Det norske Folks Historie/3/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Harald havde tilbragt et Aars Tid hos Jaroſlav, erklærede han ham ſit Forſæt, at opſøge ſin Frænde Kong Magnus, og bede ham om et Stykke Land at herſke over,i ſiden han nu ſelv raadede over tvende Riger. Jaroſlav havde intet herimod at indvende; dog ſkal ſaa vel han ſom Dronning Ingegerd have taget det Løfte af Harald, at han ſkulde viſe Magnus al mulig Føjelighed, og være ham ſaa tro og hjelpſom ſom han tittede, baade i Raad og Daad. Harald begav ſig nu nord til Aldegjeborg, hvor han ſkaffede ſig et Skib, ſatte med dette over til Sverige, ſtyrede ind i Mælaren, og landede ved Sigtun. Han havde alle ſine Skatte med. „Du ladede“, ſiger Valgard, „Skibet med den ſkjønneſte Farm, og førte en umaadelig Mængde Guld med fra Gardarike. Du ſtyrede Skuden modigt i det haarde Vejr, medens Skibet kløvede Bølgerne; da endelig Sø-Drevet lettede, ſaa du Sigtun“[1]. Her traf Harald Sven Ulfsſøn, der ſiden det uheldige Slag ved Helgenes og ſin Flugt for Magnus havde opholdt ſig i Sverige. Sven foreſlog Harald, at de ſtrax ſkulde ſlutte Forbund med hinanden, da de kunde betragte Magnus ſom en fælles. Modſtander, og da de derhos vare i Svogerſkab med hinanden, efterſom Svens Moder Æſtrid var en Halvſyſter af Elliſifs Morfader, Olaf Skotkonung. Harald lovede Sven ſit Venſkab, men vilde dog ikke give noget beſtemt Løfte, rum: tage aabenbart Parti med Sven, førend han havde talt med Magnus. Derfor drog han ſtrax efter videre til Danmark. Her traf han Magnus, juſt ſom denne laa med ſine Skibe i Øreſund ved Skaanes Kyſt. Haralds Skib ſkal have været meget prægtigt; det var, ſiges der, malet over Vandgangen, og forſynet med Dragehoved og Hale, begge forgyldte, Sejlet var af Pells-Tøj, ſom var lagt dobbelt, for at man baade foran og agter ſkulde ſee den rette eller ſmukke Side deraf, og der paaſtodes at intet Skib havde været ſeet i Norden mere beſat med Guld, Ædelſtene og andre koſtbare Prydelſer, end dette[2]. Synet af det prægtige Skib vakte megen Forundring i Magnus’s Flaade, og han ſendte ſtrax et Skib ud imod det, før at høre hvorfra det var, og hvad Ærende dets Fører havde. Paa det fremmede Skib traadte en Mand frem, høj af Vert og med ei fornemt Væſen. Han ſagde at han var udſendt fra Harald Sigurdsſøn, Kongens Farbroder, for at høre, hvorledes Magnus vilde modtage ham. Han lagde til, at ej alene Frændſkab og Taknemmelighed for den opofrende Troſkab, Harald havde viiſt St. Olaf, burde ſikre ham en venlig Modtagelſe; men at ogſaa Magnus’s egen Fordeel bød det, da Harald var en klog og krigserfaren Mand, og i Beſiddelſe af ſtore Rigdomme. Da det udſendte Fartøj kom tilbage til Flaaden med denne Underretning, erklærede Magnus ſig ſtrax villig til at modtage Harald med aabne Arme, efterſom han havde al Grund til at vænte ſig den bedſte Hjelp og Støtte af en Frænde, ſom ham. Med denne Hilſen lod han Fartøjet atter ro ud til det fremmede Skib, ſom da roede ind til Kyſten. Det viſte ſig nu, at hiin høje Mand, der havde udgivet ſig for en Udſending af Harald, ikke var nogen anden end Harald ſelv. Han gik i Land med ſit Følge, og mødtes af den, ligeledes af ſine fornemſte Mænd omgivne Magnus, der modtog ham paa det venſkabeligſte[3].

