Det norske Folks Historie/3/68

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Sigurd, fortælles der, elſkede ſin nye Huſtru ſærdeles højt. Men den Lykke, han nød ved hendes Side, formørkedes viſt mangen Gang ved Tanken paa Biſkop Magnes advarende Ord og den Fordømmelſesdom, Kirken havde udtalt over deres Forhold, ligeſom vi og finde Tegn til at det Uvenſkab, der herſkede mellem hans Søn Magnus og hans nys anerkjendte Broder Harald, forvoldte ham flere Ubehageligheder og fyldte hans Sind med mange Ængſtelſer over, hvorledes det vilde gaa efter hans Død. Thi han var langtfra blind for ſin Søns Fejl, og ſynes at have næret alvorlige Bekymringer i dette Henſeende. Han overholdt ſtedſe at tage Harald i Forſvar mod hans, ſaa vel ſom mod alle andres, Fornærmelſer, og det ſynes næſten endog ſom om han har faaet Harald kjær: maaſkee denne klogeligen har ſmigret for ham, og føjet ſig mere efter hans Ønſker, end den voldſomme, udſvævende Magnus. Saaledes fortælles der, at Harald ſædvanligviis plejede at følge med Sigurd, naar denne, ſom det var hans Vane, gik tidligt til Sængs, medens Magnus derimod ſad efter og drak med ſine Kamerater. Lige fra førſt af, da Harald var bleven anerkjendt ſom Kongens Broder, havde han opholdt ſig ved dennes Hof, uden at man dog i Begyndelſen havde viiſt ham ſynderlig Ærbødighed. Det gik ſaa vidt, at Folkene i Kongens Hird eller paa hans Skibe endog vovede ligefrem at fornærme ham, og da Harald engang noget vel voldſomt hevnede en ſaadan Fornærmelſe paa en højbaaren Mand af den mægtige Søle-Æt, tog dennes Frænder fat paa Harald, og vilde hængt ham, hvis ej Kongen var kommen ham til Hjelp. Kongen tilkjendte da hans Fiender Fredløshedsſtraf, hvilken han dog paa Fleres Forbøn eftergav, men han forbød ſtrengt at tale fornærmelige Ord til Harald, og lod denne tage Plads blandt ſine Skutelſvende[1]. Men derover blev Kongeſønnen Magnus og hans Kamerater endnu mere forbitrede paa Harald, end for, og ſøgte enhver Lejlighed til at velte ſig ind paa ham. Denne troede de ret at have fundet en Aften i Oslo, da de havde overtalt Harald til at ſidde efter ved Drikkebordet, i Stedet for, ſom ſædvanligt, at følge Kongen til Sængs. Harald ſamtalede med en af de Tilſtedeværende om Irland og dets Mærkværdigheder, og ytrede blandt andet, at der i hiint Land fandtes Mænd, ſom vare ſaa rappe til Fods, at ingen Heſt kunde indhente dem i Kapløben. Da Magnus hørte dette, ſagde han: „nu lyver han igjen, ſom han plejer“. „Nej“, ſagde Harald, „det forholder ſig virkelig ſaa, at der paa Irland findes Mænd, hvilke ingen Heſt i Norge kan indhente“. De ſkiftede nogle flere Ord derom: begge vare de noget drukne. Magnus havde juſt faaet en ypperlig Heſt fra Gautland, meget ſtor og faa hurtig til Fods, at man ej troede den havde ſin Lige. „Nu ſkal du indgaa et Veddemaal“, ſagde Magnus, „om at du kan løbe lige ſaa hurtigt ſom jeg rider paa min Heſt; jeg ſætter min Guldring, du en lignende Værdi, til Pant“. Harald indvendte, at han ej havde ſagt, at han ſelv kunde løbe ſaa hurtigt, men