Det norske Folks Historie/3/74

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Blandt dem, der iſær høſtede Fordeel af Haralds Sejr over Magnus, var Ragnvald Jarl, hvis Titel og Forlening, ſom Magnus havde ophævet, Harald nu igjen fornyede, viſtnok lige ſaa meget for ved hans Hjelp at ſikre ſig Overherredømmet over Øerne, ſom for at belønne hans Troſkab og Hengivenhed. Dette har vel ogſaa iſær været Grunden til, at Kok, Ragnvalds Fader, nu endelig fandt det paa Tide at gjøre Alvor af Sagen. Efter hans Raad ſendtes der ſtrax et Geſandtſkab til Paal Jarl, med Anmodning om, at han ifølge Kong Haralds Beſtemmelſe vilde afſtaa Halvdelen af Øerne til Ragnvald Jarl, der i dette Tilfælde ſkulde vorde ham en tro Ven og huld Frænde. Hvis Paal vægrede ſig derved, havde Geſandterne Befaling til at drage over til Skotland og opſøge Frakark tilligemed hendes Datterſøn Ølve Roſta, for at tilbyde denne Halvdelen af Øerne, ſaafremt han og hans Frænder vilde underſtøtte Ragnvald i at fratage Paal dem ved Vaabenmagt. Geſandterne kom til Paal og fremſatte Ragnvalds Fordring. Men han ſvarede: „jeg ſkjønner nok, hvorledes det hænger ſammen med denne Fordring. Den er Frugten af langvarige Rænker og onde Anſlag: man har henvendt ſig til Norges Konger, for at at ſkille mig ved mit Rige. Saadanne rænkefulde Mænd vil jeg ikke gjøre ſaa godt, at give mit Rige til en, der ej ſtaar mig nærmere end Ragnvald, med Tilſideſættelſe af min Broderſøn eller min Syſterſøn[1]. Kort og godt, jeg vil forſvare mit Herredømme over Orknøerne med Frænders og Venners Hjelp, ſaa længe Gud under mig Livet“. Efter dette uforbeholdne Afſlag begave Sendemændene ſig, ſom Kol havde befalet dem, over til Katanes, og derfra videre op i Skotland til Frakark, for hvilken de nu fremſatte Ragnvalds Tilbud. Hun optog det godt, og roſte Kok meget for hans Klogſkab, at henvende ſig til hende og hendes mægtige Frænder, der nu ſaa meget mere kunde vorde ham til Gavn, ſom de vare blevne beſvogrede med den ſkotſke Konge-Æt. Hun havde nemlig for ikke lang Tid tilbage faaet et Giftermaal i Stand mellem ſin Syſterdatter Margrete, Haakon Jarls Datter, og den mægtige Maddadh, Jarl i Athole, hvis Fader var en Broder af Kong Mælkolm Keanmor, den daværende Skotekonge Davids Fader[2]. Disſe Fordele undlod hun ikke at udhæve for Sendemændene, idet hiin tillige talte om ſin egen Klogſkab, og henkaſtede nogle Ord om de Fordringer, hendes egne Frænder kunde have paa Jarldømmet i Orknøerne. Men da hun, ſom hun ſagde, af mange Grunde ſandt det godt at handle i Fællesſkab med Ragnvald og hiins Fader, lovede hun paa ſin Datterſøns Vegne, at han ved Midſommertid ſkulde indfinde ſig med en Krigshær, og ledſaget af hende, i Orknøerne, for at møde Ragnvald, og i Forening med ham at angribe Paal Jarl[3]. Hun vilde imidlertid ſamle Krigsfolk hos ſine Frænder i Skotland og Syderøerne, hvis Konge Olaf Bitling var gift med hendes anden Syſterdatter Ingebjørg. Med denne Beſked vendte Sendemændene tilbage, og Ragnvald udruſtede ſig ſtrax til Toget. Hans Ven Salmund og Svoger Jon Fot beſluttede ſig til at følge med. Da Tiden kom, begave de ſig paa Vejen. De havde i alt kun fem eller ſex Skibe, men bemandede med dygtige-Folk. De kom ved Midſommerstid til Hjaltland (1135), men hørte der endnu intet til Frakark. Storme og Modvind nødſagede-dem til at lægge ind i Jaleſund (Yell-Soune) og de opholdt ſig en Tidlang paa Hjaltland, hvor Bønderne toge vel imod Ragnvald, og hvor de rejſte om paa Vejtſler[4].

Imidlertid havde Frakark og Ølve været henne paa Syderøerne, og ſøgte at ſamle Folk og Skibe, dog ingen af Delene med ſynderligt Held; de fik i alt kun tolv temmelig ſmaa, og ikke ſterkt bemandede Fartøjer. Dette afholdt dem imidlertid ikke fra at blive deres Beſtemmelſe tro, og henimod Midſommer ſtyrede de til Orknøerne for efter Aftale at møde Ragnvald Jarl. Foruden Frakark vare ogſaa mange af deres Frænder med. Men deres Rejſe forſinkedes ved Modvind, og dette var Aarſagen, hvorfor Ragnvald ved ſin Ankomſt endnu ikke hørte noget til dem.

Paal Jarl opholdt ſig juſt paa Gaarden Veſtnes, paa Øen Rolfsø, hvor han var til Veitſle hos en anſeet Mand ved Navn Sigurd, gift med hans Syſkendebarn Ingebjørg, da han fik høre at Ragnvald Jarl var kommen til Hjaltland, og ſtrax efter, at en anden fiendtlig Styrke havde ſamlet ſig i Syderøerne under Ølve Roſta og dennes Frænder. Han kaldte ſine viſeſte og mægtigſte Mænd til ſig, for at overlægge med dem om hvad der nu var at gjøre. Nogle raadede ham nu til at dele Jarldømmet med den ene af de angribende Prætendenter, for ikke at have dem begge to at ſtride med, andre at drage over til ſine Venner i Katanes for at ſee, hvad Hjelp han der kunde faa. Men ingen af disſe Raad behagede Jarlen. Han vilde ikke, ſagde han, nu tilbyde den Mand en Deel af ſit Rige, hvem han faa beſtemt havde afviiſt, da han bad derom med det Gode; og han fandt det upasſende for en Høvding at fly fra ſit Land uden at have vovet en Dyſt. Hans Beſlutning var derfor, ſtrax at ſende Folk rundt om paa Øerne for at ſamle Mandſkab, og derpaa ſtrax binde an med Ragnvald Jarl, førend Syderøyingerne kom. Dette ſkede. Endnu ſamme Nat kom trende mægtige Høvdinger, der boede i Nærheden, til Jarlen hver med ſit vel bemandede Skib; det fjerde ſkaffede hans Vert, Sigurd paa Veſtnes; det femte havde han ſelv. Med disſe fem Skive ſtyrede han Dagen efter over til Roſsø, ſandſynligviis til Kirkevaag, hvor han fik en Deel Folk, men ikke flere Skibe, ſaa at de, han havde, næſten vare overfyldte. Desuagtet var det hans Henſigt, ej at oppebie videre Forſterkning, men allerede den følgende Dag at ſtyre til Hjaltland og opſøge Ragnvald Jarl. Men om Morgenen, kort efter Solens Opgang, blev det ham meldt, at man havde ſeet en Deel Langſkibe, ti eller tolv, komme ſøndenfra over Pettlandsfjorden. Jarlen ſkjønnede at dette maatte være Frakarks Flaade, og befalede at man ſkulde ro den i Møde faa hurtigt ſom muligt, medens derimod Sigurd af Veſtnes og en anden af hans Høvdinger, Olaf Rolfsſøn fra Gaareksø, bad ham give ſig Tid og drage langſomt afſted, for undervejs at optage al den Forſterkning, ſom i Løbet af hver Time ſtrømmede til ham. Dette ſkede, og de vare ſaaledes netop komne forbi Tannſkaarenes[5], et Par Mile nordøſt for Kirkevaag, da de ſaa Frakarks