Det norske Folks Historie/3/78

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om Kong Harald Gilles Virkſomhed i Landet nævnes der ſaa godt ſom intet. Deels var hans Regjering for kort og urolig til at han kunde udrette noget ſynderligt, deels var han af indſkrænkede Aandsevner, og ſelv viſtnok alt for meget fremmed for Landets Interesſer til at opfatte ſin Stilling rigtigt, eller til at betragte den anderledes end ſom en blot og bar Berettigelſe til at leve i Pragt og Herlighed, og nyde udvortes Opmerkſomhed. Hans Ligegyldighed ved alt, hvad der ikke egentlig angik Kongeværdighedens Beſiddelſe, men dens Udøvelſe, fremgaar af Sagaens Ord, „at han lod ſine Mænd raade med ſig i alt hvad de vilde“. Dette, i Forbindelſe med hans henſynsløſe Gavmildhed, forklarer nokſom den Popularitet, ſom han umiskjendeligt maa have beſiddet. Folket og hans ringere Omgivelſer vandtes ved de rige Gaver, medens Høvdingerne behagede ſig i at udøve Magten, og have Kongen ſom et viljeløſt Redſkab i deres Haand. Fra hans Tid kan man ſaaledes med Rette regne det Lendermands-Vælde, ſom nu i henved to Generationer herſkede i Norge, og hvorved Kongerne ſelv ſpillede en forholdsviis ubetydelig Rolle. Gejſtligheden i Landet nød viſtnok iſær godt af Haralds Gavmildhed. Den grumme Behandling af Biſkop Reinald var, ſom vi have ſeet, ikke ſaa meget Kongens, ſom hans Mænds Verk. Sagaerne meddele derimod en omſtændelig Beretning øm, hvor venligt han modtog den ſkaalholtſke Biſkop Magnus Einarsſøn, da denne, ſom havde været nede i Danmark for at indvies af Erkebiſkop Asſer, beſøgte ham paa ſin Tilbagerejſe, og hvilke rige Gaver han ved Afſkeden ſkjenkede ham. Magnus havde rigtignok allerede truffet Harald under hans Landflygtighedstid i Danmark, gjort ham Foræringer og ſluttet Venſkab med ham[1], men den Maade, hvorpaa han lagde dette Venſkab for Dagen, røber dog en mere end almindelig Gavmildhed. Da Magnus kom ind for at ſige Farvel, fandt han Kongen ſiddende ved Drikkebordet, med Dronningen ved ſin Side. Kongen modtog hans Hilſen venligt, og beklagede at han juſt nu, da han ſad ved Bordet, ikke havde nogen pasſende Gave ved Haanden at ſkjenke ham. Han ſpurgte ſin Fehirde eller Skatmeſter, om der fandtes noget i hans Gjemmer, men denne bevidnede at alle hans koſtbare Stykker vare bortgivne. Da tog Kongen Bordkarret, der ſtod foran ham, og forærede Biſkoppen. Dronningen ſagde nu: „Farvel, Hr. Biſkop!“ men Kongen ſagde bebrejdende: „Naar hørte du for en fornem Kone ſige ſlet og ret til ſin Biſkop: „Farvel, Hr. Biſkop! uden at forære ham noget ved Afſkeden?“ Hun ſpurgte, hvad det ſkulde være. Kongen foreſlog det nye, med Pell betrukne Hynde, ſom hun ſad paa. Biſkoppen fik det, og Kongen gav ham ligeledes ſit eget, der var Mage dertil. Bordkarret, der vejede 8 Merker, blev ſiden gjort til en Kalk for Skaalholts Kirke, og af Hyndernes Betræk gjordes Chorkaaber[2]. Overhoved, ſiges der, var Kongen gudfrygtig, gavmild og ſtorſindet mod ſine Venner[3]. Det Løfte, han aflagde ſtrax før Angrebet paa Magnus i Bergen, at ville opføre en Kirke til St. Olafs Ære der i Staden, hvis han ſejrede, opfyldte han viſtnok, ſkjønt det ikke udtrykkeligt omtales; Kirken, den ſaakaldte Olafskirke paa Bakkene, der laa netop i det Bakkeheld over Byen, hvor han trængte frem mod Magnus, omtales nemlig i Aaret 1181[4] ſom en af Byens Kirker paa en ſaadan Maade, at man kan ſee at den da ikke nylig har været opført, og det bliver derfor det rimeligſte at antage den i det mindſte paabegyndt, om end ikke aldeles fuldført, af Harald Gille.

