Det norske Folks Historie/3/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens Magnus ſaaledes troede ſig i ſikker Beſiddelſe af de tvende Riger, og neppe tænkte paa, at den herefter vilde blive gjort ham ſtridig, end ſige at den kunde vorde ham berøvet, var allerede en Medbejler til Norges Krone, — ſaa meget farligere, ſom hans Rettigheder vanſkeligt lode ſig afviſe, og ſom han beſad Klogſkab og Kraft til at hævde dem, — paa Vejen til Norden. Dette var hiin Harald, yngſte Søn af Kong Sigurd Syr og Dronning Aaſta, og ſaaledes Kong Olafs Halvbroder, der femten Aar gammel var kommen til Olaf i Sverige med en Skare af Venner og Frænder fra Oplandene, da denne gjorde det ſidſte uheldige Forſøg paa at vinde Riget tilbage, og ſiden med en Tapperhed, der var forud for hans Alder, havde deeltaget i Slaget paa Stikleſtad. I dette Slag var han, ſom ovenfor nævnt, bleven haardt ſaaret, men Ragnvald Bruſesſøn havde ſkaffet ham bort til en Bonde, hos hvilken han blev helbredet; ſiden havde han fulgt ham til Svithjod, hvor de tilbragte Vintren, og derfra, ledſagede af .flere Flygtninger fra Norge, til Kong Jaroſlav i Rusland, hos hvem de, ſom man kunde vænte, fandt en venlig Modtagelſe[1]. Vi have ſeet, hvorledes Jaroſlav efter ſin Fader Vladimirs Exempel underholdt en ſtaaende Skare af ſvenſke og norſke Væringer eller lønnede Krigere[2] til ſit Forſvar, deels mod Medbejlere deels ogſaa, ſom det beder, mod Hedninger, hvorved vel forſtaaes ſaa vel Tſchuder, Petſcheneger og andre barbariſke Naboer, ſom de endnu uomvendte Slaver, eller maaſkee rettere mod den ſlaviſke Befolkning i Almindelighed, der, ſaa længe National-Forſkjellen mellem den og dens rusſiſke Herrer endnu var kjendelig, neppe altid med Rolighed fandt ſig i dette Herredømme. Som Høvding for en ſaadan Væringeſkare have vi ſeet den ovenfor omtalte Eimund Ringsſøn og hans Frænde og Efterfølger Ragnar, begge Frænder baade af Kong Olaf og af Harald. Den gautſke Jarl Ragnvald, Sigrid Storraades Broderſøn, der fulgte med Dronning Ingegerd til Rusland og forlenedes med Aldegjeborg, 1019[3], var, ſom man ſeer, i ſamme Stilling, da det udtrykkeligt fortælles, at han noget før Haralds Ankomſt til Rusland var død, men at hans Søn Eilif havde arvet hans Jarldømme, der var blevet ham overladt paa den Betingelſe, at han ſkulde værge Kongens Rige mod Hedninger[4]. Om Eilif fortælles det, at han havde mange Nordmænd i ſin Sold. Ogſaa Harald traadte i Jaroſlavs Tjeneſte, der, ſom der ſiges, udnævnte ham til den anden Høvding over ſine Krigere, og gav alle hans Mænd Sold. I et Vers af Haralds ſenere Hirdſkald, Thjodolf, der er os opbevaret, heder det at Eilif og Harald kæmpede i Forening, og opſtillede hver ſin Fylking, mod Øſt-Vender og Læſer (ſandſynligviis Ljecher eller Polakker)[5]. Det ſynes dog næſten utroligt, at Jaroſlav ſkulde have betroet en femtenaarig Yngling, ſom Harald, ſelvſtændig Befaling ved Siden af Eilif. Det er derfor ſandſynligere, at Harald har beklædt en underordnet Høvdingepoſt i Eilifs Hær. I et Par Aars Tid ſtod Harald nu i Jaroſlavs Tjeneſte, og ſkal, ſom det heder, have deeltaget i mange Slag, og faret vide om Auſterveg. Ved Aarene 1030—1031 fortælles der ogſaa i de rusſiſke Annaler, at Jaroſlav underkaſtede ſig Tſchudernes (her menes, ſom man ſeer, Livernes) Land, og anlagde der Staden Dorpat eller Jurjev, og at han ſidenefter, i Forening med ſin Broder Mſtiſlav, gjorde et Indfald i Ljechernes Land eller Polen, hvor Kong Boleſlav nys var død, tilbageerobrede de tſcherweniſke Byer, underkaſtede ſig Landet, og bragte en Mængde ljechiſke Fanger tilbage med ſig til Rusland, der ſiden bleve fordeelte rundt om i Landet[6]. Da Øſt-Venderne, altſaa Boleſlavs Underſaatter, og Ljecherne udtrykkeligt nævnes i hiint Vers af Thjodolf, er det tydeligt nok, at Harald virkelig har deeltaget i disſe Tog. Han har ſaaledes haft Lejlighed til at vinde megen Krigserfaring. Under Opholdet hos Jaroſlav lærte han hans og Dronning Ingegerds Datter Eliſabet, af Nordmændene kaldet Elliſif, at kjende, og bejlede til hende. Jaroſlav gav ham Haab om at faa hendes Haand, naar han var bleven noget ældre, og havde erhvervet ſtørre Erfaring, Magt og Gods; men endnu, ſagde han, „vilde det være overilet at bortgifte hende til en udenlandſk Mand, der hverken har noget Rige at raade over, eller beſidder nogen beſynderlig Rigdom“[7]. Disſe Ord, tilligemed Haralds egen Lyſt til at ſøge nye Æventyr i fremmede Lande, bevægede ham til at forlade Rusland, og prøve ſin Lykke i Conſtantinopel blandt Væringerne.

Vi have ſeet, at de byzantinſke Kejſere, ligeſom de rusſiſke Konger eller Storfyrſter, og ſandſynligviis efter deres Exempel, underholdt en Skare af nordiſke Væringer[8], deels ſom Livvagt, deels ſom Kjernetropper til at benytte i vigtige og afgjørende Krige. Nøjagtigt at beſtemme, naar de byzantinſke Kejſere begyndte at holde Væringer, er neppe muligt. Hos de byzantinſke Forfattere omtales de ej førend i Aaret 1034[9]; men da vore egne Oldſkrifter allerede nævne dem omkring 990[10], ſaa vel ſom i de paafølgende Aar[11], maa man dog formode, at Væringekorpſets Oprettelſe i Conſtantinopel ikke var ſtort ſildigere end i Rusland, og at den, ſom vi ovenfor have ytret, rimeligviis fandt Sted, da de af den rusſiſke Storfyrſt Vladimir afſkedigede Væringer havde begivet ſig til Conſtantinopel, hvis Kejſere i de foregaaende Krige med Rusſerne alt for vel havde lært deres Tapperhed at kjende, til at de ej ſkulde anſee det for et ſtort Gode, at kunne tage et heelt Korps af dem i ſin Tjeneſte, til Værn ſaa vel mod ydre, ſom iſær mod indre Fiender, paa en Tid da Tron-Revolutioner indenlands og farlige Angreb udenfra i det byzantinſke Rige hørte til Dagens Orden. Det havde desuden allerede fra gammel Tid været ſædvanligt ved Kejſerhoffet, at tage fremmede Nationers Krigere i Tjeneſte[12]; og man kan vel heller ikke betvivle, at flere Nordboer ogſaa tidligere have ladet ſig hverve i Conſtantinopel[13]: men et fuldſtændigt Korps af-Væringer ſynes dog ej at have være oprettet førend ved den her omtalte Tid, eller 990. Væringerne gik, ſom vore Forfædre udtrykte ſig, á mála, d. e. lode ſig hverve mod en vis Sold. De vare, ſom man erfarer, underkaſtede meget ſtrenge Forpligtelſer, ſaa vel til deres Herre Kejſeren ſom mod hinanden indbyrdes: Strid og Slagsmaal taaltes ej imellem dem, og ſtraffedes, paa faa Undtagelſer nær, øjeblikkeligt med Døden: en Beſtemmelſe, ſom maatte være nødvendig i et Korps, hvor det vel ikke ſjelden hendte, at Mænd, der hjemme i Norden vare Dødsfiender, her traf ſammen ſom Kammerater[14]. Overhoved er det heel ſandſynligt, at de Beſtemmelſer, der gjaldt for Jomsvikingeſkaren og ſenere for det deraf opſtaaede Thinglid i England, ogſaa have dannet Grundlaget for Væringernes Krigsartikler. De ſtrenge Forpligtelſer, de underkaſtede ſig, have derfor ogſaa rimeligviis ſaavel i Conſtantinopel, ſom i Rusland, givet Anledning til deres Navn[15]. Men havde de ſtrenge Forpligtelſer, ſaa nød de og ſtor Tillid og havde mange Forrettigheder. I Rusland behøvede, ſom vi have ſeet, en Væring, naar han var overfalden eller angreben af en Slaver, ikke, ſom denne, at fore Vidnesbyrd, men hans egen Ed var tilſtrækkelig[16]. I Conſtantinopel havde Væringerne viſtnok den ſamme Forrettighed, uden hvilken de neppe engang tilbørligt vilde kunne udføre deres anſvarsfulde Hverv, at bevogte Kejſerens Perſon og hans Skatte. Bevæbnede med deres langſkaftede nordiſke Øxer, fulgte de Kejſeren, hvor han viſte ſig, i Staden, paa Landet, paa Rejſer og paa Krigstog. Ved ſaadan Lejlighed lod han dog, ſom man kan ſee, en Afdeling af dem blive tilbage for at pasſe paa Hovedſtaden, og disſe fik da under Kejſerens Fraværelſe Nøglerne til Stadens Porte i Forvaring[17]. Undertiden bleve de og, ſom man ſeer, fordeelte ſom Beſætning i enkelte Stæder, hvis Troſkab Kejſeren derved ønſkede at ſikre ſig[18]. Deres daglige Tjeneſte i Hovedſtaden beſtod i at holde Jagt, ſaa vel udenfor det kejſerlige Palads eller ſaakaldte Triclinium, ſom i det Indre af Paladſet, ved den kejſerlige Celle eller inderſte Kammer. Deres Kvarteer eller Kaſerner, hvor de opholdt ſig, naar de ej gjorde Tjeneſte, var ſelv i en Deel af Paladſet, nemlig den ſydveſtlige Fløj, og kaldtes Excubita, hvilket Navn Væringerne ſig ſelv imellem forkortede til skift[19]. Ved alle offentlige Feſter og Procesſionen hvori Kejſeren viſte ſig, omgiven af glimrende Pragt for det beundrende Folk, indtoge Væringerne en væſentlig og iøjnefaldende Plads; naar en ny Kejſer ſkulde krones af Patriarchen i Sophiakirken, traadte han frem til Alteret, hvor Sakramentet forvaredes, omgiven af Væringerne og hundrede bevæbnede Ynglinger af de fornemſte Ætter. Kort at ſige, Væringerne vare ſaa godt ſom uadſkillelige fra Kejſeren, og det var derfor en ſaare betegnende Titel, deres Anfører bar blandt Grækerne, nemlig Akoluthos eller Følgeſvenden[20]. Denne beſtandige Nærhed om Kejſerens Perſon og daglige Omgang maatte nødvendigviis ſkaffe deres Høvdinger, og fornemmelig Akoluthen, der desuden regnedes blandt de fornemſte Embedsmænd, en ſtor Indflydelſe ved Hoffet. Som en af deres Hovedrettigheder allerede paa denne Tid, vi her omhandle, altſaa kort efter Korpſets Oprettelſe, nævne vore Sagaer det ſaakaldte Polota-Svarf, d. e. Palads-Fejning, der beſtod i at de, hver Gang en Kejſer var død, var berettiget til at vandre gjennem de kejſerlige Skatkamre, ſaaledes at enhver af dem under denne Vandring var berettiget til at gribe og beholde, hvad han kunde naa[21]. De byzantinſke Forfattere berette intet herom, men da de Skrifter, der handle om Væringernes Stilling ved det byzantinſke Hof og deres Deeltagelſe i Ceremoniellet, tilhøre ſildigere Tider, er det nok muligt, at hiin Rettighed da kan være gaaen af Brug, og at den navnligen kan være bleven afſkaffet, da de kraftige Komnener beſtege Tronen, medens det derimod ikke er uſandſynligt, at de ſvage Kejſere, der under hyppige Tronrevolutioner herſkede i det 11te Aarhundredes førſte Halvdeel, kunde have tilſtaaet Væringerne en ſaadan Ret.

Væringekorpſets Størrelſe ſynes at have været forſkjelligt til forſkjellige Tider. Dog lader det til, at i det mindſte den Deel deraf, der drog i Felten udenfor Conſtantinopel, neppe udgjorde ſtort over 500 Mand[22]; hvis man nu kan antage, at den anden Halvdeel blev tilbage i Conſtantinopel, kunde man maaſkee anſlaa det hele Korpſes ſædvanlige Størrelſe til 1000 Mand. Etſteds tales der om, at Kejſerens Livvagt (hvori dog ogſaa andre end Væringerne kunne have været iberegnede) udgjorde 6000 Mand[23]. Man maa antage, at Hovedmasſen af Korpſet i de førſte Tider beſtod af Svenſke og Nordmænd, da Krigene i England optog Danerne. Dog nævnes i alle Fald een fornem danſk Mand, der i Aarene mellem 1015 og 1020 ej alene blev Væring, men ogſaa Høvding for Væringekorpſet, og ſom faldt i et af de Slag, hvori dette deeltog: det var Eilif, Ulf Jarls Broder, og en af Jomsvikingernes eller Thingmannalidets Overanførere, der, lykkeligt undkommen fra Overfaldet i London, hvor han laa med ſin Afdeling, førſt begav ſig hjem til Danmark, og derfra, misfornøjet med Thorkell den højes Forſigtighed eller maaſkee ſnarere med hans Overgang til Kong Knut, rejſte til Conſtantinopel[24]. Den Omſtændighed, at Væringerne i ham fik en forhenværende Jomsvikinge-Anfører til Befalingsmand, forøger Sandſynligheden af at Væringernes Statuter formedes efter Jomsvikingernes. Eilif er vel heller ikke kommen alene, men har medbragt en heel Deel forhenværende Jomsvikinger. Den ſtørſte Tilvext af danſke Krigere fik dog Korpſet ſandſynligviis førſt efter Danevældets Ophør i England ved Edward Confesſors Tronbeſtigelſe. Der tales ſiden om at en heel Deel Angler, misfornøjede med at Nordmannerne efter Slaget ved Haſtings bleve Englands Herrer, forlode deres Fædreland og toge Tjeneſte hos den byzantinſke Kejſer[25]. Snarere maa man antage, at Mængden af disſe ſaakaldte Angler vare Daner, der udgjorde Hovedbefolkningen i det nordlige England, og af hvilke endnu en Mængde fornemme Familier vare blevne tilbage og havde udøvet ſtor Indflydelſe under Edward Confesſors Regjering[26]. Dog er det viſt, at i det mindſte fra denne Tid af mange Angler indtraadte i Korpſet, ſaaledes at flere Skribenter endog benævne det efter dem[27].

Væringernes fornemſte Vaaben var den nordiſke langſkaftede Oxe, hvorefter de og kaldtes „Øxebærerne“[28], Sverd og et langt Skjold[29]. Det blev nøje paaſeet, at deres Vaaben vare i god Stand; ſaa ofte de rykkede ud i Krigen, holdtes der Vaabenthing, hvorved Enhver maatte fremviſe ſine Vaaben[30]. Deels til Fornøjelſe, deels vel og for at holde ſig i Aande og hærde ſine Legemer, plejede de dagligt at anſtille Kamplege, med Bruden og lignende Legemsøvelſer; men forat forebygge, at Nogen i Legens Hede og Heftighed ſkulde gaa for vidt, var den oven omtalte Beſtemmelſe foreſkreven, at hvo ſom under Legen ſtod den anden efter Livet, ſkulde ſtraffes med Døden[31]. Hvilken ſtreng Tugt Væringerne for øvrigt overholdt, ſees af en Fortælling, den byzantinſke Forfatter Kedrenos meddeler netop fra den Tid, vi her nærmeſt have for Øje. Om Vintren 1034 til 1035 laa en Deel Væringer i Vinterkvarteer i det ſaakaldte thrakeſiſke Thema (i den veſtlige Deel af Lilleaſien). En af dem greb en Kvinde og vilde bruge Vold for at vanære hende, men hun var raſk nok til at gribe hans Sverd og gjennembore ham dermed. Og ſaa langt fra at Væringerne vrededes over denne raſke Handling, eller ſøgte at hevne den, vakte den derimod deres højeſte Beundring. De forſamlede ſig, bekrandſede hende og ſkjenkede vende alt den Dræbtes Gods, men beſtemte derimod, at hans Liig ſkulde ligge ubegravet, ſom Selvmorderes, da han var falden paa ſine egne Gjerninger[32].

Naar Væringerne vare ude i Felten, ledſagede de Hæren og udførte Marſcherne til Heſt, men naar et Slag foreſtod, ſtege de efter Nordboernes Skik af Heſten, og kæmpede til Fods, hvilket ogſaa bedſt pasſede med deres Udruſtning[33]. De betragtedes altid ſom deri kejſerlige Hærs Kjernetropper, og de byzantinſke Forfattere fortælle oftere om deres Heltegjerninger, og hvorledes deres Tapperhed gjorde Udſlaget i mangen tvivlſom Kamp, men ligeledes ogſaa, hvorledes de ſtundom, i Bevidſtheden af deres Kraft, og givende efter for den dem medføde Begjærlighed efter Ære og Gods, hvilken deres ſæregne Stilling ved Hoffet ej kunde andet end nære og forøge, blandede ſig i Tronrevolutioner, og ſpillede en Rolle, der nærmede ſig Prætorianernes i den gamle romerſke Kejſerſtat.

Under det idelige Samkvem, der allerede længe havde fundet Sted mellem Norden og Conſtantinopel, men nu, ſiden Vikingekorpſets Oprettelſe, var blevet endnu hyppigere, var der Anledning nok for Nordmændene til at høre lokkende Beſkrivelſer over det herlige Liv i den glimrende Kejſerſtad, over den Ære og Udmerkelſe, Væringerne nød, den Anledning, de havde til at ſkaffe ſig Rigdomme, de mange fremmede Lande, de fik ſee, og de mange glimrende Bedrifter, de udførte. De hjemkomne Væringer førte ſig op med en Stads og Pragt, der ikke kunde andet end gjøre Indtryk paa mange af deres Omgivelſer, iſær de Yngre, der endnu ikke havde ſeet ſig om i Verden, og ſom, naar de alligevel ſkulde anvende nogle Aar paa at erhverve Livserfaring, Menneſkekundſkab og Krigskyndighed, ikke troede at kunne benytte denne Tid bedre end ved at tilbringe den i det prægtige Myklegaard, og ſaa godt ſom i Kejſerens eget Palads, om hvis Rigdomme de nærede de æventyrligſte Foreſtillinger, og maaſkee endnu mere om den Lethed, hvormed man blot ved at gribe til, kunde erhverve ſin Deel deraf. En ſlig hjemvendende Helt, hvis Opførſel og Fortællinger viſt har bevæget mange af hans beundrende Frænder og Venner til at prøve deres Lykke i Conſtantinopel, var den af os tidligere omtalte Bolle, Søn af Bolle Thorleiksſøn og Gudrun Uſvifersdatter. Efter at han i en ung Alder havde hevnet ſin Faders Død[34], og derpaa egtet en Datter af Snorre Gode, drog han over Norge og Danmark til Conſtantinopel (omkring 1028), og tog Tjeneſte blandt Væringerne[35]. Efter henved to Aars Forløb kom han tilbage[36], og medbragte, ſom der ſiges, meget Gods og mange prægtige Klenodier, ſom Høvdinger havde givet ham; han klædte ſig ſaa prægtigt, at han kun vilde bære Skarlagens- og Pells-Klæder: alle hans Vaaben vare prydede med Guld, fornemmelig hans ypperlige Sverd Fotbit, ſom han havde baaret fra Barnsbeen af. Han reed op fra Skibet, fortælles der, ſelv tolfte; alle hans Følgeſvende vare i Skarlagens Klæder og reed paa forgyldte Sadler, men endda var Bolle ſelv langt prægtigere, han bar en Dragt af Pell, ſom Kejſeren ſelv havde foræret ham, og over den havde han en Skarlagens Kappe; han var omgjordet med Sverdet Fotbit, havde en forgyldt Hjelm paa Hovedet, et rødt Skjold, hvori en med Guldfarve malet Ridder, ved Siden, og en Landſe i Haanden, efter udenlandſk Skik; og hvor han og hans Mænd gjeſtede, glemte Kvinderne alt andet for at ſee paa Bolles og hans Ledſageres Stads[37]. Alt ſaadant ſpillede nokſom i Øjnene paa de højbyrdige Ynglinger, og vakte deres Lyſt til at forſøge ſin Lykke paa lignende Maade. Naar vi ſaaledes kun faa Aar efter finde Bolles egen Svoger, Halldor Snorresſøn, blandt Væringernes Tal og i Haralds Følge, ligger den Formodning nær, at Bolles Exempel kan have lokket ham, og at han igjen kan have overtalt Harald Sigurdsſøn til at gjøre det ſamme.

I Rusland ved Jaroſlavs Hof havde Harald desuden ſaa godt ſom daglig Lejlighed til at høre Efterretninger fra Conſtantinopel fra førſte Haand, og lytte til de meeſt glimrende Beſkrivelſer over Væringernes lyſtige Liv og indbringende Tjeneſte. Hans Hu ſtod viſt derfor til Conſtantinopel allerede førend Jaroſlav opfordrede ham til at prøve Lykken i fremmede Lande. Fra Kijev, hvor Jaroſlav holdt ſit Hof, var Rejſen til Conſtantinopel hverken lang eller beſværlig, og naar Harald førſt havde Lyſt til at beſøge Conſtantinopel, kunde dette Ønſke let opfyldes. Han behøvede kun at drage den ſædvanlige Vej ned ad Dneperen til det ſorte Hav, og videre langs dettes Veſtkyſt og gjennem Strædet. Saaledes ſee vi ham da i Aaret 1032, henimod Høſtens Begyndelſe, at drage til Conſtantinopel, ledſaget af en heel Deel Folk[38]. Mange af disſe have viſtnok været Nordmænd og Sviar, men det ſtørſte Antal var dog ſikkert Rusſer, ſiden det udtrykkeligt ſiges hos de byzantinſke Forfattere, at Kejſeren i førſte Halvdeel af Aaret 1033 havde rusſiſke Tropper i ſin Tjeneſte. Som forhenværende rusſiſk Befalingsmand maa Harald af Grækerne i Conſtantinopel ſnareſt have været betragtet ſom en Rusſer, og da det, ſom det ſtrax nedenfor vil ſees, er viſt, at hine rusſiſke Tropper netop bleve anvendte ved Lejligheder, hvor Harald ogſaa kæmpede med, ligger den Slutning temmelig nær, at de Folk, Harald havde med ſig fra Rusland, juſt vare de ſamme Hjelpetropper, eller en Deel af dem.

I Conſtantinopel herſkede paa denne Tid Nomanos Argyros eller Argyropulos. Han havde faaet Kejſerværdigheden ved, juſt ikke med ſin gode Vilje, at egte den næſten femtiaarige, men vellyſtige og herſkeſyge Zoe, en Datter af hans Forgænger Conſtantin IX (død 1028)[39]. Men det varede ikke længe, førend Zoe var bleven ked af den gamle Romanos, iſær efter at en af de fornemſte Eunucher ved Hoffet, Paflagoneren Johannes, havde foreſtillet hende ſin unge og ſmukke Broder Michael, forhen Vexelerer, hvorfor han og fik Tilnavnet Katallaktes[40], men nu, paa Johannes’s Anbefaling, hævet til den høje Hof-Værdighed af Pantheon-Archont. Sne blev, ſom den liſtige Johannes havde beregnet, forelſket i Michael, og indlod ſig i utilladelig Forbindelſe med ham. Hendes Henſigt var nu at rydde Romanos af Vejen, egte Michael, og ſætte ham paa den ledige Trone. Medens “Romanos’s Magt ſted paa ſaa ſvage Fødder hjemme, truedes Riget ogſaa udenfra af farlige og mægtige Fiender. Saracenerne foruroligede de øſtlige Grændſelande, og gjorde ødelæggende Tog til Søs langs de græſke Kyſter. De nordlige Grændſer herjedes af Bulgarerne og Petſchenegerne. I Italien, hvor de græſke Kejſere endnu beſad den ſydøſtligſte Deel, eller Apulien og Calabrien, havde de i den ſenere Tid haft den ſtørſte Vanſkelighed ved at forſvare disſe Beſiddelſer mod de langobardiſke Hertuger og mod en Opſtand i Hovedſtaden Bari, der underſtøttedes af nordmanniſke Krigere, og uagtet det endnu kun var kort Tid ſiden man førſte Gang ſaa disſe i Italien, havde de dog allerede fæſtet Fod i Landet[41].

Der var ſaaledes Anledning nok for Harald til at komme i Felten og tilegne ſig Krigserfarenhed. Endnu ſamme Høſt, han kom til Conſtantinopel, deeltog han, ſandſynligviis blandt de rusſiſke Hjelpetropper, i et Søtog, den byzantinſke Anfører Nikephoros Karantenos gjorde med Galejflaaden[42] mod en Deel Saracener fra Afrika, der havde herjet Kyſterne lige fra Peloponnes til Korfu. Dette Tog var meget heldigt; Saracenerne bleve overvundne, en Deel af deres Skibe ſtukne i Brand: de øvrige lede paa Tilbagerejſen Skibbrud ved Sicilien, ſaa at Beſætningen fandt ſin Grav i Bølgerne. „Skibet, hvorpaa Harald kæmpede“, ſiger den ſamtidige Skald Bølverk Arnorsſøn, Thjodolfs Broder, „blev næſten fyldt med Blod, og de udſkyllede Liig dreve op paa Kyſten ſøndenfor Sicilien“[43]. Saracenerne i Afrika udruſtede ſtrax en ny Flaade paa 1000 Skibe, og begyndte atter at herje de græſke Kyſter, men med lige ſaa lidet Held ſom forhen: Nikephoros ſlog dem aldeles og bragte en Mængde Fanger til Conſtantinopel[44].

