Det norske Folks Historie/3/65
Den nys beskrevne Ufred og Fejde mellem trende mægtige Lendermænd var maaskee den mætte Urolighed af noget alvorligere Slags, der forefaldt under Sigurds Regjering, thi ellers herskede der Fred og gode Aaringer, saa at hans Tid var en herlig Tid for Landets Indbyggere[1]. Dette har vel bidraget meget til at forsone Folket med hans mange .og store Fejl, hvilke man, som det synes, godmodigt tilskrev den Sindssvaghed, der stundom kom over ham. Sagaerne have meddeelt os enkelte Træk af denne hans ulykkelige Sindsforfatning, hvilken han, som man tydeligt kan see, var sig fuldkommen bevidst, og som derfor aabenbart udøvede en nedtrykkende Virkning paa hans lysere Mellemrum. Det hændte sig saaledes, fortælles der, en Pintsedag, da han sad i sit Højsæde, med Dronning Malmfrid ved Siden, og omgiven af talrige Venner og Gjester, at hans Mænd med Ængstelse og Skræk bemerkede Vanviddet at komme over ham. Han kastede vilde, rullende Blik rundt om i Salen og paa Gjesterne: da tog han med eet den kostbare, med Guldbogstaver beskrevne Bog, som han selv havde bragt med sig fra Constantinopel, betragtede Dronningen, og sagde: „hvor meget der dog kan forandre sig i et Menneskes Levetid! Da jeg kom til Landet, ejede jeg tvende Ting, der tyktes mig de bedste, nemlig denne Bog her og Dronningen[2]. Nu derimod tykkes mig den ene værre end den anden: Dronningen veed ikke, hvor fæl hiin er, thi et Gedehorn staar ud fra hendes Hoved, og jo bedre jeg fandt vende da, des værre finder jeg hende nu. Bogen her duer til intet“. Med disse Ord kastede han Bogen hen paa Ilden, der brandt paa Gulvet, og slog Dronningen paa Kinden. Hun græd, dog, som der siges i Beretningen, mere over Kongens Sindssvaghed, end over Fornærmelsen mod hende. Men foran Kongen stod en ung Kjertesvend, ved Navn Ottar Birting, som just den Dag havde Opvartning, liden af Væxt, men net i sit Væsen, sorthaaret og sortsmusket, hvoraf han fik hiint Tilnavn[3]. Han løb til, rev Bogen af Ilden, og holdt den hos sig, medens han talte for Kongen saaledes: „anderledes er det nu, Herre, end da du sejlede med Pragt og Herlighed til Norge, og alle dine Venner hastede dig imøde med Glæde, erkjendende dig med Ærefrygt for deres Konge. Nu ere Sorgens Dage komne over os, thi til denne herlige Højtid have mange af dine Venner indfundet sig, men kunne ikke være glade formedelst din bedrøvelige Tilstand. Gjør nu saa vel, gode Herre, at modtage dette mit Raad: glæd med din Blidhed først Dronningen, mod hvem du har forbrudt dig saa haardt, og derpaa alle Høvdinger, Hirden, dine Venner og Tjenestemænd!“ „Hvad“, sagde Kongen, „tør du din stygge Huusmandssøn, af den ringeste Herkomst, give mig Raad?“ Med disse Ord sprang han op, drog Sverdet, og hævede det truende mod ham med begge Hænder. Men Ottar stod rank, uden at forandre en Mine, eller endog at blunke. Da lod Kongen den flade Klinge af Sverdet, hvis Egg han havde vendt mod hans Hoved, sagte falde ned paa hans Skulder, og satte sig ned uden at mæle et Ord. De øvrige Tilstedeværende taug ligeledes stille. Nei begyndte Kongen at see sig om, med en roligere Mine end før, og tog endelig saaledes til Orde: „Seent prøver man dog sine Folk, hvordan de egentlig ere. Her inde sidde mine bedste Venner, Lendermænd, Stallarer, Skutelsvende og alle de ypperste Mænd i Landet, men ingen handlede saa vel imod mig som denne Maalsvend, hvilken I vistnok ansee ringe i Sammenligning med eder. Denne Svend er Ottar Birting: han viste mig størst Kjærlighed. Her kom jeg, en Vanvittig, og vilde forspilde mit Klenodie; han frelste det, saa at det ej tog Skade; derhos frygtede han ej for Døden, men talte godt for mig, og føjede sine Ord saaledes, at jeg følte mig hædret derved, medens han undgik at berøre, hvad der kunde forøge min Brede, skjønt han nok kunde have haft Grund dertil. Hans Tale var faa kraftig, at ingen af de her tilstedeværende havde kunnet tale bedre; jeg løb op i Raseri, og lod som jeg vilde hugge ham, men han var saa kjek at ingen Frygt kunde sees paa ham. Jeg holdt derfor inde, thi han var for god til at dø for sin Dyds Skyld. Men nu skulle og mine Venner vide, hvorledes jeg agter at belønne ham. Hidtil var han Kjertesvend; nu skal han være Lendermand, og hvad der ej er mindre, han skal allerede fra nu af være den ypperste af Lendermændene. Gak derfor, Ottar, til Sæde hos Lendermændene, og gjør ikke længer Opvartning!“ Ottar blev siden en højt anseet og berømmelig Mand[4].