kun, at der paa Irland fandtes Mænd, der vare iſtand dertil: derom vilde han vedde“. „Jeg kan ikke rejſe til Irland for den Sags Skyld“, ſagde Magnus, „her ſkulle vi vedde, og ikke der“. „Jeg ejer endnu ikke engang ſaa meget Gods her i Norge“, ſagde Harald, „ſom Værdien af en Guldring“. „Saa ſæt dit Hoved i Pant“, ſagde Magnus. „Det gjør jeg ikke“, ſvarede Harald, forlod Salen, og gik til Sængs. Morgenen efter fortalte man Kong Sigurd dette. Han ſvarede: „jeg kunde nok begribe, at det vilde gaa ſaaledes; I ere allerede ilde farne, I Nordmænd, fordi I have en vanvittig Konge over eder; men jeg aner, at I om en føje Stund gjerne ſkulde ville give det røde Guld for heller at have mig til Konge end Harald og Magnus: den førſte er grum, den anden uvittig“. Da For-Mesſerne vare til Ende, red Kong Magnus op i Gaden, og ſendte Bud til Harald, at han ſtrax ſkulde komme. Harald kom, ſkjønt han intet beſtemt Løfte havde givet; han var iført Skjorte, ſtrikkede Lærredsbuxer, løſe for Knæet, og bundne til ved Anklerne, over Skuldrene havde han en kort Kappe, paa Hovedet en irſk Hat, og i Haanden en Springſtav. Magnus ſad allerede færdig til at begynde Veddeløbet. Kong Sigurd var ſelv tilſtede, og mange Tilſkuere havde indfundet ſig. Magnus afſtak nu Maalet. Harald ſagde at det var for langt. Magnus ſatte det endda længre, og ſagde at det dog var for kort. Da alt var bragt i Orden, gav Magnus ſin Heſt af Sporerne, og de begyndte Løbet. Harald var kjendelig hurtigere, og holdt ſig under det hele Løb ved Siden af Heſtens Forbov, ſaa at han kom lidt forud til Maalet. Kong Sigurd erklærede dette for tilſtrækkeligt, da Harald havde viiſt at han ikke var ſenere end Heſten. Men Magnus paaſtod at Harald havde holdt i Sadelremmen, og ladet ſig drage af Heſten; han fordrede derfor at de ſkulde prøve et nyt Løb. Det ſkede, og nu løb Harald den hele Tid foran for Heſten. Da han kom til Maalet, ſpurgte han Magnus, om han da denne Gang havde holdt i Sadelremmen. „Nej“, ſvarede Magnus, „men du begyndte Løbet tidligere end jeg“. „Saa ſkulle vi prøve endnu en Gang“, ſagde Harald. Magnus lod Heſten førſt puſte ud; derpaa gav han den af Sporerne, og ſatte afſted. Harald ſtod endnu ſtille, ſaa at enhver kunde ſee, at Magnus havde Forſpring. Denne vendte ſig om og raabte: „Løb nu!“ Da ſprang Harald højt i Vejret med et Raab, og foor faa hurtigt frem paa Banen, at de Omſtaaende neppe kunde ſee hans Fødder berøre Jorden. Han naaede Maalet ſaa længe forud for Magnus, at han endog fik Tid til at lægge ſig ned, ſtaa op igjen, og hilſe Magnus, da denne kom. Magnus blev ærgerlig og vilde ikke ud med Guldringen; men Sigurd ſagde vred til ham: „Du og dine Kamerater kalde Harald dum, men jeg holder for at du er en endnu ſtørre Taabe. Du kjender ikke Folkeſkik udenlands, og veed ikke, at i andre Lande beflitte Folk ſig med ganſke andet, end at tylde Øl i ſig og gjøre ſig øre, ſaa at de ikke kjende til ſig ſelv. Giv Harald hans Ring, og vov ikke at ſpotte ham, ſaa længe mit Hoved er oven Mulde, og jeg er Herre i Landet“[2].

