Det norske Folks Historie/3/72

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Næſten i al denne Tid havde de norſke Konger, Magnus og Harald, holdt Fred med hinanden, dog meeſt, ſom man maa formode, fordi de begge, faa vel ſom deres Mænd, med ſpendt Opmerkſomhed fulgte Begivenhederne i Danmark[1], og enten haabede at kunne finde en eller anden Lejlighed til at opnaa Fordeel ved at blande ſig i Urolighederne, eller frygtede, at disſe ogſaa kunde forplante ſig til deres eget Rige: i hvilke begge Tilfælde en indbyrdes Krig vilde være dem heel ubelejlig. Men den fjerde Vinter efter deres Tronbeſtigelſe (1133—1134), hvilken de tilbragte tilſammen i Nidaros, idet de endog indbyrdes vare til Gjeſtebud hos hinanden, var Fiendſkabet dog ſteget ſaa vidt, at man hvert Øjeblik væntede der ſkulde komme til aabenbar Kamp imellem dem. Man maa næſten formode, at der er indtruffet en eller anden Begivenhed, ſom en heftig Ordvexling, et Slagsmaal, eller noget lignende — meget behøvedes viſtnok ej —— for at Fiendſkabet for Alvor ſkulde bryde løs. Men vore Sagaer tie ganſke om Anledningen. Muligt, at Paavirkning fra Danmark, eller Forbitrelſe over det Venſkab, Harald havde ſluttet med Erik Emune, har bragt Magnus til at gjøre Alvor af, hvad han vel allerede længe tænkte paa, at begynde Fejde med Harald, for at berøve ham Kongedømmet, hvilket denne efter hans Mening mod Tro og Love havde tilvendt ſig. Da Vaaren kom, drog Magnus med en Deel Skibe ſydefter langs Kyſten, ſamlede overalt ſaa mange Stridsmænd til ſig, min han kunde faa, og bad ſine Venner være ham behjelpelige til at ſtode Harald fra den Trone, ſom han under Ed havde lovet ej at eftertragte, og tvinge ham til, uden Kongenavn, at lade ſig nøje med ſaa ſtor Deel af Riget, ſom man efter nærmere Overlæg maatte finde pasſende. Dette bifaldt mange mægtige Mænd, og ſluttede ſig til ham. Men imidlertid var ogſaa Harald brudt op fra Throndhjem og tog Vejen til Lands over Oplandene til Viken, hvor han havde ſine fleſte Tilhængere. Da han nærmere erfarede, hvad Magnus havde i Sinde, ſamlede han ligeledes alle de Folk, han kunde overkomme; de, ſom ikke vilde med det Gode, bleve tvungne til at være med. Harald fik ikke paa langt nær ſaamange ſom Magnus, der hevde ſamlet Mandſkab langs hele Kyſten. Hvor ſom helſt Kongerne fore frem, hug de Slagtekvæg ned og dræbte Folk for hinanden. Harald ſtandſede heller ikke, førend han kom til den øſtre Deel af Viken. Snart ankom ogſaa Magnus til disſe Kanter, og det lader til, at begge Konger i nogen Tid vare hinanden temmelig nær, beſkjeftigede med gjenſidigt Rov og Plyndring, men uden at komme i perſonlig Berørelſe med hinanden, eller at levere hinanden noget Slag[2]. Hos Harald var hans Broder paa mødrene Side, ved Navn Kriſtrød, en ſærdeles tapper Mand, der maa være kommen fra Irland eller Syderøerne, for at ſøge ſin Lykke i Norge, efter at hans Halvbroder var bleven Konge[3]. Blandt de øvrige Høvdinger, der omgave Harald, nævnes Ragnvald Jarl, Thjoſtulf Aalesſøn, Ingemar af Aſk, og Sæmund fra Agder; han havde ikke ſaa faa Lendermænd hos ſig, men Magnus havde dog langt flere. Da det netop var paa denne Tid, at Harald Keſja flygtede fra Jylland til Norge efter Kong Nikolas’s Drab, er det ikke uſandſynligt, at han befandt ſig i Magnus’s Hær, thi det falder ſaa godt ſom af ſig ſelv, at han ved Ankomſten til Norge tyede til Magnus, deri ej alene var Erik Emunes bitre Fiende, men og Haralds egen Huſtrues Broderſøn, og desuden juſt da maa være kommen til Viken med ſin Hær og Flaade.

