Det norske Folks Historie/3/77

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kongehelle var, ſom nys berettet, ved den Iver, hvormed Sigurd Jorſalafarer havde ſørget for dens Opkomſt, bleven den meeſt blomſtrende Stad i Norge, og Rygtet om dens Velſtand og Overflod maa paa denne Tid have været udbredt over hele Norden, i Særdeleshed da den ved ſin Beliggenhed ſaa langt nede mod Syd, nær ved den danſke Grændſe, maatte være den af alle norſke Stæder, hvorom man i Danmark og de ſydligere Egne vidſte bedſt Beſked. Det er derfor ej at undres over, om de vendiſke Sørøvere, der i denne Tid ſværmede om i de danſke Farvande, betragtede dens Rigdomme ſom et lokkende Bytte, og væntede paa den førſte Lejlighed til at angribe og udplyndre den, iſær, hvis Harald Gille, ſom man ifølge det ovenfor omtalte maa formode, havde egget dem til Hevn ved hine tvende Søſlag. Indbyggerne af Staden havde i alle Fald den ſtørſte Opfordring til at være paa ſin Poſt, ja der kom endog Advarſel, baade fra Kong Erik i Danmark, og Erkebiſkop Asſer, at de maatte tage vare paa ſin Stad, ſaaſom Venderne havde en ſtor Flaade ude, hvormed de herjede i de chriſtne Lande, og ſtedſe fik Overhaand. Der ſkal heller ikke have manglet paa allehaande Varſler om en ſtor Ulykke, der ſkulde times Staden. Natten til Søndag efter Paaſke hørte man et ſtort Gny ude paa Gaden ſom om en Konge red derigjennem med hele ſin Hird; Hundene tydede, brøde ud og bleve gale; de bede baade Folk og Fæ, og alle, ſom bleve bidte, baade Dyr og Menneſker, fik ligeledes Vandſkræk og bleve afſindige. Saadant ſkede næſten hver Nat fra Paaſke til Himmelfartsdag. Mange bleve forfærdede derved, ſolgte ſine Gaarde og flyttede ud paa Landet eller til andre Byer. Endog de klogeſte i Staden ſagde, at alt dette maatte varſle om en eller anden ſtor Ulykke, der ſnart vilde ramme dem. Preſten ved Korskirken, Andreas Bruunsſøn, en af Stadens meeſt anſeede Mænd, holdt førſte Pintſedag en lang og vakker Prædiken, hvori han til Slutningen bragte den Fare, der truede Staden, paa Bane, men bad Bymændene fatte Mod, og ikke lægge den herlige Stad øde, men heller ſørge for dens Værn, det være ſig nu mod fiendtligt Anfald eller Ildsvaade, og anraabe Gud om Hjelp. Men da det led nogen Tid hen, lagde Skrækken ſig, og Bymændene overlode ſig atter til Sorgløshed. I Byen opholdt ſig juſt paa denne Tid den nys omtalte islandſke Høvding, Preſten Loft Sæmundsſøn, rimeligviis for at afhente ſin elleveaarige Søn, Jon, der var til Opfoſtring hos Andreas Bruunsſøn[1]. Det er, ſom man maa antage fra Jon Loftsſøn, i hvis Huus den berømte Snorre Sturlasſøn ſiden opfoſtredes, at denne har faaet den nøjagtige Beretning om hele denne Tildragelſe, ſom han ſiden meddeelte i ſin Bearbejdelſe af de norſke Kongeſagaer, og ſom vi her gjengive[2]. Loft indſkibede ſig med alt ſit paa et Fragtſkib, og drog afſted i Følge med 12 andre Fartøjer, der ſkulde til Bergen; 11 af dem forliſte med Folk og Gods; paa den tolfte blev kun Mandſkabet bjerget; alene Loft kom med ſit Skib velbeholden til Beſtemmelſesſtedet.

