Det norske Folks Historie/3/71

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Paa denne Tid herſkede endnu den gamle Kong Nikolas Svensſøn i Danmark, dog mere i Navnet end i Virkeligheden, da de mange yngre Medlemmer af den kongelige Familie, der nu havde naaet Manddomsalderen, ved deres Ærgjerrighed og indbyrdes Stridigheder frembragte en Forvirring, der næſten kunde kaldes Anarchi. Disſe yngre Konge-Ætlinger vare fornemmelig Kong Nikolas’s egen Søn af hans Egteſkab med Dronning Margrete Fredkolla, Magnus den ſterke, hans Broder og Forgænger Kong Erik Ejegods tre Sønner Harald Keſja, Knut Lavard og Erik, ſiden kaldet Emune, og Henrik Skatelær, en Søn af Sven, der igjen var en Søn af Kong Sven Ulfsſøn. Vi have allerede ſeet, hvor ivrigt Dronning Margrete arbejdede til ſin Søn Magnus’s Fordeel, og hvorledes det lykkedes hende at faa ham valgt til Konge i Gautland[1]. Dermed var dog ikke hans Ærgjerrighed tilfredsſtillet, thi han vilde ogſaa raade i Danmark, og her fordunkledes hans Anſeelſe ganſke af hans Fætter Knut Lavard, der, udnævnt af Kongen til Hertug eller Jarl[2], indlagde ſig ſtor Hæder ved at frede Landets Grændſer og Farvande mod Venderne, og erhvervede ſig ſaa ſtor Magt i de vendiſke Grændſe-Lande, at han, efter at den abotritiſke Konge Henriks Linje var uddød i Aaret 1129, gjorde Fordring paa hans Rige ſom hans Syſkendebarn, og blev, imod en Pengeſum, forlenet dermed af den tydſke Konge Lothar, ſom ſatte en Krone paa hans Hoved, og udnævnte ham til Abotriternes Konge: en Titel, der dog bragte ham mere Ære end Magt[3]. Knuts ældre Broder Harald var paa denne Tid en Mand i ſine modnere Aar. Han var, ſom ovenfor nævnt, gift med Ragnhild, en Datter af Kong Magnus Barfod, og havde ſit fornemſte Tilhold i Roeskilde, hvor han ſorte et højſt forargeligt Liv, og fra ſin Borg, Haraldsborg, lod ſine Trælle gjøre Plyndringstog ſaavel i Staden, ſom i den nærmeſte Omegn. Den tredie Broder, Erik, ſatte Knut til Under-Befalingsmand over Smaa-Øerne, hvor han tog ſit Sæde paa Laaland: da han forgjæves henvendte ſig til ſin Broder Harald om at faa ſin Fædrene-Arv, hvormed denne ſad inde, opſtod der en Fejde mellem Brødrene, der kunde være bleven fordærvelig nok, hvis ikke Knut under Truſler havde indſtevnt dem til ſig i Slesvig, ſkiftet Arven og mæglet Fred imellem dem[4]. Han gjorde ſaaledes, hvad egentlig Kongen ſelv havde ſkullet gjøre, og det viſte ſig deraf, at han var mere Herre i Landet, end Kong Nikolas. Heri kunde den ærgjerrige Magnus ikke finde ſig, lige ſaa lidt ſom i hans Kongetitel, den han dog ogſaa ſelv bar; ogſaa den gamle Konge fandt Knuts ſtore Magt og Indflydelſe betænkelig, og uagtet denne red Venlighed og Aabenhjertighed ſøgte at bortfjerne deres Misundelſe og Mistillid, kom dog ſnart den Plan til Modenhed hos Magnus, ved Liſt eller Magt at rydde Knut af Vejen. Dertil ſkal endog Magnus’s Moder.Dronning Margrete i et uheldigt Øjeblik[5] have opfordret ham, ſkjønt hun ellers ſøgte at mægle Fred; men ingen ophidſede ham mere mod Knut, end Henrik Skatelær, der ligeledes var misundelig paa Knut, men iſær havde fattet Had til ham fordi han anſaa ham for den egentlige Ophavsmand til, at hans Huſtru, den letfærdige Ingerid, Kong Inge Steenkilsſøns Sønnedatter[6], der ikke kunde udſtaa ham ſom Egtemand, engang rømte bort med en yngre, ſmukkere Elſker, ſaa at Henrik ſelv var nødt til at ſætte efter hende og bringe hende tilbage[7]. Vel blev der i Aaret 1130 ſluttet et Forlig mellem Knut og Magnus, der endog ſkulle have indgaaet Edbroderſkab med