Dette var altſaa Haralds førſte Felttog i den græſke Kejſeres Tjeneſte. Vore Sagaer nævne ikke udtrykkeligt at han ſtrax ved ſin Ankomſt til Conſtantinopel indtraadte i Væringe-Korpſet; de ſige kun, at han lod ſig hverve hos Kejſeren, og at ſiden, under de Felttog han foretog, holdt Væringerne ſig meget til ham, ſaa at han tilſidſt blev deres Høvding. Det maa imidlertid anſees ſom viſt, at Væringerne ej vare med paa dette førſte Søtog, medens man derimod af Bølverks Vers ſeer, at Harald deeltog deri[45]. Harald var altſaa da endnu ikke Væring. Vi erfare derhos, at Harald ved ſin Ankomſt til Conſtantinopel gik frem med den ſtørſte Forſigtighed, og vilde ikke aabenbare for Nogen, ej engang for Væringerne, ſin rette Byrd eller ſit Navn, men gav m, ſom der fortælles, det falſke Navn Nordbrikt[46]. Som Grund derfor angives, at udenlandſke Kongeſønner ej taaltes i Conſtantinopel, og endnu mindre fik nogen Befalingspoſt der. Uagtet en ſaadan Mistænkelighed mod fremmede Mænd af kongeligt Blod ret godt ſtemmer med hvad man ellers veed om den byzantinſke Politik, ſynes det dog utroligt, at Haralds Herkomſt, om den end var kjendt, ſkulde kunne vække nogen Uro. Hans Grund til at holde ſit Navn og ſin Stand hemmelige har derfor ſnarere været det Forhold, hvori han ſtod til den rusſiſke Storfyrſte og de med ſaa megen Mistænkelighed betragtede Rusſer[47]. Vi antage altſaa at han endnu i nogen Tid ikke indtraadte blandt Væringerne, men gjorde Tjeneſte med de rusſiſke Lejetropper. Der var juſt Anledning for dem til at anvendes. En ſaraceniſk Høvding ved Navn Alim, overgav Borgen Perkrin i Babylonien til Kejſeren; men ſkuffet i Haabet om de forvæntede Belønninger, greb han til Vaaben mod ham, overrumplede Borgen og nedſablede en Mængde af Kejſerens Folk. Kejſeren ſendte nu (Aug. 1033) en Hær derhen, i hvilken der ogſaa, ſom det udtrykkeligt ſiges, var rusſiſke Hjelpetropper[48]. Borgen blev indtagen, og ſaavel Alim ſom hans Søn dræbte. At Harald var med blandt disſe rusſiſke Hjelpetropper, er ſaa meget visſere, ſom Thjodolf, der ſenere var Haralds egen Hofſkald, fortæller at han kæmpede i Serkland, d. e. Saracenernes, eller de mohammedanſke Arabers, Land og erobrede 80 Byer[49]. Harald ſkal ogſaa,ifølge Skalden Bølverks Udſagn, have gjort et Søtog til Blaaland, hvilket Navn egentlig betegner det indre Afrika, men hvorved her neppe andet end Ægypten kan være meent[50]. Strax før hiint Tog mod Perkrin blev der ſendt en Hær til Syrien, og en Flaade til Ægypten, for at ſtaa den frafaldne ægyptiſke Emir i Tripolis bi. Flaaden landede ved Alexandria, tog mange Skibe og gjorde et ſtort Bytte[51]. Man kunde ſaaledes formode, at det nærmeſt er dette Tog, hvortil Bolverk ſigter, ſkjønt det ogſaa, ſom ſtrax nedenfor ſkal viſes, er højſt rimeligt, at Harald er forbleven temmelig længe i disſe Egne, og kan have gjort flere Strejftog til Ægypten. En anden af Haralds ſenere Hofſkalde, Stof, der digtede en Draapa om Harald, og, hvad hans Bedrifter udenlands angaar, ſkal nøje have rettet ſig efter hvad han hørte Harald ſelv og flere af hans Stalbrødre fortælle, taler ogſaa om et Tog, Harald ſkulde have gjort til Palæſtina, for at underkaſte Jeruſalem den græſke Kejſer. Stuf ſiger ikke udtrykkeligt, at han erobrede Jeruſalem ſelv, men han nævner dog, at hele den øvre Deel af Landet godvillig, og uden at herjes, underkaſtede ſig. Han tilføjer, at Harald overvandt og fældede mange Ugjerningsmænd ved Jordanflodens Bredder[52]. Den proſaiſke Sagaberetning, hvortil disſe Vers af Stuf anføres, lader Harald erobre hele Jorſalaland uden Sverdſlag, lader ham i Jeruſalem ofre rige Gaver til Chriſti Grav, det hellige Kors og mange andre Helligdomme, og derpaa ved at dræbe Røvere og onde Ugjerningsmænd frede Vejen ud til Jordan, hvor han efter Pilegrimenes Viis badede ſig. Da det nu er en bekjendt Sag, at Palæſtina og Jeruſalem paa denne Tid ſtode under den ægyptiſke Khalif, og at Kejſer Romanos ej alene ikke tilbageerobrede dem, men ikke engang gjorde noget Forſøg derpaa, er det let at indſee, at Harald ikke kan have udført ſaa ſtore Bedrifter her, ſom dem, Sagaen tillægger ham. Derimod er det ikke uſandſynligt, at den godvillige Underkaſtelſe af Landets øvre Deel, hvorom Stof taler, har beſtaaet deri, at enkelte Borge eller Diſtrikter, ſom tilhørte den oven omtalte Emir af Tripolis i Syrien, til hvis Underſtøttelſe Toget til Syrien og Ægypten blev foretaget, have underkaſtet ſig Grækernes Hær. Vi erfare derhos, at den ægyptiſke Khalif døde i 1036, at hans Efterfølger, der havde en græſk Moder, og var gunſtigt ſtemt mod de Chriſtne, ſluttede Fred med Kejſeren paa 30 Aar, og gav dem Tilladelſe til at gjenopbygge det nedbrændte Tempel i Jeruſalem[53]. Ligeſom dette var den bedſte Lejlighed for Harald til at kunne forrette ſin Andagt i Jeruſalem, ſaaledes kunde det maaſkee af de forfængelige Græker betragtes eller udtydes ſom et Underkaſtelſestegn. Det bliver da ogſaa heel ſandſynligt, at Harald opholdt ſig paa hine Kanter, i Syrien, Palæſtina, og ved den ægyptiſke Grændſe (altſaa i Serkland og Blaaland), lige indtil 1036 eller maaſkee 1037; at han i den Tid for det meſte var beſkjeftiget med krigerſke Foretagender her kan han maaſkee have hjulpet til at indtage hine 80 Byer — men at han tilſidſt, efter Fredsſlutningen, gjorde en Pilegrimsrejſe til Jeruſalem og Jordan. Hid er han altſaa ikke kommen ſom Erobrer eller endog ſom Kriger, men kun ſom en beſkeden Pilegrim. Vejen til Jordan var dog i hine Tider, ſom nu, ſaa foruroliget af røverſke Beduiner, at Harald neppe har gjort denne Rejſe ubevæbnet, eller uden Bedækning. Saaledes kan man meget vel forſtaa, hvorledes han, ſkjønt fredelig Pilegrim, dog kunde komme til at kæmpe med Røverne ved Jordan. Man kan ogſaa meget vel forſtaa, hvorledes hans og hans Kammeraters Beretning herom, allerede fra førſt af maaſkee noget pralende, ſiden, ved at gaa fra Mund til Mund, er bleven mere og mere overdreven, ſaa at Harald omſider fremtræder ſom Befalingsmand paa et ſtort Erobringstog. Men merkeligt er det her, at Stuf, ſkjønt han øjenſynligt, enten af Smigreri, eller fordi han var misledet ved de ham givne Meddelelſer, tildeler Harald en mere fremragende Rolle end han virkelig har ſpillet, dog, ſom ovenfor ytret, ſlet ikke nævner noget om, at Jeruſalem ſelv blev erobret. Dette have ſaaledes heller ikke Harald og hans Stalbroder ſagt, hvor meget de end ellers kunne have pralet.

Medens Harald efter denne Tidsberegning endnu opholdt ſig i Orienten[54], udførte Zoe den længe nærede Mordplan mod ſin Mand, Kejſer Romanos. Hiin lod ham give en langſomt dræbende Gift, der kaſtede ham paa et ſmerteligt Sygeleje; men da det dog, ſom det lader, varede hende for længe, inden han opgav Aanden, lod hun ham, Skjærthorsdag d. 11te April 1034, kvæle i Badet, og egtede endnu ſamme Dag ſin Elſker Michael, der nu ved hendes Side beſteg Kejſertronen, uden at enten hun eller han dog nød ſynderligt godt af hiin Udaad, da han plagedes af et epileptiſk Tilfælde og endnu mere af Samvittighedsnag, førte en ulykkelig Tilværelſe, og følte ſine Livskræfter daglig aftage[55]. Han kunde derfor heller ikke ſynderligt beſkjeftige ſig med Regjeringsſyſlerne, men overlod dem for det meſte til ſin kloge Broder Johannes. To eller tre Aar efter hans Tronbeſtigelſe, da Freden med Ægypten var ſluttet, maa vi, ifølge det foregaaende, antage at Harald er kommen tilbage til Conſtantinopel, og indtraadt i Væringekorpſet[56]. Den Fejltagelſe i vore Sagaer, at Michael allerede ved Haralds Ankomſt til Conſtantinopel var Kejſer, lader ſig altſaa maaſkee tildeels forklare derved, at Michael var den Kejſer, under hvilken Harald lod ſeg hverve ſom Væring. Det næſte Tog, hvori Harald deeltog, var ogſaa netop et, hvorved Væringekorpſet, endog efter de udenlandſke Forfatteres Vidnesbyrd, gjorde Tjeneſte[57].

Haralds Bekjendtſkab til Conſtantinopel var ſaaledes før hans Tilbagekomſt i 1037 viſt endnu kun meget flygtigt. Han havde været der i 1032, men var ſtrax derpaa dragen i Felten, og vendte førſt tilbage efter flere Aars Forløb. Til denne Tilbagekomſt, kort førend han blev Væring, ſigter maaſkee Thjodolf, hvor han ſiger at Harald ſejrrig nærmede ſig Kejſerſtaden og ſaa dens Taarne hæve ſig i det Fjerne, medens mange ſmykkede Skibe ſkrede hen mod den høje Borg-Fløj[58].

Blandt de Islændinger, der enten paa denne Tid, eller allerede ved Haralds Ankomſt til Conſtantinopel fandtes i Væringeſkaren, var den højbyrdige Maar Hunrødsſøn fra Blanda-Dalen paa Nordlandet, der i tredie Led ſtammede fra Landnamsmanden Ævar, Datterſøn af Harald Guldſkegg, Konge i Sogn[59]. Maar var Svejtehøvding, det vil ſige, Anfører for en Afdeling af Korpſet. Nysgjerrig efter at erfare, hvo hiin Yngling var, der omgav ſig med ſaamegen Hemmelighedsfuldhed, men ſom dog af de Nordmænd, der vare i Følge med ham, behandledes ſom Høvding, opſøgte Maar Haralds Stalbroder Halldor Snorresſøn, gav ſig i Tale med ham, og ſøgte at aflokke ham Hemmeligheden. Men Halldor vilde intet fortælle. Strax efter traadte Maar ud af Korpſet og rejſte hjem: det lader næſten ſom om det var af Ærgrelſe fordi han ej kunde faa ſin Nysgjerrighed ſtillet. Der tilføjes dog, at han ſkal have ytret ſin Formodning om, at ſtore Planer om en Stund vilde komme til Udførelſe. Heraf kunde man maaſkee ſlutte, at han har anet, hvo Harald var, og hvilken merkelig Rolle han vilde ſpille, naar han engang kom tilbage til Norden[60].

Harald var paa denne Tid (1037) 22 Aar gammel, i ſin Ungdoms Blomſt. Han var ſmuk af Anſigt, lyshaaret, og af en uſædvanlig Højde, der angives til fem Alen[61], men desuagtet vel proportioneret. Det er umuligt andet end at den ſmukke, unge, kæmpeſtore Nordmand, med ſin imponerende Skabning og ſit ſtolte Kongeblik maa have vakt ſtor Opſigt blandt de blødagtige Græker, og at han navnlig maa have gjort et mægtigt Indtryk paa den for mandig Skjønhed ſaa følſomme Kejſerinde. Den følgende Hiſtorie, ſom et Par af Kongeſagaerne berette, er derfor intet mindre end uſandſynlig. En Dag da Væringerne juſt beſkjeftigede ſig med de ſædvanlige Kamplege, og nogle legede, andre, hvoriblandt Nordbrikt eller Harald, ſad i tre Kredſe og ſaa til, kom .Kejſerinde Zoe forbi. Efterat have ſtaaet en Stund og beundret deres raſke Bevægelſer og Styrkeprøver, fik hun Øje paa Harald, gik ſtrax hen til ham, og ſagde: „hør Nordmand, giv mig en Lok af dit Haar“, Men Harald gav hende kun et uærbødigt og uanſtændigt, men derhos løjerligt Svar, ſaa at Tilhørerne maatte lee, medens de dog forundrede ſig over Nordmandens Djervhed. Zoe, heder det, brød ſig dog ikke derom, og fortſatte ſin Vej. Man maa næſten formode, at hun ſelv tilligemed de hende omgivende Damer har fundet Haralds Svar alt for morſomt, til at kunne vredes paa ham derover. Snarere har det endog bidraget til at befeſte Harald i hendes Yndeſt, og ſkaffe ham Anførerværdigheden tidligere end han maaſkee ellers vilde have naaet den[62].

Af alle de Krigsforetagender, hvori Harald deeltog under ſit Ophold i Syden, er intet blevet mere navnkundigt, end Krigen paa Sicilien og i Nedre-Italien i Aarene 1038—1041. Toget til Sicilien 1038 under Anførſel af Georg Maniakes (Gyrge) fortælles ſom Hovedtoget, ved hvilket alle de øvrige Bedrifter, Harald udførte, endog Toget til Serkland, kun anføres i Korthed ſom Biomſtændigheder. Den lange Mellemtid mellem Haralds førſte Ankomſt og den ſiciliſke Krig ſvinder ligeſom ſammen til Intet; Harald optræder ſtrax ſom Væring, Michael ſom Kejſer, og Georg ſom Anfører. Anekdoter om disſe Tog optage i vore egne Sagaer næſten den hele Beretning om Haralds Bedrifter udenlands. Med Vidtløftighed fortælles der om Haralds Tapperhed og Snedighed, og med Velbehag i dvæles der ved de Puds, han ſpillede den græſke Anfører, Georg Maniakes. Man vi nu end anſee meget af dette for Overdrivelſe, og kunne vi end (ſe nedf.) paaviſe at flere af de Exempler, der anføres paa Haralds Krigsliſt, ere hvad man kunde kalde ſtaaende Sagn eller Anekdoter, der ogſaa fortælles om mange andre, ſaa vel ældre ſom yngre Krigshøvdinger: ſaa kan det dog viſt ikke betvivles, at Harald her maa have udmerket ſig i høj Grad og grebet ſaa betydeligt ind i Begivenhedernes Gang, at hans Navn ogſaa vilde have været nævnt hos de byzantinſke Forfattere, der behandlede denne Tid, hvis de havde ſkrevet med en Anna Komnenas Nøjagtighed og Fuldſtændighed, i Stedet for kun at levere magre, dunkle og ufuldſtændige Notitſer. Men ogſaa i en anden Henſeende er denne Krig merkelig. Det er førſte Gang, at Harald, eller overhoved norſke Krigere, kom i Berørelſe med Nordmannerne, ej alene ſom Venner, men og ſom Fiender, og ſaaledes fik Anledning til at erfare, hvad de ſenere Væringer endnu bedre fik prøve, at Ætlingerne af deres forrige Landsmænd, Gange-Rolfs Krigere, endnu ikke havde vanſlægtet fra deres Forfædre, og at de, ſkjønt de havde forandret Sprog, dog endnu vare Nordmænd i Kraft, Tapperhed, Skikke og Sæder. Det var tillige i og ved denne Krig, at Nordmændene grundfeſtede den Magt i Nedre-Italien, ſom ſatte dem i Stand til, ogſaa her at oprette et Rige og indſet-e nordiſke Inſtitutioner. Det er derfor nødvendigt, her nærmere at dvæle ved disſe Begivenheder, og hvad der med dem ſtaar i Forbindelſe.

Nedre-Italien beſtod ved det 11te Aarhundredes Begyndelſe af to Hoveddele, af hvilke man kunde kalde den ene den græſk-romerſke, for ſaa vidt den ſtod under den græſk-romerſke Keiſers, eller græſke Høvdingers Herredømme, og den anden den langobardiſke, da den adlød langobardiſke Fyrſter, og var den ſidſte uafhængige Levning af det gamle langobardiſke Kongerige, hvis ſtørſte Deel erobredes af Karl den ſtore, og ſiden, i det mindſte af Navn, tilhørte det gjenoprettede veſtromerſke, ſiden tydſke Kejſerdømme. Men af den græſk-romerſke Deel var det, ſom ovenfor nævnt, ikkun Apulien og Kalabrien, der ſtode i fuldſtændigt Afhængighedsforhold til den byzantinſke Kejſer, der lod dem beſtyre ved en Statholder; tilſammen kaldtes de af Grækerne efter deres forrige langobardiſke Herrer „Longibardien“ eller „det longibardiſke Thema“. Stæderne Neapel, Gaeta og Amalfi med tilhørende, ej ubetydelige Diſtrikter, ſtode vel under græſke Hertuger, men disſe Hertuger vare i Virkeligheden uafhængige af Kejſeren. Den langobardiſke Deel beſtod af de tre Fyrſtendømmer Benevent, Capua og Salerno, hvert med ſin uafhængige Hertug. Mellem alle disſe Fyrſter og den græſke Statholder førtes uafladelige Fejder, der udſugede Landets Skarv og plagede Folket. Derhos gjorde Saracenerne fra Afrika og Sicilien hyppige og ødelæggende Plyndringstog langs Kyſterne, og tiltvang ſig derved endog ſtundom en aarlig Skat af de Fyrſter, ſom ikke paa anden Maade kunde holde dem fra ſig.

Engang, da Hertug Gaimar af Salerno havde vægret ſig ved at betale ſaadan Skat, udruſtede Saracenerne en ſtor Flaade, hvormed de ſtyrede lige til Salerno-Bugten og gjorde Landgang for at herje Egnen og belejre Staden. Gaimar tænkte allerede paa at afvende Faren ved at tilvejebringe de forlangte Penge, da 40 nordmanniſke Pilegrimme, der laa paa Hjemrejſen til deres Fædreland, og juſt vare komne til Søs fra Palæſtina, foreſtillede ham hvor ſkjendigt det var, at Chriſtne ſkulde betale de Vantroende Skat, og tilbøde ſig at angribe og fordrive Saracenerne, naar han kun vilde give dem Heſte og Vaaben. Gaimar modtog Tilbudet, og i Spidſen for hans Krigere gjorde de et ſaa kraftigt Angreb paa de i deres Overmod ſorgløſe Saracener, at disſe lede et ſtort Nederlag; mange bleve dræbte, og de øvrige frelſte ſig kun ved at ſvømme ud til Skibene[63]. Dette var Nordmannernes førſte Optræden i Italien. Gaimar belønnede dem fyrſteligt, og ſøgte at faa dem til at forblive hos ham, men de længtede hjem, og rejſte videre. Han havde dog erfaret af dem, at deres Fædreland var rigt paa ſaadanne Helte, og i Haab om at andre af disſe vare lettere at lokke og mere æventyrlyſtne, ſendte han Geſandter lige til Nordmandie i den Henſigt at indbyde dets unge Krigere til at komme og træde i hans Tjeneſte. For deſto bedre at virke paa Gemytterne, medbragte Geſandterne mange Koſtbarheder og flere af Sydens herligſte Naturfrembringelſer; og det lykkedes dem ogſaa at overtale mange til at følge med, endog flere af hine forhenværende Pilegrimme, der havde kæmpet mod Saracenerne ved Palermo. Blandt dem, der nu droge til Italien, altſaa blandt den førſte Skare af nordmanniſke Krigere, ſom gjeſtede dette Land alene for der at ſøge Æventyr og vinde Gods og Guld, nævnes fornemmelig fem Brødre, Aasmund, med Tilnavnet Drengot, Giſelbert, Rolf, Reinulf, Aasketil, der vare blevne utlæge i Nordmandie[64]. Da Nordmannerne kom til Salerno, toge de fleſte, efter Beſtemmelſen, Tjeneſte hos Gaimar, men Aasmund og hans Brødre vilde førſt gjøre en Valfart til den berømte St. Michaels-Hule og Kirke paa Garganusbjerget i Nærheden af Bari. Her traf de Melo, en anſeet Mand fra Bari, der vankede fredløs om paa Fjeldene, fordi han havde ſtaaet i Spidſen for et frugtesløſt Oprør i Bari mod Kejſeren. Melo, ſom ſtedſe tænkte paa at fornye Opſtanden, fik Brødrene overtalte til at gaa i hans Tjeneſte for at herje de rige græſke Stæder, og de ſendte derhos Bud hjem til Venner og Frænder i Nordmandie, om at komme og forene ſig med dem. Efter denne Opfordring ſkulle ikke færre end 3000 Nordmanner være dragne til Italien (1017). Underſtøttet af alle disſe tapre Mænd begyndte Mela Krigen Hulen, og var en kort Tid heldig, men ſiden tabte han et ſtort Slag ved Emner, hvor 240 Nordmanner ſkulle være faldne, og han maatte flygte til Tydſkland, hvor han kort Tid efter døde. Da var Nordmannernes Antal i hans Hær ſammenſmeltet til 500. Melos Svoger, og efter ham hans Broderſønner, ſøgte, ligeledes uden Held, at fortſætte Kampen; den tydſke Konge, Henrik den 2den, ſøgte at underſtøtte dem, men forgjeves, og tilſidſt, da der af hele den nordmanniſke Hær ikke var flere end 25 tilbage, maatte Melos Frænder give tabt, og nøje ſig med nogle Forleninger, Kejſer Henrik gav dem. De øvrige Nordmanner, der vare komne med Geſandterne, havde imidlertid ſtaaet i den ſalernitanſke Hertugs Tjern-ſte ſom Lejetropper. Deres Antal forøgedes efterhaanden med flere af hine 25, hvoriblandt Aasmunds Broder Reinulf.[65] Omſider bleve de misfornøjede med Gaimar, opſagde ham deres Tjeneſte, valgte Reinulf til deres Anfører, og kæmpede herefter ſaa at ſige paa egen Haand, idet de underſtøttede ſnart den ene, ſnart den anden af Nedre-Italiens Smaafyrſter, ſtedſe magende det ſaa, at den ene Fyrſte ikke blev ſtort mægtigere end den anden, men at der altid herſkede en Ligevegt, ſom gjorde dem uundværlige. I Førſtningen havde de deres Tilhold i en ſumpig Egn af Campanien; men da de i Aaret 1029 havde hjulpet Hertug Sergius af Neapel til at gjenvinde denne Stad, overlod han dem til Gjengjeld en meget frugtbar Landſtrækning, hvor de, omtrent 8 Mile fra Neapel, bebyggede den ſterkt befeſtede By Averſa, der ſaaledes blev Nordmannernes førſte faſte Beſiddelſe i Nedre-Italien (1029), og et Værn for Neapel mod det nærliggende langobardiſke Capua. Reinulf der ſidenefter kaldtes Greve af Averſa, og forbandt ſig nærmere med Sergius ved at egte hans Syſter, lod en ny Opfordring udgaa til ſine Landsmænd i Hjemmet om at komme til ham og nedſætte ſig i den nys erhvervede Landſtrækning. Opfordringen var ikke forgjeves, thi fra nu af kom deri en lang Tid hvert Aar nye Sværme af Nordmanner, der i det frugtbare Italien haabede at vinde Hæder, Magt og Rigdom. Blandt dem, der ſaaledes fulgte det almindelige Exempel, var de tre ældſte Sønner af Thankred, Herre til Hauteville i Cotentin[66], hvis Æt var beſtemt til omſider at bringe Nordmannernes Magt i Italien til dens højeſte Spidſe, og grundlægge et Monarchi, der under forſkjellige Omvexlinger og Forandringer af Dynaſti har holdt ſig lige til vore Tider. Hine tre Thankredsſønner, Villjam, Drogo og Hunfred, der ſaa at ſige brøde Banen for deres yngre Brødre, ſom ſenere fulgte efter, ankom til Apulien i Aaret 1035, men begave ſig dog ikke til deres Landsmænd i Averſa, thi da der juſt nu var en Fejde mellem de to langobardiſke Hertuger i Salerno og Gennem, toge de Tjeneſte hos den ſidſte; og da de fandt ham for nidſk, gik de over .til hans Modſtander, Gaimar (den 4de) af Salerno, ſom ogſaa fik en Deel andre, nys ankomne Nordmanner til at gaa i ſin Sold. Denne Krigerſkare forblev i et Par Aars Tid hos Gaimar, og udførte under Viljams og hans Brødres Anførſel mange berømmelige Bedrifter. Men jo mere de udmerkede ſig og lagde deres Dygtighed for Dagen, deſto mere blev det Gaimar klart, at de i Bevidſtheden om deres Kraft kunde blive ham ſelv farlige. Han ønſkede derfor intet heller, end paa en lempelig Maade at blive dem kvit. Dertil frembød ſig ogſaa nu en bekvem Lejlighed[67].

Sicilien havde allerede i over et Aarhundrede ſtaaet under Saracenernes Herredømme. De græſk-romerſke Kejſere, dets fordums Herrer, havde allerede næſten opgivet Haabet om at vinde den tilbage, da der i Aaret 1034 eller 1035 udbrød Uenighed mellem to af dens arabiſke Emirer, Abulafar Mohammed, og hans Broder Abukab. Af denne Uenighed undlod Kejſerens kloge Broder Johannes ikke at benytte ſig, for derved, om muligt, atter at kunne bringe Sicilien under Kejſerens Scepter. Han ſendte en Geſandt til Abulafar, der ſandſynligviis ogſaa fra ſin Side havde gjort Tilnærmelſer, og denne Geſandt bragte det dertil, at der ſluttedes et Forbund mellem Kejſeren og Emiren, der endog ved hans Tilbagerejſe medgav ham ſin Søn, rimeligviis ſom Gisſel, og ſiden belønnedes med Titel af Magiſter. Efter delte aabenbare Frafald bekrigedes han af ſin Broder. I Førſtningen havde han nogle Fordele over ham, men Abukab kaldte den afrikanſke Emir Omar til Hjelp, og nu vendte Lykken ſig; Abulafar blev ſlagen, og flygtede over til den græſke Statholder i Longibardien eller Nedre-Italien, Leen Opos, for at ſøge Hjelp hos ham. Leon ſamlede ſaa mange Folk, han kunde, ſatte over til Sicilien, og overvandt Omar i flere Slag. Men da han merkede, at Abulafar, ſom rimeligviis angrede ſit Frafald, underhaanden havde forligt ſig med Broderen, og iForening med ham ſøgte at bringe den græſke Hær i Fordærvelſe, vovede han ikke længer at forblive paa Sicilien, men vendte tilbage til Italien, og Omar ſkaltede og valtede paa Sicilien efter eget Godtykte. (1037)[68].

Imidlertid havde Kejſeren eller rettere hans Broder Johannes udruſtet en betydelig Hær og Flaade, for at vove et Hovedforſøg paa at gjenvinde den rige, blomſtrende Ø. Overanførſelen over Landhæren betroedes den erfarne Feltherre, Georgios Maniakes, der allerede havde udmerket ſig meget ſom Hærfører i Krigen mod Rigets øſtlige Naboer. Flaaden kommanderedes af Kejſerens Svoger, Patricieren Stephanos. Hvor vigtigt dette Foretagende betragtedes ved Hoffet, ſees aller bedſt deraf, at Maniakes ogſaa fik en Deel af Væringekorpſet med. Blandt denne Afdeling var ogſaa Harald Sigurdsſøn tilligemed hans Følgeſvend og Stalbroder Halldor Snorresſøn; og at Væringerne ikke mindre end Grækerne anſaa dette Tog ſom det fornemſte og betydningsfuldeſte af alle dem, der førtes i disſe Aar, ſees bedſt af den allerede ovenfor berørte Omſtændighed, at vore egne Sagaer næſten udelukkende dvæle derved, og gjøre alle de øvrige Tog, hvori Harald deeltog, til Epiſoder af dette. Georg Maniakes kaldes i vore Sagaer Gyrge[69], og beſkrives ſom en lavſindet, pengegriſk og avindſyg Mand, der altid ſøgte at tilføje Væringerne Uret, men med al ſin Underfundighed dog overliſtedes af den langt klogere og modigere Harald.[70] Dette er dog langt fra at være Georg Maniakes’s Charakteer, ſaadan ſom vi hos de byzantinſke Forfattere lære den at kjende. Han var viſtnok gruſom og vindeſyg, men derhos en dygtig og tapper Feltherre, ſtolt og herſkeſyg, heftig, opbruſende og dumdriſtig, og, ſom det ſynes, i det hele taget forſkjellig fra den Tids Græker; men Væringerne, hvis Egenraadighed han maaſkee har forſøgt at tøjle, vare, ſom man tydeligt kan ſee, overvættes opbragte paa ham, og den paa deres Meddelelſer grundede Sagaſkildring fremſtiller ham derfor ſom om han forenede alle de National-Lyder, der paa den Tid fandtes hos de fordærvede Conſtantinopolitanere, og i Nordboernes Øjne gjorde dem til foragtelige Kryb. Maniakes landede i Italien, førend han endnu havde erfaret Abulafars nye Frafald[71]. Han lod ſig dog ikke derved afſkrække fra at udføre ſit Foretagende, men ſøgte kun, ſom man ſeer, yderligere at forſterke ſin Hær. Her traf det nu belejligt for ham, at Gaimar af Salerno juſt, ſom vi ovenfor berettede, var i Forlegenhed for at blive ſine nordmanniſke Lejetropper kvit paa en lempe-lig Maade. Maniakes anmodede ham i Kejſerens Navn at gjøre dem de meeſt glimrende Løfter, hvis de vilde træde i hans Tjeneſte, og.de modtoge med Glæde dette Tilbud. Deres Antal angives af nogle til 500, af andre kun til 300 Mand[72], kun en ubetydelig Skare, men, ligeſom Væringerne, med et Ry for Tapperhed og Krigsdygtighed, der blandt de blødagtige Sydboer gav dem en Vegt og Indflydelſe, langt over hvad deres blotte Talſtyrke ellers vilde have formaaet. I den græſke Hær traf de nu for førſte Gang ſammen med Væringerne ſom Krigs-Stalbrødre[73]. Uagtet den Generation af Nordmanner, hvortil de hørte, allerede, hvad Sprog og Leveſkik angaar, var bleven franſk, ſaa at de af Grækerne kaldtes Franker, og neppe i Almindelighed kunde gjøre ſig forſtaaelige for Væringerne, eller forſtaaes af dem, uden for ſaa vidt enkelte af disſe paa tidligere Rejſer havde lært det franſke Sprog, ſaa ſatte dog Nordmannerne ſaa megen Stolthed i deres nordiſke Herkomſt og opbevarede ſaa omhyggeligt Minderne om deres Forfædres Udvandring[74], ligeſom ogſaa Nordmændene paa deres Side vidſte ſaa vel Beſked om Nordmandiets Erobring og Bebyggelſe ved Gange-Rolf og hans Krigerſkarer, og om den nordmanniſke Jarle-Æts Slægtſkab med Norges Høvdingeſtammer, at man ikke kan tvivle paa, at Nordmannerne og Væringerne have ſøgt hinanden, udvexlet gjenſidige Erindringer og Sagn om ſvundne Tider, udregnet indbyrdes Slægtſkabsforhold[75], og i det hele taget betragtet hinanden indbyrdes ſom Landsmænd midt iblandt den fremmede Vrimmel. Ogſaa vare Nordmannerne endnu Nordmænd i Udſeende, i Nationalcharakteer, i Kjærlighed til Skaldſkab og Sagavæſen, i Pragtlyſt og Ærgjerrighed, forbunden med Begjærlighed efter at vinde Rigdomme, i henſynsløs Tapperhed forenet med ualmindelig Klogſkab og Liſtighed, hvor denne udkrævedes. Grækerne og Italienerne kunde neppe, naar de ej hørte eller lagde Merke til Sprogſorſkjelligheden, ſkjelne Nordmannerne fra Nordmændene, hvis Navn endog var det ſamme. Hertil kom, at begge Skarers Stilling i den græſke Hær var omtrent eens, og deres Interesſer fælles; begge nærede den ſamme Foragt for Sydboernes Blødagtighed og den ſamme Mistillid til græſk Tro og græſke Løfter. Vi erfare endelig af vore egne Sagaer, ſom i det Følgende vil ſees, at de ſaakaldte „Latinmænd“ i Maniakes’s Hær, ved hvilke man ikke kan forſtaa andre end netop hiin Skare af Nordmanner, virkelig, under den blandt Hjelpetropperne udbrydende Misfornøjelſe med Maniakes, ſluttede ſig til Væringerne. Altſaa har Harald her kunnet ſtifte og maaſkee virkelig ſtiftet Bekjendtſkab med Nordmannernes tapre Høvdinger, de tre Thankredsſønner; et Bekjendtſkab, der viſt har været paa Tale, da de ſamme Thankredsſønners Broderſøn, den mægtige Roger den 2den, ſytti Aar ſenere bevertede Haralds Sønneſøns Søn, den unge .Kong Sigurd, i ſit Slot, og aller førſt af ham modtog Kongetitel.