Samme Dag, ſom hine Skibe forliſte, nemlig Lafrantsſok-Dagen (10de Auguſt), viſte en Sværm af ikke mindre end 300 vendiſke Snekker ſig udenfor Byen. Paa hver Snekke var der 44 Mand og to Heſte; den hele Styrke beſtod ſaaledes af over 13000 Mand, hvoriblandt 600 Ryttere. Hovedanføreren var den forhen omtalte Fyrſte Ratibor; han ledſagedes af ſin Syſterſøn Dunimitz, og en anden Høvding ved Navn Unnibor. Opſejlingen til Staden var noget nedenfor denne ſperret ved nedrammede Pæle, der ſandſynligviis kun lod et ſmalt Løb frit, ſom i paakommende Tilfælde ganſke kunde ſtænges. Men paa den anden Side af Gulløen og Ragnhildholmen, der ligge lige udenfor Byen og nu ere landfaſte med Hiſingen, løb dengang en ſmal Arm af Elven, ſom man rimeligviis anſaa alt for grund og ubetydelig, til at det ſkulde være nødvendigt at ſtænge den. Denne Vej benyttede dog Venderne, idet de førſt lagde til nede ved Pælene, og ſatte Rytteriet i Land, men derpaa under Anførſel af Dunimitz og Unnibor med den ſtørſte Deel af Skibene roede op ad hiin øſtre eller ſøndre Arm, hvor de kom godt frem, enten fordi Skibene nu vare lettede, eller fordi de i ſig ſelv vare ſmaa og lidet dybtgaaende[3]. Einar, en Svigerſøn af Preſten Andreas, var en af de førſte, ſom blev de ubudne Gjeſter var; han ſkyndte ſig op til Kaſtelkirken, juſt ſom hans Svigerfader prædikede til Højmesſe for de fleſte af Byfolkene, og meldte at en ſtor Flaade nærmede ſig Byen ovenfor, medens en Rytterſkare kom udenfra over Brataaſen. Mange ſagde at det maatte være den danſke Konge Erik, af hvem man ej væntede ſig nogen Ufred, eller i alle Fald ingen haard Behandling[4]. Imidlertid ilede de hjem, hver til ſit, væbnede ſig, og gik ned til Bryggerne: da fik de ſnart Øjnene op, thi lige for dem laa Vendernes talrige Flaade, der allerede havde begyndt Striden med et Angreb paa ni Øſterfarerſkibe, ſom laa ved Bryggerne, og tilhørte nogle Kjøbmænd. Disſe forſvarede ſig haardnakket, og Bymændene underſtøttede dem ved at beſkyde Fienden fra Bryggen, ſaa at Venderne i denne Kamp ſkulle have miſtet 160 Skibe med Beſætning. Men deres ſtore Folkemon gjorde dog til ſidſt Udſlaget; de bleve Herrer over Skibene, medens Bymændene flygtede op i Byen, og derfra ind i Kaſtellet, medbringende deres Koſtbarheder og alt det Gods, ſom de i Haſt kunde faa med ſig. Solveig, Andreas Preſts Huſtru, flygtede med ſine Døtre og to andre Kvinder op i Landet.

Venderne gik nu i Land og mønſtrede ſine Folk. Da ſaa de førſt, hvor ſtor Skade de havde lidt. Efter at have plyndret og derpaa aldeles opbrændt ſaa vel Byen, ſom Skibene, ſtormede de op mod Kaſtellet, og beredede ſig til at angribe det. Ratibor lod dog førſt Beſætningen og de øvrige, ſom vare derinde, tilbyde fri Udgang med Vaaben, Klæder, Guld og Sølv; men herom vilde man intet høre, alle raabte imod, og gik ud paa Bryſtværnet, idet de ſkøde, eller kaſtede Stene og Stavre[5] ned paa Venderne. Det viſte ſig ogſaa i det følgende, at det ej var raadeligt at ſtole paa Hedningernes Ordholdenhed. Medens der ſaaledes kæmpedes omkring Kaſtellet, og mange faldt paa begge Sider, dog langt flere paa Vendernes, kom Preſtekonen Solveig paa ſin Flugt til en Gaard i Nærheden, ved Navn Solbjarge, hvor hun fortalte hvad der var paa Ferde. Der blev da ſtrax opſkaaret Hærør eller Krigsbudſtikke, og ſendt til nærmeſte Gaard, Skyrbaage, hvor den nuværende Kjøbſtad Kongelv ligger[6], for derfra at ſendes videre om i Bygden. Paa