Skibe, tolv i Tallet, komme frem bag om Dyrnes-Mulen[6]. Nu gjorde Jarlen Holdt, og gav Befaling til at binde ſine Skibe ſammen. En mægtig Bonde, ved Navn Erling, der boede paa Tannſkaarenes, kom til ham med ſine fem raſke Sønner, og tilbød ham deres Hjelp, men der var ſaa trangt ombord, at man ej kunde modtage dem, derimod bad Jarlen dem, tinder Slaget at ſkaffe Vaabenſtene til Veje og bringe dem til Skibene, for ſaa vidt det lod ſig gjøre. Man var juſt færdig med alle Tilberedelſer, da Ølve Roſta kom med ſine Skibe og begyndte Angrebet. Han ſelv havde et ſtort Skib, hvilket han lagde ind til Jarlens; hans øvrige Skibe vare derimod ſmaa, og dem angreb Olaf fra Gaareksø ſaa eftertrykkeligt, at han i kort Tid ryddede tre af dem. Imidlertid havde Ølve gjort et ſaa voldſomt Anfald paa Jarlens Skib, at den hele Beſætning i Forſtavnen veg tilbage agtenfor Maſten. Da eggede han ſine Mænd til at entre, ſprang ned fra Løftingen, ilede forud, og var ſelv førſte Mand ombord i Jarleſkibet. Da Jarlen ſaa dette, løb han ham ſtrax i Møde, opmuntrende ſine Mænd til at drive Fienden tilbage; men Ølve kaſtede en ſaakaldet Fletteſkjeſte med ſaadan Kraft mod hans Skjold, at han faldt om paa Dækket, og en ſtor Tummel opſtod. Men næſten i ſamme Øjeblik tog en af Jarlens fornemſte Hirdmænd, ved Navn Svein Brjoſtreip, høj, ſterk og krigsvant, en ſtor Vaabenſteen og kaſtede den i Bryſtet paa Ølve, ſom ſtrax faldt overbord. Man fik ham vel dragen op, men halvdød, ſaa at man ej vidſte, om han kunde bringes til Live. Dette gjorde hans Mænd modløſe. De, der havde entret Jarleſkibet, bleve drevne tilbage, medens andre hug Tengſlerne over for at tage Flugten. Ølve kom vel til Live igjen, men for ſilde; det hjalp ikke alt hvad han raabte, at man ej ſkulde fly; ingen lod, ſom han hørte, hvad han ſagde, og alle ſøgte kun at komme bort ſaa hurtigt ſom muligt. De toge den ſamme Vej tilbage, ad hvilken de vare komne, og Jarlen forfulgte dem heelt forbi Ragnvaldsø til Pettlandsfjorden; her førſt vendte han om igjen, og fandt ikke færre end fem fiendtlige Skibe liggende ganſke tomme ved Tanaſkaarenes. Disſe beſatte han nu med ſine Mænd, og lod dem, ſaa vel ſom de øvrige, efterſee og udbedre om Natten. Han fik ogſaa en velkommen Forſterkning af to Langſkibe og en heel Deel Folk, der om Natten ſtrømmede til ham, ſaa at han næſte Dag, en Løverdag[7], med 12 vel bemandede Skibe, kunde tiltræde Farten til Hjaltland. Her kom han ved Nattetid ganſke uvæntet over dem, der vogtede Ragnvald Jarls Skibe. Folkene lod han dræbe, men tog Skibene med alt det Gods, der fandtes i dem. Da Ragnvald og hans Mænd om Morgenen fik denne bedrøvelige Efterretning, grebe de ſtrax til Vaaben, fik en heel Deel af Bønderne med ſig, og ilede ned til Stranden, hvorfra de eggede Paal til at komme i Land og prøve en Dyſt med dem. Herpaa vovede dog Paal Jarl ikke at indlade ſig, da han med Rette frygtede Hjaltlændingerne; derimod tilbød han Ragnvald en Kamp til Søs, hvis han kunde ſkaffe ſig Skibe. Men da dette ikke lod ſig gjøre, og Paal heller ikke for Øjeblikket kunde udrette mere, vendte han om igjen til Orknøerne, efterladende Ragnvald i Beſiddelſe af Hjaltland. Ragnvald forblev her den hele Sommer, af Mangel paa Skibe, og maatte om Høſten tinge ſig og ſine Mænd Overfart til Norge paa forſkjellige Kjøbmandsſkibe. Dette Udfald af Forſøget paa at vinde Jarldømmet i Orknøerne betragtedes baade af andre og ham ſelv ſom heel ynkeligt. Paal derimod vendte i Triumf tilbage med de fangne Skibe, og højtideligholdt ſin Sejr ved et ſtort Gjeſtebud, hvortil han indbød alle ſine Venner, og gav dem ſtore Gaver. Man blev her enig om, at der til Sikkerhed mod ethvert uformodet Angreb af Ragnvald Jarl fra Hjaltland ſkulde opføre Veter eller Varder paa Fridarø, Rinansø, Sandø, Veſterø og Rolfsø; ſaa ſnart man fra Fridarø ſaa Krigsſkibe komme fra Hjaltland, ſkulde Veten antændes; denne Veie kunde ſees fra Rinansø og Veſterø, hvis Veter, der i ſaa Fald ligeledes ſtrax ſkulde ſættes i Brand, igjen kunde ſees fra Sandø og Rolfsø: derved vilde Krigsbudet i Haſt komme lige til Roſsø. Paa enhver af hine Øer ſattes en paalidelig Mand til at pasſe Veten og ſørge for Øens Forſvar. Paal beholdt mange Folk hos ſig, indtil han fik Vished om at Ragnvald var rejſt tilbage til Norge[8].

Da Ragnvald efter ſit Hjemkomſt traf ſin Fader, ſpurgte denne ham, om han var ærgerlig tilmode. Ragnvald tiende ikke negte det, da hans Ferd havde løbet ſaa uheldigt af. „Deri kan jeg ikke være enig med dig“, ſvarede Kol. „Det forekommer mig allerede at være meget vundet ved at Hjaltlændingerne ere paa dit Parti, og dit Tog har dog ſaaledes ikke været forgjæves“. „Siden du kan roſe denne Ferd“, ſagde Ragnvald, „maa du enten være mere lunken for mine Anliggender end jeg tænkte, eller ogſaa maa du have Ting i Sigte, ſom ej falde mig ind: jeg ønſkede derfor at du nu vilde hitte paa et Raad, og ſelv næſte Gang følge med“. Kol ſagde: „jeg vil ingenlunde fremſtille Sagen ſom let, og dog holde mig ſelv borte; men naar jeg førſt tager mig af Sagen, for at ſkaffe dig den tilkommende Hæder, fordrer jeg at du ubetinget følger mine Raad.“ Dette lovede Ragnvald. „Førſt og fremſt“, ſagde Kol, „er det da mit-Raad, at du ſender Bud til Kong Harald og vore øvrige Venner, at de til Vaaren hjelpe dig med Folk og Skibe, medens vi ogſaa ſelv i Vinter udruſte os af al vor Evne, ſom de, der ved næſte Tog enten ville vinde Øerne eller lade Livet“. Ragnvald bifaldt dette, og forſikrede ſaa vel paa ſine egne, ſom ſine forrige Staldbrødres Vegne, at de ikke ønſkede ſig mange ſlige Ydmygelſer, ſom den, der nys var dem overgaaen. Der blev ſaaledes fra Agder, hvor Ragnvald og Kol tilbragte Vintren paa deres Gaarde, ſendt Bud rundt om til Frænder og Venner: hos enkelte, ſandſynligviis Kongen ſelv, indfandt Ragnvald ſig perſonligt. De fleſte tilſagde ham deres Biſtand, og man havde det ſaaledes om Vintren travlt med Udruſtninger. Ved Goe-Tid (i Februar Maaned) ſendte Kol to Fragtſkibe afſted, det ene til England, for at kjøbe Levnetsmidler og Vaaben, med det andet drog Salmund ſelv ned til Danmark, for her at anſkaffe flere Fornødenheder efter Kols Forſkrift. Det var Beſtemmelſen, at disſe Fragtſkibe ſkulde være komne tilbage ved Paaſketid, og at Toget ſelv ſkulde foregaa ſtrax efter Paaſke-Ugen[9].