Efter faa Dages Forløb udbad Harald ſig en Sammenkomſt med Magnus, for nærmere at fremſætte ſine Fordringer, og raadſlaa om dem. Kongen indfandt ſig med ſyv af ſine fornemſte Raadgivere, hvoriblandt Einar Thambarſkelve. Magnus aabnede ſelv Forhandlingerne ved at fremſætte det Ønſke, at Harald ſkulde ſtaa ham bi i at forſvare Beſiddelſen af Danmark. Harald ſvarede, at han førſt vilde vide om Magnus vilde

tilligemed Snorre ere her aabenbart uefterrettelige, idet de aldeles ikke omtale Haralds foreløbige Sammenkomſt med Magnus. Overhoved fortælle de alle disſe Forhandlinger paa en kjendelig forvirret Maade, hvorfor vi heller ikke i det nærmeſt følgende kunne rette os efter dem. Det er ovenfor nævnt, at de lade Harald finde Sven i Sverige endnu ſamme højt, han var flygtet fra Helgenes. Flatøbogen derimod (eller Morkinſkinna, hvis den ej paa det Sted havde en Lakun), betegner ikke nøjere den Høſt, Harald traf Magnus, men ſiger alene at det var ſamme Høſt, Magnus havde ſkrevet til Kong Edward i England, hvilket henføres til Helgenes-Slaget. Fagrſkinna (Cap. 147) ſiger endog at Harald traf Magnus, da der var hengaaet 16 Vintre efter Olafs Fald, og da han ſelv havde været Konge i 10 Vintre, hvoraf to (i Variant 5) baade over Danmark og Norge. Heraf ſees, at Haralds og Magnus’s førſte Møde ſaaledes i alle Fald indtraf temmelig ſildigt. Knytlinga Saga (Cap. 22), ſom her viſer ſig at have haft ſæregne Kilder, ſiger derimod udtrykkeligt, og rigtigt, at Sven opholdt ſig i Sverige Vintren efter Slaget ved Helgenes.</ref> erkjende hans Arveret og dele Riget med ham. Magnus ſvarede blidt, at han heri ganſke vilde rette lig efter ſine Stormænds Raad og Nordmændenes Ønſker. Sagen blev da forelagt Raadgiverne. Men nu rejſte Einar ſig og ſagde, at hvis Magnus ſkulde afſtaa Harald Halvdelen af Norge, var det heller ikke mere end billigt, at Harald deelte ſine hjembragte Rigdomme med Kongen, der i højeſte Maade trængte til Penge efter ſine mange og vedholdende Krigstog. Dertil ſvarede Harald, at han ikke i Udlandet havde trodſet Farer og ſamlet Penge, for dermed at berige Haralds Mænd. Da ſagde Einar: „du, Harald, var langt borte, da vi vandt Landet tilbage fra Knytlingerne, og ingen Lyſt have vi til at tveſkiftes mellem Høvdinger. Hidtil have vi kun tjent een ad Gangen, og ſaaledes ſkal det endnu være ſaa længe Kong Magnus lever og regjerer. Jeg vil gjøre alt hvad jeg kan, for at hindre at du faar nogen Deel af Riget“. De øvrige Raadgivere erklærede ſig omtrent paa ſamme Maade: de vilde kun have een Konge[4]. Forbitret og krænket ved dette Afſlag vendte Harald ſtrax tilbage til Svithjod og opſøgte Sven, med hvem han nu forbandt ſig paa det nøjeſte, for at de ved fælles Hjelp kunde vinde hvad enhver af dem kaldte ſit Arverige, Harald Norge og Sven Danmark[5]. De udruſtede ſig i Sverige efter bedſte Evne, og fik betydelig Hjelp, thi alle Sviar, ſiges der, vare Svens Venner, fordi han havde udbredt Slægtſkab der i Landet; derfor bleve alle Sviarne ogſaa Haralds Venner og Hjelpere, ſaa meget mere ſom han ogſaa ſelv var beſvogret med mange Stormænd i Landet[6]. Blandt dem, der ved denne Lejlighed, maaſkee ogſaa tidligere, ſtøde Sven bi, nævnes Jarlen Sum„ neppe nogen anden end den fra Olaf den helliges Krig i Danmark bekjendte Tove Valgautsſøn, der fulgte ſin Fader ſom Jarl i Gautland[7]. Ogſaa Kong Anund ſelv underſtøttede ſom ſædvanligt, ſin Frænde Sven. Hans Syſterdatter Elliſifs Mand, Harald, havde neppe mindre Krav paa hans Hjelp. Dog ſees det tydeligt, og ligger i Sagens Natur, at al den Underſtøttelſe, Sven og Harald fik i Sverige, nærmeſt gik ud paa at ſkaffe den førſte Herredømmet i Danmark, og det forholder ſig derfor viſtnok rigtigt, hvad der af en enkelt Forfatter ſiges, at Harald hyldede Sven og tog Norge til Len af ham[8]. Det vil ſige, at Harald paa Forhaand maatte erkjende Sven for ſin Overherre i Norge, om det lykkedes ham at vinde dette, og at han maatte forpligte ſig til, førſt og fremſt ſom Svens Lensmand at bidrage til Gjenerobringen af Danmark, for at faa Løfte om Underſtøttelſe af den ſvenſke Hær, naar han ſiden vendte ſig mod Norge.

