Det norske Folks Historie/3/69

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om Norges blomſtrende Forfatning paa Sigurd Jorſalafarers Tid gives der ſaa mange ſamſtemmende Beretninger, at man ikke et Øjeblik kan tvivle om deres Rigtighed. Enkelte af disſe Udſagn have vi allerede meddeelt. Blandt andre taler den danſke Forfatter Saxo om Norges blomſtrende Tilſtand, der ryſtedes eller forſtyrredes ved Harald Gilles Ankomſt. Men det vigtigſte og omſtændeligſte Vidnesbyrd herom findes hos den oftere omtalte, ſamtidige engelſk-nordmanniſke Hiſtorieſkriver Ordrik Vitalis, hvis Ord her blive af ſaa meget ſtørre Vegt, ſom man ikke kan formode, at en Forfatter, der havde ſit Hjem i et af Europas lykkeligſt udſtyrede og meeſt blomſtrende Lande, ſkulde være tilbøjelig til at betragte et ſaa nordligt beliggende og efter de daværende Begreber ufrugtbart Land ſom Norge, i et alt for glimrende Lys. Hans Skildring, der, uagtet flere iøjnefaldende Urigtigheder, kaſter meget Lys paa Norges indre Forhold overhoved, og vidner fordeelagtigt om den Orden, Rolighed, Sædelighed og Religiøſitet, ſom herſkede i Landet, og ſom viſtnok ikke udelukkende kan tilſkrives Folkecharakteren, men ogſaa for en ſtor Deel maa ſkyldes Kongernes Dygtighed og velmeente Beſtræbelſer, lyder ſaaledes[1]:

„Trindt om langs Norges Kyſt mod Havet ligge følgende fem Stæder: Bergen, Kongehelle, Kaupangen (d. e. Nidaros), Borg (Sarpsborg) og Oslo[2]. Der er ogſaa en ſjette Stad, ved Navn Tunsberg[3], der ligger øſtover mod Danerne. I det Indre af Landet[4] findes ſtore, fiſkerige Vand, og Bondegaarde (villæ campestres) ere i mængdeviis beliggende paa Bredderne af Indſøerne[5]. Indbyggerne have Overflod paa Fiſke, Fuglevildt, og alle Slags vilde Dyrs Kjød. De iagttage ſamvittighedsfuldt den chriſtelige Religions Forſkrifter; Fred og Kydſkhed overholdes iblandt dem ved de ſtrengeſte Love, og Forbrydelſer ſtraffes med haarde Refſelſer. Under Norges Konges Herredømme lyde ogſaa Orknøerne, Finland, Island[6] og Grønland, nordenfor hvilket der ej findes noget Land, ſaa vel ſom andre flere Øer lige til „Golland“[7], og fra alle Verdens Kanter bringes Rigdomme paa Skibe til Landet“.

Vi ſee heraf, hvilke Kjøbſtæder der fandtes i Norge omkring 1130, paa hvilken Tid man maa antage at Ordrik har nedſkrevet denne Deel af ſit Verk. Stavanger omtales endnu ikke ſom Stad, end mindre Skidan og Hamar, fordi de gejſtlige Stiftelſer, hvilke disſe Byer fornemmelig ſkylde deres Tilbliven, paa den Tid enten ſlet ikke endnu vare til, eller kun befandt ſig i deres Barndom. Men vi ſee, at Landet gjennem de Byer, ſom allerede vare til, underholdt en levende Forbindelſe med Udlandet, og vore Sagaers Ord om Bergen, at den ſnart blev et Sæde for mange rige Folk, og meget beſøgt af Handelsſkibe fra andre Lande, finde ſin Bekræftelſe i, hvad Ordrik ſiger om Landet i det hele taget, men hvad der dog fornemmelig maa gjelde Byerne, at „Skibe fra alle Verdens Kanter kom did med Rigdomme“. Den ſamme Foreſtilling om blomſtrende Handel, livlig Rørelſe og betydelig Folke-Sammenſtrømning faar man, navnlig hvad Bergen angaar, af den Beſkrivelſe, Sagaen giver af Kales (ſiden Ragnvald Jarls) førſte Ophold i denne By, da han var kommen fra