Imidlertid tilbragte Paal Jarl Julen i Ro, og gjorde et ſtort Julegilde paa ſin Gaard Orfjara. En af de indbudne Gjeſter var Valthjof, en Søn af hiin Olaf Rolfsſøn i Gaareksø, der havde kæmpet ſaa kjekt i Slaget ved Tannſkaarenes; da han om Juleaften ſkulde drage fra Strjonsø, hvor han boede, til Rosſø, for at begive ſig til Gildet, kantrede han paa Vejen med ſin Baad, og druknede, ſelv tiende. To Dage i Forvejen var hans Fader Olaf bleven overfalden og indebrændt paa en Gaard, han 7 ejede over i Duncansby paa Katanes, af Ølve Roſta, der tørſtede efter Hevn for Nederlaget ved Tannſkaarenes. Overfaldet ſkede efter Frakarks Raad. Olaf plejede ellers at have mange Folk om ſig, men Ølve, der juſt var hjemkommen fra et Vikingetog, pasſede ſit Snit, medens den ene af hans Sønner, Svein, med et Par Venner var roet ud at fiſke, og den anden Søn, Gunne, med ſin Moder var borte i et Gjeſtebud. Svein Olafsſøn, eller Asleivsſøn, ſom han ſiden den Tid ofteſt kaldtes efter ſin Moder, og ſom nu deels ved Omſtændighedernes Sammenſtød, deels formedelſt ſin egen kraftige Perſonlighed, kom til at gribe virkſommere ind i Øernes Skjebne end nogen anden Mand paa hans Tid, kom hjem til Gaarden om Juleaften, ſaa den Ødelæggelſe, ſom var anrettet, og begav ſig ſtrax over til Svine i Pettlandsfjorden, og derfra til Skalpeid paa Roſsø, hvor han opſøgte ſin Frænde Eivind Melbrigdesſøn, en af Jarlens fornemſte Mænd, der ligeledes havde kæmpet ved Tannſkaarenes, og nu var kommen til Gjeſtebudet i Orfjara. Eivind foreſtillede Svein for Jarlen, der tog venligt imod ham, indbød ham til at blive der, anviſte ham Plads ved ſin højre Side, og forbød alle og enhver at fortælle ham hans Broder Valthjofs Død, hvorom der juſt indløb Efterretning. Men hans Ophold der blev ikke af lang Varighed. Allerede den følgende Dag kom han ved Drikken i Uenighed med ſin Navne, hiin haandfaſte Kriger, Svein Brjoſtreip, hvis ubehagelige Væſen og mørke Udſeende gjorde ham almindelig forhadt, ſaa at han endog havde Ord paa ſig for at ſidde ude om Natten og drive Trolddom[10]. Svein Brjoſtreip, der ſad ved Jarlens venſtre Side, paaſtod, at Eivind, der tilligemed Skutelſvende og Kjerteſvende gjorde Opvartning ved Jarlens eget Bord og foreſtod Skjenkningen, fyldte mere i hans Bæger, men derimod begunſtigede ſin Frænde, Svein Asleivsſøn. Da der ſkulde drikkes Skaaler, vilde Svein Brjoſtreip bytte Horn med denne, hvis Horn han paaſtod var mindre, men Eivind gav i Haſt Svein Asleivsſøn et andet, meget ſtort Horn, hvilket denne igjen rakte Svein Brjoſtreip, ſom herover blev ſaa forbitret, at han flere Gange mumlede: „Svein ſkal blive Sveins Banemand!“ Dette hørte Eivind, ſom ſtrax fortalte det til Svein Asleivsſøn og ſagde at han maatte vænte at blive overfalden og dræbt af Svein Brjoſtreip, hvis han ikke forekom ham og tog ham af Dage. Svein fulgte Eivinds Raad, pasſede paa, da den anden i Jarlens Følge gik over Gaarden til den nærliggende Kirke, og gav ham ſet Baneſaar. Eivinds Søn Magnus havde allerede en opſadlet Heſt færdig; paa denne kaſtede Svein ſig, tog, ledſaget af Magnus, Vejen over Vardehøjen bag Orfjara og ned til Aurridefjorden (nu Frith-Fjorden) paa den anden Side, fandt her Optagelſe og Nattely i et Kaſtel, der ſtod paa den lille Ø Daminsø (Damsey), og drog om Morgenen, ledſaget af Kaſtellets Befalingsmand, til den nærliggende Egilsø. Her lod han ſig hemmeligt føre ind til Biſkoppen, fortalte ham alt hvad der var ſkeet, og bad ham om Hjelp[11]. Biſkoppen takkede ham for Svein Brjoſtreips Drab, og ſagde at han derved havde befriet Landet for en ſtor Plage. Han beholdt ham hos ſig i Julen, men ſendte ham derpaa hemmeligt til en mægtig Mand paa Øen Tyrviſt i Syderøerne, ved Navn Holdbode Hundesſøn. Der forblev Svein om Vintren. Da Paal Jarl erfarede ſin Hirdmands Drab og Sveins Flugt, begreb han ſtrax at denne maatte være Drabsmanden, men erklærede, at han ikke ſkulde gjøre ham det mindſte derfor, hvis han ſtrax kom tilbage. Imidlertid udeblev Stein, og man kunde ikke engang faa opſpurgt hvor han var; da dømte Jarlen ham utlæg, og inddrog hans Ejendomme. Om Vaaren berejſte Jarlen de nordlige Øer, og ſikrede ſig Indbyggernes Hengivenhed ved at uddele rige Gaver. Blandt andet ſkjenkede han en vis Thorkell Flette Valthjof Olafsſøns Gaard paa Strjonsø, for at han ſkulde opſpore Svein. Thorkell ſpurgte ſtrax med Forundring, om han ej vidſte at Biſkoppen havde ſendt Svein til Holdbode i Syderøerne, hos hvem han nu var i god Behold, Da Jarlen hørte dette, blev han meget vred paa Biſkoppen, og ſpurgte hvorledes han ſkulde lade ham undgjelde for en ſaadan Uforſkammethed. Thorkell fraraadede ham at ſøge Sag med Biſkoppen i denne farlige Tid, da han hvert Øjeblik kunde vænte Ragnvald Jarl, og da trængte til ſaa mange Venner, ſom muligt. Jarlen indrømmede det. Siden begav han ſig til Rinansø, hvor han tog Vejtſle hos en anſeet Enke ved Navn Ragna. Ogſaa hun bad ham ikke under nogen Omſtændighed at lægge ſig ud med Biſkoppen, eller overhoved med Svein Asleivsſøns Venner og Frænder, ſaa meget mindre ſom denne egentlig havde gjort ham en Tjeneſte ved at dræbe Svein Brjoſtreip, hvis onde Handlinger ſkaffede Jarlen mange Fiender. Hun raadede endog Jarlen til at ſende Bud efter Svein Asleivsſøn, ſkjenke ham fuldkommen Tilgivelſe, og lade ham faa ſine Ejendomme tilbage, for i ham at have en lige ſaa tro Støtte, ſom hans Fader havde været. „Gjeve Mænd“, ſagde hun, „pleje altid at gjøre meget for at blive afholdte og ſkaffe ſig paalidelige Tilhængere“. Dette Rand ſaarede Jarlens Forfængelighed alt for meget. „Du er vel en forſtandig Kone, Ragna“, ſagde han vred, „men ikke har du endnu faaet Jarlsnavn, eller ſkal du ſtyre her i Orknøerne; har man hørt noget ſaa galt, ſom at jeg ſkulde tilkjøbe mig Forlig med Svein, og at jeg derved ſkulde kunne ſkaffe mig Sejr? Gud faar ſkifte mellem mig og min Frænde Ragnvald, og lade enhver faa Held efter Fortjeneſte. Jeg har ſaa meget mindre kunnet fornærme Ragnvald, ſom jeg aldrig har ſeet ham. Hvad mine Frænder maatte have gjort ham, kan jeg ikke ſvare for; har jeg forbrudt mig mod ham, ſaa kan jeg nu komme til at bøde derfor, men vil han berøve mig mit Rige, da anſeer jeg den for min bedſte Ven, der hjelper mig til at forſvare det“. De fleſte Tilſtedeværende fandt ogſaa, at det var heel utilbørligt, at man nu vilde angribe Jarlen med Vaabenmagt for at berøve ham hans Rige[12].

