Det norske Folks Historie/3/64

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 687-694).

Denne Medbejler var Rum en Søn af Magnus Jarls Syster Gunnhild i hendes Egteskab med den mægtige Lendermand Kol Kalessøn paa Agder, om hvilken der allerede ovenfor er talt^[1]. Den vise Kot indlod sig ikke paa at hevne sin Svogers Død mod den mægtige Haakon Jarl, eller paa at gjøre noget Forsøg mod hans Sønner, saa længe disse endnu vare populære; men han sad hjemme paa sine Gaarde paa Agder, væntende paa den belejlige Tid. Imidlertid voxede hans Søn Karle op til en smuk og haabefuld Yngling. Han var velvoxen, af middels Højde, med lysebruunt Haar, en Mester i alle Legemsfærdigheder, men især en ypperlig Skald, saa at hans Vers endog anføres som Mønstre blandt de fornemste Skaldes Frembringelser; han var behagelig og jevn i Omgang, og vandt derfor Yndest hos alle, med hvem han kom i Berørelse. Han opholdt sig deels hjemme hos Faderen, deels hos sin Frænde Salmund, en Søn af den i Anglesey-Slaget faldne Sigurd Sneis. Salmund ejede Gaarde paa Øster-Agder, og var en meget anseet Mand; paa denne Tid beklædte han Gjaldkere-Embedet i Tunsberg. I sine tidligere Ynglingsaar foretog Kale efter de Tiders Skik flere saakaldte Handelsrejser, men hvorved dog Tilfredsstillelse af Videlyst og Erhvervelse af større Dannelse, end den som kunde opnaaes hjemme, var Hovedformaalet for unge Mænd af saa fornem Æt som Kale. Den første af disse Rejser, som han foretog allerede i sit 16de Aar, gjaldt England, og blev af væsentlig Betydning for hans senere Livsbane saa vel som for Norges politiske Forhold i den følgende Tid. Thi i Staden Grimsby ved Humberen, hvor Skibet landede, og hvor der dengang plejede at komme en Mængde Mennesker fra Norge, Orknøerne, Skotland og Syder-Øerne, traf han en ung Irlænder ved Navn Gilchrist, der spurgte ham om mangt og meget fra Norge, og holdt sig særdeles meget til ham, saa at de kom paa en meget fortrolig Fod; han betroede Kale under Tausheds Løfte, at han var en Søn af Magnus Barfod, at hans egentlige Navn var Harald, og at hans Moder nu opholdt sig paa Syderøerne. Han spurgte Kale, hvorledes man vilde modtage ham i Norge, om han kom did; og Kale sagde at Kong Sigurd sandsynligviis vilde tage vel imod ham, hvis andre ikke lagde til værste for ham. Gilchrist og Kale gave hinanden ved Afskeden gjensidige Foræringer, og lovede at staa hinanden bi, hvor de næste Gang maatte støde sammen^[2]. Vi ville i det følgende see, hvorledes Gilchrist, om hvem der allerede i det foregaaende er talt, omsider efter nogle Aars Forløb virkelig kom til Norge, og hvorledes han da i Kale og hans mægtige Frænder fandt ivrige Tilhængere, hvis kraftige Understøttelse han fornemmelig skyldte sin Anerkjendelse som Kongesøn og Ophøjelse paa Tronen. Paa Hjemrejsen fra England besøgte Kale Bergen, som hvor han opførte sig med megen Pragt, og stiftede et fortroligt Bekjendskab med den unge Lendermand Jon Peterssøn^[3], der ligeledes hørte til en af Landets fornemste Ætter, da han nemlig var en Sønnesøn af den tidligere omtalte Serk i Sogn.