Skyrbaage var der juſt et talrigt Sammenſkudsgilde. En af Gjeſterne, Bonden Ølve Myklemund, ſprang ſtrax op, tog Skjold og Hjelm og en ſtor Øxe, og ſagde: „ſtaa op, I gode Drenge, tag eders Vaaben, og lad os komme Bymændene til Hjelp; det vil være en Skam for os, hvis det ſpørges at vi ſidde ſtille her og fylde os med Øl, medens brave Folk i Byen miſte Livet, fordi vi lade dem i Stikken“. Men han mødte kun Indvendinger; man vilde alene, hed det, opofre ſig til ingen Nytte, da ſaa faa Folk alligevel ej kunde vorde Bymændene til nogen klækkelig Hjelp. Da ſagde Ølve vred: „om I faa alle blive her tilbage, vil jeg dog derhen alene: en eller to Hedninger ſkulle dog vel bide i Græsſet for mig, inden jeg falder“. Med disſe Ord ſtyrtede han afſted, og ned til Byen. Nogle af de andre fulgte ham i Afſtand, for at ſee,hvorledes det gik ham, og komme ham til Hjelp, om det ſkulde behøves. Da han kom ſaa nær Kaſtellet, at Hedningerne ſaa ham, løb ſtrax aatte af dem fuldt bevæbnede imod ham og omringede ham. Ølve hævede Øxen ſaa langt tilbage, at dens bagerſte Spids ſplittede Halſen paa den Vender, ſom ſtod lige bag ham, ſaa at han ſtrax faldt død omkuld; i ſamme Hug ſatte han Oxen i Hovedet paa den, der ſtod foran ham, og kløvede det lige ned til Skuldrene. De øvrige ſatte ind paa ham, men han forſvarede ſig ſaa kjekt, at to af dem faldt, de øvrige fire flygtede. Uagtet han ſelv var haardt ſaaret, forfulgte han dem, og indhentede dem ved et Dige, hvor de ſad faſt; her dræbte han endnu to af dem, men blev nu ogſaa ſelv ſiddende faſt, faa at de to ſidſte undkom. De, der havde fulgt ham, ilede nu til, hjalp ham op og bragte ham tilbage til Skyrbaage. Han kom ſig ſiden af ſine Saar, og alle vare enige om, at ingen Mand nogenſinde havde forſvaret ſig kjekkere end han, een mod mange. Siden indtraf to Lendermænd, Sigurd Gyrdsſøn og Sigard, med noget over 700 Mand til Skyrbaage; men den førſte vendte ſtrax tilbage igjen med 480 Mand, uden at have draget Sverdet; Sigard derimod gik til Byen med 240, gav ſig i Kamp med Fienden, og faldt med alle ſine. Sigurd blev ſiden med Rette foragtet af alle, og døde ikke længe efter.

Imidlertid raſede Striden paa det heftigſte omkring Kaſtellet, uden at dog Ratibor ſelv eller de to andre Høvdinger deeltoge deri: de holdt ſig afſides[7]. Den tapre Befalingsmand eller, ſom han kaldtes, kongelige Sysſelmand, Sæmund Huusfreyja, ogſaa en Svigerſøn af Andreas Preſt, ſtod ſelv med ſin Søn Aasmund, og ſkød paa Fienden. Blandt Venderne var der en fortrinlig Bueſkytte, ſom i hvert Skud fældte ſin Mand; to Mænd ſtode paa hver ſin Side af ham og dækkede ham med ſine Skjolde. Sæmund bad Aasmund at ſkyde paa Bueſkytten i ſamme Øjeblik, ſom han ſelv rettede ſin Piil mod en af Skjoldbærerne. De gjorde ſaa; da Sæmunds Piil kom, rykkede Manden Skjoldet for ſig ſelv, og blottede derved Skytten, hvem Aasmunds Piil traf lige i Panden, ſaa at den ſtod ud gjennem Nakken. Da Venderne ſaa ham falde død tilbage, hylede de ſom Hunde eller Ulve. Da lod Ratibor endnu engang tilbyde Nordmændene Grid, men de vægrede ſig fremdeles ved at modtage den. Kampen begyndte paa ny, heftigere end forhen. En af Hedningeme vovede ſig uden Skjold lige indtil Kaſtelporten og ſtak ſit Spyd gjennem Gitret i en Mand, der ſtod indenfor; man ſkjød og ſtak paa ham, men uden at det beed: dette tilſkrev man Trolddom, og Andreas Preſt leverede derfor Aasmund et Stykke Tønder, antændt i indviet Ild, hvilket