Det norske Folks Historie/3/66

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Sigurd lod, fortælles der, i Tillid til den Yndeſt, hvori han ſtod hos Folket, Kongedømmet i Norge tilſværge ſin og Borghilds Søn Magnus allerede i ſit levende Live[1]. Han ſynes derfor allerede at have anet Muligheden af, at Kronprætendenter vilde rejſe ſig mod ham. Det er heller ikke uſandſynligt, at han har haft noget Nys om Tilværelſen af hiin Gilchriſt eller Harald, der for Kale eller Ragnvald Jarl navngav ſig ſom en Søn af Magnus Barfod; derpaa tyder ogſaa følgende Drøm, han ſkal have haft, og ſom ikke bærer Præg af at være ſenere Tiders Optegnelſe. Det fortælles nemlig, at han i et af ſine ſidſte Regjeringsaar, da han var til Vejtſle paa en af ſine Gaarde, viſte ſig en Morgen ſaa alvorlig og eftertænkſom, at hans Mænd frygtede for, at Vanviddet var kommen over ham, indtil de med Glæde fik høre, at han kun grublede over en Drøm, han havde haft om Natten. Det forekom ham, ſagde han, ſom om han ſtod paa Jæderens Kyſt, og ſaa langt ude i Havet noget ſort, der kom flydende ind mod Land. Da det kom nærmere, viſte det ſig at være et Træ, hvis Grene vendte op, og hvis Rødder laa i Vandet. Da det ſtødte mod Land, gik det i mange Stykker, der dreve vidt og bredt omkring, og i ſamme Øjeblik ſyntes han at ſee hele Norges Kyſt, og i hver Vig Stykker af dette Træ, nogle ſtore, nogle ſmaa. Han forklarede denne Drøm ſaaledes, at den bebudede at en Mand vilde komme til Norge og nedſætte ſig der, hvis Efterkommere vilde ſprede ſig vidt og bredt om i Landet, men ikke alle med ligeſtor Lykke[2]. Noget efter, om Sommeren eller Høſten 1129, gjorde den unge Lendermand fra Søndmøre[3], Hallkell Huuk, Søn af Jon Smjørbalte, en Rejſe til Orknøerne og Syderøerne. Der kom den forhen omtalte Irlænder[4] Gilchriſt til ham, og gjentog, hvad han havde ſagt til Kale eller Ragnvald Jarl, at han var en Søn af Kong Magnus Barfod. Han medbragte denne Gang ſin Moder, der bekræftede hans Udſagn, og ſagde at hans rette Navn var Harald. Hallkell, enten nu fordi han fæſtede Lid til dette Foregivende, eller fordi han haabede at vinde Fordeel ved at gjøre ſig en Kongeſøn forbunden, tog ham og Moderen til m, og førte dem over til Norge, viſtnok lidet ane-ude, hvilken indgribende Virkning dette vilde udøve paa Landets fremtidige Skjebne. Han ledſagede dem ſtrax til Kong Sigurd, der endnu opholdt ſig i Tunsberg, eller rettere paa den nærliggende Kongsgaard Sæm. De fremførte deres Anliggende, og anholdt om at Harald maatte faa Tilladelſe til at godtgjøre Rigtigheden af hvad han foregav om ſin Herkomſt. Da han ingen Vidner eller andre ſædvanlige Beviismidler havde, var der kun Tale om Beviis ved Jærnbyrd, en betænkelig Sag, hvor det gjaldt et ſaa vigtigt Anliggende, ſom dette. Kongen gav heller ikke ſtrax Svar paa Anmodningen, men raadførte ſig førſt med ſine Høvdinger og Raadgivere derom. Ragnvald Jarl holdt ſit tidligere givne Løfte til Harald, ved nu, tilligemed ſin Fader Kot og flere Lendermænd, at underſtøtte hans Andragende; andre henſtillede Sagen til Kongens egen Afgjørelſe; de fleſte erklærede ſig derimod. Kongen beſluttede