hinanden. Men Henrik Skatelær vidſte ſnart ved ondſkabsfuld Tale at fylde Kongens Sind med ny Mistanke mod Knut, og atter at opflamme Magnus’s Had til ham. Med Kongens udtrykkelige eller ſtiltiende Tilladelſe aftalte Magnus, Henrik og flere af dennes Venner en formelig Plan til at rydde Knut af Vejen paa en ſvigagtig Maade, uagtet denne paa ſamme Tid, eller kort forhen, helligt havde lovet Dronning Margrete, da hun laa paa ſit Yderſte, at han aldrig vilde begynde nogen Trætte, men gjengjelde Fiendſkab med Velgjerninger. Ikke længe efter hendes Død, der indtraf den 4de November 1130[8], indbød Magnus Knut til et Julegilde i Roeskilde, og efter at han og hans Fader havde viiſt Knut al optænkelig Hæder og Gjeſtfrihed, og derved gjort ham tryg, lokkede Magnus ham ſiden til et Møde i Haraldſted Skov ikke langt fra Ringſted, hvor han ved det ſkjendigſte Forræderi faldt for Magnus’s og de øvrige i Planen indviede Mænds Haand (7de Januar 1131). Herover opſtod der en ſaa ſtor Forbitrelſe, at Kongens eget Liv ſvævede i Fare, og kun frelſtes ved den ærværdige Erkebiſkop Asſers Mellemkomſt. Dog maatte han forpligte ſig til at lade Magnus gaa i Landflygtighed, indtil Folket tillod ham at komme tilbage. A Magnus gik til ſit Kongerige i Gautland, Kongen derimod til Jylland. Men det varede ikke længe, førend den ſvage Konge lod ſig overtale til at ſende Bud efter Sønnen igjen. Dette var en god Anledning for .Knuts Broder, Harald og Erik, til at beſkylde Kongen for Deelagtighed i Knuts Drab, og fordre at han ſkulde lide ſamme Straf, ſom Sønnen. Folket, der var af ſamme Mening, tilbød nu Erik Kongenavnet, hvilket denne i Førſtningen erklærede ej at ville antage, førend hans Broders Drab var hevnet. Men da han paa et Tog til Jylland mod Nikolas var bleven overfalden og ſlagen af denne, efter at man førſt havde gjort ham tryg ved forſtilte Fredstilbud, ſyntes han at have faaet ſaa retmæsſig Aarſag til at gjøre aabenbar Opſtand, at han, efter ſin Tilbagekomſt til Sjæland, ikke længer vægrede ſig ved at antage Kongenavnet, da Sjælandsfarerne og Skaaningerne atter tilbøde ham det. Han ſamlede nu en Hær og Flaade, for med Eftertryk at bekrige Nikolas, og ſendte endog en Skrivelſe til den tydſke Konge Lothar, hvori han opfordrede ham til at hevne ſin forrige Ven og Vaſall, Knut Lavards, Drab, og ved Bønner og Løfter ſøgte at faa ham til at indgaa Krigsforbund med ſig. Lothar, ſom alt for gjerne ønſkede en Lejlighed til at underkaſte ſig Danmark, var ſtrax rede, og lejrede ſig udenfor Danevirke, medens Erik med en Flaade viſte ſig for Slesvig. Men Magnus, der imidlertid var kommen tilbage til Faderen, havde allerede ſørget ſaa godt for Voldens Forſvar, at Lothar ej ſtrax vovede noget Angreb; og da Kong Nikolas ſelv faa Dage efter ankom med en overmaade ſtor Hær af Jyder, fandt han det raadeligſt at ſlutte Fred, paa de Betingelſer, at Manlius hyldede ham ſom ſin Lensherre, og udbetalte ham en Sum af 4000 Merker. (Auguſt 1131). Da Erik erfarede denne Fredsſlutning, drog han paa et Skib til Lothar, bebrejdede ham i haarde Udtryk hans Uordholdenhed, og forudſagde ham at Magnus neppe vilde viſe ſig trofaſt i Længden. Siden kaſtede han ſig ind i Staden Slesvig, hvis Borgere, af Kjærlighed til hans dræbte Broder, med Glæde toge imod ham, og forſvarede ſig med ſtor Udholdenhed, da Nikolas og Magnus den følgende Vinter, begunſtigede af den ſtrenge Kulde, der tillagde Fjorden med Iis, omringede Staden paa alle Kanter til Lands og Vands, og belejrede den, indtil Vaaren kom og Iſen tøede op[9].