Da Maniakes kom over til Sicilien (1038), gjorde de ſaraceniſke Emirer ham en alvorlig Modſtand. Mesſina belejredes, og forſvarede ſig haardnakket, men erobredes, ſom det fortælles, ved Nordmannernes Tapperhed[76]. En ny Hær paa 50000 Mand kom over fra Afrika, men den blev aldeles ſlagen ved et Sted, kaldet Rhemata (Floderne), ſaaledes at den forbirindende Elv næſten fyldtes med Blod og ſteg over ſine Bredder[77]. Dette Slag ſynes at have været det, i hvilket Viljam af Hauteville udmerkede ſig ſaaledes, at han ſiden fik Tilnavnet „Jærn-Armen“[78]. Maniakes erobrede derpaa tretten Steder, og underkaſtede ſig i kort Tid den hele Ø. „Det nyttede ikke“, ſiger Skalden Thjodolf, „den afrikanſke Fyrſte at viſte forſvare Herredømmet over det haglſmykkede Land og dets Indbyggere imod ham“[79]. Her taler Thjodolf viſtnok om Harald, ſom den, hvem Æren for Erobringen egentlig var at tilſkrive, og nævner endog om „den dorſke, ukrigerſke Mandsling, der var langt borte, da Krigslynets Svinger (Harald), erobrede ſig det underbare Land“. Dette have, ſom det ſynes, allerede de, der nedſkreve Haralds Saga, henført til Maniakes, men det er langt rimeligere at antage, at Thjodolf dermed har meent Kejſer Michael ſelv[80]. Imidlertid ſamlede Omar en ny og ſtørre Hær i Afrika, ſatte med den atter over til Sicilien, og opſlog ſin Lejr paa Sletterne ved Traina. Maniakes drog imod ham, men indſkerpede førſt Flaadens Anfører, Stephanos, at han endelig maatte pasſe paa, at Omar, hvis han blev ſlagen, ikke undkom til Afrika. Da Hærene nærmede ſig hinanden, ſkal Viljam Thankredsſøn i Spidſen for ſine Nordmanner have ilet langt forud for den græſke Hær, og med ſaadan uimodſtaaelig Heftighed have angrebet Saracenerne, at de ſtrax grebe Flugten, og at de bagefter følgende Græker ikke fik andet at beſtille end at plyndre Fiendens rige Lejr, medens Nordmannerne vare beſkjeftigede med at forfølge de flygtende[81]. Over 500000 Saraceners Lig ſkulle have bedækket Valpladſen, og Omar undkom med Nød og neppe, paa en liden Baad, paa hvilken Stephanos’s Kyſtvogtere ikke gave Agt. Forbitret herover, udbrød Maniakes ſiden i de heftigſte Bebrejdelſer mod Stephanos, ſkjeldte ham ud for en ſkjødesløs og fejg Forræder, og ſlog ham i Hovedet med ſin Stav. For at hevne denne Fornærmelſe ſkrev Stephanos ſtrax hjem til ſin Svoger Johannes, og beſkyldte Maniakes for oprørſke Planer. Beſkyldningen ſnildt alt for villig Tiltro; Maniakes blev i Lænker ſendt tilbage til Conſtantinopel, hvor han kaſtedes i Fængſel, og til hans Eftermand udnævntes Protoſpatharen Michael Dokianos, en uduelig Mand, medens den midlertidige Overkommando indtil hans Ankomſt betroedes den ligeſaa uduelige Stephanos og Eunuchen Baſil (1039). Disſe tilintetgjorde i kort Tid ved deres Skjødesløshed næſten alle Frugterne af Maniakes’s Anſtrengelſer. De befeſtede Steder overvældede deres Beſætninger; der kom Forſterkning fra Afrika, og ved dens Hjelp bleve Grækerne uddrevne fra hele Sicilien, paa Mesſina nær, der holdt ſig, forſvaret af Protoſpatharen Katatalon og hans tapre Krigere. Denne gjorde endog (25 Mai 1040), i Spidſen for 300 Ryttere og 500 Fodfolk et Udfald paa de i deres Sejrslykke altfor ſikre Saracener, opſøgte og dræbte Abulafar ſelv i hans Telt, og anrettede et ſtort Nederlag paa Saracenerne, hvoraf kun faa undkom til Palermo, medens deres Lejr plyndredes af Sejrherrerne, der gjorde et uhyre Bytte i Sølv, Guld, Perler og Ædelſtene, hvilte de forefandt i en ſaa ſtor Overflod, at de ſkulle have deelt dem mellem ſig i Skjeppeviis[82]. Den Formodning ligger nær, at hine 300 Ryttere og 500 Fodfolk netop have været Nordmannerne og Væringerne[83]; i den øvrige græſke Hær var der neppe nogen anden Skare, der torde vove en ſaadan Heltedaad, og det er desuden .viſt, at i det mindſte Nordmannerne paa denne Tid opholdt ſig i eller ved Mesſina[84], og ikke forlode den, førend Dokianos havde overtaget Kommandoen og ved ſin højſt ukloge og ſkammelige Opførſel havde gjort dem til Grækernes ſvorne Fiender, men givet det førſte Stød til at ogſaa Nedre-Italien tabtes for Grækerne. Nordmannerne havde allerede i Maniakes’s Tid været misfornøjede med Grækernes Egennytte. Efter Slaget ved Traina havde de ſaaledes, ſom det ſiges, gaaet Glip af Byttet. En anſeet Lombarder, Harduin, der havde ſluttet ſig til Nordmannerne, og, ſom det ſynes formedelſt ſit Kjendſkab til det græſke Sprog og de italienſke Forhold, udførte deels en Tolks deels en Underanførers Forretninger[85], havde i en af Fegtningerne paa Sicilien med egen Haand nedlagt en ſaraceniſk Høvding, og ſom ſit retmæsſige Bytte tilegnet ſig hans ſmukke Heſt, men Maniakes havde med Magt og Haan ladet ham den fratage[86]. Da Dokianos kom, blev det endnu værre. Han forholdt endog Nordmannerne deres retmæsſige Sold. Da Harduin indfandt ſig hos ham for at klage herover, og i Nordmannernes Navn bad om en bedre og retfærdigere Behandling, lod Dokianos ham gribe og til Spot og Skjendſel pidſke gjennem den hele Lejr. Nordmannernes Forbitrelſe herover vilde ſtrax have givet ſig Luft i et Angreb paa Grækerne, hvis ikke den kloge Harduin ſelv havde holdt dem tilbage, og imidlertid anſtillet ſig, ſom om han ikke tog ſig det mindſte nær af hvad der var ſkeet, indtil han af Anførerens Skriver havde faaet et Pas til at komme over Sundet til Calabrien, hvor han foregav at have et nødvendigt Ærende. Ved Hjelp af dette Pas ſlap han og Nordmannerne bort fra Mesſina ved Nattetid, og ſaa ſnart de havde landet paa Italiens Kyſt, droge de tinder idelig Herjen i de græſke Beſiddelſer lige til Apuliens Grændſer, hvorpaa de efter Harduins Raad opfordrede Nordmannerne i Averſa til at gjøre fælles Sag med dem om at fordrive Grækerne fra Italien og erobre deres Beſiddelſer[87]. Forenede med Thankreds-Sønnernes Skare til en eneſte liden, men kjerneſterk Hær, under 12 Anførere, hvoriblandt Reinulf og Thankreds-Sønnerne, ſatte de ſig førſt ved Overrumpling i Beſiddelſe af den faſte Stad Melfi, Apuliens Nøgle (1040 eller 1041), og erobrede derpaa Venoſa, Aſceli og Lavello[88]. Deres Fremgang var ſaa meget ſtørre, ſom de græſke Beſiddelſer formedelſt den ſiciliſke Krig vare blottede for Tropper[89]. Dokianos ſkyndte ſig fra Sicilien, for at befrie Italien fra disſe Røvere, ſom han kaldte dem, og ſom han med Lethed haabede at overvinde. Heri tog han dog Fejl. Da han, deels maaſkee af Overmod, deels fordi han maatte efterlade Tropper i Mesſina, ikke angreb Nordmannerne med ſin hele Styrke, blev han ſlagen, førſt (17 Marts) i Nærheden af Melfi, ved Floden Olivento, ſiden i et blodigt Slag ved Cannæ (4de Mai 1041), hvor han ſelv var i ſtor Fare for at blive fangen. Der fortælles, at ogſaa en ſtor Mængde rusſiſke Hjelpetropper ſkulle være faldne i dette Slag. Dokianos forſterkede ſig ved Tropper fra Sicilien og Calabrien, men da han atter vilde drage mod Nordmannerne, maatte han afſtaa Kommandoen til den dueligere Exauguſtus Bojohannes, der imidlertid var udnævnt til hans Eftermand, og om hvem det udtrykkeligt ſiges, at han medbragte en Deel Væringer og fremmede Tropper. Selv vendte Dokianos tilbage til Sicilien, hvor han dog neppe kan have holdt ſig længe, da vi, næſte Gang Mesſina omtales, atter finde det i Saracenernes Vold. Exauguſtus angreb Nordmannerne ved Monopolis, men blev aldeles ſlagen og fangen (3 Sept. 1041)[90]. Levningerne af den græſke Hær maatte rumme det aabne Land og indeſlutte ſig i de faſte Stæder[91].

Imidlertid havde en farlig Opſtand af de macedoniſke Bulgarer ſat Hoffet i Forfærdelſe. De havde erobret Durazzo, overſvømmet Grækenland, og truede Thesſalonika, hvor Kejſeren i den ſenere Tid plejede at opholde ſig ved St. Demetrius’s Grav for at anraabe denne Helgen om at ſkaffe ham Helbredelſe. Nei flygtede han over Hals og Hoved til Conſtantinopel; alle hans Koſtbarheder og Bagage, ſom han havde ladet efter ſig, faldt ved Forræderi i Bulgarernes Hænder, og med 40000 Mand belejrede de Thesialonike[92]. Da Byen efter ſex Dages Forløb ej kunde indtages ved Storm, beſluttede de at udhungre den. Byens Indbyggere toge i denne Nød deres Tilflugt til deres Skytshelgen, Martyren St. Demetrius. En heel Nat forrettede de Bønner ved hans Gravſted, ſalvede ſig med det deraf fremveldende Jordbeg, aabnede Portene og gjorde, underſtøttede af de ſaakaldte Megathymers Legion, et ſaa pludſeligt Udfald mod de derpaa aldeles uforberedte Fiender, at de fuldkommen overvandt dem. Man paaſtod, at Helgenen ſelv havde været i Spidſen for den græſke Hær, og nogle bulgariſke Fanger ſvor paa, fortæller Kedrenos, at de foran den romerſke Fylking havde livagtigt ſeet en Yngling til Heſt, fra hvilken der udgik Ild, ſom fortærede de modſtaaende Fiender. Femten tuſende Bulgarer faldt, de øvrige flygtede[93]; mellem de bulgariſke Anførere udbrød der Splid: den ene forraadte den anden og gik over til Kejſeren, og ſaaledes ophørte Opſtanden næſten af ſig ſelv (1041). Kejſeren rejſte ſiden over Thesſalonika til Bulgarien, fuldendte Undertvingelſen, og begav ſig derpaa tilbage til Conſtantinopel, hvor hans Sygdom nu fik ſaadan Overhaand, at han døde endnu ſamme Aar (10de Decbr. 1041)[94]. Kort før ſin Død havde han faaet Zoe til at udnævne hans Syſterſøn, der ligeledes hed Michael, til Cæſar; hun adopterede ham nu ſom ſin Søn, og ophøjede ham til Kejſerværdigheden ved ſin Side, dog efter at han havde ſvoret at han i alt ſkulde adlyde hende. Michael, der af Folket ſpotviis kaldtes Kalafates, fordi hans Fader, den forhen omtalte Flaade-Anfører Stephanos, havde været Skibskalfatrer, troede ſig aldrig ſaa ſnart i ſikker Beſiddelſe af Magten, førend han viſte den ſtørſte Utaknemmelighed mod ſin Velgjørerinde. Ophidſet af ſin Farbroder Johannes, hvilken hun havde relegeret, lod han Zoe en Nat bringe bort fra Paladſet, rage og ſætte i et Kloſter. Men da han den følgende Dag lod dette forkynde for Folket, angivende ſom Grund at hun lagde onde Raad op mod ham, blev der et frygteligt Opløb. Med høj Røſt fordrede Folket ſin Moder Sne, ſom de kaldte hende, tilbage, de raſende Sværme ilede, bevæbnede med Stene, Stokke og Bænke, førſt til Sophiakirken, hvor Patriarchen gjorde fælles Sag med dem, og hvor de hentede Zoes Syſter. Theodora, der beklædtes med Purpuret og udraabtes til Medkejſerinde; ſiden til Paladſet, hvor den forfærdede Michael i Haſt lod Sne hente tilbage og iføre den kejſerlige Dragt, i Haab om at dette ſkulde berolige Gemytterne. Men da han ſelv vilde tale til Folket og underrette det herom, blev han hilſet med en Regn af Stene og Pile. Forvirret og modløs vilde han førſt flygte til et Kloſter; men da hans Venner opfordrede ham til at forſvare ſig til det Yderſte, ſom det ſømmede ſig en Kejſer, tog han Mod til ſig, og gik med de Bevæbnede, han i Haſt kunde faa ſamlet, ud mod Folkemasſen, der fra Hippodromen, fra Excubita og Tzykaniſteriet angreb Paladſet[95]. Der blev nu en heftig Kamp, hvori ikke færre end 3000 ſkulle være faldne paa Folkets Side. Men omſider blev dog Kejſerens faa Forſvarere overmandede af Mængden, der brød ind i Paladſet for at ſøge efter Kejſeren, idet de plyndrede alt det Guld og de Koſtbarheder, der fandtes i Skatkammeret[96]. Michael flygtede til et Kloſter, hvor han tog Munkedragt, (20 April 1042), og Sne tiltraadte atter Regjeringen, ſom hun nu efter Folkets Ønſke deelte med Theodora. Da hun foreſpurgte ſig hos Senatet, hvad man ſkulde gjøre med Michael, forlangte Alle at han enten ſkulde dræbes eller blindes. Zoe havde Medlidenhed med ham, men Theodora ſendte Stadspræfekten hen til Kloſtret for at blinde ham. En Sværm af Folk fulgte efter. Michael tog ſin Tilflugt til St. Johannes den Døbers Helligdom, men den over Blodsudgydelſen raſende Folkehob ſtyrtede ind, greb ham, ſlæbte ham ved Fødderne hen til et Sted, kaldet Sigma, og udſtak der hans Øjne (21 April 1042). Derpaa blev han relegeret til et andet Kloſter. Hans Regjering havde kun varet i 4 Maaneder og 5 Dage[97].

En af Zoes førſte Regjeringshandlinger var, at hun atter ſendte Georg Maniakes til Italien ſom Overbefalingsmand. Efter nogles Sigende ſkal han allerede have været benaadet og afſendt af Michael. Nordmannerne havde nu udvalgt Argyro af Bari, en Søn eller Frænde af Melo, til deres Hertug, hvorved de, ſom man maa formode, fik et ſtort Tilhæng af Apuliens Beboere, ikke at tale om, at de derved ogſaa kom i Beſiddelſe af Bari, ſom Argyro paa egen Haand havde erobret, medens Grækerne vare beſkjeftigede med Krigen paa Sicilien[98]. Maniakes landede endnu i April ved Tarent, eller ſom det paa et andet Sted beder, ved Otranto, og drog under de frygteligſte Ødelæggelſer førſt til Monopolis (i Juni), derfra til Matera, hvor han lod to hundrede Bønder gruſomt nedſable[99]. Imidlertid havde Zoe, der ej kunde leve uden Egteſkab, tilbagekaldt fra Landflygtighed den anſeede Conſtantin Monomachos, udnævnt ham til Auguſtus, og egtet ham (11te Juni), hvorpaa han ſtrax kronedes af Patriarchen til Kejſer. Mellem Conſtantin og Georg Maniakes herſkede der Uvenſkab fra tidligere Dage. Dette forøgedes ogſaa derved, at Romanos Skleros, en Broder af Conſtantins højt elſkede Frille Skleræna, og ſom derfor nu med eet var ſtegen til de højeſte Værdigheder, benyttede ſig af Maniakes’s Fraværelſe til at hevne gamle Fornærmelſer, berøvede ham meget af hans Ejendom, forførte hans Huſtru, og fik Monomachos overtalt til at afſætte ham fra hans Befalingspoſt. Paa denne vilde dog Maniakes ikke med det Gode give Slip, og Monomach lod derfor aabne Underhandlinger med Argyro og Nordmannerne, der nu belejrede Trani (Auguſt 1042). Argyro, der foretrak den rolige Beſiddelſe af Bari under Kejſerens Beſkyttelſe og Naade for en uſikker Uafhængighed, laante Kejſerens Foreſtillinger et villigt Øre, og fik Nordmannerne overtalte til at ophæve Belejringen, imod Løftet om en betydelig Pengeſum. Denne overbragtes ogſaa virkelig af den til Maniakes’s Efterfølger udnævnte Pardos; men Maniakes lod Pardes opſnappe og gruſomt dræbe, tog ſelv Pengene, og gjorde nu, ſtolende paa disſe Rigdomme, aabenbar Opſtand, idet han iførte ſig den kejſerlige Dragt og antog Kejſertitel. Han uddeelte med rund Haand Gaver blandt Krigerne, og begav ſig endog til Bari, for at overtale Argyro og Nordmannerne til at gjøre fælles Sag med ham. Dette lykkedes dog ej, og en ny betydelig Pengeſum, der ankom fra Conſtantinopel, og denne Gang rigtigt modtoges af Argyro, bidrog meget til at ſikre ham Nordmannernes Hengivenhed (Oktober). Forbitret drog Maniakes til Floden Tarv, hvor han opſlog ſin Lejr, men Nordmannerne forfulgte ham, og han vovede ej at oppebie dem, men flygtede til Tarent, ladende ſin Lejr i Stikken. Nordmannerne plyndrede den og droge videre til Tarent, ſom de belejrede, uden dog at kunne indtage den ſterkt befeſtede Stad. Imidlertid fandt Maniakes det dog raadeligſt at gaa til Otranto; men da han ogſaa her truedes af Argyro og den nys ankomne græſke Befalingsmand Theodorokanos, ſatte han med ſine Krigere over til Epiros[100]. Han maa dog her have faaet betydeligt Tilløb, da vi erfare at Kejſeren, heel forſkrækket, ſendte ham et Brev, hvori han tilbød ham og hans Tilhængere Amneſti og ſtore Udmerkelſer, hvis han kun vilde nedlægge Vaabnene. Men Maniakes vilde intet herom bore, og Kejſeren maatte derfor ſende en Hær imod ham. Det kom til et Slag, hvori Maniakes ſejrede, og allerede blev han af alle ſine Mænd lykønſket ſom vis paa Kejſertronen, da han ſtyrtede ned af Heſten, og opgav Aanden formedelſt et Landſeſtik, han i Slaget havde faaet. Hans Hoved blev ſiden afhugget og bragt i Triumf til Conſtantinopel[101].

Vi have nu gjennemgaaet de Begivenheder inden det græſke Kejſerdømmes Grændſer, hvori Harald Sigurdsſøn maa antages at have taget mere eller mindre virkſom Deel. Det er allerede ovenfor nævnt, at den Fremſtilling heraf, ſom vore egne Sagaer give, er lidet nøjagtig, efterſom den betragter alle de Tog, hvori han deeltog, ſom Epiſoder af Toget til Sicilien under Gyrge eller Georg Maniakes, og derfor endog tildeels opregner dem i en urigtig Orden. Hertil kommer ogſaa, at de, paa Sagaviis, og ſaaledes ſom det ej mindre er Tilfældet hos Nordmannernes Sagaſkrivere Dudo og Galfred, lade deres Helt ſpille en mere indgribende og fremragende Rolle end tilbørligt. De Vers, ſom hiſt og her anføres af ſamtidige Skaldes Kvad, indeholde derimod, ſom man tydeligt kan ſee, aldeles ſandfærdige og paalidelige Beretninger, og havde man nu haft hine Kvad fuldſtændigt, vilde man deri fundet de ſikreſte Hovedmomenter for Beſkrivelſen af Haralds Krigerbane i Levanten. Men nu ere Verſene ſelv aabenbart deels urigtigt fortolkede af Sagaſkriverne, deels løsrevne af deres rette Orden og vilkaarligt omkaſtede, forat kunne pasſe med deres Fremſtilling og Ordning af Begivenhederne. At denne, ſaadan ſom vi kjende den, ingenlunde er den rette, eller den ſom man antage at Halldor Snorresſøn har fortalt paa Island og Harald ſelv godkjendt, men at den derimod er bleven ſenere bearbejdet efter udenlandſke Krøniker, hvis Angivelſer ikke engang have været rigtige, indlyſer deraf, at den, hvad Tidsangivelſer og Antydninger af de til den byzantinſke Kejſerhiſtorie hørende Fakta angaar, paa det nøjeſte ſlutter ſig til og øjenſynligt viſer ſig at være paavirket af den Fremſtilling, der forefindes i en omkring 1170 eller 1180 af Biſkop Romuald i Salerno udarbejdet Krønike[102]. Denne Krønike lader Kejſer Romanos Argyro dø allerede 1031, og efterfølges af Michael, hvilken den, ligeſom vore Sager, kalder Katalaktus; den lader Michael Katallaktes dø 1039 og efterfølges af en „Michael Etherarchis“[103], hvilken den igjen, gjørende tvende Michaeler af een, lader dø 1040 og efterfølges af en „Michael Arcontopanthiu“[104], der endnu ſamme Aar dør og efterfølges af Conſtantin Monomachus. Om alle disſe fem Kejſere tillægger den udtrykkeligt, at de herſkede „ſammen med Kejſerinde Zoe“. Vore Sagaer lade „Michael Katalaktus“ eller „Katalak“ allerede være Kejſer ved Haralds Ankomſt, og lade Harald dog opleve tre Kejſerſkifter. For begge Angivelſer ligger der en Erindring af Sandheden til Grund, da nemlig Michael var den Kejſer, under hvilken Harald tog Tjeneſte ſom Væring, og da han, ankommen til Conſtantinopel allerede under Romanos 1032, oplevede ſaavel hans, ſom begge Michaelernes Død. Men Sagaſkriveren, der med Romuald henførte Michael Katallaktes’s Tronbeſtigelſe til 103l, kunde ſaaledes nævne ham ſom regjerende allerede ved Haralds Ankomſt, og dog lade denne opleve tre Kejſerſkifter, nemlig ved de tre foregivne Michaelers Død. I et Par af vore Sagaer ſiges der udtrykkeligt, at Zoe havde herſket ſammen med 7 Kejſere. Herved ſigtes øjenſynligt til hiint fem Gange gjentagne Tillæg af Romuald; thi naar man til disſe fem Kejſere lagde de tvende, Baſil og Conſtantin, Zoes Farbroder og Fader, under hvis fælles Regjering hun allerede havde naaet de modnere Aar, fik man netop i Alt ſyv. I en af vore Sagaer kaldes Conſtantin Monomachus „Munak“, i en anden „Monakus“[105]. Dette ſvarer til Formen „Monachus“, ſom findes i en anden, yngre Krønike, der, ſom man af meget andet kan ſee, paa dette Sted netop har benyttet Romuald eller hans Kilde[106]. Heraf ſees altſaa, at enkelte Haandſkrifter af Romuald eller hans Kilde man have haft Formen „Monachus“, der igjen hos vore Sagaſkrivere er bleven til „Munak“. Imidlertid kunde ogſaa „Munak“ ſimpelt hen være en Forvanſkning af „Monomachus“, ſom allerede var bleven almindelig hos Væringerne ſelv.

I den ſaaledes efter de romualdſke Angivelſer lempede eller rettere forvanſkede Fremſtilling af Haralds Bedrifter ere vore Oldſkrifter nogenledes overeensſtemmende med hinanden indbyrdes, hvad Ordenen af de egentlige Krigsbegivenheder angaar. Disſe omtales næſten aldeles ikke hos Romuald, og man havde her ſaaledes kun de ældre norſke og islandſke Beretninger, ſaa vel ſom Kvadene, at bolde ſig til. Men juſt fordi Kvadene ſtemmede med Sandheden og den rette Tidsregning, og derfor maatte afvige fra Romualds Krønike, bleve de utilbørligt tilſideſatte for denne, der betragtedes ſom ufejlbar, og for at lempes derefter, underkaſtedes de urigtige Fortolkninger. De vidtløftigere Kongeſagaer lade, ſom vi allerede ovenfor have anført, Harald begive ſig fra Rusland til Conſtantinopel over Saxland, Frankland og Langbardeland eller Italien, alene fordi Skalden Illuge omtaler, hvorledes han kæmpede mod Frankerne, og Thjodolf, hvorledes han landede i Longibardien, begge Dele tinder det ſiciliſk-italienſke Tog; i Apulien lade de ham da ſkaffe ſig Skibe og drage til Conſtantinopel, fordi Skalden Bolverk ſaaledes, ſom oven anført, ſkildrer hans Tilbagekomſt til Conſtantinopel med eller rettere paa en prægtig Flaade. Ved Ankomſten til Conſtantinopel lade de Michael Katalaktus være Kejſer tilligemed Som af de ovenfor anførte Grunde; de lade Harald ſtrax faa Tjeneſte og drage paa Galejerne ud i Grækenlandshavet, under Anførſel af Gyrge, d. e. Maniakes. Allerede paa dette Tog, der gjaldt Farvandene om Grækenlands Øer, lade de ham blive Væringernes Anfører. Til dette Tog henføre de ogſaa et Par Beretninger, hvilke, om der ligger noget ſandt til Grund for dem, alene kunne have fundet Sted paa det ſiciliſke Tog, nemlig de, ſom her nedenfor (S. 92) meddeles om Haralds Uenighed med Gyrge, hvorledes han overliſtede ham, og hvorledes „Latinmændene“ forlode Gyrge og forenede ſig med Harald. Denne ſtyrede, ſiges der, til Afrika, hvilket Væringerne kalde Serkland, her vandt han 80 Borge, opholdt ſig mange Aar, og vandt.ſtore Skatte, hvorefter han drog med Hæren til Blaaland. Hvorledes dette ſkal forſtaaes, nemlig hvorledes Sagabearbejderen har antaget det af Skaldene nævnte Serkland for at være Afrika, i Stedet for Syrien og Babylonien, er ovenfor viiſt. Fra Blaatand, ſiges der videre, drog han atter tilbage til Conſtantinopel. Derpaa fortælles der, hvorledes Kejſer Michael faar et Krigsbudſkab om at en ſtor Hedningehær er kommen i hans Rige, og anretter ſtore Ødelæggelſer. Gyrge ſiger, at det nu er Tid at prøve Haralds og Væringernes Dygtighed, ſaa meget mere ſom mange havde den temmelig grundede Formodning om den ſaakaldte Nordbrikt, at han var en kongebaaren Mand, og ſaaledes var uberettiget til at gaa i græſk Krigstjeneſte. Kejſeren indvender herimod, at Harald i alle Fald var en dygtig og paalidelig Stridsmand, og at Væringerne vare hans bedſte Landværnsmænd; dog byder han Væringerne at drage imod Hedningerne, der deels ved deres Mængde, deels ogſaa ved deres jærnbeſlagne Stridsvogne vare yderſt farlige at binde an med. Harald opmuntrer dog ſine Mænd til at gaa trøſtigt i Faren, og viſe Grækerne hvad de due til: han paakalder Guds og ſin Broder St. Olafs Biſtand, og lover at lade bygge og indvie en Kirke til hans Ære i Conſtantinopel, hvis han vil komme dem til Hjelp. Det viſer ſig ogſaa at denne Hjelp er virkſom, thi Hedningernes Vogne ſtaa faſt, ſaa at de ej kunne flyttes af Stedet, og den viſeſte af Hedningernes Konger, men ſom var blind, forkynder, at han desuagtet ſeer en Mand ride paa en hvid Heſt foran Væringernes Flok, og udbrede Forfærdelſe omkring ſig. Der-over blive Hedningerne ſkrækſlagne og flygte, Væringerne ſejre, og Kirken bliver ſiden opbygget, og efter flere Vanſkeligheder, Kejſeren lægger i Vejen, indviet til St. Olaf[107]. Det ſees ved førſte Øjekaſt, at den Begivenhed, der ligger til Grund for Sagaernes legendemæsſige Beretning, er det ovenfor omtalte Slag ved Thesſalonike mod Bulgarerne, hvor ogſaa Grækerne troede at ſee en Helgen ride foran Hæren og udbrede Skræk og Fordærvelſe i Hedningernes Rækker. Man maa ſlutte, at Legendeſagnet allerede i eller rinder Slaget ſelv er opkommet, og at Grækerne have henført det til St. Demetrius, medens Væringerne henførte det til deres Nationalhelgen, St. Olaf. Derpaa tales om det egentlige Tog til Sicilien, hvor Gyrge og Harald atter, ſom det ſiges, vare ude tilſammen, og hvor den Aftale var gjort, at der af hvert Skib ſkulde gives Kejſeren 120 Merker, men at Krigerne ſelv ſkulde beholde hvad der vandtes over dette Beløb. Der meddeles dog ingen fuldſtændig Beſkrivelſe over Toget; Beretningen indſkrænker ſig til en temmelig vidtløftig Meddelelſe af nogle Krigspuds, hvorved Harald indtog flere Borge eller befeſtede Steder, ligeſom der et Par Gange tales om Gyrges Modløshed og Mangel paa Foretagelſesaand, Beretningen ender med at Harald, efter at have deeltaget i l8 Slag, bliver uenig med Gyrge om Byttet, for hvilket denne vil beſvige ham, og at Gyrge nu drager hjem til Conſtantinopel, hvor han ſøger at bagvaſke Harald, medens denne derimod drager umiddelbart fra Sicilien til Jorſalaland med hele ſin Hær, for at hode ſine Synder mod Gud. Her følger nu den ovenfor berørte Fortælling, at hvor han kom i Jorſalaland, overgave alle Borge og Stæder ſig frivilligt til ham, at han gik til Jordan og badede ſig paa Pilegrims Viis, at han ſkjenkede rige Gaver, og at han renſede Vejen til Jordan for Røvere. Derpaa, ſiges der, vendte han tilbage til Myklegaard[108].

