Det norske Folks Historie/3/65

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den nys beſkrevne Ufred og Fejde mellem trende mægtige Lendermænd var maaſkee den mætte Urolighed af noget alvorligere Slags, der forefaldt under Sigurds Regjering, thi ellers herſkede der Fred og gode Aaringer, ſaa at hans Tid var en herlig Tid for Landets Indbyggere[1]. Dette har vel bidraget meget til at forſone Folket med hans mange .og ſtore Fejl, hvilke man, ſom det ſynes, godmodigt tilſkrev den Sindsſvaghed, der ſtundom kom over ham. Sagaerne have meddeelt os enkelte Træk af denne hans ulykkelige Sindsforfatning, hvilken han, ſom man tydeligt kan ſee, var ſig fuldkommen bevidſt, og ſom derfor aabenbart udøvede en nedtrykkende Virkning paa hans lyſere Mellemrum. Det hændte ſig ſaaledes, fortælles der, en Pintſedag, da han ſad i ſit Højſæde, med Dronning Malmfrid ved Siden, og omgiven af talrige Venner og Gjeſter, at hans Mænd med Ængſtelſe og Skræk bemerkede Vanviddet at komme over ham. Han kaſtede vilde, rullende Blik rundt om i Salen og paa Gjeſterne: da tog han med eet den koſtbare, med Guldbogſtaver beſkrevne Bog, ſom han ſelv havde bragt med ſig fra Conſtantinopel, betragtede Dronningen, og ſagde: „hvor meget der dog kan forandre ſig i et Menneſkes Levetid! Da jeg kom til Landet, ejede jeg tvende Ting, der tyktes mig de bedſte, nemlig denne Bog her og Dronningen[2]. Nu derimod tykkes mig den ene værre end den anden: Dronningen veed ikke, hvor fæl hiin er, thi et Gedehorn ſtaar ud fra hendes Hoved, og jo bedre jeg fandt vende da, des værre finder jeg hende nu. Bogen her duer til intet“. Med disſe Ord kaſtede han Bogen hen paa Ilden, der brandt paa Gulvet, og ſlog Dronningen paa Kinden. Hun græd, dog, ſom der ſiges i Beretningen, mere over Kongens Sindsſvaghed, end over Fornærmelſen mod hende. Men foran Kongen ſtod en ung Kjerteſvend, ved Navn Ottar Birting, ſom juſt den Dag havde Opvartning, liden af Væxt, men net i ſit Væſen, ſorthaaret og ſortſmuſket, hvoraf han fik hiint Tilnavn[3]. Han løb til, rev Bogen af Ilden, og holdt den hos ſig, medens han talte for Kongen ſaaledes: „anderledes er det nu, Herre, end da du ſejlede med Pragt og Herlighed til Norge, og alle dine Venner haſtede dig imøde med Glæde, erkjendende dig med Ærefrygt for deres Konge. Nu ere Sorgens Dage komne over os, thi til denne herlige Højtid have mange af dine Venner indfundet ſig, men kunne ikke være glade formedelſt din bedrøvelige Tilſtand. Gjør nu ſaa vel, gode Herre, at modtage dette mit Raad: glæd med din Blidhed førſt Dronningen, mod hvem du har forbrudt dig ſaa haardt, og derpaa alle Høvdinger, Hirden, dine Venner og Tjeneſtemænd!“ „Hvad“, ſagde Kongen, „tør du din ſtygge Huusmandsſøn, af den ringeſte Herkomſt, give mig Raad?“ Med disſe Ord ſprang han op, drog Sverdet, og hævede det truende mod ham med begge Hænder. Men Ottar ſtod rank, uden at forandre en Mine, eller endog at blunke. Da lod Kongen den flade Klinge af Sverdet, hvis Egg han havde vendt mod hans Hoved, ſagte falde ned paa hans Skulder, og ſatte ſig ned uden at mæle et Ord. De øvrige Tilſtedeværende taug ligeledes ſtille. Nei begyndte Kongen at ſee ſig om, med en roligere Mine end før, og tog endelig ſaaledes til Orde: „Seent prøver man dog ſine Folk, hvordan de egentlig ere. Her inde ſidde mine bedſte Venner, Lendermænd, Stallarer, Skutelſvende og alle de ypperſte Mænd i Landet, men ingen handlede ſaa vel imod mig ſom denne Maalſvend, hvilken I viſtnok anſee ringe i Sammenligning med eder. Denne Svend er Ottar Birting: han viſte mig ſtørſt Kjærlighed. Her kom jeg, en Vanvittig, og vilde forſpilde mit Klenodie; han frelſte det, ſaa at det ej tog Skade; derhos frygtede han ej for Døden, men talte godt for mig, og føjede ſine Ord ſaaledes, at jeg følte mig hædret derved, medens han undgik at berøre, hvad der kunde forøge min Brede, ſkjønt han nok kunde have haft Grund dertil. Hans Tale var faa kraftig, at ingen af de her tilſtedeværende havde kunnet tale bedre; jeg løb op i Raſeri, og lod ſom jeg vilde hugge ham, men han var ſaa kjek at ingen Frygt kunde ſees paa ham. Jeg holdt derfor inde, thi han var for god til at dø for ſin Dyds Skyld. Men nu ſkulle og mine Venner vide, hvorledes jeg agter at belønne ham. Hidtil var han Kjerteſvend; nu ſkal han være Lendermand, og hvad der ej er mindre, han ſkal allerede fra nu af være den ypperſte af Lendermændene. Gak derfor, Ottar, til Sæde hos Lendermændene, og gjør ikke længer Opvartning!“ Ottar blev ſiden en højt anſeet og berømmelig Mand[4].