Jarlen havde dog visſelig Grund til at mistænke Biſkop Villjam, da denne netop den foregaaende Høſt havde gjort hiin forhen omtalte Rejſe til Norge, ved hvilken han paa Tilbagevejen, under det lange Ophold ved det Ragnvald Jarl hengivne Hjaltland, var bleven ſaa pludſelig omſtemt med Henſyn til Troen paa Magnus Jarls Hellighed, at han kort efter Hjemkomſten erklærede ham for en ſand Helgen, og lod hans Been optage og ſkriinlægge. Dette torde maaſkee endog være Aarſagen til, at Biſkoppen ikke, ſom man ellers kunde have væntet, var Jarlens Gjeſt i Julegildet paa Orfjara, og at han viſte ſig ſaa beredvillig til at befordre Sveins Flugt. Den højtidelige Optagelſe af St. Magnus’s Been havde kun faa Dage forud (13 Decbr.) fundet Sted. Da Jarlen ſiden, ſandſynligviis efter ſin Tilbagekomſt fra den nys omtalte Rejſe til de nordlige Øer, var tilſtede ved en Mesſe, ſom Biſkoppen holdt for en talrig Forſamling, traadte en agtet Bonde fra Veſterø frem, og ſagde at St. Magnus havde aabenbaret ſig for ham i en Drøm, og befalet ham at lige til Biſkoppen, at han ønſkede at blive flyttet fra Birgsaa til Kirkevaag, hvor der juſt nu begyndte at danne ſig en By. „Han havde“, ſagde han, „af Frygt for Paal Jarls Vrede i Førſtningen ikke vovet at tale om Drømmen, men Natten efter havde St. Magnus atter viiſt ſig for ham og truet ham med haard Straf baade her og hisſet, hvis han ikke fortalte ſin Drøm, og det i en ſtor Forſamling. I denne Henſigt havde han nu indfundet ſig ved Mesſen“. Hans Foredrag modtoges af den hele Menighed med Enthuſiasme. Alle fordrede eenſtemmigt, at Helgenens Levninger ſkulde flyttes fra Birgsaa til Kirkevaag. Kun Jarlen ſad taus, og ganſke blodrød i Anſigtet. Han vovede dog ikke at lægge Hindringer i Vejen for Flytningen. Det var nu for ſeent, og vilde kun have ſkadet ham ſelv. I et højtideligt Optog drog Biſkoppen med Skrinet fra Birgsaa til Kirkevaag, og fatte det over Alteret paa den Kirke, ſom da ſtod der, ſandſynligviis St. Olafskirken, der lige til ſenere Tider var den egentlige Sognekirke. Og her ſtrømmede da ſtrax mange Pilegrime ſammen, for at vaage ved St. Magnus’s hellige Levninger, og paakalde hans Biſtand i Nød og Sygdom. Det er let at forſtaa, hvad Virkning alt dette maatte udøve paa Folkeſtemningen til Bedſte for Ragnvald Jarl, St. Magnus’s Syſterſøn, og til Skade for Paal Jarl, der var Søn af hans Drabsmand, og ſom desuden ej havde lagt Skjul paa, at Troen paa Magnus’s Hellighed var ham meget imod. Det er derfor ikke at undres over, om der nu herſkede et ſpendt Forhold mellem ham og Biſkoppen, og det bliver, ſom vi ovenfor ytrede, mere end ſandſynligt, at Villjam under ſin ſidſte Rejſe til Norge hemmelig var paavirket af Kol, der viſt ikke undlod efter bedſte Evne at bearbejde Opinionen blandt Orknøboerne til ſin Søns Fordeel, og ſom var alt for klog til ikke at øjne al den Nytte, man kunde høſte af Ragnvalds nøje Slægtſkabsforhold til Helgenen, hvorfor vi ogſaa i det Følgende ſee ham opfordre Ragnvald til at begynde ſit Tog med Bøn og Paakaldelſe til den hellige Magnus. Vi finde ligeledes Biſkop Villjam fra denne Tid ſom en Ven og Tilhænger af Ragnvald Jarl, et Tegn til, at Noget maa været foregaaet, ſom fjernede ham fra Paal og drog ham over til Ragnvalds Parti[13].

Da Vaaren nærmede ſig (1136), lod Paal Jarl, der neppe kan have ſavnet Efterretninger om hvad Kol og Ragnvald imidlertid toge ſig for, paa ny holde Vagt ved Veterne, fornemmelig den paa Fridarø og Rinansø. Strax efter Paaſke vare Kol og Ragnvald efter Beſtemmelſen færdige med deres Udruſtninger, og droge til Bergen, hver med ſit Langſkib, foruden et Transportfartøj; deres Ven Salmund fulgte dem med et tredie Langſkib. I Bergen gav Kong Harald dem et Langſkib; Jon Fot ſtødte til dem med et, og et ſjette, tilligemed en Fragtſkude, bragte en Datterſøn af Steigar-Thore, ved Navn Aslak Erlendsſøn paa Hernø, der ogſaa ſluttede ſig til dem. Da den lille Flaade var ſamlet, havde de i alt 6 ſtore Skibe, fem Skeider og tre Fragtſkibe. Da de laa ved Hernøerne og væntede paa Vind, kom der et Skib veſtenfra, af hvis Beſætning de erfarede Paal Jarls Forberedelſer til deres Ankomſt. Ragnvald lod nu blæſe til Huusthing, og holdt her en lang og ſmuk Tale for ſine Mænd om det Fiendſkab, Paal Jarl og dennes Tilhængere viſte ham ved at ville med Vaabenmagt holde ham ude fra det Rige, ſom dog ved Arveret tilkom ham, og ſom Norges Konger havde givet ham; han erklærede, at han enten vilde vinde Øerne eller lade Livet. Sandſynligviis fik man maaſkee førſt nu Efterretning om at St. Magnus’s Skriin var flyttet til Kirkevaag, og indſat i den derværende Kirke. Hans Tilhørere modtoge Talen med Bifaldsraab, og tilſagde ham deres trofaſte Hjelp. Derpaa ſtod hans Fader Kol op og ſagde: „Vi have nu hørt fra Orknøerne, hvorledes alle Mand der i Forening med Paal Jarl ville gjøre dig Modſtand og hindre dig i at komme i Beſiddelſe af Herredømmet, hvilket viſer, hvor længe de bevare Fiendſkabet mod dig og dine Frænder. Mit Raad er nu, at du ſøger Biſtand hos den, ſom rigeligſt kan give den, nemlig hos den hellige Magnus Jarl, din Morbroder, og beder jeg dig derfor at anraabe ham om at han vil forunde dig den Arvedeel, ſom han har efterladt; hvorimod du højtideligen lover, at du, ſaafremt du bliver Herre over Øerne, lader opbygge en Steenkirke i Kirkevaag, ſom ſkal blive det herligſte Munſter der i Landet, at du lader det indvie til ham, og ſkjenker det faa meget Gods, at hans hellige Levninger ſaa vel ſom Biſkopsſtolen kan vorde overflyttede dertil“. At Kol her ikke nævnte et Ord om, hvad han maaſkee allerede underhaanden havde udrettet, og at han endnu ſkildrede Stemningen paa Øerne ſom fiendtlig, ſaa længe han ikke perſonligt havde forvisſet ſig om den, var rimeligt nok. Alle bifaldt, hvad han havde ſagt, og Løftet blev højtideligt