Den 9de Auguſt bred Harald med ſin Hær op fra Gaarden og Thingſtedet Fors i Nærheden af Kviſtrum, for at drage ud mod Søkyſten, og kom henimod Aftenen til Fyrileiv, der ligger omtrent Miil længer mod Nordveſt, ved Bunden af Gudmarfjorden[4]. Her tog han Nattekvarteer og lod ſine Folk ſpiſe til Aften; Vagter til Heſt udſtilledes paa alle Kanter. Henimod Morgenen kom en af Vagterne til Harald, og meldte at Kong Magnus’s Hær nærmede ſig[5]. „Hvad kan min Frænde Magnus ville“, ſpurgte Harald; „det er dog vel ikke hans Mening at ſlaas med os?“ Thjoſtulf Aalesſøn ſvarede: „ſaa ſandt, Herre, maa I nu finde paa Raad for eder og eders Folk, ſom Magnus har ſamlet en Hær i hele Sommer, i den beſtemte Henſigt at ſlaas med eder, ſaa ſnart han møder eder“. Da ſtod Kongen op, og bød ſine Mænd at gribe til Vaaben. „Vil min Frænde Magnus endelig ſlaas“, ſagde han, „ſaa ſkulle vi føje ham deri“. Hæren opſtilledes og Bannerne rejſtes et Stykke fra Gaarden paa en indhegnet Staten Harald var iført to Ringbrynjer; men hans tapre Broder Kriſtrød vilde ingen have. Da Magnus og hans Høvdinger ſaa Haralds Hær, ſtillede de ogſaa deres Folk i Orden, og gjorde Fylkingen meget lang, for at den ſkulde kunne omringe den fiendtlige. Denne beſtod nemlig kun af femten Hundreder (1800 Mand), medens Magnus havde henimod ſexti (d. e. 7200 Mand).

Angrebet ſynes at være begyndt af Magnus, der lod det hellige Korſes Relikvie bære foran ſit Banner. Men Haralds lille Hær, hvis Stilling rimeligviis var temmelig faſt, ſiden man med Flid havde valgt den, forſvarede ſig kjekt, og Striden blev baade haard og langvarig. Iſær udmerkede Irlænderen Kriſtrød ſig ved ſin Tapperhed. Uagtet han ingen Brynje havde, gik han i Spidſen for ſin Trop midt ind i Magnus’s Fylking, huggende til begge Sider, ſaa at alle maatte vige for ham. Maaſkee han tilſidſt havde drevet Magnus’s hele Hær paa Flugten. Men han ſtandſedes ved et lumſkt Angreb fra en Kant, hvorfra man mindſt ſkulde have væntet det. En anſeet Bonde i Haralds egen Hær, der kom til at ſtaa lige bag ham, hævede ſit Spyd med begge Hænder, og ſtødte det af al Magt ind i Ryggen paa ham mellem Skuldrene, ſaa at Odden ſtod frem af Bryſtet, og han ſtrax ſtyrtede død til Jorden. Mange, der ſtode nær ved, ſpurgte Bonden, hvorfor han gjorde ſaa ondt et Verk. Bonden ſvarede: „nu har han det ſaa godt, fordi han og hans Folk hug min Buſkab ned i Sommer, udplyndrede min Gaard, og tvang mig mod min Vilje til at følge med i Hæren: da lovede jeg ham denne Medfart, hvis jeg fandt Lejlighed dertil“. Kriſtrøds Fald gjorde Udſlaget i den langvarige Kamp. Haralds Mænd begyndte at flygte, og Flugten blev ſnart almindelig. Da faldt der mange af hans Hær, blandt dem henimod 60 af hans Hirdmænd. Lendermanden Ingemar af Aſk fik ſit Baneſaar af en Piil, og ſkal for ſin Død have kvædet et Vers, hvori han forbandede den Stund, han kom til Fyrileiv, ytrede at han ſtedſe havde været imod at lade det komme til Kamp, og klagede over at han aldrig ſkulde ſee Aſk igjen. Harald ſlap derfra med Livet, og flygtede til ſine Skibe, der laa længer øſter i Viten, maaſkee i Havſteensfjorden eller etſteds der i Nærheden[6]; han forlod ſtrax Landet, og begav ſig ned til ſin Edbroder, Danekongen Erik Emune. Han traf ham i Sjæland, nys hjemkommen fra ſit Tog til Slesvig[7]. Erik modtog Harald godt, og tilbød ham alt, hvad han maatte behøve til at ernære ſig og ſine Folk i Landflygtigheden. Harald bad førſt og fremſt om Tropper, for ved deres Hjelp at vinde ſit Rige tilbage. Men denne Bøn kunde Erik ikke ſtrax opfylde, da han endnu ikke ſelv tilſtrækkeligt havde befæſtet ſin Magt, og derfor behøvede alle de Tropper, han kunde ſkaffe. Navnlig maatte han være rede til at modtage ſin Broder og Medbejler Harald Keſja, hvis Tilbagekomſt fra Norge hvert Øjeblik kunde væntes. Dog ſkjenkede han Harald 8[8] utiltaklede Skibe, og forlenede ham indtil videre med Halland, hvorfra han i Nærheden kunde iagttage, hvad der foregik i Norge, og ſtrax være ved Haanden, hvis en gunſtig Lejlighed tilbød ſig for ham til at komme tilbage. Harald forlod Erik i Skaane, hvor denne længer ud paa Høſten begav ſig hen for at tilbringe Julen og lade ſig krone. Før ſin Afrejſe gav han Kongen og Hoffet i Nærheden af Helſingborg en Prøve paa ſin bekjendte Færdighed i Hurtigløberkunſten. Han vedde-de nemlig med Kongen, ligeſom tidligere med Magnus, om at han kunde indhente de hurtigſte Heſte i Løbet, og ſejrede over tvende, den ene efter den anden, idet han ved to Springſtave ſtod ſig frem i idelige Hop. Han ſkal ligeledes oftere have viiſt ſin Færdighed i at gaa udenbords paa Aarerne af et Fartøj, medens dette roedes, ligeſom Olaf Tryggvesſøn fordum[9].