Grimsby i England, og her havde gjort ſit førſte Bekjendtſkab med Gilchriſt eller Harald Magnusſøn[8]. „Da Skibet kom til Byen“, heder det, „var der her en ſtor Mængde Folk ſamlet baade nordenfra og ſøndenfra Landet, ſaa vel ſom en Mængde Udlændinger, ſom havde bragt en heel Deel gode Sager til Landet“[9]. Der omtales allerede forſkjellige Skytningsſtuer eller Vertshuſe, hvor man ſad og drak eller fornøjede ſig paa andre Maader, og hvor man kunde faa Herberge. Disſe Skytningsſtuer vare rimeligviis allerede da indrettede, ſom man ſenere hen finder dem, nemlig ſaaledes at de udgjorde ſæregne Dele af de ſtore, formuende og anſeede Privatmænd tilhørende, Gaarde ved Bryggen, der i lang Tid, inden Stranden lige over for paa den anden Side bebyggedes, udgjorde den egentlige Stad, men ſiden, under Hanſeaternes Vælde, bleve Tydſkernes Ejendom[10]. Enhver af de ſtørre Gaarde ved Bryggen havde ſandſynligviis en ſaadan Skytningsſtue, hvilken Ejeren lejede bort til den, der foreſtod Vertſkabet[11]. Saaledes berettes der, at den Skytningsſtue, hvor Kale og Jon Petersſøn holdt ſig lyſtige, tilhørte en fornemt Huusfrue,formodentlig Enke, ved Navn Unn[12]. Gaardene benævntes ſædvanligviis, ligeſom de ſtore Familieboliger indenlandſke Stæder[13], enten efter Ætten, ſom ejede den, eller efter Ættens Hovedgaard paa Landet, eller efter en af de fornemſte Ejermænd. Saaledes omtales ikke fuldt 30 Aar ſenere en Gaard i Bergen, ſtrax indenfor Sandbro, der ogſaa ſynes at have indeholdt en Drikke- eller Skytningsſtue, ſom „Sigrid Setas Gaard“[14]; hiin Gaard, hvor Kale holdt til, kaldtes da rimeligviis Unnegaarden; af de øvrige, tildeels endnu vedligeholdte Navne paa Gaardene ved Bryggen i Bergen ville i det følgende flere blive nævnte. Lignende Indretninger finde vi ogſaa i de øvrige Byer[15]. Ja endog i Anlægget finde vi overalt den ſamme Plan nogenledes fulgt, tildeels i Lighed med Anlægget af de ældre ſkotſke Byer. Enhver Stad ſynes nemlig oprindelig kun at have udgjort een Hovedgade (stræti), det ſaakaldte Langſtræde eller Øvre-Stræde, der gik ligeløbende med Bryggen, ſaaledes at de paa den nedre Side af Gaden beliggende Huſe med den modſatte Ende vendte ud til denne. Hovedſtrædet afbrødes i pasſende Afſtand af Tvergader eller rettere Pladſe, der kaldtes Almenninger; men i Strækningerne mellem Almenningerne fandtes ogſaa ſmalere Gjennemgange eller Veiter[16], og Gaderne, hvis Huſe vendte med Gavlerne til Gaden, med Bredſiderne mod hinanden, havde ogſaa ſmaa Gaardsrum, tvert igjennem hvilke man kunde gaa fra Bryggen til Hovedgaden[17]. Gaardene ſelv vare meget ſtore, og beſtode for det meſte, ſom det ſynes, af flere Huſe, hvoraf Ejeren bortlejede dem, han ikke ſelv beboede[18]. I eller ved enhver By laa Kongsgaarden nogenledes i Flugt med Hovedgaden ved den ene Ende, men adſkilt fra den ved et lidet Mellemrum, og med ſin egen Brygge. I Nidaros laa ſaaledes, ſom vi allerede have viiſt[19], den af Harald Haardraade opførte Kongsgaard med tilhørende Brygge i Nærheden af Chriſtkirken, længſt oppe ved Nidelven, et lidet Stykke nordenfor begyndte Bryggernes Række, ſaa vel ſom den dermed ligeløbende Hovedgade, og ſtrakte ſig nordefter langs Elven, der dannede Byens Havn, indtil Skibekrogen