Efter at have tilbragt flere Somre paa lignende Rejser, men Vintrene deels hjemme, deels hos Salmund Sigurdssøn, drog Kale en Sommer (1127) til Throndhjem, ved hvilken Lejlighed han besøgte den bekjendte Dolls- eller Dolsteenshule paa Søndmøre, og viste sin Uforfærdethed ved selv anden at svømme over en med Vand opfyldt Kløft, der sperrede Vejen i det Indre af Hulen^[4]. Paa Tilbagevejen anløb Skibet Bergen, hvor Kale tog ind i den samme Skytningsstue, hvor han forrige Gang havde gjort Bekjendskab med Jon Peterssøn, nemlig i en Gaard der tilhørte en anseet Enke. Her traf han ogsaa denne Gang Jon Peterssøn, tilligemed mange andre, og der herskede alskens Lystighed, men som dog — hvad der i de Tider endnu var sædvanligt — let udartede til Kaadhed og fremkaldte Slagsmaal. En Aften, da Jon og Kale havde forføjet sig til Sængs, men mange endnu sad efter og drak, kom det ved slig Lejlighed saare almindelige, men farlige Samtale-Emne paa Bane, at sammenligne anseede og bekjendte Mænd; fornemmelig drejede Talen sig om, hvo der var de ypperste Lendermænd i Norge. Brynjulf, en af Jon Peterssøns Folk, paastod at denne saa vel med Hensyn til Byrd, som til Dygtighed, maatte kaldes den fornemste af alle de yngre Lendermænd søndenfor Stad. Haavard, en af Kales Staldbrødre, paastod derimod at Salmund Sigurdssøn i alle Dele kunde maale sig med Jon, og at Vikverjerne vel endog vilde give ham Fortrinnet for denne. Herover blev der megen ivrig og højrøstet Tale, og da de vare beskjenkede, gik det snart til Haandgribeligheder. Haavard løb op, fik fat paa en Stok, og gav Brynjulf dermed et Slag i Hovedet, saa at han faldt besvimet til Jorden. Medens hans Venner vare beskjeftigede med ham, blev Haavard af sine Kammerater i Stilhed skaffet bort fra Stuen, og ind til Kale, som øjeblikkelig fik en Mand til at ro afsted med ham, for at bringe ham syd til Alvidra^[5], til en Prest ved Navn Richard, hvilken Kale kjendte og nu lod anmode øm, at han vilde beholde Haavard hos sig, indtil Kale selv kom efter. Da Haavard var kommen til Grøningesund lidt nordenfor Bukken, et Par Miles Vej søndenfor Bergen, gik han med sin Følgesvend op paa Land, og lagde sig til at sove paa et afsides Sted, i den Tanke, at man ikke længer vilde søge efter dem. Men imidlertid var Brynjulf kommen til sig selv, og havde beklaget sig for Jon Peterssøn over det forefaldne, idet han fortalte at Haavard allerede var skaffet til Side; øjeblikkelig havde Jon sendt Brynjulf afsted med ti Mand paa et Rofartøj for at indhente Haavard, og endnu i Daggry kom de til Grøningesund. Der saa de en Baad ligge paa Fjæren, og Brynjulf, som antog at at Ejermændene maaskee kunde give dem noget Besked om Haavard, gik i Land med sine Folk for at opsøge dem. Han traf Haavard selv, just som denne og hans Ledsager vare vaagnede, og uden videre lod han dem begge dræbe. Derpaa vendte Brynjulf tilbage til Bergen, og berettede Jon hvad der var forefaldet. Snart blev det bekjendt over hele Byen, og Kale tog det meget ilde op. Der blev imidlertid underhandlet om Forlig, og da Jon tilbød Kale Selvdom for hans eget Vedkommende, med Forbehold af Kongens og de egentlige Eftermaalsmænds Ret, modtog Kale dette Tilbud, saa at Sagen paa denne Maade nogenledes blev bilagt, uden at dog det spendte Forhold mellem ham og Jon ophørte.

