Det norske Folks Historie/3/73

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Følgerne af Magnus’s Uklogſkab viſte ſig ſnart. Mange Nordmænd, fornemmelig, ſom man maa formode, fra Viken, ſamlede ſig om Harald Gille i Halland, blandt dem Thjoſtulf Aalesſøn, der endog ſolgte ſine Jorder for at kjøbe Skibe og Vaaben[1]. Det varede ikke længe, førend Harald følte ſig ſterk nok til at vove et Forſøg paa at gjenvinde Riget, og viſte ſig udenfor Kongehelle med ſine Skibe og de Folk, der deels vare komne til ham fra Norge, deels havde taget Tjeneſte hos ham i Danmark[2]. Lendermændene, Bymændene og Bønderne i Nærheden gjorde vel Mine til at ville holde ham borte og opſtillede en diger Fylking, ſom det heder, oppe ved Byen. Men han gik dog uhindret i Land, og ſendte Mænd til Bondehæren med Anmodning om, at man ikke vilde formene ham Adgangen til ſit Rige, da det ej var hans Henſigt at forlange mere, end hvad der med Rette tilkom ham. Og efter faa Underhandlinger opløſte Bønderne deres Hær og gik Harald til Haande; han uddeelte til Gjengjeld Len og Vejtſler blandt Lendermændene, og tilſtod de Bønder, der ſluttede ſig til hans Trop, flere Fordele. Herved fik han ſnart et ſtort Tilløb, ſaa at han underkaſtede ſig hele Ranafylket, og kunde drage længer nordefter i Viken. Han tilſtod alle fuldkommen Fred, undtagen Kong Magnus’s erklærede Tilhængere, thi dem lod han dræbe eller udplyndre, hvor han traf dem. Saaledes lod han i Sarpsborg tvende af Kong Magnus’s Lendermænd, Brødrene Aasbjørn og Nerid, gribe, og bød at den ene ſkulde hænges, den anden kaſtes i Sarpen, men overlod dem ſelv at vælge hver ſin Dødsmaade. Aasbjørn, der var den ældſte, valgte at kaſtes i Sarpen, hvilket han anſaa for det haardeſte. Derpaa fortſatte Harald ſin Rejſe til Tunsberg, hvor han fandt en god Modtagelſe, og hvor en ſtor Hær ſamlede ſig om ham[3]. Hele Viten bar ſaaledes i en meget kort Tid falden i hans Magt. Hans Henſigt var, naar han havde faaet en tilſtrækkelig Hær og Flaade ſamlet, at drage lige til Bergen og angribe Magnus.

Da denne i Bergen fik Efterretning om Haralds Foretagender, lod han ſtrax alle de Høvdinger, der vare i Bergen, kalde til Raadſlagning, og æſkede deres Mening om, hvad der nu var at gjøre. Sigurd Sigurdsſøn raadede ham til at afſende ham ſelv eller en anden Lendermand til Harald for at byde ham Forlig efter retſindige Mænds Afgjørelſe, og det halve Rige, ſom forhen. Herom vilde Magnus intet høre: „hvad nytter det mig da“, ſagde han, „at jeg i Sommer vandt det hele Rige, derſom jeg nu ſkal afſtaa Halvdelen deraf? Giv os et andet Raad“. Sigurd ſvarede; „det lader til, Herre, at dine Lendermænd, der i Høſt bade dig om Hjemlov, nu ſidde ſtille og ikke ville komme til dig. Dengang handlede du tvert imod mine Raad, idet du opløſte Hæren, ſkjønt jeg kunde vide, at Harald vilde komme tilbage til Viken, ſaa ſnart han hørte, at du var borte. Mit andet Raad er derfor dette, og ſkjønt det er ondt, tør det nok viſe ſig fordeelagtigt: ſend dine Gjeſter med det nødvendige Antal Folk om