ſig dog, forunderligt nok, til at indvilge Bønnen, hvad enten det nu var af Liberalitet og Samvittighedsfuldhed, eller fordi Harald havde vidſt at indſmigre ſig hos ham, eller af andre Henſyn, hvorom Sagaerne intet melde: han handlede her, heder det etſteds, mere efter ſin Egenſindighed, end efter forſtandige Mænds Raad[5]; paa et andet Sted[6] ſiges der, at det iſær var Kun og hans Søn Ragnvald, der fremmede Haralds Sag, og at de fandt Medhold af den nu fra Danmark tilbagekomne Ingemar af Aſk, Thjoſtulf Aalesſøn, og flere andre Lendermænd, der, ſom man maa formode, alle havde hjemme i Viken, Agder eller Oplandene. Sigurd lod nu Harald kalde til ſig, og forkyndte ham, at det ſkulde ſtaa ham frit for at føre Beviſer, hvis han i Forvejen vilde aflægge Ed paa, at han ikke, om Beviſer end lykkedes, vilde gjøre Fordring paa Kongedømmet i Norge, ſaa længe Manna Sigurd eller hans Søn Magnus var i Live. Ved denne Ed, heder det, vilde Kongen ſtadfæſte den Ed, Folket tidligere havde aflagt ham, ſtyrke ſin Søns Kongedømme, forebygge Vaade og hindre Manddrab[7]. Harald ſvor Eden, og blev nu ſtedt til at aflægge Prøven, den haardeſte, der nogenſinde ſkal have været paalagt noget Menneſke i Norge. Han ſkulde nemlig træde barfodet hen over ſyv[8] gloende Plogjern. Mange ſandt Prøven alt for haard, ſiden den nu kun gjaldt hans Herkomſt, ikke Kongeværdigheden, hvilken han ved ſin Ed havde fraſkrevet ſig. Den aflagdes i Fylkeskirken paa Sæm[9]. Harald vandrede, ledet af tvende Biſkopper, hen over Jærnene, idet han paakaldte den hellige Kolumba, hans Hjemſtavns fornemſte Helgen. Magnus, Kong Sigurds Søn, var tilſtede og ſagde: „han træder juſt ikke modigt paa Jærnene“. Men Sigurd ſvarede vred: „du taler ilde og grumt; han har ſkilt ſig derved ſom en Mand“. Da Harald havde traadt paa det ſidſte Jærn, kaſtede han ſig i den Sæng, der efter Skik og Brug ved ſlige Lejligheder var redet ved Siden af Jærnene. Tre Dage efter bleve hans Fødder efterſeede, og befundne ubrændte. Da erkjendte Sigurd ham nok ſaa venſkabeligt for ſin Broder (1129) og han kaldtes fra nu af Harald Gille; det ſidſte efter hans forrige Navn Gilchriſt eller Gillechriſt. Magnus derimod viſte ſig fiendtlig mod ham, og mange Høvdinger fulgte hans Exempel i at viſe Harald Ringeagt og tilføje ham allehaande Fornærmelſer. Hertil gav visſelig Haralds fremmede Udſeende, uſædvanlige Dragt og Ukyndighed i det norſke Sprog rig Anledning. Han var høj og ſmal, havde lang Hals og langt Anſigt, ſorte Øjne og Haar, var hurtig og vever i alle ſine Bevægelſer, og gik for det meſte i korte, lette Klæder, paa irſk Viis. Men iſær gjorde man ſig lyſtig over hans Sprog, thi Harald, hvis Modersmaal var gaeliſk, talte daarligt norſk, ſtammede og radbrækkede Ordene. Saadan Spot tillod dog ikke Kong Sigurd, naar han var tilſtede, men tog Harald altid i Forſvar, ligeſom han overhoved fra det Øjeblik, han havde anerkjendt ham for ſin Broder, ſtedſe lod ſig det være magtpaaliggende at viſe ham den tilbørlige Agtelſe ſom ſaadan. Denne Ridderlighed er et ſærdeles ſmukt Træk i Sigurds Charakteer, thi Harald kunde dog neppe være ham nogen velkommen Gjeſt[10].