Da Kale siden kom hjem til sin Fader, og fortalte ham alt sammen, misbilligede denne at hans Søn havde modtaget noget Forlig, før end man havde forespurgt sig hos Salmund. „Du“ sagde han, „var her kun berettiget til at mægle Forlig mellem de egentlige Parter, og om det var din Huuskarl, der var bleven dræbt, vilde Salmund ikke have baaret sig saaledes ad“. Kale erkjendte sin Fejl og beklagede at hans Fader ej havde været tilstede for at kunne hjelpe ham med sine vise Raad. Han undskyldte sig med at Salmund dog ikke egentlig havde lidt nogen Skaar i sin Ære, fordi han selv havde modtaget den Hæder, der særskilt var bleven ham tilbudt; desuden, sagde han, havde han jo slet ikke sluttet noget Forlig med Brynjulf eller modtaget Boder af ham, hvorved han kunde have paadraget sig nogen Forpligtelse til at skaane ham. Efter megen Samtale frem og tilbage om denne Sag besluttede de at sende Bud til Salmund, for at underrette ham derom. Han begav sig strax til Kol for at raadslaa om, hvad der var at gjøre. Kol meente at man skulde lade Jon tilspørge, om han ønskede Forlig; Salmund derimod, saa vel som den dræbte Haavards Broder Hallvard, vilde kun høre om Hevn. Kol fik dem dog til at føje sig efter hans Forslag, imod at han lovede Salmund, ikke at opgive Sagen førend denne havde faaet al ønskelig Fuldestgjørelse. Der sendtes nu Mænd til Jon med hiin Forespørgsel. Men han vægrede sig bestemt ved at bøde for en Mand, der, som han sagde, ved sine egne Gjerninger havde uhelget sig. Nei indvendte Kol ikke længer noget imod alvorligere Forholdsregler, og spurgte Hallvard om han havde Lyst til at søge Hevn for sin Broder, skjønt det maaskee var forbundet med ikke ubetydelig Fare. Hallvard var strax rede. Kok lod ham i al Stilhed drage til Sogn, og foreskrev ham nøje, hvorledes han skulde bære sig ad. Han skulde tage ind hos en af Kols gamle Venner, ved Navn Une, der boede i Nærheden af Jons Gaard, og i flere Henseender havde haft Ulemper af denne mægtige og overmodige Mands Naboskab; han skulde levere Une 6 Mark Sølv, med den Hilsen fra Kol, at han maatte gjøre sit Bedste for at skaffe ham Lejlighed til at fælde enten Brynjulf eller en anden af Jons Huusfolk, hvis Tab vilde gaa denne lige saa nær. Lykkedes det, skulde Une hemmeligt sende Hallvard til Kols Ven og Frænde, den mægtige Kyrpinga-Orm^[6], der med sine Sønner Agmund Dreng og Erling boede paa Stødle i Søndhordeland: da vilde han være uden al Fare. Dog skulde han ogsaa i saa Fald paalægge Une at sælge sin Gaard og flytte hen til Kol, da Opholdet i Jons Nærhed ej længer vilde være raadeligt for ham. Hallvard begav sig afsted, og fulgte nøje Kols Raad. Han kom en Aften til Une, uden at navngive sig, og tog Plads i Skaalen blandt de øvrige, der sad omkring Ilden og samtalede. Han spurgte nøje efter de ypperste Mænd paa den Kant, og Une nævnte strax Jon som den fornemste, baade formedelst hans Byrd og hans overmodige Færd; „har I ikke“, spurgte han listigt, „haft Prøver derpaa syd i Landet?