paa Gaardene til de Lendermænd, der nu ikke ville ſtaa dig bi, og lad dem dræbe, men giv deres Ejendomme til Mænd, ſom nu ville komme dig til Hjelp, lige meget om de hidtil vare lidet anſeede; lad dem bringe Folket paa Benene; ſlaa ikke Vrag paa nogen, enten onde eller gode, og drag ſaa øſtover med den Styrke, du faar ſamlet, for at møde Harald, og prøve Krigslykken“. „Nej“, ſagde Magnus, „jeg paadrager mig kun Uvenſkab ved at lade mange anſeede Mænd dræbe og i deres Sted ophøje ringere Folk, der ikke ere et Gran mere at lide paa, men derimod afſtedkomme langt ſtørre Forvirring; lad mig høre endnu et Raad“. „Dette bliver vanſkeligt at finde paa“, ſvarede Sigurd, „ſiden du hverken vil ſlutte Forlig, eller vove Krig; lader os da drage nord til Throndhjem, hvor Landets meſte Styrke er for os, og lad os undervejs ſamle alt det Mandſkab om os, ſom vi kunne faa; maaſkee Elvegrimerne da finde det ſlemt at forfølge os ſaa langt“. „Jeg vil ikke undfly for dem, ſom vi i Som mer joge paa Flugt“, ſvarede Magnus; „kom med et bedre Raad“. Da ſtod Sigurd op og gik ſin Vej med de Ord: „nu ſkal jeg give dig det Raad, ſom jeg ſeer du vil have, og ſom vil gaa i Opfyldelſe: ſid her i Bergen, indtil Kong Harald kommer med en talrig Hær; da vil Død eller Skjendſel være dig vis“[4]. Og Magnus blev i ſin Forblindelſe roligt ſiddende i Bergen, uden engang at gjøre Forberedelſer til at modtage Harald, om han ſkulde komme. Hvad han tænkte eller ſtolede paa, er vanſkeligt at forſtaa. Maaſkee haabede han, at Harald Keſja, der juſt paa denne Tid vendte tilbage til Jylland og lod ſig give Kongenavn paa Urnehoved-Thing, ſkulde beſkjeftige ej alene Kong Erik, men ogſaa hans Ven Harald Gille ſaaledes, at denne ikke for det førſte kunde tænke paa at forlade Viken[5].

Men da Julen nærmede ſig, drog Harald Gille afſted fra Tunsberg med en betydelig Styrke, og ſatte Kurſen veſterover, langs Kyſten, henad Bergen til. Denne Vinter kaldte man ſiden „Muge-Vintren“ (af „Mug“ d. e. Hob, Masſe) formedelſt de ſtore Flokke, der ſamlede ſig om .Harald. Han ankom udenfor Bergen om Juleaften (24de December), men lagde for det førſte ind i Florevaag ved Aſkøen, da han ikke vilde krige i Helligdagene. Da førſt fik Magnus det travlt med at befæſte ſig og berede ſig paa Kamp. Ude paa Holmen[6] lod han rejſe en Valſlynge; han lod Indſejlingen til Vaagen ſperre ved en deels af Jærnlænker, deels af Træbomme beſtaaende .Kjede, ſom lagdes tvers over fra Kongebryggen til Munkebryggen paa Nordnes; derhos lod han ſmede en heel Deel Hærſporer eller Fodangler, og ſtrø omkring paa Jonsvoldene[7], om Fienden ſkulde ville trænge frem ad den Vej. Man gav ſig ikke Tid til at helligholde flere end tre Dage i hele Julen, ſaa ivrigt blev der arbejdet. Magnus holdt ogſaa Thing med Bymændene og bad dem om Biſtand; de lovede at gjøre deres Bedſte. Da Julen var til Ende, lod Harald endelig blæſe til Angreb. Fra Herederne i Omegnen havde der imidlertid ſamlet ſig over tuſende[8] Mænd til den ſtore Flok, han allerede havde medbragt. Han anraabte