Det norske Folks Historie/3/74

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Blandt dem, der især høstede Fordeel af Haralds Sejr over Magnus, var Ragnvald Jarl, hvis Titel og Forlening, som Magnus havde ophævet, Harald nu igjen fornyede, vistnok lige saa meget for ved hans Hjelp at sikre sig Overherredømmet over Øerne, som for at belønne hans Troskab og Hengivenhed. Dette har vel ogsaa især været Grunden til, at Kok, Ragnvalds Fader, nu endelig fandt det paa Tide at gjøre Alvor af Sagen. Efter hans Raad sendtes der strax et Gesandtskab til Paal Jarl, med Anmodning om, at han ifølge Kong Haralds Bestemmelse vilde afstaa Halvdelen af Øerne til Ragnvald Jarl, der i dette Tilfælde skulde vorde ham en tro Ven og huld Frænde. Hvis Paal vægrede sig derved, havde Gesandterne Befaling til at drage over til Skotland og opsøge Frakark tilligemed hendes Dattersøn Ølve Rosta, for at tilbyde denne Halvdelen af Øerne, saafremt han og hans Frænder vilde understøtte Ragnvald i at fratage Paal dem ved Vaabenmagt. Gesandterne kom til Paal og fremsatte Ragnvalds Fordring. Men han svarede: „jeg skjønner nok, hvorledes det hænger sammen med denne Fordring. Den er Frugten af langvarige Rænker og onde Anslag: man har henvendt sig til Norges Konger, for at at skille mig ved mit Rige. Saadanne rænkefulde Mænd vil jeg ikke gjøre saa godt, at give mit Rige til en, der ej staar mig nærmere end Ragnvald, med Tilsidesættelse af min Brodersøn eller min Systersøn[1]. Kort og godt, jeg vil forsvare mit Herredømme over Orknøerne med Frænders og Venners Hjelp, saa længe Gud under mig Livet“. Efter dette uforbeholdne Afslag begave Sendemændene sig, som Kol havde befalet dem, over til Katanes, og derfra videre op i Skotland til Frakark, for hvilken de nu fremsatte Ragnvalds Tilbud. Hun optog det godt, og roste Kok meget for hans Klogskab, at henvende sig til hende og hendes mægtige Frænder, der nu saa meget mere kunde vorde ham til Gavn, som de vare blevne besvogrede med den skotske Konge-Æt. Hun havde nemlig for ikke lang Tid tilbage faaet et Giftermaal i Stand mellem sin Systerdatter Margrete, Haakon Jarls Datter, og den mægtige Maddadh, Jarl i Athole, hvis Fader var en Broder af Kong Mælkolm Keanmor, den daværende Skotekonge Davids Fader[2]. Disse Fordele undlod hun ikke at udhæve for Sendemændene, idet hiin tillige talte om sin egen Klogskab, og henkastede nogle Ord om de Fordringer, hendes egne Frænder kunde have paa Jarldømmet i Orknøerne. Men da hun, som hun sagde, af mange Grunde sandt det godt at handle i Fællesskab med Ragnvald og hiins Fader, lovede hun paa sin Dattersøns Vegne, at han ved Midsommertid skulde indfinde sig med en Krigshær, og ledsaget af hende, i Orknøerne, for at møde Ragnvald, og i Forening med ham at angribe Paal Jarl[3]. Hun vilde imidlertid samle Krigsfolk hos sine Frænder i Skotland og Syderøerne, hvis Konge Olaf Bitling var gift med hendes anden Systerdatter Ingebjørg. Med denne Besked vendte Sendemændene tilbage, og Ragnvald udrustede sig strax til Toget. Hans Ven Salmund og Svoger Jon Fot besluttede sig til at følge med. Da Tiden kom, begave de sig paa Vejen. De havde i alt kun fem eller sex Skibe, men bemandede med dygtige-Folk. De kom ved Midsommerstid til Hjaltland (1135), men hørte der endnu intet til Frakark. Storme og Modvind nødsagede-dem til at lægge ind i Jalesund (Yell-Soune) og de opholdt sig en Tidlang paa Hjaltland, hvor Bønderne toge vel imod Ragnvald, og hvor de rejste om paa Vejtsler[4].

Imidlertid havde Frakark og Ølve været henne paa Syderøerne, og søgte at samle Folk og Skibe, dog ingen af Delene med synderligt Held; de fik i alt kun tolv temmelig smaa, og ikke sterkt bemandede Fartøjer. Dette afholdt dem imidlertid ikke fra at blive deres Bestemmelse tro, og henimod Midsommer styrede de til Orknøerne for efter Aftale at møde Ragnvald Jarl. Foruden Frakark vare ogsaa mange af deres Frænder med. Men deres Rejse forsinkedes ved Modvind, og dette var Aarsagen, hvorfor Ragnvald ved sin Ankomst endnu ikke hørte noget til dem.

Paal Jarl opholdt sig just paa Gaarden Vestnes, paa Øen Rolfsø, hvor han var til Veitsle hos en anseet Mand ved Navn Sigurd, gift med hans Syskendebarn Ingebjørg, da han fik høre at Ragnvald Jarl var kommen til Hjaltland, og strax efter, at en anden fiendtlig Styrke havde samlet sig i Syderøerne under Ølve Rosta og dennes Frænder. Han kaldte sine viseste og mægtigste Mænd til sig, for at overlægge med dem om hvad der nu var at gjøre. Nogle raadede ham nu til at dele Jarldømmet med den ene af de angribende Prætendenter, for ikke at have dem begge to at stride med, andre at drage over til sine Venner i Katanes for at see, hvad Hjelp han der kunde faa. Men ingen af disse Raad behagede Jarlen. Han vilde ikke, sagde han, nu tilbyde den Mand en Deel af sit Rige, hvem han faa bestemt havde afviist, da han bad derom med det Gode; og han fandt det upassende for en Høvding at fly fra sit Land uden at have vovet en Dyst. Hans Beslutning var derfor, strax at sende Folk rundt om paa Øerne for at samle Mandskab, og derpaa strax binde an med Ragnvald Jarl, førend Syderøyingerne kom. Dette skede. Endnu samme Nat kom trende mægtige Høvdinger, der boede i Nærheden, til Jarlen hver med sit vel bemandede Skib; det fjerde skaffede hans Vert, Sigurd paa Vestnes; det femte havde han selv. Med disse fem Skive styrede han Dagen efter over til Rossø, sandsynligviis til Kirkevaag, hvor han fik en Deel Folk, men ikke flere Skibe, saa at de, han havde, næsten vare overfyldte. Desuagtet var det hans Hensigt, ej at oppebie videre Forsterkning, men allerede den følgende Dag at styre til Hjaltland og opsøge Ragnvald Jarl. Men om Morgenen, kort efter Solens Opgang, blev det ham meldt, at man havde seet en Deel Langskibe, ti eller tolv, komme søndenfra over Pettlandsfjorden. Jarlen skjønnede at dette maatte være Frakarks Flaade, og befalede at man skulde ro den i Møde faa hurtigt som muligt, medens derimod Sigurd af Vestnes og en anden af hans Høvdinger, Olaf Rolfssøn fra Gaareksø, bad ham give sig Tid og drage langsomt afsted, for undervejs at optage al den Forsterkning, som i Løbet af hver Time strømmede til ham. Dette skede, og de vare saaledes netop komne forbi Tannskaarenes[5], et Par Mile nordøst for Kirkevaag, da de saa Frakarks