Det norske Folks Historie/3/64

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Denne Medbejler var Rum en Søn af Magnus Jarls Syſter Gunnhild i hendes Egteſkab med den mægtige Lendermand Kol Kalesſøn paa Agder, om hvilken der allerede ovenfor er talt[1]. Den viſe Kot indlod ſig ikke paa at hevne ſin Svogers Død mod den mægtige Haakon Jarl, eller paa at gjøre noget Forſøg mod hans Sønner, ſaa længe disſe endnu vare populære; men han ſad hjemme paa ſine Gaarde paa Agder, væntende paa den belejlige Tid. Imidlertid voxede hans Søn Karle op til en ſmuk og haabefuld Yngling. Han var velvoxen, af middels Højde, med lyſebruunt Haar, en Meſter i alle Legemsfærdigheder, men iſær en ypperlig Skald, ſaa at hans Vers endog anføres ſom Mønſtre blandt de fornemſte Skaldes Frembringelſer; han var behagelig og jevn i Omgang, og vandt derfor Yndeſt hos alle, med hvem han kom i Berørelſe. Han opholdt ſig deels hjemme hos Faderen, deels hos ſin Frænde Salmund, en Søn af den i Anglesey-Slaget faldne Sigurd Sneis. Salmund ejede Gaarde paa Øſter-Agder, og var en meget anſeet Mand; paa denne Tid beklædte han Gjaldkere-Embedet i Tunsberg. I ſine tidligere Ynglingsaar foretog Kale efter de Tiders Skik flere ſaakaldte Handelsrejſer, men hvorved dog Tilfredsſtillelſe af Videlyſt og Erhvervelſe af ſtørre Dannelſe, end den ſom kunde opnaaes hjemme, var Hovedformaalet for unge Mænd af ſaa fornem Æt ſom Kale. Den førſte af disſe Rejſer, ſom han foretog allerede i ſit 16de Aar, gjaldt England, og blev af væſentlig Betydning for hans ſenere Livsbane ſaa vel ſom for Norges politiſke Forhold i den følgende Tid. Thi i Staden Grimsby ved Humberen, hvor Skibet landede, og hvor der dengang plejede at komme en Mængde Menneſker fra Norge, Orknøerne, Skotland og Syder-Øerne, traf han en ung Irlænder ved Navn Gilchriſt, der ſpurgte ham om mangt og meget fra Norge, og holdt ſig ſærdeles meget til ham, ſaa at de kom paa en meget fortrolig Fod; han betroede Kale under Tausheds Løfte, at han var en Søn af Magnus Barfod, at hans egentlige Navn var Harald, og at hans Moder nu opholdt ſig paa Syderøerne. Han ſpurgte Kale, hvorledes man vilde modtage ham i Norge, om han kom did; og Kale ſagde at Kong Sigurd ſandſynligviis vilde tage vel imod ham, hvis andre ikke lagde til værſte for ham. Gilchriſt og Kale gave hinanden ved Afſkeden gjenſidige Foræringer, og lovede at ſtaa hinanden bi, hvor de næſte Gang maatte ſtøde ſammen[2]. Vi ville i det følgende ſee, hvorledes Gilchriſt, om hvem der allerede i det foregaaende er talt, omſider efter nogle Aars Forløb virkelig kom til Norge, og hvorledes han da i Kale og hans mægtige Frænder fandt ivrige Tilhængere, hvis kraftige Underſtøttelſe han fornemmelig ſkyldte ſin Anerkjendelſe ſom Kongeſøn og Ophøjelſe paa Tronen. Paa Hjemrejſen fra England beſøgte Kale Bergen, ſom hvor han opførte ſig med megen Pragt, og ſtiftede et fortroligt Bekjendſkab med den unge Lendermand Jon Petersſøn[3], der ligeledes hørte til en af Landets fornemſte Ætter, da han nemlig var en Sønneſøn af den tidligere omtalte Serk i Sogn.