Erik begav ſig nu tilbage til den øſtlige Deel af Landet, nedſlagen over ſit Uheld. Imidlertid maa hans Parti dog endnu have været mægtigt og anſeet, da der juſt paa denne Tid kom Geſandter til ham fra den unge Kong Magnus i Norge, for paa dennes Vegne at bejle til hans Broder Knuts efterladte Datter Chriſtina, uagtet hun endnu ikke var voxen[10]. Hvad der maaſkee i Nordmændenes Øjne bidrog meget til at ſvække Nikolas’s og hans Søns Anſeelſe, var den Omſtændighed, at de Svenſke, der lige ſaa lidet nu, ſom forhen, ønſkede nogen Udlænding til Konge, benyttede ſig af Magnus Nikolasſøns Fraværelſe og Beſkjeftigelſe med Krigen i Danmark, til (1132) at vælge en indfød Konge, Sverke Kolsſøn, en Søn af hiin Kol eller Erik Aarſæle, Blotſvens Søn, der, ſom vi have ſeet, nogle Aar tidligere havde baaret Kongenavn i den hedenſke Deel af Landet, men i ſin Alderdom ſkal have antaget Chriſtendommen[11], hvorved Hedenſkabet tabte ſin ſidſte Støtte i Landet, og ſnart forſvandt aldeles[12]. Sverke optraadte ej alene ſom Magnus’s heldige Medbejler til Riget, men ogſaa ſom Kong Nikolas’s ikke mindre heldige Medbejler til en Kvindes Kjærlighed. Thi Kong Inge Hallſteensſøns Enke, Ulfhild[13], hvilken Kong Nikolas havde egtet efter Margrete Fredkollas Død, lod ſig, ſom det heder, forlokke af Sverke til at flygte fra ſin gamle Mand, og begive ſig til ham, der nu indgik Egteſkab med hende. Rimeligviis har der fra tidligere Dage været en Kjærlighedsforſtaaelſe mellem dem, og det er endog højſt ſandſynligt, at Sverke for en ſtor Deel har haft hendes Indflydelſe at takke for ſin Ophøjelſe. Sverke var en ivrig Chriſten, og de Henſyn bortfaldt ſaaledes, der hidtil havde dannet en Skillevæg mellem hans Æt og Chriſtendommens Tilhængere. Ved alt dette kunde Magnus“s og hans Faders Anſeelſe ej andet end lide et betydeligt Skaar, og deres Modſtander, Kong Erik Emune, om hvem alle Knut Lavards Tilhængere ſamlede ſig, maatte, trods hans Uheld, forekomme Nordmændene at være den mægtigſte. Ved at bejle til hans Broderdatter haabede Kong Magnus Sigurdsſøn rimeligviis at erhverve ſig en Støtte mod ſin Medkonge Harald Gille; og Kong Erik greb igjen paa ſin Side med Glæde den Udſigt, ſom ved dette Svogerſkab aabnede ſig for ham til at faa Hjelp fra Norge mod ſine Fiender i Danmark. Han opfyldte derfor Geſandternes Bøn, idet han bortfæſtede Chriſtine til Magnus (1132), og for at knytte Svogerſkabet endnu faſtere, egtede han hendes Moders Syſter, Magnus’s Stifmoder, Kong Sigurds forrige Dronning, Malmfrid, der maaſkee har været den, ſom fra førſt af bragte Partiet mellem Magnus og Chriſtine paa Bane[14].

