Det norske Folks Historie/3/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det næſte Tog, Harald gjorde til Danmark, gjaldt, ſom formodentlig de fleſte, Jylland, men omtales, merkeligt nok, ikke af vore egne Sagaſkrivere, men kun af den danſke Forfatter Saxo. Harald, fortæller han, laa med hele den norſke Flaade ved Djursaa, eller Indløbet til Kolind-Sund i Nærheden af den nuværende By Grenaa Herhen Grindhøg), da Kong Sven kom til, og uforſigtigt angreb Nordmændene med en langt ringere, i Jylland ſamlet Styrke. Han leed ogſaa et fuldſtændigt Nederlag; den ſtørſte Deel af hans Mænd løb i Vandet, og omkom der. Aaret, i hvilket dette Slag blev holdt, angives ej; kun ſeer man ſaa meget, at det maa have fundet Sted henimod 1060[1]. Om Sommeren 106l gjorde Harald et nyt Tog til Jylland, men alene med faa Folk og nogle ſmaa letſejlende Smaaſkibe. Han gik ſom ſædvanligt i Land og herjede, idet Indbyggerne ſamlede ſig ſammen og ſøgte at forſvare ſig. Han vovede ſig endog ind i Limfjorden, hvor han herjede paa begge Kyſter. Imidlertid fik han her den ubehagelige Efterretning, at Kong Sven havde lagt ſig med en ſtor Flaade ved Hals, og agtede at ſtænge ham inde. Der var og al Rimelighed for, at denne Plan kunde lykkes, da Udløbet ved Hals er meget ſmalt, og Haralds Skibe kun vare faa. Men Harald ſejlede længer ind i Fjorden, indtil det Sted, hvor den er bredeſt, næſten ſom et Hav, nemlig den ſaakaldte Lygs- eller Livø-Bredning; derfra ſtyrede han ind i Vigen ved Sum„ hvor der kun er et ſmalt Ejd over til Havet, og om Natten, da det var blevet mørkt, lod han Skibene losſe, og efter at de ſaaledes vare lettede, drage over Ejdet til den anden Side, hvor de atter bleve ladede og bragte i ſejlklar Stand. Om Morgenen var det hele Arbejde tilendebragt, og Harald ſejlede nordefter forbi Jylland, i det hans Mænd ſang ſpottende:

Harald ſlap
af Haanden paa Daner.

Men Harald ſelv ſagde dog, at han næſte Gang ſkulde komme til Danmark med flere Folk og ſtørre Skibe[2]. Da han naaede Norge, ſejlede han videre langs Veſtkyſten, og ſtandſede ikke, førend han kom Nidaros, hvor han tilbragte Vintren. Her lod han ſtrax ſætte et ſtort Krigsſkib i Arbejde ude paa Øren. Det var beſtemt til at blive et ſaakaldet Busſe-Skib, og for øvrigt til at ligne Ormen lange ſaa meget ſom muligt, baade med Henſyn til Størrelſe, Pragt og omhyggelig Bygningsmaade. Det fik 35 Rum, og var endda ſtort i Forhold dertil. I Forſtavnen fik det et Dragehoved, i Agterſtavnen en Krog eller krummet Dragehale, og Svirerne eller Stavnſiderne vare ganſke forgyldte. I ſig ſelv blev det derfor overmaade ſmukt; og derhos ſørgede Kongen for, at ſaa vel dets Sejl og Tougverk, ſom Ankere og anden Redſkab vare af det meeſt udſøgte Slags[3].

Imidlertid var Kongedatteren Ragnhild voxet til[4], og Haakon Ivarsſøn havde henvendt ſig til Kongen om Opfyldelſen af det Løfte, Finn Arnesſøn paa Kongens egne Vegne havde givet ham. Harald ſvarede at han for ſit Vedkommende vilde holde alt, hvad Finn havde lovet, men at Haakon med Henſyn til Giftermaalet maatte henvende ſig til Ragnhild ſelv, da det ikke vilde være raadeligt for nogen at faa hende mod hendes Vilje. Haakon gjorde ſom Kongen ſagde, men den ſtolte Ragnhild ſvarede: „jeg faar nok ofte at føle, at min Fader Magnus er død og begraven, iſær hvis jeg ſkal tvinges til at egte en Bondeſøn, hvor ſmuk og dygtig en Mand du forreſten kan være; hvis Kong Magnus levede, vilde han ikke bortgive mig til nogen Mand under fyrſtelig Værdighed, og heller ikke vil jeg have nogen ſaadan“. Med denne Beſked vendte Haakon tilbage til Harald, og foreſtillede ham i Overvær af flere, der i ſin Tid havde været tilſtede ved Forliget, at da det var en Betingelſe ved dette, at Kongen ſkulde udſtyre Ragnhild ſom hun ſelv ønſkede, og hun ikke vilde egte nogen, der ej var Konge eller Jarl, var det heller ikke mere end villigt, at Kongen ophøjede ham til Jarl, hvortil ogſaa baade hans Byrd og øvrige Fortjeneſter berettigede ham. Men Kongen gav hertil det merkelige Svar, at ſaavel hans Broder, Olaf den hellige, ſom Magnus den gode, havde overholdt den Regel, aldrig at have mere end een Jarl ad Gangen i Riget; at han ſelv havde iagttaget og fremdeles vilde iagttage det ſamme, og at Haakon derfor ikke kunde blive Jarl, ſaa længe Orm Jarl levede, thi ham gik det dog ikke an at fratage hans Værdighed. Herover blev Haakon Ivarsſøn meget forbitret og drog efter Finn Arnesſøns og de andre Misfornøjedes Viis ſtrax til Danmark, hvor man maa formode at han førſt og fremſt ſøgte ſin Frænde Finn Arnesſøn, der ſom Jarl i“ Halland var nærmeſt ved Haanden, og ſom den, der havde ſluttet Forliget med ham paa Kongens Vegne, var nærmeſt til at høre hans Beklagelſer over dets Ikke-Opfyldelſe. Men ſiden begav han ſig ogſaa til Kong Sven, der tog imod ham med megen Hæder, gav ham ſtore Forleninger, og ſatte ham til Landværnsmand mod Vender og Kurer, der tillige med andre Auſtrvegsmænd og Vikinger herjede i Danmark. Haakon laa nu ude til Søs baade Vinter og Sommer, men ſynes, naar han var i Land, fornemmelig at have haft ſit Tilhold hos Finn Jarl, der ogſaa ſtundom ledſagede ham paa hans Tog[5].