St. Olaf om Hjelp, og lovede, hvis han ſejrede, at lade ham bygge en Kirke der i Staden paa ſin egen Bekoſtning. Derpaa lod han Skibene hamle ind mod Nordnes. Magnus havde imidlertid fylket ſin Hær, ſom deels beſtod af hans egne Folk, deels af Bymændene, ude paa Chriſtkirkegaarden i Holmen; men ved at ſee Haralds Skibe nærme ſig Nordnes troede han, at han vilde gjøre Landgang der, og ilede ham med hele ſin Hær imøde gjennem Byen og omkring Vaagsbunden. Men paa Vandringen gjennem Byen ſmuttede mange af Bymændene ind i ſine Huſe og gjemte ſig, uden at man i den Haſt kunde hente dem tilbage; og paa Jonsvoldene ſaaredes mange af de der henkaſtede Hærſporer. Da blev man var, at Harald ikke havde landet paa Nordnes, men derimod ſat over til Hegraviken[9], og der ſteget i Land, for at tage den øvre Vej over Bakkerne ned i Byen. Der var ſaaledes intet andet for, end at ile den ſamme Vej tilbage, ſom man var kommen; ved denne Lejlighed kom atter mange til Skade ved de Hærſporer, hvorved man havde tænkt at hindre Fiendens Fremtrængen. Da Magnus kom ud i Byen, og hans Mænd ſaa, hvor ſtor Overmagt Harald havde, tabte de aldeles Modet, og flygtede hver til ſin Kant, nogle op i Fjeldet, nogle ind i Kirker, andre op om Nonneſeter[10], eller ſøgte andre Smuthul. Magnus gik med de faa Folk, der endnu bleve hos ham, ud paa ſit Skib, men dette kunde ikke komme ud formedelſt Jærnkjeden, hvormed han ſelv havde ladet Vaagen ſperre. Da ſatte han ſig paa Højſædeskiſten i For-Rummet, roligen væntende ſin Skjebne. Det varede ikke længe, førend Haralds Mænd kom ombord og grebe ham ſaa vel ſom hans Ledſagere, hvoriblandt hans Morbroder Haakon Fant, en ſmuk, men ikke ſynderlig forſtandig Mand, og hans tro Ven, Ivar Asſersſøn, der var bekjendt for ſin Lighed med ham. Flere af dem bleve ſtrax dræbte; for øvrigt faldt der ikke mange ved hele denne Begivenhed, og de fleſte, ſom fangedes, fik Grid[11].

Kong Harald holdt Magnus en Stund fangen hos ſig, idet han overlagde med ſine Raadgivere om, hvad der var at foretage med ham. Tilſidſt blev man enig om at lade ham beholde Livet, men for øvrigt behandle ham ſaaledes, at han fra den Tid ikke kunde tænke paa at kalde ſig Konge. Han blev derfor overantvordet til den grummeſte Lemlæſtelſe af Kongens Trælle; de ſtak hans Øjne ud, hug den ene Fod af ham, og gildede ham. „Dette Verk“, ſiges deri en gammel Saga, „var ondt og ukongeligt, thi Krigsmændene raadede mere end Kongen ſelv“. Mishandlingen ledſagedes af Forhaanelſer. Man ſpurgte ham ſpottende, hvem af ſine Mænd han ønſkede ſkulde blindes, ligeſom han ſelv. Han troede ikke, ſvarede han, at nogen fandt Behag deri. Da ſagde den tro Ivar Asſerſøn, at ligeſom han havde lignet ſin Konge da denne var ſeende, ønſkede han fremdeles at være ham lig i Blindhed. Hans Øjne bleve derfor ligeledes udſtukne. Haakon Fauk, Kongens Morbroder, blev dræbt. Magnus blev ſiden bragt til Nidaros, iført Munkeklæder, og indſat i Nidarholms Kloſter, der ved denne Lejlighed fik Gaarden Store-Hernes paa Froſten til hans Underhold[12].