“ Hallvard svarede intet dertil. Da man skiltes ad for at gaa til Sengs, tog Une den Fremmede afsides, og spurgte ham om han ej var Hallvard. Denne benegtede det i Førstningen, saa længe endnu andre Folk vare inde; men da de vare ene, tilstod han det, leverede Une Pengene, og fremførte Anmodningen fra Kol. Une var strax villig til at hjelpe ham, og underrettede ham om at Brynjulf netop vilde komme der paa Gaarden den næste Morgen for at hente en Pige, med hvem han stod i Kjærlighedsforstaaelse. Ved denne Lejlighed maatte han da passe sit Snit, og overfalde ham. Tidligt den følgende Morgen skjulte Une Hallvard i en Stald, der stod ikke langt fra Huusdøren. Det varede ej længe, førend Brynjulf kom, og kaldte paa Pigen, at hun skulde gjøre sig rejsefærdig. Hun kom og bragte sit Tøj, hvilket Brynjulf bandt sammen for hende, medens hun var inde for at sige Husets Folk Farvel. Brynjulf havde lagt sine Vaaben fra sig saa længe, men just som Pigen var gaaet ind, og han var beskjeftiget med at snøre Bylten sammen, sprang Hallvard frem, gav Brynjulf Banesaar, og smuttede ind i Stalden igjen uden at nogen fik Øje paa ham. Da Pigen kom ud og saa sin Elsker ligge dræbt, løb hun ind med Forfærdelsesskrig, og var nær ved at falde i Afmagt. Une løb ud og raabte at man strax skulde sætte efter den lejede Snigmorder, thi en saadan maatte den Fremmede have været: han sendte ufortøvet Bud til Jon om det forefaldne, og saaledes undgik han al Mistanke om Deelagtighed i Sagen. Men da Tummelen havde lagt sig og alle vare hver paa sin Kant, gik Une til Stalden, hvor Hallvard imidlertid havde holdt sig skjult, lod ham komme ud, og sendte ham efter Aftale til Stødle, hvor han ankom i god Behold. Kyrpinga-Orm sendte ham derpaa videre til Agder, hvor Kol og Salmund modtoge ham med Glæde over at Planen saa vel var lykkets.

Det forefaldne rygtedes snart vidt og bredt, og det varede ikke længe, førend man gjettede eller erfarede den sande Sammenhæng. Jon ærgrede sig meget, men det varede dog et heelt Aar førend han kunde gjøre noget derved. Den næste Vinter (1128) henimod Juul drog han afsted med 30 Mand, foregivende at han vilde besøge sin Morbroder Olaf i Setersdal, Haareks Søn. Hid kom han ogsaa, og blev vel modtagen, men aabenbarede da for Olaf at hans egentlige Hensigt var at hjemsøge Salmund, for at hevne Brynjulfs Drab. Olaf fraraadte ham det, men forgjæves; da medgav han ham 30 Mand af sine egne Folk, saa at Jon nu havde en Skare af 00 Mand, med hvilke han fortsatte Vejen til Lands ned gjennem Setersdalen og videre til Øster-Agder, for at komme uforvarende over Salmund og Kol. Men imidlertid havde Une, strax efter Jons Afrejse, skyndt sig til Stødle, og derfra til Kol, hvor han kom ved Juletid, og meldte, at de snart kunde vente sig et Overfald af Jon. Kol sendte strax Spejdere rundt om for at holde Øje med Jon, og begav flg selv til Salmund; begge samlede Folk til sig, og oppebiede nu Jons Ankomst, vel forberedte. Da Spejderne meldte at Jon nærmede sig, droge de ham imøde og mødte ham ved en Skov. Her kom det til en Kamp, men da Kol og Salmund vare langt mandsterkere, fik de fuldstændig Overhaand; Jon mistede mange Folk og maatte flygte til Skovs, selv haardt saaret i Foden. Han kom ikke hjem førend ved Faste-Tiden, og hans Saar lægedes saa daarligt, at han siden den Tid haltede og kaldtes „Jon Fot“, ligesom hans Færd i det hele taget ansaaes uhæderlig. Til Hevn derfor lod han den følgende Sommer to af Kols Frænder dræbe.