Harald fik ikke længe fryde ſig ved Enebeſiddelſen af Norges Trone. Det farlige Exempel, han ſelv havde givet paa, at en hidtil ubekjendt Mand kunde optræde ſom Kronprætendent, og drive ſin Fordring igjennem, maatte nødvendigviis friſte andre ærgjerrige Mænd til at prøve ſin Lykke paa lignende Maade, og vi ville i det følgende ſee, hvorledes dette blev mere og mere almindeligt. Den førſte, der efter Harald ſelv traadte frem af Dunkelheden med ſaa ſtore Fordringer, var Sigurd Slembedjakn. Hans virkelige eller foregivne Herkomſt, og den temmelig indgribende, men kortvarige Rolle, ſom han ſpillede paa Orknøerne, under Stridighederne mellem Jarlerne Paal og Harald, er allerede ovenfor omtalt[5]. Forviiſt fra Orknøerne af Paal Jarl formedelſt Thorkell Foſtres Drab, vendte han atter tilbage til den ſkotſke Kong Davids Hof, opholdt ſig hos ham i halvtredie Aar, og deeltog med Udmerkelſe i flere af hans Krigstog, ſandſynligviis mod Angus Mac Heth, Jarlen i Moray, en Ætling af Kong Suhm, der gjorde Fordring paa Kongetronen, men faldt i et Slag mod Kong David i Aaret 1130[6]. Skalden Ivar Ingemundsſøn, der har beſunget hans Liv, nævner fire Slag eller Trefninger, hvori han deeltog under ſit Ophold i Skotland, fornemmelig en indenfor et Sted, kaldet Staur, hvilket maaſkee er hiint Slag ved Strickathrow i Forfarſhire, ikke langt fra Kyſten, hvor Jarlen —Angus faldt. Derpaa gjorde han en Pilegrimsrejſe til Rom og Palæſtina, beſøgte Chriſti Grav, og badede ſig i Jordan. Tilbagevejen lagde han over Grækenland, Frankland og Saxland, efter nogles Sigende ogſaa over Danmark. Han drog ſiden atter over Veſterhavet til Syderøerne paa en Snekke, laa nogen Tid paa Kjøbmandsrejſer, og kom lige til Island, hvor han opholdt ſig om Vintren 1135—36 hos den mægtige Thorgils Oddesſøn paa Stadarhool i Saurbø. Hans Moder, Thora Saxedatter, ſkal, ſom det heder, tidligt have aabenbaret ham, at han var en Søn af Magnus Barfod, men Kongens Venner og Fortrolige havde maattet dølge det ſande Forhold, paa Grund af at han tidligere havde haft en Søn med hendes Syſter. Under Opholdet i Skotland og paa Orknøerne anſaaes Sigurd endnu kun for en Søn af Preſten Adalbrikt[7]. Men ſiden ſkal han, ſom han ſelv og hans Mænd foregave, have beviiſt ſin rette Herkomſt ved Ordal i fem Biſkoppers Nærværelſe. Dette Beviis ſynes efter den ældſte og vidtløftigſte Fremſtilling af hans tidligere Liv, der ogſaa paa det nærmeſte ſtøtter ſig til Ingemunds Kvad, at have været aflagt, i det mindſte ſom man foregav, i Jeruſalem, medens en anden, mindre nøjagtig, Beretning, ſynes at henføre det til Danmark[8]. Hans Modſtandere ſagde ſiden, at dette kun var et Opſpind af Danerne, og ſtor Tiltro fortjener det vel heller ikke; maaſkee endog Tanken om at gjøre ſin rette Herkomſt gjeldende, eller, for ſaa vidt han kun var en Bedrager, at udgive ſig for Magnus Barfods Søn, ikke er opſtaaet hos ham førend under Opholdet paa Island. Her, fortælles der, vidſte kun faa Beſked om hans rette Herkomſt, men han udmerkede ſig ved ſit fornemme og