Kong Sigurd tilbragte Vintren 1129—1130 i Oslo. Om Vaaren, efterat Langefaſten var begyndt, faldt han i en heftig Sygdom. Hans Venner bade ham da at hæve ſin utilladelige Forbindelſe med Cecilia, og ſende hende bort, men han elſkede hende ſaa højt, at han ej kunde bære det over ſit Hjerte. Hun bad ham ſelv om Tilladelſe til at ſkilles fra ham, og ſagde at dette vilde vorde ham ſelv til ſtørſt Gavn. Men han ſvarede: „jeg tænkte aldrig, at du vilde ringeagte mig, ligeſom de andre“. Med disſe Ord vendte han ſig fra hende, blodrød i Anſigtet. Fra den Tid af forværredes hans Sygdom. Da det led hen mod Paaſke, endte han ſit Liv, Dagen efter Mariæ Bebudelſesdag, den 26de Marts 1130. Han var kun 40 Aar gammel, men hans Helbred maa have været undergravet baade paa Sjæl og Legeme. Hans Lig blev jordfæſtet i St. Hallvardskirken, hvor det blev indlagt i Steenveggen paa Sydſiden ſtrax nedenfor Choret. Der blev det ſandſynligviis liggende, indtil St. Hallvardskirken nedreves i Slutningen af det 17de Aarhundrede. Hvor hans Levninger da bragtes hen, vides ikke med Vished. I Kjøbenhavn foreviſes en Hovedſkalle, der ſiges at være Kong Sigurds, uden at det dog med ſikre Beviisligheder kan godtgjøres, at den i ſin Tid er bleven bragt derhen fra den ødelagte Hallvardskirke. Men det er ikke uſandſynligt, at det virkelig forholder ſig ſaaledes[3].

Sigurd beſkrives i Sagaerne[4] ſom høj af Væxt, af et kraftigt Udſeende og velvoxen, med lyſebruunt Haar, men for Reſten ikke fager; hans Udvortes roſes dog, ſom ovenanført[5] meget af Fulcher fra Chartres, der ſandſynligviis oftere havde Anledning til at ſee ham under hans Ophold i Palæſtina. Men Fulcher ſigter rimeligviis til hans Udvortes i det hele taget, ikke blot til hans Aaſyn alene. Sigurd var ikke meget ſnakſom, temmelig tilbageholdende, talte heller ikke ſynderligt paa Thingene; han lagde Vind paa Anſtændighed og Værdighed i ſin hele Optræden, var af en faſt Charakteer, kjær i Herredømmet og ſtreng i at refſe; uden at være lovkyndig, overholdt han dog Lovene ſtrengt. Dog var han tillige gavmild og beſad andre Fortrin, der, ſom vi have ſeet, uagtet hans ſtore Fejl gjorde ham agtet og æret[6].

Sigurds Bedrifter og hele Regjering ere beſungne af i det mindſte trende ſamtidige Skalde, Preſten Einar Skulesſøn, hvorom der oftere er talt, Halldor Skvaldre, og Thorarin Stuttfeld. Halldor, der ligeſom de to andre rimeligviis var fra Island, har ogſaa kvædet om Begivenheder efter Sigurds Død. Hans Kvad om Sigurd ſynes.dog at være forfattet, medens denne endnu levede, og paa ſædvanlig Maade fremſagt for ham ſelv, da Kongen nemlig i de Brudſtykker, vi have tilbage, tiltales ſom nærværende. Einar Skulesſøns Kvad ſynes derimod — efter de Brudſtykker, vi have tilbage, at dømme — at være digtet, efter at Sigurd var død. Om Thorarin Stuttfeld vide vi med Vished, at han digtede ſit Kvad i Sigurds Levetid. Sagaerne have nemlig opbevaret en til Oplysning om Livet ved Sigurds Hof ret merkelig liden Fortælling om Thorarins førſte Bekjendtſkab med Kongen, og Anledningen til Digtets Tilblivelſe, hvoraf det udtrykkeligt ſees, at Thorarin kvad ſin Draapa for Kongen ſelv. Engang, ſiges der, da Kongen gik fra en Skytning til Aftenſang, og hans Mænd vare meget drukne og lyſtige, tog Kongen, maaſkee af denne Grund, Plads med ſin Hird udenfor Kirken, og holdt Aftenſang der; men Sangen blev noget forvirret. Da ſagde Kongen: „hvad er det for en Karl der henne ved Kirken i en ſtutt (kort) Feld (Kappe)?