Harald underlagde ſig nu hele Riget og lod anſtille ſkarpe Underſøgelſer om, hvo der iſær havde været Magnus’s Venner, og hvo der vidſte bedſt Beſked om, hvor hans Penge og Koſtbarheder vare forvarede. Selv havde Magnus ſiden Fyrileiv-Slaget ført den hellige Kors-Relikvie med ſig, og var længe ikke at formaa til at bekjende, hvor han havde gjort af den. Senere maa han have udleveret den, da den endnu ſamme Aar omtales ſom opbevaret i Kongehelle. Da Biſkop Reinald i Stavanger havde været en ſærdeles god Ven af Kong Magnus, og, ſom vi have ſeet, neppe uden Grund anſaaes for en meget pengebegjærlig Mand, fandt man det ikke uſandſynligt at Magnus havde betroet ham ſine Skatte. Der blev ſendt Bud efter ham, og han kom til Bergen, hvor man ſtrax bar denne Mistanke paa ham. Men han negtede aldeles at have modtaget noget, og tilbød ſig at aflægge Ed derpaa. Herom vilde Harald intet høre, men paalagde Biſkoppen at udrede tolv Merker Guld. Biſkoppen ſagde at han heller vilde vove ſit Liv, end udarme ſin Biſkopsſtol, der allerede var fattig nok, ved en ſaadan Udtælling. Da blev han, ligeledes paa Krigsmændenes Forlangende, uden videre hængt paa Holmen i den Valſlynge, Magnus havde oprejſt. Da han gik herhen, ryſtede han den ene Halvſtøvle af ſin Fod, og ſagde: „jeg ſværger, at jeg ikke veed om mere Gods, der tilhører Kong Magnus, end hvad der er i denne Støvle“. .Man fandt en Guldring deri. Reinald blev begraven ved Michaelskirken eller Munkeliv Kloſter paa Nordnes, til hvis Konvent han, ſom ovenfor antydet, maaſkee havde hørt. Disſe Gruſomheder bleve, ſom rimeligt var, meget dadlede. „Ved Biſkoppens Drab bedrøvede Harald“, heder det, „alle gode Mænds Hu og Hjerte, og rimeligt er det, at det er denne Ugjerning, der har bragt ſaa vel Norge ſom Gjerningsmændene i ſaa ſtor Ulykke, da de nemlig derved paadroge ſig Guds Vrede“[13]. Men Harald maatte her bære Skylden for hvad hans raa og byttelyſtne Krigere, i hvis Haand han næſten var et viljeløſt Redſkab, foretog ſig for at udpresſe Penge. Selv viſte han, da han førſt var kommen i ſikker Beſiddelſe af Kongedømmet, og ſandſynligviis havde afſkediget ſine Mænd, megen Mildhed: alle de, der ønſkede Fred, fik den, og han optog, endog til ſin egen Skade, ſom det ſiden viſte ſig, mange i ſin Hird, der ſør havde været Magnus’s Mænd[14].

  1. Orknøyingaſaga S. 172.
  2. I Knytlingaſaga Cap. 100 ſiges det udtrykkeligt, at han havde nogle Folk med ſig, ſom Erik havde ſkaffet ham.
  3. Harald Gilles Saga, Cap. 6, Snorre Cap. 4, Fagrſkinna, Cap. 753. Harald kom ſandſynligviis til Kongehelle i Begyndelſen eller Midten af Oktober, efter at have opholdt ſig en Maaneds Tid hos Kong Erik, og en Maaneds Tid i Halland.
  4. Harald Gilles Saga Cap. 7, Snorre, Cap. 5, Fagrſkinna Cap. 253.
  5. Harald Keſja kom, ſom man af Saxo ſeer, mod Vintertid til Jylland, ſiden Erik maatte lade ſine Skibe, paa hvilke han drog ham imøde, drage over Iſen.
  6. Ved Holmen forſtaaes ſandſynligviis her ikke den ſaakaldte Taleholm, nu Chriſtiansholm, men Kommunen.
  7. Nu Engen.
  8. Saaledes Harald Gilles Saga (ni Hundreder) udg. af Snorre har urigtigt 60 Hundreder. Fagrſkinna nævner 11 Hundreder.
  9. Fagrſkinna nævner kun Holmen.
  10. Hermed antydes vel kun det Sted, hvor Nonneſeter (Lungegaarden) ſiden opſattes. Fagrſkinna nævner det ej.
  11. Harald Gilles Saga Cap. 8, Snorre Cap. 7. Fagrſkinna Cap. 254.
  12. Harald Gilles Saga Cap. 9, 15. Snorre Cap. 8, 12. Saxo S. 662.
  13. Morkinſkinna, fol. 32. a.
  14. Harald Gilles Saga Cap. 9, Snorre Cap. 8. Morkinſkinna nævner 30 Mk. Guld, ikke 12. Men denne Sum, der ſvarer til 192 Mk. Selv eller henimod 1800 Sølvſpecier i Vegt, dog ſnarere til 18000 efter Værdien i vore Dage, var allerede betydelig nok. Reinalds Drab omtales ogſaa af Hoveden, hos Savile S. 599; dog kaldes han her Reinaldus Bergensis, ſom om han var Biſkop i Bergen. Maaſkee at der i Originalen kun ſtod „Bergis“ d. v. ſ. „i Bergen“.