Erik var uheldig i ſine nærmeſte Krigsforetagender mod Nikolas og Magnus, der imidlertid havde ſøgt at befæſte deres Magt, og ſamlet Tropper om ſig i Jylland. Han vandt vel et Søſlag ved Sejerø, men til Lands blev førſt hans Hærfører Chriſtiern Svensſøn ſlagen og fangen ved Rynebjerg, ſiden leed han ſelv et Nederlag ved Odhenshylle (nu Onsil), og hans Broder Harald, der længe havde misundt ham Kongenavnet og Kongemagten, lod ſig overtale til at forlade ham og tage Magnus’s Parti (1132). Erik belejrede ham vel i hans Borg, Haraldsborg ved Roeskilde, og nødte ham til at faae ſin Frelſe i Flugten, men den følgende Vaar, ej længe efter at den norſke Konge havde ladet ſin Fæſtemø Chriſtina afhente ved eget Geſandtſkab[15], kom Kong Nikolas med en ſtor Flaade og Hær, angreb Erik ved Værebro, og ſlog ham aldeles (1133). Erik flygtede til Skaane, hvis Indbyggere, der ſandſynligviis troede, at det nu var ganſke ude med ham, joge ham bort[16], og han havde ingen anden Udvej, end med ſin Huſtru Malmfrid og ſin naturlige Søn Sven, der endnu kun var et Barn, at tage ſin Tilflugt til den norſke Kong Magnus, ſom juſt nu opholdt ſig i Kongehelle[17], ſandſynligviis for at helde des bedre Øje med Begivenhederne i Danmark og Sverige. Men Omſtændighederne havde nu merkeligt forandret ſig. Erik kom ſom en Flygtning, ikke ſom en mægtig Herſker, af hvis Svogerſkab Magnus kunde have nogen Ære eller Nytte. Han tog imidlertid venligt imod ham, og meente ham det maaſkee fra førſt af nok ſaa vel, indtil Erik, ſom man maa formode, vakte hans Mistanke ved at ſtifte fortroligt Venſkab og indgaa Edbrødre-Lag med hans Medbejler Harald Gille[18]. Da nu ogſaa Kong Nikolas hemmeligt lod ham tilbyde ſtore Fordele, hvis han vilde rydde Erik af Vejen, beſluttede han ſig til dette Forræderi. I Førſtningen lod han ſig ikke merke med noget, men ſøgte kun, med forſtilt Høflighed, at omgive ham med flere Drabanter, der havde det Hverv at forebygge hans Flugt, om han ſkulde merke Uraad. Men Dronning Chriſtina underrettede Farbroderen om, hvad Magnus egentlig havde i Sinde, og da denne ſaaledes rimeligviis merkede at Erik gjennemſkuede ham, og at Forſtillelſe ikke længer nyttede til noget, tog han Maſken af, lod Erik holde i ſtreng Forvaring, fratog ham alle hans Penge, og gjorde Anſtalter til at bringe ham hen til et andet Sted, ſandſynligviis Bergen eller Nidaros, hvor det var vanſkeligere for at ham flygte. Erik havde dog fundet Lejlighed til at underrette ſine tro Venner paa Laaland om den Nød, hvori han var ſtedt. I Haab om at de ſnart vilde komme ham til Hjelp, anſtillede han ſig meget ſyg, ſaa at man ikke godt kunde bringe ham bort. Det varede heller ikke længe, førend han hemmeligt fik det glade Budſkab, at et lidet Fartøj, afſendt fra hans Venner, laa i Nærheden, færdigt til at bringe ham i Sikkerhed, hvis han blot kunde ſlippe ud af Fængſlet. Det lykkedes Erik, ved Hjelp af en Preſt, der deelte Fangenſkabet med ham, at drikke ſine Vogtere fulde; derpaa brød han ud af ſit Sovekammer, og kom med ſin Søn og ſin Dronning, der enten ligeledes har været fængſlet med ham, eller hemmeligt er bleven underrettet om hans Flugt, heldigt ned til Stranden, hvor han traf ſine Venner, og ſtrax ſejlede afſted, efter at han dog førſt havde haft den Omtanke at lade alle de norſke Fartøjer, der laa i Nærheden, gjennembore i Bunden. Da Vogterne den følgende Morgen ſavnede Erik, og ſkjønnede, hvorledes han havde narret