Efter at have tilbragt flere Somre paa lignende Rejſer, men Vintrene deels hjemme, deels hos Salmund Sigurdsſøn, drog Kale en Sommer (1127) til Throndhjem, ved hvilken Lejlighed han beſøgte den bekjendte Dolls- eller Dolſteenshule paa Søndmøre, og viſte ſin Uforfærdethed ved ſelv anden at ſvømme over en med Vand opfyldt Kløft, der ſperrede Vejen i det Indre af Hulen[4]. Paa Tilbagevejen anløb Skibet Bergen, hvor Kale tog ind i den ſamme Skytningsſtue, hvor han forrige Gang havde gjort Bekjendſkab med Jon Petersſøn, nemlig i en Gaard der tilhørte en anſeet Enke. Her traf han ogſaa denne Gang Jon Petersſøn, tilligemed mange andre, og der herſkede alſkens Lyſtighed, men ſom dog — hvad der i de Tider endnu var ſædvanligt — let udartede til Kaadhed og fremkaldte Slagsmaal. En Aften, da Jon og Kale havde forføjet ſig til Sængs, men mange endnu ſad efter og drak, kom det ved ſlig Lejlighed ſaare almindelige, men farlige Samtale-Emne paa Bane, at ſammenligne anſeede og bekjendte Mænd; fornemmelig drejede Talen ſig om, hvo der var de ypperſte Lendermænd i Norge. Brynjulf, en af Jon Petersſøns Folk, paaſtod at denne ſaa vel med Henſyn til Byrd, ſom til Dygtighed, maatte kaldes den fornemſte af alle de yngre Lendermænd ſøndenfor Stad. Haavard, en af Kales Staldbrødre, paaſtod derimod at Salmund Sigurdsſøn i alle Dele kunde maale ſig med Jon, og at Vikverjerne vel endog vilde give ham Fortrinnet for denne. Herover blev der megen ivrig og højrøſtet Tale, og da de vare beſkjenkede, gik det ſnart til Haandgribeligheder. Haavard løb op, fik fat paa en Stok, og gav Brynjulf dermed et Slag i Hovedet, ſaa at han faldt beſvimet til Jorden. Medens hans Venner vare beſkjeftigede med ham, blev Haavard af ſine Kammerater i Stilhed ſkaffet bort fra Stuen, og ind til Kale, ſom øjeblikkelig fik en Mand til at ro afſted med ham, for at bringe ham ſyd til Alvidra[5], til en Preſt ved Navn Richard, hvilken Kale kjendte og nu lod anmode øm, at han vilde beholde Haavard hos ſig, indtil Kale ſelv kom efter. Da Haavard var kommen til Grøningeſund lidt nordenfor Bukken, et Par Miles Vej ſøndenfor Bergen, gik han med ſin Følgeſvend op paa Land, og lagde ſig til at ſove paa et afſides Sted, i den Tanke, at man ikke længer vilde ſøge efter dem. Men imidlertid var Brynjulf kommen til ſig ſelv, og havde beklaget ſig for Jon Petersſøn over det forefaldne, idet han fortalte at Haavard allerede var ſkaffet til Side; øjeblikkelig havde Jon ſendt Brynjulf afſted med ti Mand paa et Rofartøj for at indhente Haavard, og endnu i Daggry kom de til Grøningeſund. Der ſaa de en Baad ligge paa Fjæren, og Brynjulf, ſom antog at at Ejermændene maaſkee kunde give dem noget Beſked om Haavard, gik i Land med ſine Folk for at opſøge dem. Han traf Haavard ſelv, juſt ſom denne og hans Ledſager vare vaagnede, og uden videre lod han dem begge dræbe. Derpaa vendte Brynjulf tilbage til Bergen, og berettede Jon hvad der var forefaldet. Snart blev det bekjendt over hele Byen, og Kale tog det meget ilde op. Der blev imidlertid underhandlet om Forlig, og da Jon tilbød Kale Selvdom for hans eget Vedkommende, med Forbehold af Kongens og de egentlige Eftermaalsmænds Ret, modtog Kale dette Tilbud, ſaa at Sagen paa denne Maade nogenledes blev bilagt, uden at dog det ſpendte Forhold mellem ham og Jon ophørte.

