Det norske Folks Historie/3/70
Da Kong Sigurd døde i Oslo, vare hans Søn, Magnus, og hans Broder Harald Gille i Tunsberg. Men der blev strax, maaskee endog førend Kongen havde opgivet Aanden, sendt et, som det synes hemmeligt Iilbud til Magnus[1], som øjeblikkelig skyndte sig ind til Oslo, sammenkaldte et Thing, lod sig tage til Konge for det hele Land, og satte sig i Besiddelse af alle de kongelige Skatte. Der indfandt sig strax mange Mænd hos ham, som gik ham til Haande, hvoriblandt flere Lendermænd. Magnus stolede deels paa den Ed, Folket allerede havde tilsvoret hans Fader, deels paa den, som Harald havde maattet aflægge, førend han stedtes til Jærnbyrds-Prøven. Sigurd troede herved ganske at have forebygget al Tvist om Tronfølgen, men det viste sig, at han havde taget aldeles Fejl. Harald Gille, der imidlertid var bleven tilbage i Tunsberg, kaldte strax ved Efterretningen om Sigurds Død sine Venner, navnligen Ragnvald Jarl og hans Fader Kol, til sig, for at overlægge med dem om hvad han havde at gjøre, og sammenkaldte efter deres Raad Haugathing[2] der i Staden, paa hvilket han blev hyldet som Konge over det halve Rige, da, som man sagde, den Ed, han tidligere havde aflagt, var ham aftvungen og derfor ikke bindende. Der samlede sig ogsaa mange Tilhængere om ham og gik ham til Haande, og i nogle Dage stode begge Tronprætendenter truende imod hinanden, medens Hirden, Høvdingerne og Almuen deelte sig i to Partier. Imidlertid aabnedes Underhandlinger imellem dem, og da Harald, endnu inden den første Uge var forløben, talte langt flere Tilhængere end Magnus, fandt denne det raadeligst at give efter i Mindelighed. Der sluttedes et Forlig mellem dem, ifølge hvilket Magnus tilstod Harald det halve Rige, dog saaledes at han selv skulde beholde alle de Langskibe, Skatte, Bordprydelser og andet Løsøre, som Sigurd havde haft, og som han allerede havde taget i Besiddelse. (3die Oktober 1130)[3]. Den overmodige, herskesyge Magnus ærgrede sig for øvrigt, som man let kan begribe, ikke lidet over at være bleven nødt til at indgaa dette Forlig, og lagde alle Haralds Venner for Had, især Ragnvald Jarl, der havde været den virksomste til at understøtte Haralds Fordring. Sit Had til Ragnvald viste han blandt andet ved at fratage ham den ham af Kong Sigurd forundte Jarletitel og Forlening[4]. Forstaaelsen mellem begge Konger var saaledes saa slet, som den kunde være, uden at det dog endnu paa de første tre Aar kom til aabenbar Fejde imellem dem. De havde hver sin Hird, og vare neppe ofte tilsammen[5]. Magnus synes at have haft sine fleste Tilhængere i det nordenfjeldske, hvor han rimeligviis ogsaa for det meste opholdt sig, Harald derimod paa Østlandet.
Saaledes havde Norge atter tvende Konger paa een Gang, langt mindre enige indbyrdes, end Sigurd og Eystein, og, hvad der var værre, langt under dem i Aandsgaver og Tænkemaade. Magnus, kun en femtenaarig Yngling[6], var, som allerede nævnt, hengiven til Drik, grum, raa og voldsom, overmodig, uforbindtlig, og pengegridsk, og havde egentlig kun sin Faders Popularitet at takke for at han ikke ganske savnede Tilhængere blandt Folket. Harald, der maa have været en Mand paa henimod 30 Aar, var langt mere afholdt, men kun fordi han var lystig, nedladende, gavmild og føjelig, saa at han, som det heder, lod sine Venner raade med sig saa meget de vilde[7]. Allerede dette antyder, at han var svag af Charakteer og uden ringeste Herskergaver, hvilket ogsaa fremgaar af hele hans Historie. Han udmerkede sig kun som Hurtigløber. Ikke engang Sproget talte han ordentligt, og han forblev rimeligviis gjennem hele sin Regjeringstid, der dog heldigviis ej var langvarig, fremmed for Landets Indretninger og Folke-Aanden.