“ De Tilſtedeværende vidſte det ej. Dog ſagde Kongen ſpøgende i et Par Verslinjer, at den fremmede Mand hiſt henne i Felden var Skyld i, at Sangen gik iſtaa. Den Fremmede traadte frem og kvad et Vers, hvori han ſpøgte med ſin Dragt, da han ej havde Raad til at bære andet end Pjalter, og ſagde at han vilde priſe Kongens Gavmildhed, derſom denne ſkjenkede ham en bedre Kappe. Kongen bad ham komme til ham næſte Dag ved Drikkebordet. Thorarin, der efter hine Ord af Kongen kaldtes Thorarin Stuttfeld, indfandt ſig, men traf udenfor Stuen en Mand med et Drikkehorn i Haanden, der hilſede ham fra Kongen, at han, inden han gik ind, ſkulde have digtet, og ſtrax efter fremſige en eller flere Viſer om en af de tilſtedeværende, ved Navn Haakon Serksſøn, med Tilnavnet „Mørſtrut“ (d. e. med den fede Hals). Thorarin troede Manden paa hans Ord, digtede Spotviſen og fremſagde den. Men Kongen benegtede nogenſinde at have anmodet ham derom, og ſagde at man havde villet have ham til Bedſte; han viſte ham derimod til Sæde blandt Haakons Følge, for at denne, ſom han ſagde, ſelv kunde beſtemme hans Bod. Haakon ſagde at han nok ſkjønnede Sammenhængen, og bad ham ſiden, i Stedet for Bod, at digte et andet Smædevers over hiin Mand, der havde narret ham, hvis Navn var Arne Fjæreſkeiv[7]. Thorarin var ſtrax rede dertil, gik tvers over Gulvet hen til Arne, og kvad et Vers, hvori han ſpottede ham for hans Fejghed, da han var med Kongen i Serkland. Arne ſprang op, drog Sverdet og vilde hugge til ham, men Haakon bad ham forholde ſig rolig, da det ellers vilde gaa ham ilde. Thorarin gik nu hen til Kongen, ſagde at han havde digtet en Draapa om ham, og bad ham høre derpaa. Kongen føjede ham, og ſkjenkede ham til Belønning rigelige Penge til at foretage en Romerrejſe, hvilket han havde i Sinde. Det er ikke oplyſt, om de ſaaes tidere.

  1. Denne Begivenhed fortælles, beſynderligt nok, anderledes i Morkinſkinna, Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke, end hos Snorre. Dog beſtaar Forſkjellen meeſt deri, at hines Beretning nævner ganſke andre Perſoner, end Snorres. Vegge Beretninger begynde med, at Kongen paa en Sørejſe havde lagt ind i en Havn og at man fornøjede ſig ved at ſvømme. Ifølge den førſte Beretning udmerkede en Mand ved Navn Jon ſig ved ſin Svømmefærdighed; der ſiges ikke, hvorfra han var, men det ſynes at underforſtaaes, at han var fra Kongens eget Skib. Kongen, heder det, ſom en Stund havde ligget ſtille i Løftingen, mørk i Hu, løb med eet i Vandet, tog fat paa Jon, og dukkede ham flere Gange under, den ſidſte Gang ſaa længe, at Einar Skulesſøn, der tilligemed en anden Mand, ved Navn Erlend Gapamund., havde ſtaaet ved hans Leje, ſagde til denne, at man burde komme Jon til Hjelp, og hindre Kongen fra at gjøre en Ulykke; Erlend, en ſterk og raſk Mand, i løb da, uanſeet at han derved udſatte ſig for Kongens Vrede, ud i Vandet, greb fat paa Kongen, og holdt ham faa længe under, indtil han ſlap Jon, der bevidſtløs blev