Det norske Folks Historie/3/67

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det erfares allerede af hvad der nu er omhandlet, at Kong Sigurd tilbragte den ſidſte Deel af ſin Regjeringstid i Viken, ſom allerede fra førſt af havde hørt til hans Part af Riget, og hvor han derfor rimeligviis har haft ſine fleſte Venner og Bekjendte. Her valgte han, ſom det udtrykkeligt berettes, Kongehelle til ſin egentlige Reſidens og Hovedſtad[1]. Kongehelle havde allerede i lang Tid været en Kjøbſtad; den omtales ſom ſaadan endog paa Harald Graafelds Tid[2]; men den fik førſt ſin egentlige Opkomſt ved Sigurd, der ophjalp den ſaaledes, at den ikke ſtod tilbage i Velmagt for nogen anden Stad i Landet. Allerede faa Aar efter hans Hjemkomſt ſee vi ham beſkjeftiget med ſtore og omfattende Bygge-Arbejder i Staden. Vintren 1114—1115 tilbragte han nemlig, ſom der fortælles[3], iſær i Kongehelle, ſom han forſkjønnede og udvidede; han lod der opføre et ſtort Kaſtell af Torv og Steen, omgivet af en Grav. Han forordnede, at i Byen ſelv ſaa vel ſom alle de omliggende Hereder, ſkulde hver Mand, der havde fyldt ſit 9de Aar, hvert Aar bringe til dette Kaſtell fem Vaabenſtene eller fem Staure, fem Alen lange, og ſpidſe i den ene Ende[4]. Indenfor Kaſtellets Mure lod han indrette en Kongsgaard, og bygge en Kirke, der vel var af Træ, men af udſøgte Materialier og færdes ſmuk. Denne Kirke blev indviet til det hellige Kors’s Kirke, og i den lod han hiin Spaan af det hellige Kors forvare, ſom han havde medbragt fra det hellige Land, uagtet han havde lovet under Ed, at nedlægge den i Chriſtkirken i Nidaros. Paa Højalteret ſtilledes den prægtige Tavle af Erts og Sølv, ſom han havde ladet gjøre i Conſtantinopel; her opbevaredes ogſaa et Skriin, hvilket den danſke Kongeſøn Erik Eriksſøn Emune, der ſiden blev Konge i Danmark, ſendte ham, ſaa vel ſom hiin oftere omtalte Bog med Guldbogſtaver, og et ſaakaldet Plenarium, ligeledes med Guldbogſtaver, ſom Sigurd havde faaet af Patriarken i Conſtantinopel[5]. Kirken, der ſædvanligviis kaldtes Kaſtelkirken, blev førſt indviet i Aaret 1127. Al denne Omhu, ſom han lod vederfares Kongehelle, havde vel tildeels ſin Grund i hans Forkjærlighed for Staden eller denne Kant af Landet, men hans Henſigt var dog ogſaa aabenbart at indrette den til et faſt Grændſepunkt og Værn mod Angreb[6]: i det mindſte anføres det ſom Grund til at han brød ſin Ed med Henſyn til den hellige Kors-Relikvie, at han troede at dennes Nærværelſe ved Grændſen vilde tjene til Landets Værn[7]. Det lader ikke til, at Sigurd efter denne Tid oftere har beſøgt det Nordenfjeldſke. Hans Rejſer indſkrænkede ſig, ſom det ſynes; for det meſte til Viken, hvor vi finde ham deels i Tunsberg, deels i Oslo. Kun ved en enkelt, ſæregen Anledning finde vi ham i Gulathingslagen, og hvad der da foregik, var ikke ſkikket til at gjøre ham Opholdet der behageligt.

