Det norske Folks Historie/3/72

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 728-732).

Næsten i al denne Tid havde de norske Konger, Magnus og Harald, holdt Fred med hinanden, dog meest, som man maa formode, fordi de begge, faa vel som deres Mænd, med spendt Opmerksomhed fulgte Begivenhederne i Danmark^[1], og enten haabede at kunne finde en eller anden Lejlighed til at opnaa Fordeel ved at blande sig i Urolighederne, eller frygtede, at disse ogsaa kunde forplante sig til deres eget Rige: i hvilke begge Tilfælde en indbyrdes Krig vilde være dem heel ubelejlig. Men den fjerde Vinter efter deres Tronbestigelse (1133—1134), hvilken de tilbragte tilsammen i Nidaros, idet de endog indbyrdes vare til Gjestebud hos hinanden, var Fiendskabet dog steget saa vidt, at man hvert Øjeblik væntede der skulde komme til aabenbar Kamp imellem dem. Man maa næsten formode, at der er indtruffet en eller anden Begivenhed, som en heftig Ordvexling, et Slagsmaal, eller noget lignende — meget behøvedes vistnok ej —— for at Fiendskabet for Alvor skulde bryde løs. Men vore Sagaer tie ganske om Anledningen. Muligt, at Paavirkning fra Danmark, eller Forbitrelse over det Venskab, Harald havde sluttet med Erik Emune, har bragt Magnus til at gjøre Alvor af, hvad han vel allerede længe tænkte paa, at begynde Fejde med Harald, for at berøve ham Kongedømmet, hvilket denne efter hans Mening mod Tro og Love havde tilvendt sig. Da Vaaren kom, drog Magnus med en Deel Skibe sydefter langs Kysten, samlede overalt saa mange Stridsmænd til sig, min han kunde faa, og bad sine Venner være ham behjelpelige til at stode Harald fra den Trone, som han under Ed havde lovet ej at eftertragte, og tvinge ham til, uden Kongenavn, at lade sig nøje med saa stor Deel af Riget, som man efter nærmere Overlæg maatte finde passende. Dette bifaldt mange mægtige Mænd, og sluttede sig til ham. Men imidlertid var ogsaa Harald brudt op fra Throndhjem og tog Vejen til Lands over Oplandene til Viken, hvor han havde sine fleste Tilhængere. Da han nærmere erfarede, hvad Magnus havde i Sinde, samlede han ligeledes alle de Folk, han kunde overkomme; de, som ikke vilde med det Gode, bleve tvungne til at være med. Harald fik ikke paa langt nær saamange som Magnus, der hevde samlet Mandskab langs hele Kysten. Hvor som helst Kongerne fore frem, hug de Slagtekvæg ned og dræbte Folk for hinanden. Harald standsede heller ikke, førend han kom til den østre Deel af Viken. Snart ankom ogsaa Magnus til disse Kanter, og det lader til, at begge Konger i nogen Tid vare hinanden temmelig nær, beskjeftigede med gjensidigt Rov og Plyndring, men uden at komme i personlig Berørelse med hinanden, eller at levere hinanden noget Slag^[2]. Hos Harald var hans Broder paa mødrene Side, ved Navn Kristrød, en særdeles tapper Mand, der maa være kommen fra Irland eller Syderøerne, for at søge sin Lykke i Norge, efter at hans Halvbroder var bleven Konge^[3]. Blandt de øvrige Høvdinger, der omgave Harald, nævnes Ragnvald Jarl, Thjostulf Aalessøn, Ingemar af Ask, og Sæmund fra Agder; han havde ikke saa faa Lendermænd hos sig, men Magnus havde dog langt flere. Da det netop var paa denne Tid, at Harald Kesja flygtede fra Jylland til Norge efter Kong Nikolas’s Drab, er det ikke usandsynligt, at han befandt sig i Magnus’s Hær, thi det falder saa godt som af sig selv, at han ved Ankomsten til Norge tyede til Magnus, deri ej alene var Erik Emunes bitre Fiende, men og Haralds egen Hustrues Brodersøn, og desuden just da maa være kommen til Viken med sin Hær og Flaade.

