Det norske Folks Historie/3/69

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 714-719).

Om Norges blomstrende Forfatning paa Sigurd Jorsalafarers Tid gives der saa mange samstemmende Beretninger, at man ikke et Øjeblik kan tvivle om deres Rigtighed. Enkelte af disse Udsagn have vi allerede meddeelt. Blandt andre taler den danske Forfatter Saxo om Norges blomstrende Tilstand, der rystedes eller forstyrredes ved Harald Gilles Ankomst. Men det vigtigste og omstændeligste Vidnesbyrd herom findes hos den oftere omtalte, samtidige engelsk-nordmanniske Historieskriver Ordrik Vitalis, hvis Ord her blive af saa meget større Vegt, som man ikke kan formode, at en Forfatter, der havde sit Hjem i et af Europas lykkeligst udstyrede og meest blomstrende Lande, skulde være tilbøjelig til at betragte et saa nordligt beliggende og efter de daværende Begreber ufrugtbart Land som Norge, i et alt for glimrende Lys. Hans Skildring, der, uagtet flere iøjnefaldende Urigtigheder, kaster meget Lys paa Norges indre Forhold overhoved, og vidner fordeelagtigt om den Orden, Rolighed, Sædelighed og Religiøsitet, som herskede i Landet, og som vistnok ikke udelukkende kan tilskrives Folkecharakteren, men ogsaa for en stor Deel maa skyldes Kongernes Dygtighed og velmeente Bestræbelser, lyder saaledes^[1]:

„Trindt om langs Norges Kyst mod Havet ligge følgende fem Stæder: Bergen, Kongehelle, Kaupangen (d. e. Nidaros), Borg (Sarpsborg) og Oslo^[2]. Der er ogsaa en sjette Stad, ved Navn Tunsberg^[3], der ligger østover mod Danerne. I det Indre af Landet^[4] findes store, fiskerige Vand, og Bondegaarde (villæ campestres) ere i mængdeviis beliggende paa Bredderne af Indsøerne^[5]. Indbyggerne have Overflod paa Fiske, Fuglevildt, og alle Slags vilde Dyrs Kjød. De iagttage samvittighedsfuldt den christelige Religions Forskrifter; Fred og Kydskhed overholdes iblandt dem ved de strengeste Love, og Forbrydelser straffes med haarde Refselser. Under Norges Konges Herredømme lyde ogsaa Orknøerne, Finland, Island^[6] og Grønland, nordenfor hvilket der ej findes noget Land, saa vel som andre flere Øer lige til „Golland“^[7], og fra alle Verdens Kanter bringes Rigdomme paa Skibe til Landet“.

Vi see heraf, hvilke Kjøbstæder der fandtes i Norge omkring 1130, paa hvilken Tid man maa antage at Ordrik har nedskrevet denne Deel af sit Verk. Stavanger omtales endnu ikke som Stad, end mindre Skidan og Hamar, fordi de gejstlige Stiftelser, hvilke disse Byer fornemmelig skylde deres Tilbliven, paa den Tid enten slet ikke endnu vare til, eller kun befandt sig i deres Barndom. Men vi see, at Landet gjennem de Byer, som allerede vare til, underholdt en levende Forbindelse med Udlandet, og vore Sagaers Ord om Bergen, at den snart blev et Sæde for mange rige Folk, og meget besøgt af Handelsskibe fra andre Lande, finde sin Bekræftelse i, hvad Ordrik siger om Landet i det hele taget, men hvad der dog fornemmelig maa gjelde Byerne, at „Skibe fra alle Verdens Kanter kom did med Rigdomme“. Den samme Forestilling om blomstrende Handel, livlig Rørelse og betydelig Folke-Sammenstrømning faar man, navnlig hvad Bergen angaar, af den Beskrivelse, Sagaen giver af Kales (siden Ragnvald Jarls) første Ophold i denne By, da han var kommen