Da Kale ſiden kom hjem til ſin Fader, og fortalte ham alt ſammen, misbilligede denne at hans Søn havde modtaget noget Forlig, før end man havde foreſpurgt ſig hos Salmund. „Du“ ſagde han, „var her kun berettiget til at mægle Forlig mellem de egentlige Parter, og om det var din Huuskarl, der var bleven dræbt, vilde Salmund ikke have baaret ſig ſaaledes ad“. Kale erkjendte ſin Fejl og beklagede at hans Fader ej havde været tilſtede for at kunne hjelpe ham med ſine viſe Raad. Han undſkyldte ſig med at Salmund dog ikke egentlig havde lidt nogen Skaar i ſin Ære, fordi han ſelv havde modtaget den Hæder, der ſærſkilt var bleven ham tilbudt; desuden, ſagde han, havde han jo ſlet ikke ſluttet noget Forlig med Brynjulf eller modtaget Boder af ham, hvorved han kunde have paadraget ſig nogen Forpligtelſe til at ſkaane ham. Efter megen Samtale frem og tilbage om denne Sag beſluttede de at ſende Bud til Salmund, for at underrette ham derom. Han begav ſig ſtrax til Kol for at raadſlaa om, hvad der var at gjøre. Kol meente at man ſkulde lade Jon tilſpørge, om han ønſkede Forlig; Salmund derimod, ſaa vel ſom den dræbte Haavards Broder Hallvard, vilde kun høre om Hevn. Kol fik dem dog til at føje ſig efter hans Forſlag, imod at han lovede Salmund, ikke at opgive Sagen førend denne havde faaet al ønſkelig Fuldeſtgjørelſe. Der ſendtes nu Mænd til Jon med hiin Foreſpørgſel. Men han vægrede ſig beſtemt ved at bøde for en Mand, der, ſom han ſagde, ved ſine egne Gjerninger havde uhelget ſig. Nei indvendte Kol ikke længer noget imod alvorligere Forholdsregler, og ſpurgte Hallvard om han havde Lyſt til at ſøge Hevn for ſin Broder, ſkjønt det maaſkee var forbundet med ikke ubetydelig Fare. Hallvard var ſtrax rede. Kok lod ham i al Stilhed drage til Sogn, og foreſkrev ham nøje, hvorledes han ſkulde bære ſig ad. Han ſkulde tage ind hos en af Kols gamle Venner, ved Navn Une, der boede i Nærheden af Jons Gaard, og i flere Henſeender havde haft Ulemper af denne mægtige og overmodige Mands Naboſkab; han ſkulde levere Une 6 Mark Sølv, med den Hilſen fra Kol, at han maatte gjøre ſit Bedſte for at ſkaffe ham Lejlighed til at fælde enten Brynjulf eller en anden af Jons Huusfolk, hvis Tab vilde gaa denne lige ſaa nær. Lykkedes det, ſkulde Une hemmeligt ſende Hallvard til Kols Ven og Frænde, den mægtige Kyrpinga-Orm[6], der med ſine Sønner Agmund Dreng og Erling boede paa Stødle i Søndhordeland: da vilde han være uden al Fare. Dog ſkulde han ogſaa i ſaa Fald paalægge Une at ſælge ſin Gaard og flytte hen til Kol, da Opholdet i Jons Nærhed ej længer vilde være raadeligt for ham. Hallvard begav ſig afſted, og fulgte nøje Kols Raad. Han kom en Aften til Une, uden at navngive ſig, og tog Plads i Skaalen blandt de øvrige, der ſad omkring Ilden og ſamtalede. Han ſpurgte nøje efter de ypperſte Mænd paa den Kant, og Une nævnte ſtrax Jon ſom den fornemſte, baade formedelſt hans Byrd og hans overmodige Færd; „har I ikke“, ſpurgte han liſtigt, „haft Prøver derpaa ſyd i Landet?