Skibe, tolv i Tallet, komme frem bag om Dyrnes-Mulen[6]. Nu gjorde Jarlen Holdt, og gav Befaling til at binde sine Skibe sammen. En mægtig Bonde, ved Navn Erling, der boede paa Tannskaarenes, kom til ham med sine fem raske Sønner, og tilbød ham deres Hjelp, men der var saa trangt ombord, at man ej kunde modtage dem, derimod bad Jarlen dem, tinder Slaget at skaffe Vaabenstene til Veje og bringe dem til Skibene, for saa vidt det lod sig gjøre. Man var just færdig med alle Tilberedelser, da Ølve Rosta kom med sine Skibe og begyndte Angrebet. Han selv havde et stort Skib, hvilket han lagde ind til Jarlens; hans øvrige Skibe vare derimod smaa, og dem angreb Olaf fra Gaareksø saa eftertrykkeligt, at han i kort Tid ryddede tre af dem. Imidlertid havde Ølve gjort et saa voldsomt Anfald paa Jarlens Skib, at den hele Besætning i Forstavnen veg tilbage agtenfor Masten. Da eggede han sine Mænd til at entre, sprang ned fra Løftingen, ilede forud, og var selv første Mand ombord i Jarleskibet. Da Jarlen saa dette, løb han ham strax i Møde, opmuntrende sine Mænd til at drive Fienden tilbage; men Ølve kastede en saakaldet Fletteskjeste med saadan Kraft mod hans Skjold, at han faldt om paa Dækket, og en stor Tummel opstod. Men næsten i samme Øjeblik tog en af Jarlens fornemste Hirdmænd, ved Navn Svein Brjostreip, høj, sterk og krigsvant, en stor Vaabensteen og kastede den i Brystet paa Ølve, som strax faldt overbord. Man fik ham vel dragen op, men halvdød, saa at man ej vidste, om han kunde bringes til Live. Dette gjorde hans Mænd modløse. De, der havde entret Jarleskibet, bleve drevne tilbage, medens andre hug Tengslerne over for at tage Flugten. Ølve kom vel til Live igjen, men for silde; det hjalp ikke alt hvad han raabte, at man ej skulde fly; ingen lod, som han hørte, hvad han sagde, og alle søgte kun at komme bort saa hurtigt som muligt. De toge den samme Vej tilbage, ad hvilken de vare komne, og Jarlen forfulgte dem heelt forbi Ragnvaldsø til Pettlandsfjorden; her først vendte han om igjen, og fandt ikke færre end fem fiendtlige Skibe liggende ganske tomme ved Tanaskaarenes. Disse besatte han nu med sine Mænd, og lod dem, saa vel som de øvrige, eftersee og udbedre om Natten. Han fik ogsaa en velkommen Forsterkning af to Langskibe og en heel Deel Folk, der om Natten strømmede til ham, saa at han næste Dag, en Løverdag[7], med 12 vel bemandede Skibe, kunde tiltræde Farten til Hjaltland. Her kom han ved Nattetid ganske uvæntet over dem, der vogtede Ragnvald Jarls Skibe. Folkene lod han dræbe, men tog Skibene med alt det Gods, der fandtes i dem. Da Ragnvald og hans Mænd om Morgenen fik denne bedrøvelige Efterretning, grebe de strax til Vaaben, fik en heel Deel af Bønderne med sig, og ilede ned til Stranden, hvorfra de eggede Paal til at komme i Land og prøve en Dyst med dem. Herpaa vovede dog Paal Jarl ikke at indlade sig, da han med Rette frygtede Hjaltlændingerne; derimod tilbød han Ragnvald en Kamp til Søs, hvis han kunde skaffe sig Skibe. Men da dette ikke lod sig gjøre, og Paal heller ikke for Øjeblikket kunde udrette mere, vendte han om igjen til Orknøerne, efterladende Ragnvald i Besiddelse af Hjaltland. Ragnvald forblev her den hele Sommer, af Mangel paa Skibe, og maatte om Høsten tinge sig og sine Mænd Overfart til Norge paa forskjellige Kjøbmandsskibe. Dette Udfald af Forsøget paa at vinde Jarldømmet i Orknøerne betragtedes baade af andre og ham selv som heel ynkeligt. Paal derimod vendte i Triumf tilbage med de fangne Skibe, og højtideligholdt sin Sejr ved et stort Gjestebud, hvortil han indbød alle sine Venner, og gav dem store Gaver. Man blev her enig om, at der til Sikkerhed mod ethvert uformodet Angreb af Ragnvald Jarl fra Hjaltland skulde opføre Veter eller Varder paa Fridarø, Rinansø, Sandø, Vesterø og Rolfsø; saa snart man fra Fridarø saa Krigsskibe komme fra Hjaltland, skulde Veten antændes; denne Veie kunde sees fra Rinansø og Vesterø, hvis Veter, der i saa Fald ligeledes strax skulde sættes i Brand, igjen kunde sees fra Sandø og Rolfsø: derved vilde Krigsbudet i Hast komme lige til Rossø. Paa enhver af hine Øer sattes en paalidelig Mand til at passe Veten og sørge for Øens Forsvar. Paal beholdt mange Folk hos sig, indtil han fik Vished om at Ragnvald var rejst tilbage til Norge[8].

Da Ragnvald efter sit Hjemkomst traf sin Fader, spurgte denne ham, om han var ærgerlig tilmode. Ragnvald tiende ikke negte det, da hans Ferd havde løbet saa uheldigt af. „Deri kan jeg ikke være enig med dig“, svarede Kol. „Det forekommer mig allerede at være meget vundet ved at Hjaltlændingerne ere paa dit Parti, og dit Tog har dog saaledes ikke været forgjæves“. „Siden du kan rose denne Ferd“, sagde Ragnvald, „maa du enten være mere lunken for mine Anliggender end jeg tænkte, eller ogsaa maa du have Ting i Sigte, som ej falde mig ind: jeg ønskede derfor at du nu vilde hitte paa et Raad, og selv næste Gang følge med“. Kol sagde: „jeg vil ingenlunde fremstille Sagen som let, og dog holde mig selv borte; men naar jeg først tager mig af Sagen, for at skaffe dig den tilkommende Hæder, fordrer jeg at du ubetinget følger mine Raad.“ Dette lovede Ragnvald. „Først og fremst“, sagde Kol, „er det da mit-Raad, at du sender Bud til Kong Harald og vore øvrige Venner, at de til Vaaren hjelpe dig med Folk og Skibe, medens vi ogsaa selv i Vinter udruste os af al vor Evne, som de, der ved næste Tog enten ville vinde Øerne eller lade Livet“. Ragnvald bifaldt dette, og forsikrede saa vel paa sine egne, som sine forrige Staldbrødres Vegne, at de ikke ønskede sig mange slige Ydmygelser, som den, der nys var dem overgaaen. Der blev saaledes fra Agder, hvor Ragnvald og Kol tilbragte Vintren paa deres Gaarde, sendt Bud rundt om til Frænder og Venner: hos enkelte, sandsynligviis Kongen selv, indfandt Ragnvald sig personligt. De fleste tilsagde ham deres Bistand, og man havde det saaledes om Vintren travlt med Udrustninger. Ved Goe-Tid (i Februar Maaned) sendte Kol to Fragtskibe afsted, det ene til England, for at kjøbe Levnetsmidler og Vaaben, med det andet drog Salmund selv ned til Danmark, for her at anskaffe flere Fornødenheder efter Kols Forskrift. Det var Bestemmelsen, at disse Fragtskibe skulde være komne tilbage ved Paasketid, og at Toget selv skulde foregaa strax efter Paaske-Ugen[9].

