Det norske Folks Historie/3/76

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens Ragnvald Jarl befæſtede ſit Herredømme paa Orknøerne, ſad Kong Harald Gille, ſom det ſynes, temmelig rolig hjemme i ſit Rige. Det lader dog til, at han har taget nogen Deel i de danſke Begivenheder, efterſom det fortælles, ja endog bekræftes ved Vers af den paalidelige Einar Skulesſøn, at Harald holdt tvende Slag i Danmark, eet ved Hveen, det andet ved Lesø[1]. Men med hvem han holdt disſe Slag, om han holdt dem i Egenſkab af Erik Emunes Vaſall, ſom Herre til Halland, eller om han allerede havde givet denne Forlening tilbage[2], og kun underſtøttede ham af Taknemmelighed, eller hvad der er rimeligſt, om det kun var Sørøvere, ſom han paa egen Haand forfulgte, ſiges ikke. At han fremdeles maa have ſtaaet indſe Berørelſe med det danſke Fyrſtehuus, og være dragen ind i dets Interesſer, kan man ſlutte allerede deraf, at han egtede den i Fodevigſlaget faldne Henrik Skatelærs Enke Ingerid[3]. Men hvad Virkning hans Giftermaal med denne letfærdige Kvinde havde paa hans venſkabelige Forhold til Erik Emune, omtales ikke. Vel var hun, ſom man af hendes tidligere Færd maa ſlutte, ked af ſin Mand, og hans Fald ved Fodevig i Slaget mod Erik kunde ſaaledes vel ikke gaa hende ſynderligt til Hjerte; men hun havde i dette Egteſkab tvende Sønner, og disſe kunde neppe betragte Erik Emune anderledes, end ſom deres Arvefiende: vi ville i det følgende ſee ham optræde fiendtligt endog mod Ingerids Sønner med Harald. Ingerid havde, ſom ovenfor anført[4], faaet en Trediedeel af Dronning Margretes ſtore Beſiddelſer i Veſtergautland, hvilket, ſom vi ville ſee, ſiden gav hendes Sott af førſte Egteſkab, Magnus Henriksſøn, et ſaadant Fodfæſte i Sverige, at han kunde optræde ſom Kronprætendent. Disſe Beſiddelſer maa i Sønnernes Mindreaarighed have ſkaffet hende ſelv, og derved middelbart ogſaa Harald, en ikke ringe Indflydelſe paa de ſvenſke Anliggender. Heraf har rimeligviis han, eller rettere hans Mænd, benyttet ſig til Norges Fordeel, da vi finde, at juſt paa denne Tid Grændſen mellem Norge og Gautland blev opgaaet og beſtemt ved Vidnesbyrd af gamle Folk fra begge Riger, der maaſkee kunde erindre og forklare, hvorledes det havde været vedtaget i Fredsſlutningen 1101. Kong Sverke deeltog ikke ſelv i disſe Forhandlinger, men derimod Jarlen i Veſtergautland, den ovenfor omtalte Karl Sunesſøn, hvis Moder Aſtrid var en Sønnedatter af Jarlen Orm Eilifsſøn paa Oplandene, og ſaaledes nedſtammede fra Haakon Lade-Jarl[5]. Karl var en ærgjerrig og mægtig Mand, ſom, i det mindſte paa denne Tid, ſynes at have herſket temmelig uafhængigt af Kong Sverke, ja maaſkee endog ſtræbte efter Kongenavnet. Kong Harald og han havde en perſonlig Sammenkomſt paa Grændſen og hørte ſelv Vidnernes Forklaring. Ved denne Forretning ſynes Grændſen i det væſentlige at være bleven beſtemt ſaaledes ſom den ſiden efter ſtedſe har været, indtil ſtørſte Delen af Ranafylke, eller ſom det ſenere kaldtes, Baahuuslen, blev afſtaaet til Sverige.