Saaledes ſtode Sagerne, da Harald om Vintren 1061—62 ſendte Bud til Sven Ulfsſøn, og udæſkede ham til et Hovedſlag, der, ſaaledes ſom det ogſaa i den forrige Aftale lød, ſkulde ſtaa ved Elven, og hvori man ſkulde kæmpe til det yderſte, paa den Betingelſe at Sejrherren hvervede Kongedømmet over begge Riger. Om Sven modtog Udfordringen, ſiges ikke[6], men imidlertid udbød Harald Almenning af hele Riget, da det under alle Omſtændigheder var hans Henſigt at prøve en afgjørende Kamp. I Løbet af Vaaren blev Hæren og Flaaden dragen ſammen: det var en betydelig Styrke, men ſom førſt efterhaanden ſamledes, da Ledingsog Lendermænds-Skibene nu, ſom ellers, ikke paa eengang indfandt ſig, men førſt efter ſom Harald paa ſin Rejſe langs Kyſten kom forbi hvert Fylke. Selv tiltraadte han ikke Rejſen, førend det ſtore Skib var færdigt, hvilket det vel neppe blev førend henimod Sommerens Begyndelſe[7]. Da løb det af Stabelen, og derefter bleve de forgyldte Drageprydelſer paaſatte. Thjodolf Skald beſkriver meget levende Skibets Pragt. „Jeg ſaa“, ſiger han, „Skejden løbe ud i Aaen henimod Søen: betragt kun, hvorledes den prude Drages lange Side ſtrækker ſig ud foran Landet: Ormens blanke Fax ſtraaler nu, ſiden den er kommen paa Søen, og de prægtige Svirer bære det pure Guld“. Thjodolf nævner ogſaa Ugedagen, paa hvilken Harald lettede Anker. „Det var en Løverdag[8]“, ſiger han, „at Kongen lod tage Tjeldingerne ned, medens de fagre Kvinder betragtede Dragens Fart fra Byen: den unge Konge ſtyrede den nye Skejd ud af Nid-Elven mod Veſten, idet de brave Drenges Aarer ſloge Søen“. „Disſe Mænd“, ſiger han videre, „forſtaa ſig ret paa at føre Aarerne: Kvinden ſtaar og undres over deres Aareſlag ſom noget, hvortil hun ej har ſeet Magen: det vil gjøre hende ondt, om de ſorte Aarer ſpringe, men hiin behøver ej at ængſte ſig: alt ſkeer med Orden og Rolighed. Vældigt trykkes Hamlen, førend Aaren løftes, idet Nordmændene ro den naglede Drage gjennem den haglkolde Strøm: og naar de ſytti Aarer bevæge ſig i regelmæsſig Takt, ſeer det ud ſom Ørnevinger af Jern[9]“. Harald havde ogſaa ſin Dronning og begge ſine Sønner Magnus og Olaf med, uagtet de endnu vare ſaa godt ſom Børn: Magnus, maaſkee og Olaf, ſtyrede endogſaa et eget Skib[10]. At Kongens Svoger og paalideligſte Støtte, Ulf Stallare, var med, følger af ſig ſelv. Blandt andre anſeede Mænd, ſom deeltoge i Toget, nævnes udtrykkeligt kun trende, nemlig Kongens Svoger Eyſtein Orre fra Giſke; en ſtor, ſterk og ſtridbar Bonde fra Moſter, kaldet Thorolf Moſtrarſkegg ligeſom hiin bekjendte Landnamsmand af dette Navn; og Skjalg Erlingsſøn fra Jæderen[11], hvis Deeltagelſe tyder paa, at der nu herſkede nok ſaa god Forſtaaelſe mellem ham og Kongen; men det følger af ſig ſelv, og antydes endog, at de fleſte Høvdinger fra det hele Land vare med. Da Flaaden kom til Viken, blev den adſplittet af heftig Storm og Modvind, ſaa at der, ſom Thjodolf Skald ſiger, laa Skibe næſten i hver Havn mellem Skjerene[12]. Dog kom, ſom det ſynes, ingen af Skibene til Skade, og da der atter blev Bør, fortſatte Harald Sejladſen øſter til Elven. Det af ham betegnede Sted, hvor Slaget ſkulde ſtaa, var ved Thumla, ſydveſtligſt paa Hiſingen, eller i Sundet mellem denne og Bjarkø, en af Eykrøerne. Her ſamlede hans Skibe ſig, og her holdt han Vaabenthing eller Mønſtring over ſine Folk[13]. Men Sven lod ſig ikke ſee; og de Daner, der vare nærmeſt Elven og Grændſen, flygtede ved den førſte Efterretning om Haralds Ankomſt. Imidlertid erfoor Harald, at Sven havde en Flaade ude, og at han laa med den ved Fyn og Smaa-Øerne, men havde den beſtemte Henſigt, at undgaa et Hovedſlag med Nordmændene. Harald gjorde nu ſom forrige Gang, ſandſynligviis dreven af Nødvendigheden, da den Tid af halvanden Maaned, da Ledingstropperne vare forpligtede til at tjene[14], nærmede ſig ſin Ende for dem, der vare komne nordenfra og allerede havde været længe ude: han ſendte Ledingsſkibene, det vil ſige de nordenfjeldſke, hjem, og beholdt kun halvandet Hundrede (180) Skibe tilbage, der fornemmelig tilhørte Lendermændene, men hvoriblandt der vel ogſaa vare endeel Ledingsſkibe fra Viken, hvilke førſt nylig havde ſtødt til Flaaden. Med denne, altid temmelig anſeelige, Styrke ſejlede han videre ſydefter langs Kyſten af Halland, ſom han nu herjede vidt og bredt[15]. Paa denne Maade kom han lige ned til Lovefjorden (Laholmsbugten), hvor han lagde ind i Udløbet af Nis-Aa, og begyndte at herje, ſom ſædvanligt. Dog medens han mindſt væntede det, kom Kong Sven med hele den danſke Flaade, der beſtod af ikke færre end 360 Skibe, fornemmelig fra Sjæland, Skaane og Smaaøerne, og lagde ſig i Nærheden[16]. Men da det nu ſaa ud til at Harald aldeles vilde blive indeſtængt og overmandet, fik han en uvæntet Forſterkning af Haakon Ivarsſøn, der, nylig hjemkommen fra et Søtog, var i Følge med Finn Arnesſøn, men ved at ſee Nordmændenes farlige Stilling beſluttede at komme dem til Hjelp, hvor meget han end havde imod Kong Harald, enten nu fordi han ikke kunde bære over at kæmpe mod ſine Landsmænd, eller, hvad der er rimeligere, fordi han var ked af at være i Landflygtighed, og ved at ſtaa Harald bi i denne Fare haabede at faa ſin Landsviſt tilbage, ja maaſkee endog Ragnhilds Haand, ſom hidtil havde været forholdt ham[17]. Han ſagde derfor til ſine Mænd, at uagtet Kong Sven var venneſæl, Harald mod det modſatte, havde