Det norske Folks Historie/3/75

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Paa Syderøerne, Norges andet ſtørre Skatland, var det i denne Tid forholdsviis ſtille, thi Olaf Bitling, ſom han kaldtes, Gudrød Meranaghs Søn, der efter Magnus Barfods Fald var bleven hentet fra England, og tagen til Konge, var en fredelig Mand, hvem de kirkelige Anliggender fornemmelig laa paa Hjertet. Saaledes gav han alle Kirker paa Øerne Jordegods og Privilegier; navnlig ſkjenkede han Abbed Ivo i det nys oprettede Ciſtercienſerkloſter paa Furneſs i Yorkſhire en Deel af Krongodſet paa Man til Oprettelſen af et Filial-Kloſter i Rusſin paa denne Ø, ſom ogſaa virkelig kom iſtand (1134). Han var, ſiges der, andægtig og ivrig i Gudsdyrkelſen, og yndet ſaa vel af Gud ſom af Menneſker, hvorfor hans Underſaatter bare over med hans huuslige Svagheder. Hermed ſigtes til, at han havde flere Friller, med hvem han fik mange Børn. Han var førſt gift med en Datter af den ſkotſke Høvding Fergus i Galloway, ſiden, ſom vi have ſeet, med Ingebjørg, en Datter af Haakon Orknø-Jarl i hans Forbindelſe med Helga Maddadhsdatter, og ſaaledes en Heelſyſter til Harald Jarl og Margrete, Jarlen af Atholes Huſtru[1]. Olaf, heder det, levede i ſaa nøje Forbindelſe med Kongerne paa Irland og i Skotland, at ingen vovede at forſtyrre Øernes Fred. Heraf kan man vel ſlutte, at Forbindelſen med Norge maa have været temmelig løs: der er heller ikke ſynderlige Spor af at Magnus Barfods Sønner have gjort ſig nogen videre Umage for at bringe Olaf til at erkjende deres Højhed. I hvad Forhold Harald Gille, der ſelv kom fra de Kanter, ſtod til ham, om han med eller uden hans Vidende var rejſt til Norge, eller om der endog var en hemmelig Forſtaaelſe mellem dem, oplyſes ikke. For øvrigt lader det til, at Olafs eget Herredømme over Syderøerne var temmelig ſvagt, og at Høvdingerne der for det meſte raadede ſig ſelv, medens han ſad i Rolighed paa Man. En af disſe Høvdinger var den ovenfor nævnte Holdbode paa Tyrviſt, hvis Indflydelſe ſynes at have været meget ſtor. Paa denne Tid fremſtod ogſaa en anden Høvding, der ſnart erhvervede det ſtørſte Vælde paa disſe Kanter: det var Sumarlide, Gillebrigdes Søn, og en Sønneſøn af hiin Gille-Adomnan, der efter ſin Fader, Sumarlide den ældres, Død var fordreven af Kong Gudrød fra ſine Ættebeſiddelſer i Argyll, og havde taget ſin Tilflugt til Irland[2]. Sumarlide, der ej kunde finde ſig i Landflygtigheden og den underordnede Stilling, hvori han var kommen, vendte hemmeligt tilbage til Argyll, ſatte ſig i Spidſen for Indbyggerne i Morven, og gjorde ſig inden føje Tid til Herre over hele Marven, Lochaber og Argyll, ja endog over Øerne Arran og Beite, der egentlig regnedes til Syderøerne[3]. Der findes intet Spor af at Kong Olaf modſatte ſig ham; derimod fik Sumarlide, dog kun, ſom det beder, ved Liſt, hans Datter af førſte Egteſkab, Ragnhild, til Egte, hvilket, ſom den Manſke Krønike ſiger, var til hele Rigets Ulykke, formedelſt de fire Sønner, Sumarlide havde med hende. Her ſigtes til Rigets paafølgende Deling og de voldſomme Tronſtridigheder. Trods Giftermaalet har dog neppe Forſtaaelſen mellem Olaf og den mægtige Sumarlide været ſynderlig god; og den Omſtændighed, at Olaf nu i ham havde faaet en farlig Medbejler, medens han tillige havde at befrygte Tronprætenſioner og Angreb af ſin ældre Broder Haralds trende Sønner, der opholdt ſig i Dublin[4], har maaſkee gjort ham mere tilbøjelig end før til at ſøge Hjelp fra Norge og erkjende den norſke Konges Højhed, ſaaledes ſom det i det følgende vil ſees.