bragt til Land, og længe maatte gnides, inden han kom til ſig ſelv. Harald, der var ombord paa Kong Sigurds Skib, uden dog at nyde ſynderlig Agtelſe, raadede ſiden Erlend til at flygte, da Kongen viſt var ham vred, men Erlend ſagde, at han kun vilde tilbringe Natten i Land. Harald ſagde da til ſin Skoſvend, at han gjerne kunde ligge i hans Møie ombord i Skibet, medens han ſelv blev i Land med Erlend. Men en vis Lodin, der havde ſin Køje nærmeſt Harald, en Mand af ringe Byrd, men med mange Indbildninger, og ſom ofte plejede at ſpotte Harald, ſpurgte Skoſvenden, hvo der havde givet ham Lov til at ſove mellem fornemme Folk, og jog ham bort. Skoſvenden gik til Harald og klagede for ham; Harald gik vred ud paa Skibet, og agtede ej paa Lodins Klæder, men ſtødte til dem. Lodin tiltalte ham grovt, Harald drog Sverdet og gav ham et Hug i Huden. Morgenen efter ſavnede Kongen Erlend Gapamund; Einar Skulesſøn ſagde at han ej vidſte ret, hvor han var, men ſpurgte, om Kongen vilde lade ham nyde Fred; Kongen vilde intet love, og Einar kvad i den Anledning et Vers, der anføres; imidlertid blev Erlend hentet, og Kongen roſte og belønnede ham for hans Raſkhed og for den Hengivenhed, han havde viiſt ham, ved at hindre ham fra at gjøre en ond Gjerning. Siden ſpurgte han, hvad Tummel der havde været paa Skibet den forrige Aften, fik Lodins og Haralds Strid at vide, og iretteſatte Lodin haardt. Snorre derimod nævner i Stedet for Jon en islandſk Mand fra et nærliggende Handelsſkib; i Stedet for Einar Skulesſøn og Erlend Gapamund nævner han Sigurd Sigurdsſøn, utvivlſomt Lendermanden Sigurd fra Hvitaſtein (ſe ovenfor Side 651), der efter at have ytret ſin Ængſtelſe for at Kongen vilde gjøre en Ulykke, og beklaget, at ikke Dag Eilifsſøn (om ham ſe ovenfor Side 456) var tilſtede, ſelv kaſter ſig i Vandet, og faar Kongen til at ſlippe den anden;Kongen forbyder nu, ifølge Snorre, Sigurd at komme for ſine Øjne, og denne gaar op i Land, hvor flere, hvoriblandt Harald, længer ud paa Aftenen fornøje ſig ved alſlags Leg. Harald byder ſin Skoſvend gjøre hans Køje tilrette; Skoſvenden lægger ſig ſelv i Køjen, efter længe at have væntet forgjeves paa Harald, men den, der bliver vred over at han vover at lægge ſig mellem fornemme Folk, er her ej Lodin, men Svein Rimhildsſøn eller Knutsſøn, en Søn af Knut Sveinsſøn (ſe ovenfor Side 452) paa Sole. Ifølge Snorre ſlaar Svein Skoſvenden til Blods, Harald hugger ſiden til Svein, og dennes Frænder ſtimle til, gribe ham og ville hænge ham, da Sigurd Sigurdsſøn, trods Kongens Forbud, løber ombord, og beder Kongen hjelpe ſin Broder Harald, ſom Rygerne ville hænge. Kongen frelſer Harald, dømmer Svein og alle hans Kamerater fredløſe, men eftergiver ſiden Straffen; Sigurd Sigurdsſøn beder han aldrig forlade ham. — Her er det vanſkeligt nok at afgjøre, hvilken Beretning er den retteſte. Morkinſkinna-s, der ogſaa følges af Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke (Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 49, 50) ſynes vel at maatte ligge Begivenheden nærmere end Snorres, og vinder derhos et Slags Beſtyrkelſe ved Einar Skulesſøns Vers. Men paa den anden Side ſynes den Omſtændighed, at Snorre, uagtet han, ſom man af andre Data