han dog meeſt Lyſt til at ſtaa ſin egen Konge bi; hans Mænd bade ham at raade, ſom han vilde, og ſaaledes gik han over til Harald med ti Skibe, medens Finn derimod blev Sven tro. Harald takkede Haakon for den uvæntede Hjelp, der var ham ſaameget mere kjærkommen, ſom han havde hørt Haakon højt berømme før hans Krigsvanthed og Tapperhed. Derpaa lod han ſine Mænd ſammenkalde til et almindeligt Møde, og forelagde dem det Spørgsmaal, om man ſkulde binde an mod Danerne, eller forſøge at undkomme. „Hidtil“, ſagde han, „have vi kun herjet og taget endeel Gods, uden at udrette det mindſte, der kan tjene os til Berømmelſe; derfor ønſkede jeg helſt at vi nu kunde vinde en hæderlig Sejr, hvilket ſlet ikke er ſaa umuligt, thi om Sven end har en ſtor Flaade, ere hans Skibe dog mindre end vore og hans Mænd ikke ſaa meget at lide paa: jeg vilde være eder ſaare taknemmelig, hvis I ſtemte for hellere at kæmpe end at undfly“. Mange ſvarede dog, at Sven havde for ſtor Overmagt til at det var raadeligt at binde an med ham: andre taug ſtille. Da ſagde Haakon Ivarsſøn: „endnu har jeg ikke tjent eder, men ſaa meget ivrigere ønſker jeg nu at viſe eder, hvad jeg kan udrette: Danerne pleje vel at være hidſige i Førſtningen, men ogſaa deſto ſnarere at løje af, naar de faa en varm Modtagelſe. I har ofte tilforn ſejret over en ſtor Overmagt, og ſaaledes haaber jeg nok at det ogſaa nu vil gaa, derfor ſtemmer jeg for Kamp, men beder kun om at jeg maa have mine Skibe løſe, uden at binde dem i Tengſlerne“. Harald blev glad ved at høre disſe Ord, og fortalte nu en Drøm, han havde haft om Natten. „Det forekom mig( ſagde han, ſom om jeg og Kong Sven holdt begge i een og ſamme Ring, hvilken vi ſøgte at drage fra hverandre, og at endelig Sven drog Ringen fra mig“. Denne Drøm forekom de fleſte betænkelig ſom om Sven ſkulde komme til at beholde Sejrens Priis. Men Haakon ſagde: „jeg tror ſnarere det ſkal betyde, at Sven vil blive kjørt i Ring[18]“. „Ja“, ſvarede Harald, „denne Forklaring anſeer jeg for den rimeligſte, og vil derfor heller ikke gjøre flere Omſtændigheder, men ſtrax begynde Slaget; og før ſkal enhver af os falde over den anden, førend vi uden Sverdſlag fly for Danerne.“ Derpaa drog han ſit Sverd, gik frem i Forſtavnen af Skibet, og gjorde tre Hug foran ſig i Luften; paa Haakons Spørgsmaal, hvad det ſkulde betyde, ſagde han: „det kalder man udenlands Sejrstegn (sigrbákn), idet Kongen derved viſer, hvorhen hans Vrede vender ſig[19]. Derpaa gav han Befaling at lægge Skibene i Orden. Sin egen Drage lagde han i Midten; ved Siden af ham laa Ulf Stallare, og bad ſine Mænd endelig at lægge Skibet godt frem, hvilket Skalden Svein Herdiſesſøn, der var ombord hos ham, udtrykkeligt bevidner. Paa den ydre Fløj laa Høvdingerne, fra Thrøndelagen, paa den indre Haakon Ivarsſøn og Høvdingerne, fra de ſydlige Egne[20].

Paa ſamme Tid ordnede ogſaa Sven ſine Skibe. Han lagde ſit eget Skib i Midten, lige imod Haralds. Ved hans Side laa Finn Jarl, og derefter de tapreſte af Danernes Høvdinger, blandt dem fornemmelig Skjalm hvide fra Sjæland, Erkebiſkop Abſalons Farfader, og hørende til en af Danmarks ypperſte Ætter. I Svens Hær ſkal der ej have været færre end ſex Jarler, Finn iberegnet[21]. Man ſkred nu til at tenge eller binde Skibene ſammen, men paa Grund af deres ſtore Antal kunde dette alene ſkee midt i Flaaden. Paa begge Sider vare ſaaledes en heel Deel Skibe løſe, og lagde fra frem efterſom Befalingsmændene havde Mod eller Lyſt til, men dette, heder det i en Saga, var heel forſkjelligt. Efter Aftalen beholdt ogſaa Haakon Ivarsſøn ſine Skibe løſe. Med alle disſe Forberedelſer gik Dagen hen, ſaa at det allerede var blevet Aften, inden Slaget kunde begynde. Det var Laurentiusmesſe-Aften (9de Auguſt)[22], og Nætterne havde derfor allerede begyndt at mørkne. Begge Flaader ſynes at have indtaget en ſaadan Stilling, at enhver af dem med den ene Fløj berørte Landet ſtrax udenfor Elvemundingen, medens den anden vendte udad mod Fjorden[23]. Da alt var ordnet, lod Harald blæſe til Angreb. Da, ſiger Sagaen, roede Danerne til, og da gik Ludrene med Raab og Opeggelſer, og Danerne troede for viſt at have faaet Nordmændene ganſke i deres Magt“. I det Sven lagde ſit Skib mod Haralds, bad han ſine Mænd at mindes, hvor meget ondt Nordmændene havde gjort i hans Rige, og hvor haardt det bar, idelig at maatte døje Ufred af dem. „Lad det nu ſpørges“, ſagde han, „at vi gaa vel og tappert frem; her ere nu mange fornemme Mænd og brave Drenge: ſejre vi nu, da kunne vi ſiden leve i Fred og Ro med Ære“. Nu begyndte Kampen, og førtes en Stund med ſtor Heftighed. Kong Harald tog Plads i Forrummet af ſin Drage, og ſkød derfra med Bue hele Natten. Det gik, ſom Haakon havde forudſagt, at Danerne i Førſtningen kæmpede meget hidſigt. Iſær udmerkede ſig en af Skjalm hvides Mænd, ved Navn Aaſlak. Uden Ruſtning, kun dækket med ſit Skjold, og uden andet Vaaben end en Egegreen, der oprindelig var beſtemt til Rorſtang, løb han over paa et fiendtligt Skib, fældte de forbauſede Nordmænd til begge Sider, jog andre ud i Vandet, og førſt da Skibet var ryddet, vendte han tilbage til ſit eget, efter at have faaet flere, dog i det hele taget kun ubetydelige, Saar[24]. Men imidlertid roede Haakon Ivarsſøn, hvis Skibe ikke vare bundne ſammen med de øvrige, omkring paa forſkjellige Kanter, for at angribe Fiendens løſe Skibe. Disſe