Paa Island var det i denne Tid ligeledes temmelig ſtille. Flere af de mægtige og anſeede Mænd, ſom i Aarhundredets tidligere Deel havde haft meeſt Indflydelſe, døde paa Harald Gilles Tid, nemlig Havlide Maarsſøn († 1130), Biſkop Thorlak Runulfsſøn i Skaalholt, († 1133), og den lærde, højt fortjente Videnſkabsmand, Sæmund Sigfusſøn (den frode) i Odda († 1133). Ti Aar i Forvejen havde Thorlak os hans Medbiſkop Ketil i Hole ordnet de kirkelige Anliggender ved at udgive og faa vedtaget den førſte Chriſtenret paa Island (1123); de vare opfordrede dertil af Erkebiſkop Asſer, men det ſiges udtrykkeligt, at de toge Sæmund den frode ſaa vel ſom andre kyndige Mænd paa Raad med[5]. Thorlak efterfulgtes af Magnus Einarsſøn, hvis Fader Einar var en Søn af den Magnus, ſom Faderen, Thorſtein Siduhallsſøn, havde opkaldt efter Kong Magnus den gode, med dennes eget, paa Dødslejet givne, Samtykke[6]. Magnus var den ſidſte islandſke Biſkop, der indviedes af Erkebiſkop Asſer, hvilken han, ſom det nedenfor nærmere vil ſees, i det Øjemed beſøgte i Slutningen af Aaret 1134, og ved denne Lejlighed ſtiftede Bekjendtſkab med Kong Harald Mine. Sæmund frode efterlod flere Børn; to af dem havde modtaget den preſtelige Vielſe, nemlig Eyjulf og Loft. Den ſidſte gjorde paa en Rejſe til Norge Bekjendtſkab med en Pige ved Navn Thora, og egtede hende. Det blev ſiden opdaget, at hun var en Datter af Kong Magnus Barfod[7]. Han havde med hende Sønnen Jon, der, ſom man maa antage, var fød endnu under Lofts Ophold i Norge, 1124, da vi elleve Aar ſenere finde ham til Opfoſtring hos den anſeede Andreas Bruunsſøn, Preſt ved den nye Kaſtelkirke i Kongehelle[8]. Jon Loftsſøn blev ſiden en udmerket Mand; der ſiges om ham, at Island ikke har haft nogen ſtørre og venneſælere Høvding. Meeſt bekjendt er han bleven ſom den berømt Snorre Sturlasſøns Foſterfader.

Paa Grønland ſynes Biſkop, Arnald, ved Hjelp af ſin ved Ed forpligtede Ven[9], Einar Sokkesſøn, og dennes Fader Sokke, at have udøvet Magten, men juſt ikke altid at have benyttet den paa den bedſte Maade. Følgende Beretning derom er os opbevaret, i flere Henſeender merkelig formedelſt de Perſoner, ſom deri ſpille en Rolle, og det Lys, den kaſter paa Grønlands daværende Forhold. En af Koloniſterne i Grønland, ved Navn Sigurd Njaalsſøn, en raſk og uforfærdet Sømand, ſom ofte plejede at drage paa Fangſt til Ubygderne, kom en Sommer paa ſit Skib, ſelv femtende, til en Fjord ved Jøkelen Hvitſerk (Kap Farvel), hvor man fandt Ildſtedet og andre Spor efter Menneſker. Uagtet hans Kammerater havde meeſt Lyſt til at vende tilbage og ikke krydſe i de farlige Fjorde under Jøklerne, fik han dem dog overtalte til at drage længer ind i Fjorden, for nærmere at underſøge den. Inde i Fjorden fandt de tvende Skibe, det ene et Handelsſkib, hvoraf Nederdelen var knuuſt, det andet et ſtort og ſærdeles ſmukt Havſkib, der endnu var i god Stand. I Nærheden ſtod en Hytte og et Telt; ſaavel i Hytten, ſom udenfor, laa flere halvt forraadnede Lig, ſaa at det var let at ſkjønne, at Skibene maatte have været indeſtængte af Driviis, og at deres Beſætning var omkommen af Hunger, men at Iſen ſiden efter maatte have forladt Fjorden[10]. Sigurd anſaa det derhos rimeligt, at det ſtore ſmukke Skib var det paa hvilket en Nordmand, ved Navn Arnbjørn, havde forladt Norge paa ſamme Tid, ſom Biſkoppen og Einar Sokkesſøn (1125), men ſom man ſiden ikke havde hørt det mindſte til. Sigurd