denne ſatte paa Odden af en Piil, og ſkød den mod Venderen. Pilen traf, og Venderen faldt død til Jorden: ogſaa da hylede og hvinede Hedningerne, ſom før. Man ſaa nu Venderne flokke ſig hen til Fyrſten, ſom om de nu ſyntes at have faaet nok, og at det var paa Tide at begive ſig bort. Men en Nordmand, der kunde vendiſk, og gjorde Tjeneſte ſom Tolk, ſagde at Høvdingen Unnibor kun gjorde ſine Folk opmerkſom paa, at Nordmændene, der førſt havde forſvaret ſig med Pile og Spyd, ſiden med Stene, nu tilſidſt kun brugte Stavre og Stokke, og derfor efter al Rimelighed paa det nærmeſte havde opbrugt ſit Vaabenforraad, ſaa at det vel var Umagen værd endnu at vove en Dyſt, ſkjønt det paa den anden Side viſtnok havde næret.bedſt, om man aldrig havde indladt ſig med et ſaa ſtridbart Folk; „om vi end“, ſagde han, „tage alt det Gods, der findes i Byen, burde vi dog give ligeſaameget til, at vi ej vare komne her“. Hvor vidt man fra Kaſtellet endog kunde høre Unnibors Ord, mer, om man hørte dem, opfattede dem rigtigt, maa ſtaa ved ſit Værd[8]: viſt er det, at Hedningerne fornyede Angrebet, og at Nordmændene nu lede ſaadan Mangel paa Forſvarsvaaben, at de maatte hugge hver Stave i to Stykker. Da faldt den brave Befalingsmand, Sæmund Huusfrøyja. Kampen førtes dog ikke med den Udholdenhed, ſom før, men ſtandſede af og til, da man paa begge Sider vare trætte og ſaarede. I en af disſe Standsninger gjentog Ratibor endnu engang ſit Tilbud, at Nordmændene, hvis de vilde overgive Kaſtellet, ſkulde faa fri Udgang med deres Vaaben, Klæder, og alt hvad de kunde bære med ſig. Da Nordmændene nu manglede en Anfører[9], beſluttede de ſig til at modtage Tilbudet, og aabnede Portene. Men dette angrede de ſnart, thi Hedningerne brød ſig ikke det mindſte om deres Fyrſtes Løfte, men toge alle, Gamle og Unge, Mænd og Kvinder, til Fange, dræbte alle de ſaarede, og dem, ſom vare for ſmaa til at føres bort, røvede alt det Gods, der fandtes l Kaſtellet, ja trængte endog ind i Korskirken, og borttoge alt dens Skrud, ſaa vel ſom det hellige Korſes Relikvie og den prægtige Altertavle af Erts, hvilken de lagde ned paa Altertrinet. Andreas Preſt gav Fyrſt Ratibor en ſølvbeſlagen vel forgyldt Stav, og hans Syſterſøn Dunimitz en Guldfingerring: deraf ſluttede de at han maatte være en formaaende Mand, og viſte ham ſtørre Opmerkſomhed end de øvrige. Idet de gik ud af Kirken, ſagde Ratibor: „dette Huus er i ſin Tid blevet indrettet med ſtor Kjærlighed til den Gud, der ejer det; men det lader til at det er blevet daarligt varetaget, thi jeg ſeer, at Guden er bleven vred paa dets Vogtere“. Han forærede Andreas Preſt ſaa vel Kirken ſelv, ſom Skrinet, Kors-Relikvien, Bogen, Plenariet og fire Kalke. Desuagtet ſatte Hedningerne Ild paa Kirken, ligeſom paa alle de øvrige Huſe i Kaſtellet. Ilden, ſom de havde antændt i Kirken, ſluknede to Gange, men da hug de Kirketaget ned, og nu fattede Kirken Ild og brandt op, ſom et andet Huus. Derefter vendte de tilbage til Skibene med det hele Bytte, og underſøgte ſit Folketab. Da de ſaa, hvor ſtort det var, beſluttede de at bortføre alle Fangerne ſom Sæm, og fordeelte dem derfor paa Skibene. Ved denne Lejlighed kom Andreas Preſt med det hellige Korſes Relikvie paa Fyrſtens eget Skib. Men, ſiges der, i ſamme Øjeblik kom der en ſaadan Hede over alle Hedningerne, at de ſyntes at være i Ildsluer, og bleve meget forfærdede. Fyrſten lod ſpørge Andreas Preſt om Aarſagen. Han ſagde at de