Snorre Sturlesſøn fortæller i ſin Beretning om Kongeſagaerne omtrent det ſamme, kun noget kortere, og udelader den hele Fortælling om Slaget mod Hedningerne, St Olafs Jertegn og Oprettelſen af Kirken i Conſtantinopel, aabenbart fordi han, følgende en ſenere Fremſtillingsmaade af den ſamme Legende, der aller førſt forefindes i Einar Skulesſøns Kvad, kaldet Geiſle, ſom han omkring 1154 digtede om St. Olaf og hans Jertegn, indfører den med nogle Forandringer paa et ſenere Sted i ſit Skrift, og lader den foregaa under Kyrialax (d. e. Kejſer Alexios Komnenos) paa de ſaakaldte Petzinavolde, d. e. Sletterne ved Floden Bitzina i Bulgarien. Man ſeer her tydeligt, at den, der i dette Stykke var Einar Skulesſøns Hjemmelsmand, maa have været den norſke Lendermand Eindride unge, der juſt ved hiin Tid nys var kommen tilbage fra Conſtantinopel, og at han egentlig har haft et Slag for Øje, ſom Alexius’s Søn Kalo-Johannes i Aaret 1122 leverede de ſaakaldte Skyther, altſaa Vlakher eller Petſcheneger, og hvor Væringerne, efter de byzantinſke Forfatteres udtrykkelige Vidnesbyrd, ved deres Tapperhed ſkaffede Kejſeren Sejr[109]. Snorre taler heller ikke om hvad Vej Harald tog til Conſtantinopel, og ſynes ſaaledes at forudſætte at han tog den korteſte og naturligſte. Snorre afviger ogſaa deri fra den ovenfor anførte, vidtløftigere Beretning, at han ved at fortælle om Felttoget paa Sicilien ſlet ikke omtaler Gyrge, men kun Harald, og ſaaledes heller ikke nævner noget om den mellem dem opſtaaede Tviſt om Byttet; han lader derhos Harald ikke drage umiddelbart fra Sicilien til Jorſalaland, men førſt vende tilbage til Conſtantinopel, hvor, ſom der ſtaar, han og alle de Væringer, der fulgte ham, lode den af Kejſeren modtagne Sold (málagull) blive tilbage. Det Udtog af Kongeſagaerne, ſom man med ſtørſt Sandſynlighed antager forfattet i Norge omkring 1225, melder heller ikke noget om at Harald ſkulde have taget hiin Omvej til Conſtantinopel; det udelader ligeledes Beretningen om St. Olafs Jertegn mod Hedningerne, omtaler Harald alene, ikke Gyrge, paa Sicilien, og lader Harald herfra vende tilbage til Conſtantinopel, førend han drager til Jorſalaland; det fortæller enkelte af Krigs-Anekdoterne noget forſkjelligt; men for Reſten ſætter det Haralds Krigsforetagender ſelv i ſamme Orden, ſom de øvrige Kongeſagaer[110]. Den yngre Bearbejdelſe af de vidtløftigere Kongeſagaer ſtemmer i det Hele taget, fornemmelig hvad Krigsbegivenhedernes Orden angaar, med den ældre; kun lader ogſaa denne Bearbejdelſe Harald, og det endog i Følge med Gyrge, vende tilbage til Myklegaard før Toget til Jeruſalem.

Kongeſagaerne ere altſaa i det Hele taget enige i at omtale Haralds Krigsforetagender i følgende Orden: 1) Krydstoget i de græſke Farvande; 2) den mangeaarige Krig i Serkland og Blaatand; 3) Slaget mod Hedningerne og St. Olafs Jertegn; 4) Krigen paa Sicilien; 5) Toget til Palæſtina. Det ſees heraf, at naar man undtager Slaget mod Hedningerne, der ſættes ind paa et urigtigt Sted, og ſom ogſaa af enkelte udelades, ſamt Toget til Palæſtina, der ſættes ſidſt, i Stedet for at det ſkulde nævnes ſtrax efter Krigen i Serkland og Blaatand, er Ordenen for øvrigt, naar „Serkland“ tages i Betydningen af „Orienten“, ſtemmende med den, vi ifølge de græſke Fortællinger lære at kjende ſom den rette. Og hertil maa end videre bemerkes, at den norſke Munk Thjodrek, der ſkrev ſit Udtog af den norſke Hiſtorie allerede i ſidſte Halvdeel af det 12te Aarhundrede, altſaa tidligere end nogen af de her nævnte Sagabearbejdelſer ere ſkrevne, men ſom dog, hvad man tydeligt nok af hans Verks Beſkaffenhed kan ſee, fulgte ældre Sagabearbejdelſer, udtrykkeligt anfører Haralds Bedrifter i følgende Orden: l) i Rusland (her menes hans tidligſte Tjeneſte tinder Jaroſlav); 2) i Æthiopien eller Blaaland (her udelades det egentlige „Serkland“); 3) i Jeruſalem; 4) paa Sicilien. Altſaa ſeer man, at de ældſte Sagaberetninger, eller de der fandtes i Slutningen af det 12te Aarhundrede, virkelig omtalte Jeruſalemsrejſen ſtrax efter Krigen i Blaaland (Ægypten) og før Krigen paa Sicilien[111]. Hiin Flytning af Jorſalarejſen til efter den ſiciliſke Krig maa følgelig være ſenere Tiders Verk.

Skaldene, der alle ere ſamtidige med Hartild, og af hvilke maaſkee endog flere have været med ham i Syden, meddele, ſom vi allerede have ſeet Prøve paa, yderſt faa, men derimod meget nøjagtige og paalidelige Efterretninger. Thjodolf, der ſiden optræder ſom hans Hirdſkald, fortæller om Krigen i Serkland og Erobringen af de 80 Byer, om den derefter følgende Krig i Sicilien, Kampen med den afrikanſke Fyrſte, og de l8 fuldſtændige Slag, Harald ſkulde have vundet; han nævner ligeledes om at han gjeſtede Langobardernes Land eller Italien[112]. Bolverk, hans Broder, taler om at Harald lod ſig hverve og derefter hvert Aar var i Krig, om Søſlaget, og hvorledes de døde Kroppe dreve ind paa Siciliens Kyſt; om Haralds Sørejſe til Blaaland eller Ægypten[113]. Illuge Brundølaſkald omtaler i almindelige Udtryk, at Harald underkaſtede Michael de ſydlige Lande, og ſigter umiskjendeligt til hans Deeltagelſe i det italienſke Felttog, hvor han ſiger, at han ofte før Dag forſtyrrede Frankernes Fred ved Kvindens By (maaſkee en eller anden af de italienſke Stæder, der endnu ſtod under Zoe’s Herredømme)[114]. Kun Stof omtaler Toget til Jorſalaland, Beſøget ved Jordan, og Røvernes Ødelæggelſe[115]. Ingen af Skaldene nævner et Ord om Kampen ved Thesſalonike, uden for ſaa vidt Thjodolf ſkulde ſigte dertil, hvor han etſteds kalder Harald „Bulgarernes Brænder“[116].

Ved Hjelp af disſe Oplysninger kunne vi nu temmelig nøje følge Haralds Skridt efter hans Tilbagekomſt fra det langvarige Ophold i Orienten og Pilegrimsrejſen til Jeruſalem. Han indtraadte da, ſom vi have ſeet, i Væringernes Tal, og ledſagede Georg Maniates, Nordmændenes Gyrge, til Italien og Sicilien. Sandſynligviis er det kun hertil, Thjodolf ſigter, naar han fortæller at Harald beſøgte Langobardernes Land. Paa dette Tog ſee vi Harald optræde ſom Væringernes Anfører. Heraf følger ikke ligefrem, at han var Akoluth, eller Overanfører for det hele Væringekorps. Sandſynligviis var han kun Høvding for den Deel af Korpſet, der laa i Felten, thi Akoluthen ſelv forlod neppe Conſtantinopel eller Kejſerens Perſon. Alt, hvad vore Sagaer fortælle om hele dette Felttog, indſkrænker ſig næſten ene til Anekdoter om Haralds Uenighed med Gyrge, hvorledes han overliſter ham, og hvorledes han ved Krigspuds bemegtiger ſig nogle faſte Steder paa Sicilien. Thi hvad der i Skaldekvadene virkelig ſigter hertil, er, ſom ovenfor viiſt, ved en Misforſtaaelſe henført til Krigen i Serkland. Og ſelv Anekdoterne om Haralds Uenighed.med Gyrge ere, ſom vi have ſeet, ved en lignende Misforſtaaelſe henførte til det førſte Krydstog. Disſe Anekdoter lyde i Korthed ſaaledes. Engang, da Gyrge og Harald ſkulde opſlaa Lejr for Natten mellem Søkyſten og nogle Skove, kom Væringerne førſt, og ſloge deres Telte paa et højt Sted, ſaa at der for de øvrige kun var Rum i et dybere liggende fugtigt Dalføre. Da Gyrge kom, fordrede han at Væringerne ſkulde overlade Pladſen til ham og hans Folk, men Harald vægrede ſig, og ſagde at Væringerne ej vare forpligtede til at flytte ned i Dalen under Grækernes Fødder. Gyrge var paaſtaaelig, men Harald meente, at om Gyrge var Høvding over Grækerne, var han ſelv Høvding over Væringerne, og ſtod ikke under Befaling af nogen anden end Kejſeren og Kejſerinden. Saa længe trættede de herom, indtil man paa begge Sider greb til Vaaben, og det var kommet til Kamp, hvis forſtandige Mænd ej havde lagt ſig imellem og meglet et Forlig, hvorved det beſtemtes, at det ved Lodkaſtning mellem Gyrge og Harald ſkulde afgjøres, hvo der ſkulde have Ret til at ſlaa førſt Lejr, ride eller ro, eller lægge til Havn førſt, enten Grækerne eller Væringerne. Gyrge og Harald ſkulde nu merke hver ſin Lod. Da Gyrge havde merket ſin, bad Harald om at maatte ſee paa den, for at kunne merke ſin anderledes. Gyrge viſte ham ſin Lod, Harald merkede ſin, og begge Lodder kaſtedes i Gyrges Skjød, hvoraf Harald ſkulde uddrage den ene. Dette ſkede; holdende den udtagne Lod i Haanden, ſagde han: „de ſom eje denne Lod, ſkulde tjelde, ride, ro og lægge i Havn førſt“. Derpaa efterſaa han Loddens Merke, og kaſtede den i Havet, med de Ord: „dette er vor Lod“. Da Ginge ſpurgte, hvorfor han ej havde ladet ham ſee Lodden, bad Harald ham at ſee paa den anden, der laa tilbage. Den bar Gyrges Merke, og han maatte ſaaledes erklære ſig for den tabende, uden at ſkjønne, at Harald med Flid havde merket den bortkaſtede Lod paa ſamme Maade ſom hans[117]. At den kloge Georg Maniakes paa en ſaa eenfoldig Maade ſkulde have ladet ſig overliſte, er nu viſtnok i højeſte Grad uſandſynligt, og Fortællingen maa derfor i ſin nærværende Skikkelſe aldeles forkaſtes ſom opdigtet. Men Opdigtelſen kan dog maaſkee være at tilſkrive Harald ſelv eller andre af hans hjemkomne Stalbrødre, og det uſandſynlige i Lodkaſtningshiſtorien hindrer ikke Antagelſen af at der virkelig har fundet en Tviſt Sted mellem Grækerne og de overmodige Væringer om Retten til at vælge Lejrplads. Ifølge det byzantinſke Hofs omſtændelige Regler for ſlige Tilfælde tilkom det den ſaakaldte Megas Domeſtikos, eller øverſte Befalingsmand over Hæren, at vælge Lejrplads[118], og Maniakes, der ſorte Titel af Strategos Autokrator[119] eller uafhængig Feltherre, hvilke omtrent betegner det ſamme[120], var ſaaledes visſelig i Beſiddelſe af denne Ret. Men her var juſt Spørgsmaalet, hvor vidt Væringerne, der ſtode umiddelbart under Kejſeren, vare forpligtede til at adlyde ham, eller, om de end i Slaget maatte lyſtre hans Befalinger, hvor vidt de ellers behøvede at rette ſig efter de græſke Etikette.—Forſkrifter. At Harald i Væringernes Navn proteſterede, derimod, og maaſkee fik ſin Vilje frem, er ikke i mindſte Maade uſandſynligt. Der fortælles end videre, at naar Harald og Væringerne kæmpede ſammen med Gyrge, magede han det ſaaledes, at Væringerne kom til at ſtaa hvor det gik mindſt blodigt til, og ſaaledes ſparedes, medens Grækerne ej bleve ſparede; naar han derimod var med Væringerne for ſig ſelv, ſtred han med ſaadan Iver, at det gjaldt enten at ſejre eller dø. Følgen deraf, ſiges der, var at hvor Harald anførte, der vandtes Sejr, medens det derimod gik mindre godt, hvor Gyrge ſorte Kommandoen: dette bebrejdede Grækerne Gyrge, og ſagde at det var bedre at Harald anførte hele Hæren. Gyrge undſkyldte ſig med at Væringerne ingen Hjelp vilde yde ham, og foreſlog at de ſkulde forlade ham, og ſtride for ſig ſelv. Harald ſkilte ſig da fra ham med Væringerne og alle Latinmændene, medens Gyrge beholdt Grækerne for ſig: og nu viſte det ſig hvem der var den dygtigſte, thi Harald vandt altid baade Sejr og Gods, men Gyrge ingen af Delene, ſaa at han tilſidſt vendte tilbage til Myklegaard med ſine Folk, paa de unge nær, der foretrak at ſlutte ſig til Haralds Skare[121]. Denne Fortælling, der ligeſom den foregaaende ikke efter Sagaerne er at henføre til noget Tog tidligere end den ſiciliſke Krig, men derimod retteſt bør antages at grunde ſig paa Væringeſagn fra denne, og ligeledes bærer tydelige Præg af Overdrivelſe og Udſmykning, idet den i ſig ſelv kun fremdeles antyder Væringerne-s Misfornøjelſe med Maniakes og Uvillighed til at lyſtre hans Kommando, er iſær merkelig, fordi den udtrykkeligt vidner om det Venſkab og Sammenhold, der fandt Sted mellem Væringerne og Nordmannerne. Det er nemlig allerede ovenfor omtalt, hvorledes det ikke kan være andre end disſe, ſom Sagaerne forſtaa ved de ſaakaldte „Latinmænd“, og om end ingen Bevidſthed om Nationalſlægtſkab og fælles Nedſtammelſe havde knyttet Nordmanner og Væringer ſammen, maatte de i det mindſte have fælles Interesſe med Henſyn til Byttets Deling. Thi hvad denne angaar, have vi allerede ſeet, hvor meget Nordmannerne havde at beſvære ſig over, medens ligeledes vore Sagaberetninger udtrykkeligt omtale, at der herſkede Uenighed derom mellem Harald og Gyrge. Der er kun den Forſkjel, der viſtnok er grundet paa Sandhed, at Harald ikke, ſom Nordmannerne, gik Glip af hvad han fordrede, men paa den anden Side heller ikke gjorde fælles Sag med dem, da de faldt fra og bleve Grækernes Fiender. De egentlige Krigsbegivenheder paa Sicilien lyde efter den ældſte Sagabearbejdelſe ſaaledes: Da Nordbrikt (d. e. Harald) og Gyrge kom til Sicilien — der er et ſtort Rige med mange Storborge —, flygtede alle for dem til Borgene, bag hvis Mure de troede ſig ſikre. Harald og Gyrge begyndte nu at belejre en paa Folk og Koſtbarheder rig Borg, men længe forgjæves. Da ſagde Gyrge: „hvorfor ſkulle vi ikke heller tage det mindre, naar vi ej kunde faa det mere-.’ lad os heller prøve vor Lykke langs Kyſterne, thi denne Borg er uindtagelig“. Harald ſvarer: „kun ſeent vil Afgiften til Kejſeren (120 Mark af hvert Skib) komme ind, derſom vi ſkulle ranſage alle Skærene; hvad giver I mig, hvis jeg faar vundet Borgen?“ „Hvad forlanger du“, ſpurgte Gyrge. „Ret til forlods at udvælge trende Koſtbarheder af Byttet“, ſvarede Harald. Gyrge vedtog Betingelſen, og Sagen blev vidnesfaſt afgjort. Nu var Stedet ſaaledes beſkaffent, at en Aa randt i et dybt Flodleje tæt forbi Borgen. Did gik Harald nu med ſine Mænd, ſaa at man ej kunde ſee dem fra Borgen. De maalte Borgens Grundvold, for at vide, hvor dybt de ſkulde grave for at komme under den; derpaa ſattes 20 Mand til at grave, 20 til at ſkuffe afvejen, og 20 til at kaſte al Mulden ned i Aaen. Fra Borgen kunde man ej ſee, hvad de toge ſig for, og de vedbleve nu at grave, indtil de kom ſaa langt ind, ſom beſtemt. Da ſagde Harald, at de nu ſkulde grave opad, da han antog at de maatte være komne ind under et eller andet Huus i Borgen; men førend de grov ſig frem, ſkulde alle være fuldt udruſtede og færdige til Kamp. Dette ſkede, alle væbnede og ruſtede ſig, paa de faa nær, ſom grov. Saa klogt havde Harald ſtellet til, at de kom op i en Steenhall i Borgen, hvor der kun var faa Folk. Harald bed ſine Mænd bryde frem med ſaa megen Larm og Skraal ſom muligt. Det ſkede, og da de Folk, der vare inde i Hallen, ſaa de mørke Hjelme komne op af Jorden og hørte deres Krigsraab, bleve de forfærdede, iſær da det var noget mørkt, ſaa at man ej tydeligt kunde ſee hvad der var paa Færde. De ſtyrtede ſkrigende ud paa Gaden, og ſagde at Djævle vare komne op af Jorden og vilde dræbe dem. Forfærdelſe udbredte ſig til den øvrige Beſætning, og de, der ſatte ſig til Modværge, bleve dræbte; andre bade om Skaanſel og underkaſtede ſig. Saaledes faldt Borgen i Væringernes Hænder, og disſe toge alt det Bytte, de vilde. Harald ſagde nu til Gyrge: „vi kunne fare langt, førend vi faa ſaa meget Gods, ſom i denne ene Borg, hvilken I vilde forlade; derfor vil jeg allerede nu vælge de tre Koſtbarheder efter den ſluttede Aftale“. „Viſtnok“, ſagde Gyrge, „have vi faaet ſtort Bytte, men jeg tænkte at du ej ſkulde vælge førend hjemme i Myklegaard, hvilket var meeſt pasſende. Harald meente, at han havde gjort ſig vel fortjent til det forlangte Valg, da Borgen uden hans Medvirkning vilde have ſtaaet uerobret, og henſkød Sagen til de andre Høvdinger. Disſe gave ham Medhold. Gyrge ſagde, at da de nu havde vundet ſaa ſtort Bytte, burde de ſtrax rejſe hjem. Men Harald ſagde at han endnu ikke havde Lyſt til at betale de 120 Merke-r af hvert Skib, førend han havde ſamlet ſig mere Gods. Heri ſamtykkede den øvrige Hær, og roſte meget hans Dygtighed. Gyrge maatte derfor give efter, og de begyndte nu at belejre en anden Borg. Men denne var endnu ſtørre og vanſkeligere at indtage end den foregaaende. Gyrge ſagde at de, overmodige over den ſidſt vundne Sejr, prøvede et Arbejde ſom var over deres Kræfter, og at de gjorde bedſt i at drage andenſteds hen. Harald, ſom merkede at Gyrge vilde bort, ſvarede: det er ſandt nok, at denne Borg ej kan indtages ved ſamme Liſt ſom den forrige, men jeg tror dog nok at vi ſkulle faa Bugt med den, naar vi kun give lidt Tid; du kan imidlertid gjerne drage bort, om du vil, men jeg vil blive her, da mine Folk ønſke at erhverve mere Gods“. „Jeg tror dog neppe“, ſagde Gyrge. „at du her vil kunne finde paa noget Raad“. ..Det kommer an paa“, ſagde Harald. Gyrge forblev ogſaa, da han dog nødig vilde drage vort med ſaa lidet Bytte, ſom det, han hidtil havde faaet. Tæt ved Borgen var der fagre og jevne Sletter, hvorpaa der ſtod en Deel ſmukke blomſtrende Træer, og dannede en liden Skov. De Smaafugle, der havde deres Rede i Borgen under Tagene, plejede om Dagen at flyve ud til disſe Træer for at ſkaffe ſig Føde. Borgens Mænd tænkte ſig nok faa ſikre bag deres ſterke Mure, og udæſkede endog haanligt Harald og hans Mænd til at komme og tage deres rige Skatte, Men Harald lod nogle af ſine Mænd tage Jordbeg, der fandtes i Nærheden, og ælte det til Liim; dette lod han befeſte paa hine Træer, og fik derved fanget en heel Deel af Smaafuglene. Til disſe lod han nu faſtbinde Spaaner af brændbart Træ, med Vox og Svovel, og ſætte Ild derpaa. Da Fuglene nu fløj til deres Reder i Borgen, antændtes Tagene, ſaa at det tilſidſt blev ſtor Ildebrand. Paa ſamme Tid lod Harald ſine Mænd gjøre et hvaſt Angreb. Borgens Folk, der baade havde Ilden og Fienden at kæmpe med, tabte efter en kort Tids Forløb Modet, og opgave Borgen, hvor Harald og hans Mænd nu hjalp til at ſlukke. Her fik de endnu ſtørre Bytte, og Gyrge meente nu at de havde faaet nok, og at det var paa Tide at rejſe hjem. Harald vilde dog endnu forſøge Lykken med en tredie Borg, trods Gyrges Betænkeligheder. Mange af Gyrges Mænd bifaldt ogſaa Haralds Beſlutning. Denne gjorde endnu den ſamme Betingelſe, ſom før, og alle ſamtykkede deri. „Nu ſkulle vi“, ſiger Harald, „anſtille Lege, ſom“det oftere ſkeer ved langvarige Belejringen Et Telt af god Pell med gyldne Fløje ſkal rejſes noget afſides fra de øvrige. Til dette Telt ſkal daglig fem eller ſex Mænd gaa og forblive derinde en Stund, og ſtedſe anſtille ſig meget bedrøvede, naar de gaa ud. Hvis I da, ſom del altid hænder, komme til at tale med Borgens Folk, og disſe rimeligviis ſpørge, hvorfor I ere ſaa nedſlagne, eller hvad det ſmukke Telt er til, da ſkulle I ſige, at jeg ligger ſyg derinde. Saaledes ſkal det gaa hen en lige, da ſkulle I anſtille eder endnu mere bedrøvede, og foregive at ſeg er død. Derpaa ſkulle I bede om Tilladelſe til at begrave mit Lig ved en af Borgens Kirker, og love, at der med Liget ſkal komme rige Gaver, baade i Guld og andre Koſtbarheder. Jeg er vis paa, at de ej negte det, thi de fleſte ere pengegriſke. Naar dette er tilſtaaet, ſkulle I bede om at 60 Mand maa ledſage Liget ind i Borgen. Dette ville de nu neppe tillade, men ſaa ſkulle I bede om at 12 Mand maa komme ind, og forſikre, at det ingenſteds er Skik og Brug at færre end tolv Mand ledſage en Fyrſtes Lig. Da vil Tilladelſen ej blive negtet. I ſkulle have en Kiſte uden Laag til mit Lig, men brede et prægtigt Klæde af Pell over. Fire ſkulle bære Kiſten paa ſine Skuldre, tvende ſkulle gaa foran med Bannere, nemlig Halldor Snorresſøn og Ulf Uſpaksſøn, men Hæren ſelv ſkal være fuldt bevæbnet og trænge ſig ſammen udenfor Porten, og naar I komme midt i Porten, ſkulle I ſlippe Kiſten ned af eders Axler; da ſkal jeg ſee til at komme ud ſaa fort jeg kan“. Alt dette ſkede, ſom Harald havde forordnet det. Da hans Død var meldt, og hans Mænd havde fremſat Anmodningen om at Liget maatte begraves ved en af Byens Kirker, vare dens Gejſtlige altfor begjærlige efter de tilbudne rige Gaver, til at de ſkulde negte det; enhver bad ſin Kirke frem, og det blev beſtemt, at tolv Mand ſkulde følge Liget ind i Byen. Da dette kom, modtoge de Gejſtlige det med en prægtig Procesſion, i deres fulde Skreid. Væringerne bare Liget, ſom Harald havde foreſkrevet, og de ſom fulgte, havde alle Sørgedragt, nemlig Kapper og ſide Hatte, men under disſe havde de Hjelme og Brynjer. I Porten lod Bærerne ſom om de ſnublede, ſaa at Kiſten gled ned, og blev ſtaaende tvers over Borgeledet. Og i ſamme Øjeblik ſkraldede Ludren ved Porten, den hele Hær ilede til og trængte ſig ind; Harald ſelv, der havde været med at bære den tomme Kiſte, drog Sverdet, alle hans Mænd fulgte hans Exempel, gjorde et voldſomt Angreb paa de Omſtaaende, der“ tildeels vare ubevæbnede, og nedſabledes. Alle de 12, der havde ledſaget Kiſten, bleve noget ſaarede. Halldor fik et Saar i Anſigtet. Der fortælles, at da Harald bød Halldor at bære Banneret længer frem i Porten, ſvarede denne: „en Hare er god nok til at bære Merket for dig, du frygtſomme!“ Harald ſkal dertil have ſvaret: „ſtore Ord, Halldor; men ogſaa vel kæmpet“. Der fortælles tillige, at Harald ſelv fangede den Jarl, der raadede for Borgen, og fratog ham hans ypperlige Sverd, ſom han ſelv ſiden bar, at han derpaa bød Jarlen Liv og Rige, og at Jarlen modtog det, da Harald betroede ham at han var en kongebaaren Mand. Men alt det Gods, der fandtes i Borgen, tog Harald til ſig. Han vandt ogſaa mange andre Steder i ſamme Land for den græſke Kejſer. Og da man nu ſkulde drage hjem til Myklegaard, fordrede han at vælge de tre Koſtbarheder, men Ginge negtede ham det, og ſagde, at alt ſkulde bringes til Kejſeren. Harald paaſtod at han havde gjort ſig vel fortjent til at faa dem, og ſagde at han ikke med det Gode vilde opgive ſin Net. Derfor ſkiltes de ad i Uvenſkab; Gyrge drog hjem til Myklegaard og ſøgte her at ſværte Harald, men Harald drog til Jorſaleland[122].