kjendte nemlig Arnbjørns Skib af Beſkrivelſe. Sigurd, hvis Pligt ſom Chriſten førſt og fremſt bød ham at ſkaffe Ligene til Kirken, lod dem koge i nogle Kjedler, ſom man forefandt i Hytten, indtil Kjødet ſkiltes fra Benene, ſom derved bleve lettere at føre; de toge Sømmene ud af Handelsſkibet, og brændte det op; men det ſtore Skib med tilhørende Baand og alt Godſet førte de med ſig til Garde, hvor Sigurd lod Benene begrave, og, med Kameraternes Samtykke, ſkjenkede Skibet ſaa vel ſom en ſtor Deel af Godſet til Kirken for Ejernes Sjæle. Da dette ſiden rygtedes til Norge[11], udruſtede Arnbjørns Syſterſøn ved Navn Asſur, tilligemed nogle andre Mænd, hvis Frænder havde hørt til Beſætningen i det ſtore Skib, et Fartøj og droge til Grønland, for at gjøre Paaſtand paa Skib og Gods ſom deres Arvedeel. De landede i Eriksfjorden, hvor de førſt dreve Handel med Indbyggerne; og da Vintren kom, tog Asſur ſig Ophold hos Biſkoppen, de øvrige paa en Gaard i Nærheden.

Ud paa Vintren (1133) bragte Asſur ſit Ærende paa Bane for Biſkoppen, og bad denne afſtaa ham Arvegodſet. Biſkoppen vægrede ſig derved, da han, ſom han ſagde, kun havde fulgt Landets Love, og desuden ikke ſelv havde været.eneraadende i Sagen, hvorhos det var billigt at Godſet anvendtes til de forrige Ejeres Sjælebod. Han erklærede det endog for heel upasſende af Asſur, nu at komme med Fordringer derpaa. Da blev Asſur vred, forlod Biſpegaarden, og tilbragte den øvrige Deel af Vintren hos ſine Kamerater. Om Vaaren ſtevnede Asſur Sagen for Grønlændingernes Thing i Garde: der indfandt han ſig med ſine Kamerater, og Biſkoppen og Einar med et ſtort Følge. Men da Dommen var ſat, traadte Einar til med ſin Skare, og hindrede Nordmændene ganſke fra at faa deres Sag fremmet, ſaa at de maatte vige Pladſen. Over denne Uret og Ydmygelſe blev Asſur vred, og hevnede ſig ved at hugge to Bord ud af det ſtore Skib lige over Kjølen. Derpaa begav han ſig til Veſterbygden, hvor der laa et andet norſkt Skib, ſom tilhørte en Kolbein Thorljotsſøn fra Batalden i Søndfjord[12], og fik Tilſagn af ham og hans Kamerat Ketil Kalfsſøn om deres Biſtand mod Biſkoppens Vrede og Einars Hevn. Biſkoppen blev ogſaa virkelig ſaa forbitret ved at høre hvad Asſur havde gjort, at han erklærede ham at have forbrudt ſit Liv, og ſagde til Einar, at han vilde anſee ham for en Meeneder, hvis han ikke tog klækkelig Hevn over Asſur. Einar, der var en fredelig Mand, gjorde Biſkoppen Foreſtillinger, og ytrede at Asſur dog havde haft ſtor Grund til Ærgrelſe, ſaa at man ej maatte regne det ſaa nøje med ham. Men derom vilde Biſkoppen intet høre, og viſte Einar endog Kulde og Uvilje, fordi han ej ſtrax var rede til at føje ham. Denne Uvilje vovede Einar ikke at trodſe. Hans Ed forbandt ham til, ſom det hed, at forſvare Biſkoppens og Kirkens Rettigheder, og mod ſit Ønſke, kun dreven af Frygt for den hevngjerrige Biſkops Vrede, dræbte han Asſur paa Kirkegaarden ved Langenes, juſt ſom Biſkoppen ſelv havde holdt Mesſe. Biſkoppens Haardhjertethed gik faa vidt, at han neppe engang vilde tillade at Liget fik en ordentlig Begravelſe, uagtet Einar ſelv bad derom. Han tillod endelig at jorde det ved den Kirke, hvor de nu befandt ſig, og hvorved ingen Preſt var anſat, men han lod ikke nogen Preſt ſynge over det, førend det var kommet i Jorden. Einar bebrejdede Biſkoppen hans grumme Ferd, og ſpaaede ſtore Ulykker deraf, men Biſkoppen meente, at det ej havde nogen Nød.