belevne Væſen. Der fortælles flere Anekdoter om, hvorledes han behagede ſig i at udſtrække ſin Beſkyttelſe til ethvert Væſen, Menneſke eller Dyr, der tyede til ham om Hjelp. Om Høſten, da en Deel Sauder vare drevne ind i Hegn, for at udtages til Slagtning, løb en Saud hen til ham, ſom om den vilde ſøge Biſtand; han løftede den ſtrax op over Hegnet og ſlap den til Fjelds, med de Ord: „hidtil har ingen anden ſøgt Beſkyttelſe hos os; den ſkal derfor nu blive dette Dyr til Deel“. Siden traf det ſig, at et Fruentimmer, ſom havde ſtjaalet, og ſom Thorgils vilde ſtraffe, løb hen til Sigurd og bad ham om Hjelp: han ſatte hende ved ſin Side paa Pallen, og bad Thorgils om Naade for hende, ſiden hun havde ſtillet ſig under hans Beſkyttelſe: da Thorgils ikke vilde føje ham heri, ſprang han op, drog Sverdet, og bad ham tage hende, om han kunde. Da, heder det, ſlog det Thorgils, at Manden ligeſom havde noget fornemt og ophøjet ved ſig; han grundede paa, hvo han egentlig var, og eftergav Fruentimmeret Straffen. Som et Beviis paa hans Klogſkab fortælles følgende. En Dag, da en Øſtmand, ſom ſad og ſpillede Skal med en af Thorgils’s Huusfolk, kom i Knibe, bad han Sigurd om Raad, hvorledes han ſkulde trække. Sigurd ſaa ved førſte Øjekaſt, at hans Spil ſtod ſaa daarligt, at det ej kunde hjelpes paa, men uden at ſige et Ord ſatte han let ned igjen, tog et Straa, en legede dermed for nogle Kattekillinger, der ſprang paa Gulvet, ſaa at de kom til at gaa over Fødderne paa Øſtmandens Modſtander. Denne havde juſt en meget hoven og ſmertefuld Byld paa den ene Taa; og ſaa ſnart Kattekillingen berørte den, ſprang han op af Smerte, ſaa at Bordet veltede og Spillet forſtyrredes: ſiden kunde man ikke blive enige om, hvorledes det havde ſtaaet. Alle disſe Smaatræk har man rimeligviis hugſet efter og opbevaret, da Sigurd med eet havde begyndt at ſpille en betydelig Rolle i Norge. Mange vidſte ikke engang noget af, at han havde faaet gejſtlig Oplærelſe, førend Paaſkeaften, da han indviede Vandet. Jo længere han opholdt ſig der, deſto bedre ſyntes man om ham. Da han om Sommeren ſagde Thorgils Farvel, bad han ham om ſiden at ſende venlige Hilſener til Sigurd Slembedjakn. Paa Thorgils’s Spørgsmaal, hvad han havde med ham at ſkaffe, ſvarede han: „jeg er ſelv Sigurd Slembedjakn, Kong Magnus Barfods Søn“. Man ſkulde heraf formode, at Sigurd under Opholdet paa Island førte et paataget Navn. Beretningen om denne ſidſte Samtale maa for Reſten ſkrive ſig fra Thorgils Oddesſøn ſelv, og det bliver ſaaledes umuligt at vide, hvor vidt den virkelig har fundet Sted, eller om ikke Thorgils og Sigurd kunne have haft mange andre hemmelige Samtaler, hvorved denne maaſkee aller førſt kom paa den Tanke at drage til Norge og forſøge ſin Lykke ſom Kronprætendent[9]. Det hed nemlig at Harald ikke ſtak videre dybt, og at han heller ikke var ſaa grum, ſom hans Frænde, Kong Magnus Sigurdsſøn. Derpaa har vel Sigurd tildeels bygget ſit Haab om Fremgang, eller, hvis Forſøget ſkulde mislykkes, i det mindſte om at ſlippe derfra med Livet.