vege tilbage, efter ſom han nærmede ſig, men han forfulgte dem, ryddede det ene efter det andet, og drev de øvrige paa Flugten. Da kom en Skude med Melding om det ſtore Mandfald paa den anden Fløj, og at denne havde begyndt at vige: ſtrax ilede Haakon did, og angreb ſaa vældigt, at Danerne vege tilbage. Forfærdede herover, benyttede Skaaningerne ſig af Nattemørket til i al Stilhed og ubemerket at hugge Tengſlerne og drage ſig ud af Slaget; de flygtede ind i Elven, hvor de forlode Skibene, og ſnege ſig tilbage til Skaane ad afſides Veje. Dette, ſiger Saxo, var en Skjendſel, ej alene for dem, men ogſaa for deres Efterkommere, og ſom til alle Tider vil paadrage dem Haansord[25]. Haakon Ivarsſøn vedblev den hele Nat, ſaaledes ſom han havde begyndt, at ro omkring og hjelpe til, hvor det meſt behøvedes: og hvor han angreb, kunde intet ſtaa ſig for ham. Paa denne Maade fortſattes Kampen indtil det begyndte at gry ad Dag[26]. Da førſt blev Sven til ſin Ærgrelſe var, at Skaaningerne havde taget Flugten, men desuagtet ſøgte han endnu at holde Stand. Det nyttede ham dog ikke, thi Harald entrede hans Skib, huggende til begge Sider, og de af Beſætningen, ſom ikke faldt, maatte enten ſtyrte ſig i Søen, eller flygte bort paa Smaabaade. Sven ſelv holdt ud til ſidſte Mand, og flygtede ikke, førend Skibet ganſke bar ryddet: da kaſtede han ſig i en Baad, der laa ved Løftingen, og roede bort. Fra de andre Skibe ſaa man hiins Merke falde, og dette var Tegn til almindelig Flugt. Da man ikke ſaa haſtigt kunde faa hugget Tengſlerne, ſøgte de, ſom befandt ſig paa de ſammenbundne Skibe, at komme over til de løſe, eller kaſtede ſig overbord: det gjaldt kun at frelſe ſig ſom man bedſt kunde. Paa denne Maade kom ikke færre end 70 danſke Skibe til at ligge efter, aldeles folketomme[27]. Finn Arnesſøn, der,nu var meget gammel, og dertil næſten ganſke blind, forſøgte ikke paa at ſlugte, men ſatte ſig i Løftingen paa ſit Skib, hvor han blev greben af Haralds Mænd. Ogſaa Skjalm hvide, omringet af en Mængde Fiender og ſvækket ved Blodtab, blev fangen, og ſaa ſtor Priis ſatte Harald paa at have faaet ham i ſin Magt, at han gav ham en Vagt, der ej alene ſkulde pasſe paa at han ikke undkom, men ogſaa ſørge for at der ikke tilføjedes ham nogen Skade[28]. Hvor mange der faldt paa begge Sider, nævnes ikke, men det har ſikkert været en ſtor Mængde, ogſaa af Nordmændene[29]. Det ſtørſte Tab, ſom disſe havde at beklage, var Skjalg Erlingsſøns Fald. Hans Skib laa i den Fløj, ſom vendte mod Land: det ſvajede ind, kom paa Grund, og blev ſtrax angrebet af nogle Tropper ſom Sven havde efterladt paa Kyſten; hver eneſte Mand paa Skibet blev dræbt.

Harald forfulgte de flygtende Daner, men dette var ej nogen let Sag, da Skibene laa ſaa tæt ſammen, at man næſten ikke kunde komme frem. Medens han var beſkjeftiget hermed, laa Haakon Ivarsſøn efter paa en anden Kant nærmere Land, ligeledes hindret bed de ſammenbundne Skibe fra at komme videre. Da kom en høj Mand i en ſiid Hat roende hen til hans Skib i en Baad, lagde til bed Løftingen, og raabte op: „hvor er Haakon Ivarsſøn!“ Haakon ſtod juſt i Forrummet og hjalp til at forbinde en af ſine Mænd. Han vendte ſig mod Manden i Baaden, og ſpurgte om hans Navn. „Jeg beder Vandraad“ (d. e. den ſom er i Nød), ſvarede han, „og ønſkede gjerne at tale med dig“. Haakon bøjede ſig frem over Rælingen til ham. Da ſagde denne: „Jeg vil gjerne modtage Livet af dig, hvis du vil ſkjenke mig det“. Haakon gjenkjendte ſtrax Kong Sven, men uden at lade ſig merke dermed rejſte han ſig op, kaldte to af ſine kjæreſte Mænd til ſig, og bød dem at bringe Vandraad ſikkert i Land; „Vandraad har nemlig“, ſagde han, „forhen gjort mig mange gode Tjeneſter; ſiden ſkulle I følge ham op til min Ven Karl, og ſig denne til Tegn paa at I ere ſendte af mig, at han ſkal lade Vandraad faa den Heſt, jeg i Forgaars gav ham, og at han ſkal lade ſin egen Søn følge ham videre“. Det var endnu ikke blevet ganſke lyſt. Paa alle Kanter roede der Baade med flygtende, deels til Land, deels ud til Havs. Sven ſatte ſig ved Roret i ſin Baad, medens de to Mænd, Haakon havde givet ham med, roede. Han ſtyrede der, hvor han fandt bedſt Plads mellem de øvrige Fartøjer, og hvor han mødte norſke Skibe, ſagde hans Ledſagere, at de hørte til Haakons Folk, og fik da uhindret komme forbi. Sven ſtyrede en Stund langs med Stranden, og lagde ikke til Land, førend Baaden var kommen ud af Trængſelen. Herfra gik de op til Karl, en Kot-Bonde, der boede i et lidet afſides liggende Huus, hvor Sven var langt ſikrere end i Landsbyerne og de ſtore Gaarde, thi her ſtrejfede allerede Flokke af Nordmænd omkring. Karl var nys ſtaaet op og paaklædt. Haakons Mænd hilſte ham fra deres Herre, og ſagde ham deres Ærende, hvilket han var ſtrax rede til at adlyde. Han lod ſætte Mad for dem, medens Heſten ſadledes og hans Søn gjorde ſig rejſefærdig. Nu kom ogſaa hans Kone ind, og da hun ſaa de Fremmede, ſpurgte hun, hvo de vare. „Vi ere vejfarende Mænd“, ſagde den ene af Svens Ledſagere, „og trænge til eders hjelp“. „Ere I ſaa fornemme Mænd, ſom I føre eder vigtigt op“, ſagde hun, „da kunne I vel i det mindſte give mig Beſked om, hvad det Raab og Glam ſkal betyde, der i Nat har hindret os fra at ſove, om Kongerne maaſkee have holdt Slag, eller om der har været noget andet paa Færde.