Hvorledes det ellers forholdt ſig med Haralds Herkomſt, om han virkelig var den, han gav ſig ud for, eller kun var en Bedrager, er et Spørgsmaal, ſom nu neppe vil kunne beſvares tilfredsſtillende. Man har i de ſenere Tider været meget tilbøjelig til at anſee hans Foregivende for opdigtet, uden dog egentlig at kunne paaberaabe ſig andet, end at han, for at beviſe det, maatte tage ſin Tilflugt til Jærnbyrd, der i ſig ſelv var et Slags Bedrageri. Men dette Bedrageri udøvedes alene af Preſterne, ſom vare i Beſiddelſe af Hemmeligheden derved; Lægfolkene nærede, i det mindſte endnu paa Sigurds Tid, ingen Tvivl om at alt gik rigtigt til, og at det virkelig var et Mirakel, der frelſte den uſkyldige fra at brændes af Jærnet. Et Tilbud om at aflægge Jærnbyrdsprøven kan derfor ſnarere betragtes ſom Tegn paa inderlig Overbeviisning om ſin Sags Retfærdighed, end ſom et Forſøg paa at ville tilſnige ſig en utilbørlig Ret, eller undgaa en fortjent Straf. At Magnus Barfod under ſit ſidſte temmelig langvarige Ophold i Irland bar haft Kjærlighedsforſtaaelſer, ved hvilke han blev Fader til eet eller flere Børn, er ej alene ikke uſandſynligt, men maa endog, efter hvad man for Reſten kjender til hans og de øvrige norſke Kongers Liv paa hine Tider, anſees for utvivlſomt; der findes desuden, ſom allerede ovenfor paapeget, beſtemte Antydninger til noget ſaadant. Men hvis nu Harald var Frugten af en ſaadan Kjærlighedsforſtaaelſe, og maaſkee fød efter at Magnus var falden og Nordmændene havde forladt Irland, maatte det være ham eller hans Moder yderſt vanſkeligt, ja endog umuligt, at ſkaffe poſitive Beviſer for hans Paternitet; de havde altſaa kun Jærnbyrden at tage deres Tilflugt til. Det ſynes neppe muligt, at en ſaa driſtig Tanke ſom den, at udgive ſig for en Søn af Kongen i et fremmed Land, og udſætte ſig for de Farer, der vare forbundne med at fordre Anerkjendelſe ſom ſaadan, ſkulde kunne opſtaa hos en Irlænder, der ikke engang, ſom det ſynes, levede i nogen glimrende eller fremragende Stilling, og heller ikke, faa vidt vi af vore hiſtoriſke Optegnelſer kunne ſee, havde noget tidligere Exempel for ſig i denne Henſeende, hvis han ej havde følt ſig dreven dertil af den Ærgjerrighed, ſom alene Visheden om at være udſprungen af en ſaa høj Herkomſt kunde frembringe. Man kan vanſkeligt tænke ſig, at nogen Nordmand ſkulde have opſøgt ham og overtalt ham til at ſpille en ſaadan Rolle, for ſiden, hvis Planen lykkedes, at høſte Fordeel af hans Venſkab. Mistanken maatte, om ſaa var, nærmeſt falde paa Ragnvald Jarl, eller Kale, ſom han hed, da han i ſit 16de Aar beſøgte England og traf Harald i Grimsby. Men deels var Ragnvald da alt for ung til at udklække en ſaadan Plan, deels vilde han neppe have opſøgt en Søn af Magnus Barfod i England, men ſnarere i Irland eller Syderøerne, og endelig ſtod han, ſaa vel ſom hans Fader, paa en ſaa god Fod med Kong Sigurd, at de neppe kunde have nogen Fordeel af at opſtille en falſk Prætendent. Hertil kom, hvad der iſær maa anſees afgjørende, at Kong Sigurd ſelv ikke ſynes at have næret nogen Tvivl om Rigtigheden af Haralds Paaſtand. Ser havde ſtaaet i hans Magt, at.jage ham bort ſom en Landſtryger og Bedrager, men tvertimod tog han godt imod ham, ja tilſtedede ham endog mod ſine fleſte Raadgiveres Stemmer, og ſom det udtrykkeligt ſiges, af Egenſindighed, Adgang til at aflægge Prøven. Det havde ligeledes ſtaaet i hans Magt, ved den ham hengivne og forbundne Gejſtligheds Hjelp, at faa Prøven til at løbe uheldigt af, ja man kan vel næſten endog antage, at hvis de Biſkopper[11], der beſtyrede Akten, havde været overbeviſte om at Kongen ønſkede at den ſkulde mislykkes, vilde de, endog uden noget Vink fra Kongens Side, have ſørget for et ſaadant Udfald. Men det er