dem, meldte de det ſkjelvende for Kong Magnus, der ſtrax lod Fartøjer ſtikke i Søen for at ſætte efter Flygtningen. Men Fartøjerne fyldtes med Vand, og maatte førſt iſtandſættes, førend man kunde bruge dem: imidlertid havde Erik faaet et ſaa ſtort Forſpring, at det var umuligt at indhente ham[19]. Da Magnus ſiden fik at vide, hvor virkſom Dronning Chriſtina havde været i at ſtaa Erik bi, blev han ſaa opbragt paa hende, at han forſkød hende og ſendte hende tilbage til Danmark[20]. Erik kom i god Behold til Laaland, hvor han, ſom Saxo ſiger, gav Kong Nikolas det tydeligſte Tegn paa ſin Ankomſt ved at lade den af ham udnævnte Befalingsmand over Smaaøerne hænge. Siden drog han over til Skaane, for at forekomme Nikolas, der, efter hvad han havde hørt, vilde tilbringe Julen i Lund, og Skaaningerne, der nu angrede deres Utroſkab mod Erik, og maaſkee ogſaa paavirkedes til hans Fordeel af Erkebiſkop Asſer, toge ſærdeles vel imod ham, ja lovede endog at ville leve og dø med ham. Nikolas hindredes derved fra at udføre ſin Beſlutning, men forberedede ſig imidlertid ſaa meget ivrigere paa at angribe Erik det følgende Foraar, og ſikrede ſig derhos mod et befrygtet Angreb af Kejſer Lothar, der atter var bleven ham gram, ved at lade ſin Søn Magnus fornye ſin Lenshylding og aflægge Kejſeren Troſkabsed paa en Rigsdag, der holdtes i Halberſtadt ved Paaſketider 1135[21]. Imidlertid ſamlede Erik ſine Venner om ſig, forberedede ſig til det forvæntede Angreb, og befæſtede Lund. Anden Pindſedag, den 4de Juni, ſatte Nikolas og Magnus med deres Hær over til Skaane, og landede i Fodring, hvorfra de ſtrax rykkede op mod Lund. I deres Hær var ikke færre end ſer Biſkopper, hvoriblandt en fra Sverige, og en Mængde Preſter, foruden Harald Keſja, Henrik Skatelær og deres øvrige Tilhængere. Erik drog dem kjek imøde, og vandt en let Sejr, da deres Krigere allerede ved at ſee Støvſkyerne af Eriks Rytteri, og høre dets Heſtetrampen, bleve ſlagne med paniſk Skræk, og flygtede over Hals og Hoved til Skibene. Erik forfulgte dem og anrettede et ſtort Blodbad. Magnus og Henrik Skatelær gjorde vel tapper Modſtand, men bleve overmandede og faldt, tilligemed fem af de Biſkopper, der vare i Hæren, og 60 Preſter; den 6te Biſkop blev ſaa haardt ſaaret, at han døde nogen Tid derefter. En Mængde af de Flygtende druknede, da de ſkulde gaa ombord i Skibene. Kong Nikolas blev ſelv ſaaret, men reddede ſig, tilligemed Harald Keſja, ombord paa et Fartøj, hvormed han ſatte over til Sjæland. Denne Sejr ſikrede Erik Kongedømmet, og ſkaffede ham det allerede oftere nævnte Tilnavn Emune, d. e. den evig mindeværdige. Kong Nikolas rejſte førſt til Jylland, hvor han gav Harald Keſja Kongenavn og Halvdelen af ſit Rige; derpaa begav han ſig til Slesvig, hvis Indbyggere han haabede at vinde, uagtet de ikke for lang Tid ſiden havde døjet faa meget Ondt af ham og Magnus under den langvarige Belejring. Men ved hans Ankomſt ſtimlede Borgerne, hvoraf de fleſte vare Medlemmer af St. Knuds Gilde, i hvilket ogſaa Knnt Lavard havde været indſkreven, bevæbnede ſammen for efter Gildeſkraaen at hevne deres Gildebroders Drab, angrebe ham paa Vejen til Slottet og dræbte ham med mange af hans Følge (25 Juni 1134). Harald Keſja vovede ikke at oppebie Eriks Ankomſt, men flygtede til Norge, og Erik blev nu tagen til Konge over hele Landet, idet han med blodig Grumhed mod de faldne Kongers Tilhængere og Harald Keſjas Sønner befæſtede ſit Herredømme[22].