Imidlertid tilbragte Paal Jarl Julen i Ro, og gjorde et stort Julegilde paa sin Gaard Orfjara. En af de indbudne Gjester var Valthjof, en Søn af hiin Olaf Rolfssøn i Gaareksø, der havde kæmpet saa kjekt i Slaget ved Tannskaarenes; da han om Juleaften skulde drage fra Strjonsø, hvor han boede, til Rossø, for at begive sig til Gildet, kantrede han paa Vejen med sin Baad, og druknede, selv tiende. To Dage i Forvejen var hans Fader Olaf bleven overfalden og indebrændt paa en Gaard, han 7 ejede over i Duncansby paa Katanes, af Ølve Rosta, der tørstede efter Hevn for Nederlaget ved Tannskaarenes. Overfaldet skede efter Frakarks Raad. Olaf plejede ellers at have mange Folk om sig, men Ølve, der just var hjemkommen fra et Vikingetog, passede sit Snit, medens den ene af hans Sønner, Svein, med et Par Venner var roet ud at fiske, og den anden Søn, Gunne, med sin Moder var borte i et Gjestebud. Svein Olafssøn, eller Asleivssøn, som han siden den Tid oftest kaldtes efter sin Moder, og som nu deels ved Omstændighedernes Sammenstød, deels formedelst sin egen kraftige Personlighed, kom til at gribe virksommere ind i Øernes Skjebne end nogen anden Mand paa hans Tid, kom hjem til Gaarden om Juleaften, saa den Ødelæggelse, som var anrettet, og begav sig strax over til Svine i Pettlandsfjorden, og derfra til Skalpeid paa Rossø, hvor han opsøgte sin Frænde Eivind Melbrigdessøn, en af Jarlens fornemste Mænd, der ligeledes havde kæmpet ved Tannskaarenes, og nu var kommen til Gjestebudet i Orfjara. Eivind forestillede Svein for Jarlen, der tog venligt imod ham, indbød ham til at blive der, anviste ham Plads ved sin højre Side, og forbød alle og enhver at fortælle ham hans Broder Valthjofs Død, hvorom der just indløb Efterretning. Men hans Ophold der blev ikke af lang Varighed. Allerede den følgende Dag kom han ved Drikken i Uenighed med sin Navne, hiin haandfaste Kriger, Svein Brjostreip, hvis ubehagelige Væsen og mørke Udseende gjorde ham almindelig forhadt, saa at han endog havde Ord paa sig for at sidde ude om Natten og drive Trolddom[10]. Svein Brjostreip, der sad ved Jarlens venstre Side, paastod, at Eivind, der tilligemed Skutelsvende og Kjertesvende gjorde Opvartning ved Jarlens eget Bord og forestod Skjenkningen, fyldte mere i hans Bæger, men derimod begunstigede sin Frænde, Svein Asleivssøn. Da der skulde drikkes Skaaler, vilde Svein Brjostreip bytte Horn med denne, hvis Horn han paastod var mindre, men Eivind gav i Hast Svein Asleivssøn et andet, meget stort Horn, hvilket denne igjen rakte Svein Brjostreip, som herover blev saa forbitret, at han flere Gange mumlede: „Svein skal blive Sveins Banemand!“ Dette hørte Eivind, som strax fortalte det til Svein Asleivssøn og sagde at han maatte vænte at blive overfalden og dræbt af Svein Brjostreip, hvis han ikke forekom ham og tog ham af Dage. Svein fulgte Eivinds Raad, passede paa, da den anden i Jarlens Følge gik over Gaarden til den nærliggende Kirke, og gav ham set Banesaar. Eivinds Søn Magnus havde allerede en opsadlet Hest færdig; paa denne kastede Svein sig, tog, ledsaget af Magnus, Vejen over Vardehøjen bag Orfjara og ned til Aurridefjorden (nu Frith-Fjorden) paa den anden Side, fandt her Optagelse og Nattely i et Kastel, der stod paa den lille Ø Daminsø (Damsey), og drog om Morgenen, ledsaget af Kastellets Befalingsmand, til den nærliggende Egilsø. Her lod han sig hemmeligt føre ind til Biskoppen, fortalte ham alt hvad der var skeet, og bad ham om Hjelp[11]. Biskoppen takkede ham for Svein Brjostreips Drab, og sagde at han derved havde befriet Landet for en stor Plage. Han beholdt ham hos sig i Julen, men sendte ham derpaa hemmeligt til en mægtig Mand paa Øen Tyrvist i Syderøerne, ved Navn Holdbode Hundessøn. Der forblev Svein om Vintren. Da Paal Jarl erfarede sin Hirdmands Drab og Sveins Flugt, begreb han strax at denne maatte være Drabsmanden, men erklærede, at han ikke skulde gjøre ham det mindste derfor, hvis han strax kom tilbage. Imidlertid udeblev Stein, og man kunde ikke engang faa opspurgt hvor han var; da dømte Jarlen ham utlæg, og inddrog hans Ejendomme. Om Vaaren berejste Jarlen de nordlige Øer, og sikrede sig Indbyggernes Hengivenhed ved at uddele rige Gaver. Blandt andet skjenkede han en vis Thorkell Flette Valthjof Olafssøns Gaard paa Strjonsø, for at han skulde opspore Svein. Thorkell spurgte strax med Forundring, om han ej vidste at Biskoppen havde sendt Svein til Holdbode i Syderøerne, hos hvem han nu var i god Behold, Da Jarlen hørte dette, blev han meget vred paa Biskoppen, og spurgte hvorledes han skulde lade ham undgjelde for en saadan Uforskammethed. Thorkell fraraadede ham at søge Sag med Biskoppen i denne farlige Tid, da han hvert Øjeblik kunde vænte Ragnvald Jarl, og da trængte til saa mange Venner, som muligt. Jarlen indrømmede det. Siden begav han sig til Rinansø, hvor han tog Vejtsle hos en anseet Enke ved Navn Ragna. Ogsaa hun bad ham ikke under nogen Omstændighed at lægge sig ud med Biskoppen, eller overhoved med Svein Asleivssøns Venner og Frænder, saa meget mindre som denne egentlig havde gjort ham en Tjeneste ved at dræbe Svein Brjostreip, hvis onde Handlinger skaffede Jarlen mange Fiender. Hun raadede endog Jarlen til at sende Bud efter Svein Asleivssøn, skjenke ham fuldkommen Tilgivelse, og lade ham faa sine Ejendomme tilbage, for i ham at have en lige saa tro Støtte, som hans Fader havde været. „Gjeve Mænd“, sagde hun, „pleje altid at gjøre meget for at blive afholdte og skaffe sig paalidelige Tilhængere“. Dette Rand saarede Jarlens Forfængelighed alt for meget. „Du er vel en forstandig Kone, Ragna“, sagde han vred, „men ikke har du endnu faaet Jarlsnavn, eller skal du styre her i Orknøerne; har man hørt noget saa galt, som at jeg skulde tilkjøbe mig Forlig med Svein, og at jeg derved skulde kunne skaffe mig Sejr? Gud faar skifte mellem mig og min Frænde Ragnvald, og lade enhver faa Held efter Fortjeneste. Jeg har saa meget mindre kunnet fornærme Ragnvald, som jeg aldrig har seet ham. Hvad mine Frænder maatte have gjort ham, kan jeg ikke svare for; har jeg forbrudt mig mod ham, saa kan jeg nu komme til at bøde derfor, men vil han berøve mig mit Rige, da anseer jeg den for min bedste Ven, der hjelper mig til at forsvare det“. De fleste Tilstedeværende fandt ogsaa, at det var heel utilbørligt, at man nu vilde angribe Jarlen med Vaabenmagt for at berøve ham hans Rige[12].