Den 9de August bred Harald med sin Hær op fra Gaarden og Thingstedet Fors i Nærheden af Kvistrum, for at drage ud mod Søkysten, og kom henimod Aftenen til Fyrileiv, der ligger omtrent $\scriptstyle {\frac {3}{4}}$ Miil længer mod Nordvest, ved Bunden af Gudmarfjorden^[4]. Her tog han Nattekvarteer og lod sine Folk spise til Aften; Vagter til Hest udstilledes paa alle Kanter. Henimod Morgenen kom en af Vagterne til Harald, og meldte at Kong Magnus’s Hær nærmede sig^[5]. „Hvad kan min Frænde Magnus ville“, spurgte Harald; „det er dog vel ikke hans Mening at slaas med os?“ Thjostulf Aalessøn svarede: „saa sandt, Herre, maa I nu finde paa Raad for eder og eders Folk, som Magnus har samlet en Hær i hele Sommer, i den bestemte Hensigt at slaas med eder, saa snart han møder eder“. Da stod Kongen op, og bød sine Mænd at gribe til Vaaben. „Vil min Frænde Magnus endelig slaas“, sagde han, „saa skulle vi føje ham deri“. Hæren opstilledes og Bannerne rejstes et Stykke fra Gaarden paa en indhegnet Staten Harald var iført to Ringbrynjer; men hans tapre Broder Kristrød vilde ingen have. Da Magnus og hans Høvdinger saa Haralds Hær, stillede de ogsaa deres Folk i Orden, og gjorde Fylkingen meget lang, for at den skulde kunne omringe den fiendtlige. Denne bestod nemlig kun af femten Hundreder (1800 Mand), medens Magnus havde henimod sexti (d. e. 7200 Mand).

Angrebet synes at være begyndt af Magnus, der lod det hellige Korses Relikvie bære foran sit Banner. Men Haralds lille Hær, hvis Stilling rimeligviis var temmelig fast, siden man med Flid havde valgt den, forsvarede sig kjekt, og Striden blev baade haard og langvarig. Især udmerkede Irlænderen Kristrød sig ved sin Tapperhed. Uagtet han ingen Brynje havde, gik han i Spidsen for sin Trop midt ind i Magnus’s Fylking, huggende til begge Sider, saa at alle maatte vige for ham. Maaskee han tilsidst havde drevet Magnus’s hele Hær paa Flugten. Men han standsedes ved et lumskt Angreb fra en Kant, hvorfra man mindst skulde have væntet det. En anseet Bonde i Haralds egen Hær, der kom til at staa lige bag ham, hævede sit Spyd med begge Hænder, og stødte det af al Magt ind i Ryggen paa ham mellem Skuldrene, saa at Odden stod frem af Brystet, og han strax styrtede død til Jorden. Mange, der stode nær ved, spurgte Bonden, hvorfor han gjorde saa ondt et Verk. Bonden svarede: „nu har han det saa godt, fordi han og hans Folk hug min Buskab ned i Sommer, udplyndrede min Gaard, og tvang mig mod min Vilje til at følge med i Hæren: da lovede jeg ham denne Medfart, hvis jeg fandt Lejlighed dertil“. Kristrøds Fald gjorde Udslaget i den langvarige Kamp. Haralds Mænd begyndte at flygte, og Flugten blev snart almindelig. Da faldt der mange af hans Hær, blandt dem henimod 60 af hans Hirdmænd. Lendermanden Ingemar af Ask fik sit Banesaar af en Piil, og skal for sin Død have kvædet et Vers, hvori han forbandede den Stund, han kom til Fyrileiv, ytrede at han stedse havde været imod at lade det komme til Kamp, og klagede over at han aldrig skulde see Ask igjen. Harald slap derfra med Livet, og flygtede til sine Skibe, der laa længer øster i Viten, maaskee i Havsteensfjorden eller etsteds der i Nærheden^[6]; han forlod strax Landet, og begav sig ned til sin Edbroder, Danekongen Erik Emune. Han traf ham i Sjæland, nys hjemkommen fra sit Tog til Slesvig^[7]. Erik modtog Harald godt, og tilbød ham alt, hvad han maatte behøve til at ernære sig og sine Folk i Landflygtigheden. Harald bad først og fremst om Tropper, for ved deres Hjelp at vinde sit Rige tilbage. Men denne Bøn kunde Erik ikke strax opfylde, da han endnu ikke selv tilstrækkeligt havde befæstet sin Magt, og derfor behøvede alle de Tropper, han kunde skaffe. Navnlig maatte han være rede til at modtage sin Broder og Medbejler Harald Kesja, hvis Tilbagekomst fra Norge hvert Øjeblik kunde væntes. Dog skjenkede han Harald 8^[8] utiltaklede Skibe, og forlenede ham indtil videre med Halland, hvorfra han i Nærheden kunde iagttage, hvad der foregik i Norge, og strax være ved Haanden, hvis en gunstig Lejlighed tilbød sig for ham til at komme tilbage. Harald forlod Erik i Skaane, hvor denne længer ud paa Høsten begav sig hen for at tilbringe Julen og lade sig krone. Før sin Afrejse gav han Kongen og Hoffet i Nærheden af Helsingborg en Prøve paa sin bekjendte Færdighed i Hurtigløberkunsten. Han vedde-de nemlig med Kongen, ligesom tidligere med Magnus, om at han kunde indhente de hurtigste Heste i Løbet, og sejrede over tvende, den ene efter den anden, idet han ved to Springstave stod sig frem i idelige Hop. Han skal ligeledes oftere have viist sin Færdighed i at gaa udenbords paa Aarerne af et Fartøj, medens dette roedes, ligesom Olaf Tryggvessøn fordum^[9].