“ „Det er nok ſaa, at Kongerne have holdt Slag“, ſagde Svens Ledſager“, men har ſejret“, ſpurgte Konen videre. „Nordmændene“, ſvarede den anden. „Er da vor Konge dræbt“, ſpurgte hun. „Nej“, ſvarede hiin, „han er undkommen“. „Vee os“, ſagde hun da, „at vi ſkulle have en Konge, ſom er baade halt og modløs“. „Nej, min gode Kone“, ſagde Sven, ſom nu tog Ordet, „lad os ej anſee ham for modløs, men kun for ikke ſynderlig ſejrſæl“. Da de vaſkede ſig før Maaltidet, vilde Sven tørre ſig midt paa Haandklædet; men da Konen ſaa det, rykkede hun det fra ham med de Ord: „veed du da ikke ſaa meget Folkeſkik, at man ej ſkal tørre ſig midt paa Haandklædet, og gjøre det alt ſammen vaadt?“ „Med Guds Hjelp“, ſagde Sven, „kommer jeg vel endnu ſaa vidt at jeg kan tørre mig midt paa Haandklædet“. Karl havde imidlertid allerede gjenkjendt Kongen, og var derfor ſaa meget villigere til at hjelpe ham. Sven undkom ogſaa i god Behold og belønnede ſidenefter Karl med en ſtor Gaard paa Sjæland, men tillod ham dog ikke at tage ſin Kone med: han maatte ſkille ſig bed hende og egte en anden, af fornem Herkomſt[30].

Kong Harald og hans Mænd opholdt ſig ikke længe med at forfølge de flygtende, men vendte tilbage til de forladte Skibe, og underſøgte de faldnes Liig, for at erfare om Sven var iblandt dem. Paa hans Skib laa en Mængde døde, og ſkjønt man ſavnede ham ſelv, troede man dog at han var falden. Derpaa lod Harald ſine egne Mænds Liig ſamle, og de ſaarede forbinde; de faldne Danſke lod han Bønderne i Omegnen tilſige at bringe i Land og begrave. Sidenefter ſkiftedes Byttet. Alt dette medtog nogle Dage, og imidlertid fik man den ubehagelige Efterretning, at Sven var undkommen til Sjæland, og at ſaavel Flygtningerne fra Slaget, ſom andre Tropper havde ſluttet ſig til ham, ſaa at han atter havde en betydelig Hær. Den fangne Finn Arnesſøn blev fort frem for Kongen, der endnu var i ypperligt Lune over den vundne Sejr, og vilde have Løjer af at erte ham. „Her treffes vi nu, Finn“, ſagde han; „ſidſt var det i Norge, den danſke Hird har nok ikke været dig rigtig haandfaſt, og det bliver et ſlemt Arbejde for Nordmændene, at ſlæbe paa dig blinde Mand“. „Mangt og meget ſlemt have Nordmændene nu at gjøre“, ſagde Finn, „og det værſte er, hvad du befaler dem“. „Vil du modtage Grid, ſkjønt du ej fortjener den“, ſpurgte Kongen. „Ikke af dig, din Hund“, var Smaa Svar. „Maaſkee heller af din Frænde Magnus“ (Kongens Søn), ſagde Harald. „Hvad kan den Hvalp raade for Grid“, ſvarede Finn. Kongen morede ſig koſteligt over hans bidſke Svar og vedblev haabe: „vil du da modtage Grid af din Frændkone Thora (Dronningen)?“ „Er hun her“, ſpurgte Finn. „Ja hun er her“, ſagde Kongen. „Da er det ikke underligt“, ſagde Finn, der nu glemte ſig ſelv ganſke af Vrede, „at du har bidt ſaa vel fra dig, naar Merren fulgte dig[31]“. Imidlertid gav Harald ham dog Grid, og beholdt ham hos ſig, men han var ſaa grætten og uvoren i ſin Tale, at Kongen, der vel for Frændſkabs, gammel Venſkabs og hans høje Alderdoms Skyld ej nennede at dræbe ham, fandt ſig bedſt tjent med at ſætte ham paa fri Fod. „Jeg ſeer nok“, ſagde han, „at du ikke vil forſone dig med mig eller dine Frænder, og jeg vil derfor give dig Lov til at drage til din Konge, Sven“. „Det vil jeg gjerne“, ſagde Finn, „og jo for jo heller“. Kongen lod ham da ſætte i Land, og Hallandsfarerne toge godt imod ham. Men han ſynes kun i kort Tid at have overlevet dette Slag[32].

Imidlertid var ogſaa Skjalm hvide undkommen: det havde lykkets ham, en Nat, at ſkuffe ſine Vogteres Aarvaagenhed[33], og der ſamlede ſig, maaſkee iſær ved hans Beſtræbelſer, en ikke ubetydelig Hær af Daner, der overfaldt de Nordmænd, ſom vovede ſig for langt fra Skibene, ſaa at Harald var nødt til, alvorligt at indſkærpe ſine Folk den yderſte Forſigtighed. Dette afholdt imidlertid ikke Kongens egen Søn, den unge Magnus, og Thorolf Moſtrarſkegg fra, endog Natten efter, at ſnige lig til Land, hver paa ſit Skib, og ſiden at gaa op i Landet, for at ſøge Æventyr og indlægge ſig Hæder. Men de havde ikke gaaet langt, førend en Mængde Daner kom over dem og angrebe dem. Nordmændene forſvarede ſig godt, men maatte dog efter kort Tids Forløb bukke tinder for Overmagten. Thorolfs og Magnus’s Ledſagere bleve alle dræbte, og de ſelv undkom kun paa den Maade, at Thorolf, ſom var meget ſterk, tog Magnus paa Ryggen og løb til Skoven med ham. Harald ſavnede dem den paafølgende Morgen, og biede en Stund,.i det Haab at de ſkulde komme tilbage. Men da man intet ſaa til dem, troede han at de vare døde, og gav Befaling til at bryde op og drage hjem[34]. Om at forfølge Sejren, og ganſke at fordrive Sven fra Danmark, ſynes der ej at have været Tale, ſaa vel — hvad man maa formode — paa Grund af dette ſidſte Uheld, ſom fordi Sven allerede havde en ſaa ſtor Hær ſamlet, at det neppe var raadeligt at angribe ham. Altſaa havde Harald ingen anden Fordeel af den ſtore og blodige Sejr, end Æren, og det viſtnok betydelige Bytte. Med Henſyn til Herredømmet over Danmark var han ikke et Skridt nærmere Maalet end forhen. Men Æren og Byttet havde i de Dage mere at betyde, end nu omſtunder, og fornemmelig maatte de erobrede Skibe være Harald en velkommen Tilvæxt til hans Flaade. Saa mange af dem, ſom muligt, bleve derfor tagne med. I Løftingen paa Svens eget Skib fandt man et Skriin med St. Vincentius’s Relikvier, hvilke man viſt ogſaa betragtede ſom en herlig Skat, og førte dem til Norge.