Jarlen havde dog visselig Grund til at mistænke Biskop Villjam, da denne netop den foregaaende Høst havde gjort hiin forhen omtalte Rejse til Norge, ved hvilken han paa Tilbagevejen, under det lange Ophold ved det Ragnvald Jarl hengivne Hjaltland, var bleven saa pludselig omstemt med Hensyn til Troen paa Magnus Jarls Hellighed, at han kort efter Hjemkomsten erklærede ham for en sand Helgen, og lod hans Been optage og skriinlægge. Dette torde maaskee endog være Aarsagen til, at Biskoppen ikke, som man ellers kunde have væntet, var Jarlens Gjest i Julegildet paa Orfjara, og at han viste sig saa beredvillig til at befordre Sveins Flugt. Den højtidelige Optagelse af St. Magnus’s Been havde kun faa Dage forud (13 Decbr.) fundet Sted. Da Jarlen siden, sandsynligviis efter sin Tilbagekomst fra den nys omtalte Rejse til de nordlige Øer, var tilstede ved en Messe, som Biskoppen holdt for en talrig Forsamling, traadte en agtet Bonde fra Vesterø frem, og sagde at St. Magnus havde aabenbaret sig for ham i en Drøm, og befalet ham at lige til Biskoppen, at han ønskede at blive flyttet fra Birgsaa til Kirkevaag, hvor der just nu begyndte at danne sig en By. „Han havde“, sagde han, „af Frygt for Paal Jarls Vrede i Førstningen ikke vovet at tale om Drømmen, men Natten efter havde St. Magnus atter viist sig for ham og truet ham med haard Straf baade her og hisset, hvis han ikke fortalte sin Drøm, og det i en stor Forsamling. I denne Hensigt havde han nu indfundet sig ved Messen“. Hans Foredrag modtoges af den hele Menighed med Enthusiasme. Alle fordrede eenstemmigt, at Helgenens Levninger skulde flyttes fra Birgsaa til Kirkevaag. Kun Jarlen sad taus, og ganske blodrød i Ansigtet. Han vovede dog ikke at lægge Hindringer i Vejen for Flytningen. Det var nu for seent, og vilde kun have skadet ham selv. I et højtideligt Optog drog Biskoppen med Skrinet fra Birgsaa til Kirkevaag, og fatte det over Alteret paa den Kirke, som da stod der, sandsynligviis St. Olafskirken, der lige til senere Tider var den egentlige Sognekirke. Og her strømmede da strax mange Pilegrime sammen, for at vaage ved St. Magnus’s hellige Levninger, og paakalde hans Bistand i Nød og Sygdom. Det er let at forstaa, hvad Virkning alt dette maatte udøve paa Folkestemningen til Bedste for Ragnvald Jarl, St. Magnus’s Systersøn, og til Skade for Paal Jarl, der var Søn af hans Drabsmand, og som desuden ej havde lagt Skjul paa, at Troen paa Magnus’s Hellighed var ham meget imod. Det er derfor ikke at undres over, om der nu herskede et spendt Forhold mellem ham og Biskoppen, og det bliver, som vi ovenfor ytrede, mere end sandsynligt, at Villjam under sin sidste Rejse til Norge hemmelig var paavirket af Kol, der vist ikke undlod efter bedste Evne at bearbejde Opinionen blandt Orknøboerne til sin Søns Fordeel, og som var alt for klog til ikke at øjne al den Nytte, man kunde høste af Ragnvalds nøje Slægtskabsforhold til Helgenen, hvorfor vi ogsaa i det Følgende see ham opfordre Ragnvald til at begynde sit Tog med Bøn og Paakaldelse til den hellige Magnus. Vi finde ligeledes Biskop Villjam fra denne Tid som en Ven og Tilhænger af Ragnvald Jarl, et Tegn til, at Noget maa været foregaaet, som fjernede ham fra Paal og drog ham over til Ragnvalds Parti[13].

Da Vaaren nærmede sig (1136), lod Paal Jarl, der neppe kan have savnet Efterretninger om hvad Kol og Ragnvald imidlertid toge sig for, paa ny holde Vagt ved Veterne, fornemmelig den paa Fridarø og Rinansø. Strax efter Paaske vare Kol og Ragnvald efter Bestemmelsen færdige med deres Udrustninger, og droge til Bergen, hver med sit Langskib, foruden et Transportfartøj; deres Ven Salmund fulgte dem med et tredie Langskib. I Bergen gav Kong Harald dem et Langskib; Jon Fot stødte til dem med et, og et sjette, tilligemed en Fragtskude, bragte en Dattersøn af Steigar-Thore, ved Navn Aslak Erlendssøn paa Hernø, der ogsaa sluttede sig til dem. Da den lille Flaade var samlet, havde de i alt 6 store Skibe, fem Skeider og tre Fragtskibe. Da de laa ved Hernøerne og væntede paa Vind, kom der et Skib vestenfra, af hvis Besætning de erfarede Paal Jarls Forberedelser til deres Ankomst. Ragnvald lod nu blæse til Huusthing, og holdt her en lang og smuk Tale for sine Mænd om det Fiendskab, Paal Jarl og dennes Tilhængere viste ham ved at ville med Vaabenmagt holde ham ude fra det Rige, som dog ved Arveret tilkom ham, og som Norges Konger havde givet ham; han erklærede, at han enten vilde vinde Øerne eller lade Livet. Sandsynligviis fik man maaskee først nu Efterretning om at St. Magnus’s Skriin var flyttet til Kirkevaag, og indsat i den derværende Kirke. Hans Tilhørere modtoge Talen med Bifaldsraab, og tilsagde ham deres trofaste Hjelp. Derpaa stod hans Fader Kol op og sagde: „Vi have nu hørt fra Orknøerne, hvorledes alle Mand der i Forening med Paal Jarl ville gjøre dig Modstand og hindre dig i at komme i Besiddelse af Herredømmet, hvilket viser, hvor længe de bevare Fiendskabet mod dig og dine Frænder. Mit Raad er nu, at du søger Bistand hos den, som rigeligst kan give den, nemlig hos den hellige Magnus Jarl, din Morbroder, og beder jeg dig derfor at anraabe ham om at han vil forunde dig den Arvedeel, som han har efterladt; hvorimod du højtideligen lover, at du, saafremt du bliver Herre over Øerne, lader opbygge en Steenkirke i Kirkevaag, som skal blive det herligste Munster der i Landet, at du lader det indvie til ham, og skjenker det faa meget Gods, at hans hellige Levninger saa vel som Biskopsstolen kan vorde overflyttede dertil“. At Kol her ikke nævnte et Ord om, hvad han maaskee allerede underhaanden havde udrettet, og at han endnu skildrede Stemningen paa Øerne som fiendtlig, saa længe han ikke personligt havde forvisset sig om den, var rimeligt nok. Alle bifaldt, hvad han havde sagt, og Løftet blev højtideligt