Mod Slutningen af ſin Regjeringstid blev Sigurd nemlig aldeles ked af ſin Dronning, Malmfrid, ſom han aldrig ſynes at have holdt ſynderlig af, og forelſkede ſig derimod i en anſeet Mands Datter, ved Navn Cecilia. Han beſluttede at forlade Dronningen, og holde Bryllup med Cecilia i Bergen, enten nu fordi Cecilias Fader boede i Nærheden, eller fordi han der troede at Sagen vilde gjøre mindre Opſigt blandt Malmfrids Beſlægtede og Beſvogrede i Sverige og Danmark. Han lod allerede gjøre ſtore Forberedelſer til Bryllupsgildet, da Biſkop Magne i Bergen erfarede hans Henſigt, og holdt det for ſin Pligt at advare ham. Ledſaget af en Preſt, ved Navn Sigurd — han blev ſiden Biſkop i Bergen[8] — gik Magne hen til Kongehallen, og lod Kongen bede om at komme ud. Kongen kom, med draget Sverd i Haanden, men tog ellers godt mod Biſkoppen, og bad ham komme ind og ſætte ſig til Drikkebordet med ham. Biſkoppen ſvarede: „mit Ærende er ganſke andet: er det ſandt, Herre, at I agter at forlade Dronningen, og tage en anden Kone?“ „Ja det er ſandt, Biſkop“, ſagde Kongen, hvis Aaſyn allerede begyndte at rødme og ſvulme. „Men hvorfor“, ſpurgte Magne, „har I fundet for godt at gjøre ſaadant i vort Biſpedømme, og derved krænke, ſaavel den hellige Kirkes guddommelige Love, ſom vor biſkoppelige Værdighed? Jeg vil nu handle efter min Pligt, idet jeg paa Guds, St. Peter Apoſtels, og alle hellige Mænds Vegne forbyder eder dette utilbørlige Skridt“. Biſkoppen ſtod ganſke rank, medens han talte disſe Ord, med Hovedet noget forover, ſom om han var rede til at bøje Halſen frem, hvis Kongen vilde hugge til ham med det hævede Sverd. Preſten Sigurd ſagde ſiden, at Kongen forekom ham ſaa forfærdelig, da han hævede Sverdet med et biſtert Blik paa Biſkoppen, at han neppe kjendte til ſig ſelv for Rædſel. Kongen gik ind i Hallen, uden at ſige et Ord, men Biſkoppen vendte tilbage til ſin Gaard i en ſaa glad Stemning, at han hilſede leende paa hvert Barn, han mødte, og legede med Fingrene. Sigurd Preſt ſpurgte ham, om han da ikke frygtede Kongens Vrede, og fandt det raadeligſt at komme bort. Biſkoppen ſvarede: „jeg tror neppe at han gjør mig noget, men om ſaa var, hvilken Død var da bedre end at lade Livet for den hellige Chriſtendom? Jeg er nu glad, fordi jeg har gjort min Pligt, nemlig at forbyde, hvad der ej pasſer ſig“. Kort efter blev der megen Larm i Buen, thi Kongen brød op, for at drage til Stavanger og holde Bryllup der. Han tog med ſig en Mængde Korn,Malt og Honning, der allerede var ſamlet til Bryllupskoſt, reiſte til Stavanger, og gjorde der Forberedelſer til Gildet. Biſkop Reinald[9] gik ligeſom Magne til Kongen, ſpurgte ham, om han vilde tage en anden Huſtru, medens Dronningen levede, og gjorde ham, da han bejaede det, lignende Foreſtillinger derimod. Men han ſluttede med disſe Ord: „maaſkee I vil ſkjenke vor Kirke her ſtore Gaver, og paa den Maade afbøde dette ſtore Lovbrud mod Gud og os“. Da ſagde Kongen: „tag Pengene! langt anderledes handler I, end Biſkop Magne“. Biſkoppen gik bort, modtog, ſom man maa ſlutte, den rige Gave, hvilken Biſkopsſtolen efter al Sandſynlighed ſkyldte ſin egentlige Opkomſt, og Kong Sigurd egtede Cecilia[10]. Men Reinalds Føjelighed ſkal ikke have huet Kongen bedre, end Magnes Strenghed. Efter denne Begivenhed, der ſynes at være indtruffen i Aaret 1128, kom Sigurd neppe mere til Bergen eller den veſtlige Deel af Landet. Dronning Malmfrid begav ſig ſandſynligviis til ſine Frænder i Danmark, hvor hun ſiden, ſom det nedenfor vil ſees, egtede den danſke Konge Erik Emune[11]. Hun havde i ſit Egteſkab med Sigurd kun et eneſte Barn, en Datter, ved Navn Chriſtina.

  1. Kong Sigurd, heder det udtrykkeligt i Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 43, ſatte ſin Stol og Hovedſtad, d. e. Hovedreſidens, i Kongehelle.