Med ſin ſejrrige Flaade og alle de erobrede Skibe ſejlede Harald nu langs Hallands Kyſt, indtil han naaede Viken, det vil her ſige den ſydlige Deel af Ranafylke, ved Gaut-Elven, hvor han var i ſit eget Rige, og ſkeet mod Angreb af Danerne. Her gjorde han Holdt, og lod Telte ſlaa op paa Land, for at helbrede de ſaarede. Her havde han ogſaa den uvæntede Glæde at ſee ſin Søn Magnus, hvilken han troede død, komme vel beholden tilbage. Thorolf Moſtrarſkegg og han havde taget Vejen til Lands gjennem hele Halland, og ſandſynligviis gjennem de meeſt uvejſomme og afſidesliggende Egne, hvor de vare mindre udſatte for Efterſtræbelſer. Thorolf havde næſten den hele Tid baaret Kongeſønnen paa ſine Skuldre, og var derfor næſten opgiven af Træthed, ligeſom de begge vare halv forhungrede. Harald iretteſatte dem for deres Uforſigtighed og alt for ſtore Ærgjerrighed, der ej tillod dem at nøje ſig med den allerede vundne Hæder, og drev dem til at ſøge nye Æventyr, hvoraf Nordmændene kun høſtede Skam og Skade, men Danerne Ære og Fordeel; dog takkede han Thorolf inderligt for hans Troſkab og Hjelpſomhed mod hans Søn, og lod dem begge pleje paa det bedſte. Han takkede ogſaa alle ſine Krigere for deres Tapperhed, og iſær Haakon Ivarsſøn. Derpaa fortſatte han Rejſen til Oslo, hvor han tog ſit Vinterſæde, og hvor han gav alle dem af ſine Krigsmænd Hjemlov, der ønſkede det[35].

  1. Dette ſynes at kunne ſluttes deraf, at Saxo, ſtrax efter at omtale Slaget ved Djursaa (XI. Bog S. 551, 552) fortæller om Nisaa-Slaget ſom foregaaet kort derefter (brevi post); da nu Nisaa-Slaget ſkede 1062, og Haralds Tog i Limfjorden det foregaaende Aar, bliver Tiden for Djursaa-Slaget i det ſeneſte 1060, medens den heller ikke, hvis vi ſtrengt ſkulle helde os til Udtrykket brevi post, kan ſættes mere end eet eller højſt to Aar tidligere. Men paa den anden Side maa det igjen ikke overſees, at Saxo omtaler Djursaa-Slaget, ſom om det var det førſte,Harald og Sven leverede hinanden, og udtrykkeligt ſiger, at de ikke kæmpede ſammen i formeligt Slag mere end to Gange, nemlig ved Djursaa og Nisaa; hvorhos Saxo her, ſom i hele Svens Hiſtorie, er ſaare uſikker i Chronologien, og dertil ufuldſtændig. Der vilde ſaaledes altid være en Mulighed for, at Saxo ved Djursaa-Slaget har tænkt paa Slaget ved Thjolarnes 1048, hvis man blot kunde antage, at Djursaa ej var Grenaa-Indløbet, men derimod et af de Vandløb, der gaa til Gudenaa og Randersfjorden. Og viſt er det, at medens Strømmen ved Grindhøgh paa Langebeks Kart over det ældre Jylland (Scr. VII. 520) kaldes „Dyursa fl.“, finder man Navnet „Diuraa“ anbragt ved Gudenaa paa et Strøg nordenfor Alling. Men hvad Hjemmel han hertil har haft, vides ikke, og nyere danſke Hiſtorikere, navnlig N. M. Peterſen i det geografiſke Regiſter til „Oldnordiſke Sagaer“, erklære ſig ubetinget for Grenaa-Strømmen.
  2. Harald Haardraades Saga Cap. 71, Snorre Cap. 60. Bearbejdelſen i disſe Sagaer tilføje ogſaa en højſt uſandſynlig og viſtnok opdigtet Fortælling om, hvorledes Harald, der i Limfjorden laa med ſin Flaade ved en liden uopdyrket Ø, raadede Bod paa en i Hæren herſkende Vandmangel ved at lade fange en Lyngorm, holde den ved Ilden til den tørſtede, og derpaa ſlippe løs med en Traad bunden ved Halen, for at man kunde ſee, hvor Inſtinktet lærte den at ſøge ned i Jorden efter Vand, og ſiden grave der, hvilket ogſaa ſkede med Held. I Morkinſkinna (og Flatøbogen) hvor denne Fortælling om Haralds undkommen fra Limfjorden ikke findes, fortælles vel ogſaa Hiſtorien om Ormen (fol. 12. b), men henføres til Laholmsfjorden, ſtrax forud for Nisaa-Slaget, da Harald var indſluttet der af den danſke Flaade. Hertil ſlutter ſig Ágrip Cap. 35. Fagrſkinna fortæller hverken om Flugten fra Limfjorden eller om Ormen. — Den Bredning af Limfjorden, hvorfra Harald ſøgte ind til Vigen og Ejdet, kaldes i de fleſte Haandſkrifter Lúsbreið, men i enkelte ogſaa Lyseið og Lygsbreið. Den ſidſte Form er øjenſynlig den rette, da Øen Livø, der ligger midt i Bredningen, forhen kaldtes „Lyg“, „Lygsø“ „Ljugsø“; „Lygsbreið“ er altſaa kun „Bredningen om Livø“. Ejdet, hvor Harald lod Skibene drage over til Havet, og ſom ifølge Knytlingaſaga Cap. 32 ſkal have faaet Navnet „Haraldsejd“, kan dog ikke, ſom de fleſte have antaget, vare det veſtligſte Eid ved Aggerkanalen, da det udtrykkeligt heder, at Ejdet var ved en Vig paa Indſiden af Lygsbredningen. Ejdet bliver ſaaledes alene det ved Vuuſt, hvor Sven nogle Aar i Forvejen havde udfordret Harald til Kamp, ſe ovf. S. 241.