fra Grimsby i England, og her havde gjort sit første Bekjendtskab med Gilchrist eller Harald Magnussøn^[8]. „Da Skibet kom til Byen“, heder det, „var der her en stor Mængde Folk samlet baade nordenfra og søndenfra Landet, saa vel som en Mængde Udlændinger, som havde bragt en heel Deel gode Sager til Landet“^[9]. Der omtales allerede forskjellige Skytningsstuer eller Vertshuse, hvor man sad og drak eller fornøjede sig paa andre Maader, og hvor man kunde faa Herberge. Disse Skytningsstuer vare rimeligviis allerede da indrettede, som man senere hen finder dem, nemlig saaledes at de udgjorde særegne Dele af de store, formuende og anseede Privatmænd tilhørende, Gaarde ved Bryggen, der i lang Tid, inden Stranden lige over for paa den anden Side bebyggedes, udgjorde den egentlige Stad, men siden, under Hanseaternes Vælde, bleve Tydskernes Ejendom^[10]. Enhver af de større Gaarde ved Bryggen havde sandsynligviis en saadan Skytningsstue, hvilken Ejeren lejede bort til den, der forestod Vertskabet^[11]. Saaledes berettes der, at den Skytningsstue, hvor Kale og Jon Peterssøn holdt sig lystige, tilhørte en fornemt Huusfrue,formodentlig Enke, ved Navn Unn^[12]. Gaardene benævntes sædvanligviis, ligesom de store Familieboliger indenlandske Stæder^[13], enten efter Ætten, som ejede den, eller efter Ættens Hovedgaard paa Landet, eller efter en af de fornemste Ejermænd. Saaledes omtales ikke fuldt 30 Aar senere en Gaard i Bergen, strax indenfor Sandbro, der ogsaa synes at have indeholdt en Drikke- eller Skytningsstue, som „Sigrid Setas Gaard“^[14]; hiin Gaard, hvor Kale holdt til, kaldtes da rimeligviis Unnegaarden; af de øvrige, tildeels endnu vedligeholdte Navne paa Gaardene ved Bryggen i Bergen ville i det følgende flere blive nævnte. Lignende Indretninger finde vi ogsaa i de øvrige Byer^[15]. Ja endog i Anlægget finde vi overalt den samme Plan nogenledes fulgt, tildeels i Lighed med Anlægget af de ældre skotske Byer. Enhver Stad synes nemlig oprindelig kun at have udgjort een Hovedgade (stræti), det saakaldte Langstræde eller Øvre-Stræde, der gik ligeløbende med Bryggen, saaledes at de paa den nedre Side af Gaden beliggende Huse med den modsatte Ende vendte ud til denne. Hovedstrædet afbrødes i passende Afstand af Tvergader eller rettere Pladse, der kaldtes Almenninger; men i Strækningerne mellem Almenningerne fandtes ogsaa smalere Gjennemgange eller Veiter^[16], og Gaderne, hvis Huse vendte med Gavlerne til Gaden, med Bredsiderne mod hinanden, havde ogsaa smaa Gaardsrum, tvert igjennem hvilke man kunde gaa fra Bryggen til Hovedgaden^[17]. Gaardene selv vare meget store, og bestode for det meste, som det synes, af flere Huse, hvoraf Ejeren bortlejede dem, han ikke selv beboede^[18]. I eller ved enhver By laa Kongsgaarden nogenledes i Flugt med Hovedgaden ved den ene Ende, men adskilt fra den ved et lidet Mellemrum, og med sin egen Brygge. I Nidaros laa saaledes, som vi allerede have viist^[19], den af Harald Haardraade opførte Kongsgaard med tilhørende Brygge i Nærheden af Christkirken, længst oppe ved Nidelven, et lidet Stykke nordenfor begyndte Bryggernes Række, saa vel som den dermed ligeløbende Hovedgade, og strakte sig nordefter langs Elven, der dannede Byens Havn, indtil