Chriſtnes Gud gav Hedningerne et Tegn paa ſin Vrede, fordi de vilde bortføre hans hellige Kors. Ratibor lod nu Andreas, ſom bar Relikvien i ſine Arme, bringe ned i Skibsbaaden tilligemed de andre Preſter; Baaden blev dragen langs Skibet, førſt frem, ſiden agter paa den anden Side, og derpaa ſtødt hen mod Bryggerne med Baadshager. Endnu ſamme Nat bragte Andreas Korſet i Regn og Uvejr op til Solbjarge, men førte det ſenere hemmeligen lige til St.Olafs Helligdom i Nidaros, for at det kunde være der, hvor det ifølge Kong Sigurds Løfte ſkulde opbevares[10]. I det følgende Aar kom Gjengjeldelſen over Venderne, da Erik Emune gjorde ſit Tog til Vendland, indtog Arkona paa Rügen, og tvang Indbyggerne til at antage Chriſtendommen. Ratibor lod ſig ſiden døbe, arbejdede endog paa Chriſtendommens Udbredelſe, og døde ikke førend henved 1152[11]. De fleſte af Fangerne fra Norge henſlæbte imidlertid deres øvrige Dage ſom Trælle i Vendland. Enkelte bleve løskjøbte og vendte tilbage til Norge, men ingen af dem kom til den Velmagt, ſom for. Kongehelle opbyggedes vel igjen, men naaede aldrig mere ſin forrige, desværre kun alt for kortvarige Glands[12].

  1. Se ovenfor S. 559, 757. I et enkelt Haandſkrift angives Jons Alder til 9 Aar, men de fleſte nævne „elleve“.
  2. Det er nemlig vel at merke, at hele denne Beretning ikke findes i Morkinſkinna, den ældſte, og før Snorres Tid nedſkrevne Bearbejdelſe af Kongeſagaerne for det 11te og 12te Aarhundrede. Derimod findes den, foruden hos Snorre, i Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke, der begge ere yngre end Snorre, aldeles ordlydende ſom denne meddeler den. Snorres Bearbejdelſe er altſaa den ældſte, hvor den forekommer, og der bliver følgelig heel ſandſynligt, at hine have optaget den efter ham. Det vil i det følgende ſees, at alle Hovedperſonerne ſtode mere eller mindre i Forbindelſe med Andreas Preſt, Jon Loftsſøns Foſterfader; alt tyder ſaaledes hen paa, at Efterretningen ſkriver ſig fra Jon, ſom fortalte deels hvad han ſelv og hans Fader havde oplevet, deels hvad Foſterfaderen ſiden havde meddeelt ham.
  3. At Beſkrivelſen over Vendernes Sejlads nødvendigviis maa være ſaaledes at forſtaa, er viiſt i Norſk Tidsſkrift, IV. S. 293 flg. Snorre eller hans Hjemmelsmand har, aabenbart ved en Misforſtaaelſe, ladet Vendernes ene Afdeling tage hele den lange Vej omkring Hiſingen i Stedet for om den lille Gullø.
  4. I Sagaen ſtaar, at de af Erik ventede „Grid“; dette Udtryk, der ellers bruges om den Fred, eller Naade, der tilſtaaes af en Sejrherre, beſtyrker maaſkee det ovenfor antydede, at der paa denne Tid herſkede et ſpendt Forhold mellem Harald Gille og Erik Emune.
  5. Disſe Stene og Stavre vare rimeligviis de, ſom Kong Sigurd havde ladet ſamle, ſe ovenfor S. 704, og Forraadet kom ſaaledes ſnarere, end man maaſkee væntede det, til Nytte.
  6. Se derom Norſk Tidsſkrift, IV. B. S. 296.
  7. Dette ſiges udtrykkeligt i Beretningen; og ſaa vel heraf, ſom af Ratibors oftere gjentagne Fredstilbud til Nordmændene, og den kjendelige Ærefrygt, han viſte Preſten og Relikvien, ikke at tale om hans ſenere offentlige Overgang til Chriſtendommen, kan man viſtnok ſlutte, at Hedningernes Vildhed og Forſtyrrelſeslyſt var ham imod, om han end nok havde til Henſigt at ſamle Bytte, og maaſke at hevne ſig paa Harald Gille. At Venderne ſiden brøde hans Tilſagn til Indbyggerne, er neppe at tilſkrive ham, men alene Hedningernes Uregjerlighed.