I Løbet af Sommeren 1136 kom Sigurd til Norge, opſøgte ſtrax, efter ſine Venners Raad, Kong Harald i Bergen, og fremførte, efter erholdt Grid, ſit Ærende for ham, idet han meldte ſig ſom hans Broder og Søn af Magnus Barfod, paaberaabende ſig det Beviis, han udenlands ſkulde have fort. Men Kongen og hans Raadgivere vilde ikke fæſte nogen Tro til dette Beviis, og de ſidſte frygtede desuden for, at Sigurd, om han fik Magten, vilde blive dem for ſtor, ligeſom Magnus havde været, medens de derimod nu havde det ſaa godt og roligt, og Lendermændene ſtyrede efter Behag. De gave derfor Kongen det Raad, at lade ham ſætte faſt og dræbe. Men da han havde tilſagt ham Fred, maatte et nogenlunde rimeligt Paaſkud angives, og dette fandt man i den Deel, han fordum havde taget i Thorkell Foſtres Drab paa Orknøerne[10]. Sigurd blev da greben, dog ikke, ſom det ſynes aabenlyſt, men kun ved Svig. Efter de fleſte Beretninger kom nogle kongelige Gjeſter en Aften til hans Herberge, kaldte ham ud, og toge ham med ſig ned i en Baad, hvorpaa de derpaa ſkyndſomſt roede afſted fra Byen nordover forbi Hold-Hellen. Sigurd ſad imidlertid agterud paa en Kiſte, og anede, at dette nok maatte være Svig. Han havde ikke flere Klæder paa end Skjorte, blaa Buxer, og en Kappe over Skuldrene ſammenheftet med Baand fortil. Han ſaa ned for ſig, og holdt paa Kappebaandene, trak dem ſtundom op over ſit Hoved, og ſlap dem ſtundom ned. To Mænd ſad foran ham og pasſede paa ham, de øvrige roede af alle Kræfter, thi de vare drukne og lyſtige. Da de kom udenfor Nesſet ikke langt fra Mjolkraaen, ſtod Sigurd op, og gik til Relingen af Baaden, foregivende et nødvendigt Ærende. De to Mænd, der pasſede paa ham, gik med, og toge hver i ſin Flig af Kappen og holdt den ud foran ham, ſom det ved ſlig Anledning var Skik og Brug at gjøre med fornemme Mænd. Hans Henſigt var at ſtyrte ſig i Vandet og lade dem beholde Kappen, hvis Baand han umerkelig havde løsnet. Men da han ej var ret vis paa, om de ikke ogſaa holdt ham faſt i flere af hans Klæder, greb han for Sikkerheds Skyld fat i dem begge, og kaſtede ſig overbord med dem. Baaden ſkød en ſaadan Fart, at den var kommen et langt Stokke frem, inden man kunde faa den vendt; ligeledes varede det en Stund, inden man fik Mændene trukne op. Imidlertid havde Sigurd ſvømmet ſaa langt under Vandet, at han allerede var i Land, førend de havde faaet Baaden i Fart igjen. Rav til Fods, ſom han var, ſatte han op til Fjelds, og lagde ſig ned i en Bjergkløft. Kongsmændene ledte efter ham den hele Nat, men fandt ham ej, og maatte vende tilbage, ſkamfulde over deres Uheld. Natten var kold, og i ſine faa vaade Klæder frøs Sigurd ſaaledes, at han for nogenledes at varme Overkroppen maatte drage Buxerne af, ſkære et Hul i Bagſtykket, og ſmøge Hovedet derigjennem, medens han ſtak Armene ind i Buxelaarene: derved frelſte han, ſom det ſiges, dengang ſit Liv. Han ſkjønnede nu, at det ej kunde nytte ham tidere at henvende ſig til Harald, da holdt ſig derfor indtil videre ſkjult hos ſine Venner; efter en Beretning ſkal han endog have begivet ſig for en kort Stund til Danmark. Hvorledes nu end dette hænger ſammen, er det viſt, at han noget før Juul atter var i Bergen, hvor en Preſt ſkjulte ham i ſit Huus, og hvor han ſtadigt lurede paa Lejlighed til at tage Kongen af Dage[11]. Paa den Tid havde Kongen, ſom ſædvanligt om Julen, mange anſeede Mænd om ſig. Dog ſavnede heller ikke Sigurd Venner, navnlig blandt de mange af Kong Haralds Hirdmænd og Kammer-Svende, ſom tidligere havde ſtaaet i Magnus’s Tjeneſte, og i ſit Hjerte endnu vare ham hengivne, uagtet de nu tilſyneladende