“ Hallvard ſvarede intet dertil. Da man ſkiltes ad for at gaa til Sengs, tog Une den Fremmede afſides, og ſpurgte ham om han ej var Hallvard. Denne benegtede det i Førſtningen, ſaa længe endnu andre Folk vare inde; men da de vare ene, tilſtod han det, leverede Une Pengene, og fremførte Anmodningen fra Kol. Une var ſtrax villig til at hjelpe ham, og underrettede ham om at Brynjulf netop vilde komme der paa Gaarden den næſte Morgen for at hente en Pige, med hvem han ſtod i Kjærlighedsforſtaaelſe. Ved denne Lejlighed maatte han da pasſe ſit Snit, og overfalde ham. Tidligt den følgende Morgen ſkjulte Une Hallvard i en Stald, der ſtod ikke langt fra Huusdøren. Det varede ej længe, førend Brynjulf kom, og kaldte paa Pigen, at hun ſkulde gjøre ſig rejſefærdig. Hun kom og bragte ſit Tøj, hvilket Brynjulf bandt ſammen for hende, medens hun var inde for at ſige Huſets Folk Farvel. Brynjulf havde lagt ſine Vaaben fra ſig ſaa længe, men juſt ſom Pigen var gaaet ind, og han var beſkjeftiget med at ſnøre Bylten ſammen, ſprang Hallvard frem, gav Brynjulf Baneſaar, og ſmuttede ind i Stalden igjen uden at nogen fik Øje paa ham. Da Pigen kom ud og ſaa ſin Elſker ligge dræbt, løb hun ind med Forfærdelſesſkrig, og var nær ved at falde i Afmagt. Une løb ud og raabte at man ſtrax ſkulde ſætte efter den lejede Snigmorder, thi en ſaadan maatte den Fremmede have været: han ſendte ufortøvet Bud til Jon om det forefaldne, og ſaaledes undgik han al Mistanke om Deelagtighed i Sagen. Men da Tummelen havde lagt ſig og alle vare hver paa ſin Kant, gik Une til Stalden, hvor Hallvard imidlertid havde holdt ſig ſkjult, lod ham komme ud, og ſendte ham efter Aftale til Stødle, hvor han ankom i god Behold. Kyrpinga-Orm ſendte ham derpaa videre til Agder, hvor Kol og Salmund modtoge ham med Glæde over at Planen ſaa vel var lykkets.

Det forefaldne rygtedes ſnart vidt og bredt, og det varede ikke længe, førend man gjettede eller erfarede den ſande Sammenhæng. Jon ærgrede ſig meget, men det varede dog et heelt Aar førend han kunde gjøre noget derved. Den næſte Vinter (1128) henimod Juul drog han afſted med 30 Mand, foregivende at han vilde beſøge ſin Morbroder Olaf i Setersdal, Haareks Søn. Hid kom han ogſaa, og blev vel modtagen, men aabenbarede da for Olaf at hans egentlige Henſigt var at hjemſøge Salmund, for at hevne Brynjulfs Drab. Olaf fraraadte ham det, men forgjæves; da medgav han ham 30 Mand af ſine egne Folk, ſaa at Jon nu havde en Skare af 00 Mand, med hvilke han fortſatte Vejen til Lands ned gjennem Setersdalen og videre til Øſter-Agder, for at komme uforvarende over Salmund og Kol. Men imidlertid havde Une, ſtrax efter Jons Afrejſe, ſkyndt ſig til Stødle, og derfra til Kol, hvor han kom ved Juletid, og meldte, at de ſnart kunde vente ſig et Overfald af Jon. Kol ſendte ſtrax Spejdere rundt om for at holde Øje med Jon, og begav flg ſelv til Salmund; begge ſamlede Folk til ſig, og oppebiede nu Jons Ankomſt, vel forberedte. Da Spejderne meldte at Jon nærmede ſig, droge de ham imøde og mødte ham ved en Skov. Her kom det til en Kamp, men da Kol og Salmund vare langt mandſterkere, fik de fuldſtændig Overhaand; Jon miſtede mange Folk og maatte flygte til Skovs, ſelv haardt ſaaret i Foden. Han kom ikke hjem førend ved Faſte-Tiden, og hans Saar lægedes ſaa daarligt, at han ſiden den Tid haltede og kaldtes „Jon Fot“, ligeſom hans Færd i det hele taget anſaaes uhæderlig. Til Hevn derfor lod han den følgende Sommer to af Kols Frænder dræbe.