  8. Maaſkee dog at Nordmanden ſtod udenfor Kaſtellet hos de vendiſke Fyrſter, i ſin Egenſkab af Tolk, og førſt ſenere fortalte fine Landsmænd hvad Unnibor havde ſagt.
  9. Det ſiges vel i Beretningen, at der foruden Sæmund ogſaa var en anden Sysſelmand i Byen, ved Navn Guthorm, Søn af Harald Flette; men han nævnes ikke ſenere ſom Deeltager i Kampen, og har rimeligviis været en gammel, ſvag Mand. Han var nemlig, ſom man ſeer, en Broder af hiin danſke Sven Haraldsſøn, ſom allerede i Aaret 1090, altſaa 45 Aar tidligere, optraadte ſom Modkonge mod Magnus Barfod, ſe ovenfor S. 482. Var Guthorm end noget yngre, har han dog i Aaret 1135 neppe kunnet være ſtort under 70 Aar gammel.
  10. Ágrip Cap. 47.
  11. Barthold, Geſch. von Rügen und Pommern, II. 117. 144.
  12. Harald Gilles Saga Cap. 10, Snorre Cap. 9. Kongehelle kaldes i den af et Øjevidne forfattede Beſkrivelſe over et af fornemme Daner i Aaret 1191 foretaget Korstog kun „civitatula“ d. e. „en liden By“ ſe Langebek, Scr. rer. Dan. V. S. 351. — Hvad for øvrigt den hele Beretning om Byens Indtagelſe og Ødelæggelſe angaar, da maa man ſtedſe have for Øje, at den, ſom allerede antydet, væſentligt maa grunde ſig paa Meddelelſer, ſom Snorre Sturlasſøn 50 Aar derefter fik af ſin Foſterfader Jon Loftsſøn, der ſkildrede ham, hvad han deels ſelv havde oplevet, deels ſenere erfaret af Andreas Prreſt. Et og andet kan vel ſaaledes være overdrevet eller falſkt opfattet. Morkinſkinna, der, ſom det nedenfor vil ſees, enten er forfattet af den ſamtidige Erik Oddsſøn, eller ſtøtter ſig til hans Beretninger, nævner intet om Sagen, med mindre det ſkulde have været paa det nu manglende Sted, hvor Sigurds Ophold i Jeruſalem omtales, thi Ágrip, der for det meſte ſtemmer med Morkinſkinna, omtales den der i forbigaaende. Det ſiges nemlig om Sigurds tvende Løfter for at faa Kors-Relikvien: „noget af dette holdt han, thi Tienden fremmede han; men det andet Løfte brød han, hvilket kunde have været ham til ſtor Ulykke, hvis Gud ej havde forekommet den ved Jærtegn; han rejſte en Kirke ved Lands-Enden, og ſatte Korſet der næſten under hedenſke Mænds Vold, hvilket ſiden viſte ſig; han troede at det ſkulde tjene Landet til Forſvar, men tvert imod, thi Hedninger kom did, brændte Kirken, toge Korſet og Preſten, og førte begge bort, men ſiden kom en faa ſtor Hede over dem, at de troede at brænde, og forfærdedes derover, ſom et Varſel. Men Preſten ſagde at Heden kom af Guds Vælde og det hellige Korſes Kraft, og da ſatte de baade Korſet og Preſten til Lands i en Baad. Men fordi Preſten ej fandt det raadeligt, anden Gang at udſætte det for den ſamme Fare, flyttede han Korſet hemmeligt nord til St. Olafs Helligdom, hvor det ifølge Eden ſkulde være, og hvor det nu er ſiden den Tid.“ — Aaret, naar Angrebet ſkede, angives udtrykkeligt til „5 Vintre efter Sigurds Død“, altſaa 1135. Thormod Torvesſøn (III. S. 507) har imidlertid villet henføre det til Tiden før Magnus’s Fangenſkab 1134, ſiden Korſet omtales, ſom Magnus efter Fyrileivſlaget førte hos ſig; men han gaar ud fra, at Korſet ikke ſenere blev fundet, hvilket er urigtigt; navnligen giver Ágrip, ſom han ej kjendte, her god Oplysning.