ſtode i ſtor Yndeſt hos Harald. De forbandt ſig hemmeligt med Sigurd, og lagde med ham Planer til Kongens Drab, mere, ſom man maa formode, af Længſel efter at hevne den Magnus overgaaede Mishandling, end af nogen Forkjærlighed for Sigurd. Andre Misfornøjede og Uroſtiftere forøgede hans Flok, blandt dem den ovenfor omtalte Kolbein Thorljotsſøn fra Batalden, der harmedes over at Kongen ikke havde villet tro paa hans Beretning om Begivenhederne paa Grønland eller givet ham Belønning for Iisbjørnen. Man blev enig om at overfalde og dræbe Kong Harald en Nat, naar han, ſom det oftere hændte, beſøgte ſin Frille, Thora Guthormsdatter, og ikke ſov i ſit ſædvanlige Herberge, udenfor hvilket der ſtedſe ſtod ſterk Nattevagt. For at komme til Vished herom, anvendte man følgende Liſt. Paa Luciæ-Mesſe-Dag, d. e. 13de December[12], ſagde en af Sigurds hemmelige Tilhængere, der juſt havde Opvartning, ſpøgende til Kongen: „Herre, jeg og min Kamerat her have veddet om en Aſk Honning angaaende en Sag, hvorom I kan give Beſked, nemlig hos hvem I vil tilbringe Natten; jeg ſiger, at I vil tilbringe den hos Dronning Ingerid, han derimod hos Thora Guthormsdatter“. Kongen ſvarede leende, uden at ane den Snare, man lagde for ham: „du kommer nok til at rykke ud med Pantet“. Deraf kunde man ſlutte, at han denne Nat ej vilde være at finde i ſit ſædvanlige Sovekammer hos Dronningen, ved hvilket dog Hovedvagten lige fuldt havde ſin Plads, men derimod, ſom det ſynes, i et Privathuus nede i Byen[13]. Da Natten var ſkreden langt frem, kom Sigurd, ledſaget af fire driſtige og paalidelige Mænd, nemlig Ivar Kolbeinsſøn, Agmund, Søn af Thrond Stage, den før omtalte Kolbein Thorljotsſøn fra Batalden, og Erlend, en Islænding, til det Huus, hvor Kongen ſov; de dræbte den ubetydelige Vagt, brøde Døren op, gik ind med dragne Sverd, og ſtormede lige til Kongens Sæng. Den førſte, der ſaarede ham, var Ivar Kolbeinsſøn. Harald havde Aftenen forud drukket godt, og ſov ſaa faſt, at han ikke vaagnede, førend ved Huggene, og endda ſagde han, halv i Søvne: „ſaart farer du nu med mig, Thora!“ Hun foor op og ſagde: „de fare ſnart med dig, der ville dig værre end jeg“. Efter at have faaet mange og ſtore Saar, opgav han Aanden (14 Decbr.). Drabsmændene begave ſig efter fuldbragt Gjerning tilbage, uden, ſom det ſynes, at ſtode paa nogen Hindring, og Sigurd lod de Mænd kalde til ſig, ſom havde tilſagt ham Biſtand, hvis det lykkedes ham at faa Harald dræbt. Efter at have underrettet dem om det Forefaldne, gik han med ſine Mænd ud i en Baad, og roede ud paa Vaagen, indtil han kom lige for Kongsbryggen[14], juſt ſom det begyndte at blive lyſt. Sigurd ſtod op i Baaden, talede derfra til de paa Bryggen forſamlede Folk, kundgjorde at han havde dræbt Kong Harald, og opfordrede dem til at antage ham ſom Konge i dennes Sted, ſaaledes ſom hans Byrd berettigede ham til. Der ſtimlede mange Folk til fra Kongsgaarden, men alle ſvarede ſom een, at de aldrig vilde lyde eller tjene en Brodermorder; „for det førſte“, ſagde de, „er du nu ikke Kong Magnus’s Syn, og for det andet, om det end var ſaa ilde, at han har haft en Søn med Thora, Sigrid Saxedatters Syſter, da er du fød under en uheldig Stjerne, hvilket ogſaa nokſom viſer ſig deri, at du i ſaa Fald har myrdet din Broder“. Med disſe Ord ſloge de Vaabnene ſammen, og erklærede Sigurd og hele hans Selſkab utlæge og fredløſe. Derpaa lod den kongelige Ludr, der kaldte Lendermændene og Hirdmændene ſammen, og Sigurd, ſom ſaa, at der her intet var at udrette, og at det gjaldt ſnareſt muligt at frelſe ſig ved Flugten, ſkyndte ſig nordefter til Nordhørdeland[15].