En anden Gang, fortælles der, sad Kongen en Fredags Aften med mange fornemme Mænd, men i en yderst mørk Stemning. Paa Drotsetens Spørgsmaal, hvad han befalede til Aftensmad, svarede han: „hvad andet end Kjød?“ Og saadan Skræk stod der af ham, at ingen vovede at gjøre Indvendinger og forestille ham at det var Fredag, uagtet alle bleve ilde tilmode. Man satte sig til Bords, og Retterne kom ind, aller først varmt Kjød. Alle sad tause og bedrøvede, indtil Aslak Hane, en liden, rask Mand af ringe Herkomst, som havde været udenlands med Kong Sigurd, vovede at spørge: „Herre, hvad er det som ryger saa paa Disken foran eder?“ „Hvad vilde du, Aslak, at det skulde være, eller hvad tror du det er“, sagde Kongen. „Jeg tror“, svarede Aslak, „at det er, hvad jeg ønskede det ej var, nemlig Kjød“. „Og om nu saa var“, spurgte Kongen. Da svarede Aslak: „det er sørgeligt at vide, at en Konge skal bære sig saa ilde ad, efter at have indlagt sig faa megen Hæder af sin Rejse og mange andre gode Gjerninger: da du steg op af Jordans Flod efter at have badet dig i det samme Vand, hvor Guds egen Søn blev døbt, lovede du ganske andet, end at æde Kjød paa Fastedage: du gik derfra med Palme i Haanden og Kors paa Brystet. Hvis ringere Mænd gjorde sig skyldige i slige Overtrædelser, vilde de fortjene store Refselser. Men din Hird er daarligere besat end man skulde vænte og det burde være, siden der ej skal findes nogen anden til at hæve sin Stemme herimod, end en ubetydelig og fattig Karl som jeg“. Kongen sad taus, rørte ikke ved Kjødet, og kort efter bød han at bære Kjødfadene bort; i deres Sted sattes Mad frem, som passede til Dagen. Efterhaanden blev Kongen muntrere, efter som det led hen i Maaltidet og han drak. Nogle raadede Aslak til at flygte bort. „Nej“, sagde han, „jeg veed ikke hvad det skulde gavne mig, thi Kongen kan jo altid, om han vil, lade mig dræbe; just nu er det godt for mig at dø, da jeg har udrettet, hvad jeg ønskede, at afholde Kongen fra at begaa en Synd“. En af de følgende Aftener kaldte Kongen Aslak til sig, og spurgte ham, hvo der havde faaet ham til at ytre sig saa frit mod sin Konge i mange Folks Paahør. „Ingen, Herre, uden jeg selv“, svarede Aslak. „Du er vel nysgjerrig efter at vide, hvad Løn du tykkes mig at fortjene for din Djervhed“, sagde Kongen. „Vil du lønne mig godt“, var Aslaks Svar, „da tager jeg derimod med Glæde; hvis ikke, da bliver det din Sag“. Da sagde Kongen: „Lønnen bliver maaskee ikke saa god, som du fortjener: jeg vil give dig tre Gaarde, fordi du, mod Forvæntning, var den, der frelste mig fra at begaa en Synd, og ej mine Lendermænd, der dog have mig saa mange Velgjerninger at takke“[5]. Disse Handlinger og Ytringer af Kongen vise noksom, hvor dybt han følte sin Ulykke, og hvorledes han dog selv midt i sit Vanvid ej var uimodtagelig for sindig og fornuftig Tiltale, der endog stundom formaaede at bringe ham ganske til sig selv. Vi see derfor ogsaa, at han paa en vis Maade gjorde det til Pligt for sine Omgivelser at tale ham til Rette, og hvorledes han drog dem til Ansvar, naar det ej skede. Dette var imidlertid en farlig Sag, naar han var paa sit Værste, og som oftest har man vel paa andre Maader søgt at bringe ham til