Omtrent paa denne Maade fortæller ogſaa den korteſte, og, ſom det lader, i Norge ſelv forfattede, Sagabearbejdelſe disſe Begivenheder, kun udelader den Hiſtorien om den Borg, der erobredes ved Hjelp af den underjordiſke Gang, og hvor der er Tale om Krigspudſet med den forſtilte Begravelſe, nævnes der heller ikke noget om Legene. Hertil kommer, at Gyrges Tilſtedeværelſe og Ordvexlinger med Harald aldeles forbigaaes, dog kun, ſom det ſynes, for Kortheds Skyld. Snorre Sturlasſøn, der øjenſynlig baade har benyttet de vidtløftigere Kongeſagaer og det nysnævnte Uddrag, har dog ogſaa, ſom man maa formode, haft ſærſkilte Kilder, ſom vi nu ſavne. Han begynder med Fortællingen om den Borg, der indtoges ved Hjelp af Fuglene og de brændende Spaaner; ligeſom Udtoget ſiger han iler, at de fleſte Huſe i Borgen vare tækkede med Rør. Derpaa følger Hiſtorien om den underjordiſke Gang. Derefter fortælles om Legene, men anderledes end ovenfor, thi her anvendes disſe Lege ſom et ſærſkilt Krigspuds ved en Borg, forſkjellig fra den, der indtoges ved den forſtilte Begravelſe. Væringerne, ſiges der, holdt efter Haralds Befaling Lege paa Sletten udenfor Borgen, ganſke vaabenløſe, ſom om de vilde ſpotte Forſvarerne. Da dette havde vedvaret en Stund, vilde ogſaa disſe viſe deres Foragt, og gik uden Vaaben op paa Voldene, medens de lode Portene ſtaa aabne. Da Væringerne ſaa dette, gik de en Dag til Legen med Vaaben og Hjelme ſkjulte under deres Kapper og Hatte, og da de havde leget en Stund og merkede at Borgmændene ingen Fare væntede, ilede de pludſeligt ind ad Porten, hvor der nu blev en haard Kamp, men hvor Harald-og hans Mænd ſtrax kom de førſt indtrængende til Hjelp. Disſe, hvoriblandt Halldor Snorresſøn og Ulf Uſpaksſøn, ſyntes at Hjelpen kom noget vel ſeent, thi de vare allerede blevne ſaarede, og flere af dem dræbte. Da nu Haralds Merkesmand faldt, og han bad Halldor tage Banneret i hans Sted, ſkal Halldor i ſin Hidſighed have givet det oven anførte, uoverlagte Svar, og det ſkal ligeledes, ſom Snorre ſiger, være ved denne Lejlighed, at han fik hiint Saar i Anſigtet, der, ſom det udtrykkeligt tilføjes, ſiden ludede ham alle hans Dage. Endelig fortælles der om den fjerde Borg, der indtoges ved den forſtilte Begravelſe[123]. Snorre veed altſaa at fortælle om fire Borge og fire Krigspuds, medens de vidtløftigere Kongeſagaer kun kjende tre, og Udtoget kun to. Det er dog ikke uſandſynligt at Krigspudſet med Benene, hvortil han ogſaa henfører Halldor Snorresſøns Saar og Ordvexling med Harald, alene ſkyldes et Forſøg af ham ſelv paa at forbedre og berigtige den ældſte Sagabearbejdelſes Fremſtilling af Krigspudſet med Begravelſen, hvor ogſaa Legene omtales, uden dog at ſtaa i nogen nødvendig Forbindelſe med Begravelſen ſelv, hvorfor de ogſaa ere udeladte ſaa vel i Udtoget, ſom i den yngre Sagabearbejdelſe.

Hvad nu overhoved alle disſe Anekdoter eller Fortællinger angaar, da indeholde de neppe anden hiſtoriſk Sandhed, end at Harald og Væringerne vare med ved Indtagelſen af de Stæder, der erobredes under Maniakes’s Felttog paa Sicilien, at de udmerkede ſig meget, og at blandt andre Halldor Snorresſøn ved Stormningen af en ſaadan By fik et Saar i Anſigtet, hvoraf han ſiden bar et dybt Ar ſaa længe han levede. Thi de fortalte Krigspuds ere kun ſtaaende Anekdoter eller Vikingeſagn, der endog ſynes fra umindelige Tider at have tilhørt de nordiſke Nationers Sagnkreds, efterſom nogle af dem tillægges andre Helte, baade for og efter Haralds Tid, men ſom dog alle enten ere Nordboer, eller udlede deres Herkomſt fra Norden, eller gribe ind i den nordmanniſke Hiſtorie. Krigspudſet med Fuglene tillægge de rusſiſke Annaler Storfyrſtinden Olga eller Helga, der paa den Maade indtog Drevljernes Hovedſtad 946[124]. Saxo fortæller det ſamme om to gamle danſke Konger, nemlig Hadding og Fridleif[125]. Den engelſke Forfatter Girald lader den foregivne norſke eller nordiſke Viking Geirmund, der af enkelte udgives for den ſamme ſom den ikke mindre myſtiſke Haſting, betjene ſig af det ſamme Puds ved Indtagelſen af Cirenceſter i England[126]. Det er allerede tidligere viiſt, hvorledes Krigspudſet med den forſtilte Begravelſe af de nordmanniſke Forfattere tillægges den nys nævnte Haſting, der paa den Maade ſkulde have indtaget Luna i Italien[127]. Men det tillægges endog Robert Viskard, den yngre Broder af de ſamme Thankreds-Sønner, der i Forening med Harald kæmpede under Maniakes[128]; det gjentages om .Hertug Robert af Apulien omtrent et Aarhundrede ſenere[129]; og endnu omtrent hundrede Aar derefter tillægges det den af en nordmanniſk Moder fødte og over de nordmanniſke Beſiddelſer i Italien herſkende Kejſer Frederik d. 2den[130]. Saxo fortæller det derimod to Gange om den danſke Konge Frode den 1ſte[131]. Hvad der end mere ſtempler dette Sagn ſom et Vikingeſagn, er den Omſtændighed, at den ældſte Sagabearbejdelſe og Udtoget, man kunde næſten ſige uforvarende, bruger Udtrykket „Vikinger“ om Harald og hans Mænd[132]. Hvad der fortælles om den underjordiſke Mine, ſom Harald lod grave, er ikke noget egentligt Krigspuds, men et i ældre Tider, før Krudtets Opfindelſe oftere anvendt, og allerede i Romernes Krigshiſtorie omtalt Middel ved Belejringer[133]); det kan derfor, om det end har været forſøgt under den ſicilianſke Krig, eller om det endog har været foreſlaaet af Harald, dog ikke betragtes ſom opfundet af ham, eller ſom et Vidnesbyrd om hans overlegne Klogſkab. Men da Sagaen fremſtiller det ſom ſaadant, kan man heller ikke tillægge denne Anekdot mere hiſtoriſk Verd end de øvrige. Derimod forholder det ſig viſtnok aldeles rigtigt med at Halldor Snorresſøn fik hiint Saar i Anſigtet. Det er allerede berørt, og vil nedenfor nærmere blive omtalt, hvorledes Halldor Snorresſøn, hjemkommen til ſin Fædreneø Island, plejede paa Thingene vidtløftigt at fortælle Beretningen om Harald Sigurdsſøns Bedrifter, og han har da viſt ikke undladt at viſe ſit Arr, og melde ſaa vel om Anledningen til at han fik det, ſom om den Ordvexling, han ved ſamme Lejlighed havde med Harald. Sagnet herom bar viſt ogſaa vedligeholdt ſig i hans Æt, og det er vel at merke, at Snorre Sturlasſøns Oldemoder var Halldor Snorresſøns Datterdatter[134].

Vi erfare altſaa kun heraf, at Harald og Væringerne deeltoge i Erobringen af de 13 Stæder, ſom Georg Maniakes, ifølge de græſke Kilder, ſkal have erobret paa Sicilien. Dette er ogſaa en ligefrem Følge af, at han var med paa Toget, hvorom der, ſom vi have ſeet, ikke er mindſte Tvivl. Hvor vidt han ellers handlede ſaa ſelvſtændigt, ſom vore Sagaer antyde, eller hvor vidt det endog fornemmelig ſkyldes hans eller Væringernes Fortjeneſte, at nogle af hine Stæder bleve indtagne, er mere end tvivlſomt. Det er Sagaſkrivernes Viis, at gjøre ſin Helt til Hovedperſonen i de ſkildrede Begivenheder. Paa ſamme Maade lader de nordmanniſk-italienſke Hertugers Sagaſkriver, Galfred, Nordmannerne og deres Anførere Thankreds-Sønnerne ſpille Hovedrollen i denne ſelvſamme Krig. Han lader Viljam af Hauteville gjøre Udſlaget ved Syrakus og ſenere ved Montepiloſo, og lader Nordmannerne alene vinde den afgjørende Sejr ved Traina, medens Grækerne kun nøje ſig med at plyndre Lejren[135]. Men da vi nu tillige erfare, at Væringerne og Latinmændene eller Nordmannerne holdt ſig ſammen, og at der i begge Korps herſkede Misfornøjelſe med Maniakes’s Egennyttighed, er det i og for ſig ikke uſandſynligt, at Nordmannerne og Væringerne i Forening have udført flere Bedrifter i denne Krig paa egen Haand, ligeſom man kan være forvisſet om, at deres Tapperhed og Krigsfærdighed maa have bidraget betydeligt til Grækernes Sejrvindinger.

Det forholder ſig, ſom vi have ſeet, virkelig ſaaledes, at Maniakes forlod Sicilien, og rejſte hjem til Conſtantinopel, førend Væringerne, men han rejſte hjem ſom Fange, bagvaſket af Stephanos, ikke ſom Befalingsmand. Hvor længe Harald og Væringerne ere blevne tilbage paa Sicilien, er vanſkeligt at ſige. At de efter al Sandſynlighed deeltoge tilligemed Nordmannerne i Mesſinas tapre Forſvar under Katakalon, er ovenfor antydet ſom ſandſynligt. J det mindſte ſkulde man formode at Væringerne have været med, deeltaget i Udfaldet, og faaet Broderparten af det rige Bytte[136]. Men hvis man ſkal antage at den Afdeling af Væringerne, ved hvilken Harald tjente, deeltog i Slaget ved Thesſalonike 1041, hvilket de udførligere Kongeſagaers Beretning om St. Olafs Jertegn i Hedningeſlaget og Benævnelſen „Bulgarernes Brænder“[137] i et Vers af Thjodolf, virkelig giver Anledning til at tro, da maa den i Mellemtiden mellem Mai 1040 og Mai 1041 være bleven kaldet tilbage. Urimeligt er det juſt ikke, at de ere blevne tilbagekaldte formedelſt den farlige bulgariſke Krig; det kan ogſaa tænkes muligt, at Væringerne, forbitrede paa Grækerne ligeſom Nordmannerne, toge Anledning af disſes Bortgang til at ſkille ſig fra Hæren og vende tilbage til Grækenland, paa egen Haand. Men paa den anden Side ſiges der udtrykkeligt af italienſke Chroniſter, at baade Rusſer og Væringer i den græſke Hær faldt i de Slag, der fra Marts til September 1041 holdtes mellem Grækerne og Nordmannerne[138]. Harald havde under hele Krigen i Orienten været med blandt de rusſiſke Hjelpetropper. Det ſkal nedenfor viſes, at Harald, uagtet han var Væring, dog underholdt ſaa nøje Forbindelſer med Rusſerne, at han af Grækerne upaatvivleligt har været anſeet ſom en Rusſer. Og kommer nu hertil, at hans Deeltagelſe i Hedningeſlaget ikke omtales, og ſom det ſynes, med Flid forbigaaes af Snorre, medens derimod Skaldene udtrykkelig nævne at han ſtred mod Frankerne, uden dog at ſige at han overvandt dem[139], bliver det dog nok det retteſte at antage, at han deeltog i det uheldige Felttog i Italien, medens derimod den hos Kejſeren tilbageblevne Væringe-Afdeling kæmpede ved Thesſalonike, og oplevede eller rettere troede at opleve hiint Jertegn, ſom de tillagde St. Olaf, Grækerne derimod St. Demetrius. Da vore Sagabearbejdere kun tænkte ſig een Væringe-Afdeling, og Harald ſom dens ſtadige Anfører, maatte de ogſaa lade ham deeltage i hiint Slag, ſaa meget mere ſom Hartild var den frelſende Helgens Halvbroder.

Haralds og hans Afdelings Tilbagerejſe til Grækenland henføres derfor retteſt til Tiden ſtrax efter Nederlaget ved Monopolis eller Montepiloſo i September 1041, da Grækerne, forjagne fra det faſte Land, maatte drage ſig tilbage til deres faa faſte Stæder, og Væringerne ſaaledes ikke egentlig havde noget ſynderligt mere at beſtille i Italien. De kunde endda deeltage, og have viſt ogſaa deeltaget i det Tog, Kejſer Michael kort før ſin Død foretog til Bulgarernes Land, for ganſke at underkaſte ſig det. Og ſaaledes var der lige fuldt Anledning for Harald til at kunne kaldes „Bulgarernes Brænder“.

Paa alle disſe Krigstog, lige fra 1032 til 1041, vandt Harald meget Bytte, og erhvervede derved ſtore Rigdomme. Navnlig ſkal han have vundet en Mængde Guld og Sølv tilligemed flere andre Koſtbarheder under ſit fleeraarige Ophold i Serkland[140]. Og hvis han, hvad der ifølge det oven anførte er ſandſynligt, var med i Udfaldet fra Mesſina og Plyndringen af Abulafars Lejr, havde han ogſaa Anledning til at faa et rigeligt Maal af alt det Guld og Sølv, de Perler og Ædelſtene, ſom Katakalons Mænd bemægtigede ſig og deelte mellem ſig i Skjeppeviis. Alt det Bytte, Harald ſaaledes vandt, og ſom han ikke netop behøvede til ſit og ſine Mænds Underhold, ſendte han ved paalidelige Bud i Forvaring til Kong Jaroſlav i Rusland. Dette viſer nokſom, hvor nøje Harald under hele ſit Ophold blandt Grækerne vedligeholdt Forbindelſen med Jaroſlav, og det beſtyrker den ovenfor fremſatte Formodning, at Harald, uagtet han gik ind i Væringekorpſet, dog fremdeles af Grækerne betragtedes ſom en fornem Rusſer, mod hvilken de maaſkee derfor ogſaa vare ſaa meget mere mistænkelige.

En kort Tid maa Harald nu have tilbragt roligt i Conſtantinopel, hvor han oplevede Kejſer Michael Kalafates’s Tronbeſtigelſe[141]. At han ogſaa tog virkſom Deel i Urolighederne under de blodige Dage, den 19de, 20de og 21de April 1042, da Michael Kalafates blev afſat og blindet, kan ikke betvivles. Vore Sagaer, og hvad mere er, de ſamtidige Skalde, nævne endog Harald udtrykkeligt ſom den, der ſelv blindede Kejſeren. Saaledes ſiger Thjodolf Arnorsſøn; „Hærførernes Ener (Harald) lod ſtikke Øjnene ud af Hovedet paa Fyrſten; det ſiger jeg til hans Ros“[142]; og paa et andet Sted: „den vældige Kriger lod ſtikke begge Øjnene ud paa Stolkongen (Kejſeren): da var der Kamp og Urolighed; Egdernes Herre (d. e. Harald) gav Fyrſten et hæsligt Merke, og Grækernes Konge foor meget ilde“. En anden Skald, ved Navn Thorarin Skeggesſøn, ſiger: „Fyrſten (Harald) vandt endnu mere Guld, men Grækenlands Konge gik ſteenblind af ſit haarde Saar“[143]. Men deri afvige Sagaerne aldeles fra de græſke Beretninger, at de nævne Monomachos, d. e. Conſtantin Monomach, Michaels Efterfølger og Zoes ſidſte Mand, ſom den Kejſer, Harald blindede. Dette er ene aabenbar Fejl, thi Monomach blev ikke blindet. Men da Sagaerne tillige fortælle Anledningen til, at Harald blindede ham, ſaa forſkjelligt fra Byzantinernes Beretning om Aarſagen til Michaels Fald, at det det neppe engang ſynes ſom om Sagamændene have tænkt paa denne, maa man antage, at de oprindelig have haft en Begivenhed, der indtraf under Monomach og ſtod i Forbindelſe med Haralds Flugt, for Øje, men at ſenere Sagabearbejdere, ved at finde Øjne-Udſtikningen omtalt af Skaldene, ved en Misforſtaaelſe henførte den til Monomach, og ſatte den i Forbindelſe med hiin Begivenhed. Hvorledes det gik til ved Michael Kalafates’s Afſættelſe og Mishandling, er ovenfor berettet. Et heftigt Folkeopløb bragte ham til at flygte til et Kloſter; da Theodora Dagen efter ſendte Stadspræfekten til Kloſteret for at blinde ham, fulgte den hele Folkehob med, ſlæbte Michael frem, og udſtak hans Øjne. At Harald og Væringerne baade have ſluttet ſig til Zoes Forſvarere den foregaaende Dag, da Kampen raſede omkring Paladſet, og navnlig ved Excubita, hvor Væringerne havde deres Kvarteer; at de Dagen efter have været med til Kloſteret, og at Harald maaſkee med egen Haand har blindet ham, er i og for ſig heel ſandſynligt. Skalden Thorarin ſiger i det oven anførte Vers, at Harald ved denne Lejlighed vandt endnu mere Guld end for. Dertil havde han juſt den aller bedſte Anledning, da Folkemasſen den 20de April ſtormede Paladſet og plyndrede Skatkammerets Rigdomme. Af disſe har Harald ſaaledes viſtnok faaet en betydelig Deel.

Det er ovenfor nævnt, at Georg Maniakes ſtrax efter Michaels Død, eller maaſkee endogſaa før, atter blev ſendt ſom Overbefalingsmand til Italien, og at han tillige blandt andre Hjelpetropper ſkal have medbragt Væringer. At Harald har været med blandt disſes Tal, kan ikke ligefrem benegtes, men ſandſynligt er det ikke. Nogen Sandhed maa dog ligge til Grund for Sagaernes eenſtemmige Beretning om hans Uenighed med Gyrge, og under ſaadanne Omſtændigheder har Harald neppe atter villet ſtille ſig under hans Kommando. Desuden ſynes det næſten, ſom om Maniakes allerede havde tiltraadt Rejſen til Italien, førend Michael Kalafates blev afſat og blindet; men da dette ſkede, var Harald, ſom vi ſee, i Conſtantinopel. Den Kamp mod Frankerne eller Nordmannerne, hvorom Illuge Skald taler, kan, ſom ovenfor viiſt, have fundet Sted under Dokianos og Exauguſtus 1041. Overhoved ſee vi af Sagaerne, at Serkland og Sicilien, ikke Italien, var Hovedſkuepladſen for Haralds Bedrifter. Det ſynes desuden, ſom om Harald, hvis han havde været med i Italien 1042 og 1043, vilde have være beſkjeftiget der ſaa længe, at han neppe kunde have deeltaget i de Begivenheder, der ſtode i den nærmeſte Forbindelſe med hans endelige Bortrejſe fra Conſtantinopel, og hvorom der nu ſkal blive handlet[144].

I lang Tid havde der nu herſket Fred og venſkabelig Forſtaaelſe mellem Grækerne og Rusſerne. Græſke Kjøbmænd havde uhindret beſøgt Rusland, og rusſiſke Conſtantinopel, under Iagttagelſen af de ovenfor omtalte Former. Rusſiſke Hjelpetropper tjente i den græſke Hær, og havde, ſom vi have ſeet, kæmpet baade i Serkland og Italien. Men i Sommeren 1043 opkom der hændelſesviis et Slagsmaal mellem nogle Grækere og Rusſere i Conſtantinopel, hvorved en fornem Rusſer blev dræbt. Da Jaroſlav fik dette at vide, beſluttede han til Hevn at paaføre Grækerne Krig, og gjorde ſtore Udruſtninger, idet han ikke alene opbød alle dem, han kunde faa af ſine egne Underſaatter, men og, ſom det udtrykkeligt ſtaar, ſkaffede ſig et ikke ſaa ringe Antal fra de Nationer, der beboede Oceanets nordlige Øer, med andre Ord, fra de nordiſke Lande. En Hær af 100000 Mand ſkal ſaaledes være bleven ſamlet, over hvilken han ſatte ſin 23aarige Søn Vladimir til Anfører, og bød ham i Spidſen for den at drage ned ad Dnepr paa de ſædvanlige Smaabaade, hvoraf Rusſerne betjente ſig, og angribe Conſtantinopel. Da Kejſeren fik dette at høre, ſendte han Geſandter til Vladimir for at bede ham om at nedlægge Vaabnene, og love fuldſtændig Erſtatning for den Skade, Rusſerne maatte have lidt, naar han kun ikke for en ſaadan Ubetydeligheds Skyld vilde bryde den allerede i en ſaa lang Aarrække beſtaaende Fred. Men Vladimir lod Geſandterne haanligt bortjage, og afſlog overmodigt ethvert Fredstilbud. Da maatte Kejſeren i Haſt udruſte ſig til Kampen ſaa godt han kunde. Førſt og fremſt gav han Befaling til at fængſle alle de rusſiſke Kjøbmænd, der paa den Tid opholdt ſig i Conſtantinopel, ſaa vel ſom alle de tilſtedeværende rusſiſke Hjelpetropper, og at fordele dem til Bevogtning rundt om i Statholderſkaberne, for at hindre dem fra at vække nogen Urolighed inden Riget. Derpaa drog han med de Skibe, han i Haſt kunde udruſte og bemande, og ledſaget af en ikke ubetydelig Rytterhær langs Stranden, ud mod Rusſerne, ſom han traf ved Pharos ved det nordlige Indløb til Boſporus. Her vilde i Førſtningen ingen af Parterne begynde Angrebet. Da Dagen ſaaledes gik hen og Aftenen nærmede ſig, fornyede Kejſeren ſine Fredstilbud, men Vladimir afviſte dem atter haanligt, idet han tilføjede, at han ej vilde nedlægge Vaabnene, uden at Kejſeren udbetalte tre Pund Guld til hver eneſte Mand i hans Hær. Da dette var en Umulighed, beſluttede Kejſeren at begynde Angrebet, Han bød Magiſtren Baſil Theodorokanos, der tidligere havde været brugt mod Maniakes i Italien, at ro ud mod Rusſerne med tre Triremer og forſøge om han kunde lokke dem ud af deres faſte Stilling i Havnen. Baſil roede lige ind i den fiendtlige Flaade, opbrændte tre af deres Fartøjer med græſk Ild, borede tre i Sænk og bemægtigede ſig eet. Nu nærmede ogſaa Kejſeren ſig med den hele øvrige Flaade, og Rusſerne, ſom ſaa, hvilken Ødelæggelſe alene tre Triremer havde kunnet anrette, vovede ikke at oppebie de øvrige, men toge Flugten, og ſaa uforſigtigt, at de ſtødte paa Klipper og Skjær, hvorved en Mængde af deres ſmaa Fartøjer gik til Grunde, iſær da der ogſaa rejſte ſig en heftig Storm. Endog Vladimirs eget Fartøj blev knuuſt, og han vilde være omkommen, ſaa vel ſom hans Vojvod Vyſchata, hvis ikke en af hans Mænd, ved Navn Johan Tvorimitſch, havde reddet dem. De, ſom kom i Land, bleve angrebne og dræbte af Rytterhæren. Efter Grækernes Beretning ſkulle 15000, efter Rusſernes egen 6000 rusſiſke Lig have været fundne ved Stranden. Efter denne Sejr vendte Kejſeren tilbage til Conſtantinopel, efterladende Flaaden tilligemed en Deel Tropper for at pasſe paa, at de af Rusſerne, der havde reddet ſig, ej ſkulde komme i Land. Rusſerne trak ſig nu længer tilbage, forfulgte af 24 græſke Skibe, men disſe vovede ſig for langt fra den øvrige Flaade, og Vladimir, ſom bemerkede deres ringe Antal, angreb dem uvæntet, indeſluttede dem og tilføjede dem et fuldſtændigt Nederlag, idet Beſætningen paa elleve af dem blev nedhuggen, fire bleve tagne og de øvrige knuſtes mod Klipperne. Derpaa drog Vladimir hjem til Vands. En Deel af Rusſerne foretrak, under Anførſel af Vyſchata, at tage Vejen til Lands, men disſe bleve angrebne ved Varna af Katakalon, ſom ſlog dem aldeles, fangede sno, hvoriblandt Vyſchata ſelv, og ſendte dem i Lænker til Conſtantinopel, hvor Øjnene bleve udſtukne paa mange af dem. Førſt tre Aar efter, da Freden ſluttedes, blev Vyſchata løskjøbt og ſendt tilbage til Rusland[145].

En Begivenhed ſom denne maatte nødvendigviis gribe betydeligt ind i Haralds Stilling og Skjebne ved det byzantinſke Hof. Han var kommen did fra Rusland og tildeels ſom Rusſer. Han havde den hele Tid underholdt Forbindelſe med Jaroſlav, havde ſendt ham ſine erhvervede Rigdomme til Opbevaring, og var endog ſaa godt ſom forlovet med hans Datter. Han maa tinder disſe Omſtændigheder ogſaa have plejet nøje Omgang med de Rusſer, der opholdt ſig i Conſtantinopel, og overhoved af Grækerne mere have været betragtet ſom en Rusſer, end ſom en Nordmand, om de ellers gjorde nogen Forſkjel mellem Rusſer og de øvrige Nordboer, og ikke ſnarere anſaa dem ſom et eneſte Folk. Den Skjebne, der overgik de rusſiſke Kjøbmænd og Hjelpetropper, der ved Krigens Udbrud befandt ſig i Conſtantinopel, nemlig at blive fængſlede ſom mistænkte, kan derfor heller ikke han have undgaaet, om han endog fremdeles borte til Væringekorpſet. Ja den maatte vel ſaa meget visſere ramme ham, ſom Grækerne neppe kunne have været ganſke blinde for den Forbindelſe, hvori han ſtod med den rusſiſke Konge: i det mindſte maa de have merket, at han nød ſtor Anſeelſe blandt alle de Rusſer, der vidſte hvor højt han ſtod anſkreven ved Jaroſlavs Hof. Vi erfare ogſaa af vore egne Sagaer, at Harald virkelig blev fængſlet, og optraadte ſom Kejſerens, ja endog ſom Væringernes, aabenbare Fiende. Men deres Beretning om Aarſagen og Anledningen dertil indeholder intet om den rusſiſke Krig; derimod tales der om Kjærligliedshiſtorier og Hof-Intriger, der paadrage Harald Kejſerens Vrede og forvolde hans Fængſling. Er nu end meget heraf øjenſynlig upaalideligt eller endog fabelagtigt, ſaa viſer det dog, at der foruden den rusſiſke Forbindelſe ogſaa var andre Omſtændigheder, der ſatte Harald paa en fiendtlig Fod med Kejſerhoffet. Den hele Beretning herom lyder i den ældſte og udførligſte Bearbejdelſe af Kongeſagaerne ſaaledes. Da Gyrge var vendt tilbage til Sicilien efter den Uenighed, der var opſtaaet mellem ham og Harald om Byttet, bagvaſkede han denne meget for Kejſeren, ſom om han vilde drage alt Byttet til fra alene uden at unde Kejſeren det mindſte, læggende til, at om denne hans Egennytte og Ærgjerrighed ſkulde faa Fremgang, vilde han ſnart gjøre Forſøg paa at ſtøde Kejſeren ſelv fra Tronen. Der ſiges og, at Kejſerinde Sne ſkulde have bagvaſket ham meget hos Kejſeren, foregivende at han ſøgte at forføre hendes Syſterdatter Maria, hvilket fortjente den haardeſte Straf: den rette Aarſag ſkulde dog være at hun ſelv vilde have ham, men at han forſmaaede hende. Da Harald kom tilbage fra Jeruſalem, viſte Flere ham Had og Avind, førſt og fremſt Gyrge og Kejſerinden, derhos ogſaa mange andre. Ofte havde han Sammenkomſter med Maria, ſom han virkelig havde bejlet til, men ikke faaet, fordi See ſelv vilde have ham. Engang havde de et ſaadant Stevnemøde i et Kammer, der var bygget ud over Søen, ſom gik derunder. Det blev fortalt Kejſeren, ſom ſtrax begav ſig derhen, for at overraſke Harald, men Maria merkede det tidsnok til at kunne ſlippe Harald ned gjennem en Lem i Gulvet, ſaa at Kejſeren ikke fandt ham der, og troede at man havde ſagt ham en Uſandhed. Dernæſt foregav man at Harald var upaalidelig i ſit Vagthold, og Gyrge bad Kejſeren at prøve det ved at ſende en Flok bevæbnede Mænd mod Vagten; men Harald var paa ſin Poſt og lod den hele Flok dræbe, ſaa at Kejſeren ſyntes at han alene havde Skam og Skade af Gyrges Raad. Nu begyndte Zoe atter at viſe ſig hadefuld mod Harald, deels fordi han ikke havde udredet til Kejſeren det Guld, .der tilkom ham, deels formedelſt hans Forhold til Maria. Det kom endelig dertil, at Sne og Kejſer „Munak“, ſom han kaldes, lode Harald tilligemed hans Stalbrødre Halldor Snorresſøn og Ulf Uſpaksſøn kaſte i Fængſel. Paa Vejen til Fængſlet aabenbarede den hellige Olaf ſig for Harald, og paa det Sted er der nu, heder det, opført et Kapel for St. Olaf. Fængſlet var næſten rundt, ligeſom en Hule, nedgravet i Jorden, med Mundingen øverſt. I Hulen flød en liden Bek, og ved Siden af den ſov en ſtor Edder-Orm, der nærede ſig af døde Kroppe og af dem, der paa Kejſerens Befaling kaſtedes levende ned, fordi han var dem vred. De ſatte ſig ned paa Ligene og Halldor beklagede deres Nød, der vilde blive endnu værre, naar Ormen vaagnede. Harald ſagde at de alle ſkulde anraabe hans Broder St. Olaf om Hjelp, og gjøre højtidelige Løfter til ham. Dette ſkede. Nu ſagde Harald at de ſkulde angribe Ormen; Halldor ſkulde ſætte ſig paa Hovedet, og Ulf, der var den ſterkeſte, paa Halen; ſelv vilde han angribe den med en Kniv, det eneſte Vaaben, man havde ladet dem beholde. Derpaa tog han en Stok i den venſtre Haand, viklede en Kappe om den venſtre Arm og ſtak den i Munden paa Ormen, medens han med den højre Haand borede Kniven ind, hvor han troede det nærmeſt til Hjertet. Ormen vaagnede og ſprellede voldſomt, men Kappen optog Edderet ſom den udſtillede, og Harald ſatte ſig ovenpaa Ormen, der var ſaa ſterk, at den ofte hævede ham i Vejret. Dog ved St. Olafs Hjelp, ved Haralds egen Raſkhed og hans Stalbrødres Biſtand fik han endelig Bugt med Ormen. Næſte Nat kom der en Enke ned til Fængſlet, ledſaget af to Tjenere, og ſpurgte om der var noget levende Menneſke derinde. De ſvarede at de vare uſkadte. Hun tilbød at frelſe dem, hvilket de modtoge med Glæde, og nu bleve de dragne op, førſt Ulf og Halldor, ſiden Harald. Hun fortalte dem nu at Kong Olaf havde aabenbaret ſig for hende i Drømme, og lovet hende Helbredelſe fra en Sygdom, der plagede hende, hvis hun vilde frelſe hans Broder, hvilken han ikke vilde ſkulde lide Pinſler i Sydlandene, om han juſt ikke altid kunde billige hans Ferd. Harald takkede hende meget, og ligeledes takkede de St. Olaf, der havde frelſt dem. Det tilføjes at dette Fængſel ſiden kaldtes Haralds-Fængſlet. Harald ilede nu ſtrax til Væringerne, der bleve glade ved at ſee ham. Han bød dem ſtrax ſtaa op, væbne ſig, og følge ham. Det ſkede. Han gik lige til det Sovekammer, hvor Kejſeren laa, brød det op, greb ham, og ſtak begge hans Øjne ud. Endnu ſamme Nat brød de ogſaa ind i det Kammer, hvor Maria ſov, og bortførte hende. Derpaa tog de to Galejer og roede ud i Sævidar-Sundet. Dette var lukt med Jærnlenker. Harald ſagde derfor til ſine Mænd, at alle de, ſom ikke roede, ſkulde gaa agter ud med deres Oppakning og hvad andet tungt de kunde finde, for at Galejernes Forſtavne kunde komme ſaa højt i Vejret ſom muligt; derpaa ſkulde man ro i ſtørſte Fart op paa Lænken, og naar man endelig ikke kunde komme længer, ſkulde de paa ſamme Maade løbe forud. Derved lykkedes det ham virkelig at faa ſin egen Galej over Lænken, men den anden braſt, ſaa at flere af dem, der vare ombord, druknede; de øvrige bleve reddede over paa Haralds Galej. Paa denne Maade ſlap Harald bort fra Myklegaard, og ſtyrede ud mod det ſorte Hav. Men førend han ſejlede ud paa dette, ſatte han Maria i Land og gav hende godt Følgeſkab tilbage til Myklegaard, bedende hende ved Afſkeden at hilſe Zoe, at Harald var borte, og ſpørge hende, hvo der nu havde faaet Overhaand, han eller hun, da der nu intet havde været til Hinder for at han kunde have faaet Maria, om han havde villet[146].