Saadant Endeligt fik Harald Gille, endnu i ſin bedſte Alder, da han neppe kan have været ſtort over 32 Aar gammel[16]. Hans Dyd var uhæderlig, ſytti hans Liv. Man kan ikke paaviſe en eneſte Handling af ham, der vidner om beſtemt Charakteer og faſt Vilje. I alt, hvad han foretog ſig, raadede hans Omgivelſer, og man kan neppe gjøre ham ſelv anſvarlig for en eneſte af de Regjeringshandlinger, der tillægges ham, onde eller gode. Endog ved Kong Magnus’s Mishandling var det, ſom vi have ſeet, hans Krigere, der raadede, og de fulgte de gruſomme Skikke, ſom paa den Tid herſkede i Skotland og paa Øerne, hvorfra Harald og viſtnok flere af hans Mænd vare komne[17]. Harald ſelv ſynes, at dømme efter de faa Træk, der ere os levnede af hans Privatliv, at have været af godmodig Charakteer, og jevn og venlig i Omgang. Dette i Forening med hans Gavmildhed, gjorde ham, ſom vi ſee, meget populær hos den ſtore Hob; ſtrax efter hans Død opkom endog det Sagn, at han var en Helgen. Man glemte de uværdige Forhold, under hvilke Døden overraſkede ham, og havde kun det ſvigagtige Overfald, der ſkilte ham ved Livet, for Øje.

Haralds Lig blev begravet ved den gamle eller lille Chriſtkirke i Bergen: den ſtore var endnu ikke færdig. Han efterlod flere Børn, af hvilke dog kun een var fød (ſidſt i 1135) i hans Egteſkab med Dronning Ingerid, nemlig Inge, opkaldt efter hendes Farfader, Kong Inge Steenkilsſøn. Allerede før ſit Giftermaal med Ingerid havde han taget den nys omtalte Thora, Datter af en vis Guthorm Graavarde, en ond og haard Kvinde[18], til ſin Frille, og havde med hende Sønnen Sigurd, der var fød i Aaret 1133[19]. Han havde endnu en tredie Søn, uviſt med hvem, ved Navn Magnus; en fjerde, ved Navn Eyſtein, ældre end alle de øvrige, kom ſiden fra Skotland, hvor Harald, endnu førend han kom til Norge, havde haft denne med et ſkotſk eller irſk Fruentimmer, ved Navn Beathach. Han havde tre Døtre, Brigida, hvis Moder ſandſynligviis var Thora, thi det er viſt at hun ikke var Ingerids Datter; Maria, og Margrete, hvis Moder eller Mødre heller ikke nævnes. Af alle disſe Børn var det, ſom vi i det følgende ville ſee, kun Sigurd, fra hvem Kongeætten forplantedes videre i den mandlige Linje[20].

    Syderøerne. I Aaret 1153 blindede ſiden Kong Gudrød i Man tvende af ſine Fættere. Flere Exempler paa lignende Fremfærd kunne paaviſes.

  1. Se ovenfor S. 757, jvfr. Hungrvaka, Cap. 13. Det fortælles her, at Magnus forlod Island ſamme Sommer, Slaget paa Fyrileiv holdtes, at bart ſamme Høſt begav ſig til Danmark, traf der Harald, gav ham Foræringer, og ſtiftede Venſkab med ham; begav ſig ſiden til Erkebiſkop Asſer, indviedes af ham den 28de Oktober 1134, og opholdt ſig den følgende Vinter i Sarpsborg, indtil Harald Gille havde vundet Riget, da han begav ſig hen til ham, blev modtagen med ſtor Udmerkelſe, og opholdt ſig hos ham i nogen Tid. Magnus er ſaaledes rimeligviis kommen til Sarpsborg kort Tid efter at Harald havde forladt Byen.