  1. Harald Haardraades Saga, Cap. 17, Snorre, Cap. 17, Fagrſkinna, Cap. 166. Morkinſkinna ſiger udtrykkeligt, at Harald kun havde et eneſte Skib, hvilket ogſaa er det rimeligſte. Fagrſkinna nævner derimod 3 Skibe.
  2. Fagrſkinna, Cap. 147, 166; Morkinſkinna og Flatøbogen, jvfr. Ágrip, Cap. 33 og Thjodrek, Cap. 25. De yngre Bearbejdelſer af Kongeſagaerne,
  3. Flatøbogen (og Morkinſkinna?) ſaa vel ſom Ágrip lade her, højſt urigtigt, Magnus’s Ordfører og Sendebud verre Ulf Stallare. Ulf Stallare, den ovenfor omtalte Ulf Uſpaksſøn, var Haralds Stalbroder, og blev førſt af ham udnævnt til Stallare.
  4. Denne Samtale findes deels hos Thjodrek, Cap. 26, deels i Fagrſkinna, Cap. 167, ſamt Morkinſkinna. Thjodrek lægger Einar hine Ord i Mund om Skattens Deling, hvilke det er ſaa meget mere ſandſynligt at han virkelig har udtalt, ſom denne Deling ſenere blev en af Hovedbetingelſerne ved Regjeringens endelige Deling mellem Magnus og Harald. Ligeledes er det Thjodrek, der lader Einar love at han altid ſkal være en Modſtander af Haralds Ord, ſiger han, der ſiden bleve Aarſagen til hans og Sønnens Død.
  5. Saaledes Fagrſkinna, Cap. 167, ſamt Morkinſkinna (og Flatøbogen). Thjodrek, Cap. 25, lader Harald ſtrax drage til Norge, og Sven følge efter, ſamt der ſlutte Forbund med ham. Dette er ſaa uſandſynligt, iſær naar man betænker at Magnus ſelv agtede ſig hjem til Norge, at man nødvendigviis maa antage at Thjodrek her har misforſtaaet ſin Kildes Ord, eller henført Haralds Norges-Rejſe til en urigtig Tid. Valgards Vers (ſe nedf.) beſtyrker ogſaa at Haralds Beſøg i Norge førſt indtraf ſenere.
  6. Harald Haardraades Saga, Cap. 17, Snorre, Cap. 18.
  7. Se ovenfor I. 2. S. 739. Det er Mag. Adam, der omtaler dette (III. 11). Han ſiger at Sven, underſtøttet af Kong Jakob og Jarlen (dux) „Tuph“,
  8. Mag. Adam, III. 12. Uagtet det ej udtrykkeligt ſiges i vore Sagaer, ſees det dog af Harald Haardraades Saga, Cap. 34, hvor Sven udtrykkelig ſiger at ligeſom han ſelv var „Niding“ (felo) for Magnus, ſaaledes var Harald det for ham.