ved Brat-Øren; Hovedgaden ſtandſede ved den indenfor Bent-Øren og ud mod Fjorden liggende Øre, hvor Ørethinget holdtes. I Bergen laa Kongsgaarden tilligemed Apoſtelkirken, den lille Chriſtkirke og den endnu langtfra færdige ſtore Chriſtkirke længſt mod Nord paa den ovenfor[20] omtalte ſaakaldte Holm, der ved en Kanal eller ſumpig Indſænkning, kaldet Veiſan, adſkiltes fra Byen; over Veiſan gik to ſmaa Broer, den ſtore og den lille Sandbro, og ſøndenfor denne begyndte Bryggen og den dermed ligeløbende Gade; en ſtrakte ſig ſydefter langs Mangen indtil dennes inderſte Deel, den ſaakaldte Vaagsbund. I Tunsberg laa, om juſt ikke endnu paa Kong Sigurds Tid, en Kongsgaard eller et Kaſtel paa det ſaakaldte Slotsberg, der begrændſede Byen mod Nordveſt; Bryggen og Hovedgaden ſtrakte ſig i ſydøſtlig Retning langs Fjorden, lige overfor Nøterø, til henimod Gunnarsby. I Oslo, hvor der i Tidens Løb er foregaaet ſaa mange Forandringer, ej alene med Bygningerne, men ogſaa med Jordsmonnet i og omkring den, lade de ældre Anlæg ſig vanſkeligere paaviſe, men man maa dog antage, at Bryggerne have ſtrakt ſig fra Øren ved Elve-Oſen, hvor Kongsgaarden og Mariekirken laa, nordefter til henimod Leret, hvor Nonnekloſtret var beliggende, og at Langſtrædet eller Øvreſtrædet indenfor ſtrakte ſig ligeløbende med dem[21]. De ældre Anlæg i Sarpsborg kunne nu neppe med nogen Sikkerhed antydes; de vare vel ogſaa noget forſkjellige fra de andre Stæders, da denne By laa fjernere fra Søen, og var befæſtet[22]. Men i Kongehelle er det tydeligt, at Byen og Bryggerne ſtrakte ſig langs Elven fra Ytre Kongehelle, hvor Fylkeskirken ſtod, det nuværende Ytterby, til det af Sigurd Jorſalafarer anlagte Kaſtel (nu Kaſtellegaardens Plads). Efterhaanden, ſom Byen udvidedes, dannede der ſig nu Gader, ligeløbende med Hovedgaden, og Almenningerne fik derved mere og mere Udſeendet af Tvergader. De Bymarker, ſom omgave og tilhører Byerne, kaldtes i hiin Tid, ſom nu, ſædvanligviis Lykker[23].

Dette var i det Væſentlige den Indretning ved Byernes Anlæg, ſom overholdtes og vedvarede gjennem hele den øvrige Deel af Middelalderen indtil hen i de nyere Tider, og hvoraf man i enkelte Stæder, ſom Bergen og Throndhjem, endnu ſeer Spor, ſkjønt de ſidſte Aarhundreder have bragt en Mængde Afvigelſer fra den gamle Regel. Det viſer ſig ved førſte Blik, at man ved denne fornemmelig har haft Bekvemmeligheden for Skibenes Udlosning og Ladning, og Letheden af Kommunikationen mellem disſe og Landet for Øje, medens derimod Byernes Udſtrækning i Længden, og den totale Mangel paa Befæſtninger om Byerne ſelv, undtagen det i en urolig Tid nær ved Grændſen anlagte Sarpsborg, viſer at det i Regelen ej var Sikkerhedshenſyn eller Trangen til fælles Forſvar, ſom bragte Borgerne til at flytte ſammen, men udelukkende eller idet mindſte for den ſtørſte Deel de kommercielle Forhold. De norſke Stæder viſe ſig ſaaledes fra førſte Ferd af ſom opſtaaede alene ved Søhandelen og for dens Skyld, og man kan med Ret og tillige med Stolthed ſige, at de i deres hele Tilbliven og Anlæg viſe ſig ſom en Affødning af den Orden, Fred og Retsſikkerhed, ſom man i de fleſte øvrige europæiſke Lande netop ved Anlægget af og Sammenflytning i Stæder ſøgte at opnaa.