Kong Magnus erklærede ſig efter Slaget ved Fyrileiv for Enekonge i Landet, og viſte megen Mildhed mod de Overvundne, hvilke han ganſke tog til Naade, og lod deres Saar helbrede ſom ſine egne Mænds. Han frygtede nemlig ikke længer Harald Gille, og betragtede den hele Fejde ſom udkæmpet. Derfor fandt han det ikke engang nødvendigt at holde Hæren ſamlet i Viten, og forblive der indtil videre for at holde Øje med Harald, uagtet de forſtandigſte Mænd i hans Følge, navnlig Sigurd Sigurdsſøn[10] og en vis Thore Ingemundsſøn, indſtændigt raadede ham dertil. Egenſindigt lod han derimod Hæren opløſe ſig, og Lendermændene vendte tilbage til ſine Gaarde, medens han ſelv drog nordefter til Bergen[11].

  1. Herom vidner nokſom Magnus’s Giftermaal, og Opholdet i Kongehelle.
  2. Harald Gilles Saga Cap. 3. Snorre Cap. 2. Fagrſkinna, Cap. 252 ſiger kun, at efter at der var opſtaaet Uenighed og Fejde mellem Kongerne, ſaa at de indbyrdes tilføjede hinanden Skade paa Folk og Fæ, befandt Harald ſig i deres fjerde Regjeringsaar, aller øſtligſt i Viken og ſamlede Tropper, hvorefter Magnus ligeledes ſamlede Tropper, og drog imod ham. At Harald var kommen til Viken en god Stund førend Magnus, ſynes utvivlſomt, og Efterretningen om Erik Einunes Sejr ved Fodevig har vel forøget hans Mod.
  3. Navnet „Kriſtrød“ er vel en Fordrejelſe af en eller anden gaeliſk Navnform der nu neppe lader ſig paaviſe.
  4. „Fyrileiv“ udtales nu „Ferløv“ eller „Ferlev“; der er to Gaarde af dette Navn, øvre og nedre Ferlev, paa hver ſin Side af Landevejen. Saxo kalder Stedet (S. 659) ager Fridlevinus.
  5. Da Fyrileiv ligger ved Søen, og Harald vel havde ſagt at hindre Magnus fra at gjøre Landgang, hvis han kom tilſøs, maa man ſlutte, at Magnus’s Hær er kommen til Lands nordenfra, og har taget Vejen over Højderne ved Svarteborg, hvor Landevejen fra umindelig Tid ſynes at have gaaet.
  6. Meget langt fra Fors kunne Skibene neppe have ligget; deres Plads maa ſaaledes have været etſteds i Havſteensfjorden, eller maaſkee inde ved Bevje-Oſen, hvor Oddevalle er beliggende.
  7. At han traf ham i Sjæland (en Kodex af Snorre har red Fejllæsning Smaaland), ſiges udtrykkeligt i Harald Gilles Saga Cap. 4, Snorre Cap. 3. Da man af Saxo erfarer, at: Erik allerede paa Vejen til Jylland efter Slaget ved Fodevig erfarede Kong Nikolas’s Død (25de Juni) ved Sejerø, maa hans Ophold i Slesvig og Jylland have faldet i Begyndelſen af Juli. Paa ſamme Tid maa Harald Keſja have forladt Jylland, og kunde treffe Magnus i Viken. Og Erik Samme maa verre kommen tilbage til Sjæland ei Begyndelſen af Auguſt, ſaa at Harald kunde treffe ham, da han efter Slaget ved Fyrileiv kom derned. Julen tilbragtes ifølge Diplomer og andre ſikre Kilder i Skaane, hvor han kronedes. Saxo (S. 96l)) henfører Haralds Ankomſt urigtigt til Tiden ſtrax efter Harald Keſjas Drab førſt i 1135. Denne Fejl har ogſaa forledet ham til at nævne Eriks paatænkte Tog mod Venderne, der førſt fandt Sted i 1136, ſom Aarſagen, hvorfor han ej da kunde tage ſig af Harald.
  8. Fagrſkinna nævner kun ſex.
  9. Saxo, S. 660.
  10. Det er Sigurd af Hvitaſtein, ſe ovenfor S. 651. Hvor Thore var, vides ej.
  11. Harald Gilles Saga Cap. 5, Snorre Cap. 3. Fagrſkinna Cap. 252.