sted i Thrøndelagen. Eller maaſkee man burde læſe „Svein lyrgja“, ikke „af Lyrgja“.
  4. Dette merkelige Udſagn forekommer kun i Morkinſkinna fol. 8 a., hvor det lyder i Oldſproget: „ok eigi hefir all-langt síðan lidit, er þeir váru norrœnir er ni byggja Ísland“. I Hrokkinſkinna heder det kun at mange af Islændingerne ikke havde langt at regne til mægtige Forfædre i Norge.
  5. Det er, ſom ovenfor bemerket, alene Morkinſkinna, ſom her nævner Oslo. Ellers tales der kun om „Viken“.
  6. Bratøren nævnes kun i Morkinſkinna fol. 8. b.
  7. Harald Haardraades Saga Cap. 43—46, Morkinſkinna fol. 8. Vi have ovenfor fremſtillet Tidsregningen i Fortællingen om Halldor ſaaledes ſom Sagaerne have den. Der er heller ikke egentlig i ſig ſelv noget uſandſynligt i, at Halldors Vinterophold hos Kongen, Lyſtigheden i Julen med Viteshornene, og den paafølgende Uenighed mellem Halldor og Kongen om Solden foregik ſamtidigt med Kongens og Einars Stridigheder, og at det ſaaledes var paa den ſamme Rejſe ſydefter, at Halldor fik Svein Lyrgjas Skib, ſom den, ved hvilken Harald havde ſkyndt ſig fra Nidaros i Anledning af Einars Drab, og ſøgt Hjelp hos Finn Arnesſøn. Hvad der dog kunde ſiges at tale derimod, er en i Flatøbogen meddeelt og i Fornm. Sögur III. 152—162 aftrykke af os ogſaa ovenfor (I. 2. S. 400 Anm. I.) berørt Fortælling om, hvorledes Halldor Snorresſøn, ærgerlig over at Kongen negtede ham Naade for en Islænding, der havde dræbt en kongelig Hirdmand, begav ſig med ham til Gimſe, under Einars Beſkyttelſe, hvorledes Halldor her paadrog ſig Einars Vrede ved at dræbe en af hans Frænder, men hvorledes denne ſkjenkede ham Livet paa Grund af et Løfte, han efter Svoldrſlaget havde givet en maſkeret Mand, der løskjøbte ham fra Fangenſkab, og i hvilken han troede at gjenkjende Olaf Tryggvesſøn. Denne ſidſte Deel af Fortællingen er ſaa uſandſynlig, at den ſvækker Troværdigheden af det hele. Men om end Halldor virkelig har opholdt ſig en Stund hos Einar og der været i Fare, behøver det ej at have været Vintren 1049—1050; det kan ogſaa have været tidligere, f. Ex. 1047—48, ſaa meget mere ſom det i Beretningen heder at han var ſiden „længe“ hos Harald, og „længe“ maa dog i det mindſte indbefatte mere end tre Diar. I ſig ſelv er det, ſom ovenfor bemerket, heller ikke i mindſte Maade underligt, om Harald endnu om Høſten 1051 vendte tilbage til Throndhjem, da Finn allerede havde faaet Urolighederne ganſke bilagte.