aflagt. Derpaa ſejlede de afſted med en god Vind, og kom heldigt til Hjaltland, hvor Indbyggerne modtoge dem med Glæde og gave dem mange Efterretninger fra Orknøerne. Førſt og fremſt overlagde man nu om, hvorledes man ſkulde bære ſig ad for at komme over til Orknøerne uden at Veterne bleve tændte. Kol drog til den Ende afſted med en heel Deel ſmaa Skibe, dog uden at hejſe Sejl, førend han kom ſaa nær Fridarø, at man kunde ſee dem derfra. Dagfinn Lødvesſøn hed den Mand, ſom vogtede Veten paa Øen; da han med Eet fik alle disſe Skibe at ſee, lod han Veten ſtrax antænde, og begav ſig derpaa afſted til Paal Jarl. Kol vendte derimod tilbage til Hjaltland, ſaa ſnart han ſaa Veten brænde. Imidlertid tændtes de øvrige Veier ſøndenfor Fridarø; der blev Uro og Hærløb over alt, og fra alle Øerne ilede man, ſom Beſtemmelſen lød, til Roſsø, for at ſamle ſig om Jarlen. Men da der gik tre Dage hen, uden at man ſaa eller hørte til Ragnvald, begyndte de fleſte at knurre, og ſagde at det var højſt uforſvarligt at tænde Veten og volde ſaa megen Uro bare fordi man ſaa nogle Fiſkere ude i Søen. Man ſkjendte paa Thorſtein, Ragnas Søn, der havde ladet Veten paa Rinansø tænde; han undſkyldte ſig med at han ej kunde andet, da han ſaa Fridarø-Veten brænde, og ſtod Skylden paa Dagfinn. Dagfinn ſvarede med Skjeldsord; Thorſtein hug i Vrede til ham med ſin Øxe, og gav ham Baneſaar: de øvrige tilſtedeværende grebe til Vaaben og toge Parti, deels med Dagfinns Fader, ſom vilde hevne ham, deels med Thorſtein; og der opſtod nu en formelig Kamp, der varede indtil Jarlen kom og fik ſkilt dem ad. Da fik den anſeede Bonde Krige paa Veſterø mæglet Fred mellem dem, og gjorde dem begribeligt, at det hele kun havde været en Liſt af Fienden. Da der ſaaledes endnu ingen Fare var paafærde, blev man enig om at ſkilles ad og drage hver til ſit. Til at pasſe Veten paa Fridarø ſattes en anden Mand, ved Navn Erik. Imidlertid havde Kols gamle Ven Une, der i ſin Tid hjalp Hallvard ſaa godt til at tage Hevn over Brynjulf, begivet ſig til Fridarø, forklædt ſom en Fiſker, og foregivende, at han var bleven udplyndret af Ragnvald Jarls Mænd. Man havde troet hans Ord, og modtaget ham godt; i kort Tid gjorde han ſig ſaa nøje kjendt med Beboerne, at han kunde tilbyde Erik at pasſe paa Veten for ham,i ſiden han, ſom han ſagde, alligevel ikke havde andet at beſtille. Erik modtog Tilbudet, og nu benyttede Une hvert Øjeblik, han var alene ved Veten, til at ſlaa Vand paa den, ſaa at den omſider ſlet ikke lod lig antænde. Ragnvald væntede nu, indtil en ſkarp Øſtenvind i Forbindelſe med heftige Strømninger ſaaledes oprørte den brede Veſterøfjord (mellem Veſterø og Roſsø), at den ej var fremkommelig, hvorimod man godt kunde komme fra Hjaltland til Veſterø. Til denne Ø ſtyrede han da ſin Kors, ſydveſtligt over Dvnraſt. Man ſaa viſtnok Skibene fra Fridarø, men da man ſkulde ſætte Ild paa Veten, var Une ingenſteds at ſee — ſandſynligviis var han allerede hemmeligt vendt tilbage til Ragnvald —, og Veten ſelv befandtes ſaa vaad, at den ej vilde fatte Ild. Erik, ſom nu ſkjønnede Liſten, havde intet andet at gjøre, end at ſkynde ſig afſted, for perſonligt at bringe Paal Jarl Efterretningen om Fiendens Nærmelſe. Imidlertid kom Ragnvald en Fredag Aften med ſin Flaade uhindret til Havn (nu Pier o’Wall) paa Veſterø, hvis Indbyggere ſtimlede ſammen, men efter den for omtalte Kuges og en anden anſeet Bondes Raad beſluttede ſig til, førſt at bede Jarlen om Grid eller Vaabenſtilſtand, ſiden at underkaſte ſig ham og ſværge hiint Troſkabsed. Underkaſtelſen var imidlertid ikke oprigtigt meent, og man kom under Vejr med, at Krige foranſtaltede hemmelige Sammenkomſter og Stemplinger for at ſvige Jarlen. Men Forſøget kvaltes, inden det kom til Udbrud, og Jarlen var klog eller ædelmodig nok til ikke at lade nogen undgjelde derfor. Han lod Krige, der var greben og fængſlet, ſætte i Frihed, efter at have givet ham en alvorlig Advarſel, og Troſkabsløftet aflagdes paa ny. De nærmeſte Øer underkaſtede ſig ligeledes Ragnvald.

Ved Efterretningen herom ſammenkaldte Paal Jarl et Thing paa Roſsø, og æſkede Raad om, hvad der nu var at foretage. Nogle meente, at det var bedſt at aabne Underhandlinger med Ragnvald, og tilbyde ham Halvdelen af Jarledømmet, ſom han fra førſt af havde forlangt. Andre foreſloge at man ſkulde kjøbe —Ragnvald bort med en ſtor Pengeſum, og tilbøde ſig at bidrage dertil; nogle ſtemte for Krig. Ragnvald, ſom havde haft hemmelige Udſendinger paa Thinget, og ſaaledes vidſte, hvad der var forhandlet, ſendte nu tvende Mænd af dem, der paa Øerne havde taget hans Parti, til Biſkop Villjam med Anmodning om at mægle Forlig. Hertil var Biſkoppen ſtrax rede, og det lykkedes ham at tilvejebringe en fjorten Dages Vaabenſtilſtand, for at man imidlertid kunde underhandle om et endeligt Forlig. Det beſtemtes tillige, paa hvilke Øer enhver af Jarlerne i denne Mellemtid ſkulde have ſit Tilhold; i Følge heraf begav Ragnvald ſig til Roſsø, Paal til Rolfsø. Stilſtanden hindrede dog ikke den forhen omtalte Svein Asleivsſøns Frænder fra at overfalde Thorkell Flette, der nu ſad paa den Gaard, der havde tilhørt Sveins Broder Valthjof, og brænde ham inde ſelv 9de. De begave ſig ſiden til Ragnvald og tilbøde ham deres Tjeneſte, truende med, at hvis han ikke modtog den, vilde de med alle deres Slægtninger drage til Paal. Ragnvald var ikke den, der viſte ſaadanne Folk fra ſig. Han fik nu i faa Dage ſaa ſtort Tilløb, at han kunde lade ſine Venner, Jon, Salmund og Aslak, tilligemed mange andre af ſine Krigsmænd, drage hjem. De tilbøde ſig vel at blive hos ham, indtil man fik ſee, hvorledes alt gik, men han ſvarede: „jeg tror nok, at hvis Gud vil unde mig Rige her paa Øerne, faar jeg Hjelp nok af ham og min Frænde Magnus Jarl, om I end rejſe hjem til eders Ejendomme“. Da vendte de tilbage til Norge.

