Det norske Folks Historie/3/70

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Kong Sigurd døde i Oslo, vare hans Søn, Magnus, og hans Broder Harald Gille i Tunsberg. Men der blev ſtrax, maaſkee endog førend Kongen havde opgivet Aanden, ſendt et, ſom det ſynes hemmeligt Iilbud til Magnus[1], ſom øjeblikkelig ſkyndte ſig ind til Oslo, ſammenkaldte et Thing, lod ſig tage til Konge for det hele Land, og ſatte ſig i Beſiddelſe af alle de kongelige Skatte. Der indfandt ſig ſtrax mange Mænd hos ham, ſom gik ham til Haande, hvoriblandt flere Lendermænd. Magnus ſtolede deels paa den Ed, Folket allerede havde tilſvoret hans Fader, deels paa den, ſom Harald havde maattet aflægge, førend han ſtedtes til Jærnbyrds-Prøven. Sigurd troede herved ganſke at have forebygget al Tviſt om Tronfølgen, men det viſte ſig, at han havde taget aldeles Fejl. Harald Gille, der imidlertid var bleven tilbage i Tunsberg, kaldte ſtrax ved Efterretningen om Sigurds Død ſine Venner, navnligen Ragnvald Jarl og hans Fader Kol, til ſig, for at overlægge med dem om hvad han havde at gjøre, og ſammenkaldte efter deres Raad Haugathing[2] der i Staden, paa hvilket han blev hyldet ſom Konge over det halve Rige, da, ſom man ſagde, den Ed, han tidligere havde aflagt, var ham aftvungen og derfor ikke bindende. Der ſamlede ſig ogſaa mange Tilhængere om ham og gik ham til Haande, og i nogle Dage ſtode begge Tronprætendenter truende imod hinanden, medens Hirden, Høvdingerne og Almuen deelte ſig i to Partier. Imidlertid aabnedes Underhandlinger imellem dem, og da Harald, endnu inden den førſte Uge var forløben, talte langt flere Tilhængere end Magnus, fandt denne det raadeligſt at give efter i Mindelighed. Der ſluttedes et Forlig mellem dem, ifølge hvilket Magnus tilſtod Harald det halve Rige, dog ſaaledes at han ſelv ſkulde beholde alle de Langſkibe, Skatte, Bordprydelſer og andet Løsøre, ſom Sigurd havde haft, og ſom han allerede havde taget i Beſiddelſe. (3die Oktober 1130)[3]. Den overmodige, herſkeſyge Magnus ærgrede ſig for øvrigt, ſom man let kan begribe, ikke lidet over at være bleven nødt til at indgaa dette Forlig, og lagde alle Haralds Venner for Had, iſær Ragnvald Jarl, der havde været den virkſomſte til at underſtøtte Haralds Fordring. Sit Had til Ragnvald viſte han blandt andet ved at fratage ham den ham af Kong Sigurd forundte Jarletitel og Forlening[4]. Forſtaaelſen mellem begge Konger var ſaaledes ſaa ſlet, ſom den kunde være, uden at det dog endnu paa de førſte tre Aar kom til aabenbar Fejde imellem dem. De havde hver ſin Hird, og vare neppe ofte tilſammen[5]. Magnus ſynes at have haft ſine fleſte Tilhængere i det nordenfjeldſke, hvor han rimeligviis ogſaa for det meſte opholdt ſig, Harald derimod paa Øſtlandet.

Saaledes havde Norge atter tvende Konger paa een Gang, langt mindre enige indbyrdes, end Sigurd og Eyſtein, og, hvad der var værre, langt under dem i Aandsgaver og Tænkemaade. Magnus, kun en femtenaarig Yngling[6], var, ſom allerede nævnt, hengiven til Drik, grum, raa og voldſom, overmodig, uforbindtlig, og pengegridſk, og havde egentlig kun ſin Faders Popularitet at takke for at han ikke ganſke ſavnede Tilhængere blandt Folket. Harald, der maa have været en Mand paa henimod 30 Aar, var langt mere afholdt, men kun fordi han var lyſtig, nedladende, gavmild og føjelig, ſaa at han, ſom det heder, lod ſine Venner raade med ſig ſaa meget de vilde[7]. Allerede dette antyder, at han var ſvag af Charakteer og uden ringeſte Herſkergaver, hvilket ogſaa fremgaar af hele hans Hiſtorie. Han udmerkede ſig kun ſom Hurtigløber. Ikke engang Sproget talte han ordentligt, og han forblev rimeligviis gjennem hele ſin Regjeringstid, der dog heldigviis ej var langvarig, fremmed for Landets Indretninger og Folke-Aanden.

