Det norske Folks Historie/3/76

Fra Wikikilden

Medens Ragnvald Jarl befæstede sit Herredømme paa Orknøerne, sad Kong Harald Gille, som det synes, temmelig rolig hjemme i sit Rige. Det lader dog til, at han har taget nogen Deel i de danske Begivenheder, eftersom det fortælles, ja endog bekræftes ved Vers af den paalidelige Einar Skulessøn, at Harald holdt tvende Slag i Danmark, eet ved Hveen, det andet ved Lesø[1]. Men med hvem han holdt disse Slag, om han holdt dem i Egenskab af Erik Emunes Vasall, som Herre til Halland, eller om han allerede havde givet denne Forlening tilbage[2], og kun understøttede ham af Taknemmelighed, eller hvad der er rimeligst, om det kun var Sørøvere, som han paa egen Haand forfulgte, siges ikke. At han fremdeles maa have staaet indse Berørelse med det danske Fyrstehuus, og være dragen ind i dets Interesser, kan man slutte allerede deraf, at han egtede den i Fodevigslaget faldne Henrik Skatelærs Enke Ingerid[3]. Men hvad Virkning hans Giftermaal med denne letfærdige Kvinde havde paa hans venskabelige Forhold til Erik Emune, omtales ikke. Vel var hun, som man af hendes tidligere Færd maa slutte, ked af sin Mand, og hans Fald ved Fodevig i Slaget mod Erik kunde saaledes vel ikke gaa hende synderligt til Hjerte; men hun havde i dette Egteskab tvende Sønner, og disse kunde neppe betragte Erik Emune anderledes, end som deres Arvefiende: vi ville i det følgende see ham optræde fiendtligt endog mod Ingerids Sønner med Harald. Ingerid havde, som ovenfor anført[4], faaet en Trediedeel af Dronning Margretes store Besiddelser i Vestergautland, hvilket, som vi ville see, siden gav hendes Sott af første Egteskab, Magnus Henrikssøn, et saadant Fodfæste i Sverige, at han kunde optræde som Kronprætendent. Disse Besiddelser maa i Sønnernes Mindreaarighed have skaffet hende selv, og derved middelbart ogsaa Harald, en ikke ringe Indflydelse paa de svenske Anliggender. Heraf har rimeligviis han, eller rettere hans Mænd, benyttet sig til Norges Fordeel, da vi finde, at just paa denne Tid Grændsen mellem Norge og Gautland blev opgaaet og bestemt ved Vidnesbyrd af gamle Folk fra begge Riger, der maaskee kunde erindre og forklare, hvorledes det havde været vedtaget i Fredsslutningen 1101. Kong Sverke deeltog ikke selv i disse Forhandlinger, men derimod Jarlen i Vestergautland, den ovenfor omtalte Karl Sunessøn, hvis Moder Astrid var en Sønnedatter af Jarlen Orm Eilifssøn paa Oplandene, og saaledes nedstammede fra Haakon Lade-Jarl[5]. Karl var en ærgjerrig og mægtig Mand, som, i det mindste paa denne Tid, synes at have hersket temmelig uafhængigt af Kong Sverke, ja maaskee endog stræbte efter Kongenavnet. Kong Harald og han havde en personlig Sammenkomst paa Grændsen og hørte selv Vidnernes Forklaring. Ved denne Forretning synes Grændsen i det væsentlige at være bleven bestemt saaledes som den siden efter stedse har været, indtil største Delen af Ranafylke, eller som det senere kaldtes, Baahuuslen, blev afstaaet til Sverige.

