Det norske Folks Historie/3/80

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Magnus blinde begav ſig nu ned til Danmark, hvor Erik Emune fuldſtændigt havde befæſtet ſit Herredømme og herſkede med ſtor Anſeelſe, men tillige med en hidtil ukjendt Haardhed og Strenghed. Uagtet den Behandling, Erik i ſin Tid havde mødt hos ham, var det modſatte af venſkabelig, og uagtet han ſidenefter endog havde underſtøttet hans Fiende og Medbejler Harald Gille, afholdt dette dog ikke Magnus fra at tye til ham om Hjelp, ligeſom og Erik paa ſin Side tog venligt imod ham. Man maa derfor, ſom tilforn ytret, næſten formode, at der allerede for Harald Gilles Dyd var indtraadt et ſpendt. Forhold mellem denne og den danſke Konge. Magnus foreſtillede Erik omtrent det ſamme, ſom han havde foreſtillet den ſvenſke Jarl, nemlig at det nu var et belejligt Tidspunkt til at underkaſte ſig Norge: han ſagde, at hvis Erik kom med hele ſin Hær, vilde neppe nogen Nordmand vove at ſkyde et Spyd imod ham; han bad ham derfor indſtændigt at følge ham tilbage, for i Forening med ham at underlægge ſig Landet. Den ærgjerrige og herſkeſyge Erik lyttede til hans Overtalelſer, opbød Leding og drog med en Flaade af ikke færre end 240 Skibe[1] til Norge. Magnus og hans Mænd ledſagede ham. Da han kom til Viken, gik han temmelig fredeligt frem, ſaa længe han holdt ſig paa Øſtſiden, thi der ſkal han have forefundet flere af Magnus’s Venner[2]. Anderledes var det derimod, da Flaaden lagde over til Veſtſiden af Folden, for at løbe ind til Tunsberg; her havde mange Lendermænd forſamlet ſig under Anførſel af Orm, ſædvanlig kaldet Vatn-Orm, en Søn af Dag Eilifsſøn[3], og hindrede Danerne faa fuldſtændigt fra at gjøre Landgang, at de ikke engang kunde faa hentet Vand, men med betydeligt Folketab maatte lægge fra. Erik haabede bedre Held inde i Oslo, hvor han hørte at Thjoſtulf Aalesſøn ſkulde ligge med en temmelig ringe Styrke. Han ſejlede derfor ind i Fjorden, og naaede om Aftenen Hovedøen, hvor han laa for Anker om Natten. Byens Indbyggere, der frygtede for at deres Helligdom, St. Halvards Skriin, ſkulde falde i Danernes Hænder, vilde allerede om Aftenen bringe det i Sikkerhed, men det befandtes, ſiges der, ſaa tungt, at man ej kunde faa det længer end et Stykke ned paa Kirkegulvet, uagtet faa mange, ſom kunde komme til, toge fat. Saa ſnart det blev luft den følgende Morgen, lagde Erik ind til Byen, og Thjoſtulf, der med de Folk, han for Øjeblikket havde om ſig, virkelig var for ſvag til at gjøre Modſtand, trak ſig tilligemed Bymændene og Skrinet ud af Byen, overladende denne til dens Skjebne. Ved denne Lejlighed, fortælles der, var Skrinet, ſom Aftenen forud havde været faa tungt, nu med eet blevet ſaa let, at der ej behøvedes flere end 4 Mand til at bringe det bort[4]. Det blev ført op til Fors Kirke paa Raumarike[5], hvor det forblev i 3 Maaneder. Thjoſtulf gjorde en Stund Holdt et Stykke ovenfor Byen, og nogle af Danerne forfulgte ham, med Kongens Stavnbo Æſkil i Spidſen. Thjoſtulf vendte ſig, og ſkød en Broddpiil imod ham, ſaa heldigt, at den gjennemborede hans Strube, ſkjønt denne var det eneſte bare Sted paa hans Legeme; alt det øvrige var bedækket med Brynje. Thjoſtulf fortſatte derpaa Vejen op til Raumarike, hvor han om Natten ſamlede alle de Folk, han kunde faa fat paa. Imidlertid lod Erik ſine Folk plyndre Byen[6] og ſiden ſætte Ild ſaavel paa Hallvardskirken ſom paa mange af Byens Huſe, faa at den aldeles lagdes i Aſke. Om Morgenen kom Thjoſtulf tilbage fra Raumarike, betydeligt forſterket, og Erik fandt det raadeligſt at begive ſig bort. Han ſøgte vel at komme i Land paa flere Steder i Nærheden, men forgjeves, thi overalt traf han Lendermænd til Forſvar. Hvert af disſe uheldige Landgangsforſøg koſtede ham fem, ſex eller flere af hans Folk. Han vendte derfor tilbage til den ſydøſtlige Deel af Viken, hvor han under Opſejlingen havde fundet mindre Modſtand. Men da han vilde løbe ind i Hornboreſund[7], traf han der Aamunde Gyrdsſøn med Kong Inge og en betydelig Styrke. Han ſkyndte ſig ſtrax bort, men Aamunde indhentede ham, nødte ham til at udholde en Kamp, og dræbte mange af hans Folk. Erik opgav nu Haabet om at gjøre nogen Fremgang i Norge, og vendte tilbage til Danmark, højſt forbitret paa Magnus og hans Mænd, der, ſom han ſagde, havde holdt ham for Nar, ved at ſkildre Folkeſtemningen langt anderledes, end den i Virkeligheden var, og derved lokke ham til et ſaa uheldigt og uhæderligt Foretagende; thi