Det rygtedes til Veſterbygden, hvor ilde det var gaaet Asſur, og hans Frænde og Kamerat, ved Navn Simon, beſluttede at optræde ſom Eftermaalsmand. Ketil Kalfsſøn paatog ſig at føre hans Sag, og drog i Forvejen med Kolbein og nogle flere til Thinget i Garde. De øvrige ſkulde ſtrax følge efter paa Kolbeins Skib. Da Ketil og Kolbein kom til Thinget, var den gamle ærværdige Sokke allerede tilſtede, og tilbød Forlig paa Einars Vegne, men Ketil Kalfsſøn paaſtod lovlig Rettergang, og gik til Dommen. Her var dog Einar nu, ſom tidligere, paaferde, og drev Dommerne fra hinanden, faa at Nordmændene ej kunde faa deres Sag fremmet. Da de øvrige, hindrede ved Modvind, endnu ej vare komne, følte Ketil og Kolbein ſig ej mandſterke nok til at maale ſig med Einar, men modtoge, ſkjønt højſt ugjerne, Sokkes atter fremſatte Mæglingstilbud. Det aftaltes, at Forliget ſkulde ſluttes nogen Tid derefter paa et Sted ved Navn Eid, i Nærheden af Garde. Imidlertid kom ogſaa de øvrige Nordmænd veſtenfra, og Kolbein ytrede, at havde de været tilſtede paa Thinget, vilde det neppe nu være ſaa nær ved Forlig. Efter hans Forſlag droge de alle, fuldt udruſtede, til Forligsmødet, og ſkjulte ſig i en afſides Vang ikke langt fra Biſpegaarden. Einar kom juſt, ſom det ringede til Højmesſe. Nordmændene, ſom hørte det, ſagde at man gjorde alt for megen Ære af ham, naar man endog ringede med Klokkerne til hans Modtagelſe. Ketil bad dem ikke at ærgre ſig derover, da det maaſkee torde blive til Ligringning inden Aften. Einar ſatte ſig nu med ſit Følge paa en Bakke, og Ketil, Simon, og flere af Nordmændene traadte frem, for, ſom det hed, at afſlutte Forliget. Sokke, Einars Fader, fremlagde adſkilligt Løsøre til Vurdering, for at anvende det til den Bod, der ſkulde betales. Ketil fordrede at han ſelv og en islandſk Handelsmand, der var tilſtede, ſkulde vurdere Godſet. Sokke ſamtykkede deri; imidlertid gik Simon med en mørk Mine omkring paa Pladſen. Blandt de Sager, ſom kom frem, var en gammel Spangebrynje. Simon greb den, og kaſtede den hen paa Sletten med de Ord: „det er Skam at byde ſaadant for en Mand ſom Asſur“. Derpaa gik han op mod Grønlændingerne, der ſad paa Bakken. Disſe rejſte ſig, og løb ned mod ham, Einar med hævet Øxe; imidlertid løb Kolbein ubemerket op forbi dem og angreb dem i Ryggen. Han hug med ſin Øxe mellem Skuldrene paa Einar i ſamme Øjeblik, ſom dennes Øxe kløvede Simons Hoved. Einar faldt med de Ord: „Sligt var at vænte“, og opgav Aanden i Biſkoppens Skjød. Hans Foſtbroder angreb Kolbein, men fældtes af ham. Der opſtod nu en hidſig Kamp, idet de øvrige Nordmænd løb til fra deres Skjuleſted, og der faldt flere paa begge Sider. Grønlændingerne vare talrigſt, og fik ſaaledes Overhaand, men det lykkedes dog Nordmændene at komme ned til deres Baade, og derfra til Skibene. Sukke beredede ſig til at angribe dem her, men en forſtandig Mand ved Navn Hall fraraadte ham det, og paatog ſig at mægle Forlig. Dette lykkedes ham, og det blev ham overdraget at faſtſætte Betingelſerne. Han lod Drabene gaa op mod hinanden, men i Betragtning af den ſtore Forſkjel, der var mellem Einar og Asſur, ſkulde Nordmændene efter en Maaneds Friſt ſtave forladt Landet, eller og være fredløſe. Sokke ſyntes vel ikke ſynderligt om denne Kjendelſe, men maatte