Kong Magnus erklærede sig efter Slaget ved Fyrileiv for Enekonge i Landet, og viste megen Mildhed mod de Overvundne, hvilke han ganske tog til Naade, og lod deres Saar helbrede som sine egne Mænds. Han frygtede nemlig ikke længer Harald Gille, og betragtede den hele Fejde som udkæmpet. Derfor fandt han det ikke engang nødvendigt at holde Hæren samlet i Viten, og forblive der indtil videre for at holde Øje med Harald, uagtet de forstandigste Mænd i hans Følge, navnlig Sigurd Sigurdssøn^[10] og en vis Thore Ingemundssøn, indstændigt raadede ham dertil. Egensindigt lod han derimod Hæren opløse sig, og Lendermændene vendte tilbage til sine Gaarde, medens han selv drog nordefter til Bergen^[11].

1. Herom vidner noksom Magnus’s Giftermaal, og Opholdet i Kongehelle.
2. Harald Gilles Saga Cap. 3. Snorre Cap. 2. Fagrskinna, Cap. 252 siger kun, at efter at der var opstaaet Uenighed og Fejde mellem Kongerne, saa at de indbyrdes tilføjede hinanden Skade paa Folk og Fæ, befandt Harald sig i deres fjerde Regjeringsaar, aller østligst i Viken og samlede Tropper, hvorefter Magnus ligeledes samlede Tropper, og drog imod ham. At Harald var kommen til Viken en god Stund førend Magnus, synes utvivlsomt, og Efterretningen om Erik Einunes Sejr ved Fodevig har vel forøget hans Mod.
3. Navnet „Kristrød“ er vel en Fordrejelse af en eller anden gaelisk Navnform der nu neppe lader sig paavise.
4. „Fyrileiv“ udtales nu „Ferløv“ eller „Ferlev“; der er to Gaarde af dette Navn, øvre og nedre Ferlev, paa hver sin Side af Landevejen. Saxo kalder Stedet (S. 659) ager Fridlevinus.
5. Da Fyrileiv ligger ved Søen, og Harald vel havde sagt at hindre Magnus fra at gjøre Landgang, hvis han kom tilsøs, maa man slutte, at Magnus’s Hær er kommen til Lands nordenfra, og har taget Vejen over Højderne ved Svarteborg, hvor Landevejen fra umindelig Tid synes at have gaaet.
6. Meget langt fra Fors kunne Skibene neppe have ligget; deres Plads maa saaledes have været etsteds i Havsteensfjorden, eller maaskee inde ved Bevje-Osen, hvor Oddevalle er beliggende.
7. At han traf ham i Sjæland (en Kodex af Snorre har red Fejllæsning Smaaland), siges udtrykkeligt i Harald Gilles Saga Cap. 4, Snorre Cap. 3. Da man af Saxo erfarer, at: Erik allerede paa Vejen til Jylland efter Slaget ved Fodevig erfarede Kong Nikolas’s Død (25de Juni) ved Sejerø, maa hans Ophold i Slesvig og Jylland have faldet i Begyndelsen af Juli. Paa samme Tid maa Harald Kesja have forladt Jylland, og kunde treffe Magnus i Viken. Og Erik Samme maa verre kommen tilbage til Sjæland ei Begyndelsen af August, saa at Harald kunde treffe ham, da han efter Slaget ved Fyrileiv kom derned. Julen tilbragtes ifølge Diplomer og andre sikre Kilder i Skaane, hvor han kronedes. Saxo (S. 96l)) henfører Haralds Ankomst urigtigt til Tiden strax efter Harald Kesjas Drab først i 1135. Denne Fejl har ogsaa forledet ham til at nævne Eriks paatænkte Tog mod Venderne, der først fandt Sted i 1136, som Aarsagen, hvorfor han ej da kunde tage sig af Harald.
8. Fagrskinna nævner kun sex.
9. Saxo, S. 660.
10. Det er Sigurd af Hvitastein, se ovenfor S. 651. Hvor Thore var, vides ej.
11. Harald Gilles Saga Cap. 5, Snorre Cap. 3. Fagrskinna Cap. 252.