langt fra, at Kongen ſynes at have næret dette Ønſke; tvertimod viſte han endog, ſom det lader, Ømhed og Deeltagelſe for Harald under Akten, og iretteſatte, ſom vi have ſeet, ſin egen Søn, da denne tillod ſig en haanlig Bemerkning. At de fleſte Stemmer ved den foreløbige —Raadſlagning hævede ſig mod at ſtede Harald til Jærnbyrd, behøver ej at forklares ſom Tegn paa at man betvivlede Rigtigheden af hans Paaſtand, men kan tilſkrives den Frygt, mange med Rette maatte nære for, at Haralds Anerkjendelſe vilde have farlige Følger for Roligheden i Landet. I Sagaerne findes ingen Ytring, ſom tyder hen paa at Haralds Foregivende ſkulde være falſkt; tvertimod ſynes der jo endog, at den Prøve, der paalagdes Harald, af mange anſaaes for vel ſtreng; hvorved man dog rigtignok ogſaa maa have for Øje, at Sagaen blev ſkreven, da Haralds Ætlinger regjerede i Norge, og da det ſaaledes neppe gik an at nære Tvivl om deres Stamfaders retmæsſige Adkomſt til Tronen. Den danſke Forfatter Saxo udtrykker ſig noget mistænkeligere: det beder hos ham, at Harald, „ved det tydelige Mirakel, at han blev uſkadt, da han med bare Fødder gik over gloende Jærnplader, bragte flere Nordmænd til at ſkjenke ſin Paaſtand Tiltro“. Men Saxos Ord ere ſaaledes ſatte paa Skruer, at det er vanſkeligt at vide, om han virkelig har villet antyde nogen Mistanke, eller om han kun har ſøgt efter velklingende Udtryk[12]: det ſidſte er lige ſaa rimeligt ſom det førſte; og ſelv om det virkelig var Saxos Henſigt at kaſte en Skygge paa hans Herkomſt, maa man have for Øje at Saxo i det hele taget omtaler ham med kjendelig Ugunſt[13], og derfor vel i alle Dele var tilbøjelig til at antage det værſte om ham. Det ſandſynlige bliver derfor, at Harald virkelig var en Søn af Magnus Barfod. Man kan heller ikke, naar man nærmere betragter Forholdene, ſynderlig beklage hans Optagelſe i den kongelige Familie. Vel var han ſelv fremmed for Folket og dertil uden Talenter eller udmerkede Egenſkaber, men han var dog visſelig bedre end Sigurds Søn Magnus, en overmodig, voldſom, til Drik hengiven, trættekjær og dertil pengegriſk Yngling, hos hvem alle ſlette Tilbøjeligheder ſynes at have faaet Raaderum, medens hans eneſte Anbefaling kun var et ſmukt Udvortes[14]. Dette kan vel og have gjort ſit til, at ſaa mange Lendermænd i Viken og Agder underſtøttede Harald. At voldſomme Tronkrige ſiden vilde udbryde mellem Haralds Ætlinger og forſtyrre Landets Fred, kunde man da ikke forudſee, og kan heller ikke regnes Harald til Laſt. Men der maatte naturligviis gives mange, der, ligeſom Saxo, betragtede ham ſom alle disſe indvortes Kriges Ophav, og ſom derfor lagde ham for Had og betragtede ham ſom en Æventyrer, hvis Ophøjelſe alene ſkyldtes et grovt Bedrageri[15].

  1. Ágrip Cap. 50. Hos Snorre, Cap. 33 omtales denne Ed ſom aflagt efter Haralds meente, hvilket er mindre ſandſynligt.
  2. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 46, Snorre Cap. 30. Endog i Morkinſkinna, der er ſkreven i Begyndelſen af det 13de Aarhundrede, findes denne Drøm omtalt fol. 31 a.
  3. Snorre, Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 33. Der ſtaar her kun „Møre“, men da vi ſiden erfare at Hallkells Søn Jon boede i Fjordene, bliver det rimeligſt at Hallkells Beſiddelſer laa deels her, deels i Nabofylker Søndmøre.
  4. Irland nævnes kun i Fagrſkinna Cap. 250, hos Snorre Cap. 33 og i Ágrip Cap. 50. I Orkneyingaſaga og Hryggjarſtykke omtales, ſom ovenfor nævnes, kan Syderøerne, dog vel at merke, alene ſom hans Moders Opholdsſted paa den Tid, Gilchriſt var voxen, og ſøgte at gjøre ſine Rettigheder gjeldende.
  5. Morkinſkinna l. c., Ágrip Cap. 50.
  6. Orknøyingaſaga Side 170.
  7. Ágrip Cap. 50.
  8. Ágrip og Snorre ſaa vel ſom Thjodrek Cap. 34 have „ni“.