Skibekrogen ved Brat-Øren; Hovedgaden standsede ved den indenfor Bent-Øren og ud mod Fjorden liggende Øre, hvor Ørethinget holdtes. I Bergen laa Kongsgaarden tilligemed Apostelkirken, den lille Christkirke og den endnu langtfra færdige store Christkirke længst mod Nord paa den ovenfor^[20] omtalte saakaldte Holm, der ved en Kanal eller sumpig Indsænkning, kaldet Veisan, adskiltes fra Byen; over Veisan gik to smaa Broer, den store og den lille Sandbro, og søndenfor denne begyndte Bryggen og den dermed ligeløbende Gade; en strakte sig sydefter langs Mangen indtil dennes inderste Deel, den saakaldte Vaagsbund. I Tunsberg laa, om just ikke endnu paa Kong Sigurds Tid, en Kongsgaard eller et Kastel paa det saakaldte Slotsberg, der begrændsede Byen mod Nordvest; Bryggen og Hovedgaden strakte sig i sydøstlig Retning langs Fjorden, lige overfor Nøterø, til henimod Gunnarsby. I Oslo, hvor der i Tidens Løb er foregaaet saa mange Forandringer, ej alene med Bygningerne, men ogsaa med Jordsmonnet i og omkring den, lade de ældre Anlæg sig vanskeligere paavise, men man maa dog antage, at Bryggerne have strakt sig fra Øren ved Elve-Osen, hvor Kongsgaarden og Mariekirken laa, nordefter til henimod Leret, hvor Nonneklostret var beliggende, og at Langstrædet eller Øvrestrædet indenfor strakte sig ligeløbende med dem^[21]. De ældre Anlæg i Sarpsborg kunne nu neppe med nogen Sikkerhed antydes; de vare vel ogsaa noget forskjellige fra de andre Stæders, da denne By laa fjernere fra Søen, og var befæstet^[22]. Men i Kongehelle er det tydeligt, at Byen og Bryggerne strakte sig langs Elven fra Ytre Kongehelle, hvor Fylkeskirken stod, det nuværende Ytterby, til det af Sigurd Jorsalafarer anlagte Kastel (nu Kastellegaardens Plads). Efterhaanden, som Byen udvidedes, dannede der sig nu Gader, ligeløbende med Hovedgaden, og Almenningerne fik derved mere og mere Udseendet af Tvergader. De Bymarker, som omgave og tilhører Byerne, kaldtes i hiin Tid, som nu, sædvanligviis Lykker^[23].

Dette var i det Væsentlige den Indretning ved Byernes Anlæg, som overholdtes og vedvarede gjennem hele den øvrige Deel af Middelalderen indtil hen i de nyere Tider, og hvoraf man i enkelte Stæder, som Bergen og Throndhjem, endnu seer Spor, skjønt de sidste Aarhundreder have bragt en Mængde Afvigelser fra den gamle Regel. Det viser sig ved første Blik, at man ved denne fornemmelig har haft Bekvemmeligheden for Skibenes Udlosning og Ladning, og Letheden af Kommunikationen mellem disse og Landet for Øje, medens derimod Byernes Udstrækning i Længden, og den totale Mangel paa Befæstninger om Byerne selv, undtagen det i en urolig Tid nær ved Grændsen anlagte Sarpsborg, viser at det i Regelen ej var Sikkerhedshensyn eller Trangen til fælles Forsvar, som bragte Borgerne til at flytte sammen, men udelukkende eller idet mindste for den største Deel de kommercielle Forhold. De norske Stæder vise sig saaledes fra første Ferd af som opstaaede alene ved Søhandelen og for dens Skyld, og man kan med Ret og tillige med Stolthed sige, at de i deres hele Tilbliven og Anlæg vise sig som en Affødning af den Orden, Fred og Retssikkerhed, som man i de fleste øvrige europæiske Lande netop ved Anlægget af og Sammenflytning i Stæder søgte at opnaa.