Men den virkſomſte Bundsforvandt fik Ragnvald uformodet i den raſke og liſtige Svein Asleivsſøn, der ved en eneſte ſnedigt udtænkt og driſtigt udført Handling udrettede mere end hvad flere Aars Krig vilde have kunnet bevirke. Han havde, ſom vi have ſeet, opholdt ſig ſiden Julen paa Syderøerne. Derfra begav han ſig tidligt om Vaaren til Skotland, hvor han tilbragte nogen Tid hos Jarlen Maddadh i Athole, og havde mange hemmelige Forhandlinger med ham og hans Huſtru Margrete, Harald Jarls Syſter. Her fik han nærmere Beſked om, hvad der imidlertid havde tildraget ſig paa Orknøerne, og ſkyndte ſig deſto mere at komme tilbage. Paa Vejen beſøgte han Frakarks Broder, Ottar Jarl i Thorsaa, og forligede ſig med ham paa Syſterens Vegne for hvad hun havde ladet ſin Sønneſøn udføre, nemlig Indebrændingen af Sveins Fader Olaf. Ottar betalte Bøder, og tilſagde Svein ſit Venſkab. Svein lovede derimod, at han ſkulde underſtøtte Harald Jarls Søn Erlend unge, naar han engang vilde gjøre Fordring paa Jarldømmet. Dette Løfte kan neppe have været oprigtigt meent fra Sveins Side, thi det viſte ſig ſnart, at hvad han havde aftalt i de hemmelige Forhandlinger med Maddadh og Margrete, ſigtede til noget ganſke andet, end at paatale Erlends Rettigheder. Fra Thorsaa drog Svein over til Orknøerne paa en Fragtſkude, bemandet med 30 Mand. Han tog ikke den ſædvanlige Vej lige over til Ragnvaldsø og derfra til Skalpeidet, men ſtyrede derimod veſtenfor Roſsø og ind i Evjeſund mellem denne Ø og Rolfsø, hvor Paal Jarl, ſom vi have ſeet, opholdt ſig under Vaabenſtilſtanden, og juſt var til Gjeſtebud hos Sigurd paa Veſtnes. Da Fartøjet nærmede ſig Øen, lod Svein 20 af ſine Mænd lægge ſig ned og dække ſig til med Klæder, ſaa at man ej kunde ſee dem, medens kun ti bleve ſiddende oppe ved Aarerne. Fra en Højde ganſke tæt ved Kyſten bleve de anraabte af nogle Mænd, ſom troede at de vare Kjøbmænd, og bade dem ro hen til Veſtnes for at falbyde Paal Jarl deres Varer. Svein, ſom ſaaledes fik vide, at Jarlen var paa Øen, og det ikke langt borte — Veſtnes ligger nemlig ved Evjeſund — lod nu ſine Folk ro nærmere forat forhøre ſig nøjere; og Mændene fortalte dem, at Jarlen juſt da befandt ſig ganſke i Nærheden; han var denne Morgen tidligt gaaet ud ſelv tyvende, for at jage Otere i en Urd ſtrax neden under hiin Højde, hvor de nu ſtode, og han var endnu ikke kommen tilbage. Da Svein hørte dette, lod han Fartøjet lægge i Land paa et Sted, hvorfra det ej kunde ſees fra Højden, befalede ſine Mænd at væbne ſig, og gik op paa Den med dem. Hans Henſigt var hverken meer eller mindre end at opſnappe og bortføre Jarlen. Dette lykkedes fuldkommen; han traf ſnart den paa et Angreb af dette Slags ganſke uforberedte Jarl med hans Følge, og gav ſig ſtrax i Kamp med ham. Jarlen og hans Mænd forſvarede ſig haardnakket, men Svein havde Overmagten, og efter at alle Jarlens 19 Mænd, og ſer af Sveins, vare faldne, blev han tagen til Fange og bragt ombord paa Sveins Fartøj. Svein ſkyndte ſig nu øjeblikkelig tilbage, førſt ad den ſamme Vej, han var kommen, nemlig veſtenfor Roſsø, derpaa gjennem Grimsø-Sundet og ſkraas over Pettlandsfjorden øſtenfor Duncansby, og videre indad Bredefjorden (Murrayfirth) til Ekkjals- (Ochill) Bakke; der lod han Skibet blive tilbage med 19 Mand, men rejſte ſelv, ledſaget af de øvrige og den fangne Paal Jarl, op til Athole, hvor han overleverede ham til Maddadh Jarl. Maddadh og Margrete modtoge Paal Jarl med hyklet Venlighed; han lod ham ſidde i Højſædet hos ſig, og Syſteren kysſede ham endog, da hun kom ind i Hallen med en heel Deel Kvinder i ſit Følge. Men intet mindre end venlig Behandling var ham tiltænkt. Thi fra den Tid hørte eller ſaa man ej mere til ham. Hvad der egentlig foretoges med ham, blev aldrig ret bekjendt; men der gik et Sagn om, at Margrete havde ladet Svein ſtikke hans Øjne ud, derpaa holdt ham i Fængſel en Tidlang, og endelig ladet ham dræbe. Svein ſelv fortalte ſiden ved ſin Tilbagekomſt til Orknøerne den heel uſandſynlige Hiſtorie, at Margrete en Dag erklærede, at hun vilde ſende ham til Ragnvald Jarl for at forelægge denne Valget, om han vilde have Paal Jarl, eller hendes og Maddadhs treaarige Søn Harald til Medregent, men at Paal Jarl, der var tilſtede og hørte det, ſagde, at.han efter den Skam, der var ham overgaaet, og hvori han ſaa Guds Straf for hans Faders Misgjerninger, ikke nogenſinde vilde vende tilbage til Orknøerne, men ende ſine Dage i et eller andet Kloſter, hvor man, om man vilde, kunde holde Vagt over ham, ſaa at han ej ſlap ud; at han overdrog ſine Rettigheder til Syſterſønnen Harald, og at Svein, naar han kom tilbage til Orknøerne, gjerne kunde ſige at han baade var blindet og lemlæſtet, for at hans Venner ikke ſenere ſkulde finde paa at opſøge ham og friſte ham til atter at træde ud i Verden. Hvad man her ſkal tro, Sagnet eller Sveins Beretning, er ikke let at ſige; men overvejende Grunde tale dog til Fordeel for det førſte. Thi deels pasſede en ſaadan Gruſomhed ſom den, for hvilken Paal Jarl ſkulde være bleven et Offer, alt for vel med den Raahed og Vildhed, ſom paa denne Tid og længe efter endnu charakteriſerede de keltiſke Skoter, og den havde desuden et Forbillede i den Behandling, ſom Kong Magnus i Norge nys var bleven underkaſtet; deels var det kun ved at ſammenſmede en Hiſtorie ſom den, Svein ſiden gav til Bedſte, at man kunde faa Folk til at tro, hvad der i ſig ſelv var ſaa lidet ſandſynligt, at Paal Jarl virkelig ſkulde have overdraget ſine Rettigheder til Margretes Søn Harald. Men hvorledes nu egentlig Sammenhængen var, er det viſt, at intet kunde komme belejligere for Ragnvald Jarl, end Paals Bortførelſe. Da man paa Veſtnes begyndte at forundre ſig over at han blev ſaa længe borte, ſendte Sigurd Folk hen at lede efter ham; de fandt ſnart de Dræbtes døde Legemer og andre Spor af Striden, men til deres Forundring ikke Jarlen ſelv. Sigurd ſendte ſtrax Bud til Egilsø for at underrette Biſkoppen om det forefaldne. Biſkoppen begav ſig til Sigurd, for at høre nærmere Beſked. Denne ytrede ſin Mistanke mod Ragnvald Jarl, men Biſkoppen ſagde at Ragnvald Jarl ej var iſtand til at begaa en ſaadan Nidingsdaad, og at der viſt maatte være andre med i Spillet. Der blev ſiden meldt, at en Mand, der boede ſydligt paa Roſsø, havde ſeet hiint Fartøj paa dets Vej baade nord og ſydefter, og man gjettede nu paa, at den rænkefulde