  9. Det er kun Ágrip, ſom nævner Stedet, hvor Prøven aflagdes. Vel ſiges det ikke udtrykkeligt at den foregik i Kirken, men dette var altid Reglen for ſlige Akter. Den Kirke, hvor Harald aflagde denne for Norge ſaa ſkjebneſvangre Prøve, er ſaaledes endnu til; thi Sæms Kirke ved Jarlsberg er den ſelvſamme ældgamle Fylkeskirke, ſom omtales i den ældſte vikſke Chriſtenret (ſe ovf. I. 2. S. 637.) Uagtet der i denne ej findes nogen udtrykkelig Beſtemmelſe om hvorledes der ſkulde forholdes ved Aflæggelſen af Jærnbyrd, maa man dog antage, at den ſamme Regel har gjeldt, fem findes i den ældre Froſtathingslovs Chriſtenret, II. 45, hvor det udtrykkeligt heder, at Jærnbyrd ſkal aflægges paa Landet i Fylkeskirken, i Kjøbſtad i en nærmere beſtemt Kirke. Da nu Harald aflagde Prøven i Fylkeskirken nær ved Tunsberg, ikke i en af denne Bys Kirker, bliver det klart at Kongen, i hvis Følge ogſaa Harald var, ej opholdt ſig i Staden ſelv, men paa Kongsgaarden Sæm, nu Jarlsberg.
  10. Tiden, da Harald kom til Norge, angives ſædvanligviis til 1126, uden at dog nogen Hjemmel derfor kan paapeges i Sagaerne. Tvertimod ſynes det efter disſe, ſom om man nødvendigviis maa henføre hans Ankomſt til Høſten 1129. Tydeligſt udtrykker ſig i ſaa Henſeende Ágrip, der ſiger at Kongen meget ſnart (brátt) efter Haralds Anerkjendelſe døde i Oslo. Af Orkneyingaſaga ſeer man ogſaa, at han netop om Høſten 1129 opholdt ſig i eller ved Tunsberg. Desuden omtales ikke i Orkneyingaſaga Haralds Ankomſt, førend efter Ragnvalds Ophøjelſe til Jarl. Var han kommen før, maatte han ogſaa tidligere være kommen i en ſaadan Berørelſe med Kol og Ragnvald, at det ej havde kunnet undgaa at omtales. Kongeſagaerne ſelv nævne ingen beſtemt Tid, men det heder dog endog om Drømmen, ſom Sigurd ſkal have haft angaaende Haralds Ankomſt, at han havde deri langt udi ſin Regjeringstid (ofarlega á ævi Sigurðar konungs). Det eneſte Sted, fra hvilket man ſkulde kunne ſlutte at Harald kom tidligere til Norge, er Thjodrek Munks Cap. 28, hvor der ſtaar at Sigurd døde „faa Aar“ efter at Harald havde aflagt Prøven. Men dette enkelte Udſagn, ſom let kan grunde ſig paa urigtig Overſættelſe, kan ej opveje de ovenfor anførte, beſtemte Data.
  11. Den ene af disſe Biſkopper var vel Biſkoppen af Oslo (Peter), om hvem vi for øvrigt intet vide; den anden var rimeligviis Biſkop Reinald i Stavanger, da han næſt hiin var nærmeſt ved Haanden. Men om Reinald veed man, ſom det ſtrax nedenfor vil ſees, at han var beſtikkelig og derhos, i det mindſte ſenere, en ivrig Tilhænger af Sigurds Søn Magnus og forhadt af Harald. Der er ſaaledes al Rimelighed for, at Kongen, om han havde villet det, i alle Fald vilde have kunnet faa ham til at forſpilde Prøven for Harald.
  12. Saxos Ord lyde ſaaledes (13de Bog Side 652:) „Qui (d. e. Harald), quum se Magno, Hiberniæ populatore, procreatum astrueret, affirmationi suæ fidem divini examinis argumento præstare jussus, super candentes laminas nudatis plantis (nnin id ab eo experimentum poscebatur) incessit; iisdemque nulla ex parte corruptioribus, complures Norvagiensium liquido incolumitatis miraculo ad assertionis suæ credulitatem perduxit.“ Ordet credulitas maa her ej overſættes ved „Lettroenhed“, men kun ved „Tro“, „det at tro paa“.
  13. Saxo ſiger ſaaledes om Harald, Side 660, at han næſten ingen Sindets Gave beſad, undtagen Gavmildhed, men alene beſad ſtor Legemsfærdighed, jvfr. de nedenfor anførte Steder.
  14. Harald Gilles Saga Cap. 1., jvfr. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 51, Snorre Cap. 34.
  15. Saxo ſiger om Harald, at han „ligeſom et Lyn og Uvejr forſtyrrede Norges ellers ſaa blomſtrende Tilſtand“, og at „alle de norſke Kriges Ødelæggelſe kom fra hans Skjød“. Den ſamme Mening deelte viſtnok ogſaa mange Nordmænd.