Kort efter disſe Begivenheder kom Kong Sigurd til Tunsberg[7]. Sagen blev ham forebragt, og han lod ſtrax begge Parter indſtevne til ſig, for at faa en Fejde bilagt, der allerede viſtnok hørte til Sjeldenheder i Landet, og ſom, længere fortſat, torde komme til at forſtyrre Freden i en meget videre Kreds. Kol, Salmund og Jon indfandt ſig, ledſagede af deres Venner, og efter nogle Underhandlinger .kom man overeens om at lade Kongen afgjøre Sagen. Begge Parter forpligtede ſig gjenſidigt til at føje ſig efter Kongens Kjendelſe. Han dømte, efter Overlæg med de forſtandigſte Mænd, ſaaledes: at de tvende førſte Drab ſkulde gaa op imod hinanden; at Jons Overfald paa Kol og Salmund, ſaa vel ſom hans Saar, ſkulde gaa op imod de paa begge Sider faldne Mænds Drab; at de øvrige Saar paa begge Sider ſkulde gaa op imod hinanden, lige forlige, og hvad der var mere paa een Side, ſkulde udjevnes ved Bøder. Derhos beſtemte Kongen, at til nøjere Befæſtelſe af Enigheden og Venſkaben mellem begge Parter ſkulde Jon Petersſøn egte Kols Datter Ingerid. Endelig overdrog Kongen ved denne Lejlighed den Halvdeel af Orknøerne, ſom Magnus Jarl tidligere havde beſiddet, til hans Syſterſøn Kale Kolsſøn, og ophøjede ham til Jarl, idet han derhos forandrede hans Navn og kaldte ham Ragnvald efter Ragnvald Bruſesſøn, hvilken Kales Moder Gunnhild erklærede for den ypperſte af alle de Jarler, der havde været paa Øerne, og hvis Navn derfor troedes at ville bringe Lykke. Henſigten med Forliget opnaaedes fuldkommen, thi fra den Tid af vare de fordums Fiender fortrolige Venner, og ſtode hinanden redeligt bi i alle deres Foretagender[8]. Kale, eller ſom han nu hed, Ragnvald Jarl, kunde dog endnu ikke paa nogle Aar tage ſit Jarldømme i Beſiddelſe, da det krævede betydelige Forberedelſer at træde op mod den af Øernes Befolkning ſaa afholdte Paal Jarl, der nu efter Haralds Sem var Eneherre over Øerne, og ikke var til Sinds, med det Gode at afſtaa Halvdelen deraf. Imidlertid var Ragnvalds kloge Fader neppe uvirkſom i at bearbejde Gemytterne til hans Fordeel, og i Stilhed paa mange Maader at berede ham Vejen. Dette fortælles ikke udtrykkeligt, men man kan allerede næſten paa Forhaand være overbeviiſt derom, og et ikke,utydeligt Vink derom indeholdes desuden i en liden Beretning, ſom, rigtignok i en langt anden Henſigt, meddeles i den legendariſke Saga om Magnus Jarl. Biſkop Villjam var, ſom vi have ſeet, en ivrig Modſtander af Troen paa Magnus Jarls Hellighed, og vilde intet vide deraf. Men en Sommer, fortælles der, gjorde han en Rejſe øſter til Norge i nogle nødvendige Ærender, og paa Hjemvejen om Heſten holdtes han formedelſt Storm og Modvind faa længe ved Hjaltland, at han begyndte at frygte for at han ej vilde komme hjem til ſit Biſkopsſæde førend næſte Vaar. Da ſpurgte Styrmanden ham, om han ikke— vilde erkjende Magnus Jarls Hellighed, hvis han næſte Søndag kunde ſynge Mesſe i ſit Hjem. Da Biſkoppen lovede dette, lagde Uvejret ſig ſtrax, en føjelig Vind blæſte op, og næſte Søndag var Biſkoppen hjemme, hvor da han og alle de øvrige, ſom der ſiges, priſte Gud og den hellige Martyr Magnus Jarl. Efter nogles Fortælling ſkal han dog ikke have ſamtykket i at man tog Jarlens Been op af Jorden, førend han med eet blev ſlagen med Blindhed i Kirken, ſaa at han ej kunde finde Udgangsdøren, og da, angrende ſin Vantro og med Bøn til Gud om at maatte finde Magnus Jarls Grav, omſider famlede ſig frem til