aflagt. Derpaa sejlede de afsted med en god Vind, og kom heldigt til Hjaltland, hvor Indbyggerne modtoge dem med Glæde og gave dem mange Efterretninger fra Orknøerne. Først og fremst overlagde man nu om, hvorledes man skulde bære sig ad for at komme over til Orknøerne uden at Veterne bleve tændte. Kol drog til den Ende afsted med en heel Deel smaa Skibe, dog uden at hejse Sejl, førend han kom saa nær Fridarø, at man kunde see dem derfra. Dagfinn Lødvessøn hed den Mand, som vogtede Veten paa Øen; da han med Eet fik alle disse Skibe at see, lod han Veten strax antænde, og begav sig derpaa afsted til Paal Jarl. Kol vendte derimod tilbage til Hjaltland, saa snart han saa Veten brænde. Imidlertid tændtes de øvrige Veier søndenfor Fridarø; der blev Uro og Hærløb over alt, og fra alle Øerne ilede man, som Bestemmelsen lød, til Rossø, for at samle sig om Jarlen. Men da der gik tre Dage hen, uden at man saa eller hørte til Ragnvald, begyndte de fleste at knurre, og sagde at det var højst uforsvarligt at tænde Veten og volde saa megen Uro bare fordi man saa nogle Fiskere ude i Søen. Man skjendte paa Thorstein, Ragnas Søn, der havde ladet Veten paa Rinansø tænde; han undskyldte sig med at han ej kunde andet, da han saa Fridarø-Veten brænde, og stod Skylden paa Dagfinn. Dagfinn svarede med Skjeldsord; Thorstein hug i Vrede til ham med sin Øxe, og gav ham Banesaar: de øvrige tilstedeværende grebe til Vaaben og toge Parti, deels med Dagfinns Fader, som vilde hevne ham, deels med Thorstein; og der opstod nu en formelig Kamp, der varede indtil Jarlen kom og fik skilt dem ad. Da fik den anseede Bonde Krige paa Vesterø mæglet Fred mellem dem, og gjorde dem begribeligt, at det hele kun havde været en List af Fienden. Da der saaledes endnu ingen Fare var paafærde, blev man enig om at skilles ad og drage hver til sit. Til at passe Veten paa Fridarø sattes en anden Mand, ved Navn Erik. Imidlertid havde Kols gamle Ven Une, der i sin Tid hjalp Hallvard saa godt til at tage Hevn over Brynjulf, begivet sig til Fridarø, forklædt som en Fisker, og foregivende, at han var bleven udplyndret af Ragnvald Jarls Mænd. Man havde troet hans Ord, og modtaget ham godt; i kort Tid gjorde han sig saa nøje kjendt med Beboerne, at han kunde tilbyde Erik at passe paa Veten for ham,i siden han, som han sagde, alligevel ikke havde andet at bestille. Erik modtog Tilbudet, og nu benyttede Une hvert Øjeblik, han var alene ved Veten, til at slaa Vand paa den, saa at den omsider slet ikke lod lig antænde. Ragnvald væntede nu, indtil en skarp Østenvind i Forbindelse med heftige Strømninger saaledes oprørte den brede Vesterøfjord (mellem Vesterø og Rossø), at den ej var fremkommelig, hvorimod man godt kunde komme fra Hjaltland til Vesterø. Til denne Ø styrede han da sin Kors, sydvestligt over Dvnrast. Man saa vistnok Skibene fra Fridarø, men da man skulde sætte Ild paa Veten, var Une ingensteds at see — sandsynligviis var han allerede hemmeligt vendt tilbage til Ragnvald —, og Veten selv befandtes saa vaad, at den ej vilde fatte Ild. Erik, som nu skjønnede Listen, havde intet andet at gjøre, end at skynde sig afsted, for personligt at bringe Paal Jarl Efterretningen om Fiendens Nærmelse. Imidlertid kom Ragnvald en Fredag Aften med sin Flaade uhindret til Havn (nu Pier o’Wall) paa Vesterø, hvis Indbyggere stimlede sammen, men efter den for omtalte Kuges og en anden anseet Bondes Raad besluttede sig til, først at bede Jarlen om Grid eller Vaabenstilstand, siden at underkaste sig ham og sværge hiint Troskabsed. Underkastelsen var imidlertid ikke oprigtigt meent, og man kom under Vejr med, at Krige foranstaltede hemmelige Sammenkomster og Stemplinger for at svige Jarlen. Men Forsøget kvaltes, inden det kom til Udbrud, og Jarlen var klog eller ædelmodig nok til ikke at lade nogen undgjelde derfor. Han lod Krige, der var greben og fængslet, sætte i Frihed, efter at have givet ham en alvorlig Advarsel, og Troskabsløftet aflagdes paa ny. De nærmeste Øer underkastede sig ligeledes Ragnvald.

Ved Efterretningen herom sammenkaldte Paal Jarl et Thing paa Rossø, og æskede Raad om, hvad der nu var at foretage. Nogle meente, at det var bedst at aabne Underhandlinger med Ragnvald, og tilbyde ham Halvdelen af Jarledømmet, som han fra først af havde forlangt. Andre foresloge at man skulde kjøbe —Ragnvald bort med en stor Pengesum, og tilbøde sig at bidrage dertil; nogle stemte for Krig. Ragnvald, som havde haft hemmelige Udsendinger paa Thinget, og saaledes vidste, hvad der var forhandlet, sendte nu tvende Mænd af dem, der paa Øerne havde taget hans Parti, til Biskop Villjam med Anmodning om at mægle Forlig. Hertil var Biskoppen strax rede, og det lykkedes ham at tilvejebringe en fjorten Dages Vaabenstilstand, for at man imidlertid kunde underhandle om et endeligt Forlig. Det bestemtes tillige, paa hvilke Øer enhver af Jarlerne i denne Mellemtid skulde have sit Tilhold; i Følge heraf begav Ragnvald sig til Rossø, Paal til Rolfsø. Stilstanden hindrede dog ikke den forhen omtalte Svein Asleivssøns Frænder fra at overfalde Thorkell Flette, der nu sad paa den Gaard, der havde tilhørt Sveins Broder Valthjof, og brænde ham inde selv 9de. De begave sig siden til Ragnvald og tilbøde ham deres Tjeneste, truende med, at hvis han ikke modtog den, vilde de med alle deres Slægtninger drage til Paal. Ragnvald var ikke den, der viste saadanne Folk fra sig. Han fik nu i faa Dage saa stort Tilløb, at han kunde lade sine Venner, Jon, Salmund og Aslak, tilligemed mange andre af sine Krigsmænd, drage hjem. De tilbøde sig vel at blive hos ham, indtil man fik see, hvorledes alt gik, men han svarede: „jeg tror nok, at hvis Gud vil unde mig Rige her paa Øerne, faar jeg Hjelp nok af ham og min Frænde Magnus Jarl, om I end rejse hjem til eders Ejendomme“. Da vendte de tilbage til Norge.