Fornuft. Der fortælles saaledes, en Juleaften, da Sigurd sad til Bords med sin Hird og mange Høvdinger, at han, som hiin Fredag, forlangte Kjød, uagtet hans Mænd gjorde ham opmerksom paa at det ej var Skik i Norge at spise Kjød Juleaften. Men da lod man bringe ind varmt Kjød af en Nise: Kongen stak med Kniven deri, men tog intet deraf. Net forlangte han, at man skulde bringe ham en Kvinde. Uden at indvende noget bragte man et Fruentimmer ind, men som var saa hæsligt og modbydeligt, at Kongen, efter nærmere at have betragtet hende, bød hende med Væmmelse at pakke sig bort[6]. Lignende Tildragelser have vel oftere fundet Sted, og de, der vare om Kongen, have vist ikke sjelden haft mange Ubehageligheder at døje. Desto smukkere Vidnesbyrd er det om deres, saa vel som det hele Folks Lojalitet, at Sagaen, hvis Beretninger umiskjendeligt afspejle den almindelige Stemning, omtaler hans Fejltrin med merkelig Skaansomhed vel Tilbageholdenhed, som om de mere betragtedes med Medynk end med Harme. Det er vist, at han med alle sine Uelskværdigheder dog var Nationens Stolthed og Yndling. Hertil bidrog nu vel for en stor Deel den Hæder, han havde indlagt sig paa sin Udenlandsrejse, og hvilken ligesom straalede tilbage paa det hele Folk, hvis Nationalforfængelighed derved smigredes; men han maa dog tillige i sine lysere Øjeblik have forstaaet at vinde fine Omgivelsers Kjærlighed og Hengivenhed, og især at gjøre sig yndet af Folket. I Kong Sigurds Dage, heder det i en gammel Sagaberetning, affattet neppe 60 Aar efter hans Død, havde man det godt, baade med Hensyn til Afgrøden og mange andre Herligheder, alene dette undtaget, at han saa vanskeligt kunde styre sit Sind, naar hiin Svaghed kom over ham i hans sidste Dage. Dog tyktes han at være den dyrebareste og merkeligste af alle Konger, især formedelst sin Rejse. Han var ogsaa en Mand af et saare ærefrygtbydende Udvortes og meget høj, ligesom hans Fader og Forfædre. Han elskede sine Folk, og Folket ham, og han tilkjendegav sin Kjærlighed i denne Smaating:
„Bønder mig tykkes de bedste,
bygget Land og Fred stande“[7].
Til at forsone Efterslægten med hans Minde bidrog vel ogsaa den Omstændighed, at hans egentlige Efterfølgers Herkomst var temmelig tvivlsom, saa at der vistnok gaves mange, der betragtede Sigurd — thi om hans unge Søns kortvarige Regjering kunde der neppe være Tale —som den sidste af hans berømmelige Æt.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 59, Snorre Cap. 41.
- ↑ Heraf skulde det vistnok synes, som Dronningen allerede havde været med, da han kom tilbage fra sin Udenlandsrejse; men at dette neppe kan have været Tilfældet, er allerede ovenfor viist (S. 591). De Ord, der ovenfor lægges i Kongens Mund, bor derfor ej tages bogstaveligt, men kun henføres til de første Aar efter hans Hjemkomst.
- ↑ Birtingr, af bjartr, klar, lys; Tilnavnet var enten givet ham i Spøg, for Modsætningens Skyld, eller og maaskee formedelst hans sorte, lynende Øjne.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 42, Snorre Cap. 29.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 44.. Snorre Cap. 31.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 45. Snorre Cap. 29.
- ↑ Ágrip, Cap. 49.