Det norske Folks Historie/3/79

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Harald blev dræbt, var Dronning Ingerid, ſom vi have ſeet, i Bergen, men hendes og Haralds neppe toaarige Søn, Inge, var til Opfoſtring i Viken hos den anſeede Lendermand Aamunde Gyrdsſøn, en Sønneſøn af den tidligere omtalte Høvding Lov-Berſe. Haralds Søn med Thora, Sigurd, paa den Tid ikke fulde 4 Aar gammel, var til Opfoſtring i Thrøndelagen, hos Lendermanden Gyrd Baardsſøn, kaldet Saade-Gyrd. Dronningen overlagde ſtrax med Lendermændene om, hvad der var at gjøre, og det beſluttedes, øjeblikkeligen at ſende et hurtigløbende Fartøj til Throndhjem for at melde Haralds Fald, og anmode Thrønderne om at tage hans Søn Sigurd til Konge, medens Dronningen ſelv rejſte til Viken, for der at lade ſin egen Søn, Inge, hylde. Riget ſkulde ſaaledes atter regjeres af tvende Konger i Fællesſkab. Da Dronningen med ſit Følge ankom til Viken, hvilket neppe ſkede førend efter Nytaar 1137, blev der ſtrax tilſtevnt Borgarthing, hvor Inge, trods ſin ſpæde Alder, blev tagen til Konge. Hans Sag underſtøttedes nemlig af de fleſte Stor-Høvdinger, fornemmelig hans Foſterfader Aamunde og den mægtige vikverſke Lendermand Thjoſtulf Aalesſøn. I Throndhjem underſtøttedes paa ſamme Viis Sigurds Sag af de mægtige Høvdinger Ottar Birting, ſom forhen er omtalt, Agmund Svifte, Peter, en Søn af Sauda-Ulf, der igjen var en Datterſøn af Ulf Stallare, Guthorm Aasulfsſøn paa Rein, hans Broder Ottar Balle, og mange flere, og han blev tagen til Konge paa Ørething. Næſten hele Almuen, heder det i Sagaen, underkaſtede ſig Brødrene, i Særdeleshed fordi der gik Ord af, at deres Fader var hellig. Der blev tilſvoret dem Troſkabsed, ifølge hvilken Kongedømmet i Norge ikke ſkulde tilfalde nogen anden Mand, ſaa længe nogen af Kong Haralds Sønner var i Live. Harald Gilles tredie Søn, Magnus — om Eyſtein vidſte man dengang endnu intet — blev, ſom det ſynes, ikke ſtrax tagen til Konge[1]. Maaſkee han førſt fødtes efter Faderens Død, eller ſaa nyligt forud, at man endnu ikke vel kunde tage Henſyn til ham; det erfares desuden i det følgende, at han var en ſygelig Krøbling, ſaa at man rimeligviis antog, at hans Liv kun vilde blive kortvarigt.