Frakark og Ølve Roſta atter havde været ude. Imidlertid blev det bekjendt paa alle Øerne, at Paal Jarl var kommen bort, uden at nogen vidſte hvor han var bleven af, og de fleſte fandt det under disſe Omſtændigheder raadeligſt at underkaſte ſig Ragnvald. Mange begave ſig derfor ſtrax til ham og ſvore ham Lydighed. Nogle, hvoriblandt Sigurd af Veſtnes og hans Sønner, ſagde at de ikke vilde aflægge Troſkabsed til nogen anden end Paal, førend de havde faaet at vide, hvor det var blevet af ham; andre ſatte kun en beſtemt Friſt, efter hvis Udløb de erklærede ſig villige til at hylde Ragnvald, hvis de da endnu ikke havde hørt noget fra Paal. Ragnvald føjede ſig klogeligt efter dem, og da nogle havde ſat en kortere, andre en længere Friſt, kom han paa den Maade til at holde flere Hyldingsthing, efter ſom nogle af Bønderne indfandt ſig og gik ham til Haande. Paa et ſaadant Thing ved Kirkevaag ſaa man en Dag ni bevæbnede Mænd komme op fra Skalpeid[14]. Da de kom nærmere, viſte det ſig at deres Anfører var Svein Asleivsſøn. Alle bleve, ſom man let kan forſtaa, heel nysgjerrige efter at vide, hvad han havde at fortælle. Hans Frænder og Venner ſtimlede om ham, og gjorde ham Spørgsmaal paa Spørgsmaal; men han vilde ikke ud med noget, og forlangte kun at faa Biſkoppen i Tale. Denne, ſom altid havde været hans Ven, tog godt imod ham, og de gik begge til Side for at tale ſammen i Hemmelighed. Svein fortalte nu Biſkoppen alt hvad der var ſkeet; denne forbauſedes derover, bad Svein at vænte, hvor han var, gik atter tilbage til Forſamlingen, og forlangte Ordet. Da det var blevet ham tilſtaaet, talte han om den haarde Dom, Paal Jarl havde ladet overgaa Svein formedelſt Drabet paa Ugjerningsmanden Svein Brjoſtreip, og bad Ragnvald Jarl og den forſamlede Mængde om at tilbagekalde Fredløshedsdommen og atter ſkjenke ham Grid. Ragnvald tilſtod ham Grid for tre Dage, men vilde ikke give noget yderligere Tilſagn, ſaa længe han ikke havde erfaret hvad der egentlig ſtak under, thi det var, ſagde han, lydeligt at ſee paa Biſkoppens Mine, at han vidſte meget, ſom han endnu ikke vilde aabenbare. Biſkoppen ſvarede, at Svein intet ønſkede heller end at tale med Jarlen og blive hans Mand. „Jeg har juſt ikke alt for mange Venner her i Landet“, ſagde Jarlen, „og kunde for den Sags Skyld nok ønſke at modtage hans Tilbud, men førſt maa jeg dog tale nærmere med ham ſelv“. Dette ſkede: Ragnvald, hans Fader Kol, Biſkoppen og Svein havde en Sammenkomſt, hvor denne gav fuldſtændig Beſked om det forefaldne, og hvor de aftalte den bedſte Maade, paa hvilken Sagen kunde meddeles Folket. Ifølge denne Aftale gav Jarlen den følgende Morgen alle dem, ſom vilde, Tilladelſe til at drage hjem; da ſaaledes den ſtørſte Mængde havde forladt Thinget, kaldte han de øvrige een for een til ſig, lod dem tilſige Svein Grid, og fortalte dem, hvad der var ſkeet; derpaa ſendtes Haakon Karl af Papule, St. Magnus’s Halvbroder, til Sigurd paa Veſtnes, for at overbringe ham og hans Sønner Efterretningen om at Paal Jarl var fangen, lemlæſtet, og berøvet al Udſigt til at gjenvinde Riget. Efterretningen gik ham meget nær, men da det ſkede nu engang ikke lod ſig gjøre om, og det viſte ſig, at Ragnvald Jarl ingen Deel havde deri, bekvemmede omſider ogſaa han ſig til at hylde ham. De øvrige, der hidtil havde holdt ſig tilbage, fulgte hans Exempel, og ſaaledes ſtod Ragnvald Jarl endelig ved Maalet, at være anerkjendt ſom Orknøernes Herre. Han nølede heller ikke med at ſkride til Opfyldelſen af ſit Løfte. Grundvolden til St. Magnus-Kirken blev afſtukken paa et højere, frit beliggende Sted ſtrax ſøndenfor Byen; og man tog ſærdeles ivrigt fat paa Bygningsarbejdet. Den, der egentlig foreſtod det, og beſtemte, hvorledes alt ſkulde være, var Ragnvalds Fader Kol. Efter ſom Arbejdet ſkred frem, bleve imidlertid Udgifterne derved ſaa trykkende for Jarlen, at han ej kunde fortſætte det med ſaa megen Kraft ſom fra førſt af, og maatte raadføre ſig med ſin Fader om, hvorledes han ſkulde opdrive de fornødne Midler. Kol foreſlog ham da, ſom det heder, at tilbyde Bønderne den Ret, engang før alle mod en beſtemt Pengeſum at kunne indløſe deres Odel, i Stedet for at Odelen hidtil ved enhver Beſidders Død var hjemfalden til Jarlen, ſaa at Arvingen hver Gang havde maattet indløſe den: en Byrde, ſom Folket fandt meget trykkende, og ſom næſten ſynes at maatte være bleven paatvungen det ved et Magtſprog af Thorfinn Jarl, der maaſkee har fortolket den tidligere Tilbagegivelſe af Odelen ved hans Fader Sigurd Jarl, ſom om den kun gjaldt den da levende Generation, ſaaledes at Odelen atter ſkulde hjemfalde til Jarlen, efterhaanden ſom de, der af Sigurd bare fritagne for Indløsningen, døde bort. Anderledes kan hiin Beretning, ſom viſtnok har ſin fulde Rigtighed, iſær da den knytter ſig til den merkelige Kirkebygning, neppe forklares[15]. Ragnvald fulgte Raadet, ſammenkaldte et Thing, og gjorde Bønderne det omtalte Tilbud. Disſe gik med Glæde ind derpaa, og vedtoge at betale Jarlen en Mark af hvert Plogsland paa Øerne, imod at Indløsningen for Eftertiden ſkulde ophøre. Derved indkom Penge nok, ſaa at Jarlen kunde fortſætte Arbejdet med fornyet Kraft, og maaſkee efter en mere udvidet Plan, end det fra førſt af havde været paatænkt. Den prægtige Magnuskirke knejſer endnu ved Kirkevaag, i vel vedligeholdt Stand, et ærværdigt Minde om Ragnvald og hans Fader, og om de Begivenheder, der fremkaldte dens Opførelſe. Vel er den ſiden efter bleven udvidet og forſkjønnet, men dens væſentligſte Deel, de øſtligſte Taarnpiller tilligemed det tilſtødende Parti af Choret, maaſkee ogſaa Korsfløjene, hidrøre dog fra Ragnvalds Tid, og afgive et merkeligt Vidnesbyrd om den Indſigt i Bygningskunſten, ſom en fornem norſk Lægmand paa de Tider maa have beſiddet[16]. Kol ſelv oplevede vel neppe at ſee den af ham udkaſtede Plan fuldført, thi han, ſom allerede paa den Tid, da Kirken grundlagdes, var en gammel Mand, kan ej have levet ſaa mange Aar derefter: han nævnes heller ikke i Beretningerne om de følgende Begivenheder paa Orknøerne eller i Norge, hvori dog ſaa vel hans anſeede Stilling, ſom hans højt agtede Klogſkab, vilde have gjort, ham til en af de meeſt fremragende Deeltagere, om han havde været i Live[17].

  1. Broderſønnen var Harald Jarls Søn Erling, Syſterſønnen var Margretes Søn i det nedenfor omtalte Egteſkab med Maddadh Jarl.