Men den virksomste Bundsforvandt fik Ragnvald uformodet i den raske og listige Svein Asleivssøn, der ved en eneste snedigt udtænkt og dristigt udført Handling udrettede mere end hvad flere Aars Krig vilde have kunnet bevirke. Han havde, som vi have seet, opholdt sig siden Julen paa Syderøerne. Derfra begav han sig tidligt om Vaaren til Skotland, hvor han tilbragte nogen Tid hos Jarlen Maddadh i Athole, og havde mange hemmelige Forhandlinger med ham og hans Hustru Margrete, Harald Jarls Syster. Her fik han nærmere Besked om, hvad der imidlertid havde tildraget sig paa Orknøerne, og skyndte sig desto mere at komme tilbage. Paa Vejen besøgte han Frakarks Broder, Ottar Jarl i Thorsaa, og forligede sig med ham paa Systerens Vegne for hvad hun havde ladet sin Sønnesøn udføre, nemlig Indebrændingen af Sveins Fader Olaf. Ottar betalte Bøder, og tilsagde Svein sit Venskab. Svein lovede derimod, at han skulde understøtte Harald Jarls Søn Erlend unge, naar han engang vilde gjøre Fordring paa Jarldømmet. Dette Løfte kan neppe have været oprigtigt meent fra Sveins Side, thi det viste sig snart, at hvad han havde aftalt i de hemmelige Forhandlinger med Maddadh og Margrete, sigtede til noget ganske andet, end at paatale Erlends Rettigheder. Fra Thorsaa drog Svein over til Orknøerne paa en Fragtskude, bemandet med 30 Mand. Han tog ikke den sædvanlige Vej lige over til Ragnvaldsø og derfra til Skalpeidet, men styrede derimod vestenfor Rossø og ind i Evjesund mellem denne Ø og Rolfsø, hvor Paal Jarl, som vi have seet, opholdt sig under Vaabenstilstanden, og just var til Gjestebud hos Sigurd paa Vestnes. Da Fartøjet nærmede sig Øen, lod Svein 20 af sine Mænd lægge sig ned og dække sig til med Klæder, saa at man ej kunde see dem, medens kun ti bleve siddende oppe ved Aarerne. Fra en Højde ganske tæt ved Kysten bleve de anraabte af nogle Mænd, som troede at de vare Kjøbmænd, og bade dem ro hen til Vestnes for at falbyde Paal Jarl deres Varer. Svein, som saaledes fik vide, at Jarlen var paa Øen, og det ikke langt borte — Vestnes ligger nemlig ved Evjesund — lod nu sine Folk ro nærmere forat forhøre sig nøjere; og Mændene fortalte dem, at Jarlen just da befandt sig ganske i Nærheden; han var denne Morgen tidligt gaaet ud selv tyvende, for at jage Otere i en Urd strax neden under hiin Højde, hvor de nu stode, og han var endnu ikke kommen tilbage. Da Svein hørte dette, lod han Fartøjet lægge i Land paa et Sted, hvorfra det ej kunde sees fra Højden, befalede sine Mænd at væbne sig, og gik op paa Den med dem. Hans Hensigt var hverken meer eller mindre end at opsnappe og bortføre Jarlen. Dette lykkedes fuldkommen; han traf snart den paa et Angreb af dette Slags ganske uforberedte Jarl med hans Følge, og gav sig strax i Kamp med ham. Jarlen og hans Mænd forsvarede sig haardnakket, men Svein havde Overmagten, og efter at alle Jarlens 19 Mænd, og ser af Sveins, vare faldne, blev han tagen til Fange og bragt ombord paa Sveins Fartøj. Svein skyndte sig nu øjeblikkelig tilbage, først ad den samme Vej, han var kommen, nemlig vestenfor Rossø, derpaa gjennem Grimsø-Sundet og skraas over Pettlandsfjorden østenfor Duncansby, og videre indad Bredefjorden (Murrayfirth) til Ekkjals- (Ochill) Bakke; der lod han Skibet blive tilbage med 19 Mand, men rejste selv, ledsaget af de øvrige og den fangne Paal Jarl, op til Athole, hvor han overleverede ham til Maddadh Jarl. Maddadh og Margrete modtoge Paal Jarl med hyklet Venlighed; han lod ham sidde i Højsædet hos sig, og Systeren kyssede ham endog, da hun kom ind i Hallen med en heel Deel Kvinder i sit Følge. Men intet mindre end venlig Behandling var ham tiltænkt. Thi fra den Tid hørte eller saa man ej mere til ham. Hvad der egentlig foretoges med ham, blev aldrig ret bekjendt; men der gik et Sagn om, at Margrete havde ladet Svein stikke hans Øjne ud, derpaa holdt ham i Fængsel en Tidlang, og endelig ladet ham dræbe. Svein selv fortalte siden ved sin Tilbagekomst til Orknøerne den heel usandsynlige Historie, at Margrete en Dag erklærede, at hun vilde sende ham til Ragnvald Jarl for at forelægge denne Valget, om han vilde have Paal Jarl, eller hendes og Maddadhs treaarige Søn Harald til Medregent, men at Paal Jarl, der var tilstede og hørte det, sagde, at.han efter den Skam, der var ham overgaaet, og hvori han saa Guds Straf for hans Faders Misgjerninger, ikke nogensinde vilde vende tilbage til Orknøerne, men ende sine Dage i et eller andet Kloster, hvor man, om man vilde, kunde holde Vagt over ham, saa at han ej slap ud; at han overdrog sine Rettigheder til Systersønnen Harald, og at Svein, naar han kom tilbage til Orknøerne, gjerne kunde sige at han baade var blindet og lemlæstet, for at hans Venner ikke senere skulde finde paa at opsøge ham og friste ham til atter at træde ud i Verden. Hvad man her skal tro, Sagnet eller Sveins Beretning, er ikke let at sige; men overvejende Grunde tale dog til Fordeel for det første. Thi deels passede en saadan Grusomhed som den, for hvilken Paal Jarl skulde være bleven et Offer, alt for vel med den Raahed og Vildhed, som paa denne Tid og længe efter endnu charakteriserede de keltiske Skoter, og den havde desuden et Forbillede i den Behandling, som Kong Magnus i Norge nys var bleven underkastet; deels var det kun ved at sammensmede en Historie som den, Svein siden gav til Bedste, at man kunde faa Folk til at tro, hvad der i sig selv var saa lidet sandsynligt, at Paal Jarl virkelig skulde have overdraget sine Rettigheder til Margretes Søn Harald. Men hvorledes nu egentlig Sammenhængen var, er det vist, at intet kunde komme belejligere for Ragnvald Jarl, end Paals Bortførelse. Da man paa Vestnes begyndte at forundre sig over at han blev saa længe borte, sendte Sigurd Folk hen at lede efter ham; de fandt snart de Dræbtes døde Legemer og andre Spor af Striden, men til deres Forundring ikke Jarlen selv. Sigurd sendte strax Bud til Egilsø for at underrette Biskoppen om det forefaldne. Biskoppen begav sig til Sigurd, for at høre nærmere Besked. Denne ytrede sin Mistanke mod Ragnvald Jarl, men Biskoppen sagde at Ragnvald Jarl ej var istand til at begaa en saadan Nidingsdaad, og at der vist maatte være andre med i Spillet. Der blev siden meldt, at en Mand, der boede sydligt paa Rossø, havde seet hiint Fartøj paa dets Vej baade nord og sydefter, og man gjettede nu paa, at den rænkefulde