  1. Ordrik, hos Duchêne S. 767.
  2. Navnene ere i Originalen ſaaledes ſkrevne: „Berga, Cuneghella, Copenga, Burgus, Alsa“. Dette ſidſte Navn er dog viſtnok kun en Skrivfejl, eller maaſkee endog kun en Læſefejl af Udgiveren, medens det derimod er ſandſynligſt, at Originalhaandſkriſtet har haft Asla eller Aslo.
  3. I Originalen ſtaar „Turesberga“, hvilket dog aabenbart kun er Læſefejl for „Tunsberga“, der ſandſynligviis ſtaar i Haandſkriftet. Ordrik ſynes forreſten her at have forvexlet Tunsbergs Beliggenhed med Kongehelles, idet han regner Kongehelle til den Række af Stæder, der ligger langs rundt om Kyſten (in circumito Northwagiæ supra litus maris). men derimod nævner Tunsberg for ſig ſelv, tilføjende at den ligger „øſter mod Danerne“. Thi dette pasſer netop paa Kongehelle, medens derimod Tunsberg hører til Rækken af de øvrige Stæder, fra Throndhjemsfjorden til Folden.
  4. I Originalen ſtaar insulæ, d. e. „af Øen“, da Ordrik nemlig antager Norge for en Ø; vi gjengive Ordet ſom ovenfor, for at undgaa Misforſtaaelſe.
  5. Ordrik ſkjelner her mellem de fiſkerige lacus, hvilke vi ovenfor have gjengivet ved „Vand“ da han derved tydeligt nok kun ſigter til vore ſaakaldte „Fiſkevand“, og stagna, hvis Bredder ere tæt bebyggede, og hvorved han nærmeſt har Mjøſen for Øje, hvilken Sø af Thjodrek Munk Cap. 27 ſimpelthen kaldes stagnum, og hvis Navn „mjörs“, der, ſom bekjendt, er fælles for flere Søer, og derfor egentlig et Appellativ, nærmeſt maa antages at ſvare til det latinſke stagnum.
  6. Her er Ordrik, ſom man ſeer, mindre nøjagtig, thi Island kunde ikke ligefrem ſiges at lyde under den norſke Konges Scepter; men allerede Mag. Adam ytrer, ſom vi have ſeet (S. 208, 22l, 229) at Harald Haardraade udvidede ſit Herredømme til Island, og omtaler derhos ogſaa ſenere (ſe ovenfor S. 466) denne Ø, ſom om den paa hans Tid var Norge undergiven. Det ſæregne Forhold, hvori den ſtod til Norge, har derfor maaſkee altid været opfattet af Udlændinger ſom om den var et norſkt Skatland. Hvad det af Ordrik nævnte „Finland“ (Finlanda) angaar, ſkulde man vel dermed nærmeſt tænke paa Finmarken, hvis Navn kun maaſkee var indſat paa et urigtigt Sted, hvor man ſnarere maatte ſøge Færøerne. Ved Sammenligning mellem Ordriks korte Beſkrivelſe over Norge og den omſtændeligere af Mag. Adam, hvoraf et Uddrag er optaget ovf. S. 465—467, vil man imidlertid faa et Indtryk af, at denne middelbart har udøvet en Indflydelſe paa hiin, i det mindſte hvad Norges foregivne Bilande angaar; da nu Mag. Adam nævner „Orknøerne, Island, Grønland, Haalogaland og Viinland“, foruden flere mindre Øer, ſkulde man næſten formode at Ordriks „Finlanda“ er en Skriv- eller Læſefejl for „Vinlanda“, faa meget mere ſom f og v i angliſk Skrift ere temmelig lige.
  7. Gollanda“ maatte man nærmeſt antage for en Skrivfejl i Stedet for „Gotlanda“, og formode, at Ordrik, ſom havde hørt at Norge grændſede til Gautland, var kommen paa den urigtige Tanke, at det laa langt ude i Veſten eller Norden. Men den ſtrax ovenfor antydede mulige Sammenhæng mellem Mag. Adams Opregnelſe af Bilandene og Ordriks gjør det ikke uſandſynligt, at „Gollanda“ ogſaa kunde være en Fordrejelſe af „Hálogaland“, „(Hal)galanda“, hvilket, ſom vi have ſeet, ogſaa Mag. Adam antog for en egen Ø i Oceanet.