Imidlertid havde Sigurd Slembedjakn fundet en bedre Modtagelſe i Nordhørdeland og de nærmeſte Fylker nordenfor, end i Bergen. Saavel i Nordhørdeland, ſom i Sogn holdt han Thing med Bønderne, der gave ham Kongenavn, og af hvilke mange gik ham til Haande; i Fjordene blev han ogſaa godt modtagen, og fik ſig her en Tyveſesſe tilligemed nogle Smaaſkuder, for at fortſætte Vejen nordefter langs Kyſten[2]. Det lader ikke til, at han landede, førend han kom til Nordmøre. Men her vare allerede Breve og Hilſener fra de Høvdinger, der havde erkjendt Sigurd og Inge ſom Rigets lovlige Konger, komne ham i Forkjøbet; Indbyggerne havde gjort fælles Sag med Thrønderne, og han fik ſaaledes ingen Tilhængere iblandt dem. Da det altſaa tegnede ſig daarligt med de Udſigter, han havde til at erhverve et Parti i ſit eget Navn, beſluttede han at forſøge, om det ej vilde lykkes ham bedre, naar han fik den forrige, nu blindede og lemlæſtede Konge, Magnus Sigurdsſøn, i ſin Vold, og optraadte ſom hans Ven og Forſvarer. Til den Ende ſkyndte han ſig af alle Kræfter ind til Nidaros, for at komme faa uventet ſom muligt; dog ſkal han efter een Beretning ved hemmelige Budſendinger have forberedt ſine og Magnus’s Venner paa ſin Ankomſt[3]. En Nat kort efter Juul (i Januar 1137) ankom han udenfor Staden, lagde ſtrax til ved Nidarholms Kloſter, og tog Magnus ud, ſkjønt Munkene modſatte ſig det, og uagtet han allerede havde aflagt Kloſterløftet og modtaget Indvielſen. Enkelte paaſtode at Magnus imod ſin Vilje og kun nødtvungen fulgte med, men den almindelige Tro var dog — og dette var, naar man ſeer hen til Magnus’s ſenere Ferd, det ſandſynligſte — at han gjorde det nok ſaa gjerne, og at hiint Udſagn kun var udſpredt for at beſmykke ham. Da Sigurd havde faaet Magnus i ſin Vold, forſøgte han et Øjeblik ſin Lykke i Byen, uagtet den nys hyldede Kong Sigurd var der tilligemed en Mængde mægtige Mænd, ſaa at det kun var lidet raadeligt for ham at vove ſig derhen. Han roede imidlertid, ledſaget af alle ſine Venner, ind i Elven, og fæſtede Landtov i Kongsgaarden; men hele Almuen ilede til med truende Miner, og han maatte ſtrax ſkynde ſig ud igjen[4]. Dog havde han ikke forregnet m„ idet han opſtillede Magnus blinde ſom den egentlige Tronprætendent. Thi ſaa lidet ſkikket denne end var til Regjeringen, faa fandt han dog mange Tilhængere iſær blandt ſine forrige Hirdmænd og Venner. Af disſe nævnes ſærſkilt Bjørn Egilsſøn, Gunnar af Gimſe, Brødrene Thorkell og Halldor Sigurdsſønner, Aslak Haakonsſøn og tvende Brødre, Benedikt og Erik[5], foruden den Hird, der forhen havde været hos Magnus, og en Deel andre. De indhentede Sigurds lille Skare, ſluttede ſig til hans Folk og fulgte hamt tid af Fjorden, og forbi Nordmøres Kyſt lige til Raumsdals-Mundingen. Her forlod Sigurd dem, drog ſydefter langs Kyſten, og derpaa veſter over Havet, ſandſynligviis til Syderøerne, for at ſkaffe ſig Underſtøttelſe; Magnus derimod drog gjennem Raumsdalen til Oplandene, i Haab om at faa ſtort Tilløb, hvori han heller ikke bedrog ſig. Den øvrige Deel af Vintren og hele Sommeren tilbragte han paa Oplandene, omgiven af en talrig Flok.