Kort efter disse Begivenheder kom Kong Sigurd til Tunsberg^[7]. Sagen blev ham forebragt, og han lod strax begge Parter indstevne til sig, for at faa en Fejde bilagt, der allerede vistnok hørte til Sjeldenheder i Landet, og som, længere fortsat, torde komme til at forstyrre Freden i en meget videre Kreds. Kol, Salmund og Jon indfandt sig, ledsagede af deres Venner, og efter nogle Underhandlinger .kom man overeens om at lade Kongen afgjøre Sagen. Begge Parter forpligtede sig gjensidigt til at føje sig efter Kongens Kjendelse. Han dømte, efter Overlæg med de forstandigste Mænd, saaledes: at de tvende første Drab skulde gaa op imod hinanden; at Jons Overfald paa Kol og Salmund, saa vel som hans Saar, skulde gaa op imod de paa begge Sider faldne Mænds Drab; at de øvrige Saar paa begge Sider skulde gaa op imod hinanden, lige forlige, og hvad der var mere paa een Side, skulde udjevnes ved Bøder. Derhos bestemte Kongen, at til nøjere Befæstelse af Enigheden og Venskaben mellem begge Parter skulde Jon Peterssøn egte Kols Datter Ingerid. Endelig overdrog Kongen ved denne Lejlighed den Halvdeel af Orknøerne, som Magnus Jarl tidligere havde besiddet, til hans Systersøn Kale Kolssøn, og ophøjede ham til Jarl, idet han derhos forandrede hans Navn og kaldte ham Ragnvald efter Ragnvald Brusessøn, hvilken Kales Moder Gunnhild erklærede for den ypperste af alle de Jarler, der havde været paa Øerne, og hvis Navn derfor troedes at ville bringe Lykke. Hensigten med Forliget opnaaedes fuldkommen, thi fra den Tid af vare de fordums Fiender fortrolige Venner, og stode hinanden redeligt bi i alle deres Foretagender^[8]. Kale, eller som han nu hed, Ragnvald Jarl, kunde dog endnu ikke paa nogle Aar tage sit Jarldømme i Besiddelse, da det krævede betydelige Forberedelser at træde op mod den af Øernes Befolkning saa afholdte Paal Jarl, der nu efter Haralds Sem var Eneherre over Øerne, og ikke var til Sinds, med det Gode at afstaa Halvdelen deraf. Imidlertid var Ragnvalds kloge Fader neppe uvirksom i at bearbejde Gemytterne til hans Fordeel, og i Stilhed paa mange Maader at berede ham Vejen. Dette fortælles ikke udtrykkeligt, men man kan allerede næsten paa Forhaand være overbeviist derom, og et ikke,utydeligt Vink derom indeholdes desuden i en liden Beretning, som, rigtignok i en langt anden Hensigt, meddeles i den legendariske Saga om Magnus Jarl. Biskop Villjam var, som vi have seet, en ivrig Modstander af Troen paa Magnus Jarls Hellighed, og vilde intet vide deraf. Men en Sommer, fortælles der, gjorde han en Rejse øster til Norge i nogle nødvendige Ærender, og paa Hjemvejen om Hesten holdtes han formedelst Storm og Modvind faa længe ved Hjaltland, at han begyndte at frygte for at han ej vilde komme hjem til sit Biskopssæde førend næste Vaar. Da spurgte Styrmanden ham, om han ikke— vilde erkjende Magnus Jarls Hellighed, hvis han næste Søndag kunde synge Messe i sit Hjem. Da Biskoppen lovede dette, lagde Uvejret sig strax, en føjelig Vind blæste op, og næste Søndag var Biskoppen hjemme, hvor da han og alle de øvrige, som der siges, priste Gud og den hellige Martyr Magnus Jarl. Efter nogles Fortælling skal han dog ikke have samtykket i at man tog Jarlens Been op af Jorden, førend han med eet blev slagen med Blindhed i Kirken, saa at han ej kunde finde Udgangsdøren, og da, angrende sin Vantro og med Bøn til Gud om at maatte finde Magnus Jarls Grav, omsider famlede sig frem