  2. Harald Gilles Saga Cap. 16, Snorre Cap. 12.
  3. Hungrvaka, l. c.
  4. Sverres Saga Cap. 40.
  5. Se ovenfor, S. 682.
  6. Se herom iſær Melroſe-Annalerne ved 1130, og Fordun, V. 42, VIII. 2. Man har neppe Valget mellem noget andet af Davids Krigstog, end dette, thi de øvrige, ſom han førte, navnlig mod England, falde ſenere. At Sigurd virkelig tjente til Felter under David, er utvivlſomt af Ingemunds i Morkinſkinna (fol. 32. b.) citerede Verk. Ingemund ſiger ligeledes at han efter Thorkells Drab opholdt ſig hos David i fem Halvaar eller 2½ Aar, og Morkinſkinnas Text tilføjer, at han efter Slaget ved Staur drog til Rom og Jeruſalem. Da han maa være kommen tilbage til Skotland lidt før Harald Jarls Drab, bliver dette, ifølge det foregaaende (S. 685—686), enten i 1127 eller i 1128 om Høſten, og naar vi regne 272 klar derfra, falder hans Afrejſe fra Skotland enten i 1130 eller i 1131, hvilket end tydeligere viſer, at det netop er i Felttoget mod Angus Jarl, at Sigurd udmerkede ſig; ligeſom dette igjen omvendt tjener til yderligere Beſtyrkelſe paa den ovenfor antagne Mening, at Harald Jarl blev dræbt Julen 1127 eller 1128. Det viſer ogſaa, at den kortere Beretning i Harald Gilles Saga Cap. 17, Snorre Cap. 14, har aldeles Uret, naar den førſt lader Sigurd komme til Orknøerne og dræbe Thorkell Emne„ ſamt opholde ſig hos Kong David, efter ſin Pilegrimsrejſe. Morkinſkinna, ſom ved hver enkelt Begivenhed i Sigurds Liv citerer Ingemunds Kvad, og ſynes at have fulgt dette Vers for Vers, i den Orden, hvori disſe ſtode, ja ſom maaſkee endog anfører det meſte deraf, maa af denne Grund ſtaa meeſt til troende, og den nævner de fem Halvaars Ophold hos Kong David og Slaget ved Stater efter Thorkell Foſtres Drab.
  7. Orkneyingaſaga S. 140.
  8. Morkinſkinna citerer nemlig førſt to Vers om Pilegrimsferden, dernæſt et, hvor Beviſet omtales, og endelig nævnes Tilbagerejſen. J Harald Gilles Saga Cap. l, Snorre Cap. 13, omtales førſt hans Rejſe til Danmark, derpaa ſiges der „og var det hans og hans Mænds Sagn, at han havde ført Beviis for ſin Herkomſt“ o. ſ. v., hvorhos Verſet derom citeres; men dette kan jo rigtignok ogſaa forſtaaes ſaaledes, at han ved ſin Ankomſt til Danmark kun fortalte, hvad han udenlands ſkulde have gjort, eller endog at Danerne ſelv ſenere havde opdigtet det. Morkinſkinna omtaler ſidenefter det i 5 Biſkoppers Nærværelſe aflagte Beviis paany ved hans anden Nærværelſe i Danmark, efter der førſte Beſøg i Norge, le nedenfor, men gjør ſig derved ſkyldig i en Selvmodſigelſe. Saxo, der kjender godt til Sigurd, veed i alle Fald intet at fortælle om et ſaadant Beviis i 5 Biſkoppers Overvær.
  9. Morkinſkinna fol. 32. b. Kun her ſiges det tydeligt, hvad der ogſaa i og for ſig er det rimeligſte, at Sigurd drog fra Island over til Norge.
  10. Hos Snorre og i de yngre Kongeſagaer tilføjes her, at Thorkell Foſtre havde været Haralds gode Ven, og fulgt ham til Norge, da han kom veſtenfra. Dette er øjenſynlig urigtigt, og viſer ſig derfor aabenbart ſom et ſenere Tillæg. Thorkell Foſtre dræbtes jo nemlig for Harald Jarls Død, ſe ovenfor S. 684; Harald Jarl maatte igjen være død førend Ragnvald fik Jarlsnavn, og Harald Gille kom ej til Norge førend efter at Ragnvald var bleven Jarl.