Udtoget af Kongeſagaerne, der maaſkee endog følger en ældre Bearbejdelſe, ſtemmer i det hele taget hermed, kun med den væſentlige Forſkjel, at der ej tales noget om Gyrge og ikke nævnes et Ord om Kampen med Ormen. Det heder blot at Harald kaſtedes i Fængſel med Ulf og Halldor, og at Enken, opfordret af St. Olaf, der havde aabenbaret ſig for hende i en Drøm, gik om Natten ned til Fængſlet og frelſte Harald. Om hans natlige .Indbrud i Paladſet fortælles der noget nøjere. „Harald“, ſiges der, „gik ſtrax til Væringernes Stift, ſaa kaldes de Gaarde, hvori Væringerne ere, bød dem at ſtaa op og væbne ſig, og gaa til Kongens (d. e. Kejſerens) Palads, hvor han ſov. De dræbte nogle Væringer, der holdt Vagt over Kongen, greb denne ſelv, og udſtak begge hans Øjne“. Her anføres, foruden de oven omtalte mere„ der handle om Kejſerens Mishandling, ogſaa et merkeligt Halvvers af Valgard, der udtrykkeligt handler om Væringernes Drab. Der ſlaar: „Du bød, Fyrſteſøn, ſtrax at hænge den ene Halvdeel (neml. af Væringerne); I have maget det ſaaledes, at færre Væringer ere tilbage“. Endelig maa det merkes, at Maria her kaldes Zoes Sønnedatter, ej hendes Syſterdatter[147].

Snorre Sturlasſøn udelader ogſaa Ormekampen, og kalder Maria Zoes Broderdatter. Han nævner derhos, at Harald ved Tilbagekomſten fra Jorſalaland til Myklegaard fik høre at hans Broderſøn Magnus var bleven Konge i begge Riger. Danmark og Norge, at han derved fik Lyſt til at vende tilbage til ſin Odel i Norden, og paa Grund deraf opſagde ſin Tjeneſte hos Grækerkongen, hvorover Zoe blev meget vred og beſkyldte ham for at have omgaaets misligt med Kongens Gods, ſom var vundet i Krigen. Dette ſamme Tillæg, ſaa vel ſom Udſagnet at Maria var Zoes Broderdatter, findes ogſaa i den yngre Bearbejdelſe af de udførligere Kongeſagaer, ſom dog ellers ſtemmer med den ældre[148]. Og i alle Bearbejdelſer, ogſaa i Udtoget, tilføjes ved Fortællingen, hvorledes Harald blindede Kejſeren, følgende Bemerkning: „I mange Kvæder om Harald er dette Storverk omtalt; og man behøver ej at opkaſte nogen ſom helſt Indvending imod at det var ſelve Grækerkongen (Kejſeren), ſom han blindede; thi man kunde jo have nævnt en Greve eller Hertug, derſom man vidſte at det var rigtigere; men i alle Kvæderne ſiges dette paa een og ſamme Maade, nemlig at det var Stolkongen ſelv“.

Thjodrek Munk, der benyttede Sagabearbejdelſer, meget ældre end dem, vi have, ſiger om alt dette kun i Korthed, at Harald, efter at have ſamlet en Mængde Penge paa Sicilien, kom til Conſtantinopel, blev der anklaget hos Kejſeren, tilføjede ham en temmelig haanlig Skjendſel, og undkom ved en næſten æventyrlig Flugt[149].

Det ſande i alt dette er førſt og fremſt, at Harald er bleven fængſlet, og at han paa en æventyrlig Maade er undſluppen. Det er ovenfor viiſt, at den Foranſtaltning, hvorved alle de Rusſer, der paa den Tid, Krigen med Rusland begyndte, altſaa om Sommeren 1043, befandt ſig i Conſtantinopel, enten ſom Kjøbmænd eller Hjelpetropper, bleve fængſlede, ogſaa maatte bringe Harald i Fængſel, og dette vilde endog viſt have ſkeet, om han end fremdeles var Væringehøvding. Men det er tydeligt nok, at han paa den Tid ej længer var Medlem af Væringernes Korps. Dette ſees ej alene af Snorres Udſagn, at han ved Efterretningen om at Magnus var bleven Konge i Danmark — hvilken Efterretning netop maa have naaet ham om Vaaren eller Sommeren 1043[150] — opſagde ſin Tjeneſte hos Kejſeren, men og, — hvad der her maa anſees for det ſikreſte Vidnesbyrd — af Valgards Vers, hvori det heder at han lod Halvparten af Væringekorpſet hænge, og bar ſig ſaaledes ad med dem, at der vare færre Væringer tilbage. Thi vel ſiges det i den Fortælling, der ledſager dette Vers, at Harald udførte dette ved Hjelp af andre Væringer. Men dette maa kun være en uheldig Gjetning af Sagabearbejderen ſelv, der her øjenſynligt kun har haft Verſet at holde ſig til, thi Væringernes Troſkab mod Kejſeren og indbyrdes Sammenhold var altfor prøvet og urokkeligt, til at en ſaadan Voldshandling af Væringer mod Væringer, og mod Kejſerens egen Sikkerhed kunde være tænkelig[151]. Harald, der under ſit hele Ophold i Conſtantinopel har været betragtet ſom en Rusſer, kunde, efter at have opſagt ſin Tjeneſte ſom Væring, ikke undgaa at regnes blandt de ſig i Conſtantinopel opholdende Krigeres eller Kjøbmænds Tal, og hans Opſigelſe af Væringe-Tjeneſten maatte paa denne Tid blive dobbelt mistænkelig. Det er i og for ſig heller ikke uſandſynligt, at Ulyſt til at kæmpe mod Jaroſlavs Søn, hvis Syſter han haabede at faa til Egte, har været en virkſommere Bevæggrund for ham til hiin Opſigelſe, end Efterretningen om Magnus den godes forøgede Magt.

Imidlertid ſynes det heller ikke ſaa ganſke ugrundet, hvad der fortælles om Haralds Forbindelſe med Maria. Ikke at hun, ſom Sagaerne ſige, kan have været Zoes Sønnedatter. Broderdatter eller Syſterdatter, thi Sne havde hverken nogen Søn eller Broder, og hendes Syſter Theodora var ikke engang gift. Men hun kan have været en nær Paarørende eller Adoptivdatter af Zoe eller af Kejſeren, eller ſtaaet under hendes nærmere Beſkyttelſe. Thi ogſaa den engelſke Forfatter Viljam af Malmsbury, der ſkrev allerede omkring 1115, og ſandſynligviis har faaet ſin Underretning af hjemkomne angliſke Væringer, fortæller om Harald[152], at han i ſin Ungdom havde ſtaaet i Krigstjeneſte hos Kejſeren i Conſtantinopel, og var der paa hans Befaling, til Straf fordi han havde vanæret en fornem Dame, bleven kaſtet for en glubende Løve, hvilken han dræbte uden Vaaben, idet han kvalte den alene med ſine kraftige Arme[153]. Dette Udſagn er merkeligt ej alene fordi det beſtyrker Sagaernes Fortælling om Haralds Forhold til Maria, men ogſaa fordi vi deraf erfare, at Sagnet om Haralds Kamp med et glubende Dyr, ſaa utroligt det end ſynes, allerede har været til, og det i England, paa den Tid Viljam ſkrev, kun et halvt Aarhundrede efter Haralds Død. At Viljam nævner en Løve, medens Sagaerne nævne en Orm, maa her anſees for en Biſag. Viljam er heller ikke den eneſte ikke-norſke Forfatter, ſom taler derom. Ogſaa den danſke Forfatter Saxo fortæller Sagnet udførligt, men ſaa forſkjelligt, ſaa vel fra Sagaernes, ſom fra Viljams Beretning, at det er tydeligt at ſee, at han maa have benyttet en af hine aldeles uafhængig Kilde. Hans Fremſtilling lyder ſaaledes: „Da Harald, efter ſin Broders (St. Olafs) Død, ikke troede ſig ſikker i ſit Fædreland, flygtede han til Byzantium. Her blev han af Kongen dømt til Døde for Manddrab, og det blev beſtemt, at han ſkulde kaſtes ned til en Drage, der holdtes i Huſet, for at ſønderrives af den. En tro Tjener fulgte ham i Fængſlet. Fangevogter-en ſlap dem begge ned i Hulen, ubevæbnede og nøje ranſagede. Tjeneren var ganſke afklædt, Harald fik Lov til at beholde ſit Linned paa. Men da Vogteren hemmelig havde faaet en —Armring af Harald, kaſtede han en Deel Smaafiſk ned i Hulen, for at Dragen kunde have noget at ſtille ſin førſte Hunger paa, og for at Glandſen af Fiſkeſkjellene ſkulde udbrede lidt Lys i den belgmørke Hule. Harald ſamlede nu nogle Been af de Lig, han forefandt dernede, og bandt dem ſammen faa at de dannede en Art af Kølve; og idet Dragen ſtyrtede graadigt frem, ſprang han op paa dens Ryg, og ſtak en Ragekniv, han havde ſkjult hos ſig, ind i dens Bug ved Navlen, det eneſte Sted, hvor den kunde ſaares. Dragen ſnappede efter ham og ſlog med Halen, men kunde ikke faa ham fat eller ramme ham. Imidlertid bearbejdede Tjeneren dens Hoved med Kolven, indtil den døde. Da Kongen erfoor dette, forvandledes hans Hevngjerrighed til Beundring; han benaadede Harald, og ſkjenkede ham endog et Fartøj, paa hvilket han rejſte bort“. Saxo ledſager Fortællingen med den ſærdeles merkelige Oplysning, at Kong Valdemar af Danmark, der ſatte megen Priis paa at kjende og eftergranſke hvad der havde tildraget ſig i Verden, ejede den ſelvſamme Kniv, Harald havde benyttet ved Dragekampen, og fremviſte den ofte for fine Venner, fortæret af Ruſt og neppe længer tjenlig til at ſkære med. Der er ſaaledes viſt ikke nogen Tvivl om, at den Fremſtilling af Begivenheden, Saxo her meddeler, er den ſom Kong Valdemar ſelv plejede at give, naar han foreviſte Kniven[154]; Saxo har maaſkee endog ſelv ſeet Kniven og med egne Øren hørt Kongen fortælle Hiſtorien. Da vi nu vide, at Valdemars Moder Ingeborg var en Datter af Mſtiſlav, Sønneſøn af Vſevolod, Jaroſlavs Søn, bliver det højſt rimeligt, at faa vel Kniven, ſom den dertil knyttede Fortælling om Haralds Kamp, er kommen til Valdemar gjennem hans Moder, og at vi her have den Tradition derom for os, der ſandſynligviis lige liden Haralds egen Tid var gange ved det rusſiſke Hof. Der er endog den ſtørſte Rimelighed for at Harald ſelv har ſkjenket Kniven, ſom et merkeligt Erindringstegn, til en af ſine Svogre, og at han ſelv har fortalt ham ſit Æventyr omtrent paa den af Saxo gjengivne Maade. Thi ej alene ſtemmer denne i det væſentligſte med Sagaernes Fremſtilling af Kampen, men den er tillige den i ſig ſelv mindſt overnaturlige Beretning derom. At Harald virkelig blev kaſtet for et glubende Dyr, ſom han mod Forventning overvandt, tør man neppe imod ſaa mange ſamſtemmende Vidnesbyrd benegte, faa meget mindre ſom denne Afſtraffelſesmaade lige fra Kejſertidens tidligſte Dage havde været almindelig blandt Romerne, og Saxos Udſagn om at det var en Drage, med hvilken Harald kæmpede, ſammenlignet med den Maade, hvorpaa vore Sagaer beſkrive den ſaakaldte Orm, leder Tanken hen paa, at Dyret var en Krokodil, hvilken Kejſeren med Lethed havde kunnet faa fra Ægypten, og at den, ligeſom ſaa mange andre vilde Dyr, underholdtes til offentlig Fornøjelſe og til den gruſomme Brug, hvorom der her nærmeſt har været Tale. Det overnaturlige og urimelige i de forſkjellige Beretninger maa man tænke ſig borte. Det maa heller ikke glemmes, at Beſkrivelſen over Kampen ikke fra førſt af kan have hidrørt fra nogen anden end Harald ſelv og hans to Følgeſvende, og at det neppe har været frit for at disſe tillode ſig Overdrivelſer. Tilværelſen af hiint ovenfor omtalte Kapel til St. Olafs Ære, hvilket i det mindſte de ſenere Væringer kaldte St. Olafs Kapel, forenet med den Omſtændighed, at man ſenere endog paaviſte det ſaakaldte Haraldsfængſel, hvori han ſkulde have ſiddet fangen, vidner i det mindſte om at det har ſin Rigtighed med Fængſlingen og hans uventede Redning. At Saga-Uddragets Forfatter og Snorre have udeladt Dragekampen, viſer imidlertid, at de her ikke have antaget Haralds egen Hjemmel for tilſtrækkelig[155].

Fortællingen om Haralds Sammenkomſter med Maria og den Maade, hvorpaa han i Førſtningen ſkuffede Kejſeren, er derimod, ſom man tydeligt kan ſee, laant fra den oven nævnte Kreds af Ridderromaner, og maa derfor bortſkæres ſom et ſenere Tillæg. Omtrent det ſamme fortælles og om Grette Aasmundsſøns Broder Thorſtein Dromund, hvilken, ſom ovenfor nævnt, hevnede Grette i Conſtantinopel, ved der at fælde hans Drabsmand. Ogſaa han undſlipper gjennem en Lem ſted i Søen; og hvad der for øvrigt berettes om hans Kjærlighedshiſtorier, er laant af Romanen om Triſtram og Iſolde[156]. Det ſiges endog at den ſamme Dromund opholdt ſig i Conſtantinopel juſt paa ſamme Tid, ſom Harald var der, da „Michael Katalak“ var Kejſer; han bliver ligeſom Harald frelſt af Fængſlet ved en K vinde, kun med den Forſkjel at hiin er en gift Haar, og løskjøber ham, medens hiin Enke hjelper Harald til at flygte. Men om end disſe Omſtændigheder ere laante andenſtedsfra, ſynes dog Hovedſagen, at Harald virkelig har ſtaaet i Forbindelſe med en fornem Dame og Paarørende af Kejſerinden ikke at kunne betvivles[157].

At det derimod var Michael Kalafates, ikke Conſtantin Monomach, der blindedes af Harald, have vi ovenfor ſeet, og det er ſaaledes en Misforſtaaelſe vaade af Skaldeverſene og af de oprindelige Beretninger, naar de Sagabearbejdelſer, vi nu kjende, lade denne Mishandling gaa ud over Conſtantin. Dette hindrer os imidlertid ikke fra at antage, at Harald ſtrax før ſin Flugt, efter at være undſluppen af Fængſlet, kan have tilføjet Conſtantin en eller anden Fornærmelſe, eller en temmelig haanlig Skjendſel, ſom Thjodrek udtrykker ſig. Vel heder det i Saxos Fortælling, at Kejſeren af Beundring over Haralds raſke Daad benaadede ham og gav ham et Fartøj til at ſejle bort paa. Men hiint Skaldevers, der beretter at Harald lod en Deel af Væringerne dræbe, vidner om at hans Afſked fra Kejſeren ej har været ſaa fredelig, medens Fortællingen om den Maade, hvorpaa han ſlap ud af Sævidarſund eller Havnen ved Conſtantinopel, ogſaa bærer Sandhedens Præg, og viſer at han ej med det Gode var kommen løs. Her var det desuden ej alene Haralds Forbrydelſe, hvori den nu end beſtod, men hans politiſke Stilling, ſom gjorde ham forhadt og frygtet. Saxos eller Kong Valdemars Fortælling maa altſaa være mindre nøjagtig i dette Stokke, ſaa vel ſom i Angivelſen af Aarſagen, hvorfor Harald fængſledes, og deri, at den kun lader ham have en eneſte Følgeſvend i Taarnet. Men hvori den Fornærmelſe beſtod, ſom Harald tilføjede Kejſeren, er nu, af Mangel paa omſtændelige Kilder, umuligt at angive. Maaſkee var det allerede Fornærmelſe nok, at Harald brød ind i Paladſet, og dræbte nogle Væringer. Men naar han førſt var kommen ſaavidt, har han neppe ladet det blive derved, og maa i det mindſte have plyndret, og ſat Kejſeren i den yderſte Forfærdelſe. Dog, de byzantinſke Forfattere tie derom. Imidlertid fortælle de om et ſtort Opløb, der fandt Sted mod Conſtantin den 9de Marts 1044, da Folkehoben i Conſtantinopel, ſom længe havde forarget ſig over den ublue Maade, hvorpaa han levede med ſin Frille Skleræna, ſamlede ſig ſammen, ſtyrtede under vilde Raab hen mod Kejſeren, juſt ſom han kom gaaende i Spidſen for en højtidelig Procesſion, og havde viſtnok faaet fat paa ham og dræbt ham, hvis ikke Fyrſtinderne Sne og Theodora ſelv havde talt til Folket og beroliget det[158]. Under denne Forſtyrrelſe kunde Harald maaſkee have ſluppet ud af Fængſlet, og, benyttende ſig af Folkets oprørte Stemning, vovet et driſtigt Forſøg mod Kejſerens egen Perſon. Thi det ſynes temmelig viſt, at hans Flugt ej fandt Sted paa den Tid, da Rusſerne laa udenfor Bosporos, men førſt i Løbet af Aaret 1044, og at han ſaaledes var meget længere fængſlet, end Sagaerne angive[159]. Alle disſe ere nemlig enige om, at Harald tilbragte en Vinter hos Jaroſlav, inden han forſøgte ſin Lykke hos Magnus og Sven, og det er ovenfor viiſt, at Harald neppe meldte ſig hos Magnus, førend i Aaret 1045. Vi have ogſaa ſeet, at den i Slaget ved Faros fangne Rusſer Vyſchata henſad fængſlet lige til 1046, da Freden ſluttedes. Den ſamme Skjebne have vel ogſaa de tidligere fængſlede Rusſer haft, og den vilde vel ikke mindre være bleven Haralds Lod, ſaafremt han ikke paa egen Haand havde befriet ſig.

Paa denne Maade undſlap Harald fra Conſtantinopel, efter at have tilbragt 12 Aar i tre Kejſeres Tjeneſte, og vundet ej alene Hæder og Berammelſe, men ogſaa ſtore Rigdomme, hvilke han, ſom ovenfor nævnt, forſigtigviis havde ſendt i Forvaring til Jaroſlav. Disſe Rigdomme ſkal han have vundet ej alene paa ſine Krigstog, men ogſaa derved at han .tre Gange havde været i det ſaakaldte Polotaſvarv, hvortil Væringerne ved Kejſerſkifte ſkulle have været berettigede. Om denne foregivne Ret, hvorom de byzantinſke Forfattere ej nævne et eneſte Ord, er der ovenfor talt. Vi kunne ej med Beſtemthed benegte Muligheden af, at en ſaadan Ret for Væringerne virkelig har exiſteret paa Kejſerinde Zoes Tid, men rimeligere er det dog, at de Polotaſvarv eller Skatkammer-Plyndringer, hvori Harald har taget Deel, ere at tilſkrive en ſelvtagen Frihed. I det mindſte var dette Tilfældet med den Plyndring af Skatkammeret, der fandt Sted da Paladſet ſtormedes under Opſtanden mod Michael Kalafates, og her var Harald visſelig med. Hans Indbrud i Paladſet umiddelbart for Flugten har maaſkee ogſaa været forbundet med en ikke ubetydelig Plyndring, og der kan vel endog tidligere under Michael Katallaktes’s Regjering have været Anledning til en ſaadan. Viſt er det, at de Skatte, han havde ſamlet, vare overordentlig ſtore, og paa et andet Sted ligefrem kaldes „Grækerkongens Guld“[160].

Harald lagde Tilbagevejen over det ſorte Hav, og derfra, ſom der ſiges, til Ellipalt, d. e. det aſovſke Hav, hvorfra han rejſte videre til Lands, indtil han kom til Jaroſlav. Han er ſaaledes ikke dragen op ad Dnepr, men maa være landet ved den rusſiſke Beſiddelſe Tmutarakan, og derfra have fulgt Donfloden opad[161]. Vore Sagaer lade, ſom ſædvanligt, Jaroſlav reſidere i Holmgaard eller Novgorod, medens dog Kijev var hans ſædvanlige Opholdsſted, hvor viſtnok ogſaa Harald nu opſøgte ham og modtog de Skatte, han havde i Forvaring. Paa Vejen fra Conſtantinopel til Kijev digtede Harald et Kvad, hvori han deels opregnede de Hændelſer halt havde oplevet, de Bedrifter han havde udført, og de Færdigheder, han beſad; alt med ſtadigt Henſyn til Jaroſlavs Datter Eliſabet eller Elliſif, over hvis Kulde han beklager ſig, ſkjønt han dog ikke havde haft Anledning til at prøve hendes Følelſer, ſiden han bejlede til hende, medens hun endnu var et Barn. Kvadet beſtod af lo Vers, af hvilke kun fem ere opbevarede. Her ſiger han blandt andet: „vort Skib gjennempløjede Bølgen forbi det vide Sicilien; da vare vi prude: den brune Snekke ſkred herligt frem under de raſke Drenge“. Han taler ogſaa øm, hvorledes han i ſin Ungdom deeltog i Kampen med Thrønderne, da hans Broder faldt[162]. „Jeg kan“, ſiger han, „8 Idrætter, nemlig at ſmede, at ride, at ſvømme, at løbe paa Skid, ſkyde, kaſte med Spyd, ſpille paa Harpe, og digte“. Han omtaler at han var fød paa Oplandene, men at han nu ſejler med ſine Skibe forbi Klipperne. Alle Vers ende med Omkvædet: „dog ſlaar den guldprydede Pige i Gardarike med Nakken ad mig“. Dette Tillæg er dog mere henkaſtet ſom et Slags Galanteri, end fordi det i Virkeligheden havde noget at betyde. Thi endnu i Løbet af Vintren efter hans Ankomſt gav Iaroſlav ham Elliſif til Egte[163].