1. Ordrik, hos Duchêne S. 767.
2. Navnene ere i Originalen saaledes skrevne: „Berga, Cuneghella, Copenga, Burgus, Alsa“. Dette sidste Navn er dog vistnok kun en Skrivfejl, eller maaskee endog kun en Læsefejl af Udgiveren, medens det derimod er sandsynligst, at Originalhaandskristet har haft Asla eller Aslo.
3. I Originalen staar „Turesberga“, hvilket dog aabenbart kun er Læsefejl for „Tunsberga“, der sandsynligviis staar i Haandskriftet. Ordrik synes forresten her at have forvexlet Tunsbergs Beliggenhed med Kongehelles, idet han regner Kongehelle til den Række af Stæder, der ligger langs rundt om Kysten (in circumito Northwagiæ supra litus maris). men derimod nævner Tunsberg for sig selv, tilføjende at den ligger „øster mod Danerne“. Thi dette passer netop paa Kongehelle, medens derimod Tunsberg hører til Rækken af de øvrige Stæder, fra Throndhjemsfjorden til Folden.
4. I Originalen staar insulæ, d. e. „af Øen“, da Ordrik nemlig antager Norge for en Ø; vi gjengive Ordet som ovenfor, for at undgaa Misforstaaelse.
5. Ordrik skjelner her mellem de fiskerige lacus, hvilke vi ovenfor have gjengivet ved „Vand“ da han derved tydeligt nok kun sigter til vore saakaldte „Fiskevand“, og stagna, hvis Bredder ere tæt bebyggede, og hvorved han nærmest har Mjøsen for Øje, hvilken Sø af Thjodrek Munk Cap. 27 simpelthen kaldes stagnum, og hvis Navn „mjörs“, der, som bekjendt, er fælles for flere Søer, og derfor egentlig et Appellativ, nærmest maa antages at svare til det latinske stagnum.
6. Her er Ordrik, som man seer, mindre nøjagtig, thi Island kunde ikke ligefrem siges at lyde under den norske Konges Scepter; men allerede Mag. Adam ytrer, som vi have seet (S. 208, 22l, 229) at Harald Haardraade udvidede sit Herredømme til Island, og omtaler derhos ogsaa senere (se ovenfor S. 466) denne Ø, som om den paa hans Tid var Norge undergiven. Det særegne Forhold, hvori den stod til Norge, har derfor maaskee altid været opfattet af Udlændinger som om den var et norskt Skatland. Hvad det af Ordrik nævnte „Finland“ (Finlanda) angaar, skulde man vel dermed nærmest tænke paa Finmarken, hvis Navn kun maaskee var indsat paa et urigtigt Sted, hvor man snarere maatte søge Færøerne. Ved Sammenligning mellem Ordriks korte Beskrivelse over Norge og den omstændeligere af Mag. Adam, hvoraf et Uddrag er optaget ovf. S. 465—467, vil man imidlertid faa et Indtryk af, at denne middelbart har udøvet en Indflydelse paa hiin, i det mindste hvad Norges foregivne Bilande angaar; da nu Mag. Adam nævner „Orknøerne, Island, Grønland, Haalogaland og Viinland“, foruden flere mindre Øer, skulde man næsten formode at Ordriks „Finlanda“ er en Skriv- eller Læsefejl for „Vinlanda“, faa meget mere som f og v i anglisk Skrift ere temmelig lige.
7. „Gollanda“ maatte man nærmest antage for en Skrivfejl i Stedet for „Gotlanda“, og formode, at Ordrik, som havde hørt at Norge grændsede til Gautland, var kommen paa den urigtige Tanke, at det laa langt ude i Vesten eller Norden. Men den strax ovenfor antydede mulige Sammenhæng mellem Mag. Adams Opregnelse af Bilandene og Ordriks gjør det ikke usandsynligt, at „Gollanda“ ogsaa kunde være en Fordrejelse af „Hálogaland“, „(Hal)galanda“, hvilket, som vi have seet, ogsaa Mag. Adam antog for en egen Ø i Oceanet.