finde ſig deri, og han og hans Venner havde nu kun det Haab at en Mængde der kom drivende, og ſperrede alle Fjorde, ogſaa vilde nødſage Nordmændene til at forblive der efter Friſtens Udløb. Men juſt ved Maanedsſkifte drev Iſen bort, og Nordmændene ſejlede afſted, til Grønlændingernes ſtore Ærgrelſe. De kom i god Behold til Norge. Kolbein førte en Iisbjørn med, og bragte den ved Hjemkomſten til Kong Harald, idet han tillige klagede over Grønlændingerne, og ſagde at de havde fortjent nogen Refſelſe. Men den ſvage Konge fik ſiden høre en forſkjellig Beretning om Sagen, til Biſkoppens og Einars Fordeel; hertil fattede han mere Tro, betragtede Kolbein ſom en Bedrager, og fik ſaa meget imod ham, at han ikke engang gav ham nogen Belønning for Dyret. Dette gjorde Kolbein til hans afſagte Fiende, ſom det ſiden vil ſees. Hvor vidt Biſkop Arnalds Magt aftog efter Einars Fald, eller om der dannede ſig nogen Oppoſition mod hans Anmasſelſer, nævnes ikke. Han forblev i alle Fald endnu i henved tyve Aar paa Grønland, og forflyttedes førſt i ſine gamle Dage til Norge[13].

  1. Olafs Giftermaal med Affreka, Datter af Fergus i Galloway, omtales i den Manſke Krønike, hans Giftermaal med Ingebjørg af Orknø i Orknøyingaſaga S. 138. At Ingebjørg var hans anden Kone, ſkjønnes deraf, at hun, ſom en Datter af Haakon Jarl og Syſter af Margrete, der blev gift omkring 1130, neppe heller kunde være giftefærdig før denne Tid, og, ſom vi erfare, var gift med ham i 1135, da Frakark ſøgte Hjelp i Syderøerne, medens derimod Gudrød, hans Søn med Affreka, død 1187 ſandſynligviis var fød omkring 1120, ligeſom det heller ikke er rimeligt, at Olaf ſkulde have været ugift lige fra 1103 til 1130.
  2. Om Sumarlide ſe ovenfor S. 308.
  3. Skene, the Highl. Clans. II. S. 41, efter et Mſkr. hos det højlandſke Selſkab i Skotland. Her antydes ogſaa at Kong David af Skotland ſkulde have erobret Man, Arran og Beite, og at Sumarlide ſkal have faaet dem i Len af ham, men dette er aabenbart en Fejltagelſe eller Misforſtaaelſe, da David neppe førte nogen ſaadan Krig, og en Erobring af Man desuden ej kunde have undgaaet Omtale i den Manſke Krønike.
  4. Harald var bleven afſat og blindet af Lagmand 1095, ſe ovenfor S. 506.
  5. Se Kriſtniſaga Cap. 12.
  6. Se ovenfor S. 258. Biſkop Magnus bar ſaaledes Kong Magnus den godes Navn, eller var middelbart opkaldt efter ham.
  7. Jvfr. ovenfor S. 559.
  8. Se nedenfor S. 764.
  9. Se herom ovenfor S. 620.
  10. Var Arnbjørn ankommen til Hvitſerk om Høſten 1125 med fuldladet Skib, maatte han og Beſætningen vel kunde have friſtet Livet et eller et Par Aars Tid; og derefter har det vel atter varet flere Aar inden Iſen forlod Fjorden, og Sigurd kom derhen. Sigurds Ankomſt kan vel ſaaledes henføres til 1130.
  11. Rygtet kunde ej komme til Norge ſamme klar, Skibet var fundet, thi dette var ſeenhøſtes; man har ſaaledes i det allertidligſte hørt noget derom i 1131. Og Asſur kan igjen førſt klaret derefter, 1132, have forladt Norge.
  12. I Kongeſagaerne ſtaar at Kolbein var fra Batalden „paa Hadeland“, hvilket maa være en Fejltagelſe.
  13. Denne merkelige Beretning, der kun findes i et eneſte Haandſkrift, nemlig Flatøbogen, er aftrykt i „Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker“, 2den Deel, S. 669 flg.