En anden Gang, fortælles der, ſad Kongen en Fredags Aften med mange fornemme Mænd, men i en yderſt mørk Stemning. Paa Drotſetens Spørgsmaal, hvad han befalede til Aftensmad, ſvarede han: „hvad andet end Kjød?“ Og ſaadan Skræk ſtod der af ham, at ingen vovede at gjøre Indvendinger og foreſtille ham at det var Fredag, uagtet alle bleve ilde tilmode. Man ſatte ſig til Bords, og Retterne kom ind, aller førſt varmt Kjød. Alle ſad tauſe og bedrøvede, indtil Aslak Hane, en liden, raſk Mand af ringe Herkomſt, ſom havde været udenlands med Kong Sigurd, vovede at ſpørge: „Herre, hvad er det ſom ryger ſaa paa Diſken foran eder?“ „Hvad vilde du, Aslak, at det ſkulde være, eller hvad tror du det er“, ſagde Kongen. „Jeg tror“, ſvarede Aslak, „at det er, hvad jeg ønſkede det ej var, nemlig Kjød“. „Og om nu ſaa var“, ſpurgte Kongen. Da ſvarede Aslak: „det er ſørgeligt at vide, at en Konge ſkal bære ſig ſaa ilde ad, efter at have indlagt ſig faa megen Hæder af ſin Rejſe og mange andre gode Gjerninger: da du ſteg op af Jordans Flod efter at have badet dig i det ſamme Vand, hvor Guds egen Søn blev døbt, lovede du ganſke andet, end at æde Kjød paa Faſtedage: du gik derfra med Palme i Haanden og Kors paa Bryſtet. Hvis ringere Mænd gjorde ſig ſkyldige i ſlige Overtrædelſer, vilde de fortjene ſtore Refſelſer. Men din Hird er daarligere beſat end man ſkulde vænte og det burde være, ſiden der ej ſkal findes nogen anden til at hæve ſin Stemme herimod, end en ubetydelig og fattig Karl ſom jeg“. Kongen ſad taus, rørte ikke ved Kjødet, og kort efter bød han at bære Kjødfadene bort; i deres Sted ſattes Mad frem, ſom pasſede til Dagen. Efterhaanden blev Kongen muntrere, efter ſom det led hen i Maaltidet og han drak. Nogle raadede Aslak til at flygte bort. „Nej“, ſagde han, „jeg veed ikke hvad det ſkulde gavne mig, thi Kongen kan jo altid, om han vil, lade mig dræbe; juſt nu er det godt for mig at dø, da jeg har udrettet, hvad jeg ønſkede, at afholde Kongen fra at begaa en Synd“. En af de følgende Aftener kaldte Kongen Aslak til ſig, og ſpurgte ham, hvo der havde faaet ham til at ytre ſig ſaa frit mod ſin Konge i mange Folks Paahør. „Ingen, Herre, uden jeg ſelv“, ſvarede Aslak. „Du er vel nysgjerrig efter at vide, hvad Løn du tykkes mig at fortjene for din Djervhed“, ſagde Kongen. „Vil du lønne mig godt“, var Aslaks Svar, „da tager jeg derimod med Glæde; hvis ikke, da bliver det din Sag“. Da ſagde Kongen: „Lønnen bliver maaſkee ikke ſaa god, ſom du fortjener: jeg vil give dig tre Gaarde, fordi du, mod Forvæntning, var den, der frelſte mig fra at begaa en Synd, og ej mine Lendermænd, der dog have mig ſaa mange Velgjerninger at takke“[5]. Disſe Handlinger og Ytringer af Kongen viſe nokſom, hvor dybt han følte ſin Ulykke, og hvorledes han dog ſelv midt i ſit Vanvid ej var uimodtagelig for ſindig og fornuftig Tiltale, der endog ſtundom formaaede at bringe ham ganſke til ſig ſelv. Vi ſee derfor ogſaa, at han paa en vis Maade gjorde det til Pligt for ſine Omgivelſer at tale ham til Rette, og hvorledes han drog dem til Anſvar, naar det ej ſkede. Dette var imidlertid en farlig Sag, naar han var paa ſit Værſte, og ſom ofteſt har man vel paa andre Maader ſøgt at bringe ham til Fornuft. Der fortælles ſaaledes, en Juleaften, da Sigurd ſad til Bords med ſin Hird og mange Høvdinger, at han, ſom hiin Fredag, forlangte Kjød, uagtet hans Mænd gjorde ham opmerkſom paa at det ej var Skik i Norge at ſpiſe Kjød Juleaften. Men da lod man bringe ind varmt Kjød af en Niſe: Kongen ſtak med Kniven deri, men tog intet deraf. Net forlangte han, at man ſkulde bringe ham en Kvinde. Uden at indvende noget bragte man et Fruentimmer ind, men ſom var ſaa hæsligt og modbydeligt, at Kongen, efter nærmere at have betragtet hende, bød hende med Væmmelſe at pakke ſig bort[6]. Lignende Tildragelſer have vel oftere fundet Sted, og de, der vare om Kongen, have viſt ikke ſjelden haft mange Ubehageligheder at døje. Deſto ſmukkere Vidnesbyrd er det om deres, ſaa vel ſom det hele Folks Lojalitet, at Sagaen, hvis Beretninger umiskjendeligt afſpejle den almindelige Stemning, omtaler hans Fejltrin med merkelig Skaanſomhed vel Tilbageholdenhed, ſom om de mere betragtedes med Medynk end med Harme. Det er viſt, at han med alle ſine Uelſkværdigheder dog var Nationens Stolthed og Yndling. Hertil bidrog nu vel for en ſtor Deel den Hæder, han havde indlagt ſig paa ſin Udenlandsrejſe, og hvilken ligeſom ſtraalede tilbage paa det hele Folk, hvis Nationalforfængelighed derved ſmigredes; men han maa dog tillige i ſine lyſere Øjeblik have forſtaaet at vinde fine Omgivelſers Kjærlighed og Hengivenhed, og iſær at gjøre ſig yndet af Folket. I Kong Sigurds Dage, heder det i en gammel Sagaberetning, affattet neppe 60 Aar efter hans Død, havde man det godt, baade med Henſyn til Afgrøden og mange andre Herligheder, alene dette undtaget, at han ſaa vanſkeligt kunde ſtyre ſit Sind, naar hiin Svaghed kom over ham i hans ſidſte Dage. Dog tyktes han at være den dyrebareſte og merkeligſte af alle Konger, iſær formedelſt ſin Rejſe. Han var ogſaa en Mand af et ſaare ærefrygtbydende Udvortes og meget høj, ligeſom hans Fader og Forfædre. Han elſkede ſine Folk, og Folket ham, og han tilkjendegav ſin Kjærlighed i denne Smaating:

„Bønder mig tykkes de bedſte,
bygget Land og Fred ſtande“[7].

Til at forſone Efterſlægten med hans Minde bidrog vel ogſaa den Omſtændighed, at hans egentlige Efterfølgers Herkomſt var temmelig tvivlſom, ſaa at der viſtnok gaves mange, der betragtede Sigurd — thi om hans unge Søns kortvarige Regjering kunde der neppe være Tale —ſom den ſidſte af hans berømmelige Æt.

  1. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 59, Snorre Cap. 41.
  2. Heraf ſkulde det viſtnok ſynes, ſom Dronningen allerede havde været med, da han kom tilbage fra ſin Udenlandsrejſe; men at dette neppe kan have været Tilfældet, er allerede ovenfor viiſt (S. 591). De Ord, der ovenfor lægges i Kongens Mund, bor derfor ej tages bogſtaveligt, men kun henføres til de førſte Aar efter hans Hjemkomſt.
  3. Birtingr, af bjartr, klar, lys; Tilnavnet var enten givet ham i Spøg, for Modſætningens Skyld, eller og maaſkee formedelſt hans ſorte, lynende Øjne.
  4. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 42, Snorre Cap. 29.
  5. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 44.. Snorre Cap. 31.
  6. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 45. Snorre Cap. 29.
  7. Ágrip, Cap. 49.