Kong Erik Emune i Danmark havde imidlertid været heldig nok til at overrumple sin Broder Harald Kesja i Jylland og tage ham til Fange med alle hans Sønner paa een nær, ved Navn Olaf, som undkom til Kong Sverke, der tog sig af ham, og gav ham et Len i sit Rige[6]. At Olaf ikke flygtede til Norge, uagtet Harald Gille, som det hed, var hans Morbroder, og uagtet han siden tyede derhen, er merkeligt nok, og synes at vise, at der i det mindste da endnu ikke var opstaaet noget spendt Forhold mellem Harald og Erik. Dette tog maaskee først sin Begyndelse efter Haralds Giftermaal med Ingerid, hvilket synes at have fundet Sted i Begyndelsen af 1135, strax efter at han var bleven Enekonge[7]. Erik Emune lod faa vel sin Broder, som alle dem af hans Sønner, der faldt i hans Vold, syv i Tallet, grumt henrette; to af dem havde han allerede forhen B dræbt. Derved sikrede han sig saa godt mod alle Tronprætendenter, at , han i den øvrige Deel af sin korte Regjeringstid havde Fred indenlands, og kunde gjøre et stort Tog til Rügen, for at bekæmpe de vendiske Sørøvere, der nu, under de Uroligheder, som herskede i Danmark siden Knut Lavards Død, vare blevne saa dristige, at de endog vovede at vise sig i » Kattegattet og Nordsøen. Aarsagen hertil var vel for en stor Deel den polske Hertug Boleslavs Herjetog til Pommern for at udbrede Christendommen, og Biskop Otto af Bambergs fredeligere, men ikke derfor mindre heldige, Bestræbelser i samme Formaal, hvorved endog Fyrst Vratislav i Forpommern, den i Aaret 1106 afdøde Fyrst Svantibors Søn, lod sig omvende. Thi det faldt næsten af sig selv, at de Hedninger, der ej kunde finde sig i Christendommens større Udbredelse og Afhængighedsforholdet, søgte Trøst og Erstatning ved at drage ud paa Sørøveri og herje christne Landes Kyster. Med saadanne hedenske Vender har det maaskee været, at Harald Gille holdt hine tvende Søslag i Kattegattet og Øresund. I Aaret 1134 synes Hedningerne at have gjort almindelig Opstand; Vratislav blev myrdet, og hans Broder Ratibor, der vel endnu ikke havde antaget Christendommen, men i sit Hjerte var den gunstig, maatte, som man seer, holde gode Miner med Hedningerne, for at redde Herredømmet for sig og sine Brodersønner[8]. Vi finde nemlig, at han, næsten, f som det synes, mod sin Vilje, kort efter selv maatte drage i Spidsen for et stort Sørøvertog, der vel i det hele taget gjaldt de danske og svenske Kyster, og nærmest fremkaldte hiint store Tog, som Kong Erik siden foranstaltede, men som dog især gik ud over Kongehelle. Vendernes Overfald paa denne Stad er den merkeligste Begivenhed, der indtraf under Haralds hele Regjering.

  1. Harald Gilles Saga Cap. 15, Snorre Cap. 12, Morkinskinna, fol. 32. a.
  2. Det er vanskeligt nok at blive klog paa, hvorledes det egentlig forholdt sig med Forleningen. Maaskee den kun var given for den Tid, Harald var i Landflygtighed, og indtil han vandt sit Rige tilbage, men det er dog paa den anden Side heller ikke saa usandsynligt, at han kan have vedblevet at beholde den indtil sin Død. Der omtales i alle Fald ikke nogen Herre til Halland paa denne Tid.
  3. Harald Gilles Saga Cap. 2. Snorre Cap. 1.
  4. Se ovenfor S. 598.
  5. Om Karl Jarl se ovenfor S. 451. Hans Slægtskabsforhold ere der omtalte. At det var ham, som havde Sammenkomsten med Harald, er utvivlsomt, uagtet det i den senere Grændseforretning af 1268, hvor de tidligere omtales, heder at „Eyulf i Gudrann og Ketil paa Haavasæter vidnede for Kong Karl og Kong Harald, at Fylsbek var ret Grændseskjel baade norden- og søndenfra“. I Norges gamle Love II. 488; Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie 1844, S. 160). Thi man vil ikke kunne opvise et eneste klar i hele den svensk-norske Historie, hvor en svensk Konge Karl og en norsk Konge Harald vare samtidige. Man har søgt at forklare „Karl“ som „Kol“, d. e. Erik Aarsæle; men han var død førend Harald Gille kom til Norge, end sige blev Konge. Sverkes Søn Karl kan det ej have været som Kongesøn, thi han blev ej fød før 1130. Derimod var Karl Sunessøn just paa denne Tid Jarl, og vi ville i det følgende strax efter Harald Gilles Død see ham ogsaa optræde som selvstændig Hersker, idet han paaførte Norge Krig, og, som det udtrykkeligt siges, vilde erobre Norge, og saaledes rimeligviis vinde sig Kongenavn. Det er derfor ikke usandsynligt at han.allerede kan have antaget dette, da Sammenkomsten holdtes, muligt og, at Kongetitlen alene ved en Skjødesløshedsfejl er givet ham i Grændsedokumentet af 1268.
  6. Dette omtales kun af den merkelige Roskildske Anonym, hos Langebek, Scr. rer. Dan. I. S. 385. Saxo S. 660, siger kun at Olaf undkom, og lader ham senere (S. 667) komme tilbage „fra Norge“, hvor eller i hvis umiddelbare Nærhed vi ogsaa siden finde ham.
  7. Da Inge, Haralds Søn, hyldedes i Viken, strax efter Haralds Død, altsaa vel i Begyndelsen af 1137, var han, som der siges, paa anden Vinter. Han maa saaledes være fød lidt før Vintren 1136—37, hvilket gjør det sandsynligt, at Brylluppet mellem Harald og Ingerid stod i Februar eller Marts 1135. Før 1135 har han neppe egtet hende, thi endnu indtil Juni 1134 levede hendes første Mand, og i sin Landflygtighedstid, eller under Forberedelserne til Krigen mod Magnus, er det ej rimeligt at han har tænkt paa noget Frieri.
  8. Se Barthold, Geschichte von Rügen und Pommern. II. S. 115.