til den, kastede sig ned paa den og lovede at lade hans Levninger optage, hvis han fik sit Syn igjen. Strax da han havde sluttet sin Bøn, heder det, blev han atter seende. Han sammenkaldte nu et talrigt Møde af de forstandigste og gjæveste Mænd paa Øerne til Christkirken i Birgsaa; paa dette Møde bleve Magnus’s Been optagne, vaskede og prøvede i indviet Ild. Og da de bestode Prøven, bleve de lagte i et Skriin, og satte over Alteret. Dette var St. Luciæ Dag (13 Decbr.), 20 Aar efter Jarlens Drab (1135). Naar man betænker, at Ragnvald, der hidtil havde været ganske fremmed for Orknøboerne, egentlig ikke havde andet at bygge paa og sætte op mod Paal Jarls Magt og Popularitet, end sin Morbroder Magnus Jarls Hellighed og den Glands, som derved gik over paa ham selv, kan man umuligt tvivle paa at en saa klog Mand som hans Fader Kol har forsøgt alt, hvad der stod i hans Magt, for at faa hiin Tro udbredt og Helligheden anerkjendt, især da han selv strax efter gav Ragnvald det Raad, højtideligen at anraabe sin hellige Frænde om Lykke. Under disse Omstændigheder bliver Biskop Villjams Rejse til Norge og pludselige Omstemning med Hensyn til St. Magnus, sex Aar efter Ragnvalds Ophøjelse til Jarl, og netop samme Aar, da Ragnvald, som vi i det følgende ville see, gjorde Alvor af at fremsætte sin Fordring, heel mistænkelig. Hvilke hans „nødvendige Ærender“ vare, siges ikke; men at han under sit Ophold i Norge har haft en Sammenkomst med Kok, er bleven vunden af denne, og med ham har aftalt de nødvendige Forholdsregler for at faa Magnus’s Hellighed anerkjendt, ligesom Einar Thambarskelve og Biskop Grimkell i sin Tid, som man maa formode, forberedede Anerkjendelsen af St. Olafs, bliver mere end sandsynligt^[9].

1. Se ovf. S. 526. Der siges ej, naar Kale blev fød. Da hans Forældre bleve gifte 1099, kunde han være fød 1100. Og stort senere kan man neppe heller sætte hans Fødsel.
2. Orknøyingasaga S. 152. Der tales her kun om Syderøerne som Gilchrists eller hans Moders Hjem; i Harald Gilles Saga Cap. 147 nævnes ligeledes kun Syderøerne som Haralds Hjemstavn, hvorimod Snorre, Harald Gilles Saga Cap. 33, og Fagrskinna Cap. 250 nævner Irland, se nedenfor. Om Gilchrist se ovf. S. 559.
3. Jon Peterssøn siges at være en Søn af Peter Serkssøn fra Sogn, og Helga, en Datter af Haarek fra Setre, sandsynligviis i Setersdalen. Om Serk i Sogn og hans Æt, der nedstammede fra den aurlandske, se ovf. S. 177, 452, 511. Serk deeltog med Magnus Barfod i hans Vesterhavstog 1098.
4. Om Dolsteenshulen se Urda I. 206—208. Strøms Søndmøres Beskr. II. 447.
5. Dette Alvidra kan ej være Alvidra eller Alver ved Alverstrømmen, nordenfor Bergen, men maa være at søge et Steds paa Vejen sydefter fra Bergen.
6. Om Kyrpinga-Orm, Søn af Svein paa Gerde og Ragna, Orm Jarls Datter, se ovf. S. 453. Erling, hans yngste Søn, var for øvrigt paa denne Tid kun et Barn, som man af det følgende vil se.
7. Det var nemlig ud paa Høsten 1129, og Kongen tilbragte, som vi nedenfor ville se, den sidste Sommer eller Høst i Tunsberg eller rettere paa Gaarden Sæm, den følgende Vinter (1129—30) i Oslo. Tunsberg nævnes desuden forhen i Sagaen som den By, hvor Salmund var Gjaldkere.
8. Orknøyingasaga S. 152—170.
9. Magnus Jarls Saga, Tillægget, S. 534. Det bor ogsaa merkes, at Villjam siden sin Anerkjendelse af Magnus’s Hellighed viste Paal Jarl aabenbar Kulde, medens han tidligere synes at have været ham meget hengiven.