ſeer, kjendte hine Kongeſagaer, dog her finder ſig foranlediget til at afvige fra dem, at vidne om overvejende Grunde, der maa have beſtemt ham dertil. Det er øjenſynligt, at den førſte Beretning, der for en Deel drejer ſig om Skalden Einar Skulesſøn, nærmeſt maa have været opbevaret blandt dennes Slægtninger, altſaa maaſkee paa Island; den anden derimod, ſom kun nævner norſke Lendermænd, maa have været gængſe i Norge, og Snorre maa under ſit Ophold her have erfaret den. Den er unegtelig bedre affattet, og har en ſandſynligere Gang, end hiin, hvorhos det maa merkes, at det anførte Vers af Einar Skulesſøn ikke juſt kan ſiges, ligefrem at ſigte til Begivenheden, ſaa at det gjerne kunde have været anvendt ved en anden Lejlighed, og ſiden urigtigt henført til denne. De hos Snorre forekommende Perſons Navne ſynes heller ikke at kunne være grebne af Luften. Vi have derfor i det væſentlige holdt os til hans Relation. I Anledning af at Dag Eilifsſøn nævnes, er det vel at merke, at disſe Ord ſlet ikke egentlig betegne ham ſom levende; de udtrykke kun et Ønſke om, at han var tilſtede, og kunne lige ſaa godt indeholde en Beklagelſe over at han var død.
  2. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 51. Snorre Cap. 38. Ogſaa denne Tildragelſe fortælles noget anderledes af Snorre, end i de øvrige Kongeſagaer. Den væſentligſte Afvigelſe er den, at Snorre ej lader Kong Sigurd være tilſtede ved Veddeløbet, men imidlertid bivaane Høimesſe, og førſt ſenere faa Nys derom efter Maaltidet. Det ſynes dog rimeligere, hvad de andre Sagaer berette, at han allerede fik Sagen at vide om Morgenen, og var tilſtede ved Løbet. Det er ligeledes kun Snorre, ſom tilføjer — hvad der dog i ſig ſelv er det rimeligſte — at dette tildrog ſig i Oslo. Her opholdt nemlig Kongen ſig den ſidſte Vinter indtil ſin Død.
  3. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 53. Snorre Cap. 41. Fagrſkinna Cap. 25l. Morkinſkinna fol. 31 b. Ágrip Cap. 50. Orknøyingaſaga S. 170. I Fagrſkinna ſaa vel ſom Morkinſkinna og hos Snorre ſeer det næſten ud ſom om Sigurd døde paa et andet Sted end Oslo, ſnareſt i Kongehelle, da det heder at han blev ſyg og døde „øſter i Viken“, og at hans Lig blev „flyttet til Oslo“ for at begraves. Men dette kan ikke komme i Betragtning mod det tydelige Udſagn i de øvrige Kongeſagaer, i Orkneyingaſaga, og i Ágrip. Kongen var desuden maner i Viken“ ogſaa under ſit Ophold i Oslo, og Udtrykket om Flytningen af hans Lig til Oslo er maaſkee kun en uheldig Betegnelſesmaade af at hans Lig flyttedes til Oslo Domkirke.
  4. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 18.
  5. Se ovenfor Side 583.
  6. Hvor vidt Sigurd nogenſinde alvorligt har tænkt paa at gaa i Kloſter, hvilket Peter af Clugny ſynes at antyde mod Slutningen af det ovenfor (S. 670) omtalte Brev, (ſe Samll. I. 111), er vanſkeligt at ſige. Viſt er det, at han mod Slutningen af ſin Regjering var langt fra at tænke paa ſligt.
  7. Han ſynes at have været en Islænding, og omtales ogſaa i Sturlungaſaga I. Cap. 10 ved Beretningen om Tviſten mellem Thorgils Oddesſøn og Havlide Maarsſøn (ſe ovenfor Side 640). Det ſiges her udtrykkeligt, hvad ogſaa Thorarin ſigter til, at Arne havde været udenlands med Sigurd.