det ſagde alle, at daarligere Ferd end denne havde man endnu aldrig ſeet foretagen til et andet Kongerige med en ſaa ſtor Hær. Han lod ſig forlyde med, at han herefter ikke ſkulde være ſaa god en Ven af Magnus, ſom før. Han havde ſaa meget mere Grund til at harmes over Toget, ſom det i høj Grad bidrog til at ſvække hans allerede temmelig vaklende Yndeſt blandt de Store i Danmark. Thi mange af disſe klagede over, at de vare blevne tvungne til at deeltage i Toget mod Norge, og havde maattet ſætte ſig i Bekoſtning uden at have Ære eller Fordeel, men alene Skam og Skade[8]. Sandſynligviis vilde Erik ved given Lejlighed have ladet Magnus føle ſin Uvilje, og undgjelde for de ſkuffede Forvæntninger. Men denne Fare afværgedes, da Erik kort efter ſin Hjemkomſt blev, aldeles uvæntet, dræbt paa Urnehoved Thing i Sønderjylland af en anſeet Mand i Jylland, hvis Fader han havde ladet aflive fordi han vovede at tale imod ham til Thinge. (18 Septbr 1137). Saaledes kunde Magnus uden Fare fremdeles opholde ſig i Danmark. Til Erik Emunes Eftermand paa den danſke Trone udvalgtes efter tre Maaneders Mellemrum den tapre og fromme, men derhos charakteerſvage Erik Haakonsſøn, formedelſt ſin Godmodighed kaldet „Lam“, eller „den Spage“ en Søn af Eriks Syſter Ragnhild og en fornem Mand ved Navn Haakon, der efter ſin Moder, Sunniva, en Datter af Jarlen Haakon Ivarsſøn fra Norge, kaldtes Haakon den norſke[9]. Erik Emunes Søn Sven, Knut Lavards Søn Valdemar, og Kong Nikolas’s Sønneſøn Knut vare vel nærmere arveberettigede, men de vare endnu mindreaarige, og Erik var det eneſte voxne Medlem af Kongefamilien, med Undtagelſe af den forjagne Olaf, Harald Keſjas Søn, om hvem der ej ſynes at have været Spørgsmaal, men ſom rigtignok ſtrax efter ved Vaabenmagt ſøgte at gjøre ſine Rettigheder gjeldende.

  1. I de trykte Kongeſagaers Text ſtaar „ſex Hundreder“ (ɔ: 710), hvilket aabenbart er Skrivfejl; alle de øvrige Sagabearbejdelſer have „to Hundreder“.
  2. Knytlingaſaga Cap. 102.
  3. Om Vatn-Orm, ſom overhoved om Dag Eilifsſøns Børn, ſe ovf. S. 456.
  4. Knytlingaſaga nævner 6 Mænd. At dette tilſyneladende er indtruffet, kan man vel neppe betvivle: det foregivne Mirakel var let at forberede.
  5. Dette kan enten være Fors Kirke paa Blaker, den nuværende Blaker-Kirke, eller den Kirke, der før Reformationen ſtod paa Gaarden Fors eller Fos i nuværende Holter Annex til Nanneſtad. Aarſagen, hvorfor man ej ſatte Skrinet ind i en nærmere Oslo beliggende Kirke — thi paa den Tid vare viſtnok de fleſte nuværende og flere af de nedlagte Kirker paa Raumarike opbyggede — maa have været den, at man ej troede det i Sikkerhed ſaa nær ved Byen. Under disſe Omſtændigheder bliver det ſandſynligt at antage den ſidſt nævnte Fors Kirke, ſom desuden var indviet til St. Olaf, Hallvards Frænde, for den, der i Sagaerne menes. Jvfr. Munthe i Aalls Snorre II. S. 155.
  6. Dette ſiges udtrykkeligt hos Saxo, S. 662.
  7. Dette er Sundet eller rettere Sundene mellem den nu ſaakaldte ſtore Hombor-Ø (fordum Hornbora), og Hornøen, ſamt Faſtlandet, i Kvilde Sogn i Baahuuslen lige indenfor Vederøerne. Nogle have antaget det for at være Hamborſund, der ogſaa kaldtes Hornborusund, i Eids Sogn, omtrent halvvejs mellem Lilleſand og Grimſtad. Men at det ej kan være dette, ſkjønnes deels deraf at det laa ude af Eriks Vej, deels deraf, at Fagrſkinna Cap. 257 lader Erik drage fra Oslo hjemover „ſydefter Landet“, hvilket ej var Talemaaden, naar det gjaldt Agder, fremdeles deraf, at Aamunde Gyrdsſøn, der havde ſamlet Tropper og laa i Sundet, ej hørte hjemme i Agder, men i Ranrike; og endelig at Stedet nævnes i Fleertal (Hornborusundum), hvilket paa Grund af dets Beſkaffenhed altid var brugeligt om Homborſund i Ranrike tie Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 156, Flatøbogens Læſemaade, hvor der ogſaa ſtaar i Hornborusundum, og hvor der ingen Tvivl kan være om at der handles om et Sted paa Baahuuslens Kyſt), medens derimod Sundet ved Eid i Agder nævnes i Enkelttal (í Hornborusundi), ſe Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 71.
  8. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 4, Snorre Cap. 3. 4. Fagrſkinna Cap. 257, Morkinſkinna fol. 33. b. Knytlingaſaga Cap. 102, Saxo S. 662. Men det maa vel merkes, at Saxo højſt urigtigt henfører Toget til Harald Gilles Tid, og lader Erik Emune drage til Norge for at ſtaa denne bi.
  9. Om hans Herkomſt ſe nærmere ovenfor S. 301, jvfr. Slægtregiſtret bagved nærværende Bind.