  1. I. 2. S. 734, ſe ovf. I. 2. S. 807.
  2. Se ovf. I. 2. S. 587.
  3. Se ovf. I. 2. S. 565.
  4. Fagrſkinna, Cap. 149. Det er ovenfor omtalt, hvorledes ſaa vel Eilif ſom hans Broder Ulf maaſkee i Aaret 1025 havde været hjemme i Sverige hos deres Frænde Kong Anund, havde ſort Befalingen over den ſvenſke Herr og Flaade, og leveret Kong Knut et Slag ved Helgeaa, der er det, Saxo og Henrik af Huntingdon omtale, og ſom ſiden har været forvexlet med det i vore Sagaer omtalte Slag 1027 mellem Knut, og Kong Olaf den hellige i Forbindelſe med Kong Anund. Ulf, Eilifs Broder, torde maaſkee være den i de nikonſke Annaler omtalte Uleb, der i Aaret 1032 gjorde et Tog fra Novgorod gjennem de ſaakaldte Jærnporte til de ſyrjaniſke Lande eller Bjarmeland, ſe Sjøgren i Mémoires de l’académie impériale des sciences de St. Pétersbourg, 6me série, I. S. 508 fgg.
  5. Verſet lyder ſaaledes: „de tvende Høvdinger toge m; det ſamme til, der hvor Eilif ſtod; de fylkede „hamalt“, (dette vil vel ſige „i Svinefylking“, eller „hver med ligeſtor Deel af Fylkingen“), de øſtlige Vender bleve bragte i Knibe, og Krigernes Ret var ej let for Læſerne“.
  6. Se Neſtors Annaler, ved 6538 (1030). Jaroſlav og Mſtiſlav benyttede ſig af de voldſomme Uroligheder, der efter Boleſlavs Død herſkede i Polen. Folket, ſiger Neſtor, myrdede Præſter, Biſkopper og Bojarer; at Opſtanden var en Reaktion af Hedningerne mod den nu indførte Chriſtendom, ſees og af polſke eller tydſke Skribenter, ſe de i Bartholds pommerſke Hiſtorie I. S. 366 citerede Steder. Det er altſaa bogſtaveligt ſandt, at naar Harald og Eilif kæmpede mod Øſt-Vender og Ljecher, ſtrede de og mod Hedninger. Der tales ligeledes om at Jaroſlav i 1032 ſøgte at ſikre ſig mod de øſtlige Petſcheneger ved at anlægge Staden Kurſk; ogſaa her har maaſkee Harald været med.
  7. Harald Haardraades Saga, Cap. 2.
  8. Se ovf. I. 2. S. 85.
  9. Se nedenfor S. 58.
  10. Nemlig hvor der fortælles (ſe ovf. I. 2. S. 193), at Gunnars Broder Kolſkegg, der 985 forlod Island, og ſidenefter opholdt ſig en Stund i Danmark og Rusland, endelig begav ſig til Conſtantinopel, og tog Tjeneſte blandt Væringerne, hvis Høvding han blev. Hans Ankomſt til Conſtantinopel falder ſaaledes omkring 990. Om urigtige Angivelſe om Bolle, ſe nedf S. 63.
  11. Se ovf. I. 2. S. 452, hvor Gert og Viga-Styrs Søn Thorſtein omtales.
  12. Nemlig allerede fra Conſtantins Tid de ſaakaldte foederati; ſiden efter baade Araber, Franker, Tydſkere og andre.
  13. F. Ex. ſom Hjelpetropper, ſe ovf. I. 2. S. 83 Anm. Blandt dem f. Ex. maaſkee den i Hallfred Vandrædaſkalds Hiſtorie allerede omkring 990 omtalte Griis Semingsſøn, der, ſom der ſtaar, havde været i Myklegaard og nydt ſtor Hader af Kejſeren. (Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 152). Men Griis kan maaſkee og kun have været en af de ovf. l. c. omtalte Handelsmænd. Det ſamme gjelder om hvad Rafnkell godes Saga fortæller om Eyvind Bjarnesſøn, at han omkring Midten af løbe Aarhundrede havde varet i Myklegaard og nydt Udmerkelſer af Kejſeren. Det ſtaar hverken om Griis eller om Eyvind, at de havde været Væringer.
  14. Se ovenfor I. 2. S. 452.
  15. Navnet væringr er nemlig øjenſynligt dannet af vár (angliſk wær) d. e. edeligt Løfte, aldeles det ſamme ſom sacramentum, hvormed ogſaa Romerne betegnede Krigernes ſtrengt forpligtende Fane-Ed. Det er ovenfor (I. 2. S. 288) viiſt, hvorledes de rusſiſk-ſlaviſke Folk ej kunde udtale Formen væringr, eller, ſom den maaſkee i hiin fjerne Oltid lod, váringr, men i dets Sted ſagde og ſkrev varjag, varæg, hvoraf Benævnelſen „Varjager“ eller „Varæger“ (varjazi). De græſke Forfattere gjengive Ordet væringjar med βάραγγοι (udtalt varangi). Italienſke Skribenter kalde dem ogſaa varangi, varani, guarani, o. a. d.
  16. Se ovf. I. 2. S. 819.
  17. Johan Kantakuzenos II. 13. Her ſiges ogſaa, at Væringerne, naar de ledſagede Kejſeren paa Rejſer, modtoge Nøglerne til de Steder, hvori han opholdt ſig.
  18. Gaufred Malaterra, III. 24; jvfr. Skylitzes, Anna Komnena og flere.
  19. Fagrſkinna, Cap. 162. Naar man erindrer, hvorledes Væringerne forandrede og forkortede de græſk-romerſke Navne, ſom man af Sagaerne nokſom kan ſe, f. Ex. „Hagiaſophia“ (St. Sophia-Kirken) til „Ægiſif“, „Hippodrom“ til „Padreim“, “Monachus“ til „Munak“ o. ſ. v., kan man lettelig forſtaa, hvorledes excubitum, der allerede af Almuen i Conſtantinopel ſelv kaldtes ἐσκούβιτον, σκούβιτον, udtalt skuviton, kunde ſammendrages til Skuvt, Skyvt, Skift.
  20. Det nærmere om alle disſe Skikke, Feſter o. ſ. v. findes i Kodinos’s Skrift om Paladſets Betjeninger (Coedinus de officiis sacri palatii). Uddrag deraf og af andre byzantinſke Skribenter til Oplysning om Væringerne findes og hos „Cronholm om Væringerne“, og i en af Forfatteren udarbejdet Afhandling om Væringerne i Antiquités Russes, 3 Bind, hvortil her de henviſes, der ønſke mere omſtændelig Beſkrivelſe derover. Om Akoluthens Hofdragt, ſe Kodinos S. 55.
  21. Snorre, Harald Haardraades Saga, Cap. 16. Palata eller efter den ogſaa i det rusſiſke forekommende Form Polota er en Fordrejelſe af Palatium, d. e. Palads. Svarf betegner egentlig Afſkuring, Affiling. Det heder i Sagaerne at Væringerne gik gjennem de keiſerlige „Poloter“, hvor Skattegjemmerne vare. Ogſaa Byzantinerne tale om thesauri (Skattegjemmer) i det kejſerlige Palads. Men hiin Skik omtales ej; derimod taler Kodinos, (Cap. lo) om en Skik, der knyttedes til Palmeſøndagens Højtideligholdelſe, nemlig at den ſaakaldte Peripatas, eller Baluſtraden fra Kirken til Kejſerens Værelſe, udſmykkedes med Blomſter og Kviſte, der ſiden paa et givet Tegn bleve revne bort af Væringerne og andre Tropper ved Hoffet.
  22. Se Legenden om Keiſer Alexius’s Slag mod Blakmændene paa Petzinavoldene, meddeelt ſaa vel i Olaf den hellige Saga, Cap. 250, ſom i Snorre, Haakon Herdebreds Saga, Cap. 20. De i Slaget deeltagende Væringers Antal angives her til halvandet (ſtore) Hundrede, altſaa 510 Mand. Kantakuzen II. 339 nævner for en langt ſenere Tid 500 Mand. Men i Sverres Saga, Cap. 127 tales der om at den byzantinſke Keiſer Alexius Angelus i Aaret 1195 anmodede Kong Sverre om at ſende ham 10 Hundreder (altſaa 1200), og at han havde gjort Kong Knut i Danmark den lamme Anmodning. Om vi nu juſt ikke heraf kunne ſlutte at han vilde have et Korps af tilſammen 2400 Mand, da han ſandſynligviis intet Haab havde om, i noget af Landene at faa mere end i det højeſte ⅓ eller ½ af det opgivne Antal, ſaa viſer det dog, at han i det mindſte ønſkede over tuſende.
  23. Kodinos, Cap. 6, Mag. 79.
  24. Jomsvikingaſaga, Cap. 52. Se ovf. I. 2. S. 478.
  25. Ordricus Vitalis, 4de Bog, (S. 508), 7de og 9de Bog (S. 641, 725). Jvfr. den tildeels opdigtede St. Edwards (Edward Confesſors) Saga.
  26. Det maa her nøie merkes, at da de Danefamilier, der havde erhvervet Magten i England, nærmeſt hørte til de Familier, der i ſin Tid omgave Sven Tjugeſkegg og Knut, og der altſaa maa antages at have ſtaaet i et Slags Oppoſition mod dem, der nu ved Sven Ulfsſøns Tronbeſtigelſe fik meeſt at ſige i Danmark, kunde det maaſkee, naar de forlode England, være dem mindre behageligt at vende tilbage til deres gamle Fædreland, ſaa at de foretrak at gaa til Conſtantinopel.
  27. Saaledes kalder allerede Gaufred Malaterra, i ſin Beſkrivelſe over Robert Viskards Krig (III. 27), dem „de Angler, der kaldes Væringer“ (Angli quos Varingos appellant). Kodinos (Cap. 7, P. 90), lader dem ved Julefeſten ønſke Kejſeren mange Leveaar paa deres Fædreneſprog, nemlig Engelſk (ἐγκλινιστί).
  28. Paa Græſk πελεκυφόροι. Gaufred (l. c.) kalder deres Øxer caudati bidentes, hvorved han ogſaa ſigter til deres lange Skaft; ved Udtrykket bidentes tænker han paa den dobbelte Spids. Anna Komnena kalder Øxene ἑτερόκοτα ξίφη, Niketas Choniata ἑτερόστομοι πελέκεις eller ἑτερότηκτα ξίφη; disſe Udtryk, ſaa vel ſom Gaufreds, har man urigtigt fortolket ved „dobbelte Øxer“, med dobbelte Blad; men dobbeltbladede Øxer, der ej vare uſædvanlige, kaldes ellers ἀμφίστομοι, og Sammenſætningen med ἕτεροσ viſer netop, at der kun var een Egg. Det er de lange Øxer, der i Norden ſelv kaldtes „norſke Øxer“, og ſom Kong Knut beſtilte hos Kalf under dette Navn (ſe ovenfor I. 2. S. 835); i Syden derimod oftere „danſke Øxer“, hâches danoises. St. Olafs og Magnus’s Øxe „Hel“ var en ſaadan.
  29. Det lange Skjold (περιμῆκυς ἀσπίς) nævnes udtrykkeligt af Niketas, Joh. Komn. Cap. IV.
  30. Grettes Saga, Cap. 89.
  31. Se ovenfor I. 2. S. 422.
  32. Kedrenos, S. 735.
  33. Hos Anna Komnena IV. 6, p. 92 ſtaar der: „Øxebærerne befalede han (Kejſeren) tilligemed deres Anfører, at ſtaa af Heſtene og marſchere frem foran Hæren i en liden Afſtand fra denne“. Dette har man urigtigt forklaret, ſom om de ellers kæmpede til Heſt, hvad der dog aldeles ſtrider mod Nordboernes Skikke. Hvad Alexius her bød, er ingenlunde nogen Undtagelſe, men det ſædvanlige.
  34. Se ovenfor I. 2. S. 450.
  35. Se ovenfor I. 2. S. 698. Laxdøla Saga, Cap. 72, 73. Her ſtaar der„vi have ej hørt fortælle, at nogen Nordmand har ladet ſig hverve hos Kejſeren førend Bolle Bollesſøn“. Laxdøla-Sagas Nedſkriver har følgelig ikke vidſt, at allerede Kolſkegg, og efter ham Geſt, Viga-Styrs Drabsmand ſaa vel ſom Thorſtein, Viga Stores Søn, vare Væringer i Conſtantinopel. Men dette Udſagn er dog en Beſtyrkelſe paa, at Varingekorpſet i Conſtantinopel endnu paa den Tid, da Bolle traadte ind i det, var temmelig nyt.
  36. Laxdøla-Sagas Tidsregning er, iſær i de ſidſte Kapitler, ſaa forvirret, at man alene gjetnings- og tilnærmelſesviis kan beſtemme, naar Bolle rejſte udenlands, og naar han kom hjem. Han var, ſiges der, 18 Aar, da han blev gift; Aaret efter kom hans Broder hjem, og to Aar efter dennes Hjemkomſt, altſaa 24 Aar gammel, drog Bolle udenlands. Da han maa antages at være fød 1007, ſkulde hans Udenlandsrejſe ſaaledes være foregaaet i 1028; ſikkert er det imidlertid langtfra ikke. Laxdøla Saga ſiger at han opholdt ſig mange Aar i Myklegaard. Saa mange kan det dog ej have varet, da det i Cap. 78 udtrykkeligt ſiges, at Snorre Gode døde Aaret efter hans Hjemkomſt: da nu Snorres Dødsaar er 1031, kom Bolle hjem 1030.
  37. Laxdøla Saga, Cap. 77.
  38. Harald Haardraades Saga, Cap. 8. Snorre, Cap. 2. Fagrſkinna, Cap. 150 ſiger, at han havde mange Nordmænd med. At Rejſen foregik i 1032 henimod Høſten, kan ſluttes af Kedrenos’s Beretninger om de i disſe Aar foretagne Tog; ſe nedenfor, jvfr. „Norſk Tidsſkrift“ III. 153. Den vidtløftige Magnus den godes Saga lader Harald tage den lange Omvej fra Rusland gjennem Vendland, Saxland, Frankland og Italien, hvilket aabenbart grunder ſig paa en Misforſtaaelſe af Skaldenes Ord, ſe „Norſk Tidsſkrift“ III. 152.
  39. Se Kedrenos, Zonaras, jvfr. Glykas og Gibbon: decline & falt of the Roman Empire, 9de Bind. For øvrigt henviſes, hvad de nærmere Underſøgelſer om Haralds Ophold i Conſtantinopel angaar, til en af Forfatterne i „Norſk Tidsſkrift“ III. S. 123—172 indførte Afhandling.
  40. Dette Tilnavn indeholdt ogſaa et Slags Spot over hans Uredelighed: man beſkyldte ham for at have gjort falſke Penge. Senere ſynes Tilnavnet at være ſat i Forbindelſe med et epileptiſk Tilfælde, hvoraf han plagedes, og ſom ſkaffede ham det andet Tilnavn, epilepticus (Guil. Appulus, p. 245). I vore Sagaer er Navnet ſtundom forkortet til Katalak, ſe Grettes Saga, Cap. 89. Ellers ſkrives det heelt ud, katalaktus, ſe Fagrſkinna, Cap. 150. Magnus den godes Saga, Cap. 3, Snorre, Cap. 3.
  41. Om Opſtanden i Bari ſaa vel ſom Nordmannerne i Nedre-Italien ſe ſtrax nedenf.
  42. „Samme Høſt foor han ud paa Galejerne med Hærmænd ud i Grækenlandshavet“, ſtaar der i Harald Haardraades Saga, Cap. 3, Snorre, Cap. 3.
  43. Harald Haardraades Saga, Cap. 5.
  44. Kedrenos, S. 730—732.
  45. Der ſtaar f. Ex. hos Snorre, Harald Haardraades Saga, Cap. 3: „Harald gik á mála“ (lod ſig hverve), og drog ſamme Høſt afſted med Galejerne o. ſ. v. Han holdt en Trop af ſine egne Folk; Anføreren over hele Hæren var Gurp. Men Harald havde kun kort Tid været i Hæren førend Væringerne fattede nogen Yndeſt for ham, og fore de alle (Haralds Folk og Væringerne) ſammen til de Slag, ſom holdtes; til ſidſt kom det dertil, at Harald blev Høvding for alle Væringerne“. Her ſtaar det næſten udtrykkeligt, at Haralds Skare i Førſtningen var afſondret fra Væringernes. For øvrigt vil det i det følgende nærmere ſees, hvorledes det er urigtigt, at allerede det førſte Tog angives ſom det, hvor Gyrge og Væringerne vare med.
  46. Harald Haardraades Saga, Cap. 3. Navnet Nordbrikt er ellers mistænkeligt, ſe „Norſk Tidsſkrift“ III. S. 169, 170.
  47. Se ovenfor I. 2. S. 80, 81.
  48. „Norſk Tidsſkrift“ III. S. 155. Kedrenos, S. 732. („med Rusſerne og den øvrige romerſke Styrke“, heder det).
  49. Navnet „Saracener“ eller „Sarakener“ forkortedes nemlig af vore Forfædre til „Serker“. Dette Navn var i Middelalderen det ſædvanlige paa Moslemerne, eller Chalifatets mohammedanſke Underſaatter. Thjodolf ſiger, (Harald Haardraades Saga, Cap. 51, at Harald erobrede 80 Byer i Serkland, og derpaa drog i Krig til Sicilien. Hos Kedrenos, S. 732 kaldes hiin Alim udtrykkeligt „Sarakener“.
  50. Harald Haardraades Saga, Cap. 5. Ægypten ſtaar nemlig ved Nilen i umiddelbar Forbindelſe med Æthiopien, ad den Vej fik man ogſaa i Oldtiden de fleſte æthiopiſke (Neger-) Slaver, vore Forfædres „Blaamænd“.
  51. Kedrenos, S. 732.
  52. Harald Haardraades Saga, Cap. II. Snorre, Cap. 12. Fagrſk., Cap. 159.
  53. Kedrenos, S. 739. Der ſtaar her: „da den ægyptiſke Emir al Mumenin var død, ſendte hans Huſtru, der var den chriſtelige Religion hengiven, Geſandter tilligemed ſin Søn til Kejſeren, for at bede om Fred, hvilken Kejſeren tilſtod for 30 Aar“. Dette er den ſidſte Begivenhed, ſom omtales i Aaret 6544, eller fra September 1035 til Auguſt 1036. Til dette ſidſte Aar maa ſaaledes Fredsſlutningen henføres, eller i alle Fald være gaaen forud for Byggetilladelſen. Naar nu Kedren allerede tidligere, ved 1033—34 og endnu under Romanos’s Levetid (S. 731), omtaler den ægyptiſke Emirs Død, og den Tilladelſe, hans Søn og Efterfølger efter ſin chriſtne Moders Tilſkyndelſe gav til at gjenopbygge Chriſti Kirke i Jeruſalem, med Tilføjelſe af at Romanos ej fik Kirken bygget færdig, — da maa enten denne Angivelſe være urigtig, eller Fredsſlutningen maa ligeledes henføres til 1034. Men 1036 har dog ſtørſte Sandſynlighed for ſig, da man veed, at den ægyptiſke Khalif Dhaher i dette Aar døde.
  54. Det er allerede ovenfor nævnt, hvorledes vore Sagaer urigtigt lade alle Haralds Tog foregaa under „Gyrge“, d. e. Georg Maniakes, med andre Ord, at de urigtigt forvexle dem med Toget til Italien og Sicilien, ſe nedenfor. Ogſaa afvige de enkelte Sagaer i den Orden, hvori de forſkjellige Tog fortælles, ſaa at man kan ſee, at heller ikke de gamle Kvad nøjagtigt have antydet Ordenen. Man kan derfor ikke holde ſig nøjagtigt til nogen enkelt af dem, men maa alene følge Kedrenos og de øvrige udenlandſke Forfattere, ſom Retteſnor. Mere herom nedenfor.
  55. Han kaldes i Kejſerrækken ſædvanligviis Michael Paphlago. Occidentalſke Forfattere, navnlig Romuald af Salerno, kalde ham „Michael Katallaktus“, ſaa og vore Oldſkrifter. Guilielmus Appulus kalder ham epilepticus, ſe Pertz Mon. hist. Germ. XI. 245. — I vore Oldſkrifter omtales Michael, ſom den Kejſer, der herſkede, da Harald kom til Conſtantinopel, men derimod nævnes intet om Romanos. Men da vi netop gjenkjende de Krigstog, hvori Harald ſtrax efter ſin Ankomſt deeltog, ſom dem, de byzantinſke Forfattere henførte til Romanos’s Tid, kan man ej tvivle om, at det var denne, og ikke Michael, ſom herſkede, da Harald aller førſt ankom. Derimod herſkede Michael, da Harald ſom Væring tiltraadte Toget til Sicilien, og følgelig, ſom man maa formode, da Harald blev Væring. Og da nu vore Sagaer gjøre alle Haralds Tog, ſaa at ſige, til Underafdelinger af det ſiciliſke, og ſtrax lade Overbefalingsmanden paa dette Tog, Georg Maniakes, optræde ved Haralds Side, er det heller ikke at undres over, at de nævne Michael ſom Kejſer.
  56. Som et Slags Sandſynlighedsgrund for at Harald opholdt ſig i Orienten intet 1030 eller 1037, eller flere rar efter Michaels Tronbeſtigelſe, kan ogſaa anføres, at Sagaerne, ved at tale om Haralds Tog i Serkland, og de 80 Byer, han vandt, citere et Halv-Vers af Skalden Illuge, hvor det heder at Harald underkaſtede Michael de ſydlige Lande. Vel kunne disſe „ſydlige Lande“ ogſaa være Sicilien eller Italien, og vel forklare Sagaerne „Serkland“ ved „Afrika“, men da Illuges Halvvers anføres umiddelbart efter et andet Vers af Thjodolf, hvor Serkland udtrykkeligt nævnes, er det dog — rimeligt at henføre det til ſamme Begivenhed; og at hiin Forklaring af Serkland er urigtig, og alene er at tilſkrive en ſenere Sagabearbejder, er viiſt i „Norſk Tidsſkrift“ III. S. 154, 155, ſaa vel ſom ovenfor.
  57. Se nedenfor S. 74, det anførte Sted af Leo Marsicanus.
  58. Harald Haardraades Saga, Cap. 3.
  59. Se Landn. III. 5, jvfr. ovenfor I. 1. S. 532. Om Maars Fader Hunrød, ſe ovenfor I. 2. S. 597.
  60. Harald Haardraades Saga, Cap. 3. Flatøbogen.
  61. Harald Haardraades Saga, Cap. 124, Snorre, Cap. 104. Dette Maal ſvarer omtrent til 7½ Fod af vore nuværende.
  62. Harald Haardraades Saga, Cap. 5. Flatøbogen henfører denne Begivenhed til en anden Tid, nemlig til ſtrax efter Haralds Indtrædelſe blandt Væringerne, medens derimod hiin fortæller det efter Blaalandstoget. Begge Dele kunne være rigtige, forudſat at Harald ej blev Væring førend han kom tilbage fra Orienten.
  63. Leo Marsicanus. Pertz Mon. hist. Germ. I. S. 652. Aimé, Nordmann. Hiſtorie. Aaret er uſikkert, Angivelſen vakler mellem 1001, 1002 og 1016.
  64. Giſelbert havde dræbt Hertug Richards Yndling, der havde vanæret hans Datter.
  65. Guilielm. Appulus, hos Pertz, Mon. XI. S. 245. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av det trykte tekstgrunnlaget nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  66. Thankred var neppe, ſom nogle have paaſtaaet, af de nordmanniſke Hertugers Familie, ſe fornemmelig Mooyers Afhandling, über die angebl. Abſtammung des normanniſchen Königsgeſchlechts, Minden 1850. Navnet Thankred er ellers ingen oldnorſk Form, der ſkulde lyde Thakkraad (Þakkráðr, ſe ældre Edda, Völunðarkviða 37), men reen angliſk; enten maa det ſaaledes verre angliſeret, eller Thankred har maaſkee været af en angliſk Æt, ſom har nedſat ſig i Nordmandie. Muligt at denne, og flere Navnformex have været frankiſke; Navnet Stegt) ſynes ſaaledes heller ikke at være rigtigt nordiſk, og de frankiſke Former ſees temmelig tidligt at have været anvendte i Nordmandie, ſaaledes f. Ex. Navnet paa Thankreds anden Huſtru Freſenda, egentlig Fridſvindha; Formen er ej angliſk, thi der lyder den Friduswið (i latinſke Skrifter Frideswitha). Af Borgen Hauteville er nu kun ubetydelige Levninger tilbage. Stedets Navn har maaſkee i den Tid, da Nordmannerne talte deres Fædreneſprog, været Haaby (Hábœr, af hár, høj, og bœr, der ganſke ſvarer til det latinſke villa).
  67. Se herom fornemmelig Galfred Malaterra, I. Cap. 1—6.
  68. Kedrenos, S. 737, 738, 741, 742. Kedrenos Beretning om disſe Begivenheder er noget forvirret, end mere de italienſke Annaliſters.
  69. Denne Form, Gyrgir i Akk. Gyrgi udtalt Jyrje, viſer ſig ſaaledes at være omtrent den ſamme, ſom Rusſerne brugte, nemlig Jurje, ɔ: Georg. Allerede Jaroſlav, der og antog Navnet Georg, kaldtes Jurje, hvilket kan ſees af Navnet paa den af ham anlagte Stad, Jurjev eller Dorpat. Altſaa er Formen Jurje ikke ſlaviſk, men kun det oldrusſiſke eller oldnorſke Gyrgir.
  70. Dette viſer ſig bedſt af Fortællingen om hans Endeligt, ſe nedenfor. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av det trykte tekstgrunnlaget nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  71. Kedrenos fortæller førſt (S. 738), at da Abulafar havde anraabt Kejſeren om Hjelp, ſendtes Georg og Stephanus med en Hær og Flaade til Longibardien. Derpaa (S. 740) tales der om Abulafars Nederlag „fordi Georg endnu ej var kommen ham til Hjelp“, om hans Flugt til Leon, og dennes Felttog paa Sicilien. Endelig (S 741) ſiges der, at han landede paa Sicilien, hvor de forenede Brødre gjorde ham Modſtand, men nedenfor (S. 755) ..at Maniakes var kommen for at hjelpe Abulafar“. Altſaa har Hæren været under Udruſtning, og Maniakes maaſkee allerede “undervejs, da Leon gjorde ſit Felttog. At Væringerne vare med paa dette Tog, ſiges ej af Kedrenos, men derimod erfares det af Leo Marsic. (Pertz Mon. Germ. IX. 676), hvor det ſiges, at Væringerne (Guarani) i 1041 kæmpede i Italien; desuden er jo dette Tog i vore Sagaer Haralds og Væringernes fornemſte Bedrift. Til Landingen i Longibardien (Italien) ſigter maaſkee Thjodolf (Harald Sigurdsſøns Saga. Cap. 3), hvor han ſiger:„han (Harald) ſom modig betraadte Langbardernes Land“. Dette er ſiden af enkelte Sagaſkrivere niisforſtaaet ſom om han ſkulde have rejſt gjennem Longibardien til Conſtantinopel.
  72. Kedrenos (S. 755) nævner 500, Leo Marsicanus (Pertz IV. 675) 300.
  73. Galfred I., Cap. 7.
  74. Se f. Ex. Indledningen til Galfred, ej at tale om Viljam af Jumièges. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  75. I Olaf den helliges Saga, Cap. 38 ſtaar der udtrykkeligt: „de Frænder (Jarlerne i Nordmandie og deres Slægt) regnede længe deres Frændſkab med Norges Høvdinger, og ſatte megen Priis derpaa, ligeſom de altid vare Nordmændenes Venner“. Dette ſiges i Anledning af Olaf den helliges Ophold i Nordmandie 1014, kun 23 Diar for de her beſkrevne Begivenheder. Endnu ſenere, i 1066, gjorde Viljam Erobreren meget Væſen af ſin Nedſtammen fra Norge, ſe Edward Confesſors Love, Cap. 34.
  76. Galfred, I. Cap. 7.
  77. Kedrenos, S. 741.
  78. Galſred, I. Cap. 7 lader denne Begivenhed foregaa i et Slag ved Syrakus; men da dette er det eneſte Slag, han omtaler før Slaget ved Traina, og Kedrenos paa ſin Side kun nævner de to Slag, ved Rhemata og Traina, maa følgelig Slaget ved Syrakus og Slaget ved Rhemata være det ſamme.
  79. Da Thjodolf tidligere end Krigen paa Sicilien omtaler Haralds Krig i Serkland og Erobringen af de 80 Byer, have de ſenere Sagaſkrivere, forledede deraf at Serkland ogſaa betegner Afrika, baade forklaret hiin Krig, og den, hvori „Afrikafyrſten“ ej kunde beholde Landet, ſom en Krig i Afrika. Men for os, der af Kedrenos vide at „Afrikas Fyrſte“ netop havde ſat ſig i Beſiddelſe af Sicilien, bliver der klart, at det ikke er nogen anden end denne, hvilken Thjodolf her mener, og ſkildrer ſom „Omars hagl-hovedſmykkede Mø“, d. e. det Land, hvis Tinde omſuſes af Hagl: han har maaſkee tænkt paa det høje, op i Skyerne ragende, Ætna, ligeſom han ogſaa maaſkee har haft Ætna for Øje, hvor han i ſamme Vers kalder Landet „underbart“.
  80. I al denne Tid, ſiger Kedrenos, S. 744, opholdt Michael ſig for det meſte i Thesſalonike ved Martyren Demetrius’s Stad uden at beſkjeftige ſig med nogen Forretning, undtagen i den aller yderſte Nødvendighed.
  81. Saaledes fortæller Galfred I. Cap. 7. Men det maa altid erindres, at Galfred, ligeſom Dudo, er mere Sagamand end nøjagtig Hiſtoriker, hvor det gjelder fjernere Tider. Thankreds Sønner og Æt ere for ham Hovedperſonerne i Fortællingen, og derfor anviſer han dem og, neppe altid med Rette, Hovedrollen i Begivenhederne. Paa ſamme Maade give vore Sagaer Harald Hovedrollen, ſom det nedenfor vil viſes. Kedrenos veed intet af denne Thankreds Heltedaad.
  82. Kedrenos, S. 743, 744, jvfr. Zonaras, S. 237, 238. Om det rige Bytte ſiger Kedrenos udtrykkeligt, at Krigerne ſkulle have deelt det efter Medimner (ἐλήφθη δὲ καὶ τὸ στρατόπεδον ἅπαν, χρυσοῦ καὶ ἀργύρου καὶ μαργάρων γέμον καὶ πολυτελῶν λίθων, οὕς, ὡς λέγεται, μεδίμνοις οἱ στρατιῶται διεμοιράσαντο).
  83. Det er ovenfor nævnt, at Nordmannernes Skare angives deels til 500, deels til 300 Mand; ligeledes at Væringernes Korps i det mindſte i Felten ſom ofteſt var 500. Da vi nu tillige vide, at Nordmannerne kæmpede til Heſt, Væringerne til Fods, pasſer hine to Angivelſer meget nøje paa begge Korps.
  84. Se hvad der ſtrax nedenfor berettes om Maaden, hvorpaa Nordmannerne forlode den græſke Hær. Man kunde maaſkee ogſaa her tænke ſig, at Harald ved denne Lejlighed har vundet Størſtedelen af det rige Bytte, han ſiden hjembragte til Norge. Endelig kunde man lægge Vegt paa, hvad Morkinſkinna og Fagrſkinna (Cap. 156) med Eftertryk ſige, at han kæmpede umiddelbart med Afrikas Konge, og dette i Forbindelſe med Angrebet paa Mohammed; thi om denne juſt ikke var den egentlige afrikanſke Fyrſte, var han dog en ſaraceniſk Emir, ſom oprindelig hørte hjemme i Afrika.