- ↑ Saaledes Morkinskinna fol. 31. b. tilligemed Ágrip, Cap. 50, der her udtrykkeligt sige at der sendtes Bud til Magnus, hvilket Bud saaledes maa have været hemmeligt. Hrokkinskinna og Hryggjarstykke tilligemed Snorre, og Orkneyingasaga S. 170 fortælle derimod at Magnus var i Oslo ved Sigurds Død. Men da der ikke tidligere nævnes noget om, at Magnus var tilstede ved Faderens Dødsleje, hvilket dog vel maatte have været Tilfældet, hvis han var i Byen, og da Morkinskinnas og Ágrips Udsagn ej alene er for omstændeligt til at kunne være grebet ud af Luften, men ogsaa bestyrkes ved disse Sagabearbejdelsers Ælde, ligesom det i og for sig er heel rimeligt, kan man ej andet end feste nogen Lid dertil, for saa vidt Budsendelsen til Magnus angaar; men det sandsynligste er, at Budet ej afgik, førend da man hvert Øjeblik ventede Sigurds Død, og at Magnus kom netop som Faderen opgav Aanden. Thi ellers kunde ogsaa Harald have faaet Nys om hvad der var paa Ferde. Paa denne Maade forliges ogsaa den anden Beretning med hiin; thi der siges jo kun, at Magnus ved Faderens Død var i Byen, ikke, naar han var kommen did.
- ↑ Haugathing, der holdtes paa det saakaldte Møllehaug ved Tunsberg, var det sædvanlige Hyldingsthing paa Vestfold for Kongerne, og havde rimeligviis allerede været det for de gamle Smaakonger. Haugathing var, ligesom Borgarthing og Thinget paa Elvebakken eller Baagaholmen ved Kongehelle, kun Hyldingsthing, ikke Lagthing, hvilket det neppe nogensinde blev, og heller ikke noget af de øvrige førend hen i det følgende Aarhundrede i det tidligste (se ovenfor S. 456).
- ↑ Denne Dag bestemmes derved at Sagaerne her udtrykkeligt nævne 7 Dage efter Sigurds Død som den Tid, hvori begge Konger stode truende imod hinanden. Orknøyingasaga S. 170 har ved en Fejltagelse „fire Vintre“ i Stedet for „7 Dage“.
- ↑ Orknøyingasaga S. 170, 172. Det siges her udtrykkeligt at Ragnvald og Kot vare Haralds mægtigste Støtter. Sandsynligviis har vel ogsaa deres Ven og Frænde Salmund benyttet sin Indflydelse som Gjaldkere i Tunsberg til at bearbejde Folket til Haralds Fordeel. Blandt de Lendermænd i eller nær ved Viken, der gjorde fælles Sag med Harald og allerede havde understøttet hans Andragende om at faa beviist sin Byrd, nævnes ogsaa Ingemar af Ask og Thjostulf Aalessøn. Orknøyingasaga udtrykker sig saaledes at man næsten skulde antage, at disse roende Lendermænd ogsaa have været behjelpelige ved Haralds Hylding paa Haugathing: det er i sig selv rimeligst, men Stedet er noget dunkelt.
- ↑ De vare hver for sig meget afvigende i Sind, staar der i Kongesagaerne At de havde hver sin Hird, bevidnes i Fagrskinna Cap. 252.
- ↑ Magnus var nemlig fød 1115, se ovenfor S. 658.
- ↑ Harald Gilles Saga Cap. 1.