Da dette blev bekjendt ſyd i Viken, udruſtede Thjoſtulf Aalesſøn og de øvrige Høvdinger, ſom vare hos Kong Inge, en Hær, og droge op imod Magnus, idet de ogſaa førte den ſpæde Konge med. De traf Magnus’s Flok ved Minne, hvor der ſtod en heftig og blodig Kamp. Det hed, at Thjoſtulf Aalesſøn den hele Tid under Slaget bar Kong Inge foran paa Bryſtet i Folderne af ſin Kappe, uagtet han ofte kom i ſtor Nød og Fare, naar Fienden ſatte ind paa ham, og at de Tryk og Stød, Barnet derved fik, gjorde ham til Krøbling for Livstid, idet nemlig Ryggen knyttede ſig til en Pukkel, og den ene Fod trak ſig ſammen og visnede, ſaa at han i ſit hele Liv ikke kunde gaa paa den[6]. Aarſagen, hvorfor Thjøſtulf udſatte Kongen for denne Fare, maa da enten have været den, at han derved bedre troede at opflamme ſine Krigeres Mod, eller Frygt for at betro Kongen i nogen andens Hænder. Der gik imidlertid ogſaa et andet Sagn om Anledningen til Inges Vanførhed, nemlig at hans Amme af Uforſigtighed ſkulde have ladet ham falde ned paa Gulvet[7]. Magnus’s Hær var mandſterkere end Inges, men dog ſejrede denne. Flere af de oven nævnte Høvdinger, nemlig Halldor Sigurdsſøn og hans Broder Thorkell, Bjørn Erlingsſøn og Gunnar af Gimſe, faldt med en heel Deel Folk, førend de øvrige toge Flugten. Magnus og hans Mænd flygtede til Jarlen Karl Sunesſøn i Veſtergautland[8] Denne ſynes, ſom ovenfor antydet, at have herſket ſaa godt ſom uafhængigt: han var en ſaare ærgjerrig Mand, der gjerne vovede noget, for at udvide ſit Herredømme, og lyttede gjerne til alle Slags Opmuntringer i denne Retning. Til ham, ſom overalt, hver de kom, ſagde Magnus og hans Mænd, at Norge nu var let at tage, naar kun en eller anden mægtig Høvding vilde forſøge derpaa, ſaaſom der ikke var nogen Konge over Landet, men alene Lendermændene raadede, og disſe vare nu blevne uenige med hinanden indbyrdes. .Karl fæſtede Lid til deres Ord, og fik Lyſt til at gjøre et Forſøg. Han nedſtammede desuden paa mødrene Side fra Orm Jarl paa Oplandene, og det tør maaſkee derhos hænde, at han ſelv ſom Jarl i Veſtergautland har haft Stridigheder med Dronning Ingerid eller hendes Sønner af førſte Egteſkab. I Spidſen for en Hær drog Karl ind i Ranrike, hvor Frygten drev mange til at underkaſte ſig ham. Ved Efterretningen herom ilede Thjoſtulf Aalesſøn og Aamunde Gyrdsſøn ham imøde med ſaa ſtor en Styrke, de i Haſt kunde faa ſamlet, fremdeles medbringende den unge Konge, om hvem man ſaaledes bogſtavelig kan ſige, at han voxede op under Krigstummel. De traf Karl og Gauternes Hær paa en Skrig, kaldet Krokaſkogen, der ſynes at maatte ſøges etſteds paa Grændſen mellem Ranrike og Veſtergautland, ſtrax veſtenfor det nuværende Venersborg[9]. Her blev Karl aldeles ſlagen, og miſtede mange Folk, blandt dem ſin Morbroder Munan Agmundsſøn, Orm Jarls Sønneſøn, deri enten maa have opholdt ſig ved hans Hof, eller, hvad der er det ſandſynligſte, har været en af dem, der ſluttede ſig til Magnus blinde paa Oplandene, og maaſkee iſær har overtalt ham til, efter Nederlaget ved Minne at henvende ſig til Karl. Jarlen flygtede øſtover fra Skoven, forfulgt af Nordmændene ind over Grændſen, og høſtede megen Skam af ſit Foretagende (1137)[10]. Lyſten til at erhverve Beſiddelſer i Norge ſynes fra den Tid ganſke at have forgaaet ham; ſenere finde vi ham endog gift med Harald Gilles Datter Brigida[11].

    have været Lendermænd fra Thrøndelagen. Gunnar paa Gimſe beboede, ſom man ſeer, Einar Tambarſkelves gamle Herreſæde.

  1. Af Sagaens Udtryk i Cap. 14, Snorre Cap. 13, lader det til, at Magnus ej blev tagen til Konge, førend ved den Lejlighed, da Eyſtein fik Kongenavn, og Riget paa ny blev deelt.
  2. Fagrſkinna, Cap. 256.
  3. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 2.
  4. Saaledes Morkinſkinna fol. 33 a. De øvrige ſtørre Kongeſagaer lade Sigurd førſt lægge til Kongebryggen, førend han udtager Magnus af Kloſtret, hvilket er aldeles uſandſynligt.
  5. Om disſe Mænd tales der ikke paa noget andet Sted, men de ſynes alle at
  6. Inges Saga Cap. 2, Morkinſkinna fol. 33 a.
  7. Saxo, 14de Bog, S. 789, 790.
  8. Om ham, ſe ovenfor S. 451, 762.
  9. Krokaſkogen omtales ogſaa i Haakon Herdebreds Saga Cap. 27 ſaaledes at man kan ſee, at en Skov paa Ranrikes Grændſe mod Sverige derved menes.
  10. Inges Saga Cap. 3, Snorre Cap. 2, Fagrſkinna Cap. 256. Morkinſkinna fol. 33 b.
  11. Inges Saga Cap. 21, Snorre Cap. 22. Her, ſom paa et andet Sted, ſiges der at denne Brigida aller førſt havde været gift med Kong Inge Hallſteensſøn, hvilket er en Umulighed, da hun ikke engang kan have været fød før hans Død. Her maa ſaaledes, hvis Brigida virkelig var gift, førend hun egtede Karl Sunesſøn, en Fejl eller Navnforvexling være indtraadt. Muligt at Kong Inge Hallſteensſøn har haft en Sønneſøn af ſamme Navn, om hvem man ellers intet veed.