  1. Se ovenfor S. 600, 601.
  2. Sædvanligviis heder det, at han var Hertug i Slesvig, men denne Stad var aabenbart kun hans Reſidentsſtad; hans egentlige Embede var, ſom Jarlerne fra gammel Tid i Sverige og Danmark, at forſvare Riget til Lands og Vands mod udvortes Fiender. Derfor finde vi ham og ſtundom paa Tog i Auſterveg (Saxo S. 630) og i Beſiddelſe af Smaaøerne, hvor han ſatte ſin Broder Erik til Underbefalingsmand.
  3. Helmold, Chron. Slav. I. 49.
  4. Saxo, S. 626, 627.
  5. Helmold, I. 50.
  6. Se ovenfor S. 529.
  7. Saxo, S. 628.
  8. Dagen kjendes af det lundſke Nekrologium: Aaret ſees af Saxos Fortælling.
  9. Saxo, S. 644—647. Helmold I. 51. Albert af Stade S. 267.
  10. Om Chriſtina, en Datter af Knut og Ingebjørg, den rusſiſke Storfyrſte Mſtiſlavs (Haralds) Datter, Malmfrids Syſter, er der ovenfor talt, S. 599. Hun var ſandſynligviis fød 1118.
  11. Til et Sagn derom hentyder Geijer, So. Folkets Hiſt. I. 156.
  12. At Sverkes Ophøjelſe til Konge ſkede 1132, ſees af Saxo, S. 651, hvor den ſættes ſamtidigt med Krigen i Jylland hiint Diar, og omtales for Begyndelſen af 1133.
  13. Om Ulfhild ſe ovenfor S. 600.
  14. Saxo, S. 647. Disſe Giftermaal omtales kun i Forbigaaende, uden nogen Tidsbeſtemmelſe, i vore Sagaer, Harald Gilles Saga Cap. 2, Snorre Cap. 1. Fagrſkinna Cap. 250, jvfr. 215.
  15. Saxo, Cap. 651.
  16. Anon. Rosk. hos Langebek I. 381.
  17. At det var i Kongehelle, ſees udtrykkeligt af den næſten ſamtidige unavngivne roskildſke Annaliſts Beretning hos Langebek, Scr. I. 381, hvor det ſiden heder at Erik anſtillede ſig ſyg „ne Cunuchelde transferretur“, hvilket ej kan betyde andet end „at han ej ſkulde flyttes fra Kongehelle“, ikke „til Kongehelle“. Dette var ogſaa det eneſte Sted af dem, hvor Kongerne plejede at opholde ſig, hvorfra man i Luft kunde faa Bud til Laaland. Han har da vel ſiddet fangen i det nye Kaſtell.
  18. At et ſaadant Forbund er indgaaet mellem Erik og Harald, ſiges udtrykke ligt i Harald Gilles Saga Cap. 5, Snorre Cap. 3. Men den eneſte Lejlighed, de dertil havde, var under Eriks Ophold i Norge.
  19. Saxo, S. 652, 653. Jvfr. Anon. Rosk. hos Langebek, Scr. I. S. 381. Ovenfor ere begge disſe Beretninger benyttede. Beſynderligt nok, nævne vore Sagaer ikke et Ord om hele denne Sag, ja ej engang Knytlingaſaga.
  20. Skilsmisſen nævnes ogſaa i Harald Gilles Saga Cap. 2, Snorre Cap. 1, men uden at der angives anden Grund, end at Magnus ej kunde elſke hende.
  21. Se herom Annalista Saxo, og fl.
  22. Saxo, S. 655—657. Sven Aagesſøn, hos Langebek, Scr. I. S. 60. Anon. Rosk. ſammeſteds, S. 382. Helmold. I. bl. Knytlingaſaga Cap. 94—98. Islandſke Annaler ved 1130.