  11. Harald Gilles Saga Cap. 18, 19. Snorre, Cap. 14. Morkinſkinna, fol. 32 b. Fagrſkinna, Cap. 255. De to førſte ſtemme ganſke med hinanden, ligeſom de alle ere enige i Hovedomſtændighederne; i Enkelthederne findes derimod ikke ſaa Afvigelſer mellem hine og de øvrige. Den ſimpleſte Beretning er Fagrſkinnas; den lader Sigurd blive greben med Magt og ſat ombord paa Baaden; hvilket i og for ſig næſten ſynes at være det rimeligſte. Morkinſkinna lader ham vel med det Gode blive lokket ombord, men ſiger dog at hans Fødder bleve bundne. Det er ligeledes den, ſom lader ham flygte til Danmark, og, glemmende hvad der ovenfor er nævnt, lader den ham ogſaa her beſtaa Prøven for de 5 Biſkopper. Dette viſer, at Beretningen ikke i eet og alt er at ſtole paa. Vi have dog ovenfor valgt af de forſkjellige Bearbejdelſer, hvad der ſynes rimeligſt. Ogſaa Saxo (S. 786, 787) veed at fortælle om Sigurds Flugt, i det Hele taget rigtigt, om end med enkelte Afvigelſer og Unøjagtigheder.
  12. Dagen angives forſkjelligt. Morkinſkinna nævner Dagen efter Luciemesſe; Snorre ſamt de andre Kongeſagaer Luciemesſe ſelv, Fagrſkinna Natten før Luciemesſe. Men da Nekrologiet hos Finn Jonsſøn og Langebek (II. 512) har den 14de December, eller Dagen efter Luciemesſe, maa Snorres Udſagn her være det rette, efterſom Drabet ſkede paa Morgenſiden, længe efter Midnat.
  13. Dette ſynes tildeels at maatte ſluttes af Saxos noget unøjagtige Beretning, at Kongen „i Elſkovs-Anliggender om Natten hemmelig havde forladt Lejren (det vil ſige den bevogtede Kongsgaard) og beſøgt en Frille“. Man ſeer ogſaa af Sagaen, at Drabsmændene fra det Sted, hvor Drabet var øvet, roede ad paa Vaagen, indtil de kom foran Kongsgaarden.
  14. Fagrſkinna, ſom her i Enkelthederne er noget afvigende, nævner kun „ud paa Vaagen foran Bryggerne“.
  15. Harald Gilles Saga, Cap. Aa. Snorre, Cap. 16. Fagrſkinna, Cap. 255.
  16. Der ſandſynligſte er nemlig, at han blev fød under eller ſtrax efter Magnus Barfods ſidſte Ophold paa Irland, altſaa omkring 1103.
  17. Vi have ovenfor (S. 506) ſeet en lignende Gruſomhed anvendt paa
  18. Denne Thora er nemlig aabenbart den Thora Guthormsdatter, Sigurds Moder, der omtales i den legendariſke St. Olafs Saga Cap. 119, men ſom hos Snorre, Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 37, ſaavel ſom i Olaf den helliges Saga Cap. 259, hvor den ſamme Legende fortælles, neppe med Rette kaldes „Kong Sigurd Jorſalafarers Moder“. Hun lod, fortælles der, Tungen ſkære af en ung Mand ved Navn Kolbein, blot fordi han havde taget et Stykke Mad af hendes Tallerken; men St. Olaf helbredede ham, ſom det ſiden ſiges. I Inge Haraldsſøns Saga Cap. 25 ſaavel ſom Olaf den helliges Saga Cap. 260 meddeles en anden Legende om Thoras Brødre, eller Guthorm Graabardes Sønner, hvorved ogſaa disſe fremſtilles ſom ſaare grumme og overmodige; de ſiges her at høre hjemme paa Oplandene. Men i den legendariſke Saga Cap, 109, hvor den ſamme Legende fortælles, uden dog at Brødrene navngives, ſiges der at de boede øſter i Viken.
  19. Der ſtaar nemlig i Fagrſkinna og Morkinſkinna at han var to Aar ældre end Inge, og paa fjerde klar, da han blev Konge.
  20. Harald Gilles Saga Cap. 1, 16, Snorre Cap. 2, Inge Haraldsſøns Saga Cap. 14, 21, Snorre Cap. 13, 22, Fagrſkinna Cap. 215, 254.