Frakark og Ølve Rosta atter havde været ude. Imidlertid blev det bekjendt paa alle Øerne, at Paal Jarl var kommen bort, uden at nogen vidste hvor han var bleven af, og de fleste fandt det under disse Omstændigheder raadeligst at underkaste sig Ragnvald. Mange begave sig derfor strax til ham og svore ham Lydighed. Nogle, hvoriblandt Sigurd af Vestnes og hans Sønner, sagde at de ikke vilde aflægge Troskabsed til nogen anden end Paal, førend de havde faaet at vide, hvor det var blevet af ham; andre satte kun en bestemt Frist, efter hvis Udløb de erklærede sig villige til at hylde Ragnvald, hvis de da endnu ikke havde hørt noget fra Paal. Ragnvald føjede sig klogeligt efter dem, og da nogle havde sat en kortere, andre en længere Frist, kom han paa den Maade til at holde flere Hyldingsthing, efter som nogle af Bønderne indfandt sig og gik ham til Haande. Paa et saadant Thing ved Kirkevaag saa man en Dag ni bevæbnede Mænd komme op fra Skalpeid[14]. Da de kom nærmere, viste det sig at deres Anfører var Svein Asleivssøn. Alle bleve, som man let kan forstaa, heel nysgjerrige efter at vide, hvad han havde at fortælle. Hans Frænder og Venner stimlede om ham, og gjorde ham Spørgsmaal paa Spørgsmaal; men han vilde ikke ud med noget, og forlangte kun at faa Biskoppen i Tale. Denne, som altid havde været hans Ven, tog godt imod ham, og de gik begge til Side for at tale sammen i Hemmelighed. Svein fortalte nu Biskoppen alt hvad der var skeet; denne forbausedes derover, bad Svein at vænte, hvor han var, gik atter tilbage til Forsamlingen, og forlangte Ordet. Da det var blevet ham tilstaaet, talte han om den haarde Dom, Paal Jarl havde ladet overgaa Svein formedelst Drabet paa Ugjerningsmanden Svein Brjostreip, og bad Ragnvald Jarl og den forsamlede Mængde om at tilbagekalde Fredløshedsdommen og atter skjenke ham Grid. Ragnvald tilstod ham Grid for tre Dage, men vilde ikke give noget yderligere Tilsagn, saa længe han ikke havde erfaret hvad der egentlig stak under, thi det var, sagde han, lydeligt at see paa Biskoppens Mine, at han vidste meget, som han endnu ikke vilde aabenbare. Biskoppen svarede, at Svein intet ønskede heller end at tale med Jarlen og blive hans Mand. „Jeg har just ikke alt for mange Venner her i Landet“, sagde Jarlen, „og kunde for den Sags Skyld nok ønske at modtage hans Tilbud, men først maa jeg dog tale nærmere med ham selv“. Dette skede: Ragnvald, hans Fader Kol, Biskoppen og Svein havde en Sammenkomst, hvor denne gav fuldstændig Besked om det forefaldne, og hvor de aftalte den bedste Maade, paa hvilken Sagen kunde meddeles Folket. Ifølge denne Aftale gav Jarlen den følgende Morgen alle dem, som vilde, Tilladelse til at drage hjem; da saaledes den største Mængde havde forladt Thinget, kaldte han de øvrige een for een til sig, lod dem tilsige Svein Grid, og fortalte dem, hvad der var skeet; derpaa sendtes Haakon Karl af Papule, St. Magnus’s Halvbroder, til Sigurd paa Vestnes, for at overbringe ham og hans Sønner Efterretningen om at Paal Jarl var fangen, lemlæstet, og berøvet al Udsigt til at gjenvinde Riget. Efterretningen gik ham meget nær, men da det skede nu engang ikke lod sig gjøre om, og det viste sig, at Ragnvald Jarl ingen Deel havde deri, bekvemmede omsider ogsaa han sig til at hylde ham. De øvrige, der hidtil havde holdt sig tilbage, fulgte hans Exempel, og saaledes stod Ragnvald Jarl endelig ved Maalet, at være anerkjendt som Orknøernes Herre. Han nølede heller ikke med at skride til Opfyldelsen af sit Løfte. Grundvolden til St. Magnus-Kirken blev afstukken paa et højere, frit beliggende Sted strax søndenfor Byen; og man tog særdeles ivrigt fat paa Bygningsarbejdet. Den, der egentlig forestod det, og bestemte, hvorledes alt skulde være, var Ragnvalds Fader Kol. Efter som Arbejdet skred frem, bleve imidlertid Udgifterne derved saa trykkende for Jarlen, at han ej kunde fortsætte det med saa megen Kraft som fra først af, og maatte raadføre sig med sin Fader om, hvorledes han skulde opdrive de fornødne Midler. Kol foreslog ham da, som det heder, at tilbyde Bønderne den Ret, engang før alle mod en bestemt Pengesum at kunne indløse deres Odel, i Stedet for at Odelen hidtil ved enhver Besidders Død var hjemfalden til Jarlen, saa at Arvingen hver Gang havde maattet indløse den: en Byrde, som Folket fandt meget trykkende, og som næsten synes at maatte være bleven paatvungen det ved et Magtsprog af Thorfinn Jarl, der maaskee har fortolket den tidligere Tilbagegivelse af Odelen ved hans Fader Sigurd Jarl, som om den kun gjaldt den da levende Generation, saaledes at Odelen atter skulde hjemfalde til Jarlen, efterhaanden som de, der af Sigurd bare fritagne for Indløsningen, døde bort. Anderledes kan hiin Beretning, som vistnok har sin fulde Rigtighed, især da den knytter sig til den merkelige Kirkebygning, neppe forklares[15]. Ragnvald fulgte Raadet, sammenkaldte et Thing, og gjorde Bønderne det omtalte Tilbud. Disse gik med Glæde ind derpaa, og vedtoge at betale Jarlen en Mark af hvert Plogsland paa Øerne, imod at Indløsningen for Eftertiden skulde ophøre. Derved indkom Penge nok, saa at Jarlen kunde fortsætte Arbejdet med fornyet Kraft, og maaskee efter en mere udvidet Plan, end det fra først af havde været paatænkt. Den prægtige Magnuskirke knejser endnu ved Kirkevaag, i vel vedligeholdt Stand, et ærværdigt Minde om Ragnvald og hans Fader, og om de Begivenheder, der fremkaldte dens Opførelse. Vel er den siden efter bleven udvidet og forskjønnet, men dens væsentligste Deel, de østligste Taarnpiller tilligemed det tilstødende Parti af Choret, maaskee ogsaa Korsfløjene, hidrøre dog fra Ragnvalds Tid, og afgive et merkeligt Vidnesbyrd om den Indsigt i Bygningskunsten, som en fornem norsk Lægmand paa de Tider maa have besiddet[16]. Kol selv oplevede vel neppe at see den af ham udkastede Plan fuldført, thi han, som allerede paa den Tid, da Kirken grundlagdes, var en gammel Mand, kan ej have levet saa mange Aar derefter: han nævnes heller ikke i Beretningerne om de følgende Begivenheder paa Orknøerne eller i Norge, hvori dog saa vel hans anseede Stilling, som hans højt agtede Klogskab, vilde have gjort, ham til en af de meest fremragende Deeltagere, om han havde været i Live[17].

  1. Brodersønnen var Harald Jarls Søn Erling, Systersønnen var Margretes Søn i det nedenfor omtalte Egteskab med Maddadh Jarl.