den, kaſtede ſig ned paa den og lovede at lade hans Levninger optage, hvis han fik ſit Syn igjen. Strax da han havde ſluttet ſin Bøn, heder det, blev han atter ſeende. Han ſammenkaldte nu et talrigt Møde af de forſtandigſte og gjæveſte Mænd paa Øerne til Chriſtkirken i Birgsaa; paa dette Møde bleve Magnus’s Been optagne, vaſkede og prøvede i indviet Ild. Og da de beſtode Prøven, bleve de lagte i et Skriin, og ſatte over Alteret. Dette var St. Luciæ Dag (13 Decbr.), 20 Aar efter Jarlens Drab (1135). Naar man betænker, at Ragnvald, der hidtil havde været ganſke fremmed for Orknøboerne, egentlig ikke havde andet at bygge paa og ſætte op mod Paal Jarls Magt og Popularitet, end ſin Morbroder Magnus Jarls Hellighed og den Glands, ſom derved gik over paa ham ſelv, kan man umuligt tvivle paa at en ſaa klog Mand ſom hans Fader Kol har forſøgt alt, hvad der ſtod i hans Magt, for at faa hiin Tro udbredt og Helligheden anerkjendt, iſær da han ſelv ſtrax efter gav Ragnvald det Raad, højtideligen at anraabe ſin hellige Frænde om Lykke. Under disſe Omſtændigheder bliver Biſkop Villjams Rejſe til Norge og pludſelige Omſtemning med Henſyn til St. Magnus, ſex Aar efter Ragnvalds Ophøjelſe til Jarl, og netop ſamme Aar, da Ragnvald, ſom vi i det følgende ville ſee, gjorde Alvor af at fremſætte ſin Fordring, heel mistænkelig. Hvilke hans „nødvendige Ærender“ vare, ſiges ikke; men at han under ſit Ophold i Norge har haft en Sammenkomſt med Kok, er bleven vunden af denne, og med ham har aftalt de nødvendige Forholdsregler for at faa Magnus’s Hellighed anerkjendt, ligeſom Einar Thambarſkelve og Biſkop Grimkell i ſin Tid, ſom man maa formode, forberedede Anerkjendelſen af St. Olafs, bliver mere end ſandſynligt[9].

  1. Se ovf. S. 526. Der ſiges ej, naar Kale blev fød. Da hans Forældre bleve gifte 1099, kunde han være fød 1100. Og ſtort ſenere kan man neppe heller ſætte hans Fødſel.
  2. Orknøyingaſaga S. 152. Der tales her kun om Syderøerne ſom Gilchriſts eller hans Moders Hjem; i Harald Gilles Saga Cap. 147 nævnes ligeledes kun Syderøerne ſom Haralds Hjemſtavn, hvorimod Snorre, Harald Gilles Saga Cap. 33, og Fagrſkinna Cap. 250 nævner Irland, ſe nedenfor. Om Gilchriſt ſe ovf. S. 559.
  3. Jon Petersſøn ſiges at være en Søn af Peter Serksſøn fra Sogn, og Helga, en Datter af Haarek fra Setre, ſandſynligviis i Setersdalen. Om Serk i Sogn og hans Æt, der nedſtammede fra den aurlandſke, ſe ovf. S. 177, 452, 511. Serk deeltog med Magnus Barfod i hans Veſterhavstog 1098.
  4. Om Dolſteenshulen ſe Urda I. 206—208. Strøms Søndmøres Beſkr. II. 447.
  5. Dette Alvidra kan ej være Alvidra eller Alver ved Alverſtrømmen, nordenfor Bergen, men maa være at ſøge et Steds paa Vejen ſydefter fra Bergen.
  6. Om Kyrpinga-Orm, Søn af Svein paa Gerde og Ragna, Orm Jarls Datter, ſe ovf. S. 453. Erling, hans yngſte Søn, var for øvrigt paa denne Tid kun et Barn, ſom man af det følgende vil ſe.
  7. Det var nemlig ud paa Høſten 1129, og Kongen tilbragte, ſom vi nedenfor ville ſe, den ſidſte Sommer eller Høſt i Tunsberg eller rettere paa Gaarden Sæm, den følgende Vinter (1129—30) i Oslo. Tunsberg nævnes desuden forhen i Sagaen ſom den By, hvor Salmund var Gjaldkere.
  8. Orknøyingaſaga S. 152—170.
  9. Magnus Jarls Saga, Tillægget, S. 534. Det bor ogſaa merkes, at Villjam ſiden ſin Anerkjendelſe af Magnus’s Hellighed viſte Paal Jarl aabenbar Kulde, medens han tidligere ſynes at have været ham meget hengiven.