Kong Erik Emune i Danmark havde imidlertid været heldig nok til at overrumple ſin Broder Harald Keſja i Jylland og tage ham til Fange med alle hans Sønner paa een nær, ved Navn Olaf, ſom undkom til Kong Sverke, der tog ſig af ham, og gav ham et Len i ſit Rige[6]. At Olaf ikke flygtede til Norge, uagtet Harald Gille, ſom det hed, var hans Morbroder, og uagtet han ſiden tyede derhen, er merkeligt nok, og ſynes at viſe, at der i det mindſte da endnu ikke var opſtaaet noget ſpendt Forhold mellem Harald og Erik. Dette tog maaſkee førſt ſin Begyndelſe efter Haralds Giftermaal med Ingerid, hvilket ſynes at have fundet Sted i Begyndelſen af 1135, ſtrax efter at han var bleven Enekonge[7]. Erik Emune lod faa vel ſin Broder, ſom alle dem af hans Sønner, der faldt i hans Vold, ſyv i Tallet, grumt henrette; to af dem havde han allerede forhen B dræbt. Derved ſikrede han ſig ſaa godt mod alle Tronprætendenter, at , han i den øvrige Deel af ſin korte Regjeringstid havde Fred indenlands, og kunde gjøre et ſtort Tog til Rügen, for at bekæmpe de vendiſke Sørøvere, der nu, under de Uroligheder, ſom herſkede i Danmark ſiden Knut Lavards Død, vare blevne ſaa driſtige, at de endog vovede at viſe ſig i » Kattegattet og Nordſøen. Aarſagen hertil var vel for en ſtor Deel den polſke Hertug Boleſlavs Herjetog til Pommern for at udbrede Chriſtendommen, og Biſkop Otto af Bambergs fredeligere, men ikke derfor mindre heldige, Beſtræbelſer i ſamme Formaal, hvorved endog Fyrſt Vratiſlav i Forpommern, den i Aaret 1106 afdøde Fyrſt Svantibors Søn, lod ſig omvende. Thi det faldt næſten af ſig ſelv, at de Hedninger, der ej kunde finde ſig i Chriſtendommens ſtørre Udbredelſe og Afhængighedsforholdet, ſøgte Trøſt og Erſtatning ved at drage ud paa Sørøveri og herje chriſtne Landes Kyſter. Med ſaadanne hedenſke Vender har det maaſkee været, at Harald Gille holdt hine tvende Søſlag i Kattegattet og Øreſund. I Aaret 1134 ſynes Hedningerne at have gjort almindelig Opſtand; Vratiſlav blev myrdet, og hans Broder Ratibor, der vel endnu ikke havde antaget Chriſtendommen, men i ſit Hjerte var den gunſtig, maatte, ſom man ſeer, holde gode Miner med Hedningerne, for at redde Herredømmet for ſig og ſine Broderſønner[8]. Vi finde nemlig, at han, næſten, f ſom det ſynes, mod ſin Vilje, kort efter ſelv maatte drage i Spidſen for et ſtort Sørøvertog, der vel i det hele taget gjaldt de danſke og ſvenſke Kyſter, og nærmeſt fremkaldte hiint ſtore Tog, ſom Kong Erik ſiden foranſtaltede, men ſom dog iſær gik ud over Kongehelle. Vendernes Overfald paa denne Stad er den merkeligſte Begivenhed, der indtraf under Haralds hele Regjering.

  1. Harald Gilles Saga Cap. 15, Snorre Cap. 12, Morkinſkinna, fol. 32. a.
  2. Det er vanſkeligt nok at blive klog paa, hvorledes det egentlig forholdt ſig med Forleningen. Maaſkee den kun var given for den Tid, Harald var i Landflygtighed, og indtil han vandt ſit Rige tilbage, men det er dog paa den anden Side heller ikke ſaa uſandſynligt, at han kan have vedblevet at beholde den indtil ſin Død. Der omtales i alle Fald ikke nogen Herre til Halland paa denne Tid.
  3. Harald Gilles Saga Cap. 2. Snorre Cap. 1.
  4. Se ovenfor S. 598.
  5. Om Karl Jarl ſe ovenfor S. 451. Hans Slægtſkabsforhold ere der omtalte. At det var ham, ſom havde Sammenkomſten med Harald, er utvivlſomt, uagtet det i den ſenere Grændſeforretning af 1268, hvor de tidligere omtales, heder at „Eyulf i Gudrann og Ketil paa Haavaſæter vidnede for Kong Karl og Kong Harald, at Fylsbek var ret Grændſeſkjel baade norden- og ſøndenfra“. I Norges gamle Love II. 488; Annaler for nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie 1844, S. 160). Thi man vil ikke kunne opviſe et eneſte klar i hele den ſvenſk-norſke Hiſtorie, hvor en ſvenſk Konge Karl og en norſk Konge Harald vare ſamtidige. Man har ſøgt at forklare „Karl“ ſom „Kol“, d. e. Erik Aarſæle; men han var død førend Harald Gille kom til Norge, end ſige blev Konge. Sverkes Søn Karl kan det ej have været ſom Kongeſøn, thi han blev ej fød før 1130. Derimod var Karl Sunesſøn juſt paa denne Tid Jarl, og vi ville i det følgende ſtrax efter Harald Gilles Død ſee ham ogſaa optræde ſom ſelvſtændig Herſker, idet han paaførte Norge Krig, og, ſom det udtrykkeligt ſiges, vilde erobre Norge, og ſaaledes rimeligviis vinde ſig Kongenavn. Det er derfor ikke uſandſynligt at han.allerede kan have antaget dette, da Sammenkomſten holdtes, muligt og, at Kongetitlen alene ved en Skjødesløshedsfejl er givet ham i Grændſedokumentet af 1268.
  6. Dette omtales kun af den merkelige Roskildſke Anonym, hos Langebek, Scr. rer. Dan. I. S. 385. Saxo S. 660, ſiger kun at Olaf undkom, og lader ham ſenere (S. 667) komme tilbage „fra Norge“, hvor eller i hvis umiddelbare Nærhed vi ogſaa ſiden finde ham.
  7. Da Inge, Haralds Søn, hyldedes i Viken, ſtrax efter Haralds Død, altſaa vel i Begyndelſen af 1137, var han, ſom der ſiges, paa anden Vinter. Han maa ſaaledes være fød lidt før Vintren 1136—37, hvilket gjør det ſandſynligt, at Brylluppet mellem Harald og Ingerid ſtod i Februar eller Marts 1135. Før 1135 har han neppe egtet hende, thi endnu indtil Juni 1134 levede hendes førſte Mand, og i ſin Landflygtighedstid, eller under Forberedelſerne til Krigen mod Magnus, er det ej rimeligt at han har tænkt paa noget Frieri.
  8. Se Barthold, Geſchichte von Rügen und Pommern. II. S. 115.