  3. Harald Haardraades Saga Cap. 76, Snorre Cap. 61. Det er Snorre, ſom kalder Skibet Busſe-Skib; i Hrokkinſkinna og Hryggjarſtokke kaldes det Skejd. Men Snorre har viſt Ret, da de ſaakaldte Busſe- eller Butſe-Skibe paa denne Tid vare meget betydelige; ſaaledes omtales faa vel i de engelſke Annaler ved 1051 og 1064, ſom i Domesdaybook de ſaakaldte „Butſe-Karle“. Navnet „Busſe“ (bussa, buza, bucia, burcia, bucca) forekommer hyppigt hos Middelalderens Skribenter; det er egentlig det ſamme Ord ſom det franſke „bourse“, og bruges om ſtore, udbugede, meget rummelige, Skibe.
  4. Det er forhen omtalt, at Morkinſkinna fremſtiller Haakons Hiſtorie rigtigere end Hrokkinſkinna og Snorre, ved at lade Haakon Ivarsſøns endelige Frafald og Aasmund Bjørnsſøns Død finde Sted efter Nisaa-Slaget. Men at Haakon allerede før dette var bleven uenig med Harald, ſom Hrokkinſkinna og Snorre berette, og kun ved uformodentlig at komme ham til Hjelp ved Nisaa atter vandt hans Yndeſt (hvorom igjen Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og Snorre, der urigtigt lade Aasmunds Drab bevirke Haakons Adſkillelſe fra Sven, intet vide), beſtyrkes ſaa vel af Morkinſkinnas eget udtrykkelige Udſagn, hvorom nedenfor, ſom af Saxos Vidnesbyrd om „den uformodede Ankomſt af en Anfører fra Hjemmet“. Man faar derhos ſaa vel af Morkinſkinnas Udſagn, at Finn og Haakon tilſammen kom fra et Tog med deres Skibe til Laholmsfjorden, da de fandt Harald liggende der, ſom af Hallands Nærhed ved Viken og af den Omſtændighed, at Bonden Karl i Halland var Haakons Ven, den beſtemte Foreſtilling, at Haakon i denne førſte Landflygtighedstid iſær havde ſit Tilhold hos Finn i Halland, og at de oftere vare paa Tog ſammen. Da Ragnhild neppe vilde have givet et ſaa ſtolt Svar ſom det oven anførte, førend hun var voxen, eller da man neppe vilde have taget Notits deraf for, maa hun ved hiin Samtale mellem hende og Haakon antages at have været mindſt 15 til 16 Aar gammel, og Samtalen, ſaa vel ſom Haakons Bortrejſe maa derfor ifølge det ovenfor S. 234 anførte nærmeſt henføres til 1058.
  5. Harald Haardraades Saga Cap. 67, 68, Snorre Cap. 49—52.
  6. Der ſtaar rigtignok længere nede (Harald Haardraades Saga Cap. 77, Snorre Cap. 63) at Sven ikke vilde holde Stevnelag med Nordmændene, men dette kunde vel ogſaa tages i den Betydning, at han ej ændſede den af Harald paa egen Haand fremſatte Udæſkning. Der kunde endog være Spørgsmaal om, hvor vidt Harald virkelig bar fremſat nogen ſaadan, efterſom Morkinſkinna tier derom, men Spørgsmaalet maa dog beſvares bekræftende, naar man ſeer hen til Øjevidnet Thjodolfs udtrykkelige Udſagn, ſom her nedenfor nærmere berøres, nemlig at Harald holdt Thing ved Thumla, og at Modet med Sven der var „berammet“ (eindagaðr fundr).
  7. Da Slaget ved Nisaa, ſom det nedenfor vil ſees, foregik i Auguſt, og Harald rimeligviis en 14 Dage eller 3 Uger forud, altſaa midt i Juli, afſkedigede Ledingstropperne fra det Nordenfjeldſke, da de vel havde ligget ude i den foreſkrevne Tid af halvanden Maaned, maa man ſætte Udfarten fra Nidaros til ſidſt i Mai eller førſt i Juni.
  8. Denne Løverdag kunde ſaaledes nærmeſt være 1ſte eller 8de Juni.
  9. Harald Haardraades Saga Cap. 76, Snorre Cap. 62.
  10. At Magnus ſtyrede Skib, nævnes i alle de Sagaer, ſom handle om Slaget. Olafs Nærværelſe omtales i Fagrſkinna Cap. 192.
  11. Se Fagrſkinna Cap. 192, Harald Haardraades Saga Cap. 78, 82. Snorre Cap. 65.
  12. Harald Haardraades Saga Cap. 76, Snorre Cap. 62.
  13. Thjodolf ſiger nemlig udtrykkeligt: „Fyrſten (Harald) holdt Thing ved Thumla (Læſemaaden Þumlu ſynes her retteſt); der er det Møde, der ſkyldes Ravnene (nemlig fordi Slaget vilde ſkaffe dem Liig at rede) aftalt med Sven, naar kun ikke Danerne unddrage ſig“. Thumla gjenkjendes endnu i Navnet Tummelhede (Þumluheiðr) i Thorsland Sogn paa Hiſingen.
  14. Se Ældre Gulathings Lov Cap. 302.
  15. Paa dette Tog var det maaſkee at han, ſom det i Tillægget til Landnaama fortælles, laa i Nærheden af Brødrehøjene ved Glaumſtein i Halland, og forgjæves æſkede Oplysning om, hvo der laa begraven i dem, indtil en vis Sigurd hvite om Natten drømte, at en hærklædt Mand kom til ham og kvad et Vers, hvori han ſom de der begravne Kæmper nævnte Snjell og Hjaldr, og forudſagde Kamp og Sejr, ligeſom og en anden af Haralds Mænd, Bjørn Stift, drømte noget lignende. Da Harald, heder det, kom hjem til Norge, fik han vide af Kaare den ſvarte, en Frænde af Thjodolf af Hvin, at Snjall og Hjald vare Sønner af Kong Vatnar, ſe ovf. I. 1, S. 298.