  85. Kedrenos (S. 755) kalder ham Frankernes (d. e. Nordmannernes) Anfører, og uafhængig Herre over et Stykke Land. Leo Marſicanus kalder ham en Lombarder, e famulis sancti Ambrosii, og lader ham af Dokianos mod ſtore Gaver være forlenet med nogle Stæder; han nævner intet om hans Forbindelſe med Nordmannerne, førend da han, for at tage Hevn, henvendte ſig til Reinulf i Averſa. Galfred kalder ham „en Italiener“, der var „blandt vore, fordi han kunde Græſk“.
  86. Leo Marſ. l. c.
  87. Galfred, I. 8. Leo. Marſ. l. c. Kedrenos, S. 755. Galfred er den eneſte, der taler om Flugten fra Mesſina; Kedrenos udtrykker ſig næſten ſom om Harduins Mishandling og Nordmannernes Frafald ej fandt Sted førend efter Tilbagekomſten til Italien. Men det er tydeligt nok, at det beſtemte og nøjagtige Sagn om det tilſnegne Pas og Overfarten fra Mesſina, ſom Galfred meddeler, nødvendigviis maa være fandt, i det mindſte i Hovedſagen, medens man derimod ingenlunde kan ſige, at Kedren ligefrem benegter at hiin Scene fandt Sted paa Sicilien, men kun udtrykker ſig med noget tvetydig Korthed. Derhos maa det og nøje bemerkes, at Kedrenos omtaler disſe Begivenheder paa to Steder; at han paa det førſte (S. 743) kun handler om Maniakes’s Fængsling. Saracenernes Opſtand og Mesſinas Forſvar, og paa det andet om Begivenheden med Harduin, umiddelbart efter en kort Rekapitulation af det Foregaaende, hvor han derimod taler om Siciliens Rømning. Da han nu dertil ſelv fortæller, at Katakalon reddede Mesſina; da hiin Fortælling om Pasſet netop faar nogen Betydning, forſaa vidt det aabnede Nordmannerne Mesſinas Port; og da det ifølge det Foregaaende er ſandſynligt, at Nordmannerne netop udgjorde en Deel af Beſætningen: og da vi for øvrigt af andre Kilder, ſe nedf., erfare at Dokian virkelig førte Befaling over Tropperne paa Sicilien, er det klart at Scenen med Harduin her fandt Sted. For øvrigt lader Sagamanden Galfred Maniakes være den, ſom mishandler Harduin; ligeſom vore Sagamænd gjøre han ham til den ſtadige Anfører paa Toget.
  88. Leo. Marſ., S. 675. Nordmannerne ſkulle paa disſe Tog gjennem Italien have ſunget Viſerne om Roland og Olivier, ſe Chronic. Milan. hos Grosley. Observ. sur l’Italie, I. 118.
  89. Dette ſiges udtrykkelig af Guil. Appulus, I. 241. Pertz, Mon. hist. XI. 246.
  90. Beretningen herom gives, hvad Tidsregningen angaar, ordentligt hos Lupus Protoſpata (Muratori V. S. 42, 43), hvilken ogſaa her fornemmelig er fulgt, iſær den bedre og vidtløftigere Variant-Kodex. Da Kedrenos har Beretningen om Krigen i Italien og Krigen paa Sicilien paa to Steder, kan man, ſom oven antydet, hos ham ej ret blive klog paa Dokianos’s Bevægelſer: det ſeer næſten ud, ſom om han ej længer ſkulde have haft noget med Sicilien at beſtille, ligeſom og Mesſinas Forſvar under Katakalon allerede omtales ſtrax efter Maniakes’s Bortkaldelſe i 1040, medens det dog ſiden (S. 751) urigtigt heder, at Katakalon nys var hjemkommen efter ſit heltemodige Forſvar af Mesſina, da Folkeopløbet mod Michael Kalafates ſkede i April 1042. Kedrenos lader Dokianos lide ſine Nederlag førſt ved Cannæ, ſiden ved et Sted, kaldet Horæ, og Bojohannes ved Monopolis; Guil. Appulus, der ſynes at være vel underrettet, taler og om Dokianos’s to Nederlag, førſt ved Floden Lebento (Lupus Pr. har flumen Beneventi), ſiden ved Aufidus (der gaar forbi Cannæ; Lupus nævner og kun Aufidus) derpaa om hans Afløsning ved Exauguſtus og Tilbagevenden til Sicilien, og endelig om Exauguſtus’s Nederlag „paa Sletten“. (Pertz, Mon. XI. S. 247). Galfred, der endnu fremdeles fortæller i Sagaſtiil, taler kun om to Slag, ved Olivetum-Floden (I. 9) og ved Montepiloſo (Slaget ved Cannæ, hvorfra Dokian flygtede til Montepiloſo) hvor han lader Dokianos blive dræbt (I. 10); han veed intet om Exauguſtus. Leo Marſ. (Pertz IX. 675) nævner Dokianos’s to Slag, ved Olivento og Aufidus, og Exauguſtus’s ved Montepiloſo. Bari-Annalerne (Pertz Mon. V.) taler og om Dokianos’s Ankomſt og Tilbagegang til Sicilien, om Nederlaget ved „Dulibentis“, og Exauguſtus’s ved Montepiloſo. — Galfred, ſaa vel ſom Aimé, har en underholdende men neppe paalidelig Fortælling om hvorledes Nordmannen Hugo Tudeboeuf ſkræmmede den Græker, Dokian for Slaget ved Melfi havde ſendt for at underhandle, ved med et eneſte Næveſlag at ſlaa hans Heſt død til Jorden. Se Schiern i Annaler for nord. Oldk. og Hiſt. 1844, S. 239.
  91. Grækerne, ſiger Kedrenos, S. 726, havde kun Brindiſi, Otranto, Tarent og Bari tilbage, medens Nordmannerne deelte Italien mellem ſig ſom deres Krigsbytte. Bari var dog allerede i Virkeligheden uafhængigt under Ægyros, ſe nedenfor.
  92. Kedrenos, S. 745—748.
  93. Kedrenos, S. 748. Dette ſynes at have foregaaet lidt før Juni 1041, da der ſtrax efter omtales et Jordſkjelv, ſom fandt Sted den 10 Juni i dette Aar.
  94. Kedrenos, S. 749.
  95. Hippodromen eller Circus laa nær ved Paladſet; Excubita, hvorom der forhen er talt, Livvagtens Kaſerne, og Tzykaniſteriet eller Boldhuſet udgjorde begge forſkjellige Yderpartier af den vidtløftige Bygning.
  96. Der ſtaar: „indkomne i Paladſet ved at bryde Porten op plyndrede de alt det Guld, der var i Skatkammeret, tilligemed de øvrige Sager, og ſønderrev derhos Protokollerne over de offentlige Indtægter. (Kedrenos, S. 752, Glykas, S. 318). Hos Kedren læſes her urigtigt σέκτῳ i Stedet for σεκρέτῳ. „Sekreton“ kaldtes det kejſerlige Skatkammer, ſe Ducange, Constantinopolis christiana II. 122.
  97. Kedrenos, S. 750—53. Jvfr. Zonaras, S. 242—246. Glykas, l. c.
  98. Lupus Protoſpata, S. 42. Argyro ſynes nu omtrent at have indtaget ſamme Stilling ſom de græſke Fyrſter af Neapel og Amalfi; de regnedes ſom græſke Vaſaller, medens de dog i Virkeligheden vare uafhængig.
  99. Lupus Protoſpata, S. 42, og Guil. Appulus, der her aabenbart ere langt nøjagtigere end Kedrenos. Jvfr. Anon. Barens. hos Muratori V. S. 151. Det er her vel at merke, at Lupus og de bariſke Annaler regne det bogſtavelige Inkarnations-Aar, nemlig fra September før Chriſti Fødſel; Aaret 1044 betegner f. Ex. hos dem Tiden fra Sept. 1043 til Sept. 1044.
  100. Dette ſkede i eller ſtrax efter Febr. 1013, ſe Lupus Protoſ.,Muratori V. 43.
  101. Kedrenos, S. 75, jvfr. Lupus, Guil. Appulus og Anon. Bar. l. c.
  102. Optagen i Muratoris Scr. rer. Ital. VII. B. Vi ville hermed ikke paaſtaa, at Romuald ej kan have udſkrevet en ældre Kilde, og at det netop ſkulde være Romualds Text, ikke denne ældre Kilde, vore Sagaſkrivere have benyttet. Vi mene kun, at den Text, der findes hos Romuald, lige meget, om forfattet af ham eller en anden, har været benyttet af Saga-Kompilatoren.
  103. Dette Tilnavn ſkal vel betyde „Hæteriarch“.
  104. Dette er aabenbart en Reminiſcens af Michael Paphlagos Titel Archon tu Puntheu, før han blev Kejſer, ſe ovenfor S. 62.
  105. Nemlig Munak i Morkinſkinna, Monakus i Fagrſkinna.
  106. Nemlig Albeik af Troisfontaines, ſe Norſk Tidsſkrift, III. S. 150.
  107. De Hindringer, Kejſeren lagde i Vejen for Kirkens Indvielſe m. m, ſkulle ifølge Harald Haardraades Saga, Cap. 7 have varet følgende. Førſt forbyder han reent ud Indvielſen. Harald lader da et Gilde berede i den Tanke, at man derved ſkulde kunne komme til at indvie Kirken, men Kejſeren lægger Forbud paa at ſælge ham Brænde til Gildet. Da lader Harald tage gamle Skibsſkrog, Tougverk og Valnødder, og bruge til at koge og ſtege ved, ſaa at Gildet lige fuldt kommer iſtand. Ved Gildet beder han Biſkoppen at indvie Kirken: denne undſkylder ſig med ſin Frygt for Kejſeren. Harald gaar da ſelv til Kejſeren, foreſtiller ham hvor uretfærdigt det er at negte St. Olaf den Ære, og faar endelig hans Samtykke, ja faar endog Kejſeren ſelv til at komme til Gildet. Nu bliver Kirken indviet og forſynet med en ſtor Klokke, af hvilken Kejſeren dog lader Kolven udtage. Men St. Olaf aabenbarer ſig for ham i Drømme og truer ham: han falder i en ſvar Sygdom, ſaa at Zoe maa ſpørge Harald om Raad: han raader nu til at give St. Olafs Klokke Kolven tilbage; det ſkeer, og Kejſeren helbredes. Hiint Sagn om Haralds Opfindſomhed til at ſkaffe ſig Brændematerial fortælles ogſaa om Sigurd Jorſalafare: det forekommer tillige i Æventyret om Fortunat, og viſer ſig ſaaledes ſom en af de ſtaaende Sagn fra Middelalderen. Det andet er aldeles legendariſk, ligeſom ſelve Sagnet om Anledningen til Kirkens Opførelſe.
  108. Morkinſkinna og Flatøbogens dette Stykke er aftrykt i Antiquités Russes, II. S. 19 flg. Morkinſkinna ſelv er ſkreven med en Haand fra Begyndelſen af det 13de Aarhundrede, og dens Bearbejdelſe viſer ſig i flere Henſeender at være ældre end Snorres og de øvrige Kongeſagaers.
  109. Snorre anfører det i Haakon Herdebreds Saga, Cap. 20. Hans Fortælling lyder i Korthed ſaaledes. „Da Kyrialax var Konge i Grækenland, drog han i Hærferd mod Blakmændene (d. e. Vlakkerne). Da han kom til Petzina-Volden (Sletterne) mødte en hedenſk Konge ham med en uhyre Hær; han havde Heſtfolk og ſtore Vogne med Vigſkard (Skydeſkaar), hvilke Vogne om Nætterne brugtes til at danne en Vognborg uden om Lejren. Hedningekongen var blind. Grækerne angrebe Hedningerne, ſom havde ſat deres Fylking foran Vognborgen, men bleve ſlagne tilbage med ſtort Tab. Kongen (Kejſeren) lod nu Franker og Flæminger angribe dem, men med ſamme Udfald. Da han bebrejdede ſine Mænd dette, bade de ham forſøge Væringerne, ſine Viinbelge (Viindrankere). Kongen vilde nødig ſpilde ſine bedſte Mænd ved at ſende dem, ſaa faa i Tallet, mod en ſaa ſtor Hær; men Væringehøvdingen Thore Helſing ſagde at han og hans Mænd gjerne ſkulde ſtyrte ſig i brændende Ild for at ſkaffe ham Fred. Kongen bad dem da gjøre et Løfte til ſin Konge St. Olaf for at faa Hjelp af ham: de lovede højtideligt at rejſe ham en Kirke i Myklegaard paa deres Bekoſtning. Derpaa angreb de modigt Hedningerne, ſkjønt de ſelv kun vare halvfemtehundrede Mand (540) ſterke, og der var 60 Hedninger for een Væring. Da de øvrige Hedninger undredes over at en ſaa liden Flok vovede at angribe dem, ſpurgte den blinde Konge, hvo den majeſtætiſke Mand var, ſom reed foran dem paa en hvid Heſt. Denne Mand kunde de andre Hedninger ej ſee, men der kom Rædſel i deres Hær; de flygtede, deres Konge blev fangen og deres Lejr og Vognborg indtagen. I det følgende Cap. (21) fortæller Snorre om hvorledes det engang, da Væringerne vare ude i Felten med Kyrialax, opdagedes paa en underbar Maade, at en af dem, ſvenſk af Fødſel, var i Beſiddelſe af St. Olafs Sverd Hneite, og at Kejſeren, underrettet derom, lod det bringe til Væringernes Olafskirke og forvare over dens Alter. Her tilføjes: „Eindride unge hed en Lendermand i Norge paa Harald Gilles Sønners Tid: han var i Myklegaard, da disſe Begivenheder ſkede, og fortalte denne Hiſtorie i Norge, ſaaledes ſom Einar Skulesſøn ſiger i ſin Draapa om Olaf den hellige“. Her kan man ej ſee om dette Tillæg kun vedkommer den ſidſte Hiſtorie eller begge. Det vil for Reſten let ſkjønnes, at Eindride, der forlod Conſtantinopel 1154, og dræbtes 1163, ikke kunde have oplevet Begivenheder fra Alexios Komnenos’s Tid, men maa have opholdt ſig der i Kalo-Johannes’s († 1143) ſidſte og Manuels førſte Regjeringstid, ſaa at altſaa Navnet „Kyrialax“ er urigtigt, eller brugt ſom Fællesnavn for flere Komnener. I den hiſtoriſke Olaf den hellige Sagas Anhang ere ogſaa begge Legender, ſaaledes ſom Snorre fortæller dom, indtagne, men i en omvendt Orden (nemlig Legenden om Sverdet Cap. 230 og om Hedningeſlaget Cap. 250). Her tilføjes og af en Variantkodex, hvad der ſavnes i de nu exiſterende Hdſkrr. af Snorre, at Kejſeren lod Kirken opbygge og indvie til St. Maria og St. Olaf, og at Væringerne lagde meget Gods dertil. J det oven nævnte Digt „Geiſle“ fortælles fra v. 40 til 47 om Legenden med Sverdet; her anføres (v. 42) Eindride unge ſom Hjemmelsmand, uden at det dog udtrykkeligt ſiges, at han ſelv havde oplevet Begivenheden. Fra v. 49—53 fortælles om Slaget paa Petzinavoldene, uden at Eindride omtales; der nævnes heller ikke noget om Thore Helſing, ſaa at man altſaa kan ſee, at der ved Siden af Einars Kvad maa have været en ſamtidig mundtlig Beretning, ſom Snorre benyttede. Det ligger for øvrigt i Sagens Natur, at Begivenheden med Sverdet, der egentlig er den, om hvem det udtrykkeligt heder, at Eindride oplevede den, maa være forefalden ſenere end Hedningeſlaget, da den Kirke, der byggedes ifølge det her givne Løfte, omtales ſom allerede ſtaaende eller forlængſt færdig, da Sverdet bragtes did. Hedningeſlaget kan altſaa gjerne være forefaldet længe før Eindrides Tid. Den Begivenhed ſom Eindride eller Snorres Hjemmelsmand nærmeſt maa have haft for Øje, ſynes, ſom oven anført, at være hiint Slag mod de ſaakaldte Skyther 1122 under Kalojohannes, hvor det udtrykkeligt ſiges, at Fienden havde forſkandſet ſig bag en Vognborg, men at Væringerne paa hans Befaling ſønderſloge Vognborgen med deres Øxer, ſaa at Kejſeren indtog Skythernes Lejr. Dog omtales ogſaa under Kejſer Alexios et Slag, han holdt med Petſchenegerne 1083 ved Driſtra, ej langt fra Bitzina, hvor Væringerne udmerkede ſig, hvilket maaſkee igjen kan være forvexlet med Kalojohannes’s Slag, og ſaaledes have givet Anledning til at „Kyrialax“ er kommen ind i begge Sagn. Legenden om Slaget fortælles ellers ſimpleſt, uden Angivelſe af Tid, Sted, Kejſer eller Væringehøvding, i den legendariſke Olafsſaga, Cap. 105, i Breviar. Nidros. (Langebek Scr. II. S. 551) og i Homilikodex Arnam. 619 qv.; denne Beretning, hvor der ſiges, at Kirken indviedes til St. Maria, ſynes at være den ældſte, og ſom maaſkee nærmeſt ſkriver ſig fra de i Thesſalonike deeltagende Væringer. Dog juſt fordi Harald ej her er nævnt, og fordi Sagnet ſiden er flyttet længer ned i Tiden, bliver det tvivlſomt om Harald virkelig har været med i dette Slag.
  110. Fagrſkinna, Cap. 159 jvfr. Haralds Saga i Fornm. Sögur, Cap. 11.
  111. Thjodrek Munk, Cap. 23. Han ſiger ogſaa kun Hierosolymam profectus est, hvorved maaſkee en mindre krigerſk Ferd antydes.
  112. Harald Haardraades Saga, Cap. 5, Fagrſkinna, Cap. 155, 156, Harald Haardraades Saga, Cap. 3.
  113. Harald Haardraades Saga, Cap. 3, 5.
  114. Harald Haardraades Saga, Cap. 3, 5, Fagrſkinna, 155. Illuge var ſandſynligviis en Søn af Thord, hvis Fader Thorbjørn i Brynjudal (hvoraf Benævnelſen „Bryndøler“) var Søſkendebarn af den med Chriſtendommens Indſørelſe paa Island (ſe I. 2. S. 354) ſamtidige Geſt Oddleifsſøn. Landn. II. 25.
  115. Harald Haardraades Saga, Cap. 11, Snorre, Cap. 12. Fagrſk., Cap. 159.
  116. Harald Haardraades Saga, Cap. 1, Snorre, Cap. 1.
  117. Den her fulgte Fremſtilling er Flatøbogens, da denne ellers ſtemmer med den ældſte Sagabearbejdelſe, Morkinſkinna, ſom her har en Lakune; omtrent den ſamme Fremſtilling findes og i Fagrſkinna, Cap. 152. Snorre og Harald Haardraades Saga i Fornm. Sögur, Cap. 4 lade en tredje Mand drage Lodden, og Harald tage den fra ham for at kaſte den i Søen.
  118. Kodinos Cap. 16 (S. 117).
  119. Kedrenos, S. 753.
  120. Gretters og Goars Anmerkninger til Kodinos, Cap. 2, S. 188, (Bonn-Udg. S. 177).
  121. Snorre, Cap. 4. Harald Haardraades Saga, Cap. 4. Fagrſk., Cap. 155, 154.
  122. Flatøbogen og Morkinſkinna, ſe Antiquités Russes II. S. 35—46 De andre vidtløftigere Bearbejdelſer af Kongeſagaerne fremme omtrent med disſe, kun nævne de intet om Legene, ſe Harald Haardraades Saga i Fornm. Sögur, Cap. 8—10.
  123. Snorre, Harald Haardraades Saga, Cap. 6—10.
  124. Se Schlyzers „Neſtor“ V. 46. Neſtor, trad. par Paris I. S. 78.
  125. Saxo, I. B. S. 41, IV. B. S. 180.
  126. Giraldus Cambr. Topogr. Hibern. Cap. 38—40, Camdens Udg., S. 748, ſe ovenfor I. B. S. 429.
  127. Se ovenfor I. B. S. 428.
  128. Guil. Appulus, II. v. 338 flg.; Pertz, Mon. hist. Germ. XI. 260.
  129. Otto af Freiſing, hos Muratori, VI. 668.
  130. Matthæus Paris ed. Watts, S. 488.
  131. Saxo, II. B. S. 66, 79.
  132. Morkinſkinna og Flatøbogen, ſe Antiquités Russes, II. S. 44. Fagrſkinna, Cap. 158.
  133. Saaledes anvendtes det f. Ex. af Camillus, ved Indtagelſen af Veji, ſe Livius, V. 20.
  134. Se Landn., II. 23. Sturlungaſaga, II. 2. (I B. S. 49). Halldors Datter Thorkatla var Moder til Thorgils Gudlaugsdatter, der egtede Gils Snorresſøn, og med ham havde Sønnen Thord, Fader til Hvamm-Sturla, Fader til Snorre Sturlasſøn.
  135. Galfred Malaterra, I. 7. 10. Det er ovenfor I. B. S. 665—671 viiſt, hvorledes Dudo paa ſamme Maade lader Gange-Rolf ſpille Hovedrollen i Foretagender, hvorved han umiskjendeligt kun har indtaget en underordnet Stilling.
  136. Hvad der gjør Nordmannernes Deeltagelſe i dette Slag uvisſere, end Væringernes, er den Uſikkerhed, ſom herſker med Henſyn til den rette Tid, da Kampen ved Mesſina forefaldt. Det er allerede ovenfor viiſt, hvorledes Kedren omtaler den allerede under 1040, medens det dog ſiden heder, at Katakalon nys var hjemkommen og bragte Efterretningen om ſin heldige Kamp ved Mesſina, da Oprøret mod Michael Kalaſates udbrød den 19 April tom. Nu er det unegteligt Kedrens Skik ſtundom at omtale en Række af ſammenhørende Begivenheder under det klar, hvor de førſt nævnes, uagtet de foregik under flere, og for den Sags Skyld kunde viſtnok Kampen ved Mesſina gjerne henføres til tom. Men han ſiger derhos, at den forefaldt paa en Pintſedag, og da Pintſen 1042 indtraf den 30te Mai, altſaa ſenere end Oprøret mod Michael, er det tydeligt nok, at hiin Kamp i alle Fald ej har kunnet finde Sted ſenere end ved Pintſetid 1041, altſaa næſten et heelt Aar før Oprøret, og at Kedrens Udſagn om Katakalons Ankomſt med Efterretningen om Kampen i det højeſte kun kan være at tage bogſtaveligt med Henſyn til Ankomſtens Nylighed, medens Efterretningen ſelv under alle Omſtændigheder mindſt maa have været et klar gammel. Og da kan den ogſaa ligeſaa gjerne have været to klar gammel. Der bliver ſaaledes Spørgsmaal, om Kampen ved Mesſina forefaldt i 1040 eller 104L Forefaldt den i 1041, altſaa ved Pintſetid, kunde Nordmannerne ej være med, da de allerede før Paaſke ſejrede ved Melfi (17 Marts). At Grækerne endnu ikke havde tabt Mesſina i September mil, ſees deraf at det udtrykkeligt ſiges hos Lupus og i Bari-Annalerne, at Dokianos da vendte tilbage til Sicilien, ligeſom man ingenſteds faar Beſked om, naar Mesſina tabtes. Men Mesſinas Forſvar maa jo dog have fundet Sted tidligere. Det rimeligſte er derfor at henføre det til 1040.
  137. Harald Haardraades Saga, Cap. 1, Snorre, Cap. 1.
  138. Lupus Protoſpata, (Muratori V. 43) omtaler Rusſer ſom faldne ved Olivento; Bari-Annalerne (Pertz, V. 53) havde ved Olivento og Cannæ.
  139. I det oven anførte Vers af Illuge (Harald Haardraades Saga, Cap. 3) ſtaar der at han ofte „før Dag forſtørrede Frankernes Fred“ ved „Kvindens By“. Her ſigtes maaſkee nærmeſt til Udfald foretagne fra en af de befæſtede, Zoe tilhørende Byer, hvori Grækerne efter deres Nederlag havde indeſluttet ſig. Det er ſaameget ſandſynligere, ſom Tillægget gjør Dag“ ſynes at tyde paa tilſigtede Overrumplinger.
  140. Harald Haardraades Saga Cap. 8, Snorre Cap. 5, Fagrſk. Cap. 156.
  141. De vidtløftigere Sagaer meddele ogſaa en aldeles fabelagtig Hiſtorie om, hvorledes han helbredede en Væring, Erlends, Kone for Galſkab. Harald Haardraades Saga Cap. 6, Flatøbogen. Hvis der ligger nogen Sandhed til Grund for denne Beretning, maa Begivenheden have fundet Sted i den her nævnte Mellemtid.
  142. Skálda, Cap. 64.
  143. Harald Haardraades Saga Cap. 14, Snorre Cap. 14, Fagrſk. Cap. 162.
  144. Det var førſt i Februar eller Marts 1043, at Maniakes ifølge de italienſke Annaler forlod Nedre-Italien og gik over til Epirus. Der tales heller ikke nogenſteds om, at Væringerne ſkulde have Slidre fælles Sag med Maniakes, da han gjorde Oprør. Altſaa maa de Væringer, han havde med, vare været blevne tilbage i Italien.
  145. Kedrenos, S. 788 flg. Jvfr. Neſtors rusſiſke Annaler ved 6551 (Septbr. 1012 til Septbr. 1013). Glykas (S. 319) lader, højſt urigtigt, Kejſerens Slag med Rusſerne foregaa paa ſelve Forum i Conſtantinopel, fordi han har læſt Kedrens φάρῳ ſom φόρῳ.
  146. Morkinſkinna og Flatøbogen, ſe Antiquités Russes II. S. 150—56.
  147. Fagrſkinna, Cap. 160—163. Valgards Halvvers lyder ſaa: Helmingi bauttu hanga, hilmis kundr, af stundu; skipt hafið þér svá at eptir eru Væringjar færi. Da det ſtrax ovenfor netop heder at Harald begav ſig til Væringernes Kvarteer eller „Skift“ (Excubita, ſe ovenfor S. 55) er det ej uſandſynligt at Sagabearbejderen har forklaret Verkets „skipt hafið þér“ ej ſom „I have ſkiftet, maget det ſaa“ o. ſ. v., men „I have ſat eder i Beſiddelſe af Excubita ſaaledes at der ere færre Væringer tilbage.“.
  148. Snorre Harald Haardraades Saga, Cap. 13—15. Harald Haardraades Saga i Fornm. Sögur VI. Cap. 11—15.
  149. Thjodrek, Cap. 28. Hans Ord ere: Postea peragratâ Siciliâ, magnâque pecuniâ id locorum extortâ, venit Constantinopolin, ibique apud Imperatorem accusatus, inflictâ eidem Imperatori satis probrosâ ignominiiâ, inopinabili fugâ elapsus est.
  150. Det vil erindres, at Magnus om Høſten 1042 tiltraadte Regjeringen i Danmark og indſatte Sven Ulfsſøn til ſin Jarl.
  151. Se f. Ex. Anna Komnena II. 7, S. 62, hvor der tales om de Tropper, der beſatte Conſtantinopels Mure 1081, og ſom Alexios Komnenos, der belejrede Staden, ſøgte at vinde. Disſe vare deels de ſaakaldte „Udødelige“, et græſk Korps, deels Væringerne eller Øxebærerne, deels Nemitzerne (d. e. Tydſkere af det ſlaviſke njemzi); Cæſaren Johannes fraraadte Alexios ganſke at forſøge paa at beſtikke eller vinde de udødelige, da disſe vare Kejſeren ubrødeligt hengivne; ligeſaa fraraadte han ham at vove noget med Væringerne, „thi disſe havde fra deres Fædre modtaget, ligeſom faaet i Pant og arvet Troſkaben mod Kejſerne og deres Bevogtning, hvilken de derfor altid udførte med den ſtørſte Omhyggelighed, og ikke engang vilde taale den mindſte Hentydning til Forræderi“. Nemitzerne derimod lode ſig beſtikke.
  152. Willielmus Malmsbury, III. 260, Saviles Udg., S. 106, Hardys II. S. 436.
  153. Denne Fortælling er igjen, ſom man tydeligt kan ſee, benyttes af Alberich af Troisfontaines, ſe Leibnitzs Udgave, II. S. 107. Man gjenkjender f. Ex. endog den ſamme Talemaade nudo lacertorum nisu suffocavit.
  154. Saxo, 11te Bog, S. 549. Valdemar herſkede fra 1147—1182, og levede ſaaledes kun 100 Aar efter Haralds Død.
  155. En Beſtyrkelſe paa at Harald havde et Æventyr med en Dame ved Navn Maria, kunde man ogſaa ſøge deri at hans ældſte Datter hed Maria, maaſkee til Minde om hende.
  156. Grettes Saga, Cap. 89, jvfr. Sagaen om Triſtram, i Annaler for nordiſk Oldk. og Hiſt. 1851.
  157. Michael Kalafates’s Moder, Kakallaktes’s Syſter, hed Marias dette Navn ſynes ſaaledes ej at have været uſædvanligt i deres Familie. Naar Zoe adopterede Kalafates ſelv, kunde hun vel og have adopteret en af hans kvindelige Slægtninger.
  158. Kedrenos, S. 761.
  159. Det eneſte, der kunde tale for at henføre Flugten til hiin Krigstid, er den Omſtændighed, at Havnen var ſpærret med en Jærnkjede, hvilken, ſom det ſynes, ej plejede at være dragen i den dybeſte Fredstid. Men man maa erindre, at Freden endnu ikke var ſluttet i 1014, og at man derfor endnu hvert Øjeblik kunde vænte en Fornyelſe af det rusſiſke Angreb, ligeſom det tvertimod maa antages, at man netop paa den Tid, der kæmpedes, bar bevogtet Harald med dobbelt Opmerkſomhed. For øvrigt kan det viſtnok ikke negtes, at Tiden, naar Harald flygtede fra Conſtantinopel, altid vil blive noget tvivlſom, iſær formedelſt den Uſikkerhed, vi ovenfor (S. 7 og 8) have paapeget i vore egne Sagaers Angivelſer om det Diar, i hvilket Harald aller førſt kom til Magnus. At Sævidarſund er Conſtantinopels Havn, det ſaakaldte Chryſokeras, mellem Staden og Pera, kan ej betvivles; det er juſt denne Havn, hvis Indløb ſperredes ved en Kjede fra Akropolis til Galata. Kjeden beſkrives bedſt af St. Paul. catena ferrea grossa nimis, quæ posita super ligna transversa mare transnatabat. Disſe Tvertræer vare maaſkee de Sø-Træer (sæviðir) hvorefter Sundet af vore Forfædre kaldtes Sæviðarsund. Rusſerne kaldte det kun „Sundet“, Suda, ſe Schlözers Neſtor, S. II. 232, II. 258.
  160. Se nedenfor S. 128, 129.
  161. Ellipalt er en Fordrejelſe af det græſke ἕλη, d. e. Moradſer, og det latinſke paludes, ſe ovenfor I. 1, S. 232.
  162. Da Harald forlod Conſtantinopel, bar han vel ogſaa aflagt det falſke Navn Nordbrikt, ſom han ifølge de vidtløftigere Kongeſagaer ſkal have antaget under ſit Ophold i Grækenland. Der er dog et ſtort Spørgsmaal, om han virkelig har antaget noget ſaadant Navn, der i alle Fald er aldeles unorſk, og ſnarere angliſk. Den norſke Form vilde være Nordbjart. Men da vi ſee, at Slaget ved Thesſalonike af Sagabearbejderne i det 12te Aarhundrede er blevet forvexlet med Slaget ved Driſtra og Bitzina under Alexios Komnenos, kunde det nok hende, at ogſaa den daværende Væringe-Høvdings Navn „Nabites“ (Ναμπίτης), der ſynes at være en Forvanſkning af „Norbert“, er urigtigt blevet overført paa Harald.
  163. Harald Haardraades Saga, Cap. 15, 16, jvfr. Morkinſkinna; Snorre, Cap. 17. Fagrſkinna, Cap. 165. Mag. Adam III. 12. Schol. 63.