  8. Se ovf. S. 688.
  9. Orknøyingaſaga S. 154.
  10. Nemlig førſt derved at Tydſkerne Aar efter Aar lejede Gaardene af de egentlige Ejere og indrettede ſig der, ſom om de vare hjemme, ſiden tilkjøbte eller tilhævdede ſig dem. Flere Ildebrande ere viſtnok overgaaede disſe Gaarde ved Bryggen, men de ere altid blevne opførte igjen med væſentligt Bibehold af de gamle Indretninger.
  11. Endnu findes en ſaakaldet „Skytnings-“ eller „Skjøtningsſtue“ i enhver af af de ſtore Handelsgaarde ved Bryggen i Bergen.
  12. Orknøyingaſaga S. 154.
  13. F. Ex. Somerſet Houſe, Northumberland Houſe, i London; Hotel de Bourgogne o. fl. i Paris; Palazzo Pitti i Florents, Borgheſe i Rom o. ſ. v.
  14. Inges Saga Cap. 25, Snorre Cap. 128, Fagrſkinna Cap. 172.
  15. Saaledes f. Ex. i Oslo Gaarden „Pauſen“ efter Familien „Paus“, „Kyrningen“ efter Familien „Kyrning“, „Vidarsgaarden“ efter en Hirdmand ved Navn Vidar, „Skinheimen“ efter Ejerens Gaard Skinheim (nu Skenem eller Skenum) i Smaalenene.
  16. Benævnelſen „Veiter“ bruges endnu i Throndhjem; i Bergen kaldes de nuomſtunder „Smug“.
  17. Det var ſaaledes paabudet i den nyere Bylov af 1276, VI. 4, at man ſkulde bebygge ſine Gaarde ſaaledes, at man i det mindſte kunde bære et Pund (Skippund) langs gjennem Gaardsrummet mellem Gaden og Bryggen. Denne Beſtemmelſe er imidlertid optagen efter den ældre Lov, eller i det mindſte efter ældre Vedtægt. Sammeſteds beſtemmes det, at Gaderne og Bryggerne ſkulde være 12 Alen, Almenningerne 8 Alen, og Veiterne 3Alen brede. Disſe Dimenſioner, der ere ſaa ſmaa, at man ej vel kan antage dem nogenſinde at have været mindre, maa vel ſaaledes have været de oprindelige.
  18. Dette ſees nokſom af mange Diplomer, ſaa vel ſom flere Lovſteder, f. Ex. nyere Bylov VI. 15.
  19. Se ovf. S. 205, 206.
  20. Se ovf. S. 437.
  21. Dette ſees iſær af Sverres Saga, Cap. 134, 135.
  22. Se ovf. I. 2. S. 542.
  23. Hele den Indretning gjenkjendes, ſom nys antydet, i flere ſkotſke Byer, navnlig Edinburgh, kun med de Modifikationer ſom Byens Beliggenhed lidt inde i Landet, afſondret fra Søen, gjorde nødvendige. Den egentlige gamle By beſtod ſaaledes oprindeligt kun af een Hovedgade (high-street), der ſtrakte ſig fra Slottet eller Kongsgaarden i Veſt til det hellige Karles Kloſter (Holyrood abbey) i Øſt. Den var afbrudt ved enkelte ſtørre Aabninger, der ſvarede til Almenninger, og mindre, der endnu kaldes wynds og ganſke ſvare til Veiterne. Gaardenes Huſe ſtode med Tverſiden til Gaden, med Langſiden til Gaardsrummene (closes), gjennem hvilke man ogſaa kunde gaa fra Yderſiden af Huusrækken til Gaden. Markerne udenfor Staden kaldes tildeels links (Lykker). Aldeles ſamme Indretning finde vi i Kirkevaag paa Orknø, der desuden, ligeſom de norſke Byer, havde fortløbende Brygger. Man kan derfor ej tilbageholde den Formodning, der ogſaa i ſig ſelv, paa Grund af Forholdene, er højſt rimelig, at man i Norge nærmeſt har taget de ſkotſke By-Anlæg til Mønſter.