  2. I Orknøyingaſaga S. 176 angives Slægtſkabet ſaaledes: „Mælkolm“ (eller maaſkee rettere „Mælmare“, ſom en Variant har), hans Fader, er en Broder af Skotekongen Mælkolm, Fader til den nuværende Konge, David. Jarlen Maddadh af Athole (Atjöklar i Sagaen) nævnes i flere ſkotſke Diplomer fra Midten af 12te Aarhundrede, ſaaledes i et Diplom af Mælkolm den 4de fra dennes 11te Aar (1164); han kaldes her M. comes de Ethocl (liber Eccl. de Scon S. 8); ligeledes i et udſtedt af Kong David andet Aar efter Kong Stephans Fangenſkab (altſaa 1142), hvor han kaldes Maddadh comes (Munim. de Melros S. 4.)
  3. Orknøyingaſaga lader hende beſtemme Mødet med Ragnvald til „anden Sommer“, hvorved Aaret 1136 ſynes at være meent, iſær da det forhen heder, at Ragnvalds Forlening fornyedes om Vaaren, og at Ragnvald havde tilbragt Vintren med Udruſtninger, ligeſom ogſaa Frakark ſiger, at han „i Vinter“ vil ſamle Folk fra Syderøerne. Men dette maa være urigtigt, da man i det følgende ſeer, at Ragnvald endnu om Vaaren efter den omſpurgte Sommer, altſaa om Vaaren 1137, hvis denne Sommer var 1136, fik et Langſkib af Kong Harald (Orknøyingaſaga S. 198). Kong Harald blev nemlig dræbt allerede i December 1136. Det er ſaaledes tydeligt, at den Vaar, ſom her menes, maa være 1136, og at den forudgaaende Sommer er 1135, eller Sommeren efter at Ragnvalds Forlening var fornyet. Dette er og i ſig ſelv det rimeligſte, da det ej kan ſkjønnes, hvorfor Frakark ſkulde bruge et heelt Aar til Udruſtningen, iſær da det gjaldt at komme nogenlunde uventet over Paal Jarl. Det lader ſig ellers godt forſtaa, hvorledes Fejlen er opſtaaet. Ragnvalds Forlening er nemlig bleven fornyet ſaa tidligt paa Vaaren, at Vintren ſtrengt taget endnu ej var forbi. Derpaa ere Geſandterne afſendte til Frakark, og Udruſtningerne have da fundet Sted i den øvrige Deel af Vintren ſamt hele Vaaren. Der tales ogſaa ſtrax efter kun om Vaaren ſom den Tid, hvori Frakark havde ſamlet Folk.
  4. Orknøyingaſaga 176, 178.
  5. Ny Tankerneſs, Spidſen af Halvøen mellem Inganesbugten og Deerſound.
  6. Nu Moul af Deerneſs.
  7. Dette ſiges udtrykkeligt i Orknøyingaſaga S. 182. Kunde man nu antage at det var Løverdagen efter St. Hans, eller 29de Juni, bliver altſaa Dagen, da Slaget ſtod, Fredagen den 28 Juni.
  8. Orknøyingaſaga S. 184, 186.
  9. Orknøyingaſaga S. 194. 198.
  10. Svein, ſiges der, var ſtor, ſterk, ſortſmuſket og af et uheldvarſlende Udſeende; han var ſom ofteſt om Somrene ude i Viking, og om Vintren hos Jarlen, der gjorde meget af ham. Disſe Vikingetog, laa vel ſom det, Ølve Roſta havde foretaget, maa have gjeldet Irland, ſaaledes at man mod en Sum Penge lod ſig bruge i de Stridigheder, ſom der uafladelig førtes mellem Kongerne.
  11. Heraf ſees tydeligt, at Villjam maa have boet paa Egilsø, ſe ovf. S. 662.
  12. Orknøyingaſaga S. 196, 197.
  13. Magnus Jarls Saga S. 535, 538. At dette ſkede endog kort efter Jarlens Hjemkomſt fra Norderøerne, ſkjønnes deraf at Skriinlægningen fandt Sted 13de Decbr; ſiden den Tid og indtil Jarlens Hjemkomſt ſaaes neppe han og Biſkoppen; og ved Paaſketid begyndte Fejden mellem ham og Ragnvald.
  14. Skalpeid, nu Scalpa eller Gram, ligger kun en Fjerdingvei fra Kirkevaag, og fra Bakken ſøndenfor Byen overſeer man næſten den hele Vei derned.
  15. Der omtales, ſom man vil erindre, før denne Tid to Odels-Transaktioner paa Orknøerne, den førſte ſtrax efter Harald Haarfagres Tog 890 (ſe ovenfor I. 1. S. 516), da Bønderne miſtede deres Odel, hvorom der gaves tvende Sagn, eet, ifølge hvilket Torv-Einar, fik den afſtaaet til ſig imod at udrede de Boder, Harald havde lagt paa Øerne, et andet, hvorefter Harald ſelv lod ſig Odelen tilſværge, men forlenede Einar med Øerne; den anden, da Sigurd Lødvesſøn tilbagegav Odelen for at faa Bønderne til at underſtøtte ham mod Skate-Jarlen Finnlaich (I. 2. S. 533). Begge disſe Beretninger tilhøre dog vel mere Sagnet, end Hiſtorien, og behøve neppe at tages aldeles bogſtaveligt. Man har i de følgende Generationer ſøgt at forklare ſig Odelsforholdet, og vidſt at Transaktioner derom havde fundet Sted: ſaaledes har vel Sagnet dannet ſig. Men hvad der fortælles om Ragnvald, i den hiſtoriſke Tidsalder, neppe 90 Aar førend Sagaen førſte Gang nedſkreves, og hvad der maaſkee endog ved Dokumenter i Kirkens Arkiv i ſin Tid kunde oplyſes, maa anſees aldeles ſikkert. Beretningen om Sigurd Jarl maa altſaa forklares ſaaledes, at den pasſer til denne, ikke omvendt.
  16. Det er kjendeligt nok, at Kirken, ſaadan ſom den nu ſeer ud, tilhører forſkjellige Bygningsperioder, hvoraf den ſildigſte falder i det 15de Aarhundrede. Hvad der aldeles utvivlſomt tilhører Ragnvalds Tid, er, ſom det angives i Worsaae’s „Minder om de Danſke og Nordmændene m. m.“ S. 312, „den Deel af det nærværende Chor, der fra de øſtligfte Taarnpiller omfatter de nærmeſt øſtenfor ſtaaende Piller“. Men at Ragnvald og Kok maaſkee ogſaa kunne have opført Korsfløjene eller overhoved den Deel, ſom næſt den oven nævnte viſer ſig at være ældſt, ſynes at antydes i den kyndige Oldforſker og Ekkleſiolog, Sir Henry Dryden’s, ſammeſteds (S. 314) anførte Forklaringsmaade: „Ragnvald begyndte at bygge en Kirke efter en meget mindre Maaleſtok, end den nærværende. Han kom i Forlegenhed for Penge, ſolgte Odelsretten paa Øerne, fik Penge nok, og fortſatte nu Kirkebygningen efter en ſtørre Plan og med bedre Arbejdere end for“. Maaſkee Kols ſimplere Plan da er bleven fravegen, og ſtørre Pragt anvendt. Den Formodning ligger ellers nær, at Kol, der viſtnok maa have været bekjendt for ſine Indſigter i Bygningskunſten, ogſaa har været tagen paa Raad med, da Domkirken i Stavanger, til hvis Stift Egdafylke, hans Hjemſtavn, borte, ſkulde opføres, hvilket netop indtraf i Koie yngre Dage. Men den ældſte Deel af denne Kirke er ſærdeles ſimpel; og for ſaa vidt Kol har haft Deel deri, er det ikke rimeligt, at han ſkulde have anvendt ſtørre Pragt paa Magnuskirken.
  17. Orknøyingaſaga S. 200—208.