  16. I Morkinſkinna (Flatøbogen) fortælles det, ſom ovenfor bemerket, at Sven ſøgte at blokere Harald ved en Ø, og at det var her, at Harald ved Hjelp af Ormen fandt Vand:, ogſaa Fagrſkinna Cap. 191 (jvfr. Ágrip) ſiger, at Danerne lukkede Nordmændene inde. Men at ingen ſaadan Indelukning fandt Sted, ſees tydeligt af Sagaens egne Ord, hvor de lade Harald forelægge ſine Folk Valget mellem at kæmpe og at undfly. Vare de indeſtængte, havde de intet Valg. Dertil kommer og, at de med Henſyn til Enkelthederne paalidelige Skalde, nemlig Sven Herdiſeſøn, om hvem der udtrykkeligt ſiges, at han var tilſtede, lade Slaget foregaa „udenfor Nisaa-Oſet“ (Stein), „udenfor Mundingen“ (Stuf), „udenfor Nisaa“ (Thjodolf), ligeſom Saxo baade lader Sven ſelv lægge ſig i Nisaa, ſamt derfra drage ud mod Harald, og Skaaningerne ſiden flygte tilbage til Nisaa. Indſtængninge-Hiſtorien vedkommer derfor viſtnok kun det klaret forud foretagne Tog i Limfjorden, ſe ovf. S. 272. Men naar Saxo derhos lader Sven have mindre Hær end Harald, da er dette aabenbart en Fejl, thi Stein Herdiſeſøn ſiger udtrykkeligt, at Harald havde halvandet Hundrede (180), Sven tre Hundreder (360) Skibe.
  17. I Hrokkinſkinna og hos Snorre deeltager Haakon i Slaget ſom Haralds Jarl, og gift med Ragnhild, men at dette er urigtigt, er allerede ovenfor viiſt. Urigtigt er det dog ogſaa paa den anden Side, naar Morkinſkinna her lader Finn.og Haakon komme tilbage fra et af de Vikingetog, de foretoge i Fællesſkab med Ketil af Ringenes. Thi for der førſte var det Guthorm, ikke Ketil af Ringenes, med hvilken de havde ligget paa Tog, for det andet henhøre die-ſe Tog til en langt tidligere Periode, ſe ovf. S. 171. Det rimeligſte er, at Haakon, hjemkommen fra et af ſine Øſterſøtog, har ſluttet ſig til Finn, da denne ſom Soens Jarl ſkulde ſtode til hans Flaade.
  18. I Sagaen ſtaar der egentlig, at Kongerne drog „Hank“ (d. e. Ring, Krog) med hinanden, og at Haakon udtydede det, ſom om Sven vilde komme til at „áhankask“, d. e. faa Hank om ſig, komme i Klemme. Ordſpillet kan ikke overſættes.
  19. Dette er aabenbart den ſamme ſymboliſke Handling, ſom lige indtil de ſeneſte Tider have plejet at foretages ved Kongers eller Kejſeres Kroning.
  20. Harald Haardraades Saga Cap. 77, Snorre Cap. 63. At Høvdingerne fra de ſydlige Egne laa inderſt, ſees deraf at Skjalg Erlingsſøns Skib drev ind mod Land, ſe nedenfor S. 280.
  21. Thjodolfs Vers, anført i Harald Haardraades Saga Cap. 78, Snorre Cap. 67, Fagrſkinna Cap. 191.
  22. Morkinſkinna og Fagrſkinna nævne Laurentsmesſe-Aften, Hrokkinſkinna derimod Laurentsmesſe-Dag. Meningen er aabenbart den, at Forberedelſerne til Kampen begyndte den 9de, og at Kampen ſelv ſtod paa om Natten mellem 9de og 10de.
  23. Dette fremgaar af det ovenfor i S. 276 Note (2) berørte.
  24. Saxo (Side 553), ſom her udtrykkeligt paaberaaber ſig Erkebiſkop Abſalons Vidnesbyrd.
  25. Saxo S. 553.
  26. Ogſaa Saxo fortæller, at Kampen fandt Sted om Natten. Det ſiges udtrykkeligt i Thjodolfs Vers, hvor det heder at Kongen ſkød „hele Natten“, og i Steins, der ſiger at „Ravnen fik ſit Bytte i Otten“.
  27. Tallet nævnes udtrykkeligt i et Vers af Thjodolf.
  28. Saxo (S. 554) der rimeligviis ogſaa her har haft Abſalons Fortælling for ſig.
  29. Der blev ſaa ſtort Mandfald, at ingen kunde faa Tal derpaa, og næſten alt paa de Danſkes Side, ſiger Morkinſkinna fol. 13. a. Antager man, at de danſke Skibe i Gjennemſnit havde en Beſætning af 50 Mand (de vare nemlig ſmaa), faar man dog en Styrke af 18000 Mand, og regner man kun at der paa hvert af de 70 ryddede Skibe faldt 20, bliver dog allerede dette 1400. Dog faldt der ogſaa paa de andre Skibe en ſtor Mængde, ſaa at man viſt i alt kan regne 3000.
  30. Det er Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og Snorre, der lade Haakon hjelpe Kong Sven under Navnet Vandraad, og omtale Bonden Karl. Morkinſkinna (og Flatøbogen) ſaa vel ſom Fagrſkinna vide intet om at Haakon hjalp ham, og fortælle heller ikke noget om Karl, men ſige kun at Sven med een Ledſager flygtede i Land og kom til et lider Huus, hvor de traf en gammel Kerling, der gav de oven anførte Svar. Beretningen om Haakons Medvirkning ſynes dog umuligt at kunne være greben af Luften, og bærer ganſke Sandhedens Præg, hvorfor vi ej have betænkt os paa at optage den.
  31. Her ſigtes til Heſtekampene.
  32. Allerede om Høſten eller Vintren efter Nisaa-Slaget tales der nemlig om Udnævnelſe af en ny Jarl i Halland, ſe nedenfor S. 287.
  33. Det var, ſiger Saxo (S. 551) ved lacus caprinus (Getſjø? Hafrsſjø? Bukkſjø?) et Sted hvis Beliggenhed nu ej kjendes.
  34. Magnus’s og Thorolfs Æventyr omtales kun i de vidtløftige Sagaer, ej hos Snorre eller i Fagrſkinna. Fortællingen derom ſynes dog ganſke troværdig.
  35. Harald Haardraadees Saga Cap. 77—85, Snorre Cap. 62—69. Disſe Beretninger ere eenslydende. Morkinſkinna (fol. 12, b. og 13. a) faa vel ſom den dermed ſtemmende Flatøbog ere noget afvigende, ſom ovenfor paapeget. Til disſe ſidſte ſlutter ſig nærmeſt Fagrſkinna Cap. 191—194. Saxo I B. S. 552—551 ſtemmer her bedre med Sagaerne, end det ellers plejer at være Tilfældet.