  2. Se ovenfor I. 2. Side 37, jvfr. Njaals Saga Cap. 6, hvor Kongehelle aabenbart nævnes ſom en By, da Rut Herjulfsſøn beſøgte Dronning Gunnhild 963.
  3. Snorre, Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 23, jvfr. ovenfor Side 657, 658.
  4. Snorre Cap. 40. Ved Vaabenſtene forſtaaes Stene, ſkikkede til at kaſte ned paa en belejrende Fiende.
  5. Egentlig ſkulde man friſtes til at tro at dette, her kun hos Snorre (Cap. 40) omtalte, Plenarium var „Bogen“; men af Harald Gilles Saga Cap. lei, Snorre Cap. 11, jvfr nedenfor, ſees det at de vare forſkjellige, og at Bogen ligeledes opbevaredes i Kongehelle.
  6. „Han ſad ſom ofteſt der til Landets Forſvar“, ſiges der udtrykkeligt hos Snorre, Cap. 40. Begivenhederne i Sverige og Danmark vare viſtnok ogſaa af den Natur, at de kunde udkræve Kongens udeelte Opmerkſomhed.
  7. Dette ſiges udtrykkeligt i Ágrip, Cap. 87.
  8. Den her nævnte Sigurd Preſt, der ſiden blev Biſkop i Bergen, nævnes ſom ſaadan aller førſt 1140 og døde 1156. Han fulgte efter en vis Ottar, der igjen var Magnes umiddelbare Eftermand.
  9. Om Biſkop Reinald i Stavanger er der allerede ovenfor talt (S. 613, 615). Sagaerne anføre ej hans Navn ved denne Fortælling om Kong Sigurds andet Giftermaal, men kalde ham kun „den Biſkop, ſom var der“ (nemlig i Stavanger).
  10. Dette Giftermaal var viſtnok kun det ſædvanlige borgerlige, paa hvilket vi allerede have haft flere Exempler, uden kirkelig Vielſe, men med de gamle, i Loven foreſkrevne Ceremonier, og ſom i verdslig Henſeende var fuldgyldigt nok, men af Gejſtligheden kun betragtedes ſom Konkubinat. Et ſaadant Giftermaal var Harald Haardraades med Thora, (ſe ovenfor Side 180) og Ingebjørg Jarlemoders med den ſkotſke Konge Mælkolm.
  11. I Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 52. Snorre Cap. 39. I Sagaerne heder det udtrykkeligt, at dette Giftermaal ſluttedes, „da det led ud paa Sigurds Regjeringstid“; det maa altſaa have været i de aller ſidſte Aar af denne. Nu er det viſt, at han tilbragte Vintren 1129—30 paa Øſtlandet; og i Aaret 1127 var han vel endnu ſaa beſkjeftiget med Kirkebygningen i Kongehelle og Forberedelſen til dens Indvielſe, at han neppe da gjorde nogen Rejſe til Bergen. Aaret 1128 bliver derfor det rimeligſte at gjette paa ſom det, hvori Giftermaalet fandt Sted. Nogle have antaget, at Malmfrid efter Sigurds nye Giftermaal vedblev at opholde ſig i Norge. Navnlig ſlutter Thormod Torvesſøn det (III. S. 495) af Saxos Beretning (S. 647) om Erik Emunes Giftermaal med hende. Men her ſiges der kun at Erik egtede den norſke Konge Magnus’s Stifmoder Malmfrid, Norges forhenværende Dronning. Malmfrid, der neppe fulgte Sigurd paa hiin Rejſe til Bergen, men viſtnok blev tilbage i Kongehelle, havde meget let for at komme til Sverige eller Danmark, og det vilde ſaaledes være højſt uſandſynligt, om hun ſkulde have oppebiet Sigurds Tilbagekomſt, eller dvælet en Dag længer i Norge, end Afrejſens Tilberedelſer krævede, iſær da hun ſaa vel i Sverige ſom Danmark havde Frænder nok (ſe ovenfor Side 598 flg.), der kunde tage ſig af hende, navnlig Dronning Margrete, hendes egen Moſter og hendes Mands Stifmoder, der og formodentlig var den, ſom i ſin Tid havde bragt Egteſkabet mellem hende og Sigurd iſtand.