  1. Saaledes Morkinſkinna fol. 31. b. tilligemed Ágrip, Cap. 50, der her udtrykkeligt ſige at der ſendtes Bud til Magnus, hvilket Bud ſaaledes maa have været hemmeligt. Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke tilligemed Snorre, og Orkneyingaſaga S. 170 fortælle derimod at Magnus var i Oslo ved Sigurds Død. Men da der ikke tidligere nævnes noget om, at Magnus var tilſtede ved Faderens Dødsleje, hvilket dog vel maatte have været Tilfældet, hvis han var i Byen, og da Morkinſkinnas og Ágrips Udſagn ej alene er for omſtændeligt til at kunne være grebet ud af Luften, men ogſaa beſtyrkes ved disſe Sagabearbejdelſers Ælde, ligeſom det i og for ſig er heel rimeligt, kan man ej andet end feſte nogen Lid dertil, for ſaa vidt Budſendelſen til Magnus angaar; men det ſandſynligſte er, at Budet ej afgik, førend da man hvert Øjeblik ventede Sigurds Død, og at Magnus kom netop ſom Faderen opgav Aanden. Thi ellers kunde ogſaa Harald have faaet Nys om hvad der var paa Ferde. Paa denne Maade forliges ogſaa den anden Beretning med hiin; thi der ſiges jo kun, at Magnus ved Faderens Død var i Byen, ikke, naar han var kommen did.
  2. Haugathing, der holdtes paa det ſaakaldte Møllehaug ved Tunsberg, var det ſædvanlige Hyldingsthing paa Veſtfold for Kongerne, og havde rimeligviis allerede været det for de gamle Smaakonger. Haugathing var, ligeſom Borgarthing og Thinget paa Elvebakken eller Baagaholmen ved Kongehelle, kun Hyldingsthing, ikke Lagthing, hvilket det neppe nogenſinde blev, og heller ikke noget af de øvrige førend hen i det følgende Aarhundrede i det tidligſte (ſe ovenfor S. 456).
  3. Denne Dag beſtemmes derved at Sagaerne her udtrykkeligt nævne 7 Dage efter Sigurds Død ſom den Tid, hvori begge Konger ſtode truende imod hinanden. Orknøyingaſaga S. 170 har ved en Fejltagelſe „fire Vintre“ i Stedet for „7 Dage“.
  4. Orknøyingaſaga S. 170, 172. Det ſiges her udtrykkeligt at Ragnvald og Kot vare Haralds mægtigſte Støtter. Sandſynligviis har vel ogſaa deres Ven og Frænde Salmund benyttet ſin Indflydelſe ſom Gjaldkere i Tunsberg til at bearbejde Folket til Haralds Fordeel. Blandt de Lendermænd i eller nær ved Viken, der gjorde fælles Sag med Harald og allerede havde underſtøttet hans Andragende om at faa beviiſt ſin Byrd, nævnes ogſaa Ingemar af Aſk og Thjoſtulf Aalesſøn. Orknøyingaſaga udtrykker ſig ſaaledes at man næſten ſkulde antage, at disſe roende Lendermænd ogſaa have været behjelpelige ved Haralds Hylding paa Haugathing: det er i ſig ſelv rimeligſt, men Stedet er noget dunkelt.
  5. De vare hver for ſig meget afvigende i Sind, ſtaar der i Kongeſagaerne At de havde hver ſin Hird, bevidnes i Fagrſkinna Cap. 252.
  6. Magnus var nemlig fød 1115, ſe ovenfor S. 658.
  7. Harald Gilles Saga Cap. 1.