8. Se ovf. S. 688.
9. Orknøyingasaga S. 154.
10. Nemlig først derved at Tydskerne Aar efter Aar lejede Gaardene af de egentlige Ejere og indrettede sig der, som om de vare hjemme, siden tilkjøbte eller tilhævdede sig dem. Flere Ildebrande ere vistnok overgaaede disse Gaarde ved Bryggen, men de ere altid blevne opførte igjen med væsentligt Bibehold af de gamle Indretninger.
11. Endnu findes en saakaldet „Skytnings-“ eller „Skjøtningsstue“ i enhver af af de store Handelsgaarde ved Bryggen i Bergen.
12. Orknøyingasaga S. 154.
13. F. Ex. Somerset House, Northumberland House, i London; Hotel de Bourgogne o. fl. i Paris; Palazzo Pitti i Florents, Borghese i Rom o. s. v.
14. Inges Saga Cap. 25, Snorre Cap. 128, Fagrskinna Cap. 172.
15. Saaledes f. Ex. i Oslo Gaarden „Pausen“ efter Familien „Paus“, „Kyrningen“ efter Familien „Kyrning“, „Vidarsgaarden“ efter en Hirdmand ved Navn Vidar, „Skinheimen“ efter Ejerens Gaard Skinheim (nu Skenem eller Skenum) i Smaalenene.
16. Benævnelsen „Veiter“ bruges endnu i Throndhjem; i Bergen kaldes de nuomstunder „Smug“.
17. Det var saaledes paabudet i den nyere Bylov af 1276, VI. 4, at man skulde bebygge sine Gaarde saaledes, at man i det mindste kunde bære et Pund (Skippund) langs gjennem Gaardsrummet mellem Gaden og Bryggen. Denne Bestemmelse er imidlertid optagen efter den ældre Lov, eller i det mindste efter ældre Vedtægt. Sammesteds bestemmes det, at Gaderne og Bryggerne skulde være 12 Alen, Almenningerne 8 Alen, og Veiterne 3Alen brede. Disse Dimensioner, der ere saa smaa, at man ej vel kan antage dem nogensinde at have været mindre, maa vel saaledes have været de oprindelige.
18. Dette sees noksom af mange Diplomer, saa vel som flere Lovsteder, f. Ex. nyere Bylov VI. 15.
19. Se ovf. S. 205, 206.
20. Se ovf. S. 437.
21. Dette sees især af Sverres Saga, Cap. 134, 135.
22. Se ovf. I. 2. S. 542.
23. Hele den Indretning gjenkjendes, som nys antydet, i flere skotske Byer, navnlig Edinburgh, kun med de Modifikationer som Byens Beliggenhed lidt inde i Landet, afsondret fra Søen, gjorde nødvendige. Den egentlige gamle By bestod saaledes oprindeligt kun af een Hovedgade (high-street), der strakte sig fra Slottet eller Kongsgaarden i Vest til det hellige Karles Kloster (Holyrood abbey) i Øst. Den var afbrudt ved enkelte større Aabninger, der svarede til Almenninger, og mindre, der endnu kaldes wynds og ganske svare til Veiterne. Gaardenes Huse stode med Tversiden til Gaden, med Langsiden til Gaardsrummene (closes), gjennem hvilke man ogsaa kunde gaa fra Ydersiden af Huusrækken til Gaden. Markerne udenfor Staden kaldes tildeels links (Lykker). Aldeles samme Indretning finde vi i Kirkevaag paa Orknø, der desuden, ligesom de norske Byer, havde fortløbende Brygger. Man kan derfor ej tilbageholde den Formodning, der ogsaa i sig selv, paa Grund af Forholdene, er højst rimelig, at man i Norge nærmest har taget de skotske By-Anlæg til Mønster.