  2. I Orknøyingasaga S. 176 angives Slægtskabet saaledes: „Mælkolm“ (eller maaskee rettere „Mælmare“, som en Variant har), hans Fader, er en Broder af Skotekongen Mælkolm, Fader til den nuværende Konge, David. Jarlen Maddadh af Athole (Atjöklar i Sagaen) nævnes i flere skotske Diplomer fra Midten af 12te Aarhundrede, saaledes i et Diplom af Mælkolm den 4de fra dennes 11te Aar (1164); han kaldes her M. comes de Ethocl (liber Eccl. de Scon S. 8); ligeledes i et udstedt af Kong David andet Aar efter Kong Stephans Fangenskab (altsaa 1142), hvor han kaldes Maddadh comes (Munim. de Melros S. 4.)
  3. Orknøyingasaga lader hende bestemme Mødet med Ragnvald til „anden Sommer“, hvorved Aaret 1136 synes at være meent, især da det forhen heder, at Ragnvalds Forlening fornyedes om Vaaren, og at Ragnvald havde tilbragt Vintren med Udrustninger, ligesom ogsaa Frakark siger, at han „i Vinter“ vil samle Folk fra Syderøerne. Men dette maa være urigtigt, da man i det følgende seer, at Ragnvald endnu om Vaaren efter den omspurgte Sommer, altsaa om Vaaren 1137, hvis denne Sommer var 1136, fik et Langskib af Kong Harald (Orknøyingasaga S. 198). Kong Harald blev nemlig dræbt allerede i December 1136. Det er saaledes tydeligt, at den Vaar, som her menes, maa være 1136, og at den forudgaaende Sommer er 1135, eller Sommeren efter at Ragnvalds Forlening var fornyet. Dette er og i sig selv det rimeligste, da det ej kan skjønnes, hvorfor Frakark skulde bruge et heelt Aar til Udrustningen, især da det gjaldt at komme nogenlunde uventet over Paal Jarl. Det lader sig ellers godt forstaa, hvorledes Fejlen er opstaaet. Ragnvalds Forlening er nemlig bleven fornyet saa tidligt paa Vaaren, at Vintren strengt taget endnu ej var forbi. Derpaa ere Gesandterne afsendte til Frakark, og Udrustningerne have da fundet Sted i den øvrige Deel af Vintren samt hele Vaaren. Der tales ogsaa strax efter kun om Vaaren som den Tid, hvori Frakark havde samlet Folk.
  4. Orknøyingasaga 176, 178.
  5. Ny Tankerness, Spidsen af Halvøen mellem Inganesbugten og Deersound.
  6. Nu Moul af Deerness.
  7. Dette siges udtrykkeligt i Orknøyingasaga S. 182. Kunde man nu antage at det var Løverdagen efter St. Hans, eller 29de Juni, bliver altsaa Dagen, da Slaget stod, Fredagen den 28 Juni.
  8. Orknøyingasaga S. 184, 186.
  9. Orknøyingasaga S. 194. 198.
  10. Svein, siges der, var stor, sterk, sortsmusket og af et uheldvarslende Udseende; han var som oftest om Somrene ude i Viking, og om Vintren hos Jarlen, der gjorde meget af ham. Disse Vikingetog, laa vel som det, Ølve Rosta havde foretaget, maa have gjeldet Irland, saaledes at man mod en Sum Penge lod sig bruge i de Stridigheder, som der uafladelig førtes mellem Kongerne.
  11. Heraf sees tydeligt, at Villjam maa have boet paa Egilsø, se ovf. S. 662.
  12. Orknøyingasaga S. 196, 197.
  13. Magnus Jarls Saga S. 535, 538. At dette skede endog kort efter Jarlens Hjemkomst fra Norderøerne, skjønnes deraf at Skriinlægningen fandt Sted 13de Decbr; siden den Tid og indtil Jarlens Hjemkomst saaes neppe han og Biskoppen; og ved Paasketid begyndte Fejden mellem ham og Ragnvald.
  14. Skalpeid, nu Scalpa eller Gram, ligger kun en Fjerdingvei fra Kirkevaag, og fra Bakken søndenfor Byen overseer man næsten den hele Vei derned.
  15. Der omtales, som man vil erindre, før denne Tid to Odels-Transaktioner paa Orknøerne, den første strax efter Harald Haarfagres Tog 890 (se ovenfor I. 1. S. 516), da Bønderne mistede deres Odel, hvorom der gaves tvende Sagn, eet, ifølge hvilket Torv-Einar, fik den afstaaet til sig imod at udrede de Boder, Harald havde lagt paa Øerne, et andet, hvorefter Harald selv lod sig Odelen tilsværge, men forlenede Einar med Øerne; den anden, da Sigurd Lødvessøn tilbagegav Odelen for at faa Bønderne til at understøtte ham mod Skate-Jarlen Finnlaich (I. 2. S. 533). Begge disse Beretninger tilhøre dog vel mere Sagnet, end Historien, og behøve neppe at tages aldeles bogstaveligt. Man har i de følgende Generationer søgt at forklare sig Odelsforholdet, og vidst at Transaktioner derom havde fundet Sted: saaledes har vel Sagnet dannet sig. Men hvad der fortælles om Ragnvald, i den historiske Tidsalder, neppe 90 Aar førend Sagaen første Gang nedskreves, og hvad der maaskee endog ved Dokumenter i Kirkens Arkiv i sin Tid kunde oplyses, maa ansees aldeles sikkert. Beretningen om Sigurd Jarl maa altsaa forklares saaledes, at den passer til denne, ikke omvendt.
  16. Det er kjendeligt nok, at Kirken, saadan som den nu seer ud, tilhører forskjellige Bygningsperioder, hvoraf den sildigste falder i det 15de Aarhundrede. Hvad der aldeles utvivlsomt tilhører Ragnvalds Tid, er, som det angives i Worsaae’s „Minder om de Danske og Nordmændene m. m.“ S. 312, „den Deel af det nærværende Chor, der fra de østligfte Taarnpiller omfatter de nærmest østenfor staaende Piller“. Men at Ragnvald og Kok maaskee ogsaa kunne have opført Korsfløjene eller overhoved den Deel, som næst den oven nævnte viser sig at være ældst, synes at antydes i den kyndige Oldforsker og Ekklesiolog, Sir Henry Dryden’s, sammesteds (S. 314) anførte Forklaringsmaade: „Ragnvald begyndte at bygge en Kirke efter en meget mindre Maalestok, end den nærværende. Han kom i Forlegenhed for Penge, solgte Odelsretten paa Øerne, fik Penge nok, og fortsatte nu Kirkebygningen efter en større Plan og med bedre Arbejdere end for“. Maaskee Kols simplere Plan da er bleven fravegen, og større Pragt anvendt. Den Formodning ligger ellers nær, at Kol, der vistnok maa have været bekjendt for sine Indsigter i Bygningskunsten, ogsaa har været tagen paa Raad med, da Domkirken i Stavanger, til hvis Stift Egdafylke, hans Hjemstavn, borte, skulde opføres, hvilket netop indtraf i Koie yngre Dage. Men den ældste Deel af denne Kirke er særdeles simpel; og for saa vidt Kol har haft Deel deri, er det ikke rimeligt, at han skulde have anvendt større Pragt paa Magnuskirken.
  17. Orknøyingasaga S. 200—208.